Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 12. september 2014
Sagsnr.: 25501
Dok.nr.: 698552
Fødevareministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. 309 (FLF alm. del) stillet den
28. marts 2014 efter ønske fra Jacob Jensen (V)
Spørgsmål nr. 309:
”Hvilket tab for landmanden vil blive konsekvensen, når der ikke længere må pløjes forud for
etablering af vinterafgrøder på de omfattede arealer efter ministerens vurdering, jf. ministerens
seneste udspil om regler til modvirkning af jorderosion?”
Svar:
NaturErhvervstyrelsen oplyser, at ved pløjefri dyrkning etableres afgrøden som hovedregel i én
arbejdsgang, hvor der typisk anvendes harvning i en dybde på 5-10 cm ved tilsåning.
På baggrund af danske og svenske erfaringer oplyser Aarhus Universitet, at pløjefri dyrkning med
harvning i en dybde på 5-10 cm normalt medfører ingen eller meget beskedne udbyttetab (<5
pct.) samt besparelser i arbejds- og maskinomkostninger på omkring 300 kr./ha i forhold til
dyrkning med pløjning. Eventuelle beskedne udbyttetab opvejes derfor typisk fuldt ud af
besparelser i arbejds- og maskinomkostninger.
Hvis der alene anvendes direkte såning uden harvning, kan der forventes udbyttetab i
størrelsesordenen 5-15 pct. og besparelser i arbejds- og maskinomkostninger på ca. 600 kr./ha.
Det betyder, at udbyttetabet ved direkte såning med de nuværende afgrødepriser i mange tilfælde
ikke kan opvejes af besparelser i arbejds- og maskinomkostninger.
Et øget behov for ukrudtsbekæmpelse vil i begge tilfælde i nogen grad mindske besparelsen på
arbejds- og maskinomkostninger.
I den tidligere model var kun pløjefri dyrkning ved direkte såning uden nogen yderligere form for
jordbearbejdning tilladt. I forbindelse med den ændrede model for reglerne til modvirkning af
jorderosion blev let jordbearbejdning i form af stubharvning mv. tilladt.
Dan Jørgensen
/ Nicolai Høtoft
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk