Forskningspolitikkens elendighed

Regeringen og dens støtteparti, med sanktion fra det meste af oppositionen, frembyder med sitYdun-program til fremme af kvindelige forskeres stillingsambitioner på bekostning af sagesløsemandlige ansøgere et veritabelt katalog af eksempler på genuint demokratisk underskud.1.Folketingets store flertal har fået dispensation fraLigebehandlingslovenfor at kunnevedtage dette program.Ligebehandlingsloven,som man også rettelig kunne kaldeantidiskriminationsloven, er en af de allermest centrale love i dansk, demokratisk lovgivning og afyderste vigtighed for de individuelle rettigheder i et retssamfund, der fortjener det navn, fra hvilkerettigheder der aldrig bør kunne dispenseres. Hvor stopper mon fremover den slags dispensationer,som man åbenbart har ønsket sig med et ligegydigt skuldertræk eller med skammeligt lukkede øjne,men i hvert fald ikke med Fru Justitias retfærdsbind for øjnene?2.Regeringen m.fl. vil sone en gammel uretfærdighed – altså den uretmæssige ellerunfair behandling af kvinder i forbindelse med ansættelser i forskerstillinger – med nyuretfærdighed, nemlig diskrimination af mænd i forbindelse med fremtidige ansættelser i sådannestillinger. Altså: Gammel uretfærdighed retfærdiggøres her gennem ny uretfærdighed. Men et reeltdemokratisk retssamfund søger at eliminere uretfærdighed gennem retfærdige love og forordninger.3.Den danske regering m.fl. straffer med Ydun-programmets vedtagelse kollektivt ogopererer med kollektive grupper, hvor det omvendt i virkeligheden drejer sig om individer, altså:Fordi (nogle) kvinder tidligere er blevet forfordelt af (nogle) mænd, skal helt sagesløse mandlige,individuelle ansøgere, der jo evident ikke har lod og del i fortidens synder i de pågældendeansættelsessager, straffes med at blive betragtet som reelt uønskede ansøgere i fremtidigeansættelsessager. Et retssamfund opererer med individuel skyld og straf, ikke med kollektive ditto.4.For at fremme kvindelige ansøgeres sag gives den ansættende forskningsinstitutionaf Folketingsflertallet en pose penge med, dersom resultatet bliver en kvindeansættelse. Kan nogenmon finde en bedre betegnelse for dette end: korruption eller tilsvarende?5.Den sidste flig – som realiter er at anse for et (tåge)slør – til retfærdiggørelse af detdybt uretmæssige program hedder, at kun i tilfælde af lige kvalifikationer går stillingen til kvinden(hvorfor i grunden ikke til indvandreren, den homoseksuelle, den (mand), hvis forældre begge erufaglærte arbejdere frem for det kvindelige universitetslærerbarn eller ansøgere fra 117 andreunderrepræsenterede grupper – eller simpelthen til den mandlige, lige så kvalificerede ansøger?).Jeg var selv debat-involveret i en ansættelsessag for nogle år tilbage, i hvilken der var tale om 5ledige forskningrådsprofessorater, der i tilfælde af kvalifikationslighed skulle gå til en kvinde. I alle5 tilfælde – gæt selv! – gik professoratet naturligvis til en kvinde. Og dengang fulgte der ikkeengang ekstra kvinde-penge med til den ansættende institution. Men hvorom alting er her: Enhveruniversitetslærer kan fremtrylle lighed mellem reelt uligt kvalificerede ansøgere, hvis han/hun vil;det positive ved ansøgningen kan underbetones, det mindre positive let fremhæves. Og hvis detpolitiske ønske – ovenikøbet økonomisk understreget – er, at kvinder har fortrinsret, da vil det ske.Er der mon anden betegnelse for sligt tågeslør end: skammelig manipulation?På tv så jeg for et stykke tid siden en ung kvinde, stærkt trængt i spørgsmålet omkvindekvotering i forbindelse med forskerstillinger, svare, temmelig vrængende: ”Hvad erkvalifikationer!?!” Hun mente øjensynlig, at de var en helt igennem subjektiv størrelse, som igrunden ikke kunne give grundlag for en ansættelse. Mener forligspartierne virkelig også det?Mener man, at forskerstillinger skal besættes igennem (køns)politiske slagsmål snarere end somfølge af ansøgernes individuelle kvalifikationer, fordi kvalifikationer er udtryk for rene subjektivevurderinger, er, som det hedder i tidens videnskabelige allemands-jargon, en social 'konstruktion'?Det kan man næppe tro, men forligspartiernes førte politik vidner ikke desto mindre om en sådanopfattelse.Hvis regeringen m.fl. nu mener, at ansættelsesprocedurerne i sådanne sager generelt ertvivlsomme (også i forhold til nogle mænd), så sig det dog tydeligt, og gør noget ved det!Anonymisér ansøgerne, udvid ansættelsesudvalgene til 10-15 personer, og lad mindst halvdelen af