FIU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 82: Spm. om ministeren vil oversende talepapir fra åbent samråd d. 13/11-2013 om økonomisk tilskyndelse til at arbejde, til økonomi- og indenrigsministeren

[Spørgsmål E]Ministeren bedes redegøre for regeringens fremadrettedeinitiativer for at reducere antallet af danskere med en svagøkonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde, som i dag udgør ca.330.000 og om 10 år udgør ca. 250.000 bl.a. som følge afSkatteaftalen med Venstre og Konservative fra juni 2012, jf.kapitel 6 iFordeling og Incitamenter 2013.

[Spørgsmål F]Ministeren bedes redegøre for definitionen og baggrunden for ensvag økonomisk tilskyndelse til at arbejde, jf. kapitel 6 iFordelingog Incitamenter 2013.

[Spørgsmål G]Ministeren bedes redegøre for, hvad der kan forklare, at personermed nettokompensationsgrader over 80 pct. har en markantlavere beskæftigelsesgrad end andre, jf. kapitel 6 iFordeling ogIncitamenter 2013.

[Spørgsmål H]Ministeren bedes redegøre for, hvorledes det påvirkertilskyndelsen til at arbejde, når regeringen har afskaffet de særligeydelser på kontanthjælpsområdet, herunder kontanthjælpsloftet.

[Indledning]Tak for spørgsmålene og dermed også muligheden for at gøreredegøre forvores initiativer,som styrker tilskyndelsen til at være ibeskæftigelse, og de beregninger, som debatten om svageøkonomiske incitamenter tager afsæt i.

Jeg vil gerne give en samlet besvarelse af de stillede spørgsmålE-H. Jeg vil først svare på spørgsmål F om definitionen ogopgørelsen af personer med en svag økonomisk tilskyndelse til atarbejde og herefter på spørgsmål E, G og H i den nævnterækkefølge.

[Spm. F – Definitionen af svag økonomisk tilskyndelse]Der er efterspurgt en redegørelse for definitionen og baggrundenfor en svag økonomisk tilskyndelse til at arbejde, jf. kapitel 6 iFordeling og incitamenter 2013.

Man skal i denne sammenhængvære opmærksom på, at derikkefindeset eksakt mål for den økonomisketilskyndelsetil atarbejde. Og en ”svag” økonomisk tilskyndelse til at være ibeskæftigelse kan defineres på flere forskellige måder.

Man skal også være opmærksom på, at det økonomiskeincitament ikke er det eneste, der afgør, om en person er ibeskæftigelse eller ej. Det skal blandt andet ses i lyset af, at fxdagpenge eller kontanthjælp ikke uden videre kan vælges somalternativ til beskæftigelse som følge af rådighedsforpligtelsen idagpenge- og kontanthjælpssystemet.

Andre forhold vil også have betydning for, at nogle er ibeskæftigelse, selv om de økonomisk set har meget lidt ud af det.Det gælder fx tilfredsstillelsen ved at bidrage aktivt påarbejdsmarkedet, fællesskabet med arbejdskollegaer ogbetydningen af at kunne forsørge sig selv.

Det er i den forbindelse værd at hæfte sig ved, at langthovedparten af de ca. 330.000 personer, der i dag kan siges athave en forholdsvis svag økonomisk tilskyndelse til at være iarbejde – er beskæftigede.

Endelig skal man være opmærksom på, at det at være i arbejdekan bane vejen for et bedre lønnet job over tid – og dermed enstærkere økonomisk tilskyndelse til i det hele taget at være ibeskæftigelse.

Traditionelt har man taget udgangspunkt i to begreber, når manhar set på den økonomiske tilskyndelse til at være i beskæftigelse:Forskelsbeløbet og nettokompensationsgraden.

I Danmark har de økonomiske ministerier siden 1990’erneforetaget beregninger af forskelsbeløb ognettokompensationsgrader. Det sker på grundlag af lovmodellen.

Forskelsbeløbetudtrykkeri kroner og øre, hvor meget større ensdisponible indkomst er som beskæftiget end somoverførselsindkomstmodtager.

Et lille forskelsbeløb indikerer altså en svag økonomisktilskyndelse til at være i beskæftigelse.

Nettokompensationsgradenudtrykker,hvor meget den disponibleindkomst som overførselsindkomstmodtager udgør i procent afden disponible indkomst som beskæftiget.

En nettokompensationsgrad på fx 60 pct. betyder altså, at dendisponible indkomst som overførselsindkomstmodtager udgør 60pct. af den disponible indkomst som beskæftiget.

Jo højere nettokompensationsgraden er, jo svagere erdenøkonomiske tilskyndelse til at være iarbejde.

Beregningerne af forskelsbeløb og nettokompensationsgradersker som sagt på grundlag af lovmodellen, hvilket vil sige pågrundlag af detaljerede registeroplysninger.

Konkret ses der på de 18-64-årige i befolkningen, sombliveropdeltefter deres arbejdsmarkedstilknytning. Der skelnes hermellem fuldt beskæftigede, delårsbeskæftigede, fuldt ledige m.fl.og efterlønsmodtagere.

Selvstændige, studerende og førtidspensionister m.fl. indgår ikke iberegningerne.

Der tages i beregningerne blandt andet højde for transportudgiftertil og fra arbejde og for aftrapning af indkomstafhængige ydelsersom boligstøtte, økonomisk friplads til børn i daginstitution ogægtefælle eller samlevers sociale pension.

Metoden til beregning af forskelsbeløb og netto-kompensationsgrader har grundlæggende været den samme imere end 10 år.

Definitorisk kan forskelsbeløbet have den fordel, at et beløb ikroner og øre – forståelsesmæssigt – er mere intuitivt end ennettokompensationsgrad. Nettokompensationsgraden er imidlertiddet mest velegnede mål for den økonomiske tilskyndelse til atvære i beskæftigelse, når man skal følge udviklingen over tid.

Hvis man ser på udviklingen i antallet af personer med laveforskelsbeløb,fx under 1.000 kr. eller under 2.000 kr., vil antallet –alt andet lige –være faldende over tid som følge af denalmindelige pris- og lønudvikling i samfundet.

Det vilikkevære tilfældet, når man ser på antallet af personermed høje nettokompensationsgrader, fx over 80 pct. eller over 90pct.

For så vidt angår”svage” økonomiske incitamenter har mananalytisktraditionelthaftfokus på fire forskellige grupper:

Personer med et forskelsbeløb under 1.000 kr.Personer med et forskelsbeløb under 2.000 kr.Personer med en nettokompensationsgrad over 80 pct.Personer med en nettokompensationsgrad over 90 pct.

I sidste ende vil detdog afhænge af den enkelte person, omhaneller hunoplever et ”svagt” økonomisk incitament til at være ibeskæftigelse.Nogle af personerne i de nævnte grupper kan altsåsagtens føle, at de har en klar økonomisk tilskyndelse.

[Spm. E– Regeringens fremadrettede initiativer]Der er spurgt til regeringens fremadrettede initiativer for atreducere antallet af danskere med en svag økonomisktilskyndelse til at være i beskæftigelse.

Lad mig først slå fast, at vi er optaget af, at det kan betale sig atarbejde, hvilket det også kan for langt de fleste i dag. Det kommertil udtryk ved, at den disponible indkomst for langt de fleste ervæsentlig større, hvis man er i beskæftigelse, end hvis manmodtager overførselsindkomst.

Spørgsmålet fremhæver, at ca. 330.000 personer harennettokompensationsgrad over 80 pct.,hvilket kan anses for atvære en forholdsvis svagøkonomisk tilskyndelse til at arbejde.

En nettokompensationsgrad på over 80 pct. vil sige, at enbeskæftiget person går mindre end 20 pct. ned i disponibelindkomst, hvis han eller hun fx overgår til dagpenge eller efterløn.

Man skal være opmærksom på, at en nedgang i den disponibleindkomst på 20 pct. kan værelidt eller meget målti kroner og ørealt efter, hvor stor den disponible indkomst er som beskæftiget.

Ser man på personer med en nettokompensationsgrad over 80pct., har over halvdelenfx et månedligt forskelsbeløb på mereend2.000 kr.

Det korte af det lange er:Hvis man spørger mig, så synes jeg, at330.000 personermed ennettokompensationsgrad over 80 pct. erfor mange.

Derfor glæder det mig også, at vi i takt med, at skattereformen fra2012 bliver indfaset, får det tal nedbragt til ca. 250.000 personer.

Skattereformen styrkeraltså den økonomiske tilskyndelsetil atvære i beskæftigelse markant for personer, der har etforholdsvissvagtøkonomisk incitament i dag. Det skyldes, at lempelserne iskattereformen er målrettet lav- og mellemindkomster, der ofterehar forholdsvis høje nettokompensationsgrader sammenlignetmed højindkomster.

Med skattereformen bliver beskæftigelsesfradraget næstenfordoblet. Og det bliver mere end tredoblet for enlige forsørgere.Den afdæmpede regulering af overførselsindkomsterne, der er endel af skattereformen, styrkerogså den økonomiske tilskyndelsetilat være i beskæftigelse.

Regeringens politik på andre områder understøtter også, at detbedre kan betale sig at arbejde. Her tænker jeg blandt andet

pådagpengereformen og kontanthjælpsreformen, som vi i foråretindgik en aftale om medet bredtflertal i Folketinget.

Vi er altså kommet langt, når det handler om at styrketilskyndelsen til at være i beskæftigelse. Men jeg mener, at det errelevant atafsøgemulighedernefor nyeinitiativer, derstyrkerdenøkonomiske tilskyndelse yderligere.

Ligesom det er relevant at overveje initiativer, der kan styrketilskyndelsen til at gøre en ekstra indsats for dem, som allerede eri beskæftigelse.

[Spm. G–Nettokompensationsgrader over 80 pct. ogbeskæftigelsesgrader]Der er også spurgt til sammenhængen mellem økonomiskeincitamenter til beskæftigelse og beskæftigelsesgraden medhenvisning til figur 6.2 iFordelingog incitamenter 2013.

Det fremgår af figuren, at jo højere den gennemsnitligenettokompensationsgrad er for en gruppe af personer, jo lavere erderes gennemsnitlige beskæftigelsesgrad.

Den omtalte figur viser, at beskæftigelsesgradener særligt lav forgruppen af personer med en nettokompensationsgrad over 80 pct.

Figuren illustrerer, at økonomiske incitamenter – her opgjort vednettokompensationsgraden – har betydning for beskæftigelsen.

Flere studier på såvel danske som udenlandske data bekræfter, atderer en positiv sammenhæng mellem det økonomiske incitamenttil at være i beskæftigelse, og om folk rent faktisk er ibeskæftigelse.

For det første vil lediges tilskyndelse til at søge aktivt efter et nytjob alt andet lige være større, når den økonomiske gevinst ved atvære i beskæftigelse – frem for at modtage overførselsindkomst –er relativt stor.

Desuden vil lediges tilskyndelse til at søge geografisk og fagligtbredt være større, når den økonomiske gevinst ved at være iarbejde er relativt stor.

Tilbøjeligheden til at acceptere jobtilbud, der måske ikke lever heltop til ens forventninger lønmæssigt, vil også være større, når manhar en relativt stor økonomisk gevinst ved i det hele taget at værei beskæftigelse.

Jeg vil dog godt understrege, at der aldrig vil være tale om en-til-en-sammenhæng mellem en forholdsvis højnettokompensationsgrad og en forholdsvis lav beskæftigelsesgradfor personerne i en gruppe.

[Spm. H – Afskaffelsen af fattigdomsydelsernee]Der er spurgt til, hvordan afskaffelsen af de særligt lave ydelser ikontanthjælpssystemet påvirker tilskyndelsen til at arbejde.

Med aftalen om finansloven for 2012 besluttede regeringen ogEnhedslisten at afskaffe fattigdomsydelserne ikontanthjælpssystemet. Det skete med virkning fra den 1. januar2012.

Afskaffelsen omfattede:Starthjælpenog introduktionsydelsen, som indebar særligtlave ydelser for personer uden ret til kontanthjælp som følgeaf mindre end 7 års ophold inden for de seneste 8 år.Kontanthjælpsloftet,som fastlagde en øvre grænse for densamlede udbetaling af kontanthjælp, boligsikring og særligttillæg ved modtagelse af kontanthjælp i 6sammenhængende måneder.

500-kronersreglen,som betød, at kontanthjælpen forægtepar blev nedsat efter modtagelse af kontanthjælp i 6sammenhængende måneder.Timereglen,der indebar, at ægtefæller, som beggemodtogkontanthjælp, hver især skullekunne dokumentere450 timers arbejde inden for 24 måneder for at bevarederes ret til kontanthjælp.

Afskaffelsen afde særligt lave ydelser skal ses i lyset af, atfattigdom giver dårligere udfoldelsesmuligheder og ringerelivskvalitet. Især børn rammes hårdt af fattigdom, som hæmmerderes muligheder for at deltage aktivt i samværet med andre børn.Derfor besluttede regeringen og Enhedslisten atafskaffefattigdomsydelserne.

Selv om afskaffelsen isoleret set har svækket det økonomiskeincitament til at være i beskæftigelse, så er det regeringensopfattelse, at det ikke fremmer beskæftigelse og integration atgive ydelser, der er så lave, at mennesker reelt kommer til atleve ifattigdom.

For nogle personer har afskaffelsenaf fattigdomsydelserne betydeten væsentlig reduktion af deres forskelsbeløb. Samlet set harafskaffelsendog haft en meget begrænset effekt på antallet afpersoner med lave forskelsbeløb.

Når effekten har været meget begrænset, skal det ses i lyset af, atlangt de fleste personer med lave forskelsbeløb dels erdagpengemodtagere, dels beskæftigede, der ville væreberettigede til dagpenge i tilfælde af ledighed.

Når vi taler om årsager til lave forskelsbeløb,er en af devæsentligsteårsager til, at nogle har lave forskelsbeløb, atydelsesniveauet i dagpengesystemet er relativt højt for laverelønnede.

Personer, der modtager kontanthjælp, har alt andet lige en lavereydelse end dagpengemodtagere og har dermed også – igennemsnit – en stærkere økonomisk tilskyndelse til at komme ibeskæftigelse.

Derfor glæder det mig også, at analyserne iFordeling ogincitamenter 2013viser,at langt de flestei dag har en klarøkonomisk tilskyndelse til at arbejde. Det gælder bådetilskyndelsen til at deltage aktivt på arbejdsmarkedetfrem for atmodtage overførselsindkomst – og tilskyndelsen til at gøre enekstra indsats.

Skattereformen har styrket begge deleog vil virke med stigendestyrke i de kommende år, i takt med at den bliver fuldt indfaset.

Men – som sagt –synes jeg, det er oplagt atafsøge mulighedernefor nye initiativer, som styrker tilskyndelsen til at arbejdeyderligere. Konkret har jeg peget på, at mange enlige forsørgereoplever en svag økonomisk tilskyndelse til at gøre en ekstraindsats som følge af aftrapningen af boligstøtte og økonomiskfriplads til børn i daginstitution.

Rammerne for overvejelser om nye initiativer er, at sådanneinitiativer skal være socialt afbalancerede og fuldt finansierede. Viskal ikke indføre nye ”fattigdomsydelser”, og initiativerne må ikkesvække de offentlige finanser.

Derskal være er et rimeligt forsørgelsesgrundlag for mennesker,der i en kortere eller længere periode står uden forarbejdsmarkedet. Og reformerog andre initiativer, der styrker denøkonomiske tilskyndelse til at arbejde, vil til hver en tid skulle findested inden for rammerne af en holdbar og troværdig finanspolitik.

Jeg tror ikke, der findes nogen snuptagsløsninger her, og jegsidder ikke og ruger på et columbusæg, der med ét fjerner alleudfordringer i forhold til svage økonomiskeincitamenter til atarbejde.

Jeg ser heller ikke for mig, at vi kommer i en situation, hvor fxallehar en kompensationsgrad under 80 eller 90 pct.