Finansudvalget 2013-14
FIU Alm.del
Offentligt
1394975_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2014-6555
Den 29. august 2014
Folketingets Finansudvalg har i brev af 6. august 2014 stillet følgende spørgsmål
nr. 372 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Torsten Schack (V).
Spørgsmål nr. 372 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for de forventede merudgifter på årlig basis ved
regeringens beslutning om, at alle statslige institutioner i Danmark forpligtes til at
kræve anvendelse af bæredygtigt træ, når der købes papir, byggematerialer,
møbler og andre trævarer set i forhold til, hvis der også må købes tilsvarende
produkter i "konventionelt" træ. Der henvises til pressemeddelelsen "Nu skal
statens træ være bæredygtigt" fra Miljøministeriet den 27. juni 2014, jf.
http://mim.dk/nyheder/2014/jun/nu-skal-statens-trae-vaere-baeredygtigt/
Svar
Beslutningen om at forpligte staten til at sikre sig bæredygtigt træ i indkøb og
byggeopgaver blev truffet i forbindelse med regeringens strategi for intelligent
offentligt indkøb fra oktober 2013. Forud for beslutningen blev der foretaget en
vurdering af de forventede budgetøkonomiske konsekvenser. De statslige
merudgifter blev skønnet til mellem 4,4 til 12,7 mio. kr. årligt, svarende til 2-3
procent af statens samlede årlige udgifter til træ.
Merudgifterne er estimeret ud fra prisforskelle mellem certificerede og ikke
certificerede produkter, omfanget af det statslige forbrug af produkterne og
andelen af forbruget, som allerede er bæredygtigt. For eksempel har staten
allerede forud for beslutningen i vid udstrækning stillet krav om bæredygtigt træ.
Det gælder blandt andet de fællesstatslige indkøbsaftaler for møbler og
kontorpapir. De største merudgifter forventes primært at være på øvrige områder,
såsom bygge- og anlægssektoren og ved køb af andre former for papirprodukter,
hvor standardkrav om bæredygtigt træ har været mindre udbredt.
Udgifterne forventes at falde over tid i takt med at det i højere grad bliver
branchenorm i Danmark at levere dokumenterbart bæredygtigt træ, fx i form af
certificeret træ.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk