Folketingets Finansudvalg
Sagsnr.
2014 - 16905
Doknr.
149577
Dato
23-06-2014
Folketingets Finansudvalg har d. 11. juni 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 330 (alm.
del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 330:
”Vil ministeren oplyse, hvor meget grundskyldsbetalingen samlet set stiger
som følge af aftale om kommunernes økonomi for 2015, idet reguleringsprocenten
ved beregning af grundskyldsloftet for 2015 bliver fastsat til 6,4 pct.?”
Svar:
Det skal indledningsvist præciseres, at reguleringsprocenten ikke er en følge af øko-
nomiaftalen, men følger af ejendomsskattelovens § 1, stk. 3. Bestemmelsen indebæ-
rer, at den afgiftspligtige grundværdi maksimalt kan stige med reguleringsprocenten,
der beregnes som den forventede udvikling i det kommunale udskrivningsgrundlag
tillagt 3 procentpoint, dog maksimalt 7 pct. Den skønnede udvikling i udskrivnings-
grundlaget fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansud-
valg. For 2015 skønnes udskrivningsgrundlaget at stige med 3,4 pct., og regulerings-
procenten er derfor 6,4. Det kan i øvrigt oplyses, at reguleringsprocenten for 2014 var
6,3 pct., mens den i 2013 var 7,0 pct. Den anførte bestemmelse blev vedtaget af Fol-
ketinget i december 2002 med virkning for skatteåret 2003.
Herudover kan det oplyses, at det er forudsat i aftalen om kommunernes økonomi for
2015, at kommunernes grundskyldsprovenu stiger fra forventet ca. 23,8 mia. kr. i 2014
til forventet ca. 24,9 mia. kr. i 2015 svarende til en absolut stigning på knap 1,1 mia.
kr. og en stigningsprocent på 4,4 pct.
Stigningsprocenten er lavere end reguleringsprocenten. Det skyldes først og frem-
mest, at en mindre gruppe af grundejere i 2015 skal betale grundskyld af den aktuelle
grundværdi pr. 1. oktober 2013, der er en videreførelse af 2011-vurderingerne reduce-
ret med 2,5 pct. For disse grundejere er den afgiftspligtige grundværdi lig med den
aktuelle grundværdi, da denne er lavere end grundskatteloftsværdien, der opskrives
med reguleringsprocenten.
Hovedparten af grundejerne skal dog betale grundskyld af grundskatteloftsværdien,
der for denne gruppe er lavere end den aktuelle værdi. For disse er stigningen i den
afgiftspligtige grundværdi lig med reguleringsprocenten.
Det skal bemærkes, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt endeligt at fastlæg-
ge, hvor meget grundskyldsbetalingen vil stige fra 2014 til 2015. Det skyldes bl.a., at
grundskyldspromillen for 2015, hvormed grundskylden beregnes af den afgiftspligtige
grundværdi, fastsættes i forbindelse med kommunernes budgetter for 2015, der ved-
tages senest den 15. oktober 2014.