Finansudvalget 2013-14
FIU Alm.del
Offentligt
1401637_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Sagsnr.
2014 - 16495
Doknr.
170276
Dato
24-09-2014
Folketingets Finansudvalg har d. 23. maj 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 302 (alm.
del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares endeligt. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Frank Aaen (EL).
Spørgsmål nr. 302:
Vil ministeren skønne over fordelingsvirkningerne i 2013 (eller senest tilgængelige år),
hvis det individuelle offentlige forbrug i perioden 2011-2013 havde vokset realt med
samme gennemsnitlige vækstrate som perioden 2002-2009. Ministeren bedes i sit
svar sammenholde denne opgørelse med en fremskrevet opgørelse af fordelingsvirk-
ningen af det faktiske individuelle offentlige forbrug i 2013 (eller senest tilgængelige
år), jf. figur 5.13 i økonomi- og indenrigsministeriets "Familiernes økonomi - fordeling,
fattigdom og incitamenter", side 136.
http://oim.dk/media/623533/Familiernes_Oekonomi_Fordeling_Fattigdom_og_Incitam
enter.pdf
Svar:
Spørgsmålet er tidligere besvaret foreløbigt og besvares hermed endeligt.
Den årlige realvækst i udgifterne til individuelt offentligt forbrug
1
var i perioden 2002-
2009 i gennemsnit 2,15 pct.-point højere end i perioden 2011-2013. Havde den gen-
nemsnitlige reale årlige vækstrate for 2011-2013 været på niveau med den reale
vækstrate i 2002-2009, ville udgifterne til individuelt offentligt forbrug alt andet lige
have været 6,6 pct. højere i 2013.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om offentligt forbrug på indi-
vidniveau senere end 2012. Opgørelsen af fordelingsvirkningerne af individuelt offent-
ligt forbrug
2
er derfor gennemført ved at tage udgangspunkt i henholdsvis fordelingen
af individuelt offentligt forbrug i 2012 og en hypotetisk fordeling, svarende til at forbru-
get var 6,6 pct. højere i 2012.
De offentlige udgifter til individuelt offentligt forbrug udgør omkring 370 mia. kr. i 2012
og finansierer uddannelse, daginstitution, sundhed, pleje og kultur mv. Der findes
imidlertid ikke oplysninger på individniveau om forbruget af alle typer af individuel of-
fentlig service. Det gælder fx forbrug af kulturtilbud. Opgørelsen af fordelingsvirknin-
gerne af øgede udgifter til individuelt offentligt forbrug tager her udgangspunkt i dén
del af det individuelle offentlige forbrug, som kan knyttes til konkrete personer (indivi-
1
Danmarks Statistik opgør ikke det individuelle offentlige forbrug i faste priser. Prisdeflatoren for det samle-
de offentlige forbrug er derfor benyttet til tilnærmelsesvist at beregne realvæksten i udgifterne til individuelt
offentligt forbrug.
2
Såvel fordelingen af det individuelle offentlige forbrug som realvæksten herfor er baseret på opgørelsen i
det hidtidige nationalregnskab (ESA95), og afspejler ikke det hovedreviderede nationalregnskab (ESA2010)
fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort 15. september 2014.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1401637_0002.png
dualiseres). De offentlige udgifter til det individualiserbare offentlige forbrug udgør
godt 265 mia. kr. i 2012.
Det er ikke specificeret i spørgsmålet, hvordan de øgede udgifter til individuelt offent-
ligt forbrug ønskes fordelt. Der er derfor beregningsteknisk lagt til grund, at det offent-
lige forbrug øges for personer, der i udgangspunktet har et forbrug af offentlig service.
For at få et billede af de samlede fordelingsvirkninger af en ændring i udgifterne til
offentligt forbrug kan de
udvidede forbrugsmuligheder
betragtes, jf. også spørgsmålet.
De udvidede forbrugsmuligheder er her opgjort som summen af disponibel indkomst
og det faktiske individualiserbare offentlige forbrug.
Stigningen i det faktiske individuelle offentlige forbrug på 6,6 pct. i eksemplet øger de
udvidede forbrugsmuligheder med 4.700-5.300 kr. for personer i 1.-5. indkomstdecil,
mens forøgelsen udgør 3.000-4.600 kr. for personer i 6.-10. indkomstdecil i 2012, jf.
figur 1.
En stigning i udgifterne til det faktiske individuelle offentlige forbrug øger således for-
brugsmulighederne relativt mest for personer i den nedre del af indkomstfordelingen,
hvilket både skyldes, at det ekstra forbrug af offentlig service er størst i den nedre del
af indkomstfordelingen i eksemplet, og at den disponible indkomst er forholdsvis lav.
Det skal blandt andet ses i lyset af, at mange ældre med relativt stort forbrug af indivi-
duel offentlig service har disponible indkomster, der placerer dem i 2.-4. indkomstde-
cil.
Figur 1
Udvidede forbrugsmuligheder opdelt på indkomst i 2012
1.000 kr.
600
500
400
300
1.000 kr.
600
500
400
300
200
100
0
1
2
3
4
5
6
Indkomstdecil
7
8
9
10
200
100
0
Disponible indkomst
Individualiserbart offentligt forbrug
Eksempel med øget offentligt forbrug (6,6 pct.)
Anm.: Personerne er fordelt efter disponibel indkomst. Udvidede forbrugsmuligheder er i overensstemmelse med
Økonomi- og Indenrigsministeriets sædvanlige beregningsmetode ved fordelingsberegninger opgjort som
summen af disponibel indkomst og faktisk individualiserbart offentligt forbrug. Til sammenligning tages i
Familiernes økonomi 2014,
figur 5.13 alternativt udgangspunkt i fordelingen af individualiserbart offentligt
forbrug, hvor værdien af sundhed og pleje indgår med en tilnærmet forsikringsværdi, jf. også nedenfor. Di-
sponibel indkomst og individualiserbart offentligt forbrug er ækvivaleret for at tage højde for stordriftsfor-
dele i familien. Der er beregningsteknisk antaget samme vækstrater på alle former for individuelt offentligt
forbrug.
Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.
Fordelingsvirkningerne af øget offentligt forbrug kan også beskrives ved hjælp af gini-
koefficienten, der er et mål for indkomstforskelle. Virkningen på gini-koeffecienten
afhænger af, hvordan det øgede offentlige forbrug indregnes.
Indkomstforskellene – uden indregning af individuelt offentligt forbrug – udgør initialt
25,5 pct. målt ved gini-koefficienten i 2012, jf. tabel. Hvis værdien af en forøgelse af
udgifterne til individualiserbart offentligt forbrug på 6,6 pct. i eksemplet betragtes som
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1401637_0003.png
en (ækvivalent)
marginal
stigning i den disponible indkomst, så reduceres indkomst-
forskellene målt ved gini-koefficienten (opgjort med udgangspunkt i fordelingen af de
disponible indkomster) med ca. 0,6 pct.-point i 2012.
Forskellene i de udvidede forbrugsmuligheder – hvor det
samlede
faktiske individuali-
serbare offentlige forbrug tillægges den disponible indkomst – udgør 23,2 pct. målt
ved gini-koefficienten i 2012.
Fordelingen af de udvidede forbrugsmuligheder adskiller sig fra fordelingen af de dis-
ponible indkomster, idet de enkelte personer i befolkningen ikke har samme placering
i de to fordelinger. Fx kan personer med et stort individualiserbart offentligt forbrug
”flytte” fra den nedre del af indkomstfordelingen til den øvre del af fordelingen af de
udvidede forbrugsmuligheder. Det kan fx dreje sig om personer, der har fået en dyr
operation eller har boet på plejehjem hele året. Hvis en given person ligger højt i for-
delingen af udvidede forbrugsmuligheder, er det således ikke nødvendigvis udtryk for
en større velstand (eller velfærd) for personen sammenlignet med andre, men kan
også afspejle et større behov for fx hospitalsbehandling.
En forøgelse af udgifterne til det faktiske individuelle offentlige forbrug på 6,6 pct. i
2012 har isoleret set en omtrent neutral virkning på fordelingen af de udvidede for-
brugsmuligheder, svarende til en mindre stigning i gini-koefficienten på ca. 0,1 pct.-
point., jf. tabel. Det skal ses i sammenhæng med, at opgørelsen som nævnt tager
udgangspunkt i den faktiske fordeling af individualiserbart offentligt forbrug i 2012,
hvilket betyder, at forbruget af offentlig service alene øges for personer, som i ud-
gangspunktet har et forbrug. Øgede udgifter til individuel offentlig service vil derfor i et
vist omfang tilgodese personer i den øvre del af fordelingen af de udvidede forbrugs-
muligheder. Yderligere forbrug kan imidlertid have en anden fordelingsprofil.
Tabel
Indkomstforskelle og forskelle i udvidede forbrugsmuligheder målt ved gini-koefficienten i 2012
Gini-koefficient, pct.
Disponibel indkomst:
- Faktisk disponibel indkomst
- Faktisk disponibel indkomst øget med 6,6 pct. af det
individualiserbare offentlige forbrug*
Udvidede forbrugsmuligheder – faktisk offentligt
forbrug**:
- Faktisk individualiserbart offentligt forbrug
- Faktisk individualiserbart offentligt forbrug øget med 6,6
pct.
Udvidede forbrugsmuligheder – forsikringsværdi af
sundhed og pleje***:
- Individualiserbart offentligt forbrug
- Individualiserbart offentligt forbrug øget med 6,6 pct.
20,3
20,2
23,2
23,3
25,5
24,9
Anm.: Se figur 1 og 2. Personerne i befolkningen er ordnet efter det aktuelle indkomstbegreb.
Note: *) Disponibel indkomst tillagt værdien af en forøgelse af udgifterne til det individualiserbare offentlige for-
brug på 6,6 pct.
**) Disponibel indkomst inklusive værdien af faktisk individualiserbart offentligt forbrug.
***) Disponibel indkomst inklusive værdien af individualiserbart offentligt forbrug, hvor sundhed og pleje
indgår med en tilnærmet forsikringsværdi. Forsikringsværdien er her beregningsteknisk opgjort som alders-
gennemsnittet for hhv. hospitalsbenyttelse, sygesikring, medicintilskud, hjemmehjælp og plejehjemsbenyt-
telse.
Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1401637_0004.png
Alternativt kan opgørelsen af de udvidede forbrugsmuligheder tage udgangspunkt i
værdien af individualiserbart offentligt forbrug, hvor sundhed og pleje indgår med en
tilnærmet ’forsikringsværdi’. Med indregning af forsikringsværdi tages højde for, at
offentlig service i form af sundhed og pleje bliver relevant for næsten alle på et tids-
punkt i livet. Forsikringsværdien af sundhed og pleje er her opgjort som den gennem-
snitlige værdi af det faktiske forbrug for alle i aldersgruppen.
De omfordelende virkninger af det individuelle offentlige forbrug er større, når der ta-
ges udgangspunkt i forsikringsværdien af sundhed og pleje, svarende til at forskellene
i de udvidede forbrugsmuligheder reduceres til 20,3 pct. målt ved gini-koefficienten i
2012. Det hænger sammen med, at værdien af det individualiserbare offentlige for-
brug fordeles på flere personer, herunder personer uden forbrug af offentlig service i
udgangspunktet. En forøgelse af udgifterne til individuelt offentligt forbrug på 6,6 pct. i
2012 har også med denne opgørelsesmetode isoleret set omtrent en neutral virkning
på fordelingen af de udvidede forbrugsmuligheder, svarende til et mindre fald i gini-
koefficienten på ca. 0,1 pct.-point.
En forøgelse af udgifterne til individuelt offentligt forbrug forudsætter finansiering. Der
er i spørgsmålet ikke anvist konkrete finansieringsforslag, hvorfor fordelingsvirknin-
gerne heraf ikke er inddraget i opgørelsen. Afhængig af udformningen af finansierin-
gen vil den samlede omlægning kunne øge eller reducere forskellene i de udvidede
forbrugsmuligheder.
Det skal bemærkes, at individualisering af udgifterne til individuelt offentligt forbrug i
sig selv er behæftet med en vis usikkerhed. Det hænger blandt andet sammen med,
at der ikke findes præcise oplysninger om den enkeltes træk på offentlig service. Der
er fx ikke grundlag for at skelne mellem udgiften til plejehjemspladser på forskellige
institutioner.
Med venlig hilsen
Morten Østergaard
4