FIU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 202: Spm. om forudsætningen, at et højere offentligt forbrug vil øge forbrugsmulighederne for en LO-familie med to børn, til finansministeren

Gennem en årrække erjævnligt offentliggjort analyser, som belyserfordelingsvirkningerne af det offentlige forbrug opgjort som såkaldte udvidedeforbrugsmuligheder for borgerne, jf. fxFinansredegørelse 1996,Finansministeriet,Fordeling og incitamenter 2002,Finansministeriet ogFordeling og incitamenter 2013,Økonomi- og indenrigsministeriet.Baggrunden er, at borgernes reelle forbrugsmuligheder ikke alene afhænger af dendisponible indkomst, men også af værdien af den offentlige service, som er tilrådighed for borgerne. Fx indebærer adgangen til offentlige sundhedsydelser, atdet ikke er nødvendigt for borgerne selv at afholde udgifter til privatesygeforsikringsordningeretc.Ved tiltag, der direkte påvirkerdet offentligeforbrug, afgifter eller andre forhold,der ikke indgår i opgørelsen af de disponible indkomst, kan det derfor værerelevant også at betragte virkningen på de udvidede forbrugsmuligheder. Derforindregnes virkningerne af ændringer i den offentlige service mv. ofte som enækvivalent ændring i borgernes forbrugsmuligheder på linje med ændringer iborgernes disponible indkomst eller rådighedsbeløb.Det betyder ikke, at forbruget af offentlig service nødvendigvis kan sidestilles meddet forbrug, som den enkeltes disponible indkomst giver mulighed for. Værdien afdet offentlige forbrug for den enkelte opgøres med udgangspunkt i deomkostninger, der er forbundet med at producere offentlige serviceydelser mv.,og den således opgjorte pengeværdi afspejler ikke nødvendigvis den opfattedenytteværdi, som – i princippet – både kan være større eller mindre endnytteværdien af en tilsvarende ændring i den disponible indkomst.

Fordelingen på personer af udgifterne til offentligt forbrug er derudover genereltforbundet med betydelig usikkerhed. Der findesfx ikke oplysninger om detindividuelle træk på offentlige serviceydelser for alle velfærdsområder, og der kanvære usikkerhed forbundet med opgørelsen af de relevante udgifter på de enkeltevelfærdsområder.Derudover varierer borgernes faktiske træk på de offentlige serviceydelser efterflere forhold - fx alder, antal børn, helbred mv. Opgjort efter aldersgrupper er detindividualiserbare offentlige forbrug størst blandt de 70-90-årige, dvs.folkepensionister, der typisk modtager serviceydelser inden for sundhed og pleje.Herefter følger personer i alderen 30-40 år, hvilket afspejler, at der er mangefamilier med børn i denne aldersgruppe, som i stort omfang trækker pådaginstitutionsbenyttelse, folkeskole og sundhedsydelser (jf. Fordeling ogincitamenter 2013, Økonomi- og indenrigsministeriet).Det skattefinansierede offentlige forbrug indebærer en væsentlig omfordeling afborgernes reelle forbrugsmuligheder, og en forudsætning om nulvækst i detsamlede offentlige forbrug, herunder i den offentlige service,må isoleret setantages at trække ned i borgernes udvidede forbrugsmuligheder sammenlignetmed en fortsat vækst i det offentlige forbrug.I besvarelsen afFinansudvalgets spørgsmål 135 af 23. januar 2014erændringeni deudvidede forbrugsmuligheder for LO-familien – i overensstemmelse med detskitserede,generelle regneprincip – opgjort som ændringen i familiensrådighedsbeløb (dvs. den disponible indkomst efter daginstitutionsbetaling ogboligudgifter) tillagt ændringen i den værdi, som det offentlige forbrug forudsættesat udgøre for den pågældende familie.I forbindelse med familietypeberegninger opgøres det offentlige forbrugs bidragtil de udvidede forbrugsmuligheder beregningsteknisk med udgangspunkt i deenkelte familietypers placering i indkomstfordelingen og det offentlige forbrugsforudsatte fordeling efter disponibel indkomst.Fordelingsvirkningerne af det offentlige forbrug for LO-familien i besvarelsen afFinansudvalgets spørgsmål 135 af 23. januar 2014tager konkret udgangspunkt ifordelingen af de såkaldte ækvivalerede disponible indkomster i 2011 fremskrevettil 2014. Virkningerne af nulvækst i det offentlige forbrug er opgjort på percentileri indkomstfordelingen, og virkningen for LO-familien er bestemt ud fra familiensberegnede placering i indkomstfordelingen.De udvidede forbrugsmuligheder kan principielt defineres på forskellig vis, fx medhensyn til hvilke dele af det samlede offentlige forbrug - der omfatter såvelkollektivt som individuelt offentligt forbrug - der forudsættes at have en direkteforbrugsværdi for borgerne.I metoden anvendt iFordeling og incitamenter 2002,Finansministeriet, indgår i de udvidede forbrugsmuligheder – udover borgernes

disponible indkomster - en skønnet fordeling af hele det offentlige forbrug samtaf borgernes betaling af indirekte skatter mv1.I besvarelsen afFinansudvalgets spørgsmål 135 af 23. januar 2014erdet tilsvarendeforudsat, at hele den betragtede ændring i den offentlige forbrugsvækst påvirkerværdien af det offentlige forbrug for borgerne, og det er derudoverberegningsteknisk lagt til grund, at det lavere offentlige forbrug har enfordelingsvirkning svarende til fordelingen af det såkaldte individualiserbareoffentlige forbrug (inden for områderne daginstitutioner, uddannelse, voksen- ogefteruddannelse, hospital, sygesikring, plejehjem og hjemmepleje).Denskitserede metode er konsistent med besvarelsen af en række tidligerespørgsmål fra Folketinget, jf. fx besvarelsen afFinansudvalgets spørgsmål 69 af 22.november 2012.

Spørgsmål

Svar