Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del
Offentligt
1378101_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til handels- og
udviklingsministeren af 2. maj
2014. EUU alm. del
spørgsmål 180
Spørgsmål 180:
Ministeren bedes oplyse, hvilke økonomiske konsekvenser konflikten mellem Norge og EU om
toldsatser på visse blomster-, kød- og osteprodukter har for Danmark.
Svar:
Det er vanskeligt at isolere effekten af toldforhøjelserne i de tilgængelige tal for den danske
eksport til Norge. Konjunkturforhold, konkurrence og andre forhold spiller også ind. Et
komplekst norsk kvotesystem besværliggør en sådan opgørelse yderligere.
Vurderinger ud fra de tilgængelige tal
blandt andet fra brancheorganisationerne
tegner dog
et billede af, at dansk erhvervsliv har oplevet en nedgang i eksporten på visse af de omfattede
produkter i kølvandet på toldforhøjelsernes ikrafttrædelse. Blandt de hårdest ramte produkter er
gul ost. Tal fra Norsk Statistik viser, at importen af gule oste fra Danmark til Norge er faldet
med over 40 % fra 2012 til 2013, svarende til mere end 15 mio. kr. Den samlede danske eksport
af ost til Norge var i 2013 på knap 230 mio. kr., hvilket er godt 6 mio. kr. mindre end året før.
Som også understreget i forbindelse med samrådet om sagen i Folketingets Europaudvalg d. 2.
maj i år er regeringens tilgang i sagen imidlertid ikke afhængig af de konkrete eksporttal. Der er
tale om en principiel sag, hvor toldforhøjelserne klart er i strid med ånden i EØS-aftalen og i
øvrigt sender et helt forkert protektionistisk signal.