By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
BYB Alm.del
Offentligt
Dato:
9. oktober 2014
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 87 BYB alm. del.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Fatma Øktem (V)
Spørgsmål nr. 87:
Vil ministeren – som opfølgning på samrådet i By-og Boligudvalget den 18. september om situationen i
Bispehaven ved Aarhus – uddybe, hvad der nærmere ligger i den af ministeren omtalte tryghedsplan?
Svar:
Jeg kan oplyse, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har formuleret en samlet handleplan for
tryghedsindsatsen i landets udsatte almene boligområder.
Tryghedsplanen bygger naturligt videre på ministeriets tidligere aktiviteter og erfaringer med
tryghedsområdet som eksempelvis afholdelsen af tre tryghedskonferencer i 2013.
Handleplanen kan betragtes som ministeriets samlede bud på en tryghedsdagsorden for de udsatte
boligområder. Planen rummer konkrete handlepunkter til, hvordan tryghedsindsatsen kan styrkes bl.a.
ved at kombinere en række tryghedsfremmende tiltag af både fysisk og social karakter.
Sammenfattende er der således tale om en bredt dækkende og helhedsorienteret handleplan, der
omfatter de fysiske, de forebyggende samt de kriminalitetsreducerende aspekter af tryghedsbegrebet.
Det er vurderingen, at det netop er kombinationen af fysiske og sociale tiltag, der er afgørende for at
skabe mest mulig effekt, når det handler om at skabe øget og varig tryghed i de udsatte boligområder.
Ministeriets handleplan for tryghedsindsatsen er derfor bygget op om tre hovedspor. Det første
hovedspor handler om tryghedsfremmende fysiske tiltag i de udsatte boligområder gennem
eksempelvis renovering, omdannelse af udearealer, etablering af torve, pladser og øvrige
infrastrukturændringer. Under nævnte hovedspor hører også tryghedsproblematikken vedrørende et
højt antal indbrud i danske boliger.
Det andet hovedspor har et socialt og forebyggende fokus og handler om helhedsorienterede og
kriminalpræventive tiltag, der er målrettet en bredere gruppe af udsatte børn og unge.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk