Børne- og Undervisningsudvalget
Christiansborg
Afdeling for Ungdoms- og
Voksenuddannelser
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 3392 5000
Fax 3392 5302
www.uvm.dk
CVR nr. 20-45-30-44
Svar på spørgsmål 223 (Alm. del):
I brev af 25. august 2014 har udvalget efter ønske fra Lene Espersen
(KF) stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 223:
”Kan ministeren tilslutte sig, at der åbnes for en dispensationsmulighed,
så voksne over 25 år, som har brugt alle tre forsøg på grundforløbets 2.
del, da de var under 25 år, får mulighed for at blive optaget på et fjerde
grundforløb 2 på en garantiuddannelse, uden på forhånd at skulle have
sikret sig en praktikplads?”
Svar:
Som led i erhvervsuddannelsesreformen er der indsat en ny bestemmelse
i erhvervsuddannelsesloven som § 5 a, stk. 4 om, at en ansøger uden en
uddannelsesaftale, der omfatter grundforløbets 2. del, kun kan optages til
grundforløbes 2. del tre gange. Bestemmelsen har virkning fra 1. august
2015, jf. ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelser. Da bestemmelsen
gælder fremadrettet, vil grundforløb, der er påbegyndt før 1. august 2015,
ikke tælle med i opgørelsen over påbegyndte grundforløb.
En dispensationsmulighed for voksne, der er fyldt 25 år, og som har
været optaget til grundforløbets 2. del tre gange, før de blev 25 år, så de
kan blive optaget en fjerde gang uden uddannelsesaftale vil betyde, at
unge og voksne ikke stilles lige, ligesom det potentielt vil skabe øget akti-
vitet på skolepraktikordningen. En sådan dispensationsordning ligger
derfor uden for den politiske aftale om erhvervsuddannelsesreformen
både indholdsmæssigt og økonomisk, herunder med hensyn til AUB. Jeg
kan derfor ikke umiddelbart tilslutte mig den ændring af aftalen, som
spørgeren skitserer.
Jeg vil følge konsekvenserne af den nye regel sammen med aftalepartier-
ne i overensstemmelse med aftalens punkter 9.7.6 og 9.8 med henblik på
eventuelle justeringer af reglen.
Med venlig hilsen
Christine Antorini
19-09-2014