Beskæftigelsesudvalget 2013-14
BEU Alm.del
Offentligt
1383048_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
1240 København K
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 28. maj 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
386 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Finn
Sørensen (EL).
Spørgsmål nr. 386:
”Ministeren
bedes definere et "nyt" nyttejob. Ifølge lov om aktiv socialpolitik kan
man maksimalt være i det samme nyttejob i 13 uger. Skal det forstås således,
at man ikke kan revisiteres til nyttejob 1, hvis man efter afslutning/afbrydelse
af nyttejob 1 har gennemført nyttejob 2? Hvad definerer i øvrigt et "nyt" nyttejob
- er det f. eks. jobfunktionen eller virksomhedens identitet, eller begge dele?”
Endeligt svar:
Med kontanthjælpsreformen indførte vi nytteindsats. Nytteindsats er et nyt tilbud,
som primært er målrettet de åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælps-
modtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere. Tilbud om nytteindsats gives
med henblik på at de mest ressourcestærke arbejder for deres ydelse, indtil de
finder et job eller indtil deres uddannelse starter.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplyser følgende om de nærmere
regler og fortolkningen heraf:
”Det
fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at et tilbud om nytteindsats
kan have en varighed på op til 13 uger. Det vil sige, at det er ikke muligt at
forlænge et konkret tilbud om nytteindsats.
Det er heller ikke muligt umiddelbart efter afslutning af et konkret tilbud om
nytteindsats på 13 uger at give et identisk tilbud på samme virksomhed, da det vil
betyde, at det konkrete tilbud om nytteindsats reelt varer længere end 13 uger, og
derfor ikke kan betragtes som et nyt tilbud.
Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvor lang tid der skal gå, før en person igen
kan få tilbud om nytteindsats på den samme virksomhed med samme indhold. Det
er dog vurderingen, at det vil stride mod intentionen i reglerne, hvis en person efter
et gennemført tilbud på 13 uger genplaceres i et tilbud om nytteindsats på samme
virksomhed med samme indhold efter en kortere periode.
I forhold til tilfælde, hvor der er tale om afbrydelse af et tilbud om nytteindsats, vil
det bero på en konkret vurdering, om der kan gives et identisk tilbud på samme
virksomhed. Det vil blandt andet afhænge af, hvor lang tid personen har været i det
første tilbud om nytteindsats, og hvor lang tid afbrydelsen har været.
23. juni 2014
J.nr. 14-25763
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er ikke fastsat specifikke regler om, at en person ikke kan få tilbud om
nytteindsats på den samme virksomhed flere gange, så længe tilbuddet lever op til
det overordnede formål med nytteindsats om, at de mest ressourcestærke skal
arbejde for deres ydelse, indtil de finder et job eller indtil deres uddannelse starter.
Det fremgår i øvrigt af loven om ansvaret for styringen af den aktive
beskæftigelsesindsats, at det lokale beskæftigelsesråd (LBR) sammen med
kommunen en gang årligt skal drøfte en samlet strategi for kommunens etablering
af og opfølgning på anvendelse af nytteindsats, og at kommunen løbende skal
underrette LBR om anvendelsen af bl.a. nytteindsats, og løbende sende LBR
oversigter over pladserne.
Det fremgår endvidere af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at forud for
etableringen af nytteindsats skal etableringen have været drøftet mellem
virksomheden og tillidsrepræsentanten eller en medarbejderrepræsentant.”
Venlig hilsen
Mette Frederiksen
2