Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2013-14
UUI Alm.del Bilag 97
Offentligt
Dansk Flygtningehjælps oplæg vedr. humanitært ophold til Udvalget for
Udlændinge- og Integrationspolitik, 7. maj 2014.
Tak for invitationen til dette lukkede ekspert møde vedr. humanitærtophold. Det er et yderst vanskeligt område, som involverer flere faggrupper,som desværre ikke altid forstår hinanden og hvor der derfor nemt kan opståmisforståelser og mistro. Det er også et område, hvor offentligheden til tiderkan blive chokeret, når de hører om konkrete personer, som har fået afslagpå opholdstilladelse, selv om en stor del af befolkningen på det teoretiskeplan måske er enig i, at ”bestemmelsen skal have et snævertanvendelsesområde”, som det fremgår af forarbejderne, og som forskelligeregeringer har gentaget i løbet af årene.Dansk Flygtningehjælp har et langvarigt og bredt kendskab til alle faser afasylproceduren i Danmark og forholdene for asylansøgere pga vores juridiskeog uvildige rådgivning samt kontakt med myndigheder, advokater og andreorganisationer, som assisterer ansøgere med at søge om humanitæropholdstilladelse. Dansk Flygtningehjælp har også aktiviteter i mange af delande, hvorfra asylansøgerne kommer og er pt til stede i mere end 35 landeverden over.MedCOI er en særlig udfordring, som Morten Sodemann vil komme ind påefter mig, så jeg vil nøjes med at fokusere på Danmarks egen indhentelse afbaggrundsoplysninger til brug for behandlingen af sager om humanitærtophold. Denne indhentning foretages ofte direkte af Justitsministeriet viadanske ambassader i de relevante lande. Kilderne, som ambassaderneanvender, er typisk myndigheder på det sundhedsfaglige område, samtlæger og, i nogle tilfælde, apoteker. Hvis man sammenligner med denfremgangsmåde, som typisk anvendes af udlændingemyndighederne tilindhentelse af baggrundsoplysninger vedr. asylrelevante forhold, er detslående at store dele af dokumenterne i de humanitære sager erhemmeligholdte (vis eksempel) af hensyn til samarbejdet med de
pågældende myndigheder, hvorimod baggrundsoplysninger i asylsager eroffentlige, men der kan være kilder, som foretrækker at optræde anonymt,f.eks. ”en international organisation”, ”en advokat med kendskab tilretssystemet” etc., således at ansøger har et grundlag for at vurdere kildenskendskab til de oplysninger kilden er citeret for.Vi har således set flere eksempler på, at et konkret præparat ifølgeministeriets oplysninger er tilgængeligt i hjemlandet, men hvor danskejournalister forholdsvis nemt har været i stand til at påvise, at disseoplysninger ikke har været korrekte. Det vil typisk være umuligt for enansøger i DK at modbevise ministeriets baggrundsoplysninger, som på denene side for en stor dels vedkommende ikke er offentlige og på den andenside er indhentet hos hjemlandets myndigheder og ikke hos de humanitæreorganisationer, som må formodes at have den største kontakt medmennesker i sårbare situationer.De indhentede oplysninger fokuserer desuden udelukkende påtilgængeligheden af medicin snarere end på behandling. Det er her vigtigt aterindre om, at den medicin vi taler om, oftest kan have alvorlige bivirkninger,hvilket nødvendiggør tæt opfølgning af en kvalificeret læge for at tilpassedosis og skifte til et andet præparat, hvis bivirkningerne er for alvorlige.Tilgængelighed af medicin er også helt illusorisk, hvis man ikke vurderer denenkelte persons mulighed for at købe den, herunder kunne opholde sig i dendel af landet, hvor behandlingen måtte være tilgængelig. Lovændringen i2010 medfører således, at ansøgere med sygdomme af meget alvorligkarakter, som tillige er behandlingskrævende vil få afslag på humanitæropholdstilladelse, hvis medicinen blot er tilgængelig i et lille område aflandet Der lægges således slet ikke vægt på, om ansøger konkret vil kunne fåadgang til medicinen, når man ikke tager højde for hans/hendes eventuelmanglende økonomiske formåen (herunder blandt andet fordi pgl er syg ogmåske ikke kan arbejde) samt faren ved at skulle rejse både pga sygdommen,men også pga de generelle sikkerhedsforhold i landet.Vi har eksempler på ansøgere, som får afslag med henvisning til, at der ertilgængelig behandling i hjemlandet, men hvor det fremgår af ministeriets
egne indhentede oplysninger, at sygdommen er så usædvanlig, at man inogle tilfælde bliver nødt til at henvise patienter til nabolandet forbehandling. I den konkrete sag, havde ansøgeren aldrig fået dette tilbud,inden han rejste til Danmark og det kan heller ikke ses af ministeriets afslag,om man har taget dette helt særlige forbehold med i vurderingen af, om derer tilgængelig behandling i hjemlandet.Et andet helt nyt eksempel, som endnu ikke er afgjort, men hvorJustitsministeriet har sendt partshøring med henblik på afslag, drejer sig omen kvinde fra Pakistan med en meget alvorlig lungesygdom. Her fremgår detaf de lægelige oplysninger, at medicinen i sig selv i Danmark ville koste ca40.000 kr om måneden og at ansøger derudover har brug for iltmaske op til16 timer om dagen. Udover, at ansøger ikke vil have råd til medicinen, vil detheller ikke være muligt for hende at finde et sted i Pakistan, hvor hun kanvære sikker på at der er elektricitet til rådighed 24 timer i døgnet.Vi ser desværre alt for tit, at Justitsministeriet anlægger en meget juridisk ogmeget lidt holistisk vurdering af de lægefaglige oplysninger. Afgørelserneoplister typisk en lang række af sygdomme og forhold, som hver især ikkekan lede til humanitær opholdstilladelse, men hvor man glemmer at se påansøgers situation i sin helhed. Udover den manglende helhedsvurdering,mener vi også, at kvaliteten af afgørelserne ville kunne forbedresbetragteligt, hvis man inddrog lægefaglige konsulenter med en opdateretviden om behandling af de relevante sygdomme. Det kunne også gøresagsgangene mellem Justitsministeriet og ansøgeren og dennesrepræsentant mere smidig og forhindre misforståelser.Øvrige pointer:Den manglende klagemulighed er retssikkerhedsmæssigt problematisk.Praksis fastlægges i et lukket rum og kun tilladelserne offentliggøres vedkvartalsvise fremsendelser til udvalget her. Muligheden for at søge omgenoptagelse ved samme myndighed kan ikke erstatte en egentlig klage, idetder skal nye oplysninger til for at søge om genoptagelse og man kan dervedikke opnå en anden myndigheds evt. anderledes vurdering af praksis.
Vanskeligheder ved at indhente de nødvendige lægelige oplysninger til brugfor ansøgningen – lægerne tilknyttet asylcentrene får ikke betaling herfor ogansøger skal derfor selv finde en læge og betale udgifterne.Lang sagsbehandlingstid og korte høringsfrister. En ansøgning kan væreunder behandling i Justitsministeriet i halve år, hvorefter ansøger typisk får14 dage til at indhente nye oplysninger og kommentere på Justitsministerietsspørgsmål. Som illustration på den lange sagsbehandlingstid kan nævnes atden sag vedr. en irakisk far og hans søn,som er nævnt i Justitsministerietsnotat til udvalget her vedr. 4. kvartal 2013, var 2 år undervejs.I praksis anvendes kun sygdomskriteriet og i et vist omfang den særligepraksis for afghanske kvinder uden netværk. Det står ikke klart, hvorfordenne praksis ikke også finder anvendelse på andre nationaliteter, såsomf.eks. somaliske enlige kvinder uden netværk. Vurderingen af at være enliguden netværk er også problematisk – vi har et eksempel på, atJustitsministeriet vurderer, at en kvinde ikke er enlig uden netværk, idetdeltagerne til hendes ægtefælles begravelse må være venner og bekendte,som hun kan henvises til og at den afdøde ægtefælles forretningspartnerhavde udbetalt hende penge, som han skyldte ægtefællen.Hungersnød er også nævnt som en anledning til at meddele humanitæropholdstilladelse og er nævnt under det såkaldte ”overlevelseskriterium”,men da store dele af det sydlige og centrale Somalia i 2012 officielt varerklæret som et område ramt af hungersnød, kunne somaliske familierherfra ikke få humanitær opholdstilladelse.
