UUI, Alm.del - 2013-14 - Bilag 101: Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg den 5.-6. juni 2014.

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2013-14
UUI Alm.del Bilag 101
Offentligt

Dato:

Kontor:

20. maj 2014

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Sanne Renée Stengaard

Jensen

Sagsnr.: 2014-3051/01-0022

Dok.:

1174783

Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvars-

områder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre an-

liggender) og mødet i Det Blandede Udvalg den 5.-6. juni 2014

Side:

5-26

Dagsordenspunkt 1

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om EU-agenturet for samarbej-

de og uddannelse inden for retshåndhævel-

se (Europol) samt om ophævelse af afgø-

relse 2009/371/RIA og 2005/681/RIA

- generel indstilling

KOM(2013) 173 endelig

Opfølgning på Middelhavstaskforcens an-

befalinger

-orienterende drøftelse

KOM-dokument foreligger ikke

Kommissionens 5. halvårlige rapport om

Schengen-områdets funktion

-status

KOM-dokument foreligger ikke

Procedure for valg af den administrerende

direktør for FRONTEX

-udveksling af synspunkter

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

27-31

Dagsordenspunkt 2

32-34

Dagsordenspunkt 3

35-38

Dagsordenspunkt 4

Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at

foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark (”rets-

forbeholdet”).

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2013-14 - Bilag 101: Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg den 5.-6. juni 2014.

KOM-dokument foreligger ikke

39-42

Dagsordenspunkt 5

Udenlandske krigere og hjemvendte set fra

et terrorbekæmpelsesperspektiv, navnlig

hvad angår Syrien

-præsentation

KOM-dokument foreligger ikke

Rådskonklusioner om terrorisme og græn-

sesikkerhed

-rådskonklusioner

KOM-dokument foreligger ikke

Kommissionens meddelelse om den frem-

tidige udvikling for området for retlige og

indre anliggender (Post-Stockholm)

-præsentation og orienterende debat

KOM-dokument foreligger ikke

Anvendelsen af artikel 10 i protokol 36

-orientering fra formandskabet

KOM-dokument foreligger ikke

Konsekvenserne af underkendelsen af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/24/EF af 15. marts 2006 om lagring

af data genereret eller behandlet i forbin-

delse med tilvejebringelse af offentligt til-

gængelige elektroniske kommunikations-

tjenester eller elektroniske kommunikati-

onsnet og om ændring af direktiv

2002/58/EF

-udveksling af synspunkter

KOM-dokument foreligger ikke

43-45

Dagsordenspunkt 6

46-53

Dagsordenspunkt 7

54-56

Dagsordenspunkt 8

57-59

Dagsordenspunkt 9

60-63

Dagsordenspunkt 10 Udkast til rådskonklusioner om EU’s anti-

korruptionsrapport

-vedtagelse

KOM-dokument foreligger ikke

64-66

Dagsordenspunkt 11 Årlig rapport for agenturet for fundamen-

tale rettigheder

-præsentation

KOM-dokument foreligger ikke

Dagsordenspunkt 12 European Drug Report 2014

-præsentation

KOM-dokument foreligger ikke

Dagsordenspunkt 13 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om retssikkerhedsgarantier for

børn, der er mistænkt eller tiltalt i straffe-

sager

-generel indstilling

KOM (2013) 822 endelig

67-68

69-92

93-120

Dagsordenspunkt 14 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om oprettelse af en europæisk

anklagemyndighed (EPPO)*

-status og orienterende debat

KOM(2013) 534 endelig

121-137

Dagsordenspunkt 15 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om Den Europæiske Unions

Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eu-

rojust)*

-status og orienterende debat

KOM(2013) 0535

138-218

Dagsordenspunkt 16 Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplys-

ninger og om fri udveksling af sådanne op-

lysninger (generel forordningen om data-

beskyttelse).

-delvis generel indstilling/orienterende de-

bat

KOM(2012) 0011

219-253

Dagsordenspunkt 17 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om beskyttelse af fysiske perso-

ner i forbindelse med de kompetente

myndigheders behandling af personoplys-

ninger med henblik på at forebygge, efter-

forske, opdage eller retsforfølge straffe-

lovsovertrædelser eller fuldbyrde straffe-

retlige sanktioner og om fri udveksling af

sådanne oplysninger.

-status/generel indstilling

KOM(2012) 0010

254-264

Dagsordenspunkt 18 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om ændring af Rådets forord-

ning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs*

-generel indstilling

KOM(2012) 744 endelig

265-268

Dagsordenspunkt 19 Udkast til Kommissionens rapport fra

2013 om anvendelsen af EU’s Charter om

grundlæggende rettigheder og overens-

stemmelsen mellem interne og eksterne

aspekter af beskyttelsen og fremmelsen af

menneskerettigheder

-rådskonklusioner

KOM-dokument foreligger ikke

169-273

Dagsordenspunkt 20 Udkast til flerårig handlingsplan for 2014-

2018 vedrørende europæisk e-justice

-vedtagelse

KOM-dokument foreligger ikke

274

Dagsordenspunkt 21 Konkursregistre

-orientering fra formandskabet

KOM-dokument foreligger ikke

Dagsordenspunkt 1: Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning om EU-agenturet for samarbejde og uddannelse

inden for retshåndhævelse (Europol) samt om ophævelse af afgørelse

2009/371/RIA og 2005/681/RIA*

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM (2013) 173 endelig

Resumé

Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på dagsorde-

nen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 med

henblik på generel indstilling. Forslaget viderefører dele af de nugældende

regler for Europol, men samtidig lægges der op til en række nyskabelser.

Forslaget har både lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlems-

staters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man overordnet set posi-

tivt indstillet over for forslaget.

1. Baggrund

Kommissionen har ved KOM(2013) 173 endelig af 27. marts 2013 frem-

lagt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-

agenturet for samarbejde og uddannelse inden for retshåndhævelse (Euro-

pol) samt om ophævelse af afgørelse 2009/371/RIA og 2005/681/RIA, der

udgør det hidtidige retsgrundlag for henholdsvis Europol og Cepol. For-

slaget er oversendt til Rådet i dansk sprogversion den 29. april 2013.

Den Europæiske Politienhed (Europol) begyndte som et mellemstatsligt

samarbejde i midten af 1990’erne. I 2009 blev Europol et EU-agentur. Eu-

ropols rolle er at støtte de nationale retshåndhævende myndigheders ind-

sats og deres gensidige samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af

grov kriminalitet og terrorisme. Europol virker til fremme af udvekslingen

af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder

og tilvejebringer kriminalistisk analyse til hjælp for de nationale politistyr-

ker, når de skal foretage efterforskning på tværs af grænserne.

Det Europæiske Politiakademi (Cepol) blev oprettet som EU-agentur i

2005. Agenturet har til formål at fremme samarbejdet mellem de nationale

politikorps ved at arrangere kurser for ledende politifolk om politiarbejde

med en europæisk dimension.

Kommissionen har som en del af baggrunden for det foreliggende forord-

ningsforslag peget på, at det i Traktaten om Den Europæiske Unions Funk-

tionsmåde (TEUF) artikel 88 bestemmes, at Europol skal reguleres ved

forordning. Det bestemmes også, at der heri skal fastlægges de nærmere

bestemmelser for Europa-Parlamentets kontrol af Europols aktiviteter

sammen med de nationale parlamenter.

Kommissionen har endvidere peget på, at Det Europæiske Råd i Stock-

holm-programmet har opfordret Europol til at udvikle sig og ”blive et

knudepunkt for informationsudveksling mellem medlemsstaternes rets-

håndhævende myndigheder, en tjenesteudbyder og en platform for de rets-

håndhævende tjenester”. I Stockholm-programmet tilskyndes endvidere til,

at der indføres uddannelsesordninger og udvekslingsprogrammer for alle

med en relevant beskæftigelse inden for retshåndhævelse på nationalt plan

og på EU-plan, hvor Cepol skal spille en central rolle med hensyn til at

sikre den europæiske dimension.

Kommissionen har endvidere henvist til meddelelsen ”Strategien for EU's

indre sikkerhed i praksis – Fem skridt hen imod et mere sikkert EU”

(KOM(2010) 673 endelig), hvori Kommissionen har redegjort for centrale

udfordringer, principper og retningslinjer i håndteringen af sikkerhedspro-

blemer i EU samt foreslået en række foranstaltninger mod de risici, som

grov kriminalitet og terrorisme udgør for sikkerheden i EU.

Kommissionen har som baggrund for forslaget desuden anført, at man i lø-

bet af det sidste årti i EU har set en stigning i den grove og organiserede

kriminalitet, som er blevet et stadigt mere dynamisk og kompliceret fæ-

nomen. Globalisering i samfundet og erhvervslivet har skabt grobund for

nye kriminalitetsformer og et mere varieret mønster i kriminaliteten, hvor

kriminelle i høj grad bruger internettet som platform for kriminel aktivitet.

Den grove kriminalitet påfører ofrene stadig mere alvorlig skade og med-

fører omfattende økonomiske tab. Samtidig genererer den et enormt udbyt-

te, som øger de kriminelle netværks magt og berøver de offentlige myn-

digheder indtægter.

På den baggrund finder Kommissionen, at der er behov for EU-agenturer,

der effektivt kan støtte samarbejde og vidensdeling mellem de retshånd-

hævende myndigheder og bistå i uddannelsen af dem.

Kommissionens forslag til forordning indeholder derfor en retlig ramme

for et nyt Europol, der efterfølger og erstatter det nuværende Europol og

det nuværende Cepol.

Kommissionen anfører, at forslaget er i overensstemmelse med den fælles

erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om decentrali-

serede agenturer fra 2012, som indeholder en række principper for, hvor-

dan forvaltningen af EU-agenturer skal tilrettelægges, samt en anbefaling

om, at sammenlægning af agenturer bør overvejes bl.a. i tilfælde, hvor det

kan skabe synergieffekter eller øge effektiviteten. En sammenlægning af

Europol og Cepol vil efter Kommissionens opfattelse medføre begge dele.

I forbindelse med fremlæggelsen af det foreliggende forordningsforslag

afgav Kommissionen en meddelelse om etablering af en europæisk ord-

ning for uddannelse i retshåndhævelse (KOM(2013) 172 endelig) – kaldet

”LETS”.

Det fremgår af meddelelsen, at uddannelsesordningen sigter mod at gøre

EU’s svar på fælles sikkerhedsmæssige udfordringer mere effektivt, hæve

standarderne for politiarbejde i EU og fremme udviklingen af en fælles

retshåndhævelseskultur som et middel til at øge samarbejdet og den gensi-

dige tillid. Uddannelsesordningen skal endvidere identificere og afhjælpe

mangler i den eksisterende uddannelse for retshåndhævende personale in-

den for grænseoverskridende anliggender ved at støtte og, når det er rele-

vant, samordne undervisningen i europæiske og nationale ekspertisecentre.

Kommissionen har lagt op til, at det nye Europol skal have ansvaret for at

gennemføre uddannelsesordningen.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

5.-6. juni 2014

forventes

der opnået en generel indstilling til forslaget.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF, navnlig artikel 87, stk. 2,

litra b), og artikel 88, og skal vedtages efter den almindelige lovgivnings-

procedure (TEUF artikel 294).

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke

i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foran-

staltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, bin-

dende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark (”rets-

forbeholdet”).

2. Indhold

Den følgende gennemgang af forslaget er baseret på

formandskabets sene-

ste kompromistekst af 7. maj 2014.

2.1. Generelt

Kommissionen har med forslaget til en forordning for Europol lagt op til

en gennemgribende omskrivning af retsgrundlaget for Europol. Indholds-

mæssigt videreføres store dele af reglerne i den nugældende rådsafgørelse

om Europol, dog i mange tilfælde omskrevet og lettere justeret. Samtidig

lægges der op til en række ændringer, navnlig på fire hovedområder.

For det

første

styrkes den parlamentariske kontrol med Europol ved indfø-

relse af en række beføjelser både for Europa-Parlamentet og for de natio-

nale parlamenter.

For det

andet

styrkes Europol som knudepunkt for informationsudveksling

mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Det sker navn-

lig ved, at medlemsstaternes forpligtelse til at levere oplysninger til Euro-

pol skærpes. Samtidig foreslås Europols software-arkitektur ændret, så det

bliver lettere for Europol at forbinde og analysere data. En større åbenhed i

systemerne modsvares af mere detaljerede regler for behandlingen af op-

lysninger og øget databeskyttelse.

For det

tredje

ændres og styrkes databeskyttelsesordningen for Europol.

Blandt andet foreslås det, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databe-

skyttelse bliver ekstern tilsynsmyndighed for Europol.

For det

fjerde

foreslås en række ændringer i Europols ledelsesstruktur.

I det følgende er hovedvægten lagt på forslagets centrale og nyskabende

dele.

2.2. Europols målsætninger

og opgaver

(forslagets kapitel I)

Det fremgår af forslaget, at der med forordningen oprettes et EU-agentur

for samarbejde inden for retshåndhævelse (Europol). Det nye Europol er-

statter og efterfølger det nuværende Europol.

Det nye Europols målsætning er ifølge forslaget

todelt.

For det første skal Europol støtte og styrke medlemsstaternes kompetente

myndigheders indsats for og deres indbyrdes samarbejde om at forebygge

og bekæmpe grov kriminalitet, der berører flere medlemsstater, terrorisme

og former for kriminalitet, der berører en fælles interesse, der er omfattet

af en EU-politik. De kriminalitetsområder, som Europols kompetence om-

fatter, er oplistet i forslagets bilag 1. Det drejer sig eksempelvis om organi-

seret kriminalitet, narkotikahandel, hvidvask af penge, organiseret illegal

indvandring, menneskehandel, manddrab, grov legemsbeskadigelse, IT-

kriminalitet, korruption, handel med våben og eksplosivstoffer, handel

med dopingmidler samt miljøkriminalitet m.fl. Der er tilføjet enkelte nye

kriminalitetsområder i forhold til det nuværende Europols kompetence,

bl.a. seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, herunder børnepornografi og

seksuelle tilnærmelser til børn.

Omfattet af Europols målsætning er for det andet strafbare handlinger, der

relaterer sig til de nævnte kriminalitetsformer, eksempelvis strafbare hand-

linger, der begås for at skaffe midler til at begå handlinger, der henhører

under Europols kompetenceområde.

Målsætningerne svarer i alt væsentligt til Europols nuværende formål og

kompetenceområde.

2.2.1. Europols opgaver

Europols opgaver som beskrevet i forslaget er til dels en videreførelse af

det nuværende Europols opgaveportefølje. Beskrivelsen af opgaverne er

dog i flere tilfælde omskrevet og justeret.

Navnlig videreføres den eksisterende opgaveportefølje i relation til ind-

samling, behandling, analyse og udveksling af oplysninger. Det gælder og-

så støtte til medlemsstaternes efterforskninger samt udarbejdelse af trus-

selsvurderinger og strategiske og operationelle analyser.

Efter forordningsforslaget vil Europol også fortsat kunne foreslå oprettelse

af fælles efterforskningshold og deltage i sådanne, ligesom Europol fortsat

vil kunne anmode en medlemsstat om at indlede efterforskning af en for-

brydelse omfattet af Europols målsætninger. Blot er der foretaget mindre

justeringer i opgavebeskrivelsen.

Forslaget lægger desuden op til en række nye opgaver for Europol.

Europol

skal bl.a.

samarbejde med EU-organer, der er oprettet med hjem-

mel i traktatens afsnit V (som bl.a. vedrører grænsekontrol, asyl og ind-

vandring samt retligt samarbejde i straffesager) og Det Europæiske Kontor

for Bekæmpelse af Svig (OLAF), navnlig ved at bidrage med efterretnin-

ger om kriminalitet og relevant analytisk bistand.

Endvidere skal Europol ifølge forslaget etablere specialiserede EU-

ekspertisecentre vedrørende kriminalitetsområder inden for Europols kom-

petence, navnlig Det Europæisk Center til Bekæmpelse af IT-kriminalitet.

Endelig lægges der med forslaget op til, at Europol skal have opgaver med

støtte

efterforskning og operationelle foranstaltninger, der udføres i fæl-

lesskab mellem medlemsstaterne eller inden for rammerne af fælles efter-

forskningshold. Ligesom det er tilfældet i dag, vil det nye Europol ikke

kunne anvende tvangsindgreb.

2.2.2. Medlemsstaternes samarbejde med Europol

Ifølge forslaget skal der, ligesom i dag, i hver medlemsstat være en natio-

nal enhed, der skal være forbindelsesled mellem Europol og medlemssta-

ternes kompetente myndigheder. I Danmark varetages opgaven af Rigspo-

litiet.

Som noget nyt foreslås det desuden, at medlemsstaterne skal kunne give

tilladelse til,

at deres nationale kompetente myndigheder tager direkte kon-

takt til Europol. Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at deres nationale

finansielle efterretningsenheder har mulighed for at samarbejde med Eu-

ropol via de nationale enheder.

Den nuværende ordning med nationale forbindelsesofficerer i Europol vi-

dereføres.

Herudover lægges der med forslaget op til et antal nye forpligtelser for

medlemsstaterne.

Medlemsstaterne forpligtes således til at levere de oplysninger til Europol,

som er nødvendige for, at Europol kan opfylde sine målsætninger. Dette

omfatter at meddele Europol oplysninger vedrørende kriminalitetsområder,

der anses for en prioritet for EU. Medlemsstaterne kan dog i visse helt spe-

cifikke tilfælde undlade at meddele Europol sådanne oplysninger, f.eks.

hvis der herved vil være risiko for at skade nationale sikkerhedsinteresser.

Europol

skal årligt

rapportere om de oplysninger, som medlemsstaterne

således har leveret, til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og de

nationale parlamenter.

Endvidere skal medlemsstaterne ifølge forslaget sikre, at alle relevante

kompetente myndigheder i medlemsstaterne effektivt kommunikerer og

samarbejder med Europol.

Endelig skal medlemsstaterne øge bevidstheden om Europols aktiviteter.

2.3. Opgaver vedrørende samarbejde om retshåndhævelse (forslagets

kapitel II)

Dette kapitel er blevet sammenskrevet med kapitel I.

2.4. Europols organisation (forslagets kapitel IV)

Med forslaget lægges der op til en række ændringer i Europols ledelses-

struktur. Kommissionen har som en del af begrundelsen herfor anført, at

det vil bringe Europols ledelsesstruktur i overensstemmelse med retnings-

linjerne i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommis-

sionen om decentraliserede agenturer fra 2012.

Det foreslås, at Europols forvaltnings- og ledelsesstruktur skal bestå af en

bestyrelse, en eksekutivdirektør samt om fornødent en direktion og/eller

andre rådgivende organer, som bestyrelsen opretter.

2.4.1. Bestyrelsen

Bestyrelsen skal bestå af en repræsentant fra hver medlemsstat og

re-

præsentant

fra

Kommissionen. Der skal ved udnævnelsen af bestyrelses-

medlemmer tages højde

for

kendskab til samarbejde om retshåndhævelse.

Hvert medlem skal have en suppleant. Medlemmerne skal udnævnes for 4

år ad gangen.

Bestyrelsen skal bl.a. vedtage årlige budgetter, flerårige og årlige arbejds-

programmer samt en årlig aktivitetsrapport. Arbejdsprogrammerne skal

sendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og de nationale par-

lamenter. Herudover skal bestyrelsen bl.a. etablere Europols interne struk-

turer samt i øvrigt foretage en række dispositioner af betydning for Euro-

pols organisation og drift,

ligesom bestyrelsen kan opfordre Rådet til at fo-

reslå Kommissionen at åbne forhandlingerne af en international aftale

med et tredjeland.

2.4.2. Eksekutivdirektøren

Eksekutivdirektøren udnævnes af bestyrelsen og forestår ledelsen af Euro-

pol. Eksekutivdirektøren har ansvar for den løbende administration af Eu-

ropol og for forberedelse og gennemførelse af en række af bestyrelsens be-

slutninger, herunder det flerårige og det årlige arbejdsprogram samt en

række dispositioner af betydning for Europols drift.

Rådet kan anmode eksekutivdirektøren om at aflægge rapport om udførel-

sen af sit hverv.

2.4.3. Direktionen

Bestyrelsen kan

ved enstemmighed

nedsætte en direktion til at bistå besty-

relsen.

Direktionen har bl.a. til opgave at forberede de afgørelser, der skal træffes

af bestyrelsen. Med det formål at styrke overvågningen af den administra-

tive forvaltning skal direktionen desuden bistå og rådgive eksekutivdirek-

tøren i forbindelse med gennemførelsen af bestyrelsens afgørelser. Endvi-

dere skal direktionen sammen med bestyrelsen sikre passende opfølgning

på resultater og henstillinger fra forskellige undersøgelser.

2.5. Behandling af oplysninger (forslagets kapitel V)

Der lægges med forslaget op til, at Europols softwarearkitektur skal laves

om med henblik på at gøre det lettere og hurtigere for Europol at fastslå,

om der er forbindelser mellem data, som agenturet allerede er i besiddelse

af, og siden analysere dem.

Det nuværende Europol råder over dels det såkaldte Europol Informations-

system, hvori efterretninger inden for Europols kompetenceområde opsam-

les til brug for Europols arbejde og med henblik på generelt at stille dem til

rådighed for medlemsstaternes efterforskning af grænseoverskridende kri-

minalitet. Herudover har Europol et antal adskilte, emneopdelte analyseda-

tabaser, som medlemsstaterne kun har adgang til, når de er særligt berørt af

eller involveret i vedkommende emne.

Når det gælder analysearbejdet, lægges der med forslaget op til i princippet

én stor database, hvortil der som udgangspunkt er generel adgang for med-

lemsstaterne.

Som modstykke til den større åbenhed foreslås reglerne om behandling af

oplysninger ændret i forhold til det nuværende retsgrundlag. I forslaget

fastsættes der således detaljerede regler om, til hvilke formål forskellige

typer af oplysninger kan behandles, samt om kilder, adgang til og brug af

oplysninger. Samtidig styrkes databeskyttelsen, se nærmere herom i afsnit

2.8.

Ifølge forslaget kan Europol kun behandle oplysninger, der er meddelt

agenturet af a) medlemsstaterne i henhold til deres nationale ret, af b) EU-

organer, tredjelande og internationale organisationer eller

af c)

private par-

ter og privatpersoner i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i

forordningsforslaget. Endvidere kan Europol hente og behandle offentligt

tilgængelige oplysninger samt oplysninger fra forskellige nationale og in-

ternationale informationssystemer, når det er tilladt efter de regelsæt, der

gælder for disse informationssystemer.

Europol kan efter forslaget kun behandle oplysninger i det omfang, det er

nødvendigt af hensyn til agenturets målsætninger, og

i forhold til person-

oplysninger

kun til følgende fire formål: a) krydscheck med henblik på at

finde en sammenhæng mellem oplysninger, b) strategiske eller tematiske

analyser, c) operationelle analyser i konkrete tilfælde samt d) lette udveks-

lingen af oplysninger.

De kategorier af personoplysninger, der kan indsamles, og de kategorier af

personer (såsom mistænkte, ofre, vidner osv.), hvis oplysninger kan ind-

samles, er i forslagets bilag 2 specificeret i forhold til hvert af de fire data-

behandlingsformål.

Dataleverandøren (såsom en medlemsstat eller et EU-organ) bestemmer

til, hvilke(t) af de fire hjemlede databehandlingsformål oplysningerne kan

behandles. Dataleverandøren kan fastsætte begrænsninger i adgangen til

eller brugen af oplysningerne. Begrænsningerne kan kun fraviges efter da-

taleverandørens samtykke, eller når det er strengt nødvendigt for at afvær-

ge en overhængende

trussel mod liv.

Medlemsstaterne har direkte adgang til oplysninger, som Europol opbeva-

rer, når de er meddelt til brug for enten krydscheck eller strategiske og te-

matiske analyser. Medlemsstaterne har indirekte adgang baseret på et

hit/no hit-system til oplysninger meddelt til brug for operationelle analyser

i konkrete tilfælde. De tilknyttede person- eller sagsoplysninger udleveres

kun efter en separat opfølgende anmodning. For Europols ansatte er ad-

gangen til oplysninger baseret på et nødvendighedskriterie.

Det foreslås, at Eurojust (som navnlig har til opgave at fremme samarbejde

om retsforfølgning af grov, grænseoverskridende kriminalitet) og Det Eu-

ropæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) skal kunne søge i Euro-

pols oplysninger for at konstatere, om der er overensstemmelse mellem

oplysninger behandlet hos henholdsvis Europol og et af disse to agenturer.

2.6. Forholdet til partnere (forslagets kapitel VI)

Forslagets kapitel om forholdet til partnere viderefører i et vist omfang de

nugældende regler herom, men der er også lagt op til ændringer. Det gæl-

der navnlig i forhold til procedurerne for indgåelse af samarbejdsaftaler

med tredjelande og internationale organisationer, når aftalerne giver mu-

lighed for udveksling af personoplysninger (såkaldte ”operationelle sam-

arbejdsaftaler”).

Ifølge forslaget kan Europol have samarbejdsrelationer med EU-organer,

myndigheder i tredjelande, internationale organisationer samt private par-

ter.

Europol kan efter forslaget selv indgå såkaldte arbejdsaftaler med tredje-

lande og internationale organisationer. Disse arbejdsaftaler må ikke tillade

udveksling af personoplysninger og er ikke bindende for hverken EU eller

medlemsstaterne.

Europol kan direkte videregive personoplysninger til EU-organer i det om-

fang, det er nødvendigt for, at Europol eller det EU-organ, der er modtage-

ren, kan udføre deres opgaver, dog med forbehold for begrænsninger fast-

sat af dataleverandøren.

Med forslaget er der lagt op til, at Europols videregivelse af personoplys-

ninger til tredjelande eller internationale organisationer kræver særskilt

hjemmel i enten a) en Kommissionsafgørelse om tilstrækkeligt databeskyt-

telsesniveau hos tredjelandet eller den internationale organisation, b) en af-

tale mellem EU og tredjelandet eller den internationale organisation, som

er indgået i medfør af TEUF art. 218, og som giver tilstrækkelige garantier

med hensyn til bl.a. beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettig-

heder og friheder, eller c) en samarbejdsaftale mellem det nuværende Eu-

ropol og partneren, som er indgået inden anvendelsesdatoen for den nye

forordning, og som tillader udveksling af personoplysninger. Der foreslås

dog nogle undtagelser fra hovedreglen, således at eksekutivdirektøren og

bestyrelsen i særlige situationer under visse betingelser kan tillade videre-

givelse af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisati-

oner.

Efter de nugældende regler spiller Europol en mere central rolle ved ind-

gåelsen af sådanne samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale or-

ganisationer, idet Europol efter Rådets godkendelse forestår udvælgelsen

af nye partnere og indgåelsen af aftalerne.

Efter Lissabon-Traktaten er der

imidlertid ikke længere mulighed for, at EU-agenturer selv kan forhandle

internationale aftaler.

Europol kan efter forslaget behandle oplysninger fra private parter og pri-

vatpersoner, når de modtages gennem nærmere præciserede enheder i en

medlemsstat eller hos en partner.

2.7. Databeskyttelsesgarantier (forslagets kapitel VII)

Forslagets bestemmelser om databeskyttelse er til dels en videreførelse i

store træk af regler i rådsafgørelsen. Samtidig lægges der på en række

punkter op til ændringer, som har til formål samlet set at styrke databe-

skyttelsesordningen for Europol. I det følgende fokuseres hovedsagelig på

nye elementer.

2.7.1. Tilsyn

Som en af nyskabelserne lægges der op til, at Den Europæiske Tilsynsfø-

rende for Databeskyttelse skal overtage det eksterne databeskyttelsestilsyn

fra det nuværende kontrolorgan, Den Fælles Kontrolinstans, som består af

repræsentanter for de myndigheder i medlemsstaterne, der er udpeget som

nationale kontrolinstanser efter rådsafgørelsen om Europol.

Det foreslås, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse får an-

svar for at føre tilsyn med og sikre anvendelsen af forordningens bestem-

melser om beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder

med hensyn til Europols behandling af personoplysninger samt for at råd-

give Europol og de registrerede om alle forhold vedrørende behandling af

personoplysninger. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

tildeles således en række opgaver såsom at modtage og undersøge klager

fra registrerede, at iværksætte undersøgelser på eget initiativ samt at føre

tilsyn med og sikre anvendelsen af bestemmelserne i både den foreslåede

forordning og i alle andre EU-retsakter vedrørende beskyttelse af fysiske

personer med hensyn til Europols behandling af personoplysninger.

Samtidig tildeles den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse efter

forslaget en række konkrete beføjelser, herunder beføjelse til at rette en

advarsel eller en påtale til Europol, til at træffe afgørelse om berigtigelse,

blokering eller sletning af oplysninger, til midlertidigt eller definitivt at

nedlægge forbud mod behandling, til at forelægge sagen for Europol og

om nødvendigt for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen samt til

at indbringe sagen for EU-Domstolen.

Ligesom i dag skal hver medlemsstat efter forslaget udpege en national til-

synsmyndighed, som har til opgave at føre tilsyn med lovligheden af den

pågældende medlemsstats udveksling af personoplysninger med Europol

samt at undersøge, om den registreredes rettigheder derved krænkes. Data-

tilsynet er udpeget som national kontrolinstans efter de tilsvarende regler i

rådsafgørelsen om Europol.

Det foreslås endvidere, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyt-

telse skal samarbejde med de nationale databeskyttelsesmyndigheder, bl.a.

med henblik på at sikre ensartet anvendelse af forordningen i alle med-

lemsstater. Den Europæiske Tilsynsførende for Datasikkerhed skal endvi-

dere holde de nationale databeskyttelsesmyndigheder orienteret om emner,

der vedrører dem og inddrage de relevante nationale databeskyttelsesmyn-

digheder i konkrete sager, hvis disse vedrører data der hidrører fra en med-

lemsstat.

2.7.2. Øvrige databeskyttelsesgarantier

Som et andet nyt element lægges der med forslaget op til, at behandling af

personoplysninger om ofre, vidner, andre personer, der ikke er den mis-

tænkte, og mindreårige er

tilladt, hvis det er nødvendigt af hensyn til at fo-

rebygge eller bekæmpe kriminalitet, der falder under Europols kompeten-

ce.

For så vidt angår

oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, poli-

tisk overbevisning, religion eller tro, medlemskab af fagforening og for op-

lysninger vedrørende helbredsforhold eller seksuelle forhold (følsomme

personoplysninger)

gælder det, at behandlingen heraf er forbudt, medmin-

dre det er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller bekæmpelse krimina-

litet, der falder under Europols kompetence.

Desuden skal der ifølge for-

slaget ikke kunne træffes nogen

ugunstig

afgørelse, der har retsvirkninger

for en registreret, alene på grundlag af elektronisk databehandling af føl-

somme personoplysninger, medmindre EU-retten eller national ret giver

mulighed for det.

Endvidere lægges der med forslaget op til en ordning, hvor den dataan-

svarlige skal anmelde behandling af personoplysninger til forudgående

hø-

ring

hos Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, når der er ta-

le om følsomme personoplysninger, eller når den pågældende type behand-

ling på anden måde indebærer særlige risici for retten til beskyttelse af per-

sonoplysninger.

Med forslaget udvides logningsforpligtelsen for Europol. Det fastsættes, at

Europol med henblik på kontrol af lovligheden af databehandlingen samt

med henblik på at udøve egenkontrol og sikre dataenes integritet og sik-

kerhed skal registrere indsamling, ændring, adgang, videregivelse, samkø-

ring og sletning af personoplysninger. Der kan ikke ændres i loggen. De

registrerede oplysninger skal slettes efter tre år, medmindre de stadig skal

bruges til løbende kontrol.

Der lægges op til en styrkelse af registreredes ret til indsigt i egne person-

oplysninger, som behandles af Europol. De oplysninger, som Europol skal

give en registreret, der anmoder om indsigt, er således opregnet udførligt i

forslaget.

Herudover er der i kapitlet om databeskyttelsesgarantier bl.a. regler om

almindelige databeskyttelsesprincipper, om kilders og oplysningers for-

skellige grader af pålidelighed og nøjagtighed, om frister for opbevaring

og sletning af oplysninger, om tekniske og organisatoriske foranstaltnin-

ger, der skal sikre sikkerhed i forbindelse med Europols behandling af op-

lysninger, og om den registreredes ret til at anmode om berigtigelse, slet-

ning og blokering af oplysninger. Endelig er der en bestemmelse om an-

svarsfordelingen mellem Europol og medlemsstaterne i forhold til databe-

skyttelse.

2.8. Retsmidler og erstatningsansvar (forslagets kapitel VIII)

I forslagets kapitel VIII fastsættes, at den registrerede har ret til at klage til

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse samt procedurerne for

klagebehandlingen. Det fastslås, at afgørelser truffet af Den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse kan indbringes for Den Europæiske

Unions Domstol.

Der er fastsat almindelige bestemmelser om Europols erstatningsansvar i

og uden for kontraktsforhold.

Det fremgår endvidere af forslaget, at enhver, der har lidt skade som følge

af ulovlig behandling af oplysninger, skal have ret til erstatning fra Euro-

pol i henhold til TEUF artikel 340 om Unionens erstatningsansvar eller fra

den relevante medlemsstat i henhold til dennes nationale ret.

2.9. Parlamentarisk kontrol (forslagets kapitel IX)

Forslagets kapitel IX omhandler parlamentarisk kontrol. Herudover er der

fastsat bestemmelser om parlamentarisk kontrol i forslagets artikel 7, 14

15 samt i kapitel XI.

Det fremgår af TEUF artikel 88 om Europol, at der i forordningen for Eu-

ropol skal fastlægges de nærmere bestemmelser for Europa-Parlamentets

kontrol af Europols aktiviteter sammen med de nationale parlamenter.

Med Kommissionens forslag til forordning for Europol lægges der op til

en styrkelse af den parlamentariske kontrol med Europol.

Både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal tilsendes en år-

lig aktivitetsrapport og det endelige årsregnskab. Både Europa-Parlamentet

og de nationale parlamenter høres over det flerårige arbejdsprogram under

udarbejdelsen. Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal end-

videre have en årlig rapport om de oplysninger, som hver medlemsstater

har indsendt til Europol.

Desuden skal Europol under iagttagelse af tavshedspligten tilsende Euro-

pa-Parlamentet og de nationale parlamenter information om vurderinger af

trusler, strategiske analyser og generelle situationsrapporter inden for Eu-

ropols målsætninger samt resultaterne af undersøgelser og evalueringer,

som Europol har bestilt. Europol skal også sende

administrative

aftaler

med tredjelande og internationale organisationer, der tillader udveksling af

personlige data, og som er relevante for Europols videregivelse af oplys-

ninger til disse.

Endelig kan Europa-Parlamentet sammen med de nationale parlamenter

anmode bestyrelsesformanden og eksekutivdirektøren om at møde til drøf-

telse af spørgsmål vedrørende Europol.

Herudover skal Europa-Parlamentet varetage funktionen som budgetmyn-

dighed efter forordningen.

2.10. Øvrige emner (forslagets kapitel X-XIV)

Kapitel X omhandler personale og i kapitel XI fastsættes finansielle be-

stemmelser.

Kapitel XII omhandler diverse bestemmelser om bl.a. privilegier og im-

muniteter, gennemsigtighed og bekæmpelse af svig. Det foreslås, at Kom-

missionen senest fem år efter forordningens

anvendelsesdato

og herefter

hvert femte år skal bestille en evaluering af Europols arbejde og arbejds-

metoder.

Kapitel XIII-XIV indeholder overgangsbestemmelser og afsluttende be-

stemmelser, blandt andet om at forordningen erstatter rådsafgørelse

2009/371/RIA (om Europol) for de medlemsstater, der deltager i vedtagel-

sen af forordningen.

3. Gældende dansk ret

Rådsafgørelse 2009/371/RIA om oprettelse af Europol er gennemført i

dansk ret ved lov nr. 1261 af 16. december 2009 om Den Europæiske Poli-

tienhed (Europol). Det fremgår af loven, at rådsafgørelsen om Europol

gælder her i landet. Det fremgår endvidere, at Rigspolitiet er den nationale

enhed efter rådsafgørelsen, dvs. det danske Europol-kontaktpunkt. Datatil-

synet er i loven udpeget som den nationale kontrolinstans vedrørende da-

tabeskyttelse. Det fremgår desuden af loven, at enhver forvaltningsmyn-

dighed kan videregive oplysninger til Rigspolitiet til brug for udførelsen af

opgaver efter rådsafgørelsen, og at sådanne oplysninger skal videregives

på Rigspolitiets anmodning.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

En vedtagelse af forslaget til forordning vil medføre behov for ændring af

Europol-loven.

Det fremgår af forordningsforslaget, at udgifterne beløber sig til 623

mio. euro for det sammenlagte agentur for perioden 2015-2020, hvortil

kommer 1,5 mio. euro til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyt-

telse; i alt udgifter for 624,5 mio. euro. Udgifterne afholdes over EU’s

budget, hvor Danmark traditionelt finansierer ca. 2 pct. af udgifterne. Det

svarer til ca. 93 mio. kr., som Danmark ville skulle bidrage med over peri-

oden, hvis vi var omfattet af forordningsforslaget.

5. Høring

Forslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.:

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Præsi-

denten for Sø- og Handelsretten, Præsidenterne for byretterne, Advokatrå-

det, Amnesty International, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Offentli-

ge Anklagere, Handelshøjskolen i København (Juridisk Institut), Handels-

højskolen i Aarhus (Juridisk Institut), Institut for Menneskerettigheder,

Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Københavns Universitet, Landsfor-

eningen af Forsvarsadvokater, Politiforbundet, Retspolitisk Forening,

Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Syddansk Universitet

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universi-

tet (Juridisk Institut).

Advokatrådet, Byretterne, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Sø- og Han-

delsretten og Østre Landsret har afgivet høringssvar, men har ikke haft

bemærkninger til forslaget.

Datatilsynet, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af For-

svarsadvokater, Retspolitisk Forening og Rigspolitiet har afgivet hørings-

svar med bemærkninger til forslaget.

5.1. Datatilsynets høringssvar

Datatilsynet har i sit høringssvar indledningsvis opsummeret en række af

de ændringer, der er lagt op til med det nye forslag. Datatilsynet anfører

herefter, at når der lægges op til et intensiveret samarbejde inden for et

bredere kompetenceområde og dermed også til øget udveksling af person-

oplysninger, så er det vigtigt, at der etableres et effektivt og tidssvarende

databeskyttelsesregime i tilknytning til Europols virksomhed. Datatilsynet

anfører, at de foreslåede databeskyttelsesregler i forslagets kapitel V efter

tilsynets opfattelse indeholder mange væsentlige og hensigtsmæssige ele-

menter. Datatilsynet henviser herefter til den udtalelse om forslaget, som

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) har afgivet,

og henleder i den forbindelse navnlig opmærksomheden på udtalelsens

punkt 43-51, som efter tilsynets vurdering bør indgå i de videre overvejel-

ser om forslaget. Pkt. 43-51 omhandler bl.a. de foreslåede regler om for-

målsbegrænsning i forbindelse med behandling af oplysninger. Udtalelsen

kan findes på EDPS’ hjemmeside: www.edps.europa.eu.

Datatilsynet har videre anført, at Kommissionens forslag viderefører mu-

ligheden for, at Europol bl.a. kan indsamle oplysninger fra nationale in-

formationssystemer gennem direkte it-adgang, for så vidt det er tilladt i

henhold til national ret. Datatilsynet henviser til, at EDPS finder en sådan

adgang betænkelig, navnlig fordi der er risiko for, at den dataansvarlige

(nationale myndighed) mister kontrollen over videregivelsen. På den bag-

grund anbefaler EDPS – og Datatilsynet – at muligheden ikke videreføres i

det nye retsgrundlag for Europol. Datatilsynet bemærker desuden, at en

sådan adgang efter tilsynets opfattelse heller ikke vil være forenelig med

persondatalovens §§ 6-8, da videregivelse/udlevering af oplysninger for-

udsætter, at den dataansvarlige danske myndighed vurderer berettigelsen

heraf i den konkrete situation. Datatilsynet henviser samtidig til forslagets

artikel 23, stk. 3, hvorefter national ret finder anvendelse på Europols ad-

gang til og brug af oplysningerne, hvis denne indeholder strengere regler

herom end forordningen.

Datatilsynet har i sit høringssvar endvidere fremhævet, at enhver efter for-

slagets artikel 45, stk. 4, har ret til at anmode den nationale tilsynsmyndig-

hed om at kontrollere en række forhold vedrørende videregivelse af oplys-

ninger om ham selv til Europol – en ret, der udøves i overensstemmelse

med national ret i den medlemsstat, hvor anmodningen indgives. Datatil-

synet har i den forbindelse anført, at Datatilsynet ikke har kompetence i

forhold til ”ren manuel” videregivelse af personoplysninger fra en dansk

forvaltningsmyndighed til ikke-danske myndigheder.

Datatilsynet har videre anført, at tilsynet i lighed med EDPS finder, at for-

slagets artikel 49 giver anledning til tvivl om de nationale tilsynsmyndig-

heders kompetence, herunder om EDPS vil kunne meddele eksempelvis

indsigt i oplysninger, selv om en national tilsynsyndighed udtaler sig her-

imod.

Afslutningsvis har Datatilsynet med henvisning til den tilsigtede øgede

udveksling af personoplysninger og ændringerne i øvrigt anført, at det ikke

er muligt for tilsynet inden for de nuværende bevillingsmæssige rammer at

afsætte yderligere ressourcer til tilsynsaktiviteter på Europol-området.

5.2. Institut for Menneskerettigheders høringssvar

Institut for Menneskerettigheder har i sit høringssvar indledningsvis rede-

gjort for Europol-forslagets baggrund og formål. Herefter følger et afsnit

om menneskeretten, hvoraf det fremgår, at databeskyttelse er en del af ret-

ten til respekt for privatlivet, som dækker blandt andet personlige oplys-

ninger og kommunikation. Institut for Menneskerettigheder henviser til, at

retten til respekt for privatlivet er beskyttet i bl.a. FN’s Verdenserklæring

om menneskerettigheder, FN’s konvention om civile og politiske rettighe-

der, FN’s børnekonvention, FN’s handicapkonventionen, EMRK artikel 8

samt Europarådets konvention nr. 108 fra 1981 om elektronisk databe-

handling af personoplysninger og henstilling nr. R(87)15 af 1987 om poli-

tiets brug af personoplysninger. Instituttet henviser desuden til TEUF arti-

kel 16 om databeskyttelse og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder

artikel 7 (privatlivsfred) og artikel 8 (databeskyttelse). Instituttet henviser

herudover til direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-

danne oplysninger og forordning (EF) nr. 45/2001 om persondatabeskyt-

telse i fællesskabsinstitutionerne og –organerne. Endelig henviser institut-

tet til, at EU ved rammeafgørelse 2008/977/RIA har fastlagt nærmere be-

tingelser for beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisam-

arbejde og retligt samarbejde i kriminalsager.

Institut for Menneskerettigheder er herefter fremkommet med en række

bemærkninger til selve Europol-forslaget. Det anføres indledningsvis, at

instituttet ved vurderingen af forslagets databeskyttelsesmæssige aspekter

har taget højde for, at behandlingen af data, herunder persondata, til under-

støttelse af de nationale retshåndhævende myndigheders indsatser er en af

hovedårsagerne til eksistensen af Europol. Instituttet finder, at forslaget

indeholder en ganske betydelig beskyttelse vedrørende behandlingen af

oplysninger, herunder personoplysninger. Instituttet anfører, at instituttet i

den forbindelse finder det positivt, at tilsynsopgaven forankres hos Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS), og at EDPS sikres

uafhængighed og mulighed for at kunne handle effektivt, herunder med til-

strækkelige beføjelser til at kunne intervenere.

Instituttet henviser herefter til den udtalelse fra EDPS, der er omtalt i for-

bindelse med Datatilsynets høringssvar, og det anføres, at instituttet over-

ordnet set er enigt med de bemærkninger, der er anført i EDPS’ udtalelse.

Instituttet fremhæver generelt følgende synspunkter:

- En stærk ramme for databeskyttelse er vigtig, ikke alene for data-

subjekterne, men også fordi et stærkt databeskyttelsesregime ska-

ber tillid medlemsstaterne imellem, som igen er en betingelse for

en succesfuld udveksling af information.

- Formålsbegrænsning er et nøgleprincip for databeskyttelse. Det har

særligt betydning i det politimæssige og retlige samarbejde i efter-

forskning af straffesager, da datasubjekterne normalt ikke er be-

kendt med, at der behandles oplysninger om dem.

Institut for Menneskerettigheder anfører herefter følgende i relation til for-

slagets enkelte artikler:

- I forhold til artikel 24 om databehandlingsformål foreslås en række

præciseringer, bl.a. af de tilladte databehandlingsformål, samt at

kravene til formålsbegrænsning tydeliggøres (EDPS’ udtalelse pkt.

173).

- I artikel 26, stk. 1, om medlemsstaternes direkte adgang til oplys-

ninger hos Europol foreslås indsat en passage om, at medlemssta-

ternes adgang skal være baseret på et ”need to know”-princip

(EDPS’ udtalelse pkt. 177).

- Artikel 29, stk. 4, foreslås ændret, således at en medlemsstat skal

give sit udtrykkelige samtykke, før Europol kan videregive oplys-

ninger fra medlemsstaten til eksterne samarbejdspartnere (EDPS’

udtalelse pkt. 179).

- Det anbefales, at listen over Europols samarbejdsaftaler med tred-

jelande og internationale organisationer offentliggøres (EDPS’ ud-

talelse pkt. 181).

- Det anbefales, at muligheden i artikel 23 for direkte adgang for Eu-

ropol til nationale databaser fjernes (EDPS’ udtalelse pkt. 184 a).

Det anbefales at styrke artikel 35 om forskellige grader af person-

oplysningers nøjagtighed og pålidelighed ved at gøre medlemssta-

ternes vurdering heraf obligatorisk (EDPS’ udtalelse pkt. 184 c).

5.3. Landsforeningen af Forsvarsadvokaters høringssvar

Landsforeningen af Forsvarsadvokater har i sit høringssvar bemærket, at

forslaget er omfattet Danmarks retsforbehold. Landsforeningen af For-

svarsadvokater har herefter peget på, at der som en del af forslaget skal op-

rettes en stor fælles database med generel adgang for medlemsstaterne,

hvortil medlemsstaterne har direkte og indirekte adgang efter forskellige

regler. Det anføres i høringssvaret, at bestyrelsen kan have sine bekymrin-

ger i den forbindelse i lyset af de nyeste eksempler på indtrængen i det

danske politis datamateriale.

5.4. Retspolitisk Forenings høringssvar

Retspolitisk Forening har i sit høringssvar indledningsvist konstateret, at

forslaget er omfattet af Danmarks retsforbehold. Foreningen har videre an-

ført, at Danmark således ikke vil være omfattet af forordningen, når/hvis

den vedtages, og at foreningens høringssvar på den baggrund vil være gan-

ske kortfattet, også fordi Danmarks indflydelse i forhandlingsforløbet må

formodes at være enten marginal eller ikke til stede. Afslutningsvis har

foreningen anført, at ”[s]kulle forordningen blive vedtaget, kan Danmark

naturligvis gennemføre tilpasset national lovgivning (i Folketinget), hvor-

efter Danmark vil kunne indgå som deltager i ”systemet”, men på mellem-

statsligt grundlag og ikke direkte/umiddelbart underlagt forordningen, for-

udsat selvfølgelig at EU som sådan accepterer en sådan parallel-aftale.”

5.5. Rigspolitiets høringssvar

Rigspolitiet har i sit høringssvar anført, at Rigspolitiet er positivt indstillet

over for forslaget, herunder at Europol styrkes som knudepunkt for infor-

mationsudveksling mellem medlemsstaternes myndigheder. Det er desu-

den Rigspolitiets forventning, at den foreslåede omlægning af Europols

analysedatabaser vil medføre en markant styrkelse af grundlaget for at

gennemføre kriminalitetsanalyser.

Rigspolitiet har om den foreslåede sammenlægning af Europol og Cepol

anført, at en sådan sammenlægning efter Rigspolitiets opfattelse vil ligge i

naturlig forlængelse af den ændring af Cepols styringsform, som blev af-

sluttet under det danske EU-formandskab i 1. halvår af 2012. Rigspolitiet

har videre anført, at oprettelsen af et egentligt politiakademi inden for EU

med et stærkt fokus på den eksterne dimension efter Rigspolitiets vurde-

ring vil medføre, at akademiet vil kunne opnå en højere professionel aner-

kendelse inden for retshåndhævelse. Endvidere vil et dobbelt mandat for

det nye Europol efter Rigspolitiets opfattelse sikre en tættere sammen-

hængskraft mellem de strategisk prioriterede indsatsområder og det tilsva-

rende uddannelsesbehov. Rigspolitiet har desuden anført, at den foreslåede

styringsform med en dobbelt repræsentation i bestyrelsen svarende til

mandatet vil sikre medlemslandene fortsat indflydelse også på uddannel-

sesområdet.

Rigspolitiet har i sit høringssvar videre bemærket, at forslaget er omfattet

af Danmarks retsforbehold. I den forbindelse har Rigspolitiet understreget,

at Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet efter Rigspolitiets

opfattelse er af helt afgørende betydning for dansk politis mulighed for at

varetage sine opgaver. Rigspolitiet anfører, at dansk politi således i vidt

omfang bruger Europols analyse af kriminalitetsmønstre i det strategiske

arbejde, herunder når særlige fokusområder for politiindsatsen i Danmark

skal prioriteres, ligesom Europol udgør den centrale ramme for det opera-

tive, internationale politisamarbejde i forhold til udveksling og analyse af

efterretninger samt efterforskning af konkrete sager.

Endelig har Rigspolitiet anført, at dansk politi vil have stærkt begrænsede

muligheder for at videregive generelle efterretningsoplysninger til Euro-

pol, såfremt Europol-forordningens hjemmel til videregivelse af oplysnin-

ger til Europol ikke gennemføres i dansk ret.

6. Nærhedsprincippet

Kommissionen har i forslaget anført om nærhedsprincippet, at målet med

den foreslåede forordning, nemlig oprettelse af en enhed med ansvar for

samarbejde om retshåndhævelse og uddannelse heri på EU-plan, ikke i til-

strækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor på grund af den

foreslåede handlings omfang og virkninger bedre kan gennemføres på EU-

plan. Kommissionen anfører, at unionen derfor kan træffe foranstaltninger

i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. TEU artikel 5. Kommissi-

onen anfører videre, at forordningen i overensstemmelse med proportiona-

litetsprincippet, jf. nævnte artikel, ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt for at nå dette mål.

Det er ud fra tilsvarende betragtninger regeringens vurdering, at forslaget

er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til forslaget.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Regeringen er overordnet set positivt indstillet over for forslaget.

9. Europa-Parlamentet

Forslaget til forordning behandles efter den almindelige lovgivningsproce-

dure (TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal vedtages af Euro-

pa-Parlamentet. Europa-Parlamentets LIBE-udvalg har den 30. januar

2014 stemt om ordførerens betænkning over forslaget, hvorfor parlamentet

nu er parat til at påbegynde trilogforhandlinger.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og ret-

ligt samarbejde den 18. februar 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg forud for råds-

mødet (retlige og indre anliggender)

den 3.-4. marts 2014.

Endvidere har

udvalget modtaget statusorienteringer om sagen forud for rådsmøderne

(retlige og indre anliggender) den 7.-8. oktober og 5.-6. december 2013.

Dagsordenspunkt 2: Opfølgning på Middelhavstaskforcens anbefalin-

ger

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes en opfølgende drøftelse om im-

plementeringen af Middelhavstaskforcens forslag til initiativer, der kan

bidrage til at forhindre fremtidige ulykker, hvor migranter omkommer i

Middelhavet. Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle

konsekvenser, og nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen. Der ses

ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters

holdning til sagen. Regeringen bakker generelt op om Middelhavstaskfor-

cens arbejde og de initiativer, som er identificeret i taskforcens rapport.

Særligt er man fra dansk side positivt indstillet over for, at samarbejdet

med oprindelses- og transitlande, herunder mobilitetspartnerskaber og re-

gionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, tildeles en fremtrædende

rolle.

1. Baggrund

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. oktober 2013 oriente-

rede Italien om hændelsen ved Lampedusa den 3. oktober 2013, hvor

mindst 339 afrikanske migranter omkom, da et fartøj med omkring 500

personer ombord sank. Orienteringen blev efterfulgt af en drøftelse om,

hvordan problemet med migrationspres fra de sydlige middelhavslande

kan løses.

Som opfølgning på rådsmødet nedsatte Kommissionen en taskforce (Mid-

delhavstaskforcen), der skulle komme med forslag til, hvordan ulykker,

som den der fandt sted ved Lampedusa, kan undgås fremover.

Middelhavstaskforcen blev ledet af Kommissionen. Herudover deltog alle

interesserede medlemsstater samt EU-agenturer, herunder EU’s asylstøtte-

kontor (EASO), Frontex og Europol. Fra dansk side deltog Justitsministe-

riet. Der blev afholdt møder i taskforcen den 24. oktober 2013 og den 20.

november 2013.

Den 4. december 2013 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om

Middelhavstaskforcens arbejde.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. december 2013 præ-

senterede Kommissionen meddelelsen og de identificerede initiativer.

På sit møde den 19.-20. december 2013 vedtog Det Europæiske Råd kon-

klusioner, hvoraf det bl.a. fremgår, at Det Europæiske Råd byder Kommis-

sionens meddelelse velkommen og opfordrer til, at alle kræfter mobiliseres

for at gennemføre de foreslåede initiativer.

Kommissionen anmodede den 21. februar 2014 alle medlemsstater og re-

levante EU-agenturer om at indsende oplysninger om, hvilke af de af Mid-

delhavstaskforcen foreslåede initiativer, der er planlagt, iværksat eller al-

lerede afsluttet. Kommissionen har på den baggrund udarbejdet en konso-

lideret liste, der skal fungere som styringsredskab for implementeringen af

initiativerne.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. marts 2014 oriente-

rede Kommissionen om den foreløbige status på implementering af initia-

tiverne. Der var enighed om, at Rådet skal monitorere gennemførelsen af

de initiativer, som er identificeret i Kommissionens meddelelse om Mid-

delhavstaskforcens arbejde. Det blev i den forbindelse besluttet, at sagen

skal drøftes igen på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. ju-

ni 2014.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes

Kommissionen at præsentere den konsoliderede liste over initiativer, hvor-

efter der forventes en drøftelse af, hvordan listen kan gøres mere operatio-

nel, herunder gennem fastsættelse af prioriteter og tidsfrister.

2. Indhold

Formålet med Middelhavstaskforcen var at identificere initiativer, der kan

medvirke til at forebygge, at migranter føler sig nødsaget til at søge mod

EU og derved bringer sig i livsfarlige situationer.

Kommissionens meddelelse om taskforcens arbejde indeholde initiativer

inden for følgende fem områder:

- Samarbejde med tredjelande

- Regionale beskyttelsesprogrammer, genbosætning og lovlig adgang

til EU

Bekæmpelse af menneskesmugling og organiseret kriminalitet

Grænseovervågning

Solidaritet med medlemsstater, der oplever et stort migrationspres

Samarbejdet med tredjelande bør fortsat være styret af EU's globale tilgang

til migration og mobilitet (GAMM), og fokus bør rettes mod at styrke

samarbejdet med EU's nabolande samt oprindelses- og transitlande af sær-

lig interesse – f.eks. Tunesien og Libyen. Der peges bl.a. på, at mobilitets-

partnerskaber og regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer kan bi-

drage til at opbygge landenes asylsystemer, så de lever op til internationale

standarder. Endvidere forslås, at man på lidt længere sigt søger at etablere

en netværk mellem relevante europæiske og nordafrikanske middelhavs-

lande, der skal sikre en hurtig og direkte udveksling af information i for-

bindelse med sø-operationer. Samarbejdet med tredjelandene bør endvide-

re sikre en effektiv tilbagetagelse af ulovlige migranter i overensstemmelse

med internationale standarder, bl.a. igennem programmer for frivillig til-

bagevenden og tilbagetagelsesaftaler.

I forhold til at sikre den lovlige adgang til EU opfordrer Kommissionen

medlemsstaterne til i videre omfang at genbosætte flygtninge via UNHCR

(kvoteflygtninge), ligesom der lægges op til at se nærmere på den lovlige

adgang f.eks. for studerende og arbejdstagere fra tredjelande. Kommissio-

nen vil herudover undersøge yderligere muligheder for at skabe lovlig ad-

gang til EU, f.eks. i form af såkaldte "humanitære visa", som giver mulig-

hed for at rejse lovligt til EU og søge asyl. Dette henskydes dog til overve-

jelserne om nye strategiske retningslinjer for RIA-området.

I forhold til bekæmpelse af menneskesmugling og organiseret kriminalitet

foreslås det bl.a., at EUROPOL’s koordinerende rolle styrkes, og at der in-

den for rammerne af EU’s såkaldte ”policy cycle” om alvorlig, grænse-

overskridende kriminalitet, udarbejdes handlingsplaner om henholdsvis

ulovlig indvandring og menneskehandel. Endvidere foreslås det, at der ud-

vikles en udførlig EU-strategi for den fremadrettede bekæmpelse af men-

neskesmugling.

I relation til grænseovervågning foreslås en styrkelse af Frontex’ og rele-

vante medlemsstaters redningskapacitet i det centrale Middelhav, bl.a.

gennem tilførsel af ekstra 7,9 mio. euro til Frontex i 2013. Samtidig præci-

seres det dog, at Frontex’ opgave er at overvåge grænserne, ikke at udføre

redningsaktioner. Endvidere henvises der til, at det nye europæiske græn-

seovervågningssystem, Eurosur, er blevet operationelt fra den 2. december

2013, hvilket bl.a. vil forbedre Frontex' og medlemsstaternes evne til at lo-

kalisere små fartøjer ved de ydre søgrænser. Samtidig foreslås det, at ar-

bejdet med forordningen om gennemførelse af Frontex-koordinerede sø-

operationer fremskyndes. Endelige foreslås, at det på lidt længere sigt un-

dersøges, hvordan det kan sikres, at private fartøjer, f.eks. handelsskibe og

fiskerbåde, der tilfældigt bidrager til en redningsaktion, ikke efterfølgende

oplever negative retlige eller økonomiske konsekvenser.

Som led i udvisningen af solidaritet med medlemsstater, der ikke har til-

strækkelige midler til at håndtere et øget migrationspres, lægges der op til,

at Kommissionen, via forskellige EU-fonde, støtter Italien med 30 mio. eu-

ro, som bl.a. skal styrke grænseovervågningsoperationer. Endvidere fore-

slås det, at der afsættes ca. 20 mio. euro fra relevante EU-fonde til at for-

øge kapaciteten i forhold til modtageforhold, asylsagsbehandling, scree-

ning og registrering i andre medlemsstater, der oplever stigende migrati-

onspres. Endvidere foreslås, at EASO fremadrettet tildeles en central rolle

i forhold til at udvikle kapaciteten og kvaliteten af medlemsstaternes asyl-

systemer, herunder behandling af asylansøgninger, modtagelsesforhold og

koordinering af intern omfordeling. Endelig opfordres medlemsstaterne til

i højere grad overvejer intern omfordeling af flygtninge i EU.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for asyl- og indvandrings-

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

6. Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.

7. Andre landes kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemssta-

ters holdning til sagen.

8. Foreløbig dansk holdning

Regeringen bakker generelt op om taskforcens arbejde og de initiativer,

som er blevet identificeret. Særligt er man fra dansk side positivt indstillet

over for, at samarbejdet med oprindelses- og transitlande, herunder mobili-

tetspartnerskaber og regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, til-

deles en fremtrædende rolle.

Fra regeringens side er man endvidere tilfreds med, at Kommissionen har

udarbejdet en liste, der kan sikre den løbende monitorering og gennemfø-

relse af de konkrete tiltag.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandringssamar-

bejde

den 21. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering for-

ud for rådsmøderne (retlige og indre anliggender) den 5.-6. december 2013

og den 3.-4. marts 2014

samt Det Europæiske Råds møde den 19.-20. de-

cember 2013.

Dagsordenspunkt 3: Kommissionens 5. halvårlige rapport om Schen-

gen-områdets funktion

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes en drøftelse af situationen i

Schengen-området med udgangspunkt i en rapport fra Kommissionen om

Schengen-områdets funktion. Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser. Nærhedsprincippet har ikke betydning for

sagen. Regeringen støtter udviklingen og styrkelsen af den politiske styring

af Schengen-samarbejdet.

1. Baggrund

Kommissionen fremlagde den 16. september 2011 den såkaldte Schengen

Governance-pakke, som består af to forslag til retsakter og en meddelelse.

Det fremgår af meddelelsen, at Kommissionen hvert halve år vil udarbejde

en rapport over Schengen-samarbejdet, som skal danne grundlag for en re-

gelmæssig drøftelse i Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på at

styrke den politiske styring af Schengen-samarbejdet.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. marts 2012 fandt der en

første drøftelse sted af den politiske styring af Schengen-samarbejdet. Rå-

det vedtog på mødet konklusioner med henblik på at udvikle og styrke den

fremtidige politiske styring af Schengen-samarbejdet og opstille rammerne

for halvårlige strategiske drøftelser i Det Blandede Udvalg.

Det fremgår bl.a. af konklusionerne, at Rådet imødeser regelmæssige rap-

porter fra Kommissionen vedrørende Schengen-områdets funktion. Kom-

missionen forventes i sine rapporter bl.a. at give et overblik over generelle

tendenser, udviklinger og udfordringer i Schengen-samarbejdet.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 blev den

politiske styring af Schengen-samarbejdet drøftet med udgangspunkt i

Kommissionens første rapport om Schengen-områdets funktion, der blev

offentliggjort den 16. maj 2012.

På rådsmøderne (retlige og indre anliggender) den 6.-7. december 2012,

den 6.-7. juni 2013 og

den 5.-6. december 2013 præsenterede Kommissio-

nen henholdsvis sin anden, tredje og fjerde rapport om Schengen-områdets

funktion, hvorefter der var en generel drøftelse af situationen i Schengen-

området.

Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6.

juni 2014 vil være en tilsvarende drøftelse af situationen i Schengen-

området med udgangspunkt i Kommissionens femte rapport om Schengen-

områdets funktion. Kommissionen har endnu ikke offentliggjort rapporten.

2. Indhold

Indholdet af Kommissionens femte rapport om Schengen-områdets funkti-

on kendes endnu ikke.

Rapporten forventes bl.a. at indeholde en beskrivelse af de aktuelle udfor-

dringer på Schengen-området, herunder i forhold til migrationsstrømme

og ulovlige indvandrere, samt en redegørelse for medlemsstaternes over-

holdelse og anvendelse af Schengen-reglerne.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for asyl- og indvandrings-

samarbejdet, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

6. Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Regeringen støtter udviklingen og styrkelsen af den politiske styring af

Schengen-samarbejdet og forholder sig derfor positivt over for Kommissi-

onens

femte

rapport om Schengen-områdets funktion.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for asyl- og

indvandringssamarbejdet

den 21. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Kommissionens

femte

rapport om Schengen-områdets funktion har ikke

tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 4: Valg af ny administrerende direktør for Frontex

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes formandskabet at orientere om

status for udnævnelse af ny administrerende direktør for Frontex efterfulgt

af en udveksling af synspunkter blandt medlemsstaterne. Sagen har hver-

ken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Nærhedsprin-

cippet har ikke betydning for sagen. Der ses ikke at foreligge offentlige til-

kendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdning til sagen. Regeringen

er generelt positivt indstillet over for Frontex-samarbejdet. Regeringens

stillingtagen til, hvilken kandidat til stillingen som ny administrerende di-

rektør for Frontex man vil støtte, afventer Kommissionens indstilling om

egnede kandidater til stillingen. Frontex er efter regeringens opfattelse en

vigtig aktør i forhold til forvaltningen af EU's ydre grænser, hvorfor det er

uheldigt, at udpegningen af ny administrerende direktør trækker ud.

1. Baggrund

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved

de Ydre Grænser (Frontex) blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr.

2007/2004 af 26. oktober 2004 (Frontex-forordningen).

Frontex har i henhold til Frontex-forordningens artikel 1 og 2 til formål at

fremme, koordinere og udvikle den europæiske grænseforvaltning samt

sikre, at medlemsstaterne samarbejder herom. Frontex’s hovedaktiviteter

består således i at koordinere det operative samarbejde mellem medlems-

stater om forvaltning af de ydre grænser, bistå medlemsstater med uddan-

nelse af nationale grænsevagter, herunder med indførelse af fælles uddan-

nelsesstandarder, foretage risikoanalyser, deltage i udviklingen af forsk-

ning af relevans for kontrol og overvågning af de ydre grænser, bistå med-

lemsstater i situationer, der kræver øget teknisk og operativ bistand ved de

ydre grænser samt støtte medlemsstaterne i forbindelse med tilrettelæggel-

sen af fælles tilbagesendelsesoperationer. Der gennemføres kontinuerligt

Frontex-operationer ved EU’s udsatte grænseområder.

Frontex ledes af en administrerende direktør i samarbejde med en bestyrel-

se. Den nuværende administrerende direktør, Ilkka Laitinen fra Finland,

har fungeret siden Frontex’ oprettelse i 2005 og fratræder ved udgangen af

maj 2014. Der forestår således valg af en ny administrerende direktør.

Udnævnelsen af den administrerende direktør sker således, at Kommissio-

nen foreslår kandidater til stillingen. På grundlag af denne kandidatliste

udnævner bestyrelsen en administrerende direktør for en 5-års-periode

med mulighed for forlængelse for en periode på højst 5 år. Bestyrelsen be-

står af en repræsentant for hver medlemsstat samt to repræsentanter for

Kommissionen, som alle udnævnes for en 4-års-periode med mulighed for

forlængelse. Den danske repræsentant i bestyrelsen er pt. politiinspektør,

leder af Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, Richard Østerlund la

Cour.

Kommissionen indrykkede et opslag om stillingen som ny administrerende

direktør i Den Europæiske Unions Tidende (C 372 A) den 19. december

2013.

Frontex’ bestyrelsesformand meddelte ved breve af 14. og 17. april 2014,

at valget af ny administrerende direktør for Frontex måtte udskydes – for-

mentlig til slutningen af 2014 – idet Kommissionen ikke kunne indstille

nogen af de opstillede kandidater til stillingen.

På SCIFA-mødet den 5.-6. maj 2014 orienterede Kommissionen om status

for udnævnelsen af ny administrerende direktør for Frontex. Kommissio-

nen oplyste, at man havde modtaget 26 ansøgninger til stillingen, herunder

fra den nuværende vicedirektør for Frontex, som i forbindelse med ud-

nævnelsen af administrerende direktør for Frontex i 2005 var blandt de 3

kandidater til stillingen, som Kommissionen indstillede til bestyrelsen.

Kommissionen kunne imidlertid ikke indstille nogen af kandidaterne til

stillingen, vurderet ud fra en række formelle kriterier, herunder at kandida-

terne skulle have 15 års erfaring efter endt uddannelse, 5 års relevant er-

hvervserfaring, have ledelsesmæssige kompetencer og være EU-borgere.

Der ville derfor blive igangsat en ny og lettere revideret procedure, hvor

man ville forsøge at udbrede kendskabet til opslaget til en videre kreds af

personer. Stillingen forventes slået op på ny i slutningen af maj måned

2014, og det er målet, at man på Frontex’ bestyrelsesmøde den 25.-26. no-

vember 2014 vil kunne udpege en ny administrerende direktør.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes

en orientering fra formandskabet efterfulgt af en udveksling af synspunkter

blandt medlemsstaterne.

2. Indhold

Det fremgår af Frontex-forordningens artikel 20, 21 og 25, at Frontex le-

des af en administrerende direktør i samarbejde med en bestyrelse.

Bestyrelsen består af en repræsentant fra hver medlemsstat og to repræsen-

tanter fra Kommissionen med en mandatperiode på 4 år, som kan forlæn-

ges én gang. De lande, som er associeret i Schengen-reglerne, deltager i

agenturet og har hver en repræsentant i bestyrelsen, hvis deltagelse er fast-

sat individuelt, jf. Frontex-forordningen artikel 21.

Af Frontex-forordningen artikel 24 og 26 fremgår, at Kommissionen på

grundlag af et opslag i Den Europæiske Unions Tidende foreslår kandida-

ter til stillingen som administrerende direktør for Frontex. Blandt disse

kandidater udnævner Frontex’ bestyrelse den administrerende direktør.

Vurderingen skal foretages på grundlag af kandidaternes faglige kvalifika-

tioner, dokumenterede administrative og ledelsesmæssige erfaring samt re-

levant erfaring med forvaltning af de ydre grænser. Beslutningen træffes

med to tredjedeles flertal blandt de stemmeberettigede medlemmer, som

hver har én stemme.

Den administrerende direktør bistås af en vicedirektør, som udnævnes af

bestyrelsen på forslag af den administrerende direktør på grundlag af ved-

kommendes faglige kvalifikationer og dokumenterede administrative og

ledelsesmæssige erfaring samt relevant erfaring med forvaltning af de ydre

grænser. Beslutningen træffes med to tredjedeles flertal blandt de stemme-

berettigede medlemmer, jf. Frontex-forordningen artikel 26.

Den administrerende direktør og vicedirektøren udnævnes begge for en 5-

års-periode med mulighed for forlængelse for en periode på højst 5 år, jf.

Frontex-forordningen artikel 26.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for asyl- og indvandrings-

samarbejde (SPAIS), jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrøren-

de sagen.

6. Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

8. Foreløbig dansk holdning

Regeringen er generelt positivt indstillet over for Frontex-samarbejdet.

Regeringens stillingtagen til, hvilken kandidat til stillingen som ny admini-

strerende direktør for Frontex man vil støtte, afventer Kommissionens ind-

stilling om egnede kandidater til stillingen.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandringssamar-

bejde (SPAIS) den 21. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 5: Udenlandske krigere og hjemvendte set fra et

terrorbekæmpelsesperspektiv, navnlig hvad angår Syrien

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Det forventes, at EU’s antiter-

rorkoordinator, Gilles de Kerchove, på rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 5.-6. juni 2014 vil præsentere et diskussionsoplæg om ’foreign

fighters’ med henblik på politisk drøftelse. Diskussionsoplægget indehol-

der en række anbefalinger, som har til formål at styrke EU’s og medlems-

staternes indsats på områder. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til

nærhedsprincippet. Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfi-

nansielle konsekvenser. Fra dansk side er man positiv over for de eksiste-

rende tiltag i EU’s indsats mod terrorisme, og man forventer således at

kunne tage præsentationen og udfaldet af drøftelserne til efterretning.

Baggrund

EU’s antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, orienterede på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 7.-8. marts 2013 om sikkerhedssituatio-

nen i Sahel-regionen og situationens betydning for EU’s interne sikkerhed.

Antiterrorkoordinatoren understregede behovet for at samtænke EU’s in-

terne og eksterne sikkerhed og fremhævede i den forbindelse truslen fra de

såkaldte ’foreign fighters’.

På denne baggrund blev det besluttet, at antiterrorkoordinatoren skulle ar-

bejde videre med emnet, herunder navnlig med spørgsmålet om truslen fra

’foreign fighters’. Antiterrorkoordinatoren udarbejdede i den anledning et

diskussionspapir med anbefalinger til nye initiativer på området, som han

præsenterede på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni

2013.

Diskussionsoplægget indeholdt 22 anbefalinger til nye initiativer, som

kunne styrke EU’s indsats på området. Anbefalingerne rettede sig både

mod EU’s institutioner, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanlig-

gender og sikkerhedspolitik Cathrine Ashton samt medlemslandene. Anbe-

falingerne handlede bl.a. om forebyggelse af radikalisering og motivation

for at tilslutte sig kampene i Syrien, orientering om de barske forhold un-

der kampene i Syrien, styrkelse af kommunikationen om EU’s eksisteren-

de indsats på området samt støtte til de personer, som vender tilbage fra

kampene.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. december 2013 præ-

senterede antiterrorkoordinatoren en rapport om status for gennemførelsen

af de 22 anbefalinger med henblik på politisk drøftelse. I rapporten identi-

ficerede antiterrorkoordinatoren følgende fire områder, hvor EU’s indsats

kunne være særligt værdifuld for medlemsstaterne: forebyggelse, monito-

rering af rejseaktiviteter, retsforfølgning og samarbejde med trejdelande.

Det forventes, at antiterrorkoordinatoren på rådsmødet (retlige og indre an-

liggender) den 5.-6. juni 2014 vil præsentere et nyt diskussionsoplæg om

foreign fighters med henblik på politisk drøftelse.

Indhold

Diskussionsoplægget tager udgangspunkt i de fire indsatsområder, som an-

titerrorkoordinatoren tidligere har identificeret: forebyggelse, monitorering

af rejseaktiviteter, retsforfølgning og samarbejde.

Med hensyn til forebyggelse har antiterrorkoordinatoren i samarbejde med

Kommissionen og EU’s Udenrigstjeneste udviklet to initiativer, som skal

styrke kommunikationen omkring situationen i Syrien. Det første initiativ

handler om at etablere en enhed (”Syria Strategic Communications Advi-

sory Team”), som kan rådgive medlemsstater i forhold til at udvikle bl.a.

såkaldte modfortællinger, som kan mindske motivationen for at rejse til

Syrien. Enheden vil også kunne fremhæve EU’s humanitære indsats i Sy-

rien og de omkringliggende lande. Det andet initiativ handler om at etable-

re en EU-baseret webportal, hvor nødhjælpsorganisationer mv. kan opliste

muligheder for at bidrage til den humanitære indsats i Syrien.

I relation til monitorering af rejseaktiviteter peges der i diskussionspapiret

bl.a. på bedre udnyttelse af eksisterende instrumenter, herunder SIS II, In-

terpols databaser og Terrorist Finance Tracking Program (TFTP), samt

fremme af behandlingen af forslaget til et direktiv om et EU-PNR-system.

For så vidt angår retsforfølgning peges der i diskussionspapiret bl.a. på, at

medlemsstaterne kan benytte Eurojust til at sikre koordineret efterforsk-

ning og retsforfølgning af foreign fighters.

I forhold til samarbejde oplistes i diskussionspapiret en række konkrete til-

tag, som kan iværksættes i Jordan, Libanon, Tyrkiet, Tunesien, Irak, Bal-

kan, Saudi Arabien, Qatar og Syrien. Det drejer sig bl.a. om at hjælpe Tyr-

kiet med det store antal syriske flygtninge, som landet har modtaget, og

med at styrke luftfartssikkerheden.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man generelt været positiv over for antiterrorkoordina-

torens anbefalinger. På den baggrund forventes det, at man fra dansk side

vil kunne tage præsentationen og udfaldet af drøftelserne til efterretning.

Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-

arbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 6: Rådskonklusioner om terrorisme og grænsesik-

kerhed

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes formandskabet at forelægge

rådskonklusioner om terrorisme og grænsesikkerhed med henblik på ved-

tagelse. Rådskonklusionerne indeholder en række anbefalinger, som har til

formål at øge sikkerheden omkring EU’s interne og eksterne grænser med

henblik på at forebygge terrorisme. Sagen har hverken lovgivningsmæssi-

ge eller statsfinansielle konsekvenser, og sagen vurderes ikke at rejse

spørgsmål i relation til nærhedsprincippet. Fra dansk side er man indstil-

let på at tilslutte sig vedtagelsen af rådskonklusionerne.

Baggrund

Under det uformelle rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 23.-24.

januar 2014 i Athen drøftedes bl.a. spørgsmålet om terrorisme og grænse-

sikkerhed, herunder sammenhængen mellem ulovlig migration og terro-

risme samt udfordringerne med foreign fighters.

En række medlemsstater gav i den forbindelse udtryk for, at der er en vis

(om end ikke direkte) sammenhæng mellem ulovlig migration og terroris-

me, hvorfor der er fordele forbundet med effektiv grænseforvaltning.

Mange medlemsstater pegede i den forbindelse på behovet for en mere ef-

fektiv anvendelse af de eksisterende instrumenter, herunder Schengen In-

formation System II (SIS II), ligesom mange fremhævede Smart Borders-

pakken og et EU-PNR-system som potentielt nyttige værktøjer.

På denne baggrund har formandskabet udarbejdet et udkast til rådskonklu-

sioner om terrorisme og grænsesikkerhed, som forventes forelagt til vedta-

gelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014.

Indhold

Det foreliggende udkast til rådskonklusioner indeholder en række anbefa-

linger, som har til formål at øge sikkerheden omkring EU’s interne og eks-

terne grænser med henblik på at forebygge terrorisme. Anbefalingerne

henvender sig navnlig til medlemsstaterne.

Blandt anbefalingerne kan nævnes bedre udnyttelse af eksisterende in-

strumenter, herunder SIS II, Visa Information System (VIS) og Integrated

Border Management (IBM), samt fremme af behandlingen af forslaget til

et direktiv om et EU-PNR-system og forslagene i Smart Borders-pakken.

Medlemsstaterne opfordres desuden til – inden for rammerne af Schengen-

aftalen – at genindføre grænsekontrol for en begrænset periode, hvis der er

en alvorlig trussel mod den pågældende stats sikkerhed.

Medlemsstaterne opfordres også til at øge samarbejdet med relevante EU-

agenturer, herunder Frontex og Europol, og med udvalgte tredjelande.

Samtidig opfordres medlemsstaterne til at udveksle erfaringer om bedste

praksis på området, herunder i relation til mindreårige, som udrejser fra

Schengenområdet.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor - ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke at rejse spørgsmål i relation til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man indstillet på at tilslutte sig vedtagelsen af

rådskonklusionerne.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-

arbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 7: Nyt strategisk program for området for retlige og

indre anliggender (Post-Stockholm)

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes en drøftelse af, hvilke politiske

prioriteter der bør adresseres i et nyt strategisk program. Sagen har hver-

ken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser, og nærheds-

princippet har ikke betydning for sagen. På asyl- og indvandringsområdet

har Danmark sammen med syv ligesindede medlemsstater udarbejdet et

fælles forslag til, hvilke politiske prioriteter der bør adresseres i et nyt

strategisk program. Regeringen kan generelt bakke op om de prioriteter,

der fremhæves i det fælles forslag fra denne kreds. På det civil-, politi- og

strafferetlige område er det generelt Danmarks holdning, at fokus skal væ-

re på implementering og konsolidering af eksisterende lovgivning, herun-

der styrkelse af det praktiske samarbejde.

1. Baggrund

Det gældende strategiske program for EU’s prioriteter på området for ret-

lige og indre anliggender for perioden 2010-2014, Stockholm-programmet,

udløber med udgangen af 2014.

Ifølge artikel 68 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde

udformer Det Europæiske Råd strategiske retningslinjer for den lovgiv-

ningsmæssige og operationelle programudformning i området med frihed,

sikkerhed og retfærdighed.

På den baggrund fremgår det af konklusionerne fra Det Europæiske Råds

møde den 27.-28. juni 2013, at Det Europæiske Råd på sit møde i juni

2014 vil drøfte udformningen af nye strategiske retningslinjer for den lov-

givningsmæssige og operationelle programudformning i området med fri-

hed, sikkerhed og retfærdighed. Som forberedelse til Det Europæiske Råd

opfordres de kommende formandskaber til at indlede en refleksionsproces

i Rådet. Kommissionen opfordres til at bidrage til denne proces.

Spørgsmålet om den fremtidige udvikling på området for retlige og indre

anliggender efter udløbet af Stockholm-programmet er i rådsregi drøftet på

det uformelle rådsmøde den 18.-19. juli 2013 i Vilnius, rådsmødet (retlige

og indre anliggender) den 5.-6. december 2013, det uformelle rådsmøde

den 23.-24. januar 2014 i Athen og rådsmødet (retlige og indre anliggen-

der) den 3.-4. marts 2014.

Kommissionen afholdt den 29.-30. januar 2014 en konference, hvor man

inviterede medlemsstater, medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale

parlamenter, andre EU-institutioner, relevante organisationer og forskere

til at drøfte fremtidige udfordringer og prioriteter på området for indre an-

liggender.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. marts 2014 præsen-

terede Kommissionen mundtligt sine meddelelser om den fremtidige udvik-

ling på området for retlige og indre anliggender. Meddelelserne blev ud-

sendt den 11. marts 2014.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes

en politisk drøftelse af, hvilke politiske prioriteter der bør adresseres i et

kommende strategisk program. På baggrund af drøftelsen forventer det

græske formandskab at sende et brev til formanden for Det Europæiske

Råd til brug for Det Europæiske Råds drøftelser på mødet den 26.-27. juni

2014 af udformningen af nye strategiske retningslinjer for området.

2. Indhold

Kommissionen har den 11. marts 2014 udsendt en meddelelse om vejen

frem mod et åbent og sikkert Europa (indre anliggender) og en meddelelse

om EU’s dagsorden for retlige anliggender 2020 – øget tillid, mobilitet og

vækst i unionen (retlige anliggender).

I Meddelelsen om vejen frem mod et åbent og sikkert Europa opstilles føl-

gende fem politiske prioriteter, som ifølge Kommissionen bør inddrages,

når Det Europæiske Råd fastlægger sine strategiske retningslinjer:

En effektiv migrations- og mobilitetspolitik

Der er efter Kommissionens opfattelse behov for at Europa bliver bedre til

at tiltrække, fastholde og udnytte talenter for at sikre Europas konkurren-

ceevne og økonomi. Ulovlig migration bør forebygges og begrænses, lige-

som effektiv tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold

i EU bør sikres ved samarbejde med tredjelande.

Schengen, visum og ydre grænser

Kommissionen fremhæver effektiv gennemførelse af de ændringer af

Schengen-konventionen, som blev vedtaget i oktober 2013, som en af de

vigtigste politiske prioriteter. Schengenvisumkodeksen bør revideres for at

sikre en mere ensartet behandling af Schengenvisa, og det bør overvejes at

indføre et system, der i højere grad er baseret på en vurdering af enkelt-

personer end på nationalitet. Der bør foretages en regelmæssig revision af

listen over lande med visumpligtige borgere, ligesom visumlempelsesafta-

ler bør overvejes, hvor det endnu ikke er realistisk at indføre visumlibera-

lisering. Der bør arbejdes hen imod en mere effektiv grænseforvaltning,

som giver lovlige rejsende lettere adgang til EU, samtidig med at grænse-

sikkerheden øges. I den forbindelse bør gennemførelse af lovpakken om in-

telligente grænser (Smart borders) opprioriteres.

Et fælleseuropæisk asylsystem i praksis

Der bør efter Kommissionens opfattelse udarbejdes nye regler om gensidig

anerkendelse af asylafgørelser mellem medlemsstater samt opstilles en

ramme for overførsel af beskyttelse i overensstemmelse med traktatens mål

om at skabe en ensartet status, som gælder i hele EU. Ansvar og solidari-

tet skal følges ad, og medlemsstaterne bør på den ene side fuldt ud over-

holde EU-rettens bestemmelser, ligesom medlemsstaterne på den anden

side bør støtte andre medlemsstater, som har et midlertidigt højt pres på

deres asylsystemer.

For at sikre en korrekt anvendelse af Dublinforordningen skal medlems-

staterne i højere grad videresende oplysninger til Kommissionen og Det

Europæiske Asylstøttekontor (EASO) om den aktuelle situation og om

eventuelle mangler, som vil kunne føre til en krise. Forebyggende foran-

staltninger og beredskabsplaner bør anvendes for at afhjælpe mangler i

medlemsstaternes asylsystemer. EU's beredskab til håndtering af massetil-

strømning bør styrkes, og de gældende regler for midlertidig beskyttelse

bør derfor vurderes og om nødvendigt ændres, så de bliver et mere prak-

tisk og fleksibelt instrument.

Arbejdet for at fremme høje beskyttelsesstandarder i oprindelses- og tran-

sitlande bør intensiveres og antallet af personer, der bevæger sig ud på

farlige rejser i håb om at nå Europa, nedbringes. Anvendelsesområdet for

de eksisterende regionale beskyttelsesprogrammer bør udvides, ligesom

det bør vurderes, om der er behov for at etablere nye programmer. EU bør

arbejde for at sikre en mere velordnet ankomst for personer med velbe-

grundede beskyttelsesbehov og mindske omfanget af menneskesmugling og

menneskelige tragedier. Indsatsen for genbosættelse bør styrkes i koordi-

nation med EU’s udviklingspolitik og suppleret af procedurer for beskyttet

indrejse, som muliggør anmodning om beskyttelse forud for en rejse til

EU’s grænser (humanitære kanaler).

Yderligere styrkelse af den samlede strategi for migration og mobilitet

Kommissionen finder, at ulovlig og tvungen migration skal forebygges ved

at forbedre EU’s samarbejde med tredjelande, fortsat bistand til at styrke

oprindelses- og transitlandenes kapacitet til at forhindre ulovlig migration

og bekæmpe menneskesmugling og menneskehandel, forbedring af græn-

seforvaltningen samt asyl- og modtagelseskapaciteter. Det bør have høj

prioritet at styrke partnerskaberne med tredjelande om migration og mobi-

litet, navnlig med henblik på håndtering af manglen på arbejdskraft og

færdigheder i Europa samt fremme af handelsrelateret mobilitet.

Et Europa, der yder beskyttelse

Kommissionen anfører, at EU’s strategi for den indre sikkerhed fra 2010

bør ajourføres, således at en tilgang baseret på forebyggelse og retshån-

dhævelse fremmes og større synergi mellem indre anliggender og andre

politiske områder med tilknytning til indre sikkerhed tilskyndes.

EU skal styrke sin reaktion på organiseret kriminalitet og koordinere sin

indsats i og uden for EU, bl.a. gennem operationelt samarbejde mellem

medlemsstaterne. Indsatsen mod ulovlig menneskehandel, korruption,

økonomisk kriminalitet og andre kriminelle aktiviteter bør intensiveres, og

der bør være bedre forbindelse mellem antikorruptionsforanstaltninger og

EU-politikområder, bl.a. ved at sikre effektive aftaler om udveksling af

retshåndhævelsesoplysninger med tredjelande.

Radikalisering og terrorisme skal forebygges og bekæmpes i overens-

stemmelse med EU-strategien for bekæmpelse af radikalisering og rekrut-

tering til terrorisme.

Den operationelle kapacitet til at bekæmpe internetkriminalitet skal øges,

og EU skal bistå medlemsstaterne med at udvikle nationale kapaciteter til

bekæmpelse af it-kriminalitet, ligesom der er behov for en mere koordine-

ret indsats i overensstemmelse med EU’s strategi for internetsikkerhed.

I Meddelelse om øget tillid, mobilitet og vækst i Unionen fokuserer Kom-

missionen på implementering, konsolidering, evaluering og praktisk sam-

arbejde. Endvidere fokuseres der på muligheden for kodificering af EU-

regler og praksis, i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt, samt på be-

hovet for at gennemføre nye initiativer til at understøtte allerede vedtagne

retsakter.

Konsolidering

Kommissionen slår indledningsvist fast, at EU ved videreførelsen af dags-

ordenen for retlige anliggender først og fremmest bør konsolidere de frem-

skridt, der allerede er gjort, og sikre, at de grundlæggende rettigheder

overholdes, samt at de rettigheder, der følger af EU-lovgivningen, bliver

en realitet. Kommissionen fremhæver vigtigheden af, at der sker en effektiv

beskyttelse af specifikke rettigheder, herunder beskyttelse af persondata,

ligestilling mellem kønnene, borgerrettigheder, retten til retfærdig retter-

gang og børns rettigheder. Det bør efter Kommissionens opfattelse sikres,

at der findes virkningsfulde retsmidler, at der sker uddannelse af retsvæ-

senets aktører samt at der findes tilgængelig informations- og kommunika-

tionsteknologi, som vil lette domstolsadgangen for borgere og virksomhe-

der. Kommissionen pointerer desuden vigtigheden af de eksisterende me-

kanismer og netværk på det civilretlige og strafferetlige område.

Kodificering

Det er Kommissionens opfattelse, at kodificering af den eksisterende lov-

givning og praksis kan lette kendskabet til og forbedre forståelsen og an-

vendelsen af lovgivning, øge den gensidige tillid og sikre større konsistens

og retssikkerhed, samtidig med at den bidrager til forenkling og færre ad-

ministrative hindringer. Kommissionen mener, at EU bør se nærmere på

behovet for kodificering af navnlig lovvalgsregler, lovgivning om forbru-

gerrettigheder samt rettighederne i forbindelse med strafferetssager.

Supplering

Kommissionen finder, at der kan overvejes initiativer til at supplere de ek-

sisterende politikker og retlige instrumenter på området for retlige anlig-

gender, hvor det er relevant. Efter Kommissionens opfattelse bør behovet

for at styrke de processuelle rettigheder i civilsager undersøges nærmere.

Desuden kan der blive behov for supplerende initiativer inden for retlige

anliggender for at bidrage til økonomisk vækst. Kommissionen mener lige-

ledes, at der kan ses nærmere på behovet for at vedtage bestemmelser, der

supplerer borgerrettighederne i EU-traktaterne.

I meddelelsen bemærker Kommissionen afslutningsvist, at disse mål kun

kan føres ud i livet, hvis der sker en fast og målrettet indsats fra alle EU-

institutionerne og alle medlemsstaterne samt fuld deltagelse af alle inte-

resserede parter.

På asyl- og indvandringsområdet har Danmark sammen med syv ligesin-

dede medlemsstater udarbejdet et fælles forslag til, hvilke politiske priori-

teter der bør adresseres i et nyt strategisk program. Det er hensigten, at for-

slaget skal fungere som et oplæg til videre drøftelser i Rådet (retlige og in-

dre anliggender).

For så vidt angår de indledende bemærkninger fremgår det af det fælles

papir fra kredsen af ligesindede lande, at den fremtidige asyl- og migrati-

onspolitik bør være baseret på en såkaldte ”whole of government ap-

proach” og omfatte alle relevante politikområder, herunder de eksterne re-

lationer. Det understreges endvidere, at den fremtidige asyl- og migrati-

onspolitik bør fokusere på praktisk samarbejde og gennemførelse af eksi-

sterende lovgivning frem for på vedtagelse af ny lovgivning. Endvidere

fremhæves behovet for solidaritet, herunder forpligtelsen til en effektiv

gennemførelse af EU-lovgivningen inden for asyl- og indvandringsområ-

det og i forhold til visum og grænser.

Det fremgår endvidere af det fælles papir, at EU’s fremtidige politik på

asylområdet bør have fokus på medlemsstaternes forpligtelse til at sikre en

effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem, herunder gen-

nem et styrket praktisk samarbejde mellem nationale asylmyndigheder,

som koordineres af EASO. Endvidere bør den nye varslings- og bered-

skabsmekanisme (”early warning”) anvendes til at forberede EU-landene

bedre på kriser, der opstår uden for EU. Herudover bør arbejdet med regi-

onale udviklings- og beskyttelsesprogrammer i transit- og oprindelseslande

styrkes, og der bør fortsat være fokus på genbosætning under hensyntagen

til forholdene i den enkelte medlemsstat.

I forhold til visum og grænser fremgår det af det fælles papir, at fokus bør

være på at sikre den rette balance mellem åbenhed, sikkerhed og forebyg-

gelse af migrationsrisiko. Mulighederne i visumkodeks bør udnyttes bedre,

ligesom man bør se på muligheden for at anvende udvidede visumlempel-

sesaftaler som et alternativ til visumfrihed, hvis dette selv i et langt per-

spektiv må anses for urealistisk. Endvidere understreges det, at forhandlin-

ger om visumfritagelsesaftaler og tilbagetagelsesaftaler bør følges ad, og at

EU bør kunne ophæve aftaler om visumfritagelse eller visumliberalisering,

hvis betingelserne herfor ikke (længere) er til stede. Det foreslås også, at

der – bl.a. gennem en styrkelse af det lokale Schengen-samarbejde – sikres

ensartethed i medlemsstaternes visumudstedelse. Samtidig lægges der op

til, at medlemsstaterne ikke alene skal fokusere på, hvilket land en visum-

ansøger kommer fra, men også på den konkrete ansøgers profil. I den for-

bindelse kan den mere målrettede og risikobaserede grænsekontrol, som

smart borders-forslagene vil give mulighed for, inddrages. Endvidere bør

muligheden for indførelse af et såkaldt EU-ESTA overvejes. Endelig fore-

slås en styrkelse af Frontex’ operationelle kapacitet, herunder i forhold til

kapacitetsopbygning i tredjelande.

For så vidt angår håndtering af migrationspres understreges det, at en

fremtidig asyl- og indvandringspolitik bør tage sit udgangspunkt i, at per-

soner, der ikke har ret til at opholde sig på EU’s område, skal tilbagesen-

des. Der er derfor behov for at styrke EU-samarbejdet om tilbagesendelse

– frivillig såvel som tvangsmæssig. I den forbindelse bør fokus særligt væ-

re på dialoger med centrale tredjelande. Endvidere kan der ses muligheden

for at tidsbegrænse Kommissionens forhandlingsmandater, så de ikke blo-

kerer for bilaterale tilbagetagelsesaftaler. Endvidere fremhæves samarbej-

det med oprindelses- og transitlande om bekæmpelse af ulovlig indvan-

dring, og det anføres bl.a., at en pligt til tilbagetagelse bør indgå som et

fast element i aftaler om handel, udvikling mv. med tredjelande. Et andet

emne, som fremhæves, er retten til fri bevægelighed og behovet for at be-

kæmpe svig og misbrug med hensyn til denne ret. I den forbindelse bør der

bl.a. være fokus på identitets- og rejsedokumenters sikkerhed og på en ef-

fektiv håndhævelse af opholdsdirektivet.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retlige

samarbejde og Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejde

(SPAIS), jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

6. Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.

7. Andre landes kendte holdninger

Der foreligger ikke, udover hvad der allerede fremgår af det fælles forslag

fra Danmark og syv ligesindede medlemsstater, som nævnt under punkt 2,

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdning til sa-

gen.

8. Foreløbig dansk holdning

Regeringen kan generelt bakke op om de prioriteter, der er fremhævet i det

fælles forslag fra Danmark og syv ligesindede medlemsstater til prioriteter

for et nyt strategisk program, og som beskrives under punkt 2. På det ci-

vil-, politi- og strafferetlige område er det generelt regeringens holdning, at

fokus skal rettes mod implementering og konsolidering af eksisterende

lovgivning, herunder styrkelse af det praktiske samarbejde.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet

samt Speci-

aludvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retlige sam-

arbejde

den 20. maj 2014

og Specialudvalget for asyl- og indvandrings-

samarbejde (SPAIS)

den 21. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg

til orientering for-

ud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4. marts 2014.

Dagsordenspunkt 8: Anvendelse af art. 10 i Protokol nr. 36 om over-

gangsbestemmelser

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes formandskabet at orientere om

arbejdet i relation til anvendelsen af art. 10 i Protokol nr. 36 til Lissabon-

traktaten om overgangsbestemmelser for retsakter vedtaget på grundlag af

afsnit V og VI i Traktaten om den Europæiske Union (politisamarbejde og

retligt samarbejde i straffesager) inden Lissabon-traktatens ikrafttræden

den 1. december 2009. Protokollen indebærer, at EU-Domstolen og Kom-

missionen har begrænsede beføjelser i forhold til de pågældende retsakter

i 5 år fra Lissabon-traktatens ikrafttræden. Protokollen indebærer endvi-

dere, at UK med udgangen af overgangsperioden kan meddele, at man ik-

ke vil acceptere Kommissionens og EU-Domstolens øgede kompetence på

det politimæssige og strafferetlige område, hvilket UK har benyttet sig af i

juli 2013. UK meddelte samtidig i juli 2013, at det ønskede at blive omfat-

tet af 35 af de omhandlede retsakter. Sagen har hverken lovgivningsmæs-

sige eller statsfinansielle konsekvenser, og sagen rejser ikke spørgsmål i

forhold til nærhedsprincippet.

1. Baggrund

Med protokol 36 til Lissabontraktaten blev der indført en 5-årig over-

gangsperiode, hvor Kommissionen og EU-Domstolen ikke har haft fuld

kompetence for så vidt angår de retsakter på RIA-området, der er vedtaget

inden Lissabon-traktatens ikrafttræden, og som vedrører det politimæssige

og strafferetlige samarbejde. Denne overgangsperiode ophører den 1. de-

cember 2014.

UK har i medfør af art. 10, stk. 4, i protokollen mulighed for inden den 31.

maj 2014 at vælge, hvorvidt man vil acceptere, at Kommissionen og EU-

Domstolen ved udgangen af overgangsperioden skal have fulde beføjelser

i forhold til de ovennævnte retsakter. Hvis UK ikke accepterer dette, vil al-

le retsakterne vedr. politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager

vedtaget inden Lissabon-traktatens ikrafttrædelse (ca. 133 retsakter) ikke

længere finde anvendelse i forhold til UK efter overgangsperiodens afslut-

ning. UK har imidlertid efterfølgende mulighed for at anmode om på ny at

lade sig omfatte af individuelle retsakter (opte in).

Den britiske regering meddelte i juli 2013, at man ikke agtede at acceptere

den øgede kompetence, hvorfor retsakterne vedrørende politimæssigt og

strafferetligt samarbejde, der er vedtaget inden Lissabontraktatens ikraft-

træden, ikke vil finde anvendelse i forhold til UK med udgangen af over-

gangsperioden. Samtidig anmodede UK om at genindtræde i 35 af retsak-

terne.

Der har siden februar 2014 været nedsat en særlig rådsarbejdsgruppe med

henblik på at undersøge konsekvenserne af afslutningen af overgangsperi-

oden efter Protokol 36.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes

formandskabet at orientere om status for dette arbejde med særligt fokus

på UKs beslutning om at udtræde af den del af det politimæssige og straf-

feretlige samarbejde, der blev vedtaget inden Lissabon-traktatens ikraft-

trædelse, samt den britiske anmodning om at genindtræde i 35 af disse

retsakter.

2. Indhold

Den britiske anmodning behandles i Kommissionen og Rådet med henblik

1) at udarbejde og konsolidere en liste over de relevante retsakter, der er

omfattet af art. 10 i protokol nr. 36, og dermed med udgangen af over-

gangsperioden ikke længere er underlagt de begrænsninger ift. domstols-

kontrol og Kommissionens initiativret, der følger af overgangsbestemmel-

serne, 2) at undersøge om nogen af disse retsakter er forældede eller har en

sådan karakter, at de kan ophæves og 3) at færdiggøre en liste over de rets-

akter, UK vil benytte sig af jf. deres ret til at genindtræde i, jf. protokollen.

Rådet forventes at notere sig det hidtidige arbejde, der fortsættes under ita-

liensk formandskab.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

6. Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Man agter fra dansk side at tage præsentationen af sagen til efterretning.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-

arbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 9: EU-Domstolens dom om logningsdirektivet

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes en drøftelse af konsekvenserne

af EU-Domstolens dom af 8. april 2014, hvorved logningsdirektivet blev

erklæret ugyldigt. Sagen om drøftelse af konsekvenserne af EU-

Domstolens dom af 8. april 2014 har hverken lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser og vurderes ikke at rejse spørgsmål i relation

til nærhedsprincippet. Fra dansk side tager man dommen til efterretning.

Baggrund

EU-Domstolen har ved dom af 8. april 2014 i de forenede sager C-293/12

og C-594/12 erklæret direktiv 2006/24/EF af 15. marts 2006 (logningsdi-

rektivet) ugyldigt under henvisning til, at det var i strid med Den Europæi-

ske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (Charteret).

Formandskabet har lagt op til en drøftelse af dommens konsekvenser på

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014.

Indhold

Det nu ugyldige logningsdirektiv havde til formål at harmonisere med-

lemsstaternes bestemmelser om lagring af visse kommunikationsdata, der

er genereret eller behandlet af udbydere af offentligt tilgængelige elektro-

niske kommunikationstjenester eller offentlige kommunikationsnet. I di-

rektivet var fastsat regler, hvorefter medlemsstaterne skulle fastsætte reg-

ler, som pålagde teleudbydere at logge nærmere bestemte data om deres

kunder med henblik på at sikre, at der var adgang til disse data i forbindel-

se med forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af grov

kriminalitet.

EU-Domstolen fandt i dommen af 8. april 2014, at logningsdirektivets reg-

ler om lagring af data og om nationale myndigheders adgang hertil udgør

et indgreb af særlig alvorlig karakter i den grundlæggende ret til respekt

for privatliv (Charterets artikel 7) og beskyttelse af personoplysninger

(Charterets artikel 8).

EU-Domstolen anerkendte, at et sådant indgreb kan begrundes i hensynet

til bekæmpelse af grov kriminalitet, men fandt, at EU-lovgiver med vedta-

gelsen af direktivet havde overskredet de grænser, som overholdelsen af

proportionalitetsprincippet kræver henset til Charterets artikel 7, 8 og 52,

stk. 1.

EU-Domstolen henviste i den forbindelse bl.a. til, at logningsdirektivet på

generel vis omfatter alle personer, alle elektroniske kommunikationsmidler

og alle trafikdata uden at foretage nogen sondring i forhold til formålet om

bekæmpelse af grov kriminalitet, at logningsdirektivet ikke fastsætter no-

gen objektive kriterier for nationale myndigheders adgang til og anvendel-

se af dataene, og at opbevaringsperioden for data i logningsdirektivet er

fastsat uden at foretage nogen sondring mellem de forskellige datakatego-

rier.

EU-Domstolen erklærede på den baggrund logningsdirektivet for ugyldigt.

Gældende dansk ret

Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, påhviler det udbydere af telenet eller te-

letjenester at foretage registrering og opbevaring (logning) i 1 år af oplys-

ninger om teletrafik (tele- og internetkommunikation) til brug for efter-

forskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Bestemmelsen blev ind-

sat i retsplejeloven ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 (kaldet anti-terrorpakke

I) og trådte i kraft den 15. september 2007.

Med hjemmel i denne bestemmelse er der fastsat nærmere regler om log-

ning i bekendtgørelse nr. 988 af 28. september 2006 om udbydere af elek-

troniske kommunikationsnets og elektroniske kommunikationstjenesters

registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendt-

gørelsen).

Logningsbekendtgørelsen er i vid udstrækning udtryk for en gennemførel-

se af logningsdirektivets bestemmelser, idet bekendtgørelsen dog i få til-

fælde går videre end de forpligtelser, der følger af direktivet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen om drøftelse af konsekvenserne af EU-Domstolens dom af 8. april

2014 har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke at rejse spørgsmål i relation til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side tager man EU-Domstolens dom til efterretning.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-

arbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 10: Udkast til rådskonklusioner om EU’s antikor-

ruptionsrapport

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke.

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Formandskabet forventer på

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 at fremlægge

et udkast til rådskonklusioner om EU’s antikorruptionsrapport med hen-

blik på Rådets vedtagelse heraf. Sagen har hverken lovgivningsmæssige el-

ler statsfinansielle konsekvenser. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til

nærhedsprincippet. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om

de øvrige medlemsstaters holdning til sagen. Fra dansk side forventer man

at kunne tilslutte sig Rådets vedtagelse af udkastet til rådskonklusioner.

Baggrund

Kommissionen fremlagde den 6. juni 2011 en meddelelse til Europa-

Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om

bekæmpelse af korruption i EU (KOM(2011) 308 endelig). I meddelelsen

er det anført, at der med henblik på at overvåge og evaluere medlemssta-

ternes indsats for at bekæmpe korruption og dermed fremme et større poli-

tisk engagement på EU-niveau bør indføres en særlig evalueringsmeka-

nisme i form af en EU-rapport om bekæmpelse af korruption.

I forlængelse heraf fremlagde Kommissionen den 3. februar 2014 den før-

ste rapport om bekæmpelse af korruption i EU.

Kommissionens antikorruptionsrapport bygger dels på informationer fra

eksisterende evalueringsmekanismer på korruptionsområder (herunder i

regi af Europarådet, OECD og FN), dels på indsamling af information i re-

gi af en ekspertgruppe, et netværk af lokale korruptionskorrespondenter

samt afholdelse af lokale workshops.

Rapporten indeholder bl.a. to Eurobarometerundersøgelser om, hvordan

henholdsvis borgere og virksomheder i EU opfatter korruption.

Rapporten indeholder endvidere et kapitel om korruptionsrelaterede trends

inden for EU og et tematisk kapitel om et udvalgt emne, som har særlig re-

levans inden for EU-området. I den foreliggende rapport analyser Kom-

missionen således, hvordan medlemsstaterne tackler korruption i forbin-

delse med offentlige indkøb.

Rapporten indeholder endelig 28 kapitler, som omhandler situationen i de

enkelte medlemslande. Der er ikke tale om en udtømmende beskrivelse af

korruptionsrelaterede emner og tiltag for hver enkelt medlemsstat. De lan-

despecifikke kapitler fremhæver derimod udvalgte emner, anviser eksem-

pler på god praksis, som andre lande kan lade sig inspirere af, og sætter

fokus på emner, hvor der ifølge Kommissionen bør gøres mere.

Det forventes, at Kommissionen herefter vil udarbejde en rapport hvert

andet år.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventer

formandskabet at fremlægge et udkast til rådskonklusioner om EU’s anti-

korruptionsrapport med henblik på Rådets vedtagelse heraf.

Det udkast til rådskonklusioner, som skal danne grundlag for behandlingen

på rådsmødet, foreligger endnu ikke pr. medio maj 2014. Den følgende

gennemgang af indholdet af rådskonklusionerne er således baseret på et fo-

reløbigt udkast, som formandskabet har fremlagt primo maj 2014.

Indhold

Det fremgår af udkastet til rådskonklusioner, at EU’s første antikorrupti-

onsrapport bydes velkommen som et nyttigt redskab til at konsolidere

antikorruptionsindsatsen og fremme en høj antikorruptionsstandard i hele

EU.

Komissionen opfordres til at indgå i et aktivt samarbejde med

medlemsstaterne med henblik på at evaluere den ved udarbejdelsen af

rapporten anvendte metode, således at rapportens politiske værdi øges. Det

fremhæves, at man i den forbindelse bør være særlig opmærksom på

forudgående involvering af medlemsstaterne.

Det understreges, at rapportens konklusioner bør funderes på et solidt

bevismsæssigt grundlag samt på oplysninger af mere substantiel og

operationel karakter.

Medlemsstaterne invitereres til i lyset af rapporten at gøre en yderligere

indsats for effektivt at håndhæve deres nationale antikorruptionspolitikker

og –foranstaltninger, idet det dog bemærkes, at situationen varierer fra

medlemsstat til medlemsstat.

Det bemærkes, at identifikation og analyse af tværgående emner af særlig

relevans på EU-plan er et vigtigt redskab til at gennemføre en effektiv EU-

politik til bekæmpelse af korruption.

Kommissionens opfordres til at inkludere en evaluering af EU-

institutionernes integritetspolitikker, idet disse er en naturlig del af en

enhver tilbundsgående vurdering af EU’s antikorruptionspolitikker.

Der insisteres i den forbindelse på EU’s fulde tiltrædelse af GRECO med

deraf følgende evaluering af EU-institutionerne fra GRECO’s side, og

Kommissionen anmodes om at fremskynde det forberedende arbejde med

henblik herpå.

Endelig invitereres Kommissionen til at fortsætte det positive initiativ og

at arbejde videre med udviklingen af den næste EU-antikorruptionsrapport

i lyset af rådskonklusionerne.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen vurderes ikke at have hverken lovgivningsmæssige eller statsfinan-

sielle konsekvenser.

Høring

Der er – ud over drøftelsen i Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Regeringen er overordnet positivt indstillet over for udkastet til

rådskonklusioner.

Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-

arbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 11: Præsentation af årsrapporten for 2013 fra EU’s

Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)

Nyt notat

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. EU’s Agentur for Grundlæggen-

de Rettigheder (FRA) udgiver hvert år en årsrapport om overholdelsen af

grundlæggende rettigheder. Agenturet forventes på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 at præsentere årsrapporten for

2013. Årsrapporten er endnu ikke offentliggjort, men den danske regering

har haft udkastet til årsrapporten i høring. Rapporten er inddelt i forskel-

lige emner, herunder f.eks. grænsekontrol og visa, ligebehandling, databe-

skyttelse, børns rettigheder samt rettigheder for ofre for kriminalitet. Sa-

gen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet, ligesom sagen

ikke vurderes at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekven-

ser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen. Regeringen tager præsentationen af FRA’s

årsrapport for 2013 til efterretning.

Baggrund

Det fremgår af artikel 4(1)(e) i Rådets Forordning (EF) Nr. 168/2007 af

15. februar 2007 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for

Grundlæggende Rettigheder (FRA), at agenturet skal offentliggøre en års-

rapport om spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder under agen-

turets aktivitetsområder, som også giver eksempler på god praksis.

FRA udgiver i overensstemmelse hermed hvert år en årsrapport om over-

holdelsen af grundlæggende rettigheder.

Indhold

Årsrapporten for 2013 har titlen ”Fundamental rights: challenges and

achievements in 2013” og er baseret på FRA’s egen research samt infor-

mation fra agenturets netværk “FRANET”, der består af samarbejdspartne-

re i samtlige medlemsstater.

Årsrapporten for 2013 er endnu ikke offentliggjort, men den danske rege-

ring har haft udkastet til årsrapporten i høring og haft mulighed for at sen-

de bemærkninger til FRA vedrørende faktuelle oplysninger om Danmark,

der fremgår af i rapporten.

Rapporten er inddelt i forskellige emner, herunder f.eks. grænsekontrol og

visa, ligebehandling, databeskyttelse, børns rettigheder samt rettigheder for

ofre for kriminalitet.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Sagen har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ingen statsfinansielle konsekvenser.

Der er – ud over høringen af Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde, jf. pkt. 10 nedenfor – ikke foretaget høring vedrørende sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Regeringen tager positivt imod FRA’s årsrapport for 2013.

Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 12: Præsentation af 2014 årsberetning om status for

narkotikaproblemer i Europa

Nyt notat.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM-dokument foreligger ikke

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. EMCDDA (Det Europæiske

Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug) udarbejder hvert

år en samlet beretning om narkotikasituationen i Europa på baggrund af

årsrapporter fra EU-medlemsstaterne samt Tyrkiet og Norge. Sagen rejser

ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet, og den har ikke lovgiv-

ningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Fra dansk side forventer

man at kunne tage Kommissionens præsentation til efterretning.

1. Baggrund

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug

(EMCDDA) blev oprettet i 1993. Baggrunden var – i lyset af den eskale-

rende forekomst af narkotika – behovet for uafhængige oplysninger base-

ret på forskning til brug for en bedre forståelse af narkotikaproblemerne og

dermed muligheden for at sætte ind med konkrete tiltag.

Centeret afgiver hvert år en beretning om narkotikasituationen i Europa,

herunder om politikker og lovgivninger, anvendte tiltag samt beskrivelser

af forskellige stoffers udbredelse og tilgængelighed mv.

Beretningen offentliggøres den 27. maj 2014, og det forventes, at direktø-

ren for EMCDDA vil give en præsentation af centerets beretning om nar-

kotikasituationen i Europa på rådsmødet.

2. Indhold

Årsberetningen om narkotikasituationen, der er centerets flagskibspublika-

tion, indeholder de nyeste statistiske oplysninger samt beskrivelser af nar-

kotikasituationen i de 28 EU-medlemsstater samt Tyrkiet og Norge. De

oplysninger, som årsberetningen baserer sig på, er de samme som ligger til

grund for Danmarks egen årsrapport for 2013 til EMCDDA om narkotika-

situationen i Danmark. Den danske årsrapport indeholder bl.a. oplysninger

og beskrivelser om den nationale narkotikapolitik, udbredelsen af stoffer,

forebyggelse, narkotikakriminalitet samt behandling, herunder i fængsler-

ne.

3. Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.

6. Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side forventer man at kunne tage centerets præsentation til

efterretning.

9. Europa-Parlamentet

Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 13: Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mis-

tænkt eller tiltalt i straffesager

Revideret notat

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM (2013) 822 endelig

Resumé

Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på dagsorde-

nen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 med

henblik på at opnå en generel indstilling til forslaget. Forslaget er en del

af en lovgivningspakke, hvorved der lægges op til at indføre fælles mini-

mumsregler for processuelle rettigheder i straffesager. Forslaget indehol-

der regler om processuelle rettigheder for børn, der er mistænkt eller til-

talt i straffesager, og børn, der er omfattet af reglerne om europæiske ar-

restordrer. Forslaget indeholder således bl.a. regler om børns ret til in-

formation, advokatbistand, lægeundersøgelse, individuel vurdering, ad-

gang til retsmøder, rettidig og omhyggelig sagsbehandling samt beskyttel-

se af privatlivet. Forslaget indeholder endvidere nærmere regler om børns

rettigheder i forbindelse med afhøring og frihedsberøvelse. Da forslaget er

omfattet af retsforbeholdet, har det hverken lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser. Det er regeringens vurdering, at forslaget er

i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Der ses ikke at foreligge of-

fentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdning til sagen.

Fra dansk side er man generelt positivt indstillet over for forslaget i sin

nuværende form, idet man dog finder, at visse elementer i forslaget fore-

kommer vidtgående.

1. Baggrund

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog den 30. november 2009 en så-

kaldt køreplan med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes pro-

ceduremæssige rettigheder i straffesager, hvorefter der skal vedtages for-

anstaltninger vedrørende de mest grundlæggende processuelle rettigheder,

og Kommissionen blev opfordret til at fremlægge de nødvendige forslag

hertil. Rådet gav i den forbindelse udtryk for, at der endnu ikke var blevet

gjort nok på EU-plan til at sikre individets grundlæggende rettigheder un-

der straffesager.

I det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender

(Stockholm-programmet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,

fremhæves bl.a. betydningen af individets rettigheder i straffesager som en

grundlæggende værdi i EU, der er væsentlig for opretholdelse af den gen-

sidige tillid mellem medlemsstaterne og offentlighedens tillid i EU. I

Stockholm-programmet omtales køreplanen som en integreret del af det

flerårige program, og Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag til

gennemførelse heraf samt at undersøge flere aspekter af mistænktes og til-

taltes processuelle minimumsrettigheder og vurdere, om andre spørgsmål,

f.eks. uskyldsformodningen, skal behandles for at fremme et bedre samar-

bejde på dette område.

Som led i gennemførelsen af køreplanen er der vedtaget tre retsakter. Det

drejer sig om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU om ret-

ten til tolke- og oversættelsesbistand, Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2012/13/EU om ret til information under straffesager og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokat-

bistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om

ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kom-

munikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under friheds-

berøvelsen.

Som yderligere led i gennemførelsen af køreplanen har Kommissionen den

27. november 2013 fremlagt nærværende forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkt el-

ler tiltalt i straffesager.

Forslaget er fremlagt som en del af en pakke, der tillige omfatter de samti-

digt fremsatte forslag til direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskylds-

formodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager

(KOM (2013) 821 endelig) og direktiv om foreløbig retshjælp til mistænk-

te eller tiltalte, der frihedsberøves, og retshjælp i sager angående europæi-

ske arrestordrer (KOM (2013) 824 endelig), der behandles i særskilte nota-

ter.

Direktivforslaget om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkt el-

ler tiltalt i straffesager, skal i øvrigt ses i sammenhæng med Kommissio-

nens samtidigt fremlagte henstilling om retssikkerhedsgarantier for sårbare

personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager, og sårbare personer, der

er omfattet af sager angående europæiske arrestordrer. I henstillingen op-

fordres medlemsstaterne til at indføre minimumsrettigheder, der i det væ-

sentlige svarer til minimumsrettighederne i dette direktiv, for personer der

på grund af f.eks. alvorlige psykologiske, intellektuelle, fysiske eller sen-

soriske funktionsnedsættelser, psykisk sygdom eller kognitive lidelser må

anses for sårbare.

Forslaget blev sammen med de to øvrige forslag i pakken om procedure-

mæssige rettigheder præsenteret på det uformelle rådsmøde (retlige og in-

dre anliggender) den 23.-24. januar 2014 i Athen.

Forslaget har endvidere været drøftet på rådsmødet (retlige og indre an-

liggender) den 3.-4. marts 2014.

Forslaget forventes forelagt for Rådet på rådsmødet (retlige og indre an-

liggender) den 5.-6. juni 2014 med henblik på at opnå en generel indstil-

ling til forslaget. Den kompromistekst, som skal danne grundlag for be-

handlingen på rådsmødet, foreligger endnu ikke pr. medio maj 2014.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF artikel 82, stk. 2, litra b, i

traktatens tredje del, afsnit V, hvorefter der i den udstrækning, det er nød-

vendigt for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser

samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en græn-

seoverskridende dimension, kan fastsættes minimumsregler for enkeltper-

soners rettigheder inden for strafferetsplejen. Direktivforslaget skal vedta-

ges efter den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294).

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke

i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foran-

staltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, bin-

dende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark (”rets-

forbeholdet”).

2. Indhold

Den følgende gennemgang er baseret på det seneste udkast til en kompro-

mistekst, som formandskabet har fremlagt medio maj 2014.

2.1. Generelt

Direktivforslaget har til formål at fastsætte fælles minimumsstandarder for

rettigheder for børn, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager og børn, der

er omfattet reglerne i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den euro-

pæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlems-

staterne.

Forslaget skal ses i sammenhæng med Den Europæiske Unions Charter om

Grundlæggende Rettigheder (EU-chartret), navnlig artikel 4, 6, 7, 24, 47

og 48, idet det bygger på artikel 3, 5, 6 og 8 i Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention (EMRK), således som disse bestemmelser er blevet

fortolket af Menneskerettighedsdomstolen.

Forslaget afspejler endvidere folkeretlige regelsæt, herunder navnlig ret-

ningslinjerne for børnevenlig retspleje fra Europarådets Ministerkomité

(2010), FN’s såkaldte Beijingregler (1985) og FN’s konvention om barnets

rettigheder (navnlig generel bemærkning nr. 10 fra 2007 om børns rettig-

heder i forbindelse med ungdomsretspleje).

Det følger af forslaget, at ingen af forslagets bestemmelser må fortolkes

således, at det indebærer en begrænsning i eller undtagelse fra de rettighe-

der eller retssikkerhedsgarantier, der er forankret i EU-chartret, EMRK el-

ler andre relevante folkeretlige regler, herunder navnlig FN’s konvention

om barnets rettigheder, eller nationale retsregler, der giver et højere be-

skyttelsesniveau.

2.2. Anvendelsesområde

Forslaget finder anvendelse på børn, der er involveret i en straffesag.

Herudover finder forslagets

bestemmelser om information, advokatbistand,

lægeundersøgelse, særbehandling under frihedsberøvelse, rettidig og om-

hyggelig sagsbehandling samt beskyttelse af privatlivet med de fornødne

tilpasninger

anvendelse på børn, der er omfattet af overgivelsesproceduren

i medfør af reglerne om europæiske arrestordrer.

Ved børn forstås ifølge forslaget en person, der er under 18 år. I præam-

belbetragtningerne til forslaget opfordres medlemsstaterne imidlertid til at

anvende direktivets retssikkerhedsgarantier på personer indtil det 21. år.

For så vidt angår børn, der er involveret i en straffesag, finder forslaget an-

vendelse fra det tidspunkt, hvor barnet

af en kompetent myndighed bliver

oplyst om, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt

for at have begået en

strafbar handling, og indtil straffesagens afslutning.

For så vidt angår børn, der er genstand for sager om europæiske arrestor-

drer, finder forslaget anvendelse fra det tidspunkt, hvor barnet bliver an-

holdt i den fuldbyrdende medlemsstat.

Medlemsstaterne kan beslutte at forslagets bestemmelser, herunder navn-

lig bestemmelserne om information, individuel vurdering, lægeundersøgel-

se, begrænsning af frihedsberøvelse og anvendelse af alternative foran-

staltninger samt adgang til retsmøder finder

anvendelse på mistænkte og

tiltalte i straffesager, og personer, der er genstand for sager om europæiske

arrestordrer, som ikke længere er børn, når retssagen pågår, men som var

børn, da retssagen blev indledt.

Herudover finder forslaget anvendelse på børn, som ikke er mistænkt eller

tiltalt, men som under politiets eller en anden retshåndhævende myndig-

heds afhøring bliver mistænkt eller tiltalt.

Forslaget påvirker ikke nationale bestemmelser om den kriminelle laval-

der.

For så vidt angår sager om mindre alvorlige overtrædelser, som ifølge

medlemsstaternes nationale lovgivning kan afgøres af andre myndigheder

end domstolene, men hvor sagen kan indbringes for domstolene, eller som

ikke kan medføre fængselsstraf, finder forslaget kun anvendelse, når sagen

er indbragt for en domstol. Under alle omstændigheder finder forslaget

anvendelse i tilfælde, hvor den mistænkte eller tiltalte er frihedsberøvet,

uanset hvilket stadie straffesagen befinder sig på.

Forslaget finder ikke anvendelse på straffesager, hvor barnet ikke kan på-

lægges en strafferetlige sanktion, men i stedet kan pålægges andre foran-

staltninger.

2.3. Processuelle rettigheder

Forslaget indeholder følgende processuelle rettigheder for børn:

Information

Børn skal ifølge forslaget straks informeres om deres rettigheder i henhold

til direktiv 2012/13/EU om ret til information under straffesager. De skal i

den forbindelse tillige informeres om deres rettigheder i henhold til nærvæ-

rende direktivforslag,

i det omfang disse rettigheder finder anvendelse.

Endvidere skal indehaveren

af forældreansvaret gives de anførte informa-

tioner.

Hvis dette ville stride mod barnets tarv eller skade straffesagen, el-

ler hvis det ikke er muligt at kontakte eller fastslå identiteten af indehave-

ren af forældreansvaret, skal informationerne gives til en anden egnet vok-

sen, der enten er udpeget af barnet og godkendt af de kompetente myndig-

heder, eller til en person udpeget af de kompetente myndigheder. Myndig-

heder eller andre institutioner med ansvar for børns beskyttelse eller triv-

sel kan også udpeges til at modtage informationerne.

Advokatbistand og retshjælp

Børn

skal

ifølge forslaget

have adgang

til en advokat i overensstemmelse

med reglerne i direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand i

straffesager.

Medlemsstaterne skal sikre, at et barn, som har adgang til en advokat i

overensstemmelse med direktiv 2013/48/EU, bistås af en advokat, når bar-

net afhøres af politiet eller andre retshåndhævende eller retslige myndig-

heder, herunder under retssagen, medmindre dette ikke står i rimeligt for-

hold til sagens kompleksitet, grovheden af den påståede overtrædelse eller

den forventede straf, samt når barnet er frihedsberøvet, medmindre fri-

hedsberøvelsen kun forventes at være af kort varighed.

Når barnet skal bistås af en advokat, men advokaten ikke er til stede, skal

de kompetente myndigheder udskyde afhøringen af barnet i et rimeligt

tidsrum. Myndighederne kan dog undtagelsesvist og alene under den del af

straffesagens behandling, der går forud for retssagen, afhøre barnet uden

tilstedeværelse af en advokat, hvis dette er nødvendigt for at afværge al-

vorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske inte-

gritet, eller hvis øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er

afgørende for at afværge, at straffesagen bringes i fare.

Forslaget berører ikke nationale regler om retshjælp, der skal finde an-

vendelse i overensstemmelse med EU-charteret og EMRK.

Individuel vurdering

Der skal ifølge forslaget tages hensyn til børns særlige behov for beskyttel-

se, uddannelse og social integrering. Med henblik herpå skal der foretages

en individuel vurdering af barnet. Ved vurderingen skal der tages særligt

hensyn til barnets personlighed og modenhed samt barnets

familiemæssige

og sociale baggrund. Vurderingens omfang og detaljeringsgrad kan variere

afhængigt af sagens omstændigheder, grovheden af den påstående over-

trædelse og den potentielle sanktion.

Den individuelle vurdering skal foretages på det

tidligst

passende tidspunkt

og i hvert fald i så god tid, at retten kan tage den i betragtning i forbindel-

se med strafudmålingen.

Hvis de elementer, der ligger til grund for vurde-

ringen, ændrer sig, skal det sikres, at den individuelle vurdering afspejler

de faktiske forhold under hele straffesagens forløb.

Forpligtelsen til at foretage en individuel vurdering kan fraviges, hvis det

under hensyntagen til sagens omstændigheder ikke vil være proportionalt

at foretage en sådan vurdering.

Lægeundersøgelse

Børn, der frihedsberøves, skal ifølge forslaget have adgang til en lægeun-

dersøgelse med henblik på navnlig at vurdere barnets generelle mentale og

fysiske tilstand.

De kompetente myndigheder skal af egen drift gennemføre lægeundersø-

gelsen, når der forligger særlige helbredsmæssige indikationer på, at dette

er nødvendigt, eller når barnets generelle fysiske eller mentale tilstand gi-

ver anledning hertil.

Endvidere kan barnet, en indehaver

af forældreansvaret eller en anden eg-

net voksen og barnets advokat anmode om lægeundersøgelsen.

Lægeundersøgelse kan afslås, hvis det er åbenbart, at anmodningen alene

er fremsat med henblik på at forsinke straffesagen. Hvis anmodningen er

fremsat af en indehaver af forældreansvaret, en anden egnet voksen eller

barnets advokat, kan lægeundersøgelse endvidere afslås, hvis gennemfø-

relse af lægeundersøgelsen vil stride mod barnets tarv.

Resultatet af lægeundersøgelsen skal foreligge skriftligt.

Lægeundersøgelsen skal gentages, hvis omstændighederne kræver det.

Afhøring

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre at afhøring

af børn, der foreta-

ges af politiet eller andre retshåndhævende myndigheder forud for,

grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, kan

optages med audio-

visuelt udstyr.

Hvis barnet er frihedsberøvet, skal afhøringen optages med audiovisuelt

udstyr, hvis dette står i rimeligt forhold

til sagens kompleksitet, grovheden

af den påståede overtrædelse og den potentielle sanktion.

Hvis afhøringen

på grund af uforudsete tekniske problemer ikke kan optages med audiovi-

suelt udstyr, kan politiet eller andre retshåndhævende myndigheder allige-

vel gennemføre afhøringen, hvis dette er afgørende for at afværge alvorli-

ge negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet,

eller for at afværge, at straffesagen bringes i fare.

Medlemsstaterne kan beslutte, at afhøringer, der gennemføres under tilste-

deværelse af en advokat, ikke skal optages med audiovisuelt udstyr.

Begrænsning af frihedsberøvelse og anvendelse af alternative foranstalt-

ninger

Frihedsberøvelse af børn inden domsfældelse må ifølge forslaget kun ske

som sidste udvej og i det kortest mulige tidsrum. Frihedsberøvelsen skal

regelmæssigt prøves af en domstol,

enten af egen drift eller efter anmod-

ning fra barnet, barnets advokat eller en retslig myndighed, der ikke er en

domstol.

Når betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt, skal medlemsstaterne så

vidt muligt

sikre,

de kompetente myndigheder

har adgang til

at anvende

alternative foranstaltninger.

Særbehandling under frihedsberøvelse

Frihedsberøvede børn skal ifølge forslaget holdes adskilt fra voksne, med-

mindre det strider mod barnets tarv. Når et frihedsberøvet barn fylder 18

år,

skal medlemsstaterne bestræbe sig på, at det fortsat er muligt

at holde

barnet adskilt fra voksne.

Børn må frihedsberøves sammen med unge voksne, medmindre disse per-

soner ikke er egnede til at opholde sig sammen med børn.

Under frihedsberøvelsen skal der kunne træffes passende foranstaltninger

for at sikre og opretholde barnets sundhedsmæssige og fysiske udvikling,

sikre barnets ret til uddannelse, sikre en effektiv og regelmæssig udøvelse

af retten til familieliv, herunder opretholdelse af de familiemæssige bånd,

samt fremme barnets udvikling og fremtidige integrering i samfundet.

Foranstaltningerne skal være proportionale og passende i forhold til fri-

hedsberøvelsens længde.

Rettidig og omhyggelig sagsbehandling

Straffesager, der involverer børn, skal ifølge forslaget behandles hurtigt og

med den fornødne omhu.

Det følger af præambelbetragtningerne til for-

slaget, at sagens

behandling skal ske under hensyntagen til barnets alder,

særlige behov, modenhed, forståelsesniveau og eventuelle kommunikati-

onsproblemer.

Beskyttelse af privatlivet

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at børns privatliv beskyttes

under straffesagen.

Medlemsstaterne skal således bl.a. træffe passende foranstaltninger med

henblik på at beskytte personlige oplysninger om barnet, der hidrører fra

den individuelle vurdering, beskytte audiovisuelle optagelser af afhøringer

og undgå, at optagelserne anvendes på upassende måde samt beskytte bil-

leder af barnet og dets familiemedlemmer.

Forslaget er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder kan offent-

liggøre informationer med henblik på identificere et barn, hvis dette er

strengt nødvendigt af hensyn til straffesagen.

Ret til at blive ledsaget af en voksen under retsmøder

Børn har ifølge forslaget ret til at blive ledsaget af en indehaver af foræl-

dreansvaret under retsmøder.

Hvis det ikke er muligt for en indehaver af forældreansvaret at ledsage

barnet, eller hvis den pågældende ikke er villig hertil, har barnet ret til,

med rettens accept, at blive ledsaget af en anden passende voksen. Det

samme gælder, hvis det vil stride mod barnets tarv, hvis en indehaver af

forældreansvaret ledsager barnet, eller hvis den pågældendes tilstedevæ-

relse vil kunne skade straffesagen.

Adgang til retsmøder

Børn har ifølge forslaget ret til at være til stede ved retsmøder,

hvor der

tages stilling til skyldsspørgsmålet. Medlemsstaterne skal træffe passende

foranstaltninger med henblik på at fremme børns tilstedeværelse ved disse

retsmøder.

Medlemsstaterne skal i deres nationale lovgivning fastlægge under hvilke

betingelser børn, som har ikke har været til stede under retssagen, har

ret

til genoptagelse af sagen, hvor den pågældende er til stede, og hvor der er

mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet.

2.4. Øvrige bestemmelser

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at retshåndhævende myndig-

heder samt fængselspersonale, der tager sig af sager, der involverer børn,

modtager passende

uddannelse i børns rettigheder, passende afhøringstek-

nikker, børnepsykologi, kommunikation med børn og pædagogiske fær-

digheder. Medlemsstaterne skal også

anmode om, at sådan uddannelse gø-

res tilgængelig for dommere og anklagere. Herudover skal medlemsstater-

ne anbefale de, der er ansvarlige for uddannelse af advokater, at udbyde

både en generel og en specialiseret uddannelse med henblik at øge advo-

katers opmærksomhed på børns behov.

Herudover skal medlemsstaterne

enten i offentligt regi eller ved støttemidler til børneorganisationer tilskyn-

de initiativer, der sikrer, at de, der tilbyder støtte og genoprettende foran-

staltninger til børn, får den nødvendige uddannelse og overholder faglige

standarder.

Det følger af forslaget endvidere, at medlemsstaterne afholder udgifter i

forbindelse med afhøring, individuel vurdering og lægeundersøgelse af

barnet,

medmindre disse udgifter dækkes på anden måde. Medlemsstaterne

kan bestemme, at barnet afholder de anførte udgifter, hvis den pågældende

er fundet skyldig og afholdelsen af udgifterne ikke vil bringe barnets frem-

tidige udvikling i fare.

Endelig indeholder forslaget afsluttende bestemmelser om gennemførelse

og ikrafttræden. Det følger heraf bl.a., at medlemsstaterne hvert tredje år

skal rapportere til Kommissionen, hvordan de rettigheder, der er fastsat i

direktivet, er blevet udøvet.

3. Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Danmark har indgået folkeretlige forpligtelser, der er relevante i relation til

behandlingen af børn og unge, der mistænktes eller tiltales i straffesager.

Det drejer sig bl.a. om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,

der bl.a. indeholder regler om retten til ikke at blive underkastet tortur,

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (artikel 3), om

beskyttelse mod ulovlig anholdelse og frihedsberøvelse (artikel 5), om ret-

ten til en retfærdig rettergang (artikel 6) og om retten til respekt for privat-

livet og familielivet (artikel 8).

Konventionen er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992

med senere ændringer, og konventionen er således en del af dansk ret. Det-

te indebærer, at danske bestemmelser i bl.a. retsplejeloven altid skal for-

tolkes i lyset af konventionen.

Det drejer sig endvidere om FN’s Børnekonvention, der bl.a. indeholder

regler om beskyttelse af barnets privatliv (artikel 16), om beskyttelse af

barnet mod ulovlig frihedsberøvelse og tortur (artikel 37) og om barnets

ret til en retfærdig rettergang, hvis barnet er anklaget for strafbare forhold

(artikel 40).

Danmark har tiltrådt FN’s Børnekonvention fra 1989 (ikrafttræden for

Danmark den 18. august 1991). Konventionen er ikke inkorporeret i dansk

ret, men indgår som et bidrag ved fortolkningen af relevante bestemmelser

i dansk lovgivning.

Direktivforslaget finder anvendelse på børn, der er mistænkt eller tiltalt i

straffesager. I dansk ret straffes strafbare handlinger foretaget af børn un-

der 15 år ikke, jf. straffelovens § 15 om den kriminelle lavalder.

Politiet har dog mulighed for at efterforske sagen, når et barn er under 15

år mistænkes for at have begået en strafbar handling, bl.a. for at klarlægge

omfanget af kriminaliteten, for at konstatere, om andre personer kan mis-

tænkes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet. I den forbindelse kan

politiet anvende visse straffeprocessuelle indgreb over for det pågældende

barn, jf. retsplejelovens §§ 821 a-821 g.

Retsplejelovens almindelige straffeprocessuelle regler finder anvendelse

for unge lovovertrædere i alderen 15-17 år. Retsplejeloven indeholder dog

visse særlige regler for unge lovovertrædere. Herudover har Rigsadvoka-

ten i meddelelse nr. 4/2007 fastsat nærmere retningslinjer for behandlingen

af sager mod unge lovovertrædere.

3.2. Underretning

3.2.1. Underretning af de sociale myndigheder

Det følger af Rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 803 af 28. juni 2010, at

politiet skal underrette de sociale myndigheder om sagen, når en sigtet

mellem 15 og 18 år skal afhøres, og sigtelsen angår en overtrædelse af

straffeloven eller forhold, der efter loven kan medføre frihedsberøvelse.

Underretningen sker til de sociale myndigheder i den kommune, hvor sig-

tede bor. Underretning om afhøring kan dog undlades, hvis afhøringen fo-

retages direkte i forbindelse med, at den sigtede træffes under eller i umid-

delbar tilknytning til lovovertrædelsen, og der ikke bliver tale om højere

straf end bøde.

I andre tilfælde skal de sociale myndigheder i den kommune, hvor den un-

ge har bopæl, underrettes, såfremt den unge har begået kriminalitet, der ik-

ke er bagatelagtig, og hvor der kan være behov for støtte fra de sociale

myndigheder. Underretning af de sociale myndigheder skal også ske, hvis

der i øvrigt foreligger omstændigheder, der giver formodning om, at den

unge har behov for særlig støtte, herunder hvis den unge har vanskelighe-

der i forhold til de daglige omgivelser, skolen, samfundet eller i øvrigt le-

ver under utilfredsstillende forhold, eller der er behov for støtte på grund

af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Regler herom findes i be-

kendtgørelse nr. 1466 af 16. december 2010 om underretningspligt over

for kommunen efter social service.

Politiet kan i forbindelse med underretning af de sociale myndigheder

komme med forslag til initiativer over for den unge, f.eks. at der aflægges

et besøg i den unges hjem med henblik på at drøfte den unges situation og

den fremtidige indsats over for den unge.

3.2.2. Underretning af forældre

Det følger af Rigsadvokatens retningslinjer om behandlingen af sager mod

unge lovovertrædelser, at forældrene (forældremyndighedens indehaver)

skal underrettes snarest muligt, når en ung anholdes eller skal afhøres.

Hvis den unge er anbragt uden for hjemmet, underrettes den unges op-

holdssted. Underretning kan undtagelsesvis udsættes, i det omfang efter-

forskningen nødvendiggør dette.

Ved afhøring af den unge afgør politiet, om den unges forældre kan være

til stede under afhøringen. Politiet bør kun nægte forældrene at overvære

afhøringen, såfremt det er nødvendigt af hensyn til efterforskningen.

I andre sager – det vil sige, hvor den unge ikke anholdes, og der ikke gen-

nemføres en egentlig afhøring – underrettes den unges forældre snarest

muligt, og senest når efterforskningen er afsluttet, f.eks. samtidigt med ud-

sendelse af et bødeforelæg.

Underretning kan undlades, hvis kriminaliteten er af helt bagatelagtig ka-

rakter, eksempelvis mindre overtrædelser af færdselsloven og politived-

tægten, og det skønnes, at det vil være tilstrækkeligt, at forholdet mundtligt

påtales over for den unge. Hvis der findes grundlag for at meddele en ad-

varsel eller pålægge en bøde, kan underretning ikke undlades. Underret-

ning kan aldrig undlades ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforise-

rende stoffer eller våbenloven.

3.3. Frihedsberøvelse inden domfældelse

3.3.1. Anholdelse

Anholdelse af 15-17-årige kan foretages efter de almindelige regler herom

i retsplejelovens kapitel 69.

Det følger af § 755, stk. 1, at politiet kan anholde en person, der med rime-

lig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig på-

tale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere

strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at

hindre hans samkvem med andre.

Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens karakter

eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf.

§ 755, stk. 4, ligesom anholdelsen skal foretages så skånsomt, som om-

stændighederne tillader, jf. § 758, stk. 1. Der skal ifølge Rigsadvokatens

retningslinjer for behandlingen af sager mod unge lovovertrædere ved vur-

deringen af, om anholdelse vil være et uforholdsmæssigt indgreb, og ved

anvendelse af eventuelle magtmidler i forbindelse med anholdelsen tages

særligt hensyn til den unges alder.

Det følger af § 760, stk. 1, at enhver, der anholdes, skal løslades, så snart

begrundelsen for anholdelse ikke er til stede. Inden 24 timer efter anhol-

delsen skal den anholdte, der ikke forinden er løsladt, fremstilles for en

dommer (grundlovsforhør), jf. § 760, stk. 2.

Rigspolitiet har udarbejdet en skriftlig vejledning til anholdte personer.

Vejledningen indeholder bl.a. oplysninger om den anholdtes ret til at kon-

takte familie eller arbejdsgiver for at orientere dem om anholdelsen, retten

til at blive fremstillet for en dommer inden for 24 timer, retten til at kon-

takte en advokat, retten til at kontakte en læge og retten til at kontakte re-

levante konsulære myndigheder.

Rigsadvokaten har i meddelelsen om behandlingen af sager mod unge lov-

overtrædere, fastsat nærmere retningslinjer for behandlingen af unge an-

holdte. Det følger heraf, at der som udgangspunkt ikke bør ske anbringelse

af anholdte 15-17-årige i arresthus eller fængsel.

Hvis anbringelse af en ung anholdt i arresthus eller fængsel vurderes at

være nødvendig, bør varigheden af anbringelsen af den unge ifølge ret-

ningslinjerne begrænses mest muligt, og anbringelse natten over i arresthus

eller fængsel bør som altovervejende hovedregel alene ske i tilfælde, hvor

det er vurderingen, at den pågældende skal fremstilles i grundlovsforhør

den følgende dag.

Herudover følger det af retningslinjerne, at der kun helt undtagelsesvist

bør ske anbringelse af 15-17-årige natten over i arresthus eller fængsel, og

da kun i tilfælde, hvor der er tale om alvorlig kriminalitet, og hvor afgø-

rende hensyn til efterforskningen nødvendiggør en sådan anbringelse,

f.eks. fordi der er medgerningsmænd på fri fod.

3.3.2. Varetægtsfængsling

Retsplejelovens kapitel 70 om varetægtsfængsling finder anvendelse over

for unge lovovertrædere.

Der kan ske varetægtsfængsling, hvis betingelserne i § 762 er opfyldt.

Efter anmodning fra anklagemyndigheden afgør retten, om sigtede skal va-

retægtsfængsles, jf. § 764, stk. 1. Det følger af § 767, at retten fastsætter en

frist for varetægtsfængslingens længde. Fristen skal være så kort som mu-

ligt og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4

uger ad gangen. Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til

retten, og retten har fastsat tidspunktet for hovedforhandlingen, kan retten

ved fristens udløb, bestemme, at varetægtsfængslingen skal fortsætte uden

yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten så-

dan bestemmelse, kan tiltalte tidligst efter 3 uger efter afgørelsen anmode

retten om at ophæve varetægtsfængslingen. I så fald skal retten inden 7

dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodnin-

gen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny an-

modning.

Med mindre der foreligger helt særlige omstændigheder, må varetægts-

fængsling, når arrestanten er under 18 år, ikke finde sted i et sammenhæn-

gende tidsrum, der overstiger 4 måneder, når sigtelsen angår en lovover-

trædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller 8 måneder,

når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fæng-

sel i 6 år eller derover, jf. § 768 a, stk. 2.

Det følger af Rigsadvokatens retningslinjer for behandlingen af sager mod

unge lovovertrædere, at personer under 18 år som altovervejende hovedre-

gel bør søges undergivet varetægtssurrogat efter § 765. Denne hovedregel

kan alene fraviges, hvis sigtelsen angår særlig grov eller personfarlig kri-

minalitet.

Anbringelse i varetægtssurrogat vil kunne ske på egnet hjem eller instituti-

on, jf. § 765, stk. 2, nr. 3. Varetægtssurrogater forudsætter samtykke fra

sigtede.

For så vidt angår de tilfælde, hvor 15-17-årige ikke kan anbringes i vare-

tægtssurrogat, er der i bekendtgørelse nr. 239 af 13. marts 2012 fastsat

nærmere regler for behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminal-

forsorgens institutioner.

Det følger heraf, at 15-17-årige varetægtsarrestanter, der ikke anbringes i

varetægtssurrogat, som udgangspunkt anbringes i arresthus så vidt muligt i

nærheden af det sted, hvor den pågældende har sin bopæl eller anden per-

sonlig tilknytning. I den enkelte institution placeres de 15-17-årige efter en

konkret vurdering på den afdeling, hvor hensynet til at beskytte den unge

mod uheldig påvirkning fra medindsatte bedst tilgodeses. 15-17-årige unge

må ikke uden godkendelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen dele op-

holdsrum med indsatte over 17 år.

Institutioner, der modtager en 15-17-årig varetægtsarrestant eller dom-

fældt, skal snarest muligt søge at etablere et særligt behandlingsprogram

med udgangspunkt i den unges motivation og samlede forudsætninger.

Dette handlingsprogram kan f.eks. tage form af undervisnings- eller akti-

veringstilbud for den pågældende. Herudover skal 15-17-årige indsatte ha-

ve adgang til fysisk udfoldelse eller træning mindst to timer om dagen,

hvoraf mindst en time skal være i fri luft, medmindre dette er uforeneligt

med varetagelsen af sikkerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er an-

bragt i sikringscelle.

3.4. Advokatbistand

Retsplejelovens kapitel 66 indeholder regler om, hvornår en mistænkt eller

sigtet har ret eller pligt til en forsvarer.

Således følger det af § 730, at den, der sigtes for en forbrydelse, er beretti-

get til at vælge en forsvarer i overensstemmelse med retsplejelovens reg-

ler. Er den sigtede under 18 år, og har den pågældende ikke indgået ægte-

skabet, tilkommer valget forældremyndighedens indehaver, som er beretti-

get til at optræde på sigtedes vegne.

Desuden opregnes i § 731 en række tilfælde, hvor der skal beskikkes en

forsvarer for den sigtede, mens en forsvarer kan beskikkes efter § 732, når

retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i

øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af

en forsvarer.

Det følger af bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 178 om vejledning

af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer, at politiet skal vejlede

den sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, hvis sigtel-

sen vedrører en lovovertrædelse, som kan medføre højere straf end bøde.

Vejledningen skal gives samtidigt med, at sigtede gøres bekendt med, at

han ikke er forpligtet til at udtale sig.

Sagsomkostninger, herunder salær til den beskikkede advokat, udredes af

det offentlige med forbehold af ret til at få dem erstattet efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 91, jf. § 1007, stk. 1. Hvis tiltalte findes skyldig, har

han som udgangspunkt pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige ud-

gifter, som er medgået til sagens behandling, jf. § 1008, stk. 1. Hvis den

tiltalte derimod frifindes, eller hvis sagen i øvrigt ikke fører til sigtedes

domfældelse, påhviler der ham ingen pligt til at udrede omkostninger, und-

tagen for så vidt disse måtte være forårsagede ved hans tilregnelige og

retsstridige handlinger eller undladelser, jf. § 1010, stk. 1.

De anførte regler om advokatbeskikkelse og sagsomkostninger finder også

anvendelse i sager om unge lovovertrædere.

3.5. Indhentelse af oplysninger om personlige forhold

Der er i Rigsadvokatens meddelelse om behandlingen af sager om unge

lovovertrædere fastsat nærmere retningslinjer for indhentelse af oplysnin-

ger om personlige forhold.

Oplysninger om sigtedes personlige hold indhentes hos de sociale myn-

digheder i sigtedes opholdskommune. Oplysningerne bør ifølge retnings-

linjerne indhentes på et så tidligt tidspunkt som muligt. De bør dog ikke

indhentes, før det er muligt i det væsentlige at overskue sagens nærmere

karakter og omfang. Oplysninger om personlige forhold indhentes normalt

i alle sager. Dette gælder dog ikke sager, der må forventes at ende med på-

taleopgivelse, der kan afgøres med bøde eller advarsel, der forventes slut-

tet med et tiltalefrafald, eller der med altovervejende sandsynlighed vil

medføre en ubetinget frihedsstraf, og hvor der allerede foreligger personli-

ge oplysninger.

Personundersøgelser efter retsplejelovens § 808 indhentes normalt ikke i

sager mod unge under 18 år. De oplysninger, der indhentes fra de sociale

myndigheder, antages således at være tilstrækkelige i de fleste tilfælde.

Hvis det overvejes at knytte tilsyn af kriminalforsorgen som vilkår til en

helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjene-

ste, skal der dog tilvejebringes en personundersøgelse. Det samme gælder,

hvis der i øvrigt er behov for personlige oplysninger, som ikke kan skaffes

gennem de sociale myndigheder.

3.6. Adgang til retsmøder

Det følger af retsplejelovens § 853, at den tiltalte personligt skal være til

stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til

dom, medmindre andet er bestemt i loven. Rettens formand kan dog tillade

tiltalte at forlade retten, før sagen er optaget til dom, hvis det findes ube-

tænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

For så vidt angår ankesager følger det af § 921, stk. 1, at tiltalte har ret til

at deltage i retsmøder vedrørende behandling af anken.

I sager om unge lovovertrædere underrettes indehaveren af forældremyn-

digheden, de sociale myndigheder og eventuelt kriminalforsorgen om

retsmøder i sager.

Hvis tiltalte udebliver, udsættes sagen som udgangspunkt. Hovedforhand-

lingen kan dog i særlige tilfælde fremmes til dom, selv om tiltalte udebli-

ver, jf. s § 855, stk. 3, § 897, stk. 1, og § 921, stk. 1. Der findes i § 987

særlige regler om genoptagelse af udeblivelsesdomme.

De anførte regler om retten til at være stede under hovedforhandling og om

udeblivelsessager finder også anvendelse i sager om unge lovovertrædere.

3.7. Dørlukning, referatforbud og navneforbud

Retsplejelovens kapitel 2 indeholder nærmere regler om afviklingen af

retsmøder, herunder regler om dørlukning, referatforbud og navneforbud,

der også finder anvendelse i sager om unge lovovertrædere.

Det følger af § 28 a, at alle retsmøder som udgangspunkt er offentlige,

medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Retsmøder,

hvori der afsiges dom, er altid offentlige.

Retten kan bestemme, at et retsmøde i straffesager skal holdes for lukkede

døre (dørlukning), når sigtede (tiltalte) er under 18 år, jf. § 29, stk. 3, nr. 1.

Retten kan i straffesager endvidere forbyde offentlig gengivelse af for-

handlingen (referatforbud), når sigtede (tiltalte) er under 18 år, jf. § 30, nr.

Endelig fremgår det af § 31, stk. 1, at retten i straffesager kan forbyde, at

der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltal-

te) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes iden-

titet på anden måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse

må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når offentlig gengivelse

vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Navneforbuddet kan ud-

strækkes til at gælde under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter

bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld, jf. § 31, stk. 4.

3.8. Sagsbehandlingstid

Det følger af Rigsadvokatens retningslinjer om behandlingen af sager mod

unge lovovertrædere, at sagsbehandlingstiden i straffesager, hvor en ger-

ningsmand under 18 år tilstår den kriminelle handling, ikke må være på

mere end 2 måneder.

Sagsbehandlingstiden regnes fra tidspunktet for sigtelse til sagen sendes til

retten, eller anklagemyndigheden træffer anden afgørelse. De 2 måneder

omfatter således den samlede sagsbehandlingstid hos de sociale myndig-

heder og politi og anklagemyndighed.

I bevismæssigt klare sager vedrørende vold eller anden alvorlig kriminali-

tet begået af unge under 18 år bosat i udsatte boligområder er der gennem-

ført en særlig hurtig procedure, hvor politiet så vidt muligt færdiggør efter-

forskningen i sagen inden for 7 dage og herefter sender sagen til kommu-

nen, der inden for yderligere 7 dage udarbejder en foreløbig handlingsplan

for indsatsen over for den unge. Medmindre sagen kan afgøres udenretligt

af politiet, sendes sagen snarest til retten, der hurtigst muligt berammer sa-

gen.

I sager om vold, voldtægt og våbenovertrædelser er der i retningslinjer fra

Rigsadvokaten, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/2008, fastsat en ræk-

ke målsætninger for sagsbehandlingstiden, der også finder anvendelse på

unge lovovertrædere. Det følger af disse retningslinjer, at det samlede tids-

forbrug fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten i sager om vold og

om ulovlig besiddelse af skydevåben og knive på offentligt tilgængelige

steder ikke bør overstige 30 dage. I sager om voldtægt bør det samlede

tidsforbrug fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten ifølge retnings-

linjerne ikke overstige 60 dage. I de tilfælde, hvor der gennemføres men-

talundersøgelse af sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Rets-

lægerådet, bør det samlede tidsforbrug fra sigtelsen til sagens indbringelse

for retten ikke overstige 4 måneder.

3.8. Udleveringssager

Danmark har ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af udleverings-

loven med senere ændringer og den nordiske udleveringslov, der trådte i

kraft den 1. januar 2004, gennemført Rådets rammeafgørelse

2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om pro-

cedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Efter udleveringslovens § 10 c kan udlevering ikke finde sted, hvis den

pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf.

straffelovens § 15.

Udleveringsloven indeholder ikke særlige bestemmelser om behandlingen

af sager vedrørende personer under 18 år.

Det fremgår af udleveringslovens § 18 b, stk. 1, at bestemmelserne i rets-

plejelovens 4. bog (strafferetsplejen) med de fornødne lempelser gælder

for undersøgelsen af, hvorvidt betingelserne for udlevering er opfyldt.

Det fremgår af udleveringslovens § 18 b, stk. 2, at til fremme af undersø-

gelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i rets-

plejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling,

anvendes, i det omfang den europæiske arrestordre er udstedt for en lov-

overtrædelse, der efter udleveringslovens regler i kapitel 2 a kan medføre

udlevering.

Efter udleveringslovens § 18 b, stk. 3, jf. § 14, skal der i sager om udleve-

ring til medlemsstater i EU beskikkes en forsvarer for den, som søges ud-

leveret, når der iværksættes en undersøgelse af, om betingelserne for udle-

vering er opfyldt, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer.

Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det

offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at

de skal betales af den, som søges udleveret.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget er som nævnt fremsat under henvisning til TEUF artikel 82, stk.

2, litra b, der er omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager så-

ledes ikke i vedtagelsen af direktivforslaget, som ikke vil være bindende

for eller finde anvendelse i Danmark.

Forslaget har derfor hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle

konsekvenser.

5. Høring

Forslaget

har været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-

tioner:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,

Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Direktora-

tet for Kriminalforsorgen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politifor-

bundet, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Danske

Advokater, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Rets-

politisk Forening, Retssikkerhedsfonden.

Sø- og Handelsretten, Procesbevillingsnævnet

Dommerfuldmægtig-

foreningen

har ikke haft bemærkninger til forslaget.

Østre Landsret, Vestre Landsret, Domstolsstyrelsen

Den Danske

Dommerforening

finder, at forslaget kan have betydning for centrale dele

af retsplejen, men da det er omfattet af retsforbeholdet, giver det på nuvæ-

rende tidspunkt ikke anledning til bemærkninger.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Institut for Menneskerettig-

heder

finder det positivt, at der i EU indføres fælles minimumsrettigheder

for børn, der mistænkt eller tiltalt i straffesager.

Rigspolitiet

er generelt positivt indstillet over for forslagets sigte om at

styrke processuelle rettigheder for børn i straffesager. Rigspolitiet finder

dog, at visse elementer i forslaget er for vidtgående, herunder navnlig for-

slaget om, at enhver afhøring af børn skal optages med audiovisuelt ud-

styr. Dette vil efter Rigspolitiets opfattelse stille øgede krav til politiet i

forbindelse med tilrettelæggelse af afhøringer af børn samt indkøb af au-

diovisuelt udstyr. Rigspolitiet finder endvidere, at forslaget om, at retslige

og retshåndhævende myndigheder samt fængselspersonale, der tager sig

af sager, der involverer børn, skal være specialiserede i behandlingen af

sådanne sager, vil kræve, at der afsættes flere ressourcer til uddannel-

se/efteruddannelse af personale, der beskæftiger sig med dette område.

Endelig finder Rigspolitiet, at forslaget om, at straffesager, der involverer

børn, som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre, ikke er forene-

ligt med princippet i retsplejelovens § 28 a om, at alle retsmøder som ud-

gangspunkt er offentlige.

Rigsadvokaten

er generelt positivt indstillet over for intentionerne bag

forslaget om på EU-plan at styrke børns processuelle rettigheder i straffe-

sager. Rigsadvokaten finder dog, at visse elementer i forslaget umiddel-

bart forekommer vidtgående. Rigsadvokaten peger således bl.a. på, at for-

slagets bestemmelse om, at barnet ikke kan give afkald på advokatbistand

er vidtgående, f.eks. i relation til mindre bødesager, som indbringes for

retten, og hvor forældrene i mange tilfælde vil kunne varetage barnets in-

teresser. Herudover har Rigsadvokaten vedrørende bestemmelsen om be-

skyttelse af barnets privatliv anført, at det er et grundlæggende princip i

dansk retspleje, at offentligheden som udgangspunkt er sikret adgang til

retsmøder, men at retten dog kan bestemme, at et retsmøde i en straffesag

skal holdes for lukkede døre, når sigtede eller tiltalte er under 18 år, og at

dørene således kan lukkes i sager, hvor barnets tarv tilsiger dette. Rigsad-

vokaten har endvidere vedrørende bestemmelsen om adgang til retsmøder

anført, at retsplejelovens regler om genoptagelse af udeblivelsesdommer

er udformet ud fra en afvejning af hensynet til en effektiv behandling af

straffesager og hensynet til den tiltalte i straffesagen, og at dette taler for,

at det bør sikres, at disse regler kan rummes inden for direktivets regler.

Endelig har Rigsadvokaten vedrørende bestemmelsen om uddannelse an-

ført, at jurister i anklagemyndigheden gennemgår en 3-årig grunduddan-

nelse, ligesom der udbydes efteruddannelse i form af kurset ”Overbevisen-

de afhøring”. Det er Rigsadvokatens opfattelse, at anklagerne gennem

denne uddannelse og deres praktiske erfaring med behandling af straffe-

sager får de nødvendige og tilstrækkelige færdigheder til at håndtere straf-

fesager, der involverer børn, og at direktivforslagets uddannelseskrav til

anklagere, der skal håndtere straffesager, som involverer børn, er vidtgå-

ende og vil kræve yderligere ressourcer.

Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK)

har bl.a. anført, at såfremt di-

rektivet også skal finde anvendelse på unge mellem 18 og 21 år, således at

disse behandles og anbringes efter de samme regler, som er gældende for

børn, kan dette have omfattende konsekvenser på en række områder, her-

under uddannelse og ansættelse af personale og de fysiske rammer på in-

stitutionerne. Herudover har DfK vedrørende bestemmelsen om lægeun-

dersøgelse anført, at det forudsættes, at lægeundersøgelserne vil skulle

iværksættes ved anklagemyndigheden eller politiets foranstaltning. DfK

har endvidere vedrørende bestemmelsen om uddannelse anført, at der på

ungeafsnittet i Københavns Fængsler i dagtimerne er tilknyttet en pæda-

gogisk assistent og en særlig ungebetjent, ligesom der er tilknyttet særlig

socialrådgiver- og lærerbistand til afdelingen, og at der selvom der i de

øvrige arresthuse kun meget sjældent placeres unge under 18 år, i forbin-

delse med flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi for 2013 – 2016

er udpeget og uddannet børneansvarlige i alle arresthuse og fængsler.

Foreningen af Offentlige Anklagere

har anført, at direktivforslaget tilsy-

neladende vil indebære, at alle afhøringer af 15 – 17 årige, der søges va-

retægtsfængslet i surrogat, skal optages audiovisuelt. Foreningen bemær-

ker i den forbindelse, at en sådan fremgangsmåde vil medføre et forøget

tidsforbrug for de ansatte i anklagemyndigheden, eftersom videoafhørin-

ger forudsættes at skulle foregå efter de gældende retningslinjer, jf. rets-

plejelovens § 731 a.

Retspolitisk Forening

har anført, at direktivforslaget er udtryk for et væ-

sentligt behov for at sikre og styrke børns retsstilling i straffesager. Det

foreningen opfattelse, at dette behov allerede i betydeligt omfang er tilgo-

deset i dansk ret, men at direktivforslaget dog bør give anledning til, at

FN’s Børnekonvention inkorporeres fuldt ud i dansk ret. Endvidere opfor-

drer foreningen til, at der iværksættes et udredningsarbejde, der giver en

samlet fremstilling af børns retsstilling i straffesager.

Advokatsamfundet

har anført, at børn er særligt sårbare i forbindelse

med frihedsberøvelse, og at forslaget peger på, at der bør gøres en særlig

indsat for at undgå at frihedsberøve børn og sikre, at en eventuel friheds-

berøvelse bliver så skånsom som mulig.

6. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at målet med forslaget

ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne. Kommissionen

har i den forbindelse bl.a. anført, at fastsættelse af fælles minimumsregler

om børns processuelle rettigheder i straffesager vil styrke medlemsstater-

nes tillid til straffesystemerne i andre medlemsstater, hvilket vil medvirke

til at forbedre den gensidige anerkendelse af afgørelser i straffesager. Så-

danne fælles minimumsregler vil tillige medvirke til at fjerne hindringer

for borgernes frie bevægelighed overalt på medlemsstaternes område. Det-

te mål kan ifølge Kommissionen bedre gennemføres på EU-plan.

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser fra de øvrige med-

lemsstater til forslaget.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man

generelt

positivt indstillet over for

forslaget i sin

nuværende form, idet man

dog

finder,

at visse elementer i forslaget fore-

kommer vidtgående.

9. Europa-Parlamentet

Forslaget behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF

artikel 294), hvilket indebærer, at forslaget skal vedtages af Europa-

Parlamentet.

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse i sagen.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæs-

sigt og retligt samarbejde den

20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg

forud for rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 3.-4. marts 2014.

Dagsordenspunkt 14: Forslag til Rådets forordning om oprettelse af

en europæisk anklagemyndighed*

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 534 endelig

Resumé

Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på dagsorde-

nen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 med

henblik på status fra formandskabet samt en orienterende debat. Formålet

med forslaget er at oprette Den Europæiske Anklagemyndighed, som skal

efterforske og retsforfølge strafbare handlinger, der skader Unionens fi-

nansielle interesser, ved medlemsstaternes nationale domstole. Forslaget

indeholder endvidere bl.a. regler om Den Europæiske Anklagemyndigheds

organisation, udnævnelse og afskedigelse af medlemmerne, procedurereg-

ler for efterforskning, retsforfølgning og behandling af straffesager. Kom-

missionen har tidligere fået et såkaldt ”gult kort” på forslaget, idet 11

landes parlamenter/kamre (i alt 14 parlamenter/kamre) har afgivet be-

grundede udtalelser om, at forslaget ikke er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet. Kommissionen har efterfølgende meddelt, at forslaget er

blevet genovervejet, og at Kommissionen vil fastholde forslaget, idet man

finder, at det efterlever nærhedsprincippet, men at der i lovgivningspro-

cessen vil blive taget behørigt hensyn til de nationale parlamenters be-

grundede udtalelser. Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfi-

nansielle konsekvenser. Det er regeringens vurdering, at forslaget er i

overensstemmelse med nærhedsprincippet. Fra dansk side er man generelt

skeptisk over for forslaget om oprettelse af en europæisk anklagemyndig-

hed.

Baggrund

Det fremgår af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde

(TEUF) artikel 86, stk. 1, at Rådet ved forordning kan oprette en europæ-

isk anklagemyndighed ud fra Eurojust for at bekæmpe lovovertrædelser,

der skader Unionens finansielle interesser, efter en særlig lovgivningspro-

cedure, hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-

Parlamentets godkendelse.

Det fremgår endvidere af TEUF artikel 86, stk. 2, at Den Europæiske An-

klagemyndighed skal have kompetence til eventuelt i samarbejde med Eu-

ropol at foretage efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med ger-

ningsmænd og medvirkende til lovovertrædelser, der skader Unionens fi-

nansielle interesser, som fastlagt i den i stk. 1 nævnte forordning, samt til

at stille dem for en domstol. Endelig fremgår det, at Den Europæiske An-

klagemyndighed skal optræde som offentlig anklager ved medlemsstater-

nes kompetente domstole.

Efter TEUF artikel 86, stk. 3, skal forordningen som nævnt i stk. 1 fastsæt-

te statutten for Den Europæiske Anklagemyndighed, betingelserne for ud-

øvelsen af dens funktioner, procedurereglerne for dens virksomhed samt

regler om anerkendelse af bevismidler og regler om domstolskontrol med

de processkrifter, som Den Europæiske Anklagemyndighed udarbejder

under udøvelsen af sit hverv.

Forslaget indgår i en lovgivningspakke og fremsættes sammen med et for-

slag vedrørende en reform af Eurojust (KOM(2013) 535 endelig), der be-

handles i et særskilt notat.

Oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed har til formål at styrke

beskyttelsen af Unionens finansielle interesser mod strafbare handlinger.

Kommissionen har bl.a. begrundet forslaget med, at disse lovovertrædelser

for nuværende ikke efterforskes og retsforfølges i tilstrækkeligt omfang af

de relevante nationale myndigheder.

Det bemærkes, at Kommissionen tidligere har fået et såkaldt ”gult kort” på

forslaget, idet 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14 parlamenter/kamre)

har afgivet begrundede udtalelser om, at forslaget ikke er i overensstem-

melse med nærhedsprincippet. Kommissionen meddelte den 27. november

2013, at den har genovervejet forslaget og vil fastholde dette, men at der i

lovgivningsprocessen vil blive taget behørigt hensyn til de nationale par-

lamenters begrundede udtalelser. Det fremgår af Kommissionens medde-

lelse, at forslaget efter Kommissionens opfattelse efterlever nærhedsprin-

cippet i artikel 5, stk. 3 i TEU, hvorfor Kommissionen ikke finder det nød-

vendigt at trække forslaget tilbage eller ændre det.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 forventes

formandskabet at orientere om status for forslaget. Formandskabet har til-

kendegivet, at formandskabet ønsker at redegøre for resultatet af forhand-

lingerne under det græske formandskab, herunder fremlægge et revideret

udkast af forslagets første 19 artikler. Herudover har formandskabet lagt

op til en orienterende debat. Det vides ikke endnu, hvilke emner der ønskes

drøftet.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF, navnlig artikel 86, og skal

ifølge bestemmelsens stk. 1 vedtages efter en særlig lovgivningsprocedure,

hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets

godkendelse.

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmark stilling deltager Danmark ikke i

Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foran-

staltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, bin-

dende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark (”rets-

forbeholdet”).

2. Indhold

2.1. Generelt

Kommissionen har med forslaget lagt op til at oprette Den Europæiske

Anklagemyndighed som et nyt EU-organ, der skal have opgaver og befø-

jelser, som i dag tilkommer medlemsstaternes nationale myndigheder. I det

følgende er hovedvægten lagt på forslagets bestemmelser om Den Europæ-

iske Anklagemyndigheds struktur, opgaver og kompetencer.

2.2. Genstand og definitioner (forslagets kapitel I)

I forslagets kapitel I bestemmes det, at Den Europæiske Anklagemyndig-

hed oprettes. Derudover defineres en række centrale begreber i forslaget,

herunder hvad der i forslaget skal forstås ved en ”person”, ”Unionens fi-

nansielle interesser”, ”strafbare handlinger, der skader Unionens finansiel-

le interesser” samt ”administrative personoplysninger” og ”operationelle

personoplysninger”.

”Unionens finansielle interesser” skal efter forslaget forstås som alle ind-

tægter, udgifter og aktiver, der er omfattet af, anskaffet ved eller som til-

kommer EU's budget og budgettet for de institutioner, organer, kontorer og

agenturer, der er oprettet i medfør af traktaterne, samt de budgetter, som de

forvalter eller fører tilsyn med.

Begrebet ”strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser”

skal efter forslaget forstås som de handlinger, der er nævnt i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/xx/EU om strafferetlig bekæmpelse

af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser, som gen-

nemført i national ret. Det bemærkes, at forslaget til dette direktiv er under

behandling i Europa-Parlamentet og Rådet.

2.3. Almindelige bestemmelser (forslagets kapitel II)

Forslagets kapitel II indeholder bestemmelser om Den Europæiske Ankla-

gemyndigheds status, organisation og struktur, om udnævnelse og afskedi-

gelse af Den Europæiske Anklagemyndigheds medlemmer, grundlæggen-

de principper og Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal efter forslaget oprettes som et

uafhængigt EU-organ med en decentral struktur.

Efter forslaget skal Den Europæiske Anklagemyndighed opbygges således,

at den omfatter en europæisk anklager, fire stedfortrædere, hvoraf en skal

være ansvarlig for gennemførelsen af budgettet, de ansatte, der bistår dem

under udførelsen af deres opgaver, samt de europæiske delegerede ankla-

gere, der gør tjeneste i medlemsstaterne. Det er de europæiske delegerede

anklagere, der udfører Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforsk-

ning og retsforfølgning under ledelse af den europæiske anklager og under

dennes tilsyn. Der skal være mindst én europæisk delegeret anklager i hver

medlemsstat. De europæiske delegerede anklagere udfører deres virksom-

hed under den europæiske anklagers eksklusive myndighed og følger ude-

lukkende dennes instrukser, retningslinjer og beslutninger, når de udfører

den efterforskning og retsforfølgning, som de er blevet tildelt. Når de eu-

ropæiske delegerede anklagere handler inden for rammerne af det mandat,

som de er blevet tillagt ved forslaget, skal de således være fuldstændig

uafhængige af de nationale retshåndhævende organer, og ikke have for-

pligtelser over for dem. De europæiske delegerede anklagere kan efter for-

slaget dog samtidig fungere som nationale anklagere.

Den europæiske anklager og dennes stedfortrædere udnævnes af Rådet

med Europa-Parlamentets godkendelse for en periode på otte år uden mu-

lighed for genudnævnelse. Rådet træffer afgørelse med simpelt flertal. De

europæiske delegerede anklagere udnævnes for en periode på fem år med

mulighed for genudnævnelse af den europæiske anklager på grundlag af en

liste med mindst tre ansøgere, som er fremlagt af den/de berørte medlems-

stat(er). Medlemsstaterne skal udnævne den europæiske delegerede ankla-

ger til anklager i henhold til national ret, såfremt vedkommende på tids-

punktet for udnævnelsen til europæisk delegeret anklager ikke allerede er

national anklager.

Efter forslaget kan Den Europæiske Unions Domstol efter begæring fra

Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen afskedige den europæiske

anklager, hvis denne ikke længere opfylder betingelserne for udførelsen af

sine opgaver, eller han har gjort sig skyldig i en grov tjenesteforseelse. En

af den europæiske anklagers stedfortrædere kan efter begæring fra den eu-

ropæiske anklager afskediges af Den Europæiske Unions Domstol, hvis

denne ikke længere opfylder betingelserne for udførelsen af sine opgaver,

eller han har gjort sig skyldig i en grov tjenesteforseelse. Den europæiske

anklager kan afskedige en europæisk delegeret anklager, hvis denne ikke

længere opfylder kravene for udnævnelse eller de kriterier, der finder an-

vendelse i forbindelse med udførelsen af dennes opgaver, eller hvis denne

har gjort sig skyldig i en grov tjenesteforseelse. De kompetente nationale

myndigheder kan ikke uden den europæiske anklagers samtykke fjerne en

europæisk delegeret anklager fra sin stilling som national anklager, så

længe denne udøver sine funktioner på vegne af Den Europæiske Ankla-

gemyndighed.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal have til opgave at bekæmpe

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser. Den Euro-

pæiske Anklagemyndighed er således ansvarlig for efterforskning og rets-

forfølgning af gerningsmænd og medvirkende til disse strafbare handlinger

og for, at de stilles for en domstol. Med henblik herpå leder Den Europæi-

ske Anklagemyndighed og fører tilsyn med den relevante efterforskning

og træffer procesledende foranstaltninger i forbindelse med retsforfølgnin-

gen, herunder beslutninger om at henlægge sagen. Endelig optræder Den

Europæiske Anklagemyndighed som anklager ved medlemsstaternes kom-

petente domstole i sager, der vedrører de ovennævnte strafbare handlinger.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal efter Kommissionens forslag

være den eneste kompetente myndighed til at foretage efterforskning og

retsforfølgning i forbindelse med strafbare handlinger, der skader Unio-

nens finansielle interesser.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal sikre, at den under udøvelsen af

sin virksomhed respekterer de rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder. Herudover skal Den Euro-

pæiske Anklagemyndighed udføre efterforskningen på en upartisk måde

og tilvejebringe al relevant materiale såvel belastende som diskulperende.

Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforskning og retsforfølgning

skal efter forslaget være undergivet forordningens bestemmelser samt den

nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor efterforskningen eller rets-

forfølgningen finder sted, hvis et spørgsmål ikke er reguleret i forordnin-

gen. Når et spørgsmål både reguleres af national ret og forordningen, skal

sidstnævnte efter forslaget have forrang.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal indlede relevant efterforskning

uden ugrundet ophold og sikre sig, at efterforskningen og retsforfølgnin-

gen udføres hurtigt. For at opnå dette skal medlemsstaternes kompetente

myndigheder bistå og aktivt støtte den af Den Europæiske Anklagemyn-

dighed iværksatte efterforskning og retsforfølgning på dennes anmodning

og afstå fra enhver handling, politik eller procedure, der forsinker eller

hindrer dennes gang.

Efter forslaget skal Den Europæiske Anklagemyndighed have accessorisk

kompetence til at inddrage andre strafbare handlinger end strafbare hand-

linger, der skader Unionens finansielle interesser, i sagen, hvis disse straf-

bare handlinger er uadskilleligt forbundet, og en samlet efterforskning og

retsforfølgning er begrundet i hensynet til en hensigtsmæssig retspleje.

Anvendelsen af denne accessoriske kompetence forudsætter dog, at de

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, er mest

tungtvejende, og at de øvrige strafbare handlinger hviler på samme fakti-

ske omstændigheder. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er den med-

lemsstat, der har kompetence med hensyn til de øvrige lovovertrædelser,

ligeledes kompetent med hensyn til de strafbare handlinger, der skader

Unionens finansielle interesser.

Den Europæiske Anklagemyndigheds udøvelse af sin enekompetence til at

foretage efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger, der ska-

der Unionens finansielle interesser (og eventuelt udøvelsen af sin accesso-

riske kompetence), forudsætter, at den strafbare handling helt eller delvist

blev begået på en eller flere medlemsstaters område, eller af en statsborger

i en af medlemsstaterne, en af Unionens ansatte eller et medlem af institu-

tionerne.

2.4. Procedureregler for efterforskning, retsforfølgning og behandling

af straffesager (forslagets kapitel III)

2.4.1. Udførelse af efterforskningen

Den europæiske anklager eller, på dennes vegne, de europæiske delegere-

de anklagere træffer en skriftlig afgørelse om indledning af en efterforsk-

ning, hvis der er begrundet formodning om, at en lovovertrædelse, der

henhører under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetenceområde,

er ved at blive begået eller er blevet begået.

Hvis Den Europæiske Anklagemyndighed beslutter ikke at indlede en ef-

terforskning af et forhold, henlægger den sagen og noterer begrundelsen

herfor i sagsforvaltningssystemet. I den forbindelse informeres den natio-

nale myndighed, den EU-institution, det organ, kontor eller agentur, som

gjorde anklagemyndigheden opmærksom på forholdet, herom, og på deres

foranledning underrettes den person, der afgav oplysninger om forholdet,

hvis det er hensigtsmæssigt.

De nationale myndigheder kan straks iværksætte alle de hasteforanstalt-

ninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv efterforskning og retsfor-

følgning, hvis det er påkrævet i relation til en lovovertrædelse, der henhø-

rer under Den Europæiske Anklagers kompetenceområde. De nationale

myndigheder skal efterfølgende henvise sagen til Den Europæiske Ankla-

gemyndighed uden ugrundet ophold. I sådanne tilfælde bekræfter Den Eu-

ropæiske Anklagemyndighed om muligt inden for 48 timer efter indled-

ningen af sin efterforskning de foranstaltninger, som de nationale myndig-

heder har truffet, også selv om disse foranstaltninger er blevet truffet og

gennemført i medfør af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i for-

ordningen. I tilfælde, hvor der i løbet af efterforskningen opstår tvivl om,

hvorvidt Den Europæiske Anklagemyndighed er kompetent, kan denne –

mens kompetencespørgsmålet afgøres – på samme måde træffe alle haste-

foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv efterforskning

og retsforfølgning i sagen. Hvis det fastslås, at det er den nationale myn-

dighed, der er kompetent, bekræfter den nationale myndighed tilsvarende

inden for 48 timer efter indledningen af den nationale efterforskning de

foranstaltninger, som Den Europæiske Anklagemyndighed har truffet.

Den Europæiske Anklagemyndighed skal endvidere henvise en sag til de

kompetente nationale retshåndhævende myndigheder og retsinstanser, hvis

en indledt efterforskning viser, at den adfærd, der er genstand for efter-

forskning, udgør en strafbar handling, der ikke henhører under dens kom-

petenceområde. Tilsvarende skal de nationale myndigheder henvise en sag

til Den Europæiske Anklagemyndighed, hvis en indledt efterforskning vi-

ser, at den adfærd, der er genstand for efterforskning, udgør en strafbar

handling, der ligger inden for dennes kompetenceområde.

Efter forslaget skal den europæiske delegerede anklager, der er udpeget til

at forestå efterforskningen, lede efterforskningsarbejdet på vegne af den

europæiske anklager og efter dennes instrukser. Den europæiske delegere-

de anklager, der er udpeget til at forestå efterforskningen, kan enten selv

foretage de relevante efterforskningsskridt eller give de kompetente rets-

håndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor vedkommende udøver

sin tjeneste, instrukser herom. Disse myndigheder skal efterkomme den

europæiske delegerede anklagers instrukser og foretage de efterforsknings-

skridt, de er blevet pålagt at foretage. I grænseoverskridende sager skal de

europæiske delegerede anklagere i de pågældende medlemsstater handle i

tæt samråd, og den europæiske anklager kan inddrage flere europæiske de-

legerede anklagere i sagen og nedsætte fælles efterforskningshold.

Den europæiske anklager kan endvidere beslutte at omfordele sagen til en

anden europæisk delegeret anklager eller beslutte selv at forestå efter-

forskningen, hvis det viser sig nødvendigt af hensyn til en effektiv efter-

forskning eller retsforfølgning. En sådan beslutning kan træffes, hvis lov-

overtrædelsens grovhed tilsiger dette, hvis der foreligger særlige omstæn-

digheder i relation til den formodede gerningsmand, hvis der er særlige

omstændigheder i relation til efterforskningens grænseoverskridende ka-

rakter, hvis de retshåndhævende myndigheder i den berørte medlemsstat

ikke kan fås i tale, eller hvis de kompetente myndigheder i den relevante

medlemsstat har anmodet herom.

2.4.2. Behandling af oplysninger

Fra det tidspunkt, hvor Den Europæiske Anklagemyndighed registrerer en

sag, skal den kunne indhente enhver relevant oplysning, der er lagret i na-

tionale databaser vedrørende efterforskning i straffesager og retshåndhæ-

velse, såvel som i andre relevante registre, der føres af offentlige myndig-

heder, eller have adgang hertil ved de europæiske delegerede anklageres

mellemkomst.

Herudover lægger forslaget op til, at Den Europæiske Anklagemyndighed

– når det er nødvendigt af hensyn til efterforskningen – efter anmodning

100

skal kunne indhente enhver relevant oplysning vedrørende en lovovertræ-

delse, der henhører under dens kompetenceområde, fra Eurojust og Euro-

pol, ligesom den kan anmode Europol om at give analytisk støtte til en be-

stemt igangværende efterforskning.

Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemssta-

ternes myndigheder skal endvidere yde fornøden bistand til og fremlægge

de nødvendige oplysninger for Den Europæiske Anklagemyndighed på

dennes anmodning.

2.4.3. Efterforskningsskridt

Efter forslaget har Den Europæiske Anklagemyndighed beføjelse til enten

at anmode om eller bestemme, at en række efterforskningsskridt skal fore-

tages. Det drejer sig f.eks. om afhøring af mistænkte og vidner, anvendelse

af kontrollerede leverancer, ransagning, forevisning af genstande (edition),

beslaglæggelse, indgreb i meddelelseshemmeligheden og blokering af fi-

nansielle transaktioner. Det bemærkes, at forslaget i en række tilfælde an-

vender andre betegnelser for de opregnede efterforskningsskridt, hvorfor

ovennævnte eksempler er søgt tilpasset sprogbrugen som anvendes om de

tilsvarende danske efterforskningsskridt og tvangsindgreb.

De i forslaget opregnede efterforskningsskridt må kun udføres på bag-

grund af de betingelser, der er fastsat i forordningen og på de betingelser,

der er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning. Det er

medlemsstaternes ansvar at påse, at de opregnede efterforskningsskridt kan

anvendes i forbindelse med den efterforskning og retsforfølgning, som

Den Europæiske Anklagemyndighed udfører. Den Europæiske Anklage-

myndighed kan dog kun anmode om eller bestemme, at disse eller andre

efterforskningsskridt foretages, hvis der er adgang hertil i lovgivningen i

den medlemsstat, hvor de skal iværksættes. De konkrete efterforsknings-

skridt må endvidere ikke iværksættes uden rimelig grund og heller ikke,

såfremt det samme formål kan opnås ved hjælp af mindre indgribende for-

anstaltninger.

Derudover stiller forslaget krav om, at medlemsstaterne skal påse, at en

række af de angivne efterforskningsskridt kun iværksættes på baggrund af

en kendelse afsagt af den kompetente retsinstans i den medlemsstat, hvor

de skal foretages. Det gælder f.eks. i forhold til indgreb i meddelelses-

hemmeligheden og ransagning. Det bemærkes i den forbindelse, at forsla-

get ikke åbner op for, at disse efterforskningsskridt kan foretages uden

101

retskendelse, hvis undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retsken-

delse skulle afventes, hvilket er tilfældet for en række af de omfattede ef-

terforskningsskridt efter dansk ret.

Endelig kan Den Europæiske Anklagemyndighed fremsætte en begæring

for den kompetente retsinstans om, at den mistænkte anholdes eller vare-

tægtsfængsles i medfør af bestemmelserne i national ret.

2.4.4. Afslutning af efterforskningen og beføjelser i forbindelse med rets-

forfølgningen

Den europæiske anklager og de europæiske delegerede anklagere skal efter

forslaget have de samme beføjelser som de nationale anklagere med hen-

syn til gennemførelsen af straffesager, herunder navnlig beføjelse til at

fremsætte begæringer under sagen, deltage i bevisoptagelsen og udøve de

relevante retsmidler.

Efter forslaget er det den europæiske anklager, som i samråd med den eu-

ropæiske delegerede anklager, der skal anlægge straffesagen, som udvæl-

ger den retskreds, hvori sagen skal føres, under hensyntagen til en forsvar-

lig retspleje. Følgende kriterier skal ifølge forslaget anvendes til at udpege

den kompetente nationale domstol:



stedet, hvor lovovertrædelsen blev begået, eller i tilfælde af flere

lovovertrædelser stedet, hvor hovedparten af disse blev begået,



stedet, hvor tiltalte har sædvanlig bopæl,

stedet, hvor bevismidlet forefindes,

stedet, hvor de direkte skadelidte har sædvanlig bopæl.

Den europæiske anklager skal ifølge forslaget endvidere have kompetence

til at henlægge sager bl.a. pga. bevismangel, hvis de handlinger, der har

været genstand for efterforskning, ikke har karakter af strafbare handlin-

ger, hvis den mistænkte får amnesti eller immunitet, hvis sagen ikke kan

gennemføres pga. nationale forældelsesfrister, eller hvis den mistænkte al-

lerede er blevet endeligt frikendt eller dømt på grundlag af de samme fak-

tiske omstændigheder. Hvis efterforskningen blev indledt på grundlag af

oplysninger, der blev fremlagt af den skadelidte, underretter Den Europæi-

ske Anklagemyndighed den pågældende om, at sagen henlægges.

I tilfælde, hvor tabet er blevet erstattet, kan Den Europæiske Anklagemyn-

dighed fremsætte et bødeforlæg for sigtede, der, når bøden er betalt, med-

fører, at sagen endeligt er afgjort. Denne fremgangsmåde kan anvendes,

hvis sagen ikke henlægges, og det er i overensstemmelse med hensynet til

102

en forsvarlig retspleje. Når bødeforlægget accepteres af sigtede, og beløbet

er blevet indbetalt, henlægger den europæiske anklager endeligt sagen og

underretter officielt de kompetente nationale retshåndhævende myndighe-

der og retsinstanser herom, og informerer ligeledes de relevante EU-

institutioner, -organer og -agenturer. Denne efterfølgende beslutning om at

henlægge sagen kan ifølge forslaget ikke prøves af nogen retsinstans. Iføl-

ge betragtning 31 til forslaget bør de nærmere regler, der finder anvendelse

på bødeforlæg, og de, der finder anvendelse på beregningen af de bøder,

der skal pålægges, fastsættes i Den Europæiske Anklagemyndigheds for-

retningsorden. Denne forretningsorden fastsættes ifølge forslaget ved en

afgørelse, der træffes af den europæiske anklager, dennes fire stedfortræ-

dere og fem europæiske delegerede anklagere, der udvælges af den euro-

pæiske anklager på grundlag af en ordning med en strengt ligelig rotation

for derved at afspejle den demografiske og geografiske spredning i samtli-

ge medlemsstater. Afgørelsen træffes med simpelt flertal, idet alle med-

lemmer har én stemme.

2.4.5. Anerkendelse af bevismidler

Det følger af forslaget, at de bevismidler, som Den Europæiske Anklage-

myndighed fremlægger for den kompetente domstol, uden videre skal an-

erkendes af den pågældende domstol. Domstolen skal således lægge til

grund, at bevismidlerne opfylder de relevante formelle krav i lovgivningen

i den medlemsstat, hvor den er beliggende, forudsat at domstolen anser det

for at være i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang og

den tiltaltes rettigheder som fastsat i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder. Domstolen kan ifølge forslaget ikke under sa-

gen stille krav om validering eller en lignende retlig procedure – heller ik-

ke i tilfælde hvor lovgivningen i den medlemsstat, hvor domstolen er be-

liggende, indeholder andre bestemmelser om indsamling og fremlæggelse

af sådanne bevismidler.

Det understreges dog samtidig i forslaget, at denne umiddelbare anerken-

delse af bevismidlerne ikke berører de nationale domstoles kompetence til

frit at bedømme de bevismidler, der forelægges af Den Europæiske Ankla-

gemyndighed under sagen.

2.4.6. Konfiskation

Når den kompetente domstol på Den Europæiske Anklagemyndigheds be-

gæring ved en endelig kendelse har besluttet at konfiskere varer, der har

103

relation til, eller udbytte hidrørende fra en lovovertrædelse, der henhører

under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetenceområde, skal

værdien i penge af sådanne varer eller sådant udbytte overføres til EU's

budget, i det omfang det er nødvendigt for at dække Unionens tab.

2.5. Processuelle garantier (forslagets kapitel IV)

Forordningen fastslår, at Den Europæiske Anklagemyndigheds virksom-

hed skal udføres under streng overholdelse af den mistænktes rettigheder

som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettighe-

der, herunder retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar.

Herudover angiver forslaget de minimumsrettigheder, som enhver mis-

tænkt eller tiltalt, der er involveret i en straffesag, der er rejst af Den Euro-

pæiske Anklagemyndighed, skal tildeles:



ret til tolke- og oversætterbistand, som fastsat i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU,

ret til information og aktindsigt, som fastsat i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2012/13/EU, og

ret til adgang til advokatbistand og ret til kommunikation med og

underretning af en tredjemand under frihedsberøvelse, som fastsat i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU om ret til ad-

gang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved

anholdelse,

ret til ikke at udtale sig og ret til uskyldsformodning,

ret til retshjælp og

ret til at fremlægge bevismidler, udpege sagkyndige og føre vidner.



2.6. Domstolsprøvelse (forslagets kapitel V)

Når Den Europæiske Anklagemyndighed udarbejder processkrifter under

udøvelse af sin virksomhed, skal den ifølge forordningen anses for en nati-

onal myndighed i relation til domstolsprøvelse. Dette indebærer, at det er

medlemsstaternes nationale domstole, som forestår domstolskontrollen af

Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforskning og retsforfølgning.

Endvidere angives det i forslaget, at de nationale bestemmelser, der finder

anvendelse på Den Europæiske Anklagemyndigheds virksomhed i henhold

til forordningen, ikke skal anses for EU-retlige bestemmelser i relation til

TEUF artikel 267. De nationale domstole kan således ikke indbringe præ-

judicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkning af den na-

104

tionale ret, selvom denne ifølge forordningen finder anvendelse på Den

Europæiske Anklagemyndigheds efterforskning og retsforfølgning.

2.7. Databeskyttelse (forslagets kapitel VI)

Forslagets kapitel VI indeholder nærmere regler om Den Europæiske An-

klagemyndigheds behandling af personoplysninger, der har til formål at

specificere og supplere reglerne herom i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske perso-

ner i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitu-

tionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

I forhold til personer, der i henhold til de berørte medlemsstaters lovgiv-

ning mistænkes for at have begået eller have medvirket til en lovovertræ-

delse, der er omfattet af Den Europæiske Anklagemyndigheds kompeten-

ce, eller som er blevet dømt for en sådan lovovertrædelse, angives det i

forslaget, at Den Europæiske Anklagemyndighed kun må foretage manuel

eller elektronisk behandling af de personoplysninger, der er opregnet i

punkt 1 i bilaget til forordningen, til følgende formål:



strafferetlig efterforskning og retsforfølgning, der foretages i med-

før af denne forordning,

udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i med-

lemsstaterne og andre EU-organer i henhold til denne forordning,

samarbejde med tredjelande i henhold til denne forordning.



For så vidt angår vidner, forurettede og personer under 18 år, angives det i

forslaget, at Den Europæiske Anklagemyndighed kun må behandle de per-

sonoplysninger, der er opregnet i punkt 2 i bilaget til forordningen, inden

for rammerne af en strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning i for-

bindelse med en eller flere af de former for lovovertrædelser, der er omfat-

tet af Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence. Behandlingen af

sådanne personoplysninger må kun finde sted, hvis det er absolut nødven-

digt med henblik på de formål, der er nævnt umiddelbart ovenfor.

Derudover må Den Europæiske Anklagemyndighed også i et begrænset

tidsrum, som ikke må overskride det tidsrum, der er nødvendigt for at af-

slutte den sag, som de behandlede oplysninger vedrører, behandle andre

personoplysninger end vedrørende de ovennævnte persongrupper og/eller

de i bilaget til forordningen opregnede kategorier af personoplysninger.

Behandling af sådanne personoplysninger forudsætter, at de vedrører om-

105

stændighederne omkring en lovovertrædelse, at de er af umiddelbar betyd-

ning for og indgår i en igangværende efterforskning, som Den Europæiske

Anklagemyndighed foretager, og at behandlingen af disse oplysninger er

strengt nødvendig af hensyn til et af de tre formål, der er nævnt ovenfor.

Behandlingen af sådanne specifikke oplysninger skal finde sted i overens-

stemmelse med bestemmelserne i forordningen, og den databeskyttelses-

ansvarlige underrettes straks, hvis denne adgang til at behandle personop-

lysninger bringes i anvendelse.

For så vidt angår særligt følsomme personoplysninger (personoplysninger

vedrørende racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filoso-

fisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt vedrø-

rende helbredsforhold og seksualliv) angives det i forslaget, at Den Euro-

pæiske Anklagemyndighed kun må behandle disse, hvis disse oplysninger

er strengt nødvendige for efterforskningen, og hvis de supplerer andre per-

sonoplysninger, der allerede er blevet behandlet. Den databeskyttelsesan-

svarlige skal underrettes straks, hvis dette stykke bringes i anvendelse.

Hvis disse særligt følsomme personoplysninger vedrører vidner eller foru-

rettede, skal beslutningen om at behandle dem træffes af den europæiske

anklager.

Forordningsforlaget indeholder endvidere nærmere frister for, hvor lang

tid Den Europæiske Anklagemyndighed må lagre personoplysninger. Som

udgangspunkt må Den Europæiske Anklagemyndighed ikke lagre person-

oplysninger længere end indtil den første af følgende datoer:



datoen for udløbet af forældelsesfristen for påtale i alle de med-

lemsstater, der er berørt af efterforskningen og retsforfølgningen,



den dato, hvor personen blev frifundet, og retsafgørelsen har fået

retskraft,

tre år efter den dato, hvor retsafgørelsen har fået retskraft i den sid-

ste af de medlemsstater, der er berørt af efterforskningen og rets-

forfølgningen, eller

den dato, hvor Den Europæiske Anklagemyndighed konstaterede,

at det ikke længere var nødvendigt for den at fortsætte efterforsk-

ningen eller retsforfølgningen.



Under alle omstændigheder skal Den Europæiske Anklagemyndighed

hvert tredje år efter indlæsningen vurdere, om det fortsat er nødvendigt at

lagre oplysningerne. Hvis personoplysninger vedrørende mistænkte, vid-

ner, forurettede og personer under 18 år lagres i en længere periode end

fem år, underrettes Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

106

herom.

Når en af de fire ovennævnte frister udløber, skal Den Europæiske Ankla-

gemyndighed ifølge forslaget foretage en vurdering af, om det er nødven-

digt fortsat at lagre oplysningerne, for at den kan udføre sine opgaver, og

den kan undtagelsesvis beslutte at lagre oplysningerne, indtil den næste

vurdering skal foretages. Det skal i den forbindelse angives, hvorfor en

fortsat lagring heraf er berettiget, og begrundelsen herfor skal registreres.

Hvis der ikke træffes beslutning om fortsat at lagre personoplysningerne,

slettes de automatisk efter tre år.

For så vidt angår den registreredes ret til indsigt samt til at anmode om be-

rigtigelse, sletning eller begrænsning i behandlingen af personoplysninger

henviser forordningsforslaget til reglerne herom i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabs-

institutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Derudover fastsættes i forslaget bl.a. nærmere regler om registrering og

dokumentation, udpegning af en databeskyttelsesansvarlig, databeskyttel-

sesansvar, ansvar for uautoriseret eller ukorrekt behandling af personop-

lysninger, samarbejde med Den Europæiske Tilsynsførende for Databe-

skyttelse og de nationale datatilsynsmyndigheder samt klageadgang for re-

gistrerede til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

2.8. Bestemmelser om Den Europæiske Anklagemyndigheds forbin-

delser med sine partnere (forslagets kapitel VIII)

2.8.1. Forbindelser med partnere

Forslagets kapitel VIII angiver, med hvem og hvordan Den Europæiske

Anklagemyndighed kan indlede samarbejde. Den Europæiske Anklage-

myndighed kan, i det omfang det er nødvendigt for dens udførelse af sine

opgaver, indlede et varigt samarbejde med EU-organer og -agenturer i

overensstemmelse med disse organers og agenturers mål, de kompetente

myndigheder i tredjelande, internationale organisationer og Den Internati-

onale Kriminalpolitiorganisation (Interpol).

Den Europæiske Anklagemyndighed skal efter forslaget for det første

etablere og opretholde et særligt tæt forhold til Eurojust på grundlag af et

nært samarbejde og udvikling af operationelle, administrative og forvalt-

107

ningsmæssige forbindelser mellem dem.

Eurojust kan i operationelle sager inddrages af Den Europæiske Anklage-

myndighed, hvis der er tale om en grænseoverskridende eller kompleks

sag, og hvis et af en række nærmere opregnede kriterier er opfyldt. Det kan

f.eks. være i tilfælde, hvor efterforskningen har afsløret forhold, der falder

uden for Den Europæiske Anklagemyndigheds saglige eller stedlige kom-

petence. Dette kan også være for at lette indgåelsen af en aftale mellem

Den Europæiske Anklagemyndighed og den/de berørte medlems-

stat/medlemsstater om accessorisk kompetence, jf. pkt. 2.2.2 ovenfor, eller

for at anmode Eurojust eller dets kompetente nationale medlem(mer) om at

yde bistand i forbindelse med fremsendelse af afgørelser eller anmodnin-

ger om gensidig retshjælp til og fuldbyrdelse i stater, der er medlemmer af

Eurojust, men som ikke deltager i oprettelsen af Den Europæiske Ankla-

gemyndighed, eller tredjelande.

Samarbejdet med Eurojust omfatter også udveksling af personoplysninger.

Alle oplysninger, der udveksles i den forbindelse, må dog kun anvendes til

de formål, hvortil de blev meddelt. Enhver anden anvendelse af oplysnin-

gerne er kun tilladt, såfremt denne anvendelse falder ind under det modta-

gende organs beføjelser, og efter forudgående tilladelse fra det organ, som

meddelte oplysningerne.

Herudover lægges der i forslaget endvidere op til, at samarbejdet med Eu-

rojust skal indebære, at Den Europæiske Anklagemyndighed benytter sig

af Eurojusts administrative bistand og ressourcer, og at det nærmere ind-

hold af denne ordning reguleres ved en aftale. Derudover er det hensigten,

at Eurojust skal yde en række tekniske tjenester til Den Europæiske An-

klagemyndighed, f.eks. teknisk bistand i forbindelse med udarbejdelsen af

årsbudgettet samt i forbindelse med ansættelse af personale, sikkerhedstje-

nester, it-tjenester og tjenester inden for økonomisk forvaltning, regnskab

og revision.

For det andet skal Den Europæiske Anklagemyndighed ifølge forslaget

udvikle et særligt tæt forhold til Europol, som omfatter udveksling af op-

lysninger, herunder personoplysninger. Anvendelsen af personoplysninger

er underlagt de samme begrænsninger som i forhold til samarbejdet med

Eurojust, jf. umiddelbart ovenfor.

Derudover skal Den Europæiske Anklagemyndighed indgå en aftale med

Kommissionen, herunder med OLAF, hvor der fastsættes nærmere regler

108

om samarbejde med henblik på at gennemføre de forpligtelser, der er om-

handlet i TEUF artikel 325, stk. 3. Denne bestemmelse angiver, at med-

lemsstaterne samordner deres optræden med henblik på at beskytte Unio-

nens finansielle interesser mod svig, og at de sammen med Kommissionen

med henblik herpå tilrettelægger et snævert, løbende samarbejde mellem

de kompetente myndigheder.

For det tredje kan Den Europæiske Anklagemyndighed efter forslaget

etablere samarbejdsordninger med tredjelandes myndigheder og internati-

onale organisationer. Ifølge forslaget kan sådanne samarbejdsordninger

navnlig vedrøre udveksling af strategiske oplysninger og udstationering af

forbindelsesofficerer ved Den Europæiske Anklagemyndighed, ligesom

Den Europæiske Anklagemyndighed efter aftale med de kompetente myn-

digheder kan udpege kontaktpunkter i tredjelande for at lette samarbejdet.

Forslaget giver endvidere mulighed for, at Kommissionen i medfør af

TEUF artikel 218 kan fremlægge forslag om indledning af forhandlinger

om aftaler med et eller flere tredjelande om samarbejde mellem Den Euro-

pæiske Anklagemyndighed og de kompetente myndigheder i disse tredje-

lande med hensyn til retshjælp i straffesager og udlevering i sager, der

henhører under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetenceområde.

Endelig skal medlemsstaterne ifølge forslaget anerkende Den Europæiske

Anklagemyndighed som en kompetent myndighed i forbindelse med gen-

nemførelsen af deres internationale aftaler om retshjælp i straffesager og i

forbindelse med udlevering for så vidt angår strafbare handlinger, der hen-

hører under dens kompetenceområde. Om fornødent ændrer medlemssta-

terne disse internationale aftaler for at sikre, at Den Europæiske Anklage-

myndighed kan udøve sin virksomhed med støtte i sådanne aftaler, når den

udfører sine opgaver.

2.8.2. Videregivelse af personoplysninger

Forslagets kapitel VIII fastlægger endvidere betingelserne for, hvornår

Den Europæiske Anklagemyndighed kan videregive personoplysninger til

EU-organer eller –agenturer samt til tredjelande og internationale organi-

sationer.

Videregivelse til EU-organer eller –agenturer kan efter forslaget ske, hvis

det er nødvendigt for, at den selv eller det modtagende EU-organ eller -

agentur kan udføre deres opgaver, medmindre der er fastsat begrænsninger

109

herfor i medfør af denne forordning.

Videregivelse af personoplysninger til en myndighed i et tredjeland eller til

en international organisation eller Europol kan efter forslaget alene ske i

det omfang, det er nødvendigt for udførelsen af dens opgaver.

Derudover forudsætter videregivelsen til et tredjeland mv., at Kommissio-

nen har truffet afgørelse om, at det pågældende land mv. sikrer et tilstræk-

keligt niveau for databeskyttelse, jf. Europa-Parlamentet og Rådets direk-

tiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-

danne oplysninger, eller at videregivelsen har hjemmel i en international

aftale, der er indgået mellem Unionen og det pågældende tredjeland mv. i

medfør af TEUF artikel 218, og som frembyder tilstrækkelige garantier

med hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred og fysiske personers grund-

læggende rettigheder og friheder.

Hvis disse betingelser for videregivelse til et tredjeland mv. ikke er op-

fyldt, giver forslaget mulighed for, at Den Europæiske Anklagemyndighed

kan give tilladelse til videregivelse af personoplysninger til tredjelande

mv. under hensyntagen til en sags konkrete omstændigheder, hvis:



det er strengt nødvendigt at videregive oplysninger for at beskytte

Unionens væsentlige interesser inden for rammerne af Den Euro-

pæiske Anklagemyndigheds målsætninger,

det er strengt nødvendigt at videregive oplysningerne af hensyn til

forebyggelse af en nært forestående fare forbundet med kriminalitet

eller terrorhandlinger,

det af andre grunde er nødvendigt, eller der gælder en retlig for-

pligtelse til, at oplysningerne videregives for at beskytte en vigtig

samfundsinteresse i Unionen eller medlemsstaterne, der er aner-

kendt i EU-retten eller i national ret, eller for, at retskrav kan fast-

slås, gøres gældende eller forsvares, eller

det er nødvendigt at videregive oplysningerne for at beskytte den

registreredes eller en anden persons vitale interesser.



Herudover giver forslaget mulighed for, at Den Europæiske Anklagemyn-

dighed efter aftale med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttel-

se løbende kan videregive personoplysninger i periode, der ikke må over-

stige et år (dog med mulighed for forlængelse), hvis én af de fire oven-

nævnte betingelser er opfyldt, og hvis der foreligger garantier for beskyt-

110

telsen af privatlivets fred og fysiske personers grundlæggende rettigheder

og friheder.

2.9. Øvrige emner (forslagets kapitel VII, IX og X)

Forslagets kapitel VII indeholder finansielle bestemmelser og bestemmel-

ser vedrørende personale.

Kapitel IX omhandler diverse bestemmelser om bl.a. tavshedspligt, gen-

nemsigtighed, afrapportering mv. til Europa-Parlamentet, Rådet, de natio-

nale parlamenter og Kommissionen.

Kapitel X indeholder overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmel-

ser. Det foreslås bl.a., at Kommissionen senest fem år efter forordningens

ikrafttræden forelægger en evalueringsrapport af forordningens gennemfø-

relse ledsaget af eventuelle ændringsforslag samt Kommissionens vurde-

ring af, hvorvidt det er muligt og tilrådeligt at udvide Den Europæiske An-

klagemyndigheds kompetenceområde til andre lovovertrædelser, jf. TEUF

artikel 86, stk. 4.

3. Gældende dansk ret

Efter de gældende regler varetages den strafferetlige beskyttelse af Unio-

nens finansielle interesser af medlemsstaterne. I tilfælde af f.eks. svig med

EU-midler i Danmark er det i henhold til retsplejeloven det danske politi

og den danske anklagemyndighed, der gennemfører efterforskningen, be-

slutter om der skal rejses tiltale og i givet fald fører sagen ved retten.

Udenlandske myndigheder kan være til stede og deltage, herunder stille

spørgsmål til et vidne, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning

her i landet, der iværksættes af dansk politi og anklagemyndighed efter be-

gæring fra en udenlandsk myndighed.

Efterforskningen af straffesager er i et vist omfang undergivet domstols-

kontrol. Således skal retten i forbindelse med visse særlige efterforsk-

ningsskridt, f.eks. indgreb i meddelelseshemmeligheden, ransagning og

beslaglæggelse, påse, at betingelserne for indgrebet – såsom mistankekrav,

proportionalitetskrav samt krav til indgrebets betydning for efterforsknin-

gen og til lovovertrædelsens grovhed – er opfyldt.

De materielle straffebestemmelser, der finder anvendelse på sager vedrø-

rende beskyttelse af Unionens finansielle interesser, findes i straffeloven

111

og særlovgivningen.

Ved grænseoverskridende kriminalitet, herunder lovovertrædelser der ved-

rører Unionens finansielle interesser, samarbejder politi og anklagemyn-

dighed efter behov med myndighederne i andre lande. For så vidt angår

samarbejdet med myndighederne i andre EU-medlemsstater, sker dette

navnlig gennem Europol, Eurojust og Det Europæiske Retlige Netværk.

Eurojust er en koordinationsenhed mellem EU-medlemsstaternes ankla-

gemyndigheder, der giver større mulighed for at samordne efterforskning

og retsforfølgning af straffesager under Eurojusts kompetenceområde. Eu-

rojust kan f.eks. anmode et eller flere lande om at iværksætte efterforsk-

ning eller retsforfølgning i konkrete sager eller at nedsætte fælles efter-

forskningshold i sager.

Kommissionen har allerede i dag en til dels uafhængig svigsbekæmpelse-

senhed, OLAF, der har til opgave at beskytte Unionens interesser mod

ulovlig virksomhed, som kan føre til disciplinærsager og straffesager.

OLAF, hvis personale ofte er politiuddannet, har kompetence til selv at

gennemføre undersøgelser af administrativ karakter og formidle resultater-

ne videre til de nationale myndigheder, herunder politi- og anklagemyn-

dighederne. OLAF udøver desuden en støttefunktion i forhold til de natio-

nale politi- og anklagemyndigheder i konkrete sager vedrørende EU-svig

og har bl.a. en koordineringsfunktion i tværnationale sager. Herudover bi-

drager OLAF til den forebyggende indsats mod EU-svig.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget er som nævnt fremsat under henvisning til TEUF artikel 86, der

er omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager således ikke i

vedtagelsen af forordningsforslaget, som ikke vil være bindende for eller

finde anvendelse i Danmark.

Forslaget har derfor hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle

konsekvenser.

5. Høring

Forslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv. Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Præ-

sidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenterne for byretterne, Advokat-

112

rådet, Amnesty International, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Dan-

ske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Offentli-

ge Anklagere, Handelshøjskolen i København (Juridisk Institut), Handels-

højskolen i Aarhus (Juridisk Institut), Institut for Menneskerettigheder,

Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Københavns Universitet, Landsfor-

eningen af Forsvarsadvokater, Politiforbundet, Retspolitisk Forening,

Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Syddansk Universitet

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universi-

tet (Juridisk Institut).

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns

Byret på vegne af de øvrige byretter, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Of-

fentlige Anklagere, Institut for Menneskerettigheder, Politiforbundet

og Rigspolitiet

har ikke haft bemærkninger til forslaget.

Rigsadvokaten, Advokatrådet, Landsforeningen af Forsvarsadvoka-

ter, Retspolitisk Forening og Datatilsynet

har afgivet høringssvar til for-

slaget. De fremsendte bemærkninger er nærmere beskrevet nedenfor.

5.1. Generelle bemærkninger

Rigsadvokaten

bemærker, at det grundlæggende er en politisk beslutning,

hvorvidt Danmark, såfremt forslaget ikke havde været omfattet af det dan-

ske retsforbehold, skulle tilslutte sig en EU-institution, der er tillagt eks-

klusive, overstatslige beføjelser til at efterforske og retsforfølge visse

strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser. Rigsadvo-

katen kan tilslutte sig Justitsministeriets samlenotat af 26. september 2013,

hvoraf det fremgår, at den danske anklagemyndighed varetager indsatsen

mod svig, herunder med EU-midler, effektivt og målrettet. Rigsadvokaten

bemærker endvidere, at forslaget er ganske omfattende, samt at det inde-

holder en del uklarheder, som bør søges afklaret under forhandlingerne.

Retspolitisk Forening

bemærker, at foreningen ud fra en suverænitetsbe-

tragtning og en betragtning om retssikkerhed for borgerne i relation til ef-

terforskning og domstolsbehandling generelt må tage afstand fra den filo-

sofi, forslaget er udtryk for. Retspolitisk Forening finder, at forslaget er

udtryk for mere EU-myndighedsudøvelse på et sagsområde, hvor et effek-

tivt samarbejde mellem landene og med EU’s allerede eksisterende institu-

113

tioner, f.eks. OLAF, bør kunne virke og håndhæves. Retspolitisk Forening

lægger vægt på, at EU-borgere bør møde nationale politi- og anklagemyn-

digheder samt domstole.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker

sammenfattende, at forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en eu-

ropæisk anklagemyndighed forekommer tungt og på flere punkter uklart.

5.2. Kapitel I: Genstand og definitioner

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker

vedrørende forslagets artikel 2, at formuleringen ”strafbare handlinger, der

skader Unionens finansielle interesser” er en vag formulering, der kan give

anledning til mange afgrænsningsproblemer.

5.3. Kapitel II: Almindelige bestemmelser

5.3.1. Den europæiske anklagemyndigheds struktur

Rigsadvokaten

bemærker, at det vil være mest hensigtsmæssigt med en

decentraliseret struktur, hvor nationale delegerede i videst muligt omfang

integreres i de nationale anklagemyndigheder. Dermed vil det være muligt

at sikre national forankring af de sager, der vedrører den enkelte medlems-

stat, ligesom det vil være muligt at bygge videre på den ekspertise, der er

opbygget hos den nationale anklagemyndighed. Rigsadvokaten anfører, at

de nationale delegerede samtidig skal kunne fungere som nationale ankla-

gere med behandling af andre sager end dem, der er omfattet af den euro-

pæiske anklagemyndigheds mandat.

5.3.2. Den europæiske anklagemyndigheds opgaver og kompetencer

Rigsadvokaten

bemærker, at det ville være hensigtsmæssigt at overveje

en model, hvor den europæiske anklagemyndigheds kompetence er subsi-

diær i forhold til de nationale myndigheders kompetence, idet indsatsen

mod svig allerede varetages effektivt og målrettet.

5.3.3. Den europæiske anklagemyndigheds uafhængighed

Rigsadvokaten

sætter spørgsmålstegn ved, om man vil kunne sikre den

delegerede anklagers fuldstændige uafhængighed af den nationale ankla-

gemyndighed, som forslaget foreslår, idet Rigsadvokaten påpeger, at det

114

må formodes, at den delegerede anklager efter sin udnævnelsesperiode (5

år med mulighed for genudnævnelse) kan være interesseret i at fortsætte i

den nationale anklagemyndighed.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

de europæiske anklageres uafhængighed kan give anledning til bekymring,

idet de europæiske anklagere ikke er underlagt klageadgang og kun kan af-

skediges af Rådet ved grove tjenesteforseelser.

5.4. Kapitel III: Procedureregler for efterforskning, retsforfølgning og be-

handling af straffesager

5.4.1. Straffeprocessuelle bestemmelser

Rigsadvokaten

bemærker, at den europæiske anklagemyndighed i videst

muligt omfang bør operere på baggrund af nationale procesregler. Rigsad-

vokaten anfører, at det bør afklares, hvad retsvirkningen vil være, når for-

ordningen, der er direkte anvendelig i medlemsstaterne og vil have forrang

for retsplejelovens regler, indeholder andre regler end dem, der fremgår af

retsplejeloven, f.eks. i forhold til reglerne om anholdelse. Rigsadvokaten

anfører endvidere, at det ville være bedre i tråd med danske retsprincipper,

hvis det var muligt at påklage afgørelser, der går ud på at afvise eller ind-

stille en efterforskning.

5.4.2. Særligt vedrørende anerkendelse af bevismidler

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder forsla-

gets artikel 30 vedrørende anerkendelse af bevismidler særdeles vidtgåen-

de og mener, at bestemmelsen medfører en risiko for såkaldt ”forum shop-

ping”, idet den europæiske anklagemyndighed kan have interesse i at rets-

forfølge en lovovertrædelse i ét land frem for et andet. Advokatrådet er af

den opfattelse, at bevisreglerne bør ændres således, at bevis indsamlet i ét

medlemsland, kun kan anvendes i et andet medlemsland, hvis begge landes

lovgivning tillader anvendelse af beviset.

5.4.3. Særligt vedrørende jurisdiktion

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder, at der i

forslaget mangler klare regler for jurisdiktion i tilfælde af grænseoverskri-

dende kriminalitet, samt at der bør sikres en judiciel prøvelse af spørgsmå-

let, eventuelt med klageadgang til EU-domstolen.

115

5.5. Kapitel IV: Processuelle garantier

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

den sigtedes rettigheder ikke er tilstrækkeligt specificeret i forslaget, og at

forslaget mangler bestemmelser vedrørende erstatning til den sigtede,

f.eks. i det tilfælde, at han måtte blive frifundet.

5.6. Kapitel VI: Databeskyttelse

Datatilsynet

har bemærket, at Den fælles kontrolinstans for Eurojust

(JSB) den 14. november 2013 har afgivet en udtalelse om Eurojust, og at

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse ifølge deres hjemme-

side bl.a. vil afgive en udtalelse om ”Establishment of a European Public

Prosecutor’s Office (EPPO) to protect the financial interests of the Union”,

hvorfor Datatilsynet anbefaler, at disse udtalelser indgår i overvejelserne

om de aktuelle forslag. Datatilsynet anfører endvidere, at Europaudvalget i

det britiske underhus (The European Scrutiny Committee of the House of

Commons) den 11. september 2013 har afgivet en rapport om bl.a. forsla-

get til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndig-

hed, og at de persondataretlige spørgsmål, der rejses i rapporten, kan indgå

i overvejelserne om de aktuelle forslag.

Advokatrådet

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at

der gives den europæiske anklagemyndighed en vid adgang til at indsamle,

videregive og lagre oplysninger, herunder personfølsomme oplysninger,

og at der bør være et uafhængigt tilsynsorgan til at bedømme nødvendig-

heden af den meget omfattende kompetence.

5.7. Kapitel VII: Finansielle bestemmelser og bestemmelser vedrørende

personale

Rigsadvokaten

bemærker, at det er nødvendigt, at midlerne til den euro-

pæiske anklagemyndighed ikke må gå fra Eurojusts budget på en sådan

måde, at Eurojust ikke fremover kan varetage sine operationelle opgaver i

fuldt tilfredsstillende omfang.

6. Nærhedsprincippet

Kommissionen har i forslaget i forhold til nærhedsprincippet anført, at der

er behov for tiltag på EU-plan, fordi den planlagte foranstaltning i sig selv

har en EU-dimension. Den indebærer EU-baseret styring og koordinering

116

af efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med strafbare handlinger,

der skader Unionens finansielle interesser, som skal beskyttes af både

Unionen og medlemsstaterne, jf. TEUF artikel 310, stk. 6, og artikel 325. I

overensstemmelse med nærhedsprincippet kan dette mål ifølge Kommissi-

onen kun nås på EU-plan pga. dets omfang og virkninger. Den nuværende

situation, hvor retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelser, der ska-

der Unionens finansielle interesser, alene varetages af medlemsstaternes

myndigheder, opfylder ifølge Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad dette

mål.

Kommissionen har endvidere anført, at forslaget i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for

at nå dette mål. Løsningerne i forslaget er de mindst indgribende for så

vidt angår medlemsstaternes retsorden og institutionelle strukturer. De vig-

tigste aspekter af forslaget, bl.a. hvilken lovgivning der finder anvendelse

på efterforskningsskridt, antallet af delegerede anklagere, den decentrale

karakter af Den Europæiske Anklagemyndighed og systemet med dom-

stolskontrol, er udformet således, at de ikke går videre, end hvad der er

nødvendigt for at nå dette mål.

Endelig har Kommissionen anført, at Unionens kompetence til at bekæmpe

svig og andre lovovertrædelser, der skader dens finansielle interesser, klart

fremgår af TEUF artikel 86 og 325. Da Unionens kompetence ikke er un-

derordnet medlemsstaternes kompetence, og udøvelsen af dens kompeten-

ce er blevet nødvendig for at sikre en mere effektiv beskyttelse af Unio-

nens finansielle interesser, er forslaget ifølge Kommissionen i overens-

stemmelse med nærhedsprincippet.

Efter fremsættelsen af forslaget har Kommissionen fået et såkaldt ”gult

kort” på forslaget, idet 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14 parlamen-

ter/kamre) efter proceduren i artikel 6 og 7 i tillægsprotokol nr. 2 om an-

vendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet har afgivet

begrundede udtalelser om, at forslaget ikke er i overensstemmelse med

nærhedsprincippet.

Kommissionen har den 27. november 2013 meddelt, at forslaget er blevet

genovervejet, og at Kommissionen vil fastholde dette, men at der i lovgiv-

ningsprocessen vil blive taget behørigt hensyn til de nationale parlamen-

ters begrundede udtalelser. Kommissionen har i meddelelsen af 27. no-

vember 2013 konkluderet, at forslaget efterlever nærhedsprincippet i arti-

kel 5, stk. 3, i TEU, hvorfor Kommissionen ikke finder det nødvendigt at

117

trække forslaget tilbage eller ændre dette.

Kommissionen bemærker, at målet ikke opfyldes tilstrækkeligt på natio-

nalt plan. Kommissionen anfører, at det ikke er forholdene i den enkelte

medlemsstat, der er afgørende, hvis det kan påvises, at foranstaltningerne i

medlemsstaterne generelt er utilstrækkelige, og at foranstaltninger på EU-

plan generelt set ville opfylde det politiske mål bedre. Kommissionen læg-

ger bl.a. vægt på, at OLAF’s årlige statistikker viser, at de nationale straf-

fesager ikke er effektive, idet de varer for længe, ligesom mange sager er

blevet afvist inden retssagen.

Kommissionen bemærker, at de eksisterende organer på EU-plan ikke er

tilstrækkelige til at afhjælpe de konstaterede mangler, idet OLAF’s befø-

jelser er begrænset til administrative undersøgelser, og da der er iboende

begrænsninger i den rolle, Europol og Eurojust spiller.

Vedrørende merværdien af forslaget bemærker Kommissionen, at det fore-

slåede system efter Kommissionens opfattelse vil tilføre bekæmpelsen af

svig til skade for Unionen en væsentlig merværdi, herunder ved at forhin-

dre såkaldt ”forum shopping”.

Kommissionen begrunder afslutningsvist, at den finder strukturen for den

europæiske anklagemyndighed samt karakteren og omfanget af myndighe-

dens kompetencer i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet. Regeringen har herved bl.a. lagt vægt på, at det konkrete

forslag i vidt omfang bygger på anvendelse af nationale straffeprocessuelle

regler og alene vedrører svig med Unionens finansielle midler og ikke øv-

rige sager om svig. Det bemærkes, at oprettelsen af en europæisk ankla-

gemyndighed er forudsat i TEUF.

7. Andre landes kendte holdninger

Som nævnt ovenfor har 11 landes parlamenter/kamre (i alt 14 parlamen-

ter/kamre) afgivet begrundede udtalelser om, at forslaget ikke er i overens-

stemmelse med nærhedsprincippet. Der er tale om følgende lande: Storbri-

tannien, Nederlandene, Ungarn, Tjekkiet, Irland, Cypern, Frankrig, Malta,

Sverige, Rumænien, Slovenien. Gruppen af nationale parlamenter finder

typisk ikke, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har argumenteret for op-

118

rettelsen af en anklagemyndighed på europæisk niveau og peger ligeledes

på, at strafferet primært hører under national kompetence.

Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdning til sagen.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man støtte initiativer, der med respekt af grundlæggen-

de principper i national ret samt nationale myndigheders beføjelser sikrer

et effektivt samarbejde om bekæmpelse af grov international kriminalitet,

herunder samarbejde om efterforskning og retsforfølgning i konkrete straf-

fesager. Dette gælder ligeledes i forhold til bekæmpelsen af strafbare

handlinger, der skader Unionens finansielle interesser.

Fra dansk side anser man samarbejdet mellem de nationale myndigheder,

Europol og Eurojust i sager, der vedrører strafbare handlinger, som skader

Unionens finansielle interesser, for at være særdeles nyttigt, ligesom man

anser medlemsstaternes samarbejde i disse sager med Det Europæiske

Kontor til Bekæmpelse af Svig (OLAF) for velfungerende.

Det er endvidere regeringens opfattelse, at den danske anklagemyndighed

varetager indsatsen mod svig, herunder svig med EU-midler, effektivt og

målrettet.

Den grundlæggende ordning i det danske retssystem er, at det er det dan-

ske politi og den danske anklagemyndighed, der gennemfører efterforsk-

ning, beslutter om der skal rejses tiltale og i givet fald fører straffesager

ved de danske domstole, og regeringen er derfor skeptisk over for det ele-

ment i forslaget, som lægger op til, at Den Europæiske Anklagemyndighed

skal kunne efterforske og retsforfølge i de enkelte medlemsstater.

På den baggrund er det regeringens foreløbige holdning, at oprettelsen af

en europæisk anklagemyndighed rejser spørgsmål om, hvorvidt der her-

med sikres en mere effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser.

9. Europa-Parlamentet

Forslaget skal efter TEUF artikel 86, stk. 1, vedtages efter en særlig lov-

givningsprocedure, hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter

Europa-Parlamentets godkendelse.

119

Europa-Parlamentet har den 12. marts 2014 afgivet en foreløbig rapport

om forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklage-

myndighed, hvori Parlamentet kommer med en række anbefalinger til æn-

dringer af forslaget, som Parlamentet anmoder Rådet om at tage behørigt

hensyn til ved behandlingen af forslaget.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og ret-

ligt samarbejde den 20. maj 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg til ori-

entering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 3.-4.

marts 2014.

120

Dagsordenspunkt 15: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Sam-

arbejde (Eurojust)*

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Sagen er omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 535 endelig

Resumé

Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Det forventes, at formandskabet på

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014 vil lægge op

til en drøftelse af dele af forordningsforslaget. Forslaget viderefører dele

af de nugældende regler for Eurojust. Samtidig lægges der op til en række

nyskabelser, herunder foreslås en strømligning af Eurojusts virke og struk-

tur med henblik på at sikre, at dets operationelle funktioner styrkes ved at

mindske de nationale medlemmers administrative arbejdsbyrde. Forslaget

har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget

vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Fra dansk

side er man overordnet positivt indstillet over for forslaget.

Baggrund

Eurojust blev oprettet ved Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar

2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov krimina-

litet, og medlemsstaternes samarbejde i Eurojust er efterfølgende blevet

forstærket ved Rådets afgørelse 2009/426/RIA af 16. december 2008 om

styrkelse af Eurojust.

Eurojust er en EU-institution, etableret på mellemstatsligt grundlag. Euro-

justs hovedopgave er at styrke indsatsen vedrørende efterforskning og rets-

forfølgning af alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet, navnlig når kri-

minaliteten er organiseret og berører to eller flere medlemsstater.

Kommissionen har som en del af baggrunden for det foreliggende forord-

ningsforslag peget på, at det i Traktaten om Den Europæiske Unions Funk-

tionsmåde (TEUF) artikel 85, stk. 1, 2. led, bestemmes, at Europa-

Parlamentet og Rådet ved forordning efter den almindelige lovgivnings-

procedure skal fastlægge Eurojusts struktur, funktionsmåde, indsatsområde

og opgaver.

Kommissionen har endvidere henvist til, at der i løbet af det seneste årti er

121

sket en eksplosion i den grænseoverskridende kriminalitet, bl.a. hvad angår

narkotikasmugling, menneskehandel, terrorisme og internetkriminalitet,

herunder børnepornografi. Et fællestræk ved alle disse former for krimina-

litet er, at kriminaliteten begås på tværs af grænserne af særdeles mobile

og fleksible grupper, som opererer inden for flere forskellige retssystemer

og kriminelle sektorer. Hvis de skal bekæmpes effektivt, er der efter

Kommissionens opfattelse behov for en koordineret paneuropæisk indsats.

Derudover har Kommissionen peget på, at det forhold, at kriminalitet i sti-

gende grad begås på tværs af grænserne og dækker flere forskellige krimi-

nelle aktiviteter, gør det vanskeligere for de enkelte medlemsstater at op-

klare og håndtere grænseoverskridende kriminalitet, især organiseret kri-

minalitet. Eurojusts opgave med at forbedre det retlige samarbejde og ko-

ordineringen mellem medlemsstaternes kompetente retsmyndigheder og

bistå efterforskninger, der involverer tredjelande, er stadig særdeles vigtig.

Endelig har Kommissionen henvist til den fælles tilgang til EU's decentra-

liserede agenturer, som Europa-Parlamentet, Rådet og Parlamentet god-

kendte i juli 2012, og som skal tages i betragtning i forbindelse med alle

deres fremtidige beslutninger om EU's decentraliserede agenturer på

grundlag af en analyse af den konkrete sag.

Forslaget indgår i en lovgivningspakke og fremsættes sammen med et for-

ordningsforslag om oprettelsen af Den Fælles Europæiske Anklagemyn-

dighed (KOM(2013) 534 endelig), der behandles i et særskilt notat.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. oktober 2013 præ-

senterede Kommissionen forslaget om Eurojust. Der var generel støtte til

forslaget, selvom en række medlemsstater ikke så behov for en revision af

Eurojust på nuværende tidspunkt.

Formandskabet forventes på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

5.-6. juni 2014 at lægge op til en drøftelse af dele af forordningsforslaget.

Det danske retsforbehold

Forslaget er fremsat under henvisning til TEUF, navnlig artikel 85, og skal

vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294).

Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmark stilling deltager Danmark ikke i

Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,

122

tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foran-

staltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, bin-

dende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark (”rets-

forbeholdet”).

Det må forventes, at det danske retsforbehold og forordningsforslaget,

herunder i lyset af de ændringer, der lægges op til i forhold til den nuvæ-

rende ordning, vil føre til, at Danmark ikke længere vil deltage i Eurojust-

samarbejdet.

2. Indhold

2.1. Generelt

Kommissionen har med forslaget lagt op til en gennemgribende omskriv-

ning af retsgrundlaget for Eurojust. Indholdsmæssigt videreføres store dele

af reglerne i de nugældende rådsafgørelser om Eurojust, dog i mange til-

fælde omskrevet og/eller lettere justeret.

Hovedformålene med forslaget er ifølge Kommissionen følgende:



at øge Eurojusts effektivitet ved at give det en ny forvaltningsstruk-

tur,

at forbedre Eurojust operationelle effektivitet ved at sikre en fælles

definition af de nationale medlemmers status og beføjelser,

at give Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter en rolle i

forbindelse med evalueringen af Eurojusts virke i overensstemmel-

se med Lissabontraktaten,

at sikre, at den retlige ramme for Eurojust er i overensstemmelse

med den fælles tilgang til EU's decentraliserede agenturer, samtidig

med at dets særlige rolle, hvad angår koordineringen af igangvæ-

rende strafferetlige efterforskninger, fuldt ud respekteres, og

at sikre, at Eurojust kan arbejde tæt sammen med Den Europæiske

Anklagemyndighed, når denne er blevet oprettet.



I det følgende er hovedvægten lagt på forslagets centrale og nyskabende

dele.

2.2. Mål og opgaver (forslagets kapitel I)

Forslaget lægger op til, at Eurojust – ligesom i dag – skal have til opgave

at støtte og styrke koordineringen af og samarbejdet mellem de nationale

123

myndigheder, der har til opgave at efterforske og forfølge grov kriminali-

tet, der berører to eller flere medlemsstater eller kræver retsforfølgning på

fælles basis, på grundlag af operationer foretaget af medlemsstaternes

myndigheder og Europol samt oplysninger fra disse. Eurojust udfører sine

opgaver på anmodning af medlemsstaternes kompetente myndigheder eller

på eget initiativ.

Eurojusts kompetence omfatter de 31 former for grov kriminalitet, der er

opført på listen i bilag 1 til forslaget. Det drejer sig f.eks. om organiseret

kriminalitet, terrorisme, narkotikahandel, hvidvaskning af penge, bestik-

kelse, manddrab og grov legemsbeskadigelse, bortførelse, frihedsberøvelse

og gidseltagning, seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af kvinder og

børn, børnepornografi og hvervning af børn til seksuelle formål, racisme

og fremmedhad, organiseret røveri samt underslæb og bedrageri. Forslaget

indebærer, at Eurojusts kompetence ikke skal omfatte de former for krimi-

nalitet, som foreslås henført under Den Europæiske Anklagemyndigheds

kompetence, dvs. bekæmpelse af strafbare handlinger, der skader Unio-

nens finansielle interesser. Derudover omfatter Eurojusts kompetence –

som hidtil – såkaldte ”tilknyttede strafbare handlinger”, hvorved forstås

strafbare handlinger, der begås for at skaffe midler til at begå de handlin-

ger, der er opført på listen i bilag 1, strafbare handlinger, der begås for at

fremme eller begå de handlinger, der er opført på listen i bilag 1, og straf-

bare handlinger, der begås for at undgå straf for de handlinger, der er op-

ført på listen i bilag 1.

Forslagets bestemmelser om Eurojusts operationelle funktioner er i stor

udstrækning en videreførelse af dets nuværende operationelle funktioner.

Dog lægges der med forslaget op til, at flere af de operationelle funktioner

skal udføres af et eller flere af de berørte nationale medlemmer i stedet for,

at disse som i dag skal udføres af Eurojust som kollegium.

2.3. Eurojusts struktur og organisation (forslagets kapitel II)

2.3.1. Struktur

En central del af forslaget vedrører Eurojusts struktur. Som en nyskabelse

lægger forslaget op til, at Eurojust – ud over de nationale medlemmer, kol-

legiet og en administrerende direktør – skal bestå af en bestyrelse.

124

2.3.2. Nationale medlemmer

Som i dag lægger forslaget op til, at hver medlemsstat udstationerer et na-

tionalt medlem af Eurojust, hvis faste arbejdssted bliver på Eurojusts

hjemsted. Hvert nationalt medlem bistås af én stedfortræder og en anden

person, som assisterer medlemmet. Som en nyskabelse i forhold til den

gældende ordning indeholder forslaget krav om, at stedfortræderen og as-

sistenten har deres faste arbejdssted i Eurojust.

2.3.3. Kollegiet

Som en nyskabelse skal der i forhold til sammensætningen af kollegiet i

Eurojust sondres mellem, om kollegiet udøver operationelle eller forvalt-

ningsmæssige funktioner.

Når kollegiet udøver sine operationelle funktioner, dvs. de opgaver, der er

forbundet med støtte mv. til de nationale myndigheders retsforfølgning, jf.

2.2. ovenfor, består det af alle de nationale medlemmer.

Når kollegiet udøver sine forvaltningsfunktioner, består det af alle de nati-

onale medlemmer og to repræsentanter for Kommissionen. Kollegiets for-

valtningsfunktioner består bl.a. i vedtagelse af Eurojusts årlige arbejdspro-

gram, vedtagelsen af Eurojusts budget, vedtagelse af en konsolideret års-

beretning om Eurojusts aktiviteter, vedtagelse af en personaleplan, vedta-

gelse af regler for forebyggelse og styring af interessekonflikter i forhold

til sine medlemmer, udnævnelse af den administrerende direktør og om

nødvendigt forlængelse af den pågældendes mandat eller afskedigelse, ud-

nævnelse af en regnskabsfører og en databeskyttelsesansvarlig, valg af

formand og næstformænd samt vedtagelse af Eurojusts forretningsorden.

Kollegiet skal med to tredjedeles flertal blandt medlemmerne vælge en

formand og to næstformænd blandt de nationale medlemmer. Formanden

og næstformændene vælges for fire år og kan genvælges én gang. Som en

nyskabelse skal Rådet ikke godkende kollegiets valg af formand og næst-

formænd.

Som en yderligere nyskabelse forlænges et nationalt medlems mandat som

nationalt medlem af Eurojust, når den pågældende vælges til formand eller

næstformand for Eurojust, således at det sikres, at vedkommende kan ud-

føre sit hverv som formand eller næstformand.

125

I forslaget er det som noget nyt endvidere bestemt, at kollegiet mindst skal

afholde et operationelt møde om måneden og mindst to ordinære møder

om året med henblik på udøvelse af kollegiets forvaltningsopgaver. Der-

udover afholder det møder på formandens initiativ, på Kommissionens

anmodning eller på anmodning af mindst to tredjedele af medlemmerne.

2.3.4. Bestyrelsen

Bestyrelsen – der som nævnt er et nyt organ i forhold til Eurojusts nuvæ-

rende struktur – har til opgave at bistå kollegiet, men er ikke involveret i

Eurojusts operationelle funktioner.

Bestyrelsen består af kollegiets formand og næstformænd, en repræsentant

for Kommissionen og et andet medlem af kollegiet. Kollegiets formand

fungerer som formand for bestyrelsen. Bestyrelsen træffer beslutninger

med flertal blandt medlemmerne, idet hvert medlem har én stemme. Den

administrerende direktør deltager i bestyrelsens møder, men har ikke

stemmeret. Bestyrelsesmedlemmernes mandat er på fire år med undtagelse

af medlemmet af kollegiet, som udpeges efter et toårigt rotationssystem.

Bestyrelsesmedlemmernes mandat udløber, når deres mandat som nationa-

le medlemmer udløber.

Bestyrelsen har til opgave at:



forberede de beslutninger, som kollegiet skal vedtage under ud-

øvelse af sine forvaltningsfunktioner,

vedtage en strategi til bekæmpelse af svig, som står i et rimeligt

forhold til risiciene for svig, hvad angår costbenefitanalysen af de

foranstaltninger, der skal gennemføres,

vedtage hensigtsmæssige gennemførelsesbestemmelser til tjene-

stemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte,

sikre en passende opfølgning af resultaterne og henstillingerne fra

de interne og eksterne revisionsrapporter, evalueringer og undersø-

gelser, bl.a. fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

(EDPS) og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig

(OLAF),

træffe alle beslutninger vedrørende indførelsen og om nødvendigt

ændringen af Eurojusts interne administrative strukturer,

bistå og rådgive den administrerende direktør i forbindelse med

gennemførelsen af kollegiets beslutninger med henblik på at øge

tilsynet med den administrative og budgetmæssige forvaltning

træffe alle andre beslutninger, som ikke udtrykkeligt er tillagt kol-

126





legiet eller henhører under den administrerende direktørs ansvar,

vedtage sin forretningsorden.

2.3.5. Den administrerende direktør

Som en nyskabelse lægges der med forslaget op til, at det er Kommissio-

nen, som efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure skal frem-

lægge en liste med kandidater for Eurojusts kollegium med henblik på ud-

nævnelse af en administrerende direktør. Derudover lægges der som noget

nyt endvidere op til, at kollegiets beslutning alene skal træffes med simpelt

flertal og ikke som i dag med to tredjedeles flertal. Tilsvarende ændringer

gør sig gældende i forhold til reglerne om forlængelse af den administre-

rende direktørs mandat og ved afskedigelse.

Den administrerende direktør er ansvarlig for gennemførelsen af Eurojusts

administrative opgaver. Den administrerende direktør er ifølge forslaget

bl.a. ansvarlig for:



den daglige forvaltning af Eurojust,



gennemførelsen af kollegiets og bestyrelsens beslutninger,

forberedelsen af arbejdsprogrammet og videregivelsen heraf til be-

styrelsen og kollegiet, efter at Kommissionen er blevet konsulteret,

gennemførelsen af arbejdsprogrammet og rapporteringen til besty-

relsen og kollegiet om gennemførelsen heraf,

udarbejdelsen af Eurojusts årsberetning og fremlæggelsen heraf for

bestyrelsen med henblik på færdiggørelse og for kollegiet med

henblik på godkendelse,

udarbejdelsen af en strategi for bekæmpelse af svig i Eurojust og

forelæggelse for bestyrelsen til godkendelse,

udarbejdelsen af et udkast til finansielle bestemmelser for Eurojust,

udarbejdelsen af et udkast til overslag over indtægter og udgifter

for Eurojust og gennemførelsen af dets budget.



2.4. Operationelle anliggender (forslagets kapitel III)

Reglerne i forslagets kapitel III om Eurojusts operationelle anliggender er

en videreførelse af de allerede gældende regler herom. Forslaget bibehol-

der således bl.a. den nuværende ordning med en koordineringsvagt til brug

i hastesager, det nationale Eurojustkoordineringssystem samt reglerne om

udveksling af oplysninger med medlemsstaterne og mellem nationale med-

127

lemmer og om meddelelse af oplysninger fra Eurojust til de kompetente

nationale myndigheder. Endelig videreføres reglerne om Eurojusts sags-

forvaltningssystem og adgangen hertil.

Det bemærkes dog, at medlemsstaternes forpligtelse til at underrette det

nationale Eurojustmedlem foreslås ophævet i forhold til den gældende

ordning for så vidt angår konkrete sager, som mindst tre medlemsstater er

direkte involveret i og i forbindelse med hvilken, der er sendt anmodninger

eller afgørelser om retligt samarbejde til mindst to medlemsstater.

2.5. Behandling af personoplysninger (forslagets kapitel IV)

Dele af reglerne i forslagets kapitel IV om Eurojusts behandling af person-

oplysninger er en videreførelse af de nugældende regler. Det drejer sig

navnlig om fristerne for lagring af personoplysninger, autoriseret adgang

til personoplysninger og udpegning af en databeskyttelsesansvarlig.

I forbindelse med oprettelsen af det ”nye” Eurojust som et EU-agentur in-

deholder forslaget dog flere steder bestemmelser, der skal afspejle, at Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 45/2001 af 18. december 2000 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personop-

lysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling

af sådanne oplysninger finder anvendelse på Eurojust.

I forhold til personer, der i henhold til de berørte medlemsstaters lovgiv-

ning mistænkes for at have begået eller have medvirket til en lovovertræ-

delse, der er omfattet af Eurojusts kompetence, eller som er blevet dømt

for en sådan lovovertrædelse, angives det i forslaget, at Eurojust – i det

omfang det er nødvendigt for udførelsen af sin udtrykkeligt beskrevne op-

gave – alene må behandle de personoplysninger, der er opregnet i punkt 1 i

bilag 2 til forslaget, ved hjælp af elektronisk databehandling eller struktu-

rerede manuelle registre inden for rammerne af sin kompetence og med

henblik på udførelsen af sine operationelle opgaver.

For så vidt angår vidner, forurettede og personer under 18 år, angives det i

forslaget, at Den Europæiske Anklagemyndighed kun må behandle de per-

sonoplysninger, der er opregnet i punkt 2 i bilag 2 til forordningen, inden

for rammerne af en strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, der

falder inden for Eurojusts kompetenceområde. Behandlingen af sådanne

personoplysninger må kun finde sted, hvis det er absolut nødvendigt af

hensyn til udførelsen af Eurojusts udtrykkeligt beskrevne opgave, og hvis

128

behandlingen af oplysningerne ligger inden for rammerne af agenturets

kompetence og sker med Eurojusts operationelle opgaver for øje.

Derudover må Eurojust i undtagelsestilfælde også i et begrænset tidsrum,

behandle andre personoplysninger end de ovennævnte vedrørende de på-

gældende persongrupper og/eller de i bilaget til forordningen opregnede

kategorier af personoplysninger, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn

til en efterforskning, som Eurojust koordinerer.

For så vidt angår særligt følsomme personoplysninger (personoplysninger

vedrørende racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filoso-

fisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt vedrø-

rende helbredsforhold og seksualliv) angives det i forslaget, at Eurojust

kun må behandle disse, hvis disse oplysninger er strengt nødvendige for

den relevante nationale efterforskning samt for koordineringen i Eurojust,

og hvis de supplerer andre personoplysninger, der allerede er blevet be-

handlet. Den databeskyttelsesansvarlige skal underrettes straks, hvis denne

behandlingsmulighed bringes i anvendelse. Hvis disse særligt følsomme

personoplysninger vedrører vidner eller forurettede, skal beslutningen om

at behandle dem træffes af Eurojusts kollegie.

For så vidt angår den registreredes ret til indsigt samt til at anmode om be-

rigtigelse, sletning eller begrænsning i behandlingen af personoplysninger

henviser forordningsforslaget til reglerne herom i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabs-

institutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Indgivelsen af anmodninger om indsigt og behandlingen heraf er dog regu-

leret nærmere i forslaget. Det fremgår således, at enhver, der har været

genstand for registrering, og som ønsker at udøve indsigtsretten, veder-

lagsfrit kan indgive en anmodning herom til den myndighed, der er udpe-

get hertil, i en medlemsstat efter eget valg. Myndigheden videresender

straks og under alle omstændigheder senest en måned efter modtagelsen

anmodningen til Eurojust. Eurojust besvarer anmodningen uden ugrundet

ophold og under alle omstændigheder senest tre måneder efter modtagel-

sen. De kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater høres af Eu-

rojust, inden Eurojust træffer afgørelse. De nationale medlemmer, som er

berørt af anmodningen, behandler den og træffer afgørelse på vegne af Eu-

rojust. Såfremt de nationale medlemmer er uenige, henvises anmodningen

til kollegiet, der træffer afgørelse med to tredjedeles flertal.

129

Derudover fastsættes i forslaget bl.a. nærmere regler om registrering og

dokumentation, udpegning af en databeskyttelsesansvarlig, databeskyttel-

sesansvar, ansvar for uautoriseret eller ukorrekt behandling af personop-

lysninger, samarbejde med EDPS og de nationale datatilsynsmyndigheder

samt klageadgang for registrerede til EDPS.

2.6. Forbindelser med partnere (forslagets kapitel V)

2.6.1. Forbindelser med partnere

Forslagets kapitel V angiver, med hvem og hvordan Eurojust kan indlede

samarbejde. Eurojust kan, i det omfang det er nødvendigt for udførelsen af

sine opgaver, indlede et varigt samarbejde med EU-organer og -agenturer i

overensstemmelse med disse organers og agenturers mål, kompetente

myndigheder i tredjelande, internationale organisationer og Den Internati-

onale Kriminalpolitiorganisation (Interpol).

Eurojust skal efter forslaget for det første opretholde de særlige forbindel-

ser med Det Europæiske Retlige Netværk på det strafferetlige område, som

allerede eksisterer på baggrund af de nugældende regler om Eurojust.

For det andet lægger forslaget op til en videreførelse og udbygning af Eu-

rojusts forbindelser med Europol. Efter forslaget skal Eurojust således

træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at Europol kan få indirekte ad-

gang til oplysninger, der er meddelt til Eurojust, for at få svar på, om der

findes oplysninger om søgeemnet. Dette skal dog ske med forbehold af de

begrænsninger, som de medlemsstater, EU-organer, tredjelande, internati-

onale organisationer eller Europol, der har meddelt oplysningerne, har an-

ført. Hvis der findes oplysninger om søgeemnet, indleder Eurojust den

procedure, hvorefter de oplysninger, der svarer til søgeemnet, kan videre-

gives. Disse søgninger efter oplysninger kan kun foretages med det formål

at konstatere, om de oplysninger, som Eurojust råder over, svarer til de op-

lysninger, som Europol behandler.

Hvis Eurojust eller en medlemsstat i forbindelse med Eurojusts behandling

af oplysninger som led i en konkret efterforskning konstaterer, at der er

behov for koordinering, samarbejde eller støtte i overensstemmelse med

Europols beføjelser, meddeler Eurojust efter forslaget Europol dette og

iværksætter proceduren for at dele oplysningerne med dem i overens-

stemmelse med afgørelsen fra den medlemsstat, der har indgivet oplysnin-

gerne. I så fald rådfører Eurojust sig med Europol.

130

Efter forslaget skal Eurojust for det tredje etablere og opretholde et særligt

tæt forhold til Den Europæiske Anklagemyndighed på grundlag af et nært

samarbejde og udvikling af operationelle, administrative og forvaltnings-

mæssige forbindelser mellem dem.

Eurojust kan i operationelle sager inddrages af Den Europæiske Anklage-

myndighed, hvis der er tale om en grænseoverskridende eller kompleks

sag, og hvis et af en række nærmere opregnede kriterier er opfyldt. Det kan

f.eks. være i tilfælde, hvor efterforskningen har afsløret forhold, der falder

uden for Den Europæiske Anklagemyndigheds saglige eller stedlige kom-

petence. Dette kan også være for at lette indgåelsen af en aftale mellem

Den Europæiske Anklagemyndighed og den/de berørte medlems-

stat/medlemsstater om accessorisk kompetence, jf. pkt. 2.2 ovenfor, eller

for at anmode Eurojust eller dets kompetente nationale medlem(mer) om at

yde bistand i forbindelse med fremsendelse af afgørelser eller anmodnin-

ger om gensidig retshjælp til og fuldbyrdelse i stater, der er medlemmer af

Eurojust, men som ikke deltager i oprettelsen af Den Europæiske Ankla-

gemyndighed, eller tredjelande.

Samarbejdet med Den Europæiske Anklagemyndighed omfatter også ud-

veksling af personoplysninger. Alle oplysninger, der udveksles i den for-

bindelse, må dog kun anvendes til de formål, hvortil de blev meddelt. En-

hver anden anvendelse af oplysningerne er kun tilladt, såfremt denne an-

vendelse falder ind under det modtagende organs beføjelser, og efter for-

udgående tilladelse fra det organ, som meddelte oplysningerne.

Herudover lægges der i forslaget endvidere op til, at Eurojust skal bistå

Den Europæiske Anklagemyndighed i dens virksomhed via en række tek-

niske tjenester, f.eks. teknisk bistand i forbindelse med udarbejdelsen af

årsbudgettet.

For det fjerde skal Eurojust efter forslaget oprette og opretholde et samar-

bejde med Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og An-

klagere, hvilket også er tilfældet efter de gældende regler. Derudover kan

OLAF bidrage til Eurojusts koordineringsarbejde, hvad angår beskyttelsen

af Unionens finansielle interesser i overensstemmelse med OLAFs beføjel-

ser.

Efter forslaget skal Eurojust for det femte etablere samarbejdsordninger

med tredjelandes myndigheder og internationale organisationer, ligesom

Eurojust efter aftale med de kompetente myndigheder kan udpege kon-

131

taktpunkter i tredjelande for at lette samarbejdet.

2.6.2. Videregivelse af personoplysninger

Forslagets kapitel V fastlægger endvidere betingelserne for, hvornår Euro-

just kan videregive personoplysninger til EU-organer eller –agenturer samt

til tredjelande og internationale organisationer.

Videregivelse til EU-organer eller -agenturer kan efter forslaget ske, hvis

det er nødvendigt for, at Eurojust selv eller det modtagende EU-organ eller

-agentur kan udføre deres opgaver, medmindre der er fastsat begrænsnin-

ger herfor i bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem

medlemsstater og tredjelande.