Udenrigsudvalget 2013-14
URU Alm.del Bilag 16
Offentligt
1293533_0001.png
Kære udvalgsmedlem
København, 22. oktober 2013
Hermed fremsendes CONCORDs årlige AidWatch-·‐rapport, der overvåger EU-·‐landenes udviklingsbistand. Rapporten, der netop er udgivet, dokumenterer i år hvordan europæisk udviklingsbistand, på trods af løfter om det modsatte, fortsat er faldende. På baggrund af dette fokuserer rapporten, The unique role of European aid – The fight against global poverty”, i år på udviklingsbistandens unikke rolle i finansieringen af global fattigdomsreduktion. Et udpluk af rapportens vigtigste fokusområder og konklusioner: I 2012 udgjorde udviklingsbistanden fra EU27-·‐landene kun 0,39% af EU’s BNI, hvilket er det laveste niveau siden 2007. I alt leverede EU27-·‐landene €50,6 mia. i udviklingsbistand i 2012 – 4% mindre end i 2011. En stor del af denne bistand udgøres fortsat af bistandsmodaliteter, der hverken når udviklingslandene eller adresserer global fattigdomsreduktion – såkaldt udhulet bistand. I 2012 udgjorde denne udhulede bistand hele €5,6 mia. Dette bringer den samlede reelle bistand ned på 0,35% af BNI – langt under målsætningen om at nå 0,7%. Omend udviklingsbistand hverken er den eneste eller største finansieringskilde for udviklingslandene, besidder bistanden egenskaber som ingen andre finansielle strømme, herunder muligheden for specifikt at målrettes fattigdomsreduktion. Global fattigdom er stadig udbredt, og vækst alene kan ikke løse problemet. Rapportens danske landeside konkluderer desuden, at mens Danmark, som et af få lande, fortsat lever op til sin forpligtelse om at give 0,7 % af BNI, er der grund til bekymring angående både niveauet for og anvendelsen af den danske bistand. Danmarks udviklingsbistand faldt fra 2011 til 2012 fra 0,85 % til 0,83 % af BNI, og der er derfor fortsat langt op til regeringens egen målsætning om at bringe udviklingsbistanden op på 1 % af BNI. Udgifterne for flygtningemodtagelse, der finansieres af udviklingsbistanden steg i 2012 til 830 millioner kr. fra 650 mio. året før. I 2008 udgjorde disse udgifter ca. 1,7 % af Danmarks samlede udviklingsbistand, mens de i 2012 oversteg 5 %.
Faldet i den europæiske udviklingsbistand betyder færre penge til hospitaler, skoler og investeringer i vækst og beskæftigelse i verdens fattigste lande -·‐ og det vil potentielt føre til en stigning i antallet af ekstremt fattige på verdensplan. Det er derfor helt afgørende, at Danmark fremover går forrest og presser på for at holde EU-·‐landene fast på løfterne om øget udviklingsbistand. Vi håber at denne rapport udgør et brugbart input i dit arbejde, og vi står selvfølgelig til rådighed for evt. uddybning af rapportens baggrund, analyser og konklusioner. Med venlig hilsen
Nils Brøgger Jakobsen
Laust Leth Gregersen Sekretariatsleder, Concord Danmark
Formand, Concord Danmark
Concord Danmark�
Fælledvej 12�
Global Platform, 4. th.�
2200 København N�
www.concorddanmark.dk