Det Udenrigspolitiske Nævn 2013-14
UPN Alm.del Bilag 86
Offentligt
TALEPUNKTERUdenrigsministerietTil:CC:Fra:Emne:
UdenrigsministerenRD-chefen, DIRSEKControllerenheden
J.nr.:Bilag:Dato:
3.E.260.d.1-1.
19. december 2013
Samråd i Udenrigsudvalget om Udenrigsministeriets håndtering af forløbetvedrørende rejsereglerne i GGGI
Tak formand. Og tak til udvalget for denne lejlighed til nærmere atforklare, hvad Udenrigsministeriet har gjort og videre agter at gøre i sagenom håndtering af rejsereglerne i GGGI.
Jeg vil gerne allerførst slå fast, at det her er en sag, som jeg på alle måderer ked af. Det har været et uskønt og stærkt kritisabeltforløb.Misinformation af Folketinget er meget alvorligt, og der er behovfor at komme til bunds og for at stramme op.
Derfor satte Udenrigsministeriet, straks fejlen blev opdaget, gang i engrundig intern undersøgelse, derfor følger vi nu op med tjenstlige forhørmed en ekstern forhørsleder i spidsen - det er så vidt jeg har forstået ikkesket før i Udenrigsministeriet - og derfor bliver der på fem punkterstrammet op på de interne procedurer.
Vi har villet sikre, at det her bliver grundigt gennemtrawlet, så tilliden kangenopbygges. Derfor er jeg også tilfreds med, at det her nu kommer ihænderne på eksterne folk – ikke fordi jeg ikke generelt har tillid til1
embedsværket, men fordi det er det sundeste og mest troværdige i den hersag.
Udenrigsministeriet har indsamlet et omfattende undersøgelsesmateriale,der ligger til grund for den oversendte redegørelse. Konklusionen iredegørelsen er ganske klar: Der er sket meget kritisable fejl isagsbehandlingen. Det gælder i særdeleshed i forløbet op til samrådet medUdenrigsudvalget den 23. oktober og i perioden frem til den daværendeudviklingsministers afgang.
Som jeg pointerede på pressekonferencen i tirsdags, så er der intet iredegørelsen – eller i det materiale der har ligget til grund for redegørelsen– der antyder, at der skulle ligge politiske motiver bag de meget kritisablefejl, som er begået. Det gælder også det måske mest beklagelige forhold ihele forløbet, nemlig at der skulle gå hele 14 dage, før de nye oplysningerom tilblivelsen af rejsereglerne i GGGI nåede frem til departementschefen,udviklingsministeren og dermed Folketinget og offentligheden.
Det siger sig selv, at ingen nogensinde vil kunne sidde her og udstede en100 procents garanti mod politiske motiver. Derfor har jeg heller ikke pånoget tidspunkt afvist, at derkanligge politiske motiver bag. Men jegtvivler på, at det er tilfældet, og jeg vil gerne understrege, atControllerenheden, der har kortlagt forløbet, er gået særdeles grundigt tilværks. Controllerenheden har over de seneste uger indhentet, gennemlæst2
og analyseret en endog meget stor mængde materiale, uden at finde noget,som giver mistanker i den retning.
For det første har manindhentet dokumentation direkte fra GGGI og fraalle berørte enheder i Udenrigsministeriet.
For det andet har man for visse medarbejdere brugt direkte adgang til deresmailbokse.
Og for det tredje er der indhentet personlige redegørelser fra 29medarbejdere, som med en række spørgsmål er blevet bedt om at redegørefor deres viden om hele sagsforløbet. Det er medarbejdere, der i kraft afderes organisatoriske placering kan have haft berøring med sagen. Forfleres vedkommende er der anmodet om en supplerende skriftligredegørelse, herunder blandt andet direkte spørgsmål relateret til perioden6. til 20. november. I et enkelt tilfælde hele to supplerende redegørelser.De personlige redegørelser har kunnet sammenholdes med hinanden ogmed det øvrige materiale. Det har givet et så præcist billede afhændelsesforløbet som muligt.
Anmodningen til medarbejderne om personlige redegørelser er sket eftergældende personaleretlige regler, som Udenrigsministeriet selvsagtrespekterer. Efter anbefaling fra Justitsministeriet er medarbejdernesredegørelser indhentet skriftligt. Dette har muliggjort, at undersøgelsen har3
kunnet gennemføres hurtigt og stadig varetage nødvendige hensyn tilmedarbejdernes retssikkerhed.Men som jeg tror, det er alle bekendt, såbliver der jo lejlighed til at spørge mundtligt ind til sagen under detjenstlige forhør, der nu indledes, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.
Samlet set er det, som nævnt, en meget stor mængde materiale, der erblevet fremskaffet, læst og analyseret. Man har kort sagt været alt igennem, som på nogen måde kunne have relevans eller gemme påinformation af betydning for sagen.
I sin helhed har materialet derfor også tilvejebragt et detaljeret billede afdet faktiske sagsforløb. Og det er så blevet sammenfattet, vurderet og lagtfrem – så vidt, det har været muligt – i den redegørelse,Udenrigsministeriet offentliggjorde i tirsdags.
Lad mig nævne som eksempel, at det jo står sort på hvidt i rapporten, atdet i slutforløbet mellem nogle af de ledende medarbejdere blev drøftet,hvorvidt GGGI’s rejsepolitik skulle indgå i redegørelsen til Rigsrevisionenog Udenrigsudvalget. Og at disse medarbejdere bliver enige om at udeladenetop dette aspekt i det udkast til redegørelse, der efterfølgende blevleveret til den daværende udviklingsminister. At denne oplysning er med iredegørelsen, er et godt eksempel på, at man dels med den anvendtemetode har bragt oplysninger frem i lyset, og dels at vi har haft alleintentioner om at vise åbenhed, også når det gjaldt de følsomme4
punkter.Der er således ikke malet noget skønmaleri afUdenrigsministeriets håndtering af GGGI-sagen.
Bundlinjen er, at vi nu har kortlagt alle dehvem-, hvornår- og hvordan-spørgsmål, som det har været muligt. Som jeg også sagde i tirsdags: NårUdenrigsministeriet ikke på disse punkter lægger flere detaljer frem, end vihar gjort nu, så er det fordi, vi som arbejdsgivere skal overholde reglernefor de helt ekstraordinære personaleretlige skridt, der nu tages. Når det ersagt, vil jeg gerne fremhæve, at Udenrigsministeriet med denoffentliggjorte redegørelse er gået helt til kanten i forhold til, hvad der ersædvanligt i sager, hvor der indledes tjenstligt forhør.
På grundlag af Udenrigsministeriets undersøgelse indledes der sombekendt nu – i samråd med Moderniseringsstyrelsen og Justitsministeriet,og efter anbefaling fra Kammeradvokaten – tjenstligt forhør mod treledende tjenestemænd i Udenrigsministeriet for at afgøre, om der skaliværksættes personaleretlige sanktioner.
De tjenstlige forhør tjener overordnet to formål:-For det første at sikre Udenrigsministeriet den bedst mulige afdækningaf sagens faktiske grundlag forud for en afgørelse om eventuellesanktioner mod de involverede embedsmænd.-For det andet at værne om tjenestemændenes retssikkerhed iundersøgelsesprocessen.5
De tjenstlige forhør vil skulle gennemføres af en ekstern og uafhængigforhørsleder – typisk en erfaren dommer.
Forhørslederens primære opgave bliver at få belyst alt væsentligt isagsforløbet, herunder ikke mindsthvorfor det gik, som det gik. Med andreord: Hvorfor deri embedsværket bl.a. blev tilbageholdt oplysninger i heleto uger fra den 6. november og frem til den 20. november? Yderligere vilforhørslederen skulle afdække de forudgående forløb.
Et helt centralt element for at kunne afgøre alvoren af eventuelletjenesteforseelser er afdækning af motiverne eller manglen på samme. Detgælder alle tænkelige motiver bag handlingerne, eller i dette tilfældesnarere fraværet af handlinger.
På korteste formel giver de tjenstlige forhør således god mulighed for atkomme et godt spadestik dybere i afdækningen af forløbet. Under ettjenstligt forhør kan forhørslederen således gennemføre mundtligeafhøringer af vidner og de tjenestemænd, der er parter i sagen. Alle harpligt til at tale sandt. Det er forhørslederen, der afgør, hvem der skalindkaldes som vidner og hvilke andre oplysninger og materiale, der skalfrem i sagen. Forhørslederen kan ganske enkelt indkalde alle de vidner ogudbede sig alle de oplysninger, som forhørslederen finder nødvendigt forat få sagen belyst.6
På denne baggrund karakteriseres et tjenstligt forhør ofte som endomstolslignende proces. Således har man ved et tjenstligt forhør rentfaktisk mere vidtgående ”redskaber” til at sikre belysning af en sag endeksempelvis ved en ekstern advokatundersøgelse, hvor den eksterneadvokat ikke kan pålægge vidner pligt til at afgive forklaring eller til attale sandt. Det er svært at forestille sig en mere relevant og grundig form,hvis formålet er at nå til bunds i denne sag.
Så vidt de tjenstlige forhør.
Så er der spørgsmålet om rimeligheden i at drage den generellekonklusion, at en usund kultur skulle præge Udenrigsministerietsembedsværk.
Til dette vil jeg svare ganske kort: Nej, jeg mener ikke, det er rimeligt atdrage generelle konklusioner om kulturen i et helt ministerium påbaggrund af et enkelt sagsforløb. Og nej. Jeg mener ikke, det er rimeligt attage et helt embedsværk til indtægt for alvorlige og beklagelige fejl begåetaf tre embedsmænd.
Det er mit klare indtryk efter min første uge, at hele ministeriet er påvirketaf sagen, og af at så alvorlige fejl har kunnet ske. Med andre ord: man
7
tager sagen meget alvorligt. Det siger vel også noget om, at kulturen ihuset ikke er usund.
Til gengæld er det helt afgørende, at hele Udenrigsministeriet fremadrettetlærer af dette sagsforløb og de fejl, der er begået, og står ved dem. Derforiværksætter ministeriet som nævnt nu en række tiltag. Det drejer sig om:
1) hurtigere introduktion af et nyt elektronisk sags-håndteringssystem,som muligvis kunne have afværget hele denne sag.
2) skærpet opmærksomhed på god sagsbehandlingsskik gennemensærlig efteruddannelsesindsats.
3) etablering af et særligt indsatsteam, som midlertidigt kan biståkontorer med ekstraordinær høj arbejdsbelastning.
4) større ledelsesmæssig opmærksomhed på de krav, der stilles, når enorganisation både varetager opgaver, hvor der ikke må begås fejl ogsamtidig skal fremme innovation og nytænkning. Der vil blive tagetved lære af andre organisationer – også i det private.
8
5) samt afklaring af opgavefordelingen mellem hovedkvarter ogambassade, når Udenrigsministeriet deltager i nye internationaleorganisationer og deres styrende organer.
Sammenfattende kan det altså siges, at der er gennemført en meget grundigundersøgelse, som har afdækket meget kritisable fejl i sagsbehandlingen.Vi er gået så langt, som vi overhovedet kunne – og længere end normalt–for at dele vores opfattelse af hændelsesforløbet med Folketinget ogoffentligheden. Udenrigsministeriet har på grundlag af undersøgelsenfundet det nødvendigt at indlede et tjenstligt forhør mod tre embedsmænd.Det er,så vidt jeg har forstået det, første gang, at der i Udenrigsministeriettages så drastisk et personaleretligt skridt. Dette, håber jeg, ogsåunderstreger, hvilken alvor sagen tillægges.
Et stykke hen ad vejen kan jeg godt forstå, at folk udefra spekulerer over,hvorfor det tog så lang tid, før oplysningerne nåede frem, og det har jegfaktisk også selv spekuleret over. Men vi har altså ikke kunnet finde nogetsom helst belæg for politiske motiver.
9
