Det Udenrigspolitiske Nævn 2013-14
UPN Alm.del Bilag 257
Offentligt
1391372_0001.png
Udenrigsudvalget 2013-14
URU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 216
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato:
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget
til Udenrigsministeren af 21. juli
2014. URU alm. del. spm. 216
stillet af Christian Juhl (EL).
Spørgsmål 216:
Hvad ønsker ministeren og regeringen at gøre for at forbedre den humanitære situation i Gaza
efter Israels regerings lange blokade af Gaza - med henblik på at sikre:
- Lægebehandling og sundhed
- Vandforsyning
- Strømforsyning
- De, der ønsker at flygte fra Israels bombardementer
- Ophævelse af søblokaden af Gaza
- Udbetalingen af løn til civilt ansatte
- Varslingssystemer overfor israelske bombninger
- Beskyttelsesrum for civilbefolkningen (FN meddeler, at 80 pct. af de dræbte i
krigen på Gazastriben er civile)?
Svar:
Regeringen er meget optaget af at bidrage til en forbedring af den humanitære situation i Gaza.
Dette gælder både i forhold til den aktuelt akutte situation samt i forhold til den mere
langsigtede humanitære krise.
Den humanitære krise i Palæstina er blandt de 12 langsigtede humanitære kriser, som Danmark
prioriterer i det humanitære arbejde. Danmark yder således en omfattende humanitær hjælp til
befolkningen i Gaza gennem folkelige danske nødhjælpsorganisationer, EU Kommissionens
kontor for humanitær bistand og civilbeskyttelse (ECHO), den Internationale Røde Kors
Komité (ICRC) samt en række FN-organisationer, inklusiv FN’s organisation for
Palæstinaflygtninge (UNRWA).
Som følge af de humanitære behov i Palæstina i almindelighed, og ikke mindst i Gaza, har
Danmark fra 2013 øget kernebidraget til UNRWA med 20 mio. kr. til i alt 90 mio. kr. årligt.
Midlerne går til organisationens finansiering af kerneydelser på undervisnings-, sundheds-,
social- og beskæftigelsesområdet i blandt andet Gaza.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
De danske humanitære partnerskabsorganisationer Røde Kors i Danmark, Red Barnet
Danmark samt Folkekirkens Nødhjælp har desuden aktiviteter i Gaza. Gennem de humanitære
partnerskabsaftaler for 2014 har Danmark samlet støttet de tre organisationer med 20,8 mio. kr.
til humanitære indsatser i Gaza og på Vestbredden. Midlerne bliver blandt andet anvendt til
kriseforebyggelse og kriserespons, ernæringssundhed, psykosocial støtte til børn samt
uddannelse. Organisationerne har desuden fleksible nødhjælpspuljer til rådighed under
partnerskabsaftalerne. Siden den 15. juli i år har de tre organisationer fået tilladelse til at
anvende sammenlagt 2,175 mio. kr. til bl.a. lægebehandling, børnebeskyttelse og
fødevareudlevering. Herudover bevilgede handels- og udviklingsministeren den 17. juli i år 11
mio. kr. til FN’s Katastrofefond for Palæstina og Den Internationale Røde Kors Komité.
Midlerne vil bl.a. blive anvendt til vand- og strømforsyning, sundhedsindsatser og
fortalervirksomhed over for parterne ift. overholdelse af international humanitær lovgivning,
herunder ikke mindst beskyttelse af civilbefolkningen.
Danmark giver i øvrigt kernebidrag til FN’s centrale katastrofefond, til ICRC og til
Verdensfødevareprogrammet, der alle yder stor humanitær bistand til Gaza. Endelig yder
Danmark gennem EU-budgettet støtte til EU’s fond for humanitær bistand.
Den 8. juli 2014 bidrog EU-Kommissionen gennem PEGASE-mekanismen (Mécanisme
Palestino-Européen de Gestion de l'Aide Socio-Economique) med 115 mio. kr. til de
palæstinensiske myndigheders betaling af løn og pensioner for næsten 70.000 offentligt ansatte
på Vestbredden og i Gaza. Dette beløb kommer oven i EU-Kommissionens overførsel af 75
mio. kr. til de palæstinensiske myndigheders udbetaling af sociale ydelser til fattige og udsatte
palæstinensere på Vestbredden og i Gaza d. 1. juli 2014.