ULØ, Alm.del - 2013-14 - Bilag 61: Henvendelse af 27/12-13 fra Landsbyerne i Danmark vedrørende vækst og udvikling i landsbyer og landdistrikter

Det lige overståede kommunalvalg var opmuntrende for vore ellers trængte landsbysamfund. Påvælgermøder og i medierne var der stor enighed om, at der i vore landsbyer og landdistrikter skalvære vækst og udvikling.I tresserne, hvor velfærdssamfundet stod for døren, var den politiske holdning, atlandsbysamfundene skulle afvikles. Velfærdssamfundet og en offentlig sektor kunne kun skabes ibysamfund, hvor folk boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.Derfor fik vi i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven). Loven opdelteDanmark i landzone og byzone. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Al andenudvikling, f. eks. bosætning, håndværk og småindustri, skulle være i byzonen.For yderligere at styrke bysamfundene blev den kommunale struktur og demokratiet centraliseret.Før kommunalreformen i 1970 havde Danmark 1388 sognekommuner og ca. 15.000sognerådspolitikere. Med kommunalreformen i 2007 fik vi 98 storkommuner og kun ca. 2.000kommunale politikere.Med så store kommuner og så få folkevalgte politikere mister borgerne den kommunaleoverskuelighed og det kommunale og politiske engagement. Kommunalpolitikerne bliver ensommeog usynlige, og kommunen bliver en administrativ enhed uden identitet.Men anderledes er det gået for de ellers dødsdømte landsbysamfund. Beboerforeninger,borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd har i mere end 40 år kæmpet for deres lokalsamfundsskole, børnepasning, foreningsliv, medbestemmelse, frivillighed og fællesskab.Meget er på de fire årtier gået tabt, men landsbysamfundene har bevaret engagementet, fællesskabetog identiteten. Det er disse landsbyværdier, der kom frem i valgkampen, og som politikerne kanbruge i deres politiske arbejde i kommunen.Når de nyvalgte kommunalpolitikere derfor den første januar sætter sig i stolen, vil mange havelandsbyens fremtid som deres politiske mål.