Ø-støtte til Bornholm
Fremover kan bornholmske landmænd søge ø-støtte. I alt er 26 nye øer med på listen over øer, der kan søge støtte.
Publiceret 12. maj 2014
Emner:
Økologiske fødevarer Landbrugsstøtte Økologisk jordbrug
Fragt af slagtedyr, afgrøder, foder og gødning er dyrere for landmænd, som bor på øer uden
broforbindelse. Derfor har landmænd på en række øer i dag mulighed for at søge et ekstra tilskud, men
fra 2015 udvider fødevareminister Dan Jørgensen listen.
Dermed kan for eksempel bornholmske landmænd i de kommende år se frem til at få en ekstra
hjælpende hånd. Fødevareministeriet har sendt sit forslag til det nye landdistriktsprogram fra 2014-
2020 til godkendelse hos EU-Kommissionen.
”Øerne er særlig udfordret, og som landmand er det ekstra svært at få økonomien til at hænge
sammen. Derfor har vi valgt at udvide listen, så flere af de udfordrede landmænd kan få gavn af ø-
støtteordningen. Regeringen har fokus på at sikre en positiv udvikling på øerne, og jeg er glad for at
kunne bidrage til at løfte denne opgave. Forhåbentlig kan det være med til at sikre vækst-, miljø- og
turistpotentialet på øerne,” siger Dan Jørgensen.
Baggrund:
Støtterammen udgjorde 11,4 mio. kr. i 2014. Bevillingsbehovet for den nye ordning forventes at være
knap 23 mio. kr. årligt fra 2015. Ordningen finansieres ikke længere gennem landdistriktsmidlerne, men
fra den direkte støtte til landbruget. Ø-støtten ydes dermed som ren EU-støtte i form af en
ekstrabetaling oveni den årlige grundbetaling, som landmænd modtager pr. hektar på deres
landbrugsjord i Danmark.
Ø-støtteindsatsen skal ses i sammenhæng med LAG-indsatsen, hvor øerne også er udpeget som
områder med særlige behov for landdistriktsudvikling.
EU-Kommissionen forventes at godkende det kommende danske landdistriktsprogram i løbet af det
kommende halve år.
Der kan læses mere om landdistriktsprogrammet på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.
Kontakt til ministeren:
Pressevagt, tlf.: 2091 5901