De lokale samfund i landdistrikterne har tradition for at tage mange initiativer og at gå sammen om at løfteopgaver. I nyeretid har det bare ikke handlet så meget om at skabe nye erhverv og beskæftigelse, hvilketellers synes mere relevant end nogensinde.

Udfordringen

Afvandring fra landdistrikterne og især fra yderområderne anses af mange for at være en voksende ogblivende kendsgerning. Hyppigt anføres det, at der bør planlægges for lukning af landsbyer og atafvandringen i det hele taget skal planlægges til at foregå på en smidig og sober måde. At dømme efter defleste forudsigelser har udviklingen uden for de største byer i hvert tilfælde brug for ensaltvandsindsprøjtning, hvis der skal findeudvikling sted. Det er i øvrigt tankevækkende, at nedgang ibefolkningstal anses for at være afvandring i egenskab af fraflytning. Ofte kan et faldende befolkningstal istedet dække over, at antallet af fødsler er lavere end antallet af døde (pga. alder), mens tilflytning kanvære større end fraflytning. Problemstillingen er således i virkeligheden mere nuanceret, og dermed ogsåperspektiverne for fremtiden.En grundforudsætning, som de lokale samfund under alle omstændigheder ofte er i bekneb for, erøkonomisk dynamikog noget at leve af. Mange (attraktive) arbejdspladser er tabt de senere år ogudviklingen i iværksætteri på ’normal vis’ kan åbenbart ikke kompensere herfor. Selv om der findes mangenye typer iværksættere – i øvrigt typisk tilflyttere –bevirker deres beskedne størrelse målt i beskæftigelseimidlertid, at der skal rigtig mange flere til, for at de gør en uomtvistelig forskel(Tanvig, 2012). Tilflytning afstørre virksomheder virker slet ikke realistisk.Til gengæld er der rundt om i de mange lokalsamfund stadig en masse mennesker, der bestræber sig på atmodvirke den negative udvikling, ligesom foreningslivet langt fra er dødt. Lokalt engagement, ildsjælekulturog begrebet ’social kapital’ er netop fortsat en styrke i de ellers betrængte områder. Men det kniber medentreprenørskabet.

Kendetegn ved landdistrikternes styrker

Landdistrikternes styrker er: ildsjæle, projektmageri, foreningslivet og social kapital.Alle vegne møder viihærdige mennesker, som ønsker at gøre en forskel hver for sig eller sammen. For nylig blev det igendokumenteret, at der i landdistrikterne er et stærkere lokalt sammenhold og interesse i at sikre f.eks.nærdemokrati end andre steder. Modstand mod systemet,og tendensen til centralisering i øvrigt,er tit enudløsende faktor for aktivitet i landdistrikterne, f.eks. i forbindelse med de to seneste kommunalreformer,hvor mange landsbyer har følt sig tilsidesat til fordel for centerbyerne:Man ønsker atvise livstegn, at blivesynlig, at blive hørt. Mange projekter sættes i søen f.eks. med sikring af skole, købmand, forsamlingshus oglandsbyforskønnelse i fokus.Selv om foreningslivet historisk set har skiftet karakter og rolle fra at være mere funktionelt betinget, f.eks.omkring fælles tilvejebringelse af vandforsyning, er det i dag særligt aktiviteter i fritiden, som eromdrejningspunktet. Det er bl.a.idræt og samvær. Ligesom for projektmageriet er hver forening normaltogså gearettil bestemte enkeltformål og sjældent f.eks. til at agere proaktivt i skabelse eller sikring aflokalsamfundets generelle og særligt den økonomiske udvikling.Som det er i dag nu, handler det lokale virke oftest om konkrete, spontane og overskuelige aktiviteterihverdagslivet og om de ’hurtige successer’. Succesparametre omfatter almindeligvis omfanget afaktiviteter,projekter eller foreninger, snarere end hvordan de virker ind på udviklingen. F.eks. sættesantallet af lokaleforeninger op som et synonym for graden af lokal dynamik, ligesom antallet af foreninger også hyppigtgøres til en indikator på ’social kapital’. Aktiviteternes virkninger på udviklingeni et længere perspektiv ståraltså mest tilbage som en trossag, bortset fra at være stærke symboler for ønsker om lokal eksistens ogsamvær.

Et andet rum for udvikling – men man skal kunne agere i det

Vi harfået ind på rygmarven, at land styres af by og yderområderne af de store byer, med København somden førende her i landet. I den optik forudsætter udvikling som regel også såkaldte vækstcentre, og jo flerei kvantitet, jo større vækstpotentiale. Med IT, andre nye logistiske systemer med tilhørende arbejdsdelingog nye samarbejdsformer, herunder i globale netværk, er de vante relationer mellem land og by ellermellem lille og stor ikke desto mindre blevet udfordret. Relationer mellem det lokale (landlige) stedsressourcer og andre steders(på kloden) kan f.eks. skabes direkte og uafhængigt af nærmeste (stor)by.Det betyder, at der kan udviklesnye økonomiske tiltag:at små nye erhverv f.eks. kan samarbejde med andreerhverv andetsteds, at der kan inddrages nye markederelleroplandeog f.eks. tiltrækkes menneskeligeressourcer både virtuelt og fysisk. Vi kan beskrive det som en vertikal udviklingsakse, hvor lokaleinitiativerkan kobles op i et globalt univers. Dermed opnås adgang til nye, langt flere og større ressourcer ogudviklingsmuligheder end der ellers synes til rådighed eller ’skulle deles om’ horisontalt eller inden for etgivet område, f.eks. kommune, region, landsdel eller nation. Det gælder i øvrigt i by som på land.Men det bygger på en afgørende forudsætning – nemlig kompetencer. ’Man’ skalkunne se, ville og fangepotentialerne. Man skal kunne identificere, omsætte, bruge og markedsføre ’sig’ og bruge de stedligeressourceri det nye rum.

Lokal strategisk kapacitet

Man skal kunne få indflydelse og byde ind på en agenda, der ellers er anset for en ekstern virkelighed ognoget alene for ’de store og stærke’ økonomiske og politiske spillere. Her kalder vi det opnåelse af ’lokalstrategisk kapacitet’. Lokal strategisk kapacitet er altså mere end det at arbejde med de nære forhold ogskabe liv og aktivitet i det lokale hverdagsliv. Til forskel fra den klassiske ildsjælekultur, ’projektmageriet’,foreningslivet og ’den sociale kapital’ skal man lokalt også kunne agereudadtil strategisk set og særligt tagefat om forudsætninger for og skabelse af lokal økonomisk udvikling.I Videnbladnr04.02.43belyses begrebet ’lokal strategisk kapacitet’ og dets udfoldelse nærmere.

Et af landdistrikternes ubetingede kendetegn er en omfattende forekomst af ildsjælekultur, projektmageri,foreningsliv og ’social kapital’. ’Bottom up’ som udtryk for lokal initiativtagningknytter sig også hertil. Mendisse ressourcer er åbenbart ikke tilstrækkelige til at modvirke den generelle tendens til tilbagegangsocioøkonomisk set især i yderområderne. Blandt hovedforklaringer er, at ressourcerne først og fremmestbruges på at vedligeholde ’det gode liv’, det nære, samværet i fritiden etc., mens alt det med skabelse ogsikring af selve ’udviklingen’ ligger udenfor det regi. Problemet er imidlertid, at ’udviklingen’ – herunderhvad man skal leve af, med mindre det handler om overførselsindkomster - mindre end nogensinde erreguleret og planlagt, så den også skal kunne finde vej til landdistrikterne og især yderområderne. Udviklingi vores aktuelle samfundsmodel forudsætter, at vi selv skal give et stort bidrag, evt. gå forrest, og være istand til at indfange og ’downloade’ de kræfter, der ellers styres andetsteds hen. Derfor er etablering af’lokal strategisk kapacitet’ blevet så vigtig.Forudsætningen for en øget lokal slagstyrkeer, at alle potentielle aktiver og aktører indenfor det lokaleområde kommer i spil. Både de fysiske, humane, kulturelle, sociale, politiske og økonomiske kapitaler skalmobiliseres,og så vidt muligt og relevant integreres. Projektmageri, som vi kender det bedst, er f.eks.kendetegnet ved at være fragmenteret. Det er altså ikke et eller få enkeltprojekter med fritidsformål ogikke som vanligt alene ’borgere’, men i princippet repræsentanter for alle kapitalerne, f.eks. det lokale

erhvervsliv, som skal i aktion. Det vil typisk kunne få form som helhedsorienterede, lokaleudviklingsstrategier, seFigur 1.Heldigvis indebærer vores aktuelle samfundsmodel også et stort rum at agere i oginddrage ressourcer fra tilsin udvikling. Vi får det serveret som om kagen kan skæres forskelligt, at land og by skal dele, men det nyeer, at kagen kan blive større og tilmed få en anden form. Investeringers effektivitet eller valget mellemlandog by, eller mellem center og periferi,styrerellers argumenterne for manglende prioritering afdecentral udvikling, men holder ikke nødvendigvis. IT, infrastrukturer i øvrigt, netværksorganisering etc. harskabt adgang til et univers af nye potentialer for alliancer, samarbejde og markeder, såfremt man evner atindgå og operere i det – det lokale/globale univers.Det nye rums muligheder kræver således aktivering af den lodrette akse i modellen – såvel indad som udad– til fordel for det pågældende lokalsamfund. Konkret kan det f.eks.være viden, økonomi, markedsføring,erhvervssamarbejde og samarbejde med myndigheder.Figur 1. Lokal strategisk kapacitet i det nye rum

Den lokale strategiske kapacitet er en krumtap, som både skal sikre fortsat grobund, sammenhæng,dynamiki/mellem de tværgående, lokale initiativer samtinteressenter ogagere i feltet og rummet mellemdet lokale og globale. Til sammenligning med ’den normale’ måde, som lokalsamfund bl.a. viaprojektmageri og foreningsliv agerer på, ville den alene komme til udtryk ved relationer mellem boblenmed Fysisk, human, social og kultur kapital (1) og Lokalt niveau (2).At lokalsamfund kan virke på den måde, er ikke bare noget, man gør eller kan, og den rolle kan heller ikke’bare’ varetages af en (udefrakommende) konsulent- eller ekspertfunktion. Indlejring i lokalsamfundet– atdet er fra lokalsamfundets midte det hele skal udspringe–er en forudsætning for fortsat læring og lokalstyring.

Udvikling af den lokale strategiske kapacitet

Fortsat handler det om, at lokalsamfundet nærmest skal trække sig selv op ved håretog træde i karakter.Enkeltprojekterne og ’bottom up’ skal forstærkes af lokale helhedsstrategier og evner til at trække ellersude fra kommende kræfter ned og ind i det lokale udviklingsarbejde (af og til benævnt den neo-endogenemodel). Det skal også organiseres.Umiddelbart er dettegrænseoverskridende i de vante lokale universer, hvoren sådan organisering ogstrategiske roller, metoder og adfærd først skal anerkendes, læres og etableres. Risikoen for at slukke delokale projektmageres ild og dermed de grundlæggende energier er stor. Tanvig (2012) har dog visteksempler pålokalsamfund, hvor det almindelige projektmageri er videreudviklet til også at omfatte lokalt,strategisk udviklingsarbejde med erhvervsindhold. Der har typisk været tale om en flerfaset, menevolutionær proces, hvor deltagerkredsen og organiseringen har ændret karakter, fremdrevet indefra.I denproces er det interessant, at flere lag af aktører er opstået. Vækstlaget af projektmagere er intakt,mendet ’nye’ er etstrategisk ledelseslag og en større grad af bl.a. erhvervsdeltagelse. Det ’nye’ ledelseslag tagernavnlig vare påsammenhænge og fælles fremdrift. Også på de politiske, økonomiske og eksterne proaktiverelationer, herunder sikring af lokalsamfundets synlighed og magt. Det nye ledelseslag er typisk organiserettil at kunne investere i den lokale udvikling. Det er m.a.o. ikke et primært lokaldemokratisk organ som f.eks.de landsbyråd eller lokalråd, der findes mange af rundt om i hele landet.Ligeså interessant er det, at derikke er tale om direkte styring og regulering af de konkrete, lokale aktiviteter – så ville ildsjælekulturenheller ikke fortsat kunne blomstre. Der er snarere tale om ’kulturstyring’ (Bang/Hansen, 2005), eller detsom de mange forskellige kræfter kan samles om værdimæssigt og dermed give de mange, spontanedynamikker en mere fælles retning, synergi, og langsigtet effekt på udviklingen samlet set.

Metodeudvikling og afprøvning i praksis

I to forskellige aktionsforsknings-projekter er det formålet at undersøge, om lokal strategisk kapacitet ogentreprenørskab kan opbygges ien læreproces, og om metoder kan udvikles til videre anvendelse. Det enehar særligt til formål at etablere nye erhverv med lokale fællesskaber som entreprenører. Ellers er skabelseaf nye erhverv (iværksætteri) jo betragtet som enkeltpersoners initiativer til fremme af egne forretninger.Detpågældende aktionsforskningsprojekthedder ’ØSE – Øsamfund som sociale entreprenører’ og foregårpå tre småøer (Hjarnø, Orø og Sejerø). Det andet aktionsforskningsprojekt handler om etablering af lokalestrategiske kompetencer (både organisatorisk og indholdsmæssigt) i fem lokalsamfund i yderområder, kaldt’Fem viser vejen - fra småprojekter til lokal udvikling’ (Fur, Gedser, Lundby, Rødding i Salling og Vestervig).Begge projekter foregår i tæt tværgående samarbejde mellem de lokale aktører og undertegnede og følgesaf de bevilgende instanser (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Småøernes Aktionsgruppe/EU).Vi har allerede gjort os mange erfaringer inden udløbet af projektperioderne (hhv. sommer 2014 og foråret2015). Kultur, traditioner og også bekymring for at skulle gå forrest med nye tiltag på fællesskabets vegnegør sig gældende. Spørgsmål om repræsentation bliver derfor centralt at finde svar på, ligesomsynliggørelse af gode eksempler på potentialerne er oplagt.

Videnblad 1 nr. 04.02-42

Emne: Det åbne land

Nyt entreprenørskab påkrævet i yderområder