Til Mogens Lykketoft
Folketingets Formand
Ref. JQV/AAN
19.06.2014
Resultatet af de tjenstlige forhør
i ”Christianiasagen”
har givet anledning til en
debat i offentligheden og blandt Folketingets medlemmer. Det er vel forudsigeligt
som en del af den politiske proces i kølvandet på de tjenstlige forhør.
Der er dog to forhold i debatten, som Djøf er betænkelige ved.
Det første forhold handler om undersøgelsesdommernes uafhængighed og
integritet, der desværre er blevet beklikket. Når folketingsmedlemmer betvivler
dommeres habilitet, så kan det være med til at rokke ved et af retssamfundets
bærende principper.
De tre dommere
i ”Christianiasagen” skulle
gennemføre de tjenstlige forhør, og
dommerne er i deres rolle og gerning sig ansvaret bevidst. De afgør ikke sager
med skelen til politiske holdninger eller en opinion. I stedet har de alene forholdt
sig til lovgivning og retspraksis.
Det andet forhold handler om sandhedspligten. Det er vigtigt for Djøf
–
på vegne af
vores medlemmer, der hver dag tjener de politiske systemer i kommuner, regioner
og staten
–
at understrege, at sandhedspligten fortsat er en af grundstenene i
dansk forvaltning.
Afgørelsen i en meget konkret og speciel sag giver ikke på nogen måde
embedsmænd adgang til at lyve overfor ministre eller Folketing. Borgere og
politikere kan og skal have tillid til embedsværket. Det er selve forudsætningen for
et velfungerende folkestyre og noget, som Djøf tager meget alvorligt og aktivt
arbejder for.
Derfor foreslog Djøf allerede i januar igangsættelsen af et udvalgsarbejde, som en
opfølgning på Nordskov Nielsen betænkningen ”Fagligt etiske principper i den
offentlige forvaltning” fra 1993.
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K
Telefon 33 95 97 00
Telefax 33 95 99 99
www.djoef.dk