Forslag til kommissorium for et underudvalg til belysning af
rammerne for Statsrevisorernes og Rigsrevisionens arbejde
med regeringens lovforberedelse
1.
Regeringen rettede ved brev af 22. oktober 2013 henvendelse til
Folketingets formand, da der efter regeringens opfattelse var anledning til at
foretage principielle overvejelser om forholdet mellem regeringen og
Folketinget og om, hvilken rolle Statsrevisorerne og Rigsrevisionen skal have i
den forbindelse.
Statsrevisorerne oplyste ved brev af 1. november 2013 til Folketingets
formand, at Statsrevisorerne er åbne over for en dialog, hvis der i Folketinget
er et ønske om at drøfte disse principielle spørgsmål.
Folketingets formand meddelte ved brev til statsministeren af 6. november
2013, at han og det øvrige Præsidium vil tage initiativ til en sådan drøftelse.
2.
Ifølge grundlovens § 47, stk. 2, vælger Folketinget et antal revisorer, der
gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter
er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller
anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker
meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes
ved lov.
De nærmere regler for statsrevisorerne er fastsat i lov om statsrevisorerne.
Det fremgår bl.a. af loven, at statsrevisorerne kontrollerer, at regnskabet er
rigtigt, og at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i
overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt
med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. De vurderer, om der er taget
skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de
virksomheder, der er omfattet af regnskabet.
Desuden fremgår det af folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og
virksomhed, at statsrevisorerne ved udarbejdelse af bemærkninger og
foretagelse af supplerende undersøgelser navnlig bør efterprøve og vurdere,
om der i forbindelse med givne bevillinger og andre beslutninger er meddelt
Folketinget og dettes udvalg de fornødne oplysninger.
Ref. 12-001472-13