Transportudvalget 2013-14
TRU Alm.del Bilag 390
Offentligt
1398590_0001.png
11. september 2014
Til
Transportminister Magnus Heunicke
og
Folketingets Transportudvalg
I juni bekendtgjorde DSB, at CityNightLine-nattogene mellem Danmark og hhv. Amsterdam/Køln, Basel og
Berlin/Prag vil blive nedlagt i december 2014. Togene, der drives i fællesskab med DB (Deutsche Bahn), har
efter DSB’s vurdering for dårlig økonomi til fortsat drift.
Ifølge svar til transportudvalget fra transportministeren er der ca. 180.000 årlige passagerer med nattoget og
det gav i 2013 et månedligt tab på 1,4 mio. Kr. (16,8 mio. kr. årligt)
1
, svarende til 90 kr. pr. rejse.
Vi vil opfordre til, at nattogene opretholdes
som et attraktivt og miljøvenligt alternativ til fly ved længere
rejser i Europa. I stedet bør underskuddet søges reduceret gennem bedre markedsføring og udvikling af
nattoget. F.eks. er det i dag ikke muligt at reservere nattog over internettet til en række stationer, eller få
online billetter, som man har til fly. Der kan også være behov for at udvikle ruterne, f.eks. kunne en
forbindelse uden togskifte fra Danmark til Paris via Bruxelles være attraktiv i både fritidsmæssige og
arbejdsmæssige sammenhænge, også til statens egne rejser.
Samtidig vil vi opfordre til, at man genindfører beskatning af fly,
f.eks. svarende til den passagerafgift på
75 kr., der var frem til 2006. Uden afgifter på fly er der en urimelig konkurrencefordel for de miljøbelastende
fly. Man bør dog denne gang pålægge afgiften som en afgift pr. passager for brug af lufthavne frem for på
købet af billet, for at undgå konkurrenceforvridning imellem danske og udenlandske rejseaktører.
Hvis DSB ikke ønsker at udvikle nattoget og forbedre markedsføringen, foreslår vi, at den nuværende
nattogsdrift opretholdes til udgangen af 2015, og at staten udliciterer nattogsdriften fra og med 2016. Hvis
DSB har problemer med at køre tog over Fyn i 2015 pga. sporarbejde (hvilket DSB også angiver som et
argument for at nedlægge nattoget), kunne nattoget midlertidigt udgå fra Fredericia eller Aarhus i 2015.
Konsekvenserne af en nedlæggelse
Selvom DSB planlægger at opretholde dagtog til Tyskland, er det ikke noget reelt alternativ til nattog til
rejsende til destinationer til de store dele af Tyskland, samt Holland, Belgien, Schweiz og Tjekkiet, som nu
kan nås med nattog.
1 Svar på spørgsmål til Transportministeren nr 815 og 816 i 2014. Der oplyses et antal rejsende på 171.665 rejsende
for 11 måneder i 2013 (ekskl. oktober)
Side 1 af 2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1398590_0002.png
Selvom DSB’s chef for salg og produktmarketing Christian Linnelyst siger, at selskabet sammen med DB vil
undersøge, om de kan tilpasse køreplanen i dagtimerne, så de kan give kunderne et attraktivt alternativ til
nattoget, ændrer det ikke på, at en togrejse vil komme til at tage en ekstra dag sammenlignet med den
nuværende situation - både på udrejsen og hjemrejsen, og en togrejse vil så koste to ekstra arbejdsdage eller
feriedage sammenlignet med en flyrejse. Toget vil dermed ikke længere være et reelt alternativ til fly. Som
konsekvens kan det forventes, at flertallet af nattogspassagererne i stedet vil vælge fly.
Skiftet til fly vil øge drivhusgasudslippet med omkring 300 kg/rejse, svarende til omkring 60.000 tons pr. år
for de godt 180.000 rejser med nattog
2
. Selvom ikke alle måske vil skifte til fly, vil nedlæggelsen af nattoget
betyde et markant øget drivhusgasudslip.
Da elforsyningen indenfor en kortere årrække vil overgå til vedvarende energi, vil nattogenes miljømæssige
fordele forøges i de kommende år. Omvendt kan fly i bedste fald kun forventes at reducere deres
drivhusgasudslip marginalt.
Det handler også om at opretholde flere rejsealternativer. Nattoget giver alternative transportmuligheder, når
der er problemer med flytrafikken, f.eks. i forbindelse med arbejdskonflikter eller som den situation, hvor en
vulkanaskesky lammede den nordeuropæiske flytrafik i flere uger.
Modstrid med den erklærede energi- og klimapolitik
Det er en erklæret politik fra regeringen og fra EU, at man af klimahensyn ønsker at flytte vej- og flytrafik til
skinner.
Flytning af trafik fra fly til tog er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden, det vil kræve store
investeringer både i ny infrastruktur og nyt materiel, og det er også en omstilling i adfærd, som ikke kommer
uden videre.
Omvendt vil nedlæggelsen af skinnebåret transport som nattoget ske fra den ene dag til den anden, og vil
ikke senere kunne omgøres uden nye investeringer.
Det virker derfor uforståeligt, at DSB (og dermed staten) vil nedlægge nattogene, som opfylder et
internationalt transportbehov på en måde, der er langt mindre klimabelastende end fly og bil. Det
forekommer særlig absurd, at et underskud på 90 kr. pr. rejse benyttes som argument, i betragtning af, at man
ikke politisk har ønsket at genindføre den passagerafgift på 75 kr. pr. flyrejse, der blev afskaffet i 2006.
Med venlig hilsen,
Palle Bendsen, NOAH Friends of the Earth Denmark
Gunnar Boye Olesen, Politisk koordinator, VedvarendeEnergi
Christian Poll, Miljøpolitisk medarbejder, Danmarks Naturfredningsforening
Jan Søndergård, Greenpeace Danmark
Kjeld A. Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik
2 Ifølge DB’s hjemmeside giver en rejse Kbh-Basel et udslip med to på 54 kg CO2 og med fly 131 kg CO2.
Vanddamp og NOx øger flyturens udslip med omkring en faktor 3 til 393 kg CO2-ekvivalent. Med 184.000 rejser er
det samlede udslip på 62.400 tons.
Side 2 af 2