PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportudvalget 2013-14
TRU Alm.del Bilag 337
Offentligt

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Lovforslagets baggrund

Lovforslagets hovedindhold

2.1. Indsættelse af formålsbestemmelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslagets indhold

2.2. Statsveje

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslagets indhold

2.3. Ophævelse af begrebet vejbestyrelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Lovforslagets indhold

2.4. Bedre fremkommelighed

2.4.1. Gældende ret

2.4.2 Lovforslagets indhold

2.5. Vejbidrag

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Lovforslagets indhold

2.6. Almene veje

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Lovforslagets indhold

2.7. Opklassificering og nedklassificering af private fællesveje

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Lovforslagets indhold

2.8. Arkæologiske forundersøgelser

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Lovforslagets indhold

2.9. Fordeling af udgifterne til vejbidrag og samlede arbejder.

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Lovforslagets indhold

2.10. Regelforenkling

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Lovforslagets indhold

2.11. Konkurrenceudsættelse af de arbejder, som vejmyndigheden kræver at udføre for

borgernes regning

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Lovforslagets indhold

2.12. Øvrige ændringer

2.12.1. Parkering

2.12.2. Overdragelse af pligt til renholdelse og snerydning

2.12.3. Pligt til at betale vejbidrag

2.12.4. Ekspropriation

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

2.12.5. Administrationstillæg

2.12.6. Offentliggørelse af beslutninger mv.

2.12.7. Fastsættelse af regler vedr. spor på eller over vej

2.12.8. Tidligere overtagelse af ejendomme på grund af projekteringsaktiviteter

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Administrative konsekvenser for borgerne

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

1. Lovforslagets baggrund

Lovforslaget er et led i moderniseringen af lovgivningen inden for vejområdet. Målsætnin-

gen med lovforslaget er at forenkle og tydeliggøre lovgivningen, samt at gennemføre admi-

nistrative lettelser for kommunerne, der som vejmyndighed administrerer kommunevejene.

Det er endvidere en målsætning at gøre loven nemmere at forstå for borgerne.

Af de 73.929 km offentlige veje, der findes i Danmark pr. 1. januar 2014, administreres

3.797 km af staten og ca. 70.569 km af kommunerne.

Offentlig veje er veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som

administreres af stat eller kommune efter lov om offentlige veje (vejloven).

Den gældende vejlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011, som ændret ved

som ændret ved

lov nr. 613 af 18. juni 2012, lov nr. 169 af 26. februar 2014 og lov nr. 552 af

2. juni 2014,

trådte i kraft den 1. april 1972. Der er løbende foretaget ændringer i loven, men

loven anses på en række områder ikke længere for tidssvarende. Det er vurderet, at der er

behov for en samlet modernisering af loven, og at denne modernisering mest hensigtsmæs-

sigt gennemføres ved at udarbejde en ny lov.

Vejlovgivningen består i dag af fire love: lov om offentlige veje (vejloven), lov om private

fællesveje (privatvejsloven), lov om grundejerbidrag til offentlige veje (vejbidragsloven) og

lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje (renholdelsesloven). Som et led i mo-

derniseringen af vejlovgivningen er det hensigten at reducere antallet af love på området fra

de nuværende fire love til to hovedlove – vejloven og privatvejsloven. Reduktionen er gen-

nemført ved at indarbejde relevante bestemmelser for offentlige veje fra vejbidragsloven og

renholdelsesloven i dette lovforslag. Vejbidragsloven og renholdelsesloven kan således op-

hæves, idet relevante bestemmelser for private fællesveje er indarbejdet i lov om private

fællesveje, jf. lov nr. 1537 af 21. december 2010. Ved ophævelsen af vejbidragsloven og ren-

holdelsesloven forenkles administration af vejlovgivningen for staten og kommunerne sam-

tidig med, at borgerne fremover alene skal orientere sig om reglerne vedrørende offentlige

veje ét sted.

Transportministeriet har som en del af det lovforberedende arbejde i juni 2011 afholdt et

interessentseminar med deltagelse af repræsentanter fra bl.a. Kommunernes Landsfor-

ening (KL), Københavns Kommune, Parcelhusejernes Landsforening og Dansk Lednings-

ejerforum. På seminaret og i forlængelse heraf har Transportministeriet modtaget en række

forslag og ønsker til ændringer af loven. Forslagene er alle blevet gennemgået og vurderet i

forbindelse med udarbejdelsen af det foreliggende lovforslag. En del af de fremsatte forslag

er imødekommet og indarbejdet i dette lovforslag.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Indsættelse af formålsbestemmelse

2.1.1. Gældende ret

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Hverken vejloven, vejbidragsloven eller renholdelsesloven indeholder i dag formålsbe-

stemmelser, ligesom det heller ikke er beskrevet, hvilke offentlige hensyn kommunerne skal

varetage ved lovens administration.

2.1.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der indsættes en formålsbestemmelse, der præciserer lovens formål samt en

bestemmelse, der beskriver, hvilke hensyn vejmyndighederne skal tage højde for ved admi-

nistration af denne lov. Der henvises til forslagets §§ 1 og 4.

2.2. Statsveje

2.2.1. Gældende ret

I den gældende vejlovs § 1, stk. 2, inddeles de offentlige veje i hovedlandeveje og kommune-

veje. Hovedlandevejene, hvorved forstås de statsligt ejede veje, administreres af Vejdirekto-

ratet under Transportministeriet efter vejlovens bestemmelser. Kommunevejene, der ad-

ministreres af vedkommende kommunalbestyrelse efter vejlovens bestemmelser, vil som

hovedregel være ejet af kommunalbestyrelsen.

2.2.2. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås de statsligt ejede veje, der også efter denne lov administreres af

Vejdirektoratet, benævnt som statsveje. Benævnelsen ”kommuneveje” videreføres. Der

henvises til forslagets § 3.

2.3. Ophævelse af begrebet vejbestyrelse

2.3.1. Gældende ret

I den gældende vejlovs § 2, stk. 6, og privatvejslovens § 1, stk. 2, betegnes forvaltningsmyn-

digheden for vejene henholdsvis vejbestyrelse og vejmyndighed. En vejbestyrelse er forvalt-

ningsmyndigheden for en offentlig vej og har som hovedregel ejerskabet til vejarealet.

Kommunalbestyrelsen er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for de private fællesveje i

kommunen og kan eje vejarealet. Endvidere anvendes vejmyndighed som samlebetegnelse

for vejbestyrelse og vejmyndighed. Sondringen anvendes ikke konsekvent, hverken af prak-

tikere eller domstolene, og kan give anledning til misforståelser.

2.3.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at begrebet ”vejmyndighed” anvendes som betegnelse for den myndighed, der

efter vejloven administrerer offentlige veje, jf. forslagets § 5, nr. 1.

2.4. Bedre fremkommelighed

2.4.1. Gældende ret

Trængselskommissionen præsenterede i 2013 en række anbefalinger for at fremme mobili-

tet og fremkommelighed med udgangspunkt i hovedstaden.

Det fremgår af Trængselskommissionens betænkning - nr. 1539 fra september 2013, Mobi-

litet og fremkommelighed i hovedstaden – at trængslen på vejene vil blive fordoblet frem

mod 2025, hvor der vil blive brugt ca. 18,4 mio. køretimer i kø på vejene i hovedstadsområ-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

det (s. 9). Om biltrafikken fremgår det, at

infrastrukturen skal moderniseres, så den af-

spejler dagens transportbehov og et større samarbejde mellem kommunerne i hoved-

stadsområdet i forhold til tværgående trafikstrømme. Det betyder f.eks., at grønne bølger

i lyssignalerne ikke skal afbrydes af kommunegrænserne, at biler, der forulykker på veje-

ne, hurtigt bliver fjernet, og at vejarbejder planlægges og koordineres, så de giver mindst

mulige gener for trafikken.

Det fremgår videre af kommissionens betænkning (s. 81 ff.), at ”vejsystemet

i hovedstads-

området er karakteriseret ved, at der ikke har eksisteret en fast overordnet ramme for

trafikovervågning og –styring. Det har den konsekvens, at trafikstyringen af de enkelte

strækninger ofte foregår uden systematisk blik for den samlede trafikafvikling, så indsat-

ser fra de individuelle vejbestyrelser er ikke altid er fuldt koordinerede. For den rejsende

er det imidlertid vigtigt, at vejnettet er indrettet, så det tager udgangspunkt i det samlede

transportsystem og bidrager effektivt og dynamisk til en flydende trafikafvikling og til

reduktion af forsinkelser.

Trængselskommissionen vurderer, at der eksisterer et væsentligt uudnyttet potentiale for,

at en fælles trafikstyringscentral kan forbedre trafikafviklingen og reducere trængslen.

(…) Trængselskommissionen finder generelt, at styring og planlægning af vejtrafikken i

hovedstadsområdet bærer præg af, at der er involveret et meget stort antal aktører, hvor-

for der ikke altid foregår den fornødne koordinering og afvejning af hensyn.

I betænkningen anbefaler kommissionen, at det kommende samarbejde mellem Køben-

havns Kommune og Vejdirektoratet om en trafikstyringscentral bør danne grundlag for et

egentligt formaliseret og obligatorisk samarbejde, der omfatter hele hovedstadsområdet (s.

84).

I vejloven i dag ligger ansvaret for fremkommelighed og den øvrige trafikstyring hos den

konkrete vejmyndighed med Rigspolitiet, som den eneste tværgående myndighed. Politiets

deltagelse i arbejdet skal først og fremmest tjene hensynene til trafiksikkerheden og bered-

skabet, samt de godkendende funktioner, der ligger i færdsels- og vejlovgivningerne.

Det giver god mening, da en stor del af det at skabe en velfungerende infrastruktur kræver

indsigt i de trafikale behov, der er på den konkrete strækning, og kræver mulighed for at

planlægge trafikkens flow i forhold til de øvrige behov, der er i området. Det kan være pla-

ner om nye skoler, udvikling af detailhandel eller bosætning i området. Samtidigt hermed

er vejvedligeholdelse og udvikling af vejnettet ressourcekrævende foranstaltninger og skal

derfor indgå i de prioriteringer, som kommunalbestyrelserne og staten i øvrigt har.

Det betyder selvfølgelig også, at der for strækninger, der løber gennem flere vejmyndighe-

der, er forskellige og nogle gange modsatrettede hensyn, der skal varetages. Det kan gå ud

over fremkommeligheden.

I dag sker trængselskoordineringen primært gennem frivillige samarbejder mellem de

kommunale vejmyndigheder og Vejdirektoratet. Grundlæggende fungerer samarbejdet

godt. Alle har intentioner om en velfungerende infrastruktur.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Vejdirektoratet har sammen med en række kommuner samt med Sund & Bælt indgået en

række frivillige aftaler om fælles koordinering på den del af det samlede vejnet, som vurde-

res at være vigtigst for fremkommeligheden i Danmark. Et af resultaterne af dette samar-

bejde er udpegningen af det særlige vejnet, der kaldes Det Strategiske Vejnet.

Samarbejdet ”Det Strategiske Vejnet” er en ramme for en række indsatser, som gennemfø-

res i fællesskab af de vejmyndigheder, der deltager. Samarbejdet vedrører en fælles koordi-

nering af vejarbejder, etablering af faste omkørselsruter ved forstyrrelser af trafikken mv.

Der er i dag ingen regler om samarbejde om trafikstyring mellem vejmyndigheder og Sund

& Bælt, der kan anvendes som støtte for frivillige samarbejder eller danne ramme for at

indføre obligatoriske samarbejder i tilfælde, hvor væsentlige hensyn til fremkommelighed

ikke kan tilgodeses ved frivillige samarbejder.

2.4.2. Lovforslagets indhold

De dele af vejnettet, som er af afgørende betydning for fremkommeligheden og dermed af

størst samfundsmæssig, herunder samfundsøkonomisk, betydning, administreres i dag af

flere forskellige vejmyndigheder. Det kan derfor betyde forskellige tilgange til, hvordan

fremkommeligheden skal sikres på strækningerne. Forskelligheden kan til tider medføre

konfliktende indsatser på strækningerne.

Hovedvægten i samarbejdet mellem vejmyndighederne skal fortsat være frivillighed. I en

række tilfælde har vejmyndighederne forskellige interesser, som de bringer ind i samarbej-

det. Som regel kan disse interesser forenes i samarbejder om fælles trafikinformation, sig-

nalregulering, koordinering af vejarbejder mv.

Som nævnt ovenfor anbefaler Trængselskommissionen, at samarbejdet mellem Køben-

havns Kommune og Vejdirektoratet om en trafikstyringscentral bør danne grundlag for et

egentligt formaliseret og obligatorisk samarbejde, der omfatter hele hovedstadsområdet.

Det foreslås derfor at skabe rammer, der fremmer en fælles forståelse for de forskelligrette-

de udfordringer, der konkret kan være på de enkelte strækninger og for, hvad konsekven-

serne kan være for det øvrige vejnet, hvis der sker ændringer.

Med lovforslaget skabes der således hjemmel til, at strækninger, der er særligt væsentlige

for fremkommeligheden, undersøges nærmere. Her tænkes primært på de strækninger, der

i dag er udpeget i Det Strategiske Vejnet, men det kan også være andre vejstrækninger, der

indtager en tilsvarende funktion i de samlede danske vejnet. Undersøgelsen vil skulle ske i

et fremkommelighedsudvalg, hvor berørte vejmyndigheder deltager sammen med politiet.

Udvalgene træder ikke nødvendigvis i stedet for frivillige samarbejder om eksempelvis Det

Strategiske Vejnet, men kan supplere dem i de tilfælde, hvor dette eller andre frivillige sam-

arbejder ikke er tilstrækkelige til at sikre hensynet til fremkommelighed på samfundsøko-

nomisk vigtige strækninger.

På baggrund af de gennemførte undersøgelser udarbejder udvalget fælles aftaler for frem-

kommeligheden på hele strækningen. Dermed sikres, at trafiksikkerheden og fremkomme-

ligheden får ens vilkår, uanset hvilken vejmyndighed strækningen passerer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Med forslaget får ministeren hjemmel til at fastsætte regler om fremkommelighedsudvalge-

nes sammensætning. Da denne sammensætning bør variere efter antallet af vejmyndighe-

der og vejens funktion i øvrigt, vil det ikke være hensigtsmæssigt at fastsætte bindende reg-

ler i loven om en sådan sammensætning. Det forudsættes dog, at alle berørte vejmyndighe-

der og politiet inddrages. Det følger desuden af forslaget til § 7, at udgangspunktet er, at

udvalgene udarbejder aftaler i konsensus.

Det fremgår desuden af forslaget, at udvalgene årligt skal indrapportere de indgåede aftaler

til transportministeren. På den måde sikres, at der er fremdrift i arbejdet, og at aftalerne

kan opdateres i takt med trafikudviklingen. Det foreslås, at aftalerne offentliggøres, så der

er fuld åbenhed om de indgåede aftaler.

Der åbnes også mulighed for, at en nærmere afgrænset vejstrækning kan opklassificeres til

statsvej, hvis fremkommelighedsudvalgene ikke kan blive enige. På den måde sikres, at

strækningens fremkommelighed opretholdes uanset politiske eller administrative uenighe-

der. Staten vil herefter skulle forvalte vejstrækningen med fokus på fremkommelighed samt

med behørig inddragelse af kommunale ønsker og behov. Opklassificering til statsvej vil

alene ske, hvis der er tale om en strækning, hvor den manglende enighed forventes at med-

føre væsentlige samfundsøkonomiske tab.

Der henvises i øvrigt til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 7..

Trængselskommissionen har desuden som et af sine indsatspunkter at få en fast og over-

ordnet ramme for trafikstyringen i hovedstadsområdet ved at etablere en samlet trafiksty-

ringscentral. Gennem en fælles etableret trafikstyringsenhed på Det Strategiske Vejnet i

hovedstadsområdet er der langt større mulighed for udnyttelse af fælles ressourcer, herun-

der trafikdata, udvikling af fælles værktøjer og standarder, samt optimering af den fælles

planlægning af arbejder i vejarealerne, end når koordineringen skal ske gennem flere for-

skellige myndigheder med forskellige tilgange til arbejdet.

Udgangspunktet for etablering af fælles trafikstyringscentraler kan være aftaler indgået i

fremkommelighedsudvalg eller aftaler indgået i andet regi. Det formodes, at behovet pri-

mært vil være omkring de større byområder.

Gennem de seneste par år har der været arbejdet på at etablere en fælles trafikstyringscen-

tral mellem Københavns kommune og Vejdirektoratet. Dette arbejde fortsætter, men det

vurderes gavnligt for processen, hvis der skabes fælles regler for samarbejdsfladerne.

Med lovforslaget skabes en sådan sikker og ensartet juridisk ramme for samarbejdet mel-

lem vejmyndigheder om fælles trafikstyringscentraler, herunder en hjemmel til at ministe-

ren kan fastsætte regler for samarbejdet.

Det bemærkes, at forslaget ikke ændrer på selve vejmyndighedsansvaret, der fortsat vil lig-

ge hos de konkrete vejmyndigheder. Her er alene tale om en praktisk forbedret udnyttelse

af fælles ressourcer, så fremkommeligheden sikres bedst mulige vilkår.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Da der også andre steder i landet er rejst ønsker om en fælles og bedre trafikstyring, er for-

slaget ikke begrænset til hovedstadsområdet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil.

2.5. Vejbidrag

2.5.1. Gældende ret

I vejbidragslovens § 3 findes de særlige bestemmelser om, at vejbestyrelsen kan pålægge

ejere af ejendomme, der grænser til eller kommer til at grænse til en offentlig vej, at afholde

udgifterne helt eller delvist til 1) anlæg af ny offentlig vej, 2) udbygning af privat fællesvej i

forbindelse med vejens overtagelse som offentlig vej efter den gældende vejlovs § 23, og 3)

udvidelse af en offentlig vejs befæstede arealer. Bestemmelsen er en undtagelse fra reglen i

vejlovens § 10, stk. 2, om, at vejbestyrelsen for en offentlig vej afholder udgifterne til

arbejder på den offentlige vej.

I vejbidragsloven findes bestemmelser, der fastlægger breddemæssige begrænsninger for

det anlæg eller den del af anlægget, som ejerne af de tilgrænsende ejendomme kan

pålægges at betale for. Der er endvidere bestemmelser, der fastslår, at bestemte typer

udgifter, f.eks. ekspropriationserstatningerne, ikke kan indgå i vejbidraget.

Vejbidragsloven indeholder specificerede regler for begrænsning af bidragspligten og om

genoptagelse af bidragsfordelingen for ikke-opkrævede rater af vejbidraget.

Vejbidragslovens regler i § 11 om fordelingen af vejbidraget har indtil den nye privatvejslovs

ikrafttræden den 1. januar 2012 også været anvendt ved fordelingen af udgifterne til

samlede arbejder på private fællesveje i byer. Reglerne er i dag overført til privatvejsloven.

2.5.2. Lovforslagets indhold

Bestemmelserne i lovforslagets kap. 4, Vejbidrag, erstatter bestemmelserne i

vejbidragsloven.

Med lovforslaget vil det fortsat være muligt at pålægge ejere af ejendomme, der grænser til

eller kommer til at grænse til en offentlig vej at betale udgifterne til vejens anlæg og

udvidelse af det befæstede areal. Som det fremgår af pkt. 2.7, foreslås hjemmelen til at

pålægge grundejerne at afholde udgifterne til en forbedring af en privat fællesvejs stand

forud for en opklassificering til kommunevej ophævet.

Vedrørende de breddemæssige begrænsninger for pålæg af vejbidrag videreføres alene

begrænsningen på 20 meter. Den hidtil gældende begrænsning på 6 meter kørebane og 6

meter andet vejareal (fortov, cykelsti, rabatarealer) i områder, som ved lokalplan er bestemt

til en- og tofamilieshuse, videreføres ikke. Det anses ikke sædvanligt eller sandsynligt, at

vejmyndigheden ønsker at anlægge meget brede offentlige vejarealer i områder, der ved

lokalplan er planlagt til en- eller tofamilieshuse. Ændringen i lovforslaget vurderes på

denne baggrund ikke at være til skade for grundejerne.

Med hensyn til begrænsningen i vejbidraget foreslås det, at ejere af ejendomme, hvor der

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

ikke er eller ikke er planlagt etableret adgang til vejen, ikke pålægges at betale bidrag. Dette

vurderes at være en væsentlig begrænsning i forhold til den nuværende bestemmelse i

vejbidragslovens § 6, stk. 1, hvis nærmere anvendelse gennem alle årene har givet store

problemer. Forslaget gør reglen enkel og forudseelig, hvilket vil være en fordel for både

grundejerne og administration. Konsekvensen heraf er dog, at vejmyndighedens

muligheder for at opkræve vejbidrag reduceres.

Med lovforslaget ophæves endvidere bestemmelserne om, at bidragsfordelingen kan

genoptages for så vidt angår ikke-erlagte rater af vejbidraget, når de forhold, der indgik i

bidragsfordelingen ændres væsentligt, eller grundejeren efterfølgende får tilladelse til at

udnytte eller afstå fra en udnyttelse af vejen. Af administrative grunde og for at skabe

klarhed over rettigheder og pligter foreslås, at fordelingen af vejbidraget alene træffes på

grundlag af de faktiske ejendomsmæssige og adgangsmæssige forhold, der gør sig gældende

ved afgørelsen af, om vejbidrag skal opkræves til det omhandlede vejarbejde. De nuværende

komplicerede regler om efterfølgende regulering udgår.

Der vurderes ikke at være anledning til at videreføre selvstændige procedureregler for

pålæg af vejbidrag. Borgernes retssikkerhed anses at være fuldt ud betrygget ved de

almindeligt gældende forvaltningsretlige regler, lovforslagets klagebestemmelser m.m.

2.6. Almene veje

2. 6.1. Gældende ret

En almen vej eller almen sti er et færdselsareal, der ikke administreres af staten eller kom-

munalbestyrelserne i henhold til lov, vedtægt eller deklaration, og som er åbne for almen-

heden.

2. 6.2. Lovforslagets indhold

Det har siden vejbestyrelsesloven af 21. juni 1867 været forudsat i vejlovgivningen, at kom-

munerne, når de stødte på almene veje, enten skulle optage dem som offentlige veje, gøre

dem til private fællesveje eller helt nedlægge dem.

Det har været drøftet med Kommunernes Landsforening og Kommunalteknisk Cheffor-

ening, om der eksisterer et behov for at opretholde begrebet ”almene veje”. Da dette ikke

ses at være tilfældet foreslås det, at begrebet ”almene veje” ophæves. Hvis der mod forvent-

ning skulle optræde en almen vej eller almen sti, og der måtte være en særlig offentligretlig

interesse for disse vejarealer, vil de kunne overtages som offentlige veje eller offentlige stier

efter reglerne i dette lovforslags kap. 10 om ekspropriation m.m. eller ved køb.

2.7. Opklassificering af private fællesveje og nedklassificering af offentlige veje

2.7.1. Gældende ret

Vejbidragsloven indeholder i § 3, stk. 1, nr. 2, en hjemmel for vejbestyrelsen til at pålægge

ejere af ejendomme, der grænser til en privat fællesvej i byer eller bymæssige områder at

afholde udgifterne helt eller delvist til udbygningen af en privat fællesvej i forbindelse med

vejens optagelse som offentlig vej – typisk kommunevej.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

I den nye privatvejslov er der i § 49, stk. 5, indført en ny bestemmelse, som pålægger kom-

munalbestyrelsen at afholde udgifterne til istandsættelsen af en privat fællesvej, når kom-

munalbestyrelsen bestemmer, at vejen skal istandsættes i en højere standard end den hidti-

dige.

I privatvejslovens § 49, stk. 6, findes endnu en ny bestemmelse, hvorefter kommunalbesty-

relsen kan afholde udgifterne helt eller delvist, når bestemmelsen om den private fællesvejs

istandsættelse hovedsagelig skyldes hensynet til den almene færdsel.

Vejlovens § 23 giver kommunalbestyrelsen ansvaret for anlæg og nedlæggelse af kommune-

veje.

I vejlovens § 90 beskrives reglerne for nedlæggelse af offentlige og almene veje. Der stilles

krav om udarbejdelse af en tilstandsrapport, der skal sendes i høring hos de berørte borge-

re. Hele afgørelsen inklusiv den endelige tilstandsrapport og det kommunale faktiske skøn

kan prøves af Vejdirektoratet. Hvis sagen påklages, kan kommunen først træffe sin afgørel-

se, når afgørelsen af klagen foreligger.

2.7.2. Lovforslagets indhold

For at bringe vejloven i overensstemmelse med bestemmelserne i privatvejslovens § 49, stk.

5 og 6, foreslås bestemmelsen i vejbidragslovens § 3, stk. 1, nr. 2, ikke videreført i den nye

lov om offentlige veje.

Det præciseres, at beslutningen om anlæg og nedlæggelse af offentlige veje og optagelse af

private fællesveje skal ske som led i en konkret samlet trafikal vurdering i kommunen. Sam-

tidigt ændres prøvelsesmulighederne, så det alene er retlige spørgsmål, der kan prøves.

2.8. Arkæologiske forundersøgelser

2.8.1. Gældende ret

Hverken den gældende vejlov eller lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende

fast ejendom (lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008) indeholder hjemmel for

anlægsmyndigheden til at gennemføre arkæologiske forundersøgelser, før der er truffet en

ekspropriationsbeslutning eller vedtaget en anlægslov for projektet.

Efter § 3 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom kan an-

lægsmyndigheden, når der er givet hjemmel til ekspropriation, foretage de nødvendige for-

beredende undersøgelser på privat ejendom.

Af vejlovens § 45 fremgår, at enhver grundejer skal tåle, at vejbestyrelsen foretager forbere-

dende opmålinger, nivellementer mv. Hverken vejloven eller lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation vedrørende fast ejendom indeholder bestemmelser om arkæologiske forun-

dersøgelser, hvorfor disse typisk laves ved frivillige aftaler med de private eller foretages på

et langt senere tidspunkt i processen, når der er foretaget ekspropriation. Dette kan medfø-

re, at anlægsprocessen forsinkes, samt at projektet fordyres.

En egentlig arkæologisk udgravning er typisk mere omfattende end arkæologiske forunder-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

søgelser. Sådanne udgravninger vil derfor kun blive udført, hvis der er sikkerhed for, at et

givet projekt skal forløbe på en sådan måde, at det vil påvirke væsentlige fortidsminder. En

egentlig arkæologisk udgravning vil derfor først blive gennemført efter, at ekspropriations-

beslutningen, jf. forslagets § 101, er truffet.

2.8.2. Lovforslagets indhold

I forbindelse med projektering af nye vejanlæg eller ændringer af bestående vejanlæg vil de

indledende undersøgelser kunne indikere, om der er sandsynlighed for at støde på arkæo-

logiske fund i forbindelse med anlægsarbejderne.

Hvis det vurderes, at der er behov for at foretage arkæologiske forundersøgelser, er det

mest hensigtsmæssigt, at disse undersøgelser gennemføres, før detailprojekteringen og før

anlægsarbejderne påbegyndes, således at den tid, der anvendes til undersøgelserne, ikke

forsinker eller belaster et projekts økonomi mere end nødvendigt.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at disse arkæologiske forundersøgelser kan påbegyndes tid-

ligt, og så vidt muligt allerede inden der foreligger en færdig detailprojektering for anlæg-

get.

Fastlæggelsen af behovet for arkæologiske forundersøgelser vil foregå i samarbejde med

Kulturstyrelsen og de lokale statsanerkendte museer.

De nævnte arkæologiske forundersøgelser vil kunne medføre, at f.eks. landbrugsarealer ik-

ke vil kunne benyttes i en kortere eller længere periode. Der er derfor behov for en hjemmel

til at kunne foretage disse undersøgelser, når de medfører ulemper for ejerne af de pågæl-

dende arealer, og det derfor typisk ikke er muligt at opnå en frivillig aftale med lodsejeren

om at kunne disponere over et givent område.

Det foreslås derfor, at der skabes hjemmel i vejloven og i lov om fremgangsmåden ved ek-

spropriation vedrørende fast ejendom til at foretage arkæologiske forundersøgelser.

Hvis grundejeren lider et tab ved vejtekniske eller arkæologiske forundersøgelser, og der

ikke kan opnås enighed med ejeren om erstatning herfor, fastsættes denne af taksations-

myndighederne, jf. forslagets §§ 104 og 105.

I forbindelse med ekspropriationer til statsveje, der gennemføres efter bestemmelserne i

vejloven, fastsættes erstatningen efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriati-

on vedrørende fast ejendom.

2.9.

Reglerne om fordeling af udgifter til vejbidrag til offentlige veje og til samlede arbej-

der på private fællesveje i byer og bymæssige områder

2.9.1. Gældende ret

Reglerne i §§ 11 og 12 i vejbidragsloven om fordeling af udgifterne til vejbidrag til anlæg of-

fentlige veje eller udvidelse af en offentlig vejs befæstede arealer og i § 51 i privatvejsloven i

forbindelse med fordeling af udgifterne til påbudte, samlede arbejder på private fællesveje i

byer og bymæssige områder er de samme.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Vejmyndigheden skal fordele vejbidraget og udgifterne til påbudte samlede arbejder mel-

lem grundejerne på grundlag af; 1) ejendommens facade mod vejen, 2) størrelsen af ejen-

dommens arealer, og 3) måden, hvorpå ejendommen benyttes eller forventes at blive benyt-

tet,

eller

ejendomsværdien, jf. vejbidragslovens § 11, stk. 1, og privatvejslovens § 51, stk. 1.

For ejendomme, der ikke er sat til grundværdi, skal benyttelsesmåden anvendes, jf. vejbi-

dragslovens § 11, stk. 1, nr. 3, og privatvejslovens § 51, stk. 2.

Det første kriterium, facadelængden, skal indgå i fordelingen med en faktor på mindst 10

pct., mens de to øvrige kriterier hver skal indgå med en faktor på mindst 25 pct., jf. vejbi-

dragslovens § 11, stk. 2, og privatvejslovens § 51, stk. 3. Vejmyndigheden afgør, hvordan de

resterende 40 pct. fordeles mellem de ovennævnte, lovbundne kriterier.

I de tilfælde, hvor ejendomsværdien indgår som fordelingskriterium, skal vejmyndigheden

forlods pålægge ejere af bestemte ejendomme et særligt bidrag, før de øvrige udgifter forde-

les mellem grundejerne, når det påbudte arbejde skyldes betydelig eller tung færdsel til eller

fra enkelte ejendomme ved vejen, jf. vejbidragslovens § 11, stk. 3, og privatvejslovens § 51,

stk. 4.

Vejmyndigheden kan fordele udgifterne alene efter størrelsen af ejendommenes arealer el-

ler med ensartede beløb, hvis der i henhold til byplanvedtægt, kommune- eller lokalplan

kun vil blive tilladt ganske ensartet benyttelse af de ejendomme, der er omfattet af kommu-

nens afgørelse. Det fremgår af vejbidragslovens § 11, stk. 4, og privatvejslovens § 51, stk. 5. I

sidstnævnte bestemmelse er det endvidere præciseret, at ingen af ejendommene faktisk må

benyttes mere intensivt end forudsat i plangrundlaget.

Når en ejendom grænser op til en anden offentlig vej eller offentlig sti eller til en anden pri-

vat fællesvej, end den vej, der er omfattet af vejmyndighedens afgørelse, har ejeren af denne

ejendom krav på et passende reduceret bidrag. Dette gælder dog ikke, hvis den anden vej-

strækning, som ejendommen grænser op til, er en adgangsbegrænset vejstrækning, hvortil

ejeren ikke har direkte adgang af færdselsmæssige grunde, jf. vejbidragslovens § 11, stk. 5,

og privatvejslovens § 51, stk. 6. I privatvejsloven er det præciseret, at denne undtagelse ale-

ne gælder for adgangsbegrænsninger fastsat efter vejlovens §§ 72-73, eller tilsvarende be-

stemmelser i tidligere vejlove.

I vejbidragslovens § 11, stk. 6, og privatvejslovens § 51, stk. 7, findes en særlig regel om be-

grænsning af det areal, der skal indgå i beregningen af bidragsfordelingen, ved ejendomme,

der udnytter arealet til landbrug, skovbrug eller frilandsgartneri, herunder frugtplantager.

For disse ejendomme gælder, at vejmyndigheden kun medtager den del af arealet, der lig-

ger højst 40 meter fra vejen, i sin udgiftsberegning for ejendommen. Kommunalbestyrelsen

kan dog fravige denne regel, hvis særlige planmæssige bestemmelser taler for det.

I vejbidragslovens § 12 og privatvejslovens § 51, stk. 8, findes bestemmelsen om, at disse

fordelingsregler kan fraviges, når der er enighed herom mellem vejmyndigheden og de bi-

dragspligtige grundejere.

2.9.2. Lovforslagets indhold

Som led i dels en almindelig modernisering af bestemmelsen dels en forenkling af reglerne

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

med sigte på at gøre udgiftsfordelingerne mere gennemskuelige og forudsigelige foreslås

reglerne i vejbidragslovens §§ 11 og 12 kun i begrænset omfang videreført. Da det af admini-

strative og retssikkerhedsmæssige grunde er mest hensigtsmæssigt, at reglerne i vejloven og

privatvejsloven om fordeling af udgifter er de samme, foreslås privatvejslovens § 51 ændret

tilsvarende. Se nærmere forslagets § 14141, nr. 34.

Af de hidtidige regler i vejbidragslovens § 11, stk. 1 og 2, foreslås kun kriteriet ”ejendom-

mens benyttelse eller forventede benyttelse” videreført.

Fordelingskriterierne skal ideelt set være et retvisende, gennemsnitligt udtryk for den færd-

sel, som den pågældende ejendom genererer på vejen, og dermed for de vedligeholdelses-

mæssige behov og det slid, som betjeningen af ejendommen medfører. I denne sammen-

hæng ses de hidtidige kriterier – facadelængde og ejendommens arealstørrelse – ikke at

have kvantitativ betydning for vejstandarden og vejens vedligeholdelse. Både de generelle

og evt. specifikke krav, som benyttelsen af en ejendom har for vejen, kan tilgodeses med

kriteriet ” ejendommens benyttelse eller forventede benyttelse”.

Med dette kriterium kan særlige hensyn til ekstensivt udnyttede ejendomme, f.eks. land-

brugsarealer, frugtplantager, parker m.m., tilgodeses, således at disse ejendomstyper ikke

med de nye regler får væsentlige stigninger i deres relative andel af udgiftsfordelingerne.

Som fordelingskriterium anvendes ejendomsværdien i dag kun undtagelsesvist i andre

kommuner end København.

Fra praksis kendes eksempler, hvor vejmyndigheden ønsker at benytte ejendomsværdikri-

teriet i en situation, hvor ikke alle bidragspligtige ejendomme er sat til ejendomsværdi,

f.eks. en villavej med et kommunalt parkanlæg som en af ejendommene. Her skal udgifter-

ne først fordeles efter kriterierne facadelængde, arealstørrelse og ejendommens benyttelse.

Derefter omfordeles bidraget for de ejendomme, der er sat til ejendomsværdi, efter kriteri-

erne: facadelængde, arealstørrelse og ejendomsværdi. De bidragspligtige grundejere har i

denne situation store vanskeligheder med at gennemskue fordelingen og deres eget bidrag.

Idet fordelingskriteriet ”ejendomsværdi” ikke anvendes i særlig udbredt omfang, og idet det

i flere tilfælde ikke kan anvendes på alle ejendomme, foreslås det, at dette kriterium ikke

videreføres. Det vurderes som unødigt administrativt besværligt og ses ikke at tilføre ud-

giftsfordelingen en større retfærdighed eller hensigtsmæssighed end kriteriet ”ejendom-

mens benyttelse”.

Med den gældende bestemmelse i vejbidragslovens § 11, stk. 4, har det været muligt at for-

dele udgifterne efter en mere enkel metode – enten alene på grundlag af ejendommenes

arealer eller med ensartet beløb. Denne fordelingsmetode har dog efter lovens ordlyd et

meget begrænset anvendelsesområde, da den forudsætter, at det i lokalplaner eller lignende

planlægning er fastlagt, at de berørte ejendomme skal benyttes ”ganske ensartet”, f.eks. til

enfamiliehuse.

Da bestemmelsen giver anledning til mange formelt, forkerte afgørelser, og dermed bidra-

ger til længere og dyrere sagsbehandling, foreslås reglen forenklet og udvidet i sit anvendel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

sesområde, således at fordelingen kan foretages med ensartede beløb mellem antallet af de

berørte husstande, når de bidragspligtige ejendomme efter vejmyndighedens opfattelse ud-

nyttes på ensartet måde til boligformål eller erhvervsformål.

Der foreslås ligeledes ændringer i den hidtidige § 11, stk. 5, i vejbidragsloven om reduceret

bidrag for ejendomme, der grænser op til anden vej eller sti, end den vej eller sti som er om-

fattet af vejmyndighedens afgørelse. Det foreslås, at bidraget kun reduceres i de tilfælde,

hvor nyt vejbidrag kan komme på tale, og gamle vejbidrag ikke må anses for afskrevet

(normalt 20 år). På samme måde skal grundejere, hvis ejendomme grænser op til en privat

fællesvej, kun have krav på et passende reduceret vejbidrag til den offentlige vej, i det om-

fang de er forpligtede til at vedligeholde den private fællesvej – i almindelighed grænser til

og har vejret til den private fællesvej.

2.10. Regelforenkling

Regeringen igangsatte i december 2011 et ambitiøst arbejde med at forenkle statslige regler

til fordel for den kommunale forvaltning. Som en del af dette arbejde er vejlovgivningen

blevet gennemgået med henblik på at identificere regler, der kan gøres nemmere for kom-

munerne at administrere.

2.10.1. Gældende ret

Forslagene, jf. de særlige bemærkninger til dette lovforslags § 141, nr. 10-14, bygger på det

eksisterende privatretlige grundlag, der i særlig grad karakteriserer administrationen af de

private fællesveje på landet.

Det privatretlige – aftaleretlige – element kendetegner i særlig grad disse veje. Næsten alle

spørgsmål hviler på en aftale mellem ejeren af den ejendom, hvorpå vejudlægget placeres

eller allerede er placeret, og ejeren af den ejendom, der skal have en særlig ret – en vejret -

til at benytte det udlagte vejareal som færdselsareal, når vejudlægget i henhold til aftalen

kan og skal tages i brug som privat fællesvej. Private fællesveje på landet er ikke åbne for

almindelig, motoriseret færdsel, men tjener principielt kun som vejareal for ejerne af de

ejendomme, der har vejret til vejarealet. Derfor er de offentligretlige reguleringsmuligheder

på disse vejarealer begrænsede, og den kommunale vejmyndigheds opgave har været karak-

teriseret som en slags mægler mellem de vejberettigede og vejejeren.

Det er grundlæggende en offentligretlig interesse, at disse veje administreres med et så be-

skedent indslag af offentligretlig regulering som muligt. Ansvaret for, at disse veje holdes i

en god og forsvarlig stand i forhold til de vejberettigedes færdsel, påhviler derfor i første

række de grundejere, der er forpligtet hertil i henhold til aftalerne for vejen.

2.10.2. Lovforslagets indhold

Forslagene til bestemmelserne i privatvejslovens afsnit II bygger på den forudsætning, at

den offentligretlige interesse i private fællesveje, som varetages af den stedlige kommunal-

bestyrelse, alene er at sikre, at eksisterende veje holdes i en god og forsvarlig stand, således

at de berørte ejendomme kan betjenes af såvel ejerne som andre med lovligt ærinde til

ejendommen, herunder med forskellige offentligretligt fastsatte serviceydelser, f.eks. af-

hentning af renovation, sociale serviceydelser m.m.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Som konsekvens heraf reduceres kommunalbestyrelsens opgaver til det, som er nødvendigt

for at sikre adgangen til de ejendomme, der skal betjenes af den eksisterende vej.

2.11. Konkurrenceudsættelse af de arbejder, som vejmyndigheden kræver at udføre for

borgernes regning

2.11.1. Gældende ret

Efter den gældende vejlovgivning kan vejbestyrelsen for en offentlig vej i en række situatio-

ner bestemme, at borgerne skal afholde udgifterne til arbejder på den offentlige vej, som

vejbestyrelsen udfører. Det drejer sig bl.a. om anlæg af nye offentlige veje, hvor ejerne af de

ejendomme, der grænser til eller kommer til at grænse til vejen, pålægges at afholde udgif-

terne helt eller delvist. Der kan ligeledes være tale om anlægsforanstaltninger på vejarealet

i forbindelse med etablering af adgange (overkørsler m.m.) fra den tilgrænsende ejendom

eller private fællesvej. I andre tilfælde kan vejbestyrelsen bestemme, at den udfører vejar-

bejderne i forbindelse med ledningsarbejder, dvs. arbejdet med at grave ned til ledningerne

og/eller den efterfølgende retablering af vejarealet.

Hverken vejloven eller vejbidragsloven indeholder bestemmelser, der i disse situationer

pålægger vejbestyrelsen at sikre sig, at arbejderne konkurrenceudsættes med henblik på at

reducere borgernes betalingsforpligtelse.

I visse situationer skal vejmyndigheden bestemme, at påbudte arbejder på private fællesve-

je skal udføres som samlede arbejder under kommunens kontrol. Dette indebærer bl.a., at

vejmyndigheden sørger for, at arbejderne udføres, og herefter fordeler udgifterne mellem

de vedligeholdelsespligtige i henhold til lovens bestemmelser. Med den nye privatvejslov er

vejmyndighederne pålagt at sikre sig, at arbejderne udføres billigst muligt og at fremlægge

dokumentation for, at dette er sket, hvis dette ønskes. Kravet billigst muligt vedrører dog

ikke alle arbejder, som kommunen kræver at udføre for borgernes regning. For eksempel

gælder det ikke for pligter til vintervedligeholdelse og renholdelse, som vejmyndigheden

bestemmer, at den skal udføre for borgernes regning, jf. privatvejslovens §§ 9, 24 og 83.

2.11.2. Lovforslagets indhold

Med dette forslag til en ny lov om offentlige veje og ændringer i lov om private fællesveje

foreslås indført en ensartet bestemmelse i de to love om vejmyndighedens pligt til at kon-

kurrenceudsætte de arbejder, som vejmyndigheden kræver at udføre for borgernes regning.

Det foreslås, at vejmyndigheden skal sikre, at de påbudte arbejder udføres billigst muligt.

Der er imidlertid indsat en bagatelgrænse for, hvornår vejmyndigheden skal konkurrence-

udsætte påbudte arbejder. I situationer, hvor vejmyndigheden skønner, at den samlede ud-

gift for arbejdet ikke kommer til at overstige 10.000 kr., er vejmyndigheden ikke forpligtet

til at konkurrenceudsætte arbejdet.

En konkurrenceudsættelse forudsætter, at vejmyndigheden i sit påbud er præcis med hen-

syn til beskrivelsen, herunder kvaliteten, af de påbudte arbejder, ligesom en tidsfrist nor-

malt bør fremgå. Konkurrenceudsættelsen skal ske ved at indhente 3 tilbud, medmindre

udbudslovgivningen foreskriver en anden fremgangsmåde, eller det ikke er praktisk muligt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

at indhente 3 tilbud. Kommunen kan for eksempel vælge at lave rammeaftaler med mini-

mum 3 udbydere, hvorefter kommunen kan lave et miniudbud mellem de virksomheder,

der er på rammeaftalen. På den måde bliver opgaven ikke rent administrativt tung for

kommunen. Vejmyndigheden skal på forlangende kunne redegøre for, hvordan konkurren-

ceudsættelsen er sket.

Med udbudslovgivningen sigtes dels til den nationale regulering af disse spørgsmål dels til

den EU-retlige regulering.

Som det fremgår af lovforslagets § 137, stk. 3, kan vejmyndigheden fravige bestemmelsen

om konkurrenceudsættelse ved indhentelse af 3 tilbud, når den udfører arbejderne, fordi

borgerne ikke selv har gennemført arbejderne inden for den fastsatte frist eller i den fore-

skrevne standard. Her må tidstabet ved en konkurrenceudsættelse af arbejderne skulle af-

vejes med de trafiksikkerhedsmæssige hensyn, der taler for en hurtig afslutning af vejarbej-

derne.

Med dette lovforslag foreslås indsat en generel bestemmelse i lov om offentlige veje og lov

om private fællesveje om vejmyndighedens pligt til at konkurrenceudsætte arbejder, som

vejmyndigheder kræver at udføre for borgernes regning. I bestemmelsen henvises til de en-

kelte bestemmelser i lovene, hvor denne forpligtelse gælder.

2.12. Øvrige ændringer

2.12.1. Parkering

Vejmyndigheden kan efter bestemmelsen i vejlovens § 107, stk. 1, opkræve betaling for be-

nyttelse af særligt indrettede offentlige parkeringspladser og -anlæg for motorkøretøjer. I §

107, stk. 2, kan der opkræves betaling for at begrænse parkering på bestemte steder. Beta-

lingen kan sættes i forhold til det tidsrum, i hvilket motorkøretøjerne holder parkeret.

Det foreslås, at de gældende bestemmelser i § 107 videreføres, dog således, at der gives mu-

lighed for, at betaling for parkering kan differentieres i forhold til formålet med parkerin-

gen, varetagelse af miljøhensyn og andre lignende hensyn. Det præciseres desuden i be-

mærkningerne til forslagets § 89, stk. 2, der svarer til den gældende § 107, stk. 2, at kravet

vedrørende betaling for parkering er, at de skal være trafikalt begrundet og have et trafikad-

færdsregulerende formål. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 89.

2.12.2. Overdragelse af pligt til renholdelse og snerydning

Efter renholdelseslovens § 14 og privatvejslovens § 84 kan en grundejer overdrage pligten

til at renholde og snerydde til en anden. I renholdelsesloven kan pligten alene overdrages til

en fysisk person, hvorimod privatvejsloven åbner op for at overdragelsen kan ske til en ju-

ridisk person. Personen skal indmeldes til kommunen efter skriftlig aftale. Såfremt grund-

ejeren har overdraget sin pligt og dermed et eventuelt erstatningsansvar til tredjemand, er

det grundejeren, der skal dokumentere det.

Det foreslås, at de gældende bestemmelser i renholdelseslovens § 14 og privatvejslovens §

84 ophæves. Der ses ikke at være en offentligretlig interesse, der står mål med det admini-

strative arbejde, i at fastholde, at vejmyndigheden skal godkende overdragelse af pligter til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

vintervedligeholdelse og renholdelse fra grundejeren til en anden fysisk eller juridisk per-

son.

2.12.3. Pligt til at betale vejbidrag

Efter den gældende vejbidragslov er det i relation til borgernes pligter til ved vejbidrag at

afholde udgifter til anlæg eller udvidelse af offentlige veje, jf. vejbidragslovens § 3, uden be-

tydning for borgernes pligter, om der er eller lovligt kan etableres adgang fra ejendommen

til vejen. Loven indeholder i § 6, stk. 1, en undtagelse for ejere af ejendomme, der grænser

til vejstrækninger, hvortil der i henhold til adgangsbestemmelser, der er etableret af færd-

selsmæssige grunde, og som kan håndhæves af det offentlige, ikke er og heller ikke kan

etableres direkte adgang fra ejendommen. Disse adgangsbestemmelser, som ikke kan anta-

ges alene at være adgangsbestemmelser fastsat efter den gældende vejlovs §§ 72-73, har ofte

givet anledning til tvivl om anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse. Dette skyldes

først og fremmest manglende præcision og begrundelse for en række adgangsbestemmelser

fastsat på andet grundlag, f.eks. i lokalplaner.

Da det ikke anses for rimeligt, at grundejerne skal bære risikoen for myndighedernes mang-

lende præcision i fastsættelse af forskellige bestemmelser om adgange fra ejendomme til

vejen, foreslås med dette lovforslag en administrativt lettere og for borgerne mere indly-

sende ordning. Det foreslås, at det som hovedregel fremover skal være en betingelse for at

blive pålagt forpligtelser som ejer af en ejendom, der grænser til en offentlig vej, at ved-

kommende grundejer har eller er planlagt at skulle have en adgang fra sin ejendom til den

pågældende vej. Ejere af ejendomme, der ikke har eller er planlagt at skulle have adgang til

vejen, kan ikke hævdes at have en sådan interesse i vejen, at det er rimeligt, at vejmyndig-

heden kan overføre sine pligter til at afholde udgifterne til anlæg m.m.

2.12.4. Ekspropriation

Den gældende vejlov indeholder i § 32 følgende bestemmelse: ”Når et vejanlæg er optaget

på en vejplan, kan vejbestyrelsen sikre dets gennemførelse ved anvendelse af de bestem-

melser, der er angivet i denne lovs § 35, samt erhverve ejendomme efter reglerne i denne

lovs kap. 5, når dette skønnes nødvendigt for at undgå urimelige omkostninger ved en sene-

re gennemførelse af anlægget.” Bestemmelsen viderefører ifølge de særlige bemærkninger

til lovforslaget fra 9. marts 1971 den da gældende § 21, i lov nr. 95 af 29. marts 1957 om be-

styrelsen af de offentlige veje. Endvidere tilsigter bestemmelsen ifølge bemærkningerne at

klargøre, at der i visse tilfælde kan erhverves ejendomme om fornødent ved ekspropriation

til veje, som er optaget på en vejplan, selv om det aktuelle vejanlæg ikke er endeligt beslut-

tet af vedkommende myndighed.

Bestemmelsen i den gældende vejlovs § 32 er, så vidt Transportministeriet er bekendt, ikke

blevet anvendt. Det foreslås derfor, at bestemmelsen ophæves.

2.12. 5. Administrationstillæg

Ifølge vejbidragslovens § 4, stk. 5, kan vejbestyrelsen i forbindelse med et vejanlæg, der helt

eller delvist bekostes af de tilgrænsende grundejere, jf. vejbidragslovens § 3, stk. 1, medreg-

ne et administrationstillæg på højst 9 pct. af anlægsudgifterne. Renter kan ikke medregnes.

Eventuelle udgifter til bistand af rådgivende ingeniør (og andre eksterne konsulenter) kan

medregnes efter regning, men administrationstillægget kan da ikke medregnes for den del

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

af arbejdet, hvortil rådgivende ingeniørbistand har været benyttet. Denne bestemmelse, der

også har været flittigt benyttet ved istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i

byer og bymæssige områder som et samlet arbejde, har givet anledning til fortolkningstvivl.

Bestemmelsen i vejbidragslovens § 4, stk. 5, er senest videreført med visse ændringer i den

nye privatvejslovs § 53, stk. 1.

Med lovforslagets § 32 sikres det, at grundejerne ikke pålægges udgifter til kommunernes

administration, der i væsentlig grad overstiger udgifterne til selve anlægsprojektet. Som

hidtil kan vejmyndigheden medregne et administrationstillæg på højst 9 pct. af anlægsud-

gifterne, med de undtagelser der er nævnt i forslagets § 33. I det omfang der har været an-

vendt eksterne konsulenter til projekteringen af anlægget, indgår denne udgift efter regning

i anlægsudgifterne.

Vejmyndigheden kan dog maksimalt opkræve et administrationstillæg svarende til de ad-

ministrative udgifter, vejmyndigheden har haft ved projektet, herunder udgiften til eksterne

konsulenter anvendt til administrative opgaver. Disse udgifter skal kunne dokumenteres og

specificeres. Der henvises nærmere til de særlige bemærkninger til forslagets § 32. Vejmyn-

digheden kan dog efter aftale med de bidragspligtige grundejere opkræve udgiften til eks-

terne konsulenter anvendt til administrative opgaver, ud over de nævnte 9 pct.

Bestemmelserne om administrationstillæg i privatvejslovens §§ 22 og 53 foreslås ophævet

med dette lovforslag. Fremover vil kommunalbestyrelsen kunne pålægge de bidragspligtige

grundejere at afholde kommunens administrative udgifter i forbindelse med en afgørelse

truffet efter privatvejslovens bestemmelser. Der henvises til lovforslagets § 141, nr. 12 (§ 18)

og nr. 31 (§ 49, stk. 2).

2.12.6. Offentliggørelse af beslutninger mv.

Den gældende vejlov indeholder en række bestemmelser om, at vejbestyrelsen skal offent-

liggøre beslutninger i stedlige blade efter vejbestyrelsens bestemmelse, samt at en række

mere varige indgreb skal kundgøres i Statstidende.

Det foreslås, at de gældende formkrav til offentliggørelse af en vejmyndigheds beslutninger

m.m. i henhold til loven ophæves. Fremover får den enkelte vejmyndighed ret til at be-

stemme den offentliggørelsesmåde, som skønnes bedst egnet til at sikre udbredelsen af de

beslutninger m.m., der er tale om. Ændringen er en administrativ lettelse for vejmyndighe-

den og muliggør en smidigere offentliggørelse af gældende og ajourførte bestemmelser i

f.eks. kommunens vinterregulativ. Ophævelsen af formkravet til offentliggørelse af vejmyn-

dighedens beslutninger svarer til ændringerne i bl.a. lov nr. 1537 om private fællesveje og

bestemmelser i lov om kommunernes styrelse og regionsloven. Borgere, der berøres direkte

og individuelt af en vejmyndigheds afgørelser og beslutninger vil som hidtil efter den al-

mindelige forvaltningsret skulle have meddelt vejbestyrelsens beslutning/afgørelse særskilt.

Den gældende lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom inde-

holder på samme måde som vejloven bestemmelser om offentliggørelse, herunder at be-

slutning om afholdelse af besigtigelsesforretning skal indrykkes i et eller flere på egnen ud-

kommende dagblade.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Det foreslås, at de gældende formkrav til offentliggørelse i henhold til lov om fremgangs-

måden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom også ophæves, så anlægsmyndigheden

og kommissarius fremover også får ret til at bestemme den offentliggørelsesmåde, som

skønnes bedst egnet til at sikre udbredelsen af de beslutninger m.m., der er tale om. På

denne måde ensrettes bestemmelserne om offentliggørelse i forbindelse med henholdsvis

kommunale og statslige ekspropriationer.

Der henvises til lovforslagets §§ 19, 25, 40, 45, 54, 58, 64, 66, 89, 99, 123 og 141.

2.12.7. Fastsættelse af regler vedr. spor på eller over vej

Vejlovens kap. 7 om forholdet til jernbaner er ophævet ved lov nr. 613 af 18. juni 2012 om

ændring af lov om jernbane og lov om offentlige veje.

Med dette forslag ophæves den gældende vejlovs § 104a, hvorefter transportministeren kan

fastsætte regler for anlæg og benyttelse af spor (godsspor, mergelspor, teglværksspor mv.)

på eller over vej. Disse spor i vejen vil fremover være reguleret i lov om jernbane eller be-

stemmelser fastsat med hjemmel heri.

2.12.8. Tidligere overtagelse af ejendomme på grund af projekteringsaktiviteter

I dag kan der alene ske overtagelse af ejendomme, hvis ejendommen af hensyn til en kom-

mende vej er sikret med vejbyggelinjer efter vejloven, eller hvor der er så stor sikkerhed om

linjeføringen, at ejendommen alligevel ville skulle overtages ved ekspropriation. Det sidste

kaldes også fremrykket ekspropriation og hviler i dag på et særligt hjemmelsgrundlag, ty-

pisk en projekteringslov eller anlægslov. Overtagelse kræver desuden, at borgere er i særlige

situationer og selv anmoder om at få deres ejendom overtaget før de ordinære ekspropriati-

oner.

Der foreslås indsat en generel bestemmelse i vejloven, så borgere, der er i særlige situatio-

ner og kommer i klemme i en planlægningssituation, kan anmode om at få deres ejendom

overtaget på et tidligere tidspunkt i processen. Ved at indsætte bestemmelsen i vejloven sik-

res borgerne en bedre retsstilling, når der skal projekteres statsveje, idet overtagelsen ikke

nødvendigvis behøver at afvente vedtagelsen af en projekterings- eller anlægslov.

Med hensyn til forholdet til grundloven fremgår det af grundlovens § 73, at ejendomsretten

er ukrænkelig, og at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver

det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Med den foreslåede bestemmelse i vejlovens § 47 skabes således i overensstemmelse med

grundlovens § 73 en lovhjemmel til at erhverve de fornødne arealer til de konkrete vejpro-

jekter, såfremt ejeren af den pågældende ejendom anmoder om det.

Der er med lov nr. 747 af 25. juni 2014 om ændring af lov om jernbane allerede indført en

tilsvarende bestemmelse i jernbaneloven. Forslaget har således også til hensigt at sikre, at

borgere ikke forskelsbehandles unødvendigt, alt efter om der er tale om et baneprojekt eller

et vejprojekt.

Lovforslaget indeholder i øvrigt en række sproglige ændringer og moderniseringer.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Lovforslaget indeholder en række ændringer, som forventes at medføre administrative let-

telser for kommunerne, der er vejmyndigheder for kommunevejene.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget forventes at medføre en vis fordyrelse for ledningsejere ved flytning af lednin-

ger. Fordyrelsen forventes dog at kunne modvirkes ved bedre planlægning fra ledningsejer-

nes side. Forslaget indeholder bestemmelser for at forbedre fremkommeligheden, hvilket

forventes at have positive konsekvenser i form af sparet tid. Forslaget indeholder også be-

stemmelser om samgravning, der kan bidrage til at reducere ledningsejeres omkostninger

til gravearbejder.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Idet lovforslaget skal bidrage til at klargøre lovgivningen om offentlige veje, forventes lov-

forslaget at gøre det lettere for borgerne at forstå og indrette sig på lovgivningen.

6. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder mulighed for at lave klimatilpasningstiltag i forbindelse med

tilførsel af vand på vej. Desuden giver lovforslaget mulighed for at differentiere betalin-

gen for parkering efter køretøjets miljøbelastning mv.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget har i perioden 28. august – 2. oktober 2012 været offentliggjort på Hørings-

portalen.dk og sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatsamfundet, CFL cargo Danmark ApS, COWI, Danske Advokater, Danske Boligad-

vokater, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Den

Danske Landinspektørforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dong Energy, Dansk Er-

hverv, De Ledende Landinspektører, Dansk Transport og Logistik – DTL, Dansk Industri,

Dansk Ledningsejerforum, Danske Regioner, Danske Speditører, Energinet.dk, FDM, Fri-

tidshusejernes Landsforening, Grundejeren.dk, HK Trafik & Jernbane, HMN I/S, Institut

for planlægning – Aalborg Universitet, Institut for miljø, samfund og rumlig forandring –

Roskilde Universitet, Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland, Kommissarius

ved Statens Ekspropriationer på Øerne, Kommunernes Landsforening, Kommunal Teknisk

Chefforening, Kommunal Vejteknisk Forening, Kort- og Matrikelstyrelsen, Københavns

Universitet – Institut for geografi og geologi, Landbrug og Fødevarer, Parcelhusejernes

Landsforening, Rigspolitichefen, SEAS NVE, Rambøll, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet

for Sikker Trafik, Teknologisk Institut, Videncentret for landbrug og Aalborg Universitet –

Sektion for Geoinformatik og Arealforvaltning

10. Sammenfattende skema

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Positive konsekvenser/mindre

Negative

udgifter

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for

Forslaget medfører positive

stat, regioner og kommuner

konsekvenser, idet der nu blandt

andet åbnes mulighed for gebyr

og for privat finansiering ved

drift.

Administrative konsekvenser for Forslaget forventes at medføre

stat, regioner og kommuner

store administrative lettelser for

kommunerne.

Økonomiske konsekvenser for

Forslaget indeholder

erhvervslivet

bestemmelser for at forbedre

bestemmelser om bod i

fremkommeligheden, hvilket

forbindelse med

forventes at have positive

gravetilladelser, hvilket kan

konsekvenser i form af sparet tid. medføre negative

Forslaget indeholder også

konsekvenser for

bestemmelser om samgravning, entreprenører m.fl., der

der kan bidrage til at reducere

ikke overholder aftalte

ledningsejeres omkostninger til vilkår.

gravearbejder.

Administrative konsekvenser for Ingen

Ingen

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for Forslaget forventes at medføre en Ingen

borgerne

mindre administrativ lettelse for

borgerne, idet reglerne forenkles

og en stor del af de kommunale

tilsyn og godkendelsesprocesser –

især på private fællesveje på

landet – formindskes.

Ligestillingsmæssige

Ingen

konsekvenser

Miljømæssige konsekvenser

Der er indført mulighed for at lave Ingen

klimatilpasningstiltag i

forbindelse med tilførsel af vand

på vej. Desuden giver lovforslaget

mulighed for at differentiere

betalingen for parkering efter

køretøjets miljøbelastning mv.

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede bestemmelse er ny og angiver, hvilke formål det særligt er hensigten at til-

godese med loven.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse er ny og fastslår lovens anvendelsesområde. Begrebet offentli-

ge veje er defineret i forslagets § 5, nr. 2.

Til § 3

De offentlige veje inddeles i 2 kategorier; statsveje og kommuneveje. Den tidligere beteg-

nelse ”hovedlandeveje” udgår, idet den ikke på umiddelbar måde beskriver vejens retlige

status og administrationsforhold.

Frem til kommunalreformen i 2007 var offentlige veje opdelt i kommuneveje, landeveje og

hovedlandeveje. Landeveje blev administreret af amtkommunalbestyrelsen, mens hoved-

landevejene blev administreret af transportsministeren ved Vejdirektoratet. Siden årsskiftet

2006/07 har der kun været 2 typer offentlige veje; kommuneveje og hovedlandeveje.

Hovedlandevejene benævnes herefter som statsveje. Der henvises til de almindelige be-

mærkninger, punkt 2.2.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse er ny og angiver, hvilke hensyn vejmyndighederne særligt skal

tilgodese i deres administration af lovens bestemmelser. Det foreslås, at vejmyndighederne

først og fremmest skal varetage trafikale og vejtekniske hensyn. Vejmyndighederne skal

herudover være opmærksomme på konsekvenserne for miljø, flora, fauna, landskabs- og

bymæssige værdier, klimamæssige forhold, samfundsøkonomien, samt hensynet til vejens

naboer.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse samler nuværende og nye definitioner i loven.

I nr. 1) defineres begrebet vejmyndighed. Definitionen er ny. Vejmyndighederne admini-

strerer de offentlige veje og stier. I den gældende lovgivning skelnedes der mellem vejbesty-

relse og vejmyndighed, hvor vejbestyrelsen også har ejerskabet til vejarealet til forskel fra

vejmyndigheden. Denne skelnen vurderes som meget teoretisk og medfører i praksis en del

forvirring om ansvarsforhold. Derfor foreslås begreberne slået sammen til vejmyndighed

som et samlet begreb.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

I nr. 2) defineres begrebet offentligt vej. Definitionen er en videreførelse af den nugældende

definition i § 1 i den gældende vejlov. Loven gælder for offentlige veje, som defineres som

veje, gader mv., der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kom-

mune i henhold til denne lov.

I nr. 3) defineres begrebet offentlig sti. Definitionen er en videreførelse af definitionen i den

gældende vejlovs § 96.

I nr. 4) defineres begrebet vejplan. Definitionen er ny. Definitionen er i overensstemmelse

med gældende praksis.

Formålet med vejplaner er, at de planlagte vejanlæg kan indgå i en sammenfattende plan-

lægning for området, og at vejmyndigheder kan sikre vejanlægs gennemførelse med vejbyg-

gelinje og overtagelse af ejendomme efter dette forslags kapitel 10, når dette skønnes nød-

vendigt for at undgå unødvendige omkostninger ved et senere vejanlæg.

I nr. 5) defineres begrebet byer og bymæssige områder. Definitionen er ny. Definitionen

svarer til den definition, der findes i privatvejslovens § 3.

I nr. 6) og 7) defineres begrebet adgang og adgangsbestemmelse.

Definitionen på adgange til offentlig vej er en videreførelse af de hidtil gældende definitio-

ner i § 68 i vejloven. Disse definitioner er ligeledes anvendt i § 10, nr. 11 og 12, i privatvejs-

loven.

I nr. 8) defineres begrebet vejbyggelinje. Definitionen er ny, men den er i overensstemmelse

med gældende praksis. Vejbyggelinjer pålægges efter de foreslåede bestemmelser i §§ 42 og

43.

Formålet med vejbyggelinjen er dels at give vejmyndigheden et redskab til at sikre hensynet

til trafikken på bestående veje ved at holde bebyggelse og aktiviteter på naboarealer i en

passende afstand, og dels at undgå unødvendige omkostninger for eller vanskeliggørelse af

et senere vejanlæg. Vejbyggelinjen betyder, at ejeren og eventuelle andre rettighedsindeha-

vere af et areal med vejbyggelinje får en begrænsning i sin råden over dette.

I nr. 9) defineres begrebet vejbidrag. Definitionen viderefører den gældende vejbidragslovs

§ 1, stk. 4.

I nr. 10) defineres begrebet valgplakat. Definitionen er en videreførelse af den nuværende

formulering i vejlovens § 103 a, stk. 1.

Til § 6

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører den gældende vejlovs § 7, stk. 1. Bestemmel-

sen fastslår transportministerens ansvar for den overordnede vej- og trafikplanlægning og

for, at der foretages de undersøgelser, der er nødvendige herfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 viderefører den gældende vejlovs § 7, stk. 2, om trans-

portministerens mulighed for at tage initiativ til en række nærmere undersøgelser. Be-

stemmelsen viderefører også transportministerens hjemmel til at fastsætte regler for kom-

munernes medvirken til at tilvejebringe de nødvendige data og planlægningsgrundlag.

Til § 7

Med forslaget til § 7, stk. 1, gives ministeren som noget nyt hjemmel til at sikre fremkom-

melighed og trafiksikkerhed på tværs af vejmyndighedsgrænser ved, at der kan nedsættes

særlige fremkommelighedsudvalg. Udvalgene skal udarbejde fælles aftaler for fremkomme-

ligheden på Det Strategiske Vejnet og andre vejstrækninger, der vurderes særligt væsentlige

for fremkommeligheden.

De pågældende udvalg tænkes således at understøtte, at beslutninger, der kan påvirke

fremkommelighed og trafiksikkerhed, træffes ud fra et samlet syn på tværs af de enkelte

vejmyndigheder, så mobiliteten for de overordnede trafikstrømme sikres. I udvalgenes

overvejelser vil endvidere indgå hensyn som årsdøgnstrafik i relation til vejens kapacitet,

om vejen indgår i nationale rutenet som tungvognstrafikvejnettet og modulvogntogsvejnet-

tet, spærretider for udførelse af vejarbejde, vejens funktion i relation til væsentlige trafik-

knudepunkter som lufthavne, havne, stationer og større velfærdsfunktioner som supersy-

gehuse mv., samt mulighederne for alternative ruter for vejen.

I første omgang forventes hjemlen udnyttet ved nedsættelse af et særligt udvalg for hoved-

stadsområdet. Udvalget vil have som hovedopgave at fremlægge fælles forpligtende aftaler

for optimering af fremkommeligheden. Rammerne for disse aftaler vil skulle fastlægges

nærmere, men kunne tænkes f.eks. at omhandle grønne bølger på tværs af vejmyndigheder,

fælles tværkommunal indsats for udbedring af uhensigtsmæssig indretning af vej- og lys-

kryds, signalanlæg eller krav om koordinering af trafiksaneringstiltag, vejarbejder m.m.

I stk. 2 foreslås, at ministeren kan fastsætte regler for sammensætningen af udvalgene. Den

konkrete sammensætning vil kunne være forskellig, men skal som minimum indeholde alle

relevante vejmyndigheder og politiet.

Af stk. 3 fremgår det, at de foreslåede aftaler skal fremlægges for ministeren. På den måde

sikres en fremdrift i projektet samt et fortsat politisk fokus på problemstillingen. Endvidere

fremgår det, at aftalerne skal offentliggøres. Offentliggørelse forventes at ske på vejmyndig-

hedernes hjemmesider.

Hvis det ikke viser sig muligt at udarbejde fælles aftaler, og hvis dette medfører en forrin-

gelse af fremkommeligheden i området, foreslås det i stk. 4 at indsætte hjemmel til, at mini-

steren kan opklassificere vejen som statsvej. Dette vil i så fald ske ved bekendtgørelse samt

aktstykke grundet den økonomiske belastning, som en sådan opklassificering vil være for

staten. Den økonomiske lettelse, der her vil opstå for kommunerne, vil i så fald indgå i de

årlige økonomiske forhandlinger med kommunerne efter det udvidede totalbalanceprincip.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4 og de særlige bemærknin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

ger til forslagets § 14, stk. 4, hvorefter transportministeren bemyndiges til at fastsætte

nærmere bestemmelser om betingelser og procedurer for optagelse af strækninger af kom-

muneveje som statsveje som nævnt i forslaget til § 7, stk. 4.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører den gældende vejlovs § 2, stk. 1. Transport-

ministeren er øverste administrative myndighed for statsvejene.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 viderefører den gældende vejlovs § 2, stk. 4. Admini-

strationen af statsvejene er henlagt til Vejdirektoratet under Transportministeriet. De

nærmere regler for Vejdirektoratets arbejde er fastslagt i bekendtgørelsesform, jf. bekendt-

gørelse nr. 1285 af 15. december 2011 om opgaver og beføjelser i Vejdirektoratet.

Til § 9

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejlovs § 2, stk. 5, hvorefter kom-

munalbestyrelser er administrative myndigheder (vejmyndigheder) for kommuneveje.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører den gældende vejlovs § 10, stk. 1. Efter be-

stemmelsen er det den enkelte vejmyndigheds ansvar at holde dens offentlige veje i den

stand, som trafikkens art og størrelse kræver.

Vejmyndigheden, har det forvaltningsmæssige såvel som det økonomiske ansvar for dens

veje. Det er et vigtigt hensyn ved planlægning af anlæg og vejarbejder, at dette forsøges fær-

diggjort hurtigt af hensyn til fremkommeligheden og samfundsøkonomien.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 svarer til den vejlovs gældende § 10, stk. 2, med den

præcisering, der beskrives nedenfor. Det foreslås, at vejmyndigheden bestemmer, hvilke

arbejder der skal udføres på dens veje, og afholder udgifterne hertil, medmindre andet er

aftalt eller bestemt efter reglerne i denne lov.

Efter gældende ret er det vejmyndigheden, der afholder de udgifter, der er forbundet med

sikring, andre forberedende foranstaltninger, anlæg, drift og vedligeholdelse af dens veje,

medmindre andet er bestemt.

I praksis er den gældende bestemmelse blevet fortolket således, at det som hovedregel ikke

var muligt at aftale, at private afholdte udgifter til, eller finansierer drift eller vedligeholdel-

se af disse anlæg.

Med det foreslåede i stk. 3 skabes der tydelig hjemmel til, at der ved aftaler mellem trans-

portministeren og en anden vejmyndighed, en privat person eller en juridisk person kan

ydes bidrag til drift eller vedligeholdelse af offentlige veje.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Bestemmelsen gælder arbejder, som vejmyndigheden ikke har pligt til at udføre efter stk. 1

med henblik på at sikre, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og

størrelse. Et eksempel på anvendelse af denne bestemmelse kunne være ændring af et vej-

kryds, således at særligt lange eller brede køretøjer nemmere kan benytte vejkrydset. Et an-

det eksempel kunne være etablering og vedligeholdelse af hastighedsdæmpende foranstalt-

ninger på en kommunevej efter ønske fra de tilgrænsende grundejere.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 svarer til den gældende vejlovs § 10, stk. 3, med den

ændring, at bestemmelsen nu også giver Vejdirektoratet mulighed for, ligesom det hidtil

har været gældende for kommunerne, at byde ind på opgaver, der er udbudt i licitation af

andre vejmyndigheder. Bestemmelsen vil skabe en sikker hjemmel for Vejdirektoratet til at

byde på opgaver hos de kommunale vejmyndigheder med de særlige kompetencer, som er

udviklet som led i Vejdirektoratets ordinære virksomhed. Dette kan bl.a. bestå i rådgiv-

ningsydelser med henblik på at optimere den kommunale vejmyndigheds drift af kommu-

nevejene, trafiktællinger til brug for planlægning af vedligeholdelses- og istandsættelses-

planer m.m.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 11.

Til § 11

Den foreslåede bestemmelse, der er ny, fastlægger rammer for indgåelse af aftaler om fælles

trafikstyring af dele af flere vejmyndigheders vejnet. Der er ikke tiltænkt nogen ændring i

den øvrige vejmyndighedsrolle, herunder myndighedsudøvelsen og selve myndighedsan-

svaret.

I stk. 2 indføres hjemmel til, at politiet kan deltage, hvis det ønskes af de pågældende par-

ter.

I stk. 3 indføres hjemmel til, at transportministeren kan fastsætte regler om samarbejdet.

Det kan for eksempel være eventuelle regler om finansiering, så der er juridisk materiel

hjemmel til at benytte henholdsvis statslige og kommunale ressourcer til at oprette og drive

en fælles central. Ministeren kan også fastsætte regler om beslutningskompetencer, delega-

tion af opgaver mv.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til § 12

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 19. Hovedreglen

fremgår af stk. 1, hvorefter udgifter til belysning på statsvejnettet afholdes af staten. Som

undtagelse hertil fremgår det af stk. 2, at belysning på de dele af statsvejene, der løber gen-

nem tæt, sammenhængende bymæssig bebyggelse afholdes af de relevante kommunalbesty-

relser. Dette gælder dog som udgangspunkt ikke, hvis formålet med belysningen er at sikre

trafiksikkerheden på statsvejen, i hvilket tilfælde staten kan beslutte at afholde udgiften.

Det afgørende er derfor, hvilket formål belysningen har i de forskellige områder vejen løber

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

igennem. Ofte vil vejbelysning i byer have et tryghedsskabende og kriminalpræventivt for-

mål, som det er rimeligt at kommunen dækker udgifterne til. Er formålet derimod, at sik-

kerheden for færdslen på vejen skal højnes gennem vejbelysning, kan det være rimeligt at

staten afholder udgiften. Hvis der opstår tvist mellem kommunen og staten om, hvem der

skal afholde udgiften, afgøres dette af transportministeren, jf. forslagets § 133.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejlovs § 13. Efter bestemmelsen

kan vejmyndigheden ved anlæg af ny vej eller ombygning af eksisterende vej beslutte, at

vejene skal forbeholdes visse arter af offentlig færdsel, for eksempel på motorveje og motor-

trafikveje.

Efter bestemmelsen træffes disse beslutninger af vejmyndigheden efter forhandling med

politiet. For statsveje træffes beslutningen dog af transportministeren efter forhandling

med justitsministeren.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 14. Det foreslåe-

de stk. 1 foreskriver proceduren for anlæg, oprettelse og nedlæggelse af statsveje. Bestem-

melsen fastslår, at oprettelsen af nye statsveje og nedlæggelse af eksisterende statsveje, for

eksempel ved nedklassificering til kommunevej, privat vej eller fuldstændig nedlæggelse af

arealet som færdselsareal, skal ske ved lov. Bestemmelsen giver dog Vejdirektoratet mulig-

hed for at træffe beslutningen i forbindelse med mindre anlægsprojekter mv., herunder

flytning af veje eller regulering af vejkryds.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 foreskriver forhandlingsproceduren med de vejmyn-

digheder, som vil blive berørt af planerne om nedlæggelse og anlæg af statsveje. Den fore-

slåede bestemmelses stk. 3 foreskriver, at transportministeren ved tvister mellem Vejdirek-

toratet og en anden vejmyndighed om disse beslutninger, kan fastsætte vilkår for overgan-

gen af vejen fra statsvej til kommunevej.

Forslaget til stk. 4 er nyt. Efter denne bestemmelse kan transportministeren fastsætte

nærmere bestemmelser om, hvornår bestemmelsen i forslaget til § 7, stk. 4, finder anven-

delse. En udmøntning af forslaget til § 14, stk. 4, indebærer, at optagelsen af disse kommu-

neveje eller dele heraf som statsveje ikke skal ske ved lov, jf. forslaget i § 14, stk. 1, men kan

ske efter ministerens nærmere bestemmelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

forslagets § 7, stk. 4.

Til § 15

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 17. Efter den

gældende bestemmelse kan transportministeren bemyndige kommunale vejmyndigheder til

at varetage visse af de opgaver på statsvejene, som ellers er henlagt til Vejdirektoratet. De

opgaver, der også efter den foreslåede bestemmelse kan udføres af kommunerne efter be-

myndigelse, er tilladelser og dispensationer på statsveje, som gives efter denne lov. Ofte vil

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

kommunerne have den mest direkte tilknytning til de problemer, som rejses ved ansøgnin-

ger om tilladelser og dispensationer. Det synes derfor mest hensigtsmæssigt, at kommu-

nerne i visse situationer kan være den besluttende myndighed i forhold til disse ansøgnin-

ger.

Til § 16

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejlovs § 18 om de supplerende an-

læg, som er nødvendige ved motorveje.

Når en statsvej er eller forventes at blive udbygget som motorvej, skal Vejdirektoratet sørge

for, at der i forbindelse med vejen bliver oprettet for eksempel rastepladser, parkerings-

pladser, tankanlæg, paskontrolposter, restaurations – og hotelvirksomhed mv. til brug for

trafikanterne mv. Det følger af forslagets stk. 1.

Forslagets stk. 2 fastslår, at transportministeren til disse formål kan lade andre drive de

virksomheder, anlæg eller bygninger, der er anlagt på arealer, der er erhvervet til formålet i

stk. 1. Erhvervelsen af areal til anlæggene kan om nødvendigt ske ved ekspropriation efter

reglerne i forslagets kapitel 10.

Til § 17

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende vejlovs § 23, stk. 1, 1 pkt., med den

præcisering, der er beskrevet nedenfor.

Efter gældende ret er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvilke nye offentlige veje

der skal anlægges, og hvilke bestående offentlige veje, der skal nedlægges.

Med den foreslåede bestemmelse er det præciseret, at anlæg og nedlæggelse af offentlige

veje og optagelse af private fællesveje skal ske efter en samlet konkret, trafikal planlægning.

Det er fremhævet, at der skal være tale om trafikal planlægning, og en beslutning efter § 17,

der kun er begrundet i økonomiske hensyn, vil ikke være lovlig. Anlæg og nedlæggelse af

offentlige veje samt optagelse af private fællesveje som offentlige veje skal således ske som

et led i den øvrige trafikale planlægning i kommunen.

Bestemmelsen fastslår, at kompetencen til at beslutte, at nye kommuneveje skal anlægges,

eller bestående kommuneveje skal nedlægges eller nedklassificeres som led i den almindeli-

ge trafikplanlægning, ligger hos kommunalbestyrelserne. Kommunerne skal fortsat iagttage

bestemmelserne om forhandling med andre vejmyndigheder, hvis de planlagte anlæg mv.

vil få betydning for andre vejmyndigheders vejnet, jf. forslagets § 22.

Bestemmelsen giver samtidig hjemmel for kommunen til at beslutte at optage private fæl-

lesveje som kommuneveje.

Af den gældende vejlovs § 90 følger, at kommunen i forbindelse med en beslutning om ned-

læggelse af en vej som kommunevej kan beslutte, at vejen skal overgå (nedklassificeres) til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

privat fællesvej. Der er ikke i den gældende vejlov eller privatvejslov nærmere regler om,

hvornår en vej skal være offentlig vej eller privat fællesvej.

Lovforslagets § 17, 1. pkt., viderefører kun kommunalbestyrelsen kompetence til at optage

private fællesveje som kommuneveje i forhold til den gældende vejlovs § 23, stk. 1, 2. pkt.

Dermed udgår kommunalbestyrelsens kompetence til at optage almene veje som kommu-

neveje. Det har siden vejbestyrelsesloven af 21. juni 1867 været forudsat, at kommunerne,

når de stødte på en almen vej, enten skulle optage den som offentlig vej eller gøre den til

privat fællesvej eller helt nedlægge vejen. Det må derfor antages, at der kun er ganske få

almene veje tilbage i Danmark.

Hvis kommunalbestyrelsen måtte mene, at en almen vej har en sådan betydning for vejnet-

tet, at den bør administreres som kommunevej, må kommunalbestyrelsen erhverve arealet

ved aftale eller efter ekspropriationsbestemmelserne i lovforslagets kap. 10.

Spørgsmålet, om en vej skal være kommunevej eller privat fællesvej, beror på kommunens

skøn, først og fremmest over vejens betydning for den almindelige færdsel.

Hvis det lægges til grund, at en vej overvejende anvendes til færdsel, der ikke har ærinde

eller betjener ejendomme ved den pågældende vej og heller ikke er lokaltrafik, fordi den

pågældende vej indgår i et afgrænset net af flere veje, bør en sådan vej i almindelighed være

offentlig.

Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med sin administration af vejområdet jævnligt

vurderer, om der af hensyn til den almindelige færdsel er grundlag for at optage private fæl-

lesveje som kommuneveje, jf. også privatvejslovens § 58, stk. 3.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejlovs § 7, stk. 3 om transportmini-

sterens mulighed for at oprette databaser, der indeholder oplysning om det offentlige vej-

net.

Til § 19

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer til den gældende vejlovs § 8, stk. 1. Bestemmel-

sen pålægger vejmyndighederne at føre en offentlig tilgængelig vejfortegnelse over deres

offentlige veje. Fortegnelserne har fortsat betydning for den samlede vejadministration,

andre planmyndigheder og grundejere. Det er derfor fortsat vigtigt, at fortegnelserne føres

på en sådan måde, at de til enhver tid giver et klart billede af de pågældende vejes retlige

status.

Kommunerne har siden 1. januar 1974 haft pligt til at foretage en offentliggørelse af de

kommunale vejfortegnelser. Denne pligt er nu fremhævet i den foreslåede bestemmelses

stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 viderefører den gældende vejlovs § 8, stk. 2, om trans-

portministerens hjemmel til at fastsætte regler om udarbejdelse af vej- og stifortegnelser

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

med den ændring, at den gældende hjemmel til at transportministeren kan fastsætte regler

om offentliggørelse af vej- og stifortegnelser ikke videreføres. Dette skyldes, at der generelt

ikke stilles specifikke krav til formen for offentliggørelse, men alene at dette sker.

Til § 20

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 26. Vejplanlæg-

ningen er henlagt til de enkelte vejmyndigheder hver for deres vejnet. Dette planarbejde

forudsættes at foregå i snæver tilknytning til den sammenfattende planlægning i området.

Vejplaner er vejmyndighedernes planlægning af deres veje. Vejplaner er ofte en del af lo-

kalplaner eller anden planlægning efter planlovgivningen og optræder som en integreret del

af denne planlægning. En vejmyndighed kan også vælge at udarbejde et selvstændigt do-

kument, som indeholder vejmyndighedens vejplaner. Der er således ikke formkrav til vej-

plansdokumenter.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 27, stk. 1, om, at

vejplaner for statsveje godkendes af transportministeren.

Til § 22

Den foreslåede bestemmelse er en sammenskrivning af bestemmelserne i den gældende

vejlovs §§ 27, stk. 2, 28 og 29 om vejmyndighedernes pligt til at høre hinanden, inden der

iværksættes planlægning på vejområdet. Reglen skal medvirke til, at der mellem vejmyn-

dighederne sker den nødvendige, gensidige koordination om den overordnede vejplanlæg-

ning.

Ved vejplanernes forelæggelse for kommunalbestyrelserne forudsættes det, at disse samti-

dig tager stilling til projektet som planmyndighed efter planlovgivningen. Herved får de lej-

lighed til at vurdere projektet i forhold til kommuneplaner samt lokalpla-

ner/byplanvedtægter og foretage ajourføring af disse i det omfang, dette er påkrævet.

Det forudsættes, at de relevante vejmyndigheder inddrages på et så tidligt tidspunkt i plan-

lægningsprocessen, at der kan drages maksimal fordel af koordinationen.

Vejmyndighederne skal, som den foreslåede bestemmelse er affattet, give andre vejmyndig-

heder adgang til at udtale sig om et planlagt projekt, hvis dette projekt vil få forbindelse til

eller skære bestående eller planlagte veje i en anden vejmyndigheds område.

Forslagets stk. 3 viderefører kommunernes pligt at sende et planlagt projekt i høring hos

Vejdirektoratet, hvis projektet vil skære eller få forbindelse med en bestående eller planlagt

statsvej eller rutenummereret vej. Det bemærkes, at en rutenummereret vej også kan være

en kommunevej.

Til § 23

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 30. I forhold til

gældende ret er det i den foreslåede bestemmelses stk. 1 præciseret, at vejmyndighederne

først kan lade et planlagt vejanlæg optage på myndighedens vejplan, når de relevante myn-

digheder efter den foreslåede § 22 har haft adgang til at udtale sig om projektet.

Til § 24

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 33, stk. 1.

Vejmyndighederne skal efter denne bestemmelse høre andre berørte vejmyndigheder, jf.

den foreslåede § 22, hvis vejmyndigheden ønsker at opgive et vejanlæg, der er optaget på

myndighedens vejplan. I den foreslåede bestemmelses stk. 2 er det i forhold til den gælden-

de vejlovs § 33, stk. 2, tilføjet, at vejmyndigheden skal sørge for berigtigelse af forholdene i

tingbogen, når et anlæg er slettet af vejplanen.

Til § 25

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 31. Transportmi-

nisterens bemyndigelse til at fastsætte forskrifter om offentliggørelse af vejmyndighedernes

vejplaner er ikke aktuelt udnyttet.

Sektorlovgivningens offentlighedsregler suppleres af de offentlighedsregler, der indgår i

udarbejdelse af region-, kommune- og lokalplaner. Disse offentlighedsregler er baggrunden

for, at ministeren ikke p.t. har udnyttet sin hjemmel efter den gældende vejlovs § 31 til at

fastsætte forskrifter for udarbejdelse af vejplanfortegnelser og offentliggørelse af disse.

Til § 26

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 svarer til den gældende vejlovs § 24 med en større ud-

videlse i anvendelsesområdet. Bestemmelsen pålægger kommunerne at høre Vejdirektora-

tet og andre vejmyndigheder, inden der for en kommunevej træffes beslutning om vejens

status eller konstruktion, der kan få betydning for vejens kapacitet og fremkommelighed,

hvis vejen skærer, vil skære eller har eller får forbindelse med en statsvej eller en rutenum-

mereret vej. Den gældende vejlovs § 24 pålægger kun kommunerne at høre Vejdirektoratet

inden sådanne beslutninger træffes. Med den foreslåede ændring pålægges kommunerne

også at høre andre kommunale vejmyndigheder i disse situationer.

Bestemmelsens anvendelsesområde ligger, i modsætning til de foranstående bestemmelser,

tidsmæssigt efter, at et anlæg er optaget på vejplan. Ofte vil der derfor være tale om foran-

staltninger, der træffes på bestående veje. Bestemmelsen har ligesom de foranstående be-

stemmelser til formål at bidrage til den overordnede koordination mellem vejmyndighe-

derne, inden større anlæg, omlægninger eller lignende iværksættes på kommuneveje. Æn-

dringer af denne art kan medføre betydelig påvirkning af de omkringliggende vejnet, hvad

enten der er tale om stats- eller kommuneveje.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 16, som

pålægger Vejdirektoratet at høre relevante vejmyndigheder, inden anlægsarbejdet på en

større projekteret statsvej igangsættes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Til § 27

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 6, stk. 2. Ved be-

stemmelsen er der tillagt ministeren hjemmel til at fastsætte regler for fordeling af udgifter

til vejforanstaltninger i kryds mellem to veje under forskellige vejmyndigheder.

Til § 28

Forslagets § 28 viderefører den gældende vejbidragslovs § 2 med de ændringer, der er an-

ført nedenfor.

Forslagets § 28, stk. 1, der svarer til den gældende vejbidragslovs § 2, stk. 1, definerer de

veje, hvor reglerne om vejbidrag finder anvendelse. Reglerne kan således anvendes på

kommuneveje i de områder, der efter lov om planlægning (planlovgivningen) er byzone og

sommerhusområder og i Københavns Kommune. Efter forslagets § 28, stk. 1, 2. led, kan

reglerne derudover anvendes på andre stedligt begrænsede områder, hvor kommunalbesty-

relsen har bestemt, at området skal behandles efter byreglerne, eksempelvis mindre bysam-

fund i landzoneområder. Dette er en ændring i forhold til den gældende vejbidragslovs § 2.

Ændringen er en konsekvens af ændringen i privatvejsloven, som foreslås i lovforslagets §

141, nr. 2.

Bestemmelsens stk. 2 viderefører den gældende vejbidragslovs § 2, stk. 2. Bestemmelsen

omhandler statsveje, der løber igennem et område, hvor der er eller er planlagt en samlet

bebyggelse, f.eks. et udlagt parcelhuskvarter eller lignende. Her kan vejbidrag kun pålægges

i begrænset omfang, nemlig til nye fortovsanlæg, men ikke ud over 2,5 m i hver side og til

holdebane og parkeringsanlæg inden for en bredde af i alt 6 m. Det er i denne situation

uden betydning, om området er i byzone eller sommerhusområde. Baggrunden for be-

stemmelsen er, at såvel fortovsanlæg som holdebaner og parkeringsanlæg fortrinsvis tjener

grundejernes interesser.

Til § 29

Der henvises indledningsvist til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.

Vejbidrag kan efter forslagets § 29, stk. 1, pålægges i to typer tilfælde, nemlig helt eller del-

vist til dækning af udgifterne til anlæg af nye offentlige veje eller udvidelse af de befæstede

arealer i eksisterende veje.

De to situationer svarer til de eksisterende bestemmelser i den gældende vejbidragslovs § 3,

stk. 1, nr. 1 og 3.

Den gældende vejbidragslovs § 3, stk. 1, nr. 2, foreslås ikke videreført.

Der vil herefter kun kunne pålægges vejbidrag til anlæg af nye offentlige veje og til udbyg-

ning af allerede eksisterende offentlige veje.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Grundejernes bidrag til udvidelse af de befæstede arealer i offentlige veje til den i forslagets

§ 29, stk. 2, angivne maksimale bredde omfatter også dertil hørende fornødne jordarbejder.

For at et vejareal kan anses for befæstet, skal vejmyndigheden have foretaget handlinger

med henblik på at gøre vejarealet egnet til brug som vej. Vejens skal derfor konstruktions-

mæssigt være egnet til vejformål. Vejarealer, der mere lejlighedsvis har fået tilkørt grus eller

er gået i græs, betragtes efter praksis ikke som befæstede arealer.

Bestemmelsen gælder uden hensyn til, om der tidligere er pålagt bidrag til vejen. Med de i

forslagets § 33 angivne begrænsninger kan bidrag kræves til enhver udgift ved vejudvidel-

sen, ligesom der vil kunne kræves bidrag til en udvidelse af det befæstede areal, selv om der

dermed er forbundet arealerhvervelse. Selve arealerhvervelsen kan der dog ikke kræves bi-

drag til, jf. forslagets § 33, nr. 2.

Vejbidrag pålægges af vejmyndigheden, dvs. Vejdirektoratet for statsveje og kommunalbe-

styrelsen for kommuneveje. I henhold til forslagets § 41 kan den pågældende kommunalbe-

styrelse bistå Vejdirektoratet med administrationen af vejbidrag ved anlæg eller udvidelse

af statsveje. Dette er en videreførelse af den gældende vejbidragslovs § 19.

Det er kun ejere af ejendomme, der grænser til eller kommer til at grænse til den omhand-

lede offentlige vej, der kan pålægges vejbidrag.

Dog kan flere veje, der i færdselsmæssig henseende udgør en enhed, jf. forslagets § 30, be-

handles under ét med hensyn til bidragspåligningen. I denne situation vil bidraget vedrøre

samtlige veje omfattet af afgørelsen, og udgifterne pålægges grundejere, hvis ejendom

grænser til blot en af de berørte vejstrækninger.

Ved en ejendom forstås det matrikulerede grundareal. Vejlovgivningens ejendomsbegreb er

således identisk med udstykningslovens ejendomsbegreb, jf. § 2 i lov om udstykning og an-

den registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 494 af 12. juni 2003, med senere æn-

dringer (udstykningsloven).

En ejendom betragtes som grænsende til vejen, selv om der mellem ejendommen og vejan-

lægget er f.eks. en græsrabat eller et skråningsareal, der er en del af det offentlige vejareal.

Fra bestemmelsen om, at de tilgrænsende grundejere kan pålægges vejbidrag, gælder der

undtagelser efter reglerne i forslagets §§ 35-36.

Efter forslagets § 29, stk. 2, 1. pkt., skal beslutningen om pålæg af vejbidrag træffes inden

gennemførelsen af arbejdet. Dette er en videreførelse af den gældende vejbidragslov § 3,

stk. 2. Bestemmelsen giver ikke vejmyndigheden hjemmel til at pålægge vejbidrag til en

ændring eller en forbedring af en bestående belægning, selv om denne er af midlertidig ka-

rakter.

Vejbidraget kan opkræves a conto, inden arbejdet er afsluttet, hvilket er fastslået i 2. pkt. af

stk. 2, som præciserer den gældende bestemmelse i vejbidragslovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

I forslagets stk. 3 er der indsat hjemmel til at udstede nærmere regler, om hvorledes beta-

lingen af vejbidrag skal ske. Dette er en ny tilføjelse i forhold til den gældende vejbidrags-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

lov. Dette skyldes, at den gældende vejbidragslov indeholder en række komplicerede og

meget detaljerede bestemmelser om pålæg af renter ved for sen betaling, afdragsstørrelser

mv., som skønnes mere velegnet til bekendtgørelser. Principperne i §§ 14, 15, 16 og 18 i den

gældende vejbidragslov forudsættes videreført.

Til § 30

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejbidragslovs § 10.

Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen i forslagets § 28 om, at vejbidrag skal på-

lægges ejerne af de grunde, der grænser til vejen. Der gives ved forslagets § 30 mulighed for

at pålægge vejbidrag for flere veje under et, når disse udgør en færdselsmæssig enhed. Dette

forudsætter dog, at der samtidig træffes beslutning om at udføre arbejder på samtlige veje,

der omfattes af vejbidraget. Det kan dog bestemmes, at dele af arbejderne, f.eks. vedrøren-

de enkelte vejstrækninger, først skal udføres senere. Det væsentlige er, at beslutningen om

anlægsarbejderne er truffet samtidig. Der findes ikke særlige retningslinjer for, hvornår så-

danne veje, som udgør en færdselsmæssig enhed, betragtes som en eller flere veje. Når flere

veje løber i forlængelse af hinanden og i et udstykningsområde med et samlet vejsystem, vil

det dog være rimeligt at karakterisere systemet som ”en færdselsmæssig enhed”.

Til § 31

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejbidragslovs § 4, stk. 3-4, med den

præcisering, der fremgår nedenfor. Bestemmelsen beskriver en række foranstaltninger,

hvor udgifterne til etablering kan medregnes til vejbidraget.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at udgifter til normal belysning kan regnes med i an-

lægsudgifterne. Det er en forudsætning, at belysningen opsættes i forbindelse med et af de

arbejder, der er nævnt i forslagets § 28, stk. 1. I bestemmelsen angives en række eksempler

på, hvilke udgifter til vandafledning der kan medregnes i de udgifter, hvortil der kan kræves

bidrag.

Til § 32

Bestemmelsen er ny og erstatter den gældende vejbidragslovs § 4, stk. 5.

Efter den gældende vejbidragslov § 4, stk. 5, kan der til anlægsudgifterne medregnes et ad-

ministrationstillæg på højest 9 pct. af anlægsudgifterne. Eventuelle udgifter til bistand af

rådgivende ingeniører kan medregnes efter regning, men administrationstillægget kan ikke

medregnes for den del af arbejdet, hvortil rådgivende ingeniørbistand har været benyttet.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige indholdet i den gældende vejbi-

dragslov § 4, stk. 5, så vejmyndigheden som hidtil kan medregne et administrationstillæg

på højst 9 pct. af anlægsudgifterne med de undtagelser, der følger af forslagets § 33.

I forhold til den gældende bestemmelse foreslås det dog, at sidste pkt. udgår således, at i det

omfang, der har været anvendt eksterne konsulenter til projekteringen af anlægget, indgår

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

denne udgift efter regning i anlægsudgifterne. Dette betyder, at vejmyndigheden efter det

foreslåede maksimalt kan opkræve et administrationstillæg svarende til de faktiske admini-

strative udgifter, vejmyndigheden har haft ved projektet, herunder udgiften til eksterne

konsulenter anvendt til administrative opgaver. Disse udgifter skal kunne dokumenteres.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det dermed, at grundejerne ikke pålægges udgifter

til kommunernes administration, der i væsentlig grad overstiger udgifterne til selve an-

lægsprojektet.

I de administrative udgifter indgår bl.a. udgifter til gennemførelse af partshøringer, bereg-

ning af udgiftsfordelinger, besvarelse af indsigelser mv., indhentning af tilbud, tilsyn med

vej- og gravearbejder og opkrævning af vejbidrag.

I forbindelse med opgørelsen af vejmyndighedens egne administrative udgifter kan

vejmyndigheden medregne samtlige udgifter, der er forbundet med administrationen af

det pågældende vejprojekt, herunder lønnen til vejmyndighedens ansatte, så længe

vejmyndigheden herved ikke oppebærer indtægter til dækning af sin øvrige drift.

I det omfang eksterne konsulenter har været anvendt til administrative opgaver, indgår

denne udgift i vejmyndighedens dokumentation for, at der rent faktisk har været admini-

strative omkostninger svarende til mindst det opkrævede administrationstillæg.

Vejmyndigheden kan dog, efter aftale med de bidragspligtige grundejere, opkræve udgiften

anvendt til administrative opgaver ud over de nævnte 9 pct.

Til § 33

Bestemmelsen viderefører med den ændring, der er beskrevet nedenfor, den gældende vej-

bidragslovs § 4, stk. 1 og 2. Den foreslåede bestemmelse beskriver begrænsninger i de udgif-

ter, der kan kræves bidrag til.

Den gældende bestemmelse i vejbidragslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., foreslås udtaget. Efter

denne bestemmelse kunne der ikke pålægges bidrag til vejanlæg i boligbebyggelsesområder

i større bredde end 12 meter, med mindre at anlægget vedrørte flere veje under ét. Reglen

foreslås ophævet som led i ønsket om at forenkle reglerne i dette kapitel. Ændringen vurde-

res ikke at få større økonomisk betydning for grundejerne, idet der sjældent planlægges veje

i mere end 12 meters bredde i boligområder.

Efter den foreslåede bestemmelse kan der herefter ikke kræves bidrag til udvidelse af vejens

befæstede arealer for en større bredde end 20 m.

Efter det foreslåede kan udgifter til arealerhvervelser, erstatning for servitutpålæg eller

ulemper ikke medregnes i de udgifter, der kræves dækket af vejbidrag.

Det samme gælder udgifter ved større reguleringer af vejens længdeprofil, herunder anlæg

af støttemure. Sådanne reguleringer må antages i særlig grad at skulle tjene den gennemgå-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

ende færdsel og ikke udnyttelsen af de tilgrænsende ejendomme. Dette er en videreførelse

af den gældende vejbidragslovs § 4, stk. 2, nr. 1-3.

Til § 34

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende vejbidragslovs § 5 med den præcisering,

der er beskrevet nedenfor.

Ved pålæg af vejbidrag skal der efter forslagets § 34, stk. 1, bortses fra vandarealer langs

vejen, der ikke er ansat til ejendomsværdi, jf. bestemmelserne i lov om vurdering af landets

faste ejendomme. Dette vil navnlig gælde offentlige vandløb og søer.

Vejbidrag kan heller ikke pålægges offentlige veje og private fællesveje, der støder op til ve-

jen. Det vil sige, at disse vejarealer ikke anses for ejendomme i relation til bestemmelserne

om vejbidrag.

Begrundelse herfor er, at der til disse veje enten som offentlige veje selvstændigt kan op-

kræves bidrag fra de tilgrænsende ejere, eller at de som private veje skal vedligeholdes af

grundejerne.

Ved korte private fællesveje eller fællesstier, der alene udmunder i den offentlige vej, kan

dette princip dog fraviges. Dette følger af forslagets § 34, stk. 2, der viderefører den gæl-

dende bestemmelse i vejbidragslovens § 5, stk. 2, 2. pkt. Dette skyldes, at når den private

fællesvej eller–sti alene munder ud i den offentlige vej, har grundejerne på den blinde pri-

vate fællesvej eller - sti en interesse i, at den offentlige vej anlægges eller udvides, så de kan

komme til og fra deres ejendom, idet den offentlige vej er eneste forbindelse til det øvrige

vejnet. I disse tilfælde kan vejmyndigheden anse den korte, blinde vej som en ejendom, der

grænser til den offentlige vej, der skal anlægges eller udvides. Bidraget beregnes for den

blinde private fællesvej efter reglerne i kapitel 9 i privatvejsloven og fordeles mellem ejerne

af de ejendomme, der grænser til den blinde vej efter samme regler. Der er med den fore-

slåede bestemmelse tilsigtet en indskrænkende præcisering af begrebet ”alene udmunder i”

sammenlignet med hidtidig fortolkningspraksis. Den private fællesvej eller –sti anses som

blind (begrebet ”alene udmunder i”), hvis den ikke har andre adgange til det øvrige vejnet

end den offentlige vej, den munder ud i. Det vil sige, at i tilfælde hvor der fra den private

fællesvej eller sti er kørende, gående eller ridende adgang til andre veje eller stier, vil den

private fællesvej eller sti ikke anses for at være blind. Det afgørende for, om undtagelsen i

forslagets stk. 2 finder anvendelse er dermed om den private fællesvej eller sti reelt er blind

såvel for kørende, som gående, cyklende og ridende færdsel.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende vejbidragslovs § 6, stk. 1 og 2, med

de ændringer, der er anført nedenfor.

Vejbidrag kan ifølge forslagets stk. 1 ikke pålægges ejere af ejendomme, hvor der ikke er

adgang til vejen. Dette er en forenkling i forhold til den gældende bestemmelse i vejbidrags-

lovens § 6, stk. 1, hvor fritagelsen kun gælder, hvor der ikke er eller kan etableres adgang fra

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

ejendommen til vejen af færdselsmæssige grunde, som kan håndhæves af det offentlige.

Formuleringen af denne undtagelse har givet anledning til meget tvivl om afgrænsningen af

undtagelsen. For en borger, der evt. skal betale vejbidrag, må det forhold, at vedkommende

ikke har eller ifølge vejmyndighedens planer ikke skal have adgang til vejen, være tilstræk-

kelig begrundelse for ikke at kunne blive pålagt vejbidrag. Ejere af ejendomme, der har ad-

gang til en vej, herunder veje med adgangsbestemmelser, jf. forslagets § 53, bør ikke have

denne fritagelse, og kan derfor pålægges fuldt bidrag.

Forslagets stk. 2 indebærer, at ejere af ejendomme dog kan pålægges bidrag, hvis vejen er

led i et samlet vejsystem, der udelukkende eller overvejende trafikbetjener et udstyknings-

område, uanset om der er adgang til vejen. Dette er en videreførelse af den gældende vejbi-

dragslovs § 6, stk. 2. Bestemmelsen skyldes, at udstykninger ofte bygger på et system af ho-

vedfordelingsveje, fordelingsveje og stamveje, der alle er facadeløse, idet parcellerne kun får

adgang til boligveje. Hermed søges der etableret et trafiksikkert nærmiljø. Hvis hovedreglen

skulle følges, ville det ikke være muligt at fordele udgifterne til de facadeløse veje på de

ejendomme, til hvis fordel vejanlægget er udført. Den gældende vejbidragslovs § 6, stk. 3-4,

videreføres ikke med den foreslåede bestemmelse.

Til § 36

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende vejbidragslovs §§ 8 og 11, stk. 6, med

den ændring, at jernbane og lufthavne ikke længere kan give afkald på en vejadgang.

Bestemmelsen indeholder en særlig begrænsning af bidragspligten for jernbaner og luft-

havne. De nævnte anlæg skal kun betale vejbidrag i det omfang, dele af det samlede anlæg

kan udnytte vejens placering som en fordel. Dette vil typisk være tilfældet på strækninger

med stationsanlæg, arealer udlejet til private og i alle tilfælde, hvor der er adgange (over-

gange og overkørsler) til anlægget. Omvendt vil anlægget være afskåret fra at udnytte vejens

placering ud for selve driftsarealet (spor, startbaner mv.).

Til § 37

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejbidragslovs § 9, stk. 1.

Det fastslås i bestemmelsen, at hvis vejbidrag som følge af reglerne i forslagets § 35, stk.1,

og § 36 ikke kan pålægges samtlige tilgrænsende grundejere eller eventuelt kun i reduceret

omfang, skal vejmyndigheden for den pågældende vej afholde de beløb, der skal beregnes

for ejendommen, men som ikke kan opkræves.

Til § 38

Den foreslåede bestemmelse erstatter den gældende vejbidragslovs § 12.

Efter den gældende vejbidragslovs § 12, kan reglerne i vejbidragslovens § 11 (jf. forslagets §

39) om fordeling af vejbidrag fraviges ved aftale mellem vejbestyrelsen (vejmyndigheden)

og de bidragspligtige grundejere.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Bestemmelsen foreslås ændret således, at hovedreglen ved bidragsfordelingen fremover vil

være aftale mellem de berørte parter. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem vejmyndig-

heden og grundejerne, fordeler vejmyndigheden udgifterne efter reglerne i forslagets § 39.

Til § 39

I denne bestemmelse reguleres, hvordan vejmyndigheden fordeler et vejbidrag til anlæg af

ny offentlig vej eller udvidelse af en eksisterende offentlig vejs befæstede arealer mellem de

bidragspligtige grundejere, når der ikke kan opnås enighed om en anden fordeling.

Forslaget til nye fordelingsbestemmelser skal endvidere finde anvendelse på fordelingen af

udgifterne til samlede arbejder på private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Det vurderes at være en administrativ fordel og dermed en retssikkerhedsmæssig fordel for

de berørte borgere at fastholde den nuværende ordning med samme fordelingsregler i de to

forskellige situationer.

Med hensyn til fremstilling af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger afsnit

2.9. om reglerne om fordeling af vejbidrag til offentlige veje og til samlede arbejder på pri-

vate fællesveje i byer og bymæssige områder.

Forslagets § 39 erstatter den gældende bestemmelse i vejbidragsloven § 11 om fordeling af

udgifterne til vejbidrag med de ændringer, der fremgår nedenfor.

Efter forslagets stk. 1 fordeler vejmyndigheden udgifterne mellem de bidragspligtige grund-

ejere på grundlag af måden, hvorpå ejendommene benyttes eller må forventes benyttet.

Denne metode giver således vejmyndigheden mulighed for at fordele udgifterne dels på

grundlag af den aktuelle benyttelse af ejendommene og dels på grundlag af planlagte eller

forventelige ændringer i benyttelsen, som det efter vejmyndighedens opfattelse er mest ri-

meligt at inddrage i den forventede ”levetid” for det omhandlede arbejde. Hermed sikres, at

ubebyggede grunde kan inddrages som bebyggede grunde i fordelingen af udgifterne.

Med ejendommens benyttelse sigtes der ikke til, at vejmyndigheden behøver at have et spe-

cificeret, konkret billede af, hvordan hver enkelt ejendom benyttes, f.eks. antallet af køretø-

jer, der er knyttet til ejendommen. Vejmyndigheden kan efter denne bestemmelse lovligt

anlægge en mere generel vurdering af, hvilke krav eksempelvis en en-familieejendom stil-

ler til vejanlægget, herunder hvilken færdsel der typisk betjener en sådan ejendomskatego-

ri. Disse betragtninger er ikke til hinder for, at vejmyndigheden ved vurderingen af en ejen-

doms benyttelse inddrager, at der på en ejendom i perioden op til afgørelsen er foregået

ekstraordinære transport i forbindelse med byggeri på ejendommen.

Kriteriet ejendommens benyttelse gør det også muligt for vejmyndigheden at sondre mel-

lem ekstensiv og intensiv udnyttelse af ejendommene, således at det ville være muligt at

vise særlige hensyn i fastsættelsen af benyttelsen for ejendomme, der f.eks. udnyttes til

landbrugsdrift, frugtplantager, gartnerier og parker og andre rekreative områder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Efter forslagets stk. 2 udvides anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i vejbi-

dragslovens § 11, stk. 4. Som led i regelforenklingsarbejdet, og med henblik på at opnå

nemmere administrerbare ordninger, stilles der i forslaget ikke længere krav om, at en ens-

artet udnyttelse af de berørte ejendomme skal være fastlagt i en kommuneplan eller lokal-

plan. Med forslaget i stk. 2 er det tilstrækkeligt, at vejmyndigheden kan konstatere, at de

berørte ejendomme udnyttes på en ensartet måde enten til boligformål eller som erhvervs-

grunde.

For at undgå at bestemmelsen ikke kan anvendes i boligområder, hvor en eller flere af de

bidragspligtige ejendomme er dobbelthuse, ejerforeninger, andelsboliger eller lejeboliger,

stilles der forslag om, at fordelingen i disse tilfælde kan ske på grundlag af antallet af hus-

stande. Det må antages, at behovet for en bestemt vejstandard til betjening af husstanden

stort set er det samme, uanset om der er tale om enfamilieejendomme eller flerfamilieejen-

domme. Ud fra disse betragtninger anses en ensartet fordeling mellem antallet af husstande

i boligområder for rimelig.

Med forslagets stk. 3 videreføres i begrænset omfang den hidtidige bestemmelse i vejbi-

dragslovens § 11, stk. 5, for så vidt angår kravet om et passende reduceret bidrag, hvis en

bidragspligtig ejendom grænser til en anden offentlig vej, som ikke er omfattet af afgørel-

sen. I dette tilfælde har grundejeren krav på et passende reduceret bidrag, når der fortsat er

mulighed for at pålægge vedkommende ejer vejbidrag til den offentlige vejs udvidelse af de

befæstede arealer, og et tidligere betalt vejbidrag ikke kan anses for afskrevet, dvs. er min-

dre end 20 år gammelt.

Forslagets stk. 4 viderefører bestemmelsen i vejbidragslovens § 11, stk. 5, om, at ejeren af en

ejendom, der pålægges vejbidrag til en offentlig vej, har krav på et passende reduceret bi-

drag, hvis ejendommen samtidig grænser op til en privat fællesvej eller privat fællessti, som

ejeren af ejendommen har vejret til og dermed kan pålægges at vedligeholde efter privat-

vejslovens regler i § 44.

Vurderingen af et ”passende” reduceret bidrag tager sit udgangspunkt i, at det ikke bør væ-

re væsentligt dyrere at eje en ejendom, der grænser til flere færdselsarealer, end de ejen-

domme, der kun grænser op til ét færdselsareal. Den nærmere fastsættelse af reduktionen

beror derfor på vejmyndighedens vurdering af den økonomiske byrde, som naboskabet til

flere veje medfører. Da grundejerne kan pålægges pligter, herunder til vintervedligeholdelse

m.m., kan reduktionen efter fast forvaltningsretlig praksis hverken sættes til 100 pct. eller 0

pct.

Til §

Den foreslåede bestemmelse erstatter de meget omfattende procedureregler i den gældende

vejbidragslovs § 13.

Det foreslås, at pligten til at offentliggøre påtænkte beslutninger om vejbidrag ophæves.

Vejmyndigheden skal fortsat sende den påtænkte beslutning til de direkte berørte og oply-

se, at der er en 4 ugers frist til indsigelser. Først efter udløbet af denne frist kan der ske en-

delig beslutning om pålæg af vejbidrag. Derudover gælder de almindelige forvaltningsretli-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

ge principper, herunder om fornyet høring, hvis der skulle fremkomme nye oplysninger af

væsentlig betydning.

Til § 41

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejbidragslovs § 19. Den

fastslår, at de relevante kommuner varetager administrationen af pålæg og opkrævning af

vejbidrag for Vejdirektoratet.

Til § 42

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs §§ 34 og 42, stk. 1.

Bestemmelsen indeholder regler om pålæg af vejbyggelinjer ved bestående offentlige veje til

sikring af muligheden for udvidelse af vejen til større bredde, eller af hensyn til færdslen i

øvrigt. Vejbyggelinjer, der pålægges efter denne bestemmelse, er som udgangspunkt tids-

ubegrænsede.

I forhold til den gældende vejlov er begrebet byggelinje erstattet af begrebet vejbyggelinje.

Der tilsigtes ingen materiel ændring af begrebets betydning.

Efter forslagets stk. 1 kan vejmyndigheden pålægge vejbyggelinjer, når det er nødvendigt af

hensyn til en fremtidig udvidelse af et bestående anlæg eller af hensyn til færdslen i øvrigt.

Formålet med en vejbyggelinje efter denne bestemmelse er at billiggøre en senere vejudvi-

delse for det offentlige og sikre grundejeren mod senere krav om nedrivning af bygninger

mv., der lige så godt kan placeres andre steder på ejendommen.

Formålet med en vejbyggelinje, der pålægges af hensyn til færdslen, er at holde bebyggelse

og de aktiviteter, der foregår omkring denne, i en passende afstand fra trafikken.

Kriteriet ”hensyn til færdslen” er i praksis meget bredt defineret og kan dække over samtli-

ge aktiviteter, som vejen kan tænkes at betjene.

Efter forslagets stk. 2 må der på et vejbyggelinjepålagt areal ikke uden vejmyndighedens

tilladelse opføres ny bebyggelse, tilbygning til eksisterende bebyggelse, foretages væsentlige

forandringer i eksisterende bebyggelse, genopføres nedbrændt eller nedrevet bebyggelse

eller etableres andre anlæg eller indretninger af blivende art. Den foreslåede bestemmelse

er en videreførelse af den gældende retstilstand på området.

Forbuddet mod væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse gælder også, selvom de

ikke giver sig udslag i bebyggelsens ydre. En modernisering af bygningen, for eksempel ved

indlæggelse af centralvarme, bygning af badeværelse eller lignende, falder dog ikke ind un-

der forbuddet. Derimod vil en ombygning af en ejendom til andre formål eller erstatning af

en træbygning med en stenbygning falde ind under forbuddet.

Begrebet ”anlæg af blivende art” dækker bl.a. over jordvolde, kirkegårde, sportspladser,

mure, organiseret skovrejsning og ledninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Efter forslagets stk. 3 kan der generelt pålægges vejbyggelinjer med en indbyrdes afstand af

100 m ved statsveje og 50 m ved kommuneveje. Vejbyggelinjer fastlægges normalt i forhold

til vejens midte. Til fastlæggelse af vejmidten kan bl.a. anvendes de koordinater for vejmid-

te, som fastsættes af vejmyndighederne i medfør af § 2, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 454 af

23. maj 2012 om vej-og stiregister.

Efter forslagets stk. 3, 2. pkt., kan der pålægges asymmetriske vejbyggelinjer. Disse kan in-

debære, at vejbyggelinjerne ud over vejarealet kun berører arealer langs vejens ene side.

Forslagets stk. 4 viderefører den gældende vejlovs § 34, stk. 2.

Forslagets stk. 5 erstatter den gældende vejlovs § 34, stk. 4, om krav til placering af

nybyggeri. Den nye bestemmelse gælder kun for vejbyggelinjer, der pålægges efter lovens

ikrafttræden. Det kræver vejmyndighedens tilladelse at opføre bygninger, hvis disse ikke

opføres med sine jordlinjer i samme højde som fremtidig vejhøjde. Bestemmelsen er

sprogligt moderniseret, idet den har været vanskelig at forstå. Reglen har til formål at sikre

den fremtidige vej, så der ikke sker unødig fordyrelse eller vanskeliggørelse af et senere

vejanlæg ved i tide at undgå, at der skal planlægges med særlige anlægsforanstaltninger

som følge af et nærved liggende byggeri.

Ved en bygnings jordlinje forstås sædvanligvis den højde på en bygningens fundament eller

sokkel, hvortil jord kan lægges op eller fjernes uden, at det vil kræve videre foranstaltninger

eller følgeomkostninger for et senere vejanlæg. Det kan dreje sig om det projekterede

byggeris terrænhøjde langs fundamentet/soklen eller en lednings eller særlige bygværks

krævede mindste eller største jorddække, som må forudsættes intakt ved et senere

vejanlæg.

En bygning, mur eller anden indretning af blivende art kan være konstrueret således, at der

efterfølgende kan fyldes jord på op til en vis højde, uden at der af den grund vil skulle

bekostes forstærkninger eller afværgeforanstaltninger, f.eks. i form af forstærkning og

isolering af sokkel, tilmuring eller flytning af vindues- udluftningshuller mv. Selve

konstruktionen af en bygning, et bassin eller et ledningsanlæg kan også forudsætte et vist

mindste jorddække eller en mindste jordhøjde. Disse forhold kan evt. få betydning, hvis det

er på tale at dispensere fra en vejbyggelinje med højdetillæg på vilkår om ikke-fordyrelse

ved et evt. senere vejanlæg.

En bygnings jordlinje vil typisk fremgå af det konkrete byggeprojekt, såvel af hensyn til et

evt. senere haveanlæg, som selve bygningskonstruktion, dennes adgangsveje, led-

ningsanlæg i jord med krav om jorddække, bassiner med krav om sidestøtte i jorden mv.

Fremtidig vejhøjde vil i forbindelse med en dispensation fra en vejbyggelinje med højdetil-

læg typisk kunne fastsættes som koten (højden) af vejens midte eller nærmeste eksisterende

kørebanekant. Dette vil som udgangspunkt kunne tilgodese en sideudvidelse med flere kø-

respor mv. af en eksisterende vej, såfremt der ikke er udarbejdet konkrete detaljerede pla-

ner med koter (højder) for vejens fremtidige linje.

Til § 43

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 35 og 42, stk. 1, 2.

pkt. og stk. 2. Bestemmelsen indeholder regler om pålæg af vejbyggelinjer til sikring af gen-

nemførelsen af nye offentlige veje eller flytninger af bestående veje, eller til sikring af fri

oversigt i vejkryds på sådanne offentlige veje.

Det er en betingelse for pålæg af vejbyggelinjer efter forslagets stk. 1, at vejanlægget er op-

taget på vejmyndighedens vejplan efter reglerne i forslagets kapitel 3.

Når denne betingelse er opfyldt, kan vejmyndigheden selv træffe bestemmelse om vejbygge-

linjepålæg. Vejbyggelinjebeslutninger vedrørende statsveje skal som hidtil af vedkommende

vejmyndighed forelægges de kommunale vejmyndigheder.

Efter forslagets stk. 2 gælder der på de arealer, der er belagt med vejbyggelinjer efter denne

bestemmelse, de samme begrænsninger i ejerens råden som ved vejbyggelinjer efter forsla-

gets § 42, stk. 2. På et areal, der ligger foran en vejbyggelinje, må der ikke uden vejmyndig-

hedens tilladelse opføres ny bebyggelse, tilbygning til eksisterende bebyggelse, foretages

væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse, genopføres nedbrændt eller nedrevet

bebyggelse eller etableres andre anlæg eller indretninger af blivende art.

Efter forslagets stk. 3 kan pålæg af vejbyggelinjer efter denne bestemmelse ske for en perio-

de på 10 år. Herefter kan der ske forlængelse af vejbyggelinjepålægget med 10 år ad gangen.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende retstilstand på området.

Det er forudsat, at vejmyndighederne ved forlængelse af vejbyggelinjer overvejer, om vej-

byggelinjen fortsat er nødvendig til sikring af det oprindelige formål.

Forslagets stk. 4 indeholder regler om samarbejde mellem vejmyndighederne inden pålæg

af vejbyggelinjer. Inden der på en statsvej sker pålæg af en vejbyggelinje efter bestemmel-

sen, skal de kommunale myndigheder, i hvis område den planlagte vej vil forløbe, have ad-

gang til at udtale sig.

Den foreslåede bestemmelses stk. 5 viderefører den gældende vejlovs § 42, stk. 1, 2. pkt.

Myndighederne skal efter denne bestemmelse give de myndigheder, der har udtalt sig om

vejbyggelinjepålægget efter stk. 4, adgang til at udtale sig, forinden myndigheden giver til-

ladelse til byggeri eller andre foranstaltninger efter forslagets § 42, stk. 2.

Til § 44

Den foreslåede bestemmelses stk. 1-3 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 36 med

den ændring, der er beskrevet nedenfor. Efter forslagets stk. 1 kan vejmyndigheden sikre, at

der ikke foretages de foranstaltninger, der er nævnt i forslagets § 42, stk.2, når en vejs opta-

gelse på vejplan er under forberedelse. Det samme gælder, når et anlæg er optaget på vej-

plan, og der planlægges pålæg af vejbyggelinjer efter forslagets § 43. Dette er en videreførel-

se af den gældende vejlovs § 36, stk. 1, 1. pkt.

Når der er nedlagt forbud efter denne bestemmelse, har vejmyndigheden herefter en perio-

de på et år til at sikre arealet ved pålæg af vejbyggelinjer efter den foreslåede § 43 (den gæl-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

dende vejlovs § 35). Dette følger af forslagets stk. 2, der viderefører den gældende vejlovs §

36, stk. 1, 2. pkt.

Forslagets stk. 3 svarer til den gældende vejlovs § 36, stk. 2, men der er foreslået en udvi-

delse i anvendelsesområdet.

Efter den gældende vejlovs § 36, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen kun indberette til ved-

kommende vejbestyrelse, inden der meddeles tilladelse til byggeri.

Der har vist sig et praktisk behov for at udvide dette område til også at omfatte andre tilla-

delser, som kan komme i strid med en planlagt vejlinje.

Det er efter den foreslåede bestemmelse derfor pålagt de kommunale myndigheder at give

meddelelse til den relevante vejmyndighed, hvis kommunen behandler tilladelser til retlige

eller fysiske foranstaltninger, som må forventes at komme i strid med en planlagt vejlinje.

Formålet med denne meddelelse er at give den relevante vejmyndighed mulighed for at

nedlægge forbud efter denne bestemmelse, eller pålægge vejbyggelinjer efter den foreslåede

§ 43, inden der på en ejendom iværksættes foranstaltninger, som kan være i konflikt med et

planlagt vejprojekt.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor medføre, at kommunerne fremover skal give medde-

lelse til Vejdirektoratet, når kommunen behandler byggetilladelser, næringstilladelser, nye

tilladelser til adgange (overkørsler) og andre tilladelser, som ved deres meddelelse kan risi-

kere at medføre fordyrelser i forhold til et planlagt vejprojekt.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4 er ny. Forbud efter stk. 1 skal respekteres af ejendom-

mens ejere, brugere og panthavere og andre rettighedshavere fra datoen for forbuddets

meddelelse. Dermed gælder det samme for forbud efter denne bestemmelse, som gælder for

de indskrænkninger i råden, der efter kapitlets øvrige bestemmelser, kan pålægges ejen-

domme.

Til § 45

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 37 med de æn-

dringer, der er beskrevet nedenfor.

Bestemmelsens stk. 1-2 indeholder regler om offentliggørelse af vejbyggelinjepålæg, der

ligesom det gælder for de øvrige offentliggørelsesbestemmelser i lovforslaget er forenklet i

forhold til den gældende vejlovs § 37, stk. 1-2.

Efter forslagets stk. 1 skal en vejmyndighed offentliggøre sin beslutning om pålæg af vej-

byggelinje efter forslagets §§ 42 og 43.

Efter forslagets stk. 2 skal den vejplan, der ligger til grund for et vejbyggelinjepålæg efter

forslagets § 43, være offentliggjort og offentligt tilgængeligt. Vejmyndigheden skal fortsat

underrette kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vejbyggelinjen forløber.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

I den foreslåede bestemmelses stk. 3 videreføres den gældende vejlovs § 37, stk. 2. I be-

stemmelsen er det fremhævet, at gyldighedsvirkningen af vejbyggelinjepålæg er knyttet til

den offentlige kundgørelse.

Bestemmelsens stk. 4 viderefører den gældende vejlovs § 37, stk. 3-4, om tinglysning af vej-

byggelinjebestemmelserne.

Bestemmelsens stk. 5 viderefører den gældende vejlovs § 37, stk. 4, 1. pkt., om ejerens mu-

lighed for på anmodning at få oplyst vejbyggelinjernes placering på ejendommen.

Bestemmelsens stk. 6 viderefører den gældende vejlovs § 37, stk. 4, 2. pkt., som indeholder

et krav om, at bygherren skal søge information om, hvorvidt arbejdet vil komme i strid med

vejbyggelinjerne, inden der iværksættes byggearbejde på et vejbyggelinjepålagt areal..

Til § 46

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 38 med de æn-

dringer, der er beskrevet nedenfor. Bestemmelsen omhandler ejerens ret til under nærmere

betingelser at kræve et areal overtaget af vejmyndigheden, når arealet er blevet pålagt vej-

byggelinjer.

Forslagets stk. 1 viderefører den gældende vejlovs § 38, stk. 1, 1. pkt. Vejbyggelinjepålæg

anses som en almindelig regulering af ejendomsretten og er som sådan principielt erstat-

ningsfrit.

I de tilfælde, hvor vejbyggelinjepålæg virker særligt indgribende, har en ejer af et areal, der

pålægges vejbyggelinjer, adgang til at begære sin ejendom helt eller delvist overtaget af

vejmyndigheden.

Ejeren af en ejendom kan endvidere begære sin ejendom overtaget, hvis der foreligger sær-

lige grunde, og vejbyggelinjen forhindrer salg af ejendommen på normale vilkår. Særlige

personlige grunde kan være sygdom, alder, familieforøgelse eller andre sociale årsager.

I forslagets stk. 2 er der i forhold til gældende ret foreslået den udvidelse, at muligheden for

at begære en ejendom overtaget af vejmyndigheden udvides til, foruden at omfattet vejbyg-

gelinjepålæg efter forslagets § 43, også at omfatte vejbyggelinjer pålagt efter forslagets § 42.

Som bestemmelsen er formuleret i den gældende vejlovs § 38, stk.1, 2. pkt., kan kun ejere af

arealer, der er pålagt vejbyggelinjer efter den gældende vejlovs § 35 begære arealet overta-

get, hvis vejbyggelinjepålægget hindrer salg af ejendommen, og hvis andre personlige grun-

de hos ejeren er til stede.

Det er i høj grad de samme hensyn, der gør sig gældende for de to typer af vejbyggelinjer, og

det vurderes derfor mest rimeligt, at den samme mulighed for overtagelse også er til stede

ved vejbyggelinjer pålagt efter forslagets § 42. Praksis har endvidere udviklet sig i denne

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

retning hos taksationsmyndighederne, og lovteksten vil derfor bringes i overensstemmelse

med denne praksis.

Forslagets stk. 3 viderefører den gældende vejlovs § 38, stk. 1, sidste pkt. Herefter kan eje-

ren af en ejendom, hvor der på en del af ejendommens areal er pålagt vejbyggelinje, kræve

hele ejendommen overtaget, hvis ejendommen efter pålægget ikke skønnes hensigtsmæs-

sigt at kunne bevares som selvstændig ejendom, eller hvis ejendommen efter pålægget ikke

skønnes at kunne udnyttes på en rimelig måde.

Forslagets stk. 4 viderefører den gældende vejlovs § 38, stk. 2. Efter det foreslåede er fristen

for fremsættelse af overtagelsesbegæring 6 måneder. Vejmyndigheden kan dog tillade, at

begæring om overtagelse fremsættes efter udløbet af denne frist, når særlige grunde forelig-

ger. Særlige grunde foreligger, når der opstår en ny situation for ejendommen, for eksempel

hvis en bygning nedbrænder, og vejbyggelinjerne hindrer dens genopførelse. For vejbygge-

linjer pålagt efter forslagets § 43 gælder ingen frist for begæring om overtagelse.

Forslagets stk. 5 og 7 viderefører den gældende vejlovs § 38, stk. 3-4. Efter det foreslåede

kan vejmyndighedens afslag på overtagelse eller uenighed om erstatningen, indbringes for

de taksationsmyndigheder, der er nævnt i forslagets §§ 104-105. Taksationsmyndighederne

afgør, om vejmyndigheden skal overtage ejendommen og fastsætter erstatning for arealets

overtagelse efter reglerne i forslagets § 102.

I forslagets stk. 6 indføres som en ny bestemmelse, at spørgsmålet om overtagelse af en

ejendom, herunder erstatningen herfor, når det drejer sig om vejbyggelinjer langs statsve-

jene, behandles af myndighederne nævnt i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation

vedrørende fast ejendom. Det betyder, at henholdsvis Kommissarius for Statens Ekspropri-

ationer på Øerne eller Kommissarius for Statens Ekspropriationer i Jylland tager stilling til

spørgsmålet, og at der er klageadgang til de statslige taksationskommissioner i lighed med,

at det er disse myndigheder, der tager stilling til ekspropriation vedrørende statsvejene.

Formålet med denne bestemmelse er først og fremmest at bidrage til en større gennemsig-

tighed og forudsigelighed for parterne. Der er dog i bestemmelsen indsat hjemmel til, at

transportministeren kan bestemme, at spørgsmålet i stedet behandles af de myndigheder,

der er nævnt i forslagets §§ 104-105.

Til § 47

Forslaget til § 47 er nyt. Det omfatter kun planlægning og projekteringsaktiviteter på stats-

vejsnettet og udvider den eksisterende adgang til at begære en ejendom overtaget, jf. forsla-

gets § 46. Med lov nr. 747 af 25. juni 2014 om ændring af lov af jernbane er der indført en

tilsvarende bestemmelse i jernbaneloven.

Formålet med at indsætte denne generelle bestemmelse i vejloven er at sikre mulighed for,

at borgere, der kommer i klemme i en planlægningssituation, kan anmode om at få deres

ejendom overtaget på et tidligere tidspunkt i processen.

I dag kan der alene ske overtagelse af ejendomme, hvis ejendommen af hensyn til en kom-

mende vej er sikret med vejbyggelinjer efter vejloven, eller hvor der er så stor sikkerhed om

linjeføringen, at ejendommen alligevel ville skulle overtages ved ekspropriation. Det sidste

kaldes også fremrykket ekspropriation og hviler i dag på et særligt hjemmelsgrundlag, ty-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

pisk en projekterings- eller anlægslov. Overtagelse kræver desuden, at borgere er i særlige

situationer og selv anmoder om at få deres ejendom overtaget før de ordinære ekspropriati-

oner.

Ifølge den gældende vejlovs § 38, jf. forslagets § 46, er det en betingelse for at kunne kræve

en ejendom overtaget, at ejendommen er pålagt vejbyggelinjer. Overtagelseshjemlen til

fremrykket ekspropriation findes først i den konkrete projekterings- eller anlægslov.

Ved at indsætte den foreslåede bestemmelse i vejloven sikres borgerne en bedre retsstilling,

idet muligheden for at anmode om at få overtaget ejendommen ikke nødvendigvis behøver

at afvente, at deres ejendom bliver berørt af vejbyggelinjer, eller der er taget beslutning om

den videre projektering eller anlæg i særlig lov.

Det er hensigten, at bestemmelsen først vil kunne anvendes, når det konkrete anlægspro-

jekt har en sådan fast karakter, at det konkret vurderes, at projektet vil blive gennemført i

praksis.

Der skal i den forbindelse foretages en konkret afvejning af to overordnede hensyn. På den

ene side skal der tages hensyn til, at der ikke overtages et stort antal ejendomme til et pro-

jekt, der muligvis ikke bliver gennemført i sidste ende. På den anden side skal der tages

hensyn til behovet for så tidligt som muligt at hjælpe de lodsejere, der er i en sådan særlig

situation, og hvor overtagelse af deres ejendom er den mest hensigtsmæssige løsning. Sær-

lige personlige grunde kan være sygdom, alder, familieforøgelse eller andre sociale årsager.

Det vil være transportministeren, der konkret vurderer, om et projekt har en sådan fast ka-

rakter, at anmodninger om fremrykket ekspropriation kan realitetsbehandles.

Transportministeren kan benytte bestemmelsen, når der på grundlag af en VVM-

redegørelse er truffet beslutning om, at et nyt vejanlæg eller ændringer af et bestående vej-

anlæg fortsat skal indgå i vejplanlægningen. Bestemmelsen vil også kunne udnyttes, hvis

der er truffet beslutning om et anlægsprojekt i forbindelse med en politisk aftale.

Som eksempler på, hvor transportministeren har haft en særlig hjemmel til forlodsoverta-

gelse efter pålæg af vejbyggelinjer for hele strækningen - kan nævnes; Rute 26 (Rødkærs-

bro-Viborg V), Rute 23 (Skovvejen) og E45/E20 (strækningen Kolding-Fredericia).

Anvendelse af den foreslåede bestemmelse om adgang til at begære en ejendom overtaget

indebærer, at den myndighed, der har ansvaret for projekteringen af et planlagt anlægspro-

jekt, vil have mulighed for at overtage ejendommen efter anmodning fra ejeren. Det er såle-

des hensigten, at bestemmelsen først vil kunne anvendes, når der på grundlag af en VVM-

redegørelse politisk er truffet beslutning om, hvilke linjeføringer der skal arbejdes videre

med.

Den konkrete afgørelse om, at en ejendom skal overtages, træffes under varetagelse af de

samme hensyn, som skal indgå i behandling af begæringer om overtagelse efter den gæl-

dende vejlovs § 38, jf. forslagets § 46.

Det vil være transportministeren, der på grundlag af en VVM-redegørelse og valg af linjefø-

ringer fastlægger, hvilke ejendomme der er omfattet af bestemmelsen.

Det er desuden en betingelse, at ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår på

grund af projektet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Til § 48

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende vejlovs § 111a om, at over-

sigtsservitutter kan håndhæves af politiet.

Ved en oversigtsservitut forstås en servitut, der er pålagt

af hensyn til oversigtsforhold i for-

bindelse med vejkryds eller en adgang fra en ejendom. Ejeren af en ejendom, hvor der er pålagt

oversigtsservitut, må ikke uden vejmyndighedens tilladelse opføre bygninger, etablere eller op-

retholde beplantning m.m. over den angivne højde på den del af ejendommen, som er omfattet

af oversigtsservitutten.

Til § 49

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for trans-

portministeren til ved administrative regler at fastsætte regler om hjørneafskæring i forbin-

delse med pålæg af vejbyggelinjer.

Hensigten er, at bestemmelserne i den gældende vejlovs §§ 39-41 skal videreføres i be-

kendtgørelsesform. Bestemmelserne er meget tekniske og svært tilgængelige, hvorfor det

vurderes, at de egner sig bedre til at blive videreført i administrative bestemmelser.

Til § 50

Forslagets stk. 1 og 2 er en videreførelse af bestemmelserne i den gældende vejlovs § 69, stk.

1. Der er et trafikalt, navnlig trafiksikkerhedsmæssigt, behov for, at vejmyndigheden i for-

bindelse med anlæg og ombygning af vejen skal tage stilling til eksisterende adgangsforhold

og dermed navnlig til de trafiksikkerhedsmæssige og trafikafviklingsmæssige forhold, der

herefter ønskes opnået på vejen. En ombygning af en vej kan gennemføres ved såvel egent-

lige fysiske ændringer af vejen som ved ændret afmærkning.

Forslagets stk. 3, der viderefører den gældende vejlovs § 69, stk. 2, nævner en række for-

hold, som ikke skal indgå i vurderingen af, om der er fornøden vejadgang fra en ejendom til

en vej. Der foreslås ikke materielle ændringer i forhold til den gældende bestemmelse. Be-

stemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets bestemmelse om overtagelse af ejen-

dommen, jf. stk. 5. En tidssvarende vurdering af, om en ejendom med de ændrede adgangs-

forhold kan udnyttes på en økonomisk rimelig og forsvarlig måde, vil således kunne fast-

lægges af taksationsmyndighederne og efterfølgende domstolene.

Forslagets stk. 4 er en videreførelse af vejlovens § 69, stk. 2, 1. pkt., og forslagets stk. 5 er en

videreførelse af vejlovens § 69, stk. 3.

Med forslaget i stk. 6 indføres som en ny bestemmelse, at spørgsmålet om overtagelse af en

ejendom, herunder erstatningen herfor, når det drejer sig om adgangsforholdene til statsve-

jene, behandles af myndighederne nævnt i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation

vedrørende fast ejendom. Det betyder, at henholdsvis Kommissarius for Statens Ekspropri-

ationer på Øerne eller Kommissarius for Statens Ekspropriationer i Jylland tager stilling til

spørgsmålet, og at der er klageadgang til de statslige taksationskommissioner i lighed med,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

at det er disse myndigheder, der tager stilling til ekspropriation vedrørende statsvejene.

Formålet med denne bestemmelse er først og fremmest at bidrage til en større gennemsig-

tighed og forudsigelighed for parterne. Der er dog i bestemmelsen indsat hjemmel til, at

transportministeren kan bestemme, at spørgsmålet i stedet behandles af de myndigheder,

der er nævnt i forslagets §§ 104 og 105.

Til § 51

Forslagets stk. 1, 3 og 4 er en videreførelse af vejlovens § 70, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt., der

fastslår, at overkørsler ikke må etableres eller udvides uden vejmyndighedens tilladelse. Det

foreslås, at begreberne ”overkørsel” og ”overgang” erstattes med ”adgang”. Forslaget med-

fører ikke materielle ændringer. Det er i den forbindelse uden betydning, om facadeejeren

foretager egentlige anlægsforanstaltninger for at gøre adgangen mere egnet til formålet, så

længe der er tale om en ny eller udvidet adgang til ejendommen. Hvis vejmyndigheden kon-

staterer, at der er etableret en adgang uden tilladelse, skal vejmyndigheden tage stilling til,

om adgangen kan lovliggøres.

Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at give vejmyndigheden mulighed for at

varetage trafiksikkerhedsmæssige og trafikafviklingsmæssige hensyn på vejen og specielt

om adgangen.

Forslagets stk. 2 er nyt og kodificerer praksis, hvorefter grundejeren afholder udgiften til

adgangen, med mindre andet er aftalt mellem grundejeren og vejmyndigheden.

Begrebet ”byer og bymæssige områder” i stk. 3 er ikke identisk med færdselslovens af-

mærkning af tættere bymæssig bebyggelse, E55-tavlen, men er derimod identisk med ”byer

og bymæssige områder”, som defineret i dette forslags § 5, nr. 5.

Forslagets stk. 4, sidste pkt., viderefører den hidtidige vejlovs § 70, stk. 3, sidste pkt., og

giver således vejmyndigheden mulighed for at bestemme, at den udfører de nødvendige ar-

bejder på vejen for ansøgerens regning.

Forslagets stk. 5 og 6 har hidtil været en del af bestemmelsen i den gældende vejlovs § 70,

stk. 3. De er nu selvstændige stykker for at lette overblikket over bestemmelsen.

Eksemplerne i stk. 5 er ikke udtømmende. Vejmyndigheden kan således under henvisning

til trafikale eller vejtekniske forhold fastsætte vilkår om, at den offentlige vej skal indrettes

på en bestemt måde, før en adgangstilladelse kan udnyttes.

Forslagets stk. 6 viderefører den gældende vejlovs § 70, stk. 3, 3. pkt., og omhandler den

situation, hvor en anden offentlig vej eller sti tilsluttes en offentlig vej. I disse situationer

kan den vejmyndighed, der kræver foranstaltninger udført efter forslagets stk. 5 kræve, at

udgifterne til disse afholdes af vejmyndigheden for den offentlige vej eller sti, der tilsluttes.

For så vidt angår adgange kan vejmyndigheden i særlige tilfælde kræve, at udgifterne til

foranstaltninger afholdes af vedkommende ejer eller bruger, når dette står i et rimeligt for-

hold til de fordele, som ansøgeren opnår ved tilladelsen. Denne betingelse er efter hidtidig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

praksis anset for opfyldt i tilfælde af adgangstilladelser til f.eks. nye udstykningsområder,

butikscentre og særligt trafikskabende detailbutikker og virksomheder mv.

Forslagets stk. 7, 1. pkt., er ny. Bestemmelsen fastslår, at vejmyndigheden skal udføre ar-

bejderne billigst muligt, når det sker på ansøgerens regning. Offentlige myndigheder er i

forvejen forpligtet til at administrere økonomisk ansvarligt. Bestemmelsen vurderes derfor

ikke at pålægge vejmyndighederne nye pligter.

Forslagets stk. 7, 2. pkt., er ny. Vejmyndigheden har efter de gældende regler i vejlovens §

70, stk. 3, ikke kunnet beregne sig et administrationstillæg for de arbejder, den udfører på

den offentlige vej for ansøgerens regning i forbindelse med en adgangstilladelse. De samme

grunde, som taler for, at vejmyndigheden kan beregne sig et administrationstillæg i forbin-

delse med anlæg eller udvidelse af en offentlig vej, tilsiger, at vejmyndigheden i forbindelse

med trafikregulerende foranstaltninger i tilknytning til en adgangstilladelse skal kunne be-

regne sig et administrationstillæg efter lovens regler.

Til § 52

Den foreslåede bestemmelse er – bortset fra stk. 4 samt stk. 8-11 - en videreførelse af de

gældende regler i vejlovens § 71.

Bestemmelsen fastslår, at eksisterende adgange kun må anvendes af de ejendomme, for

hvilke de er anlagt, med mindre vejmyndigheden giver tilladelse til at andre ejendomme

kan benytte adgangen. Det vil sige, at det ikke er lovligt uden vejmyndighedens tilladelse at

lade for eksempel en naboejendom benytte en eksisterende adgang på en ejendom.

En adgang til en mark, jf. stk. 2, må kun benyttes i forbindelse med ejendommens land-

brugsmæssige udnyttelse. En adgang til en mark må således ikke uden vejmyndighedens

tilladelse benyttes til landbrugsejendommens beboelse eller driftsbygninger.

Forslagets stk. 3 viderefører den gældende vejlovs § 71, stk. 3, med den tilføjelse, at begre-

bet ”sammenlægning” er nævnt udtrykkeligt i bestemmelsens ordlyd. Begrebet har hidtil

været indfortolket i den gældende vejlovs § 71, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse finder ligeledes anvendelse på adgange for en privat fællesvej,

når nye ejendomme tildeles vejret til den private fællesvej. Bestemmelsen fastslår, at

vejmyndigheden skal godkende benyttelsen af eksisterende adgange i tilfælde af enhver

form for matrikulær ændring af den eller de ejendomme, for hvilke en adgang senest er

godkendt.

Forslagets stk. 4 er nyt. Bestemmelsen giver vejmyndigheden mulighed for i særlige tilfælde

at fastsætte nye bestemmelser om en eksisterende, lovlig adgang. Bestemmelsen er kun

tænkt at finde anvendelse, hvor tungtvejende hensyn til trafiksikkerheden eller trafikafvik-

lingen taler for, at der træffes nye bestemmelser om benyttelsen af en adgang. Dette kan

være tilfældet, hvor adgangen nu anvendes markant mere trafikskabende, når man tager

hensyn til den almindelige samfundsøkonomiske udvikling, end der med rimelighed kunne

forventes på godkendelsestidspunktet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet

7. juli 2014

UDKAST

Forslagets stk. 5-7 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 71, stk. 4-6.

Forslagets stk. 8-12 er nye. Efter det foreslåede har grundejeren, i lighed med hvad der gæl-

der for pålæg af adgangsbegrænsninger, mulighed for at anmode om, at vejmyndigheden

overtager ejendommen, når der træffes beslutning efter forslagets stk. 4. Dette spørgsmål

kan ligesom øvrige erstatningsspørgsmål prøves af de taksationsmyndigheder, der er nævnt

i forslagets §§ 104 og 105. Begæring om overtagelse af arealer efter stk. 8 skal fremsættes

inden 6 måneder efter, at vejmyndigheden eller klagemyndigheden har truffet endelig afgø-

relse.

Med forslaget i stk. 11 indføres som en ny bestemmelse, at spørgsmålet om overtagelse af en