Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 633
Offentligt
1402535_0001.png
Når mor eller far vælger livet fra
”Min mor eller far har valgt livet fra til trods for, at jeg findes”. Dette er et traume som børn af
forældre, som begår selvmord, må leve med. Et selvmord hos en forælder spreder også mange
andre ringe i vandet hos barnet; det spreder skyld, skam og uvished, og så har barnet en
signifikant større risiko for selv at forsøge at tage sit eget liv. Elene Fleischer, forkvinde for
NEFOS (Netværket for selvmordsramte) udtaler, at håndteringen af børnenes sorg fra start
derfor er helt vital for deres videre liv. Som et led i sorghåndteringen opstarter NEFOS
samtalegrupper for selvmordsramte børn og unge forskellige steder i landet i efteråret 2013.
Hvad kan vi gøre? Hvad må vi sige?
Håndteringen af en forælders selvmord kan være svær. Især fordi emnet er tabubelagt, og der er
mange mytedannelser omkring selvmord. Det går især udover børn, som endnu ikke har lært at
navigere rundt i et samfund, hvor selvmord ikke er noget man taler om.
Tine Sjørup er mor til Liv på 9 år og Sigurd på 11 år og oplevede i 2008, at hendes mand valgte livet
fra. Tine har sidenhen arbejdet med sorggrupper for børn gennem NEFOS, og her trækker hun på sine
egne erfaringer. Hun forklarer, at håndteringen af selvmord i vores samfund er fyldt med paradokser.
På den ene side får selvmordsramte altid at vide, at de ikke skal føle sig skyldige, men samtidig er
emnet i høj grad forbundet med skam og fortielse. Ifølge Tine er skyld og skam nært beslægtet, og
dette forstår hun som voksen, men hvis børn ikke skal føle sig skyldige for en forælders selvmord, skal
de voksne vise, at der heller ikke er noget at skamme sig over. Børn skal vide, at selvmord tragisk nok
er en del af samfundet, og dette kan kun lade sig gøre gennem åbenhed og dialog. Tabuisering og
tavshed er den største risiko for børnene, som har ligeså meget brug for et rum for deres sorg, som
voksne har.
Tine udtaler, at det vigtigste man kan gøre som den tilbagestående forælder, er at inkludere barnet i
sorgen. Mange forældre vil gerne forskåne deres børn fra den sorg, de selv oplever. Men ved ikke at
vise dem, at det at græde, skrige og måske grine er helt legalt, bliver barnet afskåret fra sorgen, hvilket
traumatiserer dem yderligere.
Størstedelen af sorgbearbejdelsen foregår i hjemmet, og barnet skal kunne se, hvordan forælderen
reagerer og agerer i sorgen, og derfor skal man skabe åbne rammer i familielivet.
”Det
er vigtigt at være åben som familie. Børn skal inkluderes i det, der hører børnelivet til. Vi fortæller
dem jo ikke alt, og det er naturligt, men de har brug for, at de voksne er konkrete, når børnene selv er
konkrete. De stiller spørgsmål, når der er plads, styrke og rum til det, og her må man som forældre være
klar til at være forstående, støttende og besvare de spørgsmål, som kommer”
Det stiller altså store krav til den tilbagestående forælder, som ikke alene skal forholde sig til sin egen
sorg, men også er hovedpersonen i håndteringen af barnets sorg. Tines erfaring er dog, at det bliver
meget lettere at forholde sig til sorgen, hvis man træffer en beslutning om at tale åbent. Derudover
skal vi også være åbne over for forskellige reaktioner på sorg, nogle reagerer med ord, nogle fysisk og
andre med tavshed, og intet er her forkert. Tine måtte i tiden efter sin mands selvmord selv erkende,
at hun kunne tale sin søn til tavshed. Hun afkrævede ham hele tiden ord og stillede spørgsmål ind til
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
hans følelser, hvilket resulterede i, at han ikke ønskede at starte en samtale om hans far. Derfor er
accept af barnets individuelle reaktionsmønster et af de første skridt i sorgbearbejdelsen.
Farvel til elendigheden
Et af de næste skridt i arbejdet med sorgen er et opgør med offerrollen.
”Hos
NEFOS bliver der arbejdet meget med ikke at sætte selvmordsramte i en offerrolle, og det har jeg
også arbejdet med i forhold til mine børn. Selvfølgelig præger sorgen dem og deres personlighed, men
ikke kun til det dårlige. De har fået et negativt livsvilkår, de tænker ”min far valgte livet fra, selvom jeg
findes”, men det har til gengæld gjort dem lidt mere livskloge. De ved, at livet er mere komplekst, end
hvad barnesindet kan kapere, de er blevet større i tanken end deres jævnaldrende”
Børn af personer, som har begået selvmord, er udsat for risici og et negativt livsvilkår, men det betyder
ikke, at de ikke kan klare sig godt. Alle besidder en iboende modstandskraft, og det er vigtigt, at de
voksne omkring barnet har nogle enkle, men effektfulde redskaber til at hjælpe barnet til at høste af de
livsvilkår, de nu engang har fået. Med et positivt udgangspunkt handler det for Tine om at tænke i
progression, og at lære hendes børn at tænke ”når
nu jeg har betalt den høje pris, så skal jeg også
udnytte de erfaringer, jeg har fået”.
Ansvaret ligger hos mange
Tine har aldrig stået alene med sin og sine børns sorg. I den akutte situation efter selvmordet var hun
privilegeret at have en tæt familie, en stor omgangskreds, og at hendes børns børnehave var klar til at
tage imod børnene, da pædagogerne netop havde været på krise- og sorghåndteringskursus. Den
skole, som børnene efterfølgende er startet på, har også været klar til at forholde sig til de
problemstillinger, der kan opstå med et selvmordsramt barn. Tine forklarer eksempelvis, hvordan Liv
en dag var blevet ked af det, fordi de i skolen havde et tema om forældre, og en pige havde sagt til
hende, at hun jo ikke havde en far. Lærerens reaktion havde været at bede Liv tage et billede med af
sin far, som de kunne have hængende på opslagstavlen. På den måde kunne de andre børn se, at Liv
har en far, som hun endda ligner. Gennem den form for åbenhed er skolen med til at hjælpe Tines
børn, men desværre oplever Tine ikke dette i alle institutioner, som ved at nægte at forholde sig til
barnets sorg er med til at tabuisere selvmord:
”Jeg oplever skoler som siger, at de ikke har et ansvar, at de ikke er terapeuter. Men de kan ikke undsiges,
for de er modtagere af børn med forskellige livsvilkår, og sorghåndtering er en del heraf, og det skal de
simpelthen kunne klare.”
Selvom hjemmet er den primære sfære, hvor barnet skal opleve åbne rammer og frit talerum omkring
selvmordet, kan resten af samfundet også hjælpe til. Børn befinder sig store dele af dagen i
institutioner, som derfor bør hjælpe barnet til at være i og forholde sig til sorgen, og derudover hjælpe
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1402535_0003.png
børnenes børnehave- og klassekammerater til at forstå situationen.
NEFOS sætter fokus på børn og unge
Børn har ikke nødvendigvis lært at navigere rundt i sorgen, når den rammer. Det er noget, de skal have
hjælp til at lære, men paradoksalt nok er det børn, der i dag får mindst hjælp. I Region Syddanmark er
der således ingen direkte tilbud til børn og unge, hvis forældre vælger livet fra.
Ud over støtte fra hjemmet og institutionerne bør børn derfor også få redskaber til at håndtere
hverdagen efter en forælders selvmord fra professionelle fagpersoner. NEFOS – Netværket for
Selvmordsramte er en organisation bestående af frivillige professionelle rådgivere, og ifølge Elene
Fleischer, forkvinde, skal der i fremtiden være mere støtte direkte til børnene. Hun udtaler således, at
samtalegrupper for børn burde være et fast tilbud til alle børn, som mister forældre til selvmord, da de
her kan få et frirum til at få sagt alle de ting, som de gerne vil uden at tage hensyn til, om den
tilbagestående forælder selv kan rumme det. De kan møde andre børn i samme situation som dem
selv, og herved finde ud af, at de ikke er helt alene i verden omkring deres sorg, men at der rent faktisk
også er andre der gennemgår det samme. De påtænkte samtalegrupper for børn og unge, som skal
opstartes i efteråret, såfremt der er nok børn, er et led i NEFOS’ arbejde med at øge hjælpen til
selvmordsramte børn og unge.
I samarbejde kan forældre, institutioner og organisationer som NEFOS på sigt være med til at skabe
åbne rammer for dialogen omkring selvmord, og herved på bedre vis hjælpe børnene videre og måske
endda styrke dem.
Fakta om NEFOS:
NEFOS har eksisteret siden 2005, og er en
landsdækkende, frivillig forening, der har til
formål at yde rådgivning og støtte af mennesker,
som er ramt af andres selvmordshandlinger,
enten som pårørende til personer, der har
forsøgt selvmord eller som efterladt efter
selvmord.
I 2013 sætter NEFOS fokus på børn, som har
oplevet selvmord eller selvmords-forsøg i
familien.
NEFOS modtog i 2010 Odense Kommunes
Ildsjælepris
Læs mere på www.nefos.dk