PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 633
Offentligt

4

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

XXX

Postvention efter en søn eller

datters selvmordsforsøg

Postvention after a son’s or a daughter’s suicide attempt

➤

Background:

Suicide and suicidal behaviour are serious public health problems which affect

not only the suicidal person, but also the families and communities upset by such events. The

Network for the Suicide Struck (NEFOS) provides postvention which is the focussed provision of

support to people affected by suicidal behaviour.

Object:

The aim of this study was to explore

the psychosocial burden experienced by parents of a son or a daughter who had attempted

suicide and to examine the experience of the parents receiving postvention.

Method:

Two focus

groups with a total of 14 parents whose sons or daughters had attempted suicide and who sub-

sequently received postvention. The transcribed data were subjected to qualitative analyses.

Results:

The parents were stigmatised, and their management of this stigma was a source of

conflict among them. The postvention helped them develop new strategies for managing stigma

and cooperating as parental teams.

Conclusion:

The postvention provided by NEFOS was experi-

enced as both relevant and effective.

Keywords:

family relations, focus groups, suicide, support, psychosocial, qualitative studies.

Niels Buus, Jimmy Caspersen, Lene Nygaard, Elsebeth Stenager

og Elene Fleischer

Peer reviewed artikel

Introduktion

Et selvmordsforsøg er en begivenhed med

alvorlige konsekvenser for den person, der

forsøger selvmord, men også for personens

pårørende. Shneidman opfandt i 1969 termen

“postvention” for at tematisere en målrettet

omsorg for pårørende efter et selvmord eller et

selvmordsforsøg. Formålet med postvention

er at gøre selvmordsramte bedre i stand til at

mestre deres sorg og livssituation (1,2). Post-

vention anses i dag som selvmordsforebyg-

gende, da der er en forhøjet selvmordsrisiko

blandt selvmordsramte pårørende, og da en

indsats overfor pårørende til en selvmords-

truet, er en indirekte støtte af den selvmord-

struede (3,4). I denne artikel fokuserer vi på

postvention til forældre til sønner eller døtre,

der har forsøgt selvmord.

Baggrund

I Danmark er der ikke et nationalt register over

selvmordsforsøg, men siden 1990 har Center

for Selvmordsforskning indsamlet data om

selvmordsforsøg i det daværende Fyns Amt.

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 4

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 5

Landsdelen er demografisk sammenlignelig

med resten af Danmark. Selvmordsforsøgs-

raten (forsøg om året/100.000 indbyggere) var

faldet til 144 i 2008 fra 238 i 1990. Der blev

registreret 592 selvmordsforsøg i landsdelen i

2008. Det er ikke usædvanligt, at den samme

person forsøger selvmord flere gange, og hver

person i registeret forsøgte selvmord gennem-

snitligt 1,24 gange (5).

Et selvmordsforsøg er ikke en isoleret

hændelse, da den påvirker de pårørende til

personen, der forsøger selvmord. Selvmords-

forsøget er ofte kulminationen på længere tids

belastning for de pårørende, og belastningen

fortsætter længe efter selvmordsforsøget, og

den forstærkes ved gentagne selvmordsforsøg.

Der findes kun et begrænset antal studier af

disse selvmordsramte pårørendes oplevelser

og respons på deres situation. I det følgende

omtaler vi også studier af pårørende til alvor-

ligt selvskadende sønner og døtre, da de to

grupper af pårørende må forholde sig til en

ukontrollérbar adfærd med en potentielt dø-

delig handling.

Daly (6) og Toraville (7) var interesseret

i mødres oplevelser af at være forældre til et

selvmordstruet barn, og de interviewede seks

mødre. Mødrene følte, at de var mislykkede

som forældre, og de var overbeviste om, at

de måtte have været skyldige i noget forfær-

deligt, som fik deres børn til at vælge døden

frem for livet. Livet med børnene blev beskre-

vet som at bevæge sig hyperårvågent gennem

et minefelt, hvor forældrenes tvivl på sig selv

var handlingslammende, og hvor skrækken

for at gøre eller sige noget, der kunne udløse

et nyt selvmordsforsøg, var overvældende.

Rutherford (8) ønskede at undersøge følelser

og mestringsstrategier hos forældre til børn,

der havde forsøgt selvmord. Interviewunder-

søgelsen, der inkluderede fire mødre, viste, at

forældrene oplevede et langvarigt emotionelt

traume, hvor de følte skyld og havde illegitime

følelser over for barnet. Oldershaw et al. (9)

interviewede 12 forældre til teenagere i be-

handling for selvskadende adfærd og beskrev,

hvordan forældrene gradvist havde erkendt

barnets selvskade, og hvordan de kæmpede for

at få adfærden til at give mening. Forældrene

følte sig hjælpeløse og var meget forsigtige og

opmærksomme på barnets adfærd. De opleve-

de, at forældrebyrden var blevet markant tun-

gere som følge af den selvskadende adfærd, og

at det var svært for dem at leve op til forældre-

rollen og at imødekomme deres andre børns

behov. McDonald et al. (10) interviewede seks

mødre til selvskadende unge og rapporterede

lignende erfaringer af at blive overvældet af

barnets adfærd og følelsen af utilstrækkelig-

hed. Mødrene skammede sig over deres barns

adfærd, og frygt for og forventning om om-

givelsernes negative meninger isolerede dem.

Raphael et al. (11) interviewede ni forældre til

selvskadende unge samt to sundhedsprofes-

sionelle og fandt bl.a., at forældrene havde

svært ved at spørge sundhedsprofessionelle

til råds på grund af stigmaet forbundet med

selvskade. Byrne et al. (12) afholdt et møde,

hvor 25 forældre/omsorgsudøvere til børn

med selvskadende adfærd diskuterede deres

oplevelser og behov for støtte. De fandt bl.a.,

at forældrerolle og familiedynamik blev kor-

rumperet som følge af barnets adfærd.

Vi har tidligere udgivet resultater fra den

første del af vores fokusgruppestudie (13),

hvor vi undersøgte de erfaringer, som foræl-

dre til selvmordstruede sønner og døtre hav-

de. Erfaringerne blev beskrevet som et “dob-

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 5

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

belt traume”. Den første del af traumet var

knyttet til den enkelte forælders akutte stress

og emotionelle respons på selvmordsforsøget,

og den anden del af traumet var knyttet til den

langvarige psykosociale påvirkning af hele

familiens velbefindende.

Ovenstående studier antyder, at nogle for-

ældre til selvmordsramte sønner og døtre har

et særligt stort behov for hjælp til at reducere

følgerne af traumet. Vigtigheden af at inter-

venere i forhold til disse familier understøttes

af, at flere studier påpeger en sammenhæng

mellem ustabile familieforhold og selv-

mordsadfærd, fx (14,15). Det skal ikke tolkes

sådan, at det nødvendigvis er ustabile familie-

forhold, der driver de unge til at forsøge selv-

mord, men det understreger vigtigheden af

at anskue familien til en selvmordstruet som

et vigtigt element i selvmordsforebyggelsen.

Postvention til pårørende efter et selvmords-

forsøg kan således være af betydelig gavn for

både de pårørende, der modtager indsatsen,

og for den selvmordstruede.

Studiekontekst:

Netværk for Selvmordsramte (NEFOS)

Flere steder i Danmark tilbyder den frivilli-

ge organisation NEFOS (Netværk for Selv-

mordsramte) postvention, i form af støtte og

rådgivning til pårørende til selvmordstruede

personer. De pårørende tilbydes op til fem

individuelle samtaler med en professionel

rådgiver. Herefter vurderes, om den enkelte

har behov for og er i stand til, at fortsætte i

et gruppeforløb med 4-8 andre pårørende.

Formålet med gruppeforløbet er, at de på-

rørende skal lære, eller genlære, hvordan de

kan tage omsorg for egen livssituation, sam-

tidig med at de støtter den selvmordstruede.

Nye mestrings- og kommunikative redskaber

mindsker belastningerne i hverdagen og sik-

rer, at de som pårørende ikke selv “indlærer”

selvmordshandlinger som en fremtidig me-

stringsstrategi. De får hjælp til at tyde og tolke

både de psykiske og sociale belastninger, som

selvmordsforøget har påført familien. Endvi-

dere får de redskaber til at kunne mestre for-

skellige former for udfordringer, så familien

som helhed og de selv som selvmordsram-

te personer kan genkende mistrivsel og evt.

signaler på depression og handle adækvat og

selvmordsforebyggende. Gruppesamtalerne

varer to timer og foregår hver anden uge. For-

løbet strækker sig over 6-10 sessioner og af-

rundes med et opfølgningsmøde tre måneder

efter gruppeforløbets afslutning (16).

Formålet med denne artikel er at udfor-

ske den psykosociale belastning af at være

forældre til en søn eller datter, der har for-

søgt selvmord. Vi fokuserer på de erfaringer,

som forældre har med at forsøge at mestre

situationen og deres erfaringer med at del-

tage i NEFOS’ individuelle og gruppebasere-

de postvention.

Metode

Studiet blev designet som en fokusgruppeun-

dersøgelse. Dette design blev valgt, da fokus-

grupper kan give indsigt i en gruppes udlæg-

ning og forståelse af et forskerbestemt emne

(17). Fokusgrupper udnytter psykosociale

gruppedynamikker til at producere data og

indsigt, som ikke ville være tilgængelig gen-

nem alternative metoder (18), og vi ønskede

at udnytte, at der allerede var etableret grup-

per, hvor deltagerne tillidsfuldt var i stand til

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 6

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 7

at interagere i diskussioner om emnet. Vi an-

lagde et interaktionistisk (19) perspektiv, hvor

det blev antaget, at personlig og social mening

tilskrives objekter, begivenheder, situationer

etc. gennem situeret interaktion, og, derfor

blev udsagn i fokusgrupperne analyseret som

et produkt af en kontekstafhængig forhand-

ling mellem deltagerne, jf. (20).

Rekruttering af deltagere

Alle forældre til børn, der havde forsøgt

selvmord, og som først havde gennemgået

individuelle samtaler og siden gruppeforløb i

NEFOS i 2010 og 2011 blev inviteret til at del-

tage i en fokusgruppe. Skriftlige invitationer,

underskrevet af både NEFOS og fokusgruppe-

moderatoren blev sendt ud til 17 forældre.

To forældre afslog at deltage af personlige år-

sager, og en forælder udeblev på grund af en

nødsituation. Det formålsrettede udvalg (21)

omfattede dermed 14 forældre.

Dataindsamling

Deltagerne blev fordelt i to fokusgrupper, og

møderne blev holdt i januar og februar 2012

i NEFOS’lokaler. Fokusgrupperne blev mode-

reret af NB, som er en erfaren interviewfor-

sker, og assisteret af JC, som i feltnoter beskrev

gruppens nonverbale interaktion. Hverken NB

eller JC havde nogen tilknytning til NEFOS,

før fokusgruppemøderne blev afviklet.

Fokusgrupperne blev indledt med en kort

introduktion til studiets formål og en afkla-

ring af rammer og regler for fokusgruppen:

praktiske forhold, tidsrammen, respekt for

hinandens forskelligheder samt tavshedspligt.

Fokusgruppernes indhold blev fokuseret ved

hjælp af en åben dagorden. Dagsordenen om-

fattede seks emner, som var udvalgt på grund-

lag af klinisk erfaring og forskningslitteratu-

ren på området (6,7,9-12):

Stress og belastning i hverdagen.

Påvirkninger af parforholdet.

Forløbet ved NEFOS.

Kommunikation med familie, venner og

bekendte/kolleger.

◆

Håndtering af svære tanker og følelser.

◆

Kommunikation med andre børn.

Emnerne var trykt på laminerede A5-ark, og

deltagerne blev bedt om at lægge emnerne i

den rækkefølge, de ønskede at tale om dem.

Formålet med øvelsen var dels at skabe klar-

hed omkring dagsordenen, dels at tilskynde

til, at gruppens medlemmer interagerede og

samarbejdede. Fokusgrupperne blev afsluttet

med en

debriefing

og en evaluering af ses-

sionen. Graden af moderatorinvolvering var

minimal, da vi var interesserede i, hvordan

deltagerne forhandlede dagsordenens emner i

deres indbyrdes samtale.

Fokusgrupperne blev digitalt lydoptaget

og derefter transskriberet af JC, som an-

vendte transskriptionssymboler, der indike-

rede grundlæggende interaktion i talen (22).

Transskriptionens præcision blev derefter

tjekket mod lydoptagelserne af NB og JC. Den

første fokusgruppe varede 160 minutter og

den anden 150 minutter (begge inkluderede

10 minutters pause).

Dataanalyser

Analysen kombinerede en tematisk analyse

med en interaktionsanalyse, hvilket vil sige, at

vi både undersøgte mønstre i deltagernes ud-

sagn og hvordan udsagn optrådte i samtale-

interaktionen (18,20). Analysen havde tre faser.

◆

◆

◆

◆

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 7

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

8

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

Fokusgruppe 1

1

Kvinde

Ja

Ja

2010

Karekteristik af deltagere

Køn

Partner, deltager i fokusgruppen

Partner, deltager i NEFOS gruppeforløb

År for afslutning i NEFOS

2

Mand

Ja

Ja

2010

3

Kvinde

Nej

Nej

2010

4*

Mand

Nej

Ja

2009

5

Mand

#6

Ja

2010

6

Kvinde

#5

Ja

2010

*Bemærk, at deltager #4 i fokusgruppe 1 er identisk med deltager #1 i fokusgruppe 2. Det skete, fordi

den ene forælder meldte afbud til fokusgruppe 1, da den anden forælder allerede var ankommet, mens

de begge kunne deltage i fokusgruppe 2.

Tabel 1.

Sammensætning af de to fokusgrupper

Det tematiske indhold i transskriptionen

blev kodet (23), og vi identificerede fire ka-

tegorier af data, der havde en del lighedstræk

med emnerne fra dagordenen. A. Psykosocial

belastning og stress. B. Effekter på parforhol-

det. C. Effekter på familien. D. Effekter på re-

lationer til andre.

Vi opdelte transskriptionerne i forhold

til de fire kategorier og undersøgte, hvordan

deltagerne præsenterede og forhandlede det

tematiske indhold i deres indbyrdes samtale-

interaktion: i tale-handling og tur-tagning

(24). Analysen bidrog til identifikationen af

fire centrale temaer, som gik på tværs af ka-

tegorierne. De fire temaers karakteristika

blev videre udforsket gennem en systematisk

sammenligning af det tematisk indhold og be-

skrevet gennem fortsat memoskrivning (25).

Temaerne handlede om: a) Emotionel respons

og stress, b) traumets indflydelse på familie og

parforhold, c) isolation og stigma, og d) for-

løbet ved NEFOS.

Vi gennemgik lydoptagelser og transskrip-

tioner for at afgøre, hvorvidt de fire temaer og

datauddragene var udtryk for en nuanceret og

balanceret fortolkning af det samlede datasæt,

og vi forbandt temaerne med eksemplificeren-

de datauddrag. De to førstnævnte temaer er

beskrevet i (13), og i nærværende artikel be-

skrives temaerne c) Isolation og stigma samt

d) Forløbet ved NEFOS.

Etik

I overensstemmelse med dansk lovgivning

blev både Datatilsynet og Den Nationale Vi-

denskabsetiske Komité orienteret om projek-

tet. Alle forældre gav deres samtykke til at

deltage på grundlag af mundtlig og skriftlig

information om studiet. Data blev håndteret

fortroligt og datauddrag i resultatsektionen er

anonymiseret og godkendt til publikation af

deltagerne.

Interviewkonteksten var sensitiv, primært

på grund af en potentiel trussel om psykolo-

gisk ubehag og stress som følge af at tale om

de emotionelt prekære forhold, og sekundært

fordi gruppedynamikkerne kunne påvirke

deltagerne til at afsløre miskrediterende hand-

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 8

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Fokusgruppe 2

1*

Køn

Partner, deltager i

fokusgruppen

Partner, deltager i

NEFOS gruppeforløb

År for afslutning i

NEFOS

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 9

2

3

4

5

6

7

8

9

Mand Kvinde Kvinde Mand Kvinde Kvinde Kvinde Kvinde Mand

#7

Ja

2009

Nej

Nej

Stadig

aktiv

Nej

Nej

2011

#5

Ja

2011

#4

Ja

2011

Nej

Nej

2011

#1

Ja

2009

#9

Ja

2011

#8

Ja

2011

linger eller holdninger (26). Vi forventede, at

gruppernes praktiske og sociale organisering

ville skabe gensidig støtte, hvilket ville bidrage

til at reducere det psykologiske ubehag under

interviewet. Endvidere forventede vi, at den

sociale kontrol i gruppen ville begrænse de

mest kontroversielle, og derfor miskrediteren-

de, udsagn.

Der var indgået aftale med NEFOS om,

at deltagerne kunne få yderligere støttende

samtaler, hvis de havde behov for det efter

fokusgruppen. Ingen deltagere gav udtryk for

at have behov for ekstra opfølgning.

gruppe var mindre, at deltagerne havde et godt

kendskab til hinanden, og at deres sønner og

døtre generelt var i mere stabile forløb, end

det var tilfældet for den anden gruppes del-

tagere. Emnet var sensitivt, og deltagerne talte

på skift, og kun sjældent ville de eksplicit ud-

fordre hinandens udsagn. Derfor har vi ikke

medtaget lange datauddrag med eksempler på

interaktion, jf. (27). I det følgende redegør vi

for temaerne, “Isolation og stigma” og “Forlø-

bet ved NEFOS”.

Isolation og stigma

Alle deltagere beskrev, hvordan selvmordsfor-

søget bidrog til en øget følelse af isolation, og

hvordan de havde været i vildrede over, hvor

de skulle søge kvalificeret hjælp. I den første

tid efter selvmordsforsøget kunne ingen fore-

stille sig, at der overhovedet fandtes andre, der

kunne forstå omfanget og dybden af den for-

færdelige situation, de var konfronteret med.

Samtidig var forældrene bevidste om, at dele

af omgivelserne kunne tænke nedsættende

om barnet og familien på grund af den unor-

Resultater

Samtaleinteraktionerne var markant forskel-

lige i de to fokusgrupper. Taleture var kortere,

og afbrydelser, overlappende tale og reformu-

leringer var hyppigere i den første gruppe i

forhold til den anden (se tabel 1 for data om

gruppesammensætning). Disse forskelle var

sandsynligvis forbundet med, at den første

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 9

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

10

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

male adfærd, og de forsøgte på forskellige må-

der at håndtere dette stigma

1

.

Deltagerene beskrev markant forskellige

måder at kommunikere om deres tanker og

følelser på. Nogle deltagere foretrak at kom-

munikere mindst muligt om det skete, fordi

de mente, at det kunne føre til pinlige sam-

menbrud, eller at den megen tale om proble-

merne kunne gøre problemerne større, end de

i virkeligheden var. Nogle deltagere beskrev

forsøg på at skabe fristeder, hvor de ikke blev

konfronteret med situationen. Det kunne fx

være at holde græsplænen kortklippet, fordi

plæneklipperens støj og bevægelse udeluk-

kede samtale, eller at undlade at fortælle om

situationen på arbejdspladsen, hvor rutiner

og relationer var behageligt uforstyrrede. I det

følgende citat beskriver en kvindelig deltager,

at hun forestiller sig, at hendes mand brugte

sit arbejde til at slippe for at være konfronteret

med problemer i forhold til deres søn, og at

det efterlod hende alene med ansvaret for næ-

sten uigennemskuelige opgaver.

Gruppe 2. Deltager 2: “Da det startede med

Martins [sønnens] sygdom og de her for-

søg, da gik min mand stadigvæk på arbej-

de, og nu er han så holdt. Men, jeg tror det

var sådan en slags flugt for at have noget

andet at optage sit hoved med. Og så sad

jeg imens derhjemme og knoklede med at

få rekonstrueret Martins økonomi, og map-

pen den blev bare tykkere og tykkere og

tykkere. Og det har han så kunnet se, hvad

der egentlig har været af arbejde, dengang

han holdt med at arbejde. Men han har sta-

digvæk den der. Han har noget freelance-

arbejde nu, og det er faktisk meget godt, for

så kan man slippe lidt væk fra det engang

imellem.”

Andre deltagere fandt støtte i at dele deres tan-

ker og følelser om situationen med personer i

hverdagen, som fx den nærmeste familie eller

kolleger. At fortælle om problemerne virkede

for disse deltagere som en måde at forklare

den tristhed, de oplevede og signalerede.

Alle deltagere delte overbevisningen om,

at “de ved det jo allerede”, altså at personer i

omgivelserne kendte til barnets selvmords-

forsøg, og at der uvægerligt ville gå rygter og

blive sladret om det. Men de var ikke enige

om, hvordan det skulle håndteres. De fleste

deltagere tilsluttede sig holdningen, at det var

vigtigt at tale åbent om det, da man på den

måde kunne imødegå overdrevne rygter og

en unødig stigmatisering. Nogle få deltage-

re advokerede for en mere restriktiv tilgang,

hvor de absolut færreste skulle involveres

i situationen. Det blev begrundet på flere

måder, bl.a. med at selvmordsforsøg kunne

“smitte” blandt teenagere. Tilgangen blev også

begrundet med, at det senere kunne komme

barnet til skade, hvis selvmordsforsøget var

alment kendt.

I det følgende citat lægger deltager 3 ud

med at fortælle om sine problemer med at

kommunikere med sin mand (som hverken

havde deltaget i samtaleforløb hos NEFOS

eller i en fokusgruppe). Manden havde en

restriktiv tilgang i forhold til at dele informa-

1 I det interaktionistiske perspektiv blev stigma for-

stået som en miskrediterende diskrepans mellem de

normative forventninger til en person og personens

faktiske egenskaber (28). En stigmatiseret person eller

familie kan forsøge at skjule stigmaet eller at håndtere

følgerne af det.

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 10

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 11

tion om selvmordsforsøget (familiens stigma),

angiveligt fordi han tænkte meget på familiens

rygte. Deltager 1, som tidligere i interviewet

ligeledes havde advokeret for en restriktiv

tilgang, bemærker et sammenfald og tager

selv initiativ til at tilføje, primært rettet mod

sin hustru (Deltager 2), at han ikke valgte sin

tilgang for sin egen skyld, men for barnets.

Hustruen, der tidligere havde fortalt, at hun

mestrede selvmordsforsøget ved at tale om

det med folk i omgivelserne, responderer tørt.

Deltager 3 afslutter med at bruge deltager 1’s

bidrag til at præcisere sin pointe og til at mini-

mere konflikten mellem ægtefællerne.

Gruppe 1. Deltager 3: “Jeg vil sige, jeg har

haft det sværest med min mand. Kommu-

nikere med ham og takle hans lukkethed

og sådan noget (…) Og han gjorde det jo

heller ikke nemmere, fordi han ikke sådan

bryder sig om at folk behøver at vide for

meget.”

Deltager 1: “Men det var ikke af hensyn til

mig. Det var af hensyn til Pernille.”

Deltager 2: “Tja.”

Deltager 3: “Ja, men der tror jeg egentligt,

at det var ligeså meget af hensyn til ham og

hele familiens ry og omdømme.”

Bekymring over familiens rygte var en blandt

flere socialt set illegitime følelser og tanker,

som blev diskuteret i grupperne. Det omfatte-

de også had mod barnet, egne selvmordstan-

ker, illoyalitet i forhold til partneren, tanker

om at opgive at hjælpe barnet, osv., og de blev

sanktioneret forskelligt i de to grupper, som

under interviewene etablerede forskellige nor-

mer for, hvilke emner og holdninger, der var

acceptable at diskutere.

Det var også tydeligt, at forskellige kommu-

nikationsstrategier og holdninger kunne ska-

be konflikt mellem forældre, og alle deltagere

erkendte, at skilsmisse havde været på tale.

Under interviewene kunne forskellene for

det meste normaliseres og minimeres ved at

karikere mænds og kvinders forskellige kom-

munikation eller gennem konstateringen af, at

alle familier generelt havde meget forskellige

måder at håndtere kriser på. Normalisering

foregik også ved at deltagerne fremhævede,

at der jo var større eller mindre problemer i

alle familier, men at de fleste familier søgte at

skjule det.

De fleste deltagere fortalte, at de gradvist

havde lært at tage større initiativ til at dele de-

res tanker og problemer, hvilket for det meste

var en lettelse. Flere beskrev endvidere, at

det medførte en oplevelse af støtte fra tilhø-

rerne. De oplevede generelt, at omgivelserne

var interesserede i at tale om og lytte til de-

res situation, men at personer i deres netværk

sjældent selv tog emnet op. Ifølge deltagenre

var familie, venner og bekendte bange for at

spørge ind til deres situation, fordi de var ban-

ge for at nogen ville bryde sammen, hvilket

også ville være svært at håndtere.

Forløbet ved NEFOS

Forløbet ved NEFOS var værdsat af de fleste

deltagere, som mente, at det havde adresseret

en stor del af de problemer, de var konfronte-

ret med. For adskillige deltagere havde det væ-

ret en lettelse at opleve, at de andre deltagere i

gruppeforløb var “normale”, og ikke de socialt

udsatte tilfælde, som de på forhånd havde

forestillet sig som forældre til sådanne børn.

Det havde været relativt nemt at identificere

sig med de problemstillinger, som de andre i

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 11

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

12

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

gruppen tog op, og det havde bidraget til at re-

ducere følelsen af isolation. En enkelt deltager

beskrev imidlertid den omvendte effekt, øget

isolation, fordi hendes søns sygdom, alder

og problemer adskilte sig markant fra de an-

dres sønner og døtre. Der udviklede sig med

tiden et nært og fortroligt fællesskab mellem

deltagerne, som dog ikke havde bevaret kon-

takten efter afslutningen af gruppeforløbene.

Deltagerne mente, at gruppesamtalerne havde

bidraget afgørende i forhold til, at de begyndte

at dele deres oplevelser med venner og familie.

Gruppeforløbet havde ikke alene været et

spørgsmål om at dele erfaringer. Deltager-

ne beskrev, hvordan gruppeterapeuten med

medmenneskelighed og professionel autoritet

havde adresseret meget alvorlige emner, som

fx at der var meget høj risiko for, at det ville

ske igen, og at hvis barnet ville begå selvmord,

så kunne forældrene ikke forhindre det. Først

var disse forhold meget grænseoverskridende

– helt ubegribelige – for deltagerne, men med

tiden accepterede de disse præmisser, og det

hjalp dem til at skelne mellem de ting, som de

havde indflydelse på, og dem de ikke havde.

Det hjalp dem til at reducere det følelsesmæs-

sige og praktiske alarmberedskab. Ifølge del-

tagerne var sessionerne også karakteriseret af,

at terapeuten var vedholdende i forhold til at

spørge ind til deltagernes følelser og med at

hjælpe deltagerene til at artikulere vanskelige

og måske socialt illegitime følelser.

Gruppe 2, deltager 5: “Jeg kunne næsten

ikke få det sagt, men hun [terapeuten] prik-

kede så meget, at jeg til sidst fik sagt ordene.

At jeg hadede hende [barnet] og ønske-

de bare, at hun ikke eksisterede, og at jeg

aldrig havde fået hende. Men det var også

en forløsning, ikke, og det var egentlig også

det, hun ville. At man kommer ud med de

forfærdelige tanker man har. Altså, det er jo

ens eget barn for fanden. Så hun er jo fanta-

stisk til at gå ind og vise, at det er ikke for-

budt og sidde og sige de ting. Altså det viser

sig jo også, at de fleste af os har tænkt de

tanker, men det er bare ikke noget man kan

snakke om uden for de vægge her. Sådan

har jeg det i hvert fald. For det er der ikke

nogen, der forstår. Det er jo en befrielse på

en eller anden måde også, når det er, at vi

får lov til at sige det. At det ikke bare ligger

derinde og man til sidst, altså, jeg havde det

da sådan, “Ej, nu er det altså, nu rabler det

for dig”, altså, det kan man simpelthen ikke.

Så det har vi i hvert fald fået lov til også at

få arbejdet med.”

Alle deltagerne havde været rædselsslagne

ved tanken om, at barnet ville gentage sit selv-

mordsforsøg og dø. Skrækken virkede hand-

lingslammende, da deltagerne var bange for at

bidrage til at fremprovokere endnu et forsøg,

og de var bevidste om, at de i et vist omfang

blev manipuleret af børnene. De beskrev pro-

blemer med at skelne mellem normal adfærd

og “syg” adfærd. Gruppeforløbene havde in-

kluderet undervisning i fx psykodynamik for

at ruste forældrene bedre til at tolke børnenes

adfærd, forskelle på mænds og kvinders ty-

piske krisekommunikationsmønstre, og kon-

krete råd i forhold til at håndtere barnet og

dets impulser. Et råd havde fx været at have

30 stk. Paracetamol stående hjemme, så bar-

net ikke vil opsøge mere desperate og farligere

forsøg. Deltagerene beskrev, hvordan under-

visningen gav dem konkrete redskaber til at

løse problemer, men at det mest af alt bidrog

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 12

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 13

til at give dem en holdning til og forståelse af

problemerne og modet til at turde sige til og

fra i forhold til barnet.

Gruppe 1. Deltager 5: “De var gode til at

komme med nogle forklaringer, så vi kun-

ne forstå det. Vi var fx udsat for noget, som

de kaldte

splitting.

Og vi havde aldrig hørt

om det før, og det var de gode til at forklare

os (…) Der var også nogle problemer, når

man bliver så presset. Og der var de også

gode til at fortælle, at der er store forskelle

på de måder mænd og kvinder reagerer på,

når de bliver presset langt ud, som vi blev,

og det har vi i hvert fald brugt meget, at

give det større snor, kan man sige, i forhold

til hinanden i parforholdet.”

(…)

Deltager 2: “Også med vores børn fx, hvor

meget er teenageproblemer, og hvor meget

er – usundt, havde jeg nær sagt. Hvor meget

er selvmordstanker, og hvor meget er bare

sådan teenagefnidder. Det var vi da meget

usikre på langt hen ad vejen, om det bare

var naturligt eller, eller om det var noget vi

skulle være på vagt overfor. Fordi man tror

jo, så snart der er sket en gang, så ved man

jo aldrig. Sker det igen? Det var alt det der,

puuha, man var simpelthen så bange for, at

man skulle gøre noget som skulle udløse et

forsøg mere.”

NEFOS-forløbet havde været meget udfor-

drende for deltagerne, som paradoksalt nok

ofte havde følt, at deres problemer og kon-

troltab umiddelbart voksede som følge af at

blive konfronteret med deres følelser, tanker

og handlemønstre. Derfor fremhævede man-

ge værdien af det længerevarende forløb, som

gav mulighed for at reflektere over følelser og

tanker og gradvist afprøve nye prioriteringer,

handlemåder og gøre nye erfaringer. Deltager-

ne i interviewene var i varierende grad påvir-

kede af selvmordsforsøg(et) og krise i famili-

en, men alle fremhævede den øgede kontrol,

de havde genvundet som følge af forløbet. De

fik ikke løst deres problemer, men fik hjælp til

at konfrontere mange af dem og et større mod

til at leve livet til trods for et barn, der i perio-

der var helt udenfor deres kontrol.

Diskussion

I dette studie udforskede vi den psykosociale

belastning af at være forældre til en søn eller

datter, der har forsøgt selvmord. I fokusgrup-

perne diskuterede deltagerne, hvordan de på

forskellige måder og med forskellige grader af

succes forsøgte at mestre et oplevet stigma, og

hvordan de oplevede at NEFOS’ postvention

påvirkede deres evne til at mestre deres livs-

situation.

Der er ingen generel enighed omkring

indholdet af postvention, og der er kun gen-

nemført et meget begrænset antal kontrolle-

rede studier af postvention (4,29). Endvidere

er der kun lavet studier af postvention efter

selvmord, som fokuserer på at intervenere i

sorgen over tabet af en nærtstående. Det er

udfordrende at designe standardiserede post-

vention-programmer, da selvmordsoverlevere

har individuelle behov for professionel støtte

i forhold til både interventionens intensi-

vitet og varighed. I nærværende studie var

der fokus på postvention til forældre til selv-

mordstruede børn, som havde et yderligere

terapeutisk sigte, da den ud over at adressere

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 13

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

14

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

forældrenes sorg over tabet af drømme og håb

for fremtid, jf. problemstillingerne beskrevet

i (6,7,11,12), også adresserede forældrenes

psykosociale velbefindende og deres mulig-

heder for at reetablere parforhold og foræl-

drerolle, jf. problemstillingerne beskrevet i

(6,7,9-12). Tilbuddet om støtte og rådgivning

ved NEFOS syntes at varetage to overordnede

funktioner for forældrene. Dels en mulighed

for at tilegne sig nye mestringsstrategier, der

var direkte anvendelige i hverdagen, dels at

møde andre forældre i en lignende situation,

hvilket bidrog til at reducere oplevelsen af iso-

lation. Fokusgruppestudiet bidrager således

til en begyndende beskrivelse af forhold, der

kan være relevante at inkludere i denne type

postvention. Fremtidig forskning skal afklare,

om – og i hvilken udformning – postvention

har en forebyggende effekt på disse familiers

sundhed.

Deltagerne i studiet var stigmatiserede, da

de var overbeviste om, at dele af omgivelser-

ne miskrediterede dem og familien som følge

af selvmordsforsøget, jf. (28). Selvmordsad-

færd er forbundet med stigmata, da det typisk

tolkes som et nederlag både for individet og

familien (30). Deltagerne forventede, at de –

uberettiget – ville blive bebrejdet for at have

fejlet at løfte deres forældreansvar. Deltagerne

beskrev forskellige strategier til at undgå at

blive bebrejdet, og det kunne generere konflikt

og frustration mellem forældrepar. Udgangs-

punktet for en intervention på stigmata er at

identificere situationer, hvor familiers adfærd

påvirkes af stigmata (31), og det kom frem un-

der fokusgrupperne, at postventionen havde

givet forældrene en alternativ forståelse af føl-

gerne af stigmata. Dels var forældrene bedre

i stand til at normalisere familiens problemer

i forhold til andre familier, dels var det nem-

mere for dem at verbalisere og blive enige om

deres indbyrdes konflikter. I denne sammen-

hæng er der brug for yderligere forskning om-

kring forældrenes forståelse af de alternative

forståelsesrammer, der tilbydes under post-

vention’en, og som kan være meget vanskelige

at acceptere.

Trepal et al. (32) kritiserer en stor del af

den eksisterende postvention for at være pas-

siv, dvs. baseret på litteratur, brochurer eller

tilfældigheder. De formulerede derfor en aktiv

postvention-strategi til familier, hvor der var

et medlem, der var selvskadende. Strategien

omfattede: 1) Information og psykodeduka-

tion, 2) vurdering af familiens kommunikati-

ons- og mestringsstrategier, og 3) støtte, hen-

visninger og ressourcer. Vi bemærker, at der

er et meget stort sammenfald mellem princip-

perne i Trepal et. al.s postvention og NEFOS’

postvention, som begge fokuserede på at støtte

familien som udgangspunkt for at støtte den

selvmordstruede. Det er imidlertid mere usik-

kert, om NEFOS’ postvention var aktiv i det

omfang, som Trepal et el. efterlyser, da viden

om NEFOS’ tilbud ofte var baseret på mund

til mund-information og/eller tilfældigheder.

Der var to særligt vigtige forhold knyttet til

studiets sample, som må diskuteres i forhold

til fundenes case by case-overførbarhed (33).

For det første

var antallet af grupper relativt

beskedent. De to grupper etablerede forskel-

lige normer for, hvordan forskellige emner

kunne diskuteres, og det er muligt, at yderlige-

re grupper med andre gruppekompositioner

ville fremhæve/nuancere yderligere aspekter

af oplevelsen af at være forældre til en selv-

mordstruet søn eller datter.

For det andet

var

der en høj deltagelsesrate (82 %), men det er

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 14

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 15

muligt, at deltagerne tilhørte en særlig grup-

pe forældre. Som tidligere beskrevet, opleves

et selvmordsforsøg i familien som et nederlag,

og det er muligt, at nogle forældre vil isolere

sig og undlade at søge uformel eller profes-

sionel hjælp for at undgå at forholde sig til en

forventet negativ social respons (29). Det er

endvidere muligt, at ressourcestærke familier

kan mestre stressbelastningen, som følge af en

søn eller en datters selvmordsforsøg, uden at

søge professionel hjælp. Det er derfor muligt,

at forældrene, der vælger at søge om hjælp

hos NEFOS’, er blandt de forældre, som er

ressourcemæssig stærkest og derfor kan tage

ansvar for, at der skal gøres noget, før de selv

går helt i stykker og/eller er blandt de foræl-

dre, der oplever de største traumer som følge

af selvmordsadfærden. Til trods for at studiets

fund i høj grad underbygger den eksisterende

forskningslitteratur, kan der altså være tale

om, at det er de ressourcestærke/hårdest ram-

te forældres perspektiv, der kommer frem i

fundene (se yderligere overvejelser omkring

studiets begrænsninger i (13)).

en sygeplejefaglig opgave at støtte forældre til

selvskadende eller selvmordstruede sønner

eller døtre med at håndtere byrden af et op-

levet stigma i forhold til resten af familien, i

omgangskredsen og/eller på arbejdspladsen.

Lektor, sygeplejerske, cand.cur.

Niels Buus

Institut for Sundhedstjenesteforskning,

Odense

Kvalitetskoordinator, sygeplejerske, cand.

scient.san.

Jimmy Caspersen

Psykiatrien i Region Syddanmark, Odense

Videnskabelig assistent og koordinerende

jordemoderspecialist, jordemoder, cand.

scient.san.

Lene Nygaard

Netværket for Selvmordsramte (NEFOS) og

Odense Universitetshospital, Odense

Overlæge, klinisk lektor, cand.med., ph.d.

Elsebeth Stenager

Psykiatrien i Region Syddanmark, Odense

Ph.d.

Elene Fleischer

Netværket for Selvmordsramte (NEFOS),

Odense

Konklusion

Forældre til mennesker, der har forsøgt selv-

mord, kan være i en meget sårbar livssituation,

og NEFOS’ støtte og rådgivning fremstår som

en væsentlig postvention. Tilbud efter selv-

mordsforsøg retter sig som udgangspunkt

mod den selvmordstruede person, men be-

lastningen af at være pårørende til en selv-

mordstruet viser dog et behov for at tænke

forebyggelse/postvention bredere og mere

aktivt. Også udenfor rammerne af en formali-

seret postvention – som NEFOS’ – vil det være

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 15

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

16

◆

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2014

Referencer

1.

Shneidman E. Prologue: Fifty-eight years.

In: Shneidman E (ed.). On the nature of

suicide. San Francisco: Jossey-Bass; 1969.

2.

Shneidman E. Postvention: The care of

the bereaved. In: Pasnau RO, (ed.). Con-

sultation-liaison psychiatry. New York:

Grune and Stratton; 1975.

3.

Briggs S. Postvention: the impact of sui-

cide and suicidal behaviour on family

members, professionals and organisa-

tions. In: Briggs S, Lemma A, Crouch W

(eds.). Relating to self-harm and suicide:

Psychoanalytic perspectives on practice,

theory and prevention. New York: Rout-

ledge/Taylor Francis Group; 2008:224-

37.

4.

Andriessen K. Can postvention be pre-

vention? Crisis 2009;30:43-7.

5.

Konieczna A. Selvmordsforsøg i Dan-

mark. Rateudvikling for perioden 1990-

2008. Odense: Center for Selvmords-

forskning; 2010.

6.

Daly P. Mothers living with suicidal ado-

lescents: a phenomenological study of

their experience. J Psychosoc Nurs Men-

talHealth Serv 2005;43:22-8.

7.

Torraville MA. Adolescent suicidal be-

haviours: A phenomenological study of

mothers’ experiences. St. John’s: School

of Nursing. Memorial University of New-

foundland; 2000.

8.

Rutherford P. An exploration by interview

of the feelings of mothers of adolescent

children who have attempted suicide.

London: Tavistock Clinic/University of

East London; 2005.

9.

Oldershaw A, Richards C, Simic M, Sch-

midt U. Parents’ perspectives on adole-

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

scent self-harm: qualitative study. Br J

Psychiatry 2008 ;193:140-4.

McDonald G, O’Brien L, Jackson D. Guilt

and shame: experiences of parents of

self-harming adolescents. J Child Health

Care 2007 Dec;11:298-310.

Raphael H, Clarke G, Kumar S. Exploring

parents’ responses to their child’s delibe-

rate self-harm. Health Educ 2006;106:9-

20.

Byrne S, Morgan S, Fitzpatrick C, Boylan

C, Crowley S, Gahan H, et al. Deliberate

self-harm in children and adolescents: a

qualitative study exploring the needs of

parents and carers. Clin Child Psychol

Psychiatry 2008;13:493-504.

Buus N, Caspersen J, Hansen R, Sten-

ager E, Fleischer E. Experiences of pa-

rents whose sons or daughters have (had)

attempted suicide. J Advanced Nurs 2013.

DOI: 10.1111/jan.12243

Christiansen E, Larsen KJ, Agerbo E, Bi-

lenberg N, Stenager E. Incidence and risk

factors for suicide attempts in a general

population of young people: a Danish re-

gister-based study. Aust N Z J Psychiatry

2013;47:259-70.

Bush EG, Pargament KI. A quantitati-

ve and qualitative analysis of suicidal

preadolescent children and their families.

Child Psychiatry Hum Dev 1995;25:241-

52.

Fleischer E, Knudsen A. Støtte til forældre

til selvmordstruede sønner og døtre – me-

todeovervejelser. Suicidologi 2012;17:20-

3.

Bloor M, Frankland J, Thomas M, Robson

K. Focus groups in social research. Lon-

don: Sage; 2001.

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 16

13/03/14 14.11

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014 ◆ 17

18.

Morgan DL. Focus groups as qualitative

research. 2nd ed. Thousand Oaks: Sage;

1997.

19.

Atkinson P, Housley W. Interactionism.

London: Sage; 2003.

20.

Halkier B. Fokusgrupper. 2 udg. Frede-

riksberg: Forlaget Samfundslitteratur;

2008.

21.

Patton MQ. Qualitative research and eva-

luation methods. 3rd ed. Thousand Oaks:

Sage; 2002.

22.

ten Have P. Doing conversation analysis.

London: Sage; 1999.

23.

Coffey A, Atkinson P. Making sense of

qualitative data. Complementary research

strategies. Thousand Oaks: Sage; 1996.

24.

Hutchby I, Wooffitt R. Conversation ana-

lysis. Cambridge: Polity Press; 1998.

25.

Charmaz K. Constructing grounded the-

ory. Charmaz K (ed.). Thousand Oaks:

Sage; 2006.

26.

Liamputtong P. Researching the vulne-

rable. London: Sage; 2007.

27.

Morgan DL. Reconsidering the role of in-

teraction in analyzing and reporting focus

groups. Qual Health Res 2010;20:718-22.

28.

Goffman E. Stigma. Hamondsworth:

Penguin; 1963.

29.

Andriessen K, Krysinska K. Essential

questions on suicide bereavement and

postvention. Int J Environ Res Public

Health 2012;9:24-32.

30.

Cerel J, Jordan JR, Duberstein PR. The

impact of suicide on the family. Crisis

2008;29:38-44.

31.

Cvinar JG. Do suicide survivors suffer so-

cial stigma: a review of the literature. Per-

spect Psychiatr care 2005;41:14-21.

32.

Trepal HC, Wester KL, MacDonald CA.

Self-Injury and postvention: Responding

to the family in crisis. Fam J 2006;14:342-

8.

33.

Miles MB, Huberman AM. Qualitative

data analysis. Thousand Oaks: Sage; 1994.

Klinisk_Sygepleje_2-2014.indd 17

13/03/14 14.11