Et styrket sammenhængende
sundhedsvæsen lyder flot, men …
Mennesker med nogle af de sværeste kroniske lidelser må ikke tabes i spillet om, hvem der skal
have nye penge i sundhedsvæsenet
Af Jens-Otto Skovgaard Jeppesen, Jeanette Skjeldborg og Philip Rendtorff – sammenslutningen af
specialesygehusene i Danmark*)
Regeringens udspil ”jo før – jo bedre” til et styrket sammenhængende sundhedsvæsen i august
rummer gode takter med ikke mindst et fokus på mennesker med kroniske lidelser, fastholdelse af
udredningsretten og behovet for at sundhedsvæsenets 3 parter – praksis, sygehuse og kommuner -
styrker deres indbyrdes samarbejde, så patienten oplever en stærkere sammenhæng i forløbet end
hidtil.
Det er ikke nytænkning – men kendte og centrale emner med nye vinkler. Søjletænkningen i
sundhedsvæsenet er velkendt, og bør til stadighed have bevågenhed fra de centrale
sundhedsmyndigheder.
I de to sidste års økonomiaftaler med regioner og kommuner har regeringen sat et
fælles sammenhængende sundhedsvæsen
på dagsordenen. Det er tiltrængt, og forhåbentligt er
dette fokus kommet for at blive nogen tid frem – for det tager tid at få en sådan strategi til at
bundfælde sig og give resultater.
Sammenhæng mere
og andet end pakker
Sammenhæng i sundhedsvæsenet er nemlig mere end pakkeforløb indenfor nogle af de store
sygdomsgrupper som kræft, hjerte-karlidelserog diabetes.
Mange mennesker må dagligt lide under svære kroniske lidelser, , som ikke kan løses i et hurtigt og
effektivt pakkeforløb – efterfulgt af halvårlige eller årlige ambulante kontrolbesøg. For generne og
symptomerne forsvinder ikke bare af sig selv.
De mærkes hver dag – som utryghed, manglende formåen på arbejdspladsen og i
hjemmet. Ganske mange har vanskeligheder med at mestre egen situation og frekventerer
sundhedsvæsenet igen og igen. Det er ganske enkelt undervurderet, hvad det betyder at have
svære kroniske lidelser.
Det sammenhængende patientforløb opleves for mange mennesker som en
forestilling og en forventning, som bare ikke bliver indfriet.
Specialsygehusene
Specialsygehusene under § 79 i Sundhedsloven udreder og behandler en række tunge patienter,
som for en stor del har kroniske lidelser. Sygehusene er godkendt af Sundhedsstyrelsen og optaget
i Specialplanen med specialiserede funktioner (højt specialiserede og regionsfunktioner), og der er
indgået driftsoverenskomst med de 5 Regioner for hvert af specialsygehusene.
Specialsygehusene får henvist patienter fra almen praksis, speciallægepraksis og de
offentlige sygehuse – herunder universitetshospitalerne.
Specialsygehusene er uundværlige som en brik i det samlede sundhedsvæsen – pga
deres særskilt specialiserede
kliniske kompetencer, der arbejder tværfagligt integreret på tværs
af sundhedsfaglige og andre andre fagkompetencer i dedikerede mulitidisciplinære teams, og
har velindrettede fysiske faciliteter til formålet.