PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 599
Offentligt

Årsberetning 2013

Patientskadeankenævnet

Titel:

Årsberetning 2013, Patientskadeankenævnet

Patientombuddet

Finsensvej 15

2000 Frederiksberg

URL:

http://www.patientombuddet.dk

Format: pdf

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indhold

Forord .......................................................................................................................... 4

1 Indledning ................................................................................................................. 5

2 Præsentation af Patientskadeankenævnet ...................................................................... 7

3 Nøgletal ..................................................................................................................... 8

4 Sagsgang ................................................................................................................ 12

4.1 Indhentelse af oplysninger ................................................................................... 12

4.2 Sagens forberedelse ............................................................................................ 12

4.3 Nævnsbehandling ................................................................................................ 12

4.4 Afgørelsens indhold ............................................................................................. 13

4.5 Orientering om afgørelsen .................................................................................... 13

5 Eksempler på typiske nævnsafgørelser ........................................................................ 14

5.1 Kravet om en behandlingsudløst skade .................................................................. 15

5.2 Ansvarsgrundlaget .............................................................................................. 18

5.3 Fejldiagnoser/forsinket diagnosticering .................................................................. 28

5.4 Ulykkestilfælde ................................................................................................... 31

6 Sager ved domstolene ............................................................................................... 33

6.1 Klager til Folketingets Ombudsmand ...................................................................... 33

6.2 Sager ved retten ................................................................................................. 33

7 Læring .................................................................................................................... 44

7.1 Patientskadeankenævnet og Læringsenheden ......................................................... 44

7.2 Internationalt samarbejde .................................................................................... 44

7.3 Kvalitetsudvikling og kvalitetssikring ..................................................................... 45

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forord

Jeg har siden 2010 været formand for Patientskadeankenævnet. Formandsskabet udgøres

yderligere af syv næstformænd. Formanden og næstformændene varetager hver en fast

nævnsafdeling, der holder månedlige møder, hvor afgørelserne bliver truffet.

Patientskadeankenævnet er ankeinstans for Patientforsikringens afgørelser om erstatning for

patientskader, og formanden/næstformændene har her til opgave at lede nævnsmøderne og

holde et kort oplæg om hver enkelt sag, før den bliver behandlet. I nævnsmøderne deltager

som udgangspunkt otte medlemmer, der repræsenterer en ligelig sammensætning af hen-

holdsvis lægelig og juridisk ekspertise samt partsinteresser.

Nævnssekretariatet er fra 2011 placeret i Patientombuddets Erstatningscenter, hvor sagerne

bliver forberedt og lagt til rette af et sekretariat med sagsbehandlere, der har en juridisk eller

kontormæssig baggrund.

Patientskadeankenævnet har de seneste år modtaget flere og flere nye ankesager, og vi har

derfor gennem årene udvidet med nye faste nævnsafdelinger med henblik på at få afgjort sa-

gerne indenfor en rimelig tid. Det blev således også nødvendigt i 2013 at udvide med endnu en

ny 8. nævnsafdeling for at kunne følge med udviklingen.

Det lykkedes os i 2013 at afslutte mere end 2300 sager, hvilket fuldt ud levede op til de fast-

satte mål. Det lykkedes os samtidig, trods udfordringer med stigende sagstilgang og overgang

til fuld elektronisk sagsbehandling, at holde en gennemsnitlig samlet sagsbehandlingstid på

under 6 mdr.

2013 var således et travlt år men med tilfredsstillende resultater, og vi vil også i 2014 arbejde

frem mod fortsat at levere afgørelser af så høj kvalitet som muligt inden for en rimelig tid.

Jan Uffe Rasmussen

formand

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1 Indledning

Patientskadeankenævnet bliver sekretariatsbetjent af Patientombuddets Erstatnings-

center. Nævnet fungerer som en selvstændig juridisk enhed, der er uafhængigt i sin

virksomhed.

Patientskadeankenævnet har de seneste år oplevet en kraftig stigning i antallet af an-

kesager, og det blev derfor nødvendigt i 2013 at udvide Patientskadeankenævnets

faste nævnsafdelinger med en ny afdeling, så Patientskadeankenævnet nu består af

otte faste nævnsafdelinger med hver otte faste medlemmer, der mødes månedligt.

Der blev i 2013 nævnsbehandlet over 2.200 sager, og stigningen ser ud til at fortsæt-

te de næste år. Trods den kraftige stigning i antallet af sager lykkedes det igen i 2013

både at afslutte endnu flere sager end tidligere år og at fastholde den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid på et lavt niveau.

Alt i alt blev 2013 resultatmæssigt et meget tilfredsstillende år, og der vil i de følgen-

de afsnit blive redegjort nærmere for nævnets virksomhed og de typer af sager, som

nævnet behandler.

Lovændringer på patientforsikringsområdet

Der er i 2013 tilkommet flere lovændringer på området, som uddybes nedenfor.

Ændret finansiering af patientskadeerstatninger for den private sundhedssektor.

Folketinget vedtog den 27. juni 2013 en ændring af klage- og erstatningsloven (L

227), som bl.a. indebar, at en tidligere vedtaget ændring af finansieringen af patient-

skadeerstatninger for den private sundhedssektor, der skulle træde i kraft, blev ud-

skudt fra den 1. juli til den 1. september 2013.

De nye regler betyder, at private sygehuse, private klinikker og privatpraktiserende

speciallæger selv skal finansiere patientskadeerstatninger for de omfattede behandlin-

ger på deres område. Hidtil har regionerne finansieret erstatninger for skader sket i

den private sektor. Det er nu lovpligtigt for private sygehuse, klinikker og praktise-

rende speciallæger at tegne forsikring for de omfattede behandlinger og undersøgel-

ser.

Med den seneste lovændring er også speciallægepraksisser med speciale i almen me-

dicin, som ikke virker efter overenskomst med regionen, omfattet af den nye finansie-

ringsordning. Der er efterfølgende indgået ny aftale mellem regionerne og de alment

praktiserende læger, så alment praktiserende læger, der er tilsluttet overenskomsten,

ikke har forsikringspligt for patientskader.

Den nye finansieringsordning ændrer ikke ved patienternes ret til erstatning, der lige-

som før følger reglerne i klage- og erstatningsloven samt erstatningsansvarsloven.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ændret sammensætning af Patientskadeankenævnet

Den 1. juli 2013 trådte nye regler i klage- og erstatningsloven om sammensætningen

af Patientskadeankenævnet i kraft. Den nye sammensætning vedtog Folketinget i de-

cember 2012, men reglerne blev præciseret med L 227.

Nævnet er fra den 1. juli 2013 sammensat af:

1 formand eller næstformand (dommer)

2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen

1 medlem udpeget af regionsrådene i forening

1 medlem udpeget af KL

1 medlem udpeget af Advokatrådet og

2 ud af 3 medlemmer udpeget af hhv. Forbrugerrådet, Danske Handicaporganisationer

og Danske Patienter

De medlemmer, som er udpeget af Forbrugerrådet, Danske Handicaporganisationer

og Danske Patienter skiftes til at deltage i nævnsmøderne, sådan at nævnet fortsat

består af i alt otte medlemmer i hver afdeling.

Nævnet er efter ændringen beslutningsdygtigt, når nævnet ved afgørelsen af den en-

kelte sag består af formanden/næstformanden samt mindst fire medlemmer, heraf

mindst et medlem udpeget af Sundhedsstyrelsen, et medlem udpeget af Advokatrå-

det, et medlem udpeget af regionerne eller KL og et medlem udpeget af Forbrugerrå-

det, Danske Handicaporganisationer eller Danske Patienter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2 Præsentation af Patientskadeankenævnet

Patientskadeankenævnet behandler klager over afgørelser fra Patientforsikringen om

erstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet tager stilling til, om en patient

er kommet til skade som følge af en behandling eller en undersøgelse i sundhedsvæ-

senet. Det kan for eksempel være på et hospital eller hos egen læge. Nævnet kan og-

så tage stilling til erstatningsudmålingen som følge af en anerkendt patientskade. Når

der er truffet afgørelse i en sag, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative

system. Der er imidlertid mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene.

Patientskadeankenævnet er nedsat i medfør af § 34 i lov om klage- og erstatningsad-

gang inden for sundhedsvæsenet. Nævnet er organiseret i otte afdelinger, der ved

afgørelsen af den enkelte sag er sammensat af otte medlemmer, herunder en for-

mand, der er dommer og udpeget af ministeren for Sundhed og Forebyggelse. Næv-

net består også af to sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen, samt ét

medlem udpeget af Advokatrådet. Herudover er der udpeget to repræsentanter for de

driftsansvarlige, henholdsvis Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Indtil

1. juli 2013 var der også to patientrepræsentanter fra henholdsvis Danske Handicap-

organisationer og Forbrugerrådet, men fra den 1. juli 2013 har Danske Patienter også

udpeget patientrepræsentanter. Det betyder, at medlemmer udpeget af de tre pati-

entorganisationer skiftes til at deltage i nævnsmøderne med to medlemmer på hvert

møde.

Hver nævnsafdeling afholder et møde om måneden undtagen i sommerferieperioden,

hvilket svarer til 11 møder om året. Der blev således holdt i alt 81 møder i Patient-

skadeankenævnet i 2013. Møderne er ikke er offentlige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3 Nøgletal

Nye og afsluttede sager

Som det fremgår af figur 1, er antallet af nye sager steget kraftigt gennem årene,

men nævnet har i takt med tilgangen samtidig formået at slutte flere sager, så de to

kurver følges nogenlunde.

Sagsvækst

3000

2500

2000

Antal sager

Nye sager

Afsluttet

1000

1500

500

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013

Figur 1: Antallet af nye sager og afsluttede sager i perioden 2002-2013.

De seneste tre år har sagsstigningen dog været særlig kraftig, og det har ikke været

muligt at nå at afslutte sager i samme takt, som de er kommet ind. Nævnet modtog

således i 2013 2.677 nye sager, mens der blev afsluttet 2.336 sager. Vi havde bud-

getteret med at skulle afslutte 2.300 sager i 2012, så resultatet var meget tilfredsstil-

lende. Dog stiller det krav om en øget aktivitet i 2014 at opretholde den lave sagsbe-

handlingstid.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sagsbehandlingstid

12,0

10,0

8,0

Måneder

6,0

4,0

2,0

0,0

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

Figur 2: Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i perioden 2002-2013.

Opgørelsen viser den samlede tid, fra Patientskadeankenævnet modtager

klagen, til afgørelsen sendes til klageren. Det vil sige, at den tid sagen ligger

hos Patientforsikringen , hvor sagens akter og udtalelser skal indhentes, er

medregnet i opgørelsen.

Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Patientskadeankenævnet er

faldet støt henover årene, og at den siden 2009 har holdt sig under det fastsatte mål

på gennemsnitligt seks måneder. Der var i 2013 en mindre stigning i den gennemsnit-

lige sagsbehandlingstid. Det skyldes primært , at der blev indført et nyt ESDH-system

til digital sagsbehandling henover årsskiftet til 2013, og der derfor blev truffet færre

afgørelser i starten af året samtidig med, at sagstilgangen steg mere end ventet.

Selvom det blev indhentet, så der samlet blev truffet det planlagte antal afgørelser ,

har det dog haft betydning for disse sagers sagsbehandlingstid. Det var derfor i 2013

ikke muligt at nå vores målsætning om at holde den interne sagsbehandlingstid (dvs.

fratrukket den tid, sagen ligger hos Patientforsikringen til indhentelse af udtalelse og

sagens akter) på under 5 måneder. Vi brugte i 2013 5,17 mdr. på sagsbehandling in-

ternt, hvilket dog var tilfredsstillende under de givne omstændigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Nævnets afgørelser

Patientombuddet indførte pr. 1. januar 2013 et nyt ESDH-system, der muliggør en

mere detaljeret registrering af nævnets afgørelser, end hvad var muligt tidligere. Op-

gørelsen i tabel 1 adskiller sig derfor fra oversigterne i forrige års årsberetninger.

Nu er det derfor muligt at opgøre, i hvilket omfang nævnets tiltrædelsesafgørelser

fordeler sig på sager om henholdsvis ansvar og erstatning, ligesom det nu kan opgø-

res, om ændringsafgørelser sker til fordel for patienten eller den erstatningsansvarlige

part.

Kategorien ’Tiltrædelser’ dækker over de sager, hvor nævnet var enig i Patientforsik-

ringens afgørelse. Kategorien ’Ændringer’ er de sager, hvor nævnet ikke var enig og

derfor har ændret afgørelsen. Som det fremgår af tabellen, ændrede nævnet Patient-

forsikringens afgørelse i 14 procent af sagerne, hvilket er på niveau med de foregåen-

de år, hvor ændringsprocenten lå på ca. 13. Se i øvrigt årsberetningens afsnit 4.4.

Tabel 1: Oversigt over resultatet af afgjorte sager i 2013.

Afgørelsesinformation

Stillingtagen til Patientforsikrin-

antal procent

gens afgørelser

Tiltrædelser:

1.735 86%

Ansvar

1.181 59%

Erstatning

369

18%

Andet

185

Ændringer:

274

14%

Ansvar ændret til skade for patienten

3,2%

Ansvar ændret til fordel for patienten

102

5,1%

Ændret, andet

0,8%

Forhøjelse af erstatning

3,5%

Nedsættelse af erstatning

0,3%

Hjemvist til Patientforsikringen

0,9%

I alt

2.009 100%

Andet:

Afvisning pga. klagefrist overskredet

Afgørelse om genoptagelse

Afgørelse om ikke grundlag for genop-

tagelse

Andet

Afgørelser i alt

Afsluttet uden afgørelse

Afsluttede sager i alt

215

118

2.224

112

2.336

Opgørelsen omfatter alle sager, Patientskadeankenævnet afgør, dvs. både sager der

afgøres på nævnsmøde, og sager der sluttes ved formandsafgørelse. Der blev i 2013

truffet 329 formandsafgørelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Patientskadeankenævnets forretningsorden giver formanden kompetence til at afgøre

sager, der ikke frembyder tvivl, hvilket f.eks. kan være sager om overskridelse af kla-

gefrister, eller sager hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde og lignende.

Antallet af sager, der blev afsluttet uden afgørelse, var i 2013 på 112. Det er hoved-

sagligt sager, hvor anken trækkes tilbage, inden nævnet træffer afgørelse eller sager,

hvor Patientforsikringen under ankesagen vælger at genoptage sagen til fornyet be-

handling.

Sagernes fordeling på regioner/kommuner

Antallet af afgjorte ankesager fordeler sig på regioner og kommuner i 2013 procent-

vis, som det fremgår af figur 3.

2013

0,2%

20%

35%

Region Hovedstaden

Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

24%

12%

Region Nordjylland

Kommuner

Andre

Figur 3: Patientskadeankenævnets afsluttede sager i 2013 fordelt på regio-

ner og kommuner.

Figuren viser, at fordelingen af sager stort set svarer til årene før. Som det fremgår,

er regionerne erstatningsansvarlige for stort set alle langt det meste af behandlingen i

de afgjorte sager. Al behandling, der foregår i det private, herunder på privathospita-

ler osv. er også inkluderet . Regionerne er nemlig fortsat, i de sager nævnet afgjorde

i 2013 , erstatningsansvarlige for skader sket ved behandling i det private. Som

nævnt i afsnit 1 er de private sygehuse, klinikker og praktiserende speciallæger fra 1.

september 2013 erstatningsansvarlige og skal derfor tegne forsikring for de omfattede

behandlinger og undersøgelser. Det vil opgørelsen for 2014 og fremefter afspejle.

Kommunerne dækker behandling i forbindelse med de kommunale sundhedsydelser,

men der er, som figuren viser, kun ganske få sager, og de udgør mindre end 0,2 % af

det samlede antal sager.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4 Sagsgang

Nedenfor beskrives sagsgangen i Patientskadeankenævnet.

4.1 Indhentelse af oplysninger

Når Patientombuddets Erstatningscenter, der er sekretariat for Patientskadeankenæv-

net, modtager en klage over en afgørelse fra Patientforsikringen, oprettes der en sag.

Der undersøges i den forbindelse, om klagefristen på tre måneder er overholdt. Pati-

enten bliver bedt om samtykke til, at der kan indhentes relevante oplysninger. Heref-

ter beder sekretariatet Patientforsikringen om at udtale sig om klagen og sagens ak-

ter. Når sekretariatet får materialet, får sagens parter, ofte patient og region, en kopi

af udtalelsen og bliver bedt om eventuelle bemærkninger.

Hvis der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter sekretariatet disse. Det kan

f.eks. være journaler fra sygehus eller læge, kommunale akter eller oplysninger

fra patienten selv.

4.2 Sagens forberedelse

Når alle oplysninger er modtaget, gennemgår sekretariatet alle sagens akter. I de fle-

ste tilfælde forelægges sagen derefter for en af de interne lægekonsulenter, der er

tilknyttet sekretariatet. Lægekonsulentens udtalelser er alene vejledende for nævnet.

4.3 Nævnsbehandling

Klageren vil to til tre uger, inden sagen skal behandles på nævnsmøde, få besked om

den præcise mødedato. Møderne er ikke offentlige. På mødet vil nævnet afgøre sagen.

Hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, bestemmer flertallet. Hvis det ikke er mu-

ligt at afgøre sagen på mødet, vil parterne få besked herom. Sagen kan i nogle tilfæl-

de blive udsat, hvis der f.eks. skal indhentes supplerende oplysninger.

Hvis det vurderes, at der ikke foreligger tvivl i sagen, kan formanden jf. nævnets for-

retningsorden afgøre den på nævnets vegne. Det er typisk i sager kun om erstat-

ningsberegning, sager hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde, sager der

bedes genoptaget, sager hvor der mangler klageberettigelse, klager over aktindsigt,

sager hvor betingelserne for at anerkende erstatningsansvar efter loven anses for

klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede, og forældede sager eller sager om over-

skridelse af klagefrist. I 2013 udgjorde formandsafgørelserne knap 15 procent af de

afgjorte sager i Patientskadeankenævnet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.4 Afgørelsens indhold

Patientskadeankenævnet kan forhøje eller nedsætte erstatningen. Afgørelsen i en sag

kan ende med:

•

at Patientskadeankenævnet tiltræder Patientforsikringens afgørelse, dvs. at

nævnet når frem til det samme resultat som Patientforsikringen,

at Patientskadeankenævnet helt eller delvist ændrer Patientforsikringens afgø-

relse, eller

at sagen skal behandles på ny af Patientforsikringen

I 2013 ændrede Patientskadeankenævnet i cirka 14 procent af tilfældene Patientfor-

sikringens afgørelse. Når nævnet behandler en klage over en afgørelse fra Patientfor-

sikringen, kan nævnet også ændre eventuelle tidligere afgørelser i sagen, uanset om

der er klaget over disse. Sådanne ændringer kan betyde, at erstatningen forhøjes,

nedsættes eller bortfalder.

4.5 Orientering om afgørelsen

Inden for cirka en uge efter nævnsmødet modtager parterne afgørelsen i sagen. Det

vil fremgå af den, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort

efter. Hvis der er en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, kan man bede om at få

udtalelsen, når sagen er afgjort. Det gælder, selv om der er tale om et internt notat.

Når Patientskadeankenævnet har afgjort sagen, er der ikke flere klagemuligheder i

det administrative system. Hvis en part ikke er enig i Patientskadeankenævnets afgø-

relse, er der mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene. I det tilfælde skal par-

ten - evt. i samarbejde med en advokat - indgive en stævning ved retten. Sagen

skal i så fald indbringes for domstolene inden seks måneder efter, at afgørelsen er

meddelt. Denne frist er lovbestemt og fremgår af klage- og erstatningsloven.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5 Eksempler på typiske nævnsafgørelser

Indtil 1992 blev patienters adgang til at få erstatning reguleret efter den almindelige

erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel. Patienten skulle bevise, at der var

sket en skade i forbindelse med behandlingen, og at skaden skyldtes forsætlig eller

uagtsom adfærd. Det var med andre ord svært at få erstatning.

I 1992 trådte patientforsikringsloven i kraft. Lovens hovedformål var at indføre en

ordning, der sikrer patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning,

når de er blevet skadet ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt

hospital. Før var de fleste amter dækket af et forsikringsselskab ved patientskader, ,

men i dag er alle regioner selvforsikrende.

Oprindeligt omfattede patientforsikringsloven kun fysiske skader, men pr. 1. januar

2004 blev loven udvidet til også at dække psykiske skader. Dækningsområdet blev

også udvidet, så behandling på blandt andet privathospitaler, hos vagtlæger og hos

privatpraktiserende læger blev omfattet.

I dag er alle regler om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet sam-

let i én lov: Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage-

og erstatningsloven), der trådte i kraft den 1. januar 2007.

Loven opstiller en række kriterier for, om en skade er er omfattet af loven. Reglerne i

erstatningsansvarsloven fastsætter erstatningens størrelse. Klage- og erstatningslo-

ven har dog den begrænsning, at der kun gives erstatning, hvis den samlede erstat-

ning overstiger 10.000 kroner.

Nedenfor gennemgås et udsnit af de afgørelser, som Patientskadeankenævnet traf

efter klage- og erstatningsloven i 2013. De refererede afgørelser er valgt, fordi de gi-

ver et indblik i de grundlæggende betingelser for, om en skade er omfattet af loven.

Betingelserne fremgår af lovens §§ 19 til 23.

Afgørelserne er inddelt efter hvilken paragraf, de primært vedrører, så de er lettere at

forstå, og for hver paragraf gennemgås også kort bestemmelsens indhold.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.1 Kravet om en behandlingsudløst skade

§ 19, stk. 1 (kravet om en behandlingsudløst skade)

§ 19, stk. 1. Der ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til patienter eller efter-

ladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, be-

handling el.lign. (…).

Som det fremgår af bestemmelsen, er det et krav, at patienten har en skade, og at

skaden opstod i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Det er ikke

betinget, at patienten skal have mén efter behandlingen. En skade i lovens forstand

kan derfor godt bestå i en forlænget sygeperiode, fordi patienten måtte opereres igen.

§ 19, stk. 1, skal læses i sammenhæng med § 20, stk. 1, hvor det fremgår, at skaden

”med overvejende sandsynlighed” skal være forvoldt på én af de i § 20 nærmere spe-

cificerede måder. I princippet er selv en minimal sandsynlighedsovervægt tilstrække-

lig (det vil sige lidt over 50 procent).

Der er ikke tale om skader i lovens forstand, hvis behandlingen ikke har den ønskede

effekt, eller hvis der er givet utilstrækkelig information om eventuelle risici før be-

handlingen.

Afgørelser efter § 19, stk. 1:

Manglende effekt af operationer for nedgroet tånegl (12/1435)

En 16-årig dreng blev i perioden fra marts 2007 til februar 2010 opereret

syv gange for nedgroet negl og deraf følgende gentagne infektioner i store-

tåen. Han søgte erstatning, fordi han trods de mange operationer ikke opnå-

ede et tåleligt resultat. Ved hver operation fandt man neglerester, og klager

mente derfor, det måtte være et udtryk for, at operationerne ikke var udført

grundigt nok.

Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at drengen ikke

var påført en skade i lovens forstand. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på,

at der var god indikation for alle operationerne, som var udført med korrekt

metode. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det selv ved korrekt udførte

operationer er hyppigt forekommende, at neglen gendannes. Dette skyldes

dog ikke med overvejende sandsynlighed behandlingen, men derimod karak-

teren af grundlidelsen.

Sagen er et eksempel på, at manglende effekt af en iværksat behandling

ikke er ensbetydende med, at der er sket en skade i lovens forstand. Det må

i hvert enkelt tilfælde konkret vurderes, om behandlingen med overvejende

sandsynlighed er årsag til den manglende effekt. Hvis det er under 50 %

sandsynligt, er betingelsen om overvejende sandsynlighed ikke opfyldt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Tidsmæssigt sammenfald mellem behandling og gener var ikke nok

til at anerkende patientskade (13/4056)

En 64-årig mand skulle i 2012 have indopereret en ny aortaklap. Han havde

i 1995 haft en diskusprolaps i nakken og var derfor førtidspensioneret. End-

videre fik han i 2001 et såkaldt piskesmæld i nakken. Under operationen i

2012 var der problemer med at placere tuben i halsen. Efter et par forsøg

lykkedes det dog med fiberoptik. Selve operationen forløb planmæssigt. Ef-

ter operationen klagede manden dog over, at han blandt andet havde fået

smerter i nakken og kvælningssymptomer. Han mente, at generne skyldtes,

man havde taget for hårdt fat i hans hoved, da tuben blev lagt.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderede, at det ikke

var overvejende sandsynligt, at manden var påført en skade som følge af

behandlingen. Der blev blandt andet lagt vægt på, at intuberingen var fore-

taget i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist på området

ville have handlet. Man var således opmærksom på, at manden havde en

tidligere diskusprolaps i nakken, og efter et mislykket forsøg på anlæggelse

af tuben foretog man uproblematisk anlæggelse med fiberoptik. Endvidere

blev der lagt vægt på, at der hverken var billeddiagnostiske eller neurologi-

ske fund, der kunne understøtte en årsagsforbindelse mellem generne og

behandlingen. Den omstændighed, at der var tidsmæssig sammenhæng, var

ikke tilstrækkeligt til, at generne med overvejende sandsynlighed kunne an-

ses for udløst af behandlingen.

Sagen er et eksempel på, at et tidsmæssigt sammenfald mellem en behand-

ling og nogle geners opståen ikke er tilstrækkeligt til, at generne med over-

vejende sandsynlighed kan anses for udløst af behandlingen.

Metal-mod-metal protese var ikke årsag til hoftegener (13/664)

En 63-årig mand med slidgigt i den ene hofte fik i 2008 indsat en såkaldt

metal-mod-metal hofteprotese. Operationen forløb som planlagt, men ved 8-

ugerskontrollen klagede manden over smerter på siden af hoften. Man fast-

slog, at det drejede sig om en irriteret slimsæk og iværksatte medicinsk be-

handling og flere blokader uden vedvarende effekt. I 2012 tog man en blod-

prøve, der ikke viste forhøjede metalioner i blodet.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderede, at manden

ikke var påført en skade som følge af behandlingen, selv om det er doku-

menteret, at metal-mod-metalproteser kan give et dårligere behandlingsre-

sultat. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen var i overensstemmelse med

den standard, der kan forventes af en erfaren specialist på området. Ved

ultralydsscanning var der påvist en irriteret slimsæk, som var forsøgt rele-

vant behandlet med blokader. Nævnet lagde endvidere vægt på, at blodprø-

ven ikke viste forhøjede metalioner i blodet, hvilket ellers kunne tyde på

slidtageproblemer med protesen. Endelig var mandens gener almindeligt

kendte efter indsættelse af en kunstig hofte.

Sagen er et eksempel på, at gener efter, en metal-mod-metalprotese er sat

ind, ikke i sig selv berettiger til erstatning, selv om det er dokumenteret, at

denne type proteser kan give et dårligere behandlingsresultat. Også her skal

der være konkrete omstændigheder, der understøtter, at netop den protese-

type er skyld i gener, og at der ikke blot er tale om manglende/utilstrækkelig

effekt af behandlingen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Utilstrækkelig undersøgelse hos egen læge gav ikke ret til erstatning

(13/2915)

En 54-årig kvinde kontaktede i september 2011 vagtlægen på grund af

stærke smerter i lænden. Vagtlægen undersøgte urinen og mistænkte, at

der var blod i. Han ordinerede smertestillende medicin og anbefalede kvin-

den at henvende sig til egen læge med henblik på videre udredning. Få dage

senere kontaktede kvinden egen læge, der bestilte et røntgenbillede. Billedet

viste, at kvinden havde en fremadglidning af den nederste hvirvel i lænde-

ryggen. Hun blev henvist til fysioterapeut og måneden efter til reumatolog

på grund af fortsatte gener. Reumatologen fandt det i november 2011

uklart, hvad der var årsag til rygsmerterne og ordinerede en MR-scanning.

Scanning viste, at kvinden havde kræftmetastaser i de øverste lændehvirvler

og i de nederste brysthvirvler. Nærmere udredning på sygehus viste, at der

var tale om metastaser fra kræft i nyrebækkenet, og at kræften tillige havde

spredt sig til binyrer og lunger. Kvinden blev behandlet med stråler, men

afgik ved døden i februar 2012.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at egen læge

burde have undersøgt kvindens ryg i september 2011, ligesom blodet i uri-

nen burde være udredt nærmere. Da kvinden, før hun opsøgte vagtlægen,

havde haft smerter i ryggen gennem længere tid, og da der i starten af ja-

nuar 2012 blev fundet spredning til både binyrer og lunger, var sygdommen

dog med overvejende sandsynlighed uhelbredelig i september 2011. Selv om

undersøgelsen hos egen læge ikke var i overensstemmelse med, hvordan en

erfaren specialist på området ville have handlet, var kvinden derfor ikke ble-

vet påført en erstatningsberettigende skade.

Afgørelsen er et eksempel på lovens krav om, at der skal være indtrådt en

skade, før der kan ydes erstatning. Den omstændighed, at udredningen var

under normen for, hvordan en erfaren specialist på området ville have hand-

let i en lignende situation, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt. Det skal

være overvejende sandsynligt, at en anderledes behandling ville have haft

en betydning for længden af sygeperioden, omfanget af gener og/eller den

statistiske sandsynlighed for at overleve sygdommen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.2 Ansvarsgrundlaget

§ 20, stk. 1 (ansvarsgrundlaget)

§ 20, stk. 1. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt

på en af følgende måder:

1) Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under

de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling

el.lign., hvorved skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet ud-

styr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,

3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af

en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud

fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patien-

tens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behand-

ling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere

omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages

hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt

samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens

indtræden i betragtning.

KEL § 20 stk. 1, nr. 1-4, anvendes på den måde, at man først undersøger, om nr. 1 er

opfyldt. Hvis dette er tilfældet, ydes der erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 1. Hvis ska-

den ikke falder ind under nr. 1, går man videre og undersøger, om den eventuelt fal-

der ind under nr. 2 og så fremdeles.

§ 20, stk. 1, nr. 1, kaldes også specialistreglen. Der er tale om en specialistmålestok,

hvor udgangspunktet er, hvordan en erfaren specialist på området ville handle under

de givne forhold, og hvorvidt skaden med overvejende sandsynlighed ville kunne væ-

re undgået med denne behandling. Det er derfor uden betydning, hvilke individuelle

forudsætninger den behandlende læge havde.

Patienten er ikke berettiget til erstatning, hvis der som følge af politiske beslutninger

om ressourcerne på det enkelte sygehus ikke kan tilbydes den behandling eller under-

søgelse, som den erfarne specialist finder nødvendig. Den erfarne specialist skal dog i

disse situationer efter omstændighederne sørge for henvisning/overflytning af patien-

ten til et sygehus, der kan tilbyde den relevante behandling.

Når det vurderes, hvilken behandling en erfaren specialist på området ville iværksæt-

te, skal oplysninger og viden fra behandlingstidspunktet lægges til grund. Viden, der

er fået siden, om patientens sygdom eller nye behandlingsmetoder, som man ikke

5.2.1 Specialistreglen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

havde på behandlingstidspunktet, må altså ikke vægtes ved vurderingen af, hvad en

erfaren specialist, ville gøre.

§ 20, stk. 1, nr. 2, er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i apparatur,

herunder udstyr brugt under en operation, implantater, proteser med videre. Hvis ud-

styret er anvendt forkert af den behandlende sundhedsperson, hører det under spe-

cialistreglen, da man forudsætter, at den erfarne specialist kan bruge udstyr inden for

specialet korrekt.

5.2.2 Svigt i apparatur

5.2.3 Ligeværdig behandlingsmetode

§ 20, stk. 1, nr. 3, dækker skader, der set i bakspejlet kunne være undgået ved valg

af en anden ligeværdig behandlingsmetode. Reglen har et meget snævert anvendel-

sesområde, da det er sjældent, at der findes to behandlingsteknikker, der ud fra et

lægeligt synspunkt er helt lige gode til behandling af en patient. Hvis der i den kon-

krete situation er en blot minimal lægelig præference for den ene metode, kan meto-

derne ikke anses for ligeværdige i lovens forstand.

5.2.4 Rimelighedsreglen

§ 20, stk. 1, nr. 4, kaldes også rimelighedsreglen, fordi bestemmelsen omfatter ska-

der, der er mere sjældne og alvorlige, end hvad patienten med rimelighed må tåle.

Meningen med reglen er at fastslå, at patienter selv må bære visse risici for komplika-

tioner til behandlingen, fordi de eventuelle komplikationer er af underordnet betydning

i forhold til de følger, som grundsygdommen, dvs. den sygdom, patienten behandles

for, sandsynligvis ville have fået, hvis behandling ikke var sat i værk. Det betyder, at

komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest

ikke er omfattet, men det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en hændelig

skade må tåles.

Grænsen for, hvornår en skade er sjælden, ligger normalt ved 1-2 procent. Skader,

der sker hyppigere, falder som udgangspunkt for sjældenhedskriteriet og giver derfor

ikke erstatning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1 (specialistreglen):

Rygbrud efter epileptisk anfald anerkendt (12/1951)

En 63-årig mand, der led af epilepsi, blev i maj 2010 indlagt til operation i

hoften. Han skulle have fjernet noget materiale, som han to år tidligere hav-

de fået indsat efter et hoftebrud. Efter operationen i 2010 blev han overflyt-

tet til et patienthotel, da der var gået infektion i såret. Efter nogle dages ind-

læggelse fik han et epileptisk anfald, som det bagefter blev konstateret hav-

de givet ham et brud på den øverste lændehvirvel. Før han blev indlagt var

han i forebyggende behandling mod

epilepsi og havde ikke haft anfald i flere år. Mens han var indlagt ændrede

man medicineringen, så han kun fik en tredjedel af den normale dosis fore-

byggende medicin.

Patientforsikringen vurderede, at der ikke var grundlag for at yde erstatning,

da behandlingen med forebyggende medicin havde været relevant. Det epi-

leptiske anfald og følgerne heraf kunne derfor ikke anses som en skade i lo-

vens forstand.

Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og anerkendte, at patienten

var påført en erstatningsberettigende skade. Nævnet lagde vægt på, at man

under indlæggelsen kun havde ordineret en tredjedel af den vanlige epilep-

simedicin, hvilket ikke stemte overens med, hvordan en erfaren specialist på

det pågældende område ville have handlet. Nævnet fandt også, at den redu-

cerede dosis med overvejende sandsynlighed var årsag til, at manden fik et

epileptisk anfald, som førte til brud på en ryghvirvel.

Sagen er et eksempel på, at hospitalet, når en patient er indlagt, har ansva-

ret for, at patienten behandles forsvarligt – både hvad angår den lidelse,

som patienten er indlagt for at få behandlet og øvrige lidelser. Hvis patienten

får en skade, der med overvejende sandsynlighed skyldes, at behandlingen

ikke har været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, er

patienten som udgangspunkt berettiget til erstatning for de skadelige følger,

der kunne være undgået ved en anderledes behandling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Liggesår kunne være undgået (12/2389)

En 62-årig mand blev i november 2011 indlagt med sprængt kranspulsåre i

maven. Han fik foretaget en akut operation med udskiftning af pulsåren (bi-

femoral bypass). Han blev bagefter overflyttet til intensiv afdeling, hvor han

var kritisk syg med påvirkede lunger, kredsløb og nyrer. Han måtte under

forløbet opereres i tarmen, hvor man fjernede noget af den og lagde en sto-

mi. Efter 10 dages indlæggelse noterede man, at manden havde tegn på be-

gyndende liggesår, men trods tiltag med at vende manden hyppigere i sen-

gen udviklede han et betydeligt liggesår på venstre balle. Manden blev ud-

skrevet efter en måned, men havde herefter et langt sårhelingsforløb, som

førte til flere indlæggelser for at få behandlet liggesåret.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingen stemte overens med stan-

darden for en erfaren specialist på området, da man havde vendt manden

for at undgå liggesår. Der var således tale om en hændelig komplikation til

behandlingen. Henset til patientens livstruende sygdom både primært og

under indlæggelsen fandtes liggesåret dog ikke at gå ud over, hvad patien-

ten med rimelighed burde tåle.

Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, idet nævnet fandt, at behand-

lingen ikke havde fulgt standarden for en erfaren specialist. Nævnet lagde

vægt på, at manden havde høj risiko for at udvikle liggesår på grund af

blandt andet påvirket bevidsthedsniveau, immobilisering og flere organsvigt.

Sygehuset burde derfor have vurderet risikoen for liggesår og på den bag-

grund udarbejdet en pleje- og behandlingsplan med særligt fokus på ligge-

sår. Da der opstod tegn på begyndende liggesår burde man også have

iværksat yderligere tiltag for at undgå udviklingen af liggesår. Nævnet lagde

altså til grund, at man på sygehuset længe havde haft den relevante viden til

at forebygge og behandle liggesår, selv om der først blev sat et egentligt

mål for en systematisk indsats mod tryksår med Danske Regioners strategi-

plan i foråret 2012.

Sagen er et eksempel på, at specialiststandarden ikke nødvendigvis vurderes

ud fra de generelle retningslinier, der er på et sygehus. Hvis en erfaren spe-

cialist området må forudsættes at ville have iværksat en anderledes behand-

ling i den konkrete situation, kan der være grund til at anerkende en even-

tuel skade i henhold til specialistreglen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Operation af ankelbrud var ikke i overensstemmelse med erfaren

specialiststandard (13/1762)

En 54-årig mand blev i november 2010 opereret for et brud på venstre ankel.

Bruddet blev sat sammen med skinne og skruer. Manden havde efterfølgende

vedvarende smerter, instabilitet, krampetendens og føleforstyrrelser i anke-

len, hvorfor der blev udredt med en MR-skanning og røntgenundersøgelse.

Billederne viste, at der var fejlstilling af rullebenet i forhold til ankelknuden,

og manden måtte reopereres.

Patientforsikringen vurderede, at der ikke var grundlag for at yde erstatning,

da fejlstillingen med overvejende sandsynlighed skyldtes, at manden var ry-

ger og havde et større forbrug af alkohol, hvilket er væsentlige risikofaktorer

for nedsat knogleheling og efterfølgende skred i bruddet. Behandlingen havde

været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, og manden

ansås følgelig ikke for at være påført en erstatningsberettigende skade.

Patientskadeankenævnet vurderede, at behandlingen ikke havde fulgt den

standard, der kan forventes af en erfaren specialist på området. Nævnet lag-

de vægt på, at kontrol efter operationen viste asymmetri i ankelen med tegn

på fejlrotation af den yderste ankelkno. Nævnet fandt på den baggrund, at

bruddet ikke var sammensat korrekt, og at manden som følge heraf var på-

ført en skade i form af fejlstilling i ankelen medførende fejlbelastning, smer-

ter og nedsat bevægelighed.

Sagen er et eksempel på, at forværrede gener efter behandling af en lidelse

kan være en patientskade, hvis behandlingen afveg fra den erfarne specia-

lists standard, og hvis det anses for overvejende sandsynligt, at forværrin-

gen skyldes det forhold, at behandlingen afveg fra specialiststandarden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Skade efter behandling med kontrastvæske anerkendt (12/715)

En 40–årig kvinde med kronisk nyresygdom blev i september 2009 MR-

skannet, hvor man anvendte en kontrastvæske, der indeholdt grundstoffet

gadolinium. Stoffet kan føre til, at patienter med nedsat nyrefunktion ud-

viklwe nefrogen systemisk fibrose (sygdom som bl.a. kan medføre tyk, ru og

hård hud på især ben, ansigt og hænder). Kvinden udviklede efterfølgende

tiltagende stive led i kroppen samt stram og fast hud på anklerne og cirka 10

cm op ad benene. Biopsi kunne ikke entydigt fastslå, om kvinden havde ud-

viklet nefrogen systemisk fibrose, men hendes symptomer tydede på det.

Patientforsikringen vurderede, at der ikke kunne ydes erstatning for de op-

ståede gener, idet behandlingen med kontrastvæsken havde været i overens-

stemmelse med den erfarne specialists standard.

Patientskadeankenævnet fandt grundlag for at anerkende kvindens gener

som en patientskade. Nævnet vurderede, at behandlingen med den gadolini-

umholdige kontrastvæske ikke fulgte erfaren specialiststandard, da Sund-

hedsstyrelsen i februar 2007 kom med nye anbefalinger for at bruge gadoli-

niumholdig kontrastvæske ved MR-skanninger af nyrepatienter. Ifølge anbe-

falingerne burde det kontrastmiddel, som kvinden blev behandlet med, kun

bruges efter nøje overvejelse. Det fremgik ikke af journaloplysningerne, at

sygehuset havde overvejet brugen nøje. Nævnet lagde også vægt på, at der

var mange afdelinger i Danmark, hvor man undersøgte nyrepatienter uden at

bruge gadoliniumholdig kontrastvæske. Efter en samlet vurdering af oplys-

ningerne om kvindens sygehistorie fandt nævnet det overvejende sandsyn-

ligt, at kvindens gener i led og ankler skyldtes behandlingen med kontrast-

væsken.

Sagen er et eksempel på, at reglerne om erstatning for patientskader også

omfatter skader efter behandling med lægemidler, hvis behandlingen med

det pågældende lægemiddel ikke har fulgt den erfarne specialists standard.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der ikke var indikation for at ordinere læ-

gemidlet, eller hvis lægemidlet blev ordineret i for høje doser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 2 (svigt i apparatur):

Der blev i 2013 ikke behandlet sager, hvor skader efter apparatursvigt blev aner-

kendt af nævnet. Problemstillingen var dog blandt andet aktuel i sager om de såkaldte

metal-mod-metal hofteproteser og brystimplantatet PIP. De sager, som Patientskade-

ankenævnet havde, er dog alle afgjort efter andre bestemmelser end reglen om appa-

ratursvigt. Se f.eks. den oven for citerede afgørelse 13/664 om en metal-mod-

metalprotese, hvor nævnet vurderede, at mandens gener ikke med overvejende sand-

synlighed skyldtes den hofteprotese, som han fik indopereret.

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 3 (ligeværdig behandlingsmetode):

Posedialyse og hæmodialyse var ikke ligeværdige behandlinger

(12/877)

En 50-årig nyresyg mand, der siden år 2000 var i såkaldt posedialyse (me-

tode, hvor blodet renses ved brug af bughinden), udviklede i foråret 2011 en

tarmskade kaldet skleroserende peritonitis. Han søgte erstatning for skaden

og gjorde under sagen gældende, at skaden kunne være undgået, hvis man i

stedet for posedialyse havde behandlet ham med hæmodialyse (rensning af

blodet gennem et filter udenfor kroppen).

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderede, at posedia-

lyse og hæmodialyse ikke var ligeværdige behandlingsmetoder i lovens for-

stand. Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at begge dialysemetoder var

lige effektive til rensning af blodet for affaldsstoffer. Begge metoder medfør-

te en betydelig risiko for udvikling af forskelligartede skader, særligt ved

langvarig behandling. Den største akutte risiko ved posedialyse var, at pati-

entens ernæringstilstand kunne forværres, at der kunne opstå symptomer

fra mave og tarm, og at metoden kunne medføre behov for en risikofyldt

operation. Hæmodialyse kunne derimod give mange typer skader, herunder

blodpropper, forsnævringer i venerne og infektioner. Valget af behandlings-

metode afhang af den enkelte patients samlede situation. Posedialyse var

den mest anvendte metode, den var ikke farlig for langt de fleste patienter,

og den gav en større personlig frihed, fordi behandlingen kan udføres af pa-

tienten selv. Hæmodialyse udføres derimod i 4 timer 3 gange om ugen,

normalt på et hospital. Den metode blev derfor typisk valgt, når der ikke var

mulighed for posedialyse. Efter en samlet vurdering af dialyseformernes risi-

ci, ulemper og fordele sammenholdt med mandens situation – herunder at

han gerne ville kunne fortsætte med at arbejde - fandtes metoderne ikke at

være ligeværdige.

Sagen viser, at vurderingen af ligeværdighed ikke kun drejer sig om resulta-

tet af behandlingen. Der må konkret vurderes fordele og ulemper for den

pågældende patient, og hvis, den ene metode af forskellige grunde er at fo-

retrække frem for den anden metode, er eventuelle skader ikke omfattet af

§ 20, stk. 1, nr. 3.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 4 (rimelighedsreglen):

Nervegener i hånden efter operation for udposning på pulsåre måtte

tåles (12/1357)

En 76-årig mand blev i juli 2011 opereret for en større udposning på en

pulsåre (abdominalt aortaaneurisme). Operationen forløb umiddelbart plan-

mæssigt, men efter operationen klagede manden over en snurrende for-

nemmelse i lillefingeren og i håndkanten. Han havde svært ved at styre lille-

fingeren og nedsat kraft i fingrene, hvilket betød, at han tabte ting. Man

vurderede, at han under operationen havde fået påvirket ulnaris nerven i

forbindelse med lejringen.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderede, at der var

tale om en hændelig komplikation til behandlingen, og at skaden ikke var

alvorlig nok til at kunne anerkendes. Nævnet lagde vægt på, at et abdomi-

nalt aortaaneurisme er en særdeles alvorlig lidelse, som ubehandlet medfø

rer en ikke ubetydelig risiko for bristning og dermed en meget høj risiko for

at dø. Der blev endvidere lagt vægt på, at den gennemsnitlige dødelighed

ved denne type planlagte operationer var på 3-4 %.

Sagen er et eksempel på den afvejning, der må foretages af den opståede

skade i forhold til karakteren af den lidelse, der skal behandles (grundlidel-

sen). Ved vurderingen er det både relevant at se på alvoren af grundlidelsen

i ubehandlet tilstand og på risikoen for at dø som følge af operationen. Hvis

risikoen for at dø af behandlingen overstiger cirka 2 %, vil dødsfald som

komplikation være så hyppigt forekommende, at det som udgangspunkt ikke

kan anerkendes iht. § 20, stk. 1, nr. 4. Derfor vil mindre alvorlige skader

heller ikke give ret til erstatning. Der er dog altid tale om en konkret vurde-

ring.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kræft i transplanterede lunger gav ikke ret til erstatning (13/640)

En 48-årig kvinde fik i august 2011 en lungetransplantation. Hun led af en

arvelig lungesygdom, som betød, hendes lungefunktion var svært nedsat, og

hun var afhængig af konstant iltbehandling. Operationen forløb umiddelbart

planmæssigt. Cirka fem uger efter operationen blev hun dog indlagt med

svært påvirket almentilstand. Hun var svimmel, havde svært ved at trække

vejret og talebesvær og krampetilfælde. En scanning viste, at hun havde

mange kræftmetastaser i både lunger, lever og hjerne. Biopsier viste, at der

var tale om en meget sjælden bløddelskræft, som spredes med blodet via

lymfesystemet. Det viste sig efterfølgende, at flere andre patienter, der hav-

de fået organer fra samme donor, også var ramt af samme aggressive kræft-

type. Kvinden døde knap to måneder senere. Under sagen gjorde de pårø-

rende blandt andet gældende, at man ved komplikationsrisikoen skulle se på

den netop indtrådte komplikation med kræft i de transplanterede lunger –

ikke på den helt overordnede og generelle komplikationsrisiko. Risikoen for

at få transplanteret lunger med den pågældende type aggressive kræft var

forsvindende lille, og der var intet, der indikerede, at kvinden ikke ville have

fået et vellykket behandlingsforløb, hvis ikke der havde været kræft i lunger-

ne.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at der var tale

om en hændelig komplikation, idet den pågældende kræfttype ikke kan ses

på den screening, der laves af lungerne forud for transplantation. Der var

også enighed om, at betingelserne for at yde erstatning for hændelige kom-

plikationer ikke var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at det er yderst sjæl-

dent, at en patient bliver påført en kræftlidelse i forbindelse med organdona-

tion. Derimod var det ikke sjældent, at der ved lungetransplantationer op-

stod komplikationer, der medførte patientens død. Nævnet lagde endvidere

vægt på karakteren af kvindens meget alvorlige grundsygdom med væsent-

ligt nedsat funktionsniveau, herunder at kvinden havde behov for personlig

pleje, og at hun kun kunne gå få skridt. Uden lungetransplantation ville kvin-

den med overvejende sandsynlighed være død af sin grundlidelse inden for

1-2 år. Der var således tale om en yderst nødvendig og livsforlængende be-

handling. Dobbeltsidig lungetransplantation er dog et omfattende og risiko-

betinget indgreb, der i sig selv indebærer en høj risiko for at dø. Selv om

kvinden blev påført en særdeles alvorlig komplikation, der medførte, at hun

afgik ved døden, berettigede skaden ikke til erstatning henset til hendes al-

vorlige grundlidelse og det akutte behov for en lungetransplantation.

Sagen er et eksempel på, at grænsen for, hvad der må tåles, er meget høj

ved livstruende grundlidelser. Selv om den pågældende komplikation med

kræft i et donororgan helt specifikt er sjældent forekommende, og selv om

komplikationen medfører, at patienten afgår ved døden, så må der ved af-

vejningen af tålegrænsen også ses på den generelle risiko for at dø under og

efter indgrebet. Disse faktorer er af stor betydning, når man beslutter, om

der overhovedet skal opereres, og patientens grundsygdom kan være så

livstruende, at man vælger at acceptere den høje risiko ved behandlingen i

forsøget på at redde patientens liv.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Nerveskade efter operation i nakken blev anerkendt (13/4631)

En 63-årig mand blev i august 2011 opereret i nakken på grund af en dis-

kusprolaps. Efter operationen konstaterede man, at manden var hæs. Man-

dens stemmebånd blev undersøg, og det viste sig, at det højre stemmebånd

var lammet. Et år efter operationen var lammelsen stadig ikke forsvundet.

Patientforsikringen vurderede, at der var tale om en hændelig komplikation

til behandlingen. Der var dog ikke grundlag for at yde erstatning, da kompli-

kationen optrådte med en hyppighed på over 2 % ved operation for diskus-

prolaps i nakken på det pågældende niveau.

Patientskadeankenævnet tiltrådte, at der var tale om en hændelig komplika-

tion, hvorfor der ikke var grundlag for at yde erstatning iht. lovens § 20, stk.

1, nr. 1. Nævnet vurderede dog til forskel fra Patientforsikringen, at skaden

var sjælden, fordi den forekom ved færre end 2 % af den type operationer.

Nævnet vurderede også, at skaden var mere omfattende, end hvad manden

rimeligt burde tåle. Vurderingen lagde vægt på, at manden havde en relativt

alvorlig grundlidelse, fordi han havde en diskusprolaps, der medførte tryk på

nerverødderne med udstrålende smerter i armene samt sovende fornemmel-

se og kraftnedsættelse i venstre hånd. Lidelsen krævede dog ikke akut ope-

ration eller truede førligheden, fordi generne havde stået på i mere end et

år.

Selve operationen var et forholdsvist simpelt indgreb med god prognose for

effekt på mandens gener. Videre lagde nævnet vægt på de oplysninger, der

forelå om mandens gener på grund af nerveskaden, som blandt andet om-

fattede hæshed, åndedrætsbesvær og øget tendens til hoste. Behandling hos

en talepædagog havde ikke hjulpet, og generne måtte betragtes som varige.

Sagen er et eksempel på, at man må afveje grundlidelsens alvor med alvo-

ren af den indtrådte komplikation. Ved operationer, der er planlagte og rela-

tivt ufarlige og ved grundlidelser, der ikke truer liv eller førlighed, er græn-

sen for, hvad der er rimeligt at tåle ikke så høj.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.3 Fejldiagnoser/forsinket diagnosticering

§ 21, stk. 1 (fejldiagnoser/forsinket diagnosticering)

Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens syg-

dom, erstattes kun i de i § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde.

Bestemmelsen fastslår, at der kan gives erstatning, hvis der ikke er blevet stillet en

rigtig diagnose, og hvis patienten derfor har fået en skade.

Skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i § 20, stk. 1,

nr. 1, eller nr. 2, nævnte måder. Den diagnostiske udredning på undersøgelsestids-

punktet skal dermed ikke leve op til kravet om den erfarne specialists standard, eller

diagnosticeringsfejlen skal skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller

andet udstyr.

Når det skal vurderes, om den rigtige diagnose burde være stillet på et tidligere tids-

punkt, ses der konkret på den viden om patientens tilstand, der var på det tidspunkt,

behandlingen blev udført. Det der afgør vurderingen er således, om den erfarne spe-

cialist ville have handlet anderledes i samme situation, om diagnosen herved ville væ-

re stillet, og om man ved en tidligere diagnosticering med overvejende sandsynlighed

kunne have hindret, at skadens opstod.

Skaden i sager om forsinket diagnosticering er typisk de følger, grundsygdommen

har, som med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis diagnosticerin-

gen havde levet op til den erfarne specialists standard. Hvis behandlingen levede op til

den erfarne specialists standard, afgøres sagerne typisk som ”ingen skade”, fordi føl-

gerne så må skylde udviklingen af patientens grundsygdom og ikke forhold ved be-

handlingen.

Patientskadeankenævnet havde ikke i 2013 sager, der omhandler forsinket diagnosti-

cering på grund af fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr (§

20, stk. 1, nr. 2).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørelser efter § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1:

Forsinket diagnosticering er epilepsi anerkendt (12/2814)

En 30-årig mand begyndte i år 2000 at få blackouts, der varede fem til ti

sekunder. Han blev udredt med EEG (undersøgelse hvor hjernebarkens elek-

triske impulser registreres) og MR-skannet, men man fandt ikke årsagen til

anfaldene. Nogle år senere blev manden igen udredt med EEG og MR-

scanning, uden at man kom tættere på en diagnose. Han blev behandlet

mod blodtryksfald med nogen effekt, men han fik dog stadig blackouts. I

august 2009 fik han et krampeanfald i hjemmet og blev kørt på skadestuen.

Han blev observeret i nogle timer og derefter sendt hjem igen. Det gentog

sig flere gange, men hver gang blev manden sendt hjem. I foråret 2010 blev

manden via et andet hospital behandlet for epilepsi, men han var ikke tryg

ved behandlingen. Han blev derfor henvist til et nyt hospital, men inden han

blev tilset her, fik han et nyt krampeanfald i august 2010. I forbindelse med

anfaldet slog han sin nakke, og et røntgenbillede viste et brud på 7. nakke-

hvirvel. Han blev herefter vurderet på det 3. sygehus, der behandlede ham

med en anden type epilepsimedicin.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingen på alle sygehusene stemte

overens med den erfarne specialists standard. Manden blev derfor ikke anset

for at være påført en skade, der gav ret til erstatning.

Patientskadeankenævnet vurderede, at behandlingen i 2009 og 2010 ikke

havde fulgt den standard, der kan forventes af en erfaren specialist. Nævnet

vurderede, at man i september 2009 havde tilstrækkelige oplysninger og

beskrivelser af krampeanfaldenes karakter til, at diagnosen burde være stil-

let, selv om tidligere EEG-undersøgelser og MR-scanninger ikke havde vist

tegn på epilepsi. Nævnet vurderede også, at det var overvejende sandsynlig,

at manden ville have været fri for anfald i cirka et år tidligere, og have und-

gået bruddet på nakkehvirvlen, hvis diagnosen var blevet stillet rettidigt.

Sagen er et eksempel på, at skaden, der giver ret til erstatning, består i

grundsygdommens følger, der med overvejende sandsynlighed ville være

undgået, hvis den diagnostiske udredning og/eller behandlingen havde fulgt

den erfarne specialists standard. Hvis det ikke er overvejende sandsynligt, at

sygeforløbet ville være forløbet anderledes ved hurtigere diagnostik, er pati-

enten ikke påført en skade i lovens forstand.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forsinket diagnosticering af hudkræft anerkendt (13/5742)

En 53-årig mand fik i november 2005 fjernet et modermærke med kræft af

typen SSM level 2, der var 0,42 millimeter tykt. Manden gik efterfølgende til

årlige kontroller på sygehuset. Ved kontrollen i november 2008 havde man-

den en hudforandring på maven. Man vurderede, at der ikke var tegn på

kræft, og manden fik en ny tid til kontrol året efter. Ved kontrollerne i 2009

og 2010 vurderede man fortsat, at der ikke var tale om kræft. Det blev der-

for besluttet, at manden skulle gå til kontrol hos egen læge. Egen læge vur-

derede ved kontrollen i november 2011, at hudforandringen mere lignede en

gammelmandsvorte end et modermærke. Manden henvendte sig et par må-

neder senere, fordi forandringen blødte og blev ved med at springe op. Egen

læge henviste ham til operativ fjernelse, og undersøgelser viste, at der var

tale om kræft af typen SSM level 4, der var med en tykkelse på 2,67 milli-

meter. Det blev konstateret, at kræften havde spredt sig til en lymfeknude i

armhulen, og man blev derfor nødt til at fjerne alle lymfeknuderne i armhu-

len. Manden var efterfølgende plaget af spændinger i venstre armhule og

snurren i fingene på venstre hånd. Under sagen oplyste manden, at moder-

mærket på maven begyndte at ændre karakter i 2008. På sygehuset under-

søgte man det grundigt i 2009, men i 2010 var undersøgelsen meget over-

fladisk på trods af, at elementet havde ændret sig endnu mere i den mellem-

liggende periode. Dels havde det ændret farve, og dels var der opstået en

meget kløende skal.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingen på sygehuset havde fulgt den

erfarne specialists standard. Manden var derfor ikke påført en skade, som

gav ret til erstatning.

Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, fordi nævnet vurderede, at

behandlingen ved kontrollen i 2010 ikke havde været i overensstemmelse

med den erfarne specialists standard. Nævnet lagde vægt på, at manden var

disponeret for modermærkekræft, og at han tidligere havde fået fjernet et

kræftramt modermærke i 2005. Nævnet lagde også vægt på, at langt stør-

stedelen af alle tilfælde af modermærkekræft diagnosticeres ved, at patien-

ten selv eller ægtefællen konstaterer, at modermærket forandrer sig. Derfor

er patientens egne observationer en væsentlig del af kontrolforløbet. Ifølge

journalen havde manden både i 2008 og 2009 oplyst, at han var utryg ved

det pigmenterede element på maven, men på trods af det undersøgte man

ved kontrollen i 2010 ikke elementet under lup. Man beskrev heller ikke

elementets udseende i journalen eller fjernede det. Da det cirka et år senere

viste sig, at der var tale om kræft med en tykkelse på 2,67 millimeter, vur-

derede nævnet, at det måtte lægges til grund, at der i 2010 var begyndende

forandringer af elementet, som burde have ført til, at elementet blev fjernet.

Det kunne være sket i lokalbedøvelse og ville med overvejende sandsynlig-

hed have ført til, at kræften ikke havde spredt sig til lymfeknuden i armhu-

len.

Sagen er et eksempel på, at der, når man vurderer sager om forsinket diag-

nosticering, er mange usikkerhedsfaktorer. Der kan f.eks. være tvivl om,

om, hvordan en forandring så ud på et givent tidspunkt, hvad der blev sagt

ved undersøgelsen, og hvilke følger der kunne være undgået ved hurtigere

diagnostik. Afgørelserne i disse sager vil derfor ofte være præget af et skøn

på baggrund af de lægelige oplysninger, patientens oplysninger og den vi-

den, som man har om den pågældende sygdoms udviklingsforløb.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.4 Ulykkestilfælde

§ 21, stk. 2 (ulykkestilfælde)

§ 21, stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 20, stk. 1, nr. 2, ydes erstat-

ning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus og ulykken er ind-

truffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset måtte

antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatnings-

retlige regler.

Bestemmelsen omfatter personer, der befinder sig på sygehusets område for at blive

behandlet eller undersøgt. Eventuelle ledsagere eller besøgende er altså ikke omfat-

tet.

Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker direkte når der undersøges eller

behandles. Tværtimod vil ulykkestilfælde under selve behandlingen oftest falde ind

under specialistreglen i § 20, stk. 1, nr. 1. Det typiske anvendelsesområde for be-

stemmelsen er situationer, hvor sygehuset ved fejl eller forsømmelse har tilsidesat sin

vedligeholdelsespligt af bygninger eller bygningsindretninger, og situationer hvor sy-

gehuset har tilsidesat sin tilsynspligt med patienten.

Afgørelser efter § 21, stk. 2:

Fingerskade på lille dreng gav ikke ret til erstatning (13/331)

En dreng på knap to år skulle undersøges på et hospital på grund af blod-

mangel. Mens han opholdt sig i venteværelset med sine forældre, ville han

række ud efter en farve på et børnebord. Bordet væltede ned over hans høj-

re hånds ring- og lillefinger. Han fik et brud på ringfingeren, og lillefingerens

yderste led blev næsten kappet af. Han fik opereret den yderste del af lille-

fingeren væk, da den kun hang i et stykke hud. Under sagen oplyste hospi-

talet, at det var forældrenes ansvar at holde øje med deres barn i ventevæ-

relset, og at personalet kun efter særlig aftale holdt opsyn med børnene. En

sådan aftale var ikke lavet i dette tilfælde. Hospitalet oplyste også, at møb-

lerne i venteværelset var købt i forbindelse med en større renovering af bør-

neambulatoriet på opfordring fra det arkitektfirma, der stod for renoverin-

gen. Normalt købte sygehuset kun møbler af firmaer, der også leverede

møbler til daginstitutioner.

Patientforsikringen afviste at give erstatning, fordi det samlede erstatnings-

krav ikke oversteg lovens mindstegrænse på 10.000 kr.

Patientskadeankenævnet vurderede, at der var tale om et ulykkestilfælde,

der skulle vurderes efter den almindelige culparegel. Nævnet vurderede, at

sygehuset ikke havde udvist fejl eller forsømmelse i en sådan grad, at der

var grundlag for at yde erstatning. Der blev lagt vægt på, at bordet var de-

signet og markedsført som et børnemøbel, og at der ikke var omstændighe-

der, der gjorde, at der var grund til at bebrejde hospitalet, at uheldet skete.

Det var således tale om et hændeligt uheld.

Sagen viser, at det i hvert tilfælde vurderes konkret, om hospitalet har truf-

fet rimelige foranstaltninger for at undgå ulykker. Hvis der ikke er noget at

bebrejde hospitalet, er betingelserne for at yde erstatning ikke opfyldt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Vridskade i knæet var et hændeligt uheld (13/4816)

En 54-årig mand fik i maj 2012 indopereret en kunstig hofte på grund af

slidgigt. Dagen efter operationen skulle manden efter et toiletbesøg vaske

hænder. Han tog papirhåndklæder i en holder, men holderens låg sad løst.

Manden greb ud efter låget, der vippede ned, og fik derfor et vrid i venstre

knæ. Det viste sig efterfølgende, at manden havde fået en skade på sit

korsbånd. Patienten klagede over, at hospitalet ikke havde sørget for, at toi-

lettet var sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet til en nyopereret patient.

Hospitalet oplyste i sagen, at man ikke vidste, at der var defekte holdere til

papirhåndklæderne. Holderne blev bagefter gennemgået, hvor man dog

fandt, at to ikke var låst, og at de derfor kunne åbnes ved et kraftigt træk.

Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderede, at sygehu-

set ikke havde udvist en sådan grad af forsømmelse, at der var grundlag for

at yde erstatning. Den omstændighed, at låget ikke var låst, kunne ikke ka-

rakteriseres som uforsvarlig indretning. Desuden var mandens tilstand så

god, at det var forsvarligt at lade ham gå på toilettet alene. Knæskaden

måtte herefter betragtes som et hændeligt uheld.

Sagen er et eksempel på, at sygehuset ikke nødvendigvis ifalder et erstat-

ningsretligt ansvar, selv om der er udstyr, der ikke virker, som det skal. I

den aktuelle sag er resultatet formentlig påvirket af, at det næppe var på-

regneligt for sygehuset, at patienterne kunne komme til skade som følge af

manglende aflåsning af papirholderen. Sygehuset havde derfor ikke grund til

at betragte den manglende aflåsning som et sikkerhedsmæssigt problem og

træffe foranstaltninger i henhold hertil.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6 Sager ved domstolene

6.1 Klager til Folketingets Ombudsmand

Det kan ske, at en patient klager over sagsbehandlingen til ombudsmanden, men om-

budsmanden behandler ikke klager over Patientskadeankenævnet (eller Lægemiddel-

skadeankenævnet).

Det følger af ombudsmandsloven, at domstolene ikke er omfattet af ombudsmandens

virksomhed. Det betyder, han også anser sig for inkompetent over for en række

domstolslignende nævn.

Patientskadeankenævnet består af et antal udpegede medlemmer og en formand, og

har domstolslignende karakter.

Ombudsmanden anser sig derfor for inkompetent over for nævnet og behandler der-

for heller ikke klager over Patientombuddet i det omfang, Patientombuddet agerer

sekretariat for Patientskadeankenævnet.

6.2 Sager ved retten

6.2.1 Indbragte sager

Hvis man ikke er tilfreds med en afgørelse fra Patientskadeankenævnet, kan man ind-

bringe afgørelsen for retten. Det sker normalt ved, at man kontakter en advokat, som

indgiver stævning og i øvrigt fører sagen i retten. Stævning indgives ved byretten,

hvor man bor.

Sagsanlæg skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er modtaget. Patientskade-

ankenævnet var i 2013 part i en retssag, hvor sagsøger mente, at det ikke skulle be-

tyde noget, at søgsmålsfristen var overskredet.

Dom afsagt af Retten i Sønderborg den 27. februar 2013

(j.nr. 11/547)

Patientskadeankenævnet traf den 10. oktober 2011 afgørelse i en sag, som patienten indbrag-

te for retten ved stævning af 12. april 2012. Retten modtog stævningen pr. e-mail den 13.

april 2012, og originalen blev modtaget den 16. april 2012.

Advokaten oplyste, at stævningen ikke blev indsendt rettidigt på grund af en beklagelig mis-

forståelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retten fandt, at fristen for sagsanlæg var overskredet, idet det måtte lægges til grund, at Pati-

entskadeankenævnets afgørelse var blevet meddelt patienten den 12. oktober 2011. Søgsmå-

let var derfor ikke iværksat rettidigt, og retten fandt ikke, at der kunne bortses fra fristover-

skridelsen, selv om overskridelsen havde været kort og skyldtes en fejl hos sagsøgers advokat.

Sagen blev derfor afvist.

For at få behandlet en sag ved domstolene skal ”den administrative rekurs være ud-

tømt”, dvs. at klageadgangen skal være udnyttet. Det betyder, at Patientskadeanke-

nævnet skal have behandlet den eller de erstatningsposter, man vil have prøvet ved

retten. Patientskadeankenævnet var i 2013 part i en sag, der bl.a. gik på denne be-

tingelse.

Dom afsagt af Københavns Byret den 12. november 2013

(j.nr. 07/982)

En kvindelig patient blev opereret i ryggen. I forbindelse med operationen fik hun en

patientskade i form af kroniske smerter i lænderyggen. Skaden blev anerkendt efter

lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 2. Patientforsikringen tilkendte ved samme

afgørelse erstatning for medicinudgifter og godtgørelse for et varigt mén på 15 pro-

cent. Patientskadeankenævnet tiltrådte den tilkendte godtgørelse for varigt mén.

Patientforsikringen tilkendte efterfølgende yderligere erstatning for helbredelsesudgif-

ter, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og er-

statning for et erhvervsevnetab på 50 procent. Patientforsikringens afgørelser om er-

statning for helbredelsesudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste for så vidt angik forrentningstidspunktet blev påklaget til Pati-

entskadeankenævnet Der blev også klaget over erhvervsevnetabsprocenten og for-

rentningstidspunktet. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørel-

ser. Nævnet tiltrådte den fastsatte erhvervsevnetabsprocent og henviste til, at patien-

ten selv uden patientskaden ville have haft ryggener som følge af grundsygdommen

og dermed en nedsat erhvervsevne.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at patientens erhvervsevne

var nedsat med 75 procent som følge af den anerkendte patientskade, og at årsløn-

nen var større end fastsat af Patientforsikringen. Under retssagen blev der indhentet

en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som fastsatte det varige mén til 15

procent og erhvervsevnetabet til 50 procent.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af

erhvervsevnetabet. Retten lagde til grund, at patienten selv ved en ukompliceret ope-

ration ville have haft gener fra sin grundlidelse, og at de fremlagte lægelige udtalelser

og lægeerklæringer ikke kunne bruges som bevis for, at der også konkret ville være

opnået en forbedring for patienten. Retten lagde desuden vægt på Arbejdsskadesty-

relsens udtalelse, oplysninger om patientens arbejdstider og Retslægerådets udtalel-

se, hvoraf det bl.a. fremgik, at det var højst usikkert, om patientskaden var skyld i

den manglende effekt af operationen s. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retten lagde til grund, at patienten ikke selvstændigt havde påklaget årslønnen til Pa-

tientskadeankenævnet, og at Patientskadeankenævnet ikke havde behandlet spørgs-

målet om årslønnens beregning. Retten fandt ikke, at beregningen af årslønnen var en

så integreret del af en klage over erhvervsevnetab, at Patientskadeankenævnets også

i sin afgørelse skulle tage stilling til beregning af årslønnen. Da patienten på den bag-

grund ikke havde udnyttet den administrative rekurs i forhold til spørgsmålet om be-

regning af årsløn, og da retten ikke fandt, at Patientskadeankenævnet ex officio havde

taget eller havde pligt til at tage stilling til spørgsmålet, blev påstanden om beregning

af årsløn afvist.

Det kræver retlig interesse at sagsøge Patientskadeankenævnet, og i langt de fleste af

retssagerne er det patienter eller deres efterladte, som er sagsøgere. Det er ret sjæl-

dent, at det er den professionelle part i en patientskadesag (normalt regionen), der er

sagsøger. En tidligere højesteretsdom fastslår, at Patientforsikringen ikke har søgs-

målskompetence i en patientskadesag.

Den rette sagsøgte i en patientskadesag er Patientskadeankenævnet. Både Patientfor-

sikringen og Sundhedsministeriet er tidligere sagsøgt, hvor retten afviste sagerne.

Patientskadeankenævnet er en selvstændig juridisk enhed, og selvom sekretariatsbe-

tjeningen nu foregår i Patientombuddet, er det fortsat nævnet og ikke Patientombud-

det, der er rette sagsøgte i patientskadesagerne. Det er Kammeradvokaten, der fører

Patientskadeankenævnets retssager.

Hvis man ikke kan få fri proces eller retshjælpsdækning, er der omkostninger ved at

indbringe en sag for retten. Hvis man får medhold i sagen mod Patientskadeanke-

nævnet, bestemmer retten imidlertid normalt, at Patientskadeankenævnet skal betale

sagsøgers sagsomkostninger.

I 2013 blev der anlagt 176 retssager, hvilket dækker over både helt nye sagsanlæg

og anker. Det kan umiddelbart virke som et ret højt antal, men det skal ses i forhold

til det samlede antal sager, som Patientskadeankenævnet afgør. I 2013 traf Patient-

skadeankenævnet 2.224 afgørelser, cirka 8 procent af sagerne blev indbragt for ret-

ten.

6.2.2 Afsluttede sager

I 2013 afsluttedes 110 sager ved retten. Af dem blev 45 sager ført helt til ende, og

der blev afsagt dom, mens sagsøger i 65 sager hævede sagen undervejs.

Der kan være forskellige årsager til, at en sagsøger hæver en sag. Det kan være, fordi

der ikke opnås fri proces eller retshjælpsdækning. Det kan være, at en udtalelse fra

Retslægeråd og/eller Arbejdsskadestyrelsen betyder at udsigten til at vinde sagen er

ringe. Det kan også være, fordi Patientskadeankenævnet under retssagen har genop-

taget den administrative sagsbehandling og truffet en ny afgørelse, som giver sagsø-

ger helt eller delvist medhold.

Da der i 2013 blev indbragt flere sager for retten, end der blev afsluttet, steg antallet

af verserende sager i forhold til året før. Ved udgangen af 2012 verserede der 289

sager ved domstolene, mens tallet ved udgangen af 2013 var 355.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I nedenstående figur kan ses, hvor mange retssager der er indbragt og afsluttet de

sidste år.

Retssager

Indbragte sager

Hævet af

parterne

Domme

- Heraf sager

tabt af nævnet

Afsluttede sa-

ger

Nævns-

afgørelser

I alt afgjorte

sager

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

127

106

2013

176

110

1047

1139

1195

1313

1537

1590

1766

1893

2146

2224

Figur 4: Antal retssager, der er indbragt og afsluttet.

6.2.3 Udfaldet af retssagerne

Patientskadeankenævnet er frifundet ved de fleste domme afsagt i 2013. I seks af de

45 domme blev Patientskadeankenævnet dog dømt, hvilket svarer til 13 procent af de

afsagte domme. Det er måske overraskende, at patienterne ikke får medhold i flere

sager. Det er der imidlertid flere forklaringer på. Én væsentlig faktor er, at Patient-

skadeankenævnet følger retssagen nøje og genoptager sagen, hvis der fremkommer

nye oplysninger, der viser, at patienten har helt eller delvist ret i sin påstand. Nye op-

lysninger i en sag er typisk en udtalelse fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrel-

sen, som ikke harmonerer med nævnets afgørelse. Hvis Patientskadeankenævnet

genoptager sagen og træffer en ny afgørelse, vil sagsøger typisk hæve sagen eller i

hvert fald tilpasse påstanden.

Retssystemet i Danmark består af 24 byretter, 2 landsretter og Højesteret. Der er tale

om et to-instans system, der betyder, at det er muligt at anke en afsagt dom til en

højere instans. Kun ved helt særlige omstændigheder og hvis Procesbevillingsnævnet

tillader det , kan en sag prøves i tre instanser.

Indtil 2007 skulle sager mod Patientskadeankenævnet anlægges ved landsretten,

hvilket betød, at det automatisk var muligt at anke til Højesteret. En domstolsreform

i 2007 ændrede instansordningen i civile sager. Formålet var blandt andet at sikre en

mere hensigtsmæssig brug af ressourcer ved domstolene, så Højesteret i højere grad

kunne koncentrere sig om at behandle principielle sager. Siden 2007 skal man derfor

anlægge sager mod Patientskadeankenævnet ved byretten, hvilket betyder, at der

kun kan ankes til landsretten. Dermed kan sager som før nævnt kun i særlige tilfælde

ankes til Højesteret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der verserer stadig ganske få retssager mod Patientskadeankenævnet, som er anlagt

ved landsretten som 1. instans før 2007. Disse sager kan derfor ankebehandles af Hø-

jesteret.

Det kan tage lang tid at få en sag afgjort i retssystemet, især hvis sagen skal igennem

flere instanser. Typisk tager det cirka et par år pr. instans. Det skyldes hovedsageligt

en kombination af, at sagerne normalt forelægges Retslægerådet en eller flere gan-

ge, af og til også forelægges Arbejdsskadestyrelsen, og at der er ventetid på at få ho-

vedforhandlet sagerne ved retterne (berammelsestid).

Byretten kan efter anmodning i visse tilfælde henvise sager af principiel karakter til

behandling i landsretten som 1. instans, det sker dog i praksis ret sjældent.

De afsagte domme i 2013 fordeler sig sådan, at 39 er afsagt af byretten (1. instans-

sager) og seks er afsagt af landsretten (ankesager). Der er på patientskadeområdet i

2013 ikke afsagt nogle domme af Højesteret modsat sidste år (2012), hvor landets

højeste domstol afsagde fem domme.

6.2.4 Hvad handlede dommene i 2013 om - og eksempler herpå

Domme, hvor Patientskadeankenævnet var part, findes på Patientombuddets hjem-

meside i et kort referat og i fuld ordlyd . Nedenfor beskrives emner for dommene i

2013 med eksempler.

Knap halvdelen af de afsagte domme i 2013 gik på spørgsmålet om, hvorvidt der var

sket en patientskade, den anden halvdel vedrørte primært spørgsmålet om, hvordan

en eller flere erstatningsposter skulle opgøres. De sidste få domme berørte andre

spørgsmål om søgsmålsfrist, genoptagelse, forældelse eller dækningsområde.

Patientskadeankenævnet var i 2013 part i en meget medieomtalt retssag, som ved-

rørte afgrænsningen af dækningsområdet for patientskadeordningen. Sagen handlede

om, hvorvidt en behandling hos en kiropraktor var omfattet af patientskadeordnin-

gen, når behandlingen var ydet som led i en arbejdsgiverbetalt sundhedsordning. Pa-

tientforsikringen og Patientskadeankenævnet afgjorde, at den pågældende behandling

ikke var omfattet.

Dom afsagt af Retten i Odense den 30. oktober 2013

(j.nr. 12/2483)

En kvinde havde fået kiropraktorbehandling ydet som et led i en sundhedsordning.

Hun var af den opfattelse, at hun var påført en patientskade ved behandlingen og ind-

gav derfor en anmeldelse til Patientforsikringen.

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at den pågældende behandling

ikke var omfattet af dækningsområdet for patientskader. Sagen blev indbragt for

domstolene.

Retten lagde til grund, at behandlingen blev ydet som et led i den sundhedsordning,

kvinden var omfattet af i sin ansættelse ved en kommune. Retten lagde endvidere til

grund, at behandlingen blev betalt af arbejdsgiveren og var baseret på en aftale mel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lem arbejdsgiveren og kiropraktoren. Retten fandt, at behandlingen således ikke blev

ydet af en sundhedsperson, der "på selvstændig privat basis udøver sit erhverv og i

forbindelse hermed udbyder tjenesteydelser til patienter", hvilket ifølge § 8, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 1097 af 12. december 2003 er en forudsætning for, at behandlin-

gen falder indenfor lovens dækningsområde.

Retten fandt, at det forhold, at der ifølge lovens forarbejder er lagt særlig vægt på at

gøre forsikringsordningen så bredt dækkende som muligt, ikke kan føre til en fravigel-

se af lovens og bekendtgørelsens klare ordlyd. Retten bemærkede herved, at det af

forarbejderne endvidere fremgår, at den klare afgrænsning af lovens dækningsområde

indebærer, at der fortsat vil være en række tilfældegrupper, hvor behandling hos en

autoriseret sundhedsperson ikke er dækket af loven. Retten vurderede, at da kiro-

praktoren efter det anførte ikke kunne anses som privatpraktiserende i forhold til

kvinden, var behandlingen ikke omfattet af klage- og erstatningsloven. Patientskade-

ankenævnet blev derfor frifundet.

6.2.5 Domme om hvorvidt der er sket en patientskade

Knap halvdelen af de 45 domme gik på spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var

sket en patientskade (såkaldt ansvarsgrundlag). Det er altså tilfælde, hvor Patient-

skadeankenævnet ikke anerkender, at der er sket en patientskade, og hvor der af pa-

tienten eller de efterladte er indbragt en sag for retten med påstand om, at Patient-

skadeankenævnet skal anerkende en patientskade.

I nogle af retssagerne om ansvarsgrundlag var det centrale, spørgsmålet om skaden

var sket som følge af behandlingen, hvilket er en af flere betingelser for at få aner-

kendt en patientskade. Nedenfor ses et eksempel på en sådan retssag.

Dom afsagt af Retten i Lyngby den 28. oktober 2013

(j.nr. 11/1854)

En patient henvendte sig den 11. februar 2011 på skadestuen med tegn på nedsat

blodforsyning i venstre fod. Patienten blev herefter sat i behandling med penicillin og

dicloxacillin og blev tilrådet at henvende sig til egen læge ved fortsatte gener eller

forværring. Den 20. februar 2011 henvendte patienten sig atter på skadestuen, da der

ikke havde været effekt af behandlingen. Ved henvendelsen fandt man tydelige tegn

på nedsat blodforsyning, og patienten blev herefter indlagt akut, og man forsøgte at

afhjælpe den ringe blodforsyning. Patienten endte med at få amputeret underbenet

den 4. maj 2011.

Patientforsikringen gav afslag på erstatning, idet det blev vurderet, at patienten ikke

var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk.

1, og § 20, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Selvom en erfaren

specialist ville have henvist patienten til karkirurgisk behandling allerede ved første

henvendelse, fandt nævnet, at dette ikke med overvejende sandsynlighed havde haft

betydning for forløbet, og amputationen ville således ikke være undgået.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Patienten indbragte sagen for retten. I forbindelse med retssagen blev sagen forelagt

for Retslægerådet, som udtalte, at det ikke kunne lægges til grund, at amputationen

kunne være undgået ved en tidligere henvisning til karkirurgisk afdeling. Retten fandt,

at det forhold at patienten havde haft en væsentlig forbedret mulighed - dog under 50

procent - for at bevare underbenet ved tidligere henvisning til karkirurgisk afdeling,

ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var den fornødne overvejende sand-

synlighed. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.

I andre af retssagerne stod det klart, at der var sket en skade som følge af behandlin-

gen, og omdrejningspunktet var derfor i stedet, om den anden betingelse for at få an-

erkendt en patientskade var opfyldt.

Hvis patienten er påført en skade, er det nemlig muligt at få erstatning, hvis skaden

med overvejende sandsynlighed er sket på en af følgende fire måder:

1. En erfaren specialist ville i samme situation have handlet anderledes, og skaden

ville derved være undgået.

2. Skaden skyldes fejl/svigt i apparatur eller lignende.

3. Skaden ville være undgået ved en anden lige så effektiv behandlingsteknik eller

metode.

4. Skaden er en meget sjælden og alvorlig komplikation i forhold til den sygdom, pati-

enten blev behandlet for, og skaden går ud over, hvad man med rimelighed bør tåle.

Emnet i de fleste af retssagerne, der vedrørte disse betingelser, var om en erfaren

specialist ville have handlet anderledes, og/eller om der var påført en sjælden og al-

vorlig komplikation. Der ses nedenfor et eksempel på en sådan retssag.

Dom afsagt af Retten i Hjørring den 29. maj 2013

(j.nr. 08/1081)

En 32-årig kvindelig patient havde siden 1993 været fulgt og flere gange behandlet

for polypper i tarmen. Hun led af en arvelig sygdom, familiær adenomatøs polypose,

som medførte, at hun dannede polypper i tarmene. Hun fik den 30. januar 2006 fjer-

net nogle polypper i 12-fingertarmen. I forbindelse med fjernelse af 6-7 polypper

brændte man de øvrige polypper i tarmen. Forløbet efter operationen var smertefuldt,

og den 31. januar 2006 blev hun opereret igen. Ved denne operation fandt man et hul

i tolvfingertarmen på det sted, hvor man dagen før havde foretaget brændingen. Her-

efter var patienten indlagt på intensivafdelingen, hvor hun fik respiratorbehandling på

grund af bughindebetændelse og blodforgiftning samt påvirkning af lever, nyre og

bugspytkirtel. Respiratorbehandlingen medførte et ar på halsen. Hun fik endvidere

brok i operationsarret, som blev bortopereret i januar 2007. Hun havde i 2008 fortsat

betydelige psykiske gener efter operationsforløbet og modtog psykologbehandling.

Patientforsikringen fandt, at behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste

specialiststandard. Patientforsikringen fandt, at der var tale om en relativ sjælden

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skade, men at skaden i form af hul på tolvfingertarmen ikke var tilstrækkelig alvorlig

set i forhold til den grundlidelse, som hun blev behandlet for. Patientforsikringen lagde

i den forbindelse vægt på, at der ikke var væsentlige varige mén efter skaden. Der

var ar efter operationen og den efterfølgende operation for brok, men området kunne

på grund af øvrige operationer ikke forventes at være fri for ar og føleforstyrrelser.

Derfor blev det vurderet, at dette ikke udgjorde gener svarende til et mén på 5 % el-

ler mere. Patientforsikringen fandt endvidere, at det ikke var overvejende sandsynligt,

at forløbet efter operationen havde medført varige psykiske gener i et omfang, der

kunne vurderes til en méngrad på 5 % eller mere. Man lagde vægt på, at hun i flere

år havde lidt af en fysisk og psykisk opslidende sygdom samt været i arbejdsprøvnin-

ger uden at kunne komme på arbejdsmarkedet. Patientskadeankenævnet tiltrådte Pa-

tientforsikringens afgørelse med samme begrundelse.

Sagen blev indbragt for retten, hvor der blev indhentet en udtalelse fra Retslægerådet

til brug for sagen. Retslægerådet udtalte blandt andet, at patienten led af familiær

adenomatøs polypose, og at denne sygdom ubehandlet altid vil medføre cancerudvik-

ling inden 40 års alderen. Retslægerådet udtalte endvidere, at sandsynligheden for, at

hendes varige gener/lidelser var forårsaget af det aktuelle operationsforløb vurdere-

des til under 50 %. Der blev endvidere indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrel-

sen, som vurderede méngraden efter patientskaden til 8 %.

Retten fandt, at betingelserne efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4 ikke var

opfyldt, og at patienten derfor ikke var berettiget til erstatning. Retten fandt, at ska-

den ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle og lagde

vægt på, at den alvorlige grundlidelse ubehandlet ville medføre cancer inden 40 års

alderen. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.

I patientskadesystemet er det ikke muligt at få erstatning for skader, som skyldes

begrænsede ressourcer i behandlingen. Det var der i 2013 en retssag, som handlede

om.

Dom afsagt af Retten i Hjørring den 31. januar 2013

(j.nr. 09/883)

En kvindelig patient blev den 23. maj 2005 CT-scannet, hvor der blev rejst mistanke

om aneurisme (udposning i hjernens blodkar). Mistanken blev bekræftet ved MR-

scanning den 7. juli 2005, hvor der blev konstateret et venstresidigt 14 mm stort an-

eurisme på hjernens blodkar. Patienten fik herefter den 3. oktober 2005 foretaget en

karundersøgelse med kontraststof, og på baggrund heraf blev det på konference den

28. oktober 2005 vurderet, at man ville tilbyde at lukke aneurismet via et kateter fra

lysken (coiling-procedure). Der vurderedes at være en ventetid på 8-12 uger. Den 10.

november 2005 blev patienten indlagt i bevidstløs tilstand, og en akut CT-scanning

viste stor venstresidig hjerneblødning, der ikke kunne behandles. Patienten afgik ved

døden dagen efter.

Sagen blev indbragt for Patientforsikringen, som fandt, at patienten ikke var beretti-

get til erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Patientfor-

sikringen fandt, at bristningen af udposningen i hjernens blodkar og patientens døds-

fald med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelsen. Endvidere bemærkede

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Patientforsikringen, at det forhold, at der er ventetid i forbindelse med ikke-akutte

operationer udgør en ressourcemæssig begrænsning af behandlingen, der ikke kan

medføre, at eventuelle skader erstattes efter lov om patientforsikring.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og fandt, at en erfa-

ren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville ha-

ve handlet anderledes, end man gjorde i forbindelse med behandlingen.

Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at der på intet

tidspunkt var indikation for akut behandling, og at der den 28. oktober 2005 – hvor

der var en ventetid på coiling-procedure på ca. 8-12 uger – ikke var grundlag for at

fremskynde behandlingen og således sætte patienten foran andre, der ventede på

samme procedure. For så vidt angår selve ventetiden, udtalte Retslægerådet, at man

ikke var i stand til at vurdere de konkrete forhold, som havde ført til, at ventetiden

efter Retslægerådets opfattelse var blevet for lang, idet der kunne være forskellige

årsager hertil, herunder ressourcemæssige årsager.

Retten nåede herefter til samme resultat som Patientskadeankenævnet. Retten lagde i

den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse og bemærkede i øvrigt, at en afgø-

relse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ligeledes støttede denne, og at der i

øvrigt ikke var mulighed for at henvise patienten til andre behandlingssteder i Dan-

mark. På denne baggrund fandt retten ikke, at det kunne antages, at en erfaren spe-

cialist under de givne forhold ville have handlet anderledes. Herefter, og da det er et

politisk-økonomisk spørgsmål, hvilken behandlingskapacitet, der stilles til rådighed,

var betingelserne i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, for at yde erstatning ik-

ke opfyldt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

6.2.6 Domme om erstatningsberegning

Knap halvdelen af de 45 afsagte domme i 2013 vedrørte selve erstatningsberegnin-

gen. Det er således sager, hvor patienten fik anerkendt en patientskade og har fået

opgjort erstatningen. Disse domme handler derfor om sager, hvor patienten mener at

have ret til en højere erstatning end den fastsat af Patientskadeankenævnet. Når en

patient får anerkendt en patientskade, opgøres erstatningens størrelse efter erstat-

ningsansvarsloven. Det er bl.a. muligt at få erstatning for svie og smerte, varigt mén,

tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Nedenfor ses eksempel på en retssag fra 2013, som vedrører opgørelsen af erstatnin-

gen for en anerkendt patientskade.

Dom afsagt af Retten i Lyngby den 12. september 2013.

(j.nr. 11/562)

I forbindelse med behandling på et sygehus blev en kvindelig patient påført en erstat-

ningsberettigende patientskade i form af lammelse af kroppen fra halsen og nedefter,

fraset lidt bevægelse i venstre arm, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Patientforsikringen tilkendte efterfølgende patienten godtgørelse for svie og smerte

samt godtgørelse for varigt mén. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilken-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

de erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Patientforsikringen lag-

de bl.a, vægt på oplysningerne i et telefonnotat fra en samtale med en skolesekretær

på patientens tidligere arbejdsplads. Det fremgik heraf, at patienten forud for patient-

skadens indtræden var fratrådt sin tjenestemandsstilling som skolelærer og var gået

på pension, og at hun var på skadestidspunktet var overenskomstansat i 1 år som en

form for ”udfasning”. Der var forud for afgørelsen ikke partshørt over dette telefonno-

tat.

Patientforsikringen blev efterfølgende anmodet om at genoptage sagen, for så vidt

angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab med henvisning til

nye oplysninger i form af en indhentet erklæring fra patientens tidligere skoleleder.

Det fremgik bl.a. af erklæringen, at patienten ville og skulle fortsætte ansættelsen

efter udløb af den tidsbegrænsede stilling. Patientforsikringen afslog at genoptage sa-

gen.

Patientforsikringens afgørelse vedrørende afslag på genoptagelse blev påklaget til Pa-

tientskadeankenævnet, som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med henvisning til

almindelige forvaltningsretlige principper. Nævnet fandt, at sagen ikke ville have fået

et andet udfald, hvis erklæringen fra den tidligere skoleleder havde foreligget, da Pa-

tientforsikringen traf afgørelse vedrørende erstatning. Nævnet lagde vægt på, at det

ved Patientforsikringens afgørelse var lagt til grund, at patienten havde fratrådt sin

tjenestemandsstilling som skolelærer og var gået på pension, og at hun på skades-

tidspunktet var ansat i en tidsbegrænset stilling som overenskomstansat lærer i et år.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet

skulle genoptage sagen, for så vidt angik spørgsmålet om erhvervsevnetab.

Retten fandt, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at oplysnin-

gerne i erklæringen fra den tidligere skoleleder med en vis sandsynlighed ville have

ført til en anden afgørelse fra Patientforsikringen. Retten fandt, at der i de objektive

oplysninger var konkrete holdepunkter for en formodning om, at patienten på skades-

tidspunktet havde truffet beslutning om at gå på pension og dermed var på vej ud af

arbejdsmarkedet. Retten bemærkede endvidere, at en manglende partshøring i en

tidligere afgørelse fra Patientforsikringen ikke kunne medføre ugyldighed eller krav om

genoptagelse i den efterfølgende sag - navnlig ikke, når der i den efterfølgende sag i

forbindelse med sagsbehandlingen var rettet op på den manglende partshøring. Pati-

entskadeankenævnet blev således frifundet.

Nedenfor omtales en retssag, som handlede om, der kunne tilkendes erstatning for

advokatomkostninger i forbindelse med en anerkendt patientskade.

Dom afsagt af Østre Landsret den 1. maj 2013 (tidligere afsagt dom af Kø-

benhavns Byret den 29. juni 2012)

(j.nr. 10/1370)

Sagen drejede sig om, hvorvidt en ikke dansktalende tysk statsborger, der boede i

Tyskland, kunne få sine omkostninger til advokat i forbindelse med en patientskade-

sag dækket. Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet havde givet afslag

på dækning af advokatudgifter, og sagen blev indbragt for retten med påstand om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

dækning af sådanne udgifter. Det var anerkendt, at patienten var påført en erstat-

ningsberettigende skade i form af forringet nervefunktion i højre underben (følger ef-

ter compartmentsyndrom), hvilket bl.a. havde givet anledning til et varigt mén på 20

procent.

Byretten fandt, at advokatens ydelser, herunder en udarbejdelse af en erstatningsop-

gørelse, i vidt omfang svarede til de ydelser, som en dansk patients partsrepræsen-

tant må forudsættes at yde sin klient, uden at klienten kan godtgøres sine udgifter til

advokat, jf. forarbejderne til den dagældende patientforsikringslovs § 13 og retsprak-

sis. Men henset til at patienten var udlænding, bosat i udlandet og forudsætningsvis

uden adgang til pårørende eller andre, herunder offentligt ansatte rådgivere eller fri-

villig gratis rådgivning, der naturligt kunne bistå hende i forbindelse med det danske

patientforsikringssystem, mente retten, at advokatens formidling af afgørelser og krav

fra Patientforsikringen havde haft en direkte værdi for Patientforsikringen og Patient-

skadeankenævnet, som burde honoreres med et beløb. Spørgsmålet om dækning af

udgifter til advokatbistand blev derfor hjemvist til fornyet behandling ved Patientska-

deankenævnet.

Patientskadeankenævnet ankede dommen til Østre Landsret, og parterne gentog de-

res synspunkter. Dog gjorde Patientskadeankenævnet gældende, at Københavns By-

ret i begrundelsen for afgørelsen inddrog den urigtige forudsætning, at varetagelsen

af patientens interesse ved behandlingen af patientskadesager kræver bistand fra på-

rørende eller andre. Patienten gjorde gældende, at hun efter fejlbehandlingen havde

meget begrænsede kræfter, og at Patientforsikringen ikke selv kunne have oplyst sa-

gen tilstrækkeligt.

Landsretten lagde til grund, at Patientforsikringen på sin hjemmeside havde anmeldel-

sesskema på engelsk og samtidig også på engelsk informerede om, at en skadelidt

ikke har brug for advokatbistand, og at en udgift hertil ikke kan forventes dækket.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at patienten på grund af patientskadens følger

ikke havde været i stand til at varetage sine interesser. Det forhold, at patienten var

bosiddende i Tyskland og alene talte tysk, var ikke tilstrækkeligt til, at der forelå så-

danne særlige omstændigheder, som kunne føre til, at advokatomkostninger undta-

gelsesvist kunne erstattes. Der blev herved også henvist til forvaltningslovens regler

om vejledningspligt. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at advokatens

arbejde havde haft en sådan selvstændig betydning for sagens oplysning og afgørelse,

at der undtagelsesvist kunne ydes erstatning. Det forhold, at ménafgørelsen blev

ændret af Patientskadeankenævnet, kunne ikke i sig selv føre til erstatning for advo-

katbistand. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7 Læring

7.1 Patientskadeankenævnet og Læringsenheden

Patientskadeankenævnet bidrager løbende på forskellig vis til Patientombuddets læ-

ringsaktiviteter. Formålet er at skabe et overblik over problemområder, der kan indgå

i en samlet prioritering af forslag til indsatsområder. Senest har Patientskadeanke-

nævnets og Lægemiddelskadeankenævnets sekretariat (Erstatningscenteret) i decem-

ber 2013 medvirket ved en temadag på Rigshospitalet arrangeret af Læringsenheden,

der handlede om sundhedspersoners retssikkerhed og pligter. Formålet med temada-

gen var at informere de sundhedspersoner, som deltog, om de forskellige systemer og

samspillet her imellem (erstatningssystem, klagesystem, tilsynssystem og system for

utilsigtede hændelser). Erstatningscentret holdt i den forbindelse et indlæg om erstat-

ningssystemet, herunder muligheden for at få erstatning for patientskader. Arbejdet

med identifikation og bearbejdning af problemfelter fortsætter i 2014.

7.2 Internationalt samarbejde

Der har igennem årene siden patientforsikringsordningens start været et vist samar-

bejde mellem de nordiske patientforsikringer og patientskadeankenævn. Samarbejde

er muligt, fordi de nordiske patientskadeordninger i grove træk er bygget over samme

læst, og der er en lang række ligheder. De nordiske patientskadeankenævn har ud

over et fælles lovgrundlag en række fælles udfordringer som ankeinstans. Derfor blev

der i 2003 taget initiativ til at formalisere samarbejdet så man kan drage nytte af at

udveksle erfaring og viden på mere systematisk vis.

Fra 2004 er der således afholdt konferencer hvert andet år, hvorde nordiske patient-

skadeankenævn deltager. Sverige, Norge, Finland og Danmark deltager med hver sin

delegation, der består af nævnsformænd og sekretariatsmedarbejdere. Typisk delta-

ger hvert land med cirka ti personer. Hver konference består af en vekselvirkning

mellem plenumindlæg og gruppedebat om diverse emner, hvilket sikrer en effektiv

erfaringsudveksling for samtlige deltagere.

De år, hvor der ikke afholdes konferencer, er der formøder med en mere snæver del-

tagerkreds på cirka tre personer fra hvert land. Det primære formål med formøderne

er at fastlægge programmet for næste års konference, ligesom hvert land fremlægger

en situationsrapport, som danner grundlag for diverse drøftelser og erfaringsudveks-

ling.

I 2004 blev der således afholdt konference i Stockholm, i 2006 i København, i 2008 i

Oslo, i 2010 i Helsinki, og i 2012 i Stockholm. Næste konference holdes i København i

september 2014.

Konferencerne og formøderne er alle meget udbytterige og giver grundlag for, at lan-

dene også drøfter diverse problemstillinger i løbet af året. Efter sidste konference ef-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

terspørger de andre lande således viden om den model, som det danske patientska-

deankenævn anvender ved jævnlige kvalitetsundersøgelser og brugertilfredshedsun-

dersøgelser, og hvilke undersøgelser, nævnet iværksætter for at højne kvaliteten af

sagsbehandling og afgørelser. Der er også stor interesse for at høre om, hvordan man

i Danmark tilrettelægger sagsbehandlingen, så man kan opretholde en kort sagsbe-

handlingstid på gennemsnitlig mindre end et halvt år. Endelig har Danmark inspireret

flere af de andre lande på den elektroniske front, herunder i forhold til at afholde

elektroniske nævnsmøder, hvor akterne udelukkende foreligger elektronisk, og hvor

nævnsmedlemmerne ved møderne bruger bærbare computere.

7.3 Kvalitetsudvikling og kvalitetssikring

Patientskadeankenævnet arbejder løbende på at sikre og udvikle kvaliteten i afgørel-

serne. Det sker bl.a. ved, at der løbende afholdes foredrag og undervisning for næv-

nets interne lægekonsulenter. I 2013 var der for lægekonsulenterne også flere gene-

relle undervisningsseancer om det juridiske grundlag for patientskader.