PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 599
Offentligt

Årsberetning 2013

Det Psykiatriske Ankenævn

Titel:

Årsberetning 2013, Det Psykiatriske Ankenævn

Patientombuddet

Finsensvej 15

2000 Frederiksberg

URL:

http://www.patientombuddet.dk

Format: pdf

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indhold

Forord ............................................................................................................ 4

1 Indledning .................................................................................................. 5

2 Præsentation af Det Psykiatriske Ankenævn............................................... 6

3 Nøgletal ...................................................................................................... 8

4 Sagsgang .................................................................................................... 9

4.1 Klageberettigelse .......................................................................................9

4.2 Formelle regler ..........................................................................................9

4.3 Patientombuddets forberedelse af sagen .......................................................9

4.4 Afgørelsen .............................................................................................. 10

4.5 Genoptagelse .......................................................................................... 13

5 Principielle afgørelser ............................................................................... 14

5.1 Tvangsbehandling .................................................................................... 15

5.2 Beroligende middel med magt ................................................................... 25

5.3 Øvrige udvalgte afgørelser ........................................................................ 32

6 Sager ved Folketingets Ombudsmand og domstolene ............................... 36

7 Læring ...................................................................................................... 37

8 Forventninger til fremtiden ....................................................................... 38

Bilag ............................................................................................................ 39

Bilag 1

Forretningsorden ............................................................................. 39

Bilag 2

Sammensætning af Det Psykiatriske Ankenævn i 2013 ........................ 43

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forord

Det Psykiatriske Ankenævn har i 2013 fortsat haft stor fokus på indholdet af motivati-

onen i betænkningstiden forud for en beslutning om tvangsbehandling, men har også i

år behandlet en række problemstillinger vedrørende mindste middels princippet og

anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering ved indgivelse af beroligen-

de middel med magt.

Årsberetningens fokus på tvangsbehandling og beroligende middel med magt er en

afspejling af, at disse ankesager udgør størstedelen af de sager, som Det Psykiatriske

Ankenævn behandler.

Ankenævnet har i relation til begge typer af sager oplevet, at udfordringerne i sagerne

opstår ved, at der er manglende eller tvetydig dokumentation, og har derfor valgt at

have fokus på dette i denne årsberetning.

Der sker en naturlig, løbende og nødvendig udvikling af praksis på disse områder, da

hver sag behandles og vurderes konkret i forhold til reglerne på området og de om-

stændigheder, der er beskrevet i den enkelte journal. En sådan udvikling skaber

uundgåeligt udfordringer for de personer, der håndterer reglerne og patienterne ude i

den praktiske verden. Det er derfor også ankenævnets håb, at denne årsberetning

kan bidrage til at tydeliggøre ankenævnets nuværende praksis.

Henrik Gunst Andersen

Formand

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1 Indledning

Det Psykiatriske Ankenævn blev oprettet den 1. januar 2011 som et selvstændigt

nævn, der behandler visse klager over afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklage-

nævn ved Statsforvaltningen.

Ankenævnet består af en dommer, to psykiatere og to lægfolk, som fastsat i psykiatri-

loven, for at sikre en faglig kompetent behandling af sagerne og sikre patienternes

tillid til ankenævnets afgørelser. Ankenævnet sekretariatsbetjenes af Patientombud-

det.

I modsætning til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen afholder

ankenævnet sine møder, uden deltagelse af sagens parter. Behandlingen sker således

udelukkende på et skriftligt grundlag. Det medfører, at ankenævnet ved behandlingen

af hver sag er afhængigt af, hvad der er dokumenteret i relation til det påklagede

tvangsindgreb, i sin vurdering af, om det kan lægges til grund, at lovens betingelser

er opfyldt.

Når ankenævnet behandler klager over tvang i psykiatrien tager nævnet alene stilling

til, om psykiatrilovens betingelser for at anvende tvangsforanstaltninger har været

opfyldte. Ankenævnet tager således ikke stilling til, om der er grundlag for kritik af

den enkelte sundhedsperson – hverken i forhold til behandling eller journalføring.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2 Præsentation af Det Psykiatriske Ankenævn

Det Psykiatriske Ankenævn er ankeinstans for afgørelser truffet af Det Psykiatriske

Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Ankenævnet kan alene behandle ankesager om tvangsbehandling, fysisk magtanven-

delse, indgivelse af beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer

og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt

aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland. Dette følger af psykiatrilovens § 38, stk. 1. Det Psykiatriske Patientklage-

nævns afgørelser om anden tvang kan indbringes for retten.

Ankenævnet er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgø-

relse. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myn-

dighed.

Ved afgørelsen tager ankenævnet stilling til, om betingelserne for at udøve tvang i

henhold til psykiatriloven var til stede på det tidspunkt, hvor tvangsindgrebet blev fo-

retaget.

En klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives senest tre måneder efter, at kla-

geren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Anke-

nævnet kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler her-

for. Det er ankenævnets praksis at vurdere, at fristen løber fra det tidspunkt, hvor 1.

instansafgørelsen er kommet frem til klager.

Ankenævnet er et fast udpeget nævn. Det består af fem medlemmer: en formand,

som er dommer og udpeget af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, to medlem-

mer, der skal være psykiatere beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen, og to

medlemmer beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Derudover

er der udpeget en række stedfortrædere for medlemmerne. Ankenævnets sammen-

sætning fremgår af bilag 2.

Ankenævnet træffer afgørelse ved stemmeflerhed. Et eventuelt mindretal kan afgive

mindretalsudtalelse, og den vil fremgå af afgørelsen. Afgørelserne træffes dog i langt

de fleste tilfælde af et enigt ankenævn.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forvaltningslovens regler om inhabilitet gælder for alle nævnsmedlemmerne, ligesom

de naturligvis også er underlagt tavshedspligt.

Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddets Patientklage-

center.

De nærmere regler om Det Psykiatriske Ankenævn findes i bekendtgørelse nr. 1574 af

15. december 2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn (bilag 1).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3 Nøgletal

Det Psykiatriske Ankenævn modtog 142 klager over afgørelser truffet af Det Psykiatri-

ske Patientklagenævn i 2013. Til sammenligning modtog nævnet i 2012 95 sager. Det

svarer til en stigning i antallet af klager fra 2012 til 2013 på 49,47 procent.

Ankenævnet afgjorde 82 sager, men afsluttede i alt 102 sager. Sagerne var indkom-

met i både 2012 og 2013, ligesom ankenævnet ved årsskiftet til 2014 fortsat havde

sager under behandling, der var indkommet i 2013. Derfor var antallet af afsluttede

sager lavere end antallet af modtagne sager.

Ankenævnet afholdt 9 møder og afgjorde, som nævnt ovenfor, 82 sager i 2013. Af de

142 nye ankesager blev 20 sager afsluttet på anden måde, eksempelvis på grund af

forældelse eller fordi klager trak sin anke tilbage.

•

Ankenævnet tiltrådte i 43 sager de psykiatriske patientklagenævns afgørelser.

Det svarer til 52 procent af alle afgjorte klager.

Ankenævnet ændrede i 33 sager de psykiatriske patientklagenævns afgørelser,

hvilket svarer til 40 procent.

Ankenævnet hjemviste 6 sager til fornyet behandling, hvilket svarer til 7 pro-

cent.

Til sammenligning tiltrådte Det Psykiatriske Ankenævn i 2012 i alt 53 procent af sa-

gerne fra de psykiatriske patientklagenævn, ændrede 46 procent og hjemviste 1 pro-

cent.

I 2013 blev ankenævnet anmodet om at genoptage 1 afgørelse.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 5,1 måneder i 2013 mod 5,9 måneder i

2012.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4 Sagsgang

Alle ankesager, der skal behandles af Det Psykiatriske Ankenævn, forberedes og be-

handles af det samme team af sagsbehandlere i Patientombuddets Patientklagecenter.

4.1 Klageberettigelse

Både patienten og sygehusmyndigheden kan – helt eller delvist – indbringe Det Psyki-

atriske Patientklagenævns afgørelser for Det Psykiatriske Ankenævn, hvis afgørelsen

ikke giver den pågældende fuldt ud medhold.

I praksis bliver de fleste klager indgivet af patienten eller patientens patientrådgiver,

og det sker ofte via Det Psykiatriske Patientklagenævn. Når klagen bliver indsendt via

Det Psykiatriske Patientklagenævn, modtages samtidig det materiale, der har ligget til

grund for patientklagenævnets afgørelse.

4.2 Formelle regler

Når Patientombuddet modtager en sag, undersøges det, om forholdet falder under

ankenævnets kompetence, om der er truffet afgørelse i 1. instans om det forhold, der

klages over, om klagen er indgivet af en klageberettiget, samt om klagen er forældet.

Hvis Patientombuddet modtager en anke over et forhold, der falder uden for anke-

nævnets kompetence, må Patientombuddet afvise at behandle anken og i stedet hen-

vise klager til den rette myndighed.

4.3 Patientombuddets forberedelse af sagen

Indledningsvist vurderer Patientombuddet, om der er behov for at indhente mere ma-

teriale. Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, vurderer Patientombuddet, om sagens par-

ter skal høres over det indhentede materiale.

Parterne høres over det materiale, de ikke allerede er bekendt med, og som er til

ugunst for den pågældende part. Efter den eventuelle partshøring udarbejder Patient-

ombuddet et udkast over de faktuelle forhold, der juridisk kan lægges til grund, og

opstiller sundhedsfaglige spørgsmål.

Herefter bliver sagen vurderet af en sagkyndig lægekonsulent med speciale i psykiatri,

og derefter udarbejder Patientombuddet et forslag til afgørelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.4 Afgørelsen

Det Psykiatriske Ankenævns møder bliver holdt skiftevis som telefonmøder og ved

fremmøde. Ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve afgørelser fra

Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Ved tiltrædelse forstås, at Det Psykiatriske Ankenævn er enig i Det Psykiatriske Pati-

entklagenævns afgørelse. Ved ændring forstås, at patientklagenævnets afgørelse an-

nulleres kombineret med en ny afgørelse, som træder i stedet for den oprindelige.

Ved ophævelse forstås en afgørelse om, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgø-

relse træder ud af kraft, uden at der træffes en ny afgørelse, som træder i stedet for

den oprindelige. Ophævelse kan blandt andet ske som følge af manglende kompeten-

ce hos patientklagenævnet, for eksempel hvis indgrebet ikke er reguleret af psykiatri-

loven.

Bliver anken hjemvist betyder det, at Det Psykiatriske Ankenævn overlader det til Det

Psykiatriske Patientklagenævn at træffe en ny afgørelse i sagen. Hvis der er tale om

rent formelle fejl, som eksempelvis skrivefejl, herunder at patientklagenævnet har

anført forkerte datoer eller navne i sin afgørelse, vil Det Psykiatriske Ankenævn som

udgangspunkt rette fejlen. Er der tale om en indholdsmæssig fejl, som eksempelvis at

afgørelsen er truffet på et klart utilstrækkeligt eller forkert faktuelt eller retligt grund-

lag, vil ankenævnet hjemvise sagen til fornyet behandling.

Hjemvisning grundet manglende stillingtagen til sindssygdom

En overlæge klagede til Det Psykiatriske Ankenævn over, at Det Psykiatriske

Patientklagenævn havde underkendt en beslutning om tvangsbehandling

grundet utilstrækkelig motivation i betænkningstiden. Det fremgik imidlertid

ikke af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, om der var taget stil-

ling til, hvorvidt patienten var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der

ganske måtte ligestilles hermed, på tidspunktet for beslutningen om tvangs-

behandling.

Det var ankenævnets opfattelse, at dette var så grundlæggende en betingel-

se for beslutning om tvangsbehandling, at ankenævnet ikke kunne berigtige

afgørelsen ved alene selv at træffe en ny afgørelse med inddragelse af

spørgsmålet om sindssygdom.

Ankenævnet lagde vægt på, at det ellers ville fratage parterne muligheden

for at få sagen behandlet ved to instanser.

Ankenævnet hjemviste på den baggrund sagen til fornyet behandling ved

Det Psykiatriske Patientklagenævn.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det Psykiatriske Ankenævns kompetence følger Det Psykiatriske Patientklagenævns

kompetence. Det betyder, at ankenævnet alene tager stilling til forhold, der er taget

stilling til i patientklagenævnets afgørelse. Ankenævnet foretager en fuld prøvelse af

patientklagenævnets afgørelse, herunder faktum, regelfortolkningen, den konkrete

regelanvendelse og bevisafvejningen. Afgørelserne fra ankenævnet indeholder altid en

selvstændig begrundelse.

Det Psykiatriske Ankenævn tager dog i praksis ikke stilling til samtlige udsagn i afgø-

relsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvis det kun er nødvendigt at tage stil-

ling til dele af afgørelsen.

Ankenævnet tager derfor ikke stilling til, om en klage burde have været tillagt opsæt-

tende virkning, hvis ankenævnet finder, at patienten ikke var sindssyg, eller at patien-

ten ikke var tilstrækkeligt motiveret for frivillig behandling.

Det Psykiatriske Ankenævn kan som ankeinstans tage stilling til visse klager over

sagsbehandlingen i 1. instans. Det sker i tilfælde, hvor der er klaget over forhold, som

efter deres karakter er egnede til at influere på afgørelsens indhold. Det falder således

uden for ankenævnets kompetence at behandle klager, der alene vedrører Det Psykia-

triske Patientklagenævns sagsbehandling uden samtidig at omfatte afgørelsens ind-

hold. Det falder også uden for Det Psykiatriske Ankenævns kompetence at behandle

klager over navngivne sundhedspersoner, hvis der ikke samtidig klages over selve

beslutningen om tvang.

Nedenfor ses et eksempel på en hjemvisning, der gik på sagsbehandlingen i 1. in-

stans.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sag hjemvist, fordi der manglede stillingtagen til klage over inhabili-

tet

En patient klagede over indgivelse af beroligende middel med magt og kla-

gede samtidig over, at formanden for Det Psykiatriske Patientklagenævn var

inhabil ved sagens behandling.

Ankenævnet konstaterede, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke havde

taget stilling til spørgsmålet om inhabilitet.

Ankenævnet oplyste, at det fremgår af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1,

”at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til

en bestemt sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller øko-

nomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har væ-

ret repræsentant for nogen, der har en sådan interesse”. Det fremgår af § 3,

stk. 1, nr. 5, at der også er tale om inhabilitet, hvis ”der i øvrigt foreligger

omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upar-

tiskhed. Det fremgår videre af forvaltningslovens § 3, stk. 2, at der ikke fo-

religger inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke,

sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbe-

handlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne

blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Ankenævnet oplyste videre, at det fremgår af forvaltningslovens § 3, stk. 3,

at den, der er inhabil i forhold til en sag, ikke må træffe afgørelse, deltage i

afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

Videre oplyste ankenævnet, at spørgsmålet om, hvorvidt en person er inha-

bil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed. Vedkommende må ikke selv

deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jfr. dog

§ 4, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i

henhold til lov.

Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at klagen over inhabili-

tet i forbindelse med Det Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse vedrøren-

de indgivelse af beroligende middel med magt først skulle afgøres af Det

Psykiatriske Patientklagenævn.

Ankenævnet hjemviste på denne baggrund sagen til fornyet behandling ved

Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Når afgørelsen træffes, vurderer ankenævnet samtidig, om afgørelsen skal offentlig-

gøres i anonymiseret form på Patientombuddets hjemmeside.

Den endelige afgørelse bliver sendt til klageren, sygehuset, Det Psykiatriske Patient-

klagenævn, regionen samt Sundhedsstyrelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.5 Genoptagelse

Det fremgår af psykiatrilovens § 38 stk. 3, at Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser

ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det fremgår af § 14 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretnings-

orden for Det Psykiatriske Ankenævn, at ankenævnet er uafhængigt af instruktioner

om den enkelte sags behandling og afgørelse i sin virksomhed . Hvis en sag, der er

afgjort af ankenævnet, anmodes genoptaget, kan den tages op til fornyet behandling,

hvis ankenævnet finder grundlag for det.

Om en sag kan genoptages, afhænger af, om der i forhold til den oprindelige behand-

ling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages at kunne føre

til en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås sådan, at der skal være tale om

nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater eller andre af

sagens akter, da sagen blev afgjort. De nye oplysninger skal også være så væsentli-

ge, at de måske kan føre til et andet resultat. En sag kan også blive genoptaget grun-

det væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Ankenævnet blev i 2013 bedt om at genoptage en sag, som refereres nedenfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Genoptagelse af sag afvist, fordi nye og væsentlige oplysninger

manglede

En 49-årig mand fik den 6. april 2009 indgivet beroligende middel med magt

i form af smeltetablet Zyprexa 10 mg, fordi han var tiltagende energisk og

kværulerende på manisk vis. Han kontaktede gentagne gange politiet via sin

telefon og forlangte, at de straks skulle få ham ud af afdelingen. Patienten

klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn tiltrådte afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at det var nødvendigt at bringe patienten til ro for at

bedre hans tilstand.

Ankenævnet fandt videre, at indgivelse af beroligende middel med magt op-

fyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Ankenævnet lagde vægt

på, at det fremgik af journalen, at man forinden havde forsøgt at begrænse

og korrigere patientens aktiviteter samt havde forsøgt at tale ham til ro og

tilbyde ham beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende middel med

magt opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig

dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Patienten anmodede herefter ankenævnet om at genoptage sagen. I genop-

tagelsesanmodningen blev det blandt andet anført, at han ikke havde været

urolig, hans adfærd ikke var blevet forsøgt begrænset, og at der ikke blev

tilbudt medicin til frivillig indtagelse i forbindelse med indgivelse af beroli-

gende middel med magt.

Det Psykiatriske Ankenævn fandt, at ankenævnet ikke kunne imødekomme

patientens anmodning om genoptagelse af sagen.

Det var ankenævnets vurdering, at der ikke var fremkommet nye og for sa-

gens afgørelse væsentlige oplysninger, der kunne begrunde en fornyet reali-

tetsbehandling i ankenævnet.

Ankenævnet lagde vægt på, at oplysningerne ikke var nye, men fremgik af

patientens partsindlæg i forløbet før afgørelsen den 28. august 2012, og

dermed indgik i grundlaget for afgørelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5 Principielle afgørelser

Nedenfor resumeres en række principielle afgørelser fra 2013. Afgørelserne er inddelt

i tre overordnede emner: tvangsbehandling, beroligende middel med magt og øvrige

udvalgte afgørelser.

5.1 Tvangsbehandling

Det fremgår af § 3 i psykiatriloven, at behandling på psykiatrisk afdeling så vidt mu-

ligt skal finde sted med patientens samtykke.

I lovens § 1, stk. 2, henvises der til sundhedslovens kapitel 5 om betingelserne for et

informeret samtykke.

Af sundhedslovens § 15, stk. 3 fremgår det, at informeret samtykke er et samtykke,

der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side.

Patienten skal, ifølge § 16, blandt andet informeres om sine behandlingsmuligheder,

herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal gives lø-

bende og give en forståelig fremstilling af patientens sygdom og den påtænkte be-

handling.

Hvis det ikke er muligt at opnå patientens informerede samtykke, kan det blive nød-

vendigt at træffe beslutning om tvangsbehandling. I så fald er der en række betingel-

ser, der skal være opfyldt jf. psykiatrilovens § 12.

En af disse betingelser er, at patienten, før overlægens afgørelse efter stk. 4 om

tvangsbehandling, skal have haft en passende betænkningstid, hvor patienten får lej-

lighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal

have en passende varighed, dog højst tre dage, jf. § 12, stk. 5.

Ankenævnet satte sidste år fokus på motivation for konkrete dosisintervaller og kon-

kret motivation for usædvanligt høje doser. Ankenævnet har imidlertid i 2013 fortsat

oplevet et stort antal sager, hvor indholdet af motivationen ikke var tilstrækkelig, for-

di der ikke var givet tilstrækkelig konkret information om det primære præparat samt

dosis og dosisinterval. I relation til betænkningstiden har ankenævnet også haft mu-

lighed for at tage stilling til sager, hvor betænkningstiden af forskellige årsager var

afbrudt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ankenævnet vil under afsnit 5.1.1 opridse praksis fra 2013 vedrørende motivation for

dosisinterval af det primære præparat, mens afsnit 5.1.2 omhandler konkret motivati-

on i øvrigt. Afsnit 5.1.3 omhandler afbrudt betænkningstid og afsnit 5.1.4. sædvanlig

dosis ved tvangsbehandling.

5.1.1 Motivation for konkret dosisinterval

Baggrund

Beslutningen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med

reglerne i psykiatrilovens § 4 om det mindste middels princip.

En patient skal kunne forholde sig til, hvilket præparat og hvilken dosis som vil blive

brugt ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Det er derfor en betingelse,

at der motiveres for en konkret behandling. Motivationen skal foretages løbende, og

tvangsbehandling skal iværksættes med det præparat og den dosis, der er motiveret

for, medmindre der er særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Når det besluttes at tvangsbehandle en patient, er beslutningen ofte delt op i et pri-

mært og et sekundært præparat. I mange tilfælde vil det blive besluttet at tvangsbe-

handle med et dosisinterval af det primære præparat. Det Psykiatriske Ankenævn har

i den forbindelse slået fast i en række afgørelser, at patienten skal motiveres for hele

den primære behandling. Når den primære behandling involverer et dosisinterval, skal

patienten motiveres for hele intervallet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konkrete afgørelser

Alene motiveret for startdosis

En 43-årig kvinde var indlagt på psykiatrisk afdeling og blev vurderet til at

være i en psykotisk tilstand. Det blev vurderet, at medicinsk behandling med

tvang var nødvendig, hvis hun ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 11. april 2013 ordineret tablet Olanzapin i stigende do-

ser til maksimalt 40 mg. Den 16. april 2013 besluttede overlægen at

tvangsbehandle med tablet Olanzapin 10 mg. Ved manglende tilfredsstillen-

de effekt stigende med 10 mg hver 2. uge til henholdsvis 20, 30 til maksi-

mum 40 mg per dag. Subsidiært samme dosis Olanzapin i.m. i stigende do-

ser.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle hende.

Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at hun blev til-

budt behandling med tablet Olanzapin 10 mg fra den 12. til den 14. april

2013, og at hun herefter fik tilbudt ”medicin” den 15. og 16. april 2013, in-

den det blev besluttet at tvangsbehandle. Beslutningen om tvangsbehand-

ling vedrørte imidlertid behandling med tablet Olanzapin 10 mg. og ved

manglende tilfredsstillende effekt stigende med 10 mg hver 2. uge til hen-

holdsvis 20, 30 til maksimum 40 mg.

Ankenævnet fandt herefter ikke, at det var besluttet at iværksætte tvangs-

behandling med den dosis, der var motiveret for, da der alene blev motive-

ret for startdosis, men ikke for hele det dosisinterval, der blev truffet beslut-

ning om den 16. april 2013.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Alene motiveret for startdosis

En 26-årig mand var indlagt på psykiatrisk afdeling og blev vurderet til at

være i en psykotisk tilstand. Det blev vurderet, at medicinsk behandling med

tvang var nødvendig, hvis han ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 9. april 2013 ordineret tablet Cisordinol 2 mg med hen-

blik på motivation for frivillig indtagelse af medicinen. Den 23. april 2013

besluttede overlægen at tvangsbehandle med tablet Cisordinol 2 mg dagligt i

stigende doser under hensyn til virkning og bivirkninger op til maksimalt 30

mg dagligt.

Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle ham.

Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at han var blevet

tilbudt behandling med tablet Cisordinol 2 mg, fra den 12. til den 18. april

2013, samt at han den 22. april 2013 blev opfordret til at ”tage medicin”,

inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om

tvangsbehandling vedrørte imidlertid behandling med tablettablet Cisordinol

2 mg dagligt i stigende doser under hensyn til virkning og bivirkninger op til

maksimalt 30 mg dagligt.

Ankenævnet fandt herefter ikke, at det var besluttet at iværksætte tvangs-

behandling med den dosis, der var motiveret for, da der alene blev motive-

ret for startdosis, men ikke for hele det dosisinterval, der blev truffet beslut-

ning om den 23. april 2013.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Motiveret for forkert dosis

En 27-årig mand var indlagt på psykiatrisk afdeling og blev vurderet til at

være i en psykotisk tilstand. Det blev vurderet, at medicinsk behandling med

tvang var nødvendig, hvis ikke han ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 25. februar 2013 ordineret tablet Abilify 10 mg én gang

dagligt, samtidig med at der blev besluttet motivation for tablet Abilify 5 mg

stigende til maksimalt 30 mg. Den 1. marts 2013 besluttede overlægen at

tvangsbehandle med tablet Abilify 10 mg justeret efter virkninger og bivirk-

ninger inden for dosisinterval, subsidiært injektion Abilify 9,75 mg i.m.

Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle ham.

Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at han blev moti-

veret for 10 mg Abilify, og at der samtidig blev informeret om et dosisinter-

val på 5 mg stigende til maksimalt 30 mg, inden det blev besluttet at

tvangsbehandle den 1. marts 2013. Beslutningen om tvangsbehandling ved-

rørte imidlertid tablet Abilify 10 mg stigende til 30 mg.

Ankenævnet fandt herefter, at det ikke var besluttet at iværksætte tvangs-

behandling med den dosis, der var motiveret for.

5.1.2 Konkret motivation i øvrigt

Baggrund

Som tidligere nævnt skal en patient kunne forholde sig til, hvilket præparat og hvilken

dosis som vil blive anvendt ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

I forbindelse med at der skal motiveres for en konkret behandling, er det også en be-

tingelse, at motivationen er ensartet op til beslutningen om tvangsbehandling. Det

skyldes, at formålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende

betænkningstid, hvor patienten får en reel lejlighed til at overveje sit eventuelle sam-

tykke til behandlingen. En ensartet motivation er derfor nødvendig for, at patienten

har mulighed for reelt at forstå den dosis, der motiveres for.

Det Psykiatriske Ankenævn har i den forbindelse slået fast i en række afgørelser, at

patienten skal motiveres ensartet for hele dosisintervallet, når den primære behand-

ling involverer et dosisinterval.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konkrete afgørelser

Uensartet motivation

En 31-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling, blev vurderet psy-

kotisk, blandt andet præget af paranoide forfølgelsesforestillinger i en sådan

grad, at det blev vurderet, at medicinsk behandling med tvang var nødven-

dig, hvis hun ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 30. april 2013 besluttet motivation for Seroquel Prolong

300 mg og samtidig noteret, at det trinvist kunne øges. Den 3. maj 2013

besluttede overlægen at tvangsbehandle med tablet Seroquel Prolong 300

mg stigende til sufficient virkning, maksimalt 1200 mg. Subsidiært injektion

Abilify 1,3 ml svarende til 10 mg i.m.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle hende.

Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at hun blev til-

budt behandling med Seroquel 300 mg den 29. april 2013. Den 30. april kl.

11.30 blev der tilbudt Seroquel 300 mg, der trinvist kunne øges. Kl. 23.10

samme dato blev hun tilbudt ”aften-Seroquel”. Den 1. og 2. maj 2013 blev

hun motiveret for ”medicinen”, hvilken hun afviste. Den 3. maj 2013 blev

det besluttet at tvangsbehandle. Beslutningen om tvangsbehandling vedrør-

te imidlertid Seroquel Prolong 300 mg stigende til sufficient virkning, mak-

simalt 1200 mg.

Ankenævnet fandt herefter, at det ikke var besluttet at iværksætte tvangs-

behandling med den dosis, der var motiveret for, da motivationen var uens-

artet, og da der alene blev motiveret for en del af dosisintervallet, men ikke

for hele det dosisinterval, der blev truffet beslutning om den 3. maj 2013.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forvirrende/uens motivation medførte utilstrækkelig betænknings-

tid

En 46-årig kvinde var indlagt på psykiatrisk afdeling og blev vurderet til at

være i en psykotisk tilstand. Det blev vurderet, at medicinsk behandling med

tvang var nødvendig, hvis hun ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 10. maj 2013 ordineret Cisordinol 10 dråber. Den 13.

maj 2013 besluttede overlægen at tvangsbehandle med dråber Cisordinol 10

mg eventuelt med øgning af dosis, dog maksimalt 20 mg, alternativt injekti-

on Abilify 10 mg i.m.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle hende.

Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at hun blev til-

budt behandling med Cisordinol dråber 10 mg med mulighed for stigning til

20 mg den 10. og 11. maj 2013, samt Cisordinol 10 mg den 12. maj 2013,

inden det den 13. maj 2013 blev besluttet at tvangsbehandle. Beslutningen

om tvangsbehandling vedrørte Cisordinol 10 mg med mulighed for øgning til

20 mg.

Ankenævnet fandt herefter, at det ikke blev besluttet at iværksætte tvangs-

behandling med den dosis, der blev motiveret for, da motivationen ikke var

ensartet, og da der alene var motiveret for startdosis, men ikke for hele det

dosisinterval, der blev truffet beslutning om den 13. maj 2013.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.1.3 Afbrudt betænkningstid

Baggrund

Det fremgår af § 12, stk. 5, i psykiatriloven, at en patient, før overlægen beslutter at

tvangsbehandle, skal have en passende betænkningstid, og at betænkningstiden skal

have en passende varighed, dog højst tre dage. Motivationen skal endvidere foretages

løbende.

Det Psykiatriske Ankenævn har i den forbindelse i en række afgørelser slået fast, at

frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, så den tid-

ligere motivation ikke medregnes, hvis patienten på ny afviser at modtage medicin.

Konkret afgørelse

Frivillig indtagelse medførte, at betænkningstiden blev afbrudt

En 43-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling, blev vurderet psy-

kotisk blandt andet præget af paranoide forfølgelsesforestillinger i en sådan

grad, at det blev vurderet, at medicinsk behandling med tvang var nødven-

dig, hvis hun ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 20. februar 2013 ordineret tablet Serdolect 4 mg.

Kvinden blev den 21. februar 2013 tilbudt ”tablet Serdolect i de tidligere an-

givne doser”, uden at det fremgik konkret, hvad der var motiveret for. Den

22. februar 2013 blev kvinden tilbudt behandling med tablet Serdolect 4 mg

med stigning op til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Det fremgik af

journalen den 23. februar 2013, at kvinden frivilligt tog imod behandlingen

den 22. februar 2013, men at dette ikke var blevet journalført på selve da-

gen.

Den 23. februar 2013 blev kvinden igen motiveret for tablet Serdolect 4-20

mg, hvilket kvinden afviste, og det blev umiddelbart herefter besluttet at

tvangsbehandle.

Det var ankenævnets opfattelse, at den frivillige indtagelse af medicin i mo-

tivationsperioden afbrød motivationen, så den tidligere motivation ikke kun-

ne medregnes, da patienten på ny afviste at modtage medicinen.

Det var på denne baggrund også ankenævnets opfattelse, at da kvinden

igen afviste motivation for behandling med Serdolect den 23. februar 2013

kl. 10.20, blev motivationen startet på ny, hvorfor hun alene blev motiveret

den 23. februar 2013, inden det kort efter blev besluttet at tvangsbehandle.

Ankenævnet kunne ikke godkende beslutningen om tvangsbehandling, da

der ikke var givet tilstrækkelig betænkningstid, efter at kvinden på ny havde

nægtet behandlingen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.1.4 Sædvanlig dosering

Baggrund

Reglerne om tvangsbehandling fremgår af §§ 12 og 13 i lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 som ændret ved lov

nr. 647 af 12. juni 2013.

Bestemmelsen i lovens § 12, stk. 2, om tvangsbehandling for psykiatrisk lidelse fast-

slår, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig

dosering og med færrest mulige bivirkninger. Af lovens § 12, stk. 6 fremgår, at Inden-

rigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter

denne bestemmelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen i lovens § 12, jf. LFS 76 af 26. oktober 1988, frem-

går af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser følgende:

”... Afgørel-

sen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med § 4 om det

mindste middels princip. Ved tvangsmedicinering indebærer dette, at der skal anven-

des afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, jf.

§ 12, stk. 2. … Sædvanlig dosering betyder, at ordinationerne skal følge de retnings-

linjer, der er angivet i lægemiddelfortegnelsen, samt det der svarer til god lægelig

praksis.”

Da lægemiddelkataloget blev erstattet af medicinoversigten på www.pro.medicin.dk,

er ankenævnet overgået til at anvende den internetbaserede fortegnelse til brug for

fastlæggelsen af, hvad der er sædvanlig dosis.

I flere sager vedrørende beslutning om tvangsbehandling har ankenævnet haft lejlig-

hed til at tage stilling til, om der blev anvendt afprøvede lægemidler i sædvanlig dose-

ring.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konkret afgørelse

Nedenstående afgørelse illustrerer, hvordan ankenævnet fortolkede sædvanlig dosis

ved behandling med Abilify.

Afgørelsen er offentliggjort i sin helhed på Patientombud-

dets hjemmeside.

Abilify over15 mg var ikke sødvanlig dosis

En 41-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling, blev vurderet psy-

kotisk blandt andet præget af forfølgelsesvrangforestillinger i en sådan grad,

at det blev vurderet, at medicinsk behandling med tvang var nødvendig, hvis

hun ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Der blev derfor den 30. januar 2013 ordineret tablet Abilify 5 mg. Den 12.

februar 2014 blev det besluttet at tvangsbehandle med tablet Abilify 5 mg

justeret efter effekt og bivirkninger til maksimalt 30 mg.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen. Det Psykiatriske

Ankenævn ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at kvinden havde fået tilstrækkelig betænkningstid, da

hun var motiveret for tablet Abilify i dosisintervallet fra 5 til 30 mg fra den 8.

til den 12. februar 2013.

Ankenævnet fandt dog, at der ikke var tale om afprøvede lægemidler i sæd-

vanlig dosering.

Det var ankenævnets opfattelse, at det skulle begrundes konkret i journalen,

hvis der blev ordineret en dosis, der gik ud over den sædvanlige dosering

som angivet på pro.medicin.dk, og at patienten skulle informeres om, at den

ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.

Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk,

at initial dosis ved behandling med tablet/mikstur Abilify sædvanligvis var

10-15 mg en gang dagligt og vedligeholdelsesdosis 15 mg en gang dagligt.

Maksimalt 30 mg dagligt.

Ankenævnet lagde vægt på, at der blev besluttet en dosis op til 30 mg, uden

at det af journalen konkret fremgik med hvilken begrundelse, der blev ordi-

neret en dosis, der gik ud over den på pro.medicin.dk angivne sædvanlige

dosis. Det fremgik heller ikke, at kvinden konkret var informeret om, at den

ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.

Ankenævnet bemærkede, at den høje dosis kunne være velbegrundet, men

at en eventuel begrundelse ikke fremgik af journalen i relation til beslutnin-

gen om tvangsbehandling den 12. februar 2013.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.2 Beroligende middel med magt

Det følger af psykiatrilovens § 17, stk. 2, at lægen kan bestemme, at en patient om

fornødent med magt skal have et beroligende middel, såfremt det er af afgørende be-

tydning for bedring af patientens meget urolige tilstand.

Mindste middels princippet i psykiatrilovens § 4 fastslår, at tvang ikke må benyttes,

før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Brug af

tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som man vil opnå med den. Er mindre indgri-

bende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de anvendes.

Det er også ankenævnets opfattelse, at hvis der skal gives beroligende middel med

magt, skal det ske med afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering, ligesom det er

tilfældet for tvangsbehandling i henhold til psykiatrilovens § 12.

5.2.1. Forsøg på mindre indgribende foranstaltninger

Som en følge af mindste middels princippet skal en patient, før det besluttes at give

beroligende middel med magt, tilbydes at tage medicinen frivilligt. Det skal sikre, at

mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Det skal journalføres, at

behandlingen er tilbudt til frivillig indtagelse, ligesom det skal journalføres, at det for-

gæves er forsøgt at skærme patienten og tale patienten til ro. Ankenævnet måtte un-

derkende en række sager om beroligende middel med magt, fordi det ikke klart frem-

gik af journalen, at disse tiltag var gjort.

Ankenævnet afgjorde dog også i 2013 sager, hvor det vurderede, at der ikke var tale

om den mindst indgribende foranstaltning, fordi der ikke var tilbudt den samme medi-

cin, som der efterfølgende blev givet som beroligende middel med magt.

Ankenævnet vurderede også enkelte gange konkret, at mindste middels princippet var

opfyldt, selvom alle tiltag ikke var forsøgt, da der var tale om særlige omstændighe-

der beskrevet i journalen, som klargjorde, at yderligere tiltag ikke var mulige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konkrete afgørelser

Den følgende afgørelse illustrerer den konkrete vurdering, som ankenævnet foretager,

når det tager stilling til, om mindste middels princippet er opfyldt.

Konkret vurderet, at mindste middels princippet var opfyldt

En 21-årig mand fik den 6. maj 2012 indgivet beroligende middel med magt

i form af injektion Diazepam 10 mg, fordi han var tiltagende råbende, spar-

kende, uden filter, meget hurtigtalende, usammenhængende, ukorrigerbar

og truende. Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som

godkendte beslutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn tiltrådte afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at det var nødvendigt at bringe manden til ro med hen-

blik på bedring af hans tilstand.

Ankenævnet bemærkede, at det ikke tydeligt fremgik af journalen, om det

blev forsøgt at tale ham til ro eller tilbyde ham beroligende middel til frivillig

indtagelse.

Ankenævnet fandt dog konkret, at mindste middels princippet var opfyldt,

idet manden på tidspunktet for behandlingen var så truende og afvisende i

sin adfærd, at det var fundet nødvendigt at bæltefiksere ham, og da han

ikke havde vist evne til at samarbejde i den konkrete situation.

Nedenstående afgørelse viser, at mindste middels princippet kræver, at der som ud-

gangspunkt er overensstemmelse mellem den medicin, som patienten tilbydes til fri-

villig indtagelse, og den medicin, der efterfølgende gives som beroligende middel med

magt.

Patient fik ikke tilbudt samme beroligende præparat til frivillig ind-

tagelse, som blev givet med magt

En 44-årig mand fik den 6. november 2012 indgivet beroligende middel med

magt i form af injektion Diazepam 10 mg i.m., da han var manisk, an-

spændt, sparkede på dørene og truede personalet.

Han klagede over beslutningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som

godkendte denne.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen, fordi ankenævnet ikke

fandt, at indgivelsen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Ankenævnet bemærkede, at manden var forsøgt begrænset og korrigeret,

var forsøgt talt til ro og havde fået tilbudt medicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnet lagde dog vægt på, at mindste middel princippet ikke var op-

fyldt, fordi manden var blevet tilbudt medicin i form af Rivotril, mens indgi-

velsen af beroligende middel med magt bestod af injektion Diazepam 10 mg

i.m.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.2.2. Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering

Baggrund

Ankenævnet behandlede i 2013 sager, hvor der blev givet beroligende middel i en do-

sis, der gik ud over den dosisangivelse, der var anført som sædvanlig på

www.pro.medicin.dk

under de enkelte lægemidler. Dertil var der sager, hvor patienten

kort forinden havde modtaget et beroligende middel, eller hvor der var truffet beslut-

ning om kombinationsbehandling. Ankenævnet fik i den forbindelse mulighed for at

fastslå, hvilken indvirkning sådanne forhold skulle have på vurderingen af, om kravet

om sædvanlig dosering var opfyldt.

Endelig fastslog ankenævnet ved en afgørelse, der handlede om Cisordinol-Acutard, i

2013, at der ved beroligende middel med magt skal anvendes et middel, der er egnet

til hurtigt at opnå en effekt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Usædvanlige doser

Det følgende uddrag fra en afgørelse illustrerer, at der skal anvendes sædvanlige do-

ser, når der gives beroligende middel med magt.

Zeldox 20 mg i.m. var usædvanlig dosis

En 51-årig kvinde fik den 2. februar 2012 indgivet beroligende middel med

magt i form af injektion Zeldox 20 mg i.m.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen, da ankenævnet fandt, at

beslutningen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, og

at der ikke var tale om anvendelse af lægemidler i sædvanlig dosering.

Ankenævnet fandt, at det var nødvendigt at bringe kvinden til ro med hen-

blik på bedring af hendes tilstand, og at der var gjort tilstrækkeligt for at

tale hende til ro, begrænse og korrigere hende.

Kravet om mindst indgribende foranstaltning var dog ikke opfyldt, fordi

kvinden ikke ifølge journalen var tilbudt medicinen til frivillig indtagelse.

Ankenævnet vurderede også, at der ikke var tale om sædvanlig dosering, da

det fremgik af

www.pro.medicin.dk,

at den sædvanlige dosis Zeldox var 10

mg i.m efter behov med mindst to timers mellemrum. I særlige tilfælde 20

mg i.m., eventuelt efterfulgt af yderligere 10 mg mindst fire timer efter.

Højst 40 mg dagligt.

Det var ankenævnets opfattelse, at det skulle begrundes konkret, hvis der

blev besluttet en dosis, der var højere, end det der var angivet i medicin-

oversigten på www.pro.medicin.dk som sædvanlig dosis. Den konkrete be-

grundelse skulle fremgå af journalen.

Ankenævnet lagde vægt på, at der blev givet injektion Zeldox 20 mg, uden

at det var begrundet konkret i journalen, hvorfor dosis var højere end sæd-

vanlig dosis.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Akkumulerede doser og kombinationsbehandling

Alle lægemiddelstoffer udskilles fra kroppen, men hvor lang tid, det tager, varierer fra

præparat til præparat. Hastigheden fremgår af lægemidlets halveringstid, der fortæl-

ler, hvor lang tid det tager at halvere koncentrationen af lægemiddelstoffet i kroppen.

Når det vurderedes, om der er tale om sædvanlig dosering, fastslog ankenævnet der-

for, at når der gentagne gange gives beroligende middel med magt, kan det indvirke

på, om en dosis er ”sædvanlig”. Det samme er tilfældet, når der gives flere forskellige

præparater på samme tid.

Nedenfor refereres først et uddrag fra en afgørelse om indvirkningen, når der kort in-

den er givet beroligende midler, og dernæst et uddrag fra en afgørelse, hvor det blev

besluttet at give to præparater samtidig og det ene præparat i en usædvanlig høj do-

sis.

Medicin givet kort inden betød, at Stesolid 10 mg i.m. ikke var sæd-

vanlig dosis

En 37-årig kvinde fik den 11. marts 2013 indgivet beroligende middel med

magt i form af injektion Stesolid 10 mg i.m., og senere samme formiddag

tablet Zyprexa 20 mg.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Ankenævnet ændrede afgørelsen, da ankenævnet fandt, at der ikke var an-

vendt lægemidler i sædvanlig dosering.

Ankenævnet fandt, at det var nødvendigt at bringe kvinden til ro for at bed-

re hendes tilstand, og at der var gjort tilstrækkeligt for at tale hende til ro,

begrænse og korrigere hende samt tilbyde medicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnet oplyste, at Stesolid var et sædvanligt lægemiddel, og at sæd-

vanlig dosis Stesolid ifølge

www.pro.medicin.dk

var 10-20 mg.

Ankenævnet lagde dog konkret vægt på, at kvinden kort før, hun fik indgivet

Stesolid 10 mg i.m. den 11. marts 2013, modtog 30 mg Stesolid som p.n.

samt 200 mg Seroquel som engangsordination.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kombination af Zeldox 20 mg i.m. og Stesolid 20 mg var ikke sæd-

vanlig dosis

En 62-årig mand fik den 4. januar 2010 indgivet beroligende middel med

magt i form af injektion Zeldox 20 mg i.m. og injektion Stesolid 20 mg.

Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at det var nødvendigt at bringe manden til ro for at bed-

re hans tilstand, og at der var gjort tilstrækkeligt for at tale ham til ro, be-

grænse og korrigere ham samt tilbyde medicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnet

oplyste,

det

fremgik

medicinoversigten

på

www.pro.medicin.dk, at sædvanlig dosis Zeldox ved injektionsbehandling var

10 mg i.m. efter behov med mindst 2 timers mellemrum. I særlige tilfælde

initialt 20 mg i.m., evt. efterfulgt af yderligere 10 mg mindst 4 timer efter.

Højst 40 mg dgl. Senest efter 3 dage burde der skiftes til oral behandling.

Ved Stesolid var sædvanlig dosis som injektionsbehandling 10-20 mg lang-

somt i.v. Det fremgik endvidere, at den sederende virkning af Stesolid for-

stærkes af antipsykotika.

Ankenævnet fandt dog, at indgivelsen af beroligende middel med magt ikke

opfyldte kravet om at anvende afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering

og med færrest mulige bivirkninger. Ankenævnet lagde vægt på, at Stesolid

og Zeldox var almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, men at der

blev ordineret en dosis Zeldox ud over det sædvanlige i kombination med

den højeste sædvanlige dosis Stesolid.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at det af journalen i relation til beslut-

ningen om at indgive beroligende middel med magt ikke fremgik, hvad bag-

grunden var for at ordinere en dosis af Zeldox, der gik ud over den sædvan-

lige dosering, som angivet på www.pro.medicin.dk, og for derudover at sup-

plere behandlingen med 20 mg Stesolid.

Beroligende middel med sent indtrædende effekt (Cisordinol-Acutard)

Ankenævnet så i 2013 flere sager, hvor lægemidlet Cisordinol-Acutard blev givet som

beroligende middel med magt. Det fremgår af

www.pro.medicin.dk

om Cisordinol-

Acutard, at virkningsvarigheden efter intramuskulær injektion af sædvanlige terapeu-

tiske doser på 50-150 mg gennemsnitlig er to til tre døgn. Det varer flere timer, inden

effekten indtræder, og der er maksimal virkning efter cirka et døgn.

Brug af præparatet som akut beroligende middel blev derfor allerede problematiseret i

1990, hvor Sundhedsstyrelsen på baggrund af en konkret forespørgsel udtalte, at det

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

er op til den enkelte læge at vurdere, hvilken beroligende medicin, der kan komme på

tale, hvis bestemmelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 2 skønnes at skulle anvendes

Ankenævnet har i nedenstående afgørelse vurderet, at præparatet kunne anvendes

som beroligende middel med magt i nogle situationer, hvis der samtidig gives et hur-

tigtvirkende og mindre potent præparat.

Cisordinol-Acutard som beroligende middel med magt

En 22-årig mand fik blandt andet indgivet beroligende middel med magt den

6. juli 2012 i form af Cisordinol-Acutard 50 mg.

Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte be-

slutningen.

Ankenævnet ændrede afgørelsen, fordi nævnet fandt, at der ikke var grund-

lag for at fastslå, at overlægen havde fundet et akut behov for beroligende

middel.

Ankenævnet lagde vægt på, at overlægen besluttede at behandle med

Cisordinol-Acutard, hvor virkningen på daværende tidspunkt ifølge

www.pro.medicin.dk

først ville sætte ind efter 2-6 timer, og at overlægen

ikke samtidig fandt behov for et hurtigtvirkende og mindre potent præparat.

Tvang i psykiatrien med kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen, Jurist-

og Økonomforbundets Forlag, 1991, side 101.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.3 Øvrige udvalgte afgørelser

Ankenævnet afgjorde i 2013 enkelte sager om tvangsbehandling af legemlig lidelse og

anvendelse af fysisk magt, ligesom ankenævnet i flere sager fik lejlighed til at komme

ind på journalføringen i sagerne.

Nedenfor er refereret én sag vedrørende tvangsbehandling af legemlig lidelse, én sag

om anvendelse af fysisk magt samt tre sager, hvor ankenævnet bemærkede forhold

om journalføringen.

5.4.1. Tvangsbehandling af legemlig lidelse

Det følger af psykiatrilovens § 13, at en person, som opfylder betingelserne for fri-

hedsberøvelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan tvangs-

behandles, hvis lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Konkret afgørelse

Beslutning om tvangsbehandling af legemlig lidelse

En 62-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling, blev vurderet psy-

kotisk, blandt andet præget af forfølgelsesforestillinger.

Den 4. oktober 2012 blev det besluttet at behandle med Euthyrox 25 mikro-

gram én gang dagligt på grund af markante hjertemæssige symptomer og

forstyrrelse i hjertets overledning, som vurderedes at kunne relatere sig til

kvindens lave stofskifte.

Kvinden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte be-

slutningen.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen, da det vurderede, at kvinden var i en til-

stand, der udsatte hendes liv og helbred for væsentlig fare, fordi hendes

stofskifte var betydeligt nedsat.

Ankenævnet fandt videre, at kvinden flere gange var forsøgt motiveret for

frivillig behandling med Euthyrox 25 mikrogram, og at tvangsbehandlingen

opfyldte kravet om at anvende afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.

Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Euthyrox er et almindeligt

anvendt og velafprøvet lægemiddel til brug for at afhjælpe nedsat hormon-

produktion i skjoldbruskkirtlen, samt at dosis var inden for den dosisangivel-

se, der var anført som sædvanlig på

www.pro.medicin.dk

under lægemidlet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.4.2. Fysisk magtanvendelse

Baggrund

Ifølge psykiatrilovens § 17, stk. 1, kan en person, der er indlagt på psykiatrisk afde-

ling, fastholdes, og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehu-

set, hvis betingelserne i samme lovs § 14, stk. 2, om tvangsfiksering er opfyldt. Det

er ved formuleringen af betingelserne om tvangsfiksering forudsat, at krænkelser af

mindre grov eller umiddelbar karakter vil kunne afværges ved anvendelse af mindre

indgribende midler end tvangsfiksering. Hvilket middel, der skal anvendes i det enkel-

te tilfælde, skal afgøres efter mindste middels princippet i psykiatrilovens § 4.

Fysisk magtanvendelse må kun bruges i det omfang, det er nødvendigt for at afvær-

ge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper

medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Konkret afgørelse

Beslutning om at bruge fysisk magt for at undgå fiksering

Den 3. december 2012 blev der truffet beslutning om at anvende fysisk

magt overfor en 45-årig mand.

Manden klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte be-

slutningen.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde manden var opfyldt, da

der var nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på le-

geme eller helbred. Ankenævnet lagde vægt på, at manden var udadreage-

rende, da han begyndte at slå voldsomt på genstande i afdelingen.

Ankenævnet fandt også, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgri-

bende foranstaltning. Ankenævnet lagde vægt på, at manden ikke kunne

stoppes eller korrigeres af personalet, hvorfor det var nødvendigt at trykke

alarm og efterfølgende fastholde ham. Manden havde tidligere under samme

indlæggelse indledningsvist været udadreagerende i forhold til genstande,

hvorefter tilstanden eskalerede, og han blev udadreagerende over for perso-

nalet.

Ankenævnet fandt det derfor godtgjort, at det var nødvendigt at fastholde

ham for at forhindre, at tilstanden udviklede sig, så han risikerede at blive

fikseret, som det var sket to gange tidligere under samme indlæggelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.4.3. Journalføring

Baggrund

Ankenævnets sagsbehandling foregår som tidligere nævnt på et skriftligt grundlag, og

den skriftlige dokumentation i sagen er derfor en grundsten i ankenævnets vurdering

af, hvad der kan lægges til grund ved afgørelsen af sagen. Nedenfor refereres et par

eksempler herpå.

Konkrete afgørelser

Tvangsprotokol og dokumentation i journal for dosis manglede

En mand klagede over en beslutning om indgivelse af beroligende middel

med magt i form af Stesolid til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som god-

kendte beslutningen.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet vurderede, at beslutningen ikke kunne godkendes, da der ikke

forelå en tvangsprotokol, og da det ikke var muligt at fremskaffe dokumen-

tation for, hvilken dosis Stesolid, der var givet.

Ankenævnet præciserede, at der altid skal udfyldes en tvangsprotokol, når

der indgives beroligende middel med magt samt foreligge dokumentation

for, hvilken dosis der gives.

Tvangsprotokollen og journalen manglede oplysninger

En mand klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn over, at det den 23.

oktober 2013 blev besluttet at tvangsbehandle ham. Det Psykiatriske Pati-

entklagenævn godkendte beslutningen.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Tvangsprotokollen var ikke dateret, og der var ikke en henvisning til tvangs-

protokollen i journalen. Der var heller ikke anført dato for overlægens stil-

lingtagen, den ordinerende læges navn, eller en begrundelse for ordinatio-

nen på tvangsprotokollen.

Ankenævnet fandt dog i den konkrete sag, at det kunne lægges til grund, at

det blev besluttet at tvangsbehandle den 23. oktober 2013, fordi det fremgik

af journalen, og at overlægen traf beslutningen med den begrundelse, som

også var anført af overlægen i journalen.

Ankenævnet fandt, at beslutningen om at tvangsbehandle opfyldte lovens

krav og tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet fandt dog samtidig, at tvangspro-

tokollen var mangelfuld og præciserede, at journalen også skal henvise til

tvangsprotokollen, og at tvangsprotokollen skal indeholde dato for beslut-

ning, dato for overlægens stillingtagen, samt den ordinerende læges navn

og begrundelse for ordinationen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Journalnotat manglede, og det var uklart, om patienten blev fast-

holdt

Den 30. maj 2013 fik en kvinde indgivet beroligende middel med magt. Hun

klagede over beslutningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn, der god-

kendte beslutningen.

Ankenævnet ændrede afgørelsen.

Ankenævnet fandt, at beslutningen ikke opfyldte kravet om mindst indgri-

bende foranstaltning, da kvinden ikke var forsøgt talt til ro eller tilbudt me-

dicin til frivillig indtagelse.

Ankenævnet bemærkede samtidig, at der ikke var et egentligt journalnotat

for behandlingen, men kun en tvangsprotokol indsat i journalen på det på-

gældende tidspunkt. Tvangsprotokollen var sat ind i samme notat som en

tvangsprotokol om bæltefiksering. Det fremgik ikke tydeligt, om der var tale

om bæltefiksering og dernæst beroligende middel med magt eller omvendt.

Det fremgik heller ikke klart, om det beroligende middel blev givet med eller

uden fastholdelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6 Sager ved Folketingets Ombudsmand og domsto-

lene

I 2013 havde Det Psykiatriske Ankenævn ingen sager ved domstolene, men én sag

ved Folketingets Ombudsmand. Det drejede sig om en patient, der klagede til Folke-

tingets Ombudsmand over, at hans genoptagelsesanmodning ikke var blevet imøde-

kommet af Det Psykiatriske Ankenævn.

Ombudsmanden besluttede efter gennemgang af sagen ikke at undersøge den yderli-

gere, da det blev vurderet, at der ikke var udsigt til kritik af ankenævnets afgørelse.

Ombudsmanden lagde blandt andet vægt på, at der til brug for sagens behandling i

Det Psykiatriske Ankenævn var indhentet en sagkyndig udtalelse fra en overlæge i

psykiatri.

Ombudsmanden oplyste også, at reglerne for ombudsmandens arbejde betyder, at

ombudsmanden kun i begrænset omfang kan tage stilling til afgørelser, der helt eller

delvist bygger på en særlig fagkyndig viden — for eksempel lægefaglig viden, fordi

ombudsmanden ikke har den fagkundskab, som er nødvendig for at kontrollere, om

myndighedernes fagkyndige vurderinger er rigtige. I det omfang myndighedernes af-

gørelser også bygger på en afvejning af en række forskellige hensyn og omstændig-

heder (en konkret vurdering), har ombudsmanden normalt heller ikke særlige forud-

sætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og

bedre måde end myndighederne, der netop har særlige forudsætninger for at træffe

afgørelser på området, blandt andet i kraft af deres erfaringer. Folketingets Ombuds-

mand kan dog kritisere en afgørelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder i

sagen. Særlige omstændigheder kan for eksempel være, at sagen ikke er blevet til-

strækkeligt oplyst før afgørelsen, eller hvis myndigheden har tilsidesat processuelle

regler.

Efter en gennemgang af klagen og sagens bilag fandt ombudsmanden ikke grundlag

for at fastslå, at der forelå sådanne særlige omstændigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7 Læring

Det Psykiatriske Ankenævn er meget bevidst om at udbrede kendskabet til ankenæv-

nets afgørelser og praksis. Kendskab gør det muligt for Det Psykiatriske Patientklage-

nævn, de enkelte psykiatriske afdelinger og sundhedspersoner at lære af sagerne.

En tvangsforanstaltning opleves oftest som meget indgribende i handlefrihed og selv-

bestemmelse. Over for patienterne og de personer, der varetager patienternes inte-

resser, er det derfor vigtigt for ankenævnet at få synliggjort, at vi som uvildig instans

er med til at sikre, at patienternes rettigheder i loven overholdes i de tvangsforan-

staltninger, der klages over.

Det er baggrunden for, at ankenævnet i forbindelse med hvert nævnsmøde overvejer

og vurderer, om en eller flere af sagerne skal offentliggøres i anonymiseret form på

Patientombuddets hjemmeside. Der offentliggøres også resumeer af en række væ-

sentlige afgørelser fra 2013 i denne årsberetning.

Endelig udbreder ankenævnet også kendskabet til nævnets praksis gennem foredrag

og nyhedsbreve. Der blev i 2013 holdt oplæg om blandt andet Det Psykiatriske Anke-

nævns virksomhed for psykiatere og ankenævnets virksomhed blev gennemgået i et

oplæg for en udenlandsk ombudsmandsinstitution.

Sager behandles og forberedes til ankenævnet i sekretariatet af en mindre gruppe af

faste sagsbehandlere. Det fortsatte i 2013, hvor der løbende blev afholdt møder for at

drøfte sager for at sikre videndeling og en ensartet praksis. Den faste kreds af sags-

behandlere giver mulighed for et tæt samarbejde med den kreds af sagkyndige kon-

sulenter, der udtaler sig til sagerne. Det bidrager positivt til læring både i de konkrete

sager, men også udadtil, da de sagkyndige konsulenter alle arbejder med psykiatriske

patienter i deres hverdag.

Som noget nyt i 2013 foretog den faste gruppe af sagsbehandlere også de indledende

sagsskridt med at oplyse sagerne og tage stilling til andre indledende, afklarende for-

hold, eksempelvis om det påklagede forhold falder under ankenævnets kompetence.

Det bidrager til et endnu bedre kendskab til den fulde proces for den enkelte sagsbe-

handler, men betyder også, at der hurtigere kan handles på problemstillinger, der op-

dages i denne fase.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

8 Forventninger til fremtiden

Som forventet var 2013 et udviklende år, hvor et nyt digitalt IT-system blev imple-

menteret for at effektivisere sagsbehandlingen yderligere og nedbringe sagsbehand-

lingstiderne. I løbet af året fik ankenævnet erfaringer med en mere elektronisk base-

ret sagsbehandling, og det forventes videreudviklet i løbet af 2014. Med indgangen til

2014 er der taget flere initiativer til at kommunikere elektronisk internt med de sag-

kyndige konsulenter i de psykiatriske ankesager. Det vil også i 2014 være muligt at

kommunikere med borgere via e-Boks.

Det er vores håb, at disse initiativer fører til en hurtigere proces i sagerne til gavn for

patienterne og til gavn for en hurtig udbredelse af ankenævnets praksis.

Der er desuden planlagt et møde med Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Stats-

forvaltningen i 2014. Ankenævnet ser det som en god mulighed for at fortsætte den

gode og konstruktive dialog mellem de to instanser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bilag

Bilag 1

Forretningsorden

BEK nr. 1574 af 15/12/2010

Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn

I medfør af § 38 a, stk. 4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1111 af 1. november 2006, som ændret ved lov nr. 706 af 25. juni 2010, fastsættes:

Kapitel 1

Det Psykiatriske Ankenævns opgaver og sammensætning

§ 1.

Det Psykiatriske Ankenævn behandler klager over de psykiatriske patientklagenævns

afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pej-

lesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer,

samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland, jf. § 38, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

§ 2.

Det Psykiatriske Ankenævn består af en dommer som formand, to medlemmer, der

skal være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen og to medlemmer beskik-

ket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, jf. § 38 a, stk. 1, i lov om anvendelse

af tvang i psykiatrien.

Kapitel 2

Forberedelse af sagerne

§ 3.

Formanden afgør, om en klage falder inden for ankenævnets kompetence, om klageren

har tilstrækkelig retlig interesse i sagen, og om en klage skal afvises på grund af en overskri-

delse af klagefristen, jf. § 38, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Stk. 2. Formanden kan bemyndige sekretariatet, jf. § 4, stk. 1, til at træffe beslutninger ef-

ter stk. 1.

§ 4.

Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, jf. § 38 a, stk. 3, i

lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Stk. 2. Sekretariatet bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne klager, jf. dog

stk. 5.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Stk. 3. Sekretariatet er ansvarligt for oplysning af sagen, indhentelse af fornøden sagkyndig

vurdering og udarbejdelse af forslag til afgørelse.

Stk. 4. Sekretariatet kan under sagsforberedelsen forelægge en sag for Retslægerådet og

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 5. Ankenævnets formand kan fastlægge generelle eller konkrete retningslinjer for se-

kretariatets virksomhed.

Kapitel 3

Afholdelse af møde m.v.

§ 5.

Ankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder telefonmøder eller lignende, jf.

dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Formanden kan træffe afgørelser i sager, som efter den af ankenævnet fulgte praksis

ikke skønnes at give anledning til tvivl, herunder afvise anmodninger om genoptagelse af sa-

ger, jf. dog § 14, stk. 3. Dette gælder dog ikke sager, som skønnes at give anledning at æn-

dre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.

Stk. 3. Sager, som formanden skønner egnet til skriftlig votering, kan sendes til medlem-

merne med indstilling om afgørelse.

§ 6.

Ved afgørelsen af en sag sammensættes ankenævnet som angivet i § 2.

§ 7.

Formanden indkalder medlemmer eller disses suppleanter til et nævnsmøde.

Stk. 2. Formanden fastsætter tid, sted og dagsorden for nævnsmøderne.

Stk. 3. Nævnsmøderne indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen vedlægges en

dagsorden over de sager, der skal behandles på mødet, et forslag til ankenævnets afgørelse af

hver af sagerne, og det sagsmateriale, der er nødvendigt for, at ankenævnet kan træffe afgø-

relse i hver enkelt sag.

Stk. 4. Formanden kan bemyndige sekretariatet til at varetage formandens opgaver efter

stk. 1-3.

§ 8.

Formanden leder og tilrettelægger mødet.

Stk. 2. Ankenævnet er ved afgørelsen af sager beslutningsdygtigt, når formanden samt et

medlem beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og et medlem beskikket

efter indstilling fra Lægeforeningen, er til stede.

§ 9.

Ankenævnets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. Ankenævnets formand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan deltage

uden stemmeret ved ankenævnets behandling af en sag.

Kapitel 4

Afgørelser m.v.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

§ 10.

Ankenævnets afgørelser træffes ved stemmetal. I tilfælde af stemmelighed er for-

mandens stemme udslagsgivende.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelser indføres i en beslutningsprotokol, som underskrives af for-

manden. Et medlem kan kræve en kort begrundelse for sit standpunkt tilført protokollen.

Stk. 3. Afgørelser udfærdiges skriftligt, med begrundelse og med angivelse af, om det er et

enigt ankenævn eller et flertal af ankenævnets medlemmer, der har truffet afgørelse. I afgø-

relsen angives navnene på de medlemmer, der har deltaget i afgørelsen. Et medlems eventu-

elle særstandpunkt anføres kort i afgørelsen med angivelse af medlemmets navn.

§ 11.

Ankenævnets afgørelse sendes til klageren, det psykiatriske patientklagenævn og den

psykiatriske afdeling, afgørelsen vedrører. Afgørelsen sendes endvidere til regionsrådet.

Stk. 2. Afgørelsen kan endvidere sendes til Sundhedsstyrelsen og andre med berettiget inte-

resse.

§ 12.

Ankenævnets afgørelser offentliggøres i anonymiseret form, hvis de er af principiel

betydning eller har almen interesse og er egnede som vejledning om ankenævnets praksis.

§ 13.

Ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientkla-

genævns afgørelse.

§ 14.

Ankenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags be-

handling og afgørelse, jf. § 38 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.

§ 38, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Stk. 3. Fremkommer der i en sag, som er afgjort af ankenævnet, nye og for sagens afgørel-

se væsentlige oplysninger, tager ankenævnet sagen op til fornyet behandling og afgørelse. Det

samme gælder, hvis der er begået væsentlige fejl i sagsbehandlingen.

Kapitel 5

Forskellige bestemmelser

§ 15.

Ankenævnets medlemmer er ved udøvelsen af deres virksomhed for ankenævnet un-

derlagt tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.

§ 16.

Ankenævnets medlemmer er ved udøvelsen af deres virksomhed for ankenævnet om-

fattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Stk. 2. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette ankenævnet om forhold, som kan medfø-

re vedkommendes inhabilitet, ligesom ethvert af ankenævnets andre medlemmer, der er be-

kendt med sådanne forhold, har pligt til at oplyse ankenævnet herom.

Stk. 3. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt an-

dre følgende situationer:

1) hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2) hvis nævnsmedlemmet har deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution,

eksempelvis Retslægerådet eller Patientforsikringen,

3) hvis klager på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet,

4) hvis klager i forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet på

den psykiatriske afdeling, hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,

5) hvis nævnsmedlemmet er eller har været ansat på den psykiatriske afdeling, hvor anven-

delsen af tvang fandt sted,

6) hvis der i øvrigt foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække

tvivl om den pågældendes uvildighed.

Stk. 4. Hvis et nævnsmedlem er i tvivl om sin habilitet, kan spørgsmålet drøftes med sekre-

tariatet.

Stk. 5. Ankenævnet afgør, om et nævnsmedlem kan deltage i behandlingen af en sag.

Nævnsmedlemmet må ikke deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkom-

mendes inhabilitet. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 17.

Det Psykiatriske Ankenævn afgiver en årsberetning om sin virksomhed, som sendes til

indenrigs- og sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og regionerne. Årsberetningen forbere-

des af sekretariatet.

Kapitel 6

Ikrafttræden

§ 18.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 15. december 2010

Bertel Haarder

/ Mogens Jørgensen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bilag 2

Sammensætning af Det Psykiatriske Ankenævn i 2013

Formand for nævnet:

Landsdommer Henrik Gunst Andersen

Medlemmer indstillet af Danske Handicaporganisationer

Lisbeth Holmgaard

Finn Graa Jakobsen

Stedfortrædere:

Knud Kristensen

Irene Hjortshøj

Medlemmer indstillet af Lægeforeningen

Speciallæge Mie Brodersen

Speciallæge Poul-Erik Carlsen

Stedfortrædere:

Overlæge Pernille Gansmo

Speciallæge Alice Madsen