PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 530
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Enhed:

Primær Sundhed

Sagsbeh.: SUMSBPE

Sags nr.: 1300459

Dok. Nr.: 1499893

Dato:

11. juli 2014

UDKAST

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psy-

kiatrien

(Revision af psykiatriloven, præcisering af mindreåriges retsstilling, ny formålsbe-

stemmelse, forhåndstilkendegivelser, skærpede kriterier for tvangsfiksering og

tvangsbehandling, revision af bestemmelserne om tvungen opfølgning efter ud-

skrivning og oppegående tvangsfiksering, ændring af kriterierne i § 19 a for under-

søgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.)

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. de-

cember 2010 foretages følgende ændringer:

§ 1

affattes således:

»§

Indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund

af informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, med mindre an-

det følger af denne lov.

Stk. 2.

Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæg-

gelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter regler-

ne i denne lov.

Stk. 3.

Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der

ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.

Stk. 4.

Tvang foreligger ikke i de tilfælde, hvor sundhedspersonen efter en indivi-

duel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informeret samtykke fra for-

ældremyndighedens indehaver.

Stk. 5.

For patienter, der er omfattet af stk. 4 eller varigt mangler evnen til at give et

informeret samtykke, skal der ikke forsøges indhentet et samtykke fra forældre-

myndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, hvis omgående

gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov er nødvendig for at af-

værge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred eller

2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal

efterfølgende orienteres herom.«

§ 2

affattes således:

»§

Formålet med loven er at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang

efter denne lov sker i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprin-

cipper. Formålet med loven er endvidere at sikre, at også i de tilfælde, hvor ind-

læggelse, ophold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det i videst

mulige omfang ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme

sig. Endelig er formålet med loven at sikre, at tvangsanvendelse efter reglerne i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

denne lov i videst mulige omfang tager udgangspunkt i patientens behov og udfø-

res med respekt for patienten og dennes værdighed.

Stk. 2.

Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje.

Stk. 3.

Patienten skal, henset til formålet med indlæggelsen og den enkeltes til-

stand, have mulighed for i videst mulige omfang selv at træffe beslutninger.

Stk. 4.

Der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle

baggrund.

Stk. 5.

Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang

skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg,

som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard, herunder med hensyn til de byg-

ningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets kompetencer,

politikker i relation til patienter og pårørende, mulighed for udendørs ophold samt

beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.«

§ 3, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »vejledes« til: »inddrages og høres«.

§ 3

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk.

I forbindelse med indlæggelsessamtalen skal patienten høres om eventu-

elle præferencer i forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af tvang

kommer på tale. Er det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering

ikke muligt at indhente en sådan forhåndstilkendegivelse ved indlæggelsen, skal

det ske snarest muligt herefter.

Stk.5.

Eventuelle forhåndstilkendegivelser fra patienten vedrørende dennes be-

handling under indlæggelsen, herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af

patientjournalen og i videst mulige omfang inddrages i behandlingsplanen.

Stk. 6.

I forbindelse med indlæggelsessamtalen tages sammen med patienten

stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens netværk i behandlings-

forløbet. Er det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke

muligt at indhente sådanne oplysninger ved indlæggelsen, skal det ske snarest

muligt herefter.«

§ 4 a

indsættes efter »§ 10 a, stk. 1, 1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2« æn-

dres til: »§ 15, stk. 1 og 2«.

§ 11

indsættes efter »Når«: »overlægen finder, at«.

§ 12, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Behandlingen skal endvidere ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens

til enhver tid gældende vejledninger vedrørende behandling med antipsykotiske

lægemidler.«

§ 12

indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk.

Behandling uden patientens samtykke skal være i overensstemmelse med

faglig anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske område.

Stk. 4.

Hvis patienten ikke giver samtykke til behandling, skal der tages stilling til,

om der kan tilbydes andre tiltag som alternativ til den behandling, patienten ikke

samtykker til, herunder f. eks. om patienten vil give samtykke til en anden medi-

cinsk behandling end den foreslåede.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

§ 14, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nød-

vendigt for at afværge, at en patient:

1. udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred,

2. forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3. øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.«.

10.

§ 14

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Patienten kan tvangsfikseres i længere tid end angivet i § 14, stk. 2, hvis

der er væsentlige grunde til det, herunder hensynet til patientens eller andres liv,

førlighed og sikkerhed.«

11.

§ 15, stk. 1,

ændres »en læge« til: »overlægen«.

12.

§ 18 c, stk. 5, 3. pkt.,

affattes således:

»Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal indeholde en erklæring fra den ledende

overlæge eller dennes stedfortræder, som på grundlag af sin undersøgelse af pati-

enten vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.«

13.

§ 18 c, stk. 5,

indsættes som

4. pkt.:

»I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen kan den ledende overlæge eller dennes

stedfortræder samtidig anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at anvende

oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes nødven-

digt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.«

14.

§ 18 c, stk. 6, 1. pkt.,

udgår: »i op til 6 måneder ad gangen«.

15.

§ 18 c

indsættes som

stk. 8:

»Stk.

Sundhedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd aflægger én gang om

året besøg på Sikringsafdelingen og tilser de patienter, der er eller i året forud har

været underlagt oppegående tvangsfiksering.«

16.

§ 19

affattes således:

»§

19.

Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anvendelse af

tvang i henhold til lovens kapitel 5.«

17.

Overskriften

før § 19 a affattes således:

»Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«

18.

§ 19 a

affattes således:

»§

19 a.

Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstan-

de i afdelingen, kan overlægen, med henblik på at sikre at disse ikke er blevet ind-

ført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden rets-

kendelse beslutte:

1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,

2) at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Stk. 2.

Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke undersøgelse af kroppens

hulrum.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 4

Stk. 3.

Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så

vidt muligt foretages i patientens nærvær.

Stk. 4.

Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande,

som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i bevaring. Overlægen kan overla-

de til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes

i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende

stoffer og lovgivningen om våben m.v.

Stk. 5.

Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om undersøgelse

af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«

19.

§ 20, stk. 1, 2. pkt.

indsættes efter »§ 18«: »samt indgreb, som nævnt i denne

lov, der anvendes over for mindreårige, hvor forældremyndighedens indehaver, jf.

§ 1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne, og hvor den

mindreårige ikke selv er enig i tiltaget.«

20.

§ 21, stk. 1,

affattes således:

»Stk.

Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse og anvendel-

se af anden tvang efter reglerne i denne lov ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt.«

21.

§ 21, stk. 4,

ændres »4 gange i døgnet« til: »3 gange i døgnet«.

22.

§ 21, stk. 5,

ændres »48 timer« til: »24 timer«.

23.

§ 21, stk.7,

affattes således:

»Stk.

Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den

behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende inter-

valler og mindst én gang om måneden foretage fornyet vurdering af spørgsmålet

om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Beslutningen om oppegå-

ende tvangsfiksering skal indgå i patientens behandlingsplan.«

24.

§ 21, stk. 8,

ophæves.

25.

Efter

21 indsættes:

»§

21 a.

Overlægen har ansvaret for, at en tvangsfiksering, der udstrækkes i læn-

gere tid end 30 dage, indberettes til Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2.

Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at

tvangsfikseringen af patienten har overskredet 30 sammenhængende dage.«

26.

§ 24, stk. 1,

indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: «indgivelse af et

beroligende middel med magt,».

27.

§ 27, 2. pkt.,

ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens §

37, stk. 3,«.

28.

§ 34, stk. 1,

indsættes efter

2. pkt.:

»Lægeforeningen skal så vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i psyki-

atri.«

29.

§ 38, stk. 1,

indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: «indgivelse af et

beroligende middel med magt,».

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 5

30.

§ 40, stk.3, 2. pkt.,

affattes således:

»Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 13 d, § 13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i

kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen opfølgning

efter udskrivning.«

§2

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

§3

Efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, frem-

sætter ministeren for sundhed og forebyggelse i folketingsåret 2018-19 forslag om

revision af loven.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anord-

ning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færø-

ske forhold tilsiger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 6

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Rapporten fra regeringens udvalg om psykiatri.

2.2. Regeringens plan for psykiatri

2.3. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”.

3. Lovforslaget

3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters ret-

tigheder.

3.1.1.Gældende ret

3.1.2.Overvejelser om mindreårige psykiatriske patienters rettigheder

3.1.3.Den foreslåede ordning

3.2. Formålsbestemmelse

3.2.1.Gældende ret

3.2.2.Overvejelser om formålsbestemmelse

3.2.3.Den foreslåede ordning

3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

3.3.1.Gældende ret

3.3.2.Overvejelser om forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårøren-

3.3.3.Den foreslåede ordning

3.4. Tvangsbehandling

3.4.1.Gældende ret

3.4.2.Overvejelser om tvangsbehandling

3.4.3.Den foreslåede ordning

3.5. Tvangsfikseringer

3.5.1. Gældende ret

3.5.2.Overvejelser om tvangsfikseringer

3.5.3.Den foreslåede ordning

3.6. Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen

3.6.1.Baggrund

3.6.2.Sundhedsstyrelsens evaluering af oppegående tvangsfiksering

3.6.3.Gældende ret

3.6.4.Den foreslåede ordning

3.7. Udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af patienters ejen-

dele og patientstuer samt kropsvisitation

3.7.1.Gældende ret

3.7.2.Overvejelser om udvidede muligheder for kontrol af post, undersø-

gelse af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation

3.7.3.Den foreslåede ordning

3.8. Tvungen opfølgning efter udskrivning

3.8.1.Baggrund

3.8.2.Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning

3.8.3.Gældende ret

3.8.4.Den foreslåede ordning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 7

10.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslagets forhold til EU-retten

Hørte myndigheder m.v.

Sammenfattende skema.

1. Indledning

Formålet med forslaget er at øge fokus på ligeværd, patientindflydelse, dialog og

samarbejde i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk

afdeling og dermed sikre, at anvendelse e af tvang alene sker, når alle andre mu-

ligheder er udtømt. Lovens formål er således også at nedbringe anvendelsen af

tvang i psykiatrien.

Endelig er formålet med forslaget at begrænse forekomsten af rusmidler og farlige

genstande på de psykiatriske afdelinger og deraf følgende problemer for såvel

behandlingen som for sikkerheden for patienter og personale.

I forhold til den gældende lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendt-

gørelse 1729 af 2. december 2010, vil forslaget indebære:

at mindreårige psykiatriske patienters retsstilling fremgår tydeligt af psykiatrilo-

ven

at psykiatriloven får en formålsbestemmelse med fokus på selvbestemmelse,

ligeværd og respekt for den enkelte

at der er fokus på at indhente forhåndstilkendegivelser fra patienten ved ind-

læggelsessamtalen eller snarest muligt herefter

at der ved tvangsbehandling er fokus på patientinddragelse og alternativer til

den foreslåede behandling

at kriterier for og tilsyn med tvangsfiksering skærpes

at oppegående tvangsfiksering får en permanent hjemmel

at det bliver muligt at foretage undersøgelse af post, patientstuer og ejendele

samt kropsvisitation efter § 19 a, uden at der foreligger en begrundet mistanke

i forhold til en konkret patient

at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er speciallæger i psy-

kiatri til Det Psykiatriske Patientklagenævn

at forsøgsordningen med tvungen opfølgning efter udskrivning udvides med

yderligere 4 år.

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Rapport fra regeringens udvalg om psykiatri

Regeringen nedsatte i foråret 2012 et bredt udvalg om psykiatri. Udvalget fik til

opgave at kortlægge og analysere indsatsen for mennesker med psykiske lidelser,

samt i forlængelse heraf komme med forslag til, hvordan indsatsen tilrettelægges

og gennemføres bedst muligt.

Udvalgets arbejde blev afsluttet i oktober 2013 med udgivelsen af rapporten ”En

moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser.”

Udvalgets rapport udstikker en ny ramme og retning for hele psykiatrien, herunder i

forhold til blandt andet selvbestemmelse, inddragelse, dialog, samarbejde, recove-

ry, inklusion og deltagelse, og udvalget har indenfor denne ramme adskillige for-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 8

slag vedrørende tvang og psykiatrilovens indhold. Helt overordnet foreslår udval-

get, at ”psykiatriloven gennemgås med henblik på en modernisering, herunder i

forhold til formålsbestemmelser og overensstemmelse med den nye ramme og

retning”.

I forhold til konkrete ændringer i psykiatriloven foreslår udvalget, at der i forbindel-

se med udarbejdelse af en ny formålsparagraf lægges vægt på respekt for patien-

ters rettigheder og selvbestemmelse, samt mulighed for aktiviteter og mulighed for

at opretholde kontakt med netværk mv., at mindreåriges retsstilling præciseres i

psykiatriloven, at de psykiatriske afdelinger får den nødvendige hjemmel til at sikre,

at rusmidler og farlige genstande holdes ude af afdelingerne, at der er fokus på

forhåndstilkendegivelser, at det undersøges, om der er behov for, at det lægelige

medlem i de psykiatriske patientklagenævn er fagligt udpeget, samt at det under-

søges, hvilke muligheder der er for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Det

Psykiatriske Patientklagenævn i forhold til behandling af klager over tvangsbe-

handling.

2.2. Regeringens plan for psykiatri

Forslaget skal også ses i lyset af regeringens plan for psykiatri ”Ligeværd

– et nyt

fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser. En langsigtet plan.”,

som

blev udgivet i maj 2014.

Det fremgår bl.a. af psykiatriplanen, at regeringen i efteråret 2014 vil foreslå en

modernisering af lov om tvang i psykiatrien bl.a. for at sikre, at den nye ramme og

retning for psykiatrien, ligestilling, selvbestemmelse og inddragelse afspejler sig i

lovgivningen. Det fremgår også af psykiatriplanen, at andelen af personer, der

udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduceres, og at bæltefiksering skal halveres

frem mod 2020, samt at regeringen i 2014 indgår partnerskaber med regionerne

herom. Der er med finanslovsaftalen for 2014 afsat 50 mio. kr. årligt i permanente

midler til partnerskaberne. Derudover er der med finanslovsaftalen for 2014 ud-

møntet 100 mio. kr. til forbedring af de fysiske rammer med henblik på at nedbrin-

ge brugen af tvang i psykiatrien.

Det fremgår endvidere af psykiatriplanen, at udover de erfaringer, der allerede er

for at nedbringe anvendelsen af tvang, er der behov for at afprøve helt nye meto-

der, f.eks. helt at afskaffe visse former for tvang. Regeringen og de øvrige satspul-

jepartier har med satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2014-17 afsat 74 mio.

kr. i alt over fire år til sådanne forsøg.

2.2. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”

I Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri

– Kvalitet og sikkerhed”

fra februar 2011

anbefales det, at adgangen til at gennemføre undersøgelse af patientstuer i hen-

hold til psykiatrilovens § 19 a ændres. Det vurderes i rapporten, at en ændring bør

gælde alle psykiatriske afdelinger.

Baggrunden for rapporten og det bagvedliggende udvalgsarbejde var, at der i før-

ste halvår af 2010 var en række rømninger fra de retspsykiatriske afdelinger. Ud-

valgsarbejdet skulle munde ud i anbefalinger, der øger kvaliteten i behandlingen og

sikkerheden. Både kvalitet og sikkerhed kan forebygge rømninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 9

Tilstedeværelsen af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger, og

indsatsen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det forekom-

mer også, at der forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelingerne.

Det fremgår af rapporten, at en tværsnitsundersøgelse har vist, at ca. 50 pct. af de

retspsykiatriske patienter har et diagnosticeret alkohol- eller stofmisbrug. Dertil må

påregnes, at en betydelig del jævnligt bruger alkohol og stoffer i en grad, der må

kategoriseres som et misbrug.

Rapporten beskriver en række negative konsekvenser af misbrug på afdelingerne.

Patienten bliver ofte psykisk dårligere og udviser ofte en uhensigtsmæssig adfærd,

hvilket påvirker både medpatienter og personale. Når der er patienter med misbrug

på en afdeling, bliver miljøet også mere råt. Det medfører ofte handel mellem pati-

enterne med deraf følgende gæld og udestående, der kan lede til uro, intern splid

og konflikter mellem patienterne. Patienter uden udgang prøver at presse patienter

med udgang til at tage stoffer med ind på afdelingen. Nogle patienter bliver ag-

gressive og farlige under påvirkning af stoffer, og generelt modvirker stofferne sel-

ve behandlingen.

Ifølge rapporten vil der i personalegruppen på de psykiatriske afdelinger ofte være

en sikker fornemmelse af, hvornår der er stoffer til stede og i omløb. Det gælder for

eksempel når patienter fremtræder påvirkede af stoffer, afdelingen lugter af hash,

der er en øget/hektisk aktivitet og uro i patientgruppen, der forekommer trusler,

verbale og fysiske skærmydsler eller lignende. I de nævnte situationer kan det

være svært for personalet at begrunde mistanken tilstrækkeligt i forhold til en kon-

kret patient.

Det fremgår af rapporten, at udvalget har fundet, at psykiatrilovens krav om be-

grundet mistanke er rimelige, for så vidt angår adgangen til kropsvisitation, idet der

er tale om et grænseoverskridende indgreb, som af mange vil blive oplevet som

både ydmygende og krænkende. Af hensyn til patienternes retsstilling fandt udval-

get det derfor er rimeligt, at dette indgreb er begrundet i forhold til den konkrete

patient.

Lovforslaget

Lovforslaget skal ses i lyset af regeringens målsætning om, at anvendelsen af

tvang i psykiatrien skal reduceres og på en række områder skal halveres frem mod

2020 og i lyset af de forslag og den ramme og retning, der fremgår af rapporten fra

regeringens udvalg om psykiatri.

Regeringen ønsker med forslaget at understrege, at der skal lægges stor vægt på,

at psykiatriske patienter skal have størst mulig indflydelse på egne behandlingsfor-

løb, herunder ved eventuel anvendelse af behandling uden samtykke. Derudover

skal der lægges stor vægt på dialog og samarbejde mellem patient og relevante

sundhedspersoner. Regeringen ønsker også med forslaget at understrege, at al

anvendelse af tvang skal ske med den største respekt for patienten og dennes

følelse af ligeværdighed og selvfølelse.

Regeringen anerkender, at et tvangsindgreb under alle omstændigheder altid vil

opleves som en krænkelse af det enkelte menneske. Derfor er det vigtigt også at

understrege, at lovforslaget skal ses i lyset af det mindste middels princip, som er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 10

lovfæstet i § 4 i psykiatriloven, og som skal indfortolkes i enhver anvendelse af

tvang efter psykiatriloven. Det er i § 4 fastlagt, at tvang ikke må benyttes, før der er

gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene

tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Derudover skal an-

vendelse af tvang stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre

indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Tvang skal ud-

øves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, såle-

des at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Og endelig må tvang ikke

anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede

formål.

3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters ret-

tigheder

3.1.1. Gældende ret

Mindreåriges retsstilling på sundhedsområdet reguleres af forældreansvarsloven,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 20. november 2012, samt sundhedsloven, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010.

Efter § 1 i forældreansvarsloven er børn og unge under 18 år under forældremyn-

dighed, medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal forældremyndighedens

indehaver drage omsorg for barnet, og kan træffe afgørelser om barnets personlige

forhold ud fra barnets interesser og behov. Derudover fremgår det af § 3, at barnet

har ret til omsorg og tryghed, samt at barnet skal behandles med respekt for sin

person og ikke må udsættes for legemlig afstraffelse og anden krænkende be-

handling.

Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er forældremyndighe-

dens indehaver, der har kompetence til at give informeret samtykke på barnets

vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og behandling m.v. Bestemmelserne

skal forstås således, at barnet skal medinddrages i beslutningsprocessen, således

at barnets synspunkter tillægges en passende vægt.

Efter psykiatrilovens § 1, stk. 1, må frihedsberøvelse og anvendelse af anden

tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling

kun må finde sted efter reglerne i loven. Tvang defineres i § 1, stk. 2, som anven-

delse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf.

kapitel 5 i sundhedsloven. Psykiatriloven udgør således undtagelser til hovedreg-

len i sundhedslovens kapitel 5 vedrørende patienters medinddragelse i beslutnin-

ger og informeret samtykke.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år

eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal forsøges ind-

hentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærme-

ste pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til

loven er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller for at afværge, at

patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Bestemmelsen skal, for så vidt angår patienter under 15 år, ses i lyset af bestem-

melsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en patient, der er fyldt 15 år, selv

kan give informeret samtykke til behandling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 11

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen finder denne undtagelse alene anvendel-

se i de meget akutte situationer, hvor omgående intervention er påkrævet med

henblik på at afværge de i bestemmelsen anførte følger, og hvor det således ikke

er muligt at forsøge at indhente et stedfortrædende samtykke inden iværksættel-

sen af den pågældende foranstaltning. Forældremyndighedens indehaver, værgen

eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres om den iværksatte for-

anstaltning.

Efter § 15 i sundhedsloven må ingen behandling indledes eller fortsættes uden

patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmel-

ser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19.

Behandling omfatter bl.a. undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling og

sundhedsfaglig pleje m.v., jf. § 5 i sundhedsloven.

§§ 17-19 i sundhedslovens kapitel 5 vedrører mindreårige patienter samt midlerti-

digt og varigt inhabile patienter. Det fremgår af § 17, at patienter, der er fyldt 15 år,

selv kan give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens

indehaver tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingta-

gen. Det fremgår endvidere, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vur-

dering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå kon-

sekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give infor-

meret samtykke.

Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behand-

ling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre

patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behand-

lingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtyk-

ke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende

eller værge, jf. sundhedslovens § 19.

Det fremgår af sundhedslovens § 20, at en patient, der ikke selv kan give informe-

ret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det

omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade

patienten. Det fremgår desuden, at patientens tilkendegivelser i det omfang, de er

aktuelle og relevante, skal tillægges betydning.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om for-

håndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning

efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, at såfremt

lægen vælger at ordinere en behandling som barnet modsætter sig, skal lægen,

selvom forældrene samtykker, altid opveje fordele og ulemper og vælge den til

enhver tid for barnet mest skånsomme løsning. Mindste middels princip skal altid

følges. Ligeledes må overvejelser om forholdet mellem forældre og barn inddrages

i lægens beslutning.

Derudover fremgår det, at forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at

denne har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af magt over for

den mindreårige. Såfremt forældremyndighedens indehaver ikke ønsker at tage

stilling, vil den mindreårige være omfattet af psykiatriloven, hvis de øvrige betingel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 12

ser for anvendelse af de enkelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Dette indebærer

beskikkelse af patientrådgiver og klagemuligheder m.v.

3.1.1.1. FN’s konvention om barnets rettigheder (Børnekonventionen)

Børnekonventionen indeholder fire grundlæggende værdier; retten til at blive hørt

og inddraget, retten til ikke-diskrimination, retten til liv og udvikling og det primære

hensyn til barnets bedste.

Det fremgår af artikel 12, at deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at

udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle

forhold, der vedrører barnet, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt

i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Det fremgår videre, at barnet

med henblik herpå især skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling

ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører

barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i

overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Det fremgår af vejledningen til konventionen, at bestemmelsen refererer til barnets

kapacitet, som skal vurderes, for at kunne tillægge barnets synspunkt passende

vægt. Det følger af art. 12, at det ikke er fyldestgørende alene at lytte til barnet.

Derudover følger det, at barnets synspunkter nøje skal vurderes, når barnet er i

stand til at udtrykke egne synspunkter.

Modenhed refererer til evnen til at forstå og vurdere implikationer af en given sag

eller begivenhed og skal derfor vurderes som led i at bestemme barnets individuel-

le evner. Modenhed er vanskeligt at definere. I art. 12 er det barnets evne til at

udtrykke sit synspunkt på en fornuftig og uafhængig måde. Indvirkning af den givne

sag eller forhold skal også tages i betragtning. Jo større indvirkning forholdet har

på barnets liv, jo mere relevant er det med en passende vurdering af barnets mo-

denhed.

Børnekomitéen understreger, at art. 12 ikke fastslår en aldersgrænse for barnets

ret til at blive hørt, og komitéen fraråder medlemsstaterne at fastlægge en alders-

grænse i lov eller i praksis, der vil begrænse barnets ret til at blive hørt i alle sager,

der påvirker den pågældende.

I artikel 24 anerkender deltagerstaterne barnets ret til at nyde den højest opnåelige

sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbre-

det. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til

adgang til at opnå sådan behandling og pleje

3.1.1.2. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin

Det følger af konventionens artikel 6, stk. 2, at i tilfælde, hvor en mindreårig ifølge

loven ikke kan give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages

med bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed eller

en person eller et organ foreskrevet ved lov. I så fald skal den mindreåriges syns-

punkter betragtes som en stadig mere afgørende faktor jo ældre og mere moden

vedkommende er.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 13

3.1.2. Overvejelser om mindreårige psykiatriske patienters rettigheder

Forud for revisionen af psykiatriloven i 2007 fik det daværende Indenrigs- og

Sundhedsministerium udarbejdet ”Undersøgelse

af psykiatrilovsrevisionen af

1999”,

som blev udgivet i maj 2005. Der blev i forbindelse med undersøgelsen

gennemført interview med medarbejdere, afdelingsledelse, indlagte børn og pårø-

rende på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling med det formål at afdække,

om der var særlige problemstillinger, som var gældende i forhold til børne- og un-

gepsykiatriske afdelinger for så vidt angår de ændringer, der blev foretaget i psyki-

atriloven i 1999. En af de særlige problemstillinger, der peges på, er det forhold, at

der for børn og unge under 18 år skal iagttages et samspil mellem tre lovgivninger:

psykiatriloven, lov om patienters retsstilling (nu sundhedsloven) og lov om foræl-

dremyndighed og samvær (nu forældreansvarsloven).

I forhold til samspillet mellem lovene konkluderes det i undersøgelsen, at psykiatri-

loven finder anvendelse i forhold til sindssyge mindreårige forudsat, at de har op-

nået en vis alder.

Det fremgår af undersøgelsen, at det af interviewene med medarbejdere og afde-

lingsledelse fremgår, at der eksisterer en grundlæggende bevidsthed om de nævn-

te problemstillinger, og at der kan være tale om skøn inden for en bestemt alders-

gruppe. Det anføres således, at der arbejdes efter et fornuftsprincip, baseret på de

konkrete forhold, der gør sig gældende i de enkelte sager. Det vurderes i rappor-

ten, at der på det foreliggende grundlag ikke bør ske en ændring af psykiatriloven,

idet det ikke vil kunne undgås, at der vil være tilfælde, hvor den skønsmæssige

stillingtagen til barnets modenhed vil være en væsentlig baggrund for, hvilke hand-

linger der iværksættes.

Der har efterfølgende været anlagt den fortolkning, at forældremyndighedens inde-

havers mulighed for at give samtykke til indlæggelse, ophold og behandling i for-

hold til børn under 15 år også omfatter anvendelse af foranstaltninger mod den

mindreåriges vilje. Det er i denne fortolkning antaget, at mindreårige under 15 år i

udgangspunktet ikke har den fornødne modenhed til at forstå og dermed kunne

træffe beslutning om indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Et

sådant samtykke fra forældremyndighedens indehaver har ifølge den anlagte for-

tolkning den virkning, at der i sådanne tilfælde ikke vil være tale om et tvangsind-

greb i henhold til psykiatriloven. Det medfører, at den mindreårige i sådanne tilfæl-

de ikke får den retssikkerhedsmæssige beskyttelse, som patienter, der er omfattet

af psykiatrilovens regler, har. Det vil sige, at barnet ikke har selvstændig klagead-

gang og ikke får beskikket patientrådgiver m.v.

Denne fortolkning har været kritiseret blandt andet med den begrundelse, at pati-

enter under 15 år dermed ikke har samme retssikkerhed som voksne, når de be-

handles mod deres vilje, samt at der i bemærkningerne til psykiatriloven og sund-

hedslovens kapitel 5 ikke findes støtte for denne fortolkning.

Det centrale spørgsmål i forhold til mindreårige patienter bør være, om barnet eller

den unge har den fornødne modenhed og kapacitet til at forstå og tage stilling til

behandlingen med den virkning, at den pågældendes protest skal tillægges betyd-

ning i forhold til en beslutning om indlæggelse eller behandling og med den virk-

ning, at sker det mod den mindreåriges protester, sker det efter reglerne i denne

lov.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 14

Psykiatrilovundersøgelsen fra 2005 fandt, at en børne- og ungdomspsykiatrisk

afdeling selv fastsatte aldersgrænser for, hvilken lovgivning der administreres efter,

og at det må antages, at også de øvrige afdelinger, der behandler mindreårige

fastsætter sådanne vejledende aldersgrænser. Dette åbner mulighed for, at afgø-

relser vedr. tvangsbehandling m.v. træffes ud fra forskellige lokale fortolkninger af

reglerne.

Det vurderes på baggrund af ovenstående uhensigtsmæssigt, at der i lovgivningen

ikke er fastsat regler, der præciserer, hvad der gælder i forhold til behandling m.v.

af mindreårige patienter. Mindreårige patienters retsstilling i forbindelse med ind-

læggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling bør derfor fremgå direkte af

psykiatriloven.

Det vurderes endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt, at der skal foretages en

modenhedsvurdering af en mindreårig med henblik på at vurdere, om den pågæl-

dende har den fornødne modenhed og kapacitet til at forstå og tage stilling til be-

handlingen med den virkning, at den pågældendes protest skal tillægges betydning

i forhold til en beslutning om indlæggelse eller behandling, herunder de tvangstil-

tag, der er omfattet af psykiatriloven.

Et krav om en modenhedsvurdering skal sikre, at der foretages en konkret og indi-

viduel vurdering af hver eneste mindreårige patient, når der påtænkes anvendt

tvang. Der kan være tilfælde, hvor fx en 12-årig eller 14-årig patient vil være fuldt

ud i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, mens en 17-årig ikke vil

være i stand til det. Jo yngre barnet er, jo mere vil tale for, at barnet ikke har den

fornødne modenhed og kapacitet til at varetage en selvstændig beslutningskompe-

tence. Det må fx antages, at det sjældent vil være muligt at indhente et menings-

fuldt samtykke til behandling fra en patient under 10 år.

I de tilfælde, hvor barnet eller den unge vurderes ikke at have den fornødne mo-

denhed, skal barnet eller den unge, jf. sundhedslovens § 20 som beskrevet oven-

for, informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, barnet

eller den unge forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade den

pågældende, og patientens tilkendegivelser skal tillægges betydning i det omfang,

de er aktuelle og relevante.

På den baggrund vurderes det at være uhensigtsmæssigt i psykiatriloven at indfø-

re en bestemt aldersgrænse for, hvornår en mindreårig skal have en selvstændig

samtykkekompetence i forhold til indlæggelse og behandling m.v.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Den gældende § 1 i psykiatriloven foreslås nyaffattet, idet der foreslås indsat en ny

§ 1, stk. 1, der fastslår, at indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk afde-

ling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapi-

tel 5, med mindre andet følger af psykiatriloven. På den måde bliver det understre-

get, at udgangspunktet altid vil være, at indlæggelse ophold og behandling på psy-

kiatrisk afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne.

Derudover foreslås det, at det i forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fast-

sat, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor sundhedspersonen efter en indi-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 15

viduel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informeret samtykke fra for-

ældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

sundhedslovens § 17, stk. 1 og 2, hvorefter patienter, der er fyldt 15 år, selv kan

give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens indehaver

tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det er

endvidere fastsat, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering

skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekven-

serne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret

samtykke.

Det fremgår, som nævnt i afsnit 3.1.1., af sundhedslovens § 20, at en patient, der

ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne

af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre

dette kan skade patienten. Det fremgår desuden, at patientens tilkendegivelser i

det omfang, de er aktuelle og relevante, skal tillægges betydning. I bemærkninger-

ne til § 20 i sundhedsloven anføres det, at børn og unge under 15 år ofte, alt af-

hængigt af deres udvikling og modenhed, er i stand til fuldt ud at forstå sygdomssi-

tuationen, behandlingsmulighederne m.v., eller i hvert fald væsentlige elementer

heraf, samt at deres indforståelse i så fald skal indgå som en væsentlig faktor i

forældremyndighedsindehaverens stillingtagen. Dette er i overensstemmelse med

artikel 12 i børnekonventionen som beskrevet i afsnit 3.1.1.1. ovenfor.

Barnets eller den unges synspunkter skal således altid inddrages med passende

vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Ud fra proportionalitetsprincip-

pet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges

opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand,

der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også foretages

vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangs-

indgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige pati-

ent er, jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via

alternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunk-

tet ikke anvendes over for mindreårige.

3.2. Formålsbestemmelse

3.2.1. Gældende ret

Grundlæggende er psykiatrilovens formål at give patienter, der undergives tvang,

en høj retssikkerhed. Psykiatriloven indeholder ikke en egentlig formålsbestem-

melse, men der er i de almindelige bestemmelser en hensigtserklæring om god

psykiatrisk sygehusstandard i § 2, samt et mindstemiddelsprincip i § 4.

Det er i § 2 bestemt, at regionerne med henblik på at forebygge anvendelse af

tvang skal tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god

psykiatrisk sygehusstandard. God psykiatrisk sygehusstandard omfatter byg-

ningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets kompetencer,

patient- og pårørendepolitikker, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigel-

ses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.

Bestemmelsen er en målsætningsbestemmelse, der har til formål at begrænse

eller forebygge anvendelse af tvang. Bestemmelsen indeholder således ingen ma-

terielle rettigheder for patienterne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 16

Mindstemiddelsprincippet i § 4, stk. 1-4, har følgende ordlyd:

§ 4.

Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patien-

tens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en pas-

sende betænkningstid.

Stk. 2.

Anvendelse af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået

herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3.

Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensynta-

gen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4.

Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at

opnå det tilsigtede formål.

Mindstemiddelsprincippet er et generelt princip, der gælder ved såvel tvangsan-

vendelse efter psykiatriloven, som i situationer, hvor det overvejes at anvende

tvang.

3.2.1.1. FN’s handicapkonvention

Det fremgår af Institut for Menneskerettigheders juridiske notat fra september 2013

om tvang i psykiatrien, at handicapkonventionens artikel 12 fastslår, at mennesker

med handicap har retlig handleevne på lige fod med andre. Der skal træffes pas-

sende foranstaltninger til at give personer med handicap adgang til den støtte, de

måtte have behov for at kunne udøve denne evne. Det betyder en adgang til støt-

tet beslutningstagen. Målet er at gøre op med tilfælde, hvor personer med handi-

cap ikke har indflydelse på egen situation.

Institut for Menneskerettigheder har i september 2013 udgivet ”Menneskerettighe-

der og tvang i psykiatrien. Anbefalinger”. Det fremgår heraf, at det i artikel 12 i FN’s

Handicapkonvention understreges, at stater har en pligt til at anvende støttet be-

slutningstagning fremfor at fratage personer med handicap deres retlige handleev-

ne. En tvangsbehandling udgør en form for fratagelse af den retlige handleevne på

et snævert område, nemlig i forhold til behandlingen af en psykisk sygdom. Det

følger derfor, at staterne har pligt til i videst muligt omfang at støtte den enkelte

person til at træffe beslutninger om behandlingen af hans eller hendes sygdom,

frem for at anvende tvang. Det har også stor betydning, at der i henhold til FN’s

Handicapkonvention gælder et krav om rimelig tilpasning for personer med handi-

cap. Tilpasning består i, at man i en konkret situation tager hensyn til den enkeltes

særlige behov. Det kan f.eks. være, at der ved information om en påtænkt behand-

ling gives information på en måde, der fuldt og helt tager højde for den enkeltes

særlige behov, sprog osv. Manglende tilpasning i rimeligt omfang for særlige be-

hov, som har forbindelse til et handicap, herunder et psykosocialt handicap, kan

udgøre diskrimination.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund, at der er større op-

mærksomhed på støttet beslutningstagning og tilpasning. Det fremgår heraf, at

”det følger af FN’s Handicapkonventions artikel 12, at staterne er forpligtede til at

fremme den enkeltes selvbestemmelse, og at udøvelsen af den enkeltes selvbe-

stemmelse bør ske med støtte fra staten, hvor det er nødvendigt. Denne forpligtel-

se til at yde støtte til at træffe beslutninger er også relevant i konkrete situationer,

hvor alternativet er en tilsidesættelse af den enkeltes selvbestemmelse. FN’s Han-

dicapkonvention forpligter endvidere medlemsstaterne til at sikre adgang til tilpas-

ning i rimeligt omfang for et handicap i konkrete situationer. Tilpasning i rimeligt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 17

omfang kan for eksempel være kommunikation på en måde, som tager højde for

den enkeltes forudsætninger.

Institut for Menneskerettigheder peger på, at der i psykiatrilovens bestemmelse

om, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt for at opnå pati-

entens frivillige medvirken, kan ligge overvejelser om støttet beslutningstagen.

Derudover peger instituttet på, at tankegangen om rimelig tilpasning til en vis grad

allerede kendes på sundhedsområdet i Danmark, idet det fremgår af sundhedslo-

ven, at information skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtage-

rens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Det påpeges, at der, hvis en borger med handicap har svært ved at udtrykke sig,

og ikke får den nødvendige hjælp hertil, er en risiko for, at relevante hensyn ikke

kommer med i afvejningen mellem samfundets omsorgsansvar og borgerens selv-

bestemmelse. Med andre ord, at der træffes afgørelser om tvang, som kunne være

undgået.

3.2.2. Overvejelser om formålsbestemmelse

Psykiatriudvalget har i sin rapport fastslået behovet for en åben, moderne og ind-

dragende ramme og retning for indsatsen i psykiatrien, og udvalget har foreslået,

at der i forbindelse med udarbejdelse af en ny formålsparagraf til lov om tvang i

psykiatrien lægges vægt på respekt for patienters rettigheder og selvbestemmelse,

samt mulighed for aktiviteter og mulighed for at opretholde kontakt med netværk

m.v.

Regeringen ønsker at understøtte den ramme og retning, som psykiatriudvalget

udstikker, og som det fremgår af regeringens plan for psykiatri ønsker regeringen

at indføre en formålsbestemmelse, der er i overensstemmelse med det nye fokus

på ligeværd. Formålsbestemmelsen skal understrege og dermed medvirke til at

sikre, at der også i forhold til situationer, hvor der overvejes at anvende tvang eller

anvendes tvang, tages udgangspunkt i patientens behov og med størst mulige

respekt for patientens værdighed og ret til selvbestemmelse.

Regeringen ønsker også med forslaget at få større opmærksomhed på støttet be-

slutningstagning og tilpasning, jf. det i afsnit 3.2.1.1. anførte.

3.2.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget indføres som noget nyt en egentlig formålsbestemmelse i psykiatri-

loven.

Der vil med forslaget ikke blive indført en patientret, men formålsbestemmelsen vil

være retningsgivende for den tilgang, der skal være til patienter og patientbehand-

lingen i psykiatrien, herunder ikke mindst i forhold til behandling m.v. uden patien-

tens samtykke.

Med forslaget kommer det til at fremgå af loven, at formålet med loven er at sikre,

at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker i overens-

stemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, som bl.a. vil sige, at

borgeren skal oplyses om baggrunden for en myndigheds afgørelse og skal høres,

samt at afgørelsen skal kunne påklages.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 18

Det kommer med forslaget også til at fremgå, at også i de tilfælde, hvor indlæggel-

se, ophold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det i videst mulige

omfang ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme sig (reco-

very). Derudover kommer det til at fremgå, at loven har til formål at sikre, at anven-

delse af tvang i videst mulige omfang tager udgangspunkt i patientens behov og

med respekt for patienten og dennes værdighed. Det bliver dermed understreget,

at eventuelle tvangsforanstaltninger skal anvendes på en sådan måde, at det i

udgangspunktet understøtter patientens recovery og med størst mulig inddragelse

af patienten selv. Det er ikke hensigten med forslaget, at begrænse sundhedsper-

soners muligheder for også at tage hensyn til patientens og andres sikkerhed, men

at sikre, at det indgår i enhver overvejelse om anvendelse af tvang, at indgrebet i

udgangspunktet skal bidrage til at fremme en bedring af patientens tilstand og ikke

må skade patienten, herunder patientens selvværd og selvrespekt.

Forslaget vil endvidere medføre, at det fremgår direkte af loven, at patienten, hen-

set til formålet med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for i

videst mulige omfang selv at træffe beslutninger. I den forbindelse understreges

det, at der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle

baggrund, samt at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje.

Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende bestemmelse i § 2 om god

psykiatrisk sygehusstandard, som med forslaget bliver § 2, stk. 5.

3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

3.3.1. Gældende ret

Spørgsmålet om forhåndstilkendegivelser er ikke reguleret i psykiatriloven, men

der er taget stilling til forhåndstilkendegivelser i afsnit 2 i Sundhedsstyrelsens vej-

ledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingspla-

ner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter ind-

lagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf, at patienten forud for og i forbin-

delse med indlæggelsen har ret til at fremsætte sine personlige ønsker til behand-

lingens form og indhold. Dette gælder også behandling uden samtykke. Den ende-

lige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet kan nødvendigvis kun finde sted efter

den kliniske vurdering ved indlæggelsen og i forbindelse med udformning af be-

handlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres i journalen og skal så

vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om behandling,

også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale. Patienten skal

informeres om, at der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at fravi-

ge forhåndstilkendegivelsen. Ved tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet skal det

inddrages, hvad der kunne have forebygget anvendelse af tvang i et tidligere ind-

læggelsesforløb.

Patientens tilkendegivelser skal også fremgå af den behandlingsplan, som overlæ-

gen, jf. § 3, stk. 3, i psykiatriloven, har ansvaret for at opstille for enhver, der ind-

lægges på psykiatrisk afdeling. Overlægen har endvidere ansvaret for, at patienten

vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse

til stadighed søges opnået. Det nærmere indhold af behandlingsplanen er fastsat i

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegi-

velser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning

mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf, at behand-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 19

lingsplanen, der skal udarbejdes senest en uge efter indlæggelsen, bl.a. skal inde-

holde oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.

Det fremgår endvidere af vejledningen, at lægen i forbindelse med udarbejdelsen

af behandlingsplanen skal informere patienten om formålet med behandlingen og

søge patientens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje og dis-

kutere patientens eventuelle forslag til andre behandlingsformer. Patientens tilken-

degivelser og resultatet af drøftelsen skal indføres i journalen. Behandlingsplanen

er en del af journalen, hvad enten den er indskrevet i selve journalen eller forelig-

ger som et selvstændigt notat.

Endelig fremgår det i forhold til behandlingsplanen, at patienten skal vejledes om

dens indhold, og patientens samtykke skal til stadighed søges opnået. Under hele

behandlingsforløbet bør der i videst muligt omfang træffes klare aftaler om samar-

bejdet mellem patient og behandlere. Disse aftaler skal journalføres. En kopi af

behandlingsplanen og de efterfølgende reviderede behandlingsplaner skal udleve-

res til patienten, medmindre patienten frabeder sig dette. Planen skal ajourføres

ved ændringer i patientens tilstand eller i den overordnede behandlingsstrategi.

Efter § 26 i sundhedsloven, kan enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værge-

mål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslo-

vens § 5, oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke

sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en

tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv. I

et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er

uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskre-

den alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær inva-

liditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk

og mentalt.

Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til hel-

bredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Testators ønske i medfør af nr. 1 er bindende for sundhedspersonen, medens et

ønske efter nr. 2 er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes over-

vejelser om behandling.

Livstestamentet giver således patienten indflydelse på sin behandling, hvis den

pågældende skulle komme i en situation, hvor sundhedspersonen og pårørende

ikke længere kan komme og aldrig vil kunne komme i kontakt med patienten.

Andre tilkendegivelser om behandlingen m.v., som patienten eventuelt måtte give

udtryk for, herunder i forbindelse med indhentelse af patientens informerede sam-

tykke, skal noteres i patientjournalen. Reglerne om sundhedspersoners journalfø-

ringspligt er fastsat i bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sund-

hedspersoners patientjournaler. Det fremgår af bekendtgørelsen, at der ved pati-

entjournal forstås optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, den planlagte

og udførte behandling m.v., herunder hvilken information der er givet, og hvad

patienten på den baggrund har tilkendegivet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 20

Med hensyn til pårørendeinddragelse fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejled-

ning, som nævnt ovenfor, at pårørende i videst mulige omfang skal søges inddra-

get om behandlingsplanen og dennes indhold.

3.3.2. Overvejelser om forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

Også dette forslag skal ses i lyset af den nye ramme og retning for indsatsen i

psykiatrien.

Som nævnt i 3.3.1. fremgår det allerede af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427

af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering

og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske

afdelinger, at patienten forud for og i forbindelse med indlæggelsen har ret til at

fremsætte sine personlige ønsker til behandlingens form og indhold. Der indføres

således ikke med forslaget en ny materiel patientrettighed, men med bestemmel-

sen understreges det i loven, at patienten skal have størst mulig indflydelse på sit

eget behandlingsforløb, herunder ved anvendelse af behandling uden samtykke.

Endvidere understreges det med forslaget, at dialog og samarbejde mellem patient

og relevante sundhedspersoner er et vigtigt redskab med henblik på at give patien-

ten det bedst mulige indlæggelsesforløb og reducere risikoen for tvangsanvendel-

se. Den foreslåede bestemmelse præciserer dermed, at den indlæggelsessamtale,

der allerede finder sted, også omfatter indhentelse af patientens tilkendegivelser i

forhold til behandlingen m.v., herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale.

Det vurderes, at indhentelse af forhåndstilkendegivelser i samtalen med patienten

understøtter et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem patient og sundhedsperson

og hermed medvirker til at forebygge anvendelsen af tvang. Derudover giver for-

håndstilkendegivelser patienten mulighed for selv at definere, hvilken form for

tvang, der er mindst indgribende, og sikrer hermed, at patienten i en tvangssituati-

on oplever mindst mulig krænkelse.

Psykiatriudvalget vurderer i sin rapport (s. 217), at der skal sættes øget fokus på at

sikre gode rammer og strukturer for pårørendeinddragelse, samt at pårørende-

samarbejdet i højere grad skal anerkendes som en del af behandlingstilbuddet.

Der peges i rapporten (s. 216) på et vellykket forsøg med styrket pårørendeinddra-

gelse - ”Projekt Pårørende i Psykiatrien”. Der er tale om et projekt, som i 2009 blev

igangsat af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner. Projek-

tet omfattede 15 voksenpsykiatriske sengeafsnit og 6 ambulante centre fordelt over

hele landet og Færøerne. I løbet af projektperiodens 15 måneder blev der arbejdet

målrettet på at forbedre pårørendes tilfredshed i forhold til kontakt, information og

samarbejde, samt på at forbedre den faglige og organisatoriske kvalitet af arbejdet

med pårørende i psykiatrien.

Det fremgår af rapporten, at de deltagende psykiatriske enheder oplevede store

forbedringer uden at blive tilført flere økonomiske midler. Der var kun tale om prak-

tiske ændringer i behandlingsforløbet og en ny tilgang til de pårørende. Fra projek-

tet foreligger meget konkrete best practices m.v. om, hvordan medarbejderne i

psykiatrien meget enkelt kan sikre bedre pårørendeinddragelse og skabe en mere

ligeværdig dialog med de pårørende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 21

Det fremgår endvidere af rapporten, at:

”Det er centralt, at borgerens ret til at frabede sig, at pårørende informeres og ind-

drages, respekteres, men det kan også i nogle tilfælde være relevant at motivere

borgeren til at arbejde med relationen til pårørende. Der er i forbindelse med ”Pro-

jekt Pårørende i Psykiatrien” afprøvet ”en

motiverende samtale”.

Formålet med

denne samtale er ”at arbejde motiverende med de borgere, der i udgangspunktet

ikke ønsker inddragelse af pårørende i behandlingsforløbet”. Samtalen tages lø-

bende med borgeren og ikke kun ved start eller afslutning af sygdomsforløb. Erfa-

ringerne fra projektet viste, at fem ud af syv patienter besluttede, at de alligevel

gerne ville have, at deres pårørende blev inddraget i behandlingsforløbet efter, at

de havde været igennem en proces med den motivationsskabende samtale.”

3.3.3. Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at der skal indhentes

forhåndstilkendegivelser i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller snarest

muligt herefter, hvis patientens tilstand ved indlæggelsen ikke muliggør en sådan

samtale.

Forslaget vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle forhånds-

tilkendegivelser fra patienten, herunder vedrørende behandling uden samtykke,

skal fremgå af patientjournalen, som de almindelige journalføringsregler allerede

tilsiger, samt at de i videst mulige omfang skal inddrages i behandlingsplanen.

I forbindelse med indhentelse af forhåndstilkendegivelser bør der være opmærk-

somhed på at sikre, at patienten ydes støtte til at træffe beslutninger, og på at sikre

adgang til tilpasning i rimeligt omfang, jf. det i afsnit 3.2.1.1. anførte.

Forhåndstilkendegivelser kan, som det fremgår under afsnit 3.3.1., indeholde op-

lysninger om patientens ønsker til behandlingen, herunder behandling uden sam-

tykke, i tilfælde af, at patienten på grund af sin psykiske tilstand er i en situation,

hvor denne ikke kan varetage sine egne interesser.

Med forslaget bliver det fastsat, at der i forbindelse med indlæggelsessamtalen

sammen med patienten tages stilling til inddragelse af pårørende eller andre i pati-

entens netværk i behandlingsforløbet, samt at det, hvis det på grund af patientens

tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke muligt at indhente sådanne oplysninger

ved indlæggelsen, skal ske snarest muligt herefter.

3.4. Tvangsbehandling

3.4.1. Gældende ret

Adgangen til at tvangsbehandle patienter er reguleret i psykiatrilovens § 12. Det

fremgår heraf, at tvangsbehandling kun må anvendes over for personer, der opfyl-

der betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10. Deraf følger, at patienten skal

være sindssyg, eller befinde sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed.

Derudover skal det være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med

henblik på behandling, enten fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og

afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, eller fordi den

pågældende frembyder en nærliggende fare for sig selv eller andre.

Adgangen til at foretage tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT) er regule-

ret i § 12, stk. 3, hvoraf det fremgår, at ECT-behandling med tvang kun må iværk-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 22

sættes, hvis patienten opfylder betingelserne i § 12, stk.1, og befinder sig i en ak-

tuel eller potentiel livstruende tilstand.

Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig do-

sis og med færrest mulige bivirkninger, jf. § 12, stk. 2. Det er i § 12, stk. 4, bestemt,

at afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen, der samtidig træffer be-

stemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behand-

lingens gennemførelse. I medfør af § 4 a kan en beslutning om tvangsbehandling i

overlægens fravær træffes af en anden læge, men overlægen skal efterfølgende

snarest tage stilling til beslutningen.

Endelig fremgår det af stk. 5, at patienten, forud for overlægens afgørelse efter stk.

4 om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får

lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden

skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Det følger af § 2 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af

anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicine-

ring kun må anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvende-

lige. I § 3, stk. 1, er det fastsat, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende

forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra

akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller

helbred.

3.4.2. Overvejelser om tvangsbehandling

Tvangsbehandling er et voldsomt indgreb i patientens selvbestemmelsesret. Med

den nye ramme og retning og deraf følgende fokus på størst mulig selvbestemmel-

se, vurderes der at være behov for yderligere sikring af inddragelse af patienten i

beslutninger om dennes behandling, samt for at understrege, at tvangsbehandling

skal ske i overensstemmelse med fagligt anerkendt standard og forsvarlig klinisk

praksis.

3.4.3. Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at det vil fremgå af loven, at behandlingen skal ske i over-

ensstemmelse med Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende vejledninger ved-

rørende behandling med antipsykotiske lægemidler.

Derudover vil forslaget medføre, at det fastsættes i loven, at behandling uden pati-

entens samtykke skal være i overensstemmelse med faglig anerkendt standard og

forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske område, samt at der, hvis patienten

ikke giver samtykke til behandling, skal tages stilling til, om der kan tilbydes andre

frivillige tiltag som alternativ til den behandling, patienten ikke samtykker til, herun-

der f. eks. om patienten vil give samtykke til en anden medicinsk behandling end

den foreslåede.

3.5. Tvangsfiksering

3.5.1. Gældende ret

Psykiatrilovens § 14, stk. 1, indeholder en udtømmende opremsning af de midler,

der må anvendes til tvangsfiksering. Det fremgår heraf, at alene bælte, hånd- og

fodremme samt handsker må anvendes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 23

Det er i psykiatrilovens § 14, stk. 2, fastsat, at tvangsfiksering kun må anvendes, i

det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patien-

ten, jf. § 15, stk. 1. Beslutningen om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- og

fodremme skal dog træffes af overlægen, jf. § 15, stk. 2.

Det fremgår af § 15, stk. 3, at såfremt det i et tilfælde, som nævnt i § 14, stk. 2, nr.

1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at

afvente lægens tilsyn, kan personalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågæl-

dende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende

anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patien-

tens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at an-

vendelse af andre midler, for eksempel øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelige eller

uigennemførlige som følge af patientens tilstand, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelse

nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse

på psykiatriske afdelinger.

Det er i psykiatrilovens § 16 fastsat, at en patient, der er tvangsfikseret, skal have

fast vagt. Det fremgår af § 21, stk. 2, i ovenstående bekendtgørelse, at en fast vagt

er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som

ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikse-

rede patienter. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og

med respekt for dennes værdighed og selvfølelse. Patienten skal have ret til et vist

privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensyn til patientens sikkerhed.

Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurde-

ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som for-

holdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutnin-

gen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet, jf. § 21, stk. 4. Derudover har over-

lægen en løbende tilsynspligt i henhold til § 21, stk. 1, hvoraf det fremgår, at over-

lægen til stadighed har ansvaret for, at tvangsfikseringen ikke anvendes i videre

omfang end nødvendigt.

Hvis tvangsfikseringen udstrækkes i længere tid end 48 timer, er det i § 21, stk. 5,

fastsat, at en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor

indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som

ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge, skal foretage en

vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Vurderingen

må ikke foretages af en læge, der i øvrigt er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme

tilfælde, som nævnt i forvaltningslovens § 3, jf. § 22, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørel-

se nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberø-

velse på psykiatriske afdelinger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 24

Efter § 21, stk. 6, skal vurderingen i henhold til stk. 5 gentages en gang om ugen,

så længe foranstaltningen pågår.

3.5.2. Overvejelser om tvangsfiksering

I 2002 og igen i 2008 kritiserede Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur

(CPT) Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT udtalte i rapporten

vedr. besøget i 2008, at CPT ”forbliver alvorligt bekymret” over brugen af langvari-

ge tvangsfikseringer, og henviser til sin rapport om besøget i 2002, hvori det un-

derstreges, at fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse, og efter

CPT’s opfattelse er at ligestille med nedværdigende behandling. CPT udstikker i

rapporten det princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt,

normalt kun nogle minutter eller nogle få timer.

Bl.a. på baggrund af kritikken blev der ved revision af psykiatriloven i henholdsvis

2007 og 2010 indsat bestemmelser om øget tilsyn med tvangsfikserede patienter.

Ca. hver femte patient indlagt på en psykiatrisk afdeling bliver udsat for én eller

flere tvangsforanstaltninger. I 2013 blev 2.084 patienter udsat for tvangsfiksering,

heraf 83 i børne- og ungdomspsykiatrien, mens det drejede sig om 1993 patienter i

2012, heraf 78 børne- og ungdomspsykiatrien. En del patienter bliver tvangsfikse-

ret flere gange under indlæggelse. Der blev foretaget i alt 6.165 bæltefikseringer i

2013, heraf 946 i børne- og ungdomspsykiatrien, mod 5.657 tvangsfikseringer i

2012, heraf 482 i børne- og ungdomspsykiatrien. Omkring halvdelen af alle bælte-

fikseringer varer under 1 døgn. Omkring 90 pct. af alle bæltefikseringer er afsluttet

indenfor tre døgn. Langvarige bæltefikseringer, der strækker sig over uger, fore-

kommer, men er relativt sjældne.

I forbindelse med det nationale gennembrudsprojekt om nedbringelse af tvang i

psykiatrien, som blev gennemført i perioden 2004-2007 på forskellige psykiatriske

afdelinger, blev de mest anvendte former for tvang nedbragt med 50 pct. på hver

femte af de deltagende afdelinger og 20 pct. på 40 pct. af afdelingerne. Imidlertid

har det ikke været muligt for afdelingerne at fastholde de gode resultater. Det er-

kendes, at det ikke har været muligt at opnå en varig, nævneværdig reduktion i

anvendelsen af tvangsfikseringer.

Psykiatriudvalget har i sin rapport foreslået, at der sættes fælles mål for en markant

og varig reduktion af tvang frem mod 2020, herunder et mål om, at en tvangsfikse-

ring som udgangspunkt ikke må udstrække sig over 48 timer, med mindre helt

specielle hensyn taler herfor, herunder patientens, personalets eller andres sikker-

hed.

I rapporten beskrives en række evidensbaserede metoder i forhold til at nedbringe

antallet af tvangsfikseringer.

Som nævnt i indledningen til lovforslaget fremgår det også af regeringens plan for

psykiatri, at andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduce-

res, og at bæltefiksering skal halveres frem mod 2020. Det er afgørende for rege-

ringen, at brugen af tvangsfiksering reduceres i både antal og tidsmæssig ud-

strækning. Det vurderes, at der er behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfik-

sering med henblik på at opnå en sådan reduktion.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 25

Det vurderes, at det ikke vil være hensigtsmæssigt i loven at fastsætte en absolut

tidsbegrænsning i forhold til varigheden af en tvangsfiksering, idet sundhedsperso-

nalet dermed vil kunne blive frataget muligheden for at yde den nødvendige om-

sorg for de patienter, der efter den fastsatte tidsgrænse fortsat befinder sig i den

tilstand, der oprindeligt førte til tvangsfikseringen.

3.5.3. Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at det af lovens § 14, stk. 2, kommer til at fremgå, at en

tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Der forslås samtidig indsat en undta-

gelsesbestemmelse hertil, for at tage højde for de tilfælde, hvor der undtagelses-

vist kan være væsentlige grunde til at fortsætte en tvangsfiksering ud over nogle få

timer, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.

En yderligere skærpelse er indeholdt i forslaget om, at det er overlægen, der skal

træffe beslutning om anvendelse af tvangsfiksering i modsætning til gældende ret,

hvor en beslutning om tvangsfiksering kan træffes af en læge. Der er dog med

forslaget til § 1, nr. 5, lagt op til, at beslutningen, jf. lovens § 4 a, i overlægens fra-

vær kan træffes af en anden læge, men at overlægen i så fald efterfølgende sna-

rest skal tage stilling til beslutningen. Ifølge bemærkningerne til psykiatrilovens § 4

a indebærer udtrykket »snarest«, at overlægen skal tage stilling hurtigst muligt

efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Resultatet af overlægens stillingta-

gen skal tilføres tvangsprotokollen.

Med hensyn til de tilsyn med tvangsfikserede patienter, der er fastlagt i lovens §

21, nr. 4 og 5, vil forslaget til § 1, nr. 21, medføre, at de tilsyn, der efter lovens §

21, stk. 4, skal ske mindst 4 gange i døgnet, fremover skal ske mindst 3 gange i

døgnet. Forslaget skal ses i lyset af forslaget til § 1, nr. 22, som vil medføre, at den

eksterne lægefaglige vurdering, der jf. lovens § 21, stk. 5, skal ske i forhold til

tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48 timer, vil blive fremrykket til

24 timer efter tvangsfikseringens iværksættelse. Derudover skal forslaget ses i

lyset af, at overlægen i henhold til lovens § 21, stk. 1, har en løbende tilsynspligt,

således at overlægen til stadighed har ansvaret for, at tvang, herunder tvangsfikse-

ring ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

3.6. Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen

3.6.1. Baggrund

Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen blev indført den 1. oktober

2010 ved lov nr. 708 af 25. juni 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien og lov om rettens pleje. Det er i lovens § 4 fastsat, at ministeren for

sundhed og forebyggelse efter en forsøgsperiode på 4 år med oppegående

tvangsfiksering fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.

I overensstemmelse med bemærkningerne til ændringsloven har Sundhedsstyrel-

sen fulgt ordningen tæt. Til det formål blev der nedsat en bredt sammensat følge-

gruppe bestående af repræsentanter fra Landsforeningen Bedre Psykiatri, Lands-

foreningen SIND, LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribruge-

re, Danske Regioner og Dansk Psykiatrisk Selskab. Det fremgår af bemærkninger-

ne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden 2010-2013 udarbejder en redegørelse,

som vil blive fremsendt til Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71. Endelig fremgår det, at de erfaringer, der indhøstes i forbindelse

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 26

med undersøgelsen, vil blive anvendt til eventuelle justeringer af bestemmelsen,

når lovændringen revideres i folketingsåret 2014-2015.

De to redegørelser er sendt til udvalgene i juni 2014.

3.6.2. Sundhedsstyrelsens evaluering af oppegående tvangsfiksering

I alt har Sundhedsstyrelsen, fra starten af ordningen den 1. oktober 2010 til og med

sommeren 2013, behandlet 26 ansøgninger om oppegående tvangsfiksering vedr.

i alt fem patienter ud af de i alt 30 patienter på Sikringsafdelingen. Sundhedsstyrel-

sen har for fire patienter givet seks tilladelser pr. patient til oppegående tvangsfik-

sering, og to tilladelser til oppegående tvangsfiksering af én patient. Tilladelserne

gives i henhold til psykiatriloven for seks måneder ad gangen. Der er i perioden

ikke givet afslag på ansøgninger.

Sikringsafdelingen har fået tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering

over for fem patienter fra lovens ikrafttrædelse 1. oktober 2010 og frem til juni

2013. Alle patienter er anbragt på Sikringsafdelingen i henhold til farlighedsdekret

udstedt af justitsministeren.

Patienterne er svært psykisk syge og vanskelige at behandle medicinsk, da de ikke

responderer sædvanligt på behandling med antipsykotiske lægemidler. Deres op-

levelsesverden kan medføre omfattende selvskadende adfærd, og deres hallucina-

tioner kan også diktere patienterne til pludselige uventede aggressive udfald mod

andre, fx personale eller medpatienter – nogle gange er udfaldene livstruende for

personer i omgivelserne.

Fire af de fem patienter er uændret farlige, hvorfor de ikke kan være sammen med

medpatienter uden oppegående tvangsfiksering. For to patienter har oppegående

tvangsfiksering især været anvendt for at skabe mulighed for at varetage en til-

strækkelig og nødvendig personlig hygiejne

Oppegående tvangsfiksering giver patienterne mulighed for at komme i gårdhaven

alene eller sammen med medpatienter op til ca. �½ time daglig samt deltagelse i

fællesspisning et par gange om ugen. Endvidere giver det mulighed for at komme i

fællesskab sammen med medpatienter i dagligstuen én time to gange dagligt, hvis

de kan magte det, og ikke er inde i en periode med specielt udadreagerende, vol-

delig adfærd. Oppegående tvangsfiksering har givet patienterne mulighed for også

at deltage i andre fælles aktiviteter (grillaftner, julefrokost, kortspil mv.). Det har

tillige givet mulighed for at få besøg af familiemedlemmer, som patienterne tidligere

har gjort udfald mod.

Som udgangspunkt opholder alle fem patienter sig på aflåst stue og kan til tider

være tvangsfikseret (fastspændt til sengen) som følge af deres farlighed. Oppegå-

ende tvangsfiksering har ikke erstattet patienternes ophold på aflåst stue eller i

tvangsfiksering, men er

en supplerende tvangsforanstaltning,

der giver mulighed

for et brud på isolationen og en forbedring af plejen og behandlingen. De mest

syge patienter har kun i mindre grad været i stand til at benytte sig af oppegående

tvangsfiksering, da de ofte er for psykotiske eller for voldelige.

Tre af patienterne har udtalt, at det er positivt at være i oppegående tvangsfikse-

ring, da det giver mulighed for mere fællesskab og øget aktivitet. De to sidste pati-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 27

enter har ikke kunne give udtryk for, hvad de mener om brugen af oppegående

fiksering, da de ikke har et forståeligt sprog.

Fire af de fem patienter har haft samme patientrådgiver, der også fungerer som

patienternes bistandsværge, og vedkommende har fremsendt en udtalelse til brug

for Sundhedsstyrelsens evaluering. Den pågældende, der har mange års erfarin-

ger med patienter på Sikringsafdelingen, har vurderet, at brugen af oppegående

tvangsfiksering har været til gavn for både patienter og personale, og det har givet

patienterne mere frihed, og gjort det lettere for dem at være i fællesskab med an-

dre patienter. Rådgiveren vurderer, at oppegående tvangsfiksering har bidraget til,

at de dårligste patienter i mindre grad udsættes for langvarige bæltefikseringer.

Tillige har oppegående tvangsfiksering været gavnligt for patienternes pleje og

hygiejne. Rådgiverens vurdering er, at oppegående tvangsfiksering er en mere

human måde at behandle patienterne på.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

På baggrund af de positive erfaringer, der er indhentet i forsøgsperioden, anbefaler

Sundhedsstyrelsen, at ordningen med oppegående tvangsfiksering på Sikringsaf-

delingen fortsætter, samt at der foretages ændringer i de processuelle regler.

Sundhedsstyrelsen anbefaler Det særligt sagkyndige råds arbejde ændret. Det

særligt sagkyndige råd er nedsat af Sundhedsstyrelsen og består af en speciallæ-

ge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsens, fire speciallæger i psykiatri udpeget

efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab samt en repræsentant udpeget efter

indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Det er på baggrund af rådets indstil-

ling, at Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse i ansøgningssager om oppegående

tvangsfiksering. Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at Sikringsafdelingen kun skal

søge om rådets tilladelse første gang, der ansøges om tilladelse til oppegående

tvangsfiksering af en patient på Sikringsafdelingen. En psykiater fra rådet skal tilse

patienten før rådsmødet som det sker i henhold til den nuværende model. Herefter

anbefales det, at Sikringsafdelingen hvert halve år selv kan forlænge ordningen et

halvt år ad gangen uden at ansøge Rådet.

Med hensyn til revurderinger af den oppegående tvangsfiksering, som efter gæl-

dende regler skal ske en gang i døgnet, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at Sikrings-

afdelingen afhængig af patientens sygdom med passende intervaller (dog som

minimum én gang om måneden) skal vurdere, om der fortsat er indikation for at

anvende oppegående tvangsfiksering. Der skal revurderes oftere, hvis patientens

kliniske tilstand kræver det.

Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere, at det gældende krav om, at en ekstern

psykiater skal tilse patienter før et Rådsmøde, eller at patienten skal tilses af en

ekstern psykiater, hvis oppegående tvangsfiksering har varet i længere tid end én

uge, bortfalder.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Sikringsafdelingen som noget nyt kan iværksætte

oppegående tvangsfiksering, hvis der findes indikation for det, samtidig med at

Sikringsafdelingen ansøger Sundhedsstyrelsen om tilladelse. Formålet skal være

at forebygge, at en patient evt. kan være bæltefikseret i ventetiden på Rådets be-

slutning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 28

Endvidere anbefaler Sundhedsstyrelsen, at Sundhedsstyrelsen/Rådet som noget

nyt én gang om året skal besøge Sikringsafdelingen og tilse de patienter, der er

eller i året forud har været under oppegående tvangsfiksering.

Sundhedsstyrelsens argument for de ovenstående anbefalinger er, at patienternes

tilstand gennem årene stort set har været uændret for de fire patienters vedkom-

mende, og Rådet har kunnet give tilladelse til oppegående tvangsfiksering i forbin-

delse med alle Sikringsafdelingens ansøgninger hvert halve år. Sundhedsstyrelsen

vurderer, at Sikringsafdelingens gentagne ansøgninger hvert halve år ikke bidrager

med væsentlig nyt i forhold til, hvad der registreres løbende i forbindelse med pati-

entbehandlingen.

Der har gennem årene været sammenfald i patientvurderingerne fra de uvildige

speciallæger i psykiatri og fra Rådets psykiatere. Disse vurderinger svarer også til

Sikringsafdelingens egne vurderinger. Sundhedsstyrelsen vurderer på den bag-

grund, at vurderingerne fra de uvildige speciallæger i psykiatri ikke har bidraget

med væsentligt nyt. På den baggrund er det Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der

ikke er behov for, at patienterne vurderes så ofte og af så mange forskellige psyki-

atere.

Sundhedsstyrelsen peger på, at den foreslåede model er mindre administrativt

krævende og samtidig sikrer, at der føres et grundigt tilsyn med patienterne. Efter

den foreslåede model skal patienterne ikke vurderes af en ekstern psykiater uden

for Rådet, men udelukkende af eksterne psykiatere fra Rådet. Sundhedsstyrelsen

vurderer, at Rådet med den foreslåede model vil komme til at fungere mere effek-

tivt i vurderingen af patienterne.

Samtidig påpeger Sundhedsstyrelsen, at den foreslåede model sikrer, at patienter-

ne tilbagevendende tilses af eksterne psykiatere fra Rådet samt af det samlede

Råd, herunder Sundhedsstyrelsen. Ved det årlige tilsyn skal det vurderes, om pati-

entbehandlingen er gennemført med omhu og samvittighedsfuldhed, og om psyki-

atriloven er overholdt.

Sundhedsstyrelsen påpeger endvidere, at modellen tilgodeser, at tilladelse til at

anvende oppegående tvangsfiksering vurderes af et uvildigt Råd med forskellige

kompetencer. Samtidig er det væsentligt, at den samlede ressourceanvendelse i

form af personaletimer er mere hensigtsmæssig, da evalueringen har vist, at det

administrative arbejde samt omfanget og formen af patientvurdering i den nuvæ-

rende ordning ikke er nødvendig ud fra et sundhedsfagligt eller patientrettigheds-

mæssigt perspektiv. Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at der med modellen vil

kunne frigøres personaletid til aktiviteter med mere sundhedsfaglig relevans for

patienterne.

Sundhedsstyrelsen anfører, at oppegående tvangsfiksering har vist sig som et

vigtigt middel til at vedligeholde og udvikle patienternes fysiske og psykiske hel-

bred, men da det er en tvangsforanstaltning, er der behov for, at ordningen vurde-

res af en uvildig instans med forskellige kompetencer. I forsøgsperioden har det

været muligt for Rådet at drøfte patientbehandlingen med Sikringsafdelingen un-

dervejs i forløbet. Især den medicinske behandling har løbende været drøftet. Rå-

det har også initieret, at patienter er blevet vurderet på ny af neurologer samt, at to

patienter fik foretaget en medicinsk second opinion. Derfor vurderer Sundhedssty-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 29

relsen, at der fortsat er behov for, at Rådet og Sundhedsstyrelsen vurderer ordnin-

gen med oppegående tvangsfiksering.

3.6.3. Gældende ret

Det er i psykiatrilovens § 18 c, stk. 1, fastsat, at oppegående tvangsfiksering alene

kan anvendes over for patienter på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-

ling, Region Sjælland. Oppegående tvangsfiksering kan etableres, såfremt mindst

ét af de materielle kriterier i den gældende lovs § 14, stk. 2, er opfyldt. Det vil sige,

at patienten skal udsætte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred, forfølge eller på anden lignende måde groft forulempe

medpatienter, eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det er endvidere en

betingelse, at langvarig isolation på patientstue vurderes at have negativ effekt på

patientens samlede tilstand, psykisk, legemligt og socialt, eller at langvarig tvangs-

fiksering vurderes at have negativ effekt på patientens samlede tilstand, psykisk,

legemligt og socialt.

Det er i § 18 c, stk. 2, fastsat, at der til oppegående tvangsfiksering alene kan an-

vendes mavebælte, fikseringsremme, håndremme og fodremme. Dette er en ud-

tømmende opremsning af de midler, der kan anvendes til oppegående tvangsfikse-

ring. I § 18 c, stk. 3, stilles der krav om, at en patient, der er oppegående tvangs-

fikseret, skal have mindst én fast vagt. En fast vagt til en patient, der er oppegåen-

de tvangsfikseret, er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret

personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den

bæltefikserede patient. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens øn-

sker og med respekt for dennes værdighed og selvfølelse. Når patienten opholder

sig på sin egen stue, skal den pågældende have ret til et vist privatliv, når dette

ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed. Tilsynet i forhold til pati-

enter, der er oppegående tvangsfikseret, skal således ske i overensstemmelse

med de regler, der gælder for tilsyn med en patient, der er tvangsfikseret til en

seng efter den gældende lovs § 14, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. decem-

ber 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-

delinger, dog således at den faste vagt alene må have ansvar for én patient, der er

oppegående tvangsfikseret.

Oppegående tvangsfiksering kan, jf. § 18 c, stk. 4, alene iværksættes efter tilladel-

se fra Sundhedsstyrelsen. Det er Sundhedsstyrelsen, der træffer afgørelse i sagen

efter indstilling fra et særligt sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen. Rådet

skal bestå af en speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsens, fire speci-

allæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab samt en

repræsentant udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Sund-

hedsstyrelsen varetager formandskab, juridisk rådgivning og sekretariatsbetjening

af rådet og udarbejder efter forhandling med Indenrigs- og Sundhedsministeriet en

forretningsorden for rådet. Forretningsordenen vil blandt andet indeholde bestem-

melser om proceduren i forbindelse med ansøgninger fra Sikringsafdelingen, her-

under at den behandlingsansvarlige overlæge på Sikringsafdelingen har mulighed

for at give møde for rådet. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed. Det skal bemærkes, at Sundhedsstyrelsen i sin

afgørelse også skal tage stilling til de midler, der ønskes anvendt til oppegående

tvangsfiksering af den pågældende patient. Det indebærer, at det skal fremgå af

overlægens ansøgning til Sundhedsstyrelsen specifikt hvilke midler, herunder i

hvilket materiale, der efter § 18 c, stk. 2, ønskes anvendt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 30

§ 18, stk. 5, indeholder de formelle kriterier vedrørende oppegående tvangsfikse-

ring. Når den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, har

vurderet, at oppegående tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Sundheds-

styrelsen om tilladelse hertil. I den ledende overlæges fravær kan vurderingen

foretages af dennes stedfortræder, som også kan indgive ansøgning til Sundheds-

styrelsen. Den ledende overlæges ansøgning til Sundhedsstyrelsen skal være

bilagt en erklæring fra den ledende overlæge selv, samt en erklæring fra en uvildig

speciallæge i psykiatri, som vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfikse-

ring kan anvendes. Erklæringen fra den uvildige speciallæge i psykiatri skal hvile

på såvel speciallægens egen undersøgelse af patienten, som de modtagne oplys-

ninger. Det er forudsat, at den uvildige speciallæge i sin undersøgelse tager stilling

til den medicinske behandling og den øvrige samlede behandlingsmæssige ind-

sats. Der foreligger uvildighed, hvis speciallægen i psykiatri ikke tidligere har haft

ansvaret for patientens behandling og ikke er ansat på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland. Speciallægen i psykiatri kan således

tidligere have været ansat på Sikringsafdelingen, men må under ansættelsen ikke

have haft ansvaret for den konkrete patients behandling.

I § 18, stk. 6, er det særligt sagkyndige råds opgaver fastsat. Rådets opgave er at

vurdere nødvendigheden af at anvende oppegående tvangsfiksering til den pågæl-

dende patient. Rådet kan herefter indstille til Sundhedsstyrelsen, at Sundhedssty-

relsen giver tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering af patienten i en

periode på op til 6 måneder ad gangen. Rådet skal afgive sin vurdering hurtigst

muligt, dog senest 14 hverdage efter, at Sundhedsstyrelsen har modtaget ansøg-

ningen fra den ledende overlæge på Sikringsafdelingen. En af rådet speciallæger i

psykiatri skal have tilset den patient, ansøgningen vedrører, inden rådet kan be-

handle ansøgningen.

Efter § 18 c, stk. 7, er det den behandlingsansvarlige overlæge, der kan ophæve

den oppegående tvangsfiksering. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær

kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder. Med ophævelse af den oppegå-

ende tvangsfiksering sigtes der alene til det endelige ophør af foranstaltningen. En

oppegående tvangsfiksering betragtes således ikke ophørt, hvis remme og mave-

bælte f.eks. fjernes til natten, eller i andre situationer, hvor der ikke skønnes at

være behov for dem. Tilladelsen til at anvende oppegående tvangsfiksering er

således ikke et påbud om at anvende oppegående tvangsfiksering hele tiden, men

tilladelsen giver overlægen mulighed for at anvende oppegående tvangsfiksering i

de tilfælde, hvor alternativet ville være, at patienten langvarigt ville være fikseret til

en seng eller være i isolation på egen patientstue.

Såfremt den behandlingsansvarlige overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes

stedfortræder vurderer, at der er behov for at anvende oppegående tvangsfiksering

i op til yderligere 6 måneder kan denne på ny indgive en ansøgning til Sundheds-

styrelsen efter reglerne i § 18 c, stk. 5.

Revurderinger af oppegående tvangsfiksering er reguleret i psykiatrilovens § 21,

stk. 7 og 8. Det fremgår af stk. 7, at den behandlingsansvarlige overlæge, så læn-

ge en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, en gang i døgnet skal

foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående

tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat

anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 31

observationsplan for de følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige overlæges

fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger observati-

onsplan. Af stk. 8 fremgår det, at hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c,

udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en speciallæge i psykiatri, som ikke har

haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på Sikringsafdelin-

gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurdering af

spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurde-

ring gentages herefter en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.

3.6.4 Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at der fortsat bliver hjemmel til anvendelse af oppegående

tvangsfiksering på Sikringsafdelingen.

Med forslaget ophæves kravet i § 18 c, stk. 5, om, at ansøgningen til Sundhedssty-

relsen skal indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri.

Anvendelse af oppegående tvangsfiksering bør alene kunne ske på baggrund af

en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Derfor foreslås det, at Sikringsafdelingen får

mulighed for samtidig med, at der indgives ansøgning til Sundhedsstyrelsen om

oppegående tvangsfiksering, at søge om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at an-

vende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes

nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.

Derudover vil forslaget medføre, at bestemmelsen i § 18 c, stk. 6, om, at tilladelsen

kun gives for 6 måneder ad gangen, ophæves, Det vil medføre, at en tilladelse

gælder, indtil Sikringsafdelingen ophæver den oppegående tvangsfiksering, eller

Sundhedsstyrelsen ved sit årlige tilsyn, jf. forslaget til § 1, nr. 15, vurderer, at den

oppegående tvangsfiksering skal ophæves.

Endelig vil forslaget medføre, at revurderingen af den oppegående tvangsfiksering,

der i henhold til § 21, stk. 7, skal foretages én gang i døgnet, fremover skal ske

med passende intervaller og mindst én gang om måneden, og beslutningen om

fortsat oppegående tvangsfiksering skal indgå i behandlingsplanen, som, jf. psyki-

atrilovens § 3, stk. 3, skal opstilles for patienten.

Det er ministeriets vurdering, at Sundhedsstyrelsens anbefaling om ophævelse af

6-månedersreglen og bortfald af kravet om daglige revurderinger ikke medfører en

forringelse af patienternes retssikkerhed. Baggrunden for denne vurdering er, at

oppegående tvangsfiksering bruges som et alternativ til isolation på egen stue og

tvangsfiksering, hvor patienten er fastspændt til en seng. I henhold til psykiatrilo-

vens § 21, stk. 1, har overlægen til stadighed ansvaret for, at oppegående tvangs-

fiksering og andre tvangsforanstaltninger ikke anvendes i videre omfang end nød-

vendigt. Tvangsfiksering revurderes flere gange i døgnet og af eksterne speciallæ-

ger i psykiatri, hvis de varer mere end 48 timer. Oppegående tvangsfiksering kan

bruges dagligt eller med flere dages mellemrum alt efter, om patientens tilstand

muliggør ophold i fællesarealerne. Det giver derfor mening, at overlægen kan træf-

fe beslutning om, at isolation og/eller tvangsfiksering i givne situationer kortvarigt

kan erstattes med oppegående tvangsfiksering i løbet af fx den følgende måned.

Som ved alle andre tvangsformer skal den oppegående tvangsfiksering ophøre

straks, når lægen har vurderet, at kriterierne for den pågældende tvangsforanstalt-

ning ikke længere er til stede. Patienten eller dennes bistandsværge eller patient-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 32

rådgiver kan til enhver tid klage over overlægens beslutning om, at der kan anven-

des oppegående tvangsfiksering.

3.7. Udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele

og patientstuer samt kropsvisitation

3.7.1. Gældende ret

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, at overlægen ved begrundet mistanke om, at

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt ind-

ført til patienten, kan beslutte,

1. at patientens post skal åbnes og kontrolleres,

2. at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller

3. at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens

hulrum er ikke tilladt.

Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt

muligt foretages i patientens nærvær, jf. stk. 2. Derudover kan overlægen, jf. stk. 3,

beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved

indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at afgø-

re, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den

almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgiv-

ningen om våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og

genstande skal destrueres.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen jf. Folketingstidende 2005-06,

tillæg A, s. 4213 f., at hensynet bag bestemmelsen er, at der skal være mulighed

for at forhindre, at patienten er eller kommer i besiddelse af medikamenter, rusmid-

ler eller farlige genstande, som kan udgøre en fare for patienten selv eller andre.

Der kan endvidere være tale om f.eks. rusmidler og medikamenter, som kan have

en negativ indflydelse på patientens behandling.

Det fremgår endvidere, at overlægen kan beslutte, at de pågældende indgreb skal

foretages ved

begrundet mistanke

om, at medikamenter, rusmidler eller farlige

genstande aktuelt er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten. Det skal anfø-

res i journalen, hvilke konkrete forhold mistanken bygger på. Den omstændighed,

at patienten f.eks. har en kendt misbrugshistorie, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at

opfylde kravet om en begrundet mistanke om, at patienten aktuelt er i besiddelse

af rusmidler. Der skal endvidere være tale om en individuel vurdering af sandsyn-

ligheden for, at patienten er i besiddelse af de pågældende genstande m.v. Der

kan således ikke etableres faste rutiner på afdelingen, hvorefter de pågældende

foranstaltninger generelt foretages i forhold til samtlige eller en gruppe af de indlag-

te patienter.

Det kan efter bestemmelsen undersøges, om patienten er i besiddelse af medika-

menter, rusmidler eller farlige genstande. Der kan være tale om genstande eller

midler, der kan udgøre en fare for patienten selv, f.eks. selvmordstruede patienter,

eller andre, hvis de findes på afdelingen. Der kan f.eks. være tale om knive eller

andre våben, men der kan også være tale om genstande, som normalt vil blive

betragtet som ufarlige, f.eks. værktøj, nåle, glasflasker mv. Af rusmidler omfattet af

bestemmelsen kan f.eks. nævnes alkohol og narkotiske stoffer. Medikamenter

omfattet af bestemmelsen kan i princippet være alle former for medicin, både re-

ceptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 33

Hjemlen til at åbne og kontrollere patientens post for de i bestemmelsen nævnte

objekter indebærer, at både breve og pakker kan undersøges. Posten kan alene

undersøges for, om de i bestemmelsen nævnte genstande, medikamenter og rus-

midler findes i posten. Der er derimod ikke hjemmel til at læse det skriftlige indhold

i posten. Kun forsendelser til patienten er omfattet af bestemmelsen, hvorimod

breve og pakker, som patienten sender, ikke er omfattet.

En beslutning om undersøgelse af stue og ejendele omfatter for eksempel under-

søgelse af skabe og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker og

andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse undersøges.

Med hensyn til kropsvisitation af patienten fremgår det, at undersøgelse af krop-

pens hulrum ikke er tilladt, hvilket også omfatter mundhulen. Undersøgelse af

kroppens hulrum ved f.eks. en endetarmsundersøgelse er så indgribende en for-

anstaltning, at dette ikke skal være muligt indenfor rammerne af psykiatriloven.

Disse undersøgelser kan foretages på frivillig basis i behandlingsøjemed. Under-

søgelse af armhulerne er ikke omfattet af begrænsningen i andet led. Mindste mid-

del princippet, jf. § 4, skal iagttages i forbindelse med kropsvisitation af patienten,

hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet skal udføres så skånsomt som muligt og med

størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig kræn-

kelse eller ulempe.

3.7.2 Overvejelser om udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af

patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation

Som beskrevet i afsnit 2.2. fremgår det af Danske Regioners rapport om retspsyki-

atri, at forekomsten af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger,

samt at indsatsen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det

forekommer også, at der forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelin-

gerne.

Det fremgår endvidere af rapporten, at misbrug har en række negative konsekven-

ser for både patienter og personale. Patienten bliver ofte psykisk dårligere, udviser

ofte en uhensigtsmæssig adfærd, og miljøet på afdelingen bliver mere råt. Derud-

over bliver nogle patienter aggressive og farlige under påvirkning af stoffer, og

generelt modvirker stofferne selve behandlingen.

På den baggrund anbefales det i rapporten, at adgangen til at gennemføre under-

søgelser af patientstuer i henhold til psykiatrilovens § 19 a lempes, samt at dette

bør gælde alle psykiatriske afdelinger og ikke kun i retspsykiatrien.

Det kan således udledes af rapporten, at forekomsten af narkotika på afdelingerne

udgør et voldsomt problem såvel behandlingsmæssigt som sikkerhedsmæssigt.

Dertil kommer, at alkohol- og stofmisbrug er en faktor, der betragteligt øger risikoen

for selvmord blandt psykiatriske patienter. Disse faktorer taler for at lempe betin-

gelserne i § 19 a, så patienternes behandlingsforløb bliver så godt som muligt, når

afdelingerne får bedre muligheder for at forhindre forekomsten af bl.a. rusmidler på

afdelingerne.

Også Regeringens Psykiatriudvalg finder i sin rapport fra 2013, at det af hensyn til

sikkerheden for såvel patienter som personale er et problem, at der er stor fore-

komst af rusmidler på de psykiatriske afdelinger, og anbefaler, at de psykiatriske

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 34

afdelinger får den nødvendige hjemmel til at sikre, at rusmidler og farlige genstan-

de holdes ude af afdelingerne.

I England og Wales er der blevet forsket i forekomsten af rusmidler på psykiatriske

afdelinger og mulige løsninger. Det fremgår af en artikel om rusmiddelmisbrug på

psykiatriske afdelinger i tidsskriftet

The Psychiatrist,

at rusmidlerne kan have alvor-

ligt skadelige virkninger for de enkelte patienter og have foruroligende konsekven-

ser for afdelingerne som helhed. Det kan føre til konflikter mellem såvel personale

og patienter som mellem patienterne, og det kan skade den fysiske sikkerhed for

patienter og personale.

Der peges i artiklen på følgende konsekvenser af psykiatriske patienters misbrug (i

forhold til de patienter, der alene har en psykiatrisk diagnose):



det kan medføre, at den medicinske behandling ikke gavner



der er markant øget risiko for, at behandlingen ikke overholdes



der er markant øget risiko for tilbagefald



der er øget risiko for aggressiv og asocial adfærd



det kan fordoble antal indlæggelsesdage



det øger risikoen for at begå drab.

Ministeriet har på baggrund af ovenstående overvejet mulighederne for at ændre §

19 a. Det bemærkes i den forbindelse, at der f.eks. ikke fremgår et krav om be-

grundet mistanke i straffuldbyrdelseslovens regler om indgreb over for indsatte i

fængslerne. Det fremgår således af denne lovs § 60, at institutionen kan undersø-

ge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin per-

son, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser

overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.

Det er ministeriets vurdering, at hensynet til patienternes behandling samt patien-

ternes og personalets sikkerhed taler for, at regionerne bør have mulighed for i

højere grad at kunne begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige

genstande på de psykiatriske afdelinger.

En begrænsning i forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige genstande

kan efter ministeriets vurdering opnås ved at give overlægen mulighed for at fore-

tage de i den gældende § 19 a nævnte undersøgelser m.v., uden at skulle opfylde

kravet om begrundet mistanke. Ministeriet vurderer, med henvisning til anbefalin-

gerne i rapporten om retspsykiatri, at en sådan ændring bør gælde alle psykiatriske

afdelinger og ikke kun for eksempel retspsykiatriske afdelinger.

Efter ministeriets vurdering bør ændringen omfatte alle elementer i bestemmelsen,

herunder kropsvisitation, hvis ændringen skal have en reel betydning for afdelin-

gernes mulighed for at begrænse indførelse og forekomst af rusmidler, og dermed

bl.a. muligheden for at øge sikkerheden i afdelingerne generelt. Det er hensigten,

at en sådan ændring skal medvirke til at forebygge de alvorlige konsekvenser, der

kan være af patienters misbrug, herunder øget risiko for at blive udsat for tvang.

Det bør efter ministeriets vurdering fortsat ikke være muligt at undersøge kroppens

hulrum, idet sådanne indgreb er særligt grænseoverskridende, hvis de foretages

uden patientens samtykke.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 35

Ministeriet vurderer i øvrigt, at det er hensigtsmæssigt også i psykiatrilovens § 19 a

at præcisere, at indgreb efter bestemmelsen kan foregå uden retskendelse. Det

bemærkes i den forbindelse, at lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde anven-

delse på de pågældende indgreb. Grundlovens hovedregel om, at et indgreb kræ-

ver retskendelse, kan fraviges ved en lovbestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter,

at det pågældende indgreb kan foretages ”uden retskendelse”. Det er imidlertid

antaget, at en undtagelse til grundlovens hovedregel også kan støttes på en for-

tolkning af loven, jf. Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, redigeret af

Henrik Zahle, (2. udgave), 2006, side 460).

For så vidt angår nyere lovgivning fremgår det af Justitsministeriets vejledning om

lovkvalitet, at fravigelse af kravet om retskendelse bør fremgå udtrykkeligt af lov-

teksten.

3.7.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget til § 19 a gives der hjemmel til, at overlægen ved mistanke om, at

der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, med henblik på

at sikre at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere

patienter i afdelingen, uden retskendelse kan beslutte:

1. at en patients post skal åbnes og kontrolleres,

2. at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Forslaget medfører således, at kravet om ”begrundet mistanke” bortfalder. Formå-

let med forslaget er at begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farli-

ge genstande på de psykiatriske afdelinger af hensyn til patienternes behand-

lingsmuligheder samt sikkerheden for såvel patienter som personale, herunder at

forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Formålet

er endvidere at nedbringe anvendelsen af tvang, idet patienter under indflydelse af

rusmidler bl.a. har øget risiko for at blive udsat for tvang.

Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af lovteksten, at de indgreb, der

kan foretages efter bestemmelsen, kan ske uden retskendelse.

Med forslaget udgår den gældende bestemmelses stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet

kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den al-

mindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være

overflødig. De ulovlige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlæ-

gen, vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets

håndtering af sådanne effekter.

Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende regel i stk.1, nr. 3, om, at

kropsvisitation ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum, samt den gælden-

de regel i stk. 2 om, at undersøgelse af patientens post og patientens stue samt

ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.

3.8. Tvungen opfølgning efter udskrivning

3.8.1. Baggrund

Tvungen opfølgning efter udskrivning blev indført den 1. oktober 2010 ved lov nr.

533 af 26.maj 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 36

om rettens pleje. Det er i lovens § 4 fastsat, at ministeren for sundhed og forebyg-

gelse efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning

fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.

I overensstemmelse med bemærkningerne til ændringsloven har Sundhedsstyrel-

sen fulgt ordningen tæt. Til det formål blev der nedsat en bredt sammensatte føl-

gegruppe. Det fremgår af bemærkningerne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden

2010-2013 udarbejder en redegørelse, som vil blive fremsendt til Folketingets

Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens § 71. Endelig fremgår det, at

de erfaringer, der indhøstes i forbindelse med undersøgelsen, vil blive anvendt til

eventuelle justeringer af bestemmelsen, når lovændringen revideres i folketings-

året 2014-2015.

3.8.2. Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter udskrivning

Sammenfatning af evalueringen

Evalueringen, som omfatter i alt 30 patienter, har vist, at patienterne, der er under

tvungen opfølgning, er tvangsindlagt i færre dage, og sammenlagt udsættes for

færre øvrige tvangsforanstaltninger end tidligere.

Journalgennemgangen viser, at et stabilt behandlingsforløb er med til at modvirke

indlæggelse. For nogle af de patienter, der har været behandlet i mange måneder

(op til 12 måneder) uden at være indlagt, har det i flere tilfælde vist sig, at patien-

terne har taget den ordinerede medicin frivilligt gennem flere måneder efter ophør

af tvungen opfølgning. Journalgennemgangen viser også, at de patienter, der ikke

ønsker at have kontakt med det udgående/opsøgende psykiatriteam, og som op-

hører med den medicinske behandling, oftere har en dårligere sygdomsprognose

end andre patienter. Efter en kortere eller længere periode uden medicin bliver

patienterne ofte tiltagende mere psykotiske, kan ikke længere klare sig selv eller er

evt. til fare for andre, hvorfor de må indlægges til behandling, ofte med tvang.

Ordningen vurderes meget forskelligt afhængig af, om patienter eller behandlere

spørges. Gennemgående er patienternes oplevelse af ordningen negativ, da pati-

enterne ikke opfatter sig som syge og derfor oplever det som forkert og som et

overgreb at skulle tage den ordinerede medicin. En patient har imidlertid angivet, at

være meget glad for sin kontaktperson, hvad der gjorde, at vedkommende fortsatte

med at tage den ordinerede medicin efter ordningens ophør. Fra journalgennem-

gangen fremgår det, at to af patienterne kunne se, at de havde haft en gavnlig

effekt af behandlingen.

Omvendt mener det behandlende personale generelt, at tvungen opfølgning har en

positiv effekt i langt de fleste tilfælde. Personalet mener, at ordningen er nødven-

dig, såfremt man skal fastholde en lille gruppe af svært psykisk syge med medi-

cinsvigt i et længerevarende behandlingsforløb. Personalet har også nævnt, at den

maksimale varighed af tvungen opfølgning på 12 måneder synes at være for kort,

fordi det kræver lang tid for denne patientgruppe at komme ind i et stabilt behand-

lingsforløb. Samtidig peger de på nogle ulemper ved ordningen, der beskrives i

afsnittet nedenfor.

Der er kun få pårørendetilkendegivelser i journalerne, og nogle af dem har oplyst,

at de kan mærke, at medicinen har været gavnlig for patienten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 37

Patientperspektivet er sparsomt belyst, trods en omfattende indsats for at få de

pågældende i tale, da de fleste patienter enten var for syge/dårlige til at deltage

ved et interview eller ikke ønskede at deltage. Kun fire patienter deltog i interview-

undersøgelsen.

Evalueringen har vist, at seks patienter blev afhentet af politiet hver gang, de skulle

have deres depotmedicin. Sundhedsstyrelsen påpeger, at hvis en patient gentagne

gange skal afhentes af politiet, skal lægen overveje om ordningen er egnet for

patienten, eller om patienten skal have anden behandling, for eksempel indlæggel-

se.

Sundhedsstyrelsen har fundet, at de psykiatriske afdelingers kendskab til behand-

lingen af patienter med tvungen opfølgning i en række sammenhænge har været

mangelfuld.

Anbefalinger og vurderinger

Sundhedsstyrelsens overordnede vurdering er, at der på baggrund af et lille data-

grundlag og de indhentede erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes enty-

digt i forhold til ordningens virkning.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forsøgsperioden forlænges, så det bliver muligt at

udbygge datagrundlaget for en endelig vurdering af ordningen, herunder ikke

mindst belysningen af patienternes oplevelse af ordningen.

Derudover anbefaler styrelsen, at der i tillæg til de nuværende fem kriterier for at

anvende tvungen opfølgning efter udskrivning indføres et 6. kriterium om, at pati-

enten er stabiliseret behandlingsmæssigt i den aktuelle indlæggelse/forud for ud-

skrivelse til tvungen opfølgning.

Det er ministeriets vurdering, at der ikke er behov for at indføre et sådant nyt krite-

rium, idet det er en konkret lægefaglig vurdering, om en patient er stabiliseret be-

handlingsmæssigt. Det fremgår allerede af bemærkningerne til bestemmelsen om

tvungen opfølgning efter udskrivning, at det er forudsat, at patienter, der udskrives

til tvungen opfølgning efter udskrivning, er i et stabilt behandlingsforløb, samt at

beslutningen om at etablere tvungen opfølgning efter udskrivning ikke må føre til,

at patienten udskrives tidligere, end patienten ville være blevet, såfremt mulighe-

den for at etablere tvungen opfølgning efter udskrivning ikke var til stede. Ministeri-

et vurderer på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen i vejledningen om bl.a. tvun-

gen opfølgning efter udskrivning skal indarbejde og præcisere disse bemærknin-

ger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at det tydeliggøres i loven, at tvungen opfølgning

efter en udskrivning kan iværksættes på ny, hvis de fem kriterier for at iværksætte

tvungen opfølgning fortsat er til stede. Det vil fx. sige, at der ikke kræves tre nye

tvangsindlæggelser.

I den forbindelse kan ministeriet oplyse, at det ligger implicit i bestemmelsen om

tvungen opfølgning efter udskrivning, at der ikke er krav om tre nye tvangsindlæg-

gelser for patienter, der har været under tvungen opfølgning efter udskrivning. Det

er på den baggrund ministeriets vurdering, at dette bør tydeliggøres i bemærknin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 38

gerne til dette lovforslag, samt at det skal præciseres i Sundhedsstyrelsens vejled-

ning på området.

Det er ministeriets vurdering, at der generelt er behov for præcisering af reglerne i

Sundhedsstyrelsens vejledning på området. Vejledningen vil blive revideret i over-

ensstemmelse hermed efter lovforslagets vedtagelse.

Sundhedsstyrelsens gennemgang af de anvendte udskrivningsaftaler/ koordinati-

onsplaner har vist, at der er forskel på kvaliteten af aftalerne. Nogle er meget ud-

førlige og detaljerede, mens andre er summariske. Sundhedsstyrelsen foreslår på

den baggrund, at der bliver sat fokus på kvaliteten af udskrivningsaftaler/ koordina-

tionsplaner, hvis det vælges at forlænge ordningen.

Det er ministeriets vurdering, at også dette kan adresseres i Sundhedsstyrelsens

vejledning på området.

3.8.3. Gældende ret

Der er i § 13 d, stk. 1, fastsat, at overlægen inden patientens udskrivning kan træf-

fe beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den

aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om og nærliggende

risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der

er nødvendig for patientens helbred, og

1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangs-

indlagt mindst tre gange,

2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfæl-

de har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale el-

ler koordinationsplan,

3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller

tvangstilbageholdt og

4) patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har

været ordineret opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men

har undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.

Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk.

2, alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psy-

kiatriske sygehusvæsen.

Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen, jf. § 13 d, stk. 3,

beslutte, at patienten skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på

en psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en sundhedsperson til

stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykia-

trisk afdeling.

Det er i § 13 d, stk. 4, fastsat, at der ved medicinering i forbindelse med den tvung-

ne opfølgning efter udskrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen

kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform.

En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk. 5, være

gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af patienten. Endelig er det i § 13 d,

stk. 6, fastsat, at overlægen, hvis der er en begrundet formodning om og nærlig-

gende risiko for, at patienten ved 3-måneders-periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 39

med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, kan træffe

beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3 må-

neder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvun-

gen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.

3.8.4. Den foreslåede ordning

Da Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der på baggrund af et for lille datagrundlag

og de dermed få indhentede erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes enty-

digt i forhold til ordningens virkning, foreslås forsøgsperioden med tvungen opfølg-

ning efter udskrivning udvidet til yderligere 4 år, hvorefter ministeren for sundhed

og forebyggelse fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2018-19.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget om en præcisering af mindreåriges retsstilling forventes ikke at ville med-

føre merudgifter for regionerne. Det samme gælder forslaget om en ny formålsbe-

stemmelse samt forslaget om indhentelse af forhåndserklæringer. Regionerne har

ansvaret for at drive sygehusvæsenet, og derfor påhviler det allerede i dag regio-

nerne at sikre, at behandlingen af de psykiatriske patienter sker i overensstemmel-

se med den foreslåede formålsbestemmelse og bestemmelsen om forhåndserklæ-

ringer.

Forslaget om fremrykning af de eksterne lægelige tilsyn med tvangsfikserede pati-

enter fra 48 timer til 24 timer vil have økonomiske konsekvenser for regionerne.

Dette opvejes dog af den mindreudgift, der opnås i forhold til forslaget om at redu-

cere antallet af tilsyn med den tvangsfikserede patient fra 4 gange i døgnet til 3

gange i døgnet.

Forslaget om, at beslutning om tvangsfiksering skal træffes af overlægen, vurderes

ikke at få økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige, idet der samti-

dig er stillet forslag om mulighed for en læge i overlægens fravær kan træffe be-

slutningen, som ved førstkommende lejlighed skal godkendes af overlægen.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller administrative kon-

sekvenser for det offentlige af betydning.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervs-

livet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Lovforslagets forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været i høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:

Bedre Psykiatri – landsforeningen for pårørende, Dansk Psykiatrisk Selskab,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 40

Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for

Distriktspsykiatri, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fy-

sioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Den Danske

Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sociale Netværk,

Dommerfuldmægtigforeningen, Ergoterapeutforeningen, FOA, Foreningen af Of-

fentlige Anklagere, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Galebevægelsen, Insti-

tut for Menneskerettigheder, KL, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psy-

kiatribrugere, Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Landsfor-

eningen Sind, Lægeforeningen, Patientombuddet, Psykiatrifonden, Region Hoved-

staden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjyl-

land, Retspolitisk Forening, Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes Lands-

forbund, Statsforvaltningen.

10. Sammenfattende skema.

Positive konsekvenser /

mindreudgifter

Ingen

Negative konsekvenser /

merudgifter

Ingen

Økonomiske og admini-

strative konsekvenser for

det offentlige

Økonomiske og admini-

strative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Miljømæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Udgangspunktet i sundhedsvæsenet, herunder i forhold til indlæggelse ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling, er, at det er et frivilligt tilbud til borgerne.

Forslaget vil medføre, at det indledningsvist i psykiatriloven bliver fastslået, at ind-

læggelse ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af infor-

meret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger

af psykiatriloven.

Det er i den gældende lov ikke fastsat, hvilken retsstilling mindreårige patienter

generelt har i forhold til tvangsanvendelse, herunder i de tilfælde hvor der forelig-

ger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Med forslaget fastsættes, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor sundheds-

personen efter en individuel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv

er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informe-

ret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Grænsen på 18 år skal ses i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 41

lyset af § 17, stk. 2, i sundhedsloven, hvori det er fastsat, at såfremt sundhedsper-

sonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke

selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndig-

hedens indehaver give informeret samtykke til behandling.

Forslaget vil medføre, at der vil foreligge tvang i de tilfælde, hvor en 15-17-årig

patient, der er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og således

ikke er omfattet af § 17, stk. 2, i sundhedsloven, ikke vil give informeret samtykke til

indlæggelse, ophold og behandling, herunder de i psykiatriloven nævnte tvangstil-

tag.

For mindreårige patienter under 15 år vil forslaget medføre, at der vil foreligge

tvang i henhold til psykiatriloven, hvis en sundhedsperson skønner, at patienten er

i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og den pågældende ikke vil

give samtykke. I så fald skal den mindreårige have beskikket patientrådgiver og

have klagevejledning m.v. Det vil gælde, uanset om der foreligger informeret sam-

tykke fra forældremyndighedens indehaver.

I de tilfælde, hvor en mindreårige vurderes ikke at være i stand til at forstå konse-

kvenserne af sin stillingtagen, og såfremt forældremyndighedens indehaver ikke

giver informeret samtykke til behandlingen, vil der også foreligge tvang i henhold til

psykiatriloven med de deraf afledte retssikkerhedsgarantier.

Forslaget skal ses i sammenhæng med sundhedslovens § 17, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der er i den gældende lov ingen formålsbestemmelse.

Med forslaget vil psykiatriloven komme til at indeholde en formålsbestemmelse.

Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at formålet med loven

er at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker på

en forsvarlig måde og i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerheds-

principper.

Forslaget vil derudover medføre, at det kommer til at fremgå, at også i de tilfælde,

hvor indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens samtykke skal det

ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme sig. Derudover vil

det fremgå, at formålet med loven endvidere er at sikre, at tvangsanvendelse efter

reglerne i loven tager udgangspunkt i patientens behov og udføres med respekt for

patienten og dennes værdighed.

Forslaget vil endvidere medføre, at det fastlægges, at patienten, henset til formålet

med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for i videst mulige

omfang selv at træffe beslutninger, samt at der skal tages størst mulige hensyn til

den enkeltes livssyn og kulturelle baggrund.

Det vil med forslaget blive understreget, at tvang aldrig må erstatte omsorg, be-

handling og pleje.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 42

Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning for psykiatrien, som psyki-

atriudvalget har udstukket, og som danner den værdimæssige ramme for regerin-

gens plan for psykiatri.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

I den gældende

§ 3, stk. 3,

er det fastsat, at overlægen har ansvaret for, at der

opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og

at patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens

gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal ud-

leveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette.

For yderligere at sikre, at patienten i videst mulige omfang inddrages i sin egen

behandling, vil der med forslaget blive ændret i bestemmelsen, således at patien-

ten skal ”inddrages og høres” om planens indhold i stedet for blot at blive ”vejledt”

om planens indhold.

Til nr. 4

Forslaget vil medføre, at det fremgår af loven, at patienten i forbindelse med ind-

læggelsessamtalen skal høres om eventuelle præferencer i forhold til behandlin-

gen, herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale. Hvis det på grund af pati-

entens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke er muligt at indhente en sådan

forhåndstilkendegivelse ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.

Forslaget vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle forhånds-

tilkendegivelser fra patienten vedrørende dennes behandling under indlæggelsen,

herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen og i videst

mulige omfang skal inddrages i behandlingsplanen.

Begrebet ”behandling” skal i denne bestemmelse forstås bredt, således at det om-

fatter undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje samt tvangstiltag i

henhold til loven og forebyggelse heraf. Der er ingen formkrav til en forhåndstil-

kendegivelse, og den kan fremsættes på ethvert tidspunkt, uanset om patienten er

indlagt eller ej.

Forhåndstilkendegivelser er retningsgivende og kan ikke medføre en fravigelse af

psykiatrilovens regler om anvendelse af tvang.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Med forslaget fastsættes det, at bestemmelsen i

§ 4 a,

hvorefter de anførte beslut-

ninger i bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge, udvides

til også at omfatte overlægens beslutning om tvangsfiksering eller ophør af fri-

hedsberøvelse.

Således vil forslaget medføre, at også beslutningen om, at en frihedsberøvelse

skal ophøre, samt at en patient skal tvangsfikseres, er omfattet af § 4 a. Overlæ-

gen skal i disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslutningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 43

Til nr. 6

Det fremgår af

§ 11,

at frihedsberøvelsen straks skal bringes til ophør, når betin-

gelserne i lovens § 5 ikke længere er til stede.

Det følger endvidere af § 9, stk. 2 og § 10, stk. 1, at det er overlægen, der har

kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at frihedsberøve

en patient er til stede.

Med forslaget bliver det præciseret, at det er overlægen, der har kompetence til at

træffe beslutning om ophør af en frihedsberøvelse.

Til nr. 7

Det fremgår af lovens

§ 12, stk. 2,

at der ved tvangsmedicinering skal anvendes

afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Forslaget vil medføre, at det af stk. 2 også vil komme til at fremgå, at behandlingen

endvidere skal ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens til enhver tid

gældende vejledninger vedrørende behandling med antipsykotiske lægemidler.

Ved medicinering med tvang skal lægen vurdere, hvilket lægemiddel, herunder i

hvilken dosis, der er nødvendig for, at patienten kan opnå den ønskede effekt og

med færrest mulige bivirkninger og komplikationer.

Hvis patienten tidligere har været i medicinsk behandling for samme sygdom, skal

lægen tage udgangspunkt i den behandling, herunder den dosis, der tidligere har

haft den ønskede effekt for den enkelte patient.

Hvis patienten ikke tidligere har været i medicinsk behandling, skal lægen tage

udgangspunkt i produktresumeet, hvorfor ekstraordinært store doser ikke må an-

vendes. Off-label præparater kan anvendes, hvis der er tale om en omfattende og

videnskabeligt veldokumenteret afprøvet praksis.

Lægen skal efterfølgende og løbende tage stilling til behandlingens effekt, herun-

der om dosis skal justeres. Lægen skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved

ordination og behandling med lægemidlet, jf. § 17 i lov om autorisation af sund-

hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af

4. august 2011 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed.

Til nr. 8

Forslaget om indsættelse af nye stk. 3 og 4 i

§ 12

vil indebære, at det understre-

ges, at også behandling uden patientens samtykke skal være i overensstemmelse

med faglig anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske om-

råde, samt at der, hvis patienten ikke giver samtykke til behandling, skal tages

stilling til, om der kan tilbydes andre frivillige tiltag som alternativ til den behandling,

patienten ikke samtykker til, herunder f. eks. om patienten vil give samtykke til en

anden medicinsk behandling end den foreslåede.

Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning og deraf følgende fokus på

størst mulig selvbestemmelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 44

Formålet med forslaget er at sikre inddragelse af patienten i beslutninger om den-

nes behandling samt at understrege, at tvangsbehandling skal ske i overensstem-

melse med fagligt anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis.

Til nr. 9 og 10

Det fremgår af lovens

§ 14, stk. 2,

at tvangsfiksering kun må anvendes, i det om-

fang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af § 14, stk. 2, at tvangsfiksering

kun må anvendes kortvarigt. Ved ”kortvarigt” forstås ”ikke ud over nogle få timer”.

I forlængelse heraf foreslås indsat et stk. 3, hvoraf det fremgår, at patienten kan

tvangsfikseres i længere tid end angivet i § 14, stk. 2, hvis der er væsentlige grun-

de til det, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed og sikkerhed.

Det er formålet, at forslaget skal medvirke til at nedbringe anvendelsen af tvangs-

fikseringer, herunder især langvarige tvangsfikseringer. Derudover vil forslaget

være i overensstemmelse med de principper for varigheden af en tvangsfiksering,

som CPT har udstukket, jf. det i afsnit 3.5.2. anførte.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger samt be-

mærkningerne til nr. 22.

Til nr. 11

Efter lovens

§ 15, stk. 1,

skal beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge,

efter at denne har tilset patienten.

Forslaget vil indebære, at beslutningen skal træffes af overlægen. Som det fremgår

af bemærkningerne til nr. 5 kan beslutningen i overlægens fravær kan træffes af en

anden læge. Overlægen skal i disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslut-

ningen.

Til nr. 12

I den gældende

§ 18, stk. 5, 3. pkt.,

er det fastsat, at ansøgningen til Sundhedssty-

relsen ud over en erklæring fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder

skal indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som på grundlag

af sin undersøgelse af patienten og de modtagne oplysninger vurderer, at anven-

delse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.

Med forslaget vil kravet om, at erklæringen skal indeholde en erklæring fra en uvil-

dig speciallæge i psykiatri, bortfalde.

Den nye formulering har til hensigt at præcisere, at Sikringsafdelingens ansøgning

til Sundhedsstyrelsen skal indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller

dennes stedfortræder, som på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer,

at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 45

Til nr. 13

Med forslaget til §

18, stk. 5,

om indsættelse af 4. pkt. vil det blive muligt for den

ledende overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes stedfortræder i sin ansøg-

ning til Sundhedsstyrelsen samtidig at anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til

at anvende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skøn-

nes nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.

Det er formålet med forslaget at gøre det muligt at undgå, at en patient i ansøg-

ningsperioden konstant er tvangsfikseret eller isoleret.

Til nr. 14

Efter den gældende

§ 18 c, stk. 6,

kan en tilladelse til oppegående tvangsfiksering

gælde i op til 6 måneder.

Forslaget vil medføre, at tilladelsen fremover vil gælde, indtil overlægen ophæver

den oppegående tvangsfiksering.

Til nr. 15

Med forslaget om tilføjelse af stk. 8 til

§ 18 c

vil det i loven blive fastsat, at Sund-

hedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd én gang om året aflægger besøg på

Sikringsafdelingen og tilser de patienter, der er eller i året forud har været under-

lagt oppegående tvangsfiksering.

Ved det årlige tilsyn skal det vurderes, om patientbehandlingen er gennemført med

omhu og samvittighedsfuldhed, og om psykiatriloven er overholdt.

Til nr. 16

Det fremgår af

§ 19,

at Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm-

og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i

afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt oppegående

tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykia-

trisk afdeling, Region Sjælland.

De i bestemmelsen nævnte foranstaltninger er omfattet af lovens kap. 5.

Med henblik på at forenkle bestemmelsen foreslås en ny affattelse, således at det

fremgår, at ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anvendel-

se af tvang i henhold til lovens kapitel 5.

Til nr. 18

I forslaget til

§ 19 a, stk. 1,

angives, under hvilke betingelser overlægen kan beslut-

te, at en patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele

skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient. Forslaget

vil præcisere, at de grundlæggende betingelser for de nævnte indgreb er, at der er

mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelin-

gen, samt at det er nødvendigt for at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige

genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patien-

ter i afdelingen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 46

Forslaget vil endvidere medføre, at det vil komme til at fremgå udtrykkeligt af be-

stemmelsen, at de pågældende indgreb kan foretages uden retskendelse.

Med forslaget udgår den gældende bestemmelses i stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet

kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den al-

mindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være

overflødig. De ulovlige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlæ-

gen, vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets

håndtering af sådanne effekter.

Ved udførelse af de pågældende indgreb skal psykiatrilovens § 4 om mindste mid-

del iagttages. Det indebærer bl.a., at indgrebet skal være proportionalt i forhold til

det, der søges opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende foranstaltninger

er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Kropsvisitation skal udføres så skånsomt

som muligt og med størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke

forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Det er i § 20, stk. 1, bestemt, at tvangsindgreb efter psykiatriloven skal tilføres af-

delingens tvangsprotokol.

Forslaget til ændringen i

§ 20, stk. 1, 2. pkt.

vil medføre, at også indgreb, som

nævnt i denne lov, der anvendes over for mindreårige, hvor forældremyndighedens

indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne, og

hvor den mindreårige ikke selv er enig i tiltaget, skal tilføres afdelingens tvangspro-

tokol. Formålet med forslaget er at sikre, at indgreb over for mindreårige, der udfø-

res med samtykke fra forældremyndighedens indehaver også registreres og indgår

i Statens Serum Instituts tvangsstatistik.

Til nr. 20

I den gældende

§ 21, stk. 1,

er det fastsat, at overlægen til stadighed har ansvaret

for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning,

tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesy-

stemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen,

personlig hygiejne under anvendelse af tvang, undersøgelse af post, patientstuer

og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande

m.v., samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsaf-

delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, ikke anvendes i videre

omfang end nødvendigt.

Med henblik på at forenkle bestemmelsen foreslås en ny affattelse, således at det

fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse og anven-

delse af anden tvang efter reglerne i loven ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt.

Til nr. 21

Efter den gældende bestemmelse i

§ 21, stk. 4,

skal der, så længe en tvangsfikse-

ring opretholdes, foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af tvangsfikseringen så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 4

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 47

gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfikse-

ring er truffet.

Den foreslåede ændring i § 21, stk. 4, vil indebære, at disse tilsyn skal foretages 3

gange i døgnet.

Efter lovens § 21, stk. 1, er der en generel pligt for overlægen til løbende at revur-

dere enhver anvendelse af tvang. Det følger af bestemmelsen, at det er overlæ-

gen, der til stadighed har ansvaret for, at der ikke anvendes tvang i videre omfang

end nødvendigt, både i relation til det mindste middels princip, jf. lovens § 4 og

med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af tvangsanvendelsen. Overlægen er

ansvarlig for, at der til stadighed føres det fornødne tilsyn hermed, og skal i den

forbindelse tilrettelægge arbejdsgangen på afdelingen herefter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 22.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af lovens

§ 21, stk. 5,

at hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere

tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske

afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling,

og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge, foretage en

vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurde-

ring skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og ung-

domspsykiatri. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den

behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering

af situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten.

Forslaget vil indebære, at den eksterne lægefaglige vurdering allerede skal foreta-

ges, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 24 timer mod 48 timer

efter de gældende regler.

Med forslaget bliver det understreget, at tvangsfikseringer ud over et døgn anses

for at være så langvarige, at der er behov for en skærpet retssikkerhedsgaranti for

de pågældende patienter. Forslaget vil medføre, at der efter et døgns tvangsfikse-

ring er skærpet fokus på, om kriterierne for tvangsfiksering er til stede, og om der

kan være alternativer til tvangsfikseringen. Formålet med forslaget er, at det skal

medvirke til at nedbringe anvendelsen af langvarige tvangsfikseringer.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 23

Efter den gældende

§ 21, stk. 7,

skal den behandlingsansvarlige overlæge, så

længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, en gang i døgnet

foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående

tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat

anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en

observationsplan for de følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige overlæges

fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger observati-

onsplan.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 48

Forslaget vil medføre, at kravet om en daglig vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af oppegående tvangsfiksering ophæves, samt at det erstattes af et

krav om, at den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med

passende intervaller og mindst én gang om måneden skal foretage fornyet vurde-

ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.

Det fremgår af forslaget, at beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal ind-

gå i patientens behandlingsplan. Det er overlægen, der har ansvaret for, at der

opstilles en behandlingsplan for patienten, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3.

Til nr. 24

Det er i den gældende

§ 21, stk. 8,

fastsat, at hvis en oppegående tvangsfiksering,

jf. § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en speciallæge i psykiatri, som

ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på Sikrings-

afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurde-

ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne

vurdering gentages herefter en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.

Forslaget vil medføre, at stk. 8 ophæves.

Til nr. 25

Forslaget vil medføre, at der bliver pligt til at foretage indberetning til Sundhedssty-

relsen, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 30 dage.

Formålet med Sundhedsstyrelsens tilsyn er at øge patientsikkerheden og medvirke

til at begrænse langvarig tvangsfiksering.

Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at tvangs-

fiksering af patienten har overskredet de 30 sammenhængende dage. Det er over-

lægen på afdelingen, der er ansvarlig for indberetningen. Indberetningen skal in-

deholde en redegørelse over forløbet og kopi af patientjournalen og tvangsproto-

koller.

Sundhedsstyrelsen vil herefter vurdere, om der skal iværksættes tilsynstiltag over

for den pågældende afdeling.

Tilsynstiltag kan for eksempel indebære, at afdelingen bliver pålagt at revurdere

behandlingen af den pågældende patient på anden vis. Endelig kan sagen medfø-

re, at Sundhedsstyrelsen pålægger afdelingen at bringe andre forhold i orden, der

strider mod lovgivningen eller er til risiko for patientsikkerheden.

Det bemærkes særligt, at indberetning til Sundhedsstyrelsen sker med henblik på

Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed. Sundhedsstyrelsens tilsyn er ikke en læge-

lig second opinion, der vurderer tvangsforanstaltningen.

Klager over tvangsfiksering skal fortsat ske til det psykiatriske patientklagenævn.

Til nr. 26

Efter den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 1,

skal der beskikkes en patientrådgi-

ver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangs-

behandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 49

fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesyste-

mer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24

timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående

tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykia-

trisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Forslaget medfører, at det i bestemmelsen præciseres, at anvendelse af fysisk

magt også omfatter indgivelse af et beroligende middel med magt, jf. lovens § 17,

stk. 2.

Til nr. 27

§ 27, 2. pkt.,

ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens § 37,

stk. 3,«.

Det fremgår af § 37, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli

2010 med senere ændringer, at den,

om hvis helbredsforhold der er udarbejdet

patientjournaler m.v., på anmodning har ret til aktindsigt heri. Patienten har endvi-

dere på anmodning ret til på en let forståelig måde at få meddelelse om, hvilke

oplysninger der behandles i patientjournalen m.v. efter 1. pkt., formålet hermed,

kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra

disse oplysninger stammer. Det fremgår endvidere af § 37, stk. 3, at for

optegnel-

ser, journalført før den 1. januar 2010, kan retten efter stk. 1 begrænses, i det om-

fang patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde

vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.

Undtagelsesbestemmelsen kan bl.a. anvendes i forbindelse med behandlingen af

patienter med psykiske lidelser, hvor afgørende hensyn til patientens udsigt til bed-

ring i forbindelse med en igangværende behandling kan bevirke, at der er behov

for at afslå en anmodning om aktindsigt. Ved afgørende hensyn til patienten selv

forstås særligt, at patienten må antages at ville tage alvorligt skade ved at blive

gjort bekendt med oplysningerne.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 1521 af 27. december 2009

om ændring af sundhedsloven, som gav udvidet adgang til aktindsigt i egne hel-

bredsoplysninger. Forud for lovændringen var der, jf. sundhedslovens § 37, stk. 3,

adgang til, om nødvendigt, at begrænse adgangen til aktindsigt efter sundhedslo-

vens § 37, stk. 1, i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med

oplysningerne fandtes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private interesser. Begrænsningen blev med lovændringen videreført,

dog alene for så vidt angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført

før lovens ikrafttræden den 1. januar 2010.

Med den foreslåede ændring vil det i psykiatrilovens § 27 blive præciseret, at de

begrænsninger, der kan være, i forhold til hvilke oplysninger patientrådgiveren kan

gives, alene angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført før den 1.

januar 2010.

Til nr. 28

Det fremgår af

§ 34, stk. 1,

at der ved hver statsforvaltning oprettes et psykiatrisk

patientklagenævn bestående af direktøren for statsforvaltningen som formand, jf.

dog stk. 2, samt 2 medlemmer. Det følger endvidere af bestemmelsen, at ministe-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 50

ren for sundhed og forebyggelse beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra

henholdsvis Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer.

Forslaget vil indebære, at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er

speciallæger i psykiatri.

Til nr. 29

Det fremgår af lovens

§ 38, stk. 1,

at afgørelser fra det psykiatriske patientklage-

nævn ved statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt,

personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der

uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelin-

gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykia-

triske Ankenævn.

Med forslaget bliver det præciseret, at også indgivelse af beroligende medicin efter

psykiatrilovens § 17, stk. 2, er omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 30

Den foreslåede ændring er en konsekvens af § 1, nr. 1, i lov nr. 533 af 26. maj

2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens

pleje, som trådte i kraft den 1. oktober 2010, hvormed tvungen opfølgning efter

udskrivning blev indført.

Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at lovens §§

13 d og 13 e samt bestemmelserne i lovens kapitel 10 om klageadgang og dom-

stolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvungen opfølgning efter udskrivning

ikke finder anvendelse på personer anbragt på Sikringsafdelingen efter § 40, stk. 1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2015.

Til § 3

Efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, træffer

ministeren for sundhed og forebyggelse forslag om revision af loven i folketingsåret

2018-19.

Der foreslås indsat en bestemmelse om, at regeringen, efter en forsøgsperiode på

yderligere 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, i folketingsåret 2018–19

skal fremsætte et forslag om revision af loven for Folketinget.

Med indførelsen af en sådan revisionsbestemmelse forpligter regeringen sig til at

evaluere erfaringerne med tvungen opfølgning efter § 13 d. Regeringen vil i den

forbindelse sikre, at evalueringen, der udføres af Sundhedsstyrelsen og omhandler

samtlige patienter, der er omfattet af § 13 d, gennemføres således, at regeringen i

folketingsåret 2018–19 kan redegøre for evalueringens resultater over for Folketin-

get og tilkendegive, om der er grundlag for at revidere loven, herunder eventuelt at

ophæve ordningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 51

Til § 4

Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde. Som det

fremgår, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

færøske forhold tilsiger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 52

BILAG 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om anvendelse af tvang i psyki-

atrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af

2. december 2010 foretages følgende

ændringer:

§ 1.

Frihedsberøvelse og anvendelse af

anden tvang i forbindelse med indlæg-

gelse, ophold og behandling på psykia-

trisk afdeling må kun finde sted efter

reglerne i denne lov.

Stk. 2.

Ved tvang forstås i denne lov

anvendelse af foranstaltninger, for hvil-

ke der ikke foreligger et informeret sam-

tykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.

Stk. 3.

For patienter, der er under 15 år

eller varigt mangler evnen til at give et

informeret samtykke, skal der ikke for-

søges indhentet et samtykke fra foræl-

dremyndighedens indehaver, værgen

eller de nærmeste pårørende, hvis om-

gående gennemførelse af en foran-

staltning i henhold til denne lov er nød-

vendig for at afværge, at en patient



1) udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred eller



2) øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

Forældremyndighedens

indehaver,

værgen eller de nærmeste pårørende

skal efterfølgende orienteres herom.

Stk. 4.

For patienter, der er imellem 15

og 18 år, hvor sundhedspersonen efter

en individuel vurdering skønner, at ved-

kommende ikke selv er i stand til at

forstå konsekvensen af sin stillingtagen,

jf. sundhedslovens § 17, stk. 2, finder

stk. 3 tilsvarende anvendelse.

§ 1

affattes således:

»§

Indlæggelse ophold og behand-

ling på psykiatrisk afdeling sker på

baggrund af informeret samtykke efter

reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven,

med mindre andet følger af denne lov.

Stk. 2.

Frihedsberøvelse og anvendelse

af anden tvang i forbindelse med ind-

læggelse, ophold og behandling på

psykiatrisk afdeling må kun finde sted

efter reglerne i denne lov.

Stk. 3.

Ved tvang forstås i denne lov

anvendelse af foranstaltninger, for hvil-

ke der ikke foreligger et informeret sam-

tykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.

Stk. 4.

Tvang foreligger ikke i de tilfæl-

de, hvor sundhedspersonen efter en

individuel vurdering skønner, at en pa-

tient under 18 år ikke selv er i stand til

at forstå konsekvenserne af sin stilling-

tagen, og der foreligger informeret sam-

tykke fra forældremyndighedens inde-

haver.

Stk. 5.

For patienter, der er omfattet af

stk. 4 eller varigt mangler evnen til at

give et informeret samtykke, skal der

ikke forsøges indhentet et samtykke fra

forældremyndighedens

indehaver,

værgen eller de nærmeste pårørende,

hvis omgående gennemførelse af en

foranstaltning i henhold til denne lov er

nødvendig for at afværge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nær-

liggende fare for at lide skade på lege-

me eller helbred eller

2) øver hærværk af ikke ubetydeligt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 53

omfang.

Forældremyndighedens

indehaver,

værgen eller de nærmeste pårørende

skal efterfølgende orienteres herom.«

§ 2.

Med henblik på i videst muligt om-

fang at forebygge anvendelse af tvang

skal sygehusmyndigheden tilbyde sy-

gehusophold, behandling, pleje og om-

sorg, som svarer til god psykiatrisk

sygehusstandard, herunder med hen-

syn til de bygningsmæssige forhold,

senge- og personalenormering, perso-

nalets kompetencer, politikker i relation

til patienter og pårørende, mulighed for

udendørs ophold samt beskæftigelses-,

uddannelses- og andre aktivitetstilbud.

§ 2

affattes således:

»§

Formålet med loven er at sikre, at

iværksættelse og gennemførelse af

tvang efter denne lov sker i overens-

stemmelse med grundlæggende rets-

sikkerhedsprincipper. Formålet med

loven er endvidere at sikre, at også i de

tilfælde, hvor indlæggelse, ophold og

behandling sker uden patientens sam-

tykke, skal det i videst mulige omfang

ske som led i at understøtte patientens

muligheder for at komme sig. Endelig er

formålet med loven at sikre, at tvangs-

anvendelse efter reglerne i denne lov i

videst mulige omfang tager udgangs-

punkt i patientens behov og udføres

med respekt for patienten og dennes

værdighed.

Stk. 2.

Tvang må aldrig erstatte om-

sorg, behandling og pleje.

Stk. 3.

Patienten skal, henset til formå-

let med indlæggelsen og den enkeltes

tilstand, have mulighed for i videst mu-

lige omfang selv at træffe beslutninger.

Stk. 4.

Der skal tages størst mulige

hensyn til den enkeltes livssyn og kultu-

relle baggrund.

Stk. 5.

Med henblik på i videst muligt

omfang at forebygge anvendelse af

tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde

sygehusophold, behandling, pleje og

omsorg, som svarer til god psykiatrisk

sygehusstandard, herunder med hen-

syn til de bygningsmæssige forhold,

senge- og personalenormering, perso-

nalets kompetencer, politikker i relation

til patienter og pårørende, mulighed for

udendørs ophold samt beskæftigelses-,

uddannelses- og andre aktivitetstilbud.«

§ 3, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »vejle-

des« til: »inddrages og høres«.

§ 3. ---

Stk. 3.

Overlægen har ansvaret for, at

der opstilles en behandlingsplan for

enhver, der indlægges på psykiatrisk

afdeling, og at patienten vejledes om

planens indhold, samt at patientens

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 54

samtykke til dens gennemførelse til

stadighed søges opnået. En kopi af

behandlingsplanen skal udleveres til

patienten, medmindre denne frabeder

sig dette

§ 3.

Indlæggelse, ophold og behandling

på psykiatrisk afdeling skal så vidt mu-

ligt finde sted med patientens samtyk-

ke.

Stk. 2.

Lægen skal vejlede patienten

om formålet med indlæggelsen, ophol-

det og behandlingen samt om udsigter-

ne til en bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3.

Overlægen har ansvaret for, at

der opstilles en behandlingsplan for

enhver, der indlægges på psykiatrisk

afdeling, og at patienten vejledes om

planens indhold, samt at patientens

samtykke til dens gennemførelse til

stadighed søges opnået. En kopi af

behandlingsplanen skal udleveres til

patienten, medmindre denne frabeder

sig dette.

§ 3

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk.

I forbindelse med indlæggel-

sessamtalen skal patienten høres om

eventuelle præferencer i forhold til be-

handlingen, herunder hvis anvendelse

af tvang kommer på tale. Er det på

grund af patientens tilstand efter en

lægefaglig vurdering ikke muligt at ind-

hente en sådan forhåndstilkendegivelse

ved indlæggelsen, skal det ske snarest

muligt herefter.

Stk.5.

Eventuelle forhåndstilkendegivel-

ser fra patienten vedrørende dennes

behandling under indlæggelsen, herun-

der behandling uden samtykke, skal

fremgå af patientjournalen og i videst

mulige omfang inddrages i behand-

lingsplanen.

Stk. 6.

I forbindelse med indlæggelses-

samtalen tages sammen med patienten

stilling til inddragelse af pårørende eller

andre i patientens netværk i behand-

lingsforløbet. Er det på grund af patien-

tens tilstand efter en lægefaglig vurde-

ring ikke muligt at indhente sådanne

oplysninger ved indlæggelsen, skal det

ske snarest muligt herefter.«

§ 4 a

indsættes efter »§ 10 a, stk. 1,

1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2«

ændres til: »§ 15, stk. 1 og 2«.

§ 4 a.

Bestemmelserne i § 9, stk. 2, §

10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12,

stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, §

18 g, § 19 a, stk. 1 og 3, og § 21, stk. 2,

er ikke til hinder for, at en beslutning i

overlægens fravær træffes af en anden

læge. I sådanne tilfælde skal overlæ-

gen efterfølgende snarest tage stilling til

beslutningen.

§ 11.

Når betingelserne i § 5 ikke læn-

gere er til stede, skal frihedsberøvelsen

straks bringes til ophør. Patienten og

patientrådgiveren underrettes straks

herom.

§ 11

indsættes efter »Når«: »over-

lægen finder, at«.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 55

§ 12. ---

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der

anvendes afprøvede lægemidler i sæd-

vanlig dosering og med færrest mulige

bivirkninger.

§ 12, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Behandlingen skal endvidere ske i

overensstemmelse med Sundhedssty-

relsens til enhver tid gældende vejled-

ninger vedrørende behandling med

antipsykotiske lægemidler.«

§ 12

indsættes efter stk. 2 som nye

stykker:

»Stk.

Behandling uden patientens

samtykke skal være i overensstemmel-

se med faglig anerkendt standard og

forsvarlig klinisk praksis på det psykia-

triske område.

Stk. 4.

Hvis patienten ikke giver sam-

tykke til behandling, skal der tages stil-

ling til, om der kan tilbydes andre tiltag

som alternativ til den behandling, pati-

enten ikke samtykker til, herunder f.

eks. om patienten vil give samtykke til

en anden medicinsk behandling end

den foreslåede.«

§ 12.

Tvangsbehandling må kun an-

vendes over for personer, der opfylder

betingelserne for tvangstilbageholdelse,

jf. § 10.

Stk. 2.

Ved tvangsmedicinering skal der

anvendes afprøvede lægemidler i sæd-

vanlig dosering og med færrest mulige

bivirkninger.

Stk. 3.

Tvangsbehandling med elektro-

stimulation må kun iværksættes, hvis

patienten opfylder betingelserne i stk. 1

og befinder sig i en aktuel eller potentiel

livstruende tilstand.

Stk. 4.

Afgørelse om tvangsbehandling

træffes af overlægen. Denne træffer

samtidig bestemmelse om, i hvilket

omfang der om fornødent kan anven-

des magt til behandlingens gennemfø-

relse.

Stk. 5.

Forud for overlægens afgørelse

efter stk. 4 om tvangsbehandling skal

patienten have en passende betænk-

ningstid, hvor patienten får lejlighed til

at overveje sit eventuelle samtykke til

behandlingen. Betænkningstiden skal

have en passende varighed, dog højst

3 dage.

Stk. 6.

Indenrigs- og sundhedsministe-

ren fastsætter nærmere regler om

tvangsbehandling efter denne bestem-

melse.

§ 14. ---

Stk. 2.

Tvangsfiksering må kun anven-

des, i det omfang det er nødvendigt for

at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nær-

liggende fare for at lide skade på lege-

me eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper medpatienter

eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

§ 14, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Tvangsfiksering må kun an-

vendes kortvarigt og i det omfang, det

er nødvendigt for at afværge, at en

patient:

1. udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred,

2. forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper medpatien-

ter eller

3. øver hærværk af ikke ubetydeligt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 56

omfang.«.

§ 14.

Som midler til tvangsfiksering må

alene anvendes bælte, hånd- og fod-

remme samt handsker.

Stk. 2.

Tvangsfiksering må kun anven-

des, i det omfang det er nødvendigt for

at afværge, at en patient:



1) udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred,



2) forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper medpatienter

eller



3) øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

§ 15. ---

Stk. 1.

Beslutning om tvangsfiksering

træffes af en læge, efter at denne har

tilset patienten.

§ 18 c. ---

Stk. 5.

Vurderer den ledende overlæge

for Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland, at oppegående tvangsfikse-

ring er nødvendig, ansøger denne

Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I

den ledende overlæges fravær kan

vurderingen efter 1. pkt. foretages af

dennes stedfortræder, der ligeledes kan

indgive ansøgning. Ansøgningen til

Sundhedsstyrelsen skal ud over en

erklæring fra den ledende overlæge

eller dennes stedfortræder indeholde

en erklæring fra en uvildig speciallæge i

psykiatri, som på grundlag af sin under-

søgelse af patienten og de modtagne

oplysninger vurderer, at anvendelse af

oppegående tvangsfiksering er nød-

vendig.

§ 18 c. ---

Stk. 5.

Vurderer den ledende overlæge

for Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland, at oppegående tvangsfikse-

ring er nødvendig, ansøger denne

Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I

den ledende overlæges fravær kan

vurderingen efter 1. pkt. foretages af

dennes stedfortræder, der ligeledes kan

10.

§ 14

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Patienten kan tvangsfikseres i

længere tid end angivet i § 14, stk. 2,

hvis der er væsentlige grunde til det,

herunder hensynet til patientens eller

andres liv, førlighed og sikkerhed.«

11.

§ 15, stk. 1,

ændres »en læge« til:

»overlægen«.

12.

§ 18 c, stk. 5, 3. pkt.,

affattes såle-

des:

»Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen

skal indeholde en erklæring fra den

ledende overlæge eller dennes stedfor-

træder, som på grundlag af sin under-

søgelse af patienten vurderer, at an-

vendelse af oppegående tvangsfikse-

ring er nødvendig.«

13.

§ 18 c, stk. 5,

indsættes som

pkt.:

»I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen

kan den ledende overlæge eller dennes

stedfortræder samtidig anmode om

Sundhedsstyrelsens tilladelse til at an-

vende oppegående tvangsfiksering i

ansøgningsperioden, såfremt det skøn-

nes nødvendigt af hensyn til patientens

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 57

indgive ansøgning. Ansøgningen til

Sundhedsstyrelsen skal ud over en

erklæring fra den ledende overlæge

eller dennes stedfortræder indeholde

en erklæring fra en uvildig speciallæge i

psykiatri, som på grundlag af sin under-

søgelse af patienten og de modtagne

oplysninger vurderer, at anvendelse af

oppegående tvangsfiksering er nød-

vendig.

§ 18 c. ---

Stk. 6.

Det særlig sagkyndige råd, jf.

stk. 4, kan indstille, at der gives tilladel-

se til at anvende oppegående tvangs-

fiksering af patienten i op til 6 måneder

ad gangen. En af rådets speciallæger i

psykiatri skal have tilset patienten, før

ansøgningen kan behandles i rådet.

Rådet afgiver sin vurdering hurtigst

muligt, dog senest 14 hverdage efter at

Sundhedsstyrelsen har modtaget an-

søgningen fra Sikringsafdelingen.

§ 18 c.

Ved oppegående tvangsfikse-

ring forstås tvangsfiksering, hvor pati-

enten ikke er fastspændt til en seng.

Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2,

kan som alternativ til langvarig isolation

eller langvarig tvangsfiksering til en

seng anvendes over for patienter, der

er anbragt i Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-

land, såfremt mindst ét af kriterierne i

§ 14, stk. 2, er opfyldt og



1) langvarig isolation på patientstue

vurderes at have negativ effekt på

patientens samlede psykiske, le-

gemlige og sociale tilstand eller



2) langvarig tvangsfiksering til en

seng vurderes at have negativ effekt

på patientens samlede psykiske, le-

gemlige og sociale tilstand.

Stk. 2.

Oppegående tvangsfiksering

som defineret i stk.1 må alene ske med

anvendelse af mavebælte, fikserings-

remme, håndremme og fodremme.

Stk. 3.

En patient, der er oppegående

tvangsfikseret, skal have mindst én fast

vagt.

Stk. 4.

Oppegående tvangsfiksering af

psykiske og legemlige tilstand.«

14.

§ 18 c, stk. 6, 1. pkt.,

udgår: »i op

til 6 måneder ad gangen«.

15.

§ 18 c

indsættes som

stk. 8:

»Stk.

Sundhedsstyrelsen og Det

særlig sagkyndige råd aflægger én

gang om året besøg på Sikringsafdelin-

gen og tilser de patienter, der er eller i

året forud har været underlagt oppegå-

ende tvangsfiksering.«

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 58

en patient kan alene iværksættes efter

tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Sund-

hedsstyrelsen træffer på baggrund af

ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen

efter indstilling fra et særlig sagkyndigt

råd nedsat af Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke

indbringes for anden administrativ

myndighed. Rådet, som nedsættes af

Sundhedsstyrelsen, består af 1 special-

læge i psykiatri udpeget af Sundheds-

styrelsen, 4 speciallæger i psykiatri

udpeget efter indstilling fra Dansk Psy-

kiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget

efter indstilling fra Danske Handicapor-

ganisationer. Sundhedsstyrelsen vare-

tager formandskabet og fastsætter efter

forhandling

med

Indenrigs-

Sundhedsministeriet en forretningsor-

den for det sagkyndige råd.

Stk. 5.

Vurderer den ledende overlæge

for Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland, at oppegående tvangsfikse-

ring er nødvendig, ansøger denne

Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I

den ledende overlæges fravær kan

vurderingen efter 1. pkt. foretages af

dennes stedfortræder, der ligeledes kan

indgive ansøgning. Ansøgningen til

Sundhedsstyrelsen skal ud over en

erklæring fra den ledende overlæge

eller dennes stedfortræder indeholde

en erklæring fra en uvildig speciallæge i

psykiatri, som på grundlag af sin under-

søgelse af patienten og de modtagne

oplysninger vurderer, at anvendelse af

oppegående tvangsfiksering er nød-

vendig.

Stk. 6.

Det særlig sagkyndige råd, jf.

stk. 4, kan indstille, at der gives tilladel-

se til at anvende oppegående tvangs-

fiksering af patienten i op til 6 måneder

ad gangen. En af rådets speciallæger i

psykiatri skal have tilset patienten, før

ansøgningen kan behandles i rådet.

Rådet afgiver sin vurdering hurtigst

muligt, dog senest 14 hverdage efter at

Sundhedsstyrelsen har modtaget an-

søgningen fra Sikringsafdelingen.

Stk. 7.

Beslutning om ophævelse af den

oppegående tvangsfiksering træffes af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 59

den behandlingsansvarlige overlæge. I

den behandlingsansvarlige overlæges

fravær kan beslutningen træffes af

dennes stedfortræder.

§ 19.

Indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætter regler om tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt, beskyttel-

sesfiksering, personlige alarm- og pej-

lesystemer og særlige dørlåse, person-

lig skærmning, aflåsning af døre i afde-

lingen, personlig hygiejne under anven-

delse af tvang samt oppegående

tvangsfiksering og aflåsning af patient-

stue på Sikringsafdelingen under Rets-

psykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Undersøgelse af post, patientstuer og

ejendele, kropsvisitation samt beslag-

læggelse og tilintetgørelse af genstan-

de m.v.

16.

§ 19

affattes således:

»§

19.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter regler om anven-

delse af tvang i henhold til lovens kapi-

tel 5.«

17.

Overskriften

før § 19 a affattes så-

ledes:

»Undersøgelse af post, patientstuer og

ejendele samt kropsvisitation m.v.«

18.

§ 19 a

affattes således:

»§

19 a.

Ved mistanke om, at der er

medikamenter, rusmidler eller farlige

genstande i afdelingen, kan overlægen,

med henblik på at sikre at disse ikke er

blevet indført eller vil blive forsøgt ind-

ført til en eller flere patienter i afdelin-

gen, uden retskendelse beslutte:

1) at en patients post skal åbnes og

kontrolleres,

2) at en patients stue og ejendele skal

undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation

af en patient.

Stk. 2.

Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3,

omfatter ikke undersøgelse af kroppens

hulrum.

Stk. 3.

Undersøgelse af patientens post

og patientens stue samt ejendele skal

så vidt muligt foretages i patientens

nærvær.

Stk. 4.

Overlægen kan beslutte, at me-

dikamenter, rusmidler og farlige gen-

stande, som bliver fundet ved indgreb

efter stk. 1, tages i bevaring. Overlæ-

gen kan overlade til politiet at afgøre,

om medikamenter, rusmidler og farlige

genstande besiddes i strid med den

§ 19 a.

Ved begrundet mistanke om, at

medikamenter, rusmidler eller farlige

genstande er blevet eller vil blive for-

søgt indført til patienten, kan overlægen

beslutte,



1) at patientens post skal åbnes og

kontrolleres,



2) at patientens stue og ejendele

skal undersøges, eller



3) at der skal foretages kropsvisita-

tion af patienten. Undersøgelse af

kroppens hulrum er ikke tilladt.

Stk. 2.

Undersøgelse af patientens post

og patientens stue samt ejendele skal

så vidt muligt foretages i patientens

nærvær.

Stk. 3.

Overlægen kan beslutte, at me-

dikamenter, rusmidler og farlige gen-

stande, som bliver fundet ved indgreb

efter stk. 1, skal beslaglægges. Over-

lægen kan overlade til politiet at afgøre,

om medikamenter, rusmidler og farlige

genstande besiddes i strid med den

almindelige lovgivning, herunder lov-

givningen om euforiserende stoffer og

lovgivningen om våben m.v. Politiet kan

beslutte, om disse medikamenter, rus-

midler og genstande skal destrueres.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 60

Stk. 4.

Indenrigs- og sundhedsministe-

ren fastsætter regler om undersøgelse

af post, patientstuer og ejendele,

kropsvisitation samt beslaglæggelse og

tilintetgørelse af genstande m.v.

almindelige lovgivning, herunder lov-

givningen om euforiserende stoffer og

lovgivningen om våben m.v.

Stk. 5.

Ministeren for sundhed og fore-

byggelse fastsætter regler om under-

søgelse af post, patientstuer og ejende-

le samt kropsvisitation m.v.«

19.

§ 20, stk. 1, 2. pkt.

indsættes efter

»§ 18«: »samt indgreb, som nævnt i

denne lov, der anvendes over for min-

dreårige, hvor forældremyndighedens

indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver informe-

ret samtykke på den mindreåriges veg-

ne, og hvor den mindreårige ikke selv

er enig i tiltaget.«

§ 20.

---

Stk. 1.

Oplysning om enhver anvendel-

se af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d,

14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så

vidt angår personlig skærmning, der

uafbrudt varer mere end 24 timer, og

§ 18 f, skal tilføres afdelingens tvangs-

protokol med angivelse af indgrebets

nærmere indhold og begrundelse. Det

samme gælder enhver ordination efter

§ 18.

§21. ---

Stk. 1.

Overlægen har til stadighed

ansvaret for, at frihedsberøvelse,

tvangsbehandling, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk

magt, beskyttelsesfiksering, personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige

dørlåse, personlig skærmning, aflås-

ning af døre i afdelingen, personlig

hygiejne under anvendelse af tvang,

undersøgelse af post, patientstuer og

ejendele, kropsvisitation samt beslag-

læggelse og tilintetgørelse af genstan-

de m.v., samt oppegående tvangsfikse-

ring og aflåsning af patientstue på Sik-

ringsafdelingen under Retspsykiatrisk

afdeling, Region Sjælland, ikke anven-

des i videre omfang end nødvendigt.

§ 21. ---

Stk. 4.

Så længe en tvangsfiksering

opretholdes, skal der foretages fornyet

lægelig vurdering af spørgsmålet om

fortsat anvendelse af tvangsfikseringen,

så ofte som forholdene tilsiger det, dog

mindst 4 gange i døgnet, som skal væ-

re jævnt fordelt, efter at beslutningen

om anvendelse af tvangsfiksering er

truffet.

20.

§ 21, stk. 1,

affattes således:

»Stk.

Overlægen har til stadighed

ansvaret for, at frihedsberøvelse og

anvendelse af anden tvang efter regler-

ne i denne lov ikke anvendes i videre

omfang end nødvendigt.«

21.

§ 21, stk. 4,

ændres »4 gange i

døgnet« til: »3 gange i døgnet«.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 61

§ 21. ---

Stk. 5.

Hvis en tvangsfiksering ud-

strækkes i længere tid end 48 timer,

skal en læge, der ikke er ansat på det

pågældende psykiatriske afsnit, hvor

indgrebet finder sted, som ikke har

ansvaret for patientens behandling, og

som ikke står i et underordnelsesfor-

hold til den behandlende læge, foretage

en vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af tvangsfiksering. Denne

vurdering skal foretages af en læge, der

er speciallæge i psykiatri eller i børne-

og ungdomspsykiatri. Ved uenighed

mellem de to lægers vurdering af situa-

tionen er den behandlende læges vur-

dering afgørende. Uenighed mellem de

to lægers vurdering af situationen skal

dog mundtligt og skriftligt oplyses over

for patienten. Indenrigs- og sundheds-

ministeren fastsætter regler om den

lægelige vurdering efter denne be-

stemmelse.

§ 21. ---

Stk. 7.

Så længe en oppegående

tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes,

skal den behandlingsansvarlige over-

læge en gang i døgnet foretage fornyet

vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af oppegående tvangsfikse-

ring. Træffer den behandlingsansvarlige

overlæge beslutning om fortsat anven-

delse af oppegående tvangsfiksering,

skal denne endvidere fastlægge en

observationsplan for de følgende 24

timer. I den behandlingsansvarlige

overlæges fravær træffer den stedfor-

trædende overlæge beslutning og fast-

lægger observationsplan.

§ 21. ---

Stk. 8.

Hvis en oppegående tvangsfik-

sering, jf. § 18 c, udstrækkes i længere

tid end 1 uge, skal en speciallæge i

psykiatri, som ikke har haft ansvaret for

patientens behandling, og som ikke er

ansat på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-

land, foretage fornyet vurdering af

spørgsmålet om fortsat anvendelse af

22.

§ 21, stk. 5,

ændres »48 timer« til:

»24 timer«.

23.

§ 21, stk.7,

affattes således:

»Stk.

Så længe en oppegående

tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes,

skal den behandlingsansvarlige over-

læge eller dennes stedfortræder med

passende intervaller og mindst én gang

om måneden foretage fornyet vurdering

af spørgsmålet om fortsat anvendelse

af oppegående tvangsfiksering. Beslut-

ningen om oppegående tvangsfiksering

skal indgå i patientens behandlings-

plan.«

24.

§ 21, stk. 8,

ophæves.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 62

oppegående tvangsfiksering. Denne

vurdering gentages herefter en gang

om ugen, så længe foranstaltningen

pågår.

25.

Efter

21 indsættes:

»§

21 a.

Overlægen har ansvaret for, at

en tvangsfiksering, der udstrækkes i

længere tid end 30 dage, indberettes til

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2.

Indberetningen skal sendes til

Sundhedsstyrelsen senest tre dage

efter, at tvangsfikseringen af patienten

har overskredet 30 sammenhængende

dage.«

§ 24. ---

Stk. 1.

Der beskikkes en patientrådgiver

for enhver, der tvangsindlægges,

tvangstilbageholdes eller undergives

tvangsbehandling, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, an-

vendelse af fysisk magt, beskyttelses-

fiksering, anvendelse af personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige

dørlåse, personlig skærmning, der uaf-

brudt varer mere end 24 timer, aflås-

ning af døre i afdelingen efter § 18 f,

stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangs-

fiksering og aflåsning af patientstue på

Sikringsafdelingen under Retspsykia-

trisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog

§ 40, stk. 4.

§ 27.

Personalet på afdelingen skal

give patientrådgiveren enhver oplys-

ning, som er nødvendig for, at denne

kan varetage sit hverv på forsvarlig

måde. En oplysning, som af lægelige

grunde ikke gives til patienten, må hel-

ler ikke gives til patientrådgiveren.

§ 34. ---

Stk. 1.

Ved hver statsforvaltning opret-

tes et psykiatrisk patientklagenævn

bestående af direktøren for statsforvalt-

ningen som formand, jf. dog stk. 2,

samt 2 medlemmer. Indenrigs- og

sundhedsministeren beskikker et antal

medlemmer efter indstilling fra hen-

holdsvis Lægeforeningen og Danske

26.

§ 24, stk. 1,

indsættes efter »an-

vendelse af fysisk magt,«: «indgivelse

af et beroligende middel med magt,».

27.

§ 27, 2. pkt.,

ændres »af lægelige

grunde« til: »i henhold til sundhedslo-

vens § 37, stk. 3,«.

28.

§ 34, stk. 1,

indsættes efter

2. pkt.:

»Lægeforeningen skal så vidt muligt

indstille læger, der er speciallæger i

psykiatri.«

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 63

Handicaporganisationer. Indenrigs- og

Sundhedsministeren beskikker endvi-

dere stedfortrædere for medlemmerne.

Beskikkelserne gælder for en periode

på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 38. ---

Stk. 1.

Afgørelser fra det psykiatriske

patientklagenævn ved statsforvaltnin-

gen om tvangsbehandling, anvendelse

af fysisk magt, personlige alarm- og

pejlesystemer og særlige dørlåse, per-

sonlig skærmning, der uafbrudt varer

mere end 24 timer, samt aflåsning af

patientstue på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-

land, kan påklages til Det Psykiatriske

Ankenævn.

§ 40. ---

Stk. 3.

Bestemmelserne i denne lov

finder tilsvarende anvendelse på per-

soner, der anbringes i sikringsafdelin-

gen efter stk. 1. Det gælder dog ikke

§§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelser-

ne i kapitel 10 om klageadgang og

domstolsprøvelse med hensyn til afgø-

relser om tvangsindlæggelse, tvangstil-

bageholdelse og tilbageførsel.

29.

§ 38, stk. 1,

indsættes efter »an-

vendelse af fysisk magt,«: «indgivelse

af et beroligende middel med magt,»

30.

§ 40, stk.3, 2. pkt.,

affattes således:

»Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 13 d, §

13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i

kapitel 10 om klageadgang og dom-

stolsprøvelse med hensyn til afgørelser

om tvangsindlæggelse, tvangstilbage-

holdelse, tilbageførsel og tvungen op-

følgning efter udskrivning.«

§2

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

§3

Efter en forsøgsperiode på 4 år med

tvungen opfølgning efter udskrivning,

fremsætter ministeren for sundhed og

forebyggelse i folketingsåret 2018-19

forslag om revision af loven.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, men § 1 kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft

for Færøerne med de afvigelser, som

de færøske forhold tilsiger.