Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 446
Offentligt
Kære
I forlængelse af de seneste dages presseomtale af grå stær operationer har Foreningen af Praktiserende
Speciallæger nedenstående forslag, som vi har lagt på vores hjemmeside i dag. Med denne mail vil vi gerne
henlede din opmærksomhed på forslaget.
Bedre kvalitet kræver aktiv handling
En videnskabelig undersøgelse har vist, at enkelte klinikker har syv-otte gange flere infektioner efter grå
stær-operationer end gennemsnittet. Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) kommer med den
baggrund med et konkret forslag til bedre kvalitetssikring.
FAPS er meget opsatte på at sikre, at hændelser som infektion efter grå stær operation ikke sker,
understreger foreningens formand, Carl Johan Erichsen.
Forskerne bag undersøgelsen foreslår, at alle operationer indberettes til Landspatientregisteret. Men de
praktiserende speciallæger har et andet forslag, som vil være mere effektivt og enkelt at bruge, siger Carl
Johan Erichsen:
”Vi foreslår, at man gør det lovpligtigt at indberette infektioner i øjet efter
grå stær-operation. Hvis der så
f.eks. opdages to infektioner fra samme hospital eller klinik, kan man have et fast procedure, hvor
myndighederne tager fat i problemet og kan stille krav om en opstramning. Så fanger man hurtigt
problemerne der, hvor de opstår.”
FAPS peger på, at hvis man brugte forslaget om at registrere alle operationer i Landspatientregisteret, skulle
forskerne lede blandt 3000 operationer for at finde én operation, som har ført til infektion. Og øjenlægerne
skulle bruge store mængder tid på at udfylde formularer for hver eneste patient.
”Det er ikke hensigtsmæssigt, for vi ved af erfaring, at det at indberette til landspatientregisteret sjældent
fører til handling. Lægerne og myndighederne skal have real time data og have mulighed for at handle på
data her og nu,” siger Carl Johan Erichsen.
Han peger desuden på, at FAPS sammen med regionerne er i fuld gang om at opbygge et kvalitetssystem
for praksissektoren, som giver både myndigheder og de enkelte læger mulighed for at følge kvaliteten af
behandlingen.
Med venlig hilsen
Carl Johan Erichsen
Formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger
Kristianiagade 12
2100 København Ø.