Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
SUU Alm.del Bilag 326
Offentligt
Finn
Warburg
overlæge
ved
Traumesektionen
Rigshospitalets
Ortopædkirurgiske
klinik
Privat:
Enebovænge
4,
3520
farum
Mail:
[email protected]
Telefon,
arbejde:
35450445
Telefon,
privat:
44955862
Til
Forsvarsministeren
Sundhedsministeren
Folketingets
medlemmer
Bekymring
for
den
fremtidige
mulighed
for
omsorg
for
sårede
soldater
og
dermed
for
opretholdelsen
af
høj
soldatermoral
og
således
Forsvarets
evne
til
at
engagere
sig,
handle
og
gennemføre
sine
opgaver
i
Danmarks
udenrigs·
og
sikkerhedspolitik.
Kære
ministre,
kære
politikere.
Farum,
Marts
2014
Jeg
har
siden
1966
været
engageret
i
Forsvaret
i
forskellige
sammenhænge
og
har
været
reserveofficer
siden
1976.
Jeg
har
været
udsendt
som
læge
for
Forsvaret
mange
gange.
Fra
1999
frem
til
min
pensionering
i
2008
var
jeg
fast
ansat
som
læge
ved
Forsvaret,
blev
udsendt
og
havde
tjeneste
på
Rigshospitalet.
Efter
2008
har
jeg
fungeret
som
overlæge
på
Rigshospitalet
med
særligt
ansvar
for
de
hjemkomne
sårede
soldater.
Jeg
skriver
som
privatperson
og
bekymret
borger,
men
naturligvis
med
udgangspunkt
i
erfaringer
hentet
ved
engagementer
ved
Forsvaret
og
på
Rigshospitalet.
Ingen
myndigheder
kan
tages
til
indtægt
for
de
oplysninger,
der
fremkommer
og
de
meninger,
der
fremsættes.
Det
er
åbenbart
indlysende
og
bekræftet
ved
den
interesse,
man
ser
hos
soldater,
pårørende,
Kongehuset,
ministre,
politikere,
generaler,
militære
chefer,
pressen
og
samfundet
i
almindelighed,
at
soldater,
der
kommer
hjem
med
sår
på
legeme
eller
sjæl
har
stor
bevågenhed.
Naturligvis
må
man
søge
at
opnå
det
bedste
for
soldater,
der
på
farlige
internationale
missioner
har
pådraget
sig
større
eller
mindre
skader.
De
seneste
engagementer
i
Afghanistan
og
Irak
har
vist,
at
effektiv
omsorg
for
de
sårede
soldater
er
en
særdeles
kompleks
opgave,
der
for
de
svære
tilfælde
kræver,
at
der
tages
hånd
om
de
sårede,
deres
pårørende,
kammerater
og
ledere.
For
den
sårede
må
det
omfatte
behandling,
psykisk
støtte,
rehabilitering,
re‐integrering
i
civilsamfundet
og
den
generelle
velfærd.
For
andre
er
dedikeret
hjælp
og
støtte
nødvendig
for
at
komme
gennem
en
overvældende
svær
situation.
Finn
Warburg:
Bekymring
for
fremtidens
sårede
soldater
1
På
Rigshospitalet
har
det
været
en
naturlig
pligt
at
modtage,
behandle
og
rehabilitere
hårdt
sårede
soldater
fra
Forsvarets
internationale
missioner.
I
perioden
2006
til
2010,
hvor
Forsvarets
tab
var
overvældende,
modtog
Rigshospitalet
63
hårdt
sårede
soldater
fra
særligt
krigen
i
Afghanistan.
To
havde
rygmarvsskade,
2
havde
hjerneskade,
4
havde
mistet
en
ekstremitet
(arm
eller
ben),
6
havde
mistet
2
ekstremiteter
eller
mere.
Vi
konstaterede,
at
af
de
63
sårede
soldater
i
perioden
2006
til
2010
lykkedes
det
hospitalet
at
få
61
på
benene,
nogle
med
nødvendige
proteser.
De
blev
udskrevet
til
at
genoptage
funktion
ved
Forsvaret,
til
andet
arbejde
eller
til
videre
uddannelse.
En
har
fortsat
brug
for
støtte
til
daglige
funktioner.
En
havde
omfattende
skader
og
døde
efter
tre
uger
trods
intensiv
indsats
og
flere
indgreb.
Rigshospitalets
nærmeste
samarbejdspartner
i
forbindelse
med
opgaverne
omkring
de
sårede
soldater
har
været
Forsvarets
Sundhedstjeneste
og
deres
kontaktlæger.
Meget
hurtigt
befordrede
nødvendigheden
et
tæt,
smidigt
og
godt
samarbejde
og
en
naturlig
arbejdsdeling.
Ligeledes
fandt
man
et
naturligt
samarbejde
med
regimenternes
kontaktofficerer,
stabslægevagten
ved
Hærens
Operative
Kommando
og
Flyvevåbnets
luftevakuationsenhed.
Hele
samarbejdsfladen
var
nødvendig
for
at
kunne
modtage
sårede
soldater
på
forberedt
og
professionel
vis
og
for
at
have
et
passende
beredskab
klar.
Særligt
omkring
serviceringen
og
information
af
pårørende
har
samarbejdet
med
Forsvarets
Sundhedstjeneste
været
velfungerende.
Samarbejdet
med
Forsvarets
Sundhedstjeneste
har
været
ganske
specielt,
særdeles
givtigt
med
erfaringsindsamling
og
meningsudveksling,
opbygning
af
træningsfaciliteter
og
træningskoncepter
og
betydelig
moralsk
støtte.
I
særdeleshed
har
Forsvarets
Sundhedstjenestes
dengang
vidtforgrenede
infirmeriorganisation
opsamlet
sent
indtrædende
komplikationer
til
soldaters
tilskadekomst
i
udlandet
og
befordret
disse
patienter
til
udredning
og
behandling
på
Rigshospitalet
af
skader,
som
krævede
særlig
indsigt,
specielle
operationer
og
længerevarende
opfølgning.
Samme
organisation
har
naturligvis
også
været
bærende
for
opsamling
af
soldater
med
psykiske
problemer,
selv
om
der
nu
er
etableret
et
veterancenter.
Rigshospitalets
samarbejde
med
Forsvarets
Sundhedstjeneste
omkring
de
sårede
soldater
har
således
været
som
to
hænder,
der
arbejdede
koordineret.
Rigshospitalet
har
også
fra
civile
fonde
og
fra
to
ministerier
modtaget
god
støtte
og
lønsum
til
styrkelse
af
hospitalets
beredskab
til
modtagelse,
behandling
og
genoptræning
af
sårede
soldater
og
har
loyalt
anvendt
disse
midler
til
omsorg
for
soldaterne
samtidig
med
at
beredskabet
og
kompetencerne
er
styrket
og
konsolideret
ved
fastholdelse
af
personale
med
særlige
kirurgiske
og
fysioterapeutiske
færdigheder,
ved
indkøring
af
nye
procedurer
og
etablering
af
faste
rutiner
i
behandlingen
af
svært
tilskadekomne.
Der
har
tillige
været
et
nært
samarbejde
om
genoptræning
med
den
Kongelige
Ballets
Fond
efter
deres
henvendelse
og
Dansk
Handikapidræt,
befordret
af
Forsvarets
Sundhedstjeneste.
Nu
har
en
besparelse
pålagt
Forsvaret
medført
reduktioner,
som
synes
at
have
landet
uforholdsmæssigt
belastende
og
set
med
helhedsøjne
ganske
uhensigtsmæssigt
ved
Forsvarets
Sundhedstjeneste.
Her
har
reduktionerne,
direkte
eller
indirekte
medført:
‐
Reduktion
af
staben
‐
Lukning
af
infirmerier,
som
var
sundhedstjenestens
direkte
netværk
ved
soldaternes
baser
‐
Fjernelse
af
direkte
lægeservice
ved
en
række
af
Forsvarets
enheder.
Finn
Warburg:
Bekymring
for
fremtidens
sårede
soldater
2
‐
Varslet
tab
af
eget
tilholdssted.
‐
Nedklassificering
fra
selvstændig
niveau
2
enhed
imødeses.
‐
Nedklassificering
af
generallægeembedet.
‐
Afbrydelse
af
Forsvarets
Sundhedstjenestes
mangeårige
samarbejde
med
nødvendige
fremtrædende
civile
lægeuddannelser
som
ATLS
(Advanced
Trauma
Life
Support)
og
DSTC
(Definitive
Surgical
Trauma
Care)
Danmark.
Disse
uddannelser
har
været
en
forudsætning
for
danske
militærlægers
mulighed
for
at
agere
på
samme
niveau
som
andre
læger
ved
internationale
missioner.
Det
må
være
åbenbart
for
enhver,
at
en
mindre
samling
af
officerer
i
Forsvarets
ledelse
sekunderet
af
et
konsulentfirma
har
foranlediget
de
af
regeringen
krævede
besparelser.
Lige
så
oplagt
er
det,
at
Forsvarets
ledelse
med
bevarelse
af
operative
enheder
frem
for
støttestruktur
har
haft
fokus
på
at
”vise
muskler”
frem
for
at
fastholde
helhed
i
muligheden
for
opgaveløsning.
Og
videre
er
det
lige
så
oplagt,
at
konsulentvirksomheden
ikke
i
sit
regneark
har
kunnet
indpasse
vitale
parametre
som
velvilje,
tillid,
nærhed,
tilgængelighed,
faglig
prestige,
faglig
støtte,
personlige
relationer
samt
tilhørsforhold
til
en
selvstændig
organisation
med
eget
tilhørssted
og
etableret
korpsånd.
Måske
ved
de
slet
ikke,
hvad
disse
forhold
drejer
sig
om.
Disse
forhold
vil
kompromittere
Forsvarets
Sundhedstjenestes
evne
til
‐
at
indgå
i
samspil
med
Rigshospitalet
om
enkeltpatienter
i
forbindelse
med
modtagelse
af
sårede
soldater.
‐
at
varetage
en
vedholdende
omsorg
for
pårørende
i
forbindelse
med
modtagelse
af
sårede
soldater.
‐
at
fastholde
et
netværk
til
opfangning
af
soldater
med
komplekse
fysiske
efterproblemer.
‐
at
støtte
op
omkring
de
civile
læger
i
”sundhedstjenestens
reserve”,
som
har
været
bærende
for
opstilling
af
kirurghold
mm.
til
udsendelse
og
støtte
for
Forsvarets
internationale
missioner.
‐
at
fastholde
et
effektivt
internationalt
netværk
til
forhandling
af
ordentlig
behandlingsservice
og
evakuationsstøtte
til
internationale
missioner.
‐
at
støtte
op
omkring
betydende
civile
organisationer,
Dansk
Militærmedicinsk
Selskab,
ATLS
selskabet
og
DSTC
Danmark.
‐
at
fastholde
prestige
og
seriøsitet.
Jeg
kan
ikke
forestille
mig
andet
end
at
Rigshospitalet
med
største
dedikation
fortsat
vil
kaste
alle
kræfter
i
modtagelse,
behandling
og
rehabilitering
af
sårede
soldater
og
hospitalet
vil
i
den
forbindelse
være
en
åben
fleksibel
og
solid
samarbejdspartner.
Men
hospitalet
har
hverken
kompetencer,
netværk,
arkiver,
relationer
til
generel
omsorg
for
hjemkomne
soldater
og
vil
ikke
kunne
substituere
det
væsentlige
arbejde,
der
gennem
mange
år
og
markant
efter
årtusindskiftet
er
leveret
af
vor
samarbejdspartner,
Forsvarets
Sundhedstjeneste.
Ligeledes
må
det
bekymre
om
Forsvarets
Sundhedstjeneste
fremover
vil
være
i
stand
til
at
tiltrække,
uddanne,
klargøre
og
udsende
engagerede
og
kompetente
læger
til
støtte
direkte
ved
Forsvarets
internationale
engagementer
eller
i
hospitalsstrukturer
i
lokal
tilknytning
til
opgaveløsningen.
Finn
Warburg:
Bekymring
for
fremtidens
sårede
soldater
3
Ved
Søværnet
har
man
i
mange
år
trænet
en
disciplin,
”Damage
Control”
som
skulle
forhindre
at
skibe
gik
ned
og
sømænd
druknede.
I
lægekredse
har
vi
snuppet
navnet
som
betegnelse
for
procedurer
for
at
redde
liv
i
kaossituationer.
Efter
min
mening
har
vi
nu
en
situation
omkring
Forsvarets
Sundhedstjeneste,
der
direkte
har
virkning
på
Forsvarets
evne
til
at
komme
helskindet
gennem
løsning
af
svære
opgaver,
som
vi
nu
ved
giver
tab,
psykiske
problemer
og
store
dønninger
ud
i
samfundet.
For
at
redde
stumperne
af
en
i
denne
forbindelse
vital
organisation
er
der
behov
for
øjeblikkelig
”Damage
Control”
og
her
foreslås
umiddelbart:
‐
At
Forsvarets
Sundhedstjeneste
bevarer
eget
domicil.
‐
At
Forsvarets
Sundhedstjeneste
fastholder
status
i
Forsvaret
som
niveau
2
enhed.
‐
At
Forsvarets
Sundhedstjeneste
bliver
pålagt
og
får
allokeret
midler
til
at
understøtte
civile
samarbejdsorganisationer
til
undervisning
og
vedligeholdelse
af
lægernes
kompetencer.
‐
At
der
retableres
et
bredt
lægebetjent
netværk
ved
soldaternes
tilholdssteder
(regimenter
mm.)
‐
At
generallægeembedet
af
hensyn
til
internationale
relationer
klassificeres
tilbage
til
selvstændighed
og
til
status
som
i
2013.
Disse
forslag
har
kun
beskedne
økonomiske
implikationer,
men
er
i
væsentlighed
et
spørgsmål
om
vilje
og
beslutning.
Deres
og
soldaternes
hengivne
Finn
Warburg
Finn
Warburg:
Bekymring
for
fremtidens
sårede
soldater
4