SUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 306: Henvendelse af 11/3-14 fra Hans Holmsgaard vedr. aktiv dødshjælp

Hvem har et uværdigt liv, og hvem må vi slå ihjel?Debatten om aktiv dødshjælp blusser op med jævne mellemrum. Den er nu yderligereblevet aktualiseret af, at det belgiske parlament den 13. februar i år vedtog at udvidetilladelsen til aktiv dødshjælp til også at gælde børn med ”ubærlig fysisk lidelse” ogdemente.Men hvordan er vi kommet så langt ud, og hvad er konsekvenserne, hvis aktivdødshjælp som i Belgien ender med at blive ”en normal lægelig handling”?Et af hovedargumenterne for aktiv dødshjælp er ønsket om at sikre alle en værdig død.Hertil skal bemærkes, at alle - både tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp -ønsker et værdigt liv og en værdig død. Men hvad er et uværdigt liv?Den 74-årige tidligere formand for det tyske SPD Franz Müntefering sigerherom: ”Et menneskes værdighed har ikke noget at gøre med, om det kan tørre sigselv bagi. Eller med om det kan tælle til 100 eller huske. Der findes mennesker, deraldrig har kunnet de ting, og der er dem, der efter sygdom, ulykke eller i høj alderikke længere kan det. Lever de uden værdighed?”Jeg vil tilføje, at der ikke er noget uværdigt i at være afhængig af andre. Det er etvilkår ved livet, at vi er afhængige af andres hjælp – både når vi fødes, og når vi dør.Et barn er ikke uværdigt. Man får ikke først sin værdighed, når man er i stand til atklare sig selv. Værdighed er noget alle mennesker har fået givet. Værdighedenindebærer også retten til at være til besvær.Som nærmeste pårørende til 2 demente mener jeg ikke, at demente har et uværdigt liv.Min 85-årige far døde for 3 ½ år siden. Han var svært handicappet af parkinsonismeog var fuldstændig afhængig af andres hjælp til alt. Han ville ikke selv sige, at hanhavde et uværdigt liv.Der kan være uværdige livsomstændigheder, som vi naturligvis må bruge alle voreskræfter på at bekæmpe. Men dette skal ikke ske ved, at slå det ramte menneske ihjel!Et værdigt liv og en værdig død har således ikke noget at gøre med aktiv dødshjælp.Nogle argumenterer for aktiv dødshjælp ud fra ønsket om undgå lidelse og smerter.Her vil jeg gerne slå fast, at vi i dag har særdeles effektive smertestillende midler, ogde bliver brugt – også selv om det kan være livsforkortende. Men der er en stor

forskel på at give en smertestillende indsprøjtning med det formål at lindre smerter ogpå at give en tilsvarende indsprøjtning for at slå ihjel. Det første skal vi gøre, detsidste skal vi lade være med! Man skal ikke fjerne lidelsen ved at fjerne den, der lider.Med den betydelige viden vi i dag har om palliativ (lindrende) behandling og dengode adgang, der er i hele landet for at få hjælp fra palliative enheder, så behøveringen at frygte at skulle dø i et smertehelvede. Jeg har i mine 26 år som praktiserendelæge ikke været ude for, at vi ikke har kunnet behandle en patients smerter i densidste fase.Det er her vigtigt at skelne mellem passiv dødshjælp og aktiv dødshjælp. Passivdødshjælp er at undlade eller at stoppe en udsigtsløs behandling hos en uafvendeligtdøende. Aktiv dødshjælp er en bevidst handling med det formål at slå ihjel. Passivdødshjælp er lovligt og udføres allerede i dag. Hvis en dødsproces er i gang, så hardet ingen mening at forlænge denne proces med en behandling, som alligevel ikkekan få patienten til at overleve.Men en evt. indførelse af aktiv dødshjælp vil være et stort skred, som vil få negativekonsekvenser for læge-patientforholdet (tilliden til at lægen altid er på livets side) ogfor patientens ret til at være til besvær. (Mange vil kunne føle sig pressede til at bedeom aktiv dødshjælp, hvis de føler sig til besvær).Et tredje og hyppigt brugt argument for aktiv dødshjælp er retten til selvbestemmelse.Fortalere for aktiv dødshjælp siger, at når de selv har bestemt alt her i livet, så vil deogså selv bestemme, hvornår de skal dø.Det er en illusion at tro, at man selv kan bestemme over de vigtige ting i livet. Vivælger ikke selv at blive født - den familie vi bliver født ind i - vore evner - vorthelbred - eller den kærlighed, vi bliver mødt med. En stor del af det, som vort livafhænger af, kan vi ikke vælge. Det er noget, vi får givet.Jeg og de fleste andre praktiserende læger har haft patienter, hvor vi kunne forståpatientens ønske om at dø. Men mine patienter skal vide, at jeg altid vil være på livetsside, og at jeg ikke en skønne dag kommer med en dødssprøjte. Det må aldrig blivelægens opgave at slå ihjel. Derimod skal vi af alt magt kæmpe for, at alle får etværdigt liv lige til det sidste.Vi skal ikke til at vurdere hvem, der har et uværdigt liv, eller til at bestemme, hvemder skal slås ihjel!Vi skal ikke give aktiv dødshjælp, men aktiv hjælp indtil døden!