SUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 167: Henvendelse af 28/11-13 fra Lisa Andersen vedr. transseksuelle

Kommentarer til antallet af ansøgere tilkønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige,foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26november 2013SUU har til Sundhedsministeren forespurgt om antallet af kønsskifteoperationer i Danmark og isammenligning med resten af Europa, og ministeren fremsender og tiltræder svaret fraSundhedsstyrelsen.iHeraf fremgår det, at de data Sundhedsstyrelsen råder over omfatter sidste halvår af 2005 frem tilgodt og vel første halvår af 2013. I denne otte års periode har man modtaget ialt 54 ansøgninger,hvoraf der er givet afslag til 7 (som alle vedrører MtK), eller 13 %.Hvad angår sammenligninger med Europa har Sundhedsstyrelsen åbenbart taget let på opgaven, oghar alene anført let tilgængelige tal stammende fra Sverige, og endda tal som er temmeligsummariske.Alligevel har hverken Sundhedsstyrelsen eller ministeriet besværet sig med en forsøgsvissammenligning. Man nøjes med at konstatere, at antallet af ansøgninger i Sverige er stigende - udenat konstatere at det samme ikke umiddelbart kan iagttages i de danske tal. Selv om man undre sigover denne stigning i Sverige, undre man sig ikke over den fraværende stigning i Danmark - hvorforer forholdene så anderledes end i Sverige og andre lande?Det fremgår imidlertid af de svenske tal, at man i perioden 2004-2007 i gennemsnit om året harmodtaget 37 ansøgninger, og man må kunne forvente, at dette tal vil stige yderligere, således somtendensen i de svenske forekomster er. Men hvis vi forsigtigt regner med dette gennemsnit, vil detsige, at man i Sverige i perioden på otte år, dækkende samme periode som de danske tal, skullehave modtaget minimum 8 x 37 ansøgninger svarende til ialt 296 ansøgninger. Afslag gives igennemsnit i 2 % af tilfældende svarende til 6 personer.

Justeret for forskellene i befolknngsstørrelse er tallene bemærkelsesværdige af to grunde: derforekommer mere end tre gange så mange ansøgninger og godkendelser i Sverige sammenlignetmed Danmark, der til gengæld giver afslag seks gange så ofte - og stort set alene til MtK.Det mest enkle svar på disse forskelle, og på den åbenbart lavere stigning i tilgangen i Dk, er, at dediagnostiske udvælgelseskriterier er forskellige i de to lande. Danmark fører åbenbart en langt mererestiktiv sundhedspolitik på dette område end tilfældet er i Sverige - hvilket til dels undertøttes af demange kritiske reaktioner og utilfredshed med Sexologisk Kliniks diagnostiserings-, behandlings-og afvisningspolitik i forhold til transseksuelle.Årsagen til den lavere forekomst fremgår imidlertid direkte af Sexologisk Kliniksjubilæumsskrivelse fra 2010, hvor man anfører, at"I Sverige er der de seneste år blevet opereret endel flere transseksuelle patienter, idet man her har givet gruppen af tidligere transvestitiske mændmulighed for operation"(Kristensen & Giraldi (2010)ii25 år med Sexologisk Klinik, kap. 10, si.78). At karakterisere transseksuelle som"tidligere transvestitiske mænd"er både nedladende ogfornærmende i forhold til denne gruppe, men afspejler måske den tilgang Sexologisk Klinik i dethele taget har til de transseksuelle.Det fremgår andre steder i skriftet, at Sexologisk Klinik deler de transseksuelle op i en kernegruppesom de betragter som de egentlig transseksuelle, mens resten, flertallet åbenbart, afgrænses tilgruppen af"transvestitiske mænd"som afvises behandling med diagnosen "Fetichistisktransvestisme" (F65.1 i ICD-10,iii). Bemærkelsesvis fremgår det dog af ICD-10, at fetichistisktransvestisme"kan forekomme som en tidligere fase i udviklingen af transseksualisme"- et forholdsom man måske ikke tager med i sine betragtninger når en diagnose skal stilles - men som åbenbartsvenskerne og andre moderne behandlingstilgange har blik for.Desuden må det siges, at bestemmelsen af transseksualisme i følge ICD-10 alene forholder sig til, at"personen har et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn,sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiskekøn, og et ønske om at få operation og hormon behandling for at gøre sin krop så kongruent sommuligt med ens foretrukne køn"(F64.0). Om personen tidligere har kunnet diagnostiseres somtransvestit med eller uden fetichistiske tendenser spiller altså ingen rolle for diagnosen, ogSexologisk Kliniks kriterier synes at være ubegrundede i forhold til gældende diagnosekriterier - oghar været det i årevis! Interesserede henvises til at sammenligne tidligere versioner afsygdomsklassifikationerne og vil opdage at de skal rigtig mange år tilbage for at finde noget dertilsvarer den danske praksis.Sexologisk Klinik henviser til den bedagede paragraf i sundhedsloven. Efter gældende lovgivninger kønsskifte reguleret i Sundhedslovens Kapitel 33, hvori det i § 115. anføres:”En person kan fåtilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medførerbetydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.”Bemærk venligst misforholdet mellem denneforældede formulering og formuleringen i ICD-10, som for det første ikke taler om patientenskønsdrift, som man i dag ved ikke har noget med transseksualitet at gøre, for det andet omhandlerde moderne diagnostiske kriterier ikke et aspekt som "betydeligesjælelige lidelser eller socialforringelse",men taler alene om "et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det

modsatte køn,sædvanligvisledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ensanatomiske køn". Sædvanligvisledsaget af en følelse af ubehag, men altså ikke altid, og slet ikkebetydelige sjælelige lidelser. Den forældede danske sundhedslov er så åbenbart ude af trit medmoderne diagnostiske kriterier, at man burde spørge Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik omhvorfor de ikke for mange år siden har gjort Sundhedsministeren opmærksom på dette misforhold,men i stedet har fastholdt forkerte diagnostiske kriterier og dermed fejlbehandling og manglendebehandling af mange transseksuelle i årevis.Loven om kastration med henblik på kønsskifte stammer fra kastrationsloven fra 1935, og er stortset ikke ændret siden (Kristensen & Giraldi (2010) – hvilket som sagt må siges at værebemærkelsesværdigt. Men desuden, for det første, set i lyset af den den aktuelle videnskabeligelitteratur, der ser transseksualitet som en almindelig, om end sjælden, variation indenfornormalområdet, se f.eks.World Professional Association for Transgender Health (WPATH) 2010iv, som Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen ellers henviser til, men åbenbart ikke har taget tilefterretning. For det andet fordi behandlingsmulighederne er ændrede og forbedrede, ikke mindstved den mere almindelige brug af kønshormoner med ingen til begrænsede bivirkninger. For dettredje sigter moderne behandling på at afpasse denne til den transseksuelles behov og kan derforomfatte færre eller flere trin fra hormoner til måske operation og kastration, mens den danskekønsskiftelovaleneaccepterer et kønsskifte når personen er kastreret - et krav der åbenlyst er ikonflikt med Europakonventionen og menneskerettighedserklæringerv. For det fjede, fordi helesamfundssynet på transkønnede har ændret sig, bl.a. i takt med, at antallet af transkønnede er stærktstigende i behandlingssystemet og i samfundet i det hele taget.Det må derfor siges at være på tide, at også Danmark, som var blandt de første til behandling aftranskønnede, følger op med en moderne lovgivning der ikke stigmatiserer transkønnede som àpriori psykisk syge, men ser den transkønnede som et selvstændigt og normalt medlem afsamfundet. En gruppe der i de fleste tilfælde alene, ved hjælp af moderne medicinsk behandling, harbrug for at det kropslige udtryk kommer i overensstemmelse med det subjektive køn samt encivilretsliganerkendelseafdetsubjektivekønioverensstemmelsemedmenneskerettighedserklæringer og Europakonventionen. En gruppe der ikke bør afvises rådgivningog behandling med baggrund i en forældet lovgivning, som tilfældet er i Danmark. Man burdeorientere sig mod Sverige, som har en lovgivning der ikke kræver kastration som forudsætning forkønsskifte og som åbenbart også har en behandlingspraksis, der er i overensstemmelse medmoderne 'Standards of Care' i forhold til transkønnede (se noteiv).i

http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/suu/spm/96/svar/1091982/index.htmKristensen. E & Giraldi, A.:25 år med Sexologisk Klinik.København 2010.iiiICD-10: http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2010/en#/F60-F69ivWorld Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual,Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7thVersion 2010. [www.wpath.org]vLisa Andersen Notat om transkønnedes forhold:Sygeliggørelse, diagnostisering og behandling,juridisk kønsskiftesamt afledte civilretsligekonsekvenser.Folketinget 2012.http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/SUU/bilag/417/1147452/index.htm?/samling/20111/almdel/SUU/bilag/417/1147452/index.htmii