Forord.European Anti-Poverty Network (EAPN), der består af fattigdomsbekæmpende NGO’er ialle EU – medlemslande, Island og Norge, er i gang med at gennemføre et fælles projekt:”European Minimum Income Network (EMIN)”. Formålet er at skal skabe større forstå-else for at landenes minimum indkomster skal være tilstrækkelige for alle, der ikke kanforsørge sig selv. Projektet støttes af EU –kommissionen som led EU’s indsats for aktivinklusion af social udsatte og bekæmpelse af fattigdom frem mod år 2020.Projektet løber 2013 – 14. Resultaterne fremlægges så de kan anvendes nationalt og i EUi arbejdet med de årlige 2020 - reformplaner og sociale rapporter, samt i faglige og politi-ske debatter. Du kan følge med påwww.emin-dk.net.EAPN.DK er ansvarlig for den danske del og for nærværende rapport, der er udarbejdetsammen med CASA. Rapporten er en gennemgang af den danske minimums indkomst –kontanthjælpen - krydret med erfaringer og inspiration til forbedringer. Kommentarer oginvitationer til debat er velkommne. Kontakt[email protected]

1. PanoramaGlobalisering, finansspekulationer og stærke liberale tendenser har ændret forudsætnin-gerne for de danske velfærdsydelser. De senere år har været præget af reformer af dag-penge til arbejdsløse og syge, førtidspensioner og kontanthjælp, som skal få flere ud påarbejdsmarkedet og gøre danskere mere konkurrencedygtige ved at nedsætte ydelserne.Der lægges stor vægt på at arbejdsløse, syge og handicappede kommer i arbejde, både afmenneskelige og økonomiske grunde. Men hvad med dem, der ikke finder arbejde?Tendenserne ses i alle EU – medlemslande og har medført debat om minimum indkomstdefineret som en indkomststøtte, et økonomisk sikkerhedsnet for de, der ikke kan arbejde,ikke har arbejde, ikke er kvalificerede til forsikring mod ledighed eller hvis rettigheder tildagpenge er udløbet. Minimum indkomst skal sikre en minimum levestandard for indivi-der og deres familie, når de ikke har andre former for indkomst eller formue. Den danskeminimum indkomst er kontanthjælpen.Kontanthjælpen i historisk perspektivKontanthjælpen har rødder tilbage i gamle tiders fattighjælp. Men vor tids moderne udga-ve blev skabt med social- og kommunalreformerne i 1970’erne. Dengang var billedet retklart: mennesker der bliver udsat for sociale begivenheder og ikke kan forsørge sig selv,har ret til økonomisk hjælp, rådgivning og revalidering indtil de kan arbejde og forsørgesig selv igen. Kort fortalt var der fire forskellige typer af kontante ydelser:ØØØØArbejdsløshedsdagpenge til mennesker, der bliver ledigeSygedagpenge til mennesker, der er for syge til at arbejdeFørtidspension til mennesker, som har varigt nedsatte arbejdsevner.Kontanthjælp til ledige og syge, som ikke har adgang til andre ydelser.

Kontanthjælpen er den danske minimumsindkomst. Den er det nederste økonomiske sik-kerhedsnet og besluttes af Folketinget. Ikke at forveksle med minimumsløn til folk i ar-bejde, som aftales mellem parterne på arbejdsmarkedet.De fire økonomiske ydelser hedder fortsat det samme her 40 år senere. Men da de blevintroduceret var det som ydelser, der skulle sikre et anstændigt liv for alle borgere i alde-ren 18 – 67 år. Siden midten af 1980’erne er de imidlertid blevet begrænsede, både medhensyn til alderskriterier, beløbsrammer og varighed og der er kommet nye, lave ydelser.Samtidig har der været en vildt voksende vækst i antallet af regler, der foreskriver kriteri-er for tildeling, rådgivningsprocesser, tidsrammer, adfærd, økonomi og refusioner mm.De mange regler er blevet en alvorlig barriere mod social rådgivning og revalidering, isæri mere komplicerede sager, og får borgere til at søge professionel hjælp og menneskeligstøtte hos patientforeninger og frivillige sociale organisationer.Set i Europæisk sammenhæng er Danmark stadig blandt de lande, der har det bredeste netaf sociale ydelser og er dermed også blandt de lande, der har størst lighed, økonomisk set.Men set i dansk og nordisk perspektiv, er uligheden voksende og udfordrer de fundamen-tale værdier i den Danske og Nordiske velfærdsmodel: Solidaritet, lighed og universalitet.Et politisk spørgsmål, som rejses med stigende kraft, handler om minimum indkomst somsocial sikkerhed vs. incitament til arbejde. Formålet med kontanthjælpen er på den eneside, at sikre et anstændigt liv for mennesker som ikke har andre indtægtskilder. Det vilsige, den skal være tilstrækkelig til at dække udgifter til bolig, mad, børn, tøj, transportosv. og dermed sikre tryghed og fleksibilitet i forhold til arbejdsmarkedet. På den anden

side må hjælpen ikke være så stor, at det økonomisk set bedre kan betale sig at leve afkontanthjælp, frem for arbejdsmarkedets minimums lønninger.Kontanthjælpen er allerede langt under de overenskomstaftalte minimumslønningerne.Unge under 30 år får kun 1/3 og andre voksne kun 2/3. Men globaliseringen og den fribevægelighed af arbejdskraft og kapital mellem EU – landene indebærer at arbejdere frafx. Polen, Estland, Rumænien mv. arbejder i Danmark for en løn, der er langt under deaftalte minimumslønninger. Så hvornår er kontanthjælpen lav nok som incitament - oghvad sker der, når man ikke længere kan leve af kontanthjælpen?Generelt set har der været reduktioner i de økonomiske ydelser siden 1980’erne. Tenden-serne er følgende:Ydelserne begrænses i tid.Tidsgrænsen for arbejdsløshedsdagpenge der i 1970’erne var 9år, er i 2013 begrænset til 2 år. Sygedagpenge der oprindeligt varede indtil personen varrask nok til at arbejde igen eller fik førtidspension, er begrænset til 5 måneder hvorefterydelsen reduceres til kontanthjælp, med enkelte undtagelser, fx personer med livstruendesygdom. Adgangen til førtidspension er stærkt begrænset for alle under 40 år. Alders-grænsen for efterløn er hævet fra 60 til 62 år og for folkepension fra 65 til 67 år. Beggealdersgrænser vil fremover blive hævet i takt med den stigende levealder.Kontanthjælpen reduceres for unge.Unge tibydes en uddannelseshjælp, svarende til SU,dvs. ca. 50 % af kontanthjælpen til andre voksne. Tendensen startede i1980’erne, hvorden omfattede 18 – 19 årige. I 1990’erne blev grænset hævet til 24 år. I 2013 gælder denmed få undtagelser for alle under 30 år.Ydelserne satsreguleres med priser.Indtil 2013 er de reguleret svarende til lønudviklin-gen, dog med en vis forsinkelse. Siden starten af 1990’erne har de været reguleret efter ensåkaldt sats-regulering, der har bevirket at ydelserne i 2013 er 5 – 6 % mindre, end hvisde havde fulgt lønudviklingen. Satsreguleringen fortsætter, men fra 2014 reguleres ydel-serne ikke længere med lønudviklingen, men med prisudviklingen. De politiske argumen-ter bag er at ydelser skal betale leveomkostninger, medens lønninger skal reflektere over-skud og vækst. Resultaterne af de nye regulerings-principper kendes endnu ikke.Helhedsorienteringen mangler.Ledige og syge skal hjælpes i arbejde med helhedsorien-terede, individuelle handleplaner. Dette er hidtil ikke lykkedes i de 40 år der er gået sidende første kommunalreformer i 1970’erne. Der er gennemført mange projekter, men det erikke lykkedes at skabe varige strukturer, der støtter en helhedsorientering i det kommuna-le, sociale arbejde. Måske er der i virkeligheden tale om en basal systemfejl, som ikkekan løses i kommunerne. Forsøget gøres alligevel endnu en gang med den seneste kon-tanthjælpsreform, som lægger vægt på koordineret sagsbehandling, tværgående teams oglange rehabiliteringsforløb på op til 5 år, styret af kommunerne.Retssikkerheden mindskes.Kommunalreformerne skulle øge retssikkerheden for svagtstillede grupper ved at samle alle ydelser hos én myndighed, her kommunen. Men blan-dingen af rollen som myndighed, der skal sikre borgernes retssikkerhed, med rollen somøkonomisk administrator for statens besparelser fører til stadig flere fejl i kommunernessagsbehandling. Tendensen er at svage borgere får færre og mindre ydelser end de har rettil. Seneste eksempel er en undersøgelse foretaget 2013 af Den Sociale Ankestyrelse somviser at kommunerne på forkert grundlag har frakendt ledige deres kontanthjælp i 95 % afde sager, hvor borgere klagede over sanktioner fra Jobcentrene.Ofrene isolerer sig eller søger rådgivning, støtte og fællesskaber i sociale organisationerog patientforeninger, væk fra de kommunale forvaltninger og jobcentre. Udviklingenfører væk fra den klassiske universelle velfærdsmodel og hen mod noget andet. Spørgs-

Aktuelle reformer.Siden 2009 har skiftende regeringer gennemført en serie af reformer, som stort set dækkerhele spektret af sociale ydelser og sikkerheder. Reformerne er præsenteret i relation tilden Danske Nationale Reform Plan / EU 2020 plan og er især motiveret af to hensyn: Detførste er hensynet til balancen i de offentlige budgetter. Reduktionerne af de sociale ydel-ser skal bidrage til finansiering af planer for vækst, jobskabelse, herunder lavere skatterpå arbejde og for virksomheder. Det andet er hensynet til at øge udbuddet af arbejdskraft iforventning om at øget udbud skaber øget beskæftigelse.Den politiske tanke er, at lavere skatter på arbejde og virksomheder vil få alle til at arbej-de mere, skabe nye job og fremme virksomhedernes vækst. Medens lavere ydelser tilledige vil øge udbuddet af arbejdskraft og få flere i arbejde til lavere lønninger. Metoder-ne er problematiske og har hidtil ikke skabt vækst men blot øget ulighed. Der er dog side-løbende heldigvis også mere tradtionelle og sikre planer om store offentlige investeringeri infrastrukturer som toge, broer og veje, samt investesteringer i renovering af almeneboliger, metoder som med større sandsynlighed giver vækst og flere arbejdspladser.Det samlede antal personer i den erhvervsduelige alder, som modtager sociale ydelser harværet stort set konstant i mange år. Omkring 800.000, eller tæt på�af de 18 – 64 årige,omregnet til fuldstidspersoner. Målet er at nedbringe antallet og øge udbuddet af arbejds-kraft i håbet om at flere kommer i arbejde. Reformerne er, kort fortalt:Tilbagetrækningsreformen,som bl.a. betyder at efterlønsalderen er blevet rykket, såle-des at man først kan få efterløn, når man er 62 år (tidligere 60 år), ligesom tiden for efter-løn er blevet afkortet til tre år (tidligere fem år).Dagpengereformen,som bl.a. betyder at varigheden af arbejdsløshedsdagpenge nedsæt-tes fra 4 år til 2 år og at genoptjeningsperioden forlænges. Ledige, der opbruger den 2-årige ret er midlertidig sikret en lavere arbejdsmarkedsydelse og en aktiv indsats. Ydelsenudgør 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgereog er ikke afhængig af familie- eller formueindkomst. Ydelsen omfatter ledige, der op-bruger retten til uddannelsesordningen i 1. halvår 2014, og ledige, der opbruger dagpen-geretten i 1. halvår 2014 og frem til udgangen af 1. halvår 2016.Sygedagpengereformenbegrænser adgangen til sygedagpenge til 5 måneder, undtagetfor livstruede syge og enkelte andre. I dag modtager 430.000 personer hvert år sygedag-penge. Langt de fleste er hurtigt ude af sygedagpengesystemet igen, og kun fire procent afsygedagpengemodtagerne – 27.000 personer – er fortsat sygemeldt efter et år. Sygemeld-te, der ikke opfylder betingelserne for forlængelse, bliver nu sikret en ydelse, der svarertil kontanthjælpen, men ikke afhænger af formue eller ægtefælle -.indkomst og tilbydesen individuel, helhedsorienteret indsats, der skal hjælpe dem tilbage til arbejdsmarkedet.Mennesker med en livstruende sygdom får sygedagpenge i hele sygdomsforløbet.Førtidspension- og fleksjobreformen,der trådte i kraft 1. januar 2013 indebærer, athandicappede unge under 40 år som udgangspunkt skal have kontanthjælp i stedet forførtidspension, samt tilbydes et individuelt og helhedsorienteret ressourceforløb, der tagerudgangspunkt i den enkeltes muligheder og behov. Rehabiliteringsteam i kommunerneskal sikre at indsatsen er helhedsorienteret og koordineret. Fleksjobordningen målrettes.så den også omfatter personer, der kun kan arbejde få timer ugentlig.

Kontanthjælpsreformen,der træder i kraft 1.1.2014, skal være med til at sikre, at alleunge under 30 år uden uddannelse bliver mødt med klare krav og forventninger så flestmulig uddannes og kommer i arbejde. Deres kontanthjælp erstattes af uddannelseshjælp,dvs. kontanthjælp på SU – niveau. For at modtage kontanthjælp er det en grundlæggendebetingelse, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Jobparate kontanthjælpsmodtage-re skal arbejde for deres kontanthjælp, ligesom der skal sanktioners ved manglende rådig-hed, og der sættes nyt fokus på aktiv og realistisk jobsøgning. Voksne kontanthjælpsmod-tagere over 30 år får kontanthjælp som i dag.Reformerne medfører alt i alt at et stærkt stigende antal personer udelukkes fra at kunnefå arbejdsløsheds- og sygedagpenge, førtids- og alderspensioner. Da der langt overvejen-de er tale om bogligt svage unge, nedslidte ældre, syge og handicappede, vil de med storsandsynlighed få brug for den danske minimusindkomst, dvs. kontanthjælp. Ændringernepå kontanthjælpsområdet bliver derfor gennemgået mere detaljeret i næste afsnit.

2. Kontanthjælpen.Kontanthjælpen har været og er præget af skiftende politiske holdninger og ikke blot hen-synet til forsørgelse. I 2001-2011 kom der fx mange nye krav og tildelingskriterier forydelser til bestemte grupper med relativt mange indvandrere, men ændringerne ramteogså etnisk danske grupper. (se Social Årsrapport 2009).De nedsatte ydelser som blev indført i perioden, blev ophævet i 2012, således at der ikkelængere er starthjælp, nedsat hjælp, kontanthjælpsloft og 300-450 timers regler. Baggrun-den var, at et stigende antal personer ikke kom videre, men blot fik det økonomisk dårli-gere, samt at bestemmelserne ud over en etnisk også havde en social slagside. Af de ned-satte ydelser er kun ungeydelsen bibeholdt. Denne er så til gengæld blevet udvidet fra atomfatte alle op til 30 år.For at modtage kontanthjælp skal følgende kriterier være opfyldt: De sociale vilkår skalvære ændrede markant på grund af fx. arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse, og medføre atmodtageren ikke længere kan forsørge sig selv. Andre årsager som fx. lave indkomster,berettiger ikke til kontanthjælp.Borgere har kun ret til kontanthjælp, hvis de ikke har adgang til andre former for indtæg-ter. Det vil sige, at kontanthjælp for det første er subsidiær til andre ydelser. Hvis behovetfor indkomst kan imødekommes på andre måder, fx. med arbejdsløsheds-, syge- ellerbarselsdagpenge eller uddannelsesstøtte, er der ikke adgang til kontanthjælp. For det an-det er kontanthjælpen subsidiær til private former for økonomisk støtte. Hvis personen,ægtefællen eller samleveren har aktiver for mere end kr. 10.000, eller ægtefællen / samle-veren har indtægter over en vis størrelse, er der ikke adgang til kontanthjælp. Menneskersom har fx. pensionsopsparing eller ejendom, kan ikke få kontanthjælp. Mennesker, derfår kontanthjælp må i modsætning til fx pensionister og studerende ikke tjene ekstra. Eks-tra indtægter modregnes i kontanthjælpen.De mange ændringer har medført en svækkelse af kontanthjælpsmodtageres legale ret-tigheder. Indtil 2001 var reglerne ret enkle. Der var forskellige niveauer for personer medbørn, personer uden børn og personer under 25 år. Men siden 2001 er der ændret meget iydelser, kriterier og sanktioner mv. Systemet er kompliceret, ofte inkonsistent og det ersvært at beregne, hvor meget kontanhjælpsmodtagere har ret til at modtage. Resultatet sesi et stigende antal fejl og klager og i et dårligere arbejdsmiljø for socialrådgiverne. Re-formerne har ikke gjort beregningerne enklere. Der er kommet flere forskellige ydelser ogder er lagt endnu et lag af regler oven i de eksisterende med kravet om helhedsorienteringog rehabiliteringsteams. Regler som isoleret set kan virke rigtige, vil - implementeret i etindviklet kommunalt system – med stor sandsynlighed ikke virke efter hensigten.

Kontanthjælpen er en minimumsindkomst, men har også til formål at bidrage til forebyg-gelse og rehabilitering. Idealet i det danske velfærdssystem er, at kontanhjælp er en mid-lertidig ydelse, som kun varer, til personen kan forsørge sig selv. Idealet er stadig formu-leret i den sociale rettighedslov, men realiteterne i dag er fjernt fra idealerne. Fx. læggerloven op til at personer, der får kontanthjælp skal have hjælp til afklaring og kunne for-sørge sig selv hurtigst muligt. Der er ingen klare tidsgrænser, men indikationer for atpersoner helst skal være i gang igen, helst i arbejde inden 3 -12 måneder, for ikke at mistemod og selvværd.Det er vigtigt at komme hurtigt i gang, men hjælpen til rehabilitering og forbindelsen tilarbejdsmarkedet er desværre ofte svag. Kontanthjælpsmodtagere, der har brug for håb,oplever alt for ofte kun manglende respekt, adfærdskontrol og sanktioner.Hovedelementerne i Kontanthjælpsreformen er følgende:ØUddannelseshjælp til unge under 30 år, der ikke har en uddannelse.Kon-tanthjælp bliver afskaffet og erstattet af uddannelseshjælp til alle unge under 30år uden uddannelse. Uddannelseshjælpen er på niveau med SU.ØTillæg til udsatte unge.Unge, der ikke umiddelbart er klar til at gå i gang meden uddannelse, får efter tre måneder ret til et aktivitetstillæg, når de deltager i ak-tive tilbud, der kan bringe dem tættere på målet om uddannelse. Dermed opret-holder de samme ydelse som i dag. De mest udsatte unge vil kunne få tillæggetmed det samme.ØAlle unge uden uddannelse får et uddannelsespålæg.Alle unge under 30 åruden uddannelse får et uddannelsespålæg. Unge, der kan, skal gå i gang med enuddannelse hurtigst muligt. Unge skal i videst mulig omfang arbejde og forsørgesig selv indtil uddannelsesstart. Alternativt skal de arbejde for deres ydelse i ennytteindsats. For unge, der ikke umiddelbart har forudsætningerne for at starte påen uddannelse, betyder uddannelsespålægget, at de skal stå til rådighed for enindsats, der er rettet mod uddannelse.ØSærlig uddannelsesrettet hjælp til unge enlige forsørgere.Enlige forsørgereog unge mødre får særlig støtte og økonomisk hjælp til at komme i uddannelse.ØKrav om intensiv jobsøgning de første tre måneder.For personer over 30 årog for unge med en uddannelse er der de første tre måneder fokus på intensiv job-søgning – også i indsatsen og opfølgningen fra jobcentret. Kommune skal holdesamtaler med den enkelte i løbet af de tre måneder. Formålet med samtalerne erat understøtte jobsøgningen.ØKrav om at arbejde for kontanthjælpen.Senest efter tre måneder bliver perso-ner, der kan arbejde, mødt med et krav om at arbejde for kontanthjælpen fx i ennytteindsats i op til 13 uger ad gangen. Nytteindsatsen foregår på kommunale ar-bejdspladser, hvor den enkelte kan gå til hånde og gøre nytte.ØHelhedsorienteret indsats til personer med komplekse problemer.Kontant-hjælpsmodtagere med komplekse problemer skal hurtigst muligt - og senest efterseks måneder – have en helhedsorienteret og jobrettet indsats. Indsatsen skal af-spejle den enkeltes behov og tage hånd om hans eller hendes sociale ellersundhedsmæssige problemer. Den enkelte får ret til en koordinerende sagsbe-handler, der skal sikre, at indsatsen er tværfaglig og koordineret på tværs af of-fentlige myndigheder.

ØEffektivt sanktionssystem.Personer, der godt kan arbejde, får fremover en sank-tion, hvis de ikke lever op til kravene om at søge job. Hvis en person flere gangeikke lever op til de krav jobcentret stiller, eller ikke møder op til de aktiviteter,som pågældende bliver bedt om, kan kontanthjælpsmodtageren sættes underskærpet rådighed med dagligt fremmøde. Samtidig skal sanktionssystemet tagehøjde for, at personer med komplekse problemer ikke altid har mulighed for atleve op til de krav, der bliver stillet til dem.ØSamlevende par, hvor begge er fyldt 25 år, får gensidig forsørgerpligt.Sam-levende par, hvor begge er fyldt 25 år, får gensidig forsørgerpligt. I dag gælderforsørgerpligten kun, hvis man er gift.Dettepunkt forventes allerede nu at villevolde mange tvister og skaber tvivl om den enkeltes rettigheder.Kontanthjælpreformen berører især unge under 30 år.Fremover vil blive skelnetmellem unge med og uden uddannelse. Blandt unge uden uddannelse skelnes der mellemuddannelsesparate og aktiveringsparate.Som det fremgår af tabel 1 vil unge under 30 år uden uddannelse, som er uddannelsespa-rate, fremover modtage uddannelseshjælp, svarende til SU-niveau. Aktiveringsparatefortsætter med uændret kontanthjælp. Ændringerne vil også have konsekvenser for enligemødre og samlevende, hvor begge er uddannelsesparate. Beløbet for unge uden uddanelseunder 30 år vil fremover være kr. 5.753, altså ca. 50 % af hvad borgere over 30 år modta-ger. Det er op til jobcentrene at vurdere om den unge er parat til uddannelse eller aktive-ring. Men de politiske signaler – og de kommunale budgetter – vil med stor sandsynlig-hed føre til, at langt de fleste fremover vil blive vurderet som uddannelsesparate. Hvor-vidt de gennemfører en uddannelse og senere får arbejde, melder historien ikke noget omendnu. Foreløbige tal tyder på at 8 ud af 10 ikke gennemfører uddannelserne.Tabel 1Kontanthjælp pr. måned for unge under 30 år uden uddannelse efter reformerne.UddannelsesparateYdelseÆndring2.479- 7865.7535.75311.5058.0515.763-1.014-4.747-2.447-5.901-8.199AktiveringsparateYdelseÆndring3.26506.76710.50013.95213.95213.95200000

Beskæftigelsesministeriet har fremlagt tal for, hvad reformen vil betyde for uddannelses-parate unge i deres månedlige rådighedsbeløb – det de har tilbage efter skat og husleje.Beregningern er baseret på økonomi- og beskæftigelsesmninisteriets Familietypemodelog derfor er der fastlagt et bestemt niveau for husleje.Tabel 3:Månedligt rådighedsbeløb efter skat og husleje mv. for uddanelsesparate ungeunder 30 år. Kr. (2013)RådighedsbeløbRådighedsbeløbÆndring iFør reformenEfter reformenRådighedsbeløbUnder 25 år, hjem-3.3002.500-800meboendeUnder 25 år, udebo-2.4001.800-600ende25-29 år5.3002.300-3.000Enlige forsørgere10.9009.400-1.500Forsørger saml/gift12.30010.000-2.300SUeller udd.mØvrige forsørgere20.50016.000-4.500Kilde : BeskæftigelsesministerietMed de opstillede forudsætninger vil det for unge mellem 25-29 år betyde en reduktion irådighedsbløbet på 57 %. Der er tale om knap så drastiske ændringer for de øvrige unge,men for alle er der tale om en nedgang i rådighedsbeløbet. Der er regnet med ens husleje,men netop huslejeniveauet varierer meget og er geografisk forskelligt, vil der være unge,hvor rådighedsbeløbet bliver nedsat mere eller mindre end det fremgår af tabellen.Unge på kontanhjælp har med stor sandsynlighed allerede prøvet at gennemføre erhvers-uddannelse en eller flere gange. Flere forsøg med uddannelse, aktivering og nyttejob kanføre til flere nederlag, hvis ikke uddannelser og job ændres og tilpasses de unges forud-sætninger og evner. På kort sigt vil det mest sikre resultat derfor også være at der kommerflere fattige unge, hvilket da også er Regeringens forventning: 4 ud af 5 vil vedblive medat modtage uddannelseshjælp, kun 1 vil komme i arbejde. De langsigtede konsekvenserkendes ikke, men evalueringer af effekten af lave kontanthjælpsydelser i 00’erne viser, at

lave ydelser til social udsatte ikke giver øget motivation, men fører til opgivelse og yder-ligere social eksklusion (Ejrnæs 2010).Der er også væsentlige samfundsmæssige konsevenser.Øget ulighed vil med tidenmedføre mere økonomisk og social ustabilitet. (se bl.a. Wilkinson og Pickett: ”The spiritlevel” 2009, Stewart Lansley: ”The Cost of Inequality” 2011, Lars Torpe ”Det stærkesamfund” 2013). Uligheden rammer især de, som ikke har råd til at betale for ydelser,service og forsikringer, når den offentlige velfærd svigter. Tendenserne viser sig alleredei stigende socialt betingede opdelinger af befolkningen på arbejdsmarkedet, i uddannel-ser, sundhedsvæsen og på boligområdet. Pointen er at alle – hele samfundet – taber, øko-nomisk og socialt, når fattigdommen og uligheden stiger.Kontanhjælpsreformen, set i et fattigdomsperspektivSammenligner man de unges kontanthjælp med de to almindelig anvendte fattigdoms-grænser, OECD’s 50 % af medianindkomsten og EU´s 60 % risiko-for-fattigdom-grænse,viser det sig at de unge ligger under begge grænser. Dog undtaget unge forsørgere, som erunder EU grænsen, men over OECD grænsen. I Tabel 4 og tabel 4 a har vi udregnet fat-tigdomsgrænserne, både 50%-grænsen, som anvendes af OECD og 60% grænsen, somanvendes af EU. I tabel 4 a angives grænserne som månedlige beløb. Der er tale omgrænser baseret på disponibel indkomst dvs. indkomsten efter skatTabel 4.OECD og EU’s fattigdomsgrænser for enlige og familier 2011 – 2013, beregnetsom årlig disponibel indkomst, dvs. indkomst efter skat, DKK.2011Enlige215.000107.400128.9002011Familier195.00097.700117.2002013Enlige225.000112.300134.8002013Familier204.000102.100122.500

Sammenligner vi de disponible indkomster pr.måned med beløbene for fattigdomsgræn-serne, ser vi, at stort set alle ydelserne ligger under 60%-grænsen. Kun enlige forsørgere,samlevende forsørgere og øvrige forsørgere som er aktivitetsparate ligger lige over græn-sen eller meget tæt på grænsen, som er kr. 10.208 for familier. Men alle ligger under EU -fattigdomsgrænsen for enlige, som er på kr. 11.200 kr. Sammenligner vi med 50%-grænsen for enlige er det alene enlige forsørgere, som er jobparate og enlige forsørgere,samt samlevende forsørgere og øvrige forsørgere som er aktivitetsparate som ligger overdenne grænse på 9.400 kr. I forhold til 50%-grænsen for familier ligger også enlige for-sørgere som er uddannelsesparate over denne grænse på 8.500 kr.Stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere 2007 - 2012Siden den økonomiske krise i midten af 2008, har antallet af kontanthjælpsmodtagereværet konstant voksende. Antallet af personer som modtog kontanthjælp voksede fra142.000 i 2007 til 190.000 i 2012, en stigning på næsten 50.000.Antallet af kontanthjælpsmodtagere er fortsat med at stige ind i 2013, påvirket af refor-merne, især dagpenge- og førtidspensionsreformen. Der er tale om en stigning på godt20.000 fra juni 2012 til juni 2013. I 2013 omfatter økonomisk hjælp til forsørgelse ogsåuddannelsesydelsen for ledige. Antallet af modtagere af uddannelsesydelse for ledige var11.100 ledige personer i juni 2013.Der er en fortsat stigning i antal personer, som alenemodtager kontanthjælp. En stigning på 7.000 personer alene inden for det sidste år frajuni 2012 til juni 2013.Tabel 6:Antal personer med økonomisk hjælp til forsørgelse. Juli 2008, juni 2009, juni2010, juni 2012 og juni 2013Juli 2008Økonomisk hjælp til forsørgelse, i alt ..Kontanthjælp ......................................Revalidering ........................................Aktivering ............................................123.90068.10013.60034.800Juni 2009145.20079.90014.10052.000Juni 2010156.70084.20013.10059.900Juni 2012170.500103.8009.90056.900Juni 2013190.700110.4008.80060.400

3. Forbindelsen mellem kontanthjælp, service og arbejdsmarked.Hensigten med reformerne er at få flere, især unge, i uddannelse og arbejde. For socialtudsatte er det imidlertid ikke nok bare at nedsætte hjælpen. EU - Kommissionen anbefalerat hjælpen til socialt udsatte skal være aktivt inkluderende og bygge på 3 søjler:1. En minimum indkomst, man kan leve for2. En kvalitetsservice, som er helhedsorienteret og matcher de udfordringer somskal overvindes, fx. uddannelse, sygdom, sociale forhold, handicap3. Et arbejdsmarked som er inkluderende.Set i forhold til Kommissionens anbefalinger virker kontanthjælpsreformen for ungenærmest kontraindicerende. Leveniveauet er langt under fattigdomsgrænserne og serviceog arbejde er derfor afgørende. Her rummer reformerne følgende elementer:ØIkke – uddannede under 30 år beordres i erhvervsuddannelse og skal så vidt mu-ligt arbejde og forsørge sig selv indtil uddannelsen starter.ØUdannede har 3 måneder til intensiv jobsøgning med støtte fra jobcentret. Efter 3måneder skal de arbejde i nytte – job i op til 13 uger ad gangen. Nytte-job er etnyt begreb, men minder om tidligere tiders tvangsarbejde uden overenskomst.ØLedige som er arbejdsmarkedsparate sanktioneres, hvis de ikke imødekommerJobcentrets krav om jobsøgning beordrede aktiviteter. Sanktioner kan være ned-sættelse af kontanhjælpen eller daglige kontrolmøder.ØHvis jobcentret vurderer, at den ledige ikke kan leve op til kravene, kan jobcen-tret undlade sanktioner og i stedet tilbyde helhedsorienteret hjælp og en koordine-rende sagsbehandler.ØSårbare ledige aktiveres, ingen overlades til sig selv.

Generelt set bygger hjælpen på tvang. Der er ingen overvejelser om hverken mere kvaliteti den service, der tilbydes, eller om et mere inkluderende arbejdsmarked, bortset fra tilbudtil ledige med komplekse problemer om holistisk hjælp og case managers. Mulighedenhar været der før reformerne, men understreges i de nye regler, bl.a. med nye begrebersom rehabiliterings – teams. Disse teams skal sammensættes så de kan koordinere påtværs af forvaltninger og fagministerielle regler. Igen: hensigten er prisværdig, men barri-erne mellem regler og forvaltninger er ikke ændrede, rehabiliteringsteams og case mana-gers har ingen juridisk kompetence og der er meget få økonomiske midler øremærkede tilindsatsen for ledige med komplekse vanskeligheder.Udfordringen med den manglende koordinering for ledige med komplekse problemer harværet kendt siden de første kommunal- og socialreformer i 1970’erne og er påpeget medstigende styrke af bl.a. Handicaporganisationerne, senest ved kommunalreformen i 2007og revisionen i 2013. Der er efter alt at dømme tale om forhold, som ikke kan repareresmed nye lag af regler oven i de eksisterende, således om det forsøges igen med de nyreformer. Kommunerne kan ikke løse opgaven, i hvert fald ikke alene.Et af de målbare eksempler, som rammer handicappede, er manglen på ressourceforløb.Unge under 40 som tidligere fik førtidspension, skal nu i stedet tilbydes ressourceforløb.Men ud af de 15.000 forløb som kommunerne forventedes at oprette inden 2014, er derkun oprettet godt 1500. Nogle visiteres måske til fleksjob, men de fleste må antages atforblive på uddannelseydelse eller anden kontanthjælp, uden yderligere hjælp.For at evaluere reformerne i EU- sammenhæng, kan der være relevant at se på, hvordande matcher den danske arbejdsmarkedsmodel, kendt og berømmet i EU som flexicurity –modellen. Flexicurity bygger på en blanding af 3 elementer: 1) Fleksibilitet på arbejds-markedet, kombineret med 2) relativt høje ydelser og 3) en aktiv arbejdsmarkedspolitikmed rettigheder og pligter for den arbejdsløse. Generelt set trækker reformerne i en andenretning. Ydelserne reduceres og forkortes. Arbejdsmarkedspolitiken for socialt udsattereduceres til aktivering og tvangsarbejde. Lovgiverne får en større rolle på bekostning afarbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedet bliver ikke mere rummeligt.Reformerne er langt fra de idealer og værdier om universalitet, lighed og solidaritet, somhar kendetegnet dansk og nordisk velfærd og som fortsat har en bred opbakning blandtdanskerne. (jv. Goul Andersen m.fl. 2013).Reformerne har også påvirket vilkårene for frivilligt arbejde. Reformerne i 1970’ernemedførte at næsten al social service blev financieret og udført af offentlige eller semi-offentlige institutioner på bekostning af civilsamfundet og de frivillige sociale organisati-oners indsats. Men siden da – og især de seneste 10 – 15 år – har der været en voksendemængde af initiativer fra NGO’er, hvis formål er at hjælpe og inkludere social udsattegrupper og tilbyde støttende rådgivning og fællesskaber. Der er kommet socialøkonomi-ske virksomheder, hvis formål er at kvalificere og ansætte social udsatte ledige gennemproduction og salg af varer og service på markedsvilkår.De mange forandringer og skred i værdier har fået 6 tidligere socialministre til at skriveen opfordring til en ny samlet socialreform. (Socialpolitisk Tidsskrift, 2013).

Generelt set er der 3 hovedsynspunkter:Arbejdsgivereer positive for kontanthjælp til mennesker i nød, men understreger nød-vendigheden af en økonomisk forskel mellem kontanthjælp og lønninger. Forskellen skalvære stor nok til at motivere modtagere til at gå fra arbejdsløshed til arbejde. Hvor storforskellen skal være eller hvor lav kontanthjælpen bør være, ses ikke som et spørgsmål,arbejdsgiverne bør forholde sig til. Deres hovedinteresse er at der er en forskel som be-lønner at mennesker arbejder frem for at være arbejdsløse. Fra arbejdsgiverens synspunkthar kontanthjælpsreformen forstærket motivationen, dog ikke tilstrækkeligt blandt enligeforsørgere og familier. Arbejdsgiverne peger på eksempler med familier, hvor begge for-sørgere modtager kontanthjælp og supplerende ydelser, som skal have jobs til kr. 30.000pr. måned før de mærker en økonomisk fordel ved at komme i arbejde.Fagforbunder af den opfattelse, at deres medlemmer bør have ret til en minimumind-komst, der svarer til den maximale dagpengesats for arbejdsløse, dvs. 90 % af arbejds-markedets minimumsløn. Satsen sikrer at man opretholder et rimeligt leveniveau indtilman er tilbage i arbejde. Derfor kan kortede tidsgrænser give problemer.Sociale NGO’ermener at den almindelige kontanthjælp er tilstrækkelig. Den giver enøkonomi som sikrer et rimeligt leveniveau i korte perioder. Men hvis man lever lang tidaf kontanthjælp er der en risiko for fattigdom, problemer med nyanskaffelser og socialeksklusion. Problemet err at mange må leve af kontanthjælp i mange år.NGO’erne forventer at reformen vil lede til flere unge hjemløse som må vælge mellem atbetale husleje og andre nødvendige udgifter. Der er især to grupper som søger hjælp hosNGO’erne: Dels enlige mødre som ikke kan betale de daglige udgifter og nyanskaffelser.Dels unge, som ikke kan betale husleje, samtidig med andre udgifter. Kontanthjælpen erfor lav, huslejen for høj. Alternative løsninger som forbrugslån og leasingkontrakter erdyre, men vælges selv om konsekvenserne er gæld, som skaber nye vanskeligheder.Forskerepåpeger at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, som ideelt set højst bør vare 3måneder, indtil modtageren er i arbejde igen eller er afklaret til revalidering eller varigeydelser. Men den varer ofte flere år, fordi afklaringen tager alt for lang tid. Resultatet er atmodtagerne bliver opgivende og ekskluderede. Den største risiko efter kontanthjælpsre-formen er blandt unge under 30.

Reguleringer.

Fagforbund og NGO’er anbefaler at ydelserne bør indekseres som offent-lige lønindkomster, dvs. følge løn- og prisudviklingen på det private marked. Det skerikke i dag, hvor ydelser som kontanthjælp, dagpenge og pensioner alle reguleres med meden særlig rentetilpasning. Efter den ny skattereform reguleres ydelserne kun i forhold tilpriserne. Forskerne mener at reguleringen dermed næsten sættes ud af kraft. Arbejdsgi-verne er enige i ændringerne og mener at lønninger på det private arbejdsmarked skalreflektere effektivitet og overskud, medens sociale ydelser bør reguleres så modtagernekan leve af hjælpen, dvs. en regulering der følger pristallet.

Grupper, der ikke får kontanthjælp.

Alle borgere kan få kontanthjælp, hvis de opfyl-der kriterierne, omtalt tidligere. Der er dog enkelte undtagelser, såsom udokumenteredeflygtninge og arbejdstagere fra andre lande, herunder andre EU – lande, som kommer forat finde arbejde, men ender som som hjemløse. De danske myndigheder søger en fællesløsning i EU, men tillader i begrænset omfang at NGO’er afhjælper den værste nød medovernatning, mad og hjælp til at vende tilbage til hjemlandet.Grupper, der har ret til kontanthjælp, men ikke får den.Nogle grupper opfylder kri-terierne for at få kontanthjælp, men får den ikke. Det gælder fx. de, der ikke møder frem

til aftalte møder eller ikke reagerer på rudekuverter. Der er desuden et ukendt antal afhjemløse uden adresse og uden sygesikringskort, fortrinsvis unge, nogle under 18 år, somflytter eller flygter hjemmefra. Hjemløseinstitutioner og rådhuse kan bruges som post-adresser, men det er ikke alle som kender de muligheder. Kontanthjælpsreformen inde-holder visse forbedringer, bl.a. fordi breve alene ikke længere er tilstrækkelige i forbin-delse med sanktioner. Sanktioner forudsætter at der også har været en mundtlig samtale,som skal sikre at modtageren har fået beskeden og har forstået den.Mødet mellem sårbare borgere og den stærkt regelstyrede kommune, ikke mindst Jobcen-tret, kan virke skræmmende på borgeren og give indtrykket af at systemet ikke kan ellerikke vil hjælpe. Der kan være relevante tilbud som borgeren ikke ser. Flere kommunerhar gennemført projekter, hvor formålet har været at sikre særligt udsatte borgere, denhjælp de har brug for og ret til i henhold til de gældende regler. Løsningen er i alle sådan-ne projekter at rådgiverne arbejder opsøgende, går ud der hvor borgerne er og arrbejderproaktivt. På trods af evidensen for sådanne metoders værdi, især for social udsatte borge-re, bliver opsøgende arbejde ofte reduceret af kommunerne i forbindelse med besparelser.Resultatet er at de, som søger hjælp, er de der kan, på trods af bureaukratiske barrierer,enten alene eller med støtte fra deres netværk. Der er med andre ord brug for opsøgenderådgivninger, som kan støtte socialt udsatte borgere i at få den hjælp de har brug for ogret til og som kan hjælpe som bisiddere i mødet med myndighederne. Opgaven løses alle-rede af flere NGO’er, men ikke i tilstrækkeligt omfang. Det er en lang proces at kommefra at være socialt udsat kontanthjælpsmodtager - måske være vokset op i en socialt bela-stet familie – og til at kunne gennemføre en uddannelse, komme i arbejde og blive selv-forsørgende.Kan det betale sig at arbejde?Arbejdsgivere, NGO’er og forskere ser meget forskelligtpå, hvorfor kontanthjælps-modtagere ikke arbejder. For arbejdsgiverne er den oftestnævnte årsag at forskellen mellem kontanthjælp og arbejdslønnnen ikke er stor nok. Denårsag som nævnes oftest af forskere og NGO’er er manglen på arbejde som kan løses afledige uden eller med kort erhvervsuddannelse. NGO’ernes erfaring er at stort set allekontanthjælpsmodtagere har ønske om et almindeligt liv med arbejde, men har svært vedat finde varige job på grund af de relativt høje krav om kvalifikationer, fleksibilitet ogparathed. Jobbene findes, men besættes ofte af arbejdskraft fra andre EU-lande.Der er eksempler på at det ikke kan betale sig økonomisk for en kontanthjælpsmodtagerat tage arbejde til minimumsløn, fx. i familier hvor begge ægtefæller modtager kontant-hjælp. Men for langt de fleste er forhindringen ikke økonomi. Forskellen mellem kon-tanthjælp og løn efter overenskomst er så stor, ofte over 50 %, at næsten alle tjener stortved at komme i arbejde. Årsagerne til at det ikke sker er iflg. NGO’er og forskere, dels atder mangler egnede job, dels personlige forhold som sygdom og sociale vanskeligheder.Gældkan være en økonomisk forhindring mod arbejde. Lave ydelser frister til dyrt for-rentede forbrugslån og anskaffelser af f.eks. nyt køleskab eller TV via leasingkontrakter.Det leder mange langvarige kontanthjælpsmodtagere ud i gældsproblemer, som synesuoverskuelige. Gældssanering som er en mulighed for andre borgere, er svær at få somkontanthjælpsmodtager, fordi loven om gældssanering forudsætter lønindtæger.Fattigdomkan i sig selv være en forhindring mod at komme i arbejde. Det kan måskelyde mærkeligt for folk, der ikke selv har oplevet fattigdom, men forskningen i forbindel-se med indføring af lave ydelser i 00’erne – starthjælp osv. – viste at de lave ydelser ikkemotiverede til arbejde, men fører til opgivelse og apati (Ejrnæs mfl. 2010). Nogle kom-mer i arbejde i perioder, men årsagerne til kontanthjælp er ofte sygdom og sociale pro-blemer. Lave ydelser helbreder ikke sygdomme og løser ikke sociale vanskeligheder.

Danske Handicaporganisationer

er ved at udarbejde en skygge - rapport om hvorformennesker med handicap ikke får uddannelse og arbejde og diskrimineres med manglen-de handicapkompensation. Handicappede er fx omfattede af samme regler om sygedag-penge, som andre borgere. Europadomstolen har netop afsagt en dom til fordel for enhandicappet kvinde og begrundet dommen med at det er diskriminerende at behandlehandicappede og ikke - handicappede ens, dvs. uden kompenserende hensyn til handicap.Psykiatriske patienter oplever at der kan være meget focus på deres psykistriske diagno-ser og medicinske behandling, men for lidt focus på deres potentialer. Det er lykkedes atinitiere et projekt, hvor Jobcentre medvirker i den psykiatriske behandlingsplan for i høje-re grad at få udviklingen af job – potentiale med i forløbet. Projektet evalueres og vilblive rapporteret.Repræsentanter for de handicappede peger på at mentorer kan være en vigtig hjælp tilinklusion på arbejdsmarkedet. Mentorer nævnes i Kontanthjælpsreformen, dog således, atdet er kommunerne der skønner, om hjælpen er nødvendig.

5. Forslag til forbedringer af kontanthjælpen.Flertalllet af danskere er positive over for minimumsindkomster, som dækker leveudgif-terne i rimelig grad. Opinionsundersøgelser i EU’s fattigdomsår 2010 viste at en majoritetpå 2/3 anbefalede en minimumindkomst på kr. 10.000 om måneden efter skat, svarendetil EU’s risiko – for – fattigdom – grænse på 60 % af medianindkomsten. Tendensen visersig også i senere undersøgelser. Flertallet ønsker velfærd frem for skattelettelser og fore-trækker økonomisk lighed. Men holdningerne er relateret til indkomsten. Jo rigere folk er,des svagere er deres solidaritet. (Ugebrevet A4, 30.1.2013).På trods af at det store befolkningsflertal foretrækker minimumsindkomster, som liggeromkring EU’s risiko-for- fattigdomsgærnse, er der klar politisk flertal i Folketinget forkontanthjælpsreformen, som medfører at økonomiske ydelser for enlige under 30 år nu erkr. 5 – 6.000, dvs. langt under både EU’s og OECD’s risiko-for-fattigdom grænser. Situa-tionen er meget uvant og virker politisk fastlåst.Reformerne bygger på to meget optimistiske forudsætninger: At alle kan uddanne sig ogat der er job til alle. Stort set. Alt tyder på at dette forudsætter store ændringer ikke barepå det personlige plan blandt kontatnhjælpsmodtagere, men også i uddannelser og påarbejdsmarkedet Hvis reformerne ikke blot skal resultere i øget fattigdom må man velogså se på spørgsmål som: Hvad sker der med de, der ikke klarer uddannelse og ikkekommer i arbejde? Hvad sker der med de, der ikke klarer mødet med den meget regelsty-rede kommunale rådgivning og ikke får den hjælp og rådgivning, de har ret til? Kan derskabes jobsikkerhed til handicappede, der ikke får førtidspension og har været på kon-tanthjælp og ressourceforløb i mere end 5 år? Kan der skabes ny enighed om at kontant-hjælpen skal sikre forsørgelse og social inklusion for alle voksne over 18 år?En dansk fattigdomsgrænse.Regeringen nedsatte i 2012 en ekspertgruppe, som skulle komme med forslag til en danskfattidomsgrænse. Gruppens rapport kom juni 2013 med anbefalinger, som bygger på 2hovedkriterier: Dels et økonomisk kriterium, hvor grænsen er 50 % af medianindtægten.Dels et varighedskriterium på 3 år. Folk der har en disponibel indtægt under 50 % af me-dianindtægten i mere end 3 år, lever under fattigdomsgrænsen. Der er også et formuekri-terium: Værdier, inclusive ejendom, må ikke overstige kr. 100.000 pr. voksen i husstan-den. Studerende og deres familie anses ikke for at være fattige.

Ekspertgruppen anbefaler også et særligt deprivations indeks for børn. Risikoen for atbørn bliver ofre for forældrenes fattigdom og har en stor risiko for at havne i samme ud-sigtsløse situation som forældrene – social arv – er særdeles vel dokumenteret.Fastlæggelse af en fattigdomsgrænse kan vise sig at blive væsentlig for indsatsen modfattigdom og social eksklusion. I stedet for endeløse diskussioner om, hvor grænse går,kan der nu komme et mere frugtbart fokus på, hvad der skal gøres for at hjælpe borgereunder grænsen.Ekspertgruppens rapport inviterer da også til debat både om fattigdom, initiativer modfattigdom og om den foreslåede grænse. Det er i den forbindelse væsentligt at erindre om,at kriterierne ikke er objektive, men normative. Det er ikke helt klart, hvorfor ekspert-gruppen anbefaler OECD - grænsen på 50 % af medianindkomsten frem for EU’s grænseer 60 %, og anbefaler en varighedsgrænse på 3 år frem for fx. 2 eller 4 år.Ekspertgruppen er opmærksom på at grænserne er arbitrære og foreslår derfor også atbruge en budgetmetode for at teste om de valgte grænser passer med virkelighedens ud-gifter. Budgetmetoden skal lige som fattigdomsgrænserne sikre, at man kan betale denødvendige udgifter til husleje, tøj, mad, anskaffelser, transport, børn osv i hele den peri-ode, hvor man af den ene eller anden årsag ikke kan forsørge sig selv og sin familie.Anvendelsen af budgetter har den klare fordel at de bygger på faktiske udgifter, som erkendte i dagligdagen og som man ikke behøver at være ekspert for at forstå. Den folkeli-ge forståelse for og opbakning til en fattigdomgrænse er overordentlig væsentlig, fordisamfundets hjælp til fattige bygger på opfattelser af ret og rimelighed.Budgetmetoden.Den danske Forbrugerstyrelse har udviklet et standardbudget for et rimeligt, almindeligtforbrug for borgere, der har arbejde. Det er ikke et meget stramt budget, men et budgetder tillader en levestandard på rimelige og typiske vilkår.Standardbudgetter kan anvendes som grundlag for minimumsbudgetter for kontant-hjælpsmodtagere, hvor levestandarden er lavere, men hvor budgettet tager højde for ud-gifter, som er nødvendige, beskedne og acceptable og er baseret på et forbrugsmønster,som tillader et sundt og socialt familie- og samfundsliv uden luksus. Både standard- ogminimumbudgetter er normative, fordi de bygger på vurderinger af, hvad der er standardog et minimum niveau for en familie. Forbruget kan prissættes, så det er klart og gennem-skueligt for alle, hvad det koster at opretholde en standard og en minimum levestandard.Et minimumbudget angiver med andre ord en fattigdomsgrænse, baseret på kendte ud -giftsposter og faktiske udgifter til husleje, mad, transport osv. Udfordringen er naturligvisførst og fremmest at definere, hvad minimumbudgettet skal indeholde og hvad, der ernødvendigt. Skal en fattig familie fx. have råd til ferie, telefon, TV, fodbold? En metodetil at foretage normative vurderinger er at bruge fokusgrupper med repræsentanter foralmindelige og fattige forbrugere samt eksperter. (Bradshaw 2011).Fordelen ved budgetmetoden er at den kan anvendes til at måle fattigdom enkelt ved atsammenligninge minimumbudgetter med individers og familiers disponible indkomster. IDansk sammenhæng har CASA – Institut for Alternativ Samfundsanalyse - udarbejdet etminimum budget som bygger på den oven for nævnte kriterier, dvs. et nødvendigt ogbeskedent forbrug og et aktivt samfundsliv uden luksus. (Hansen og Hansen 2004).Metoden forudsætter at budgettet opdateres løbende og reguleres for inflation og udvik-ling i samfundets forbrugsmønster. Budgetterne er både normative og relative. Hvis for-

brugsmønstret og priserne – indkøbs kurven og regningen – opdateres med passende mel-lemrum, vil budgettet reflektere udviklingen i samfundet og fortsat være relativ. Hvisman ikke opdaterer, vil forbrugsmønstret være baseret på et niveau og på priser, som ikkegælder for standardbudgettet.Nedennævnte budgetter i tabel 2 er baseret på forbrugsmønstre og priser 2001, fordi derikke er foretaget lignende undersøgelser siden. Begge dele må antages at have ændret sigsiden, men tabellen kan give et indtryk af budgetmetoden og dens anvendelighed.Tabel 2.Standard- og minimumsbudget for en enlig mor med 1 barn (3-6 år), månedligeudgifter ekskl. boligudgifter, 2001.Standardbudget’Minimum’ForskelMad ......................................Drikke (1) .............................Tøj (2) ..................................Sko .......................................Hygiejne ..............................Kommunikation ..................Medier ..................................Sport mv. .............................Anden fritid (3) ....................Ferie .....................................Mindre anskaffelser..............Varige forbrugsgoder ...........Transport ..............................I alt .......................................2.3673576343357205843541371.2033992848886068.8681.815190371166596584165137103025106064.984552167263169124018901.1003993388803.954

Noter minimumsbudget: (1) Ex. vin, øl. (2) Incl. vintertøj, -støvler (3) ”Anden fritid” erkun giver og kortspil. (CASA, Hansen og Hansen (2004).Tabel 2 oven for viser et eksempel på et minimum budget for en enlig kvinde med 1 barn,sammenlignet med et standardbudget for en enlig kvinde med 1 barn. Bemærk også, atder ikke indgår husleje i budgettet. Årsagen er de meget store forskelle i huslejer og for-skelle mellem ejer- og lejerudgifter, som gør det vankeligt at inkludere denne type udgif-ter i budgetterne.Ekspertgruppen har foretaget en fremskrivning af minimumsbudgettet til år 2011, somviser at der er en rimelig overensstemmelse mellem den sum penge, der er i minimum-budgettet og den grænse, Ekspertgruppen anbefaler, dvs. OECD’s 50 % grænse.Sagt på jævnt dansk: Mennesker, der kommer på kontanthjælp lever på eller under fattig-domsgrænsen og risikerer at miste boligen. Hjemmet slides ned, der er ikke råd til nyan-skaffelser, når fjernsyn, vaskemaskine, komfur, bil mv. går i stykker. Tøjet skal holdelængere. Der er ikke råd til ferie, biograf o. lign. De og deres børn isolerer sig, fordi deikke har råd til at deltage aktivt i samfundslivet.Minimum indkomst og arbejdsmarkedetKontanthjæpsreformen og de øvrige reformer har som hovedsigte at få især unge i uddan-nelse og arbejde. Men reformerne gør ikke noget for at forbedre adgangen eller rumme-

ligheden i uddannelser og på arbejdsmarkedet. Midlerne er fortrinsvis nedsatte ydelser,tvang og sanktioner.For voksne over 30 år, som er job – parate, medfører reformerne at de slipper for en delmeningsløs aktivering og kontrol, men der er ikke bedre hjælp til at komme i arbejde.For alle med komplekse vanskeligheder lægger reformerne op til koordinerede indsatserfra kommunens side. De sociale fagforbund understreger at der er brug for en stærk orga-nisation, klare kompetencer og ekstra ressourcer, hvis reformerne skal slå igennem ikommunerne. Men spørgsmålet er om kommunerne kan løse opgaven alene? Kommuner-ne har skullet koordinere i komplicerede personsager siden 1970’erne og vanskeligheder-ne er kun vokset i takt med at der er udlagt stadigt flere specialopgaver inden for social-,sundheds-, undervisnings- og beskæftigelsesomåderne.Rådet for Socialt Udsatte har flere gange påpeget at kontanthjælpsmodtagere kan kommenemmere igang på arbejdsmarkedet gennem deltids- og korterevarende jobs, men at dettemodvirkes fordi de penge, kontanthjælpsmodtageren tjener, modregnes krone for krone ikontanthjælpen, svarende til en marginalskat på 100 % eller mere. Det vil lette kontant-hjælpsmodtagernes vej ud af fattigdom og ind i selvforsøgelse, hvis de fik samme ret somfx førtidspensionister til at tjene supplerende midlerBåde NGO’er og arbejdsgivere ser fleksjob som en vigtig del af løsningen. Der er mangeledige som ønsker at komme i arbejde, men ikke kan leve op til markedets krav. Fleksjober individuelle løsninger, som kan tilpasses den enkeltes styrker og svagheder. Ideen er atfleksjobberen er ansat på lige vilkår med andre ansatte, at arbejdsgiveren udbetaler lønefter overenskomst, men får refunderet en del af lønnen fra kommunen, svarende til fleks-jobbernes nedsatte arbejdskraft. Fleksjob forudsætter at arbejdstageren kan arbejde sva-rende til min. 5 timer om ugen. For arbejdstagere, som har fået førtidspension, er der mu-lighed for ansættelse i skånejob. Lønnen er få kroner i timen oven i førtidspensionen, menarbejdet og kollegaerne kan give en bedre livskvalitet.Det skal understreges at reformerne kun handler om ændringer i kommuner og Jobcentreog overser den betydning, som andre professionelle aktører spiller. Her tænkes især på deinitiativer, som er taget af sociale NGO’er, socialøkonomiske virksomheder og privatevirksomheder, der tager socialt ansvar.Mange sociale NGO’er har væresteder, hvor alle kan gå ind i dagtimerne og søge rådgiv-ning og fællesskab. Væresteder som arbejder målrettet med at motivere og støtte socialudsatte til uddannelse eller arbejde, har dokumenteret gode resultater for relativt få mid-ler. En vigtig årsag er at de har betydeligt bedre muligheder end Jobcentrene for at udvik-le tillid og de relationer som er afgørende for rådgivningens værdi og resultater. Hjemlø-seinstitutionerne har de samme relationer til beboerne, men er i henhold til lovgivningenafskåret strukturelt fra at hjælpe med inklusion i arbejde og bolig. (Se Rapport fra lands-konferencen “Bæredygtig social vækst”. EAPN.DK, 2012.)Der er også et stigende antal social økonomiske virksomheder, som arbejdsprøver, trænerog ansætter ledige med sociale, fysiske eller mentale handicap, fx. blinde, autister ogforstandshandicappede. Men også social udsatte grupper som indvandrerkvinder, dermangler uddannelse og andre på kanten af arbejdsmarkedet. (Se rapport om Socialøko-nomiske virksomheder, Socialministeriet 2013).Private virksomheder har især siden 1990’erne arbejdet med at udvikle socialt ansvar. Derer mange eksempler. ISS har i mange år arbejdet sammen med Jobcentre om rekruttering,oplæring og ansættelse af nye medarbejdere. Andre virksomheder som Grundfos ansætterledige med fysiske, psykiske eller sociale handicap i fleksafdelinger, der er med i produk-

tion og administration på linje med andre medarbejdere, men med de nødvendige skåne-hensyn og kompensationer. Et nyt netværk, Code of Care, startet af private virksomhederog Holstebro kommune dokumenterer, at virksomheder kan skabe skatteborgere i stedetfor klienter, give de ledige troen på sig selv tilbage og skabe merværdi i virksomhederne.Sammenfatning af forslag til forbedringer af kontanhjælpen.Kontanthjælp er det nederste økonomiske sikkerhedsnet for mennesker, som ikke kanforsørge sig selv. Niveauet er besluttet af et stort flertal i Folketinget og bygger på denforudsætning at kontanthjælpsmodtagere kan klare uddannelse og komme i arbejde. Re-geringen har med sin accept af fattigdomsgrænsen, som foreslået af Ekspertgruppen, an-erkendt at der er et nedre niveau. Men hvad gør man, hvis forudsætningerne for reformer-ne ikke holder? Og hvilke initiativer er der for de, der falder under grænsen?Gennemgangen af kontanthjælpssystemet har vist at der er flere forhold som kan forbed-res inden for eller med mindre tilpasninger af de gældende regler samt med opbakning fraalle eller de fleste af de interviewede aktører.ØDer er enighed om at man skal have det, man har ret til. Men udsatte grupper, fxsindslidende, får ikke altid den kontanhjælp, boligstøtte og koordinerede hjælp,de har ret til. De kan hjælpes, hvis de opsøges og har tillid til deres hjælpere.ØAlle der lever af kontanthjælp, især enlige unge, har problemer med at betale bo-lig, købe forbrugsgoder, tøj, deltage i samfundet. Det vil være en en stor hjælp,hvis de fik samme adgang som fx førtidspensionister og studerende til at tjene lidtekstra som supplement til den offentlige ydelse.ØUnge skal uddannes. Men unge på kontanthjælp har allerede fejlet flere gange,både i folkeskole og ungdomsuddannelse. Hvis de fortsætter med ikke at lykkes,bør de tilbydes alternativer. Der bør med andre ord være flere særlige uddannel-ses- og ressourceforløb, praktik – pladser og fleksjob i ordinære eller socialøko-nomiske virksomheder.ØUnge med handicap under 40 år skal tilbydes ressourceforløb i stedet for førtids-pension i op til 5 år. Hvis de ikke er kommet i job efter 5 år, bør de vel have ret tilarbejde på overenskomstvilkår, fleksjob eller førtidspension?ØRegeringens fattigdomsgrænse betyder, at alle der har indtægter under 50 % afmedianindkomsten, aktuelt kr. 9.300 om måneden, i mere end 3 år, er fattige. Derer endnu ikke vedtaget initiativer for de, der falder under grænsen, men der børvel udvikles initiativer, fx for de grupper som indgår i Regeringens 2020 planer.ØKommunerne kan ikke klare opgaverne, i hvert fald ikke alene. Staten må sikre atandre aktører, som har kontakt og relationer til socialt udsatte, kan være med. Fxuddannelsesinstitutioner, boligsociale rådgivninger, gældsrådgivninger, væreste-der, herberger.Løsningen på længere sigt må være at reetable kontanthjælpen som en minimum ind-komst, der sikrer forsørgelse og social inklusion for voksne fra 18 år til pensionering.Monitorering og årlige fattigdomsrapporter.Regeringen forventer at kontanthjælpsreformen får en positive uddannelses- og job- ef-fekt, især for unge mennesker. Andre, især forskere og sociale NGO’er frygter at resulta-tet vil blive øget fattigdom og eksklusion, især blandt unge mennesker. Det bør derforvære i alles interesse at de faktiske virkninger af reformerne bliver mål og fulgt tæt, såle-des at der kan gribes ind politisk med korrektioner, hvis resultateterne bliver anderledesend forventet. En grundig monitorering indebærer at processen bliver gennemskuelig ogvil give en solid basis for debat og politiske beslutninger.

Lignende monitorering findes allerede på arbejdsmarkedsområdet, hvor Beskæftigelses-ministeriet sikrer at der er et veldokumenteret og vel oplyst beslutningsgrundlag for Job-centre, kommuner og Folketing. Det samme grundige beslutningsgrundlag bør også væretil stede, når det handler om reformernes effecter for fattige og socialt udsatte, således atman kan følge udviklingen både blandt dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere,modtagere af de ny ungdomsydelser, samt fleksjobbere og førtidspensionister.Ekspertgruppen anbefaler at der udarbejdes en årlig fattigdomsrapport, som kan sikre enfortsat og systematisk follow up og kan anvendes i udviklingen af politiske initiativer påkort og lang sigt. Rapporten bør derfor indeholde statistiske overblik over udviklingen iantal og grupper, relateret til indikatorer som sundhed, uddannelse og alder, national oglokalt. Kommuner og regioner har ansvaret for at hjælpe socialt udsatte borgere, så denårlige rapport bør udarbejdes så den er nemt anvendelig lokalt, regionalt og på landsplan.Ekspertgruppe peger i deres rapport på, at der er brug for et neutralt organ som kan moni-tore og rapportere om udviklingen. Det er i den forbindelse nærliggende at pege på Rådetfor Socialt Udsatte, der i forvejen løser mange opgaver med undersøgelser, informationog undervisning mv. om forholdene blandt fattige og socialt udsatte.

EU’s sociale strukturfond

De danske reformer er relaterede til EU’s 2020 planer og EU’s fonde, især den socialefond kan og bør tages med når reformerne implementers de kommende år. Forbindelsener allerede understreget i EU’s 2020 program og budgettet for 2014 – 20. 20% af budget-tet er afsat til at fremme social inklusion.Spørgsmålet om hvordan EU – budgettet implementeres i Danmark er ikke endelig afkla-ret i skrivende stund. I den forudgående periode 2007 – 2012 har der i Danmark væretlagt meget vægt på at bruge strukturfondene, også den sociale fond, til at fremme vækst.Det sociale element har været beskedent. Denne prioritering må forventes ændret meget,nu hvor det EU har besluttet at den sociale del af strukturfondene skal anvendes til atbekæmpe fattigdom og fremme social inklusion.Fonden har hidtil været administreret af Erhvervs-styrelsen i Silkeborg, under Erhvervs-og Vækstministeriet. Der err I 2007 – 2012 givet støtte til 214 projekter på 4 prioriteredeområder:1. Brug af ny teknologi2. Etablering og udvikling af ny virksomhed3. Innovation og vidensdeling4. Human resource udvikling72526156

Alle projekter i område 1 – 3 vedrører støtte til almindelige private virksomheder. Det 4.prioriterede område vedrører især støtte til uddannelse af ledige, fx. i forbindelse medlukning af virksomheder. Ud af de i alt 214 projekter er der mindre end 10 som direktevedrører inklusion af socialt udsatte.Der er med henblik på udmøntningen af støtte fra den sociale fond 2014 – 20 nedsat entværministeriel arbejdsgruppe, som inkluderer Socialministeriet. Arbejdsgruppen ledes afErhvervsstyrelsen. Gruppens rapport og foreløbige anbefalinger er udsendt til høring iaugust 2013, bl.a. til sociale NGO’er som tidligere har søgt eller fået støtte fra Fonden.Det må derfor samlet set kunne forventes at det vil blive givet støtte til et større antalprojekter, der har fattige og socialt udsatte som målgruppe og har inklusion som formål.Hvilket vi være i god overensstemmelse med EU budgettets bestemmelser.

Bilag 1. Oversigt over interviewpersonerFormand Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte.Programleder Joan Münch, Frelsens HærKonsulent Karl Bach, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere.Forsker Morten Ejrnæs, Ålborg UniversitetSekretariatsleder Randi Theil, Dansk KvinderådSouschef Rikke Posborg, Vesterbro SettlementetKlubformand Per Støve, HKKonsulent Susanne Gerner Nielsen, BUPLSocialpolitisk konsulent Anne Petersen, FOASocial konsulent Karin Petersen, 3FKonsulent Brian Siggaard, KLVicedirektør Erik E. Simonsen, DABilag 2. Referencer.CASA & Socialpolitisk Forening, 2013. Social ÅrsrapportHansen, Finn Kenneth, 1989.Materielle og sociale afsavn i den danske befolkning.SFIHansen, Finn Kenneth, 2010: Fattigdom I EU-landene – og dansk fattigdom I europæiskperspektiv. CASA 2010Hansen, Finn Kenneth og Henning Hansen (2004).”At eksistere eller at leve. Fattigdomog lave indkomster i Danmark – hvordan måler man fattigdom?”. CASA.Hansen, Finn Kenneth, Henning Hansen og M. Azhar Hussain (2009).Personer og fami-lier med de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag – en registerundersøgelse.Forsk-ningsprojektet: Konsekvenser af at have de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag.Københavns Universitet, Roskilde Universitet, CASA og Aalborg Universitet.Ejrnæs M., Hansen H. & Larsen. J.E. (2010):Levekår og coping blandt modtagere af delaveste sociale ydelser – overlevelses – og tilpasningsstrategier.København: CASA.Ejrnæs M., Hansen F. K, Hansen H, Hussain, M. A. & Larsen. J.E. (2011): Livet på delaveste sociale ydelser et år efter – en kvantitativ undersøgelse, CASAMüller, M., Andersen, J. Ejrnæs, M., & Larsen, J.E. (2010):Livet på de laveste socialeydelser – en kvalitativ undersøgelse om livsbetingelser og copingstrategier.København:CASA.Müller, M., Andersen, J. Ejrnæs, M., & Larsen, J.E. (2011):Livet på de laveste socialeydelser – et år efter. En kvalitativforløbsanalyse.København: CASA.Rapport fra landskonferencen:Bæredygtig social vækst 2012.København: EAPN.DKWilkinson, R., Pickett, K., (2009) :The Spirit Level.London : Penguin.