Retsudvalget 2013-14, Socialudvalget 2013-14
REU Alm.del Bilag 341, SOU Alm.del Bilag 340
Offentligt
1391964_0001.png
Betænkning om inkorporering mv.
inden for menneskeretsområdet
Betænkning nr. 1546
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0002.png
Kronologisk fortegnelse over betænkninger
2010
1513 Betænkning om optagelse og protokollering af
forklaringer i straffesager
1514 Betænkning om farlige hunde
1515 Betænkning om det videnskabsetiske
komitesystem i Danmark
1516 Betænkning om offentlige myndigheders
offentliggørelse af kontrolresultater,
afgørelser mv.
1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og
handel
1518 Betænkning om ægtefælleskifter
1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven
1520 Betænkning om huseftersynsordningen
1521 Betænkning om insiderhandel
1522 Reform af den civile retspleje VI
1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning
2011
1524 Betænkning om revision af hundeloven
1525 Betænkning om konkurskarantæne
1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
1527 Provstestillingen og provstiets funktion
1528 Betænkning om revision af reglerne om
forkyndelse
2012
1529 Betænkning om PET og FE
1530 Reform af den civile retspleje VII
1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver
og domstole
1532 Betænkning om indsamlinger
1533 Kommunale udgiftsbehov og andre
udligningsspørgsmål
1534 Straffelovrådets betænkning om
seksualforbrydelser
1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af
forsinket betaling i handelstransaktioner
1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til
søs (Rotterdam-reglerne)
2013
1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn
1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af
byrådsmøder
1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden
1540 Gennemførelse af direktivet om
forbrugerrettigheder
1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om
revision af de danske visumregler
1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig
befordring i personbiler
1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn
2014
1544 Folkekirkens styre
1545 Straffelovrådets betænkning om
samfundstjeneste mv.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0003.png
Betænkning om inkorporering mv. inden for men-
neskeretsområdet
Afgivet af Udvalget om inkorporering mv. inden for menneskerets-
området
Betænkning nr. 1546
København 2014
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Betænkning om inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet
Betænkning nr. 1546
Publikationen kan bestilles
via Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk)
eller hos
Rosendahls - Schultz Distribution
Herstedvang 10
2620 Albertslund
Telefon: 43 22 73 00
Fax: 43 63 19 69
[email protected]
ISBN: 978-87-92760-75-3
ISBN: 978-87-92760-76-0 (e-udgave)
Tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk A/S
Pris: 150 kr. pr. bog inkl. moms
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledning .................................................................................................................. 1
1. Udvalgets kommissorium .......................................................................................................................... 1
2. Udvalgets sammensætning ....................................................................................................................... 3
3. Udvalgets arbejde ..................................................................................................................................... 4
4. Resumé af betænkningen ......................................................................................................................... 4
Kapitel 2. Tidligere overvejelser og udviklingen siden betænkning nr. 1407/2001 ...................... 21
2.1. Betænkning nr. 1407/2001 .................................................................................................................. 21
2.2. Opfølgning på betænkningen............................................................................................................... 22
2.3. Udviklingen siden afgivelsen af betænkning nr. 1407/2001 ................................................................ 30
Kapitel 3. Gennemførelse og anvendelse af internationale konventioner mv. ............................ 32
1. Indledning................................................................................................................................................ 32
2. Opfyldelsesmetoder ................................................................................................................................ 33
3. Konventioners retsstilling i dansk ret ...................................................................................................... 34
4. Inddragelse af menneskerettigheder i lovgivningsprocessen ................................................................. 36
4.1. Løbende tilpasning til internationale konventioner mv. .................................................................................. 37
4.2. Den lovtekniske gennemgang af lovforslag ...................................................................................................... 38
5. Retsvirkningerne af en inkorporering ..................................................................................................... 39
Kapitel 4. Danske domstoles anvendelse af internationale konventioner om
menneskerettigheder ............................................................................................................... 46
1. Indledning................................................................................................................................................ 46
2. Danske domstoles anvendelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ............................ 47
3. Danske domstoles anvendelse af andre konventioner om menneskerettigheder siden 2001 .............. 50
3.1. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder..................................................................................
51
3.2. FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder ................................................................ 56
3.3. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
............................................................ 57
3.4. FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
.. 59
3.5.
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
.............................................. 60
3.6. FN’s konvention om rettigheder for personer
med handicap ......................................................................... 61
3.7. FN’s konvention om barnets rettigheder
......................................................................................................... 62
3.8. Andre internationale konventioner.................................................................................................................. 71
4. Konventionernes retsstilling i dansk ret.................................................................................................. 75
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 5. Menneskerettighedskonventionernes status i andre lande ........................................ 79
1. Indledning................................................................................................................................................ 79
2. De enkelte lande ..................................................................................................................................... 79
2.1. Finland .............................................................................................................................................................. 80
2.2. Frankrig ............................................................................................................................................................ 81
2.3. Island ................................................................................................................................................................ 82
2.4. Nederlandene ................................................................................................................................................... 83
2.5. Norge ................................................................................................................................................................ 84
2.6. Storbritannien .................................................................................................................................................. 87
2.7. Sverige .............................................................................................................................................................. 88
2.8. Tyskland............................................................................................................................................................ 89
2.9. Østrig ................................................................................................................................................................ 90
3. Udvalgets bemærkninger ........................................................................................................................ 91
Kapitel 6. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om en konvention skal inkorporeres i dansk
ret............................................................................................................................................ 94
1. Indledning................................................................................................................................................ 94
2. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om en konvention skal inkorporeres .................................. 97
2.1. Inkorporering som en styrkelse af privates retsstilling .................................................................................... 97
2.2. Internationale opfordringer og signalværdi ..................................................................................................... 98
2.3. Samspillet mellem lovgivningsmagten og de retsanvendende myndigheder ................................................ 103
2.4. Inkorporering vil skabe et lovbestemt grundlag for, at de retsanvendende myndigheder kan anvende
konventioner ......................................................................................................................................................... 105
2.5. Inkorporering vil medføre øget opmærksomhed og større bevidsthed om konventionerne........................ 106
2.6. Særligt om risiko for dobbeltregulering ved en inkorporering ...................................................................... 107
2.7. En inkorporering vil skabe et informationsbehov .......................................................................................... 108
2.8. Betydningen af om en konvention er ”egnet” til at blive inkorporeret
......................................................... 109
2.9. Betydningen af konventionernes kontrol- og retshåndhævelsessystemer.................................................... 111
Kapitel 7. Hvilke konventioner bør inkorporeres ..................................................................... 112
1. Indledning.............................................................................................................................................. 112
2. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
...................................................................... 112
2.1. Indledning....................................................................................................................................................... 112
2.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 113
2.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 114
2.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 125
3. FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
.................................................... 129
3.1. Indledning....................................................................................................................................................... 129
3.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 129
3.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 131
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 142
4. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
................................................. 148
4.1. Indledning....................................................................................................................................................... 148
4.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 148
4.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 149
4.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 171
5. FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf ........................................................................................................................................................... 175
5.1. Indledning....................................................................................................................................................... 175
5.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 175
5.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 176
5.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 187
6. FN’s konvention om barnets rettigheder
.............................................................................................. 192
6.1. Indledning....................................................................................................................................................... 192
6.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 193
6.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 193
6.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 212
7. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
.................................. 218
7.1. Indledning....................................................................................................................................................... 218
7.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001 ..................................................................................................... 218
7.3. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 219
7.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 236
8. FN’s handicapkonvention
...................................................................................................................... 242
8.1. Indledning....................................................................................................................................................... 242
8.2. Kontrol og retshåndhævelse .......................................................................................................................... 243
8.3. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering ...................................................................... 250
9. Udvalgets overvejelser og konklusion ................................................................................................... 255
Kapitel 8. Den individuelle klageadgang til FN’s komitéer ....................................................... 268
1. Indledning.............................................................................................................................................. 268
2. Generelt om den individuelle klageadgang .......................................................................................... 269
2.1. Betingelser for at klage .................................................................................................................................. 270
2.2. Virkningerne af en klage til og en udtalelse fra en komité............................................................................. 274
2.3. Klagens behandling i FN-systemet ................................................................................................................. 275
3. Udenlandske erfaringer......................................................................................................................... 276
4. Hensyn der bør indgå ved overvejelserne af, om Danmark skal tilslutte sig den individuelle
klageadgang til yderligere FN-komitéer .................................................................................................... 286
4.1. Styrkelse af borgernes retsstilling .................................................................................................................. 286
4.2. Internationale opfordringer og signalværdi ................................................................................................... 287
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.3. Fremme af menneskerettigheder globalt ...................................................................................................... 288
4.4. Samspillet mellem danske domstole og andre retsanvendende myndigheder og FN-komitéerne ............... 288
4.5. Konventionens egnethed til at blive anvendt som retligt grundlag ved løsning af tvister............................. 291
4.6. Efterlevelse af FN-komitéernes ikke bindende udtalelser ............................................................................. 292
5. Sammenfatning og argumenter for og imod, at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til
yderligere FN-komitéer ............................................................................................................................. 293
5.1. Klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
.............................. 294
5.2. Klageadgang til FN’s Børnekomité
................................................................................................................. 296
6. Udvalgets anbefalinger ......................................................................................................................... 300
Kapitel 9. Den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention............ 304
1. Indledning.............................................................................................................................................. 304
2. Den 12. tillægsprotokol ......................................................................................................................... 304
2.1. Forbuddets indhold og rækkevidde ............................................................................................................... 305
2.2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols anvendelse af den 12. tillægsprotokol ............................... 307
2.3. Erfaringer fra andre lande .............................................................................................................................. 316
3. Diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 .................. 320
4. Diskriminationsforbuddet i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder
.......................................... 322
4.1. Danske domstoles anvendelse af Charterets diskriminationsforbud ............................................................ 324
4.2. EU-Domstolens praksis vedrørende Charterets diskriminationsforbud ........................................................ 325
4.3. Erfaringer fra andre lande med Charterets diskriminationsforbud ............................................................... 327
5. Diskriminationsforbuddet
i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
........ 328
5.1. FN’s Menneskerettighedskomités praksis vedrørende forbuddet mod diskrimination i artikel 26
.............. 329
6. Retlige konsekvenser af en tiltrædelse ................................................................................................. 333
7. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsprotokol ........... 334
7.1. Styrkelse af borgernes retsstilling .................................................................................................................. 335
7.2. Internationale opfordringer og signalværdi ................................................................................................... 336
7.3. Samspillet mellem lovgivningsmagten og domstolene .................................................................................. 337
7.4. Indholdet og rækkevidden af diskriminationsforbuddet ............................................................................... 338
8. Sammenfatning og argumenter for og imod en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol....................... 340
9. Udvalgets anbefalinger ......................................................................................................................... 341
Kapitel 10. Økonomiske konsekvenser .................................................................................... 346
1. Indledning.............................................................................................................................................. 346
2. Inkorporering ........................................................................................................................................ 347
3. Tilslutning til den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité
........................................................ 350
4. Tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention .............. 353
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 11. Lovudkast med bemærkninger .............................................................................. 356
1. Lovudkast .............................................................................................................................................. 356
2. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser ........................................................................ 360
Bilag 1. Bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976 af international konvention af 16. december
1966 om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol (Lovtidende C) ... 363
Bilag 2. Bekendtgørelse nr. 5 af 14. januar 1976 af international konvention af 16. december
1966 om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder........................................................... 389
Bilag 3. Bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972 af international konvention af 21. december
1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination (Lovtidende C) ................................ 399
Bilag 4. Bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1998 af konvention af 10. december 1984 mod
tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ................ 412
Bilag 5. Bekendtgørelse nr. 6. af 16. januar 1992 af FN-konvention af 20. november 1989 om
Barnets Rettigheder ............................................................................................................... 438
Bilag 6. Bekendtgørelse nr. 83 af 9. september 1983 af konvention af 18. december 1979 om
afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder ...................................................... 472
Bilag 7. Bekendtgørelse nr. 35 af 15. september 2009 af FN-konvention af 13. december 2006 om
rettigheder for personer med handicap .................................................................................. 484
Bilag 8. Protokol nr. 12 til Konventionen for beskyttelse af menneskerettighederne og de
grundlæggende frihedsrettigheder (uofficiel oversættelse) ..................................................... 511
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 1. Indledning
1. Udvalgets kommissorium
Den 21. december 2012 nedsatte regeringen udvalget om inkorporering mv. inden for menneske-
retsområdet (Menneskeretsudvalget). Kommissoriet har følgende ordlyd:
‖1.
I regeringsgrundlaget
Et Danmark, der står sammen
står der følgende om Danmarks
overholdelse af sine internationale forpligtelser:
‖Regeringen er optaget af, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser. De
af Danmark ratificerede eller tiltrådte konventioner kortlægges, registreres og opdateres
centralt, således at dansk opfølgning af påtagne forpligtelser kan dokumenteres og over-
våges løbende. Regeringen vil sikre offentlighed omkring opfølgningen.‖
Endvidere fremgår det af regeringsgrundlaget, at regeringen vil tage skridt til at ratifice-
re tillægsprotokollen til FN’s Handicapkonvention.
Regeringen ønsker en samlet tilgang til, hvordan det sikres, at Danmark fuldt ud lever
op til sine internationale forpligtelser på menneskeretsområdet. Regeringen nedsætter
derfor et sagkyndigt udvalg, som skal se på spørgsmålet om Danmarks overholdelse af
sine internationale forpligtelser inden for menneskeretsområdet. Samtidig skal udvalgs-
arbejdet kunne danne grundlag for en stillingtagen til, om Danmark skal ratificere den
12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
2.
Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on med tilhørende protokoller inkorporeret i dansk ret. Loven bygger på betænkning nr.
1220/1991 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret.
I 1999 nedsatte Justitsministeriet udvalget om inkorporering af menneskerettighedskon-
ventioner i dansk lovgivning, der bl.a. fik til opgave at undersøge fordele og ulemper
ved en inkorporering af de generelle menneskerettighedskonventioner i dansk lovgiv-
ning. Udvalget afgav i oktober 2001 betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af
menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Udvalget anbefalede, at FN’s konvention
om borgerlige og
politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s konvention om tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf inkorporeres i dansk
lovgivning. Derimod kunne udvalget ikke på daværende tidspunkt anbefale en inkorpo-
rering i dansk lovgivning af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle ret-
tigheder, FN's konvention om barnets rettigheder og FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for diskrimination mod kvinder. Ingen af de nævnte konventioner, som alle
er ratificeret af Danmark, er efterfølgende blevet inkorporeret i dansk lovgivning. Og ef-
terfølgende har Danmark ratificeret FN’s konvention om rettigheder for personer med
handicap, der heller ikke er inkorporeret i dansk lovgivning.
1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Med afsæt i betænkning nr. 1407/2001 skal udvalget
for det første
overveje fordele og
ulemper ved på nuværende tidspunkt at inkorporere flere menneskeretsinstrumenter i
dansk lovgivning.
Udvalget skal vurdere, om de enkelte konventioner er egnede til at blive inkorporeret i
dansk lovgivning. Endvidere skal udvalget vurdere, om en inkorporering vil føre til en
bedre retsbeskyttelse for den enkelte borger, eller om andre grunde kan føre til, at det
må anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at inkorporere konventionerne. I den
forbindelse skal udvalget vurdere forholdet til allerede gældende lovbestemmelser, der
tilsigter at gennemføre konventionsforpligtelserne i dansk ret.
3.
Der er i FN-regi nedsat en række komitéer, som påser overholdelsen af hver deres
FN-menneskerettighedskonvention. Danmarks tilslutning til den individuelle klagead-
gang til en FN-komité indebærer, at komitéen får kompetence til at behandle klager fra
enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoner, som påstår at være ofre for en krænkelse af
konventionen. En udtalelse fra en FN-komité er ikke juridisk bindende. Det er en betin-
gelse for, at FN-komitéen kan behandle en klage, at de nationale retsmidler er udtømte.
Det betyder f.eks., at FN-komitéen ikke kan behandle en klage, hvis sagen efter danske
regler kan indbringes for en domstol, og denne mulighed endnu ikke er udnyttet.
Det er i dag muligt at klage over Danmark til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s
Racediskriminationskomité,
FN’s Torturkomité og FN’s kvindekomité over krænkelser
af henholdsvis FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende
protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s
konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod
kvinder.
Danmark har derimod ikke ratificeret tillægsprotokoller, der giver mulighed for at klage
til FN-komitéer
over overtrædelser af henholdsvis FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, FN's konvention om barnets rettigheder og FN's kon-
vention om rettigheder for personer med handicap.
Med udgangspunkt i bl.a. de hidtidige erfaringer med FN-komitéernes behandling af sa-
ger i forbindelse med en individuel klageadgang skal udvalget
for det andet
overveje
fordele og ulemper ved at tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer. Udvalget skal i den forbindelse bl.a. overveje samspillet mellem danske dom-
stole og FN-komitéerne, herunder hvis man samtidig vælger at inkorporere den pågæl-
dende menneskerettighedskonvention.
4.
Udvalget skal
for det tredje
overveje fordele og ulemper ved, at Danmark ratificerer
den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om et gene-
relt diskriminationsforbud. Udvalget skal i den forbindelse bl.a. inddrage det forhold, at
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder er blevet juridisk bindende på traktatniveau
med Lissabon-Traktatens ikrafttræden den 1. december 2009, og at Chartrets artikel 21
indeholder en bestemmelse om ikke-forskelsbehandling inden for EU-rettens anvendel-
sesområde.
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.
Udvalget skal inddrage udenlandske erfaringer, herunder navnlig erfaringerne i de
øvrige nordiske lande.
Udvalget skal overveje de mulige økonomiske konsekvenser af en eventuel inkorpore-
ring af yderligere menneskerettighedsinstrumenter i dansk lovgivning samt en eventuel
udvidelse af Danmarks internationale forpligtelser inden for menneskeretsområdet.
Udvalget skal fremsætte anbefalinger om, hvorvidt Danmark bør inkorporere flere men-
neskerettighedsinstrumenter i dansk ret, tilslutte sig den individuelle klageadgang til
yderligere FN-komitéer og ratificere den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention.
Hvis udvalget anbefaler, at yderligere menneskeretsinstrumenter inkorporeres, skal der
udarbejdes et forslag til, hvorledes en inkorporering vil kunne finde sted.
6.
Udvalget skal færdiggøre sit arbejde inden
udgangen af september måned 2013.‖
2. Udvalgets sammensætning
Udvalget har haft følgende sammensætning:
Højesteretsdommer Hanne Schmidt (formand)
Professor, dr.jur. Linda Nielsen (sagkyndigt medlem)
Professor, dr.jur. Michael Hansen Jensen (sagkyndigt medlem)
Landsdommer John Lundum, beskikket efter indstilling fra Dommerforeningen
Advokat Ole Spiermann, beskikket efter indstilling fra Advokatrådet
Direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, beskikket efter indstilling fra Institut for Menneskeret-
tigheder
Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
Tidl. landsdommer Holger Kallehauge (nu afdøde), beskikket efter fælles indstilling fra
Danske Handicaporganisationer og Det Centrale Handicapråd
Retspræsident Birgitte Holmberg Pedersen, beskikket efter fælles indstilling fra Red Barnet
og Børnerådet
Konsulent Tina Gonzalez-Schelbeck, beskikket efter indstilling fra Kommunernes Lands-
forening
Advokat Gunnar Homann, beskikket efter indstilling fra Ligebehandlingsnævnet
Chefjurist, ph.d. Nikolaj Stenfalk, beskikket efter indstilling fra Finansministeriet
Chefkonsulent Iben Rostock-Jensen, beskikket efter indstilling fra Ministeriet for Ligestil-
ling og Kirke (nu Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold)
Kontorchef Dorte Bech Vizard, beskikket efter indstilling fra Social- og Integrationsministe-
riet (nu Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold)
Kontorchef Mette Nørgaard Dissing-Spandet, beskikket efter indstilling fra Udenrigsmini-
steriet
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0014.png
Kommitteret Nina Holst-Christensen, beskikket af Justitsministeriet
Tidl. landsdommer Holger Kallehauge afgik ved døden den 6. juni 2014, men har medvirket i alle
væsentlige drøftelser i udvalgets arbejde.
Kommitteret Mogens Pedersen, Finansministeriet var medlem af udvalget til årsskiftet 2013/2014,
hvorefter han blev afløst af chefjurist, ph.d. Nikolaj Stenfalk, Finansministeriet, der har fungeret
som medlem af udvalget for den resterende del af udvalgets arbejde.
Som sekretær for udvalget har fungeret fuldmægtig Thomas Kloppenburg, Justitsministeriet.
3. Udvalgets arbejde
Udvalget blev nedsat den 21. december 2012. Formanden og de øvrige medlemmer af udvalget blev
beskikket den 30. januar 2013. Udvalget holdt sit første møde den 21. februar 2013. Udvalget har i
alt holdt 15 møder.
4. Resumé af betænkningen
Betænkningen indeholder i
kapitel 2
en kort gennemgang af tidligere overvejelser og udviklingen
siden betænkning nr. 1407/2001.
Det fremhæves, at spørgsmålet om inkorporering af yderligere menneskerettighedskonventioner i
dansk ret tidligere er overvejet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet
det såkaldte Inkorpore-
ringsudvalg
som afgav betænkning den 8. oktober 2001. Dette udvalg anbefalede inkorporering af
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination og FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf. Udvalget kunne på daværende tidspunkt derimod ikke anbe-
fale en inkorporering af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s
konvention om barnets rettigheder og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimina-
tion mod kvinder. Udvalgets overvejelser var begrænset til de nævnte seks FN-konventioner.
Det fremgår endvidere, at den daværende VK-regering
der tiltrådte efter valget i 2001
ikke fandt
grundlag for at fremsætte lovforslag på grundlag af betænkningen, bl.a. fordi det efter den daværen-
de regerings opfattelse ikke retligt ville gøre den store forskel, om konventionerne inkorporeres i
dansk ret eller ej. Den daværende opposition fremsatte fra 2003 og frem en række beslutningsfor-
slag om inkorporering af en eller flere af konventionerne. Beslutningsforslagene blev bl.a. begrun-
det med, at en inkorporering ville tydeliggøre borgernes mulighed for selvstændigt at påberåbe sig
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0015.png
konventionerne for domstolene og derved udgøre en styrkelse af borgernes retsstilling. Ingen af
beslutningsforslagene blev imidlertid vedtaget.
Endelig bemærkes det, at der siden Inkorporeringsudvalgets afgivelse af betænkning nr. 1407/2001
er sket en udvikling, bl.a. i forhold til omfanget af relevante fortolkningsbidrag til de konventioner,
som Inkorporeringsudvalget på daværende tidspunkt ikke kunne anbefale inkorporeret.
Kapitel 3
indeholder en kortfattet beskrivelse af, hvordan internationale konventioner mv. gennem-
føres i dansk ret, samt hvilken status de har i dansk ret.
Det fremgår, at det ikke kun er konventioner, der er gennemført i dansk ret ved omskrivning eller
inkorporering, der er en relevant retskilde i dansk ret. Konventioner mv., der ikke er særskilt gen-
nemført, idet der er konstateret normharmoni, kan således også påberåbes for og anvendes af danske
domstole og andre retsanvendende myndigheder i henhold til fortolknings-, formodnings- og in-
struktionsreglen.
Fortolkningsreglen
indebærer efter den almindelige opfattelse, at danske retsregler ved fortolk-
ningstvivl skal søges fortolket på en måde, der bringer dem i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser. Efter
formodningsreglen
skal danske domstole og andre retsanvendende
myndigheder efter den almindelige opfattelse tage udgangspunkt i, at lovgiver må formodes ikke at
ville handle i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Domstolene og andre retsanvendende
myndigheder skal derfor så vidt muligt søge at anvende de nationale regler på en sådan måde, at en
krænkelse af de internationale forpligtelser undgås. Endelig beskriver
instruktionsreglen
efter den
almindelige opfattelse, hvordan administrative myndigheder skal forholde sig, når de på et
i større
eller mindre omfang
skønsmæssigt grundlag skal træffe afgørelse eller regulere på områder, hvor
en international forpligtelse kan have betydning for udnyttelsen af den administrative beføjelse.
Reglen er således udtryk for, at de regler, som en administrativ myndigheds virke baserer sig på,
ligesom andre danske retsregler så vidt muligt bør fortolkes sådan, at de er i overensstemmelse med
Danmarks folkeretlige forpligtelser.
Det bemærkes endvidere, at der i praksis sker en ganske omfattende og indgående vurdering af, om
dansk ret til stadighed er i overensstemmelse med de internationale konventioner om menneskeret-
tigheder, som Danmark har tiltrådt. Denne vurdering finder sted både forud for og i forbindelse med
tiltrædelsen af internationale konventioner, men også løbende herefter ved tilpasning af lovgivning
og administrative forskrifter i forbindelse med lovrevisioner, afgørelser fra konventionsorganerne
eller verserende klagesager mv. samt ved den lovtekniske gennemgang, der foretages i forbindelse
med fremsættelse og behandling af lovforslag.
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0016.png
Det fremhæves herefter, at inkorporering ikke må føre til, at den traditionelle rollefordeling mellem
domstolene og andre retsanvendende myndigheder på den ene side og lovgivningsmagten på den
anden side forrykkes. Spørgsmål herom kan navnlig tænkes at opstå, i det omfang eventuelt inkor-
porerede konventioner pålægger staten
positive forpligtelser.
I den forbindelse anføres det bl.a., at
hvis den positive handlepligt, som borgeren kræver opfyldt af det offentlige, har et vist grundlag i
dansk lovgivning foruden i den inkorporerede konvention, skal konventionen
ligesom ved ikke-
inkorporerede konventioner ifølge formodnings- og fortolkningsreglen
så vidt muligt inddrages.
Har den ydelse mv., som borgeren efterspørger over for det offentlige, derimod ikke noget grundlag
i dansk lovgivning udover den inkorporerede konvention, bør domstolene og andre retsanvendende
myndigheder som udgangspunkt være meget tilbageholdende med at tage krav på en sådan ydelse
mv. til følge alene med henvisning til konventionen, hvis der er tale om et retsområde, der forudsæt-
ter et politisk valg mellem forskellige løsningsmuligheder, herunder vedrørende fordelingspolitiske
spørgsmål, som bør overlades til lovgivningsmagten. Den konventionsmæssige forpligtelse til at
gennemføre en bestemt lovgivning vil i sådanne tilfælde eventuelt kunne fastslås af domstolene,
men således, at det i videst muligt omfang overlades til lovgivningsmagten at træffe de nødvendige
valg og fastsætte de nødvendige regler.
I forhold til anvendelsen af praksis fra FN-komitéerne anføres det bl.a., at domstolene og andre ret-
sanvendende myndigheder som hidtil bør være meget tilbageholdende i de tilfælde, hvor der er tale
om fordelingspolitiske og andre spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiv-
ningsmagten at tage stilling til. Domstolene bør afstå fra at tage påstande om krav på ydelser, der
alene baseres på eventuelt inkorporerede konventionsbestemmelser og konventionsorganernes for-
tolkning af konventionsbestemmelserne, og som ikke i øvrigt har grundlag i danske lovbestemmel-
ser, til følge. Ved afgørelsen af, hvilken betydning en udtalelse fra en FN-komité kan tillægges
f.eks. ved fortolkningen af dansk lovgivning, må det endvidere tages i betragtning, om regeringen
og eventuelt Folketinget måtte have besluttet ikke at efterleve bestemte ikke-bindende udtalelser fra
en FN-komité. Det kan desuden tillægges betydning, hvis der foreligger oplysninger om, hvordan
udtalelsen er blevet modtaget af andre landes regeringer og domstole mv.
Endelig fremhæves det, at inkorporering i sjældne tilfælde vil kunne give anledning til visse rets-
sikkerhedsmæssige betænkeligheder i nogle retssager mellem private, hvor en borger over for en
anden borger påberåber sig en retsstilling efter en inkorporeret konvention, som rækker videre end
retsstillingen efter dansk ret i øvrigt. I tilfælde, hvor dansk ret måtte være i strid med de inkorpore-
rede konventioner, men hvor hensynet til privates retssikkerhed bevirker, at den konventionsstridige
lovgivning alligevel lægges til grund, bør et erstatningskrav derfor i stedet rettes mod staten.
Kapitel 4
indeholder en
beskrivelse af danske domstoles anvendelse af FN’s konvention om borger-
lige og politiske rettigheder, FN’ konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention mod
tortur
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0017.png
og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om
barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
i perioden fra 2001 til 2014.
Udvalgets gennemgang af danske domstoles trykte afgørelser i denne periode viser, at konventio-
nerne har været påberåbt i omkring 50 sager. Der er i ingen af disse sager af danske domstole kon-
stateret tilfælde, hvor dansk lovgivning har været i strid med konventionerne.
Gennemgangen viser, at de nævnte konventioner påberåbes og anvendes sjældnere ved danske
domstole end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret.
Kapitel 5
indeholder en beskrivelse af, hvilken status internationale konventioner om menneskeret-
tigheder har i Finland, Frankrig, Island, Nederlandene, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland og
Østrig.
Det fremhæves, at de vidt forskellige måder, hvorpå de hørte lande gennemfører internationale kon-
ventioner i deres nationale retsorden, kan tjene som inspiration for overvejelserne om, hvorvidt man
i Danmark bør inkorporere flere menneskerettighedskonventioner ved lov. I sidste ende kan det
forhold, at nogle lande inkorporerer og andre ikke gør, dog ikke tillægges afgørende betydning for
vurderingen af, om de syv konventioner
som udvalget overvejer
helt eller delvist bør inkorpore-
res i Danmark. De forskellige fremgangsmåder i landene afspejler således ikke blot forskellige for-
fatningsmæssige traditioner, men også forskellige retspolitiske valg, som ikke uden videre kan over-
føres til Danmark.
Kapitel 6
indeholder en beskrivelse af, hvilke hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention skal inkorporeres.
Det anføres i den forbindelse, at en inkorporering vil kunne ses som en
styrkelse af borgernes rets-
stilling
derved, at privates muligheder for at påberåbe sig konventionerne for de nationale domstole
og andre retsanvendende myndigheder tydeliggøres. Styrkelsen af borgerens retsstilling skal bl.a.
ses i lyset af, at den kontrol med konventionsforpligtelsernes overholdelse, der foretages som led i
lovgivningsproceduren, jf. kapitel 3, nødvendigvis er af abstrakt karakter, idet det normalt ikke er
muligt at tage højde for alle de situationer, hvor anvendelsen af loven vil kunne rejse spørgsmål i
forhold til konventionerne.
FN-organer har i flere tilfælde endvidere opfordret regeringen til at inkorporere de syv konventio-
ner, som er genstand for udvalgets overvejelser. En inkorporering af konventionerne kan på den
baggrund have
signalværdi
udadtil.
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Selv om det er regeringens og Folketingets ansvar at sikre, at dansk lovgivning er i overensstem-
melse med de internationale forpligtelser, som Danmark har påtaget sig, kan lovgiver ved en inkor-
porering af konventioner desuden
fremhæve, at det også er domstolenes opgave at vurdere, om kon-
ventioner konkret overholdes.
Det gælder f.eks., hvis lovgiver ved gennemførelsen har overset kon-
ventionsmæssige forpligtelser eller vurderet disse forpligtelser forkert, eller hvis konventionerne
ved en udvikling i konventionsorganernes praksis får et videregående indhold, der ikke harmonerer
med dansk lovgivning.
En inkorporering vil også skabe et
lovbestemt grundlag
for, at domstolene og andre retsanvendende
myndigheder kan anvende de inkorporerede konventioner.
En inkorporering vil derudover medføre
øget opmærksomhed og større bevidsthed
om de inkorpore-
rede konventioner. Dette kan forventes at medføre, at konventionerne i videre omfang vil blive på-
beråbt for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, hvilket vil skabe et
informationsbe-
hov.
Der er en
risiko for dobbeltregulering
som følge af, at inkorporering skaber flere retskilder på sam-
me niveau. De hidtidige erfaringer med de pågældende konventioner og Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention har dog ikke vist, at der er tale om et reelt problem.
En inkorporering af en eller flere konventioner ved lov rejser desuden spørgsmål i forhold til
rolle-
fordelingen mellem regeringen og Folketinget på den ene side og domstolene på den anden side.
En
inkorporering må således ikke føre til, at det i videre omfang overlades til domstolene at træffe valg,
som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at træffe. Der er ikke enighed i udvalget om, i
hvilket omfang magtbalancen mellem lovgiver og domstole risikerer at blive forrykket i tilfælde af
inkorporering, og hvilke konsekvenser dette i givet fald vil have, jf. nærmere herom nedenfor kapi-
tel 7, afsnit 9.
Det må desuden tillægges nogen vægt, om bestemmelserne i en konvention
indeholder rettigheder,
der ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår ubetingede og tilstrækkeligt præcise.
Antallet af
vage og upræcise bestemmelser, der ikke umiddelbart vil kunne påberåbes for og anvendes af dom-
stolene og andre retsanvendende myndigheder, bør dog ikke i sig selv være afgørende for, om en
konvention inkorporeres eller ej.
Endelig har det betydning, at der findes
praksis mv. fra de relevante komitéer,
som kan inddrages
ved fortolkningen og anvendelsen af konventionernes bestemmelser, idet dette for så vidt giver et
bedre grundlag for at anvende konventionerne. Det gælder også, selv om karakteren af komitéernes
praksis mv. kan gøre den vanskelig at anvende for nationale domstole og andre retsanvendende
myndigheder.
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0019.png
Kapitel 7
indeholder en gennemgang af de syv konventioner, som er genstand for udvalgets overve-
jelser, samt en beskrivelse af andre landes erfaringer med at gennemføre de pågældende internatio-
nale konventioner i national ret. Udvalget overvejer herefter på grundlag af de hensyn, der er gen-
nemgået i kapitel 5, hvilke af konventionerne der eventuelt bør inkorporeres i dansk ret.
Det anføres i den forbindelse, at der kan anføres argumenter både for og imod en inkorporering af
konventionerne ved lov.
En inkorporering vil således indebære en
styrkelse af retsstillingen for de personer, der er omfattet
af konventionerne,
idet en inkorporering vil tydeliggøre muligheden for at påberåbe sig konventio-
nerne samt skabe større opmærksomhed og bevidsthed om konventionerne. Inkorporering vil end-
videre skabe et lovbestemt grundlag for at anvende konventionerne, hvilket vil have betydning ved
en konflikt mellem konventionsbestemmelser og danske lovbestemmelser i øvrigt. Inkorporering
kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der anvender konventionerne.
Endvidere taler det for
alle syv konventioners vedkommende for inkorporering, at dette vil have en
positiv signalværdi i internationale sammenhænge,
idet Danmark for alle syv konventioners ved-
kommende
og i de fleste tilfælde i forskellige internationale fora og ved forskellige lejligheder
er blevet opfordret til inkorporere konventionerne ved lov. Det tilføjes, at det kan blive opfattet ne-
gativt, hvis kun nogle af konventionerne inkorporeres ved lov.
Det taler
hverken for eller imod inkorporering af nogen af de syv konventioner, at der er forskel på,
om de ni lande, som udvalget har indhentet oplysninger fra, har inkorporeret konventionerne.
Udvalget ser derimod forskelligt på de forhold, der kan tale imod en inkorporering, herunder bl.a.
risikoen for, at det i videre omfang overlades til domstolene at træffe afgørelser, som det efter dansk
retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe. Det samme gælder spørgsmålet om, i hvilket
omfang konventionsbestemmelsernes manglende egnethed til at blive anvendt af domstolene og
andre retsanvendende myndigheder ved løsningen af konkrete retstvister kan tale imod, at konven-
tionerne inkorporeres ved lov. Udvalgets 15 medlemmer deler sig derfor med hensyn til anbefalin-
gerne vedrørende inkorporering.
Seks medlemmer af udvalget
(Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge, Linda
Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann) anbefaler, at seks af de syv konventioner
inkorporeres i dansk lovgivning, nemlig FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-
cap, FN’s konvention
mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s konventi-
on om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder.
Disse medlemmer tager udgangspunkt i, at en inkorporering af flere konventioner i dansk ret i
praksis først og fremmest vil tydeliggøre myndighedernes pligt til at anvende konventionerne. Dan-
mark påtager sig ikke nye internationale forpligtelser, og
en inkorporering vil ikke skabe nye ret-
tigheder for borgerne, men vil bidrage til en i praksis bedre beskyttelse af eksisterende rettigheder.
Inkorporering må antages at have sin primære praktiske betydning i forhold til forvaltningsmyndig-
heder, herunder på det kommunale og regionale niveau, hvor langt de fleste afgørelser af betydning
for borgernes rettigheder træffes.
Inkorporering af yderligere konventioner vil medvirke til at understrege, at Danmark tager menne-
skerettighederne alvorligt. Dette vil give en positiv signalværdi over for omverdenen og imøde-
komme de opfordringer, Danmark ved flere lejligheder har fået til at inkorporere yderligere konven-
tioner i dansk ret. Samtidig vil yderligere inkorporering af konventioner forbedre Danmarks mulig-
hed for at påvirke andre lande, der ikke lever op til grundlæggende menneskerettigheder til at in-
korporere konventioner og tage grundlæggende menneskerettigheder til sig.
Disse medlemmer
fremhæver særligt
den praktiske betydning af en inkorporering af FN’s børne-
konvention og FN’s handicapkonvention,
der begge har stor betydning for beskyttelsen af de to per-
songrupper, der i praksis er i særlig risiko for at blive udsat for indgreb og overgreb. Børnekonven-
tionen og handicapkonventionen bør stå i centrum for den politiske og praktiske opmærksomhed,
såfremt inkorporering skal have mærkbar praktisk betydning for borgerne i Danmark. Det gælder
også, hvis inkorporering begrænses til et mindre antal konventioner.
Disse medlemmer bemærker endvidere, at en inkorporering mere principielt vil styrke borgernes
retsbeskyttelse ved at skabe et lovbestemt grundlag for at anvende konventionerne.
Danske domsto-
le og retsanvendende myndigheder har allerede i dag adgang til at fortolke og anvende dansk ret i
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, men en inkorporering vil skabe klar-
hed og betyde, at de internationale forpligtelser gælder som dansk lov. I de i praksis helt undtagel-
sesvist forekommende tilfælde, hvor det måtte være nødvendigt at tilsidesætte dansk lovgivning
som værende i klar strid med Danmarks internationale forpligtelser, vil det derfor kun kunne ske,
såfremt den pågældende konvention er inkorporeret.
Disse medlemmer bemærker yderligere, at der efter deres
opfattelse ikke er en øget risiko for, at
magtfordelingen mellem lovgivningsmagten og domstolene vil blive ændret ved at inkorporere yder-
ligere konventioner.
Alle medlemmer af udvalget er enige om, at formålet med en inkorporering
ikke er at ændre på den forfatningsmæssige stilling mellem de øverste statsorganer, og at en inkor-
porering ikke bør medføre en ændring i magtfordelingen mellem lovgivningsmagten og domstolene.
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er tillige enighed blandt alle udvalgets medlemmer om, at inkorporering ikke bør bevirke, at
domstolene påtager sig opgaver, som efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten, ek-
sempelvis om fordelingspolitiske spørgsmål.
Det er et afgørende element i gennemførelsen af konventionerne, at borgerne har adgang til at få
foretaget en uafhængig vurdering af, om deres rettigheder er blevet krænket. Det vil også efter en
inkorporering være lovgivningsmagten, der har ansvaret for at sørge for en løbende tilpasning af
lovgivningen til de internationale menneskerettigheder. Der er intet konkret grundlag i hidtidige
erfaringer for at frygte, at danske domstole og øvrige retsanvendende myndigheder ikke fremover
vil respektere den traditionelle danske rollefordeling mellem de øverste statsorganer. Det vil såle-
des også efter en inkorporering være en grundlæggende betingelse for anvendelsen af internationa-
le konventioner i dansk ret, at der er et tilstrækkelig klart og sikkert juridisk grundlag for at anven-
de konventionerne.
Der stilles strenge krav til klarheden af de forpligtelser, der skal kunne anvendes
med vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser, ligesom der vil blive stillet strenge krav til de
bestemmelser, der i givet fald ville skulle anvendes i stedet for anden dansk lovgivning. Det ville
også gælde ved en inkorporering af yderligere konventioner end Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention.
Endelig bemærker disse medlemmer, at de seks konventioner, der anbefales inkorporeret, alle inde-
holder klare, præcise og ubetingede rettigheder, som umiddelbart er egnede til at blive lagt til
grund for konkrete afgørelser truffet af domstolene og andre retsanvendende myndigheder.
De seks
konventioner indeholder også
vage og upræcise bestemmelser,
som efter nærmere fortolkning kan
få et sådant konkret indhold, at de kan være egnede til at blive lagt til grund for afgørelser truffet af
domstolene og andre retsanvendende myndigheder. FN-komiteernes praksis præger allerede i dag
fortolkningen af konventionerne, og det vil fortsat være situationen, uanset om Danmark inkorpore-
rer konventionerne (og uanset om Danmark tilslutter sig klageadgangen til konventionerne)
.
En in-
korporering vil blot øge borgernes sikkerhed for, at Danmark respekterer sine forpligtelser
forud-
sat der er det fornødne sikre grundlag for at antage, at Danmark har en forpligtelse af betydning for
en konkret sag.
De seks konventioner indeholder desuden såkaldte programerklæringer, der skal
gennemføres progressivt ved politisk beslutning.
Det er i overensstemmelse med de enkelte konven-
tioners indhold, at beslutningen om gennemførelse af denne gruppe af rettigheder i Danmark træffes
politisk og ikke juridisk. Det vil en inkorporering ikke ændre. En inkorporering vil derfor navnlig
ikke give domstolene og andre retsanvendende myndigheder en større rolle end hidtil på de områ-
der, hvor konventionsbestemmelserne indeholder bredt formulerede rettigheder og principper, som
skal gennemføres ved politisk beslutning i Danmark.
Fire medlemmer af udvalget
(Tina González-Schelbeck, Michael Hansen-Jensen, John Lundum og
Hanne Schmidt) finder det vigtigt indledningsvis at understrege, at alle syv konventioner allerede i
dag er gældende for Danmark
og for de flestes vedkommende har været det i mange år. Danmark
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
er således folkeretligt forpligtet til at overholde konventionerne og til at indrette dansk lovgivning i
overensstemmelse med konventionernes bestemmelser. Dette har også hidtil været efterlevet.
Spørgsmålet om at inkorporere konventionerne ved lov er på denne baggrund i yderste konsekvens
kun et spørgsmål om, hvorvidt lovgivningsmagten ønsker at tage et yderligere skridt i retning af at
tillægge konventionerne betydning i dansk ret, således at konventionernes tekst bliver en umiddel-
bar del af dansk ret, der er ligestillet med anden dansk lovgivning, eller om man foretrækker at op-
retholde den hidtil gældende praksis, hvorefter det som udgangspunkt er lovgivningsmagten, der
‖omsætter‖ konventionernes bestemmelser til dansk ret ved at lovgive om, hvordan de skal gennem-
føres i Danmark.
Disse medlemmer anfører i den forbindelse, at der navnlig er tre hensyn, som bør inddrages, når
regeringen og Folketinget skal vurdere, om Danmark bør inkorporere de syv FN-konventioner eller
nogle af disse i dansk ret ved lov.
For det første
vil en inkorporering af konventionerne ved lov bidrage til at understrege over for an-
dre lande og konventionsorganerne, at Danmark tager konventionerne alvorligt, hvilket bl.a. kan
forbedre Danmarks muligheder for at påvirke andre lande, der ikke lever op til de menneskeretlige
regler, til at undertegne konventionerne og tage deres grundlæggende menneskeretlige principper til
sig.
For det andet
må det lægges til grund, at en inkorporering vil medføre en vis forbedret retsstilling i
forhold til danske statsborgere og udenlandske statsborgere med ophold i eller anden tilknytning til
Danmark.
For det tredje
indebærer inkorporering dog samtidig en risiko for, at der sker en forskydning af
kompetence fra Folketinget og regeringen, der har hovedansvaret for at tage stilling til og gennem-
føre internationale konventioner i dansk ret, til domstolene og andre retsanvendende myndigheder.
Danske domstole og andre retsanvendende myndigheder har hidtil ved fortolkningen og anvendel-
sen af konventionsbestemmelser i forhold til dansk lovgivning været tilbageholdende med hensyn
til at tillægge borgerne rettigheder mv., der ikke kan støttes på den relevante danske (gennemførel-
ses-)lovgivning. Det bemærkes herved, at det kan være vanskeligt for domstolene at afgøre, om en
komitéudtalelse efter regeringens og Folketingets opfattelse bør tillægges afgørende vægt ved afgø-
relsen af en konkret dansk sag om et lignende spørgsmål. Hvis FN-konventionernes bredt formule-
rede bestemmelser inkorporeres ved lov og dermed bliver en umiddelbar del af dansk ret, skabes
herved et stærkere retligt grundlag for at anvende konventionsbestemmelserne i overensstemmelse
med komitèernes udtalelser, hvilket indebærer en ikke ubetydelig risiko for, at danske domstole vil
komme til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, herunder fordelingspolitiske spørgsmål, som
det efter dansk forfatningstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe.
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det kan efter disse medlemmers opfattelse således siges, at en inkorporering ved lov af FN-
konventionerne i dansk ret vil kunne medføre, at en del af regeringens og Folketingets kompetence
til at bestemme, hvordan konventionerne skal føres ud i livet i Danmark, kan ende med i praksis at
overgå til danske domstole og andre retsanvendende myndigheder i forbindelse med afgørelsen af
konkrete sager. Dette vil kunne være en vanskelig opgave for domstolene og andre myndigheder,
som typisk træffer afgørelser i enkeltsager, og som ikke altid i sådanne konkrete sager vil få et fuldt
overblik over de generelle politiske overvejelser og økonomiske prioriteringer mv., som har dannet
grundlag for den danske lovgivning på området. Desuden træffer domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder afgørelser om konventionernes rækkevidde på et rent juridisk grundlag, mens
Folketinget som et demokratisk valgt organ også inddrager politiske og økonomiske hensyn ved
afgørelsen af, hvordan konventionerne skal udmøntes i dansk ret, hvilket især må anses at have væ-
sentlig betydning ved lovgivers stillingtagen til fordelingspolitiske spørgsmål, dvs. ved fastsættelse
af generelle regler om velfærdsydelser inden for eksisterende økonomiske rammer.
Det er disse medlemmers opfattelse, at navnlig det sidstnævnte hensyn bør tillægges betydelig vægt
og give anledning til generelle og principielle overvejelser, herunder om forholdet mellem de for-
skellige statsmagter.
John Lundum
og
Hanne Schmidt
fremhæver herefter, at der ikke kan tages stilling til spørgsmålet
om inkorporering alene ud fra juridiske og retligt prægede overvejelser. I sidste ende er der tale om
et valg, som disse medlemmer finder det rigtigst at overlade til regering og Folketing. Disse med-
lemmer afstår derfor fra at komme med udtrykkelige anbefalinger om de enkelte konventioner, men
finder grund til at bemærke, at de konventioner, som generelt indeholder de mest præcist formule-
rede rettigheder og pligter, og som indebærer mindst risiko for en forskydning af balancen mellem
lovgiver og domstole og andre retsanvendende myndigheder, er FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s
konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
Michael Hansen Jensen
finder, at en inkorporering af de omhandlede FN-konventioner indebærer
en sådan risiko for forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstole og andre
retsanvendende myndigheder, at han i lyset af kompetencefordelingen i grundlovens § 3 ikke kan
anbefale inkorporering som et yderligere opfyldelsesskridt.
Tina González-Schelbeck
bemærker, at alle syv konventioner er en del af dansk ret, som kommu-
nerne allerede er forpligtet til at overholde. Det er således Folketingets afgørelse, om konventioner-
ne skal inkorporeres i dansk ret. Såfremt regeringen vil fremsætte lovforslag om inkorporering af en
eller flere af konventionerne i dansk ret, tager KL forbehold for at fremkomme med yderligere be-
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0024.png
mærkninger til lovforslaget, når de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget er af-
dækket.
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen
(Nikolaj Stenfalk, Iben Rostock-
Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-Christensen), har med-
delt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør inkorporere nogen af de syv
konventioner, før udvalget har afsluttet sit arbejde. Disse medlemmer finder herefter ikke at kunne
fremsætte nærmere anbefalinger.
Kapitel 8
indeholder bl.a. en beskrivelse af, hvordan de individuelle klageadgange til FN’s komitéer
fungerer samt andre landes erfaringer hermed. Herefter gennemgås de hensyn, som efter udvalgets
opfattelse bør inddrages ved vurderingen af, om Danmark bør tilslutte sig den individuelle klagead-
gang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomi-
té samt udvalgets overvejelser på grundlag heraf. Udvalget har ikke vurderet klageadgangen i for-
hold til FN’s komité om rettigheder for personer med handicap, idet
Folketinget den 13. maj 2014
har vedtaget beslutningsforslag nr. B 58 om Danmarks tiltrædelse af protokollen herom.
Det anføres i den forbindelse, at hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til yderli-
gere FN-komitéer, vil det betyde, at borgerne får en ekstra mulighed for at få vurderet deres sag.
Dette vil i almindelighed kunne ses som en
styrkelse af borgernes retsstilling.
FN-organer har i flere tilfælde desuden anbefalet Danmark at tilslutte sig den individuelle klagead-
gang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomi-
té. En tilslutning til disse klageadgange vil dermed kunne have en vis
signalværdi.
Endvidere vil det
kunne
underbygge Danmarks rolle som effektiv og troværdig international aktør på menneskeret-
tighedsområdet.
Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og konventionen om barnets rettig-
heder indeholder
ligesom de øvrige FN-konventioner
både præcise og upræcise bestemmelser,
herunder deciderede programerklæringer. Det er næppe sandsynligt, at de tilhørende FN-komitéer
vil afholde sig fra at anvende konventionernes vage og upræcise bestemmelser, som dermed gen-
nem komitéernes praksis vil blive fortolket og udfyldt. Det kan
på den ene side
tale for, at Danmark
ikke bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til de pågældende konventioner, før der er en
større grad af klarhed over, hvordan komitéerne vil anvende disse bestemmelser.
På den anden side
kan det anføres, at der i forhold til konventioner, der indeholder mange vage og upræcise bestem-
melser, netop er behov for organer, som kan give konventionerne et mere præcist indhold, således at
konventionerne kan anvendes i praksis.
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det kan endvidere ikke udelukkes, at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder vil få
svært ved at se bort fra udtalelser fra komitéerne, som angår disse vage og upræcise bestemmelser,
selv om domstolene mv. ikke ud fra en traditionel tilgang ville have udfyldt de pågældende be-
stemmelser på samme måde som komitéen.
Et synspunkt
kan i den forbindelse være, at FN-
komitéernes mindre tilbageholdende tilgang til konventionerne vil kunne få stor betydning for de
danske domstoles anvendelse af konventionerne
og dermed for bl.a. fordelingspolitiske spørgs-
mål, der i Danmark traditionelt henhører under Folketinget. Dermed vil man
hvis man anlægger
dette synspunkt
kunne ende i en situation, hvor den endelige afgørelse af spørgsmål, som kan ha-
ve stor økonomisk betydning for Danmark, herunder spørgsmål af fordelingspolitisk karakter, vil
blive truffet af komitéerne (eller af domstolene på grundlag af udtalelser fra komitéerne) i stedet for
af lovgiver.
Et andet synspunkt
kan være, at de danske domstole fortsat vil anlægge en tilbagehol-
dende tilgang ved fortolkningen af vage og upræcise bestemmelser i konventionerne, og at de vil
være i stand til at se bort fra udtalelser fra komitéer, hvis de i for vidt omfang indebærer en stilling-
tagen, som efter domstolenes opfattelse bør foretages af lovgiver. Med henblik på at understøtte
dette kan det f.eks. anføres i bemærkningerne til et lovforslag eller beslutningsforslag, at domstole-
ne bør anlægge denne tilbageholdende tilgang ved fortolkningen af vage og upræcise bestemmelser
i konventionerne.
Ved vurderingen af, om Danmark bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer, bør det endelig indgå som et hensyn, at
der kan opstå den situation, at Danmark ikke kan
eller ikke vil efterleve de udtalelser, som komitéerne kommer med, og som ikke er folkeretligt bin-
dene for medlemslandene.
Seks medlemmer af udvalget
(Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge, Linda
Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann) anbefaler i lyset af ovennævnte hensyn, at
Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité.
Disse medlemmer tager bl.a. udgangspunkt i,
at
Danmark allerede har tiltrådt den individuelle kla-
geadgang til FN’s Menneskerettighedskomite, FN’s Torturkomite, FN’s Kvindekomite og FN’s
Racediskriminationskomite, ligesom regeringen har besluttet at tiltræde den individuelle klagead-
gang til FN’s Handicapkomite i 2014,
at
der ikke er sagligt grundlag for at undlade at tiltræde kla-
geadgangen til
FN’s Børnekomite og derved give børn ringere international klageadgang end andre
beskyttede grupper, og
at
FN’s konvention om barnets rettigheder indeholder en lang række klare,
præcise og ubetingede rettigheder, som den individuelle klageadgang vil have en væsentlig betyd-
ning i forhold til. Medlemmerne anerkender, at FN’s Børnekomités
fortolkning af bestemmelserne i
konventionen
i lighed med de øvrige konventioner med individuel klageadgang
vil kunne føre
til situationer, hvor Danmark ikke ønsker at efterleve komitéens udtalelser, men Danmark vil altid
kunne undlade at følge udtalelserne, der ikke i sig selv er retligt bindende. Endvidere vil Danmark
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
få bedre mulighed for at påvirke komitéens praksis, hvis man tilslutter sig den individuelle klagead-
gang.
Disse medlemmer bemærker i øvrigt, at fraværet af en anbefaling om at tiltræde klageadgangen til
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder ikke skyldes risikoen for en util-
sigtet forrykkelse af magtbalancen. Derimod lægger medlemmerne vægt på, at denne konvention
ikke indeholder præcise og ubetingede rettigheder, som det er nødvendigt at knytte individuel kla-
geadgang til. Disse medlemmer anbefaler med andre ord, at der er parallelitet mellem klageadgang
og inkorporering.
Tre medlemmer af udvalget
(Michael Hansen Jensen, John Lundum og Hanne Schmidt) afstår af de
samme grunde, som de to sidstnævnte medlemmer har anført i forhold til spørgsmålet om inkorpo-
rering, fra at komme med egentlige anbefalinger om, hvorvidt Danmark bør tilslutte sig den indivi-
duelle klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og
FN’s Børnekomité. Disse medlemmer finder det rigtigst i stedet at pege på de hensyn, der efter de-
res opfattelse bør indgå i de videre overvejelser.
Disse medlemmer bemærker i den forbindelse,
at
en etablering af klageadgang til FN’s komité ved-
rørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomité vil have en vis signal-
værdi udadtil, ligesom det vil kunne forbedre Danmarks mulighed for at påvirke andre lande til at
tiltræde klageadgangen til FN-komitéer,
at
den individuelle klageadgang vil give en yderligere mu-
lighed for at få vurderet en sag, hvor en enkeltperson eller en gruppe af personer mener, at danske
myndigheder ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til Danmarks forpligtelser i henhold til FN-
konventioner, hvilket kan ses som en styrkelse af borgernes retsstilling,
at
komitéernes udtalelser
selv om de ikke er bindende for staten
i betydelig grad vil kunne præge forståelsen af konventio-
nerne på en måde, der kan give anledning til principielle overvejelser, og
at
der allerede gælder en
individuel klageadgang
eller er taget skridt til at sætte en sådan klageadgang i kraft
for fem af de
syv konventioner, som udvalget overvejer.
Disse medlemmer anfører på den baggrund, at en tilslutning til den individuelle klageadgang til
FN’s Børnekomité kan være nærliggende, når det tages i betragtning, at der i Danmark allerede
gælder eller er taget skridt til at indføre en klageadgang for andre bestemte befolkningsgrupper,
nemlig for kvinder og for personer med handicap. En tilslutning til den individuelle klageadgang til
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er efter disse medlemmers opfat-
telse mindre nærliggende, bl.a. fordi denne konvention indeholder en lang række meget bredt for-
mulerede bestemmelser om rettigheder, hvis rækkevidde endnu langt fra må anses for at være fast-
lagt. Der er således tale om bestemmelser, som det ikke umiddelbart forekommer indlysende at støt-
te ret på som enkeltperson, herunder ved en individuel klageadgang.
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0027.png
Et medlem af udvalget
(Tina González-Schelbeck) finder, at der er en betydelig risiko for, at FN-
komitéerne kan foretage mere vidtgående fortolkninger af konventionerne end forudsat ved Dan-
marks ratifikation af de pågældende konventioner. Dette kan medføre en betydelig risiko for, at
domstolene og andre retsanvendende myndigheder på baggrund af komitéernes udtalelser træffer
vidtgående afgørelser. KL er som følge heraf bekymret for, at der vil kunne ske en begrænsning af
det kommunale råderum for fastsættelse af serviceniveauet.
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen
(Nikolaj Stenfalk, Iben Rostock-
Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-Christensen), har med-
delt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør tilslutte sig den individuelle
klageadgang til yderligere FN-komitéer, før udvalget har afsluttet sit arbejde. Disse medlemmer
finder herefter ikke at kunne fremsætte nærmere anbefalinger.
Kapitel 9
indeholder bl.a. en gennemgang af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention, en beskrivelse af andre landes erfaringer med denne protokol samt en gen-
nemgang af diskriminationsforbuddene i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
14, EU’s Charter om grundlæggende rettigheders artikel 20 og 21 og FN’s konvention om borgerli-
ge og politiske rettigheders artikel 26. Herefter gennemgås de hensyn, der efter udvalgets opfattelse
bør indgå ved vurderingen af, om Danmark bør tiltræde protokollen samt udvalgets overvejelser på
grundlag heraf.
Det anføres i den forbindelse, at en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil indebære en udvidelse
af de eksisterende forbud mod diskrimination i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. En
tiltrædelse vil ikke indebære en udvidelse af dis-
kriminationsforbuddet i forhold til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der, men vil i forhold til denne bestemmelse imidlertid som noget nyt indebære, at en international
domstol kan træffe afgørelser om et generelt forbud mod diskrimination, der er folkeretligt binden-
de for Danmark. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil på den baggrund samlet set indebære
en
styrkelse af borgernes retsstilling.
Danmark er i forbindelse med bl.a. eksaminationen som led i UPR endvidere blevet opfordret til at
tiltræde den 12. tillægsprotokol. Hvis opfordringen imødekommes vil det kunne have en
positiv
signalværdi
udadtil.
En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil dog samtidig
kunne begrænse lovgivers mulighed for
selv at fastlægge, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling.
Herved er der en
risiko for, at det i videre omfang overlades til domstolene og Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træf-
fe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål.
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indtil videre desuden kun behandlet få sager, hvor
det har været relevant at tage stilling til forbuddet mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol. Den
sparsomme praksis indebærer, at
indholdet og rækkevidden af protokollens forbud mod diskrimina-
tion
er forbundet med usikkerhed, herunder i forhold til eventuelle positive forpligtelser for staten.
Seks medlemmer af udvalget
(Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge, Linda
Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann) anbefaler på baggrund af de ovennævnte
hensyn, at Danmark tiltræder den 12. tillægsprotokol til den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention.
Disse medlemmer tager udgangspunkt i,
at
formålet med den 12. tillægsprotokol er at styrke bor-
gernes retsbeskyttelse mod diskrimination,
at
udvalget ikke har været i stand til at identificere noget
punkt, hvor borgernes rettigheder udvides, såfremt Danmark tiltræder protokollen, og
at
konsekven-
sen af en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol derfor er den mere formelle, at Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols kompetence udvides.
Danmark bør efter disse medlemmers opfattelse tiltræde den 12. tillægsprotokol for at sikre borger-
nes retsbeskyttelse bl.a. over for diskriminerende lovgivning ved at udvide adgangen til internatio-
nal domstolsprøvelse. Såfremt Danmark også inkorporerer den 12. tillægsprotokol i dansk ret, vil
danske domstole og retsanvendende myndigheder endvidere få et lovbestemt grundlag for at anven-
de det generelle diskriminationsforbud under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det
vil udvide den nationale adgang til domstolsprøvelse på diskriminationsområdet.
Disse medlemmer fremhæver, at Menneskerettighedsdomstolen i de sager, som indtil videre er af-
gjort, har
gjort det klart, at begrebet ‖diskrimination‖ i den 12. tillægsprotokol skal forstås på sam-
me måde som det tilsvarende begreb i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14.
Den skønsmargin, der overlades til staterne, vil i sagens natur variere fra samfundsområde til sam-
fundsområde, fra diskriminationsgrund til diskriminationsgrund og fra sag til sag. Det er ikke noget
nyt. Det gælder både under artikel 14 og under den 12. tillægsprotokol. Det er urealistisk at forestil-
le sig, at det fuldstændig præcise indhold af diskriminationsforbuddet
eller af menneskeretten i
øvrigt
nogensinde afklares endeligt.
Fire medlemmer af udvalget
(Tina González-Schelbeck, Michael Hansen Jensen, John Lundum og
Hanne Schmidt) bemærker indledningsvis, at der for Danmark allerede gælder regler og principper
om ikke-diskrimination på en lang række områder. Det kan på denne baggrund for så vidt fore-
komme ubetænkeligt, at Danmark tager endnu et skridt i retning af beskyttelse mod diskrimination
ved at tiltræde det generelle forbud herimod i den 12. tillægsprotokol til Menneskerettighedskon-
ventionen og inkorporere det i dansk lov.
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Disse medlemmer finder, at følgende hensyn har størst betydning, når regeringen og Folketinget
skal vurdere, om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsprotokol.
For det første
vil en tiltrædelse af
protokollen have en vis signalværdi i forhold til andre lande og konventionsorganerne, ligesom det
vil kunne forbedre Danmarks muligheder for at påvirke andre lande, der ikke lever op til grundlæg-
gende menneskeretlige principper, herunder om ikke-diskrimination.
For det andet
vil en tiltrædelse
af protokollen medføre en vis forbedret retsstilling for borgerne, der vil få mulighed for at indbringe
sager om det generelle forbud mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol for Menneskerettig-
hedsdomstolen.
For det tredje
kan en del af regeringens og Folketingets kompetence til at bestem-
me, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling, i tilfælde af en tiltrædelse ende
med i praksis at overgå til danske domstole og andre retsanvendende myndigheder i forbindelse
med afgørelsen af konkrete sager. Dette indebærer en risiko for, at det i videre omfang overlades til
domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk lovgiv-
ningstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe.
For det fjerde
foreligger der endnu kun en
sparsom praksis fra Menneskerettighedsdomstolen om indholdet og rækkevidden af diskriminati-
onsforbuddet i den 12. tillægsprotokol, hvilket gør det umuligt at forudsige, hvilken nærmere be-
tydning en tiltrædelse af tillægsprotokollen kan få for dansk ret. Disse medlemmer finder endvidere,
at især den beskrevne risiko for, at der sker en forskydning af kompetence fra Folketinget og rege-
ringen, dels til Menneskerettighedsdomstolen og dels til danske domstole og andre retsanvendende
danske myndigheder, bør tillægges vægt og give anledning til generelle og principielle overvejelser.
John Lundum
og
Hanne Schmidt
fremhæver, at der også i forhold til spørgsmålet om tiltrædelse af
den 12. tillægsprotokol gælder, at der ikke kan tages stilling alene ud fra juridiske og retligt præge-
de overvejelser. I sidste ende er der tale om et valg, som disse medlemmer finder det rigtigst at
overlade til regeringen og Folketinget.
Michael Hansen Jensen
finder, at en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol indebærer en sådan risiko
for forskydning af kompetence fra Folketinget, dels til Menneskerettighedsdomstolen og dels til
danske domstole og andre retsanvendende danske myndigheder, at han i lyset af kompetenceforde-
lingen i grundlovens § 3 ikke kan anbefale en tiltrædelse.
Tina González-Schelbeck
udtaler, at såfremt regeringen vil tilslutte sig den 12. tillægsprotokol, tager
KL forbehold for at fremkomme med yderligere bemærkninger til forslaget, når de økonomiske og
administrative konsekvenser af forslaget er afdækket.
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen
(Nikolaj Stenfalk, Iben Rostock-
Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-Christensen), har med-
delt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsproto-
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0030.png
kol, før udvalget har afsluttet sit arbejde. Disse medlemmer finder herefter ikke at kunne fremsætte
nærmere anbefalinger.
Kapitel 10
indeholder en beskrivelse af de økonomiske konsekvenser ved en eventuel inkorporering
af yderligere menneskerettighedsinstrumenter i dansk ret, tilslutning til yderligere individuelle kla-
geadgang ved FN-komitéer samt tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention.
Kapitel 11
indeholder et lovudkast med bemærkninger. Lovudkastet er udarbejdet med baggrund i
den anbefaling, der er fremsat af seks medlemmer af udvalget om, at
Danmark inkorporerer FN’s
konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former
for racediskrimination, FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedvær-
digende behandling eller straf, FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s konvention om af-
skaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og FN’s konvention om rettigheder for per-
soner med handicap.
Der er ikke udarbejdet lovforslag til de samme medlemmers anbefaling om, at Danmark tilslutter
sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, idet dette som hidtil i givet fald forudsættes
at ske på grundlag af en folketingsbeslutning. Der er af samme grund heller ikke udarbejdet forslag
om tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der er medtaget en række bilag til betænkningen.
Bilag 1
indeholder FN’s konvention om borgerli-
ge og politiske rettigheder.
Bilag 2
indeholder FN’s konvention om økonomiske, sociale og kultu-
relle rettigheder.
Bilag 3
indeholder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskri-
mination.
Bilag 4
indeholder FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf.
Bilag 5
indeholder FN’s konvention om barnets rettigheder.
Bilag 6
indeholder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder.
Bilag 7
indeholder FN’s konvention rettigheder for personer med handicap.
Bilag 8
indeholder den
12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i en uofficiel dansk oversæt-
telse.
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 2. Tidligere overvejelser og udviklingen siden betænkning nr. 1407/2001
2.1. Betænkning nr. 1407/2001
Spørgsmålet om inkorporering ved lov af yderligere menneskerettighedskonventioner er tidligere
blevet overvejet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet. Dette udvalg (Inkorporeringsudvalget) blev
nedsat i juli 1999. Udvalget fik til opgave at undersøge fordele og ulemper ved en inkorporering af
de generelle menneskerettighedskonventioner i dansk ret. I den forbindelse
skulle
udvalget navnlig
undersøge, om FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende protokoller,
FN’s konvention mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination var egnet til en inkor-
porering i dansk lovgivning. Udvalget
kunne
endvidere vurdere om også andre konventioner, her-
under
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om bar-
nets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og
ILO-konventioner, var egnede til inkorporering. I givet fald skulle udvalget pege på, hvilke konven-
tioner der burde inkorporeres.
Inkorporeringsudvalget afgav sin betænkning den 8. oktober 2001. I betænkningen anbefalede ud-
valget en inkorporering af FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention
mod tortur, umenneskelig eller anden nedværdigende behandling eller straf og FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination. Udvalget kunne på daværende tidspunkt derimod
ikke anbefale en inkorporering af FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettighe-
der, FN’s konvention om barnets rettigheder
og
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
diskrimination mod kvinder.
For så vidt angår FN’s konvention om barnets rettigheder og FN’s konvention om afskaffelse af
alle
former for diskrimination mod kvinder henviste udvalget i den forbindelse til, at en inkorporering af
andre konventioner end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i første omgang alene bur-
de omfatte et begrænset antal konventioner af hensyn til at tilvejebringe et grundlag for at opnå en
gradvis erfaring med anvendelsen af de inkorporerede konventioner. Udvalget fandt, at FN’s kon-
vention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention mod tortur, umenneskelig eller
anden nedværdigende behandling
eller straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination burde tillægges størst prioritet.
Ved afvisningen af på daværende tidspunkt at inkorporere FN’s konvention om økonomiske, socia-
le og kulturelle rettigheder lagde en del af udvalgets medlemmer afgørende vægt på, at denne kon-
vention i vidt omfang indeholder såkaldte programerklæringer og derved adskiller sig fra FN’s kon-
vention om borgerlige og politiske rettigheder på flere væsentlige punkter. Disse medlemmer fandt,
21
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
at det ved vurderingen af, om en konvention burde inkorporeres i dansk ret, burde tillægges afgø-
rende betydning, om konventionens bestemmelser har en sådan karakter og indhold, at de er egnede
til at blive anvendt af domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved løsningen af konkrete
tvister. Andre af udvalgets medlemmer fandt det dog muligt at tage højde for disse indvendinger i
forbindelse med beskrivelsen af retsvirkningerne af en inkorporering i loven, men kunne alligevel
ikke på daværende tidspunkt anbefale en inkorporering af konventionen. Medlemmerne henviste i
den forbindelse til, at en yderligere inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret i
første omgang alene burde omfatte et begrænset antal konventioner af hensyn til at tilvejebringe et
erfaringsgrundlag, og at FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention
mod tortur, umenneskelig eller anden nedværdigende behandling eller straf og FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination i den forbindelse burde tillægges størst prioritet.
For både FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om
barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
var udvalget dog opmærksom på, at forholdene med tiden ville kunne ændre sig, således at der på et
senere tidspunkt ville være et tilstrækkeligt grundlag for at inkorporere også disse konventioner.
Inkorporeringsudvalgets overvejelser var i øvrigt begrænset til ovennævnte seks FN-konventioner.
Udvalget overvejede således ikke en inkorporering af ILO-konventioner eller andre konventioner.
2.2. Opfølgning på betænkningen
2.2.1.
Efter afgivelsen i oktober 2001 blev betænkningen sendt i høring hos en lang række myndig-
heder og organisationer, herunder domstolene, politi- og anklagemyndighed, advokatorganisationer,
amter og kommuner, universiteter og et stort antal interesseorganisationer.
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigspolitichefen, Københavns Politi, Politimesterforeningen, Ad-
vokatrådet, Amtsrådsforeningen, Statsamtet Fyn, Århus, Roskilde, Ringkøbing, Ribe, Viborg, Fre-
deriksborg, Bornholm, Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde, Foreningen af Statsamtsju-
rister, Københavns Kommune, Center for Ligebehandling af Handicappede, Dansk Arbejdsgiver-
forening, LO, Rehabiliterings- og Forskningscenteret for torturofre (RCT) og SID havde overordnet
en positiv holdning eller ingen bemærkninger til Inkorporeringsudvalgets betænkning.
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Roskilde, Århus, Aal-
borg og Odense, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen og Rigsadvokaten fremhævede,
at en inkorporering ville medføre merarbejde for domstolene og anklagemyndigheden, og at der
ville blive behov for information om konventionerne og praksis.
22
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0033.png
Børnerådet, Dansk Ungdoms Fællesråd, Landsforbundet DUI-LEG og VIRKE, Red Barnet, Udvik-
lings- og videnscenter for undervisning og uddannelse af tosprogede børn og unge og Ungdommens
Røde Kors havde overordnet en positiv holdning eller ingen bemærkninger til Inkorporeringsudval-
gets betænkning, men anbefalede, at også FN’s konvention om barnets rettigheder blev inkorpore-
ret.
Kvinderådet og KVINFO havde overordnet en positiv holdning eller ingen bemærkninger til Inkor-
poreringsudvalgets betænkning, men anbefalede, at også FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder blev inkorporeret.
Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Etisk Råd, Dokumentations- og rådgivningscenteret
om racediskrimination (DRC), Fredsfonden og Østersørådets Kommissær for Menneskerettigheder
havde overordnet en positiv holdning eller ingen bemærkninger til Inkorporeringsudvalgets be-
tænkning, men anbefalede, at alle 6 FN-konventioner blev inkorporeret på samme tid.
Københavns Universitet (Juridiske Fakultet) og Århus Universitet (Juridisk Institut) afstod fra at
udtale sig.
1
2.2.2.
Den ny regering, der tiltrådte efter valget i 2001, fandt ikke grundlag for at fremsætte lovfors-
lag på grundlag af betænkningen. Daværende justitsminister Lene Espersen (K) oplyste Folketinget
herom i forbindelse med 1. behandlingen den 30. januar 2004 af beslutningsforslag nr. B 30 om
inkorporering af FN’s konvention
om barnets rettigheder i dansk ret, der var fremsat af SF. Justits-
ministeren udtalte ved den lejlighed bl.a. følgende:
‖ … regeringen [har] nu afsluttet sine overvejelser om eventuel gennemførelse af Inkor-
poreringsudvalgets betænkning. Inkorporeringsudvalget har som bekendt anbefalet, at
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's konvention om afskaffelse
af alle former for racediskrimination og FN's konvention mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling [eller straf] inkorporeres i dansk ret.
Regeringen har grundigt overvejet fordele og ulemper ved inkorporering af de nævnte
konventioner, og regeringen er nået frem til, at man ikke vil følge Inkorporeringsudval-
gets anbefaling.
Det skyldes først og fremmest, at det ikke retligt ville gøre den store forskel, om FN-
konventionerne inkorporeres i dansk ret eller ej. En inkorporering vil således først og
fremmest have en mere symbolorienteret karakter. Ved regeringens beslutning indgår
også, at hvis de tre FN-konventioner inkorporeres i dansk ret, vil det kunne blive meget
1
For en nærmere gennemgang af høringssvarene henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 2 af 24.
januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende Inkorporeringsudvalgets betænkning nr. 1407/2001 (B 30
bilag
4).
23
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vanskeligt at trække en grænse mellem konventioner, der inkorporeres i dansk ret, og
konventioner, der ikke bør inkorporeres.‖
SF havde som begrundelse for fremsættelsen af beslutningsforslaget bl.a. anført følgende:
‖Forslagsstillerne har noteret sig, at regeringen endnu ikke har taget stilling til anbefa-
lingerne i betænkning 1407/2001, og vil indtil videre afvente denne stillingtagen på det
generelle plan. Men da justitsministeren specifikt har tilkendegivet, at ministeren ingen
aktuelle planer har om at inkorporere børnekonventionen, og da anbefalingen i betænk-
ningen på dette punkt er, at dette ikke sker indtil videre, finder forslagsstillerne, at der er
behov for en politisk behandling af spørgsmålet, om børnekonventionens stilling i dansk
ret.
Forslagsstillerne kan tilslutte sig høringssvarenes anbefalinger om, at børnekonventio-
nen inkorporeres i dansk ret.
Der ses ikke at være større uenighed om, at en inkorporering vil have en positiv signal-
værdi, men kun om, hvilken vægt dette argument har. Danmark bør stå som en fore-
gangsland med hensyn til børns rettigheder, og den internationale signalværdi af en in-
korporering må tillægges væsentlig betydning.
Forslagsstillerne finder ikke, at argumentet om ikke at inkorporere for mange menne-
skerettighedskonventioner på en gang er holdbart, når der skal tages politisk stilling til
inkorporeringsspørgsmålet. Om der inkorporeres en konvention mere eller mindre
i
dette tilfælde i givet fald 4 i stedet for 3
bør ikke være afgørende i sig selv. Det afgø-
rende må være en selvstændig analyse og vurdering af den enkelte konvention. Og hvis
antallet af konventioner, der inkorporeres, alligevel skal begrænses, må udvælgelse ske
ikke alene på baggrund af nogle tekniske udvælgelseskriterier men tillige på baggrund
af en politisk prioritering.
Forslagsstillerne finder ikke, at argumentationen om, at børnekonvention er uegnet til
inkorporering, er tilstrækkelig holdbar. Konventionen, indrapporteringssystemet og
Børnekomiteens arbejde er et rimeligt fundament for fortolkningen af børnekonventio-
nens bestemmelser, og en inkorporering vil i sig selv medføre en øget juridisk fortolk-
ning af bestemmelserne.
Herudover bemærker forslagsstillerne, at en af børnekonventionens store forcer er, at
den på forpligtende vis samlet sætter fokus på barnets selvstændige stilling som rets-
subjekt. Børn er en svag og udsat gruppe, som har krav på særlig opmærksomhed.
Børns vilkår og behandlingen af børn er et væsentligt emne i den offentlige debat i
Danmark. Som eksempler kan nævnes misbrug af børn, omsorgssvigt, forældremyndig-
heds- og samværssager og frihedsberøvelser af børn. Det politiske behov for at inkorpo-
rere børnekonventionen bør veje tungere end de relativt få betænkeligheder, som kan
være forbundet hermed. Endelig er Børnekomiteen, som overvåger den nationale im-
plementering af børnekonventionen, skeptisk over for konventionens gennemslagskraft i
Danmark og anbefaler en inkorporering.‖
24
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Retsudvalget afgav betænkning over beslutningsforslaget den 29. april 2004. Et flertal i udvalget
bestående af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Kristen-
demokraterne indstillede forslaget til forkastelse.
2.2.3.
Beslutningen om ikke at følge Inkorporeringsudvalgets anbefalinger blev på ny behandlet ved
1. behandlingen den 17. marts 2004 af beslutningsforslag nr. B 134 om inkorporering af FN-
menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Af beslutningsforslaget, der var fremsat af SF, fremgår
bl.a. følgende om baggrunden for fremsættelsen:
‖Socialistisk Folkeparti henviser til, at de enkelte individers retsstilling, herunder i for-
hold til staten, utvivlsomt er blevet markant forbedret med inkorporeringen af den euro-
pæiske menneskerettighedskonvention i 1992. Inkorporeringsudvalgets betænkning og
anbefalinger viser, at en yderlig styrkelse af menneskerettigheder kan opnås ved en in-
korporering af FN-menneskerettighedskonventioner.
En tydeliggørelse af borgernes mulighed for selvstændigt at påberåbe sig konventioner-
ne for domstolene vil udgøre en styrkelse af borgernes retsstilling. Man kan tale om en
supplerende kontrol. Borgerne har en selvstændig funktion, når det drejer sig om kon-
ventionsforpligtelsernes overholdelse. Kontrollen med overholdelsen af konventions-
forpligtelserne, som varetages af lovgivningsmagten, har abstrakt karakter, og det er ik-
ke muligt at forudse alle situationer, hvor lovens anvendelse kan give anledning til pro-
blemer i forhold til konventionen. Adgang til domstolsprøvelse på grundlag af omstæn-
dighederne i en konkret sag i forhold til en konvention er et principielt og centralt sup-
plement til den generelle og forudgående kontrol, som varetages af lovgivningsmagten.
Det er nødvendigt at få foretaget en grundig drøftelse og behandling af inkorporerings-
spørgsmålet i Folketinget. Socialistisk Folkeparti finder som et minimum, at Inkorpore-
ringsudvalgets anbefaling om på nuværende tidspunkt at inkorporere tre konventioner
bør følges, men mener herudover, at der kan være vægtige begrundelser for at udvide
inkorporeringen til yderligere konventioner.‖
Daværende justitsminister Lene Espersen (K) udtalte ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget
følgende:
‖Den 30. januar i år drøftede vi her i Tinget, om FN's børnekonvention
skulle inkorpo-
reres i dansk ret. Ved den lejlighed gav jeg udtryk for, at regeringen ikke kunne støtte
inkorporering af børnekonventionen i dansk ret.
Regeringen har ikke ændret holdning til dette spørgsmål i mellemtiden. Vi er fortsat af
den overbevisning, at inkorporering ikke vil ændre noget reelt ved den gældende retstil-
stand. En inkorporering vil kun have en mere symbolsk karakter, og vi ønsker ikke at
støtte gennemførelsen af unødvendige rent symbolske love. Endvidere indgår det også i
regeringens overvejelser, at hvis vi inkorporerer FN-menneskerettighedskonventioner i
25
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
dansk ret, vil det blive meget vanskeligt at trække en grænse mellem konventioner, der
bør inkorporeres i dansk ret, og konventioner, der ikke bør inkorporeres.
Jeg vil gerne på ny redegøre for, hvorfor vi har denne holdning:
For det første er det vigtigt at være opmærksom på, at Danmark ikke efter FN-
konventionerne er forpligtet til at inkorporere disse i dansk ret. Danmark er derimod
forpligtet til at sikre, at dansk lovgivning og praksis indholdsmæssigt lever op til kon-
ventionernes krav.
Forud for at Danmark i sin tid tiltrådte FN's menneskerettighedskonventioner, blev det
vurderet, om dansk lovgivning og praksis var i overensstemmelse med konventionerne,
og de nødvendige lovændringer blev gennemført, inden konventionerne blev ratificeret.
Men også efter at Danmark ratificerede konventionerne, har skiftende regeringer sørget
for løbende at sikre, at dansk ret fortsat opfylder konventionernes krav. På baggrund af
afgørelsen fra konventionsorganerne foretages en sådan løbende vurdering bl.a. i for-
bindelse med fremsættelse af lovforslag for Folketinget.
Danmark efterlever derfor til fulde konventionernes krav, selv om disse ikke er inkorpo-
reret i dansk ret.
For det andet fremgår det af dansk retspraksis, at FN-menneskerettighedskonventioner-
ne allerede i dag er en relevant retskilde i dansk ret.
Som jeg tidligere har nævnt, har Højesteret i den såkaldte taxasag fra 2002 fortolket bå-
de FN's racediskriminationskonvention og FN's konvention om borgerlige og politiske
rettigheder uden at lægge vægt på, at de ikke var inkorporeret i dansk ret. Som et mere
dugfrisk eksempel kan jeg nævne, at Højesteret ved en kendelse af 21. januar i år har
fortolket FN's børnekonvention i en konkret sag om børns pligt til at afgive vidneforkla-
ring, uden at det efter kendelsen syntes at være tillagt betydning, at børnekonventionen
ikke er inkorporeret i dansk ret.
FN-menneskerettighedskonventionerne er således allerede i dag en relevant retskilde i
dansk ret, og de anvendes af de danske domstole og andre retsanvendende myndigheder,
også selv om de ikke er inkorporeret i dansk ret. Når FN-konventionerne er relevante
retskilder og anvendes af de danske domstole, finder regeringen det hverken retligt nød-
vendigt eller politisk hensigtsmæssigt at inkorporere konventionerne i dansk ret.
For så vidt angår FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, vil
jeg gerne understrege, at Inkorporeringsudvalget ikke anbefalede, at denne konvention
blev inkorporeret i dansk ret på nuværende tidspunkt. Udvalget pegede i den forbindelse
bl.a. på, at konventionen indeholder flere vagt formulerede bestemmelser, der til dels
har karakter af programerklæringer, som domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder vil have vanskeligt ved at anvende som grundlag for løsningen af konkrete tvister.
Et eksempel er konventionernes artikel 12, hvorefter medlemsstaterne anerkender et-
hvert menneskes ret til at nyde den højest opnåelige fysiske og psykiske sundhed. Til-
26
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
svarende kan jeg nævne konventionens artikel 9, hvorefter medlemsstaterne anerkender
ethvert menneskes ret til social tryghed, herunder social forsikring.
Det virker mildest talt ikke særlig hensigtsmæssigt at opfylde disse bestemmelser ved at
inkorporere dem ordret i dansk lovgivning. Virkeliggørelsen af den sidstnævnte artikel
forudsætter jo bl.a., at man ved indførelsen af forskellige sociale ordninger må tage stil-
ling til, hvem der skal være omfattet af ordningen, hvilke betingelser der skal være op-
fyldt, for at borgerne kan få adgang til de pågældende sociale ydelser, hvor store de på-
gældende sociale ydelser skal være mv. Den slags må og skal afgøres af politikerne, når
vi vedtager de sociale love. Vi kan ikke bare overlade det til domstolene og de admini-
strative myndigheder at opfylde en sådan programerklæring. Inkorporering af en kon-
vention, der i vidt omfang indeholder programerklæringer, er derfor ikke nogen hen-
sigtsmæssig måde at opfylde konventionen på.
En inkorporering kan desuden medvirke til, at vi stikker folk blår i øjnene, hvis de tror,
at de reelt kan støtte ret på en konventions programerklæringer under en retssag. De kan
få sig en slem skuffelse, når de opdager, at inkorporering hverken ændrer den gældende
retstilstand eller skaber nye retstilstande til gavn for borgerne. Hvad er inkorporering så
værd?
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at der ikke skal herske nogen som helst tvivl
om, at regeringen lægger afgørende vægt på, at Danmark overholder sine internationale
forpligtelser på menneskerettighedsområdet. Inkorporeringsspørgsmålet har imidlertid
intet at gøre med overholdelse af vores internationale forpligtelser. Som jeg nævnte før,
efterlever Danmark til fulde konventionernes krav, selv om de ikke er inkorporeret i
dansk ret. Vi sørger for løbende at sikre, at dansk ret opfylder konventionernes krav, og
konventionernes bestemmelser kan påberåbes for og anvendes af de danske domstole.
Regeringen kan derfor ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag fra SF.‖
Retsudvalget afgav betænkning over beslutningsforslaget den 29. april 2004. Et flertal i udvalget
bestående af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Kristen-
demokraterne indstillede forslaget til forkastelse.
2.2.4.
Den 28. maj 2004 fremsatte Enhedslisten beslutningsforslag nr. B 214 om inkorporering af
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf.
Forslaget blev på grund af det sene fremsættelsestidspunkt imidlertid aldrig førstebehandlet og bort-
faldt derfor ved folketingsårets afslutning.
2.2.5.
Den 16. november 2004 var der 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 13 om inkorpore-
ring af FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behand-
27
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ling eller straf, som var fremsat af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten. For-
slaget indeholdt følgende begrundelse:
‖Et af den tidligere regering nedsat inkorporeringsudvalg afgav i 2001 betænkning om
inkorporering af menneskerettigheder i dansk ret (betænkning 1407/2001). Inkorpore-
ringsudvalget anbefalede, at (indtil videre) tre FN-menneskerettighedskonventioner blev
inkorporeret i dansk ret, herunder FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umen-
neskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Regeringen har imidlertid ved flere lejligheder tilkendegivet, at regeringen ikke agter at
følge inkorporeringsudvalgets anbefalinger om inkorporering af konventionerne, herun-
der torturkonventionen. Regeringen har bl.a. henvist til, at Danmark ikke efter FN-
konventionerne er forpligtet til at inkorporere disse i dansk ret, men forpligtet til at sik-
re, at dansk lovgivning og praksis indholdsmæssigt lever op til konventionernes krav,
samt at det fremgår af dansk retspraksis, at FN-menneskerettighedskonventionerne er en
relevant retskilde i dansk ret, og at de anvendes af de danske domstole, også selv om de
ikke er inkorporeret i dansk ret.
Beslutningsforslaget indebærer for det første, at FN’s konvention mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf inkorporeres i dansk
ret i overensstemmelse med anbefalingerne i betænkning 1407/2001. Efter forslagsstil-
lernes opfattelse vil en inkorporering af torturkonventionen styrke individernes retsstil-
ling, idet det tydeliggør, at borgerne har adgang til selv at påberåbe sig konventionen
umiddelbart for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, skabe et lovgrund-
lag for, at de retsanvendende myndigheder kan anvende konventionen, indebære øget
opmærksomhed på og større bevidsthed om konventionen og have en væsentlig national
og international signalværdi.‖
Under 1. behandlingen gentog daværende justitsminister Lene Espersen (K) endnu engang beslut-
ningen om ikke at følge Inkorporeringsudvalgets anbefalinger. Beslutningsforslaget blev aldrig fær-
digbehandlet og bortfaldt derfor ved folketingsårets afslutning.
2.2.6.
Den 11. maj 2007 blev beslutningsforslag nr. B 149 om en styrkelse af børns retsstilling før-
stebehandlet. Et af punkterne i beslutningsforslaget, der var fremsat af Socialdemokraterne, SF,
Radikale Venstre og Enhedslisten, var forslag om inkorporering af FN’s konvention om barnets
rettigheder. Til støtte herfor havde forslagsstillerne anført:
‖Konventionen om barnets rettigheder skal inkorporeres
i dansk lovgivning, idet dette
vil styrke kendskabet til og brugen af børnekonventionen på alle niveauer i det danske
samfund, såvel inden for domstolene, centraladministration og lokaladministrationen
som blandt professionelle, der arbejder med eller for
børn og blandt børn og forældre.‖
Daværende familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) bemærkede ved 1. behandlingen,
at regeringen ‖under
behandlingen af et tidligere beslutningsforslag herom [har] anført, at der ikke
28
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
er planer om at inkorporere børnekonventionen, og det er der stadigvæk ikke planer om‖.
Beslut-
ningsforslaget blev aldrig færdigbehandlet og bortfaldt derfor ved folketingsårets afslutning.
2.2.7.
Beslutningsforslag nr. B 149 blev af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedsli-
sten i folketingsåret 2008/2009 genfremsat stort set uændret som beslutningsforslag nr. B 52 om en
styrkelse af børns retsstilling. Daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) gentog på vegne af
den daværende regering, at man ikke havde planer om at inkorporere konventionen. Beslutningsfor-
slaget blev aldrig færdigbehandlet og bortfaldt derfor ved folketingsårets afslutning.
2.2.8.
Den 8. april 2014 fremsatte SF beslutningsforslag nr. B 104 om inkorporering af FN’s kon-
vention om barnets rettigheder i dansk ret. Til støtte for beslutningsforslaget blev anført følgende:
‖Danmark har ratificeret FN’s børnekonvention i 1989 og har derfor siden 1991, hvor
Folketinget vedtog ratifikationen, anerkendt og været forpligtet til at overholde konven-
tionen. Men selv om Folketinget hen over årene har fulgt op på ratifikationen og vedta-
get en række gode børnepolitiske initiativer
senest overgrebspakken, styrkelsen af det
sociale tilsyn og vedtagelsen af en ny folkeskolelov med fokus på børns trivsel
så vil
inkorporeringen være utrolig vigtig.
På den ene side vil en inkorporering have en stor symbolsk betydning nationalt og in-
ternationalt, fordi børns rettigheder fortsat undertrykkes. I mange lande overalt på klo-
den kæmper man stadig for børns ret til
uddannelse
social sikkerhed og en rimelig levestandard
sundhed
at bevare forbindelsen med deres forældre
beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og
at de bliver hørt og deres synspunkter respekteret.
Men også her i Danmark vil en inkorporering kunne styrke det politiske fokus på børns
rettigheder.
På den anden side vil en inkorporering også give børn nogle flere formelle juridiske ret-
tigheder, fordi børn, forældre og værger nu mere direkte vil kunne løfte sager om brud
på børns grundlæggende rettigheder over for domstolene her i Danmark. Samtidig vil
inkorporeringen også fremadrettet kunne lægge nogle fornuftige rammer for, hvilken
lovgivning Folketinget vil kunne vedtage i forhold til børn og unge. F.eks. vil et forslag
om nedsættelse af den kriminelle
lavalder formentlig komme i karambolage med FN’s
børnekonvention.‖
Beslutningsforslaget blev 1. behandlet den 8. maj 2014. Under førstebehandlingen anførte ministe-
ren for Børn, Ligesstilling, Integration og Sociale Forhold Manu Sareen (R) følgende:
29
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
‖Socialistisk Folkeparti vil med B 104 pålægge regeringen at inkorporere FN's børne-
konvention i dansk ret, fordi det ifølge partiet vil have stor symbolsk betydning. Både
herhjemme og internationalt vil det kunne styrke det politiske fokus på børns rettigheder
og vil kunne give børn nogle flere formelle juridiske rettigheder.
Beskyttelse af børns rettigheder ligger regeringen meget på sinde, ligesom det er vigtigt
for regeringen, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser. Jeg deler derfor
intentionerne bag fremsættelsen af dette beslutningsforslag. Det er også derfor, at rege-
ringen i 2012 besluttede at nedsætte et udvalg om bl.a. inkorporering inden for menne-
skerettighedsområdet. Udvalget er stadig i gang med at vurdere fordele og ulemper ved
bl.a. at inkorporere flere menneskerettighedskonventioner i dansk ret.
Regeringen ønsker en ambitiøs menneskerettighedspolitik og vil gerne sætte høje stan-
darder for Danmarks menneskerettighedsforpligtelser. Vi skal gå seriøst til det her ar-
bejde med at overholde og implementere vores internationale forpligtelser. Det er også
derfor, at vi nedsætter udvalget om inkorporering m.v. inden for menneskerettigheds-
området. Udvalget er som sagt i færd med at analysere tilgangen til vores væsentligste
menneskeretlige forpligtelser og samtidig undersøge, om der er steder, hvor vi kan gøre
det endnu bedre for at sikre fuld gennemførelse af konventionerne. Regeringen ser me-
get frem til at læse anbefalingerne fra udvalget, når de foreligger, og vil efterfølgende
træffe beslutning om opfølgning.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg fuldt ud deler ønsket om at beskytte børns rettigheder.
Jeg vil også meget gerne være med til at sætte endnu mere fokus på børns rettigheder og
på implementering af FN's børnekonvention. Det udvalg, regeringen har nedsat til at fo-
retage en grundig analyse af fordele og ulemper ved inkorporering af FN's børnekon-
vention, er snart klar med en betænkning. Regeringen vil afvente betænkningen og på
den baggrund træffe beslutning om, hvordan der skal følges op. På den baggrund kan
regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.‖
Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet og bortfaldt derfor ved folketingsårets afslutning.
Der ses ikke at have været fremsat yderligere beslutningsforslag om inkorporering af FN-
konventioner i dansk ret.
2.3. Udviklingen siden afgivelsen af betænkning nr. 1407/2001
Ved beslutningen om ikke at anbefale en inkorporering af FN’s konvention om økonomiske,
sociale
og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse
af alle former for diskrimination mod kvinder lagde Inkorporeringsudvalget som nævnt bl.a. vægt
på, at der til de pågældende konventioner enten ikke var etableret individuel klageadgang til de re-
levante FN-komitéer, eller at klageadgangen ikke havde eksisteret så længe, at komitéen havde haft
mulighed for gennem afgørelser i individuelle klagesager at præcisere indholdet og omfanget af
medlemsstaternes
forpligtelser og de deraf følgende rettigheder for borgerne. For så vidt angår FN’s
konvention om barnets rettigheder lagde udvalget endvidere vægt på, at FN’s Børnekomité ikke på
30
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
daværende tidspunkt havde vedtaget generelle bemærkninger (‖general comments‖) vedrørende
konventionens materielle rettigheder.
I de mere end 12 år, der er gået siden Inkorporeringsudvalget afleverede sin betænkning i oktober
2001, er der naturligvis sket en udvikling også på disse punkter. Det kan bl.a. nævnes, at FN’s
Bør-
nekomité har vedtaget en lang række (på nuværende tidspunkt 17) generelle bemærkninger, hvoraf
en del indeholder bidrag til fortolkning af konventionens bestemmelser. Komitéens generelle be-
mærkninger er nærmere beskrevet i kapitel 7, afsnit 6.3.3. Der er endvidere vedtaget en valgfri pro-
tokol til konventionen, som etablerer en individuel klageadgang til FN’s Børnekomité. Klageadgan-
gen trådte i kraft den 14. april 2014. Spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af den individuelle kla-
geadgang behandles i kapitel 8.
Siden 2001 har FN’s Kvindekomité endvidere (pr. 1. januar 2014) afgjort 38
individuelle klagesa-
ger, herunder tre sager mod Danmark. Komitéen har gennem sine udtalelser i disse klagesager haft
mulighed for i et vist omfang at præcisere indholdet og omfanget af konventionens bestemmelser.
Komitéens udtalelser i disse individuelle klagesager er nærmere beskrevet i kapitel 7, afsnit 7.3.4.
De individuelle klagesager mod Danmark er mere udførligt beskrevet i kapitel 7, afsnit 7.3.5.
Der er siden 2001 også
vedtaget en valgfri protokol til FN’s konvention om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder, der etablerer en individuel klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomi-
ske, sociale og kulturelle rettigheder. Klageadgangen trådte i kraft den 5. maj 2013 og har dermed
ikke eksisteret så længe, at komitéen har haft mulighed for at færdigbehandle nogen individuelle
klagesager. Spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af den individuelle klageadgang behandles i ka-
pitel 8.
Endelig kan det nævnes, at FN’s konvention
om rettigheder for personer med handicap er ny i for-
hold til de konventioner, der forelå, da Inkorporeringsudvalget afgav betænkning, og at det nu ned-
satte udvalg ifølge kommissoriet skal overveje en inkorporering af denne konvention, der trådte i
kraft for Danmarks vedkommende den 23. august 2009. Der er til konventionen desuden vedtaget
en valgfri protokol, der etablerer en individuel klageadgang til FN’s Handicapkomité. Klageadgan-
gen trådte i kraft den 3. maj 2008 og er indtil videre tiltrådt af 79 lande. Komitéen har til dato (pr. 1.
maj 2014) afgivet udtalelse i seks individuelle klagesager, som er nærmere beskrevet i kapitel 7,
afsnit 8.2.3. Folketinget vedtog den 13. maj 2014 regeringens beslutningsforslag nr. B 58 om Dan-
marks tiltrædelse af den
individuelle klageadgang til FN’s Handicapkomité.
31
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 3. Gennemførelse og anvendelse af internationale konventioner mv.
1. Indledning
Det følger af kommissoriet, at udvalget bl.a. skal overveje fordele og ulemper ved på nuværende
tidspunkt at inkorporere flere menneskeretsinstrumenter i dansk lovgivning. I tilknytning hertil skal
udvalget vurdere, om de enkelte konventioner er egnede til at blive inkorporeret i dansk lovgivning,
samt om en inkorporering vil føre til en bedre retsbeskyttelse for den enkelte borger, eller om andre
grunde kan føre til, at det må anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at inkorporere konventio-
nerne.
Som det vil fremgå af kapitel 7 overvejer udvalget på baggrund af kommissoriet inkorporering af
følgende syv konventioner:
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
FN’s konvention mod tortur og anden grusom eller nedværdigende behandling
eller straf,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
FN’s konvention om barnets rettigheder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, og
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Disse syv konventioner er alle tiltrådt af Danmark og kan påberåbes for og anvendes af danske
domstole og andre retsanvendende myndigheder, selv om de ikke er inkorporeret ved lov.
Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt i dette kapitel at beskrive, hvordan internationale konven-
tioner mv. gennemføres og anvendes i dansk ret, samt hvilken status ikke-inkorporerede konventio-
ner har i dansk ret. Udvalget har endvidere fundet det relevant generelt at overveje retsvirkningerne
af en inkorporering.
Afsnit 2 indeholder en beskrivelse af, hvordan indgåede konventioner mv. kan opfyldes. I afsnit 3
beskrives konventionernes retsstilling i dansk ret, og i afsnit 4 behandles spørgsmålet om inddragel-
se af menneskerettighederne i lovgivningsprocessen. I afsnit 5 behandles retsvirkningerne af en
inkorporering.
32
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0043.png
2. Opfyldelsesmetoder
Det er fast forfatningsretlig praksis her i landet, at konventioner og andre traktater, som Danmark
har indgået, af regeringen og Folketinget kan opfyldes på tre måder. Opfyldelse kan således ske ved
(1) konstatering af normharmoni, (2) omskrivning og (3) inkorporering.
Det forekommer jævnligt, at det i forbindelse med tiltrædelsen af en konvention mv. bliver konsta-
teret, at dansk ret allerede er i overensstemmelse med konventionen eller i øvrigt indeholder til-
strækkelig mulighed for, at myndighederne i deres praksis kan opfylde konventionen. Der siges i
disse tilfælde at foreligge
normharmoni,
hvilket f.eks. i hovedsagen var tilfældet ved tiltrædelsen af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1953, hvor der kun skulle gennemføres en enkelt
lovændring. I sådanne tilfælde behøver staten ikke at foretage yderligere opfyldelsesskridt. Norm-
harmoni konstateres ved, at konventionens materielle regler sammenholdes med den gældende nati-
onale retstilstand.
Hvis gennemgangen af konventionens materielle regler viser, at den nationale lovgivning ikke er i
overensstemmelse med konventionen mv., må de gældende nationale regler ændres med henblik på
at opfylde forpligtelserne i henhold til konventionen. Dette kan ske ved enten omskrivning eller
inkorporering.
Ved en
omskrivning
udskilles de af konventionens bestemmelser, der ikke kræver interne opfyldel-
sesskridt (f.eks. regler om ratifikation). De øvrige dele af konventionen underkastes derefter en
nærmere fortolkning med henblik på at vurdere, på hvilken måde den af konventionen krævede rets-
tilstand mest hensigtsmæssigt kan tilvejebringes i forhold til den allerede gældende nationale ret. De
nødvendige ændringer af national ret kan herefter f.eks. ske ved ophævelse af en bestemmelse, ved
ændring af gældende bestemmelser eller ved gennemførelse af helt nye bestemmelser. Staten står
frit over for såvel konventionens og konventionsbestemmelsens systematiske opbygning som over
for dens mere konkrete udformning
blot det endelige resultat af omskrivningsprocessen sikrer
konventionens opfyldelse.
2
Inkorporering
er karakteriseret ved, at det i den nationale lovgivning i bindende retsforskrifter
lov
eller bekendtgørelse
bestemmes, at konventionen bliver en bestanddel af national ret i den form,
den er indgået. Der kan både være tale om inkorporering med henblik på opfyldelse af allerede ved-
tagne traktater, som staten står over for at skulle tiltræde, eller det kan i en national retsforskrift
fastsættes, at eventuelle fremtidige traktater inden for et bestemt retsområde automatisk bliver en
bestanddel heraf. Det er ved anvendelse af inkorporeringsmetoden normalt sådan, at den folkeretli-
2
Se betænkning nr. 682/1973 side 12.
33
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0044.png
ge forpligtelse fuldt og helt optages i den interne retsanvendelse, således at det er konventionen, der
skal lægges til grund af de nationale myndigheder.
Det sker i praksis, at konventioner mv.
i det omfang der ikke konstateres normharmoni
gennem-
føres i dansk ret ved en kombination af omskrivning og inkorporering. Denne fremgangsmåde er
f.eks. almindeligt forekommende ved Danmarks gennemførelse af EU-direktiver, der regulerer sær-
lige erhvervsforhold. I dansk ret er såvel konstatering af normharmoni som omskrivning og inkor-
porering anvendt. Konstatering af normharmoni og omskrivning er dog stadig de mest anvendte
opfyldelsesmetoder. Når der ses bort fra gennemførelsen af EU-direktiver, har inkorporering såle-
des generelt været en forholdsvis sjældent anvendt opfyldelsesmetode.
3. Konventioners retsstilling i dansk ret
Internationale konventioner mv., der er gennemført i dansk ret ved inkorporering,
hvad enten det er
sket ved lov eller med hjemmel i lov, kan påberåbes for og anvendes af danske domstole og andre
retsanvendende myndigheder i overensstemmelse med inkorporeringen. Konventionen anvendes i
disse tilfælde i dens autentiske form, men dette sker i princippet på grundlag af og som følge af in-
korporeringen.
3
Internationale konventioner, der er blevet gennemført i dansk ret ved omskrivning,
kan påberåbes
for og anvendes af danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ved fortolkningen og
anvendelsen af de regler, der tilsigter at gennemføre konventionen.
Det er ikke kun konventioner, som er gennemført i dansk ret ved omskrivning eller inkorporering,
der er en relevant retskilde i dansk ret.
Konventioner mv., der ikke er særskilt gennemført,
idet der
er konstateret normharmoni, vil således også kunne påberåbes for og anvendes af danske domstole
og andre retsanvendende myndigheder, jf. nærmere kapitel 4.
Ved beskrivelsen af ikke-inkorporerede konventioners status i dansk ret har der i den juridiske litte-
ratur traditionelt været henvist til fortolknings-, formodnings- og instruktionsreglen. Disse begreber
er grundlæggende forsøg på at beskrive retstilstanden i Danmark, hvor internationale konventioner
mv., kan anvendes af danske domstole og andre retsanvendende myndigheder, selv om de ikke er
særskilt gennemført i dansk ret. Herved tilstræbes en retsanvendelse, der er i overensstemmelse med
de internationale konventioner mv., som Danmark har tiltrådt, således at det undgås, at Danmark
påføres et ansvar for folkeretsbrud. Der pågår i den juridiske litteratur en fortsat diskussion om for-
holdet mellem dansk ret og folkeret.
3
Som eksempel kan nævnes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der blev inkorporeret ved lov i 1992.
34
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0045.png
Fortolkningsreglen
indebærer efter den almindelige opfattelse, at danske retsregler ved fortolk-
ningstvivl skal søges fortolket på en måde, der bringer dem i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser. Dette gælder, uanset om de folkeretlige forpligtelser er nyere eller ældre
end den danske retsregel.
4
Hvis det f.eks. fremgår af en lovs forarbejder, at en eller flere konventio-
ner forudsættes efterlevet i forbindelse med anvendelsen af loven, vil borgeren således almindelig-
vis kunne støtte ret på disse konventioner ved domstolene og i den forbindelse få prøvet, om de på-
gældende folkeretlige forpligtelser er krænket.
5
Efter
formodningsreglen
skal danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ifølge den
almindelige opfattelse tage udgangspunkt i, at lovgiver må formodes ikke at ville handle i strid med
Danmarks folkeretlige forpligtelser. Domstolene og andre retsanvendende myndigheder skal derfor
så vidt muligt søge at anvende de nationale regler på en sådan måde, at en krænkelse af de interna-
tionale forpligtelser undgås.
Hensynet til at undgå folkeretsbrud indgår med stor vægt i fortolkningen af love og administrativ
regulering og kan efter omstændighederne føre til en fortolkning, der afviger fra ordlyden af en lov-
bestemmelse eller fra tilkendegivne forudsætninger i forarbejderne. Hverken fortolknings- eller
formodningsreglen kan dog i enhver situation danne grundlag for en fortolkning af en national re-
gel, der bringer reglen i overensstemmelse med en folkeretlig forpligtelse. Det gælder f.eks., hvor
lovgiver måtte have tilsigtet en klar modstrid mellem en dansk retsregel og en folkeretlig forpligtel-
se.
6
Udvalget er dog ikke bekendt med, at sådanne tilsigtede uoverensstemmelser skulle være fore-
kommet. Fortolknings- og formodningsreglen er desuden begrænset til fortolkningen af den almin-
delige lovgivning og regulering med hjemmel i lov, således at de ikke har betydning for grundlovs-
fortolkningen.
7
Det skal bemærkes, at hvis en tiltrådt konvention stiller krav til dansk ret, som lovgivningen ikke
opfylder
og hvor en anvendelse af fortolknings- og formodningsreglen ikke vil kunne give bor-
gerne den retsstilling, som følger af konventionen
kan borgerne ikke støtte ret på og myndighe-
derne ikke håndhæve disse krav med henvisning til den pågældende konvention.
8
Instruktionsreglen
beskriver, hvordan administrative myndigheder efter den almindelige opfattelse
skal forholde sig, når de på et
i større eller mindre omfang
skønsmæssigt grundlag skal træffe
Se Ole Spiermann: Moderne Folkeret, 3. omarbejdede udgave (2006), side 162 med henvisning til U1977.202.
Se Højesterets dom af 13. september 2013, der er refereret i U2013.3328H.
6
Se betænkning nr. 1407/2001 side 26, hvor det fremhæves, at en bevidst krænkelse kræver klare holdepunkter i enten
lovens ordlyd, lovforslagets bemærkninger, forhandlinger, udvalgsspørgsmål mv.
7
Jf. f.eks. dom af 17. marts 2010 refereret i U2010.1547H, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for at anse folkeretten
for en del af grundlovens § 19, stk. 2, idet en sådan
forståelse ville ‖stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret
af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft‖. Der kan endvidere
henvises til dom af 13. september 2013 refereret i U2013.3328H.
8
Se Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 1. udgave (2012), side 195.
5
4
35
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
afgørelse eller regulere på områder, hvor en international forpligtelse kan have betydning for udnyt-
telsen af den administrative beføjelse. Reglen indebærer således, at de regler, som en administrativ
myndigheds virke baserer sig på, ligesom andre danske retsregler så vidt muligt bør fortolkes sådan,
at de er i overensstemmelse med Danmarks folkeretlige forpligtelser.
Anvendelse af internationale konventioner mv. sker under iagttagelse af den traditionelle rolleforde-
ling mellem domstolene og andre retsanvendende myndigheder på den ene side og lovgivningsmag-
ten på den anden side, jf. afsnit 5 nedenfor.
4. Inddragelse af menneskerettigheder i lovgivningsprocessen
Der sker i praksis en ganske omfattende og indgående vurdering af, om dansk ret til stadighed er i
overensstemmelse med de internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har
tiltrådt.
Forud for Danmarks tiltrædelse af en international konvention foretages en vurdering af, om og i
hvilket omfang konventionen nødvendiggør ændringer af gældende ret for, at Danmark kan opfylde
konventionens krav. De nødvendige ændringer gennemføres i praksis, inden Danmark ratificerer
konventionen.
Det er dog ikke kun forud for og i forbindelse med tiltrædelsen af en international konvention, at
dansk rets forenelighed med konventionens krav vurderes. Det er således regeringens ansvar løben-
de at overvåge, om dansk ret til stadighed er i overensstemmelse med Danmarks internationale for-
pligtelser, og i givet fald at tage initiativ til at foretage de nødvendige justeringer.
En sådan løbende vurdering og justering sker ved en tilpasning af lovgivning og administrative for-
skrifter i forbindelse med lovrevisioner, afgørelser fra konventionsorganerne eller verserende klage-
sager mv. (se nedenfor afsnit 4.1). Dette sker endvidere ved, at der i forbindelse med fremsættelse
og behandling af lovforslag foretages en vurdering af, om disse er i overensstemmelse med bl.a. de
internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt (se nedenfor afsnit
4.2).
Det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at hvis et lovforslag er udformet på en
sådan måde, at retsanvendende myndigheder skal træffe skønsprægede afgørelser, der ofte rejser
spørgsmål i forhold til konventionerne, bør lovforslagets bemærkninger indeholde en rimelig vej-
ledning om indholdet af de menneskeretlige forpligtelser, herunder om de kriterier og forhold, der
som følge af disse forpligtelser har betydning for myndighedernes afgørelser, jf. vejledningens pkt.
4.2.4.
36
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0047.png
4.1. Løbende tilpasning til internationale konventioner mv.
Det er almindeligt, at der bl.a. i FN-regi oprettes kontrolorganer i tilknytning til konventioner om
menneskerettigheder med henblik på at påse, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser.
9
I
deres praksis og udtalelser mv. vil disse konventionsorganer ofte præcisere indholdet af konventi-
onsforpligtelserne, hvilket kan bevirke, at den overensstemmelse mellem national ret og en konven-
tion, som fremstod på tiltrædelsestidspunktet, ophører med at eksistere.
For at sikre fortsat overensstemmelse mellem retssystemerne må regeringen og Folketinget derfor
løbende foretage en vurdering og tilpasning af dansk ret til de internationale konventioner om men-
neskerettigheder under hensyn til konventionsorganernes praksis og udtalelser mv. Dette var også
forudsætningen ved inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1992. I de
almindelige bemærkninger til lovforslaget blev det således forudsat, at balancen mellem lovgiv-
ningsmagten og domstolene ikke skulle forrykkes. En inkorporering burde hverken føre til, at dom-
stolene påtog sig en større retspolitisk opgave, eller at lovgivningsmagten slækkede på kravene til
en løbende tilpasning af lovgivningen.
Som eksempel på en sådan løbende tilpasning af dansk ret i lyset af Danmarks internationale for-
pligtelser kan nævnes lov nr. 405 af 21. april 2010 om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-
register (Frist for sletning af oplysninger om Dna-profiler for sigtede, men ikke dømte personer).
Lovændringen havde til formål at bringe Dna-profil-registerlovens regler om sletning af Dna-
profiler i overensstemmelse med den fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
ons artikel 8, som kom til udtryk i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. decem-
ber 2008 i de forenede sager nr. 30562/04 og nr. 30566/04,
S. og Marper mod Storbritannien.
Et
andet eksempel er lov nr. 153 af 2. februar 2006 om ændring af lov om beskyttelse mod afskedigel-
se på grund af foreningsforhold (Beskyttelse af den negative foreningsfrihed). Lovændringen havde
til formål at bringe lovens beskyttelse af foreningsfriheden i overensstemmelse med den fortolkning
af artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som kom til udtryk i Den Europæi-
ske Menneskerettighedsdomstols dom af 11. januar 2006 i de forenede sager nr. 52562/99 og
52620/99, Sørensen og Rasmussen mod Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at domme fra
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i modsætning til udtalelser fra en FN-komité er bin-
dende for Danmark.
Der henvises til kapitel 8 for en nærmere beskrivelse af de kontrolorganer, der er oprettet i tilknytning til de FN-
konventioner, som udvalget overvejer en inkorporering af.
9
37
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0048.png
4.2. Den lovtekniske gennemgang af lovforslag
I forbindelse med regeringens fremsættelse af lovforslag foretages der en vurdering af, om disse er i
overensstemmelse med bl.a. de internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark
har tiltrådt. Justitsministeriets Lovafdeling, der bl.a. har til opgave at rådgive andre fagministerier
med hensyn til lovforberedelse, foretager en lovteknisk gennemgang af samtlige regeringslovfor-
slag, inden de fremsættes for Folketinget.
Udover en vurdering af et lovforslags tekniske udformning foretager Lovafdelingen en indholds-
mæssig gennemgang. Lovforslaget bedømmes i forhold til f.eks. grundloven, dennes grundsætnin-
ger og almindelige retsprincipper, EU-retten og centrale tværgående love, navnlig forvaltningslo-
ven, offentlighedsloven, retsplejeloven og straffeloven. Også forholdet til generelle internationale
menneskerettighedskonventioner vurderes i relevant omfang.
Der foretages i almindelighed derimod ingen vurdering af, om lovforslaget er i overensstemmelse
med de særlige retsprincipper mv., der gælder på det pågældende specielle retsområde. Det under-
søges heller ikke, om et lovforslag stemmer overens med særlige folkeretlige regler og konventioner
på området. Spørgsmål, der særligt er knyttet til det relevante ministeriums egen lovgivning og for-
retningsområde, må fagministeriet således i almindelighed selv stå inde for.
Der kan i øvrigt henvises til beskrivelsen i betænkning nr. 1407/2001, der i kapitel 5 indeholder en
række eksempler på, hvordan menneskerettigheder inddrages i forbindelse med lovgivningsproces-
sen.
Det fremgår af betænkning nr. 1407/2001 bl.a., at regeringen i nogle tilfælde fremsætter lovforslag
med henblik på at sikre, at dansk ret er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af inter-
nationale konventioner om menneskerettigheder.
10
Der nævnes i den forbindelse en række eksem-
pler på, at lovforslag er fremsat, fordi dansk ret vurderes at være utilstrækkelig til at sikre opfyldel-
sen af tidligere tiltrådte konventioner, eller fordi der skønnes at være usikkerhed med hensyn til, om
dansk ret er tilstrækkelig til fortsat at sikre en opfyldelse af Danmarks internationale forpligtelser.
Herudover nævnes eksempler på lovforslag, der skal gøre det muligt for Danmark at tiltræde en
bestemt konvention om menneskerettigheder.
I betænkningen fra 2001 nævnes det endvidere, at der i øvrigt findes lovforslag, der udtrykkeligt
omtaler lovforslagets forhold til internationale konventioner i bemærkningerne.
11
I sådanne tilfælde
redegør det pågældende ministerium for lovforslagets forhold til internationale konventioner, og
hvordan disse opfyldes. Inkorporeringsudvalget skelner i den forbindelse mellem to kategorier af
10
11
Se betænkning nr. 1407/2001 side 90ff.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 93ff.
38
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0049.png
lovforslag. Der findes således lovforslag, der indeholder bestemmelser, hvis anvendelse ikke beror
skønsprægede vurderinger, og der findes lovforslag, der giver mulighed for at træffe skønsprægede
afgørelser. I forhold til sidstnævnte sondres der mellem lovforslag, der i bemærkningerne indehol-
der udførlig vejledning om forholdet til konventionerne, og lovforslag, der i bemærkningerne inde-
holder en begrænset vejledning om forholdet til konventionerne.
Endelig nævnes i betænkning nr. 1407/2001 en række eksempler på, at lovforslaget ikke omtaler
forholdet til de relevante internationale konventioner om menneskerettigheder, men hvor der opstår
spørgsmål herom under Folketingets behandling af lovforslaget.
12
Sådanne spørgsmål kan f.eks.
skyldes, at der i forbindelse med høringen over lovforslaget er rejst spørgsmål om, hvorvidt lovfor-
slaget er i overensstemmelse med visse internationale konventioner.
Udvalget bemærker, at eksemplerne omtalt i den tidligere betænkning 1407/2001 illustrerer, at det
på tidspunktet for 2001-betænkningens afgivelse var almindeligt forekommende, at der foretages en
vurdering af et lovforslags forenelighed med internationale konventioner om menneskerettigheder,
og at denne vurdering er afspejlet i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det er fortsat helt al-
mindeligt som et naturligt led i lovgivningsprocessen, at der i lovforslag redegøres for lovforslagets
forenelighed med internationale forpligtelser. Udvalget har derfor ikke fundet behov for at redegøre
nærmere herfor med yderligere eksempler på sådanne lovforslag.
5. Retsvirkningerne af en inkorporering
Som anført under afsnit 3 ovenfor kan internationale konventioner mv. påberåbes for og anvendes
af danske domstole og andre retsanvendende myndigheder, selv om de ikke er inkorporeret i dansk
ret. Konventionerne udgør således relevante fortolkningshensyn, som kan inddrages ved fortolknin-
gen og anvendelsen af dansk ret i øvrigt.
Der er dog grænser for, hvor langt ikke-inkorporerede konventioner rækker som fortolkningshen-
syn. Det må således lægges til grund, at internationale forpligtelser ikke vil kunne føre til en tilside-
sættelse af en dansk lovbestemmelse, hvor der foreligger en klar modstrid med en ikke-inkorporeret
konvention, hvis denne modstrid har været tilsigtet fra lovgivers side. I sådanne tilfælde må danske
domstole og andre retsanvendende myndigheder forventes at anvende den danske lovbestemmelse,
jf. afsnit 3.
En ikke-inkorporeret konvention vil heller ikke kunne udgøre et selvstændigt retsgrundlag for en
offentlig myndigheds afgørelser i forhold til private. Det betyder f.eks., at konventionen ikke vil
kunne give borgerne en materiel rettighed, der har økonomiske konsekvenser for det offentlige, og
12
Se betænkning nr. 1407/2001 side 105ff.
39
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0050.png
som ikke i øvrigt er hjemlet i dansk lovgivning. En ikke-inkorporeret konvention vil heller ikke
isoleret set kunne skabe pligter for private.
Ved en inkorporering af konventionen ved lov får domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der et lovbestemt grundlag for at undlade at anvende en anden bestemmelse i dansk lovgivning i
øvrigt, der må anses for at være i strid med en konventionsbestemmelse. Det er bl.a. tilfældet i for-
hold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Allerede som følge af inddragelsen af
menneskerettigheder i lovgivningsprocessen, jf. afsnit 4 ovenfor, må det forventes, at sådanne situa-
tioner kun vil opstå helt undtagelsesvis. Den praktiske betydning af inkorporering ligger snarere i, at
en inkorporering kan medføre, at den pågældende konvention oftere tages i brug i forbindelse med
behandlingen af konkrete sager.
En grundlæggende forudsætning ved inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention var, at den traditionelle rollefordeling mellem domstolene og andre retsanvendende myn-
digheder på den ene side og lovgivningsmagten på den anden side ikke måtte forrykkes.
I betænkning nr. 1220/1991, der lå til grund for inkorporeringen af Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention, anføres således bl.a. følgende om forholdet mellem domstolene og lovgiv-
ningsmagten i tilfælde af inkorporering:
‖Menneskerettighedskonventionen
indeholder en række vage standarder, der overlader
et betydeligt skøn til de enkelte medlemsstater, og de valg, som udøvelsen af dette poli-
tiske skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten og ikke af domstolene. Dette
gælder både på områder, hvor der ikke kan hentes fortolkningsbidrag fra konventions-
organerne, og på områder, hvor der f.eks. er afsagt en eller flere domme af Menneske-
rettighedsdomstolen.
[…]
Det er et vigtigt element i den principielle balance mellem lovgivningsmagten og dom-
stolene, at lovgivningsmagten træffer valg af denne karakter, og udvalget lægger vægt
på, at denne balance opretholdes.
[…]
Udvalget finder således, at domstolene også efter en inkorporering af konventionen ved
lov bør være tilbageholdende med at anlægge en selvstændig fortolkning af konventio-
nen, i hvert fald hvor dette ville kunne indebære mere vidtrækkende konsekvenser for
retstilstanden.‖
13
13
Se betænkning nr. 1220/1991 side 148f.
40
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0051.png
Justitsministeriet tilsluttede sig overvejelserne i betænkning nr. 1220/1991. I de almindelige be-
mærkninger til forslaget om lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er således an-
ført følgende:
‖Justitsministeriet
kan tiltræde udvalgets synspunkter og forslag. Justitsministeriet er så-
ledes enig i, at den balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, som er fastslået i
Højesterets praksis, ikke bør forrykkes. Det bør fortsat være Folketinget, der afgør,
hvilket indhold den danske lovgivning skal have. Som fremhævet af udvalget bør en in-
korporering ikke føre til, hverken at domstolene påtager sig en større retspolitisk opga-
ve, eller at lovgivningsmagten slækker på kravene til en løbende tilpasning af lovgiv-
ningen.‖
14
Tilsvarende betragtninger blev endvidere fremført af det tidligere Inkorporeringsudvalg i betænk-
ning nr. 1407/2001. Her anførte Inkorporeringsudvalget således konkret i forhold til spørgsmålet
om inkorporering af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder følgende:
‖Der er i udvalget ligeledes enighed om, at en inkorporering ikke skal ændre ved
det
forhold, at det fortsat som udgangspunkt skal være lovgivningsmagtens opgave at fore-
tage de nødvendige prioriteringer og afvejninger af modsatrettede hensyn. Udvalget
lægger vægt på, at en inkorporering ikke bør medføre, at domstolene og andre retsan-
vendende myndigheder skal påtage sig en større retspolitisk rolle end tilfældet er i
dag.‖
15
De danske domstole har efter inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
fastholdt den balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, som allerede forud for inkorpore-
ringen var fastslået i Højesterets praksis. Der findes således eksempler på, at domstolene efter in-
korporeringen har henskudt generelle spørgsmål til lovgivningsmagten,
16
ligesom der er eksempler
på, at domstolene har afvist at anvende en konvention som følge af, at der ikke har været tilstrække-
ligt grundlag for en given fortolkning eller tvivl om en given fortolkning.
17
Se L 230 af 19. februar 1992, Folketingstidende 1991-1992, Tillæg A, sp. 5421, afsnit 4.1.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 215.
16
Der kan som eksempel f.eks. nævnes U1994.536H, hvor Højesteret ved kendelse af 18. april 1994 ikke fandt tilstræk-
keligt grundlag for at fastslå, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol generelt ville anse anvendelsen af konsti-
tuerede dommere for stridende mod Den europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1. En generel afklaring
af spørgsmålet burde efter Højesterets opfattelse derfor ske gennem lovgivning. Dette synspunkt blev efterfølgende
bekræftet ved kendelse af 8. marts 1995, der er refereret i U1995.428H. Her fandt Højesteret
under hensyn til, at Ju-
stitsministeriet ved skrivelse af 20. april 1994 havde anmodet Domstolsudvalget om at fremkomme med forslag, der
kunne sikre, at Danmark opfylder kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, og til den
bestående usikkerhed om rækkevidden af artikel 6, stk. 1
således ikke grundlag for at fastslå, at ansatte i Justitsmini-
steriets departement alene i kraft af ansættelsesforholdet var afskåret fra at virke som konstituerede dommere i straffe-
sager i videre omfang end, hvad der fulgte af kendelsen af 18. april 1994, jf. ovenfor.
17
Der kan som eksempel f.eks. nævnes U2012.1761H, hvor Højesteret ved dom af 15. februar 2012 ikke fandt, at den
danske starthjælp var i strid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
15
14
41
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0052.png
Som anført under afsnit 1 overvejer dette udvalg en inkorporering af syv forskellige FN-
menneskerettighedskonventioner. Disse konventioner indeholder alle i et vist omfang vage og
upræcise bestemmelser, herunder deciderede programerklæringer, som overlader et betydeligt skøn
til de enkelte medlemsstater ved gennemførelsen heraf i den nationale retsorden. De valg af navnlig
fordelingspolitisk karakter, som udøvelsen af dette politiske skøn indebærer, bør efter udvalgets
opfattelse i videst muligt omfang træffes af lovgivningsmagten og ikke af domstolene. Udvalget
henviser i den forbindelse til, at dette for så vidt også følger af konventionerne, der efter deres ind-
hold forudsætter en gradvis virkeliggørelse af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder især
ved nationale lovgivningsforanstaltninger. Det gælder efter udvalgets opfattelse, uanset om konven-
tionerne måtte blive inkorporeret eller ej. Efter udvalgets opfattelse er det således et vigtigt element
i den principielle balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, at lovgivningsmagten træffer
valg af denne karakter. Denne balance afspejles også i nutidig domspraksis,
18
og en inkorporering
bør ikke føre til en ændring heraf.
I praksis vil spørgsmålet om inkorporerede konventioners retsvirkning nok navnlig kunne tænkes at
opstå i det omfang eventuelt inkorporerede konventioner pålægger staten
positive forpligtelser.
Det
må derfor overvejes, hvorvidt borgerne under henvisning til konventionerne kan kræve f.eks. ydel-
ser mv. fra offentlige myndigheder og om nødvendigt kan få håndhævet sådanne positive forpligtel-
ser ved domstolene, f.eks. ved at opnå en dom til fuldbyrdelse af et krav på forskellige ydelser fra
offentlige myndigheder.
Der kan være situationer, hvor den positive handlepligt, som borgeren kræver opfyldt af det offent-
lige, har et vist grundlag i dansk lovgivning foruden i den inkorporerede konvention, og hvor kon-
ventionen derfor kan inddrages ved fortolkningen og anvendelsen af den danske lovgivning.
19
I dis-
se situationer skal konventionen
ligesom ved ikke-inkorporerede konventioner ifølge formod-
nings- og fortolkningsreglen
så vidt muligt inddrages. Retsstillingen i sådanne tilfælde svarer så-
ledes i vidt omfang til retsstillingen for ikke-inkorporerede konventioner, bortset fra, at der ved en
inkorporering af konventionen i dansk ret er skabt et lovgrundlag for at anvende konventionens be-
Der kan som eksempel f.eks. nævnes dommen af 18. oktober 2011 refereret i U2012.284H, hvor Højesteret afviste, at
servicelovens § 100 gav sagsøger, hvis tænder som følge af en sjælden sygdom var særligt udsatte for karies, ret til
dækning af udgifter til tandbehandling. Hverken FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap eller prin-
cippet om ligebehandling af handicappede kunne i den forbindelse føre til andet resultat. Der kan endvidere nævnes
dommen af 11. november 2004 refereret i 2005.602H,
hvor Højesteret ikke fandt det i strid med FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, at sygedagpenge under en børnepasningsorlov ikke beregnes
på grundlag af lønindtægten før orloven, men i stedet på grundlag af orlovsydelsen. I dommen af 21. maj 2002 refereret
i U2002.1789H udtalte Højesteret, at der tilkom Folketinget et skøn ved vurderingen af, om et krav om indfødsret som
betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var hensigtsmæssigt og stod i rimeligt forhold til det til-
stræbte formål.
19
Der kan f.eks. nævnes kendelsen af 14. maj 2013 refereret i U2013.2425V, hvor Vestre Landsret med henvisning til
bl.a. FN’s konvention om barnets rettigheder ophævede Justitsministeriets afgørelse om inddragelse af opholdstilladel-
sen for en thailandsk dreng, hvis mor var rejst tilbage til Thailand og reelt måtte anses for at have opgivet ham.
18
42
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0053.png
stemmelser, som kan skabe et fundament for, at konventionsforpligtelsen slår stærkere igennem i
dansk ret i tilfælde af en eventuel konflikt.
Der kan også tænkes situationer, hvor den ydelse mv., som borgeren efterspørger over for det of-
fentlige, ikke har noget grundlag i dansk lovgivning, men alene kan støttes på den inkorporerede
konvention. I disse situationer bør domstolene og andre retsanvendende myndigheder som ud-
gangspunkt være meget tilbageholdende med alene på baggrund af inkorporeringsloven at tage krav
på en sådan ydelse mv. til følge, hvis der er tale om et retsområde, der forudsætter et politisk valg
mellem forskellige løsningsmuligheder, herunder vedrørende fordelingspolitiske spørgsmål, som
bør overlades til lovgivningsmagten. De inkorporerede konventioner bør i disse situationer således
som udgangspunkt ikke
før lovgivningsmagten har vedtaget de nødvendige regler
kunne danne
grundlag for håndhævelse af sådanne ydelser i forhold til staten. Den konventionsmæssige forplig-
telse til at gennemføre en bestemt lovgivning vil i sådanne tilfælde eventuelt kunne fastslås af dom-
stolene, men således, at det i videst muligt omfang overlades til lovgivningsmagten at træffe de
nødvendige valg og fastsætte de nødvendige regler.
Konventionernes vage og upræcise bestemmelser, herunder programerklæringerne, kan hen ad ve-
jen forventes udfyldt af de relevante FN-komitéer. Dette kan bl.a. ske ved såkaldte generelle be-
mærkninger (‖general comments‖) eller udtalelser i individuelle klagesager.
Komitéerne må i den
forbindelse forventes at anvende folkeretlige principper for traktatfortolkning. En dynamisk for-
tolkning betyder, at fortolkningen tager sit udgangspunkt i de aktuelle forhold. I traktatfortolkning
tillægges forarbejder kun mindre eller ingen betydning. Komitéernes fortolkning af konventionerne
adskiller sig herved fra den fortolkning, som f.eks. de danske domstole anlægger på dansk lovgiv-
ning. Uanset om de danske domstole fortolker en lov eller en konvention, sker det inden for den
traditionelle rollefordeling mellem domstolene og lovgivningsmagten. De danske domstole er i til-
fælde, hvor rækkevidden af en konventionsbestemmelse ikke er klar, således normalt tilbagehol-
dende med at træffe afgørelser, der kan fremstå som retsskabende, jf. også ovenfor. Der er en risiko
for, at komitéernes fortolkning i visse tilfælde vil blive opfattet som vidtgående i forhold til den
grundlæggende danske retstradition, hvorefter bl.a. spørgsmål af fordelingspolitisk karakter bør
afgøres af lovgivningsmagten. Herved opstår spørgsmålet, hvordan de danske domstole og andre
retsanvendende myndigheder bør forholde sig til komitéernes generelle bemærkninger og udtalelser
i konkrete sager.
Inkorporeringsudvalget fandt i betænkning nr. 1407/2001,
20
at fortolkningen og anvendelsen af
konventionerne skulle ske under hensyntagen til relevant praksis fra komitéerne. Efter Inkorpore-
ringsudvalgets opfattelse måtte det klare udgangspunkt være, at relevant praksis lægges til grund,
således at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ikke træffer afgørelser, der må
20
Se betænkning nr. 1407/2001 side 298ff.
43
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0054.png
anses for at være i strid med en konvention, således som den er blevet fortolket af den relevante
komité. Inkorporeringsudvalget bemærkede dog samtidig, at det ikke var tilstrækkeligt at se på re-
sultatet af f.eks. en udtalelse i en individuel klagesag ved en af komitéerne, idet det også ville være
nødvendigt at se på begrundelsen for resultatet. Det ville efter Inkorporeringsudvalgets opfattelse
derfor altid bero på en konkret vurdering, hvilken vægt en udtalelse fra en komité skal tillægges i
det enkelte tilfælde.
Det nu nedsatte udvalg kan principielt tilslutte sig, at fortolkningen og anvendelsen af FN-
konventionerne skal ske under hensyntagen til relevant praksis fra komitéerne, og at relevant prak-
sis som udgangspunkt skal anvendes. Da komitéernes praksis
i modsætning til domme fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol
ikke er bindende for Danmark, bør domstolene og andre
retsanvendende myndigheder dog være meget tilbageholdende med at lægge en komitépraksis til
grund, hvis der er tvivl om, hvordan lovgivningsmagten forholder sig hertil, og der samtidig er tale
om fordelingspolitiske og andre spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiv-
ningsmagten at tage stilling til. Domstolene bør efter udvalgets opfattelse afstå fra at tage påstande
om krav på ydelser, der alene baseres på eventuelt inkorporerede konventionsbestemmelser og kon-
ventionsorganernes fortolkning af konventionsbestemmelserne, og som ikke i øvrigt har grundlag i
danske lovbestemmelser, til følge. Ved afgørelsen af, hvilken betydning en udtalelse fra en FN-
komité kan tillægges f.eks. ved fortolkningen af dansk lovgivning, må det endvidere tages i betragt-
ning, om regeringen og eventuelt Folketinget måtte have besluttet ikke at efterleve bestemte ikke-
bindende udtalelser fra en FN-komité. Det kan desuden tillægges betydning, hvis der foreligger
oplysninger om, hvordan udtalelsen er blevet modtaget af andre landes regeringer og domstole mv.
Det skal endelig bemærkes, at en inkorporering i sjældne tilfælde vil kunne give anledning til visse
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder i nogle retssager mellem private, hvor en borger over for en
anden borger påberåber sig en retsstilling efter en inkorporeret konvention, som rækker videre end
retsstillingen efter dansk ret i øvrigt.
21
Det gælder f.eks., hvis der mangler materiel lovgivning til at
gennemføre de forpligtelser, der følger af konventionen. I praksis vil dette bl.a. kunne forekomme,
hvis konventionsforpligtelserne som følge af ny eller ændret praksis fra konventionsorganerne har
fået et andet indhold end hidtil antaget.
Det bør efter udvalgets opfattelse indgå med betydelig vægt i domstolenes overvejelser, om en til-
sidesættelse af en gældende retstilstand vil indebære, at en privat pålægges en pligt i forhold til en
anden privat, som den forpligtede ikke har haft rimelig grund til at indrette sig på. I den forbindelse
bemærkes, at udvalget ikke umiddelbart kan tilslutte sig det synspunkt, der kommer til udtryk i be-
tænkning nr. 1407/2001, hvorefter betænkelighederne ikke i samme omfang skulle gøre sig gæl-
dende, hvis der findes en klar og alment kendt praksis fra det relevante internationale klageorgan,
21
Se betænkning nr. 1407/2001 side 304.
44
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0055.png
således at det har været muligt at indrette sig på denne, inden der træffes dispositioner, der kan in-
debære en krænkelse af andre privates konventionsmæssige rettigheder.
22
Efter udvalgets opfattelse
ændrer en inkorporering således ikke på, at ansvaret for uoverensstemmelser eller mangler i dansk
ret i forhold til konventionsmæssige forpligtelser principielt bør påhvile lovgiver. Det vil ud fra
retssikkerhedsmæssige betragtninger være betænkeligt, hvis en privat, der i god tro har indrettet sig
på en i øvrigt klar dansk retstilstand, selv skulle bære risikoen for, at denne viser sig at være kon-
ventionsstridig.
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001, bør et erstatningskrav i tilfælde, hvor dansk ret måt-
te være i strid med de inkorporerede konventioner, men hvor hensynet til privates retssikkerhed
bevirker, at den konventionsstridige lovgivning alligevel lægges til grund, i stedet rettes mod sta-
ten.
23
Det skyldes, at ansvaret for en konventionsstridig retstilstand i sådanne tilfælde bør påhvile
staten, som i givet fald må kompensere borgeren for den skade, som vedkommende har lidt som
følge heraf.
22
23
Se betænkning nr. 1407/2001 side 304.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 305.
45
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0056.png
Kapitel 4. Danske domstoles anvendelse af internationale konventioner om
menneskerettigheder
1. Indledning
Udvalget skal efter kommissoriet bl.a. overveje fordele og ulemper ved på nuværende tidspunkt at
inkorporere flere menneskeretsinstrumenter i dansk lovgivning. Til brug for overvejelserne har ud-
valget anset det for hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan de pågældende instrumenter i dag bliver
anvendt af de danske domstole.
Betænkning nr. 1220/1991 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret inde-
holder en gennemgang af sager, hvor danske domstole havde anvendt Den Europæiske Menneske-
rettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolens afgørelser som retskilder. Tilsvarende
indeholder betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk
ret en grundig gennemgang af, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet
anvendt, efter den blev inkorporeret i 1992. Sidstnævnte betænkning indeholder desuden en gen-
nemgang af, hvordan andre menneskerettighedskonventioner er blevet anvendt af danske domstole i
perioden fra 1992 og frem til 2001.
Afsnit 2 i dette kapitel indeholder en kort beskrivelse af konklusionerne i de tidligere betænkninger.
Udvalget har i lyset af kommissoriet ikke fundet grundlag for at opdatere praksis vedrørende Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bl.a. fordi Inkorporeringsudvalget allerede i 2001 konklu-
derede, at ‖Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention påberåbes for og/eller anvendes af dan-
ske domstole i et betydeligt
og tilsyneladende stigende
– omfang‖
24
, jf. også nedenfor. Det er ud-
valgets opfattelse, at konventionen fortsat påberåbes og anvendes i et betydeligt omfang.
Afsnit 3 i dette kapitel beskriver, hvordan danske domstole anvender andre konventioner om men-
neskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udvalgets gennemgang af
praksis er baseret på afgørelser optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Familie- og Arveret
og Tidsskrift for Kriminalret siden 2001. Gennemgangen viser, at Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention påberåbes og anvendes langt oftere end andre konventioner om menneskerettighe-
der.
I afsnit 4 vurderes det, om det er muligt at udlede nogle generelle tendenser for, hvordan danske
domstole anvender sådanne konventioner.
24
Se betænkning nr. 1407/2001 side 56.
46
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0057.png
2. Danske domstoles anvendelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en del af
dansk ret (inkorporeringsloven).
Betænkning nr. 1220/1991 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret, der
ligger til grund for inkorporeringsloven, indeholder som nævnt ovenfor en gennemgang af sager,
hvor danske domstole havde anvendt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Menne-
skerettighedsdomstolens afgørelser som retskilde. Gennemgangen omfatter såvel trykte som utrykte
afgørelser. Betænkningen sammenfatter praksis, der vedrører perioden forud for inkorporeringen af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, således:
‖Den foretagne gennemgang af dansk retspraksis, der næppe er udtømmende, viser, at
Den europæiske Menneskerettighedskonvention, anvendes som retskilde ved danske
domstole. Højesterets afgørelser […] viser endvidere,
at Højesteret lægger konventions-
organernes afgørelser til grund, og at dansk ret derfor så vidt muligt ad fortolkningsve-
jen tilpasses til retsudviklingen som fastlagt af konventionsorganerne.
Højesterets afgørelser fra 1985 og navnlig fra 1989 er udtryk for en intensiv prøvelse af,
om der konkret er handlet i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen,
og om danske lovregler lever op til kravene i konventionen.
Mens Højesteret således følger Den europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolk-
ning, er Højesteret dog tilbageholdende med at anlægge en selvstændig fortolkning af
konventionen, i hvert fald hvis dette kunne have mere vidtrækkende konsekvenser. I
overensstemmelse med den traditionelle rollefordeling mellem domstole og lovgiv-
ningsmagt henskyder
Højesteret mere politiske valg til lovgivningsmagten.‖
25
Som nævnt findes i betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventio-
ner i dansk ret en gennemgang af sager, hvor danske domstole har anvendt Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention, efter konventionen blev inkorporeret i 1992. Resultatet af gennemgangen
af praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i modsætning til gen-
nemgangen i betænkning nr. 1220/1991 alene omfatter trykte afgørelser, sammenfattes således:
‖De […] omtalte afgørelser viser, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
påberåbes for og/eller anvendes af danske domstole i et betydeligt
og tilsyneladende
stigende
omfang. Efter udvalgets opfattelse er det imidlertid ikke muligt at sige noget
sikkert om årsagen hertil. Dette er formentlig resultatet af en flerhed af faktorer. Det kan
til dels skyldes inkorporeringen i 1992. Det kan imidlertid også skyldes et bedre kend-
skab til konventionen og den dertil hørende praksis blandt advokater og dommere m.m.
Det kan imidlertid også skyldes, at lovgivningen i visse tilfælde indrettes på en sådan
25
Se betænkning nr. 1220/1991 side 80f.
47
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
måde, at der ofte vil opstå spørgsmål om, hvorvidt den konkrete anvendelse af lovgiv-
ningen er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Danske domstole fortolker og anvender dansk ret i lyset af og med de begrænsninger,
der følger af konventionens bestemmelser
Dansk ret fortolkes og anvendes på en så-
dan måde, at et eventuelt brud på konventionen undgås.
Konventionens bestemmelser er ofte blevet påberåbt af sagens parter, men domstolene
synes i et vist omfang at inddrage konventionens bestemmelser af egen drift. I nogle sa-
ger synes danske domstole ligefrem at lægge til grund, at de ikke alene har ret til men
også pligt til at påse, at konventionens bestemmelser overholdes ved behandlingen af
sager
Ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser inddrager danske
domstole ofte praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Danske domsto-
le inddrager således konkrete domme, som de forholder sig til
I afgørelser, hvor
konventionen inddrages, afspejler præmisserne ofte Domstolens praksis i lignende sa-
ger. Dette fremgår tydeligt af sager om ytringsfrihed …, sager om udvisning …, sager
om sagsbehandlingstid
…, og sager om dommeres uafhængighed og upartiskhed …
Der
kan derfor være grund til at antage, at det netop er i kraft af praksis fra Domstolen, der
fortolker konventionens bestemmelser, og dermed præciserer indholdet af konventio-
nens forpligtelser, at konventionen tillægges en så stor betydning ved danske domstoles
behandling af sager.
Der findes eksempler på, at danske domstole ved afgørelsen fremhæver, at konventio-
nen er blevet inkorporeret i dansk ret
Det er vanskeligt at vurdere, om henvisningen
til konventionen er udtryk for, at inkorporeringen er blevet tillagt selvstændig betyd-
ning, eller om henvisningen blot er udtryk for en konstatering. I de fleste tilfælde an-
vender danske domstole imidlertid konventionens bestemmelser uden udtrykkeligt at
lægge vægt på, at konventionen er blevet inkorporeret i dansk ret. Dette kan måske ta-
ges som udtryk for, at det ikke alene er i kraft af inkorporeringen, at konventionens be-
stemmelser og Domstolens praksis tillægges så stor betydning.
Konventionen og Domstolens praksis synes at indgå med en sådan vægt, at danske
domstole er rede til at se bort fra lovgivers intentioner med en bestemmelse, hvis en ef-
terlevelse af intentionen vil indebære en krænkelse af konventionen
Danske domsto-
le er endvidere rede til at tilsidesætte en fast administrativ praksis og en fast retspraksis,
hvis det vurderes, at denne praksis er uforenelig med konventionen
Danske domstole
er endvidere rede til at tilsidesætte en endelighedsbestemmelse i en overenskomst, for at
undgå, at der sker en krænkelse af konventionen
På grundlag af den foreliggende praksis er det ikke muligt at sige noget sikkert om,
hvorvidt og i givet fald under hvilke betingelser danske domstole er rede til at tilside-
sætte klare lovbestemmelser, der vurderes at være i strid med konventionen
Domstolene synes endvidere at gå langt ved fortolkningen af dansk ret for at undgå, at
der sker en krænkelse af konventionen
48
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0059.png
Domstolenes villighed til at tilsidesætte afgørelser som værende i strid med konventio-
nen afhænger i væsentlig grad af, med hvilken sikkerhed konventionsforpligtelsernes
indhold kan fastlægges. På områder, hvor der foreligger en praksis fra Domstolen, fore-
tager danske domstole en indgående vurdering af, om en afgørelse vil være i strid med
de relevante domme fra Domstolen
Det er mere tvivlsomt, om danske domstole vil
foretage en selvstændig fortolkning af konventionens bestemmelser i tilfælde, hvor der
ikke foreligger relevant praksis fra Domstolen. I nogle tilfælde udviser domstolene til-
bageholdenhed
De omtalte afgørelser viser endvidere, at der i praksis er stor forskel på, hvilke bestem-
melser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention der påberåbes for og/eller an-
vendes af danske domstole, ligesom der er nogle bestemte retsområder, hvor konventio-
nen ofte har været anvendt
…‖
26
Betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret inde-
holder desuden en gennemgang af sager, hvor danske domstole har anvendt andre menneskerettig-
hedskonventioner end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Resultatet af gennemgan-
gen, der alene omfatter trykte afgørelser, sammenfattes således:
‖På
baggrund af det meget begrænsede antal afgørelser vedrørende andre konventioner
end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vil det være forbundet med en vis
usikkerhed at sige noget generelt om, hvilken status sådanne konventioner har i dansk
ret.
I perioden fra 1992 er der kun 12 afgørelser, hvor andre konventioner om menneskeret-
tigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet påberåbt og/eller
anvendt af danske domstole alene eller i tilknytning til Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention. Til sammenligning er der i samme periode 158 afgørelser, hvor Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet påberåbt for og/eller anvendt af
danske domstole.
Det er således påfaldende, at andre konventioner tilsyneladende påberåbes i meget be-
grænset omfang i sammenligning med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I tilfælde, hvor såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som andre kon-
ventioner påberåbes af sagens parter, synes der at være en vis tendens til, at domstolene
kun forholder sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
I nogle tilfælde er andre konventioner blevet påberåbt, uden at domstolene udtrykkeligt
har forholdt til de påberåbte konventioner
I sådanne tilfælde er det i sagens natur
vanskeligt at sige noget om, hvilken betydning konventionen har haft for resultatet
26
Se betænkning nr. 1407/2001 side 56ff.
49
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0060.png
Der findes imidlertid eksempler på, at danske domstole fortolker og anvender andre
konventioner
Det er muligt, at danske domstole i visse tilfælde af egen drift inddrager internationale
konventioner om menneskerettigheder
På baggrund af det begrænsede antal afgørelser vil det imidlertid formentlig være kor-
rekt at konkludere, at også andre konventioner om menneskerettigheder end Den Euro-
pæiske Menneskerettighedskonvention kan påberåbes for danske domstole, og at dom-
stolene forholder sig til disse konventioner i relevant omfang. Heraf følger, at også an-
dre konventioner om menneskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention er en relevant retskilde.
Det kan ikke udelukkes, at det begrænsede antal afgørelser vedrørende andre konventi-
oner skyldes, at disse ikke bliver påberåbt af sagens parter i samme omfang som Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det kan endvidere skyldes, at danske dom-
stole ikke er fortrolige med disse konventioner på samme måde som Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det kan endvidere skyldes, at der ikke på samme måde
som ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention findes tilgængelige fortolk-
ningsbidrag (afgørelser, udtalelser m.m.). Der findes i et vist omfang sådanne fortolk-
ningsbidrag, men disse er vanskeligt tilgængelige, og dette kan have en betydning for
konventionernes anvendelse i praksis.
På baggrund af det begrænsede antal afgørelser vedrørende andre konventioner om
menneskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det efter
udvalgets opfattelse ikke muligt at sige noget om, hvorvidt det navnlig er på bestemte
områder, at sådanne konventioner påberåbes for og/eller anvendes af danske domstole.
5 afgørelser vedrører FN’s konvention om barnets rettigheder, 2 afgørelser vedrører
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
1 afgørelse ved-
rører FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, 1 afgørelse vedrører FN’s
Flygtningekonvention og 1 afgørelse vedrører ILO-konventioner. Dette giver ikke noget
klart billede af, om det navnlig er på bestemte områder, at der rejses spørgsmål om
dansk rets forenelighed med andre konventioner om menneskerettigheder end Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskonvention.
På baggrund af det begrænsede antal afgørelser er det efter udvalgets opfattelse heller
ikke muligt at sige noget om, hvorvidt andre konventioner om menneskerettigheder end
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver påberåbt for og/eller anvendt af
danske domstole i stigende omfang. I 1995 var der 1 afgørelse, i 1997 var der 3 afgørel-
ser, i 1999 var der 4 afgørelser og i 2000 var der 2 afgørelser.
27
28
3. Danske domstoles anvendelse af andre konventioner om menneskerettigheder siden 2001
Alene Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret, og der findes
stadig kun relativt få trykte afgørelser, hvor danske domstole har anvendt andre konventioner om
27
28
Opgørelsen er foretaget på baggrund afgørelser optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 59ff.
50
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0061.png
menneskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For perioden fra den 1.
januar 2001 til den 1. januar 2014 har udvalget således kun fundet 32 trykte afgørelser,
29
hvor dan-
ske domstole udtrykkeligt i præmisserne tager stilling til anvendelse af én eller flere af de syv kon-
ventioner, som udvalget overvejer en inkorporering af. Medtages også de afgørelser, hvor parterne
har påberåbt sig andre konventioner, men hvor domstolene ikke udtrykkeligt har forholdt sig til
dem, er det samlede tal 48.
Gennemgangen nedenfor indeholder kun de trykte afgørelser, hvor danske domstole i præmisserne
udtrykkeligt har taget stilling til anvendelsen af andre konventioner om menneskerettigheder end
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Afgørelser, hvor andre konventioner alene er på-
beråbt af parterne, men hvor domstolene ikke ses at have forholdt sig udtrykkeligt hertil, er således
ikke medtaget.
3.1. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
I perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 er der i Ugeskrift for Retsvæsen fundet otte
afgørelser, hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt FN’s konvention om borgerlige og poli-
tiske rettigheder. Den ene af disse afgørelser (U2002.1789H) er beskrevet nedenfor under afsnit 3.3.
Herudover er der fundet én afgørelse i Tidsskrift for Kriminalret, hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt konventionen.
I
U2002.2378Ø
(dom af 27. juni 2002) skulle Østre Landsret tage stilling til, om oplysningspligten i
færdselslovens § 65, stk. 1
hvorefter ejeren (brugeren) af et køretøj efter anmodning fra politiet
skal oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet
finder anvendelse i en situation,
hvor den tiltalte risikerer at udsætte en af sine nærmeste for straf. Den tiltalte gjorde over for lands-
retten gældende, at bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1, begrænses af bl.a. princippet om
retten til ikke at blive pålagt
at inkriminere sig selv, jf. artikel 14 i FN’s konvention
om borgerlige
og politiske rettigheder og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt af rets-
plejelovens § 171 og retsplejelovens § 750 og princippet i straffelovens § 125, stk. 2, og § 159.
Landsretten udtalte følgende:
‖Den pligt til at afgive oplysninger, som færdselslovens § 65, stk. 1, pålægger en ejer el-
ler bruger af et køretøj, kan på baggrund af forarbejderne til retsplejelovens § 171 ikke
anses for begrænset af denne bestemmelse.
Da der ikke har været grundlag for at rejse sigtelse for hastighedsovertrædelsen mod til-
talte, har tiltalte været forpligtet til at besvare politiets forespørgsel om, hvem der har
Optællingen omfatter afgørelser trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Kriminalret og Tidsskrift for Familie-
og Arveret, som er fremfundet via en elektronisk søgning i de tre tidsskrifter. En sådan søgning er nødvendigvis for-
bundet med en vis usikkerhed, og det kan derfor ikke udelukkes, at der findes sager, som ikke er afdækket.
29
51
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0062.png
været fører af køretøjet, idet de principper, tiltalte i øvrigt har påberåbt sig, ikke kan føre
til et andet resultat.‖
30
I
U2002.2591Ø
(dom af 30. august 2002) skulle Østre Landsret tage stilling til, om det var i strid
med menneskerettighederne, at en grønlandsk landstingsforordning krævede medlemskab af en be-
stemt lønmodtagerorganisation som betingelse for udbetaling af offentlig hjælp som erstatning for
tab af indtægt forårsaget af arbejdsløshed eller sygdom. Sagsøger henviste til støtte for en påstand
herom til grundlovens § 78 (foreningsfrihed), Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 11 (forsamlings-
og foreningsfrihed), FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
ders artikel 22 (foreningsfrihed), FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettighe-
ders artikel 8 (fagforeningsfrihed) samt ILO-konventionerne. Landsretten udtalte:
‖Indholdet af grundlovens § 78, stk. 1, Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
ons art. 11 og de påberåbte ILO- og FN-konventioner er i alt væsentligt det samme.
Enhver lønmodtager i Grønland var pr. 1. august 1998 uanset sit organisationsforhold
berettiget til understøttelse fra det offentlige i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom.
Denne understøttelse udbetaltes for langt de fleste lønmodtageres vedkommende som
takstmæssig hjælp og for et mindretals vedkommende som trangsvurderet hjælp. Efter
det oplyste var de to former for hjælp i det væsentlige af samme størrelse, og således at
ingen lønmodtager var udelukket fra nødvendig offentlig hjælp. På denne baggrund fin-
des der ikke ved de fastsatte regler om udbetaling af sociale ydelser at være gjort ind-
greb i lønmodtagernes ret til at organisere sig, som er omfattet af de påberåbte bestem-
melser.‖
I
TfK2004.76Ø
(dom 5. november 2003) skulle Østre Landsret tage stilling til, om det ville være i
strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 og FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder artikel 14 at straffe en bilejer for ikke at oplyse, hvem der havde
benyttet hans bil. Et flertal i landsretten udtalte følgende:
‖Efter tiltaltes forklaring
for landsretten kan det ikke udelukkes, at tiltalte havde udlånt
sin bil til en person, der ikke lovligt kunne føre denne. Herefter og henset til, at politiet i
sin standardskrivelse af 7. september 2001 til tiltalte anførte, at »De har dog ikke pligt
til at oplyse, hvem der har ført køretøjet, hvis De har overladt føringen af køretøjet til en
person, der ikke lovligt kunne føre dette«, finder vi det betænkeligt imod selvinkrimine-
ringsprincippet at fortolke færdselslovens § 65 således, at reglen i stk. 1 indeholder en
strafsanktioneret oplysningspligt også i en situation, hvor motorkøretøjets ejer risikerer
straf for overtrædelse af bestemmelsens stk. 2, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-
Sagen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret, jf. U2003.1029H. Ved dommen tiltrådte
Højesteret, at det i den pågældende sag
hvor tiltalte ikke selv risikerede straf
ikke var i strid med de hensyn og prin-
cipper, der fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at
pålægge tiltalte at opfylde oplysningspligten efter færdselslovens § 65, stk. 1. Højesteret nævnte ikke FN’s konvention
om borgerlige og politiske rettigheder.
30
52
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0063.png
konventions artikel 6, stk. 1, og FN konventionen om borgerlige og politiske rettigheder
artikel 14, stk. 3, litra g.‖
I
U2006.35V
(kendelse af 26. maj 2005) afviste Vestre Landsret anklagemyndighedens påstand om
afvisning af tiltaltes anke. T, født i Kosovo i 1978, var straffet for tyveri med betinget fængsel i 30
dage og udvist med indrejseforbud i 3 år. T ankede dommen, men blev inden domsforhandlingen
udsendt af landet, og kunne herefter ikke rejse ind i Danmark igen. Udlændingemyndighederne gav
således flere gange T afslag på visum til deltagelse i domsforhandlingen. Landsretten udtalte:
‖Det følger af retsplejelovens § 965, stk.
1, Den Europæiske Menneskerettighedskon-
ventions artikel 6 og FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder artikel 14,
stk. 3, litra d, at tiltalte har ret til at deltage i retsmødet, og hans forsvarer har tilkende-
givet, at han ønsker at være til stede. Landsretten finder derfor, at sagen bør udsættes på
indkaldelse af tiltalte og fornyet ansøgning om visum hos udlændingemyndighederne.‖
Efter at udlændingemyndighederne på ny havde givet T afslag på visum til deltagelse i domsfor-
handlingen, tog landsretten anklagemyndighedens påstand om frifindelse ud fra hensigtsmæssig-
heds- og ressourcebetragtninger til følge.
I
U2006.2083H
(dom af 26. april 2006) skulle Højesteret tage stilling til, om ansættelse i den of-
fentlige sektor med lønloft indebar tvangs- eller pligtarbejde, usaglig forskelsbehandling eller kræn-
kelse af foreningsfriheden. Til støtte for påstanden henviste sagsøger (A) til Den Europæiske Men-
neskerettighedskonventions artikel 14 (forbud mod diskrimination) i sammenhæng med artikel 4
(forbud mod slaveri- og tvangsarbejde) og 11 (forsamlings-
og foreningsfrihed), FN’s konvention
om borgerlige og politiske rettigheders artikel 8 (forbud mod tvangs- og pligtarbejde) og 26 (forbud
mod diskrimination), FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheders artikel 6
(ret til arbejde) og 7 (ret til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår) samt ILO-konventionerne. Be-
skæftigelsesministeriet gjorde for landsretten heroverfor gældende, at ansættelsen hverken udgjorde
tvangs- eller pligtarbejde, usaglig forskelsbehandling eller en krænkelse af foreningsfriheden. Mini-
steriet anførte i landsretten i forhold til FN- og ILO-konventionerne desuden, at bestemmelser i dis-
se konventioner kun er folkeretligt bindende og dermed ikke kan anvendes direkte for danske dom-
stole, idet disse konventioner ikke er inkorporeret i dansk ret ved lov, at bestemmelser i disse kon-
ventioner alene har retskildemæssig betydning ved domstolenes fortolkning af dansk ret efter dan-
ske retsprincipper, og at bestemmelser i disse konventioner ikke kan anvendes i konflikt med en
klar dansk lovbestemmelse, der er vedtaget af Folketinget ud fra saglige, samfundsmæssige hensyn
mange år efter, at Folketinget gav ratifikationssamtykke til disse konventioner. Landsretten udtalte
bl.a.:
‖Ordningen […] findes ikke at indeholde sådanne tvangselementer, at den er i strid med
internationale forpligtelser, såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonventions ar-
53
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tikel 4, stk. 2, eller FN-konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder artikel 8,
stk. 3, således som disse udfyldende kan fortolkes ved hjælp af ILO’s konventioner.‖
Højesteret udtalte bl.a.:
‖A's ret til arbejdsløshedsdagpenge ville ophøre med udgangen 1992. Han så sig derfor
nødsaget til at påtage sig ansættelsen i arbejdstilbud ved I. Dette giver imidlertid ikke
grundlag for at anse hans arbejde i I for et tvangs- eller pligtarbejde i den forstand, hvori
dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tion og i de øvrige konventionsbestemmelser, som A har henvist til, jf. herved også Hø-
jesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 770. Dette gælder, selv om arbejds-
tilbuddet var omfattet af lønloftet i § 1 a, stk. 2, i den dagældende lov om arbejdstilbud
til ledige, og A derfor ikke modtog overenskomstmæssig løn.
Lønloftet for arbejdstilbud i den offentlige sektor […] var […] begrundet dels i et ønske
om at skabe et større incitament for ledige til selv at søge almindeligt arbejde, dels i et
ønske om at opnå en besparelse for det offentlige. Lønloftet indebærer, at akademikere,
der ansættes i arbejdstilbud i den offentlige sektor, får en lavere løn end både akademi-
kere, der er ansat samme sted på normale lønvilkår, og akademikere i arbejdstilbud i den
private sektor, hvor der udbetales overenskomstmæssig løn. Endvidere er den reduktion
af lønnen i forhold til overenskomstmæssig løn, som lønloftet indebærer, i almindelig-
hed større for akademikere end for andre grupper af arbejdsledige. Efter baggrunden for
lønloftet kan disse forskelle ikke anses for en usaglig forskelsbehandling, der er i strid
med artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller med de øvrige
konventionsbestemmelser om forbud mod forskelsbehandling, som A har påberåbt sig.
Lønloftet for arbejdstilbud i den offentlige sektor gør ikke indgreb i de arbejdslediges
ret til at være medlem af en lønmodtagerorganisation, og der er heller ikke i øvrigt
grundlag for at anse ordningen for stridende mod artikel 11 i Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention eller mod de øvrige konventionsbestemmelser om forenings-
frihed, som A har henvist til. Afgørelsen af november 1998 fra Fagforeningsfrihedsko-
miteen under ILO i sag nr. 1958 er i overensstemmelse hermed.‖
I
U2008.342H
(dom af 5. november 2007) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
menneskerettighederne mv., at fødsel af et barn af forældre med tilknytning til det romersk-katolske
kirkesamfund skulle anmeldes til ministerialbogen i folkekirken, og at forældrene som ikke-
medlemmer af folkekirken indirekte gennem de almindelige skattebetalinger bidrog til statstilskud
til folkekirken. Sagsøger F gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at pligten til at anmelde barnets
fødsel til folkekirken udgjorde et indgreb i hans religionsfrihed, der var beskyttet af Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonventions artikel 9 (religionsfrihed), samt at statstilskuddet til folkekirken
var udtryk for urimelig forskelsbehandling på grund af hans tro i strid med Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions artikel 14 (forbud
mod diskrimination) og FN’s konvention om borgerlige
og politiske rettigheder artikel 26 (generelt forbud mod diskrimination). Om spørgsmålet om fød-
selsregistrering udtalte Højesteret bl.a.:
54
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
‖Som anført af landsretten varetager ministerialbogsføreren,
nu personregisterføreren,
denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen er en forvaltnings-
opgave, som udføres på almindeligt offentligretligt grundlag, og den er uden religiøst
indhold. Anmeldelse kan i øvrigt ske uden personligt fremmøde på kirkekontoret, og
ordningen er tilrettelagt således, at attesten for en person, der ikke er medlem af folke-
kirken, ikke skal være påført »Den Danske Folkekirke«. Fødselsanmeldelsesordningen
berører således hverken retten til religionsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonventions artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter
artikel 8 og indebærer heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel
14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Efter det anførte, og da pligten for alle uden for
de sønderjyske landsdele til at anmelde fødsler til folkekirkens ministerialbøger ikke
kan anses for forskelsbehandling, hverken i forhold til forældre i Sønderjylland eller i
forhold til forældre, som er medlemmer af folkekirken, er ordningen heller ikke i strid
med artiklerne 2, 18 og 26 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske
rettigheder.‖
Om spørgsmålet om statstilskuddet til folkekirken udtalte Højesteret bl.a.:
‖Som ikke-medlem
af folkekirken betaler F ikke kirkeskat, men han bidrager gennem
sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. Der er således ingen direkte
forbindelse mellem F's betaling af almindelige skatter og statens tilskud til folkekirkens
religiøse aktiviteter, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgø-
relse af 9. maj 1989 i sagen Darby mod Sverige, præmisserne 45-47 og 56 (sag
11581/85).
Højesteret finder herefter, at F's ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke berøres
af, at han på denne måde indirekte er med til at finansiere folkekirken. Hertil kommer,
at en del af folkekirkens udgifter vedrører varetagelse af ikke-religiøse samfundsopga-
ver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen.
Højesteret finder herefter, at heller ikke F's rettigheder efter artikel 1 i 1. tillægsprotokol
til Menneskerettighedskonventionen eller efter de tidligere nævnte bestemmelser i FN's
internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder er krænket.
Efter det anførte indebærer statstilskuddet heller ikke en krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 9 og med artikel 1
i tillægsprotokollen.‖
I
U2009.2307Ø
(dom af 22. maj 2009) skulle Østre Landsret tage stilling til, om en mellem sagsø-
geren og sagsøgte indgået aftale om deres fælles barns navn var i strid med bl.a. artikel 8 i FN’s
konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Landsretten fandt af de af byretten anførte grun-
de, at dette ikke var tilfældet. Byretten havde udtalt følgende:
‖Under en sag om forældremyndighed kan forældrene ved retsforlig indgå bindende af-
taler om beslutninger vedrørende barnets forhold. Retten finder det ikke bevist, at sag-
søgte under domsforhandlingen den 1. december 2006 var under et sådant pres, at de af
55
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ham i retten indgåede aftaler om A ikke er bindende. Ved retsforliget den 1. december
2006 har parterne bl.a., aftalt, at deres fælles søn A fremover skal hedde A - - -, og den-
ne aftale, der er indgået i retten og af barnets forældre, ses ikke at være i strid med arti-
kel 8, stk. 1, i FN's menneskerettighedskonvention. Herefter og da samtykke til navne-
ændring for et barn skal gives ved, at forældremyndighedsindehaverne underskriver
blanket om navneændring, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 438 af 11. maj 2007 om
navne, tages sagsøgers påstand til følge.‖
I
U2011.3083H
(dom af 10. august 2011) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv)
eller FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder artikel
24 (statens pligt til at beskytte
børn uden nogen form for forskelsbehandling) sammenholdt med FN’s konvention om barnets ret-
tigheder artikel 5 (staten skal respektere forældres ansvar, rettigheder og pligter til at yde passende
vejledning og støtte til barnet), 9 (barnets ret til ikke at blive adskilt fra sine forældre), 10 (ret til
kontakt med begge forældre) og 18 (om forældrenes fælles ansvar for barnets opdragelse og udvik-
ling), at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde givet afslag
på familiesammenføring i en sag, hvor den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som kon-
ventionsflygtning, men hvor ægtefællerne skønnedes at kunne tage ophold i hjemlandet. Højesteret
udtalte:
‖Den foreliggende sag er behandlet efter
reglerne i Udlændingestyrelsens US-
meddelelse nr. 3/05 af 8. august 2005 om Asyl- og Visumafdelingens udtalelser til Er-
hvervs- og Familiesammenføringsafdelingen/Integrationsministeriet i ægtefællesam-
menføringssager, hvor den herboende reference er flygtning. Det fremgår af disse reg-
ler, at der i tilfælde, hvor ægtefællerne er blevet gift efter den herboende ægtefælles ind-
rejse i Danmark, skal foretages en vurdering af, hvorvidt den herboende efter de aktuel-
le forhold (fortsat) risikerer asylrelevant forfølgelse i sit hjemland, og det er forudsat, at
dette spørgsmål efter omstændighederne kan blive besvaret benægtende, selv om betin-
gelserne for at ophæve den herboendes flygtningestatus ikke kan anses for opfyldt. Reg-
lerne i meddelelsen om sagsbehandlingen og bedømmelseskriterierne må anses for god-
kendt af Folketinget i forbindelse med 2005-ændringen af udlændingeloven, og Højeste-
ret finder ikke grundlag for at fastslå, at reglerne er i strid med artikel 8 i Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonvention eller med andre bestemmelser i internationale kon-
ventioner.‖
3.2. FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
I perioden fra 2001 til 1. januar 2014 er der i Ugeskrift for Retsvæsen fundet tre afgørelser, hvor
danske domstole udtrykkeligt har
anvendt FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder. To af disse sager (U2002.2591Ø og U2006.2083H) er beskrevet ovenfor under afsnit
3.1.
I
U2011.221H
(dom af 18. oktober 2010) skulle Højesteret tage stilling, om en række bekendtgørel-
ser, hvori der var fastsat en kortere frist for påbegyndelsen af hoveduddannelsen som speciallæge
56
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
end hidtil, var i strid med bl.a. artikel 2 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention (ret til uddannelse) og artikel 13 i FN’s konvention
om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder (ret til uddannelse). Landsretten udtalte:
‖Både den teoretiske og den praktiske del af speciallægeuddannelsen er beskyttet af Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om uddannelse. Den skete
regulering af speciallægeuddannelsen findes imidlertid ikke at stride mod 1. Tillægspro-
tokol til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2, navnlig fordi regule-
ringen ikke er diskriminerende, ligesom den er sagligt begrundet og tjener et anerken-
delsesværdigt formål.
De øvrige internationale konventioner og erklæringer, som Foreningen har påberåbt, er
ikke direkte anvendelige i dansk ret, således at de kan føre til en tilsidesættelse af 4-års-
reglen.‖
Højesteret udtalte:
‖Højesteret
finder som landsretten, at bestemmelsen efter ordlyden må forstås således,
at den ikke alene giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler vedrørende uddannel-
sens faglige indhold, men tillige mulighed for at tilgodese behovet for tilgang af special-
læger på de forskellige områder inden for sundhedsvæsenet gennem fastsættelse af en
frist som sket. Der er ikke i forarbejderne til bestemmelsen holdepunkter for en anden
forståelse.
Herefter, og da det, Foreningen af Danske Lægestuderende i øvrigt har anført, ikke kan
føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.‖
3.3. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
I perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 er der i Ugeskrift for Retsvæsen fundet tre
afgørelser, hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination.
I
U2002.1789H
(dom af 21. maj 2002) skulle Højesteret tage stilling til, om et krav om statsborger-
skab som betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var i strid med Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskri-
mination eller FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder.
Sagsøger gjorde således for
landsretten bl.a. gældende, at statsborgerskabskravet var i strid med artikel 26 (forbud mod diskri-
mination) i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og med artikel 2, stk. 2 (forbud
mod diskrimination), sammenholdt med artikel 6 (retten til
arbejde) i FN’s konvention om økono-
miske, sociale og kulturelle rettigheder. I den forbindelse henviste sagsøger til, at det ikke var sand-
synliggjort og i øvrigt havde formodningen mod sig, at Folketinget bevidst skulle have tilsigtet at
handle i strid med de nævnte internationale konventioner, og at sagsøger derfor ikke var afskåret fra
at påberåbe sig disse bestemmelser direkte. Det daværende Trafikministerium gjorde heroverfor
57
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
gældende, at selv om konventionerne er folkeretligt bindende, kan de ikke påberåbes af den enkelte
borger under en sag for de danske domstole, hvorfor konventionerne kun har retskildemæssig be-
tydning for en sådan sag. Trafikministeriet anførte endvidere, at konventionsbestemmelser ikke kan
anvendes i konflikt med en klar dansk lovbestemmelse. Højesteret udtalte følgende om forholdet til
FN-konventionerne:
‖Det fremgår af art. 1, stk. 1, i FN's konvention om afskaffelse af alle former for race-
diskrimination, at udtrykket »racediskrimination« betyder bl.a. »enhver forskel . . . på
grundlag af . . . national . . . oprindelse«. Det bestemmes derudover i art. 1, stk. 2, at
konventionen ikke finder anvendelse på sådan forskelsbehandling, som en stat foretager
mellem sine egne statsborgere og udlændinge. Forskelsbehandling på grundlag af ind-
fødsret er således ikke i sig selv en krænkelse af konventionens art. 5. En tilsvarende
retstilstand må antages at gælde efter art. 26 i FN's konvention om borgerlige og politi-
ske rettigheder.
Folketingets indsættelse af indfødsretskravet i taxiloven i 1997 blev begrundet med øn-
sket om at tilgodese nærmere angivne lovlige formål, og det er ubestridt, at forskelsbe-
handling på grundlag af national oprindelse ikke var tilsigtet. Tilsvarende forskelsbe-
handling på grundlag af indfødsretskrav ved tildeling af tilladelser til udførelse af visse
særlige funktioner er udbredt i lande i Europa og den øvrige verden, og der må tilkom-
me Folketinget et skøn ved vurderingen af, om et krav om indfødsret er hensigtsmæssigt
og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål. Højesteret finder på denne baggrund,
at anvendelsen af indfødsretskravet over for Mahboob Ur Rab ikke var i strid med art. 5
i FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination eller med art. 26 i
FN's konvention om borgerlige og
politiske rettigheder.‖
I
U2003.2438V
(dom af 20. august 2003) skulle Vestre Landsret tage stilling til, om en pizzariaejers
nægtelse af at sælge mad og drikke til tyskere og franskmænd var en overtrædelse af racediskrimi-
nationsloven. Landsretten udtalte:
‖Efter art. 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan ytringsfri-
heden begrænses, når det er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk sam-
fund for at beskytte andres rettigheder. Racediskriminationsloven er vedtaget i forbin-
delse med Danmarks ratifikation af De Forenede Nationers konvention af 21. december
1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Heller ikke en konkret afvej-
ning af tiltaltes adgang til at fremkomme med den meningstilkendegivelse, der er inde-
holdt i hans nægtelse af at betjene tyske og franske statsborgere, i forhold til beskyttel-
seshensynene i racediskriminationsloven kan føre til, at tiltaltes handlinger under hen-
syn til bestemmelserne om ytringsfrihed i grundlovens § 77 og art. 10 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention kan anses for straffri. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er
fundet skyldig som sket.‖
I
U2007.341H
(dom af 2. november 2006) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
menneskerettighederne, at en kommune og efterfølgende Det Sociale Nævn havde givet afslag på at
yde særligt børnetilskud til et barn, der var adopteret af en eneadoptant. Sagsøgeren B, som værge
58
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0069.png
for A, gjorde bl.a. gældende, at kommunens afgørelse udgjorde diskrimination i strid med Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til respekt for familieliv og privatliv), jf.
artikel 14 (forbud mod diskrimination), og FN’s konvention om barnets rettigheder artikel 2 (statens
pligt til at sikre de i konventionen anerkendte rettigheder), jf. artikel 26 (forbud mod diskriminati-
on), idet de ikke fik de samme ydelser som andre sammenlignelige familier. B gjorde endvidere
gældende, at afslaget var i strid med FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskri-
mination, idet der var tale om indirekte diskrimination begrundet i barnets nationale og etniske op-
rindelse. Det Sociale Nævn gjorde heroverfor bl.a. gældende, at de af B påberåbte bestemmelser i
FN-konventionerne, der ikke er inkorporerede i dansk ret, ikke kunne anvendes direkte og i strid
med en udtrykkelig dansk lovbestemmelse, ligesom de heller ikke kunne erstatte en manglende
hjemmel i gældende dansk ret. Et flertal (3 dommere) i Højesteret udtalte bl.a.:
‖Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skal
have til Danmark for at
være berettiget til børnetilskud, er reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser,
der er opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelner ikke mellem
danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 er udenlandske børn, der adopteres af en enlig
person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som dan-
ske børn, der adopteres af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold
mv. for tiden stort set kun er udenlandske børn, der adopteres af enlige personer her i
landet, kan efter vores opfattelse ikke føre til, at Det Sociale Nævns afslag på at yde
særligt børnetilskud til A udgør en usaglig forskelsbehandling i strid med Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 i
den første tillægsprotokol, eller med de øvrige konventionsbestemmelser, som A har
påberåbt sig
31
.
3.4. FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller straf
I perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 er der i Ugeskrift for Retsvæsen fundet to
afgørelser, hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt FN’s konvention mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
I
U2004.715Ø
(kendelse af 25. november 2003) skulle Østre Landsret tage stilling til, om anklage-
myndigheden under efterforskningen af en sag, hvor en iransk asylansøger var mistænkt for at have
begået tortur, kunne videregive oplysninger fra sigtedes asylsag samt hans fotografi og fingeraftryk
til de iranske myndigheder. Landsretten udtalte:
Et mindretal (2 dommere) fandt omvendt, at A havde krav på særligt børnetilskud, bl.a. fordi A’s forhold før adoptio-
nen efter deres opfattelse måtte sidestilles med tilfælde, hvor indehaveren af forældremyndigheden over barnet er afgået
ved døden. Mindretallet kom ikke herved ind på de påberåbte konventioner.
31
59
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0070.png
‖I henhold til artikel 7, stk. 1, i Torturkonventionen, jf. bekendtgørelse nr. 88 af 23. ok-
tober 1987 (Lovtidende C) af konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, er Danmark forpligtet
til at gennemføre en eventuel retsforfølgning vedrørende torturhandlinger begået af per-
soner, der ikke udleveres til retsforfølgning i et andet land.
Da videregivelse af de omhandlede fortrolige oplysninger sker med henblik på efter-
forskning af vold og tortur, jf. straffelovens § 246, jf. § 245, må videregivelsen, uanset
sigtedes forhold, anses for lovlig.‖
I
U2011.2318H
(kendelse af 26. maj 2011) skulle Højesteret under forberedelsen af en sag, der ved-
rørte lovligheden af en afgørelse om udvisning, tage stilling til, om en række dokumenter skulle
udgå af en sag om udvisning af B af hensyn til statens sikkerhed. Den for B beskikkede særlige ad-
vokat gjorde gældende, at det måtte antages eller i hvert fald ikke med fornøden sikkerhed kunne
udelukkes, at oplysningerne i nogle af dokumenterne var fremkommet som følge af tortur, og at
anvendelsen af dokumenterne som bevis i en
retssag derfor var udelukket efter FN’s torturkonven-
tions artikel 15 (forbud mod at anvende forklaringer afgivet under tortur som bevis i straffesager).
Højesteret bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til folketingsbeslutningen om Danmarks rati-
fikation
af FN’s torturkonvention, at der ikke var grund til at foretage lovændringer af hensyn til
indholdet af artikel 15, da domstolene måtte antages at ville afskære sådan bevisførelse som utilste-
delig. Højesteret fandt dog samtidig, at udelukkelse af beviser på baggrund af torturkonventionens
artikel 15 på det da foreliggende stadium af sagen måtte forudsætte et sikkert grundlag. Efter det,
der var oplyst om forholdene i det omhandlede land, og efter det, som den særlige advokat havde
anført om omstændighederne vedrørende de omtvistede oplysninger, fandt Højesteret, at der var en
risiko for, at oplysningerne var fremkommet som følge af tortur, men der var dog ikke et sikkert
grundlag for at antage, at dette var tilfældet. På dette grundlag fandt Højesteret, at det ikke på for-
hånd kunne udelukkes, at de omhandlede oplysninger kunne indgå som bevis i sagen. Advokatens
påstand om, at dokumenterne skulle udgå af sagen, blev derfor ikke taget til følge.
32
3.5. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination
mod kvinder
I perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 er der i Ugeskrift for Retsvæsen fundet én
afgørelse, hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder.
Ved behandlingen af selve udvisningssagen konkluderede Højesteret efterfølgende, jf. dommen refereret i
U2011.2376H, at ‖[i] og med at det åbne materiale er tilstrækkeligt til at opretholde farevurderingen,
er det ufornødent
at tage stilling til, om der som hævdet af den særlige advokat blandt det lukkede materiale til understøttelse af farevur-
deringen skulle være oplysninger fremkommet ved tortur‖.
32
60
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I
U2005.602H
(dom af 11. november 2004) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
bl.a. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, at sygedagpen-
ge under en børnepasningsorlov ikke beregnes på grundlag af lønindtægten før orloven, men i stedet
på grundlag af orlovsydelsen. Sagsøger F henviste til, at 93 pct. af alle personer på børnepasnings-
orlov er kvinder, hvorfor dagpengereglerne efter hendes opfattelse var indirekte diskriminerende.
Højesteret udtalte bl.a.:
‖Det følger af dagpengelovens § 2, stk. 2, nr. 1, at socialministeren fastsætter regler om,
hvilke indtægter der skal henregnes til lønindtægt. I medfør af denne bestemmelse blev
det ved § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved
sygdom eller fødsel bestemt, at ydelser efter lov om orlov, herunder ydelser under bør-
nepasningsorlov, regnes til lønindtægt. Denne bestemmelse er i overensstemmelse med
dagpengelovens grundprincip og er således ikke udtryk for, at personer, der bliver syge
under børnepasningsorlov, forskelsbehandles ved at blive stillet ringere end andre, der
bliver syge. Der foreligger derfor heller ikke en indirekte forskelsbehandling på grund-
lag af køn som følge af, at bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, har væsentlig større be-
tydning for kvinder end for mænd, fordi væsentligt flere kvinder end mænd gør brug af
ordningen med børnepasningsorlov. At sygedagpenge beregnet på grundlag af orlovs-
ydelsen i reglen vil være lavere end sygedagpenge beregnet på grundlag af lønnen forud
for orlovsperioden, beror på, at selve orlovsydelsen i reglen vil være lavere end den hid-
tidige løn.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, kan således ikke anses for stridende mod forbuddet
mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7
EØF om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring. Hverken det
forhold, at sygedagpenge til personer på børnepasningsorlov forud for ændringen i 1998
blev beregnet på grundlag af lønnen forud for orlovsperioden, eller det, som i øvrigt er
anført af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, kan føre til et andet resultat.
Af de samme grunde kan bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, ikke anses for stridende
mod FN's konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimi-
nation imod kvinder.‖
3.6. FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap trådte i kraft den 24. august 2009. Der
er siden konventionen trådte i kraft til den 1. januar 2014 trykt én afgørelse i Ugeskrift for Retsvæ-
sen, hvor danske domstole udtrykkeligt har anvendt konventionen.
I
U2012.284H
(dom af 18. oktober 2011) skulle Højesteret tage stilling til, om servicelovens § 100
gav ret til dækning af udgifter til tandbehandling. Sagsøger A, hvis tænder som følge af en sjælden
sygdom var særligt udsatte for karies, gjorde til støtte for sin påstand bl.a. gældende, at en fortolk-
ning af servicelovens § 100 skulle inddrage FN’s konvention om rettigheder
for personer med han-
dicap. Højesteret udtalte:
61
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
‖Det følger ikke af bestemmelsens ordlyd, at en kommune skal dække udgifter til læge-
og tandlægebehandling. Det fremgår heller ikke af forarbejderne til bestemmelsen, at en
kommune skal dække sådanne udgifter. Det må lægges til grund, at det er fast admini-
strativ praksis, at udgifter til læge- og tandlægebehandling ikke dækkes efter bestem-
melsen. Denne praksis er også i overensstemmelse med princippet om sektoransvar og
svarer i øvrigt til, hvad der altid har været anført i Socialministeriets vejledninger om
dækning af merudgifter efter lov om social service. Tilsvarende var endvidere anført i
Socialministeriets vejledning om dækning af merudgifter efter bistandslovens § 48.
Højesteret finder herefter, at Det Sociale Nævn har været berettiget til at tiltræde Kø-
benhavns Kommunes afslag på dækning af A's udgifter til tandbehandling. Hverken
FN's konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap, som
Danmark ratificerede den 24. juli 2009, eller princippet om ligebehandling af handicap-
pede kan føre til et andet resultat.‖
3.7. FN’s konvention om barnets rettigheder
I perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 er der trykt fjorten afgørelser i ugeskriftet,
hvor danske domstole udtrykkeligt
har anvendt FN’s konvention om barnets rettigheder. En af disse
afgørelser (U2011.3083H) er beskrevet ovenfor under afsnit 3.1, mens en anden (U2007.341H) er
beskrevet under afsnit 3.3. Herudover er der fundet fire afgørelser i Tidsskrift for Familie- og Arve-
ret, hvor danske domstole udtrykkeligt har anvendt konventionen.
I
U2004.1047H
(kendelse af 21. januar 2004) skulle Højesteret tages stilling til, om to drenge på
fem og ni år skulle fritages for vidneforklaring i en sag, hvori bl.a. deres mor var sigtet for vold mod
et barn på halvandet år. Til støtte herfor gjorde moren bl.a. gældende, at en afhøring af drengene
ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til respekt for
privatliv og familieliv) og
FN’s konvention om barnets rettigheder artikel 3 (hensynet til barnets
tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn). Højesteret udtalte:
‖Højesteret tiltræder […], at de to drenges forklaring må anses for at være af afgørende
betydning for sagens udfald, og at sagens beskaffenhed og betydning gør det berettiget
at pålægge drengene at afgive forklaring. Et sådant pålæg kan under de foreliggende
omstændigheder ikke anses for stridende mod Den Europæiske Menneskerettigheds-
konventions
artikel 8, jf. dennes stk. 2, eller FN’s Børnekonventions artikel 3.‖
I
U2006.2468V
(dom af 22. maj 2006) skulle Vestre Landsret tage stilling til, om et forældrepar (H
og M) havde krav på, at deres børn fik tilbudt vederlagsfri modersmålsundervisning i tyrkisk. Bør-
nene havde i deres kommune modtaget folkeskoleundervisning i tyrkisk uden betaling indtil en æn-
dring i 2003, hvorefter kommunen kun tilbød undervisning i tyrkisk mod forældrebetaling. Det blev
lagt til grund, at børnene, der havde haft og fortsat havde vederlagsfri adgang til almindelig under-
visning efter folkeskolelovens regler, fuldt ud beherskede dansk. Forældrene gjorde gældende, at
62
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
afskaffelsen af den vederlagsfrie modersmålsundervisning var i strid med bl.a. artikel 29 og 30 i
FN's konvention om barnets rettigheder. Kommunen gjorde heroverfor gældende, at konventionens
artikel 29 ikke fandt anvendelse, idet børnene var født i Danmark, ligesom man for så vidt angår
artikel 30 bemærkede, at det var forældrenes eget valg at bruge deres eget sprog. Kommunen gjorde
desuden gældende, at selv hvis det kunne antages, at konventionen var krænket, kunne det ikke
medføre en tilsidesættelse af de danske regler, da konventionsbestemmelserne ikke havde et sådan
klart og ubetinget indhold, som ville være en forudsætning for umiddelbar anvendelighed. Landsret-
ten udtalte følgende:
‖Der er ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid med FN's
Børnekonvention, at H og
M's børn ikke tilbydes vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede som følge heraf kan
børnekonventionen
ikke føre til, at H og M's påstand skal tages til følge.‖
I
U2009.974H
(dom af 13. januar 2009) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
bl.a. FN’s konvention om barnets rettigheder, at det daværende Ministerium for
Flygtninge, Ind-
vandrere og Integration havde givet en makedonsk statsborger A afslag på familiesammenføring
med hendes forældre i Danmark. Afslaget blev givet under henvisning til, at der efter bortfald af
den tidligere opholdstilladelse kun kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1,
nr. 2, hvis hensynet til A's tarv talte derfor. A, der var født i 1991, havde som lille haft opholdstilla-
delse i Danmark, idet hendes forældre, der havde haft opholdstilladelse fra henholdsvis 1970 og
1991, boede her. I 1993, da hun var to år, udrejste hun til Makedonien, og som følge deraf bortfaldt
hendes opholdstilladelse efter de gældende regler. I Makedonien boede hun hos sin mormor, og hun
havde sin opvækst og skolegang der. I august 2005 ansøgte hun om opholdstilladelse, under hen-
visning til at hendes forældre fortsat boede i Danmark. Hun havde i de mellemliggende år ikke be-
søgt sine forældre i Danmark, men de havde besøgt hende. Højesteret udtalte:
‖Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
har ved afgørelsen af 5. decem-
ber 2006 taget de faktiske omstændigheder i betragtning, der skal inddrages ved udøvel-
sen af skønnet over, om der under hensyn til A's tarv skal meddeles opholdstilladelse, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 14, og Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte det
udøvede skøn som åbenbart urimeligt. Højesteret har herved lagt vægt på, at A, der var
15 år på tidspunktet for afgørelsen, havde boet hos sin mormor i Makedonien, siden hun
var to år, og trods mormorens svækkede tilstand fortsat kunne bo hos hende, på, at A
havde gennemgået en 8-årig folkeskole i Makedonien og talte makedonsk og albansk,
men ikke dansk, samt på, at A's forældre fortsat kunne være sammen med hende i Ma-
kedonien i samme omfang som siden adskillelsen
i 1993.‖
I
TFA2010.338Ø
(dom af 19. januar 2010) skulle Østre Landsret tage stilling til en sag om foræl-
dremyndigheden over to drenge (A og B) på da 9 og 11 år. Børnenes forældre, der begge var flygtet
fra Irak til Danmark, havde i 2007 ophævet deres samliv, og børnene havde herefter haft bopæl hos
moderen, der gennem hele opvæksten havde været deres primære omsorgsperson. Moderen (M)
ønskede nu at vende tilbage til Irak med drengene, mens faderen ville blive i Danmark, og han ville
63
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ikke tillade, at drengene flyttede til Irak. Faderen gjorde i den forbindelse gældende, at det ville
være i strid med bl.a. artikel
6 i FN’s konvention om barnets rettigheder (pligt til at sikre barnets
udvikling) at flytte børnene til Irak, idet børnene hverken kunne læse eller skrive arabisk, hvilket
ville være et stort handicap for deres skolegang og uddannelse. Byretten tillagde moren forældre-
myndigheden, hvilket landsretten stadfæstede i henhold til de af byretten nævnte grunde. Byretten
udtalte bl.a. følgende:
‖Uanset de utvivlsomt store forskelle mellem det danske og det irakiske uddannelses-
og pasningssystem er der ikke oplyst omstændigheder, der giver et sikkert grundlag for
at fastslå, at A og B vil få det bedre i Danmark hos deres far, end de kan få det sammen
med deres mor i Irak. Der er herved også lagt vægt på, at begge børn taler arabisk, og at
de må forventes at kunne opnå de øvrige færdigheder i det irakiske uddannelsessystem.
Der er derfor heller ikke grundlag for at antage, at staten tilsidesætter sine forpligtelser
efter FN’s børnekonvention til at sikre børnenes udvikling, ved at retten træffer en afgø-
relse, der gør det muligt for M at rejse til Irak sammen med dem.
Hvis parterne
som varslet
vil opholde sig i hvert sit land, vil følgen formentlig blive,
at A og B vil få et meget begrænset samvær med forælderen i udlandet. Da retten ikke
samtidig kan træffe bestemmelse om, hvor en forælder skal bo af hensyn til børnene,
kan de påberåbte bestemmelser i FN’s børnekonvention heller ikke blive afgørende for,
hvem der skal tillægges forældremyndigheden, idet børnene
uanset udfaldet
vil blive
begrænset i deres ret til kontakten med den anden forælder.
Når der tages hensyn til børnenes hidtidige nære tilknytning til deres mor, og under ind-
tryk af det, som de gav udtryk for under samtalen, findes det efter en samlet vurdering
af sagens oplysninger bedst for dem, at forældremyndigheden over dem tillægges M, jf.
forældreansvarslovens § 11.‖
I
U2010.1590H
(dom af 19. marts 2010) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om barnets rettigheder,
at det
daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde givet to børn afslag på
familiesammenføring med deres herboende far pga. manglende ‖grundlag for en vellykket integra-
tion‖. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
anerkendte, at de påberåbte konventio-
ner udgjorde en relevant retskilde ved fortolkningen af udlændingelovens regler, men gjorde gæl-
dende, at der ikke i denne sag forelå sådanne særlige forhold, at hensynet til sagsøgerne kunne føre
til, at opholdstilladelse skal meddeles i videre omfang, idet børnekonventionen ikke giver videre
rettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og idet der efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention ikke tilkommer en borger i en ratificerende stat en ubetinget ret til
selv at vælge, hvor familielivet skal udøves‖. Højesteret udtalte bl.a.:
‖Afgørelsen af, om A og B har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til
Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet, beror på en
64
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
skønsmæssig vurdering, og Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte ministeri-
ets skøn.
Højesteret finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets vurde-
ring, hvorefter der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, at der efter [udlæn-
dingelovens] § 9, stk. 13, 2. pkt., skal ses bort fra betingelsen i 1. pkt.
Resultatet kan ikke antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention.‖
I
U2010.1599H
(dom af 19. marts 2010) skulle Højesteret ligeledes tage stilling til, om det var i
strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om barnets rettig-
heder, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde givet et barn
afslag på familiesammenføring med sin herboende far pga. manglende ‖grundlag for en vellykket
integration‖. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration gjorde gælden-
de, at selv om de påberåbte konventioner udgjorde en relevant retskilde ved fortolkningen af ud-
lændingelovens regler, forelå der i den pågældende sag ikke sådanne særlige forhold, at hensynet til
sagsøgerne kunne føre til, at opholdstilladelse skulle meddeles. Ministeriet henviste herved til, at
børnekonventionen ikke giver videre rettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tion, der i sig selv ikke giver en borger i en ratificerende stat en ubetinget ret til selv at vælge, hvor
familielivet skal udøves. Højesteret udtalte bl.a.:
‖Afgørelsen af, om A har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Dan-
mark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet, beror på en skønsmæs-
sig vurdering, og Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn.
A var på ansøgningstidspunktet ca. 14�½ år og havde hidtil boet hos sine bedsteforældre
i Kina. På denne baggrund finder Højesteret
selv om A ikke måtte kunne bo hos sin
mor
ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets vurdering, hvorefter der
ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, at der efter [udlændingelovens] § 9, stk.
13, 2. pkt., skal ses bort fra betingelsen i 1. pkt.
Resultatet kan ikke antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention.‖
I
U2010.1608H
(dom af 19. marts 2010) skulle Højesteret i endnu en sag af denne art tage stilling
til, om det var i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention og FN’s
konvention om bar-
nets rettigheder, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde
givet to børn afslag på familiesammenføring med deres herboende far pga. manglende ‖grundlag for
en vellykket integration‖. Landsretten frifandt
ministeriet, og Højesteret stadfæstede landsrettens
afgørelse med samme begrundelse som i Højesterets dom af samme dato i U2010.1590H (nævnt
ovenfor).
65
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I
U2011.714Ø
(kendelse af 5. november 2010) skulle Østre Landsret tage stilling til, om udgangs-
punktet
i udlændingelovens § 52 om skriftlig behandling var i strid med FN’s konvention om bar-
nets rettigheder artikel 12 (barnets ret til at blive hørt i alle forhold, som angår barnet selv). Lands-
retten udtalte bl.a.:
‖Landsretten kan tiltræde det af Kammeradvokaten
anførte om, at det følger af artikel
12, stk. 2, i FN-konventionen om barnets rettigheder, at barnets mulighed for at udtale
sig skal ske i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder, og
at proceduren efter udlændingelovens § 52, der har skriftlig behandling som udgangs-
punkt ikke er i strid med konventionen.‖
I
U2012.616H
(dom af 28. november 2011) skulle Højesteret tage stilling til en sag, hvor Advokat-
nævnet efter tre klagesager samt tidligere klagesager havde frakendt advokaten A retten til at drive
advokatvirksomhed indtil videre. De tre seneste klagesager vedrørte manglende prisoplysninger,
modarbejdelse af tvangsmæssig undersøgelse af et barn i henhold til serviceloven samt det forhold,
at A i en forældremyndighedssag havde afholdt en samtale med et barn forud for den samtale, som
dommeren i forældremyndighedssagen skulle have med barnet efter forældreansvarsloven. A påstod
frifindelse og gjorde gældende, at klagerne vedrørte hans ytringsfrihed som advokat, jf. Den Euro-
pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 (ytringsfrihed), samt børns ret til at modtage in-
formation, jf. FN’s konvention om barnets rettigheder artikel 12 (ret til at blive hørt i alle forhold,
som angår barnet selv) og 13 (tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed). Om spørgsmålet om sam-
tale med et barn forud for dommerens samtale med denne i en forældremyndighedssag udtalte Hø-
jesteret:
‖Advokat A har anført, at hans handlinger er omfattet af beskyttelsen af ytringsfriheden
efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 og derfor er legitime.
Ytringsfriheden er imidlertid begrænset ved bestemmelsen i retsplejelovens § 126 om
iagttagelse af god advokatskik sammenholdt med reglerne om børnesamtaler i forældre-
ansvarsloven og retsplejelovens § 450 c og § 450 d. Højesteret finder, at denne be-
grænsning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund for at beskytte barnets og
forældrenes rettigheder, og at begrænsningen står i rimeligt forhold til dette formål. Ar-
tikel 10 i menneskerettighedskonventionen kan derfor ikke føre til at anse advokat A's
handlinger for lovlige.
Heller ikke bestemmelserne i FN's børnekonventions artikel 12 og artikel 13 legitimerer
advokat A's handlinger.‖
Om spørgsmålet om modarbejdelse af tvangsmæssig undersøgelse af barn mv. udtalte Høje-
steret:
‖Advokat A har anført, at hans handlinger er omfattet af beskyttelsen af ytringsfriheden
efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 og derfor er legitime.
66
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ytringsfriheden er imidlertid begrænset ved bestemmelsen i retsplejelovens § 126 om
iagttagelse af god advokatskik. Højesteret finder, at denne begrænsning må anses for
nødvendig i et demokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder, og at begræns-
ningen står i rimeligt forhold til formålet. Det bemærkes herved, at begrænsningen ikke
på nogen måde har hindret advokat A og hans klienter i at kritisere og anfægte de trufne
afgørelser, herunder ved at indbringe dem for højere administrativ instans eller for dom-
stolene. Artikel 10 i menneskerettighedskonventionen kan derfor ikke føre til at anse
advokat A's handlinger for lovlige.
Heller ikke bestemmelserne i FN's børnekonventions artikel 12 og artikel 13 legitimerer
advokat A's handlinger.‖
I
U2012.2835Ø
(kendelse af 29. maj 2012) skulle Østre Landsret tage stilling til, om to børn på
henholdsvis 11 og 13 år skulle afhøres i en sag om, hvorvidt betingelserne for tvangsmæssig an-
bringelse med henblik på undersøgelse af børnene var opfyldt. Landsretten udtalte bl.a.:
‖Landsretten finder […],
at børnenes holdning til sagen foreligger tilstrækkelig oplyst.
Det tiltrædes derfor, at der ikke foreligger det fornødne grundlag for, at børnene, som
ikke er parter i sagen, jf. servicelovens § 170, stk. 3, skal afhøres under hovedforhand-
lingen, jf. retsplejelovens § 341.
Det af [advokaten] anførte om FN’s børnekonvention (FN-konvention
af 20. september
1989 om barnets rettigheder artikel 12, stk. 2) kan ikke føre til andet resultat.‖
I
U2013.1404H
(dom af 15. februar 2013) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
bl.a. FN’s konvention om barnets rettigheder, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Ind-
vandrere og Integration havde meddelt et uledsaget, mindreårigt barn afslag på opholdstilladelse
uden at gennemføre en eftersøgning af dets familie. Højesteret udtalte følgende:
‖Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, er det en betingelse for opholdstilladelse, at
der er grund til at antage, at den pågældende mindreårige, der har fået afslag på asyl, vil
blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det følger af be-
stemmelsens forarbejder, at afgørelsen af, om der skal meddeles opholdstilladelse, beror
på en konkret vurdering, hvori indgår den pågældendes individuelle forhold og de gene-
relle forhold i hjemlandet eller det land, det kunne blive relevant at udsende den pågæl-
dende til. Det skal indgå, om den pågældendes situation vil adskille sig væsentligt fra
den situation, der gælder for andre personer på samme alder i vedkommende land, og
der gives således bl.a. i almindelighed opholdstilladelse, hvis den mindreåriges forældre
er døde, eller hvis der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og
der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.
Det samme gælder, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre.
Udlændingelovens dagældende § 56 a, stk. 8, angår en pligt for udlændingemyndighe-
derne til at iværksætte eftersøgning med det formål, at et uledsaget barn kan få klarhed
over forældrenes eller anden families situation, og med henblik på at barnet i givet fald
kan søges genforenet med familien.
67
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Højesteret finder, at det ikke efter bestemmelsernes ordlyd og forarbejder er en betin-
gelse for, at udlændingemyndighederne kan træffe afgørelse om opholdstilladelse i
medfør af § 9 c, stk. 3, nr. 2, at de har gennemført en eftersøgning af et uledsaget barns
forældre eller anden familie. Udlændingemyndighederne er heller ikke forpligtet til at
lade en afgørelse om, hvorvidt der kan gives opholdstilladelse efter denne bestemmelse,
afvente udfaldet af en eftersøgning, som barnet har igangsat, eventuelt gennem Røde
Kors.
[…]
Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets bevismæssige vurdering
og tiltræder, at A ikke har godtgjort, at ministeriet ved afgørelserne har lagt forkerte fak-
tiske oplysninger til grund, eller at det faktiske grundlag for afgørelserne har været
mangelfuldt.
Herefter tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn,
hvorefter A ikke ville blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjem-
landet.
Der er ikke handlet i strid med Danmarks internationale forpligtelser.‖
I
TFA2013.505Ø
(dom af 12. april 2013) skulle Østre Landsret tage stilling til spørgsmålet om
adoption uden samtykke. Den tolvårige pige D blev bragt i familiepleje, da hun var et døgn gam-
mel. Hun var nu velfungerende i plejefamilien, der ønskede at adoptere hende. Hendes biologiske
far gav samtykke, mens moderen M modsatte sig adoptionen. D havde ikke siden 2007 haft samvær
med sin mor, der led af paranoid skizofreni og boede på et forsorgshjem, og hun ønskede heller
ingen kontakt med hende. Landsretten udtalte følgende:
‖Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten,
at det er godtgjort, at M
varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for D, og at væsentlige hensyn til,
hvad der er bedst for D, taler for, at hun uden M’s samtykke bliver adopteret af sine ple-
jeforældre, PF og PM, jf. adoptionslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 2.
Landsretten finder, at der i sagen foreligger sådanne særlige omstændigheder, at adopti-
onen uden M’s samtykke af D ikke udgør en krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, ligesom adoptionen heller ikke udgør en krænkelse af
artikel 9, stk. 1, i FN-Konventionen
om Barnets Rettigheder.‖
I
TFA2013.570V
(dom af 29. april 2013) skulle Vestre Landsret tage stilling til spørgsmålet om
adoption uden samtykke. Den syvårige dreng B havde siden sin fødsel været anbragt uden for
hjemmet, og fra han var fire måneder hos de plejeforældre, der nu ønskede at adoptere
ham. B’s
biologiske far var ukendt, og moren M led af paranoid skizofreni. Frem til 2010 havde M haft kort-
varige, overvågede samvær med B, hvilket dog siden havde været ophævet af hensyn til B. Lands-
retten udtalte følgende:
68
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
‖Af de grunde, som byretten har
anført, tiltrædes det, at det er godtgjort, at M varigt vil
være ude af stand til at varetage omsorgen for B, og at væsentlige hensyn til, hvad der er
bedst for ham, taler for, at han uden hendes samtykke bliver adopteret af sine plejefor-
ældre, jf. adoptionslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 2.
Det tiltrædes endvidere af de grunde, som byretten har anført, at adoption uden samtyk-
ke ikke udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller af
FN’s Konvention om Barnets rettigheder.‖
I
U2013.2425V
(kendelse af 14. maj 2013) ophævede Vestre Landsret under henvisning til bl.a.
artikel 3 i FN’s konvention om barnets rettigheder Justitsministeriets afgørelse om inddragelse af en
thailandsk drengs opholdstilladelse. Landsretten udtalte bl.a.:
‖Det må efter de omstændigheder, der forelå ved Justitsministeriets afgørelse af 8. no-
vember 2012, lægges til grund, at [moderen] M har undladt at lære [barnet] A thai, og at
hun derfor har vanskeligt ved at kommunikere direkte med ham. Hun rejste tilbage til
Thailand uden at forsøge at få drengen, der da var 5 år, med. På denne baggrund må M
anses for reelt at have opgivet A. Under hensyn til A's alder ved ankomsten til Danmark
kan han ikke have nogen erindring om Thailand, og hele hans forestillingsverden må
derfor anses for knyttet til Danmark. Som anført af byretten må [stedfaren] N anses for
at være A's primære omsorgsperson. De anførte forhold er af central betydning for et
barns tarv, jf. herved FN's børnekonventions artikel 3, stk. 1. De ses imidlertid ikke at
være inddraget særskilt i Justitsministeriets vurdering efter udlændingelovens § 26, stk.
1, vedrørende A. Justitsministeriet har i sin vurdering med rette inddraget overførelsen
af forældremyndighed til N i sammenhæng med hans manglende biologiske slægtskab
med A, omgåelseshensyn samt moderens omsorgspligt. Disse forhold kan imidlertid ik-
ke fritage for, at der foretages en selvstændig vurdering af, om A's faktiske situation i
relation til kriterierne i udlændingelovens § 26, stk. 1, uanset de nævnte forhold fører til,
at inddragelse af opholdstilladelsen anses for en særlig belastning for et barn på godt 5�½
år. På den anførte baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder
landsretten herefter, at inddragelsen af A's opholdstilladelse må antages at virke så bela-
stende, at der er grundlag for at ophæve Justitsministeriets afgørelse i forhold til ham, jf.
udlændingelovens § 26, stk. 1.‖
I
TFA2013.750Ø
(dom af 8. juli 2013) skulle Østre Landsret tage stilling til, hvor barnet D skulle
have bopæl. D blev født i januar 2011 i Indien af en indisk rugemor, der umiddelbart efter fødslen
overdrog forældremyndigheden til den biologiske far F og hans hustru M. M blev i Indien med D i
seks måneder, indtil D fik opholdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelsen var betinget af, at D
havde bopæl hos F. M og F havde imidlertid allerede før D’s fødsel ophævet samlivet, og efter an-
komsten til Danmark fik D bopæl hos M og samvær med F efter en 7/7-ordning. I september 2012
flyttede M med D fra Midtsjælland til Lolland-Falster, og det var herefter ikke muligt at opretholde
7/7-ordningen. F anlagde herefter sag med påstand om, at M skulle anerkende, at D skulle have
bopæl hos ham. M havde søgt om at stedbarnsadoptere D, men havde fået afslag, og en klagesag
69
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
verserede. Da M ikke var mor til D, men alene medindehaver af forældremyndigheden, fandt byret-
ten, at sagen ikke skulle afgøres efter forældreansvarslovens § 17, og F fik medhold i sin påstand,
idet D’s bopæl hos M krævede hans samtykke. Landsretten
fandt derimod, at spørgsmålet om bopæl
skulle afgøres efter, hvad der var bedst for barnet, og dermed efter en analogi af § 17, idet den ud-
talte:
‖Efter forældreansvarslovens § 4 skal afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er
bedst for barnet. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 499 af 6. juni 2007. Det anføres
i bemærkningerne til lovforslaget, L 133 af 31. januar 2007, blandt andet:
»Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der
er bedst for barnet.
Kriteriet tager udgangspunkt i artikel 3 i FN’s Børnekonvention og
må til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero
på en individuel vurdering af nette forhold
herunder barnets egen indstilling
sam-
menholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bi-
bringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig rådgivning. Ved at fremhæve dette prin-
cip direkte i loven imødegås også den kritik, der er fremkommet fra FN’s Børnekomite
for Barnets rettigheder, hvorfra der har været peget på, at det generelle princip om bar-
nets tarv i Børnekonventionens artikel 3 ikke er anvendt fuldt ud og loyalt indarbejdet i
Danmarks politikker og ordninger.
I relation til spørgsmål om forældremyndighed og samvær bygger Børnekonventionen
bl.a. på et princip om, at barnets bedste skal komme i første række i alle beslutninger
vedrørende barnet, jf. konventions artikel 3 (1):
Bestemmelsen har flere funktioner, herunder at barnets tarv som grundlæggende princip
skal gennemsyre lovgivning og alle afgørelser vedrørende barnet. Samtidig skal barnets
tarv indgå i fortolkningen og anvendelsen af andre bestemmelser i konventionen. Bar-
nets tarv skal komme i første række, men ikke nødvendigvis være det eneste kriterium
ved afgørelsen af konkrete sager om barnets forhold. Barnets ret til samvær med sine
forældre skal f.eks. vurderes over for dets ret til beskyttelse mod overgreb e.lign. fra ek-
sempelvis forældrenes side.«
På denne baggrund finder landsretten, at et spørgsmål om, hvor et barn skal have bopæl,
bør afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Hvis forældre med fælles forældremyndighed ikke er enige om, hos hvem af dem barnet
skal have bopæl, afgøres dette af retten, jf. forældreansvarslovens § 17. Det følger af be-
stemmelsens ordlyd, at bestemmelsen alene vedrører forældre med fælles forældremyn-
dighed og ikke tvister mellem forældremyndighedsindehavere, hvoraf kun den ene er
forælder.
70
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Henset til, at M siden D’s fødsel har varetaget rollen som D’s mor, og
at dette er sket
med begge forældres accept, finder landsretten, at § 17 uanset dens ordlyd bør finde
analog anvendelse ved afgørelsen af, hvor D skal have bopæl, idet hensynet til D taler
for, at hendes forhold til M bliver inddraget ved afgørelsen heraf, jf. forældreansvarslo-
vens § 4.‖
Et flertal i landsretten fandt herefter, at det var bedst for D at have bopæl hos M.
I
U2014.214Ø
(dom af 9. oktober 2013) skulle Østre Landsret bl.a. tage stilling til, om det ville
være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
og FN’s Børnekonvention at ud-
vise tiltalte, der blev fundet skyldig i voldtægt af sin mindreårige datter, til Somalia. Landsretten
udtalte bl.a.:
‖For så vidt angår spørgsmålet om udvisning af tiltalte bemærkes, at tiltalte efter
det op-
lyste har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 17 år. Bortset fra småjobs med opvask
og rengøring har han ikke været i arbejde og har derfor ingen tilknytning til arbejdsmar-
kedet. Han modtager kontanthjælp. Han taler ikke dansk, men angiver at forstå dansk,
men der skal anvendes tolk for at kommunikere med ham. Han har kun få somaliske
venner, ingen danske venner og fremstår således i det hele uintegreret i det danske sam-
fund. Der er ikke nærmere oplysninger om hans kæreste, og han ser kun sine børn spo-
radisk. Han har angiveligt familie i Somalia. Han er nu blevet kendt skyldig i at have
voldtaget sin mindreårige datter, og er idømt en langvarig fængselsstraf herfor. Ved
vurderingen af, om betingelserne for at udvise tiltalte på denne baggrund er opfyldt, skal
det vurderes, om indgrebet i tiltaltes privat- og familieforhold står i rimeligt forhold til
de formål, som et sådant indgreb skal varetage. En sådan proportionalitetsafvejning skal
foretages på baggrund af en samlet, konkret vurdering af alle elementer i sagen. Ved en
afvejning heraf i denne sag må kriminalitetens karakter og omfang tillægges betydelig
vægt ved afvejningen af de forskelligartede hensyn i relation til Den Europæiske Men-
neskerettighedskonventions artikel 8. Under disse omstændigheder tiltræder landsretten,
som fastslået af byrettens flertal, at en udvisning af tiltalte, efter kriminalitetens grove
karakter og straffens længde sammenholdt med hans personlige forhold i øvrigt, ikke vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, heller ikke FN's Børnekonventi-
on.
3.8. Andre internationale konventioner
Udvalget kan endvidere fremhæve følgende afgørelser, der belyser danske domstoles anvendelse af
andre internationale konventioner. I perioden er der trykt 4 afgørelser i ugeskriftet, hvor danske
domstole har anvendt ILO’s konventioner vedrørende arbejdsforhold. To af disse afgørelser
(U2002.2591Ø og U2006.2083H) er beskrevet ovenfor under afsnit 3.1.
I
U2004.382H
(dom af 28. november 2003) skulle Højesteret bl.a. tage stilling til, om et indgreb i
1951 i Thule Stammens adgang til jagt og fangst og en flytning i 1953 af deres boplads var lovligt
og gyldigt set i lyset af ILO- konvention nr. 169 af 28. juni 1989 om oprindelige folk og stamme-
71
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
folk i selvstændige stater. Et spørgsmål i sagen var bl.a., om Thule Stammen er et oprindeligt folk
eller stammefolk. Højesteret anførte herom:
‖Bedømmelsen
af, om Thule Stammen er et særskilt oprindeligt folk i ILO-konventio-
nens forstand, skal foretages på grundlag af de aktuelle forhold. Der findes stadig i
Grønland stedlige forskelle i henseende til sprog, erhvervsforhold og retsregler, hvilket
bl.a. beror på landets udstrækning, samfærdselsforholdene og lokale naturgivne forhold.
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Højesteret, at befolk-
ningen i Thule-distriktet i alt væsentligt deler de samme vilkår som det øvrige grønland-
ske folk og heller ikke på anden relevant måde adskiller sig fra dette. Det oplyste om
forskellen mellem sproget i Qaanaaq og i Vestgrønland og om Thule Stammens opfat-
telse af sig selv som et særskilt, oprindeligt folk kan ikke føre til en anden bedømmelse.
Højesteret finder herefter, at Thule Stammen ikke »opretholder nogle af eller alle deres
egne sociale, økonomiske, kulturelle og politiske institutioner«, og at Thule Stammen
således ikke er et særskilt, oprindeligt folk, jf. artikel 1, stk. 1, litra b, i ILO-
konventionen.
ILO-konventionen omfatter i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a, tillige »stammefolk i
selvstændige lande, hvis sociale, kulturelle og økonomiske forhold adskiller sig fra an-
dre dele af det nationale samfund, og hvis status reguleres helt eller delvis af deres egne
sædvaner eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter«. Efter det foran anførte
finder Højesteret, at Thule Stammen heller ikke i medfør af denne bestemmelse er om-
fattet af konventionen.
Denne opfattelse er i overensstemmelse med den erklæring, som den danske regering
med tilslutning fra Grønlands Landsstyre afgav i forbindelse med ratifikationen af ILO-
konventionen. Ifølge denne erklæring findes der i Danmark »kun ét indfødt folk« i kon-
ventionens betydning, nemlig den oprindelige befolkning i Grønland eller inuit.
Det samme resultat nåede ILO's styrelsesråd til i sin afgørelse i marts 2001. Rådet til-
trådte herved rapporten af 23. marts 2001 fra den komite under ILO, der behandlede den
grønlandske fagforening Sulinermik Inuussutissarsiutequartut Kattuffiat (SIK)'s klage
over Danmarks påståede overtrædelse af konventionen. I rapporten anføres, at »der ikke
er grundlag for at betragte indbyggerne i Uummannaq-samfundet som værende et
»folk« adskilt fra og forskellig fra andre grønlændere«, og at »det landområde, der tradi-
tionelt bebos af Inuitbefolkningen, er identificeret og består af hele det grønlandske ter-
ritorium«.
Da det således må lægges til grund, at Thule Stammen ikke i henhold til ILO-
konventionens artikel 1, stk. 1, udgør et stammefolk eller et særskilt oprindeligt folk in-
den for eller ved siden af det grønlandske folk som helhed, har Thule Stammen ikke
selvstændige rettigheder efter konventionen.‖
Højesteret udtalte tillige bl.a.:
‖Højesteret tiltræder …, at såvel indgrebet i 1951 i adgangen til jagt og fangst som ind-
grebet i 1953 ved flytningen af bopladsen var lovligt og gyldigt. Det er ikke i denne for-
72
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0083.png
bindelse nødvendigt at tage stilling til, om befolkningen i Thule-distriktet på daværende
tidspunkt udgjorde et stammefolk eller et særskilt oprindeligt folk i den forstand, hvori
disse begreber nu er defineret i artikel 1, stk. 1, i ILO-konventionen.
Thule Stammens påstande 1 og 2 går ud på, at stammens medlemmer har ret til at bebo
og anvende den nedlagte boplads og til at færdes, opholde sig og drive jagt og fangst i
hele Thule-distriktet. Allerede fordi udøvelsen af denne råden som følge af ekspropria-
tionerne er afskåret eller begrænset i de områder, som ekspropriationerne vedrører, kan
appellanternes påstande 1 og 2 ikke tages til følge.‖
I
U2006.770H
(dom af 5. december 2005) skulle Højesteret tage stilling til, om det var i strid med
menneskerettighederne, at Køge Kommune i overensstemmelse med loven om aktiv socialpolitik
gjorde udbetaling af kontanthjælp betinget af, at sagsøgeren deltog i tilbudt aktivering. Sagsøgeren
A anerkendte for Højesteret, at aktiveringstilbuddet var i overensstemmelse med lov om aktiv soci-
alpolitik, at han uden saglig grund vægrede sig ved at deltage i aktiveringen, og at Køge Kommune
efter aktivloven var berettiget til at standse hans kontanthjælp. A gjorde dog samtidig gældende, at
betingelsen om at deltage i aktiveringstilbuddet
i hvert fald når der ikke ydes overenskomstmæs-
sig løn og ret til ferie
var i strid med grundlovens § 75, Den Europæiske Menneskerettighedskon-
ventions artikel 4 samt ILO-konventionerne vedrørende arbejdsforhold
33
. Køge Kommune bestred,
at tilbuddet om aktivering skulle være i strid med ILO-konventionerne, og gjorde desuden gælden-
de, at konventionerne alene indeholder politiske målsætninger for medlemsstaterne, som ikke er
egnet til domstolsprøvelse. Højesteret udtalte bl.a.:
‖Selv om A's modtagelse af kontanthjælp var betinget af, at han deltog i den tilbudte ak-
tivering, er der af de grunde, der er anført af landsretten, ikke grundlag for at anse ar-
bejdet som led i aktiveringen som et tvangs- eller pligtarbejde i den forstand, hvori dette
udtryk er anvendt i art. 4, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Af de samme grunde kan betingelsen om deltagelse i den tilbudte aktivering ikke anta-
ges at være i strid med forpligtelsen til at afskaffe tvunget eller pligtmæssigt arbejde i
art. 1, stk. 1, jf. art. 2, stk. 1, i ILO-konvention nr. 29. Selv om arbejdet som nævnt på
en række punkter, herunder med hensyn til lønnens størrelse, ikke foregår på overens-
komstvilkår, kan aktivlovens bestemmelser heller ikke antages at være i strid med den
målsætning om »at udarbejde og gennemføre en aktiv politik, der tager sigte på fremme
af fuld og produktiv beskæftigelse på grundlag af frit valg«, som følger af art. 1 i ILO-
konvention nr. 122. Hertil kommer, at ILO-konventionerne som anført af landsretten
ikke er direkte anvendelige i dansk ret i den forstand, at de kunne føre til tilsidesættelse
af aktivlovens bestemmelser om aktivering
.”
I
U2012.1761H
(dom af 15. februar 2012) skulle Højesteret tage stilling til, hvorvidt reglerne om
introduktionsydelse og starthjælp var i strid med grundlovens § 75, den Europæiske Menneskeret-
tighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i den 1. tillægsprotokol eller en række
Sagsøger påberåbte sig artikel 1, stk. 1, jf. art. 2, stk. 1, i ILO-konvention nr. 29 og artikel 1 i ILO-konvention nr.
122.
33
73
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
andre konventioner, herunder navnlig FN’s konvention om
flygtninges retsstilling (Flygtningekon-
ventionen). Højesteret udtalte bl.a. følgende:
‖Et skattefinansieret velfærdssystem må nødvendigvis indeholde kriterier for afgræns-
ning af den personkreds, der kan komme i betragtning til de ydelser, som stilles til rå-
dighed, jf. præmis 62 i dom af 16. marts 2010 i sagen Carson m.fl. mod UK (sag nr.
42184/05). Det må i denne forbindelse anses for sagligt at anvende et optjeningsprincip,
hvorefter en person, hvad enten denne er dansk statsborger eller udlænding, skal have
opholdt sig i Danmark i en vis periode, inden den pågældende kan modtage den højeste
bistandsydelse fra det offentlige. Dette må efter Højesterets opfattelse gælde, selv om et
sådant krav efter sin natur i højere grad vil ramme udlændinge end danske statsborgere.
Introduktionsydelsen eller starthjælpen, der svarede til SU-satserne, var ikke den eneste
ydelse, som udlændinge havde mulighed for at få. Herudover var der mulighed for en-
keltydelser og boligsikring m.v., således som dette illustreres af de offentlige ydelser,
som A og hans ægtefælle modtog. I forarbejderne til ændringslov nr. 361 af 6. juni 2002
er endvidere anført, at reglerne i integrationsloven tager hensyn til den særlige situation,
som flygtninge befinder sig i, »idet de tilbydes en permanent bolig inden for 3 måneder,
intensiv danskundervisning og særlig aktivering«. Der er herefter ikke grundlag for at
fastslå, at § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik og § 27, stk. 2, i integrationsloven
havde konsekvenser, der kan karakteriseres som uproportionale.
Ved den samlede bedømmelse af reglernes forenelighed med artikel 14 må det endvide-
re tages i betragtning, at medlemsstaterne efter Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstols praksis har en forholdsvis bred skønsmargin, når det drejer sig om tilrettelæg-
gelsen af den sociale og økonomiske politik.
A har til støtte for, at artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er
krænket, tillige henvist til en række andre internationale konventioner, herunder især ar-
tikel 23 i Flygtningekonventionen. I denne bestemmelse er fastsat, at de kontraherende
stater med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal indrømme flygtninge, der
lovligt bor inden for deres område, »samme behandling som deres egne statsborgere«.
Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd alene direkte forskelsbehandling. Efter Højeste-
rets opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at bestemmelsen skal
forstås således, at den også forbyder indirekte forskelsbehandling, der
som den fore-
liggende
er sagligt begrundet og proportional.
På den anførte baggrund finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at
de regler om introduktionsydelse og starthjælp, der blev gennemført ved lov nr. 361 af
6. juni 2002, i forhold til A indebar en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nati-
onalitet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sam-
menholdt med artikel 1 i Tillægsprotokol 1. De øvrige påberåbte konventioner kan ikke
føre til en anden vurdering.‖
I
U2013.3328H
(dom af 13. september 2013) skulle Højesteret bl.a. tage stilling til, om sagsøger
ved domstolene kunne få prøvet det afslag på indfødsret, som det daværende Ministerium for Flygt-
ninge, Indvandrere og Integration havde meddelt ham i 2009. Højesteret udtalte bl.a.:
74
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0085.png
‖Danmark har tilsluttet sig den europæiske menneskerettighedskonvention og en række
andre internationale konventioner, der kan have betydning for behandlingen af ansøg-
ninger om eller for tildeling af statsborgerskab (indfødsret). Danmark har herved påtaget
sig en række folkeretlige pligter, som også i forarbejder til indfødsretsloven forudsættes
efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk
indfødsret skal meddeles en ansøger, jf. herved lovforslag L 69, Folketingstidende
1998-99, tillæg A, s. 1794. En ansøger, der ikke er blevet medtaget i en lov om indføds-
ret, kan derfor ved domstolene få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er krænket, og om
ansøgeren i den anledning har krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan domstols-
prøvelse vil ikke være i strid med regeringens eller Folketingets kompetence efter
grundlovens § 21 og § 41, stk. 1, vedrørende lovforslags fremsættelse eller grundlovens
§ 44, stk. 1. Disse bestemmelser udelukker derimod f.eks. domstolsprøvelse af påstande
om, at ansøgeren skal medtages i et lovforslag om indfødsret eller skal meddeles ind-
fødsret ved lov.‖
4. Konventionernes retsstilling i dansk ret
Gennemgangen under afsnit 3 viser, at sammenlignet med Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention, der er inkorporeret i dansk ret, påberåbes og/eller anvendes andre internationale kon-
ventioner om menneskerettigheder stadig i et forholdsvis begrænset omfang ved danske domstole.
For perioden fra den 1. januar 2001 til den 1. januar 2014 har udvalget således som nævnt kun fun-
det 48 trykte afgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Kriminalret og Tidsskrift for Fami-
lie- og Arveret, hvor de syv konventioner, som udvalget overvejer en inkorporering af, er blevet
påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole. Til sammenligning anføres det i betænkning nr.
1407/2001, at der fra januar 1992 til juni 2001 er trykt ikke færre end 158 afgørelser i Ugeskrift for
Retsvæsen, hvor Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet påberåbt for og/eller
anvendt af danske domstole.
Det anføres i betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i
dansk ret, at der ‖i tilfælde, hvor såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som andre
konventioner påberåbes af sagens parter, synes at være en vis tendens til, at domstolene kun forhol-
der sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention‖.
34
Udvalget har noteret sig enkelte ek-
sempler på, at dette stadig forekommer, jf. nedenfor.
Det er vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang forskelle i domstolenes anvendelse af på den ene side
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og på den anden side andre konventioner om men-
neskerettigheder skyldes, at den førstnævnte er inkorporeret, mens de sidstnævnte ikke er.
34
Se betænkning nr. 1407/2001 side 60.
75
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0086.png
Når danske domstole undlader at anvende andre konventioner end Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention, selv om de er påberåbt af sagens parter, kan det skyldes, at domstolene, i det
omfang de finder et forhold i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, måske
ikke finder det nødvendigt herudover at tage stilling til, om forholdet også er i strid med andre kon-
ventioner. Det synes f.eks. nærliggende at tage dommen i U2002.2729V som udtryk for, at landsret-
ten, da den vurderede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 ikke
var pligt for ejeren af en bil til at oplyse, hvem der havde benyttet den ved en hastighedsovertrædel-
se, når det ikke kunne udelukkes, at det var ejeren selv, ikke fandt det nødvendigt også at tage stil-
ling til, om samme resultat ville følge af FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
artikel 14. Det er efter udvalgets opfattelse også muligt, at domstolene i enkelte sager konkret und-
lader at tage stilling til andre konventioner, fordi de vurderer, at konventionerne ikke yder en be-
skyttelse, der går videre end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I nogle af de gennemgåede sager synes tendensen i stedet at være, at forholdet til konventionerne
nok vurderes, men at domstolene blot nøjes med at konstatere, at konventionerne er respekteret. I
U2010.1590H, U2010.1599H og U2010.1608H fandt Højesteret f.eks. ikke grundlag for at tilside-
sætte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag på familiesammenføring til en
række børn, idet Højesteret blot bemærkede, at resultatet ikke kunne antages at være i strid med
Danmarks Internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om barnets rettigheder. Begrun-
delser af denne karakter gør det i sagens natur vanskeligt at vurdere præcis, hvilken betydning dom-
stolene har tillagt konventionerne.
Der findes dog som beskrevet ovenfor en række eksempler på, at danske domstole forholder sig
mere indgående til andre konventioner end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I
U2002.1789H fandt Højesteret f.eks. ikke, at et krav om statsborgerskab som betingelse for tilladel-
se til erhvervsmæssig personbefordring var i strid med bl.a. FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination og FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder.
35
I
U2011.714Ø fastslog Østre Landsret, at udgangspunktet i udlændingelovens § 52 om skriftlig be-
handling ikke var i strid med artikel 12 i FN’s konvention om barnets rettigheder. I U2005.602H
fandt Højesteret det ikke i strid med FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for diskrimina-
tion mod kvinder, at sygedagpenge under en børnepasningsorlov ikke beregnes på grundlag af løn-
indtægten før orloven, men i stedet på grundlag af orlovsydelsen.
Den begrænsede anvendelse af andre konventioner sammenlignet med Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention kan også skyldes, at danske domstole ikke er lige så fortrolige med at anvende
disse konventioner, som de er med at anvende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og
I en artikel med titlen ‖Maastricht, Tvind … og hvad så?‖, anfører tidligere højesteretsdommer Torben Melchior, at
afgørelsen i U2002.1789H, ikke medfører, at der er fri bane for forskelsbehandling pga. statsborgerskab, hvis forskels-
behandlingen må antages at være båret af usaglige hensyn, jf. Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard side 209.
35
76
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
at det samme gælder danske advokater. Danske domstole og advokater er muligvis heller ikke så
vant til at orientere sig i de tilgængelige fortolkningsbidrag (afgørelser, udtalelser m.m.) til disse
konventioner, der desuden kan være af en karakter, som gør dem vanskelige at anvende i praksis, jf.
nærmere herom i kapitel 7.
Højesteret udtalte i U2006.770H, at ILO-konventionerne ikke er direkte anvendelige i dansk ret i
den forstand, at de kunne føre til tilsidesættelse af aktivlovens bestemmelser om aktivering. Dom-
men kan efter udvalgets opfattelse ikke tages til indtægt for et synspunkt om, at ikke-inkorporerede
konventioner ikke som hidtil kan påberåbes for og anvendes (inddrages i den retlige vurdering) af
danske domstole. Tværtimod viser gennemgangen af praksis efter udvalgets opfattelse samlet set
klart, at de forskellige FN-konventioner kan påberåbes for og anvendes af danske domstole med
henblik på en konventionskonform fortolkning af dansk lovgivning, hvis lovgivningen rummer
plads for en sådan fortolkning.
Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at eftersom der ikke foreligger trykte afgørelser, hvor dom-
stolene har konstateret konflikt mellem en dansk lov og en ikke inkorporeret konvention, må det
anses for at være forbundet med en vis usikkerhed at forudsige, hvordan danske domstole vil for-
holde sig i den situation.
På baggrund af det trods alt stadig begrænsede antal afgørelser vedrørende andre konventioner om
menneskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, finder udvalget i øvrigt
ikke grundlag for at sige noget nærmere om, hvorvidt det navnlig er på bestemte områder, at sådan-
ne konventioner påberåbes for og/eller anvendes af danske domstole. FN’s konvention om barnets
rettigheder er påberåbt og/eller anvendt i 20
sager, FN’s konvention
om borgerlige og politiske ret-
tigheder i 18
sager, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination i
5 sager
og
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf i 4 sager.
FN’s konvention
om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er påberåbt
og/eller anvendt i 4
sager, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod
kvinder i 1 sag og
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap i
1 sag. Denne gen-
nemgang af domspraksis viser således, at der er flest trykte afgørelser i Ugeskriftet mv., hvor en af
parterne har påberåbt sig FN’s Børnekonvention (20 sager) eller FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder (18 sager), mens antallet af trykte afgørelser vedrørende de øvrige FN-
konventioner, som udvalget overvejer, er betydeligt mindre. Dette giver dog ikke i sig selv noget
klart billede af, om det navnlig er på
bestemte områder,
at der fremover vil kunne rejses spørgsmål
om dansk rets forenelighed med andre konventioner om menneskerettigheder end Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det bemærkes i den forbindelse, at Inkorporeringsudvalget nåede
77
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0088.png
til samme konklusion, jf. betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskon-
ventioner i dansk ret.
36
36
Se betænkning nr. 1407/2001 side 61.
78
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0089.png
Kapitel 5. Menneskerettighedskonventionernes status i andre lande
1. Indledning
Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget i forbindelse med sine overvejelser skal ind-
drage udenlandske erfaringer, herunder navnlig erfaringerne fra de øvrige nordiske lande.
I dette kapitel beskrives, hvilken status internationale konventioner om menneskerettigheder har i
de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med. Det beskrives bl.a., om og i hvilket omfang
sådanne konventioner kan påberåbes af borgerne umiddelbart over for de retsanvendende myndig-
heder, herunder navnlig domstolene, uden at de pågældende konventioner først gøres til en bestand-
del af de pågældende landes lovgivning. I det omfang de pågældende konventioner ikke kan påbe-
råbes umiddelbart for de retsanvendende myndigheder, beskrives det endvidere, om konventionerne
ved lov eller med hjemmel i lov er blevet inkorporeret i de pågældende landes retssystemer.
Udvalget har
i forhold til beskrivelsen i betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menne-
skerettighedskonventioner i dansk ret
37
valgt at begrænse beskrivelsen til Finland, Frankrig, Is-
land, Nederlandene, Norge, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig.
38
Det skyldes, at disse lan-
de efter udvalgets opfattelse er dem, som det er mest relevant for Danmark at sammenligne sig med.
Beskrivelsen af udenlandsk ret bygger på oplysninger, som er indhentet via Danmarks ambassader i
de pågældende lande.
Betænkningens kapitel 8 indeholder en beskrivelse af de pågældende landes erfaringer med den
individuelle klageadgang til FN’s komitéer. I kapitel 9 findes en beskrivelse af landenes erfaringer
og overvejelser i forhold til den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tion.
2. De enkelte lande
Den følgende tabel viser, hvornår de enkelte lande (og Danmark) har tiltrådt de syv konventioner,
som udvalget vil overveje en inkorporering af, jf. kapitel 6. Det drejer sig om FN’s konvention om
borgerlige
og politiske rettigheder (CCPR), FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder (CESCR), FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling eller straf (CAT), FN’s konvention om afskaffelse af alle former
for racediskri-
mination (CERD), FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
Se kapitel 6 i betænkning nr. 1407/2001.
Betænkning nr. 1407/2001 indeholder desuden beskrivelser af retstilstanden i Belgien, Grækenland, Irland, Italien,
Luxembourg, Portugal og Spanien.
38
37
79
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0090.png
(CEDAW), FN’s konvention om barnets rettigheder (CRC) og FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap (CRPD).
Stat
Danmark
Finland
Frankrig
Island
Nederlandene
Norge
Storbritannien
Sverige
Tyskland
Østrig
2.1. Finland
CCPR
06.01.72
19.08.75
04.11.80
22.08.79
11.12.78
13.09.72
20.05.76
06.12.71
17.12.73
10.09.78
CESCR
06.01.72
19.08.75
04.11.80
22.11.79
11.12.78
13.09.72
20.05.76
06.12.71
17.12.73
10.09.78
CAT
27.05.87
30.08.89
18.02.86
23.10.96
21.12.88
09.07.86
08.12.88
08.01.86
01.10.90
29.07.87
CERD
09.12.71
13.07.70
28.07.71
13.03.67
10.12.71
06.08.70
07.03.69
06.12.71
16.05.69
09.05.72
CEDAW
21.04.83
04.09.86
14.12.83
18.06.85
23.07.91
21.05.81
07.04.86
02.07.80
10.07.85
31.05.82
CRC
19.07.91
20.06.91
07.08.90
28.10.92
06.02.95
08.01.91
16.12.91
29.06.90
06.03.92
06.08.92
CRPD
24.09.09
---
18.02.10
---
---
03.06.13
07.08.09
15.12.08
24.02.09
26.02.08
I Finland kan internationale konventioner mv. ikke påberåbes direkte for de finske domstole, før de
er gennemført i national ret. Konventioner, der gennemføres i Finland får samme plads i lovhierar-
kiet som det instrument (lov eller dekret), der benyttes til gennemførelsen. I praksis inkorporeres de
vigtigste internationale konventioner ved enten lov (vedtaget af rigsdagen) eller dekret (vedtaget af
præsidenten). Den retsakt, der inkorporerer konventionen, fastslår i almindelighed, at konventionens
bestemmelser gælder i national ret.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention mod tortur og anden gru-
som, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for diskrimination mod kvinder
og FN’s konvention om barnets rettigheder er sat i kraft
i Finland ved lov. FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s kon-
vention om afskaffelse af alle former for racediskrimination er godkendt af rigsdagen, men sat i
kraft ved bekendtgørelse. Finland har endnu ikke tiltrådt
FN’s konvention om rettigheder for perso-
ner med handicap, men det forventes at ske i løbet af den nuværende regerings embedsperiode.
Når bestemmelserne i en konvention mv. sættes i kraft, bliver de en del af finsk ret og kan som føl-
ge heraf påberåbes for og anvendes af de nationale domstole og andre myndigheder. National ret
skal desuden så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med de internationale konventioner om
menneskerettigheder, som Finland har ratificeret, og myndighederne har derfor pligt til at holde sig
informeret om indholdet af de pågældende konventioner og til at anvende dem i fornødent omfang.
Efter det oplyste vil Finlands parlamentariske komité for forfatningsret, jf. nedenfor, i tilfælde af
konflikt mellem bestemmelser i den finske forfatning og bestemmelser i internationale menneske-
80
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
rettighedskonventioner i praksis vælge den fortolkning, som fremmer realiseringen af de menneske-
retlige forpligtelser bedst muligt, hvis bestemmelserne kan fortolkes på flere måder.
Finder en borger sine rettigheder i henhold til internationale konventioner om menneskerettigheder
krænket, kan vedkommende indbringe spørgsmålet for de nationale domstole. Herudover har den
finske ombudsmand og statsrådets justitskansler kompetence til at påse, at offentlige myndigheder
overholder internationale konventioner om menneskerettigheder ved udnyttelsen af deres beføjelser,
og en parlamentarisk komité for forfatningsret har i medfør af sektion 74 i den finske forfatning
kompetence til at påse, at bl.a. lovforslag er i overensstemmelse med internationale konventioner
om menneskerettigheder. Den parlamentariske komités udtalelser om forfatnings- og menneskeret-
tighedsspørgsmål anses efter det oplyste for bindende på ethvert stadie af høringen i parlamentet.
Udtalelserne er således en central kilde i forbindelse med vurderingen af gennemførelsen af funda-
mentale rettigheder og menneskerettigheder i Finland. Anses en offentlig myndigheds afgørelse for
at være i strid med bestemmelserne i en international konvention om menneskerettigheder, vil den
blive annulleret. De øverste domstole, dvs. Finlands højesteret og højeste forvaltningsdomstol, har i
mange afgørelser henvist til internationale konventioner om menneskerettigheder.
Der blev i 1995 gennemført en særlig reform om grundlæggende rettigheder og friheder, hvorved
forfatningens bestemmelser om grundlæggende rettigheder blev revideret og udvidet. Formålet med
reformen var at øge de nationale domstoles og andre myndigheders anvendelse af grundlæggende
rettigheder ved at formulere disse rettigheder mere præcist. Siden reformen har domstolene i stigen-
de omfang henvist til de nationale bestemmelser om grundlæggende rettigheder.
2.2. Frankrig
Efter artikel 55 i den franske forfatning har behørigt ratificerede og offentliggjorte konventioner
forrang for nationale love, men ikke for forfatningen. Bestemmelsen indebærer, at internationale
konventioner inkorporeres direkte i fransk ret, således at de ikke behøver at blive omskrevet til nati-
onale love for at kunne anvendes i Frankrig. En bestemmelse i en international konvention, som
Frankrig har tiltrådt, kan såfremt den er ‖self-executing‖, dvs. er
klar, præcis og ubetinget, derfor
anvendes ved de nationale domstole.
Det er i tilfælde, hvor borgerne påberåber sig bestemmelser i internationale konventioner om men-
neskerettigheder, op til de nationale domstole at afgøre, om konventionen opfylder kravene til at
kunne anvendes umiddelbart. Udvalget har i den forbindelse fået oplyst, at
Conseil d’Etat
den 11.
april 2012 har offentliggjort en ny definition af kriterierne for at anvende internationale konventio-
ner umiddelbart for franske domstole. Fremover anses en bestemmelse i en international konvention
således for
‖self-executing‖,
medmindre gennemførelsen af bestemmelsen kræver supplerende rets-
akter, eller formålet med bestemmelsen er at regulere forholdet mellem stater.
81
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0092.png
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder,
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimi-
nation og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
kan påbe-
råbes af borgerne umiddelbart over for de retsanvendende myndigheder. De øverste franske dom-
stole
har i løbet af det seneste årti anerkendt, at dette også gælder for en række bestemmelser i FN’s
konvention om barnets rettigheder.
39
Derimod kan FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap efter det oplyste ikke på-
beråbes umiddelbart over for de retsanvendende myndigheder. De franske myndigheder har hertil
bemærket, at man anser konventionens artikel 5 som for vag og upræcis i sin formulering til at kun-
ne danne grundlag for en rimelig fortolkning. Frankrig anser også konventionens artikel 12 for pro-
blematisk, idet teksten ikke er kompatibel med det franske værgesystem. Konventionens artikel 9,
der vedrører kravet om tilgængelighed, er blevet gennemført i national ret ved lov nr. 2005-102 af
11. februar 2005, der havde en oprindelig frist for implementering den 1. januar 2015. Denne frist er
imidlertid blevet udsat i lyset af lovens omfattende krav.
Der er i fransk retspraksis eksempler på, at ikke blot de øverste domstole
– dvs. Conseil d’Etat og
Cour de cassation
men også de almindelige domstole har anvendt internationale konventioner om
menneskerettigheder, herunder at de har tilsidesat nationale bestemmelser, der har været i strid med
sådanne konventioner.
2.3. Island
I Island bliver internationale konventioner, som Island har tiltrådt, ikke automatisk en del af is-
landsk ret. Internationale konventioner kan derfor ikke som sådan påberåbes for eller anvendes af
islandske domstole, før de er gennemført i islandsk ret.
Island inkorporerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved lov i 1994 (lov nr. 62 fra
1994). Endvidere blev FN’s konvention om barnets rettigheder inkorporeret ved lov i februar 2012.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder, FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimi-
nation og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder er derimod
ikke blevet inkorporeret ved lov.
39
Situationen var omvendt i 2001, jf. betænkning nr. 1407/2001 side 111.
82
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Islandsk ret skal så vidt muligt fortolkes og anvendes i overensstemmelse med også ikke-
inkorporerede internationale konventioner, idet islandsk ret dog generelt vil have forrang i tilfælde
af modstrid mellem islandsk ret og internationale konventioner.
I 1995 blev den islandske forfatning revideret, hvorved en lang række nye menneskerettighedsbe-
stemmelser blev tilføjet forfatningen, og de eksisterende menneskerettighedsbestemmelser heri blev
omformuleret og moderniseret. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konventi-
on om borgerlige og politiske rettigheder tjente i vidt omfang som model for bestemmelserne i for-
fatningen. I bemærkningerne til forfatningen henvises også til disse to konventioner samt til en
række andre grundlæggende FN- og Europarådskonventioner, som Island har ratificeret. De island-
ske domstole har siden 1995 anvendt forfatningens menneskerettighedsbestemmelser i et stort antal
sager. I den forbindelse har der kunnet konstateres en tendens til, at domstolene fortolker forfatnin-
gen i lyset af internationale konventioner om menneskerettigheder, herunder især Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Der findes i islandsk retspraksis eksempler på, at islandske domstole har tilsidesat islandsk ret under
henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
2.4. Nederlandene
Det følger af artikel 93 i den nederlandske forfatning, at bestemmelser i internationale konventio-
ner, som Nederlandene har tiltrådt, er umiddelbart anvendelige i Nederlandene. Efter forfatningens
artikel 94 skal nationale love ikke anvendes, hvis en sådan anvendelse vil være uforenelig med be-
stemmelser i internationale konventioner,
som er ‖self-executing‖. I Nederlandene skal internatio-
nale konventioner således ikke være gennemført i national ret ved en særskilt retsakt for at kunne
anvendes af de retsanvendende myndigheder.
Det nederlandske Udenrigsministerium har over for udvalget dog samtidig understreget, at selv om
de tiltrådte internationale konventioner alle er umiddelbart anvendelige i Nederlandene, er det ikke
ensbetydende med, at borgerne automatisk kan påberåbe sig dem. Nederlandene skelner i den for-
bindelse mellem såkaldte førstegenerationsrettigheder (de borgerlige og politiske rettigheder) og
såkaldte andengenerationsrettigheder (de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder). Efter ne-
derlandsk opfattelse er andengenerationsrettighederne i højere grad retlige normer, som staterne
forpligter sig til at realisere, men som det er vanskeligt at udlede håndfaste individuelle rettigheder
af. Til eksempel vurderes der fra nederlandsk side ikke at kunne udledes individuelle rettigheder af
FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, hvorfor borgerne vil få vanske-
ligt ved at påberåbe sig denne konvention ved de nationale domstole.
83
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Borgerne har efter det oplyste i øvrigt generelt mulighed for at påberåbe sig internationale konven-
tioner om menneskerettigheder direkte for de nationale domstole, hvis de mener, at nationale love er
i strid med sådanne konventioner. Der er mange eksempler på, at nederlandske domstole, herunder
den nederlandske højesteret, har tilsidesat nationale love, som har været uforenelige med internatio-
nale konventioner om menneskerettigheder.
2.5. Norge
Norsk ret bygger på det dualistiske princip. Frem til omkring år 2000 var det ikke praksis at inkor-
porere de internationale menneskerettighedskonventioner, som Norge havde tiltrådt, idet gennemfø-
relse af konventionerne i stedet skete ved konstatering af normharmoni (passiv transformation).
Den 21. maj 1999 blev Lov om styrkelse af menneskerettighedernes stilling i norsk ret (‖menneske-
rettighedsloven‖) vedtaget. Loven inkorporerer
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
med tilhørende protokoller, FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende
protokoller og FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Efterfølgende er
også FN’s
konvention om barnets rettigheder med den valgfri protokol vedrørende salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi og den valgfri protokol vedrørende inddragelse børn i væbne-
de konflikter blevet inkorporeret i norsk ret. Det samme er den 13. og 14. tillægsprotokol til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for dis-
krimination mod kvinder med tilhørende valgfri protokol og FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination.
FN’s konvention
om barnets rettigheder med de nævnte protokoller, den 13. og 14. tillægsprotokol
til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om afskaffelse af alle for-
mer for diskrimination mod kvinder med tilhørende valgfri protokol er alle blevet inkorporeret via
en ændring af menneskerettighedsloven. Det indebærer, at bestemmelserne i disse konventioner og
protokoller i tilfælde af konflikt går forud for bestemmelser i anden lovgivning, jf. menneskerettig-
hedslovens § 3.
FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for racediskrimination er derimod blevet inkorpore-
ret i lov nr. 60 af 21. juni 2013 om forbud mod diskriminering på grund af etnicitet, religion og livs-
syn (‖diskrimineringsloven om etnicitet‖). Det fremgår af lovens § 5, at konventionen
skal gælde
som norsk lov. I modsætning til menneskerettighedsloven fremgår det imidlertid ikke af denne lov,
at bestemmelserne i konventionen skal have forrang for bestemmelser i anden norsk lovgivning.
FN’s konvention om barnets rettigheder
blev inkorporeret ved lov nr. 86 af 1. august 2003 om æn-
dringer i menneskerettighedsloven mv. (indarbejdning af FN’s konvention om barnets rettigheder i
norsk lov). Ved denne lov blev der også foretaget ændringer i en række andre love for at synliggøre
84
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konventionens bestemmelser samt styrke børns retsstilling, bl.a. blev aldersgrænsen for børns ret til
at udtale sig i sager efter den norske børnelov og børneværnslov sænket. Der blev ved inkorporerin-
gen lagt vægt på, at inkorporering er den gennemførelsesmetode, som sender det stærkeste signal
både nationalt og internationalt. Inkorporeringen varetog endvidere hensynet til en samlet fremstil-
ling af børns rettigheder i norsk ret. Herudover ønskede man at lovfæste, at barnets tarv skal være et
centralt hensyn ved alle afgørelser som omfatter børn, hvilket kan styrke børns retsstilling. Der blev
desuden lagt vægt på, at FN’s konvention om barnets rettigheder har en særstilling, idet børn udgør
en særlig udsat og sårbar gruppe, som har brug for en ekstra stærk beskyttelse. Endelig vurderedes
det, at konventionen burde have forrang for anden norsk lovgivning på linje med de allerede inkor-
porerede konventioner, fordi det ellers ville kunne opfattes som et signal om, at konventionen ikke
er lige så vigtig de øvrige konventioner, og fordi det vil føre til en styrkelse af konventionens for-
melle retsstilling og dermed sikre, at konventionens bestemmelser respekteres.
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder blev oprindelig in-
korporeret ved lov nr. 38 af 10. juni 2005 om ændringer i ligestillingsloven mv. (gennemførelse af
Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF og indarbejdning af FN’s konvention om af-
skaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder med tillægsprotokol i norsk ret). Ved lov nr.
80 af 19. juni 2009 er konventionen efterfølgende i stedet blevet inkorporeret ved en ændring af
menneskerettighedsloven. Herved har konventionen fået forrang for anden norsk lovgivning. I for-
bindelse med inkorporeringen af konventionen i menneskerettighedsloven blev der bl.a. lagt vægt
på, at en inkorporering med forrang ville sende et stærkt signal både nationalt og internationalt og
styrke opmærksomheden på ligestillingsspørgsmål og kvinders rettigheder. Endvidere blev der lagt
vægt på, at inkorporering af centrale menneskerettighedskonventioner i høj grad bidrager til at styr-
ke borgernes retsstilling over for myndighederne og giver den enkelte et stærkere værn mod over-
greb. Herudover ville man ved at inkorporere konventionen i menneskerettighedsloven sikre, at
ligestilling og forbuddet mod diskrimination af kvinder også fremover er centrale hensyn i lovgiv-
ningsarbejdet og forvaltningen.
Norge tiltrådte først FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap den 3. juni 2013.
Konventionen er efter det oplyste gennemført ved konstatering af normharmoni (passiv
transformation), og der er ikke på nuværende tidspunkt igangsat et arbejde med at inkorporere
konventionen i norsk ret. Spørgsmålet om inkorporering vil kunne vurderes, når der foreligger flere
erfaringer fra arbejdet ved FN’s Handicapkomité, og konventionens bestemmelser herved er blevet
tydeliggjort gennem komitéens udtalelser og dialog med staterne.
Bestemmelser i menneskerettighedskonventionerne påberåbes hyppigere for norske domstole efter
vedtagelsen af menneskerettighedsloven, og domstolene anvender i højere grad end tidligere men-
neskerettigheder. Der er således flere eksempler på, at norske domstole har tilsidesat bestemmelser i
national ret med henvisning til internationale konventioner om menneskerettigheder. Endvidere
85
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0096.png
viser en søgning i praksis efter det oplyste, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har
været et tema i ca. 900 sager for den norske Højesteret fra menneskerettighedsloven trådte i kraft i
1999 til udgangen af 2013, mens konventionen ifølge en udredning fra 1993 til sammenligning
havde været påberåbt i færre end 40 sager i perioden fra 1953 til 1992. FN’s konvention om borger-
lige og politiske rettigheder har været et tema i ca. 300 sager for Højesteret siden menneskerettig-
hedsloven trådte i kraft.
Også når det gælder FN’s konvention om barnets rettigheder, kan det efter det oplyste lægges til
grund, at der har været en øget interesse for konventionen, siden den blev inkorporeret. Dette har
bidraget til at sætte børns rettigheder og interesser højere på den politiske og offentlige dagsorden.
Det norske Børne-, Ligestillings- og Integrationsministerium er således af den opfattelse, at inkor-
poreringen af konventionen har ført til, at konventionen har fået større tyngde og gennemslagskraft.
Ministeriet er endvidere af den opfattelse, at børn og unge er blevet mere bevidste om egne rettig-
heder. Mængden af sager, hvor FN’s konvention om barnets rettigheder påberåbes for norske dom-
stole er ligeledes øget, og konventionen ser ud til at få en stadig mere fremtrædende plads i den nor-
ske Højesterets argumentation. Dette har været særligt udtalt på områder, hvor børn er i konflikt
med loven, herunder i forhold til varetægt, afsoning og strafudmåling samt på udlændingeområdet.
For så vidt angår FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination viser en søgning efter det op-
lyste, at disse konventioner kun sjældent påberåbes for
de norske domstole. FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder har således alene været påberåbt to gange,
mens FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination har været påberåbt seks
gange, hvoraf de tre var, inden konventionen blev inkorporeret. I disse sager er konventionerne i
øvrigt ikke blevet tillagt afgørende betydning, men FN’s konvention om afskaffelse af alle former
for racediskrimination er dog blevet brugt som fortolkningsbidrag ved fortolkningen af den norske
straffelovs bestemmelser om diskriminerende og hadefulde ytringer.
Det norske Udenrigsministerium har endelig for så vidt angår FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder oplyst, at denne konvention kun påberåbes meget sjældent for dom-
stolene. En søgning viser således, at konventionen kun har været påberåbt fem gange for den norske
Højesteret. Det norske Justits- og Beredskabsministerium kender efter det oplyste heller ikke til
sager, hvor domstolene har tilsidesat norske lovbestemmelser med henvisning til konventionen. Den
norske Højesteret har i en sag
40
antydet, at der for visse af bestemmelserne i konventionen kan sæt-
tes spørgsmålstegn ved, om de er egnede til at give den enkelte borger anvendelige rettigheder. Se-
nest har den norske Højesteret behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om at nægte en
tilladelse til en landbrugsejendom krænkede sagsøgers ret til arbejde, gode arbejdsforhold og en
40
Der henvises i indberetningen til Norsk Retstidende 2001 side 1006
86
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0097.png
tilfredsstillende levestandard efter konventionens artikel 6, 7 og 11.
41
Højesteret udtalte i dommen,
at ‖[d]isse bestemmelsene er etter sit innhold svært ubestemte, og det kan reises spørgsmål hvor
langt de gir rettigheder som kan håndheves ved søksmål for domstolene‖. Højesteret fandt dog ikke
anledning til at gå nærmere ind i disse overvejelser, da retten under alle omstændigheder fandt, at
der ikke forelå nogen krænkelse, eftersom beslutningen ikke medførte nogen pligt for sagsøger til at
drive gården personligt.
2.6. Storbritannien
Internationale konventioner mv., som Storbritannien har tiltrådt, bliver ikke automatisk en del af
britisk ret. I det omfang det vurderes nødvendigt, vil de nødvendige love mv. blive ændret eller ved-
taget i forbindelse med Storbritanniens ratifikation af en konvention mv. for at sikre, at britisk ret er
i overensstemmelse med konventionens krav, og for at sikre konventionens korrekte gennemførelse
i britisk ret (omskrivning).
Borgere kan kun påberåbe sig internationale konventioner i det omfang, de er inkorporeret i britisk
ret eller er udtryk for generelle folkeretlige principper. Ingen af de relevante FN-konventioner er
inkorporeret i britisk ret og kan således ikke umiddelbart påberåbes af borgerne eller anvendes af
retsanvendende myndigheder, herunder britiske domstole. Konventionerne er dog relevante ved
fortolkningen af britisk lovgivning og udviklingen af ‖common law‖ (sædvaneret).
Der er henvist til en eller flere af FN-konventionerne i flere sager. I sagerne
Burnip v. Birmingham
City Council
og
Trengrove v. Walsall Metropolian Council
fandt appelretten (Court of Appeal)
f.eks., at Storbritanniens regler om boligydelser krænkede Den Europæiske Menneskerettigheds-
konventions artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i den 1. tillægsprotokol, og appelretten fremhæ-
vede i den forbindelse, at hvis der havde været tvivl om anvendelsen af Den Europæiske Menneske-
rettighedskonventions artikel 14, ville FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
have afgjort usikkerheden til fordel for sagsøgerne.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en særstatus i britisk ret, idet denne konvention
er blevet inkorporeret i britisk ret ved lov (Human Rights Act 1998). Inkorporeringsloven definerer,
hvad der forstås ved ‖konventionsrettigheder‖ (artikel 1). Begrebet ‖konventionsrettigheder‖ omfat-
ter de materielle bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende
tillægsprotokoller, i det omfang Storbritannien har ratificeret disse bestemmelser. De relevante be-
stemmelser er medtaget som et bilag til inkorporeringsloven.
Det følger af inkorporeringsloven (artikel 2), at nationale domstole har pligt til at inddrage konven-
tionsorganernes (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, den tidligere Kommission, samt
41
Der henvises i indberetningen til Norsk Retstidende 2011 side 304.
87
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ministerkomitéen) praksis ved
fortolkningen af de enkelte ‖konventionsrettigheder‖. Endvidere
følger det af inkorporeringsloven (artikel 3), at nationale love så vidt muligt skal fortolkes i over-
ensstemmelse med de relevante ‖konventionsrettigheder‖. I tilfælde af modstrid mellem nationale
love (‖primary legislation‖) og ‖konventionsrettigheder‖, skal dommeren imidlertid lægge den nati-
onale lov til grund. Dette gælder dog ikke ved sekundære retsakter (‖secondary legislation‖).
Hvis den nationale dommer vurderer, at der foreligger en
modstrid mellem en national lov (‖prima-
ry legislation‖) og en ‖konventionsrettighed‖, kan dommeren give udtryk for denne uoverensstem-
melse (‖declaration of incompatibility‖), jf. artikel 4. En erklæring om konflikt (‖declaration of in-
compatibility‖) giver
regeringen mulighed for at intervenere i retssagen, jf. artikel 5. Det følger af
inkorporeringsloven (artikel 6), at administrative myndigheder ikke må handle i strid med ‖konven-
tionsrettigheder‖. Endvidere følger det af inkorporeringsloven (artikel 7), at
en person, der vurderer,
at vedkommendes ‖konventionsrettigheder‖ er blevet krænket, har mulighed for at anlægge retssag
herom mod den pågældende offentlige myndighed, ligesom borgeren kan støtte ret på de pågælden-
de ‖konventionsrettigheder‖.
Storbritannien anser inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for en
styrkelse af de britiske borgeres retsstilling, da inkorporeringen har medført, at borgerne har mulig-
hed for at påberåbe sig konventionens bestemmelser over for domstolene og andre retsanvendende
myndigheder. Efter det oplyste har Storbritannien desuden gode erfaringer med inkorporeringen, da
man overordnet mener, at inkorporeringen har resulteret i færre sager ved Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstol. Dette er efter britisk opfattelse positivt, fordi processen ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol er såvel dyr som langvarig.
Storbritannien har dog samtidig fremhævet, at selv om inkorporeringen af Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention har medført øget opmærksomhed og større bevidsthed om konventionen,
har det ikke nødvendigvis øget konventionens popularitet. Der er således nationalt stillet forslag om
at erstatte den nuværende Human Rights Act med en britisk Bill of Rights, fordi visse parlaments-
medlemmer er imod, at domstolene aktivt overvåger menneskerettighederne og derved står over
parlamentet. Kritikerne af konventionen har i den forbindelse henvist til princippet om ‖parlamenta-
risk suverænitet‖, hvorefter domstolene blot skal eksekvere det, som politikerne har
besluttet.
2.7. Sverige
Sverige anvender det dualistiske princip, men svenske domstole, herunder særligt den svenske høje-
steret, har i en række tilfælde også anvendt internationale aftaler, som ikke er særskilt gennemført i
svensk ret.
88
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0099.png
Gennemførelse kan ske gennem omskrivning, inkorporering eller konstatering af normharmoni. En
meget stor del af de internationale aftaler, som Sverige har ratificeret, er dog gennemført gennem
konstatering af normharmoni. Omskrivning og inkorporering finder således kun sted i ganske få
tilfælde. Når der skal vælges mellem omskrivning og inkorporering vælges typisk omskrivning.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er i den forbindelse en markant undtagelse, idet
den blev inkorporeret ved lov nr. 1994:1219, som trådte i kraft den 1. januar 1995.
For så vidt angår de syv relevante FN-konventioner, er der kun i ét tilfælde sket gennemførelse i
svensk ret ved andet end konstatering af normharmoni. Det var i forbindelse med gennemførelsen af
FN’s konvention om afskaffelse
af alle former for racediskrimination, hvor der blev indsat bestem-
melser i den svenske straffelov om ulovlig racediskrimination.
42
Ingen af de øvrige konventioner er
efter det oplyste gennemført i svensk ret ved omskrivning eller inkorporering, idet der er blevet
konstateret normharmoni.
Spørgsmålet om inkorporering af andre konventioner end Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention har dog været rejst flere gange, herunder især i forhold til FN’s konvention om barnets
rettigheder. I marts 2013 er der således f.eks. iværksat et større udredningsarbejde, som bl.a. skal
belyse fordele og ulemper ved at inkorporere FN’s konvention om barnets rettigheder i svensk ret.
Udredningsarbejdet skal efter planen være færdigt senest den 4. marts 2015.
2.8. Tyskland
Tyskland har ratificeret alle syv FN-konventioner såvel som Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention. Artikel 59, afsnit 2, 1. led, i den tyske forfatning (Grundgesetz
GG), som finder an-
vendelse på de nævnte konventioner, har følgende ordlyd:
‖Konventioner, som regulerer Forbundets politiske relationer eller som vedrører for-
bundslovgivningen, kræver tiltrædelse eller medvirken af de for forbundslovgivningen
ansvarlige organer i form af [udstedelse af] en konventionslov [‖Vertragsgesetz‖].‖
Det følger af den nævnte bestemmelse, at en international konvention bliver en del af tysk ret gen-
nem udstedelse af en såkaldt konventionslov. En konvention uden tiltrædelse fra de lovgivende or-
ganer har, uanset den folkeretlige gyldighed, ingen retsvirkning i tysk ret.
‖Konventionsloven‖ har en dobbeltfunktion. For det første gives der i loven den nødvendige be-
myndigelse til ratifikation, og for det andet bliver konventionen ved loven en del af tysk ret som
forbundslov (‖Bundesrecht‖). Konventionsloven indeholder dermed en opfyldelsespligt (‖vollzugs-
befehl‖). En implementerings-
eller inkorporeringspligt består herefter kun i de tilfælde, hvor den
42
Se betænkning nr. 1407/2001 side 122f.
89
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
folkeretlige norm enten forudsætter en konkretisering via den nationale lovgiver, henholdsvis hvis
andre nationale normer har forrang, eller hvis den nationale retstilstand nødvendiggør en konkreti-
sering. Sidstnævnte vil være tilfældet, hvis konventionens bestemmelser ikke er egnet til at blive
anvendt umiddelbart inden for statens område, f.eks. hvis reglerne ikke er formuleret tilstrækkeligt
konkret. I så fald kræves der i tillæg til konventionsloven en gennemførelseslovgivning (‖Ausfüh-
rungsgesetzgebung‖). Der består ingen pligt til implementering/inkorporering, hvis national ret alle-
rede er konform med den folkeretlige
forpligtelse. Det forhold, at ‖konventionslovene‖ giver kon-
ventionerne retsvirkning i tysk ret, betyder i relation til ovennævnte internationale menneskerettig-
hedskonventioner, at de er umiddelbart anvendelige for de retsanvendende myndigheder og kan
påberåbes umiddelbart af borgerne over for domstolene.
Hvis forudsætningerne i den tyske forfatnings artikel 59 ikke er til stede, og ratifikationen af en
konvention derfor ikke kræver udstedelse af en konventionslov, bliver forpligtelserne i den ratifice-
rede konvention stadig en del af tysk ret. I dette tilfælde vil forpligtelserne dog svare til forvalt-
ningsbestemmelser.
Tyskland skal som føderal stat altid inddrage delstaterne, der gennem en særlig aftale
den såkaldte
‖Lindauer Aftale‖ –
har krav på at blive inddraget og i givet fald tilslutte sig ratifikationen.
Internationale konventioner om menneskerettigheder inddrages efter det oplyste ved fortolkningen
og anvendelsen af tysk ret, herunder nationale regler om grundlæggende rettigheder og nationale
love i øvrigt. Konventionerne opnår i kraft af konventionslovene samme lovmæssige rang som for-
bundslove. De øverste forbundsdomstole har i talrige tilfælde anvendt især Den Europæiske Men-
neskerettighedskonventions bestemmelser i deres afgørelser. Der er ligeledes mange eksempler på,
at domstolene har anvendt andre menneskerettighedskonventioner, herunder FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende handling eller straf,
FN’s konvention om barnets rettigheder og FN’s konven-
tion om rettigheder for personer med handicap.
Det tyske justitsministerium er efter det oplyste ikke bekendt med eksempler på, at nationale be-
stemmelser er blevet tilsidesat under henvisning til bestemmelser i menneskerettighedskonventio-
nerne.
2.9. Østrig
Det østrigske parlament
(
Nationalrådet) kan i forbindelse med godkendelse af en konvention beslut-
te, at konventionen skal inkorporeres ved lov, jf. artikel 50, stk. 2, i den østrigske forbundsforfat-
ningslov (B-VG). Såfremt traktaten ikke kræver parlamentets godkendelse, har Forbundspræsiden-
ten efter B-VG artikel 65, stk. 1, en lignende beføjelse. Sidstnævnte er tilfældet for statstraktater,
90
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0101.png
der ikke har samme rang som love, dvs. regeringsoverenskomster, ressortoverenskomster eller for-
valtningsoverenskomster.
Afgivelsen af en sådan erklæring (‖inkorporeringsforbehold‖) indebærer, at den pågældende kon-
vention ikke er umiddelbart anvendelig, dvs. konventionen kan hverken påberåbes eller anvendes af
borgerne, myndighederne eller domstolene. Der er afgivet inkorporeringsforbehold til FN’s konven-
tion om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention
om barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvin-
der og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Af B-VG
artikel 145 følger det
ganske vist, at forfatningsdomstolen afgør krænkelser af folkeretten i henhold til bestemmelser i en
særlig forbundslov, men da en sådan forbundslov endnu ikke er blevet vedtaget, kan denne be-
stemmelse i forbundsforfatningen ikke anvendes.
Afgives der ingen erklæring, hvilket er tilfældet
i forhold til FN’s konvention mod tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, kan den pågældende konvention
principielt anvendes umiddelbart. Den har samme retsvirkninger som en national retsnorm, og bor-
gerne kan derfor påberåbe sig rettighederne i en sådan traktat, som var de garanteret i en national
retsakt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at national lovgivning principielt skal fortolkes i over-
ensstemmelse med folkeretten, og at en bestemmelse, der tillader flere fortolkninger, skal fortolkes i
overensstemmelse med forfatningen.
Artikel 1, 2 og 14 i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination indeholder
forfatningsændrende bestemmelser, ligesom artikel 1 og 4 i FN’s konvention om
afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder i princippet også er forfatningsændrende. Begge konventio-
ner er som anført tiltrådt med inkorporeringsforbehold. Forfatningsdomstolen har i flere afgørelser
støttet sig til artikel 3, stk. 2 (vedrørende myndighedernes forpligtelse til at tage alle relevante om-
stændigheder i betragtning ved konstatering af non-refoulement-grunde)
i FN’s konvention mod
tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Der foreligger efter det oplyste ingen eksempler på, at de østrigske domstole har tilsidesat bestem-
melser i den nationale lovgivning med henvisning til internationale konventioner.
3. Udvalgets bemærkninger
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001, er der formelt set stor forskel på, hvordan de enkelte
lande gennemfører internationale konventioner i deres nationale retsorden.
43
I nogle af de hørte lan-
de er udgangspunktet, at konventioner, som ratificeres og offentliggøres i overensstemmelse med de
91
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
herom gældende regler, automatisk bliver en del af den interne retsorden (monistiske lande). I andre
lande er udgangspunktet, at konventioner, som ratificeres og offentliggøres, ikke automatisk bliver
en del af den interne retsorden, idet dette principielt forudsætter, at konventionen bliver gennemført
i national ret ved en særskilt retsakt (dualistiske lande). Forskellen på de to typer af lande er i prak-
sis dog ikke nødvendigvis så stor. I betænkning nr. 1407/2001 beskrives det således:
‖…
Der findes således lande, der anvender det dualistiske princip, men hvor alle de cen-
trale konventioner om menneskerettigheder er blevet inkorporeret ved lov, og hvor man
kan tale om de facto monisme (Finland). Der findes endvidere lande, der anvender det
dualistiske princip, og som har inkorporeret en eller flere af de centrale konventioner
om menneskerettigheder (bl.a. Sverige, Norge og Island). Hertil kommer, at internatio-
nale konventioner om menneskerettigheder, der ikke er blevet inkorporeret ved lov, al-
ligevel synes at være en relevant retskilde i dualistiske lande (f.eks. Island og Sverige).
Dette sker bl.a. ved hjælp af en fortolkningsregel (f.eks. Finland og Island) og en for-
modningsregel (f.eks. Sverige). Det synes alene at være få lande, der anvender det dua-
listiske princip konsekvent, således at konventioner, der ikke er blevet gennemført i na-
tional ret, i princippet ikke kan påberåbes for og anvendes af de retsanvendende myn-
digheder (Irland og Storbritannien).
Det forhold, at et land anvender det monistiske princip, løser ikke i sig selv de proble-
mer, der kan opstå i tilfælde, hvor borgerne påberåber konventioner for de retsanven-
dende myndigheder. I sådanne lande er de retsanvendende myndigheder, herunder navn-
lig domstolene, nødt til at tage stilling til, om den pågældende konventions bestemmel-
ser er ‖umiddelbart anvendelig‖ eller har ‖direkte virkning‖ (se f.eks. Frankrig, Belgien,
Holland og Luxembourg). De betingelser, der skal være opfyldt, for at en bestemmelse i
en konvention anses for at være ‖umiddelbart anvendelige‖ eller have ‖direkte virk-
ning‖, kan være formuleret forskelligt, men i det væsentlige skal den nationale dommer
tage stilling til, om den pågældende bestemmelse er ‖self-executing‖, det vil sige om
bestemmelsen er egnet til at blive lagt til grund ved løsningen af en konkret tvist. Denne
vurdering må nødvendigvis foretages konkret i forhold til hver enkelt konvention og i
forhold til hver enkelt bestemmelse i den pågældende konvention.
Denne bedømmelse bliver domstole i lande, der anvender det dualistiske princip, i prin-
cippet også nødt til at foretage, når konventioner inddrages ved fortolkning og anven-
delse af national ret.
Forskellen mellem monistiske og dualistiske lande synes navnlig at gøre sig gældende i
tilfælde af en normkonflikt mellem bestemmelser i en international konvention og i en
national lov. I de monistiske lande synes konventionens bestemmelser
i det omfang de
er umiddelbart anvendelige
generelt at blive tillagt forrang for modstridende bestem-
melser i nationale love (se f.eks. Frankrig, Holland, Luxembourg, Grækenland og Tysk-
land). I nogle tilfælde gælder dette, hvad enten den modstridende bestemmelse i den na-
tionale lov er yngre eller ældre end den pågældende konvention (se f.eks. Belgien). I
disse lande synes internationale konventioner hierarkisk at være placeret under landets
forfatning men over almindelige love (se f.eks. Portugal og Tyskland).
92
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0103.png
I de lande, der anvender det dualistiske princip, og hvor konventioner er blevet inkorpo-
reret, synes dette at ske på lovniveau (Finland, Sverige og Norge). Der findes eksempler
på, at dualistiske lande, foruden at inkorporere en konvention ved lov, tillige indføjer en
bestemmelse i forfatningen, der skal løse konflikter mellem en konvention og en natio-
nal lov, og som
når visse betingelser er opfyldt
giver konventionen forrang (Sveri-
ge). Der findes endvidere eksempler på, at domstolene i dualistiske lande, uanset at en
konvention (endnu) ikke er blevet inkorporeret, har tilsidesat modstridende bestemmel-
ser i nationale love (Island og Sverige).
Hvad enten der er tale om monistiske eller dualistiske lande synes det at forholde sig så-
ledes, at national ret så vidt muligt skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med
internationale konventioner (f.eks. Frankrig, Tyskland og Sverige), og dette gælder
endog med hensyn til bestemmelser i det pågældende lands forfatning (f.eks. Finland,
Island og Spanien).
Den måde, hvorpå Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet inkorpore-
ret i Storbritannien, synes at skille sig ud derved, at det udtrykkeligt fremgår af inkorpo-
reringsloven, at den nationale dommer ikke kan tilsidesætte en bestemmelse i en natio-
nal lov (‖primary legislation‖), som vurderes at være i strid med en bestemmelse i kon-
ventionen. Der er således tale om, at den inkorporerede konventions retsvirkninger er
blevet begrænset.‖
44
Beskrivelsen i betænkning nr. 1407/2001, som er gengivet ovenfor, må efter udvalgets opfattelse
også i dag antages at give et fint billede af situationen i de hørte lande. Verden udenfor er således
langt hen af vejen den samme i dag, som den var ved afgivelsen af betænkning nr. 1407/2001. Ud-
valget kan på baggrund af de indhentede oplysninger dog supplere beskrivelsen med, at der selv i
lande, der anvender det monistiske princip, og hvor tiltrådte internationale konventioner derfor er
umiddelbart anvendelige, ikke er nogen garanti for, at borgerne automatisk kan påberåbe sig kon-
ventionsrettighederne. I Nederlandene sondres der f.eks. mellem førstegenerationsrettigheder (bor-
gerlige og politiske rettigheder) og andengenerationsrettigheder (økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder), hvor sidstnævnte ikke uden videre kan påberåbes for domstolene.
Efter udvalgets opfattelse kan de vidt forskellige måder, hvorpå de hørte lande gennemfører interna-
tionale konventioner i deres nationale retsorden, tjene som inspiration for overvejelserne om, hvor-
vidt man i Danmark bør inkorporere flere menneskerettighedskonventioner ved lov. I sidste ende
kan det forhold, at nogle lande inkorporerer og andre ikke gør, dog ikke tillægges afgørende betyd-
ning for vurderingen af, om de syv konventioner
som udvalget overvejer
helt eller delvist bør
inkorporeres i Danmark. De forskellige fremgangsmåder i landene afspejler således ikke blot for-
skellige forfatningsmæssige traditioner, men også forskellige retspolitiske valg, som ikke uden vi-
dere kan overføres til Danmark.
44
Se betænkning nr. 1407/2001 side 126f.
93
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 6. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om en konvention skal in-
korporeres i dansk ret
1. Indledning
1.1. Det følger af kommissoriet, at udvalget med
afsæt
i betænkning nr. 1407/2001 skal overveje
fordele og ulemper ved på nuværende tidspunkt at inkorporere flere menneskeretsinstrumenter i
dansk lovgivning. I tilknytning hertil skal udvalget vurdere, om de enkelte konventioner er egnede
til at blive inkorporeret i dansk lovgivning, samt om en inkorporering vil føre til en bedre retsbe-
skyttelse for den enkelte borger, eller om andre grunde kan føre til, at det må anses for nødvendigt
eller hensigtsmæssigt at inkorporere konventionerne. Udvalget skal i den forbindelse desuden vur-
dere forholdet til allerede gældende lovbestemmelser, der tilsigter at gennemføre konventionsfor-
pligtelserne i dansk ret.
I betænkning nr. 1407/2001 var Inkorporeringsudvalgets opgave ifølge kommissoriet at undersøge
fordele og ulemper ved inkorporering af de generelle menneskerettighedskonventioner i dansk ret,
herunder navnlig FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention mod
tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og FN’s konven-
tion om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Disse konventioner
skulle
udvalget over-
veje. Det fremgik af kommissoriet, at udvalget desuden
kunne
overveje, om også andre konventio-
ner om menneskerettigheder er egnede til at blive inkorporeret i dansk ret. Som eksempler nævnte
kommissoriet
i den forbindelse FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskri-
mination mod kvinder og ILO-konventioner.
Inkorporeringsudvalget valgte i betænkningen at overveje spørgsmålet om inkorporering af de seks
førstnævnte konventioner, mens udvalget ikke foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om in-
korporering af ILO-konventioner eller andre menneskerettighedskonventioner.
Kommissoriet for det nu nedsatte udvalg må efter udvalgets opfattelse forstås således, at udvalget i
hvert fald forventes at overveje fordele og ulemper ved at inkorporere de seks konventioner, som
Inkorporeringsudvalget gjorde til genstand for nærmere overvejelse i betænkning nr. 1407/2001 om
inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Herudover nævner kommissoriet ud-
trykkeligt FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Udvalget er opmærksom på, at der udover disse syv konventioner findes en række andre konventio-
ner om menneskerettigheder, som det måske også kunne være relevant at overveje fordele og ulem-
per ved at inkorporere. Det gælder bl.a. FN’s konvention om flygtninges retsstilling, FN’s konven-
94
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tion om begrænsning af statsløshed, Europarådets konvention om statsborgerret, ILO-konventioner,
som Danmark har tiltrådt, og som også var nævnt i kommissoriet for Inkorporeringsudvalget, Euro-
parådets konvention om indsatsen mod menneskehandel og Den Europæiske Socialpagt. Overvejel-
ser i udvalget af disse konventioner har bl.a. som følge af den i kommissoriet fastsatte tidsfrist imid-
lertid ikke været mulig. Som det fremgår af kapitel 4, afsnit 3.8, har udvalget dog inddraget enkelte
afgørelser vedrørende disse konventioner, i det omfang afgørelserne viser, hvordan danske domsto-
le anvender ikke-inkorporerede konventioner.
Udvalgets overvejelser vil på denne baggrund omfatte følgende konventioner:
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
FN’s konvention
om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling eller straf,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
FN’s konvention om barnets rettigheder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, og
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
1.2. Betænkning nr. 1407/2001 indeholder i kapitel 7 dels en drøftelse af fordele og ulemper ved en
eventuel inkorporering af internationale konventioner om menneskerettigheder, dels en drøftelse af
kriterier for udvælgelse af, hvilke konventioner der eventuelt bør inkorporeres i dansk ret.
Ved udarbejdelsen af dette kapitel har udvalget taget udgangspunkt i disse drøftelser, idet udvalget
dog ikke har fundet grundlag for som i betænkning nr. 1407/2001 at sondre mellem på den ene side
fordele og ulemper ved en eventuel inkorporering og på den anden side kriterier for udvælgelse af
konventioner. Det er der flere grunde til.
For det første må sondringen i betænkning nr. 1407/2001 efter udvalgets opfattelse navnlig ses i
lyset af udformningen af Inkorporeringsudvalgets kommissorium, der indebar, at udvalget i vidt
omfang selv måtte tage stilling til, hvilke konventioner der skulle overvejes inkorporeret. Inkorpore-
ringsudvalget havde således behov for at opstille de pågældende kriterier med henblik på udvælgel-
sen af konventioner. Det samme gør sig ikke gældende for dette udvalg, da udvalget i modsætning
til Inkorporeringsudvalget er blevet anmodet om at overveje spørgsmålet om inkorporering af syv
nærmere opregnede konventioner, jf. ovenfor under afsnit 1.1. Samtidig har udvalget som nævnt
bl.a. af tidsmæssige grunde ikke fundet det muligt at overveje inkorporering af flere konventioner
end disse syv.
95
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0106.png
For det andet finder udvalget, at vurderingen af, om og i givet fald hvilke konventioner der skal
inkorporeres, bør bero på en samlet gennemgang af de hensyn, der taler for eller imod en inkorpore-
ring. Dette betyder selvsagt ikke, at de enkelte hensyn nødvendigvis skal vægtes ens, når det skal
vurderes, om en konvention skal inkorporeres. Vurderingen bør efter udvalgets opfattelse blot ikke
på forhånd begrænses til kun at omfatte visse af hensynene.
Udvalget bemærker i forlængelse heraf samtidig, at flere af de kriterier, som blev anvendt i betænk-
ning nr. 1407/2001, under alle omstændigheder ikke længere synes relevante. Det gælder bl.a. dis-
kussionen af, hvilken betydning det har, om en konvention er en ‖generel konvention‖ eller en
‖specialkonvention‖. Efter udvalgets opfattelse har det således mindre betydning, om en konvention
må anses for ‖generel‖ eller ‖speciel‖, hvis de øvrige hensyn efter en samlet vurdering taler for en
inkorporering. Hertil kommer, at de syv konventioner, som udvalget skal overveje, alle må anses for
centrale for beskyttelsen af menneskerettighederne. Dermed er det også allerede af den grund min-
dre relevant, om de enkelte konventioner er ‖generelle‖ eller ‖specielle‖.
Herudover har udvalget valgt ikke at gå ind i den særskilte diskussion i betænkning nr. 1407/2001
af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder over for borgerlige og politiske rettigheder. Dette
skyldes, at det efter udvalgets opfattelse ikke kan være afgørende, om en rettighed er af økonomisk,
social eller kulturel art eller er en borgerlig eller politisk rettighed. Udvalget har heller ikke fundet
grundlag for at gentage overvejelserne af, om en eventuel inkorporering bør omfatte hele konventi-
onen eller kun dele heraf. Efter udvalgets opfattelse bør en inkorporering af de grunde, der er anført
i betænkning nr. 1407/2001, således uden tvivl omfatte hele konventionen.
45
Endelig er spørgsmålet
om konventionernes betydning i praksis efter udvalgets opfattelse ikke længere relevant, idet de syv
konventioner, som udvalget overvejer, alle har været anvendt
om end i forskelligt omfang
i
praksis, jf. beskrivelsen ovenfor i kapitel 4.
Nedenfor vil følgende spørgsmål blive behandlet, idet det bemærkes, at visse hensyn til dels er
overlappende: Inkorporering som styrkelse af privates retsstilling (afsnit 2.1), internationale opfor-
dringer og international signalværdi (afsnit 2.2), samspillet mellem lovgivningsmagten og de ret-
sanvendende myndigheder (afsnit 2.3), inkorporering vil skabe et lovbestemt grundlag for at påbe-
råbe og anvende konventioner (afsnit 2.4), inkorporering vil medføre øget opmærksomhed og større
bevidsthed omkring konventionerne (afsnit 2.5), risiko for dobbeltregulering ved en inkorporering
(afsnit 2.6), spørgsmålet om en inkorporering vil skabe et informationsbehov (afsnit 2.7), betydnin-
gen af om en konvention er ‖egnet‖ til at blive inkorporeret (afsnit 2.8) samt betydningen
af kon-
ventionernes kontrol- og retshåndhævelsessystemer (afsnit 2.9).
45
Se betænkning nr. 1407/2001 side 161f.
96
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0107.png
Rækkefølgen for behandlingen af de enkelte spørgsmål er ikke udtryk for nogen vægtning fra ud-
valgets side.
2. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om en konvention skal inkorporeres
2.1. Inkorporering som en styrkelse af privates retsstilling
Ifølge kommissoriet skal udvalget bl.a. overveje, om en inkorporering vil føre til en bedre retsbe-
skyttelse for den enkelte borger.
Som nævnt i kapitel 3, afsnit 4.1, foretages der løbende en vurdering af, om dansk ret er i overens-
stemmelse med de internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt.
Det påhviler således regeringen og Folketinget at sikre, at Danmark overholder sine internationale
forpligtelser.
Udvalget finder det i lighed med Inkorporeringsudvalget afgørende, at en eventuel inkorporering af
konventionerne ikke ændrer herved. Udvalget har i den forbindelse noteret sig, at der også ved in-
korporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev lagt stor vægt på, at det er
regeringens og Folketingets ansvar, at dansk lovgivning til stadighed er i overensstemmelse med
bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
46
Samtidig kan udvalget dog også tilslutte sig Inkorporeringsudvalgets opfattelse af, at dette ikke ude-
lukker, at en inkorporering vil kunne være velbegrundet.
47
Det skyldes bl.a., at inkorporeringen som
anført af Inkorporeringsudvalget i sig selv vil medføre en tydeliggørelse af privates muligheder for
at påberåbe sig konventionerne for de nationale domstole og andre retsanvendende myndigheder,
hvilket må anses for en styrkelse af privates retsstilling. Udvalget lægger i den forbindelse bl.a.
vægt på, at den kontrol med konventionsforpligtelsernes overholdelse, der foretages som led i lov-
givningsproceduren, nødvendigvis er af abstrakt og forudgående karakter, idet det normalt ikke er
muligt at tage højde for alle de situationer, hvor anvendelsen af loven vil kunne rejse spørgsmål i
forhold til konventionerne. Gennemgangen af retspraksis viser, at Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, der er inkorporeret i dansk ret, påberåbes og anvendes oftere af danske domstole
end de øvrige konventioner om menneskerettigheder, jf. kapitel 4.
Som anført ovenfor i kapitel 3, afsnit 5, vil en inkorporering dog i sjældne tilfælde samtidig kunne
give anledning til visse retssikkerhedsmæssige betænkeligheder i nogle retssager mellem private,
hvor en borger over for en anden borger påberåber sig en retsstilling efter en inkorporeret konventi-
on, som rækker videre end retsstillingen efter dansk ret i øvrigt. Eftersom der er tale om et generelt
46
47
Se betænkning nr. 1407/2001 side 134.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 136.
97
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0108.png
spørgsmål, som hovedsageligt vedrører retsvirkningerne af en inkorporering, taler betænkeligheder-
ne efter udvalgets opfattelse imidlertid ikke i sig selv afgørende imod en inkorporering,
48
men bør i
givet fald adresseres i bemærkningerne til inkorporeringsloven.
2.2. Internationale opfordringer og signalværdi
2.2.1.
Som det fremgår af betænkning 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonven-
tioner i dansk ret, har en række internationale organer gentagne gange opfordret regeringen til at
inkorporere visse FN-konventioner.
49
Gennemgangen nedenfor viser, at det også har været tilfældet,
efter betænkning nr. 1407/2001 blev afgivet.
-
Universal Periodic Review
Den 2. maj 2011 blev Danmark for første gang eksamineret i det såkaldte Universal Periodic Re-
view (UPR) i FN’s Menneskerettighedsråd. UPR, der blev etableret i 2006, er en mekanisme, hvor
samtlige FN-medlemslande bedømmer hinanden og fremkommer med anbefalinger i forhold til de
internationale menneskerettighedsforpligtelser. I forbindelse med eksaminationen interesserede en
række lande sig for det forhold, at Danmark indtil videre kun har inkorporeret Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det fremgår f.eks. af rapporten om Danmarks UPR-eksamination,
50
at:
―Algeria
observed that Denmark is party to most core human rights instruments, but
noted that it had only incorporated the European Convention for the Protection of Hu-
man Rights and Fundamental Freedoms into domestic law and sought explanations.‖
Udover Algeriet ses også Afghanistan, Holland, Honduras og Kirgisistan at have interesseret sig for
spørgsmålet. Canada, Sydafrika, Holland og Kirgisistan anbefalede desuden konkret, at Danmark
inkorporerer de internationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har ratificeret.
Anbefalingen fra Canada lyder f.eks. som følger:
‖Incorporate
into its domestic law its international human rights obligations under the
Conventions to which it is party.‖
-
FN’s
Menneskerettighedskomité
48
49
Se også betænkning nr. 1407/2001 side 137.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 129.
50
Se dokument A/HRC/WG.6/11/L.2.
98
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0109.png
I forbindelse med eksaminationen i 2008 af Danmarks 5. periodiske rapport
51
afgivet i henhold til
artikel 40 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder udtalte FN’s Menneskerettig-
hedskomité bl.a.:
‖The Committee notes with concern the decision taken by the State party not to incor-
porate the Covenant into its domestic legal order, contrary to the recommendation of the
Committee on Incorporation of Human Rights Conventions into Danish Law (art. 2).
The State party should reconsider its decision not to incorporate the Covenant into its
domestic legal order, with a view to ensuring that all rights protected under the Cove-
nant are given full effect in domestic law.‖
52
-
FN’s
komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
I forbindelse med eksaminationen i 2013 af Danmarks 5. periodiske rapport
53
afgivet i henhold til
artikel 16 og 17 i FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder gav FN’s ko-
mité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder udtryk for forhold, der gav anledning
til bekymring. Komitéen udtalte bl.a.:
‖The
Committee reiterates its concern that the State party has still not incorporated the
International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights into its domestic legis-
lation. The Committee is also concerned that despite the
State party’s statement that the
Covenant is applied by the Danish courts, case law shows that international human
rights treaties are rarely applied by courts or invoked by parties to a case, and that the
Supreme Court has stated that non-incorporated treaties do not have direct effect in the
domestic legal order.
54
The Committee recommends that the State party incorporate the International Covenant
on Economic, Social and Cultural Rights into its domestic legislation, and improve the
awareness and knowledge of the Covenant through human rights education and training
programmes, including for the judiciary.
The Committee draws the State party’s atten-
tion to its general comment No. 9 (1998) on the domestic application of the Cove-
nant.‖
55
-
FN’s Torturkomité
Se dokument CCPR/C/DNK/5 af 20. november 2007.
Se Concluding Observations of the Human Rights Committee, CCPR/C/DNK/CO/5 af 16. december 2008, punkt 6.
53
Se dokument E/C.12/DNK/5
54
Det må antages, at komitéen her tænker på dommen refereret i U2006.770H. I den dom udtalte Højesteret imidlertid,
at ILO-konventionerne
ikke var ‖direkte anvendelige i dansk ret i den forstand, at de kunne føre til tilsidesættelse af
aktivlovens bestemmelser om aktivering.‖
55
Se Concluding Observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, E/C.12/DNK/CO/5 af 6.
juni 2013.
52
51
99
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0110.png
I forbindelse med eksaminationen i 2007 af Danmarks 5. periodiske rapport
56
afgivet i henhold til
artikel 19 i FN’s konvention mod tortur og anden grusom eller nedværdigende behandling eller straf
gav FN’s Torturkomité udtryk for forhold, der gav anledning
til bekymring. Komitéen udtalte bl.a.:
―The
Committee regrets that the State party has not changed its position with regard to
the incorporation of the Convention into Danish law. The Committee is of the view that
the incorporation of the Convention into Danish law would not only be of a symbolic
nature but that it would strengthen the protection of persons allowing them to invoke the
provisions of the Convention directly before the courts.
The Committee recommends that the State party incorporate the Convention into Da-
nish law in order to allow persons to invoke it directly in courts, to give prominence to
the Convention as well as to raise awareness of its provisions among members of the
judiciary and the public at large.‖
57
-
FN’s Racismekomité
I forbindelse med eksaminationen i 2010 af Danmarks 18. og 19. periodiske rapporter
58
afleveret i
henhold til artikel 9 i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination udtalte
FN’s Racismekomité bl.a.:
―The Committee notes with regret that notwithstanding its previous concluding
observa-
tions recommending the incorporation of the International Convention on the Elimina-
tion of All Forms of Racial Discrimination, the State party finds it unnecessary to do so
because, arguably, the Convention is already a source of law in Danish courts. Howev-
er, the non-incorporation of international treaties results in reluctance by lawyers and
judges to invoke such treaties in Danish courts. (art. 2).
The Committee reiterates its position that the State party should incorporate the Con-
vention into its legal system to ensure its direct application before Danish Courts in or-
der to afford all individuals its full protection.‖
59
-
FN’s Børnekomité
I forbindelse med eksaminationen i 2011 af Danmarks 4. periodiske rapport
60
afleveret i henhold til
artikel 44 i FN’s konvention om barnets rettigheder udtalte FN’s Børnekomité bl.a.:
‖While
noting that the Convention may be invoked and applied by the courts and ad-
ministrative authorities, the Committee notes with concern that the Convention is re-
Se dokument CAT/C/81/add.2 af 5. april 2005.
Se Conclusions and recommendations of the Committee against Torture, CAT/C/DNK/CO/5 af 16. juli 2007, pkt. 9.
58
Se dokument CERD/C/DNK/18-19 af 31. august 2009.
59
Se Concluding observations of the Committee on the Elimination of Racial Discrimination, CERD/C/DNK/CO/18-19
af 20. september 2010, pkt. 8
60
Se dokument CRC/C/DNK/4 af 22. januar 2010.
57
56
100
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0111.png
ferred to only in a limited number of cases and that the application of the Convention by
judicial authorities and administrative decision-making bodies is limited, due largely to
the Convention not being fully incorporated into the national legislation of the State par-
ty.
[…]
The Committee recommends that the State party promote the application of the
Convention on the Rights of the Child by the courts and administrative decision-making
bodies, including by taking measures to fully incorporate the Convention into its nation-
al legislation.‖
61
-
FN’s Kvindekomité
I forbindelse med eksaminationen i 2009 af Danmarks 7. periodiske rapport
62
afleveret i henhold til
artikel 21 i FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder udtalte
FN’s Kvindekomité bl.a.:
―While recognizing that some of the State party’s domestic laws reflect the articles en-
shrined in the Convention, the Committee is concerned at the decision taken by the
State party not to incorporate the Convention into its domestic legal order […].
The Committee calls on the State party to reconsider its decision not to incorporate the
Convention into its domestic legal order, with a view to ensuring that all rights pro-
tected under the Convention are given full effect in domestic law. It recalls the State
party’s obligation, as stated in article 2 (a) of the Convention, to embody the principle
of the equality of men and women in its national Constitution or other appropriate legis-
lation […].‖
63
-
Anbefalinger over for andre lande
Som det også fremgår af betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskon-
ventioner i dansk ret, er sådanne anbefalinger fra FN-komitéerne om at inkorporere FN-
konventioner ikke alene blevet rettet mod Danmark.
64
Anbefalinger af denne art er således udtryk
for en generel holdning hos komitéerne, som de gennem længere tid og fortsat har givet udtryk for
over for stater, der som Danmark tager udgangspunkt i det dualistiske princip, dvs. ikke automatisk
inkorporering af internationale konventioner i national ret.
2.2.2.
Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, har FN-komitéerne gentagne gange opfordret
Danmark til at inkorporere de forskellige konventioner i dansk ret.
Se Concluding observations of the Committee on the Rights of the Child, CRC/C/DNK/CO/4 af 7. april 2011, pkt.
10-11.
62
Se dokument CEDAW/C/DEN/7 af 21. juli 2008.
63
Se Concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women, CE-
DAW/C/DEN/CO/7 af 7. august 2009, pkt. 14-15.
64
Se betænkning nr. 1407/2001 side 131.
61
101
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0112.png
Som begrundelse herfor har flere af komitéerne bl.a. anført, at konventionerne skal kunne påberåbes
direkte for de retsanvendende myndigheder, herunder navnlig domstolene. FN-komitéerne synes i
den forbindelse at vurdere, at kun en inkorporering af konventionerne vil kunne sikre, at alle rettig-
heder omfattet af konventionerne nyder fuld beskyttelse i national ret.
FN-komitéerne synes endvidere med rette at lægge vægt på, at der i forhold til visse konventioner
kun findes meget få eksempler på, at konventionerne er blevet påberåbt for eller anvendt af danske
domstole.
FN-komitéerne synes desuden at forudsætte, at både dommere og advokater vil være tilbageholden-
de med at anvende konventionerne, så længe de ikke er inkorporeret.
Herudover har FN-komitéerne ved flere lejligheder påpeget, at Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention er blevet inkorporeret ved lov, hvilket også blev bemærket ved UPR-
eksaminationen. Det har fra FN-komitéerne i den forbindelse været anført, at FN-konventionerne i
visse tilfælde indeholder rettigheder, der ikke er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention, ligesom undtagelsesbestemmelserne i FN-konventionerne i visse tilfælde er mere re-
striktive. Som anført af Inkorporeringsudvalget synes FN-komitéerne herved at lægge vægt på kon-
ventionernes principielle ligestilling samt det forhold, at FN-konventionerne i visse tilfælde yder en
bedre beskyttelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
65
2.2.3.
Den fremgangsmåde, der anvendes ved Danmarks tiltrædelse og løbende opfyldelse af kon-
ventioner, indebærer efter udvalgets opfattelse en betydelig grad af sikkerhed for, at Danmark lever
op til de forpligtelser, der følger af de pågældende konventioner, jf. afsnit 2.3.
Udvalget har dog samtidig noteret sig, at det ikke desto mindre er komitéernes opfattelse, at kun en
inkorporering af konventionerne vil kunne sikre, at alle rettigheder omfattet af konventionerne ny-
der fuld beskyttelse i national ret. Anbefalingerne er desuden under alle omstændigheder udtryk for,
at bl.a. Danmark trods talrige forsøg ikke har kunnet overbevise komitéerne og UPR om, at konven-
tionernes rettigheder nyder tilstrækkelig beskyttelse i national ret, hvilket i sig selv bør tillægges en
vis vægt.
66
Efter udvalgets opfattelse kan der på den baggrund ikke være tvivl om, at anbefalingerne fra FN-
komitéerne og UPR taler for inkorporering af konventionerne. En inkorporering vil, hvad enten den
indebærer en bedre retsbeskyttelse eller ej, således under alle omstændigheder have en betydelig
signalværdi i forhold til omverdenen, fordi man herved imødekommer de internationale opfordrin-
65
66
Se betænkning nr. 1407/2001 side 132.
Se også betænkning nr. 1407/2001 side 132.
102
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0113.png
ger. Inkorporering kan også give Danmark yderligere tyngde i det internationale arbejde for at
fremme menneskerettighederne.
Danmarks internationale anseelse er dog også betinget af, hvordan man aktivt agerer i en internatio-
nal og national sammenhæng, og ikke kun af hvilke konventioner der inkorporeres eller ej.
2.3. Samspillet mellem lovgivningsmagten og de retsanvendende myndigheder
Der findes talrige eksempler på, at der i bemærkningerne til lovforslag redegøres for forholdet til
internationale konventioner om menneskerettigheder, og hvor det vurderes, om lovforslagene er i
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, jf. også kapitel 3, afsnit 4.2.
Af de grunde, som er anført i betænkning nr. 1407/2001, jf. nedenfor, finder udvalget imidlertid, at
uanset regeringen og Folketinget således tilstræber en overholdelse af Danmarks internationale for-
pligtelser, kan der stadig være et behov for, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder i
forbindelse med behandlingen af konkrete sager foretager en vurdering af, om retstilstanden, herun-
der den måde, hvorpå lovgivningen administreres, er i overensstemmelse med Danmarks internatio-
nale forpligtelser.
67
Udvalget kan således tilslutte sig Inkorporeringsudvalgets opfattelse af, at selv om der i forbindelse
med lovgivningsprocessen er foretaget en vurdering af, om et lovforslag er i overensstemmelse med
Danmarks internationale forpligtelser, så er der ingen garanti for, at det faktisk også er det.
68
Det
kan som anført i betænkning nr. 1407/2001 f.eks. ikke udelukkes, at det ansvarlige ministerium har
overset en relevant bestemmelse i en konvention, eller at ministeriets vurdering af de relevante kon-
ventionsmæssige forpligtelser er forkert.
Selv om en lov må anses for forenelig med Danmarks internationale forpligtelser på det tidspunkt,
hvor lovforslaget bliver vedtaget, er det ikke givet, at loven også vedbliver at være det. Der kan som
anført i betænkning nr. 1407/2001 således ske en udvikling i praksis vedrørende konventionen,
hvorved konventionsforpligtelserne får et andet og videregående indhold, som indebærer, at loven
ikke længere er i overensstemmelse med konventionen.
69
Herudover bemærker udvalget, at selv hvor det klart fremgår af bemærkningerne til et lovforslag, at
loven forudsættes administreret i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, er
det ikke af den grund sikkert, at de afgørelser, som træffes af domstolene og andre retsanvendende
myndigheder, er fuldt ud i overensstemmelse med Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Det
67
68
Se betænkning nr. 1407/2001 side 137ff.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 138
69
Se betænkning nr. 1407/2001 side 138f.
103
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0114.png
gælder som anført i betænkning nr. 1407/2001, selv om domstolene og myndighederne måtte have
været opmærksomme på de konventionsmæssige forpligtelser, f.eks. fordi de ikke i tilstrækkeligt
omfang er bekendt med relevant praksis vedrørende konventionerne.
70
Der findes desuden en lang række lovbestemmelser, der giver mulighed for at træffe skønsprægede
afgørelser, og hvor der derfor er en risiko for, at de afgørelser, der træffes, i det enkelte tilfælde kan
vise sig at være i strid med internationale konventioner om menneskerettigheder. Efter udvalgets
opfattelse er det i disse situationer ønskeligt, at bemærkningerne i de enkelte lovforslag, i det om-
fang det er muligt, giver en passende vejledning med hensyn til indholdet og omfanget af de inter-
nationale forpligtelser, der skal respekteres i forbindelse med forvaltningen af reglerne.
71
Herved
opfylder regeringen og Folketinget også bedre deres rolle med hensyn til at sikre, at dansk lovgiv-
ning til stadighed er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Inkorporeringsudvalget anfører i betænkning nr. 1407/2001 endvidere, at der kan forekomme til-
fælde, hvor de retsanvendende myndigheder, herunder navnlig domstolene, skal foretage den ende-
lige grænsedragning i forhold til Danmarks internationale forpligtelser. Efter Inkorporeringsudval-
gets opfattelse talte dette for en inkorporering, idet det ved at inkorporere konventioner fremhæves
af lovgiver, at det også er domstolenes opgave at vurdere, om relevante konventioner konkret over-
holdes.
72
Dette udvalg kan i princippet tilslutte sig dette synspunkt, idet udvalget dog samtidig skal
understrege, at en inkorporering ikke må føre til, at det overlades domstolene at træffe valg, som det
tilkommer lovgiver at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål, jf. kapitel 3.
I den forbindelse bemærker udvalget, at de syv konventioner, som udvalget skal overveje en inkor-
porering af, alle i større eller mindre omfang indeholder vage og upræcise bestemmelser, som kan
gøre det vanskeligt for domstolene og andre retsanvendende myndigheder at vurdere bestemmelser-
nes rækkevidde. Dette gælder, selv om bestemmelserne i et vist omfang kan forventes fortolket og
udfyldt ved udtalelser fra de relevante FN-komitéer i konkrete klagesager og ved de såkaldte gene-
relle bemærkninger (‖general comments‖).
Udvalget har i forlængelse heraf mere generelt overvejet, i hvilket omfang domstolene bør udvise
særlig tilbageholdenhed, hvis rækkevidden af en konventionsforpligtelse er uklar, eller hvis fortolk-
ningen og anvendelsen af forpligtelsen har vidtrækkende konsekvenser. I den forbindelse har ud-
valget noteret sig, at domstolenes villighed til at træffe afgørelser, som modificerer lovgivningen for
Se betænkning nr. 1407/2001 side 139.
Se også pkt. 4.2.4 i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, hvoraf der bl.a. fremgår følgende: ‖Hvis
et lovfors-
lag er udformet på en sådan måde, at retsanvendende myndigheder skal træffe skønsprægede afgørelser, der ofte rejser
spørgsmål i forhold til konventionerne, bør lovforslagets bemærkninger indeholde en rimelig vejledning om indholdet
af de menneskeretlige forpligtelser, herunder om de kriterier og forhold, der som følge af disse forpligtelser har betyd-
ning for
myndighedernes afgørelser.‖
72
Se betænkning nr. 1407/2001 side 140.
71
70
104
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0115.png
at sikre, at der ikke sker en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må anta-
ges hidtil at have været afhængig af, med hvilken sikkerhed konventionsforpligtelsernes indhold
kan fastlægges.
73
På områder, hvor der foreligger praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol, foretager danske domstole en indgående vurdering af, om en afgørelse vil være i strid med
de relevante domme fra Domstolen.
74
Det er til gengæld meget sjældent, at danske domstole fortol-
ker konventionens bestemmelser på en måde, der går videre end praksis fra Domstolen.
75
Efter udvalgets opfattelse udviser domstolene således og bør også generelt udvise tilbageholdenhed,
hvis rækkevidden af en konventionsforpligtelse er uklar. Dette gælder navnlig, hvis en afgørelse om
konventionsstridighed kan få vidtrækkende retlige eller praktiske konsekvenser, således at spørgs-
målet efter dansk retstradition bør afgøres af lovgiver frem for af domstolene,
76
jf. også kapitel 3.
2.4. Inkorporering vil skabe et lovbestemt grundlag for, at de retsanvendende myndigheder
kan anvende konventioner
Det anføres i betænkning nr. 1407/2001, at en inkorporering ved lov for så vidt kun vil indebære en
kodificering af gældende praksis, men at lovgivningsmagtens tilslutning til denne praksis vil klargø-
re grundlaget herfor.
77
Som det fremgår af gennemgangen af danske domstoles praksis i kapitel 4, kan også andre konven-
tioner om menneskerettigheder end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention således allere-
de i dag påberåbes for danske domstole. Disse konventioner er altså en relevant retskilde. En inkor-
porering vil som anført i betænkning nr. 1407/2001 dog skabe et lovbestemt grundlag for at anven-
de dem.
Udvalget har fundet det relevant at overveje, i hvilket omfang en inkorporering kan tænkes at have
betydning for den intensitet, hvormed den inkorporerede konvention anvendes af domstolene og
andre retsanvendende myndigheder. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at danske domstole og andre ret-
sanvendende myndigheder generelt synes at anvende de relevante FN-konventioner mindre inten-
sivt end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der har været inkorporeret i dansk ret
siden 1992.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 58.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 58.
75
Som eksempel kan f.eks. nævnes Højesterets kendelse af 1. november 1989, som er refereret i U1990.13H, hvor Hø-
jesteret i en sag om inhabilitet gik videre, end der på det tidspunkt var et sikkert grundlag i Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstols praksis for.
76
I kendelse af 18. april 1994 refereret i U1994.536H fandt Højesteret f.eks., at en generel afklaring af spørgsmålet om
inhabilitet for konstituerede dommere burde afklares ved lovgivning. Højesteret lagde herved vægt på de meget indgri-
bende følger, som en fortolkning, der i væsentlig grad afskar anvendelsen af konstituerede dommere, ville have for
domstolsorganisationen.
77
Se betænkning nr. 1407/2001 side 141.
74
73
105
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0116.png
Udvalget har i den forbindelse noteret sig, at der findes visse eksempler på, at danske domstole ved
afgørelsen af en sag har fremhævet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet
inkorporeret i dansk ret. Efter udvalgets opfattelse er det imidlertid vanskeligt at vurdere, om disse
henvisninger til inkorporeringen er udtryk for, at inkorporeringen er blevet tillagt selvstændig be-
tydning, eller om henvisningen blot er udtryk for en konstatering. I langt de fleste tilfælde anvender
de danske domstole under alle omstændigheder konventionens bestemmelser uden udtrykkeligt at
lægge vægt på, at konventionen er blevet inkorporeret i dansk ret. Det er i øvrigt udvalgets opfattel-
se, at inkorporeringen har haft betydning for gennemslagskraften af Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention sammen med det forhold, at der findes en righoldig praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
Efter udvalgets opfattelse har det i forhold til anvendelsen af internationale konventioner om men-
neskerettigheder betydning, i hvilket omfang konventionsforpligtelserne er klare og præcise. I den
forbindelse bemærkes, at der kan være en forskel på, hvor klare forpligtelserne efter henholdsvis
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN-konventionerne fremstår. Dette hænger
ikke mindst sammen med karakteren og tilgængeligheden af relevante fortolkningsbidrag, herunder
navnlig praksis fra konventionsorganerne, jf. afsnit 2.5 nedenfor.
2.5. Inkorporering vil medføre øget opmærksomhed og større bevidsthed om konventionerne
Det fremgår af betænkning nr. 1407/2001, at Inkorporeringsudvalget fandt det sandsynligt, at en
inkorporering af andre konventioner om menneskerettigheder ville kunne medføre øget opmærk-
somhed og større bevidsthed om konventionerne, herunder navnlig hvis inkorporeringen alene kom
til at omfatte et begrænset antal konventioner.
78
Inkorporeringsudvalget lagde ifølge betænkningen
herved bl.a. vægt på, at erfaringerne med inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention pegede i denne retning.
Dette udvalg kan tilslutte sig disse overvejelser. Udvalget er i lighed med Inkorporeringsudvalget
dog samtidig klar over, at den omfattende påberåbelse og anvendelse af Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention, som finder sted for de danske domstole, jf. kapitel 4, ikke alene kan til-
skrives inkorporeringen, men også den omfattende, mangeårige og let tilgængelige praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i særlig grad gør denne konvention praktisk anvende-
lig.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at sammenlignet med praksis fra Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstol omfatter praksis fra komitéerne generelt langt færre udtalelser, hvilket indebærer,
at de relevante konventionsorganer ofte ikke har forholdt sig til de spørgsmål, som danske domstole
og andre retsanvendende myndigheder måtte sidde med.
78
Se betænkning nr. 1407/2001 side 142.
106
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0117.png
I det omfang, der findes praksis fra komitéerne, er den
sammenlignet med praksis fra Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol
desuden i almindelighed sværere tilgængelig, bl.a. fordi det
på nuværende tidspunkt ikke er muligt at foretage en systematisk søgning på stikord i de komitéud-
talelser, der er offentliggjort via
internettet på hjemmesiden for FN’s Højkommissær for Menneske-
rettigheder.
79
Generelt er komitéernes udtalelser sammenlignet med domme fra Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstol desuden mindre udførlige med hensyn til den juridiske begrundelse. Dette skal ses i
lyset af, at komitéerne ikke kan sammenlignes med domstole, ligesom deres udtalelser heller ikke
har karakter af domme. De ofte meget kortfattede begrundelser for et bestemt resultat kan efter ud-
valgets opfattelse i nogle tilfælde bl.a. gøre det vanskeligt at udlede mere generelle principper af de
konkrete udtalelser.
2.6. Særligt om risiko for dobbeltregulering ved en inkorporering
De syv konventioner, som udvalget overvejer en inkorporering af, er alle ratificeret af Danmark.
Det betyder, at konventionerne allerede er gennemført i dansk ret enten ved omskrivning eller ved
konstatering af normharmoni, og at dansk ret som udgangspunkt må antages at være i overens-
stemmelse med kravene i konventionerne.
Det kan som anført i betænkning nr. 1407/2001 overvejes, om en inkorporering ved lov vil være
uhensigtsmæssig derved, at den vil medføre dobbeltregulering.
80
Som påpeget af Inkorporeringsud-
valget vil en inkorporering således bl.a. betyde, at man vil få flere retskilder på samme niveau, nem-
lig på den ene side de love, der gennemfører eller sikrer opfyldelsen af konventionen på bestemte
områder, og på den anden side selve inkorporeringsloven, hvilket kan medføre retskildemæssig
uklarhed. Inkorporeringsudvalget fremhævede desuden, at konventionerne ikke findes i en original
og autoritativ version på dansk, ligesom de i et vist omfang overlapper hinanden derved, at samme
rettighed eller pligt er reguleret i flere konventioner. Begge dele vil som anført af Inkorporerings-
udvalget kunne give anledning til usikkerhed ved anvendelsen af de enkelte konventioner.
Uanset ovenstående finder dette udvalg i lighed med Inkorporeringsudvalget, at der ikke er tale om
et reelt problem.
81 82
Udvalget lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at denne dobbeltregulering
ikke har givet anledning til problemer i praksis i forhold til Den Europæiske Menneskerettigheds-
Hjemmesiden hedder www.ohchr.org.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 143.
81
Se betænkning nr. 1407/2001 side 144.
82
Jakob Mchangama giver i rapporten ‖Internationale menneskerettighedskonventioner og dansk ret: En rapport om
konsekvenserne af Danmarks mulige inkorporering af internationale menneskerettighedskonventioner og anerkendelse
af klageadgang til menneskerettighedsorganer‖
udtryk for det modsatte synspunkt, jf. f.eks. side 52.
80
79
107
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0118.png
konvention. Hertil kommer som påpeget af Inkorporeringsudvalget, at de pågældende konventioner
allerede i dag er en relevant retskilde i dansk ret, hvilket betyder, at domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder kan have behov for at fortolke og anvende de pågældende konventioner, uanset
om de måtte være gennemført i dansk ret ved omskrivning. En inkorporering ved lov vil ikke ændre
på dette forhold.
2.7. En inkorporering vil skabe et informationsbehov
Efter udvalgets opfattelse må en inkorporering af én eller flere konventioner forventes at medføre,
at konventionerne i stigende grad vil blive påberåbt for domstolene og andre retsanvendende myn-
digheder, som derved i videre omfang end i dag vil skulle fortolke og anvende konventionerne. Det-
te kan ses som både en fordel og en ulempe.
På den ene side
må det efter udvalgets opfattelse anses for positivt, hvis en inkorporering fører til,
at flere bliver opmærksomme på deres rettigheder efter konventionerne og på den baggrund påberå-
ber sig konventionerne for domstolene og andre retsanvendende myndigheder. En inkorporering af
f.eks. FN’s konvention
om rettigheder for personer med handicap vil således kunne betyde, at
kommunerne i videre omfang end i dag vil inddrage konventionen i forbindelse med f.eks. behand-
lingen af byggeansøgninger, hvor der kan opstå spørgsmål om tilgængelighed (konventionens arti-
kel 9) eller behandlingen af ansøgninger om hjælpemidler mv. til handicappede. Tilsvarende vil en
inkorporering af f.eks. FN’s Børnekonvention kunne betyde, at konventionen i videre omfang end i
dag inddrages som fortolkningsbidrag ved vurderingen af, i hvilket omfang et barn skal høres i en
sag om f.eks. forældremyndighed. Den øgede opmærksomhed omkring konventionerne kan dermed
ses som et af formålene med en inkorporering.
På den anden side
vil der for domstolene og andre retsanvendende myndigheder kunne være van-
skeligheder og et stort arbejde forbundet med at tilvejebringe det fornødne overblik over relevante
fortolkningsbidrag, som gør det muligt at tage stilling til det øgede antal spørgsmål om anvendelse
af konventionerne. Konventionerne kan desuden ikke blot forventes at blive påberåbt i sager, hvor
der er et rimeligt grundlag herfor, men også i sager, hvor man afprøver grænserne for konventioner-
nes indvirkning på dansk ret. For domstolene og andre retsanvendende myndigheder kan det efter
omstændighederne kræve en del ressourcer at tage stilling i sådanne sager, bl.a. fordi konventioner-
ne i et vist omfang indeholder vage og upræcise bestemmelser.
Udvalget finder dog, at den forventede belastning af domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder ikke i sig selv taler afgørende imod en eventuel inkorporering.
83
Udvalget lægger herved vægt
på, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder allerede i dag skal fortolke og anvende
internationale konventioner om menneskerettigheder, der som nævnt i kapitel 4 er en relevant rets-
83
Se også betænkning nr. 1407/2001 side 144.
108
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
kilde i dansk ret. En eventuel inkorporering vil ikke ændre ved dette. De nævnte forhold illustrerer
derfor først og fremmest et øget behov for at sikre adgang til information om fortolkning og anven-
delse af de relevante konventioner.
Selv om udvalget således er opmærksom på, at en eventuel inkorporering vil medføre et behov for
øget information hos bl.a. dommere, anklagere, embedsmænd og advokater, finder udvalget ikke at
burde komme med konkrete anvisninger på, hvordan behovet kan imødekommes i praksis, men
forudsætter, at der i givet fald vil blive taget de nødvendige initiativer for at imødekomme behovet.
I øvrigt bemærkes, at advokater, der påberåber sig anvendelse af konventionsbestemmelser i kon-
krete sager, i praksis ofte også vil varetage opgaven med at tilvejebringe oplysninger som grundlag
for sagens afgørelse.
2.8. Betydningen af om en konvention er ”egnet” til at blive inkorporeret
Ifølge kommissoriet skal udvalget overveje, om de syv konventioner, som nævnt indledningsvis i
afsnit 1, er egnede til at blive inkorporeret i dansk lovgivning.
Udvalget har i den forbindelse noteret sig, at betydningen af, om en konvention er ‖egnet‖ til at
blive inkorporeret, allerede er udførligt behandlet i betænkning nr. 1407/2001, hvor der bl.a. anføres
følgende:
‖Afgørelsen af, om en traktatbestemmelse er ‖egnet‖ til at blive anvendt, afhænger efter
udvalgets opfattelse ikke så meget af, om den er generelt formuleret, idet en bestemmel-
se, der er generelt formuleret, kan være ‖egnet‖ til at
blive anvendt, hvis der f.eks. fin-
des en praksis fra et kontrolorgan, der præciserer indholdet og omfanget af den pågæl-
dende bestemmelse. I tilfælde, hvor der findes en omfattende og detaljeret praksis eller
andre fortolkningsbidrag, kan det således være muligt at udlede endog ganske præcise
principper og regler af traktatbestemmelser, der er generelt formuleret […].
Udvalget har i denne forbindelse hæftet sig ved, at det forhold, at flere bestemmelser i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er generelt formuleret, ikke har været
til hinder for, at konventionen er blevet inkorporeret i dansk lovgivning, ligesom det
heller ikke har været til hinder for, at konventionen er blevet påberåbt for og anvendt af
administrative myndigheder og domstolene.
Efter
udvalgets opfattelse giver traktatbestemmelser, der har karakter af såkaldte ‖pro-
gramerklæringer‖, derimod anledning til problemer, idet indholdet af sådanne bestem-
melser er særlig upræcist. Som eksempel herpå kan nævnes artikel 12 i FN’s konvention
om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, artikel 23, stk. 4, i FN’s konvention
om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 7 i FN’s Racediskriminationskonventi-
on.
109
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0120.png
Efter udvalgets opfattelse yder sådanne ‖programerklæringer‖ begrænset vejledning
ved
løsning af konkrete tvister. Dette skyldes, at bestemmelserne giver et betydeligt spille-
rum for rent skønsmæssige overvejelser. Hertil kommer, at gennemførelsen af sådanne
‖programerklæringer‖ ofte rejser spørgsmål om fordeling og anvendelse af ressourcer.
Efter udvalgets opfattelse tilkommer afgørelsen af sådanne prioriteringsspørgsmål som
udgangspunkt lovgiver og ikke de retsanvendende myndigheder, herunder domstolene.
For så vidt angår såkaldte ‖programerklæringer‖ bør det efter udvalgets opfattelse
til-
lægges betydning, om en konvention alene indeholder få ‖programerklæringer‖ eller om
konventionen i
betydeligt omfang eller overvejende grad indeholder ‖programerklærin-
ger‖. Jo flere ‖programerklæringer‖ en konvention indeholder, desto mere vil det efter
udvalgets opfattelse tale imod en eventuel inkorporering.‖
84
Dette udvalg kan i et vist omfang tilslutte sig de synspunkter, der kom til udtryk i betænkning nr.
1407/2001.
85
Udvalget skal dog bemærke, at det efter udvalgets opfattelse ikke kun er bestemmel-
ser, der kan karakteriseres som ‖programerklæringer‖, der kan give anledning til problemer, men
derimod alle bestemmelser, der fremstår vage og upræcise, eller hvis anvendelse forudsætter et be-
tydeligt skøn. Sådanne bestemmelser giver således kun begrænset vejledning ved løsning af konkre-
te tvister, hvilket generelt gør dem mindre egnede til at blive anvendt af domstolene og andre rets-
anvendende myndigheder og dermed mindre egnede til at blive inkorporeret. Desuden indebærer de
alle en risiko for, at det overlades til de retsanvendende myndigheder, herunder domstolene, at træf-
fe afgørelser i bl.a. prioriteringsspørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at
træffe.
Udvalget anerkender, at der blev taget højde for den nævnte risiko i forarbejderne til den lov, der i
1992 inkorporerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret. Som det fremgår
af afsnit 3.3 har den efterfølgende retspraksis vist, at de danske domstole har opretholdt balancen
mellem lovgivningsmagten og domstolene. Det er efter udvalgets opfattelse imidlertid spørgsmålet,
om erfaringerne med inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention uden vi-
dere kan overføres på en eventuel inkorporering af f.eks. FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder, der indeholder en række bestemmelser, der forudsætter et betydeligt skøn,
eller som er rene ‖programerklæringer‖.
Efter udvalgets opfattelse bør det ved valget af konventioner derfor tillægges nogen vægt, om be-
stemmelserne i en konvention indeholder rettigheder, der er udformet på en sådan måde, at de i
praksis kan anvendes, herunder navnlig af domstolene, ved fortolkningen og anvendelsen af dansk
ret i øvrigt. Dette vil efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt kun være tilfældet, hvor bestem-
melserne ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår ubetingede og tilstrækkeligt præcise. Antal-
let af vage og upræcise bestemmelser, der ikke umiddelbart vil kunne påberåbes for og anvendes af
84
85
Se betænkning nr. 1407/2001 side 154.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 150ff.
110
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0121.png
domstolene og andre retsanvendende myndigheder, bør derimod ikke i sig selv være afgørende for,
om en konvention inkorporeres eller ej.
2.9. Betydningen af konventionernes kontrol- og retshåndhævelsessystemer
Som beskrevet i kapitel 7 og 8 er der i forhold til de konventioner, som udvalget skal overveje en
inkorporering af, oprettet en række komitéer, som skal sikre, at forpligtelserne overholdes. Dette
gør komitéerne bl.a. ved hjælp af afrapportering samt behandling af klager fra private (individuel
klageadgang).
86
Herudover afgiver komitéerne i et vist omfang generelle udtalelser vedrørende for-
tolkningen og anvendelsen af konventionerne.
Efter Inkorporeringsudvalgets opfattelse var den individuelle klageadgang et vægtigt argument for
en inkorporering, idet komitéernes udtalelser i enkeltsager bidrager til at præcisere indholdet og
omfanget af de enkelte bestemmelser i konventionen.
87
Inkorporeringsudvalget fandt dog omvendt
ikke, at en manglende individuel klageadgang i tilknytning til en konvention nødvendigvis udeluk-
kede en inkorporering af konventionen, idet komitéen på anden måde kan være fremkommet med
udtalelser og anbefalinger.
Dette udvalg finder, at det er et relevant hensyn, der bør inddrages ved vurderingen af, om en kon-
vention skal inkorporeres, at der findes praksis mv. fra de relevante komitéer, som kan inddrages
ved fortolkningen og anvendelsen af konventionernes bestemmelser, idet dette for så vidt giver et
bedre grundlag for at anvende konventionerne. Dette gælder, selv om en inkorporering ikke ændrer
på den fortolkningsmæssige betydning af konventionsorganernes praksis.
Udvalget skal dog samtidig bemærke, at karakteren af komitéernes praksis mv. kan gøre den van-
skelig at anvende for nationale domstole. Dette gælder efter udvalgets opfattelse bl.a. i forhold til
periodiske rapporter, komitéernes bemærkninger og anbefalinger i forbindelse med eksaminationer
samt de generelle bemærkninger, der udarbejdes af komitéerne. Det gælder i et vist omfang desuden
komitéernes udtalelser i individuelle klagesager, bl.a. fordi udtalelserne ofte er mindre udførlige
med hensyn til den juridiske begrundelse, hvilket efter omstændighederne kan gøre det svært at
udlede mere generelle principper af dem.
Danmark har tilsluttet sig den individuelle klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Torturkomite, FN-
Racediskriminationskomité og FN’s Kvindekomité. Folketinget har den 13. maj 2014 desuden vedtaget beslutningsfor-
slag nr. B 58 om tiltrædelse af
den valgfri protokol til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, der
giver individuel klageadgang til FN’s Handicapkomité. Den individuelle klageadgang er i øvrigt behandlet nærmere i
kapitel 7 og 8.
87
Se betænkning nr. 1407/2001 side 155 ff.
86
111
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0122.png
Kapitel 7. Hvilke konventioner bør inkorporeres
1. Indledning
I dette kapitel gennemgår udvalget de syv konventioner, der er nævnt i afsnit 1 i kapitel 6. Beskri-
velsen bygger på beskrivelsen i kapitel 8-13 i betænkning nr. 1407/2001, således at afsnit 2-7 i be-
skrivelsen her er en opdatering af beskrivelsen i betænkningen fra 2001, mens beskrivelsen i afsnit
8 af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, der er fra 2006, er
ny. Afsnit 9
indeholder udvalgets overvejelser om inkorporering af de syv konventioner.
2. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
2.1. Indledning
Danmark har ratificeret den internationale konvention af 16. december 1966 om borgerlige og poli-
tiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol (herefter OPT).
88
Danmark har ligeledes ratificeret
den anden valgfrie protokol af 15. december 1989 til den internationale konvention om borgerlige
og politiske rettigheder, der omhandler afskaffelse af dødsstraf (herefter OPT2).
89
FN’s konvention
om borgerlige og politiske rettigheder og OPT trådte i kraft for Danmark den 23. marts 1976. OPT2
trådt i kraft for Danmark den 11. juli 1991.
Danmark har taget forbehold i forhold til konventionens artikel 10, stk. 3, 2. pkt., om at unge lov-
overtrædere skal holdes adskilt fra voksne,
90
artikel 14, stk. 1, vedrørende offentlig rettergang,
91
artikel 14, stk. 5, vedrørende fornyet prøvelse af domfældelse og retsfølge i straffesager, og artikel
14, stk. 7, vedrørende genoptagelse af straffesager, der er endt med frifindende dom,
92
samt artikel
20, stk. 1, vedrørende forbud mod propaganda for krig.
93
Se bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976.
Se bekendtgørelse nr. 17 af 9. februar 1995.
90
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖The Government of Denmark makes a reservation in respect of Article 10,
paragraph 3, second sentence. In Danish practice, considerable efforts are made to ensure appropriate age distribution of
convicts serving sentences of imprisonment, but it is considered valuable to maintain possibilities of flexible arrange-
ments.‖
91
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖Article 14, paragraph
1, shall not be binding on Denmark in respect of public hear-
ings. In Danish law, the right to exclude the press and the public from trials may go beyond what is permissible under
this Covenant, and the Government of Denmark finds that this right should
be restricted.‖
92
Forbeholdet har efter at være blevet præciseret i april 2014 følgende ordlyd: ―(b)(i)
Article 14, paragraph 5, shall be
applied in such a manner that:
- An unlimited right to appeal does not have to be instituted in cases where the conviction concerns a minor offence and
the sentence imposed is a fine and/or confiscation below a certain amount to be laid down by law.
- A right to a further appeal does not have to be instituted in cases where the accused person, having been acquitted by a
lower court, is convicted for the first time by a higher court hearing an appeal of the acquittal.
- A right to appeal does not have to be instituted in criminal proceedings against a Member of Government or any other
person brought before the High Court of the Realm (Rigsretten).
(ii) Article 14, paragraph 7, shall be applied in such a manner that criminal proceedings which led to a final conviction
89
88
112
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0123.png
Danmark har ved
ratificeringen af OPT anerkendt FN’s Menneskerettighedskomités kompetence til
at modtage og behandle individuelle klagesager (se nedenfor afsnit 2.3). Herudover har Danmark
afgivet en erklæring om anerkendelse af FN’s Menneskerettighedskomités kompetence til at mod-
tage og behandle mellemstatslige klagesager (se nedenfor afsnit 2.3).
Danmark har ratificeret OPT med det forbehold, at bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, litra a, skal
forstås således, at den i medfør af konventionens artikel 28 nævnte komité ikke må behandle en
henvendelse fra en enkeltperson, medmindre komitéen har sikret sig, at den samme sag ikke har
været genstand for behandling efter andre regler for international undersøgelse eller bilæggelse.
94
Konventionen forpligter staterne til at sikre en række grundlæggende borgerlige og politiske rettig-
heder, herunder f.eks. folks ret til selvbestemmelse (artikel 1), retten til livet (artikel 6), forbud mod
tortur mv. (artikel 7), forbud mod slaveri mv. (artikel 8), retten til frihed og personlig sikkerhed
(artikel 9), retten til bevægelsesfrihed (artikel 12), retten til en retfærdig rettergang mv. (artikel 14),
forbud mod strafskærpelser med tilbagevirkende kraft (artikel 15), retten til respekt for bl.a. privat-
liv, familieliv og hjem (artikel 17), retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
(artikel 18), retten til menings- og ytringsfrihed (artikel 19), forsamlingsfriheden (artikel 21), for-
eningsfriheden (artikel 22), retten til et familieliv (artikel 23), børns ret til beskyttelse og statsbor-
gerskab (artikel 24) og et diskriminationsforbud (artikel 26). Efter konventionens artikel 2, stk. 3,
litra a, forpligter de deltagende stater sig til at sikre enhver, hvis rettigheder eller friheder efter kon-
ventionen krænkes, adgang til effektive retsmidler. En nærmere beskrivelse af indholdet af konven-
tionen findes i betænkning nr. 1407/2001 side 165ff.
Konventionen med tilhørende protokoller (OPT og OPT2) er medtaget som bilag 1 til betænknin-
gen.
2.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
95
Inkorporeringsudvalget anbefalede, at FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder blev
inkorporeret i dansk ret.
96
or acquittal may be reopened in certain circumstances to be laid down by law.‖
93
Forbeholdet har
følgende ordlyd: ‖Reservation is further made to Article 20, paragraph 1. This reservation is in
accordance with the vote cast by Denmark in the XVI General Assembly of the United Nations in 1961 when the
Danish Delegation, referring to the preceding article concerning freedom of expression, voted against the prohibition
against propaganda for war.‖
94
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖With reference to article 5, paragraph 2 (a), the Government of Denmark makes a
reservation with respect to the Competence of the Committee to consider a communication from an individual if the
matter has already been considered under other procedures of international investigation.‖
95
Se betænkning nr. 1407/2001 side 194.
96
Se betænkning nr. 1407/2001 side 194.
113
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0124.png
Udvalget lagde herved vægt på, at konventionen er ‖central‖ for beskyttelsen af menneskerettighe-
derne, og at konventionen må anses for ‖egnet‖ til at blive anvendt som retligt grundlag for løsning
af konkrete tvister, der verserer for domstolene eller andre retsanvendende myndigheder. I den for-
bindelse pegede udvalget bl.a. på, at de fleste af konventionens bestemmelser er formuleret klart og
præcist, hvilket gør bestemmelserne egnede til at blive inkorporeret.
Udvalget lagde endvidere vægt på, at der er etableret en individuel klageadgang, og at komitéens
omfattende og detaljerede praksis i individuelle klagesager indebærer, at konventionens bestemmel-
ser er egnede til at blive anvendt som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer for
domstolene eller andre retsanvendende myndigheder.
Herudover bemærkede udvalget, at det ville være vanskeligt at argumentere afgørende for, at FN’s
konvention om borgerlige og politiske rettigheder på grund af indholdet af konventionens bestem-
melser ikke skulle være egnet til at blive inkorporeret, eftersom Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, der i det væsentlige svarer til FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der, allerede er inkorporeret i dansk ret. Udvalget fremhævede i den forbindelse desuden, at nogle af
de sager, hvor danske domstole har forholdt sig til bestemmelser i Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention, lige så godt kunne have været vurderet i forhold til FN’s konvention om borger-
lige og politiske rettigheder, samt at FN-konventionen i visse tilfælde yder en bedre beskyttelse.
2.3. Kontrol og retshåndhævelse
Der er ved konventionen oprettet en
menneskerettighedskomité,
der er tillagt kompetence til at påse,
at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser i henhold til konventionen (se konventionens afsnit
IV).
Komitéen består af 18 medlemmer, der skal være statsborgere i de i konventionen deltagende stater,
jf. konventionens artikel 28. Medlemmerne, der vælges og virker i deres personlige egenskab, skal
desuden være personer af høj moralsk kvalitet og have anerkendt sagkundskab med hensyn til men-
neskerettigheder. De fleste medlemmer har historisk set haft juridisk erfaring fra domstolene, advo-
katverdenen eller universiteterne.
97
De kontraherende stater er forpligtet til at indsende
periodiske rapporter
om de foranstaltninger, de
har truffet til gennemførelse af konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til disse
rettigheders udnyttelse, jf. konventionens artikel 40. Danmark har indtil videre udarbejdet 5 rappor-
ter (se afsnit 2.3.1). Rapporterne gennemgås af komitéen sammen med den enkelte medlemsstat.
Gennemgangen har karakter af en form for
eksamination,
hvor repræsentanter for staten besvarer
97
Jf. Fact Sheet
No. 15 (Rev.1) fra FN’s Menneskerettighedskomité.
114
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0125.png
spørgsmål fra komitéens medlemmer, og på baggrund af drøftelserne udarbejder komitéen
afslut-
tende bemærkninger og anbefalinger
til den pågældende stat (se afsnit 2.3.2).
Komitéen kan efter konventionens artikel 40, stk. 4, herudover vedtage
generelle bemærkninger
(‖general comments‖) vedrørende konventionens fortolkning
og anvendelse. Komitéen har indtil
videre vedtaget 35 generelle bemærkninger (se afsnit 2.3.3).
Efter konventionens artikel 41 kan en i konventionen deltagende stat desuden erklære, at den aner-
kender komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en deltagerstat
hævder, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til konventionen (se arti-
kel 41). Danmark har anerkendt komitéens kompetence til at modtage og behandle sådanne
mellem-
statslige klager.
Det følger af konventionens artikel 41, at hvis der ikke opnås en mindelig løsning
af sagen, kan sagen indbringes for en særlig ad hoc mæglingskommission.
Der er ved den valgfri protokol til konventionen endelig etableret en såkaldt
individuel klageadgang
(se afsnit 2.3.4). Efter protokollens artikel 1 kan en i konventionen deltagende stat således anerken-
de komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra enkeltpersoner, som hævder
at være ofre for krænkelser fra den pågældende medlemsstats side af nogen af de i konventionen
anerkendte rettigheder. Komitéens behandling af klagen har karakter af en kontradiktorisk procedu-
re. I henhold til protokollens artikel 4, stk. 4, ender klagesagen med, at komitéen underretter den
pågældende deltagerstat og klageren om sine synspunkter.
Komitéen har afgivet udtalelse i et betydeligt antal individuelle klagesager. Den seneste udtalelse
(pr. 1. januar 2014), der er offentliggjort, er komitéens udtalelse af 1. november 2013 i klagesag nr.
1955/2009. Samtlige klagesager nummereres fortløbende.
2.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har i henhold til konventionens artikel 40 afleveret 5 rapporter.
98
Rapporterne er opbygget således, at der er et indledende afsnit med generelle oplysninger om rap-
porten (afsnit I). Herefter følger et længere afsnit med oplysninger vedrørende konventionens enkel-
te bestemmelser (afsnit II). I de periodiske rapporter redegøres der for nye foranstaltninger, der har
betydning for konventionens gennemførelse, herunder oplysninger om nye love, aktuelle lovforslag
Den første rapport blev afleveret i tre dele, hvor den første del blev afleveret i marts 1977 (se dokument
CCPR/C/1/Add.4), anden del i december 1977 (se dokument CCPR/C/1/ Add.19) og tredje del i november 1979 (se
dokument CCPR/C/1/ Add.51). Den anden rapport blev afleveret i 1986 (se dokument CCPR/C/37/Add.5). Den tredje
rapport blev afleveret i 1995 (se dokument CCPR/C/64/Add.11 af 7. august 1995). Den fjerde rapport blev afleveret i
1999 (se dokument CCPR/C/DNK/99/4 af 22. februar 1999). Den femte rapport blev afleveret i 2007 (Se dokument
CCPR/C/DNK/5 af 20. november 2007).
98
115
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0126.png
og oplysninger om administrationen af gældende regler mv. Herudover tilvejebringes yderligere
oplysninger, som komitéen måtte have anmodet om i forbindelse med behandlingen af den forudgå-
ende rapport. Endelig redegøres der for, hvordan regeringen har fulgt op på komitéens konklusioner
og anbefalinger i forbindelse med den seneste eksamination. Disse oplysninger gives i tilknytning
til gennemgangen af konventionens enkelte bestemmelser.
En gennemgang af rapporterne giver et vist indtryk af, på hvilke retsområder konventionens enkelte
bestemmelser har haft en praktisk betydning i de perioder, som rapporterne vedrører. Da rapporter-
ne i det væsentlige indeholder faktuelle oplysninger, som regeringen meddeler komitéen, og som
skal fungere som grundlag for en efterfølgende eksamination, vil domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder dog i praksis alene finde begrænset vejledning i de danske rapporter ved for-
tolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
2.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Samtlige fem rapporter, som Danmark har udarbejdet, har været genstand for en eksamination, og
komitéen har på baggrund heraf udarbejdet afsluttende bemærkninger. Disse er opbygget således, at
de foruden en generel
indledning indeholder et afsnit om positive aspekter (‖positive aspects‖),
samt et afsnit om forhold, der giver anledning til bekymring, og anbefalinger (‖principal subjects of
concern and recommendations‖).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 16. december 2008 i anledning af Danmarks 5.
rapport i henhold til artikel 40
99
indeholder følgende opregning af
forhold, der giver anledning til
bekymring, og anbefalinger
(‖principal subjects of concern and recommendations‖):
―5. The Committee regrets that
the State party intends to maintain all the reservations
entered upon ratification of the Covenant. It considers in particular that, following the
recent reform of the jury system (CCPR/C/DNK/5, para. 350), which introduced the
right to have one’s conviction
and sentence reviewed by a higher tribunal with respect
to the most serious criminal cases, the scope of the reservation to article 14, paragraph
5, could be reduced.
The State party should keep the reservations to the Covenant under constant review,
with a view to withdrawing them in whole or in part. The State party should in particu-
lar consider narrowing the scope of the reservation to article 14, paragraph 5, in the light
of the recent reform of the jury system.
6. The Committee notes with concern the decision taken by the State party not to incor-
porate the Covenant into its domestic legal order, contrary to the recommendation of the
Committee on Incorporation of Human Rights Conventions into Danish Law (art. 2).
99
Se dokument CCPR/C/DNK/CO/5 af 16. december 2008.
116
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
The State party should reconsider its decision not to incorporate the Covenant into its
domestic legal order, with a view to ensuring that all rights protected under the Cove-
nant are given full effect in domestic law.
7. The Committee notes with concern that, despite the various measures taken by the
State party to promote gender equality and increase the representation of women in pub-
licly elected bodies, women continue to be underrepresented in political decision-
making positions, especially at the local level. The Committee is also concerned about
the low representation of women in high-level and managerial positions and on boards
of private enterprises (arts. 2, 3, 25 and 26).
The State party should strengthen its efforts to increase the participation of women in
political decision-making positions, especially at the local level, by means of, inter alia,
awareness-raising campaigns and, where feasible, temporary special measures. The
State party should also seek ways to further support the participation of women in high-
level and managerial positions and on boards of private enterprises through enhanced
cooperation and dialogue with partners in the private sector.
8. The Committee remains concerned at the persistence of violence against women, in-
cluding domestic violence, in spite of the efforts made by the State party to eliminate
this phenomenon (arts. 3, 7 and 26).
The State party should continue its efforts to eliminate violence against women, includ-
ing domestic violence, by means of, inter alia, information campaigns on the criminal
nature of this phenomenon and the allocation of sufficient financial resources to prevent
such violence and provide protection and material support to victims.
9. The Committee is concerned at allegations that the airspace and airports of the State
party have been used for so-called rendition flights of persons from third countries to
countries where they risk being subjected to torture or ill-treatment. The Committee
notes that the State party has set up a governmental task force to carry out an inquiry in-
to this issue (arts. 7, 9 and 14).
The State party should provide the Committee with the report of the governmental task
force investigating allegations related to transit through its territory of rendition flights
as soon as the report becomes available. It should also establish an inspection system to
ensure that its airspace and airports are not used for such purposes.
10. While welcoming the acknowledgement by the delegation that diplomatic assur-
ances do not release Denmark from its obligations under international human rights,
humanitarian and refugee law, the Committee notes with concern that the State party
may be willing to rely on such diplomatic assurances to return foreign nationals to
countries where treatment contrary to article 7 of the Covenant is believed to occur
(arts. 7, 9 and 14).
The State party should exercise the utmost care in relying on diplomatic assurances
when considering the return of foreign nationals to countries where treatment contrary
to article 7 of the Covenant is believed to occur. The State party should also monitor
117
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0128.png
treatment of such persons after their return and take appropriate action when the assur-
ances are not fulfilled.
11. The Committee remains concerned at the use of long-term solitary confinement dur-
ing pretrial detention, and in particular at the possibility of unlimited prolongation of
such a measure with regard to persons charged with a crime under parts 12 and 13 of the
Criminal Code, including persons under 18 years of age (arts. 7, 9 and 10).
The State party should review its legislation and practice in relation to solitary confine-
ment during pretrial detention, with a view to ensuring that such a measure is used only
in exceptional circumstances and for a limited period of time.
12. The Committee takes note of the explanation provided by the delegation that the
special position granted to the Evangelical Lutheran Church as the ―Established Church
of Denmark‖ (section 4 of the Constitutional Act of Denmark of 5 June 1953) is based
on historical and social factors, as well as on the fact that the vast majority of the popu-
lation belongs to this church. Nevertheless, the Committee notes with concern that the
direct financial support that the Evangelical Lutheran Church receives from the State,
and the administrative functions entrusted to it, such as civil status registration and the
management of burial grounds, could lead to discrimination against other religious
groups (arts. 2, 18 and 26).
The State party should take steps to ensure equal enjoyment of the right of freedom of
religion or belief and ensure that its legislation and practices are in full conformity with
article 18 of the Covenant. In particular, the State party should consider reviewing its
legislation and administrative practices regarding the direct financial support provided
to the Established Church, and entrust the administrative functions relating to civil sta-
tus registration and the management of burial grounds to State authorities.
13. The Committee notes with concern that, in its decision of 28 November 2003, the
Supreme Court did not recognize the Thule Tribe of Greenland as a separate group ca-
pable of vindicating its traditional rights, despite the tribe’s own perception to the con-
trary (arts. 2, 26 and 27).
The State party should pay special attention to self-identification of the individuals con-
cerned in the determination of their status as persons belonging to minorities or indi-
genous peoples.‖
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001,
100
vil domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder alene finde
begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolk-
ningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
Dette skyldes bl.a., at de
afsluttende bemærkninger og anbefalinger skal ses i lyset af den rapport, som har dannet grundlag
for eksaminationen, samt det, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen. De
afsluttende bemærkninger og anbefalinger er desuden generelt formuleret kortfattet, hvilket i sig
100
Betænkning nr. 1407/2001 side 173f.
118
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0129.png
selv begrænser den praktiske betydning heraf for domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der, når de fortolker og anvender konventionens bestemmelser.
2.3.3. Generelle bemærkninger
Komitéen har som nævnt nu udarbejdet 35
mod 28 som nævnt i betænkning nr. 1407/2001
ge-
nerelle bemærkninger (‖general comments‖). Det drejer sig om følgende generelle bemærkninger
(den engelske titel er anvendt):
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
―Reporting obligations‖
af 31. juli 1981
101
―Reporting guidelines‖
af 31. juli 1981
―Implementation at the national level (article 2)‖ af
31. juli 1981
102
―Equality between the sexes (article 3)‖ af
31. juli 1981
103
―Derogation of rights (article 4)‖
af 31. juli 1981
104
―The right to life (article 6)‖
af 30. juli 1982
―Torture
or cruel, inhuman
or degrading treatment or punishment (article 7)‖
af 30. juli
1982
105
8.
―Right to liberty and security of persons (article 9)‖
af 30. juli 1982
106
9.
―Humane treatment of persons deprived of liberty (article 10)‖
af 30. juli 1982
107
10.
―Freedom
of expression (article
19)‖
af 29. juli 1983
108
11.
―Prohibition
of propaganda for war and inciting national, racial or religious hatred (article
20)‖
af 29. juli 1983
12.
―The
right to self-determination
of peoples (article 1)‖
af 13. april 1984
13.
―Equality
before the courts and the right to a fair and public hearing by an independent court
established by law (article 14)‖
af 13. april 1984
109
14.
―Nuclear weapons and the right to life (article 6)‖
af 9. november 1984
15.
―The position of aliens under the Covenant‖
af 11. april 1986
16.
―The
right to respect of privacy, family, home and correspondence, and protection of honour
and reputation (article 17)‖
af 8. april 1988
17.
―Rights of the child (article 24)‖
af 7. april 1989
18.
―Non-discrimination‖
af 10. november 1989
101
102
Generel bemærkning nr. 30 erstatter generel bemærkning nr. 1.
Generel bemærkning nr. 31 erstatter generel bemærkning nr. 3.
103
Generel bemærkning nr. 28 erstatter generel bemærkning nr. 4.
104
Generel bemærkning nr. 29 erstatter generel bemærkning nr. 5.
105
Generel bemærkning nr. 20 erstatter generel bemærkning nr. 7.
106
Generel bemærkning nr. 35 erstatter generel bemærkning nr. 8.
107
Generel bemærkning nr. 21 erstatter generel bemærkning nr. 9.
108
Generel bemærkning nr. 34 erstatter generel bemærkning nr. 10.
109
Generel bemærkning nr. 32 erstatter generel bemærkning nr. 13.
119
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0130.png
19.
―Protection
of the family, the right to marriage
and equality of the spouses (article 23)‖
af
27. juli 1990
20.
―Prohibition of torture and cruel treatment or punishment (article 7)‖
af 10. april 1992
110
21. Humane treatment of persons deprived of liberty (article 10). Af 10. april 1992
111
22. The right to freedom of thought, conscience and religion (article 18). Af 30. juli 1993
23.
―The rights of minorities (article 27)‖
af 8. april 1994
24.
―Issues relating to reservations made upon ratification or accession to the Covenant or the 1.
Optional Protocols thereto, or in relation to declarations under Article 41 of the Covenant‖
af 4. november 1994
25.
―The
right to participate in public affairs, voting rights and the right of equal access to pub-
lic service (article 25)‖
af 12. juli 1996
26.
―Issues
relating to the continuity of obligations to the International Covenant on Civil and
Political Rights‖
af 8. december 1997
27.
―Freedom of movement (article 12)‖
af 5. november 1999
28.
―Equality of rights between men and women (article 3)‖
af 28. marts 2000
112
29.
―Derogations
during a state of
emergency (article 4)‖
af 31. august 2001
113
30.
―Reporting obligations of States parties under article 40‖
af 18. september 2002
114
31.
―Nature of the General Legal Obligation Imposed on States Parties to the Covenant‖
af 26.
maj 2004
115
32.
―Right
to equality before
courts and tribunals and to a fair trial‖
af 23. august 2007
116
33.
―Obligations of States Parties under the Optional Protocol‖
af 5. november 2008
34.
―General Comment on Article 19‖
af 12. september 2011
117
35.
―Draft
General Comment on Article 9 - Liberty and security
of person‖
af 28. januar 2013
118
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001,
119
har komitéens generelle bemærkninger vedrøren-
de staternes rapporteringsforpligtelser (nr. 1 og 2) ikke praktisk betydning ved fortolkningen og
anvendelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder. Komitéens generelle bemærkning nr. 1 er
siden 2001 blevet erstattet af generel bemærkning nr. 30, der derfor heller ikke har praktisk betyd-
ning ved fortolkningen og anvendelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder. Det samme
gælder komitéens generelle bemærkning om forbehold til konventionen (nr. 24), om succession i
forpligtelser (nr. 26) og om staternes forpligtelser under den 1. valgfrie protokol (nr. 33). Der er
110
111
Generel bemærkning nr. 20 erstatter generel bemærkning nr. 7.
Generel bemærkning nr. 21 erstatter generel bemærkning nr. 9.
112
Generel bemærkning nr. 28 erstatter generel bemærkning nr. 4.
113
Generel bemærkning nr. 29 erstatter generel bemærkning nr. 5.
114
Generel bemærkning nr. 30 erstatter generel bemærkning nr. 1.
115
Generel bemærkning nr. 31 erstatter generel bemærkning nr. 3.
116
Generel bemærkning nr. 32 erstatter generel bemærkning nr. 13.
117
Generel bemærkning nr. 34 erstatter generel bemærkning nr. 10.
118
Generel bemærkning nr. 35 erstatter generel bemærkning nr. 8.
119
Se betænkning nr. 1407/2001 side 175.
120
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0131.png
herudover ni generelle bemærkninger (nr. 1, nr. 3, nr. 4, nr. 5, nr. 7, nr. 8, nr. 9, nr. 10 og nr. 13),
der er blevet afløst af nyere generelle bemærkninger (nr. 30, nr. 31, nr. 28, nr. 29, nr. 20, nr. 35, nr.
21, nr. 34 og nr. 32), og som derfor ikke længere har nogen praktisk betydning.
Der er
22 generelle bemærkninger vedrørende konventionens rettigheder,
som har et meget varie-
rende indhold. De generelle bemærkninger vedrører i stort omfang
medlemsstaternes rapporterings-
forpligtelser,
som dog kun har
begrænset betydning ved fortolkningen og anvendelsen af de i kon-
ventionen anerkendte rettigheder
120
.
Komitéens generelle bemærkninger indeholder imidlertid også på flere og væsentlige punkter
for-
tolkningsbidrag vedrørende konventionens enkelte rettigheder.
Der kan f.eks. være tale om en
kodi-
ficering og samlet fremstilling af komitéens praksis på et bestemt område,
hvor komitéens praksis i
individuelle klagesager og i forbindelse med behandlingen af periodiske rapporter gengives. Sådan-
ne generelle bemærkninger må som anført i betænkning nr. 1407/2001 antages at have stor praktisk
betydning, idet de bidrager til at præcisere indholdet og omfanget af konventionens rettigheder,
hvilket gør konventionens bestemmelser mere anvendelige i praksis.
121
Som eksempel herpå kan
som anført i betænkning nr. 1407/2001
122
nævnes den generelle bemærkning om tanke-, samvittig-
heds-
og religionsfrihed (nr. 22), hvor komitéen bl.a. redegør for, hvad det vil sige at ‖give udtryk
for sin religion‖.
Udvalget kan endvidere henvise til de øvrige eksempler, der er anført i betænkning nr.
1407/2001.
123
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
2.3.4. Individuelle klagesager
Som det fremgår ovenfor,
har FN’s Menneskerettighedskomité
afgivet udtalelse i et meget betyde-
ligt antal individuelle klagesager. Udtalelserne er tilgængelige via internettet.
124
Det følger af OPT artikel 5, stk. 4, at en klagesag ender med, at komitéen ‖underretter den pågæl-
dende deltagerstat og klageren om sine synspunkter‖. Komitéens
udtalelser er således ikke retligt
bindende for den indklagede stat, men i praksis efterlever medlemsstaterne dem dog i vidt omfang.
Se hertil betænkning nr. 1407/2001 side 175f.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 176.
122
Se betænkning nr. 1407/2001 side 176f.
123
Se betænkning nr. 1407/2001 side 177.
124
Udtalelserne er tilgængeligevia FN’s Højkommissær for Menneskerettigheders hjemmeside www.ohchr.org. Udta-
lelserne kan endvidere findes via www.bayefsky.com og det nederlandske menneskerettighedsinstituts (Netherlands
Institute of Human Rights) hjemmeside http://sim.law.uu.nl.
121
120
121
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0132.png
Komitéen skal ved behandlingen af de individuelle klagesager først tage stilling til, om en klage
opfylder de formelle klagebetingelser og derfor skal behandles i realiteten (klagens
admissibilitet).
Hvis de formelle klagebetingelser er opfyldt, skal komitéen tage stilling til, om der foreligger en
krænkelse af konventionens bestemmelser (klagens
realitet).
Betænkning nr. 1407/2001 indeholder en grundig gennemgang af komitéens offentliggjorte udtalel-
ser fra 1998, 1999 og 2000,
125
og denne gennemgang giver et godt indtryk af de problemstillinger
m.m., som komitéen har beskæftiget sig med. Efter udvalgets opfattelse er der i det lys ikke behov
for, at dette udvalg foretager en ny gennemgang af komitéens udtalelser. Nedenfor i afsnit 2.3.5
beskrives derfor kun de sager, som komitéen har behandlet mod Danmark.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at det under alle omstændigheder ikke vil være muligt inden
for rammerne af denne betænkning at give en udførlig redegørelse for komitéens meget omfattende
praksis i individuelle klagesager. En sådan redegørelse er dog heller ikke nødvendig for udvalgets
arbejde.
2.3.5. Særligt om individuelle klagesager mod Danmark
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001, færdigbehandlede FN’s Menneskerettighedskomité i
perioden fra 23. marts 1976, hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Dan-
mark, og frem til afgivelsen af betænkningen i 2001 otte klager mod Danmark. Syv af klagerne end-
te med at blive afvist (‖declared inadmissible‖), mens behandlingen af én sag blev afsluttet, uden at
der blev afgivet nogen egentlig udtalelse
(‖discontinued‖).
126
Fra 2001 og frem til den 1. april 2014 har komitéen afgivet udtalelse i fem sager mod Danmark.
Herudover er en række sager i denne periode afsluttet, uden at der er afgivet nogen egentlig udtalel-
se
(‖discontinued‖). Der
verserer desuden 39 sager mod Danmark ved komitéen (pr. 1. april 2014).
De fem klagesager, hvor komitéen siden 2001 har afgivet udtalelse, gennemgås nedenfor. I to sager
fandt komitéen, at der forelå en krænkelse af konventionen, i to sager blev klagen afvist, og i den
sidste sag afviste komitéen at realitetsbehandle klagen. Danmark har efterlevet komitéens udtalelse i
de to sager, hvor komitéen har fundet en krænkelse af konventionen.
2.3.5.1.
I den første klagesag (klagesag
nr. 1222/2003, J.R.B. mod Danmark, udtalelse af 1. novem-
ber 2004)
fandt komitéen, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var rejst af en ugandisk
statsborger, der var blevet idømt 2 år og 6 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og hæleri og
udvist af Danmark.
125
126
Det drejer sig om i alt 117 udtalelser.
Se betænkning nr. 1407/2001 side190.
122
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Klager påstod, at udvisningen indebar en krænkelse af artikel 7 (forbud mod tortur eller grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf), artikel 17 (ret til privatliv og familieliv)
samt artikel 23 (ret til at indgå ægteskab og stifte familie) i
FN’s konvention om borgerlige og poli-
tiske rettigheder. Til støtte herfor gjorde klager bl.a. gældende, at en udvisning til Uganda ville
bringe ham i fare, da han var tidligere officer i den ugandiske hær under Idi Amins styre, og at en
udvisning ville være et uretmæssigt indgreb i hans ret til familieliv.
FN’s Menneskerettighedskomité fandt, at Danmark ville krænke konventionens artikel 7, hvis kla-
ger blev udsendt. Henset til karakteren og alvorligheden af den kriminalitet, som klager var dømt
for, fandt komitéen derimod ikke, at udvisning af klager ville være i strid med klagers ret til familie-
liv efter konventionens artikel 17 og 23, stk. 1, selv om han havde kone og mindreårige børn i
Danmark.
2.3.5.2.
Den anden klagesag (klagesag
nr. 1487/2006, K.S.A. og A.A. mod Danmark, udtalelse af 7.
april 2008)
blev rejst af to herboende muslimer, der i 2005 havde politianmeldt Jyllands-Posten for
overtrædelse af straffelovens § 266 b og § 140 i forbindelse med avisens offentliggørelse af de 12
tegninger af profeten Muhammed. Efterforskningen blev imidlertid indstillet, da der ikke var en
rimelig formodning for, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Klagerne indbragte sagen for FN’s Menneskerettighedskomité med påstand om, at
de i strid med
konventionens artikel 2 ikke havde adgang til et effektivt retsmiddel.
Komitéen afviste at realitetsbehandle sagen, idet klagerne ikke havde udtømt de nationale retsmid-
ler.
2.3.5.3.
I den tredje klagesag (klagesag
nr. 1554/2007, M.E. mod Danmark, udtalelse af 22. juli
2010)
fandt komitéen for anden gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var rejst af
en marokkansk statsborger, der havde boet hele sit liv i Marokko frem til september 2004, hvor han
indrejste illegalt i Danmark og tog ophold hos sin far. Klager fik efterfølgende afslag på familie-
sammenføring, idet faderen, der var på kontanthjælp, ikke opfyldte udlændingelovens forsørgelses-
krav.
Klager indbragte sagen for
FN’s Menneskerettighedskomité og gjorde gældende, at de danske
myn-
digheders afslag på familiesammenføring udgjorde en krænkelse af artikel 23 (beskyttelse
af fami-
lieliv)
og artikel 24 (beskyttelse
af børn)
i FN’s konvention om civile og politiske rettigheder fortol-
ket i lyset af FN’s Børnekonvention.
123
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen fandt, at afslaget på familiesammenføring i Danmark og pålæggelsen af en udrejsefrist
(såfremt denne blev fuldbyrdet) dels udgjorde et indgreb i ‖familien‖ efter konventionens artikel 23
og dels udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 24, stk. 1, idet klager ikke havde fået den
nødvendige beskyttelse som mindreårig.
2.3.5.4.
Den fjerde sag (klagesag
nr. 1868/2009, F.A. mod Danmark, udtalelse af 26. juli 2010)
blev
rejst af en kvinde bosiddende i Danmark, der via Dokumentations- og Rådgivningscenteret om ra-
cediskrimination (DRC) havde politianmeldt medlem af Folketinget Pia Kjærsgaard for overtrædel-
se af straffelovens § 266 b (racismeparagraffen) i anledning af en udtalelse, som hun havde fremsat
i TV-Avisen den 29. april 2007. Efterforskningen blev imidlertid indstillet, da der ikke var en rime-
lig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
DRC indbragte på vegne af klager sagen for FN’s Menneskerettighedskomité med påstand
om, at
Danmark ved at undlade at rejse tiltale mod Pia Kjærsgaard for den pågældende udtalelse krænkede
klagers rettigheder efter konventionens artikel 2 og artikel 20. DRC gjorde bl.a. gældende, at klager
ikke havde adgang til et effektivt retsmiddel, da hverken hun eller DRC kunne påklage statsadvoka-
tens udtalelse om at indstille efterforskningen.
Komitéen fandt ikke, at klager havde påvist, at hun var et
‖offer‖
i konventionens forstand og derfor
havde krav på et effektivt retsmiddel. Komitéen afviste derfor sagen.
2.3.5.5. Den femte sag (klagesag nr. 1879/2009, A.W.P. mod Danmark, udtalelse af 12. november
2013)
blev rejst af DRC på vegne af A.W.P. Klagen vedrørte politiets behandling af en anmeldelse
vedrørende straffelovens § 266 b, hvor politiet besluttede at indstille efterforskningen mod davæ-
rende MF Søren Krarup, daværende MF Morten Messerschmidt og daværende MEP Mogens Camre
for udtalelser fremsat i Jyllandsposten og Nyhedsavisen den 18. og 20. april 2007.
I klagen til FN’s Menneskerettighedskomité
gjorde DRC gældende, at Danmark ved at undlade at
rejse tiltale mod Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Mogens Camre for de pågældende udta-
lelser havde krænket klagers rettigheder under
FN’s konvention om
borgerlige og politiske
rettig-
heder, jf. artikel 2 og 20. DRC gjorde i den forbindelse bl.a. gældende, at klager ikke havde haft
adgang til et effektivt retsmiddel, da hverken han eller DRC kunne påklage afgørelsen om at indstil-
le efterforskningen. Herudover hævdedes det bl.a., at de danske myndigheder herved havde givet
Dansk Folkeparti carte blanche til sin racistiske propagandakampagne mod muslimer.
Komitéen fandt ikke, at klager havde godtgjort, at de konkrete udtalelser havde haft særlige konse-
kvenser for netop ham, eller i hvert fald at konsekvenserne af udtalelserne ville berøre ham person-
ligt. Komitéen fandt på denne baggrund ikke, at A.W.P. var offer i konventionens forstand, og sa-
gen blev derfor afvist.
124
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering af FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettighe-
der.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder beskytter i princippet alle og enhver, jf.
f.eks. konventionens artikel 2, stk. 1, hvorefter staterne er forpligtede til at respektere og tilsikre alle
personer inden for dens område de i konventionen anerkendte rettigheder. Konventionen indeholder
en lang række meget forskellige rettigheder, f.eks. ret til livet (artikel 6), forbud mod slaveri og
tvangsarbejde (artikel 8), generelt forbud mod diskrimination (artikel 26) mv. Konventionen, der
blev undertegnet i marts 1968 samtidig med FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder og ratificeret af Danmark i 1971, anses internationalt for at være en af hovedkonventio-
nerne blandt FN’s menneskerettighedskonventioner.
En række af konventionens bestemmelser svarer indholdsmæssigt i det væsentlige til bestemmelser
i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gælder f.eks. konventionens artikel 7 (om
forbud mod tortur), der i det væsentlige svarer til artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention, og konventionens artikel 9 (om frihedsberøvelse), der i vidt omfang svarer til artikel 5 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Begge konventioner indeholder endvidere bl.a.
bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, ret til respekt for privatliv og familieliv samt ret til
religionsfrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder synes dog efter sin ordlyd på flere
punkter
at yde en bedre beskyttelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gælder f.eks.
FN-konventionens artikel 10 (frihedsberøvede personers rettigheder), artikel 24 (børns rettigheder),
artikel 25, litra c (adgang til offentlig tjeneste), artikel 26 (generelt diskriminationsforbud) og artikel
27 (minoriteters rettigheder). FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indeholder
også efter ordlyden i visse tilfælde mere detaljerede rettigheder eller færre undtagelser til rettighe-
derne end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som eksempel kan nævnes, at artikel 7
i FN-konventionen efter sin ordlyd går lidt videre end artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, der ikke eksplicit forbyder, at nogen uden sit frit afgivne samtykke underkastes
medicinske eller videnskabelige eksperimenter. Endvidere kan nævnes, at FN-konventionens artikel
19, stk. 3, indeholder en mere begrænset opregning af hensyn, der kan begrunde begrænsninger i
retten til ytringsfrihed, end opregningen af hensyn i artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention. En forskel er også FN-konventionens artikel 1, stk. 1, hvorefter alle folk har
selvbestemmelsesret, og i kraft af denne frit kan bestemme deres politiske stilling og frit varetage
125
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. En tilsvarende bestemmelse findes således
ikke i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Selv om forskellen mellem de to konventioner næppe er betydelig, er det udvalgets opfattelse, at
omfanget af rettighederne i FN-konventionen på visse punkter går videre end Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
En inkorporering vil efter udvalgets opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse af privates mu-
ligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsanvendende myn-
digheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). Inkorporering vil også kunne skabe større opmærksomhed og
bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets opfattelse, at en in-
korporering ved lov af FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder herved vil indebære
en styrkelse af borgernes retsstilling.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag kun findes et forholdsvis begrænset antal ek-
sempler på, at konventionens bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske dom-
stole mv. Konventionen ses således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun påberåbt
og/eller anvendt i 18 sager (se kap. 4, afsnit 3.1). Ved en inkorporering af FN-konventionen får
domstolene og andre retsanvendende myndigheder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende
konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4), hvilket vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en
bestemmelse i konventionen og en bestemmelse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp
af fortolknings- og formodningsreglen. Inkorporering kan også få betydning for den intensitet,
hvormed domstolene og andre retsanvendende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6,
afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af borgernes rettigheder
især på de områder, hvor FN-konventionens rettigheder kan anses for at være videregående end
rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette taler efter udvalgets opfattel-
se for en inkorporering.
Hertil kommer, at de fleste af konventionens bestemmelser er formuleret klart og præcist, hvilket
gør bestemmelserne egnede til at blive inkorporeret (se kapitel 6, afsnit 3.8). Efter udvalgets opfat-
telse indeholder konventionen kun få såkaldte ‖programerklæringer‖. Det forhold, at konventionen
også indeholder vage og generelle bestemmelser, jf. f.eks. konventionens artikel 24, stk. 1 (om
børns rets til ‖beskyttelsesforanstaltninger‖), betyder efter
udvalgets opfattelse ikke, at konventio-
nen som helhed ikke er egnet til at blive inkorporeret.
Der findes også en omfattende og detaljeret praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité
samt en
række anvendelige generelle bemærkninger (‖general comments‖),
der bidrager til fortolkningen af
126
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konventionen. Selv om praksis fra komitéen efter omstændighederne kan være svært tilgængelig, er
det udvalgets opfattelse, at komitéens praksis bidrager til at præcisere rettighederne i konventionen
og bidrager til at gøre konventionen egnet til at blive anvendt som retligt grundlag for løsning af
konkrete tvister, der verserer for domstolene eller andre retsanvendende myndigheder (se kapitel 6,
afsnit 3.9).
Konventionens rettigheder er af en sådan art, at de næppe
eller i hvert fald kun i mindre grad
indebærer en risiko for, at det i videre omfang overlades til domstolene og andre retsanvendende
myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at
træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål.
Udvalget kan dog ikke udelukke, at der for domstolene og andre retsanvendende myndigheder
som følge af et forventet større antal sager, hvor konventionen påberåbes
efter omstændighederne
vil kunne være vanskeligheder og et større arbejde forbundet med at tilvejebringe det fornødne
overblik over relevante fortolkningsbidrag, som gør det muligt at tage stilling til et øget antal
spørgsmål om anvendelse af konventionen. Eventuelle vanskeligheder må dog formodes at være
beskedne, både fordi de fleste af konventionens regler er formuleret klart og præcist, og fordi ind-
holdet af
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder i vidt omfang svarer til indholdet
af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En eventuel belastning af domstolene og andre
retsanvendende myndigheder vil desuden under alle omstændigheder ikke i sig selv tale afgørende
imod en inkorporering af konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.7). Den dobbeltregulering i lovgivnin-
gen (se kapitel 6, afsnit 3.6),
som der på grund af sammenfaldet mellem rettighederne i FN’s kon-
vention om borgerlige og politiske rettigheder på den ene side og Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention på den anden side nødvendigvis må blive tale om, kan endvidere efter udvalgets
opfattelse ikke anses for at udgøre et reelt problem.
Inkorporering ved lov af FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indebærer således
næppe
eller i hvert fald kun i mindre grad
en risiko for, at det i videre omfang overlades til
domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk retstra-
dition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål. Endvide-
re må konventionen generelt anses for egnet til at blive anvendt af domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere
FN’s konvention om borgerlige
og politiske rettigheder. Opfordringerne er kommet i forbindelse med eksaminationer af Danmark
ved FN’s Menneskerettighedskomité og UPR.
Ved en inkorporering af konventionen vil Danmark
imødekomme opfordringerne, hvilket vil have en positiv signalværdi i forhold til omverdenen. Dette
taler efter udvalgets opfattelse ligeledes for en inkorporering.
127
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Blandt de ni lande, som Danmark har indhentet udtalelser fra, er FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder ifølge udvalgets oplysninger inkorporeret i Norge ved lov. I Finland er konven-
tionen sat i kraft ved lov, mens den i Tyskland er blevet en del af tysk ret ved en såkaldt konventi-
onslov. I Frankrig og Nederlandene er konventionen umiddelbart anvendelig som følge af bestem-
melser i landenes forfatninger. Island, Sverige og Storbritannien har ikke inkorporeret konventio-
nen, og Østrig har ratificeret konventionen med et såkaldt ‖inkorporeringsforbehold‖, der indebæ-
rer, at konventionen ikke er umiddelbart anvendelig, dvs. konventionen kan hverken påberåbes eller
anvendes af borgerne, myndighederne eller domstolene (se kapitel 5).
Det forhold, at der således er
forskel på, om de hørte lande har inkorporeret FN’s konvention om borgerlige og politiske rettig-
heder, taler efter udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkorporering af konventionen.
128
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0139.png
3.
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
3.1. Indledning
Danmark har ratificeret den internationale konvention af 16. december 1966 om økonomiske, socia-
le og kulturelle rettigheder (CESCR).
127
Konventionen trådte i kraft for Danmark den 3. januar
1976. Danmark har taget forbehold over for artikel 7, litra d, vedrørende ydelse af søgnehelligdags-
betaling.
128
Konventionen forpligter de kontraherende stater til at sikre en række grundlæggende økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, herunder retten til arbejde (artikel 6-8), retten til social tryghed
(artikel 9), retten til beskyttelse af familien (artikel 10), retten til en tilstrækkelig levefod (artikel
11), retten til fysisk og mental sundhed (artikel 12), retten til uddannelse (artikel 13 og 14) og retten
til at tage del i kulturlivet (artikel 15).
Det følger af konventionens artikel 2, stk. 1, at medlemsstaterne forpligter sig til såvel alene som
gennem international bistand og internationalt samarbejde, navnlig på det økonomiske og tekniske
område, i videst mulig udstrækning og ved alle egnede midler, herunder især lovgivningsforanstalt-
ninger, at træffe forholdsregler med henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse af de i
konventionen vedtagne rettigheder. Konventionen anerkender således, at gennemførelsen af kon-
ventionens rettigheder er tæt knyttet til spørgsmålet om de midler, som medlemsstaten har til rådig-
hed.
En nærmere beskrivelse af indholdet af konventionen findes i betænkning nr. 1407/2001 side 195f.
Konventionen er medtaget som bilag 2 til betænkningen.
3.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
129
Inkorporeringsudvalget kunne på daværende tidspunkt ikke anbefale, at FN’s konvention om øko-
nomiske, sociale og kulturelle rettigheder blev inkorporeret i dansk lovgivning.
En del af udvalgets medlemmer lagde herved afgørende vægt på, at konventionen i vidt omfang
indeholder såkaldte programerklæringer og derved adskiller sig fra FN’s konvention om borgerlige
Se bekendtgørelse nr. 5 af 14. januar 1976.
Danmarks forbehold
har følgende ordlyd: ‖The Government of Denmark cannot, for the time being, undertake to
comply entirely with the provisions of article 7 (d) on remuneration for public holidays.‖
129
Se betænkning nr. 1407/2001 side 215ff.
128
127
129
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
og politiske rettigheder på flere og væsentlige punkter. Disse medlemmer fandt, at det ved vurde-
ringen af, om en konvention bør inkorporeres i dansk lovgivning, bør tillægges afgørende betyd-
ning, om konventionens bestemmelser har en sådan karakter og indhold, at de er egnede til at blive
anvendt af domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved løsningen af konkrete tvister.
Efter disse medlemmers opfattelse opfyldte konventionen
i hvert fald ikke på det tidspunkt
i
tilstrækkelig grad dette krav.
Andre af udvalgets medlemmer lagde omvendt afgørende vægt på, at de borgerlige og politiske
rettigheder på den ene side og de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder på den anden side, er
udelelige og indbyrdes forbundne. Disse medlemmer fandt, at signalværdien i forhold til både det
danske og det internationale samfund om den betydning, menneskerettighederne tillægges, taler
med styrke for at inkorporere også denne konvention, og at dette forhold kunne opveje dens muligt
mindre praktiske brugbarhed ved løsningen af konkrete tvister. Det var efter disse medlemmers op-
fattelse desuden muligt at tage højde for de indvendinger, der knytter sig til de upræcise bestemmel-
ser i konventionen, i forbindelse med beskrivelsen af retsvirkningerne af en inkorporering. Disse
medlemmer pegede herved på, at det
i lighed med, hvad der var tilfældet for de øvrige konventio-
ner
kunne fremgå af inkorporeringslovens forarbejder, at domstolene ikke bør fortolke og anvende
vagt og upræcist formulerede bestemmelser eller programerklæringer i konventionen på en måde,
der ikke har klar støtte i konventionspraksis. I det omfang, bestemmelserne i konventionen ikke
havde en sådan upræcis eller programmatisk karakter eller var blevet præciseret gennem konventi-
onspraksis, ville konventionen efter disse medlemmers opfattelse kunne anvendes af domstolene og
andre retsanvendende myndigheder ved løsningen af konkrete tvister.
Når udvalgets medlemmer
uanset disse forskelle i opfattelsen med hensyn til vægtningen af krite-
rierne for inkorporeringen
alligevel var enige om ikke på daværende tidspunkt at anbefale en in-
korporering af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i dansk ret, skyld-
tes det en enighed om, at en inkorporering af menneskerettighedskonventioner i første omgang ale-
ne burde omfatte et begrænset antal konventioner af hensyn til at tilvejebringe et bedre erfarings-
grundlag, og at FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om af-
skaffelse af alle former for racediskrimination og
FN’s konvention mod tortur og anden grusom
eller nedværdigende behandling eller straf burde tillægges størst prioritet. Udvalget lagde herved
ikke blot vægt på, at FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder indeholder
mange programerklæringer, men også på, at der ikke var etableret en individuel klageadgang. Hertil
kom, at der endnu ikke i tilstrækkeligt omfang fandtes fortolkningsbidrag, herunder f.eks. i form af
generelle bemærkninger fra FN-komitéen.
Udvalget var dog samtidig opmærksom på, at disse forhold med tiden ville kunne ændre sig, således
at der på et senere tidspunkt ville være et tilstrækkeligt grundlag for at inkorporere også denne kon-
vention. Dette kunne ifølge udvalget f.eks. være tilfældet, hvis der måtte blive etableret en individu-
130
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
el klageadgang, og hvis der i den forbindelse måtte udvikle sig en relevant praksis om fortolkningen
af konventionen.
3.3. Kontrol og retshåndhævelse
Medlemsstaternes opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til konventionen overvåges af
komitéen
vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Denne er i modsætning til de seks andre
FN-komitéer
(FN’s Menneskerettighedskomité, Racediskriminationskomité, Torturkomité, Kvinde-
komité, Børnekomité og Handicapkomité) ikke oprettet i henhold til den tilhørende konvention
(FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder), men derimod af Det Økono-
miske og Sociale Råd (ECOSOC), der er omtalt i konventionen. Alle komitéerne har dog uanset
denne forskel i status samme funktion, nemlig at overvåge medlemsstaternes opfyldelse af deres
forpligtelser i henhold til konventionen.
Komitéen består af 18 medlemmer, der dels skal være statsborgere i en af de i konventionen delta-
gende stater, dels være eksperter med anerkendt sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder.
Komitéens medlemmer skal desuden være uafhængige, og de vælges og virker i deres personlige
egenskab.
De kontraherende stater har forpligtet sig til at indsende
periodiske rapporter
om de foranstaltnin-
ger, der er truffet og de fremskridt, der er gjort med hensyn til overholdelsen af de i konventionen
anerkendte rettigheder, jf. konventionens artikel 16 og 17. Den første rapport skal afleveres inden to
år efter konventionens ikrafttræden i forhold til det pågældende land, og derefter skal medlemssta-
ten aflevere en periodisk rapport hvert femte år. Danmark har indtil videre udarbejdet fem rapporter
(se afsnit 3.3.1).
Komitéen gennemgår rapporterne sammen med de pågældende medlemsstater. Dette har karakter af
en form for
eksamination,
hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens med-
lemmer, og på baggrund af drøftelserne udarbejder komitéen
afsluttende bemærkninger og anbefa-
linger
til den pågældende stat (se afsnit 3.3.2).
Efter konventionens artikel 19 kan komitéen endelig vedtage
generelle bemærkninger
(‖general
comments‖) vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse. Komitéen har
pr. 1. april 2014
vedtaget 21 generelle bemærkninger (se afsnit 3.3).
Danmark har ikke tilsluttet sig den individuelle klageadgang, der er etableret ved den valgfrie pro-
tokol til konventionen, som trådte i kraft den 5. maj 2013. Efter protokollens artikel 10 kan en stat,
der har tiltrådt protokollen, desuden erklære, at den også anerkender komitéens kompetence til at
modtage og behandle såkaldte mellemstatslige klager, hvor en deltagerstat hævder, at en anden del-
131
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0142.png
tagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til konventionen. Udvalget har i overensstemmel-
se med kommissoriet overvejet spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af protokollen for så vidt an-
går den individuelle klageadgang, jf. nærmere kapitel 8.
3.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har i henhold til konventionens artikel 16 og 17 afleveret fem rapporter,
130
der er opbyg-
get således, at der først er et afsnit med oplysninger om gennemførelsen af konventionens generelle
bestemmelser (artikel 1 til 5), og derefter følger et længere afsnit med oplysninger vedrørende gen-
nemførelsen af konventionens enkelte bestemmelser (artikel 6 til 15).
Der redegøres i de periodiske rapporter udførligt for retsstillingen på de områder, der er omfattet af
konventionens bestemmelser. Herudover redegøres der for nye foranstaltninger, der har betydning
for konventionens gennemførelse, herunder oplysninger om nye love og oplysninger om administra-
tionen af gældende regler mv. Rapporterne indeholder endvidere en række statistiske oplysninger
vedrørende konventionens enkelte bestemmelser.
En gennemgang af rapporterne giver et vist indtryk af, på hvilke retsområder konventionens enkelte
bestemmelser har haft en praktisk betydning i de perioder, som rapporterne vedrører.
I praksis må periodiske rapporter som anført i betænkning nr. 1407/2001 imidlertid anses for at ha-
ve
begrænset betydning ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens enkelte bestemmelser.
Det skyldes navnlig, at rapporterne i det væsentlige indeholder faktuelle oplysninger, som regerin-
gen meddeler komitéen, og som skal danne grundlag for en efterfølgende eksamination. Domstole-
ne og andre retsanvendende myndigheder vil derfor alene finde begrænset vejledning i de danske
rapporter ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
3.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
De fem rapporter, som Danmark har udarbejdet, har alle været gjort til genstand for en eksaminati-
on. Komitéen har på baggrund af disse eksaminationer udarbejdet afsluttende bemærkninger, der er
opbygget således, at de foruden en generel indledning indeholder et afsnit om vanskeligheder med
konventionens anvendelse (‖factors and difficulties impeding the application of the Covenant‖), et
afsnit om positive aspekter (‖positive aspects‖), et afsnit om forhold der giver anledning til bekym-
Den første rapport, som vedrører artikel 13-15, blev afleveret i 1981 (se dokument E/1982/3/Add.20). Den anden
rapport blev afleveret i to dele. Den første del vedrører artikel 6 til 9, og blev afleveret i 1983 (se dokument
E/1984/7/Add.11), mens den anden del vedrører artikel 10 til 12, og blev afleveret i 1986 (se dokument
E/1986/4/Add.16). Den tredje rapport, som vedrører hele konventionen, blev afleveret i 1997 (se dokument
E/1994/104/Add.15 af 30. september 1997). Den fjerde rapport, som vedrører hele konventionen, blev afleveret i 2003
(se dokument E/C.12/4/Add.12 af 28. april 2003). Den femte rapport, som vedrører hele konventionen, blev afleveret i
2010 (se dokument E/C.12/DNK/5 af 25. januar 2010).
130
132
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0143.png
ring (‖principal subjects of concern‖), samt et afsnit om anbefalinger (‖suggestions and recommen-
dations‖).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 6. juni 2013 i anledning af Danmarks 5. rapport i
henhold til artikel 16 og 17 indeholder følgende opregning af
forhold, der giver anledning til be-
kymring
(‖principal subjects of concern‖):
131
4.
The Committee reiterates its concern that the State party has still not incorporated
the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights into its domestic
legislation. The Committee
is also concerned that despite the State party’s statement
that the Covenant is applied by the Danish courts, case law shows that international
human rights treaties are rarely applied by courts or invoked by parties to a case, and
that the Supreme Court has stated that non-incorporated treaties do not have direct
effect in the domestic legal order.
132
The Committee recommends that the State party incorporate the International
Covenant on Economic, Social and Cultural Rights into its domestic legislation,
and improve the awareness and knowledge of the Covenant through human rights
education and training programmes, including for the judiciary. The Committee
draws the State party’s attention to its general comment No. 9 (1998) on the
domestic application of the Covenant.
5. The Committee notes that the State party continues to maintain a reservation to article
7 (d) of the Covenant regarding the right to remuneration for public holidays, made at
the time of ratification in 1972.
The Committee recommends that the State party review its reservation to article
7(d) of the Covenant, with a view to withdrawing it, in particular as the State party
included a temporary element in its reservation to article 7(d).
6. The Committee notes with appreciation the independent status of the Danish Institute
for Human Rights, but regrets that its mandate does not yet cover the Faroe Islands.
The Committee recommends that the State party, in cooperation with the
government of the Faroe Islands, enact legislation with a view to extending the
mandate of the Danish Institute for Human Rights to the Faroe Islands as well. It
also encourages the Danish Institute for Human Rights to address economic, social
and cultural rights on an equal basis with civil and political rights, in view of the
universality and indivisibility of all human rights.
Se dokument E/C.12/DNK/CO/5 af 6. juni 2013.
Det må antages, at komitéen her tænker på dommen refereret i U2006.770H. I den dom udtalte Højesteret imidlertid,
at ILO-konventionerne
ikke var ‖direkte anvendelige i dansk ret i den forstand, at de kunne føre til tilsidesættelse af
aktivlovens bestemmelser
om aktivering.‖
132
131
133
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
7. The Committee regrets that the State party has not adopted a comprehensive anti-
discrimination legislation yet, but rather relies on different acts affording different levels
of protection to different groups of individuals (art. 2).
The Committee recommends that the State party take steps to adopt
comprehensive anti-discrimination legislation, guaranteeing protection for all
against discrimination in the enjoyment of economic, social and cultural rights, as
stipulated in article 2, paragraph 2, of the Covenant. The Committee recommends
that the State party ensure that such legislation also protects against
discrimination on the grounds of sexual orientation as well as disability. The
Committee draws the State party’s attention to its general comment No. 20 (2009)
on non-discrimination in economic, social and cultural rights.
8. The Committee reiterates its concern about the persistent wage gap between women
and men, in particular in the Faroe Islands, as well as the underrepresentation of women
in high-ranking posts, especially in academia and the private sector (art. 3).
The Committee recommends that the State party intensify its efforts to ensure
equality between men and women in the workplace, address the persistent wage
gap between men and women, and ensure equitable representation of women in
managerial positions. It also recommends that the State party include in its next
periodic report information on progress made in these areas.
9. The Committee is concerned that women from minority groups continue to face
difficulties in realizing and accessing Covenant rights, in particular accessing education,
employment and health care (art. 3).
The Committee recommends that the State party intensify measures, including
temporary special measures, to facilitate access by women from minority groups to
all Covenant rights, in particular education, employment and health care.
10. The Committee is concerned that the unemployment rate among youth as well as
immigrants from developing countries is higher than the national average. It is also
concerned that the unemployment benefit period has been reduced from four to two
years as of 1 January 2013 (art. 6).
The Committee recommends that the State party intensify steps, in particular
through the Emergency Rescue Plan 2013, to address the higher rates of
unemployment among youth as well as immigrants from developing countries. The
Committee also recommends that the State party include in its next periodic report
an assessment of the impact of the reduction of the unemployment benefit period
on the standard of living of persons affected by this change.
11. The Committee is concerned that persons with disabilities are disproportionately
underrepresented in the labour market and that their participation is declining. The
Committee is also concerned that domestic labour legislation does not include a
standard duty on the employer to provide for reasonable accommodation (art. 6).
134
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
The Committee recommends that the State party take steps to promote an
inclusive labour market for persons with disabilities and amend domestic labour
legislation to include the standard duty for employers to provide for reasonable
accommodation.
12. The Committee notes with concern that the State party has not yet introduced a
national minimum wage thus endangering in particular the right of workers not covered
by collective agreements as well as persons with disabilities to equal remuneration for
work of equal value (art. 7).
The Committee recommends that the State party take legislative and other
measures to introduce a national minimum wage. It also recommends that the
State party ensure that the level of the national minimum wage is periodically
reviewed and set at a level sufficient to provide all workers and their families with
a decent standard of living.
13. The Committee is concerned that the level of the basic social assistance allowance
paid to persons under 25 years of age is not set at a level adequate to ensure a decent
living. The Committee is also concerned that early retirement reform may preclude
persons with disabilities under the age of 40 from accessing disability pensions (art. 9).
The Committee recommends that the State party ensure that the level of social
assistance benefits for persons under 25 years of age is sufficient to ensure a decent
living. It also recommends that the State party take steps to ensure that persons
with disabilities under the age of 40 have access to disability pensions.
14. The Committee is concerned that corporal punishment of children is not explicitly
prohibited in Greenland regarding the home and other care settings (art. 10).
The Committee recommends that the State party take steps to ensure that corporal
punishment is prohibited in all settings in Greenland.
15. The Committee is concerned that a significant number of children are placed in care
outside of their home, including in institutional care (art. 10).
The Committee recommends that the State party take steps to ensure that family-
type care rather than institutional care is offered for children deprived of a family
environment. It also recommends that the State party take steps to ensure that
children who are placed in care outside of their home, in particular children with
disabilities, have access to adequate care. In this regard, the Committee
recommends that the State party take into account the Guidelines for the
Alternative Care of Children, annexed to General Assembly resolution 64/142.
16. The Committee is concerned that certain segments of the population are at an
increased risk of living in poverty, in particular single parent families, families living on
State welfare as well as immigrant families (art. 11).
135
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
The Committee recommends that the State party take steps to introduce a national
poverty line, and introduce measures to guarantee targeted support to all those
living in poverty, in particular single parent families, families living on State
welfare as well as immigrant families. It also recommends that targeted measures
be taken, in addition to the existing measures promoting poverty alleviation
through education, to address poverty in remote settlements and villages in
Greenland. In this regard, the Committee draws the attention of the State party to
its statement on poverty and the International Covenant on Economic, Social and
Cultural Rights, adopted on 4 May 2001.
17. The Committee is concerned that migrant workers and other disadvantaged and
marginalized groups, including the Roma people, face obstacles in realizing their right
to adequate housing units. The Committee is also concerned about the continuing
shortage of social housing, including in the Faroe Islands. It is furthermore concerned
about the persistence of homelessness in the State party, particularly among the
immigrant population, as well as about the persistence of a high number of forced
evictions (art. 11).
The Committee recommends that the State party, taking into account its general
comment No. 4 (1991) on the right to adequate housing, adopt all appropriate
measures to ensure access to adequate housing for disadvantaged and
marginalized groups, including migrants and Roma, inter alia by ensuring that
adequate resources are allocated to increase the supply of social housing units and
by providing appropriate forms of financial support, such as rental subsidies. The
Committee furthermore recommends that the State party take all appropriate
measures to improve both the quantity and quality of reception facilities (including
emergency shelters, hostels, reception and social rehabilitation centres and
boarding houses), and develop appropriate policies and programmes to facilitate
the social reintegration of homeless persons. The Committee also recommends that
the State party take steps to ensure that persons forcibly evicted are provided with
alternative accommodation or compensation enabling them to acquire adequate
accommodation, in accordance with the guidelines adopted by the Committee in its
general comment No. 7 (1997) on forced evictions.
18. The Committee notes with concern that quota refugees, migrants reunified with their
family, and undocumented migrants continue to encounter difficulties in gaining access
to health care facilities, goods and services (art. 12).
The Committee recommends that the State party take steps to ensure that all
persons belonging to disadvantaged and marginalized groups and individuals, in
particular quota refugees, migrants reunified with their family, and undocumented
migrants and members of their families, have access to basic health care. The
Committee recommends that these steps include guaranteeing health examinations
to such persons upon their arrival in the State party, and offering of vaccinations
to their children. It also recommends that the State party take steps to raise
awareness among disadvantaged and marginalized groups and individuals of the
health-care system and ensure that all have access to related information in
languages other than Danish.
136
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
19. The Committee is concerned about the disadvantaged position of children of
immigrants and Roma in public schools, linked to socio-economic factors, compared to
ethnic Danish pupils. It is furthermore concerned that asylum-seeking children are not
promptly integrated into mainstream public schools (arts. 13 and 14).
The Committee recommends that the State party prioritize the implementation of
the framework for language development and the reduction of the impact of socio-
economic backgrounds of pupils on their academic performance. The Committee
furthermore recommends that the State party take steps to ensure that asylum-
seeking children are promptly integrated into mainstream public schools, and are
not first educated in separate schools.
20. The Committee is concerned that children with disabilities are much less likely than
children without disabilities to take final exams after completing compulsory primary
and secondary education, and that, if they do, they perform less well in those exams
compared to children without disabilities (arts. 13 and 14).
The Committee recommends that the State party take steps to ensure an inclusive
education for children with disabilities. It also recommends that the State party
ensure that teachers are trained to educate children with disabilities within regular
schools and that children with disabilities are provided with the necessary
equipment and support.
21. The Committee is concerned that the State party has not applied the principle of
cultural self-identification in relation to the recognition of the Thule Tribe of Greenland
as a distinct indigenous community (art. 15).
The Committee recommends that the State party take steps to recognize the Thule
Tribe of Greenland as a distinct indigenous community capable of vindicating its
traditional rights, including, to maintain its cultural identity and use its own
language.
22.
The Committee recommends that the State party take steps to ensure that all
disadvantaged and marginalized groups and individuals, including persons with
disabilities, as well as children from low-income families and migrant children, and
older persons can fully enjoy their right to take part in cultural life.
23.
The Committee requests that the State party include in its next periodic report
information on measures taken to guarantee the right of everyone to enjoy the
benefits of scientific progress and its applications, in conformity with article 15,
paragraph 1 (b) of the Covenant.
24.
The Committee encourages the State party to consider signing and ratifying the
Optional Protocol to the International Covenant on Economic, Social and Cultural
Rights.
137
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0148.png
25.
The Committee encourages the State party to consider signing and ratifying the
International Convention on the Protection of the Rights of All Migrant Workers
and Members of Their Families and the Optional Protocol to the Convention on
the Rights of Persons with Disabilities. The Committee also reiterates its
recommendation that the State party consider ratifying ILO Conventions No. 117
(1962) on Social Policy (Basic Aims and Standards) and No.174 (1993) concerning
the Prevention of Major Industrial Accidents.
26.
The Committee requests the State party to disseminate the present concluding
observations widely among all levels of society, in particular among State officials,
the judiciary and civil society organizations, translate and publicize them as far as
possible and inform the Committee of the steps taken to implement them in its next
periodic report. It also encourages the State party to engage all the relevant actors,
including non-governmental organizations and other members of civil society, in
the process of discussion at the national level prior to the submission of its next
periodic report.
Som anført i betænkning nr. 1407/2001
133
vil domstolene og andre retsanvendende myndigheder
alene finde
begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolkningen
og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
Dette skyldes bl.a., at de afslutten-
de bemærkninger og anbefalinger skal ses i lyset af den rapport, som har dannet grundlag for eksa-
minationen, samt det, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen. De afslutten-
de bemærkninger og anbefalinger er desuden generelt formuleret kortfattet, hvilket i sig selv be-
grænser den praktiske betydning heraf ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestem-
melser.
3.3.3. Generelle bemærkninger
Som nævnt har komitéen nu udarbejdet 21
mod 14 som nævnt i betænkning nr. 1407/2001
ge-
nerelle bemærkninger (‖General Comments‖). Det drejer sig om følgende generelle bemærkninger
(den engelske titel er benyttet):
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
―Reporting by States parties‖
af 24. februar 1989
―International
technical assistance measures
(Article 22)‖
af 2. februar 1990
―The nature of States parties obligations (Article 2 (1))‖
af 14. december 1990
―The right to adequate housing (Article 11 (1))‖
af 13. december 1991
―Persons with disabilities‖
af 9. december 1994
―The
economic, social and
cultural rights of older persons‖
af 8. december 1995
―The right to adequate housing (Article 11(1))‖
af 20. maj 1997
―The
relationship between economic sanctions and respect for economic, social and cultural
rights‖
af 5. december 1997
133
Se betænkning nr. 1407/2001 side 201f.
138
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0149.png
9.
―The
domestic
application of the Covenant‖
af 3. december 1998
10.
―The
role of national human rights institutions in the protection of economic, social and cul-
tural rights‖
af 3. december 1998
11.
―Plans of action for primary education (Article 14)‖
af 10. maj 1999
12.
―The
right
to adequate food (Article 11)‖
af 12. maj 1999
13.
―The right to education (Article 13)‖
af 8. december 1999
14.
―The right to the highest attainable standard of health (Article 12)‖
af 4. juli 2000
15.
―The right to water (arts. 11 and 12)‖
af 20. januar 2003
16.
―The
equal right of men and women to the enjoyment of all economic, social and cultural
rights (art. 3)‖
af 11. august 2005
17.
―The
right of everyone to benefit from the protection of the moral and material interests re-
sulting from any scientific, literary or artistic production of which he is the author (art. 15
(1) (c))‖
af 12. januar 2006
18.
―The Right to work (art. 6)‖
af 6. februar 2006
19.
―The right to social security‖ af 4. februar 2008
20.
―Non-Discrimination
in Economic,
Social and Cultural Rights (art. 2, para. 2)‖
af 2. juli
2009
21.
―Right of everyone to take part in cultural life‖
af 21. december 2009
Som anført i betænkning nr. 1407/2001
134
har komitéens generelle bemærkning vedrørende med-
lemsstaternes rapporteringsforpligtelser (nr. 1) ikke praktisk betydning ved fortolkningen og anven-
delsen af de i konventionen anerkendte rettigheder. Det samme gælder de generelle bemærkninger,
hvor komitéen anmoder staterne om at forholde sig til bestemte spørgsmål i deres periodiske rap-
porter. Dette skyldes, at opfordringerne først og fremmest nævner områder, der kan tænkes at rejse
spørgsmål i forhold til konventionen, uden samtidigt at præcisere indholdet og omfanget af den re-
levante rettighed.
Komitéens generelle bemærkninger om international teknisk bistand (nr. 2), om forholdet mellem
økonomiske sanktioner og respekten for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (nr. 8), og om
nationale menneskerettighedsinstitutioners rolle med hensyn til beskyttelsen af økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder (nr. 10) har som anført i betænkning nr. 1407/2001 heller ikke praktisk
betydning ved fortolkningen og anvendelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder. Det sam-
me gælder komitéens generelle bemærkning vedrørende handlingsplaner for grundskoleundervis-
ning (nr. 11).
135
Se betænkning nr. 1407/2001 side 202f.
Se tillige punkt 356 i Danmarks 3. periodiske rapport, hvor det anføres, at artikel 14 ikke finder anvendelse på
Danmark.
135
134
139
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0150.png
De resterende generelle bemærkninger falder i fire kategorier. Der er således (1) generelle bemærk-
ninger vedrørende medlemsstaternes forpligtelser i henhold til konventionen, (2) generelle bemærk-
ninger vedrørende ikke-diskrimination mv., (3) generelle bemærkninger om anvendelsen af konven-
tionens bestemmelser i forhold til bestemte grupper af personer, og (4) generelle bemærkninger
vedrørende bestemte rettigheder i konventionen.
Generelle bemærkninger om medlemsstaternes forpligtelser
Komitéens generelle bemærkning vedrørende karakteren af medlemsstaternes forpligtelser (nr. 3)
vedrører artikel 2, stk. 1, og har derfor ikke direkte betydning for fortolkningen og anvendelsen af
de i konventionen anerkendte rettigheder. Det samme gælder komitéens generelle bemærkning om
den nationale anvendelse af konventionen (nr. 9).
Som anført i betænkning nr. 1407/2001 indeholder førstnævnte generelle bemærkning (nr. 3) imid-
lertid fortolkningsbidrag vedrørende medlemsstaternes forpligtelser, der indirekte har betydning for
fortolkning og anvendelsen af rettighederne i konventionen. Dette gælder navnlig med hensyn til
spørgsmålet om, i hvilket omfang borgerne kan støtte ret på konventionens bestemmelser og få så-
danne rettigheder håndhævet ved de nationale domstole.
136
Det fremgår desuden bl.a. af de nævnte to generelle bemærkninger (nr. 3 og 9), at komitéen er af
den opfattelse, at ‖there
is no Covenant right which could not, in the great majority of systems, be
considered to possess at least some significant justiciable dimensions‖,
dvs. at samtlige af konventi-
onens bestemmelser i et vist omfang er judiciable. Komitéen er endvidere af den opfattelse, at flere
af konventionens bestemmelser er af en sådan karakter, at de vil være i stand til at blive anvendt
umiddelbart af nationale domstole (såkaldt ‖self-executing‖).
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1407/2001.
137
Generelle bemærkninger om ikke-diskrimination og lige ret for mænd og kvinder
Komitéens generelle bemærkninger om lige ret for mænd og kvinder (nr. 16) og ikke-diskrimination
(nr. 20) indeholder en generel beskrivelse af medlemsstaternes pligt til at sikre, at de i konventionen
anførte rettigheder kan nydes uden diskrimination af nogen art. Komitéen præciserer bl.a., at pligten
efter artikel 2, stk. 2, og artikel 3 er tværgående (se afsnit 22 i generel bemærkning nr. 16) og kun
kan anvendes i forening med de i konventionen anerkendte rettigheder (se afsnit 7 i generel be-
mærkning nr. 20).
136
137
Se betænkning nr. 1407/2001 side 203.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 203ff.
140
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0151.png
Efter udvalgets opfattelse bidrager de nævnte bemærkninger (nr. 16 og 20) til at præcisere indholdet
af forbuddet mod diskrimination og dermed fortolkningen af artikel 2, stk. 2, og artikel 3. Det må
derfor antages, at de generelle bemærkninger i praksis vil have betydning for de retsanvendende
myndigheder, herunder domstolene, når det skal vurderes, om lovgivning og andre foranstaltninger
inden for konventionens anvendelsesområde udgør diskrimination i strid med konventionen.
Generelle bemærkninger om anvendelsen af konventionens bestemmelser i forhold til bestemte
grupper af personer
Komitéens generelle bemærkning om personer med handicap (nr. 5) og ældre personer (nr. 6) inde-
holder en generel beskrivelse af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til konventionen i forhold
til disse grupper af personer. Komitéen beskriver medlemsstaternes forpligtelser i forhold til kon-
ventionen generelt og i forhold til de enkelte rettigheder. Komitéen giver bl.a. udtryk for, at med-
lemsstaterne i et vist omfang har pligt til at træffe positive foranstaltninger for at sikre, at disse
grupper af personer sikres de i konventionen anerkendte rettigheder. Som eksempel herpå kan næv-
nes, at komitéen udtaler, at medlemsstaterne kan have pligt til at sikre, at personer med handicap
ikke diskrimineres af andre private f.eks. med hensyn til ansættelse (se afsnit 11 i generel bemærk-
ning nr. 5). Som eksempel kan endvidere nævnes, at komitéen giver udtryk for, at medlemsstaterne
kan have pligt til at fjerne vilkårlige hindringer for personer med handicaps adgang til arbejdsmar-
kedet, herunder fysiske hindringer som følge af transport, bolig og arbejdsplads (se afsnit 22 i gene-
rel bemærkning nr. 5).
Det anføres i betænkning nr. 1407/2001, at de nævnte generelle bemærkninger (nr. 5 og 6) må anses
for at have begrænset betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, når de skal
fortolke og anvende konventionens bestemmelser.
138
Inkorporeringsudvalget synes herved bl.a. at
have lagt vægt på, at de generelle bemærkninger navnlig vedrører spørgsmålet om, hvilke positive
pligter medlemsstaterne har i forhold til disse grupper af personer. Efter det nuværende udvalgs
opfattelse kan det dog ikke udelukkes, at de nævnte generelle bemærkninger efter omstændigheder-
ne kan have betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, jf. også nedenfor.
Generelle bemærkninger vedrørende bestemte rettigheder
Komitéen har endelig udarbejdet en række generelle bemærkninger vedrørende bestemte rettighe-
der, herunder retten til en passende bolig (nr. 4 og 7), retten til passende ernæring (nr. 12), retten til
uddannelse (nr. 13), retten til den højest opnåelige sundhed (nr. 14), retten til vand (nr. 15), retten til
at nyde beskyttelse af moralske og materielle interesser, der hidrører fra al videnskabelig, litterær
138
Se betænkning nr. 1407/2001 side 206f.
141
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0152.png
eller kunstnerisk frembringelse (nr. 17), retten til arbejde (18), retten til understøttelse (nr. 19) og
retten til at tage del i kulturlivet (21).
Formålet med de nævnte generelle bemærkninger er at identificere nogle af de centrale forhold, som
komitéen anser for vigtige i forhold til de pågældende rettigheder. Udover at fremhæve vigtigheden
af de enkelte rettigheder beskriver komitéen generelt indholdet og omfanget af rettighederne, og de
generelle bemærkninger bidrager dermed til at fortolke de forskellige begreber, herunder ‖passende
bolig‖, ‖passende ernæring‖, ‖uddannelse‖ mv.
De generelle bemærkninger giver herved de enkelte
rettigheder et mere præcist indhold. Herudover indeholder de generelle bemærkninger typisk en
opregning og beskrivelse af elementer, der er indeholdt i de forskellige begreber, jf. ovenfor, lige-
som komitéen i flere af dem udtaler sig om emner af generel betydning for den enkelte rettighed.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen i betænkning nr. 1407/2001.
139
Det anføres i betænkning nr. 1407/2001, at de generelle bemærkninger
140
kan tænkes at have betyd-
ning for lovgivningsmagten, når det skal vurderes, om lovgivning og andre foranstaltninger er i
overensstemmelse med de krav, der følger af den enkelte rettighed, men at det derimod er mere
tvivlsomt, om de generelle bemærkninger også kan antages at have praktisk betydning for navnlig
domstolene og andre retsanvendende myndigheder, når de anvender gældende regler.
141
Inkorpore-
ringsudvalget lagde herved vægt på, at de generelle bemærkninger navnlig vedrører spørgsmålet
om, hvilke positive pligter medlemsstaterne har for at sikre virkeliggørelsen af den enkelte rettig-
hed.
Efter det nuværende udvalgs opfattelse behøver det forhold, at en generel bemærkning vedrører
staternes positive forpligtelser, dog ikke i sig selv at betyde, at den generelle bemærkning alene har
begrænset betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder. Udvalget bemærker
således, at staternes pligter ofte netop vedrører borgernes rettigheder, og udvalget vil derfor ikke
udelukke, at de generelle bemærkninger kan have betydning for domstolenes og andre retsanven-
dende myndigheders fortolkning af de enkelte rettigheder.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
3.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
Se betænkning nr. 1407/2001 side 207ff.
Inkorporeringsudvalget forholder sig i princippet kun til de generelle bemærkninger nr. 4, 7, 12, 13 og 14, idet de
øvrige generelle bemærkninger, dvs. nr. 15, 17, 18, 19 og 21, er fra efter betænkningens afgivelse i 2001.
141
Se betænkning nr. 1407/2010 side 207ff.
140
139
142
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0153.png
kan anføres for og imod en inkorporering af FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle
rettigheder.
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder beskytter i princippet alle og
enhver, jf. f.eks. konventionens artikel 6, 7, 9, 11 og 12, der taler om ‖ethvert menneskes ret‖. Kon-
ventionen indeholder i artikel 1, stk. 1, ligesom FN's konvention om borgerlige og politiske rettig-
heder en bestemmelse om, at alle folk har selvbestemmelsesret og frit kan bestemme deres politiske
stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Konventionen inde-
holder endvidere en lang række meget forskellige rettigheder. Som eksempler kan nævnes artikel 6
(ret til arbejde), artikel 7 (ret til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår), artikel 8 (ret til oprettelse og
indmeldelse i fagforeninger, strejkeret mv.), artikel 11 (ret til en tilstrækkelig levefod, passende
ernæring, beklædning og bolig), artikel 12 (ret til den højst opnåelige fysiske og psykiske sundhed),
artikel 13 (ret til uddannelse) og artikel 15 (ret til at deltage i kulturlivet).
Konventionen indeholder således rettigheder af central betydning for samfundet og for den enkelte
borger, og rettighederne omfatter retsområder, der har grundlæggende og stor betydning for borger-
nes hverdag og livsvilkår. Der er tale om rettigheder, der er beskrevet meget bredt. Endvidere anses
nydelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for en nødvendig forudsætning for effektiv
nydelse af borgerlige og politiske rettigheder, og de to sæt rettigheder anses for at være tæt for-
bundne.
142
Konventionen anses internationalt sammen med FN-konventionen om borgerlige og po-
litiske rettigheder for at være
for at være en af hovedkonventionerne blandt FN’s menneskerettig-
hedskonventioner.
Det følger af konventionens artikel 2, stk. 1, at der skal ske en gradvis virkeliggørelse af konventio-
nens rettigheder især ved nationale lovgivningsforanstaltninger. Konventionen anerkender endvide-
re, at gennemførelsen af konventionens rettigheder er tæt knyttet til spørgsmålet om de midler, som
medlemsstaten har til rådighed. Komiteen vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
har dog også udtalt, at konventionens bestemmelser i de fleste tilfælde må anses for at indeholde i
det mindste visse væsentlige judiciable aspekter,
143
og at flere af konventionens bestemmelser er af
en sådan karakter, at de vil kunne blive anvendt umiddelbart af nationale domstole (såkaldt ‖self-
executing‖).
En inkorporering vil efter udvalgets opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse af privates mu-
ligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsanvendende myn-
digheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). En inkorporering vil også kunne skabe større opmærksomhed og
bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets opfattelse, at en in-
korporering ved lov af FN-konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder herved
142
143
Se hertil betænkning 1407/2001 side 211.
Se generel bemærkning nr. 9, afsnit 10, fra komitéen vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
143
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vil indebære en styrkelse af borgerne retsstilling på de retsområder, som konventionen regulerer, i
det omfang konventionen indeholder bestemmelser, der kan håndhæves ved domstolene.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag kun findes få eksempler på, at konventionens
bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Konventionen ses
således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun påberåbt og/eller anvendt i fire sager,
(se kapitel 4, afsnit 3.2). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og andre retsan-
vendende myndigheder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se kapitel 6,
afsnit 3.4), hvilket vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i konventio-
nen og en bestemmelse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolknings- og for-
modningsreglen. Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og
andre retsanvendende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af borgernes rettigheder på
de retsområder, som FN-konventionen omfatter, i det omfang konventionens bestemmelser kan
håndhæves ved domstolene. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Heroverfor står det, at en stor del af konventionens bestemmelser er vagt formulerede bestemmel-
ser, og at konventionen indeholder
adskillige bestemmelser, der har karakter af såkaldte ‖program-
erklæringer‖, hvilket gør bestemmelserne mindre egnede til at blive inkorporeret (se kapitel
6, afsnit
3.8). Som eksempler kan nævnes konventionens artikel 6 om ‖retten til arbejde og ethvert
menne-
skes ret til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse‖, konventionens artikel 9 om ‖ethvert
menneskes ret til social tryghed, herunder socialforsikring‖ og artikel 12 om ‖ethvert menneskes ret
til at nyde den højst opnåelige fysiske og
psykiske sundhed‖.
Visse af konventionens bestemmelser vedrører endvidere spørgsmålet om medlemsstaternes positi-
ve forpligtelser. Det fremgår således af flere bestemmelser, at medlemsstaterne skal træffe egnede
foranstaltninger for at sikre virkeliggørelsen af konventionens rettigheder (se f.eks. artikel 6, stk. 1),
ligesom konventionen opregner nogle skridt, som medlemsstaterne skal tage for at sikre virkeliggø-
relsen af konventionens rettigheder (se f.eks. artikel 6, stk. 2). De generelle bemærkninger, som er
afgivet af komitéen vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, indeholder i flere
tilfælde ligeledes en opregning og beskrivelse af positive foranstaltninger, som medlemsstaterne
skal træffe for at sikre den fulde virkeliggørelse af konventionens rettigheder, jf. afsnit 3.3.3 oven-
for.
Nogle af de rettigheder, som konventionen beskytter, er i et vist omfang uddybet ved de generelle
bemærkninger fra FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Som ek-
sempel kan nævnes generel bemærkning nr. 14 om retten til den højest opnåelige sundhed, der op-
regner nogle grundlæggende, ufravigelige forpligtelser for medlemsstaterne. Dette gælder bl.a. plig-
144
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ten til at sikre borgerne mod hungersnød, ligesom det gælder pligten til at sikre dem adgang til ly
(‖shelter‖),
boliger og sanitet samt adgang til sikkert og drikkeligt vand.
FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har mulighed for at modtage
og behandle klager fra enkeltpersoner vedrørende medlemsstaternes påståede manglende overhol-
delse af konventionen. Den individuelle klageadgang til komitéen trådte dog først i kraft den 5. maj
2013. Komitéen har derfor endnu ikke gennem udtalelser i individuelle klagesager haft mulighed
for at præcisere indholdet og omfanget af medlemsstaternes forpligtelser og de deraf følgende ret-
tigheder for borgerne.
Den manglende praksis fra FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
må efter udvalgets opfattelse tillægges en vis betydning, bl.a. fordi komitéens generelle bemærk-
ninger (‖general comments‖) næppe i selv vil kunne opveje de vanskeligheder, der som følge af den
manglende praksis vil være i forhold til at fastlægge det præcise indhold af konventionens vagt
formulerede bestemmelser (se kapitel 6, afsnit 3.9). Dette forhold sammenholdt med, at en stor del
af bestemmelserne i konventionen er vagt formulerede og har karakter af ‖programerklæringer‖ (se
kapitel 6, afsnit 3.8), må antages at kunne medføre vanskeligheder for domstolene og de retsanven-
dende myndigheder med hensyn til vurdering af rækkevidden af konventionens bestemmelser og
anvendelse af dem i konkrete sager (se kapitel 6, afsnit 3.3).
Det er
som det fremgår af kapitel 3, afsnit 5
udvalgets opfattelse, at gennemførelsen af sådanne
bestemmelser overlader et betydeligt skøn til de enkelte stater, og at de valg, som udøvelsen af dette
skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten.
Det forhold, at FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder indeholder
vage
og generelle bestemmelser, kan
på den ene side
tale for, at konventionen som helhed ikke anses for
egnet til at blive inkorporeret. Det kan i den forbindelse anføres, at sådanne bestemmelser indebærer
en risiko for, at det overlades til domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgø-
relser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om forde-
lingspolitiske spørgsmål. Det kan ligeledes anføres, at der også er en risiko for, at FN’s komité ved-
rørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som endnu ikke har afgivet udtalelser i kon-
krete klagesager, vil udfylde konventionens bestemmelser vedrørende sådanne spørgsmål på en
anden måde, end dette ville være sket i Danmark. Selv om komitéens udtalelser ikke er folkeretligt
bindende for regeringen, kan udtalelserne herved komme til at præge forståelsen af konventionsbe-
stemmelsernes rækkevidde. Det kan derfor siges at bestå en risiko for, at domstolene og andre rets-
anvendende myndigheder ved en konflikt mellem en bestemmelse i konventionen samt tilhørende
udtalelser fra FN-komitéen og en bestemmelse i en anden dansk lov vil blive stillet i situationer,
hvor de anser sig for at være forpligtet til at træffe valg om fordelingspolitiske og andre spørgsmål,
som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at træffe.
145
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det kan
på den anden side
anføres, at konventionen er fuldt ud egnet til at blive inkorporeret, fordi
danske domstole og andre retsanvendende myndigheder allerede i dag fortolker dansk ret med fuld
opmærksomhed på og respekt for den danske retstraditions fordeling af kompetencen til at træffe
fordelingspolitiske valg. Det kan i den forbindelse anføres, at der ikke er grundlag i de hidtidige
erfaringer for at antage, at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ikke også frem-
over vil respektere denne rollefordeling, såfremt et ønske om at fastholde denne magtbalance er en
klar forudsætning for en inkorporering af konventionen. Ligeledes kan det anføres, at der også er en
række bestemmelser i konventionen, der er formuleret klart og præcist, og som derfor næppe vil
kunne give anledning til særlige vanskeligheder for domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder. F.eks. indeholder konventionens artikel 8 en bestemmelse om retten til at være medlem af en
fagforening, der har lighed med den tilsvarende rettighed i Den Europæiske Menneskerettigheds-
konventions artikel 11.
Det forhold, at
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
indeholder vage
og generelle bestemmelser, kan på den ene side tale for, at konventionen som helhed ikke anses for
egnet til at blive inkorporeret, fordi der er en risiko for, at domstolene og andre retsanvendende
myndigheder kommer til at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiv-
ningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske og andre spørgsmål. På den anden side kan
konventionen som helhed anses for egnet til at blive inkorporeret, fordi domstolene og andre rets-
anvendende myndigheder hidtil har udvist
og fremover må antages at ville udvise
tilbagehol-
denhed over for at træffe sådanne afgørelser. Udvalgets medlemmer vurderer dette spørgsmål for-
skelligt, jf. nærmere nedenfor afsnit 9.
Konventionen rejser efter udvalgets opfattelse ikke særlige problemer i relation til spørgsmålet om
dobbeltregulering i lovgivningen (se kapitel 6, afsnit 3.6), og konventionen medfører heller ikke på
nuværende tidspunkt en større belastning af domstolene og de retsanvendende myndigheder i for-
hold til at tilvejebringe et overblik over fortolkningsbidrag (se kapitel 6, afsnit 3.7).
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere
FN’s konvention om økonomi-
ske, sociale og kulturelle rettigheder. Opfordringerne er kommet i forbindelse med eksaminationer
af Danmark ved FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og UPR.
Ved en inkorporering af konventionen vil Danmark imødekomme opfordringerne, hvilket vil have en
positiv signalværdi i forhold til omverdenen (se kapitel 6, afsnit 3.2). Dette taler efter udvalgets
opfattelse for en inkorporering.
Blandt de ni lande, som Danmark har indhentet udtalelser fra, er FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder ifølge udvalgets oplysninger inkorporeret i Norge ved lov. I Frank-
rig og Nederlandene er konventionen umiddelbart anvendelig som følge af bestemmelser i landenes
146
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forfatninger. I Tyskland er konventionen blevet en del af tysk ret ved en såkaldt konventionslov,
mens den i Finland er sat i kraft ved bekendtgørelse. Island, Sverige og Storbritannien har ikke in-
korporeret konventionen, og Østrig har ratificeret konventionen med et såkaldt ‖inkorporeringsfor-
behold‖, der indebærer, at konventionen ikke er umiddelbart anvendelig, dvs.
konventionen kan
hverken påberåbes eller anvendes af borgerne, myndighederne eller domstolene (se kapitel 5).
Det
forhold, at der således er forskel på, om og hvordan de hørte lande har inkorporeret FN’s konven-
tion om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, taler efter udvalgets opfattelse hverken for
eller imod en inkorporering af konventionen i Danmark.
147
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0158.png
4. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
4.1. Indledning
Danmark har ratificeret FN's konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for
racediskrimination. Konventionen trådte i kraft for Danmark den 8. januar 1972. Reglerne i konven-
tionens artikel 14 om individuel klageadgang trådte dog først i kraft den 11. oktober 1985 ved
Danmarks afgivelse af en erklæring i henhold til bestemmelsen.
Danmark har taget et forbehold, hvorefter komitéen ikke må behandle en individuel klagesag,
medmindre komitéen har sikret sig, at samme sag ikke er eller har været genstand for behandling
efter andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse.
144
Danmark har ikke i øvrigt taget
forbehold til konventionen.
Konventionen pålægger de kontraherende stater at fordømme racediskrimination og at føre en poli-
tik, der tager sigte på afskaffe racediskrimination af enhver art, jf. konventionens artikel 2. Staterne
skal særligt fordømme raceadskillelse og apartheid, jf. konventionens artikel 3, samt al propaganda
om racemæssig overlegenhed, jf. konventionens artikel 4. Staterne forpligter sig til at forbyde og
afskaffe alle former for racediskrimination, jf. konventionens artikel 5, og til gennem deres kompe-
tente domstole mv. at sikre enhver effektiv beskyttelse og effektive retsmidler mod enhver racedis-
kriminerende handling, jf. konventionens artikel 6. Endelig skal staterne ifølge konventionen i sær-
deleshed inden for undervisning, uddannelse mv. iværksætte foranstaltninger til bekæmpelse af for-
domme mv. En nærmere beskrivelse af indholdet af konventionen findes i betænkning nr.
1407/2001 side 218f.
Konventionen er medtaget som bilag 3 til betænkningen.
4.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
145
Inkorporeringsudvalget anbefalede, at FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racedis-
krimination blev inkorporeret i dansk ret. Udvalget lagde herved bl.a. vægt på, at konventionen er
‖central‖, idet den beskytter en helt grundlæggende menneskerettighed i alle samfundsforhold.
Forbeholdet har følgende ordlyd: "Denmark recognizes the competence of the Committee on the Elimination of
Racial Discrimination to receive and consider communications from individuals or groups of individuals within Danish
jurisdiction claiming to be victims of a violation by Denmark of any of the rights set forth in the Convention, with the
reservation that the Committee shall not consider any communications unless it has ascertained that the same matter has
not been, and is not being, examined under another procedure of international investigation or settlement."
145
Se betænkning nr. 1407/2001 side 243.
144
148
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Efter udvalgets opfattelse måtte hovedparten af konventionens bestemmelser anses for ‖egnede‖ til
at blive anvendt som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer for domstolene
eller andre retsanvendende myndigheder. Udvalget lagde herved vægt på, at der var etableret en
individuel klageadgang, selv om komitéen på daværende tidspunkt kun havde afgivet udtalelse i et
begrænset antal klagesager. Komitéens praksis, der i flere tilfælde vedrørte Danmark, viser ifølge
udvalget således ikke alene, at konventionens bestemmelser ville være egnede til at blive anvendt
som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer for domstolene eller andre retsan-
vendende myndigheder, men også, at det ville være relevant at tilvejebringe et bedre grundlag for,
at disse myndigheder løbende kan tage denne praksis i betragtning. Efter udvalgets opfattelse bidrog
komitéens praksis allerede da på en væsentlig måde til at præcisere indholdet og omfanget af kon-
ventionens bestemmelser. Hertil kom, at komitéens praksis ifølge udvalget ville få øget betydning i
takt med antallet af klagesager, der måtte forventes afgjort i de kommende år.
Siden afgivelsen af betænkning 1407/2001 er der ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 indsat en be-
stemmelse i straffelovens § 81, nr. 6, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal
indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro,
seksuelle orientering eller lignende.
4.3. Kontrol og retshåndhævelse
Der er ved konventionen oprettet en
komité vedrørende afskaffelse af racediskrimination,
som har
kompetence til at påse, at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser i henhold til konventionen,
jf. konventionens afsnit II.
Komitéen består af 18 sagkyndige medlemmer af høj moralsk omdømme og anerkendt upartiskhed,
der vælges af deltagerstaterne blandt deres egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab,
jf. konventionens artikel 8.
Efter konventionens artikel 9 er de kontraherende stater forpligtet til at indsende
periodiske rappor-
ter
om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative eller andre foranstaltninger, som de har gen-
nemført, og som sætter konventionens bestemmelser i kraft. Komitéen kan anmode om yderligere
oplysninger fra deltagerstaterne.
Danmark har indtil videre udarbejdet 21 rapporter (se afsnit 4.3.1). Rapporterne gennemgås af ko-
mitéen sammen med de enkelte deltagerstater. Denne gennemgang har karakter af en form for
ek-
samination,
hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens medlemmer. Komitéen
udarbejder på baggrund af drøftelserne
afsluttende bemærkninger og anbefalinger
til staten (se af-
snit 3.2.). Efter konventionens artikel 9 kan komitéen herudover vedtage
generelle bemærkninger
149
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0160.png
(general comments) vedrørende bl.a. konventionens fortolkning og anvendelse. Komitéen har fore-
løbig udarbejdet 27 generelle bemærkninger (se afsnit 4.3.3.).
Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører konventionens bestemmelser,
kan den gøre komitéen opmærksom herpå, jf. artikel 11. Komitéen nedsætter ved behandlingen af
sådanne
mellemstatslige klager
en ad hoc mæglingskommission, jf. artikel 12. Kommissionens
sagsbehandling kan ende med, at den kommer med henstillinger, som den måtte anse for egnede til
en mindelig afgørelse af tvisten, jf. artikel 13. Efter de for udvalget foreliggende oplysninger har
komitéen endnu ikke fået forelagt en mellemstatslig klagesag.
Endelig kan en deltagerstat i henhold til konventionens artikel 14 når som helst erklære, at den an-
erkender komitéens kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller
grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for en krænkelse fra
den pågældende deltagerstats side af nogen af de i konventionen omhandlede rettigheder. Danmark
har anerkendt komitéens kompetence til at behandle sådanne
individuelle klagesager
(se afsnit 3.4).
Komitéens behandling af klagen har karakter af en kontradiktorisk procedure, og klagesagen ender
med, at komitéen fremsender sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat
og til ansøgeren (se artikel 14, stk. 7, litra b). Komitéen har pr. 1. januar 2014 afgivet udtalelse i 48
individuelle klagesager. Samtlige klagesager nummereres fortløbende.
4.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har som nævnt afgivet 21 rapporter i henhold til konventionens artikel 9, stk. 1.
146
Rapporterne er opbygget med et indledende afsnit med generelle bemærkninger om rapporten (kapi-
tel I). Herefter følger et omfattende afsnit med oplysninger vedrørende konventionens enkelte mate-
rielle bestemmelser (kapitel II). Rapporterne redegør for nye og påtænkte foranstaltninger til virke-
liggørelse af de rettigheder, der er anerkendt i konventionen, og for de fremskridt, der er gjort med
hensyn til nydelsen af disse rettigheder siden afgivelsen af forrige rapport. Der meddeles således
oplysninger om bl.a. nye love, regeringens handlingsplaner, relevant retspraksis og administration
af gældende regler. Rapporterne indeholder supplerende oplysninger, som komitéen måtte have
Den 1. rapport blev afgivet i januar 1973 (se dokument CERD/C/R.50/Add.3). Den 2. rapport blev afgivet i januar
1975 (se dokument CERD/C/R.77/Add.2). Den 3. rapport blev afgivet i marts 1977 (se dokument
CERD/C/R.98/Add.3). Den 4. rapport blev afgivet i marts 1979 (se dokument CERD/C/48/Add.2). Den 5. rapport blev
afgivet i juni 1981 (se dokument CERD/C/75/Add.5). Den 6. rapport blev afgivet i august 1983 (se dokument
CERD/C/106/Add.9). Den 7. rapport blev afgivet i oktober 1985 (se dokument CERD/C/131/Add.6). Den 8. rapport
blev afgivet i oktober 1987 (se dokument CERD/C/158/Add.8). Den 9. rapport blev afgivet i august 1989 (se dokument
CERD/C/184/Add.2). Den10., 11. og 12. rapport blev afgivet i en samlet rapport i marts 1995 (se dokument
CERD/C/280/Add.1). Den 13. rapport blev afgivet i januar 1997 (se dokument CERD/C/319/Add.1). Den 14. rapport
blev afgivet i januar 1999 (se dokument CERD/C/362/Add.1). Den 15. rapport blev afgivet i januar 2001. Den 16. og
17. rapport blev afgivet i juni 2005 (se dokument CERD/C/496/Add.1). Den 18. og 19. rapport blev afgivet i juli 2009
(se dokument CERD/C/DEN/18-19). Den 20. og 21. rapport blev afgivet i juni 2013 (CERD/C/DNK/20-21).
146
150
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0161.png
anmodet om. Rapporterne redegør endelig for, hvordan Danmark har fulgt op på komitéens konklu-
sioner og anbefalinger i forbindelse med eksaminationen af forrige rapport samt Danmarks opfølg-
ning på komitéens udtalelser i individuelle klagesager.
Domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil som anført i betænkning nr. 1407/2001 alene
finde begrænset vejledning i de danske rapporter ved fortolkningen og anvendelsen af konventio-
nens bestemmelser i konkrete sager. Det skyldes, at rapporterne i det væsentlige består af faktuelle
oplysninger om den danske retstilstand til brug for komitéens efterfølgende eksamination.
4.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Af de 21 rapporter, som Danmark har udarbejdet, har 19 været gjort til genstand for en eksaminati-
on. På baggrund af disse eksaminationer har komitéen udarbejdet afsluttende bemærkninger og an-
befalinger.
For så vidt angår komitéens behandling af Danmarks 18. og 19. rapport, er de afsluttende bemærk-
ninger og anbefalinger opbygget således, at der efter en generel indledning følger et afsnit om posi-
tive aspekter (‖positive aspects‖) efterfulgt af et afsnit om forhold, der giver anledning til bekym-
ring og anbefalinger fra komitéens side (‖concerns and recommendations‖).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 20. september 2010, som omfatter Danmarks 18.
og 19. rapport, indeholder følgende opregning af
forhold, der giver anledning til bekymring og an-
befalinger
(‖concerns and recommendations‖)
147
:
‖8.
The Committee notes with regret that notwithstanding its previous concluding obser-
vations recommending the incorporation of the International Convention on the Elimina-
tion of All Forms of Racial Discrimination, the State party finds it unnecessary to do so
because, arguably, the Convention is already a source of law in Danish courts. However,
the non-incorporation of international treaties results in reluctance by lawyers and judges
to invoke such treaties in Danish courts. (art. 2)
The Committee reiterates its position that the State party should incorporate the
Convention into its legal system to ensure its direct application before Danish Courts
in order to afford all individuals its full protection.
9. The Committee, while taking note of the State party’s efforts to
encourage reporting of
hate crimes through the preparation of guidelines on the handling of cases under section
266 B of the Criminal Code, is concerned at the broad powers of the Director of Public
Prosecutions to stop investigations, withdraw charges or discontinue cases, and at the
large number of cases that have been discontinued by the Director of Public Prosecutions,
which would discourage reporting by victims. The Committee is also concerned at the
147
Se dokument CERD/C/DNK/CO/18-19 af 20. september 2010.
151
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
current proposals by various politicians to repeal section 266 B, but welcomes the assur-
ances by the State party that the provision will not be repealed. In addition, the Committee
is concerned at the large number of complaints it receives under its communications pro-
cedure provided for under article 14 of the Convention, mainly in relation to hate crimes
(arts. 4 (a) and (6))
The Committee recommends that the State party should limit the powers of the Di-
rector of Public Prosecutions by establishing an independent and multicultural over-
sight body to assess and oversee the decisions taken by the Director of Public Prose-
cutions with regard to cases under section 266 B of the Criminal Code to ensure that
discontinuance of cases does not discourage victims from lodging complaints or
promote impunity for perpetrators of hate crimes. In line with its general recom-
mendation No. 31 (2005), the Committee urges the State party to resist calls to repeal
section 266 B, which would compromise the efforts and gains that the State party has
made in combating racial discrimination and hate crimes.
10. The Committee regrets that the State party has neither provided satisfactory data on
the numbers and legal status of the Roma generally nor accounted for the Roma from oth-
er European Union (EU) countries who settled in the State party during the post-1990 pe-
riod (arts. 2 and 5).
The Committee recommends that the State party take appropriate measures to es-
tablish the numbers and legal status of the Roma in the country. The State party
should also provide shelter to the Roma and Travellers in the country, afford them
full protection from discrimination, racial profiling, hate crimes, and facilitate their
access to public services.
11. The Committee notes with concern that applicants to the police service from ethnic
backgrounds other than Danish fail the police recruitment test in disproportionate num-
bers, and also account for the high drop-out rates from police colleges. The Committee is
also concerned at the higher rates of unemployment among immigrants and their descen-
dants from countries outside the EU, North America and the Nordic countries (arts. 2, 5
and 6)
The Committee urges the State party to adopt specific measures to establish the
main reasons why applicants from ethnic backgrounds other than Danish fail the po-
lice recruitment test and drop out of police colleges. The State party should streng-
then its efforts in promoting people from ethnic backgrounds other than Danish to
serve as police officers in order to achieve a racially balanced police service. The
State party must also strengthen its efforts to remove all impediments for migrants
in the labour market such as racial prejudices and stereotypes, by promoting a
change of mindset amongst employers through awareness-raising campaigns.
12. The Committee notes the recent amendments to the Aliens Act, which introduce a new
100-point system for obtaining a permanent residence permit, aimed, on the one hand, at
establishing a direct link between integration and obtaining a residence permit, and, on the
other, at encouraging migrants to make an effort to obtain a residence permit. The Com-
mittee, however, regrets that this points-based system introduces onerous and stringent re-
152
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
quirements that would virtually exclude beneficiaries of international protection (arts. 2, 5
and 6).
The Committee recommends that the State party take specific measures to assess the
implementation of this new system to ensure that it does not exclude applicants on
the basis of poverty, dependence on State resources, level of education, failure to pe-
netrate the labour market and passing the Danish language test. Furthermore, the
State party must ensure that the new system does not exclude beneficiaries of inter-
national protection who due to age, trauma or other vulnerabilities do not meet the
criteria and therefore cannot complete the integration targets set out in the law.
13. The Committee notes with concern the legal requirement that foreign women who are
victims of domestic violence must have lived continuously in the State party for at least
two (2) years before cessation of cohabitation due to their spouse’s abuse in order to be el-
igible for a permanent residence permit (art. 5(b)).
The Committee recommends that the State party take measures to continuously and
closely monitor the application of this legal requirement to ensure that women who
are victims of domestic violence are not forced to cohabit with their abusive spouses
so that they can complete the two (2) year eligibility period for a residence permit.
The State party should adopt concrete measures to promote other options for eligi-
bility for a residence permit after cessation of cohabitation for women who fall short
of the two (2) year requirement.
14. The Committee reiterates its concern at the restrictive conditions under Danish law
with regard to family reunification. This relates to the requirements that both spouses must
have attained the age of 24, and that their aggregate ties with Denmark must be stronger
than their ties with any other country unless the spouse living in Denmark has been a Da-
nish national or has been residing in Denmark for more than 28 years. The Committee rei-
terates its concern that this may lead to a situation where persons belonging to ethnic and
national backgrounds other than Danish are discriminated against in the enjoyment of
their right to family life, marriage and choice of spouse (art. 5 (d)(iv))
The Committee urges the State party to adopt concrete measures to assess the racial
impact of this legislation on the enjoyment of the right to family life, marriage and
choice of spouse. Furthermore, the study must assess whether this law unduly re-
stricts entry into marriage and whether this limitation on the rights affected out-
weighs the mischief it seeks to prevent, namely forced and early marriages. The State
party should also evaluate whether this requirement unduly restricts those people
who satisfy the minimum age requirement for contracting a lawful marriage in
Denmark.
15. The Committee, while it appreciates that the State party’s objective under the ―anti-
ghettoization‖ law is to prevent marginalized groupings and not ethnic groupings, it re-
grets the lack of data on the impact that the implementation of this law has on the affected
people’s rights to freedom of residence, the practice
of their culture and preservation of
their cultural identities (arts. 5 (d) (i) and (e) (iii) and (vi))
153
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
The Committee recommends that the State party assess the impact that the imple-
mentation of the anti-ghettoization law has on the rights of various ethnic groups to
practise their culture, and ensure that it does not have an assimilationist effect that
leads to the loss of cultural identities by those affected by this law.
16. The Committee, while noting that the government has conferred autonomy and discre-
tion on municipalities and private institutions with regard to offering mother-tongue tui-
tion, it regrets that it has failed to provide general policy direction on this matter to muni-
cipalities and other actors in the field. The Committee notes that mother-tongue teaching
is only offered to children from EU and European Economic Area (EEA) countries and
those from Faroes and Greenland in order to maintain their language proficiency should
they subsequently return to these places. However, there is no explanation as to why
people of other ethnic groups that seek to benefit from mother-tongue tuition have not
been included in the programme (art. 5 (e) (v) and (vi))
The Committee recommends that the State party provide a general educational poli-
cy on this matter to cover all groups and take appropriate measures to assess wheth-
er people of other ethnic groups require mother-tongue teaching and that this be ex-
tended to their children who can then benefit on an equal footing with children from
the EU, EEA countries, Faroes and Greenland.
17. The Committee reiterates its concern with regard to the decision of the Supreme Court
handed down on 28 November 2003 relating to the Thule Tribe of Greenland. The deci-
sion failed to follow established international norms in the conceptualization of indigen-
ous peoples. As a result, the Supreme Court rendered a decision which found that the
Thule Tribe are not a distinct indigenous people notwithstanding their own perception as
such. The Committee further notes the case
of Greenlandic people considered to be ―legal-
ly fatherless‖ because they were born out of wedlock to Danish men who were in Green-
land in the 1950s and 1960s. This status has an impact on matters of family law, land
ownership and inheritance (art. 5 (d) (vi))
The Committee reiterates that, pursuant to its general recommendation No. 8 (1990)
and other United Nations instruments, the State party is urged to pay particular at-
tention to self-identification as a critical factor in the identification and conceptuali-
zation of a people as indigenous. The Committee therefore recommends that, not-
withstanding the decision of the Supreme Court, the State party adopt measures to
ensure that self-identification is the primary means for determining whether a
people are indigenous or not. In this regard, the Committee recommends that the
State party adopt concrete measures to ensure that the status of the Thule Tribe re-
flects established international norms on indigenous peoples’ identification.
The Committee urges the State party to take measures to address the problems faced
by the legally fatherless who, by virtue of having been born out of wedlock, are nega-
tively affected by various laws including the laws governing family life, land owner-
ship and inheritance.
18. The Committee, while welcoming the establishment of the Board of Equal Treatment
to consider complaints alleging discrimination in all fields, notes that the prescribed pro-
154
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
cedure is very impersonal in that individuals can only lodge complaints in writing, includ-
ing through letters and do not have to appear in person. The Committee further notes that
the Board is not in a position to obtain evidence such as explanations or testimonies by the
parties concerned, and that the secretariat of the Board can dismiss complaints found to be
unsuitable for consideration by the Board (art. 6).
The Committee recommends that the State party strengthen the Board’s complaint-
lodging procedure to enable complainants to provide oral testimony, which will also
assist the panel of the Board to assess and appreciate the demeanour of the parties to
the complaint. The Committee urges the State party to revise the procedure of the
Board to ensure that the Secretariat does not usurp the powers of the Board by re-
jecting complaints before they are considered by the panel.
19. The Committee notes with concern the lack of data on the ethnic composition of pris-
on populations which would assist it in understanding the nature of crimes perpetrated by
various ethnic groups or nationals.
The Committee recalls its general recommendation No. 31 and urges the State party
to compile data disaggregated by nationality and/or ethnic origin and nature of the
offence for all prisons in the State party.
20. Bearing in mind the indivisibility of all human rights, the Committee encourages the
State party to consider ratifying those international human rights treaties which it has not
yet ratified, in particular treaties whose provisions have a direct bearing on the subject of
racial discrimination, such as the International Convention on the Protection of the Rights
of All Migrant Workers and Members of Their Families (1990).
21. In light of its general recommendation No. 33 (2009) on follow-up to the Durban Re-
view Conference, the Committee recommends that the State party give effect to the Dur-
ban Declaration and Programme of Action, adopted in September 2001 by the World Con-
ference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance, tak-
ing into account the Outcome Document of the Durban Review Conference, held in Ge-
neva in April 2009, when implementing the Convention in its domestic legal order. The
Committee requests that the State party include in its next periodic report specific infor-
mation on action plans and other measures taken to implement the Durban Declaration
and Programme of Action at the national level.
22. The Committee recommends that the State party continue consulting and expanding
its dialogue with civil society organizations working in the area of human rights protec-
tion, in particular in combating racial discrimination, in connection with the preparation of
the next periodic report.
23. The Committee recommends that the State party ratify the amendments to article 8,
paragraph 6, of the Convention, adopted on 15 January 1992 at the fourteenth meeting of
States parties to the Convention and endorsed by the General Assembly in its resolution
47/111 of 16 December 1992. In this connection, the Committee cites General Assembly
resolution 61/148 and 63/243, in which the Assembly General strongly urged States par-
ties to accelerate their domestic ratification procedures with regard to the amendment to
155
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0166.png
the Convention concerning the financing of the Committee and to notify the Secretary-
General expeditiously in writing of their agreement to the amendment.
24. The Committee recommends that the State party’s reports be made readily available
and accessible to the public at the time of their submission, and that the observations of
the Committee with respect to these reports be similarly publicized in the official and oth-
er commonly used languages, as appropriate.
25. Noting that the State Party submitted its core document in 1995, the Committee en-
courages the State Party to submit an updated version in accordance with the harmonized
guidelines on reporting under the international human rights treaties, in particular those on
the common core document, as adopted by the fifth inter-Committee meeting of the hu-
man rights treaty bodies held in June 2006 (HRI/MC/2006/3).
26. In accordance with article 9, paragraph 1, of the Convention and rule 65 of its
amended rules of procedure, the Committee requests the State party to provide informa-
tion, within one year of the adoption of the present conclusions, on its follow-up to the
recommendations contained in paragraphs 13, 15, 18 and 19 above.
27. The Committee also wishes to draw the attention of the State party to the particular
importance of recommendations 8, 9, 10, and 11, and request the State party to provide
detailed information in its next periodic report on concrete measures taken to implement
these recommendations.
28. The Committee recommends that the State party submit its 20th and 21st periodic re-
ports in a single document, due on 8th January, 2013
148
, taking into account the guidelines
for the CERD-specific document adopted by the Committee during its seventy-first ses-
sion (CERD/C/2007/1), and that it address all points raised in the present concluding ob-
servations. The Committee also urges the State party to observe the page limit of 40 pages
for treaty-specific reports and 60-80 pages for the common core document (see harmo-
nized guidelines for reporting contained in document HRI/GEN.2/Rev.6, para.
19).‖
Som anført i betænkning nr. 1407/2001
149
vil domstolene og andre retsanvendende myndigheder
alene finde
begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolkningen
og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
Dette skyldes bl.a., at komitéens
udtalelser generelt har karakter af en dialog med deltagerstaten med henblik på at sikre konventio-
nens gennemførelse i den pågældende stat, hvorimod komitéen afholder sig fra at fremsætte mere
generelle udtalelser. De afsluttende bemærkninger og anbefalinger er desuden generelt formuleret
kortfattet, hvilket i sig selv begrænser den praktiske betydning heraf ved fortolkningen og anvendel-
sen af konventionens bestemmelser.
4.3.3. Generelle bemærkninger
148
149
Rapporten blev afleveret den 24. juni 2013. Se dokument CERD/C/DNK/20-21.
Se betænkning nr. 1407/2001 side 223f.
156
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen har som nævnt nu udarbejdet 35
mod 27 i betænkning nr. 1407/2001
generelle be-
mærkninger (‖general recommendations‖), der generelt er meget kortfattede. Det drejer sig om føl-
gende generelle bemærkninger (den engelske titel er benyttet):
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
―States parties’ obligations (Article 4)‖
af 25. februar 1972
―States parties’ obligations (Article 9)‖
af 25. februar 1972
―Apartheid (Article 3)‖
af 24. august 1973
―Demographic composition of the population (Article 9)‖
af 24. august 1973
―Reporting by States parties (Article 7)‖
af 14. april 1977
―Overdue reports (Article 9)‖
af 19. marts 1982
―Legislation to eradicate racial discrimination (Article 4)‖
af 23. august 1985
―Identification with a particular racial or ethnic group (Article 1, paras. 1 & 4)‖
af 24. august
1990
9.
―Independence of experts (Application of Article 8, para. 1)‖
af 24. august 1990
10.
―Technical assistance‖
af 22. marts 1991
11.
―Non-citizens (Article 1)‖
af 19. marts 1993
12.
―Successor states‖
af 19. marts 1993
13.
―Training of law enforcement officials in the protection of human rights‖
af 19. marts 1993
14.
―Definition of discrimination (Article 1, para. 1)‖
af 19. marts 1993
15.
―Organized violence based on ethnic origin (Article 4)‖
af 19. marts 1993
16.
―References to situations existing in other States (Article 9)‖ af 19. marts 1993
17.
―Establishment of national institutions to facilitate implementation of the Convention‖ af 19.
marts 1993
18.
―Establishment of an international tribunal to prosecute crimes against humanity‖ af 18.
marts 1994
19.
―Racial segregation and apartheid (Article 3)‖ af 18. august 1995
20.
―Non-discriminatory
implementation
of rights and freedoms (Article 5)‖ af 15. marts 1996
21.
―Right to self-determination‖ af 15. marts 1996
22.
―Article 5 and refugees and displaced persons‖ af 23. august 1996
23.
―Indigenous Peoples‖
af 18. august 1997
24.
―Reporting of persons belonging to different
races, national/ethnic groups, or indigenous
peoples (Article 1)‖ af 27. august 1999
25.
―Gender related dimensions of racial discrimination‖ af 20. marts 2000
26.
―Article 6 of the Convention‖ af 24. marts 2000
27.
―Discrimination against Roma‖ af 16. august 2000
28.
―The
follow-up to the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenopho-
bia and Related Intolerance‖ af 19. marts 2002
29.
―Article 1, paragraph 1 of the Convention‖ af 1. november 2002
30.
―Discrimination Against Non-Citizens‖ af 1. oktober 2004
157
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0168.png
31.
―General recommendation XXXI on the prevention of racial discrimination in the adminis-
tration and functioning of the criminal justice system‖ af 3. oktober 2005
32.
―The meaning and scope of special measures in the International Convention on the Elimi-
nation of
All Forms of Racial Discrimination‖ af 24. september 2009
33.
―Follow-up to the Durban Review Conference‖ af 29. september 2009
34.
―Racial discrimination against people of African descent‖ af 3. oktober 2011
35.
―Combatting racist hate speech‖ af 26. september 2013
Flere af de generelle bemærkninger har som anført i betænkning nr. 1407/2001
150
alene en
begræn-
set betydning ved fortolkningen og anvendelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder.
Det
gælder bl.a. udtalelserne vedrørende konventionens artikel 9, stk. 1, om udarbejdelse af rapporter,
herunder problemer med staters undladelse af at udarbejde disse (nr. 6 og 10), indholdsmæssige fejl
og mangler (nr. 2, 5 og 16) samt forudsætninger for og forslag til forbedringer (nr. 9 og 17). Det
gælder komitéens generelle bemærkninger, hvor staterne anmodes om at meddele bestemte oplys-
ninger i deres kommende rapporter (nr. 4), samt bemærkninger vedrørende opfølgningen på forskel-
lige konferencer (nr. 28 og 33).
Den begrænsede betydning for fortolkningen og anvendelsen af konventionen gælder også komité-
ens generelle bemærkninger, der tager sigte på racediskrimination set i forhold til særlige grupper,
herunder flygtninge og tvangsforflyttede personer (nr. 22), oprindelige folk (nr. 23), kvinder (nr.
25), romaer (nr. 27), udlændinge (nr. 30) og personer af afrikansk oprindelse (nr. 34), og bemærk-
ningerne vedrørende kriterier, der er anvendelige, ved identifikationen af et individs tilhørsforhold
til en bestemt race m.v. (nr. 8 og 24). Endvidere gælder det komitéens generelle bemærkninger in-
deholdende betragtninger omkring det indbyrdes forhold mellem nationale foranstaltninger til
fremme af konventionen og tilsvarende internationale tiltag (nr. 3), behovet for en international
straffedomstol (nr. 18), forebyggelse af racediskrimination i det strafferetlige system (nr. 31), be-
kæmpelse af racistisk betonede udtalelser (‖hate speech‖) (nr. 35),
spørgsmålet om retten til selvbe-
stemmelse som grundlag for en påstået ret til løsrivelse (nr. 11), opfordringer til vedtagelse af lov-
givning som forudsat i konventionen (nr. 1 og 7), opfordringer til vedtagelse af foranstaltning til
forebyggelse af racediskrimination (nr. 29) og opfordringer til nye stater om at tiltræde konventio-
nen (nr. 12). Disse generelle bemærkninger har efter udvalgets opfattelse kun begrænset betydning
for fortolkningen og anvendelsen af konventionen, idet de i vidt omfang beskriver de retlige og fak-
tiske områder, hvor racediskrimination giver anledning til særlige problemer, og/eller hvad med-
lemsstaterne positivt bør gøre for at bekæmpe racediskrimination.
150
Se betænkning nr. 1407/2001 side 225f.
158
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0169.png
Der findes som anført i betænkning nr. 1407/2001
151
dog også flere eksempler på, at komitéen har
udtalt sig om konventionens materielle bestemmelser. Komitéens generelle bemærkninger indehol-
der således på flere og væsentlige punkter reelle
fortolkningsbidrag vedrørende konventionens en-
kelte rettigheder.
Komitéen har således bl.a. udtalt sig om, hvornår en forskelsbehandling udgør en diskrimination i
strid med konventionens artikel 1 (nr. 14), om forholdet mellem andre menneskerettighedsinstru-
menter og konventionens artikel 1, stk. 2 (nr. 11) og om rækkevidden af konventionens artikel 3,
herunder spørgsmålet om staternes positive forpligtelser (nr. 19). Komitéen har endvidere udtalt sig
om spørgsmålet om, hvilke rettigheder artikel 5 skaber (nr. 20), og om artikel 4’s forpligtende ka-
rakter og staternes forpligtelse i henhold til artikel 4, litra b (nr. 15). Endelig har komitéen udtalt sig
om konventionens artikel 1, stk. 4, og artikel 2, stk. 2, vedrørende spørgsmålet om positive foran-
staltninger (‖special measures‖) (nr. 32), konventionens artikel 6 vedrørende spørgsmålet om godt-
gørelse for fysisk eller psykisk skade til et offer for racediskrimination (nr. 26) og konventionens
artikel 7 vedrørende betydningen af uddannelse som forudsætning for opfyldelse af konventionens
artikel 2, stk. 1, og artikel 5 (nr. 13).
Uanset at disse bemærkninger
ligesom de øvrige generelle bemærkninger
generelt er kortfattede
og i nogle tilfælde behandler et forholdsvis begrænset område, har de efter udvalgets opfattelse
be-
tydning for fortolkningen og anvendelsen af konventionens materielle bestemmelser
og således
praktisk betydning for lovgivningsmagten, domstolene og andre retsanvendende myndigheder og
enkeltpersoner.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1407/2001 side 224ff.
4.3.4. Individuelle klagesager
Ifølge konventionens artikel 14, stk. 7, litra b, fremsender komitéen, når den har behandlet en indi-
viduel klage, sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat og til ansøge-
ren. Der er således ikke tale om en afgørelse i formel forstand, ligesom udtalelserne ikke er retligt
bindende for deltagerstaterne. Komitéen tager under sagsbehandlingen først stilling til, om klagen
kan behandles i realiteten (klagens admissibilitet), og i bekræftende fald derefter, om der foreligger
en krænkelse af konventionens materielle bestemmelser (klagens realitet).
Betænkning nr. 1407/2001 indeholder en gennemgang af komitéens praksis frem til 2001. Det anfø-
res i den forbindelse bl.a., at flere af de individuelle klagesager vedrører konventionens
formelle
151
Se betænkning nr. 1407/2001 side 226ff.
159
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0170.png
klagebetingelser
og
processuelle spørgsmål,
der ikke har betydning for anvendelsen og fortolknin-
gen af konventionens materielle bestemmelser. Der gives i betænkningen dog også en række ek-
sempler på, at komitéen har forholdt sig til konventionens enkelte
materielle bestemmelser.
Siden 2001 har komitéen (pr. 1. april 2014) afgivet udtalelse i 34 sager,
152
hvoraf flere vedrører
konventionens formelle klagebetingelser og processuelle spørgsmål. Komitéen har således bl.a.
taget stilling til, hvorvidt klager kan anses for omfattet af en gruppe af enkeltpersoner, som hævder
at være ofre for en krænkelse (ratione personae),
153
hvorvidt juridiske personer kan være klageberet-
tigede,
154
hvorvidt en admissibilitetsindsigelse vedrører forhold, der fandt sted inden den indklagede
stat var forpligtet af konventionen (ratione temporis),
155
hvorvidt en admissibilitetsindsigelse vedrø-
rer materielle forhold (ratione materiae),
156
og i hvilket omfang klager er fritaget for at udnytte et
retsmiddel, f.eks. fordi anvendelsen heraf vil trække sagen urimeligt i langdrag,
157
fordi der ikke er
adgang til retshjælp,
158
eller endelig fordi klager stiller sig tvivlende over for et retsmiddels effekti-
vitet.
159
Herudover har komitéen fastslået, at artikel 14, stk. 4, ikke er til hinder for, at oplysninger i
en individuel klagesag offentliggøres af sagens parter, inden komitéen har taget stilling til sagen.
160
Komitéen har endvidere i flere udtalelser udtalt sig om konventionens
materielle bestemmelser.
Konventionens
artikel 1
er citeret i flere udtalelser, herunder ofte i forening med andre af konventi-
onens materielle bestemmelser. Komitéen har bl.a. fastslået, at racediskriminationsbegrebet ikke er
begrænset til foranstaltninger, der er direkte diskriminerende, men også omfatter foranstaltninger,
der er indirekte diskriminerende.
161
Komitéen har desuden fastslået, at konventionen ikke omfatter
diskrimination på grundlag af religion alene.
162
Komitéen har under henvisning til
artikel 2, litra d,
sammenholdt med artikel 4 og 6 bl.a. fastslået,
at der påhviler staterne en streng forpligtelse til at foretage en grundig og omhyggelig efterforskning
Komitéen har dermed offentliggjort i alt 48 udtalelser, som er tilgængelige via FN’s Højkommissær for Menneske-
rettigheders hjemmeside www.ohchr.org. Udtalelserne kan endvidere findes via www.bayefsky.com og hjemmesiden
for det nederlandske menneskerettighedsinstituts (Netherlands Institute of Human Rights) http://sim.law.uu.nl.
153
Se klagesag 40/2007 (udtalelse af 8. august 2007, CERD/C/71/D/40/2007), klagesag 44/2009 (udtalelse af 25. august
2010, CERD/C/77/D/44/2009), klagesag 45/2009 (udtalelse af 19. september 2011, CERD/C/79/D/45/2009) og klage-
sag 48/2010 (udtalelse af 10. maj 2013, CERD/C/82/D/48/2010).
154
Se klagesag 28/2003 (udtalelse af 26. august 2003, CERD/C/63/D/28/2003) og klagesag 38/2006 (udtalelse af 3.
marts 2008, CERD/C/72/D/38/2006).
155
Se klagesag 29/2003 (udtalelse af 8. marts 2006, CERD/C/68/D/29/2003).
156
Se klagesag 37/2006 (udtalelse af 8. august 2007, CERD/C/71/D/37/2006).
157
Se klagesag 29/2003 (udtalelse af 8. marts 2006, CERD/C/68/D/29/2003).
158
Se klagesag 24/2002 (udtalelse af 21. marts 2003, CERD/C/62/D/24/2002).
159
Se klagesag 21/2001 (udtalelse af 10. august 2001, CERD/C/59/D/21/2001).
160
Se klagesag 29/2003 (udtalelse af 8. marts 2006, CERD/C/68/D/29/2003).
161
Se klagesag 31/2003 (udtalelse af 10. marts 2005, CERD/C/66/D/31/2003).
162
Se klagesag 36/2006 (udtalelse af 8. august 2007, CERD/C/71/D/36/2006) og klagesag 37/2006 (udtalelse af 8. au-
gust 2007, CERD/C/71/D/37/2006).
152
160
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0171.png
i sager om påstået racediskrimination, ligesom efterforskningen skal foretages inden for en rimelig
tid.
163
Komitéen har ikke fundet artikel 3 anvendelig i en sag om et voldeligt overfald, der ifølge klagerne
udgjorde et forsøg på raceadskillelse eller apartheid.
164
For at staterne kan siges at leve op til bestemmelserne i
artikel 4
har komitéen understreget, at det
ikke er tilstrækkeligt, at staterne har vedtaget passende lovgivning. Staterne må også sikre, at lov-
givningen håndhæves effektivt.
165
Komitéen har endvidere fastslået, at artikel 4 kodificerer stater-
nes pligt til ikke blot at beskytte befolkningen mod tilskyndelser til racehad, men også mod udbre-
delse af idéer om raceoverlegenhed eller racehad.
166
Komitéen har udtalt, at det ikke er komitéens opgave abstrakt at vurdere, om en medlemsstats lov-
givning er i overensstemmelse med konventionen, men derimod at vurdere om der er sket en over-
trædelse i den konkrete sag.
167
Herudover har komitéen fastslået, at det ikke er dens opgave at efter-
prøve nationale myndigheders vurdering af de faktiske omstændigheder og forståelsen af national
lovgivning i en sag, medmindre myndighedernes afgørelse er åbenlyst arbitrær eller i øvrigt udgør
en nægtelse af retfærdighed.
168
I relation til konventionens
artikel 6
har komitéen bl.a. fastslået, at artikel 6 ikke pålægger staterne
en pligt til at indføre en ordning i form af flere på hinanden følgende retsmidler op til og med Høje-
sterets niveau,
169
og at
begrebet ‖effektivt retsmiddel‖ ikke er begrænset til straffesager
baseret på
bestemmelser, der specifikt, udtrykkeligt og udelukkende vedrører racediskriminerende handlin-
ger.
170
Der henvises i øvrigt til gennemgangen i betænkning nr. 1407/2001.
171
4.3.5. Særligt om individuelle klagesager mod Danmark
Se f.eks. klagesag 46/2009 (udtalelse af 2. april 2012, CERD/C/80/D/46/2009).
Se klagesag 46/2009 (udtalelse af 2. april 2012, CERD/C/80/D/46/2009).
165
Se f.eks. klagesag 41/2008 (udtalelse af 21. august 2009, CERD/C/75/D/41/2008) og klagesag 48/2010 (udtalelse af
10. maj 2013, CERD/C/82/D/48/2010).
166
Se klagesag 48/2010 (udtalelse af 10. maj 2013, CERD/C/82/D/48/2010).
167
Se klagesag 38/2006 (udtalelse af 3. marts 2008, CERD/C/72/D/38/2006).
168
Se f.eks. klagesag 48/2010 (udtalelse af 10. maj 2013, CERD/C/82/D/48/2010).
169
Se klagesag 1/1984 (udtalelse af 10. august 1988, CERD/C/36/D/1/1984) og klagesag 27/2002 (udtalelse af 19. au-
gust 2003, CERD/C/63/D/27/2002).
170
Se klagesag 25/2002 (CERD/C/62/D/25/2002).
171
Se betænkning nr. 1407/2001 side 228ff.
164
163
161
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0172.png
I betænkning nr. 1407/2001 gennemgås fire klagesager mod Danmark fra perioden 11. oktober
1985, hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Danmark, til betænkningens
afgivelse i 2001. Herudover omtales en femte sag ganske kort.
172
Siden betænkning nr. 1407/2001 blev afgivet, har komitéen afgivet udtalelse i 16 sager mod Dan-
mark (pr. 1. april 2014). Sagerne gennemgås nedenfor. I fire sager fandt komitéen en krænkelse af
konventionen, i fire sager fandt komitéen efter en nærmere undersøgelse ingen krænkelse af kon-
ventionen, i syv sager blev klagen afvist, og i den sidste sag afviste komitéen at realitetsbehandle
klagen. Danmark har i de fire sager, hvor komitéen har fundet en krænkelse af konventionen, afvist
at betale klagerne kompensation for ikke-økonomisk skade.
4.3.5.1.
Den første klagesag (klagesag
nr. 20/2000, M.B. mod Danmark, udtalelse af 13. marts
2002)
blev rejst af en 25-årig dansk statsborger af brasiliansk oprindelse. Klagen, der var indgivet af
Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) på vegne af klager, vedrør-
te en episode, hvor klager, hendes bror og en ven (en farvet brasilianer) var blevet nægtet adgang til
en københavnsk restaurant af en dørmand. Politianmeldelse skete først efter en måned. Strafforfølg-
ning blev opgivet, efter at politiet havde afhørt vidner i sagen. Komiteen afviste klagen bl.a. under
henvisning til, at politiet på grund af sagens omstændigheder (herunder den sene anmeldelse) ikke
kunne foretage yderligere efterforskning.
4.3.5.2.
Den anden klagesag (klagesag
nr. 23/2002, K.R.C. mod Danmark, udtalelse af 13. august
2002)
blev rejst af DRC på vegne af en amerikansk statsborger, der i forbindelse med finansiering
af et bilkøb i 2000 skulle udfylde et låneansøgningsskema fra Sparekassen Vestsjælland. Dette var
imidlertid ikke muligt for klager, idet hun i forbindelse med sin underskrift skulle erklære, at hun
var dansk statsborger. Efter at have fået oplyst, at klager havde boet og arbejdet i Danmark i mere
end 8 år, anmodede sparekassen klager om at indsende ansættelseskontrakt og kopi af hendes sene-
ste årsopgørelse. Sparekassen ville derefter se på sagen og finde en løsning. Klager indsendte imid-
lertid aldrig låneansøgningen til sparekassen, men optog i stedet lånet i sin egen bank til en højere
rente. DRC anmeldte derefter sparekassen til politiet for overtrædelse af lov om forbud mod for-
skelsbehandling på grund af race m.v., men efterforskningen blev indstillet.
Klager gjorde over for FN’s Racediskriminationskomité gældende, at der forelå en krænkelse af
FN’s Racediskriminationskonventions artikel 2, stk. 1, litra d, der forpligter staterne til at forbyde
og standse racediskrimination foretaget af en enkeltperson, gruppe eller organisation, og artikel 6
om retten til effektive retsmidler. Komitéen afviste imidlertid klagen med henvisning til, at der ikke
havde været tale om en låneansøgning.
172
Se betænkning nr. 1407/2001 side 231, note 54.
162
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.3.5.3.
Den tredje klagesag (klagesag
nr. 22/2002, P.O.E.M. og F.A.S.M. mod Danmark, udtalelse
af 19. marts 2003)
blev rejst af DRC på vegne af organisationerne P.O.E.M (Paraplyorganisationen
for de Etniske Mindretal) og F.A.S.M (Foreningen Af Studerende Muslimer). Sagen vedrørte be-
mærkninger, som MF Pia Kjærsgaard havde fremsat i sit ugentlige nyhedsbrev. Centeret havde an-
meldt Pia Kjærsgaard til politiet for bemærkningerne, men strafforfølgning var blevet opgivet med
den begrundelse, at der ikke var grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Klagerne gjorde over for komitéen gældende, at politiets efterforskning havde været mangelfuld, og
at den ikke opfyldte de krav, der følger af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for race-
diskrimination, herunder kravet om adgang til effektiv beskyttelse, effektive retsmidler og mulighed
for oprejsning, jf. konventionens artikel 2, litra d, artikel 4 og artikel 6.
Komitéen bemærkede, at det er et grundlæggende krav efter konventionens artikel 14, stk. 7, at kla-
ger selv har udtømt nationale retsmidler. Komitéen afviste derfor klagen, idet hverken P.O.E.M
eller F.A.S.M på noget tidspunkt havde haft del i sagens behandling i det nationale system.
4.3.5.4.
Den fjerde klagesag (klagesag
nr. 25/2002, A.N.S. mod Danmark, udtalelse af 21. marts
2003)
blev rejst af DRC på vegne af A.N.S., der gjorde gældende, at hans tidligere arbejdsgiver
havde fremsat raceforhånende udtalelser mv. over for ham og dermed overtrådt straffelovens § 266
b. Politiet efterforskede sagen, herunder ved afhøring af vidner, men besluttede at indstille efter-
forskningen,
idet man ikke vurderede, at udtalelserne var fremsat ‖offentligt eller med forsæt til
udbredelse i en videre kreds‖.
Klager gjorde over for komitéen gældende, at Danmark havde krænket konventionens artikel 2, stk.
1, litra d (om pligt til at forbyde racediskrimination foretaget af private), og artikel 6 (om adgang til
effektive retsmidler) ved behandlingen af klagers anmeldelse til politiet. Til støtte herfor gjorde
klager gældende, at politiet og statsadvokaten ikke havde forsøgt på loyal måde at undersøge, om en
forskelsbehandling på grund af race mv. havde fundet sted.
Komitéen afviste klagen med den begrundelse, at klager ikke havde udtømt nationale retsmidler.
Komitéen lagde herved vægt på, at klager ikke havde anlagt en privat straffesag efter straffelovens §
267. Denne mulighed udgjorde efter komitéens opfattelse et effektivt retsmiddel, som klager burde
have udnyttet.
4.3.5.5.
Den femte klagesag (klagesag
nr. 27/2002, K.Q. mod Danmark, udtalelse af 19. august
2003)
blev rejst af DRC på vegne af daværende medlem af Folketinget Kamal Quereshi (SF), der
havde anmeldt Fremskridtspartiet for overtrædelse af straffelovens § 266 b i anledning af udtalelser
på partiets landsmøde i 2001. Anmeldelsen mod partiet blev imidlertid afvist med den begrundelse,
at der ikke kunne rejses tiltale efter straffelovens § 266 b mod juridiske personer, herunder politiske
163
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
partier. DRC indgav herefter anmeldelse mod et medlem af partiets hovedbestyrelse, men også den-
ne anmeldelse blev afvist.
Klagerne gjorde i klagen
til FN’s Racediskriminationskomité bl.a. gældende, at det var i strid med
konventionen, at juridiske personer ikke kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 266 b, og at
politiets efterforskning var mangelfuld.
Komitéen fandt ikke, at der var holdepunkter for at antage, at der var grundlag for at straffe med-
lemmet af partiets hovedbestyrelse for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 266 b. Komité-
en fandt endvidere, at klager havde haft adgang til effektive retsmidler. Der forelå efter komitéens
opfattelse derfor ikke en overtrædelse af konventionen.
4.3.5.6.
Den sjette klagesag (klagesag
nr. 28/2003, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om
racediskrimination mod Danmark, udtalelse af 19. august 2003)
blev rejst af DRC. Sagen vedrørte
en jobannonce, hvori et dansk firma søgte en ‖dansk byggeleder‖, der i samarbejde med en lettisk
byggesagkyndig skulle have det overordnede ansvar for renovering og opførelse af et større land-
brugsbyggeri ca. 80 km fra Riga i Letland. DRC anmeldte annoncen til politiet for overtrædelse af
lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Efter telefonisk at have afhørt en
ansat i det selskab, der havde indrykket annoncen, besluttede politiet dog ikke at indlede efterforsk-
ning i sagen.
I klagen
til FN’s Racediskriminationskomité gjorde DRC gældende, at der forelå en krænkelse af
konventionens artikel 4, der vedrører krav til den nationale lovgivning om strafsanktionering af vis-
se racistiske udtalelser og handlinger, sammenholdt med artikel 6 om retten til effektive retsmidler.
DRC anførte i den forbindelse, at der ikke var foretaget en effektiv efterforskning, og at myndighe-
derne derfor var kommet til det forkerte resultat.
Komitéen afviste klagen under henvisning til, at DRC ikke i sig selv var klageberettiget i henhold til
konventionen, og at centeret ikke repræsenterede en person, der hævdede at være offer for en kræn-
kelse af sine rettigheder i henhold til konventionen.
4.3.5.7.
Den syvende klagesag (klagesag
nr. 32/2003, E.S. mod Danmark, udtalelse af 7. marts
2005)
blev rejst af DRC på vegne af klager, der var blevet afvist af et forsikringsselskab, da han
ikke talte dansk. Klager, der var bosnisk statsborger og talte engelsk, havde herefter tegnet forsik-
ringen hos et andet selskab til en højere præmie. DRC rettede forgæves henvendelse til Forbruger-
ombudsmanden, Finanstilsynet og Ankenævnet for Forsikring, hvorefter centeret indgav politian-
meldelse mod forsikringsselskabet for overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af race m.v. Efterforskning blev imidlertid ikke indledt, da der ikke var en rimelig formod-
ning om, at der var begået et strafbart forhold, som kunne forfølges af det offentlige.
164
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0175.png
Klager gjorde over for komitéen gældende, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 2,
stk. 1, litra d, der forpligter staterne til at forbyde og standse racediskrimination foretaget af en en-
keltperson, gruppe eller organisation, og artikel 6 om adgang til effektive retsmidler. Klager anførte
bl.a., at politiet og statsadvokaten ikke havde undersøgt, om en forskelsbehandling på grund af race
m.v. havde fundet sted, da politiet undlod at indlede efterforskning.
Komitéen bemærkede, at politi og anklagemyndighed uden at indlede efterforskning kunne konklu-
dere, om der var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som kunne forføl-
ges af det offentlige. Komiteen lagde i den forbindelse vægt på, at politiet var i besiddelse af forsik-
ringsselskabets forklaring på, hvorfor de havde den politik, at de kun solgte forsikringer til kunder,
der talte dansk, og at forklaringen viste, at der var rimelige og objektive grunde til den skete for-
skelsbehandling, hvorfor der ikke var behov for at indlede en efterforskning. Komiteen fandt derfor
ikke, at der var sket en overtrædelse af konventionen.
4.3.5.8.
Den ottende klagesag (klagesag
nr. 33/2003, K.Q. mod Danmark, udtalelse af 9. marts
2005)
blev rejst af DRC på vegne af daværende medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF).
173
DRC politianmeldte i oktober 2001 seks medlemmer af Fremskridtspartiet for overtrædelse af straf-
felovens § 266 b i anledning af deres udtalelser fra talerstolen på Fremskridtspartiets landsmøde.
Rigsadvokaten besluttede i august 2003 at rejse tiltale mod to af de anmeldte medlemmer
der ef-
terfølgende blev dømt for deres udtalelser
mens påtale blev opgivet for så vidt angår de fire øvri-
ge. En af de fire sager, hvor Rigsadvokaten havde opgivet påtale, blev påklaget af klager til Justits-
ministeriet, der imidlertid ikke fandt, at klager var klageberettiget. Ministeriet afviste derfor klagen.
DRC gjorde over for komitéen bl.a. gældende, at det var i strid med konventionen, at klager ikke
havde adgang til yderligere effektive retsmidler set i lyset af Rigsadvokatens og Justitsministeriets
udtalelser. Undervejs blev klagen begrænset til alene at vedrøre behandlingen af anmeldelsen mod
en enkelt af talerne på Fremskridtspartiets årsmøde, der havde udtalt sig negativt om ‖fremmede‖.
Komitéen fandt ikke, at der havde været grundlag for at rejse tiltale mod den pågældende taler, da
begrebet ‖fremmede‖ i det foreliggende tilfælde var så generelt, at der ikke var tale om en gruppe
personer i konventionens artikel 1's forstand. Komiteen fastslog endvidere, at klager havde haft ad-
gang til effektive retsmidler. Komitéen fandt derfor ikke, at Danmark havde overtrådt konventio-
nen.
DRC havde tidligere klaget til komitéen på vegne af samme person over politiets behandling af en anmeldelse af et
medlem af Fremskridtspartiets hovedbestyrelse for medansvar for de anmeldte udtalelser, jf. klagesag nr. 27/2002,
Ka-
mal Qureshi mod Danmark,
udtalelse af 19. august 2003.
173
165
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.3.5.9.
I den niende klagesag (klagesag
nr. 34/2004, M.H.G. mod Danmark, udtalelse af 6. marts
2006)
fandt komitéen for første gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var rejst af
DRC på vegne af M.H.G., der var af somalisk oprindelse. Klager havde politianmeldt Pia Kjærs-
gaard for overtrædelse af straffelovens § 266 b i anledning af en række udtalelser, hun havde frem-
sat i et læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvor hun kritiserede justitsministerens valg af høringsparter i
forbindelse med et lovforslag om forbud mod omskæring af kvinder. Efterforskning blev imidlertid
ikke indledt, da der ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som
forfølges af det offentlige. Udtalelsen blev tiltrådt af statsadvokaten.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at klager ikke havde
adgang til yderligere effektive retsmidler set i lyset af statsadvokatens udtalelse, at der ikke var sket
retsforfølgning af Pia Kjærsgaard som følge af hendes udtalelser, og at statsadvokatens udtalelse var
udtryk for, at medlemmer af Folketinget havde ret til at fremsætte racistiske ytringer, når ytringerne
fremkom som led i en politisk debat.
Komitéen fandt, at Danmark ved ikke at gennemføre en effektiv efterforskning med henblik på at
beslutte, om der var sket en racediskriminerende handling eller ej, havde krænket artikel 2, stk. 1,
litra d, og artikel 4 i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Endvide-
re fandt komitéen, at manglen på en effektiv efterforskning af klagerens sag også krænkede klage-
rens ret efter konventionens artikel 6 til effektiv beskyttelse og effektive retsmidler imod den an-
meldte racediskriminerende handling.
4.3.5.10.
Den tiende klagesag (klagesag
nr. 36/2006, P.S.N. mod Danmark, udtalelse af 8. august
2007)
blev rejst af DRC på vegne af P.S.N., der i efteråret 2005 af flere omgange havde politian-
meldt daværende medlem af Folketinget Louise Frevert (DF) for overtrædelse af straffelovens §
266 b. Den første anmeldelse vedrørte ytringer i nogle artikler, som var offentliggjort på Louise
Freverts hjemmeside, den anden
anmeldelse vedrørte udtalelser i Louise Freverts bog ‖Kort og
Godt
– Et politisk budskab‖, og den tredje anmeldelse vedrørte udtalelser, som Louise Frevert
fremkom med i et interview i Politiken den 30. september 2006. Efterforskning af de to første an-
meldelser blev indstillet, mens der ikke blev indledt efterforskning af den tredje anmeldelse, da der
ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det of-
fentlige.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at der ikke var foreta-
get en tilstrækkelig efterforskning af den pågældende sag, at der ikke var blevet foretaget en grun-
dig vurdering af det tilvejebragte materiale, at klager ikke havde adgang til yderligere effektive
retsmidler, samt at der ikke var sket retsforfølgning af Louise Frevert som følge af hendes udtalel-
ser.
166
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen afviste klagen
ratione materiae,
idet klagen udelukkende vedrørte religiøs diskrimination
og ikke racediskrimination. Efter komitéens opfattelse faldt klagen derfor uden for anvendelsesom-
rådet for FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
4.3.5.11.
Den ellevte klagesag (klagesag
nr. 37/2006, A.W.R.A.P. mod Danmark, udtalelse af 8.
august 2007)
blev rejst af DRC på vegne af
A.W.R.A.P.,
der i december 2006 havde politianmeldt
daværende medlem af Folketinget Søren Krarup (DF) for overtrædelse af straffelovens § 266 b i
forbindelse med en række udtalelser, han var fremkommet med til Politiken. Efterforskning blev
imidlertid ikke indledt, da der ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart for-
hold, som forfølges af det offentlige. Afgørelsen om ikke at indlede efterforskning blev stadfæstet
af statsadvokaten.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at der ikke var foreta-
get en tilstrækkelig efterforskning i den pågældende sag, at der ikke var foretaget en grundig vurde-
ring af det tilvejebragte materiale, at klager ikke havde adgang til yderligere effektive retsmidler set
i lyset af statsadvokatens afgørelse, og at der ikke var sket retsforfølgning af Søren Krarup som føl-
ge af hans udtalelser.
Komiteen afviste klagen
ratione materiae,
idet klagen udelukkende vedrørte religiøs diskrimination
og ikke racediskrimination. Klagen
faldt derfor uden for anvendelsesområdet for FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
4.3.5.12. I
den tolvte klagesag (klagesag
nr. 40/2007, M.E. mod Danmark, udtalelse af 8. august
2007)
fandt komitéen for anden gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var rejst af
DRC på vegne af klager, der var af tyrkisk oprindelse, og som i september 2002 var begyndt som
tømrerelev på Københavns Tekniske Skole. I september 2003 klagede klager først mundtligt og
senere skriftligt til skolen over, at skolen samarbejdede med arbejdsgivere, der ikke ønskede at
modtage elever med anden etnisk baggrund end dansk i praktik. Skolen fastholdt imidlertid, at man
aldrig havde imødekommet racistiske ønsker fra arbejdsgivere.
I november 2003 indbragte DRC sagen for Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, der ved udta-
lelse af 1. september 2004 fandt, at en skolepraktikinstruktør havde været villig til at imødekomme
visse arbejdsgiveres krav om ikke at modtage personer med anden etnisk baggrund end dansk i
praktik, hvilket var i strid med forbuddet mod direkte diskrimination i § 3, stk. 1, i lov om etnisk
ligestilling. På klagers vegne indbragte DRC efterfølgende sagen for byretten, der i november 2005
frifandt skolen. Byrettens dom blev stadfæstet af landsretten, og klager fik efterfølgende afslag på
tredjeinstansbevilling af Procesbevillingsnævnet.
167
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at lov om etnisk lige-
behandling ikke ydede effektiv beskyttelse mod racediskrimination, at domstolene involveret i sa-
gen ikke havde karakter af effektive retsmidler, og at klager ikke havde haft samme adgang til ud-
dannelse som sine medstuderende.
Komitéen fandt ikke, at klagen over, at den danske lovgivning ikke yder effektiv beskyttelse i for-
hold til ofre for etnisk diskrimination således som krævet efter FN’s racediskriminationskonventi-
ons artikel 2, stk. 1, litra d, og at danske domstole ikke fortolker national lovgivning i overens-
stemmelse med konventionen, var tilstrækkeligt underbygget. Komiteen fandt til gengæld, at kla-
gers rettigheder efter konventionens artikel 5, litra e (v) (lige adgang til uddannelse) var krænket.
Komiteen fandt endvidere, at Danmark havde krænket artikel 2, stk. 1, litra d (staterne skal ved alle
egnede midler forbyde og standse racediskrimination) og artikel 6 (krav om effektiv beskyttelse og
effektive retsmidler).
4.3.5.13.
Den trettende klagesag (klagesag
nr. 41/2008, A.F.J. mod Danmark, udtalelse af 21. au-
gust 2009)
blev rejst af DRC på vegne af klager, der var af somalisk oprindelse, og som i marts
2007 havde politianmeldt medlem af Folketinget Pia Kjærsgaard (DF) for en række udtalelser, hun
havde fremsat i et interview trykt i Søndagsavisen. Efterforskning blev efter forelæggelse for stats-
advokaten imidlertid ikke indledt, da der ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et
strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at politiet ikke indled-
te efterforskning, at de danske myndigheder ikke havde skredet til handling mod endnu et tilfælde
af ‖hate speech‖ rettet mod somaliere fra Pia Kjærsgaards side, at de danske myndigheder havde
bekræftet Pia Kjærsgaards falske beskyldning om at være blevet overfaldet af en somalier, samt at
klager ikke havde adgang til et effektivt retsmiddel.
Komitéen fandt ikke at kunne konkludere, at udtalelserne faldt inden for konventionens artikel 2,
stk. 1, litra d (statens pligt til at kriminalisere racediskrimination), eller at myndighedernes efter-
forskning af sagen ikke levede op til konventionens krav om adgang til effektive retsmidler.
4.3.5.14.
I den fjortende klagesag (klagesag
nr. 43/2008, S.M.A. mod Danmark, udtalelse af 13.
august 2010)
fandt komitéen for tredje gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var
rejst af DRC på vegne af klager, der var af somalisk oprindelse, og som i september 2006 havde
politianmeldt medlem af Folketinget Søren Espersen (DF) for overtrædelse af straffelovens § 266 b
i anledning af en række udtalelser, han var fremkommet med i en radioudsendelse den 23. august
2006. Efterforskningen blev imidlertid indstillet efter forelæggelse for statsadvokaten, da der ikke
var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
168
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionen, at de danske myndig-
heder ikke havde skredet til handling mod endnu et tilfælde af ‖hate speech‖ rettet mod somaliere
i
Danmark, at de danske myndigheder havde bekræftet Dansk Folkepartis medlemmers falske be-
skyldninger og givet Dansk Folkeparti carte blanche til sin racistiske propagandakampagne mod
somaliere, samt at klager ikke havde adgang til et effektivt retsmiddel.
Komitéen fandt, at Søren Espersens udtalelser kunne forstås som en negativ generalisering af en
gruppe af mennesker alene baseret på deres etniske eller nationale oprindelse, og at statsadvokaten
og politiet
efter komitéens opfattelse
fra starten havde undladt at vurdere sagen i lyset af § 266 b
uden at have foretaget en tilstrækkelig grundig efterforskning. Komitéen fremhævede endvidere, at
det forhold, at en udtalelse er fremsat som led i en politisk debat, ikke frigør staten fra sin forpligtel-
se til at efterforske, hvorvidt udtalelsen udgør racediskrimination. Komitéen fandt på den baggrund,
at der ikke var foretaget en effektiv efterforskning, og at Danmark derfor havde krænket artikel 2,
stk. 1, litra d, artikel 4 og artikel 6.
4.3.5.15.
Den femtende klagesag (klagesag
nr. 44/2009, N.H., S.E. og J.V. mod Danmark, udtalelse
af 13. august 2010)
blev rejst af DRC på vegne af klagerne. Klagen udsprang af et indslag i tv-
udsendelsen ‖Kontant‖ på DR i januar 2006. Indslaget handlede om, at et mindre
dansk rejsebureau
Thai Travel, efter aftale med luftfartsselskabet Thai Airways, gav thaier og personer, der rejste
sammen med thaier og visse personer med særlig tilknytning til Thailand, en særlig rabat på 1.000
kr., når de købte visse flybilletter fra Danmark til Thailand med Thai Airways.
DRC politianmeldte i forbindelse med tv-udsendelsen Thai Travel og Thai Airways for
overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og efterfølgende gik
også Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling på eget initiativ ind i sagen. I en udtalelse af 19.
september 2006 fastslog komitéen, at Thai Airways rabatpolitik var i strid med lov om etnisk lige-
behandling. Statsadvokaten besluttede i december 2007 omvendt at indstille efterforskningen, da
der ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var be-
gået. Statsadvokaten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke ved sagens efterforskning var tilve-
jebragt beviser for, at Thai Airways eller Thai Travel havde ydet personer af thailandsk oprindelse
en særlig ‖etnisk‖ rabat ved køb af flybilletter, og at sådanne beviser ikke kunne forventes tilveje-
bragt ved yderligere efterforskning.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionens artikel 6, jf. artikel 2
og 5, at lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. ikke indeholder nogen reel
beskyttelse mod diskrimination, at anklagemyndighedens beslutning om at indstille efterforsknin-
gen i sagen mod Thai Travel og Thai Airways var åbenlyst forkert, samt at klagerne ikke havde
adgang til et effektivt retsmiddel.
169
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Racediskriminationskomitéen bemærkede, at en af klagerne havde købt en flybillet fra Danmark til
Australien hos Thai Airways, som ikke var omfattet af den ‖etniske‖ rabat, idet denne rabat kun
gjaldt for afgange til Thailand. Denne klager kunne derfor ikke betegnes som offer for diskriminati-
on. For så vidt angår de to andre klagere, var deres flybilletter købt til en lavere pris end den, der
kunne opnås gennem den
‖etniske‖ rabat, og da Thai Airways i mellemtiden havde stoppet den ‖et-
niske‖ rabat som følge af udtalelsen af 19. september 2006 fra klagekomitéen for Etnisk Ligebe-
handling, kunne de pågældende klagere efter komitéens opfattelse ikke betegnes som hverken ofre
eller potentielle ofre for diskrimination. På den baggrund afviste komitéen sagen fra realitetsbe-
handling.
4.3.5.16.
I den sekstende klagesag (klagesag
nr. 46/2009, M.D. og Y.S. mod Danmark, udtalelse af
6. marts 2012)
fandt komitéen for fjerde gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var
rejst af DRC på vegne af to irakiske statsborgere, der i juni 2004 var blevet overfaldet uden for de-
res bopæl. I januar 2005 blev fire gerningsmænd hver idømt 50 dages betinget fængsel for det vol-
delige overfald på klagerne ved byretten. Sagen blev kørt som tilståelsessag, idet anklagemyndighe-
den på baggrund af politiets efterforskning ikke fandt at kunne bevise, at overfaldet var racistisk
motiveret. Anklagemyndigheden gjorde derfor heller ikke gældende, at der forelå skærpende om-
stændigheder efter straffelovens § 81, nr. 6. Klagerne nedlagde under straffesagen påstand om godt-
gørelse for tort, men retten tog ikke stilling hertil.
Klagerne ansøgte herefter Erstatningsnævnet om godtgørelse for svie og smerte. Nævnet anmodede
i den forbindelse klagernes advokat om nærmere at dokumentere kravet, men hørte aldrig fra advo-
katen igen. Klagerne anlagde endvidere en civil sag mod gerningsmændene med påstand om godt-
gørelse for tort. Byretten frifandt imidlertid de fire sagsøgte, idet retten ikke fandt det godtgjort, at
overfaldet på klagerne var racistisk motiveret eller særligt begrundet i klagernes race, nationalitet
eller etniske oprindelse. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at tildele klagerne erstatning efter
erstatningsansvarslovens § 26. Dommen blev stadfæstet af landsretten, og Procesbevillingsnævnet
afslog efterfølgende at meddele klagerne 3. instansbevilling.
DRC gjorde over for komitéen gældende, at det var i strid med konventionens artikel 2, stk. 1, litra
d, jf. artikel 6, at politiet ikke efterforskede det racistiske motiv bag overfaldet, og at dette spørgs-
mål heller ikke blev rejst under straffesagen, samt at den civile sag ikke gav klagerne et effektivt
retsmiddel i form af oprejsning og tort.
Komitéen fandt, at klagerne ikke var blevet effektivt beskyttet af de danske myndigheder mod de
påståede racediskriminerende handlinger, bl.a. fordi efterforskningen af overfaldet var mangelfuld.
Danmark havde efter komitéens opfattelse herved krænket artikel 2, stk. 1, litra d, og artikel 6 om
effektiv beskyttelse og retsmidler imod racediskriminerende handlinger.
170
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for ra-
cediskrimination.
FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination definerer i artikel 1, stk. 1,
racediskrimination som enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag
af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at
ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet
område af samfundslivet. Konventionen beskytter således kun personer i relation til race og hudfar-
ve, afstamning og nationale eller etniske afstamning. På nogle områder skelner konventionens be-
stemmelser mellem egne statsborgere og udlændinge, mens beskyttelsen i andre bestemmelser gæl-
der alle personer inden for statens jurisdiktion. Beskyttelsen mod racediskrimination er imidlertid
bred og omfatter alle områder af samfundslivet.
Konventionen uddyber og indeholder en detaljeret regulering af en grundlæggende menneskerettig-
hed, som også er fastslået i senere FN-konventioner,
herunder FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder og FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Forbud
mod diskrimination på grund af race, farve og national oprindelse findes således i artikel 2, stk. 2, i
både FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN’s konvention om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, ligesom artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder indeholder et generelt forbud mod diskrimination. Der findes endvidere forbud mod
diskrimination på grund af race, farve, national eller social oprindelse bl.a. i artikel 14 i Den Euro-
pæiske Menneskerettighedskonvention.
De fleste af konventionens bestemmelser er udformet som forpligtelser for deltagerstaterne. Som
eksempler kan nævnes artikel 2, hvorefter deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og for-
pligter sig til ved alle egnede midler at føre en politik, der tager sigte på afskaffelse af racediskrimi-
nation, artikel 3, hvorefter deltagerstaterne i særdeleshed fordømmer raceadskillelse og apartheid og
forpligter sig til at udrydde sådan adfærd, samt artikel 6 om deltagerstaternes pligt til ved domstole
og statsinstitutioner at sikre enhver person effektiv beskyttelse og effektive retsmidler mod racedis-
kriminerende handlinger.
Nogle af konventionens bestemmelser indebærer et nationalt valg mellem forskellige ordninger og
fremgangsmåder. Det gælder f.eks. konventionens artikel 2, der bl.a. bestemmer, at der skal træffes
‖effektive foranstaltninger‖ med henblik på afskaffelse af racediskrimination i relation til statslige
171
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
og kommunale myndigheders politik, og at staten ‖ved alle egnede midler, herunder sådan lovgiv-
ning, som forholdene måtte kræve‖ skal forbyde og standse
racediskrimination foretaget af enkelt-
personer, grupper eller organisationer. Endvidere forpligter artikel 7 medlemsstaterne til bl.a. at
gennemføre ‖øjeblikkelige og effektive foranstaltninger‖ inden for undervisning, uddannelse, kultur
og oplysning med henblik på bekæmpelse af fordomme, der fører til racediskrimination. De valg
mellem forskellige gennemførelsesmetoder, som de nævnte bestemmelser og en række andre af
konventionens artikler forudsætter, må efter udvalgets opfattelse foretages af lovgivningsmagten.
En inkorporering af konventionen vil efter udvalgets opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse
af privates muligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsan-
vendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). En inkorporering vil også kunne medføre større
opmærksomhed og bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets
opfattelse, at en inkorporering ved lov herved vil indebære en styrkelse af borgernes retsstilling på
de områder, som konventionen regulerer, i det omfang konventionens bestemmelser er egnede til at
kunne håndhæves ved domstolene.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag kun findes få eksempler på, at konventionens
bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Konventionen ses
således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun påberåbt i fem sager (se kap. 4, afsnit
3.3). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4), hvilket
vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i konventionen og en bestem-
melse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolknings- og formodningsreglen.
Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af borgernes rettigheder på
de retsområder, som FN-konventionen omfatter, i det omfang konventionens bestemmelser kan
håndhæves ved domstolene. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Nogle af konventionens bestemmelser må i større eller mindre grad anses for at være vagt og meget
generelt formuleret. Der kan som eksempel nævnes artikel 7 (om deltagerstaternes pligt til at frem-
me forståelse og fordragelighed og venskabelige forhold mellem nationer og racegrupper eller etni-
ske grupper og udbrede de formål og principper, der er indeholdt i De forenede Nationers Pagt,
Verdenserklæringen om menneskerettighederne mv.), der har karakter af en egentlig ‖programer-
klæring‖. Det forhold, at konventionen også indeholder en programerklæring og vagt
formulerede
bestemmelser, betyder efter udvalgets opfattelse dog ikke, at konventionen som helhed ikke er eg-
net til at blive inkorporeret (se kapitel 6, afsnit 3.8).
172
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der findes kun et forholdsvis begrænset antal udtalelser i konkrete klagesager fra FN’s
Racediskri-
minationskomité, herunder en række udtalelser vedrørende Danmark. Selv om praksis fra komiteen
efter omstændighederne kan være svært tilgængelig, og selv om komiteens udtalelser i flere tilfælde
har ført til, at Danmark har afvist at betale klagere, der har fået medhold i klagen til komitéen, kom-
pensation for ikke-økonomisk skade, er det udvalgets opfattelse, at komitéens udtalelser kan bidrage
til at præcisere rettighederne i konventionen og bidrage til at gøre konventionen egnet til at blive
anvendt som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer for domstolene eller andre
retsanvendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.9).
Hertil kommer, at dansk lovgivning allerede indeholder generelle bestemmelser, der tilsigter at gen-
nemføre bl.a. FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Lov om forbud
mod forskelsbehandling på grund af race mv., der blev gennemført netop med henblik på Danmarks
ratifikation af FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, indeholder så-
ledes en bestemmelse, hvorefter det er strafbart inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virk-
somhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro at nægte at
betjene den pågældende på samme vilkår som andre. Endvidere er det strafbart efter denne lov af de
nævnte grunde at nægte at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling,
udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Det er også strafbart efter
straffelovens § 266 b offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds at fremsætte udta-
lelser eller andre meddelelser, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges
bl.a. på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.
Udvalget anser på denne baggrund konventionens rettigheder for at være af en sådan art, at de næp-
pe
eller i hvert fald kun i mindre grad
indebærer en risiko for, at det i videre omfang overlades
til domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk rets-
tradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål (se
kapitel 6, afsnit 3.3).
Udvalget kan dog ikke udelukke, at der for domstolene og andre retsanvendende myndigheder
som følge af et forventet større antal sager, hvor konventionen påberåbes
efter omstændighederne
vil kunne være vanskeligheder og et større arbejde forbundet med at tilvejebringe det fornødne
overblik over relevante fortolkningsbidrag, som gør det muligt at tage stilling til det øgede antal
spørgsmål om anvendelse af konventionen. Eventuelle vanskeligheder må dog formodes at være
beskedne, bl.a. fordi domstolene allerede arbejder med danske lovregler om diskrimination, der må
anses for at svare til beskyttelsen ifølge konventionen. En eventuel belastning af domstolene og
andre retsanvendende myndigheder vil desuden ikke i sig selv tale afgørende imod en inkorporering
af konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.7).
173
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den dobbeltregulering i lovgivningen (se kapitel 6, afsnit 3.6), som der på grund af sammenfaldet
mellem rettighederne i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination på den
ene side og de allerede eksisterende forbudsregler vedrørende diskrimination i dansk lovgivning på
den anden side nødvendigvis må blive tale om, kan endvidere efter udvalgets opfattelse ikke anses
for at udgøre et reelt problem.
Inkorporering ved lov af FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for racediskrimination inde-
bærer således næppe
eller i hvert fald kun i mindre grad
risiko for, at det i videre omfang over-
lades til domstolene at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivnings-
magten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål. Endvidere må konventionen generelt
anses for egnet til at blive anvendt af domstolene og andre retsanvendende myndigheder. Dette ta-
ler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere FN’s konvention om afskaffelse
af alle former for racediskrimination. Opfordringerne er kommet i forbindelse med eksaminationer
af Danmark ved FN’s Racediskriminationskomité og UPR.
Ved en inkorporering af konventionen
vil Danmark imødekomme opfordringerne, hvilket vil have en positiv signalværdi i forhold til om-
verdenen
(se kapitel 6, afsnit 3.2).
Dette taler efter udvalgets opfattelse ligeledes for en inkorpore-
ring.
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination er ifølge udvalgets oplysnin-
ger inkorporeret i Norge ved lov. I Frankrig og Nederlandene er konventionen umiddelbart anven-
delig som følge af bestemmelser i landenes forfatninger. I Tyskland er konventionen blevet en del
af tysk ret ved en såkaldt konventionslov, mens den i Finland er sat i kraft ved bekendtgørelse. Is-
land, Sverige og Storbritannien har ikke inkorporeret konventionen, og Østrig har ratificeret kon-
ventionen med et såkaldt ‖inkorporeringsforbehold‖, der indebærer, at konventionen ikke er umid-
delbart anvendelig, dvs. konventionen kan hverken påberåbes eller anvendes af borgerne, myndig-
hederne eller domstolene (se kapitel 5).
Det forhold, at der således er forskel på, om de hørte lande
har inkorporeret FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, taler efter
udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkorporering af konventionen.
174
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0185.png
5. FN’s konvention
mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling eller straf
5.1. Indledning
Danmark har ratificeret FN’s konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umen-
neskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
174
Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987
for Danmark. Danmark har ikke taget forbehold til konventionen. Danmark har afgivet en erklæring
om anerkendelse af FN’s Torturkomités kompetence til at modtage og behandle mellemstatslige og
individuelle klagesager (se nedenfor afsnit 5.3.4).
Konventionen udvider forbuddet mod tortur i FN’s
konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der. Konventionen indeholder bl.a. forbud mod enhver form for tortur, uanset omstændighederne
(artikel 2), princippet om non-refoulement (artikel 3), en kriminaliseringspligt af forholdene (artikel
4) og forbud mod grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (artikel 16). En
nærmere beskrivelse af indholdet af konventionen findes i betænkning nr. 1407/2001, side 244.
Konventionen er medtaget som bilag 4 til betænkningen.
5.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
175
Inkorporeringsudvalget anbefalede, at FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf blev inkorporeret i dansk ret. Udvalget lagde herved
vægt på, at konventionen er ‖central‖ for beskyttelsen af menneskerettigheder, og at den er ‖egnet‖
til at blive anvendt som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer for domstolene
eller andre retsanvendende myndigheder. I den forbindelse henviste udvalget bl.a. til komitéens
omfattende og detaljerede praksis i individuelle klagesager, der bidrager til at præcisere indholdet
og omfanget af konventionens bestemmelser.
Udvalget fandt endvidere, at konventionen måtte antages at have praktisk betydning for danske
myndigheder, herunder i asylsager og sager om udvisning af kriminelle udlændinge, hvor en udsen-
delse kan rejse spørgsmål i forhold til konventionens artikel 3. Det forhold, at danske myndigheder
således i praksis må antages ofte at skulle forholde sig til konventionens bestemmelser, talte efter
udvalgets opfattelse også for en inkorporering.
Udvalget bemærkede endelig, at i det omfang FN’s konvention
mod tortur og anden grusom, umen-
neskelig eller nedværdigende behandling eller straf på et eller flere punkter yder en bedre beskyttel-
174
175
Se bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1987 (Lovtidende C).
Se betænkning nr. 1407/2001 side 258f.
175
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
se af borgerne end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, var dette i sig selv et argument
til støtte for en inkorporering.
Der er siden afgivelsen af betænkning nr. 1407/2001 indsat en ny bestemmelse i straffelovens § 157
a, jf. lov nr. 494 af 17. juni 2008, hvorefter det ved udmåling af straffen for en overtrædelse af straf-
feloven skal anses som en skærpende omstændighed, hvis forbrydelsen er begået ved tortur. Be-
stemmelsen i § 157 a indeholder i stk. 2 endvidere en definition af tortur, som er udformet i lyset af
definitionen i FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. Ved lovændringen blev der desuden indsat en ny § 93 b, som indebærer, at
lovovertrædelser, der er omfattet af straffelovens § 157 a, ikke forældes.
5.3. Kontrol og retshåndhævelse
Der er ved konventionen oprettet en
komité mod tortur,
som har kompetence til at påse, at med-
lemsstaterne efterlever deres forpligtelser i henhold til konventionen, jf. konventionens afsnit II.
Komitéen består af 10 eksperter af høj moralsk anseelse, der skal have sagkundskab med hensyn til
menneskerettigheder, og som virker i deres personlige egenskab, jf. artikel 17. De deltagende stater
vælger eksperterne bl.a. under hensyntagen til fordelen ved, at nogle af medlemmerne har juridisk
erfaring.
Konventionens artikel 19 forpligter de deltagende stater til at indsende
periodiske rapporter
om de
foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre deres forpligtelser ifølge konventionen. Danmark
har indtil videre udarbejdet fem rapporter (se afsnit 5.3.1). Rapporterne gennemgås af komitéen
sammen med de enkelte medlemsstater, hvilket har karakter af en form for eksamination, hvor re-
præsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens medlemmer. Komitéen udarbejder på
baggrund af drøftelserne afsluttende bemærkninger
og anbefalinger (‖conclusions and recommen-
dations‖)
til den pågældende stat (se afsnit 5.3.2).
Efter konventionens artikel 22, stk. 4, kan komitéen herudover vedtage
generelle bemærkninger
(‖general comments‖) vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse. Komitéen har indtil
videre vedtaget tre generelle bemærkninger (se afsnit 5.3.3).
Modtager komitéen pålidelige oplysninger, som synes at indeholde velbegrundede tilkendegivelser
om, at tortur anvendes systematisk på en deltagende stats territorium, opfordrer komitéen efter arti-
kel 20 den deltagende stat til at samarbejde ved en
undersøgelse
af oplysningerne og med henblik
176
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0187.png
herpå at fremsende bemærkninger med hensyn til de pågældende oplysninger (se artikel 20). Komi-
téen har i praksis benyttet denne mulighed for at foretage sådanne undersøgelser.
176
Det følger desuden af konventionens artikel 21, at en i konventionen deltagende stat kan erklære, at
den anerkender komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvor en deltager-
stat gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne kon-
vention. Danmark har anerkendt komitéens kompetence til at modtage og behandle disse
mellem-
statslige klager.
Efter de for udvalget foreliggende oplysninger har komitéen dog endnu ikke fået
forelagt sådanne mellemstatslige klagesager.
Endelig kan en i konventionen deltagende stat efter konventionens artikel 22 når som helst erklære,
at den anerkender komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra eller på vegne
af enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder at være ofre for en deltager-
stats krænkelse af bestemmelserne i konventionen. Komitéens behandling af klagen har karakter af
en kontradiktorisk procedure, der ender med, at komitéen underretter den pågældende deltagerstat
og klageren om sine synspunkter. Danmark har anerkendt komitéens kompetence til at behandle
individuelle klagesager
(se afsnit 5.3.4).
5.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har i henhold til konventionens artikel 19 afleveret fem rapporter,
177
der er opbygget såle-
des, at der redegøres for nye foranstaltninger, der har betydning for konventionens gennemførelse
(del I). Herudover tilvejebringes yderligere oplysninger, som komitéen måtte have anmodet om (del
II). Endelig redegøres der for, hvordan regeringen har fulgt op på komitéens konklusioner og anbe-
falinger i forbindelse med den seneste eksamination (del III).
En gennemgang af rapporterne giver et vist indtryk af, på hvilke retsområder konventionens enkelte
bestemmelser har haft en praktisk betydning i de perioder, som rapporterne vedrører, men i praksis
vil domstolene og andre retsanvendende myndigheder dog alene finde begrænset vejledning i de
danske rapporter ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sa-
ger. Det skyldes bl.a., at rapporterne i det væsentlige indeholder faktuelle oplysninger, som regerin-
gen meddeler komitéen, og som skal fungere som grundlag for en efterfølgende eksamination.
Ifølge de oplysninger, der er tilgængelige via hjemmesiden for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder
(www.ohchr.org), har komitéen foretaget undersøgelser i medfør af artikel 20 i forhold til Tyrkiet (se dokument
A/48/44/Add.1 af 15. november 1993), Egypten (se dokument A/51/44, paras. 180-222, af 3. maj 1996), Peru (se do-
kument A/56/44, paras. 144-193, af 12. oktober 2001), Sri Lanka (se dokument A/57/44, paras. 123-195, af 1. novem-
ber 2002), Mexico (se dokument CAT/C/75 af 26. maj 2003), Serbien (se dokument A759/44, paras. 156-240, af 1.
oktober 2004), Brasilien (se dokument CAT/C/39/2 af 3. marts 2009) og Nepal (se dokument Annex XIII (udateret)).
177
Den første rapport blev afleveret i 1988 (se dokument CAT/C/5/Add.4), den anden rapport blev afleveret i 1995 (se
dokument CAT/C/17/Add.13), den tredje rapport blev afleveret i 1996 (se dokument CAT/C/34/Add.3), den fjerde
rapport blev afleveret i 2000 (se dokument CAT/C/55/Add.2) og den femte rapport blev afleveret i 2005 (se dokument
CAT/C/81/Add.2)
176
177
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0188.png
5.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Samtlige fem rapporter, som Danmark har udarbejdet, har været gjort til genstand for en eksamina-
tion.
Komitéen har på baggrund af eksaminationerne udarbejdet afsluttende bemærkninger, der er op-
bygget således, at de foruden en generel indledning indeholder et afsnit om positive aspekter (‖posi-
tive aspects‖), et afsnit om vanskeligheder med konventionens overholdelse (‖factors and difficul-
ties impeding the application of the
provisions of the Convention‖), forhold, der giver anledning til
bekymring (‖subjects of concern‖), samt et afsnit med anbefalinger (‖recommendations‖).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 16. juli 2007 vedrørende Danmarks 5. rapport i
henhold til artikel 19
178
indeholder følgende opregning af
forhold, der giver anledning til bekym-
ring, og anbefalinger
(‖principal subjects of concern and recommendations‖):
”Incorporation
of the Convention
9. The Committee regrets that the State party has not changed its position with regard to
the incorporation of the Convention into Danish law. The Committee is of the view that
the incorporation of the Convention into Danish law would not only be of a symbolic
nature but that it would strengthen the protection of persons allowing them to invoke the
provisions of the Convention directly before the courts.
The Committee recommends that the State party incorporate the Convention into Da-
nish law in order to allow persons to invoke it directly in courts, to give prominence to
the Convention as well as to raise awareness of its provisions among members of the
judiciary and the public at large.
Definition of torture
10. The Committee notes that the Ministry of Justice has recently requested the Stand-
ing Committee on Criminal Matters to consider the possibility of inserting a special
provision on torture in the Criminal Code. Notwithstanding the State party’s ongoing ef-
forts to review this issue and the existing provisions of the Criminal Code, the Commit-
tee reiterates the concern expressed in its previous conclusions and recommendations
(CAT/C/CR/28/1, para. 6 (a)) with regard to the absence of a specific offence of torture,
consistent with articles 1 and 4, paragraph 2, of the Convention. While noting the intro-
duction of a Defence Command Directive on the prohibition of torture and other cruel,
inhumane or degrading treatment or punishment in the Armed Forces, the Committee
regrets the State party’s decision to exclude a special provision of torture from the new
Military Criminal Code. (art. 1 and 4)
The Committee calls upon the State party to incorporate a specific offence of torture, as
defined in article 1 of the Convention, in its Criminal Code as well as in the Military
178
Se dokument CAT/C/DNK/CO/5 af 16. juli 2007.
178
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Criminal Code making it a punishable offence as set out in article 4, paragraph 2, of the
Convention.
Statute of limitations
11. The Committee notes with concern that the offence of torture, which as such does
not exist in the Danish Criminal Code, is punishable under other provisions of the Crim-
inal Code, and is, therefore, subject to the statute of limitations. While noting that acts
of torture that amount to a war crime or a crime against humanity, according to the
Rome Statute of the International Criminal Court, ratified by the State party on 21 June
2001, will not be subject to any statute of limitations due to section 93a of the Criminal
Code, the Committee is concerned that the statute of limitations applicable to those oth-
er provisions of the Criminal Code may prevent investigation, prosecution and punish-
ment of these grave crimes, in particular when the punishable act has been committed
abroad. Taking into account the grave nature of acts of torture, the Committee is of the
view that acts of torture cannot be subject to any statute of limitations. (art.s 1 and 4)
The State Party should review its rules and provisions on the statute of limitations and
bring them fully in line with its obligations under the Convention so that acts of torture,
attempts to commit torture, and acts by any person which constitute complicity or par-
ticipation in torture, can be investigated, prosecuted and punished without time limita-
tions.
Non-refoulement
12. The Committee takes note of the information received that the Danish Special
Forces captured 34 men and handed them over to allied forces during a joint military
operation in Afghanistan in February-March 2002, in circumstances where allegations
later emerged of illtreatment while the men were in allied forces’ custody. The Commit-
tee also notes the State party’s
assurance that it undertook a full investigation of the in-
cident reaching the conclusion that it did not violate article 12 of the Third Geneva
Convention by handing over the detainees. Finally, the Committee takes note of the
State party’s assurances
that all detainees were released shortly after their transfer to al-
lied forces’ custody and that none of them were ill-treated
while in the said custody.
13. The Committee recalls its constant view (CAT/C/CR/33/3, paras.4 (b)and (d), and 5
(e) and (f) and CAT/C/USA/CO/2, paras. 20 and 21) that article 3 of the Convention
and its obligation of non-refoulement
applies to a State party’s military forces, wherever
situated, where they exercise effective control over an individual. This remains so even
if the State party's forces are subject to operational command of another State. Accor-
dingly, the transfer of a detainee from its custody to the authority of another State is im-
permissible when the transferring State was or should have been aware of a real risk of
torture. (art. 3)
With regard to the transfer of detainees within a State party’s effective custody to the
custody of any other State, the State party should ensure that it complies fully with ar-
ticle 3 of the Convention in all circumstances.
Solitary confinement
179
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
14. The Committee notes with appreciation that the upper limit for solitary confinement
of persons under the age of 18 is reduced from eight weeks to four weeks. Despite the
amendments of the Administration of Justice Act to limit the use of solitary confine-
ment in general, and in particular with respect to persons under the age of 18, the Com-
mittee remains concerned at the placement of persons in prolonged solitary confinement
during pre-trial detention. It notes with particular concern that persons, including per-
sons under the age of 18, suspected of offences against the independence and security of
the State (chapter 12 of the Criminal Code) or against the Constitution and the supreme
authorities of the State (chapter 13 of the Criminal Code) may be held indefinitely in so-
litary confinement during their pre-trial detention. However, the Committee notes that
there is a judicial review mechanism in place to review the need to continue the solitary
confinement. (art. 11)
The State party should continue to monitor the effects of solitary confinement on detai-
nees and the effects of the 2000 and 2006 amendments to the Administration of Justice
Act which have reduced the number of grounds that may give rise to solitary confine-
ment and its duration. The State party should limit the use of solitary confinement as a
measure of last resort, for as short a time as possible under strict supervision and with a
possibility of judicial review. Solitary confinement of persons under the age of 18
should be limited to very exceptional cases. The State party should aim at its eventual
abolition (CRC/C/DNK/CO/3, paras. 58-59). With regard to persons suspected of of-
fences against the independence and security of the State (chapter 12 of the Criminal
Code) or against the Constitution and the supreme authorities of the state (chapter 13 of
the Criminal Code) who may be held indefinitely in solitary confinement during their
pre-trial detention, the State party should ensure respect for the principle of proportio-
nality and establish strict limits on its use. In addition, the State party should increase
the level of psychological meaningful social contact for detainees while in solitary con-
finement.
Prompt and impartial investigations
15. The Committee notes that the State party has responded to the criticism raised by
the case of the death in police custody of Jens Arne Ørskov in June 2002, and other in-
dividual cases, by setting up a broad-based committee to review and evaluate the current
system for handling complaints against the police and processing criminal cases against
police officers. Nevertheless, the Committee is concerned at allegations of violations
committed by law enforcement officials and, in particular, at the fact that the impartiali-
ty of subsequent investigations has been questioned. (art.s 12, 13 and 14)
The State party should ensure that all allegations of violations committed by law en-
forcement officials, and in particular any deaths in detention, are investigated promptly,
independently and impartially. It should also ensure the right of victims of police mis-
conduct to obtain redress and fair and adequate compensation, as provided for in article
14 of the Convention. The State party should expedite the ongoing review process and
provide the Committee with detailed information on the results of this process.
Excessive use of force, including killings, by law enforcement officials
16. The Committee is concerned at reports emerging of alleged excessive use of force,
such as the use of physical violence and tear gas, by law enforcement officials during
180
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
the ―Ungdomshus‖ Youth House riots in Copenhagen in March 2007. The Committee
also notes with concern reports suggesting that a number of persons had been killed by
Danish law enforcement officials over the past two years. (arts 10, 12, 13, 14 and 16)
The State party should review the existing framework to handle allegations of excessive
use of force, including the use of weapons, by law enforcement officials to ensure its
compliance with the Convention. The State party should ensure prompt and impartial
investigations into all complaints or allegations of misconduct, in particular when a per-
son dies or is seriously injured following contact with law enforcement officials. In ad-
dition, the State party should review and strengthen its education and training pro-
grammes relating to the use of force, including the use of weapons, by law enforcement
officials in order to ensure that the use of force is strictly limited to that required to per-
form their duties.
Long waiting periods in asylum centres
17. Despite the measures taken to improve the living conditions and activities in asylum
centres, in particular the conditions for asylum-seeking families with children, the
Committee is concerned at unduly long waiting periods in asylum centres and the nega-
tive psychological effects of long term waiting and of the uncertainty of daily life on
asylum-seekers. (art. 16)
The State party, while improving the living conditions in asylum centres, should take in-
to consideration the effects of long waiting periods and provide both children and adults
living in asylum centres with educational and recreational activities as well as adequate
social and health services.
Reform of Greenland’s judicial system
18. The Committee notes with interest the proposals and recommendations of the
Commission on Greenland’s Judicial System (report No. 1442/2004), particularly with
regard to the treatment of remand prisoners and other detainees, the preparation of pre-
sentence reports, the surrender or presentation to the court of documents or other issues
of importance in relation to the conduct of criminal proceedings, and the prison struc-
ture. It also notes with interest the ongoing drafting of a new Special Criminal Code and
a new Special Administration of Justice Act for Greenland.
The State party should expedite the ongoing drafting and adoption of a new Special
Criminal Code and a new Special Administration of Justice Act for Greenland, ensuring
that all provisions of these new acts are in full conformity with the Convention as well
as with other relevant international standards.‖
Som anført i betænkning nr. 1407/2001 vil domstolene og andre retsanvendende myndigheder alene
finde begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolkningen og
anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager. Det skyldes bl.a., at de afsluttende
bemærkninger og anbefalinger skal ses i lyset af den rapport, som har dannet grundlag for eksami-
nationen, samt det, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen. Hertil kommer,
at de afsluttende bemærkninger og anbefalinger er formuleret kortfattet, og det begrænser i sig selv
den praktiske betydning heraf ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser.
181
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0192.png
5.3.3. Generelle bemærkninger
Som nævnt har komitéen udarbejdet tre generelle bemærkninger (‖general comments‖). Det drejer
sig om følgende generelle bemærkninger (den engelske titel er benyttet):
1.
―Refoulement
and communications (implementation of article 3 in the context of article 22)‖
af 16. september 1998
2.
―Implementation
of article 2 (prevention of acts of torture) by States parties‖
af 24. januar
2008
3.
―Implementation
of article 14 (redress for victims of torture) by States parties‖
af 13. de-
cember 2012
Komitéens første generelle bemærkning vedrører den bestemmelse, der har givet anledning til flest
individuelle klagesager, nemlig artikel 3. Dokumentet indeholder vejledning om anvendelsen af
artikel 3 og er rettet til medlemsstaterne og mulige klagere. Vejledningen afspejler komitéens om-
fattende praksis i individuelle klagesager (se nedenfor afsnit 3.4). Desuden indeholder dokumentet
oplysning om, hvornår en klage kan blive antaget til realitetsbehandling (afsnit 4), og hvordan kla-
gens substans vil blive behandlet (afsnit 5 til 9), herunder om bevisbyrden (afsnit 5), om beviskra-
vene (afsnit 6 og 7) samt hvilke momenter der navnlig kan indgå ved vurderingen af klagen (afsnit
8).
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001,
179
må komitéens generelle bemærkning vedrørende
anvendelsen af artikel 3
anses for at have stor praktisk betydning for domstolene og andre retsan-
vendende myndigheder samt enkeltpersoner.
Dokumentets vejledning om anvendelsen af artikel 3
kan således have betydning for de administrative myndigheder, som behandler sager, der rejser
spørgsmål i forhold til artikel 3, herunder navnlig sager om asyl og sager om udvisning af udlæn-
dinge på grund af kriminalitet, for de domstole, der skal påse, om administrative myndigheders af-
gørelser respekterer de krav, der følger af artikel 3, samt for personer, der ønsker at påberåbe sig
artikel 3, herunder eventuelt i forbindelse med en klage til komitéen.
Komitéens anden generelle bemærkning vedrører de tre dele af artikel 2, der med komitéens ord
hver især identificerer forskellige indbyrdes forbundne og afgørende principper, som understøtter
konventionens absolutte forbud mod tortur. Første del vedrører staternes pligt til at træffe virknings-
fulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre tor-
turhandlinger på ethvert territorium under dens jurisdiktion (artikel 2, stk. 1), anden del det absolut-
te forbud mod tortur, dvs. at ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller
trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til
179
Se betænkning nr. 1407/2001 side 250.
182
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0193.png
retfærdiggørelse af tortur (artikel 2, stk. 2), og af tredje del fremgår, at en befaling fra en overordnet
eller en offentlig myndighed ikke kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur (artikel 2, stk. 3). Efter
udvalgets opfattelse indeholder den generelle bemærkning fortolkningsbidrag i forhold til de nævn-
te dele, herunder i forhold til torturforbuddets absolutte karakter, og den generelle bemærkning må
derfor
anses for at have praktisk betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder
samt enkeltpersoner.
Komitéens tredje generelle bemærkning vedrører konventionens artikel 14, der pålægger deltager-
staterne at sikre, at et offer for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret til rimelig
og tilstrækkelig erstatning, herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig. Efter
udvalgets opfattelse må også komitéens tredje generelle bemærkning anses for at have
praktisk be-
tydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder samt enkeltpersoner,
idet den inde-
holder
præciseringer og retningslinjer for anvendelsen af artikel 14, herunder hvordan FN’s Tortur-
komité forstår retten til en rimelig og tilstrækkelig erstatning, til rehabilitering, til restitution mv.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
5.3.4. Individuelle klagesager
FN’s Torturkomité har
afgivet udtalelse i et stort antal individuelle klagesager. Udtalelserne er til-
gængelige via internettet.
180
Udtalelserne er ikke retligt bindende for staten. Det følger således af konventionens artikel 22, stk.
7, at en klagesag ender med, at komitéen ‖underretter den
pågældende deltagerstat og klageren om
sine synspunkter‖. I praksis tager komitéen først stilling til, om klagen kan behandles i realiteten
(klagens
admissibilitet),
og i givet fald derefter om der foreligger en krænkelse af konventionens
bestemmelser (klagens
realitet).
Betænkning nr. 1407/2001 indeholder en nærmere gennemgang af komitéens praksis frem til
2001.
181
Efter dette udvalgs opfattelse giver gennemgangen af praksis fra FN’s Torturkomité i be-
tænkning nr. 1407/2001 et godt indtryk af de problemstillinger mv., som komitéen har beskæftiget
sig med. Udvalget finder herefter ikke grundlag for at foretage en selvstændig gennemgang af ko-
mitéens omfattende praksis, bl.a. fordi udvalget allerede på det foreliggende grundlag kan konstate-
re, at komitéens praksis indeholder fortolkningsbidrag, som har praktisk betydning for anvendelsen
og fortolkningen af konventionen. Nedenfor i afsnit 5.3.5 beskrives derfor kun de sager, som komi-
téen har behandlet mod Danmark siden 2001.
Udtalelserne er tilgængelige via FN’s Højkommissær for Menneskerettigheders hjemmeside www.ohchr.org. Udta-
lelserne kan endvidere findes via www.bayefsky.com og det nederlandske menneskerettighedsinstituts (Netherlands
Institute of Human Rights) hjemmeside http://sim.law.uu.nl.
181
Se betænkning nr. 1407/2001 side 250ff.
180
183
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0194.png
5.3.5. Særligt om individuelle klagesager mod Danmark
I betænkning nr. 1407/2001 nævnes i alt tre klagesager mod Danmark fra perioden 26. juni 1987,
hvor reglerne om den individuelle klageadgang trådte i kraft for Danmark, til betænkningens afgi-
velse i 2001. Komitéen afgav dog først udtalelse i den ene af disse sager i 2002, hvorfor udvalget
har valgt at medtage den også i denne betænkning.
Siden betænkning nr. 1407/2001 blev afgivet, har komitéen afgivet udtalelse i ni sager mod Dan-
mark (pr. 1. april 2014). Hertil kommer en række sager, som er afsluttet uden, at komitéen har afgi-
vet nogen egentlig udtalelse
(‖discontinued‖).
182
Der verserer desuden (pr. 1. april 2014) 12 sager
mod Danmark ved FN’s Torturkomité.
De ni sager, hvor komitéen har afgivet udtalelse, gennemgås nedenfor. I to sager fandt komitéen, at
der forelå en krænkelse af konventionen, i seks sager blev klagen afvist, fordi klagerne ikke havde
godtgjort, at der var sket en krænkelse af konventionen, og i den sidste sag blev klagen afvist, fordi
klager ikke havde udtømt nationale retsmidler. Danmark har efterlevet komitéens udtalelser i de to
sager, hvor komitéen har fundet en krænkelse af konventionen.
5.3.5.1.
Den første klagesag (klagesag
nr. 146/1999, E.T.B. mod Danmark, udtalelse af 30. april
2002)
blev rejst af kvinde fra Georgien, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i,
at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke var grundlag for at antage, at klager ved
tilbagevenden til Georgien ville blive udsat for forfølgelse. Klager gjorde over for komitéen om-
vendt gældende, at en tvangsmæssig udsendelse til Georgien ville indebære en krænkelse af kon-
ventionens artikel 3.
Komitéen understregede, at det afgørende var, hvorvidt udsendelsen måtte forventes at udsætte kla-
ger for en
reel og personlig risiko
for tortur. Komitéen fandt ikke, at klager havde godtgjort, at det
var tilfældet.
5.3.5.2.
Den anden klagesag (klagesag
nr. 180/2001, F.F.Z. mod Danmark, udtalelse af 30. april
2002)
blev rejst af en mand fra Libyen, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i,
at det fremgik af ansøgerens pas, at han var udrejst legalt af Libyen, og at der på baggrund af oplys-
ninger fra Udenrigsministeriet ikke var grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til
Libyen ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Klager gjorde over for komitéen om-
vendt gældende, at en tvangsmæssig udsendelse af ham til Libyen ville udgøre en krænkelse af
konventionens artikel 3, idet han risikerede at blive udsat for tortur i Libyen.
Der er tale om sager vedrørende udsendelse af asylansøgere, hvor Danmark har besluttet alligevel ikke at udsende
klagerne.
182
184
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen understregede, at det afgørende var, hvorvidt udsendelsen måtte forventes at udsætte kla-
ger for en
reel og personlig risiko
for tortur. Komitéen fandt ikke, at klager havde godtgjort, at det
var tilfældet.
5.3.5.3.
Den tredje klagesag (klagesag
nr. 209/2002, M.O. mod Danmark, udtalelse af 12. november
2003)
blev rejst af en mand fra Algeriet, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i,
at klager ikke på sammenhængende og troværdig måde kunne redegøre for sit asylgrundlag. Det
fremgik desuden af en lægeundersøgelse foretaget af Amnesty International’s lægegruppe, at man
ikke havde fundet tegn på psykisk lidelse hos klager, ligesom det blev anført, at de fysiske fund
ikke kunne udelukkes at være opstået på anden måde end som oplyst af klager. Klager gjorde over
for komitéen omvendt gældende, at en tvangsmæssig udsendelse af ham til Algeriet ville udgøre en
krænkelse af artikel 3 i FN’s konvention mod tortur og anden grusom eller nedværdigende behand-
ling eller straf, idet han risikerede at blive udsat for tortur i Algeriet.
Komitéen understregede, at der må lægges stor vægt på de konklusioner, som en medlemsstat dra-
ger vedrørende en sags faktuelle oplysninger. Flygtningenævnets vurdering af klagers forklaring
som usammenhængende og utroværdig forekom efter komitéens opfattelse i den forbindelse rime-
lig. På den baggrund fandt komitéen ikke, at klager havde godtgjort, at der var sket en krænkelse af
konventionen.
5.3.5.4.
Den fjerde klagesag (klagesag
nr. 210/2002, V.R. mod Danmark, udtalelse af 12. november
2003)
blev rejst af en mand fra Rusland, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i,
at klager og hans ægtefælle ikke på sammenhængende og troværdig måde havde sandsynliggjort, at
de havde været udsat for asylrelevante overgreb. Klager gjorde over for komitéen omvendt gælden-
de, at en tvangsmæssig udsendelse af ham til Rusland ville udgøre en krænkelse af konventionens
artikel 3, idet han risikerede at blive udsat for tortur i Rusland.
Komitéen fandt ikke, at en udsendelse af klager ville udgøre en krænkelse af konventionens artikel
3. Komitéen var således ikke overbevist om, at klager reelt og personligt risikerede at blive udsat
for tortur, hvis han blev udsendt til Rusland.
5.3.5.5.
Den femte klagesag (klagesag
nr. 202/2002, H.J. mod Danmark, udtalelse af 5. maj 2004)
blev rejst af professor
Bent Sørensen, det tidligere danske medlem af FN’s Torturkomité, på vegne
af klager i anledning af en straffesag, hvor hun sad varetægtsfængslet i isolation i perioden 29. april
til 18. juni 1998. Klager var tiltalt for medvirken til smugleri af særlig grov karakter og blev senere
dømt herfor. I april 2001 rettede Bent Sørensen henvendelse til Rigsadvokaten om sagen, idet han
vurderede, at klager havde været udsat for tortur. Det var hans opfattelse, at Rigsadvokaten havde
en pligt til at iværksætte en undersøgelse af denne anklage. Rigsadvokaten fandt imidlertid ikke
grundlag for at iværksætte en undersøgelse. Klager gjorde over for komitéen herefter gældende, at
185
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
der var sket en krænkelse af FN’s Torturkonventions artikel 1 (om tortur), artikel 12 (om pligt til at
iværksætte undersøgelse) og artikel 16 (om grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling).
Torturkomitéen afviste klagen, idet de nationale retsmidler ikke var udtømt. Klager havde således
ikke søgt om tredjeinstansbevilling.
5.3.5.6.
Den sjette klagesag (klagesag
nr. 225/2003, R.S. mod Danmark, udtalelse af 19. maj 2004)
blev rejst af en mand fra Indien, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i, at det
ikke kunne lægges til grund, at klager havde været udsat for tortur, eller at han havde været medlem
af nogen politisk bevægelse. Klager gjorde over for komitéen omvendt gældende, at en tvangsmæs-
sig udsendelse af ham til Indien ville udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3, idet han risi-
kerede at blive udsat for tortur.
Komitéen fandt klagen åbenbart grundløs og afviste derfor at antage den til realitetsbehandling.
Komitéen fandt således ikke, at der var risiko for, at klager ville blive udsat for tortur ved en hjem-
sendelse til Indien, eftersom klager ikke havde fremlagt fornøden dokumentation for, at han var
politisk aktiv, inden han udrejste fra Indien.
5.3.5.7.
I den syvende klagesag (klagesag
nr. 339/2008, S.A. mod Danmark, udtalelse af 15. no-
vember 2010)
fandt komitéen for første gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var
rejst af en mand fra Iran, der havde fået afslag på asyl. Afslaget var bl.a. begrundet i, at det forhold,
at klager måtte have været udsat for tortur, ikke i sig selv medførte, at betingelserne for asyl var
opfyldt. Klager havde efter Flygtningenævnets opfattelse desuden ikke påvist, at han havde deltaget
i politiske aktiviteter, som indebar, at han ved tilbagevenden til Iran ville være i risiko for overgreb i
strid med konventionen. Klager gjorde over for komitéen omvendt gældende, at en udsendelse til
Iran ville bringe ham i fare for at blive udsat for tortur og dermed være i strid med artikel 3 i FN’s
konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Komitéen fandt det på baggrund af en række lægeerklæringer sandsynligt, at klager havde været
tilbageholdt og udsat for tortur. Komitéen bemærkede endvidere, at den var bekymret over forvær-
ringen af den generelle menneskerettighedssituation i Iran efter valget i juni 2009. Komitéen frem-
hævede i den forbindelse en rapport fra seks uafhængige FN-eksperter fra juli 2009, som stillede
spørgsmålstegn ved retsgrundlaget for anholdelserne af bl.a. journalister og menneskerettighedsfor-
kæmpere. Komitéen fremhævede endvidere, at den var særligt bekymret over forlydender om, at
monarkister for nylig var blevet mål for angreb i Iran. I lyset heraf og på baggrund af klagers på-
stand om, at han tidligere havde været udsat for tortur, som var bekræftet af de fremlagte lægeer-
klæringer, var komitéen af den opfattelse, at der var tilstrækkelige argumenter til at konkludere, at
klager personligt ville risikere tortur i tilfælde af tvangsmæssig udsendelse til Iran.
186
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.3.5.8.
I den ottende klagesag (klagesag
nr. 464/2011, K.H. mod Danmark, udtalelse af 23. no-
vember 2012)
fandt komitéen for anden gang, at Danmark havde krænket konventionen. Sagen var
rejst af en mand fra Afghanistan, der havde fået afslag på asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at
klager havde været tilbageholdt af Taliban og udsat for vold, men at han ikke var forfulgt af Tali-
ban, da han forlod Afghanistan, og dermed ikke var i risiko for forfølgelse ved tilbagevenden til
Afghanistan. Flygtningenævnet fandt samtidig, at klagers forklaring om tilbageholdelse af de af-
ghanske myndigheder var utroværdig, og på den baggrund mente nævnet ikke, at der var grundlag
for at foretage en lægelig undersøgelse af klager. Klager gjorde omvendt gældende, at en udsendel-
se til Afghanistan ville bringe ham i fare for at blive udsat for tortur og dermed være i strid med
artikel 3 i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller straf.
Komitéen fandt, at der forelå indikationer på, at klager havde været udsat for vold af de afghanske
myndigheder. På den baggrund mente komitéen, at de danske myndigheder burde have undersøgt
klagers påstand nærmere, herunder ved at have iværksat en lægelig undersøgelse. Komitéen fandt
derfor, at den tvangsmæssige udsendelse af klager til Afghanistan udgjorde en krænkelse af tortur-
konventionens artikel 3.
5.3.5.9.
Den niende klagesag (klagesag
nr. 429/2009, M.S. mod Danmark, udtalelse af 11. novem-
ber 2013)
blev rejst af en kvinde fra Sri Lanka, der havde fået afslag på asyl. Flygtningenævnet
havde som begrundelse for afslaget navnlig anført, at klager ikke efter nævnets opfattelse havde
været profileret i forhold til de srilankanske myndigheder som hørende til de tamilske tigre, at kla-
ger på flere punkter havde forklaret udbyggende om bl.a. forhør og fysiske overgreb, som hun på-
stod at være blevet udsat for, og at klager i flere tilfælde var udrejst fra og vendt tilbage til Sri Lan-
ka, men først havde valgt at søge om asyl i februar 2009, efter at de danske udlændingemyndighe-
der havde meddelt hende afslag på familiesammenføring. Klager gjorde over for komitéen omvendt
gældende, at en udsendelse til Sri Lanka ville bringe hende i fare for at blive udsat for tortur og
dermed være i strid med artikel 3 i
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf.
Komitéen bemærkede, at det er op til klager at sandsynliggøre, at der er sket en krænkelse af kon-
ventionen. Denne bevisbyrde havde klager efter komitéens opfattelse ikke løftet, og komitéen kon-
kluderede på den baggrund, at en udsendelse af klager til Sri Lanka ikke ville udgøre en krænkelse
af konventionens artikel 3.
5.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
187
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0198.png
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering af
FN’s konvention
mod tortur og anden grusom, umen-
neskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller
straf definerer i artikel 1, stk. 1, tortur som enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse,
enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller
en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller tredje-
mand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham
eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en så-
dan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der
virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse,
der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.
Konventionen beskytter således kun for så vidt angår handlinger af denne art, som efter artikel 4
skal være strafbare i enhver deltagende stat og mødes med en passende straf under hensyn til deres
alvorlige karakter. Konventionen indeholder endvidere forpligtelser for deltagerstaterne bl.a. til at
yde hinanden bistand i forbindelse med strafforfølgning (artikel 9), at iværksætte undersøgelser, når
der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på statens territorium (artikel 12),
og til at yde ofre for tortur erstatning mv. Den beskyttede personkreds er personer på statens territo-
rium, men også efter statens bestemmelse egne statsborgere, der har været udsat for tortur uden for
statens territorium (artikel 5, stk. 1, litra b). Endvidere skal deltagerstaterne sikre jurisdiktion, hvis
overtrædelserne er begået på statens territorium, og hvis den påståede lovovertræder er statsborger i
staten (artikel 5, stk. 1, litra a og c), ligesom deltagerstaterne ifølge artikel 6 og 7 skal tage personer
på dens territorium i forvaring mv., hvis den pågældende påstås at have begået en forbrydelse om-
fattet af stk. 4.
Et forbud mod tortur findes i flere andre konventioner. Bl.a. indeholder FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder i artikel 7 en bestemmelse, hvorefter ingen må underkastes tortur
eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Artikel 3 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention fastsætter, at ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf. Det er desuden en udbredt opfattelse, at forbuddet mod
tortur tilhører kategorien af folkeretlige regler, som stater ikke indbyrdes kan fravige ved indgåelse
af en traktat (‖jus cogens‖).
183
I Danmark er der i 2008 indføjet en bestemmelse i straffelovens §
157 a, hvorefter det ved fastsættelse af straf for overtrædelse af straffeloven skal indgå som en
skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Bestemmelsen forudsætter, at
183
Se Ole Spiermann, Moderne Folkeret, 3. omarbejdede udgave, 2006, side 117.
188
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
handlinger i form af tortur allerede er strafbare efter straffelovens regler om forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv, om forbrydelser mod liv og legeme og den personlige frihed mv.
De centrale bestemmelser i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf svarer således til allerede gældende regler i dansk lovgivning. Det
er imidlertid udvalgets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at konventionens øvrige bestemmelser
må antages at kunne give en vis yderligere beskyttelse.
En inkorporering vil efter udvalgets opfattelse i sig selv kunne medføre en tydeliggørelse af privates
muligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsanvendende
myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). Inkorporering vil også kunne medføre større opmærksomhed
og bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets opfattelse, at en
inkorporering ved lov af
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf vil indebære en styrkelse af borgernes retsstilling på de punkter,
hvor FN-konventionen indeholder bestemmelser, der går videre end forbuddene mod tortur i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention og i danske straffebestemmelser mv.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag kun findes få eksempler på, at konventionens
bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Konventionen ses
således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun påberåbt og/eller anvendt i fire sager
(se kapitel 4, afsnit 3.4). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og andre retsan-
vendende myndigheder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se kapitel 6,
afsnit 3.4), hvilket vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i konventio-
nen og en bestemmelse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolknings- og for-
modningsreglen. Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og
andre retsanvendende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af borgernes rettigheder på
de retsområder, som FN-konventionen omfatter. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkor-
porering.
Hertil kommer, at konventionens bestemmelser i vidt omfang er formuleret klart og præcist, og at
konventionen ikke indeholder såkaldte ‖programerklæringer‖, hvilket gør bestemmelserne egnede
til at blive inkorporeret (se kapitel 6, afsnit 3.8). Det forhold, at konventionen også indeholder en-
kelte vagt formulerede bestemmelser, herunder konventionens artikel 2 og 5, betyder efter udvalgets
opfattelse ikke, at konventionen som helhed ikke er egnet til at blive inkorporeret.
Der findes også en omfattende og
detaljeret praksis fra FN’s Torturkomité, der bidrager til fortolk-
ningen af konventionen,
samt en række meget anvendelige generelle bemærkninger (‖general com-
189
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ments‖). Selv om praksis fra komitéen efter omstændighederne kan være svært tilgængelig, er det
udvalgets opfattelse, at komitéens praksis bidrager til at gøre konventionen egnet til at blive anvendt
som retligt grundlag for løsning af konkrete tvister, der verserer ved domstolene eller andre retsan-
vendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.9). Som eksempel herpå kan nævnes komitéens prak-
sis vedrørende konventionens artikel 3, hvorefter ingen deltagende stat må udvise eller udlevere en
person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at vedkommende vil være i fare for
at blive underkastet tortur.
Konventionens rettigheder er af en sådan art, at de næppe
eller i hvert fald kun i mindre grad
indebærer en risiko for, at det i videre omfang overlades til domstolene og andre retsanvendende
myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at
træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål (se kapitel 6, afsnit 3.3).
Udvalget kan dog ikke udelukke, at der for domstolene og andre retsanvendende myndigheder
som følge af et forventet større antal sager, hvor konventionen påberåbes
efter omstændighederne
vil kunne være vanskeligheder og et større arbejde forbundet med at tilvejebringe det fornødne
overblik over relevante fortolkningsbidrag, som gør det muligt at tage stilling til et øget antal
spørgsmål om anvendelse af konventionen. Eventuelle vanskeligheder må dog formodes at være
beskedne, bl.a. fordi forbuddet mod tortur er reguleret ved straffeloven. En eventuel belastning af
domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil desuden ikke i sig selv tale afgørende imod
en inkorporering af konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.7).
Den dobbeltregulering i lovgivningen (se kapitel 6, afsnit 3.6), som der på grund af sammenfaldet
mellem bestemmelser i FN’s konvention om forbud mod tortur
på den ene side og de allerede eksi-
sterende forbudsregler vedrørende tortur i dansk lovgivning og i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention på den anden side nødvendigvis må blive tale om, kan endvidere efter udvalgets
opfattelse ikke anses for at udgøre et reelt problem.
Inkorporering ved lov af FN’s konvention
mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf indebærer således næppe
eller i hvert fald kun i mindre grad
risiko for, at det i videre omfang overlades til domstolene at træffe afgørelser, som det efter dansk
retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål.
Endvidere må konventionen generelt anses for egnet til at blive anvendt af domstolene og andre
retsanvendende myndigheder. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere
FN’s konvention mod tortur og
anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Opfordringerne er kommet
i forbindelse med
eksaminationer af Danmark ved FN’s Racediskriminationskomité og UPR.
Ved
en inkorporering af konventionen vil Danmark imødekomme opfordringerne, hvilket vil have en
190
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
positiv signalværdi i forhold til omverdenen
(se kapitel 6, afsnit 3.2).
Dette taler efter udvalgets
opfattelse ligeledes for en inkorporering.
FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf er ifølge udvalgets oplysninger umiddelbart anvendelig i Frankrig og Nederlandene som følge
af bestemmelser i disse landes forfatninger. Østrig har ratificeret konventionen uden et såkaldt ‖in-
korporeringsforbehold‖, hvilket indebærer, at konventionen principielt er umiddelbart anvendelig. I
Finland er konventionen sat i kraft ved lov, mens den i Tyskland er blevet en del af tysk ret ved
udstedelsen af en såkaldt konventionslov. Island, Norge, Sverige og Storbritannien har ikke inkor-
poreret konventionen (se kapitel 5).
Det forhold, at der således er forskel på, om de hørte lande har
inkorporeret FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller straf, taler efter udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkorporering af kon-
ventionen.
191
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0202.png
6. FN’s konvention om barnets
rettigheder
6.1. Indledning
Danmark har ratificeret FN’s konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder.
184
Konven-
tionen trådte i kraft den 2. september 1990. For Danmarks vedkommende trådte den i kraft den 18.
august 1991. Danmark har ved ratifikationen af konventionen afgivet erklæring om ikke at være
bundet af artikel 40, stk. 2, (b), (v), vedrørende adgang til at få prøvet strafferetlige spørgsmål i to
instanser.
185
Danmark har ikke i øvrigt taget forbehold til konventionen.
Danmark har endvidere ratificeret de to valgfrie protokoller til konventionen af 25. maj 2000 om
henholdsvis børn i væbnede konflikter (OPT1) og handel med børn, børneprostitution og børnepor-
nografi (OPT2). Protokollerne trådte i kraft henholdsvis den 27. august 2002 og den 24. juli 2003.
Danmark har ved ratifikationen af den valgfri protokol om handel med børn, børneprostitution og
børnepornografi afgivet erklæring om, at Danmark i relation til børnepornografi fortolker ordene
‖enhver form for gengivelse‖
i artikel 2, litra c,
som ‖enhver form for visuel gengivelse‖, og at be-
siddelse af utugtige visuelle gengivelser af en person, der er fyldt 15 år, og som har givet sit sam-
tykke til besiddelsen, ikke anses for omfattet af protokollens forpligtende bestemmelser. Ved ratifi-
kationen af den valgfri protokol om børn i væbnede konflikter har Danmark desuden afgivet erklæ-
ring om, at rekruttering af personer under 18 år til de væbnede styrker ikke er tilladt i Danmark.
Danmark har ikke ratificeret den valgfri protokol, der giver individuel klageadgang (OPT3), jf. ne-
denfor.
Konventionen indeholder en lang række forskellige rettigheder, herunder f.eks. krav om ikke-
diskriminering (artikel 2), hensynet til barnets tarv (artikel 3), retten til livet (artikel 6), retten til
navn, statsborgerskab og identitet (artikel 7 og 8), ret til ikke at blive afskilt fra sine forældre (arti-
kel 9), barnets ret til at blive hørt i alle forhold, som angår barnet selv (artikel 12), ytringsfrihed
(artikel 13), tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (artikel 14), forenings- og forsamlingsfrihed
(artikel 15), retten til privat- og familieliv (artikel 16), retten til den højest opnåelige sundhedstil-
stand (artikel 24), retten til en rimelig levestandard (artikel 26 og 27), retten til uddannelse (artikel
28 og 29), beskyttelse mod alle former for seksuel udnyttelse og misbrug (artikel 34) mv. Der er
184
185
Se bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992 (Lovtidende C)
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖Article 40, paragraph 2 (b) (v) shall not be binding on Denmark.
It is a fundamen-
tal principle of the Danish Administration of Justice Act that everybody shall be entitled to have any penal measures
imposed on him or her by a court of fi rst instance reviewed by a higher court. There are, however, some provisions
limiting this right in certain cases, for instance verdicts returned by a jury on the question of guilt, which have not been
reversed by the legally trained judges of the court.‖
192
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0203.png
tale om både borgerlige og politiske rettigheder samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt administrative og andre forholdsreg-
ler til gennemførelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder. Med hensyn til konventionens
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne gennemføre sådanne forholds-
regler i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er behov for
det, inden for rammerne af internationalt samarbejde, jf. artikel 4. En nærmere beskrivelse af ind-
holdet af konventionen findes i betænkning nr. 1407/2001 side 260ff.
Konventionen er sammen med OPT1 og OPT2 medtaget som bilag 5 til betænkningen.
6.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
186
Uanset at FN’s konvention om barnets rettigheder måtte anses for ‖central‖ for beskyttelsen af
menneskerettigheder, fandt Inkorporeringsudvalget ikke på daværende tidspunkt at kunne anbefale,
at konventionen blev inkorporeret i dansk ret. Efter udvalgets opfattelse burde en inkorporering af
andre konventioner end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention således i første omgang
alene omfatte et begrænset antal konventioner af hensyn til at tilvejebringe et grundlag for at opnå
gradvis erfaring med anvendelsen af de inkorporerede konventioner. I den forbindelse fandt udval-
get, at FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s
konvention om afskaffelse af
alle former for racediskrimination og FN’s konvention mod tortur og anden grusom eller nedværdi-
gende behandling eller straf burde tillægges størst prioritet.
Inkorporeringsudvalget lagde endvidere vægt på, at der ikke på daværende tidspunkt var oprettet en
individuel klageadgang til børnekonventionen, og at komitéen vedrørende barnets rettigheder ikke
havde vedtaget generelle bemærkninger vedrørende konventionens materielle rettigheder. Efter ud-
valgets opfattelse indebar dette, at der på daværende tidspunkt ikke var tilstrækkelige fortolknings-
bidrag, der kunne præcisere bestemmelsernes indhold og omfang.
Udvalget var dog opmærksom på, at disse forhold ville kunne ændre sig med tiden, således at der på
et senere tidspunkt ville være et tilstrækkeligt grundlag for at inkorporere også denne konvention.
6.3. Kontrol og retshåndhævelse
Der er ved konventionen oprettet en
komité vedrørende barnets rettigheder.
Komitéen har efter
konventionens artikel 43 kompetence til at påse, at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser i
henhold til konventionen.
186
Se betænkning nr. 1407/2001 side 275f.
193
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0204.png
Komitéen består af 18 eksperter af høj moralsk anseelse og anerkendt sagkundskab, der vælges af
deltagerstaterne blandt disses statsborgere og virker i deres personlige egenskab, jf. konventionens
artikel 43.
Det følger af konventionens artikel 44, at deltagerstaterne er forpligtet til at indsende
periodiske
rapporter
til komitéen om de foranstaltninger, de har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er
anerkendt i konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettig-
heder. En periodisk rapport skal indgives inden to år fra konventionens ikrafttræden i den pågæl-
dende deltagerstat og herefter hvert femte år. Danmark har afgivet fire rapporter (se nedenfor afsnit
6.3.1). Rapporterne gennemgås af komitéen med de enkelte medlemsstater, hvilket har karakter af
en form for
eksamination,
hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens med-
lemmer. Komitéen udarbejder på baggrund af drøftelserne
afsluttende bemærkninger og anbefalin-
ger.
Efter konventionens artikel 45 kan komitéen desuden vedtage
generelle bemærkninger
(‖general
recommendations‖) vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse.
Komitéen har indtil vide-
re vedtaget 17 generelle bemærkninger (se afsnit 6.3.3).
Danmark har ikke tilsluttet sig den individuelle klageadgang, der er etableret ved en valgfri protokol
til konventionen, som trådte i kraft den 14. april 2014. Efter protokollens artikel 12 kan en stat, der
har tiltrådt protokollen, desuden erklære, at den også anerkender komitéens kompetence til at mod-
tage og behandle såkaldte mellemstatslige klager, hvor en deltagerstat hævder, at en anden deltager-
stat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til konventionen. Udvalget har i overensstemmelse
med kommissoriet overvejet spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af protokollen for så vidt angår
den individuelle klageadgang, jf. nærmere kapitel 8.
6.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har afgivet fire rapporter i henhold til konventions artikel 44.
187
Den fjerde og seneste rapport af 19. august 2008 er opbygget således, at der er et indledende afsnit
med generelle bemærkninger om rapporten (kapitel I). Herefter følger et afsnit, der beskriver gene-
relle gennemførelsesskridt (kapitel II). Dernæst følger en række afsnit med bemærkninger i tilknyt-
ning til konventionens enkelte bestemmelser (kapitel III til IX). Kapitel X og XI vedrører de to
valgfrie protokoller, som Danmark har ratificeret. Rapporten redegør detaljeret for de foranstaltnin-
ger, der er truffet i Danmark for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i konventionen, og
Den første rapport blev afgivet i september 1993 (se dokument CRC/C/8/Add.8), den anden rapport blev afgivet i
september 1998 (se dokument CRC/C/70/Add.6), den tredje rapport blev afgivet i august 2003 (CRC/C/129/Add.3) og
den fjerde rapport blev afgivet i august 2008 (CRC/C/DNK/4).
187
194
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0205.png
for de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettigheder siden afgivelsen af den
tredje rapport. Der meddeles således oplysninger om bl.a. nye love, udvalgsarbejde og betænknin-
ger, regeringens handlingsplaner og administrationen af gældende regler. Rapporten redegør endvi-
dere for, hvorledes Danmark har fulgt op på komitéens forslag og anbefalinger i forbindelse med
eksaminationen af Danmarks tredje rapport.
Danmark blev eksamineret over den fjerde rapport den 24. januar 2011.
Som anført i betænkning nr. 1407/2001 vil domstolene og andre retsanvendende myndigheder alene
finde begrænset vejledning i de danske rapporter ved fortolkningen og anvendelsen af konventio-
nens bestemmelser i konkrete sager. Dette skyldes bl.a., at rapporterne i det væsentlige består af
faktuelle oplysninger om den danske retstilstand til brug for komitéens efterfølgende eksamination.
6.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Samtlige fire rapporter, som Danmark har udarbejdet, har været gjort til genstand for eksamination.
Komitéens afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 7. april 2011
188
i anledning af Danmarks
fjerde rapport i henhold til artikel 44, er opbygget således, at de foruden en generel indledning inde-
holder et afsnit om statens opfølgning og fremskridt (‖Follow-up
Measures Undertaken and Pro-
gress Achieved by the State party‖) samt et afsnit om forhold, der giver komitéen anledning til
be-
kymring og anbefalinger (‖Principal subjects of concern and recommendations‖).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger i anledning af Danmarks fjerde rapport indeholder
følgende opregning af
forhold, der giver anledning til bekymring og anbefalinger
(‖principal
subjects of concern and recommendations‖):
“A.
General measures of implementation (arts. 4, 42 and 44, para. 6 of the Conven-
tion)
The Committee’s previous recommendations
6. The Committee welcomes efforts by the State party to implement the concluding ob-
servations of the Committee adopted in September 2005 (CRC/C/DNK/CO/3) following
the consideration of the third periodic report of the State party. Nevertheless, the Com-
mittee regrets that some of its concerns and recommendations have been insufficiently
or not addressed.
7.
The Committee urges the State party to take all necessary measures to address
those recommendations from the concluding observations on the third report that
have not yet been implemented or sufficiently implemented, including those related
188
Se dokument CRC/C/DNK/CO/4 af 7. april 2011
195
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
to legislation, coordination, national plan of action, dissemination, data collection
and alternative care.
Reservations
8. While noting that the State party has indicated that only a small number of cases
could be affected by
the continuation of the State party’s reservation to article 40, para-
graph 2 (b), of the Convention on the Rights of the Child, the Committee remains con-
cerned at the maintenance of this reservation which, in breach of the right to a fair trial,
limits the right to appeal for children who have been sentenced for minor offences.
9.
In the light of the Vienna Declaration and Programme of Action adopted at the
World Conference on Human Rights in 1993 (A/CONF.157/23), the Committee re-
commends that the State party consider withdrawing the reservation made to ar-
ticle 40, paragraph 2 (b), of the Convention.
Status of the Convention
10. While noting that the Convention may be invoked and applied by the courts and
administrative authorities, the Committee notes with concern that the Convention is re-
ferred to only in a limited number of cases and that the application of the Convention by
judicial authorities and administrative decision-making bodies is limited, due largely to
the Convention not being fully incorporated into the national legislation of the State par-
ty.
11.
The Committee recommends that the State party promote the application of
the Convention on the Rights of the Child by the courts and administrative deci-
sion-making bodies, including by taking measures to fully incorporate the Conven-
tion into its national legislation.
Legislation
12. The Committee welcomes legislative actions undertaken by the State party that have
direct bearing on the lives of children, including those regarding parental responsibility
and day care as well as the Child’s Reform of 2010 and its objective of increasing sup-
port for children and young people with special needs to ensure equal opportunities in
personal development and health. The Committee, however, remains concerned that
there is no legislative framework of a more comprehensive nature covering the full
scope of the Convention. It is also concerned that child rights legislation in Greenland
and the Faroe Islands has yet to be harmonized with the principles and provisions of the
Convention.
13.
The Committee recommends that the State party, including the authorities in
Greenland and the Faroe Islands, take all necessary measures to ensure that legis-
lation and administrative regulations throughout the territory of the State party
conform fully to the principles and provisions of the Convention and the two Op-
tional Protocols and that new legislation is assessed in due course and evaluated in
terms of its impact on children, and that it consider drafting a rights-based Child
Act encompassing all rights under the Convention. In this respect, the Committee
urges the State party to ensure that the proposed reform to the Greenland Act on
Help to Children and Youth, to be undertaken with support from the United Na-
196
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tions Children’s
Fund (UNICEF), is a comprehensive exercise taking full account
of all rights and the views of children.
Coordination
14. While noting that the Municipal Reform of 2007 seeks to streamline the distribution
of responsibility between the national and the local level by transferring the financing
and implementation of social (citizens) services to the municipalities, the Committee
remains concerned at the absence of a clear national mechanism responsible for the
overall horizontal and vertical coordination
of the Convention’s implementation. Fur-
thermore, the Committee is deeply concerned at the possible negative effects the new
distribution of responsibilities may have on the less endowed and/or less advanced mu-
nicipalities, including those in Greenland and the Faroe Islands, thus deepening dispari-
ties in the full enjoyment of rights by the children of different municipalities.
15.
The Committee calls upon the State party to clearly identify a high-level coor-
dination system/authority across sectors and with all regions and municipalities in
order to ensure the implementation of child rights in a comprehensive, coherent
and consistent manner, throughout its territory. Furthermore, the Committee re-
commends that such coordination addresses, in a timely and open manner, the dis-
parity issues among municipalities that may arise due to the implementation of the
Municipal Reform.
National plan of action
16. The Committee welcomes the various sectoral strategies developed concerning
children, including Greenland’s
2010 strategy ―A Safe Childhood‖. However, it regrets
that the State party has yet to adopt a comprehensive rights-based policy and a harmo-
nized plan of action for the full and effective implementation of the Convention
throughout its territory.
17.
The Committee recommends that the State party develop a comprehensive pol-
icy and a harmonized plan of action for the full implementation of the Convention.
The Committee recommends that the State party, in doing so, ensure that such
comprehensive policy and plan of action are rights-based and are an integral com-
ponent of national development planning, taking full account of the different re-
gional contexts, particularly in the territories of Greenland and the Faroe Islands.
It further recommends that the harmonized plan of action contain specific time-
bound and measurable goals and targets to effectively monitor progress in the en-
joyment of all rights by all children. The national plan of action should be linked to
national, sectoral and municipal strategies and budgets to ensure appropriate allo-
cation of the financial, human and technical resources required for its implementa-
tion.
Independent monitoring
18. The Committee notes with satisfaction that the delegation announced an increase in
funding for the Danish National Council on Children but notes that this institution does
not fulfil the role of an Ombudsman. Furthermore, the Committee deeply regrets that its
earlier recommendation for the establishment of an independent mechanism to monitor
the implementation of the Convention has not been followed and takes note, with con-
197
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
cern, of the State party delegation statement that there is no intention to establish an
ombudsman for children in Denmark given the existence of the Danish Parliamentary
Ombudsman to whom complaints by or for children can be submitted.
19. The Committee welcomes the proposed establishment in Greenland of an indepen-
dent children’s council,
based on the principles relating to the status of national institu-
tions for the promotion and protection of human rights (Paris Principles). However, it
remains concerned that in the Faroe Islands no measures have been undertaken to estab-
lish an independent mechanism for child rights.
20.
The Committee reiterates its recommendation that the State party take meas-
ures to ensure that the Ombudsman system in the country takes full account of the
Convention and establishes therein a facility to monitor the implementation of
child rights that is transparent, well-resourced and specialized and that is empo-
wered to deal with individual complaints. In doing so, the Committee recommends
that the State party conduct an evaluation of its current independent monitoring
system, and apply the findings to set up such facility for children’s rights. For the
situation in the Faroe Islands and Greenland, the Committee reiterates its previous
recommendation (CRC/C/DNK/CO/3, para. 21). The Committee reminds the State
party of its general comment No. 2 (2002) on the role of independent national hu-
man rights institutions in the promotion and protection of the rights of the child.
Allocation of resources
21. The Committee is concerned that making municipalities entirely responsible
by
virtue of the Municipal Reform of 2007
for the financing, supply and allocation of so-
cial services with only partial State reimbursement for high-cost cases may lead to situa-
tions where children in some municipalities, particularly the most disadvantaged, do not
enjoy the full range of necessary social services. Furthermore, while noting that the Na-
tional Appeals Board can address situations in which such discrepancies arise, the
Committee is concerned that this could in practice make the right to equality of resource
allocation subject to the delays and uncertainties of an appeal process. The Committee is
also concerned that insufficient resources have been allocated for the realization of the
right to education for children in Greenland and the Faroe Islands, and for mental health
services throughout the State party’s territory.
22.
The Committee urges the State party to ensure that its allocation of resources
to all sectors covering child rights remains high and is equitable, bearing in mind
the need for financial support to those municipalities which require it in order to
ensure fully the realization of all rights of all children, and that the budget re-
quirements, particularly in education and mental health services, are fully met.
Data collection
23. While appreciating the improved data collection system in the territory of Green-
land, the Committee remains concerned about the lack of adequate resources for the ef-
fective collection of statistical data on the implementation of the Convention in the Fa-
roe Islands and notes the lack of statistics for both territories on poverty and on cases of
abuse.
198
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
24.
The Committee urges the State party to strengthen statistical systems and
analysis on the implementation of the Convention in the Faroe Islands and in
Greenland, and to ensure that data is systematically collected and used to inform
policy and programmes in relation to poverty, violence and abuse. In general, it
recommends that the State party continue to strengthen its capacity for the syste-
matic collection and analysis of data disaggregated, inter alia, by age, sex and eth-
nic background on all persons under the age of 18 for all areas covered by the
Convention throughout its territory.
Dissemination and awareness-raising
25. While
welcoming the State party’s information that human rights and democracy are
part of the school curricula at both primary and secondary school levels, the Committee
is concerned at the low rates of awareness of the Convention, especially among child-
ren.
26.
The Committee urges the State party to incorporate teaching on the Conven-
tion as a specific subject in school curricula. It also urges the State party to pro-
mote knowledge of the Convention among the public at large through, inter alia,
the mass media.
Training
27. The Committee is concerned that the curriculum for the training of persons working
for and with children, including teachers, does not include the Convention.
28.
The Committee reiterates its previous recommendation (CRC/C/DNK/CO/3,
para. 23) for the State party to develop systematic and ongoing training pro-
grammes on human rights, including children’s rights, for all persons working for
and with children, e.g. judges, lawyers, law enforcement officials, civil servants, lo-
cal government officials, teachers, social workers and health personnel, and espe-
cially for children themselves.
Child rights and the business sector
29. The Committee notes with appreciation the adoption of the Act amending the Da-
nish Financial Statements Act (Accounting for corporate and social responsibility in
large businesses) of December 2008, which obliges the 1,100 largest corporations in
Denmark to report on their corporate and social responsibility policies and initiatives.
However, the Committee notes that there is no specific mention of child rights or the
Convention on the Rights of the Child as part of the Act’s framework for reporting.
30.
The Committee recommends that the State party provide a framework for re-
porting on child rights by Danish corporations, including multinational corpora-
tions headquartered in Denmark, and for the National Contact Point to address
cases of non-compliance, including extraterritorially, by Danish multinational en-
terprises. In so doing, the Committee recommends that the State party apply the
relevant provisions of the Convention. The Committee further encourages the
State party to give due consideration to experiences from around the world in the
application of, inter alia, the United Nations “Protect, Respect and Remedy”
199
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Framework to the operations of private and public corporations, particularly in
respect to child rights.
B. General principles (arts. 2, 3, 6 and 12 of the Convention)
Non-discrimination
31. The Committee expresses concern at the State party’s new immigration
laws, which
came into force on 1 August 2010, due to the negative effect of, inter alia, the increase
in the level of difficulty of the criteria for non-nationals to receive residency rights, and
the foregoing of public benefits in exchange for points under the new points-based crite-
ria. The Committee is concerned that this may have the de facto effect of exacerbating
discrimination against immigrants, especially Roma children with respect to their access
to education and other essential social services. In this context, the Committee is also
concerned at the disparity in State assistance provided to disadvantaged families newly
arrived in the State party, the majority of whom belong to ethnic minorities, compared
to the assistance provided to other residents in similar circumstances.
32.
The Committee recommends that the State party ensure access to social servic-
es and to State assistance for families in disadvantaged situations, on an equitable
basis. In doing so, the Committee urges the State party to collect and analyse dis-
aggregated data to comprehensively monitor and address de facto discrimination,
including multiple discrimination that may particularly affect boys and girls who
belong to ethnic minorities and/or who have special needs or are in situations of
vulnerability.
33.
The Committee calls upon the State party to ensure the effective enforcement
of protective laws, to undertake studies and launch comprehensive public informa-
tion campaigns to prevent and combat all forms of discrimination, and to sensitize
society to the situation and needs of children within the society and particularly
within the family. In this regard, the Committee requests that specific information
be included in the next periodic report on the measures and programmes underta-
ken to follow up on the Durban Declaration and Programme of Action adopted at
the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Re-
lated Intolerance, taking into account the Committee’s general comment No. 1
(2001) on the aims of education, and in doing so strengthen its efforts to promote
values and behaviour free of discrimination on any ground, including gender, eth-
nic origin, immigration status, disabilities, sexual orientation and any other.
Best interests of the child
34. While welcoming the new focus on the best interests of the child encompassed by
the Child Reform Act, the Committee remains concerned that it is not yet given suffi-
cient consideration in, particularly, the determination by municipalities of the placement
of a child outside his or her home as well as in the applications from unaccompanied
asylum-seeking children.
35.
The Committee recommends that the State party ensure that municipalities
consider the best interests of the child, especially when deciding on placement out-
side the home and in refugee determination procedures.
200
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Respect for the views of the child
36. The Committee welcomes the fact that new legislation, such as the Child’s Reform
of 2010, the Act on Parental Responsibility of 2007, and the Care Placement Reform of
2004, has led to strengthening child involvement in decision-making. However, it notes
that there is insufficient clarity with regard to the rights of the child to be heard in ad-
ministrative and legal proceedings, including placement, and that when drafting the mu-
nicipal child policy called for in the above mentioned legislation, municipalities do not
sufficiently involve children.
37.
The Committee recommends: (a) that the State party take measures to ensure
that the views of children are taken into account (i) when drafting the municipal
child policy, including on matters regarding placement and (ii) on all issues relat-
ing to the education, health and welfare of children with disabilities; and (b) that
more opportunities be created for children to be heard on all matters that concern
their rights, including for the next report to the Committee. The Committee also
recommends that the State party ensure, through appropriate training, that all
professionals and staff dealing with
children’s issues are informed and competent
to support the expression of children’s views. In this respect the Committee refers
the State party to its general comment No. 12 (2009) on the right of the child to be
heard.
C. Civil rights and freedoms (arts. 7, 8, 13-17, 19 and 37 (a) of the Convention)
Torture or other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment
38. The Committee notes with concern that corporal punishment is lawful in the home
and in alternative care settings in the Faroe Islands and that, although Government Cir-
cular No. 1 on School Discipline (12 January 1994) states that corporal punishment
should not be used, there is no explicit prohibition in law.
39.
The Committee urges the State party to take measures to ensure that corporal
punishment is prohibited in all settings and throughout its territory and to conduct
awareness-raising and public education programmes with a view to encouraging
the use of alternative disciplinary measures in line with the inherent dignity of the
child, while taking due account of the Committee’s general comment No. 8 (2006)
on the right of the child to protection from corporal punishment and other cruel or
degrading forms of punishment.
Follow-up to the United Nations study on violence against children
40.
With reference to the United Nations study on violence against children (see
A/61/299), the Committee encourages the State party to:
(a) Prioritize the elimination of all forms of violence against children, including by
ensuring implementation of the recommendations of the United Nations study on
violence against children, paying particular attention to gender;
(b) Provide information concerning the implementation by the State party of the
recommendations of the Study in the next periodic report, particularly those hig-
hlighted by the Special Representative of the Secretary-General on violence
against children, namely:
201
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(i)
The development in each State of a national comprehensive strategy to pre-
vent and address all forms of violence against children;
(ii)
The introduction of an explicit national legal ban on all forms of violence
against children in all settings;
(iii) The consolidation of a national system of data collection, analysis and dis-
semination, and a research agenda on violence against children;
(c) Cooperate with the Special Representative of the Secretary-General on violence
against children and seek technical assistance from, inter alia, UNICEF, the Office
of the United Nations High Commissioner for Human Rights, the World Health
Organization, the International Labour Organization, the United Nations Educa-
tional, Scientific and Cultural Organization, the Office of the United Nations High
Commissioner for Refugees and the United Nations Office on Drugs and Crime, as
well as non-governmental organization partners.
D. Family environment and alternative care (arts. 5, 18 (paras. 1-2), 9-11, 19-21,
25, 27 (para. 4) and 39 of the Convention)
Family environment
41. While appreciating the State party action plans against violence towards women and
children (2002-2004 and 2005-2008) and the adoption, as stated by the delegation, of an
action plan against violence in the home in the Faroe Islands, the Committee is con-
cerned that children living with domestic violence
whether as victims or witnesses
are not receiving the focused attention they require. In particular, the Committee is con-
cerned that children who have required short stays at crisis centres due to domestic vi-
olence were neither appropriately registered nor provided with support or followed up
by municipalities. The Committee is further concerned that municipal efforts in relation
to children living with domestic violence are inadequate.
42.
The Committee recommends that the State party ensure that:
(a) Municipalities provide adequate support to children who, due to domestic vi-
olence, require the services of a crisis centre, and that such support be provided
during their stay and in follow-up to their departure from the centre;
(b) Authorities consistently
examine the child’s situation when reports indicate
that the child has been a victim of domestic violence or witnessed such violence,
and that all such cases are properly documented and registered;
(c) Psychological support is also made available to adult victims of domestic vi-
olence.
Children deprived of a family environment
43. The Committee continues to be concerned at the large number of children who are
placed in care outside of their home, particularly in institutional care. While noting that
the Municipality Reform of 2007 places the responsibility of family support and care of
children deprived of a family on municipalities with the technical support of regional
authorities, the Committee is concerned that local authorities do not receive adequate
guidance and supervision. The Committee further notes with concern that there contin-
ues to be a large number of children who have been placed into care without an individ-
ual action plan, which pursuant to the Care Placement Reform 2004, must set objectives
202
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
and sub-objectives,
inter alia, in relation to the child’s or young person’s development
and behaviour, family circumstances, school, health and leisure time.
44.
The Committee recommends that the State party:
(a) Ensure that the implementation of measures related to the Child Reform Act
2010 provides appropriate support to families by addressing the risk factors for
children being placed into care;
(b) Ensure that the guidance, supervision and monitoring of children placed in
care for the protection of their best interests is adequately supported by central
and regional authorities;
(c) Take necessary measures to ensure that children in care are provided with in-
dividual action plans, in compliance with the Care Placement Reform 2004, and
take into full account the views of the child in care;
(d) Programme and implement action plans, with a view to ensuring that family-
type care rather than institutional care is the preferred form of care provided for
children deprived of a family environment;
(e) Take into full account the Guidelines for the Alternative Care of Children, as
adopted by the General Assembly in its resolution 64/142, in carrying out the
above recommendations.
E. Basic health and welfare (arts. 6, 18 (para. 3), 23, 24, 26, 27 (paras. 1-3) of the
Convention)
Children with disabilities
45. While noting the efforts undertaken by the State party to improve the fulfilment of
the rights of children with disabilities, the Committee is concerned at the envisaged re-
duction of allowances to parents of children with disabilities who need to withdraw
from the labour market to care for their children. With respect to education, the Com-
mittee notes with appreciation the analysis undertaken by the State party and shares its
concern as to the high number of children with disabilities receiving education in segre-
gated contexts. It also notes with appreciation the recent changes to the teacher training
syllabus to include a mandatory module on special needs education, while it remains
concerned that the educational achievements of children with disabilities are markedly
low in comparison to other children. The Committee is concerned that in general, in
schools as well as in care institutions and foster-family settings, the views of the child
with disabilities are not often heard, including during supervisory visits.
46.
The Committee strongly recommends that the State party:
(a) Reconsider its planned reductions to allowances for parents of children with
disabilities who need to withdraw from the labour market to care for their child-
ren with disabilities;
(b) Take steps, in accordance with article 12 of the Convention and article 7, para-
graph 3, of the Convention on the Rights of Persons with Disabilities, to amend leg-
islation to ensure that children and young people in all settings, including mental
health settings, are guaranteed the right and opportunity to freely express their
views on matters of treatment, services and support, and that they have access to
age- and disability-appropriate support to exercise these rights;
203
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(c) Provide, where necessary, alternative communications facilities for children
with disabilities;
(d) Further strengthen its measures to provide adequate training to all teachers on
the needs of children with disabilities with a view to ensuring that the quality of
education received by such children is of an equal level to that of all children;
(e) Expeditiously implement its planned transition of children with disabilities into
elementary schools, and in doing so take into account the Committee’s general
comment No. 9 (2006) on the rights of children with disabilities.
Breastfeeding
47. The Committee
notes that the State party’s legislation on the marketing of breast-
milk substitutes does not comply with the International Code of Marketing of Breast-
milk Substitutes and subsequent relevant World Health Assembly resolutions.
48.
The Committee recommends that the State party implement fully the Interna-
tional Code of Marketing of Breast-milk Substitutes. The State party should also
further promote baby-friendly hospitals and encourage the inclusion of breastfeed-
ing in training of nurses. The Committee further recommends that the State party
take measures to collect data on breastfeeding in a systematic manner that is in ac-
cordance with international rules.
Adolescent health
49. The Committee welcomes the State party’s forthcoming ban on the sale
of alcohol
to persons under the age of 18 years. The Committee remains concerned at the growing
rate of child obesity and associated increase of exposure to lifestyle diseases and higher
mortality, especially among children in disadvantaged situations. It is further concerned
at unwanted pregnancies amongst girls in Greenland and the Faroe Islands.
50.
The Committee recommends that the State party strengthen its efforts to com-
bat obesity among children and adolescents, including by ensuring access to health
advice and care, including in schools, to healthy foods, and to adequate opportuni-
ties for engaging in physical activity. In this respect, the Committee recommends
that the State party engage the mass media and the food industry to ensure their
contribution to healthy lifestyles and consumption patterns by children and ado-
lescents. The Committee also recommends that the authorities in the territories of
Greenland and the Faroe Islands expeditiously prepare and implement appropri-
ate programmes and strategies for preventing and addressing unwanted pregnan-
cies.
Mental health
51. The Committee notes with concern that despite the establishment of a treatment
guarantee for children in need of psychiatric evaluation and treatment, regional capacity
for providing treatment remains inadequate and lengthy waiting periods for children re-
quiring evaluation and treatment for mental health problems persist. In addition, while
noting that the National Board of Health has the mandate to check and, where neces-
sary, intervene in the diagnosis and prescription for children with attention deficit
hyperactivity disorder (ADHD) and attention deficit disorder (ADD), the Committee
204
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
remains concerned at the increase in the prescription of psycho-stimulants to children
diagnosed with ADHD and ADD.
52.
The Committee recommends that the State party continue to develop a com-
prehensive mental-health-care system for children and young people, including
prevention, treatment of common mental health problems in primary health care
and specialized care for serious disorders, and that it reduce the waiting period in
mental health services. The Committee also recommends that the State party care-
fully monitor the prescription of psycho-stimulants to children and take initiatives
to provide children diagnosed with ADHD and ADD, as well as their parents and
teachers, with access to a wider range of psychological, educational and social
measures and treatments. The Committee also recommends that the State party
consider undertaking the collection and analysis of data disaggregated according
to substance-type and age through its national substance abuse hotline (Giftlinjen)
with a view to monitoring the potential abuse of psycho-stimulant drugs by child-
ren.
Standard of living
53. The Committee expresses its concern that a significant number of children are re-
ported to be living in poverty in the State party. The Committee is also concerned at the
effects, particularly on children and women, of the so-called 300-hours rule (as of 2008,
the 450-hours rule), which, inter alia, results in the reduction or withdrawal of supple-
mentary benefits to married couples who have received benefits for two or more years
but have not individually worked for a minimum of 450 hours under normal employ-
ment circumstances. In particular, the Committee is concerned that this rule frequently
has the effect of primarily and disproportionately affecting women of ethnic minorities
with serious repercussions for their children.
54.
The Committee calls upon the State party to reinforce its efforts to provide
support for economically disadvantaged families, including children of single par-
ents, children of parents on State welfare, and those of newly arrived families, and
to guarantee the right of all children to an adequate standard of living. The Com-
mittee also recommends that the State party monitor, in cooperation with local au-
thorities, the effects on children and women affected by the 450-hours rule and
take measures to ensure that they are not subject to social inequality and exclu-
sion. Furthermore, the Committee urges the State party to take measures neces-
sary for the comprehensive collection and analysis of data on child poverty, includ-
ing in Greenland and the Faroe Islands, in order for it to be effectively addressed.
F. Education, leisure and cultural activities (arts. 28, 29 and 31 of the Convention)
Education, including vocational training and guidance
55. While welcoming initiatives such as the ―Watch out for bullying‖ and ―Together
against bullying‖
campaigns and the high percentage of schools with a plan of action to
address bullying, the Committee is nevertheless concerned at the prevalence of bullying
in schools and at the lack of clarity in the law as to the responsibility of school authori-
ties and follow-up action in cases of failure to comply the plans of action. The Commit-
tee is further concerned that, under current education programmes, only children of Eu-
205
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ropean Union or European Economic Area citizens are entitled to mother-tongue in-
struction.
56.
The Committee recommends that the State party continue and intensify its ef-
forts to prevent and address bullying in schools, particularly by introducing a
range of educational and socio-pedagogical methods involving parents and an ap-
propriate monitoring of school plans. It also recommends that mother-tongue edu-
cation be reintroduced for bilingual pupils who do not receive municipally orga-
nized mother-tongue lessons.
G. Special protection measures (arts. 22, 30, 32-36, 38-40, and 37 (b)-(d), of the
Convention)
Asylum-seeking and refugee children
57. The Committee welcomes the high standards of the reception centres for unaccom-
panied children seeking asylum and that these children will continue to have access to a
legal representative following a negative decision on their asylum case as per amend-
ments to the Danish Aliens Act. However, the Committee is concerned that:
(a) There are unaccompanied asylum-seeking children disappearing prior to the final
processing of their asylum case;
(b) Many children of asylum-seeking families have been diagnosed with psychological
or psychiatric problems as a result of having experienced trauma caused by or relating
to their circumstances;
(c) Children who do not cooperate with age-determination will face procedural conse-
quences;
(d) The majority of asylum-seeking children of school-going age receive education in
separate schools where the quality of the education is significantly lower than that of
mainstream Danish schools, and that these schools do not grant academic credits which
qualify the children for further education.
58.
In the light of the above listed concerns, the Committee urges the State party:
(a) To undertake a systematic survey on the disappearance of unaccompanied asy-
lum-seeking children, especially with regard to the effect that revoking residency
rights upon attaining 18 years of age may have on their disappearance, and inte-
grate findings in the formulation of the State party’s policies for ensuring that the
rights of children in such circumstances are fully respected;
(b) To initiate timely, practical and appropriate measures for preventing the dis-
appearance of unaccompanied asylum-seeking children, including by: (i) only ap-
plying the Dublin II Regulation in cases where it is in keeping with
the child’s best
interest; and (ii) ensuring that all unaccompanied asylum-seeking children are
provided with a trained guardian and, if necessary, legal aid, with due regard to
the child’s best interest and right to information and freedom of expression,
upon
their arrival and until such time when their asylum process is completed;
(c) To revise the proposed amendments to the Danish Aliens Act to remove the
proposal that if a child does not cooperate with the age-determination process
there will be procedural consequences, and ensure that international standards for
how to conduct such process are introduced;
206
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(d) To apply the Danish Aliens Act in a manner that will ensure a legal status and a
durable solution for children suffering from trauma and diagnosed with psycho-
logical or psychiatric problems, providing the social and health measures required
for their mental rehabilitation;
(e) To ensure that asylum-seeking and refugee children receive the same quality of
education as children in Danish schools.
Sexual exploitation and abuse
59. While noting that the State party is in the process of updating its Plan of Action for
Combating Sexual Abuse (2003), the Committee is concerned that the programming
process for the updated plan does not directly take into account or seek out the views of
the child. The Committee is also concerned that:
(a) The psychosocial support available for child victims of sexual abuse is inadequate;
(b) The current reporting system on sexual abuse lacks guidelines on the involvement of
professionals in the identification and reporting of child abuse and neglect;
(c) There is no integrated coordination of public measures for the expeditious recovery
and reintegration of children who have been subject to neglect or abuse in the Faroe Isl-
ands;
(d) There have been reports of trained professionals failing to inform relevant authori-
ties in cases involving child abuse or violence in the Faroe Islands.
60.
In the light of the above concerns, the Committee recommends that the State
party:
(a) Provide direct channels for children to provide their views on the updating of
the Plan of Action for Combating Sexual Abuse (2003);
(b) Strengthen the provision of holistic and long-term psychosocial support for
child victims of sexual abuse in its updated Plan of Action;
(c) Take measures to ensure the application of the Optional Protocol to the Con-
vention on the sale of children, child prostitution and child pornography in Green-
land and the Faroe Islands;
(d) Ensure the coordination of public measures to support the expeditious recovery
and reintegration of children who have been subject to neglect or abuse in the Fa-
roe Islands, and that professionals working with children consistently report to the
relevant authorities all cases where a child is suspected of having experienced
abuse or neglect;
(e) Ensure, through adequate legal provisions, procedures, and regulations, that all
child victims and and/or witnesses of crimes, including children victims of abuse,
domestic violence, sexual and economic exploitation, abduction, and trafficking,
have effective access to justice and are provided with the protection required by
the Convention, fully taking into account the Guidelines on Justice in Matters in-
volving Child Victims and Witnesses of Crime (Economic and Social Council reso-
lution 2005/20 of 22 July 2005, annex).
Trafficking
61. The Committee, while welcoming the State party’s efforts
to combat trafficking in
children, is concerned that Denmark continues to be a significant transit and destination
country for child victims of trafficking-related crimes, including forced child prostitu-
tion and labour. The Committee is also deeply concerned that the efforts taken to prose-
207
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
cute traffickers and persons subjecting children to forced labor and prostitution continue
to require strengthening. The Committee further notes with concern the absence of a le-
gal framework to facilitate the granting of residence permits to child victims of traffick-
ing.
62.
The Committee urges the State party to take effective measures to safeguard
the rights of children in their territory, especially those of unaccompanied child-
ren, to ensure that they do not fall prey to trafficking. In so doing, the Committee
urges the State party:
(a) To ensure that children who are suspected victims of trafficking will not be im-
prisoned as a result of conditions which are the consequence of them being traf-
ficked, and that they are provided with specialized assistance services;
(b) To vigorously prosecute, convict, and sentence sex and labour trafficking of-
fenders;
(c) To ensure that the sanctions for such offences are commensurate with the grav-
ity of this serious human rights and child rights abuse;
(d) To ensure that law enforcement officials and other social officials who are
working with and for the children are effectively trained in methods of victim iden-
tification and treatment;
(e) To encourage and support a broad, nationwide public awareness programme;
(f) To enhance the monitoring of anti-trafficking efforts to improve the Govern-
ment’s response to child trafficking;
(g) To ensure, through appropriate legislative measures, that child victims of traf-
ficking are not repatriated except where such repatriation is in their best interests.
Helplines
63. The Committee notes with concern that the child helpline (Børnetelefonen) is inade-
quately funded and is not operational for 24 hours per day every day.
64.
The Committee recommends that the State party ensure that the child helpline
is open 24 hours per day, every day and provide it with sufficient financial and
human resources for its operations, including funding for awareness-raising
throughout its territory.
Administration of juvenile justice
65. The Committee expresses its deep concern on the following issues relating to the
administration of juvenile justice:
(a) The Administration of Justice Act permits the placement of 14- to 17-year-olds in:
(i) pretrial detention for up to eight months, and this limit is subject to further extension
in cases which the State party considers to be exceptional circumstances; and (ii) solita-
ry confinement for up to four weeks;
(b) The lowering of the age of criminal responsibility from 15 years to 14 years;
(c) The amendment to the Penal Code to abolish the maximum prison sentence of eight
years in cases involving children.
66.
In the light of the above, the Committee urges the State party:
(a) To ensure that, in accordance
with the Committee’s general comment No. 10 on
children’s rights in juvenile justice, such standards are fully implemented, in par-
208
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ticular, articles 37 (b), 39 and 40 of the Convention, as well as the United Nations
Standard Minimum Rules for the Administration of Juvenile Justice (Beijing
Rules), the United Nations Guidelines for the Prevention of Juvenile Delinquency
(Riyadh Guidelines) and the United Nations Rules for the Protection of Juveniles
Deprived of their Liberty (Havana Rules);
(b) To amend its Administration of Justice Act: (i) to clearly define the conditions
for pretrial detention; and (ii) to, as far as possible, limit its duration, and prohibit
the placement of persons under the age of 18 in solitary confinement;
(c) To consider repealing the recent amendment to the Penal Code which removes
the upper limit of eight years for prison sentences issued to persons below the age
of 18;
(d) To take measures to ensure that no child, regardless of circumstance, is sub-
jected to imprisonment in the ordinary prison system with adults.
Children belonging to minority or indigenous groups
67. The Committee regrets that the State party has yet to fully implement the recom-
mendations of the Human Rights Committee in 2008 (CCPR/C/DNK/CO/5, para. 13)
and the Committee on the Elimination of Racial Discrimination in 2010
(CERD/C/DNK/CO/18-19, para. 17) to uphold the identity of the Inughuit as a distinct
indigenous community capable of vindicating traditional rights in accordance with in-
ternational norms.
68.
The Committee reiterates the recommendations of the Human Rights Commit-
tee in 2008 (CCPR/C/DNK/CO/5, para. 13) and the Committee on the Elimination
of Racial Discrimination in 2010 (CERD/C/DNK/CO/18-19, para. 17) and urges
the State party to, in accordance with the Committee’s general comment No. 11
(2009) on indigenous children and their rights under the Convention, take all
measures necessary for ensuring that Inughuit children are able to exercise their
right to grow up in a safe cultural environment, maintain and develop their identi-
ty and use their own language without being disqualified and discriminated
against.
H. Ratification of international human rights instruments
69.
The Committee urges the State party to extend the applicability of the Optional
Protocol to the Convention on the Rights of the Child on the sale of children, child
prostitution and child pornography and the Protocol to Prevent, Suppress and Pu-
nish Trafficking in Persons, Especially Women and Children, supplementing the
United Nations Convention against Transnational Organized Crime, to Greenland
and the Faroe Islands. The Committee also recommends that the State party con-
sider ratifying the International Convention on the Protection of the Rights of All
Migrant Workers and Members of Their Families (1990) and the Optional Proto-
col to the Convention on the Rights of Persons with Disabilities (2006).
I. Follow-up and dissemination
70.
The Committee recommends that the State party take all appropriate measures
to ensure the full implementation of the present recommendations by, inter alia,
209
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0220.png
transmitting them to the Head of State, the Supreme Court, Parliament, relevant
ministries and local authorities for appropriate consideration and further action.
71.
The Committee further recommends that the fourth periodic report and writ-
ten replies submitted by the State party and the related recommendations (con-
cluding observations) be made widely available in the languages of the country (in-
cluding translation into most common languages of immigrants and refugees resid-
ing in Denmark), including (but not exclusively) through the Internet to the public
at large, civil society organizations, youth groups, professional groups and child-
ren, in order to generate debate and awareness of the Convention, its implementa-
tion and monitoring.”
Selv om komitéen foretager en selvstændig vurdering af de oplysninger, den modtager i de periodi-
ske rapporter, samt oplysninger, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen, vil
domstolene og andre retsanvendende myndigheder som anført i betænkning nr. 1407/2001
189
alene
finde
begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolkningen og
anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
Dette skyldes bl.a., at det er landenes
rapporter samt oplysninger, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen, der
danner grundlag for komitéens udtalelser. Komitéens udtalelser har således reelt karakter af en dia-
log med medlemsstaten, hvorimod komitéen har afholdt sig fra at fremsætte mere generelle udtalel-
ser.
6.3.3. Generelle bemærkninger
Som nævnt har komitéen udarbejdet 17
generelle bemærkninger (‖general comments‖),
der alle er
kommet til siden 2001, hvor Inkorporeringsudvalget afgav betænkning. Det drejer sig om følgende
generelle bemærkninger (den engelske titel er benyttet):
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
189
‖The aims of education‖ af 17.
april 2001
―The
role of independent human rights institutions‖
af 15. november 2002
―HIV/AIDS
and the rights of the child‖
af 17. marts 2003
‖Adolescent
Health‖
af 1. juli 2003
―General
measures of implementation for the Convention on the Rights of the Child‖
af 3.
oktober 2003
―Treatment
of unaccompanied and separated children outside their country of origin‖
af 1.
september 2005
―Implementing
child rights in early childhood‖
af 20. september 2006
―The
right of the child to protection from corporal punishment and other cruel or degrading
forms of punishment‖
af 2. marts 2007
―The
rights of children with disabilities‖
af 13. november 2007
Se betænkning nr. 1407/2001 side 271.
210
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
10.
―Children’s rights in Juvenile Justice‖
af 25. april 2007
11.
―Indigenous
children and their rights under the Convention‖
af 12. februar 2009
12.
―The
right of the child to be heard‖
af 20. juli 2009
13.
―The
right of the child to freedom from all forms of violence‖
af 18. april 2011
14.
―The right of the child to have his or her best interests taken as a primary consideration‖ af
29. maj 2013
15.
―The
right of the child to the enjoyment of the highest attainable standard of health (Article
24)‖
af 17. april 2013
16.
―On State obligations regarding the impact of the business sector on children’s rights‖ af 17.
april 2013
17.
―The
right of the child to rest, leisure, play, recreational activities, cultural life and the arts‖
af 17. april 2013
Udvalget har vurderet, om komitéens generelle bemærkninger kan antages at have praktisk betyd-
ning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved fortolkningen og anvendelsen af
konventionens bestemmelser, dvs. om domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil kunne
finde praktisk vejledning heri, når der skal træffes afgørelser i konkrete sager.
Efter udvalgets opfattelse har komitéens generelle bemærkning vedrørende uafhængige menneske-
rettighedsinstitutters rolle (nr. 2) ikke praktisk betydning ved fortolkningen og anvendelsen af kon-
ventionens materielle bestemmelser. Det samme gælder den generelle bemærkning vedrørende ge-
nerelle foranstaltninger til gennemførelse af konventionen (nr. 5).
En række af komitéens øvrige generelle bemærkninger
vil efter udvalgets opfattelse kunne have
praktisk betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved fortolkningen og an-
vendelsen af konventionens materielle bestemmelser.
Det gælder komitéens generelle bemærkninger
om målene med uddannelse (nr. 1), om HIV/AIDS og barnets rettigheder (nr. 3), om unges sundhed
og udvikling i sammenhæng med konventionen (nr. 4), om gennemførelse af børns rettigheder i den
tidlige barndom (nr. 7), om beskyttelse af børn mod korporlig afstraffelse og andre grusomme eller
nedværdigende former for straf (nr. 8), om rettigheder for børn med handicap (nr. 9), om rettigheder
for børn af oprindelige folk (nr. 11) og om statens forpligtelser for så vidt angår forretningssekto-
rens betydning for børns rettigheder (nr. 16). Udvalget lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at
disse generelle bemærkninger er omfattende, udførlige og detaljerede. Det skal dog samtidig be-
mærkes, at bemærkningerne i vidt omfang beskriver de retlige og faktiske områder, som giver an-
ledning til særlige problemer i forhold til bl.a. bestemte grupper af børns rettigheder efter konventi-
onen, ligesom de beskriver, hvad medlemsstaterne positivt skal gøre på disse områder. Da de gene-
relle bemærkninger endvidere bygger på komitéens
samlede
erfaringer fra arbejdet med medlems-
landendes periodiske rapporter, beskriver de i vidt omfang problemer på områder, der ikke som
211
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
udgangspunkt er relevante for Danmark. Det gælder f.eks. registrering af nyfødte, adgang til rent
drikkevand, uddannelse, sundhedsydelser mv., lige adgang til uddannelse for piger og drenge mv.
Komitéens generelle bemærkninger om behandling af uledsagede børn (nr. 6) og børns rettigheder i
retssystemet (nr. 10)
kan efter udvalgets opfattelse også have praktisk betydning for domstolene og
andre retsanvendende myndigheder.
Udvalget lægger herved vægt på, at bemærkningerne indehol-
der en omfattende, udførlig og detaljeret beskrivelse af forhold, som skal eller bør inddrages ved
behandlingen af f.eks. straffesager mod unge eller sager om asyl for uledsagede børn. Domstolene
og andre retsanvendende myndigheder vil efter udvalgets opfattelse kunne
finde en vis vejledning i
de generelle bemærkninger til brug for tilrettelæggelsen og behandlingen af disse og andre typer
sager, som vedrører uledsagede børn eller børns rettigheder i retssystemet.
Endelig er der en række af komitéens generelle bemærkninger, som vedrører specifikke bestemmel-
ser i konventionen. Det drejer sig om komitéens generelle bemærkninger om barnets ret til at blive
hørt (nr. 12), om barnets ret til at blive beskyttet mod alle former for vold (nr. 13), om hensynet til
barnets tarv (nr. 14), om barnets ret til den højest opnåelige sundhed (nr. 15) og om barnets ret til
hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at
deltage i det kulturelle og kunstneriske liv (nr. 17). Bemærkningerne er omfattende, udførlige og
detaljerede, og de kan efter udvalgets opfattelse i vidt omfang bidrage til fortolkningen og anven-
delsen af konventionens artikel 3, stk. 1 (barnets tarv), artikel 12 (retten til at blive hørt), artikel 19
(om beskyttelse mod alle former for vold), artikel 24 (om den højest opnåelige sundhed) og artikel
31 (om retten til fritid, leg mv.). Disse generelle bemærkninger ses således at have
betydning for
fortolkningen og anvendelsen af konventionens materielle bestemmelser
og dermed
praktisk betyd-
ning for lovgivningsmagten, domstolene og andre retsanvendende myndigheder og enkeltpersoner.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
6.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering af FN’s konvention om barnets rettigheder.
FN’s konvention om barnets rettigheder definerer i konventionens artikel 1 børn som ethvert men-
neske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.
Det følger af art 2, stk. 1, at deltagerstaterne skal respektere og sikre konventionens rettigheder for
ethvert barn inden for dets jurisdiktion. Konventionen indeholder en lang række meget forskellige
rettigheder, f.eks. ret til livet (artikel 5), ret til identitet, herunder statsborgerskab, navn og familie-
forhold (artikel 8), ret til ytringsfrihed (artikel 13), ret til tankefrihed, samvittigheds- og religions-
212
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
frihed (artikel 14), ret til forenings- og forsamlingsfrihed (artikel 15), adgang til information (artikel
17), beskyttelse mod fysisk og psykisk vold (artikel 19), ret til at nyde den højst opnåelige sund-
hedstilstand (artikel 24), ret til social tryghed (artikel 26), ret til uddannelse (artikel 28), ret til hvile
og fritid (artikel 31) og ret til beskyttelse mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug (artikel 34).
Herudover indeholder konventionen bl.a. bestemmelser om adoption (artikel 21), flygtningebørn
(artikel 22) og børn med handicap (artikel 23).
Bestemmelsernes indhold og udformning er varierende, idet konventionen indeholder både borger-
lige og politiske samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder fastlægger ikke præcise rettigheder, og det følger af artikel 4, at deltagersta-
terne skal gennemføre sådanne forholdsregler i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er
til rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt samarbejde.
Børns rettigheder er også sikret ved en række andre konventioner, der omfatter enhver, f.eks. Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention,
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der og FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Endvidere er der i flere
konventioner fastsat særlige regler om børn. Som eksempel kan nævnes artikel 24 i FN’s konventi-
on om borgerlige og politiske rettigheder, der fastsætter, at ethvert barn uden forskelsbehandling
skal have ret til de beskyttelsesforanstaltninger, som dets stilling som mindreårig kræver, og som
også indeholder bestemmelser bl.a. om adskillelse af unge og ældre under frihedsberøvelse i forbin-
delse med strafforfølgning.
Børnekonventionens bestemmelser er imidlertid fokuserede på børns behov og er langt mere detal-
jerede end de generelle konventioner. Konventionens beskyttelsesområde er bredt og vedrører næ-
sten alle samfundsforhold af betydning for børn. Herudover gælder konventionen for en meget stor
befolkningsgruppe, der har et særligt behov for beskyttelse og omsorg.
De fleste af konventionens bestemmelser er udformet som forpligtelser for deltagerstaterne. Det er
således pålagt deltagerstaterne f.eks. at sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres
vilje (artikel 9), ligesom deltagerstaterne skal sikre barnets ytringsfrihed efter artikel 13, forenings-
frihed efter artikel 15 og adgang til information efter artikel 17.
En stor del af konventionens bestemmelser overlader det endvidere til staten at træffe bestemmelse
om, hvorledes konventionens rettigheder skal gennemføres. Dette gælder f.eks. efter artikel 3, hvor-
efter deltagerstaterne er forpligtede til at lade barnets tarv komme i første række i alle foranstaltnin-
ger vedrørende børn, hvad enten de udøves af offentlige eller private institutioner for socialt vel-
færd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, og efter artikel 33, hvorefter
deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder lovgivningsmæssige, sociale og
uddannelsesmæssige, for at beskytte børn mod narkotika. De valg med hensyn til gennemførelsen af
213
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konventionens rettigheder, som er forudsat herved, må efter udvalgets opfattelse foretages af lov-
givningsmagten. Efter udvalgets opfattelse er dette også forudsat i konventionens artikel 4, der på-
byder deltagerstaterne at gennemføre konventionens økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i
videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til rådighed.
En inkorporering af konventionen vil efter udvalgets opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse
af privates muligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsan-
vendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). En inkorporering vil også kunne medføre større
opmærksomhed og bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets
opfattelse, at en inkorporering ved lov herved vil indebære en styrkelse af børns retsstilling på de
områder, som konventionen regulerer, i det omfang konventionens bestemmelser er egnede til at
blive påberåbt ved domstolene.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag findes forholdsvis få sager, hvor konventionens
bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Konventionen ses
således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis påberåbt i 20 sager (se kapitel 4, afsnit
3.7). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4), hvilket
vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i konventionen og en bestem-
melse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolknings- og formodningsreglen.
Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af børns rettigheder på de
retsområder, som FN-konventionen omfatter, i det omfang konventionens bestemmelser kan hånd-
hæves ved domstolene. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Imidlertid er en række af konventionens bestemmelser vagt og generelt formulerede bestemmelser,
og konventionen indeholder adskillige bestemmelser, der har karakter af såkaldte ‖programerklæ-
ringer‖, hvilket gør bestemmelserne mindre egnede til at blive inkorporeret
(se kapitel 6, afsnit 3.8).
Som eksempler kan nævnes konventionens artikel 24
om deltagerstaternes anerkendelse af ‖barnets
ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genop-
rettelse af helbredet‖,
og artikel 26
om anerkendelse af ‖ethvert
barns ret til at nyde godt af social
sikkerhed, herunder social forsikring‖.
FN’s Børnekomité har mulighed for at modtage og behandle klager fra enkeltpersoner vedrørende
medlemsstaternes påståede manglende overholdelse af konventionen. Den individuelle klageadgang
til komitéen trådte dog først i kraft den 14. april 2014. Komitéen har derfor endnu ikke gennem ud-
214
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
talelser i individuelle klagesager haft mulighed for at præcisere indholdet og omfanget af medlems-
staternes forpligtelser og de deraf følgende rettigheder for borgerne.
Den manglende praksis fra FN’s Børnekomité må efter udvalgets opfattelse tillægges en vis betyd-
ning, bl.a. fordi komitéens generelle bemærkninger (‖general comments‖) vanskeligt i sig selv
vil
kunne opveje de udfordringer, der som følge af den manglende praksis vil være i forhold til at fast-
lægge det præcise indhold af konventionens vagt formulerede bestemmelser (se kapitel 6, afsnit
3.9). Selv om flere af komitéens generelle bemærkninger kan have betydning for fortolkningen og
anvendelsen af konventionens bestemmelser, jf. afsnit 6.3.3 ovenfor, og selv om disse må anses for
at indeholde god vejledning om fortolkningen af konventionen, ændrer det efter udvalgets opfattelse
ikke afgørende herved. Dette forhold sammenholdt med, at mange af bestemmelserne i konventio-
nen er vagt formulerede og har karakter af ‖programerklæringer‖ (se kapitel 6, afsnit 3.8), må anta-
ges at kunne medføre vanskeligheder for domstolene med hensyn til vurdering af rækkevidden af
konventionens bestemmelser og anvendelse af dem i konkrete sager (se kapitel 6, afsnit 3.3)
Det er
som det fremgår af kapitel 3, afsnit 5
udvalgets opfattelse, at gennemførelsen af sådanne
bestemmelser overlader et betydeligt skøn til de enkelte stater, og at de valg, som udøvelsen af dette
skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten.
Det forhold, at FN’s konvention om barnets rettigheder indeholder vage og generelle bestemmelser,
kan
på den ene side
tale for, at konventionen som helhed ikke anses for egnet til at blive inkorpore-
ret. Det kan i den forbindelse anføres, at sådanne bestemmelser indebærer en risiko for, at det over-
lades til domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørelser, som det efter dansk
retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål.
Det kan ligeledes anføres, at der også er en risiko for, at FN’s Børnekomité, som endnu ikke har
afgivet udtalelser i konkrete klagesager, vil udfylde konventionens bestemmelser vedrørende så-
danne spørgsmål på en anden måde, end dette ville være sket i Danmark. Selv om komitéens udta-
lelser ikke er folkeretligt bindende for regeringen, kan udtalelserne herved komme til at præge for-
ståelsen af konventionsbestemmelsernes rækkevidde. Det kan derfor siges at bestå en risiko for, at
domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved en konflikt mellem en bestemmelse i kon-
ventionen (samt tilhørende afgørelser fra FN’s
Børnekomité)
og en bestemmelse i en anden dansk
lov vil blive stillet i situationer, hvor de anser sig for at være forpligtet til at træffe valg om forde-
lingspolitiske og andre spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at træffe.
Det kan
på den anden side
anføres, at konventionen er fuldt ud egnet til at blive inkorporeret, fordi
danske domstole og andre retsanvendende myndigheder allerede i dag fortolker dansk ret med fuld
opmærksomhed på og respekt for den danske retstraditions fordeling af kompetencen til at træffe
fordelingspolitiske valg. Det kan i den forbindelse anføres, at der ikke er grundlag i de hidtidige
erfaringer for at antage, at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ikke også frem-
215
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0226.png
over vil respektere denne rollefordeling, såfremt et ønske om at fastholde denne magtbalance er en
klar forudsætning for en inkorporering af konventionen. Ligeledes kan det anføres, at der også er en
række bestemmelser i konventionen, der er formuleret klart og præcist, og som derfor næppe vil
kunne give anledning til særlige vanskeligheder for domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder. Som eksempler kan nævnes forbuddet mod diskrimination i artikel 2 og artikel 7 om, at bar-
net skal registreres umiddelbart efter fødslen og har ret til et navn.
Det forhold, at
FN’s konvention om
barnets rettigheder indeholder vage og generelle bestemmelser,
kan på den ene side tale for, at konventionen som helhed ikke anses for egnet til at blive inkorpore-
ret, fordi der er en risiko for, at domstolenes og andre retsanvendende myndigheders kommer til at
træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder
om fordelingspolitiske og andre spørgsmål. På den anden side kan konventionen som helhed anses
for egnet til at blive inkorporeret, fordi domstolene og andre retsanvendende myndigheder hidtil
har udvist
og fremover må antages at ville udvise
tilbageholdenhed over for at træffe sådanne
afgørelser. Udvalgets medlemmer vurderer dette spørgsmål forskelligt, jf. nærmere nedenfor afsnit
9.
Konventionen rejser efter udvalgets opfattelse ikke særlige problemer i relation til spørgsmålet om
dobbeltregulering i lovgivningen (se kapitel 6, afsnit 3.6), selv om nogle af konventionens bestem-
melser, f.eks. om hensynet til barnets tarv, også er reguleret udtrykkeligt i dansk lovgivning. Kon-
ventionen medfører på nuværende tidspunkt heller ikke en større belastning af domstolene og de
retsanvendende myndigheder i forhold til at tilvejebringe et overblik over fortolkningsbidrag (se
kapitel 6, afsnit 3.7).
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere FN’s konvention om barnets
rettigheder. Opfordringerne er kommet i forbindelse med
eksaminationer af Danmark ved FN’s
Børnekomité og UPR.
Ved en inkorporering af konventionen vil Danmark imødekomme opfordrin-
gerne, hvilket vil have en positiv signalværdi i forhold til omverdenen (se kapitel 6, afsnit 3.2). Det-
te taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
FN’s konvention om barnets rettigheder er ifølge udvalgets oplysninger inkorporeret i Island og
Norge ved lov. I Finland er konventionen sat i kraft ved lov, mens den i Tyskland er blevet en del af
tysk ret ved udstedelsen af en såkaldt konventionslov. I Frankrig og Nederlandene er konventionen
umiddelbart anvendelig som følge af bestemmelser i landenes forfatninger. Sverige
190
og Storbri-
tannien har ikke inkorporeret konventionen, og Østrig har ratificeret konventionen med et såkaldt
‖inkorporeringsforbehold‖,
der indebærer, at konventionen ikke er umiddelbart anvendelig, dvs.
Sverige har i marts 2013 dog iværksat et større udredningsarbejde, som bl.a. skal belyse fordele og ulemper ved at
inkorporere FN’s konvention om barnets rettigheder i svensk ret. Udredningsarbejdet skal efter planen være færdigt
senest den 4. marts 2015, jf. kapitel 5, afsnit 2.7.
190
216
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konventionen kan hverken påberåbes eller anvendes af borgerne, myndighederne eller domstolene
(se kapitel 5).
Det forhold, at der således er forskel på, om de hørte lande har inkorporeret
FN’s
konvention om barnets rettigheder, taler efter udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkor-
porering af konventionen.
217
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0228.png
7. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
7.1. Indledning
Danmark har ratificeret den internationale konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder (CEDAW).
191
Konventionen trådte i kraft for Danmark den
21. maj 1983. Danmark har ikke taget forbehold til konventionen.
Danmark har endvidere ratificeret
den valgfri protokol til FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder (OPT), der
giver individuel klageadgang til FN’s Kvinde-
komité. Protokollen trådte i kraft for Danmark den 22. december 2000.
Konventionen indeholder en lang række forskellige rettigheder i tilknytning til forbuddet mod dis-
krimination af kvinder, herunder f.eks. krav om faktisk ligestilling (artikel 4), forbud mod handel
med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution (artikel 6), forbud mod diskrimination af
kvinder i landets politiske og offentlige liv (artikel 7), forbud mod diskrimination i forhold til at
erhverve, ændre og bevare statsborgerret (artikel 9), forbud mod diskrimination på uddannelsesom-
rådet (artikel 10), forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet (artikel 11), forbud mod diskrimi-
nation på sundhedsområdet (artikel 12), forbud mod diskrimination i alle ægteskabs- og familiefor-
hold (artikel 16) mv. En nærmere beskrivelse af indholdet af konventionen findes i betænkning nr.
1407/2001 side 277ff.
Konventionen er medtaget som bilag 6 til betænkningen.
7.2. Overvejelser i betænkning nr. 1407/2001
192
Uanset,
at FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder måtte an-
ses for ‖central‖ for beskyttelsen af menneskerettigheder, fandt Inkorporeringsudvalget ikke på da-
værende tidspunkt at kunne anbefale, at konventionen blev inkorporeret i dansk lovgivning. Efter
udvalgets opfattelse burde en inkorporering af andre konventioner end Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention således i første omgang alene omfatte et begrænset antal konventioner af hen-
syn til at tilvejebringe et grundlag for at opnå gradvis erfaring med anvendelsen af de inkorporerede
konventioner. I den forbindelse fandt udvalget, at
FN’s konvention om borgerlige og politiske ret-
tigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s konvention
mod tortur og anden grusom eller nedværdigende behandling eller straf burde tillægges størst priori-
tet.
191
192
Se bekendtgørelse nr. 83 af 9. september 1983 (Lovtidende C)
Se betænkning nr. 1407/2001 side 292f.
218
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Inkorporeringsudvalget lagde herved endvidere vægt på, at den individuelle klageadgang, der blev
indført i december 2000, ikke havde eksisteret så længe, at komitéen havde haft mulighed for gen-
nem udtalelser i individuelle klagesager at præcisere indholdet og omfanget af medlemsstaternes
forpligtelser og de deraf følgende rettigheder for borgerne. Hertil kom, at komitéens generelle be-
mærkninger efter udvalgets opfattelse enten ikke eller kun i begrænset omfang kunne antages at
have praktisk betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, når de skal træffe
konkrete afgørelser, og når de i den forbindelse skal fortolke og anvende konventionens bestemmel-
ser.
Udvalget var dog opmærksom på, at disse forhold ville kunne ændre sig med tiden, således at der på
et senere tidspunkt ville være et tilstrækkeligt grundlag for at inkorporere også denne konvention.
7.3. Kontrol og retshåndhævelse
Der er ved konventionen oprettet en
komité vedrørende afskaffelse af diskrimination mod kvinder.
Komitéen har kompetence til at påse, at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser i henhold til
konventionen, jf. konventionens kapitel V.
Komitéen består af 23 medlemmer, der skal være statsborgere i en af de i konventionen deltagende
stater. Medlemmerne skal endvidere være eksperter af høj moralsk standard og med sagkundskab på
de områder, konventionen omfatter, og de vælges og virker i deres personlige egenskab, jf. artikel
17, stk. 1.
Efter konventionens artikel 18 har de kontraherende stater forpligtet sig til at indsende
periodiske
rapporter
om de lovgivningsmæssige, retlige, administrative eller andre foranstaltninger, de har
truffet til gennemførelse af konventionens bestemmelser, og om de fremskridt, der er gjort i denne
henseende. Den første rapport skal afleveres inden ét år efter konventionens ikrafttræden i forhold
til det pågældende land, og herefter skal medlemsstaten aflevere en periodisk rapport hvert fjerde år.
Danmark har indtil videre udarbejdet otte rapporter (se afsnit 7.3.1). Rapporterne gennemgås af
komitéen sammen med de enkelte deltagerstater, hvilket har karakter af en form for
eksamination,
hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens medlemmer. Komitéen udarbejder
på baggrund af disse drøftelser
afsluttende bemærkninger og anbefalinger
til den pågældende stat
(se afsnit 7.3.2).
Komitéen kan i henhold til konventionens artikel 21 herudover vedtage
generelle bemærkninger
(‖general recommendations‖) vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse. Komitéen har
vedtaget 29 generelle bemærkninger (se afsnit 7.3.3).
219
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0230.png
Danmark har som nævnt ratificeret den valgfri protokol til FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder. Ved den valgfri protokol er komitéen blevet tillagt kompe-
tence til at modtage og behandle klager fra private vedrørende de i konventionen anerkendte rettig-
heder (individuel
klageadgang),
jf. artikel 1 til 7. Komitéens behandling af en individuel klage en-
der med en udtalelse, hvor komitéen tager stilling til, om der foreligger en krænkelse af konventio-
nen, ligesom komitéen fremkommer med eventuelle anbefalinger, jf. artikel 7, stk. 3. Komitéen har
indtil videre (pr. 1. april 2014) afgivet udtalelse i 38 individuelle klagesager.
Komitéen er ved den valgfri protokol endvidere blevet tillagt kompetence til at foretage en undersø-
gelse i tilfælde af pålidelige oplysninger om en medlemsstats
grove eller systematiske krænkelser af
konventionen,
jf. konventionens artikel 8 og 9. Komitéens undersøgelse ender med en rapport, der
gengiver resultatet af komitéens undersøgelser, ligesom rapporten indeholder eventuelle bemærk-
ninger og anbefalinger. Komitéens mulighed for at foretage sådanne undersøgelser har en enkelt
gang været benyttet i praksis.
193
7.3.1. Periodiske rapporter
Danmark har i henhold til konventionens artikel 18 afleveret otte periodiske rapporter,
194
der er op-
bygget således, at der foruden en generel indledning er et afsnit om rammerne for arbejdet frem
mod ligestilling (kapitel 1), et afsnit om det offentlige liv (kapitel 2), et afsnit om uddannelse (kapi-
tel 3), et afsnit om arbejdsmarkedet (kapitel 4) og et afsnit om andre retlige og sociale tiltag (kapitel
5). Der redegøres i disse afsnit (kapitel 1 til 5) udførligt for gennemførelsen af konventionens enkel-
te artikler (artikel 1 til 16). Rapporten indeholder endvidere en række statistiske oplysninger og ta-
beller vedrørende konventionens rettigheder. Endelig indeholder rapporten bemærkninger fra en
række ikke-statslige organisationer til regeringens officielle rapport.
En gennemgang af rapporterne giver et vist indtryk af, på hvilke retsområder konventionens enkelte
bestemmelser har haft en praktisk betydning i de perioder, som rapporterne vedrører. Domstolene
og andre retsanvendende myndigheder vil dog alene finde begrænset vejledning i de danske rappor-
ter ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager. Dette skyl-
des bl.a., at rapporterne i det væsentlige indeholder faktuelle oplysninger, som regeringen meddeler
komitéen, og som skal danne grundlag for en efterfølgende eksamination.
Ifølge de oplysninger, der er tilgængelige via hjemmesiden for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder
(www.ohchr.org), har komitéen foretaget undersøgelse i medfør af artikel 8 i forhold til Mexico (se dokument CE-
DAW/C/2005/OP.8/MEXICO af 27. januar 2005).
194
Den første rapport blev afleveret i 1984 (se dokument CEDAW/C/5/Add.22). Den anden rapport blev afleveret i
1988 (se dokument CEDAW/C/13/Add.14). Den tredje rapport blev afleveret i 1993 (se dokument CEDAW/C/DEN/3).
Den fjerde rapport blev afleveret i 1997 (se dokument CEDAW/C/DEN/4). Den femte rapport blev afleveret i 2000 (se
dokument CEDAW/C/DEN/5). Den sjette rapport blev afleveret i 2004 (se dokument CEDAW/C/DEN/6). Den syvende
rapport blev afleveret i 2008 (se dokument CEDAW/C/DEN/7). Den ottende rapport blev afleveret i 2013 (se dokument
CEDAW/C/DNK/8).
193
220
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0231.png
7.3.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Af de otte rapporter, som Danmark har udarbejdet, har syv været gjort til genstand for en eksamina-
tion. Komitéen har på baggrund af eksaminationerne udarbejdet afsluttende bemærkninger, der er
opbygget således, at de foruden en generel indledning indeholder et afsnit om positive aspekter
(‖positive aspects‖),
efterfulgt af et afsnit om forhold, der giver anledning til bekymring og anbefa-
linger fra komitéens side
(‖principal areas of concern and recommendations).
De afsluttende bemærkninger og anbefalinger af 7. august 2009 i anledning af Danmarks 7. rap-
port
195
indeholder følgende opregning af
forhold, der giver anledning til bekymring og anbefalinger
(‖principal areas of concern and recommendations‖):
―10.
The Committee recalls the State party’s obligation systematically
and conti-
nuously to implement all the provisions of the Convention, and views the concerns
and recommendations identified in the present concluding observations as requir-
ing the State party’s priority attention between now and the submission of the next
periodic report. Consequently, the Committee urges the State party to focus on
those areas in its implementation activities and to report on action taken and re-
sults achieved in its next periodic report. It calls upon the Governments of Den-
mark, the Faroe Islands and Greenland to submit the present concluding observa-
tions to all relevant ministries, to the Parliament and the judiciary, so as to ensure
their full implementation.
Previous concluding observations
11. The Committee acknowledges the relative short time between the adoption of the
previous concluding observations and the examination of their implementation. It re-
grets, however, that some of the concerns it expressed and the recommendations it
adopted after the consideration of the State party’s
sixth periodic report (CE-
DAW/C/DEN/6) in 2006 have been insufficiently addressed. These include for instance
those regarding the underrepresentation of women in politics at the municipal level, the
wage gap, parental leave, the situation of foreign married women with temporary resi-
dence permits, and the minimum age requirement for spousal reunification.
12.
The Committee urges the State party to make every effort to address the pre-
vious recommendations that have not yet been fully implemented, as well as the
concerns contained in the present concluding observations.
Parliament
13.
While reaffirming that the Government has the primary responsibility and is
particularly accountable for the full implementation of the State party’s obliga-
tions under the Convention, the Committee stresses that the Convention is binding
on all branches of Government, and it invites the State party, including the Faroe
Islands and Greenland, to encourage its Parliament, in line with its procedures,
where appropriate, to take the necessary steps with regard to the implementation
195
Se dokument CEDAW/C/DEN/CO/7 af 7. august 2009.
221
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
of these concluding observations and the Government’s next reporting process un-
der the Convention.
Legal status of the Convention
14. While recognizing that some of the State party’s
domestic laws reflect the articles
enshrined in the Convention, the Committee is concerned at the decision taken by the
State party not to incorporate the Convention into its domestic legal order. It also reite-
rates the concerns expressed in its previous concluding observations that the Conven-
tion’s provisions and rights have not been fully incorporated in the Faroe Islands and
Greenland. Furthermore, given the special status of the self-governing and autonomous
territories of the Faroe Islands and Greenland, the Committee considers that the incor-
poration of the Convention into the Constitution or other appropriate legislation would
provide full protection to all citizens under the Danish Realm. The Committee notes that
under Home Rule legislation the Danish Parliament has delegated legislative and execu-
tive powers to the authorities of the Faroe Islands and Greenland. It underlines, howev-
er, that the State party bears the primary responsibility of ensuring the full implementa-
tion of the Convention within the Danish Realm and dividing responsibilities with self
governing and autonomous territories in that regard. In addition, while noting the exis-
tence of gender equality machineries and regulations in Denmark, the Faroe Islands and
Greenland, the Committee is concerned that there is inadequate effective coordination
of the application of the Convention in all Territories of the State party and of reporting
as required under article 18 of the Convention.
15.
The Committee calls on the State party to reconsider its decision not to incor-
porate the Convention into its domestic legal order, with a view to ensuring that all
rights protected under the Convention are given full effect in domestic law. It re-
calls the State party’s obligation, as stated in article 2 (a)
of the Convention, to em-
body the principle of the equality of men and women in its national Constitution or
other appropriate legislation. The Committee recommends that the State party en-
sure that full implementation of the Convention is achieved throughout the State
party’s entire territory, including the Faroe Islands and Greenland. It also re-
quests that an efficient division of responsibilities and reporting under the Conven-
tion is guaranteed through the establishment of effective coordination and report-
ing mechanisms. Visibility of the Convention and its Optional Protocol
16. The Committee takes note of the efforts made by the State party to increase the visi-
bility of the Convention and the Optional Protocol, but remains concerned that the Con-
vention and its Protocol have not received a high degree of visibility and importance,
and are therefore not regularly used as the central legal basis for measures, including
legislation, aimed at the elimination of discrimination against women and the promotion
of gender equality in the State party, including in the Faroe Islands and Greenland. The
Committee is further concerned that the provisions of the Convention have been used
only once in a court case, which may indicate a lack of awareness of the Convention
among the judiciary and the legal profession.
17.
The Committee calls upon the State party, including the Faroe Islands and
Greenland, to place greater emphasis, in their efforts to eliminate discrimination
against women, on the Convention as a central legally
binding women’s human
222
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
rights instrument. It also calls upon the State party to take proactive measures to
enhance awareness of the Convention and its Optional Protocol at all levels, in par-
ticular among the judiciary and the legal profession, political parties, Parliament
and Government officials, including law enforcement officials, as well as the gen-
eral public, in order to strengthen the use of the Convention in the development
and implementation of its legislation, policies and programmes aimed at the prac-
tical realization of the principle of equality between women and men. The Commit-
tee encourages the State party to systematically promote knowledge and under-
standing of the Convention and its Optional Protocol, as well as the Committee’s
general recommendations and the views adopted on individual communications
and enquiries, and to ensure that they are made an integral part of educational
curricula, including legal education and the training of the judiciary.
Gender mainstreaming
18. While commending the second plan of action for the implementation of the gender
mainstreaming strategy in all Ministries for the period 2007-2011, the Committee re-
grets the uneven implementation of the gender mainstreaming strategy within minis-
tries, regions and municipalities and notes that only 6 per cent of the municipalities have
a concerted strategy for working with gender mainstreaming. The Committee is further
concerned at the lack of a coordination mechanism to effectively implement this strate-
gy, as well as at the low number of bills for which gender impact assessment has been
applied.
19.
The Committee calls upon the State party to establish a dedicated coordination
mechanism and to introduce at all levels
ministerial, regional and municipal
effective monitoring and accountability mechanisms for the implementation of the
gender mainstreaming strategy, as well as to include sanctions for non-compliance
in such mechanisms. The Committee also recommends that the State party apply
the gender impact assessment of all new bills in order to ensure that implementa-
tion of laws does not have an adverse impact on achieving de facto gender equality.
The Committee recommends that the Governments of the Faroe Islands and
Greenland also envisage the adoption of a gender mainstreaming strategy.
Temporary special measures
20. Welcoming the fact that the legislation provides the framework for the adoption of
temporary special measures, the Committee is concerned about the State party’s limited
application of article 4, paragraph 1, of the Convention on temporary special measures
and regrets the self-governing
and autonomous territories’ insufficient understanding of
the need for the introduction and implementation of temporary special measures.
21.
The Committee recommends that the State party, including the Faroe Islands
and Greenland, take concrete measures, including temporary special measures in
accordance with article 4, paragraph 1, of the Convention and general recommen-
dation No. 25 to accelerate the practical realization
of women’s de facto equality
with men.
Political participation and participation in public life
223
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
22. While noting the rather strong representation of women in decision-making in the
Danish Parliament and the increase of such representation in the Faroe Islands, the
Committee reiterates its concern about the low representation of women in local poli-
tics. It notes with particular concern that despite the State’s initiatives in this area this
proportion has barely changed in the past 20 years and that the percentage of women
mayors has declined since 1997 and stands now at only 8 per cent.
23.
The Committee urges the State party to take proactive measures in order to
improve significantly the representation of women in politics at regional and local
levels and to achieve full gender equality in Parliament. The Committee acknowl-
edges the position of the State party that the introduction of a quota system on the
number of seats in the Danish Parliament or regional and local governments is un-
likely to be in accordance with the Danish Constitution, and note that this would
be resolved with the incorporation of article 4, paragraph 1, of the Convention. It
also considers that this position should not constitute an impediment to the estab-
lishment of other temporary special measures for national and local elections, as
indicated in the Committee’s general recommendation No. 25. The State party
therefore urges the State party to adopt appropriate temporary special measures
in order to increase the number of women in politics, in particular at the regional
and local levels, in the State party, including the Faroe Islands and Greenland.
Women in top management positions in academia and the public and private sec-
tors
24. The Committee remains concerned at the low percentage of women in high ranking
posts, particularly in academia, where the presence of women declines as they move up
the academic ladder and where they currently hold only 13 per cent of professorships.
The Committee welcomes the adoption in 2008 of a Charter on women in management
whereby companies commit themselves to developing strategies and setting goals to in-
crease the percentage of women in management, but it continues to be concerned at the
very low representation of women in top management positions and on boards of pri-
vate companies.
25.
The Committee urges the State party to strengthen its efforts to increase the
number of women in high-ranking posts, particularly in academia. It recommends
that the State party adopt effective proactive measures to encourage more women
to apply for high-ranking posts and it encourages the State party to draw on the
University of Copenhagen’s example on the use of temporary special measures to
recruit more female professors. It therefore encourages the State party to review
its position on the use of temporary special measures in order to accelerate the rea-
lization of women’s de facto equality with men in all areas. The Committee re-
commends that the strategy on women in management positions in the labour
market and business sector include effective monitoring and accountability me-
chanisms, including sanctions for non-compliance with voluntary commitments
taken by employers and other relevant groups, and encourages the State party to
take further legislative measures as required. In addition to the above-mentioned
recommendations, the Committee requests the Governments of the Faroe Islands
and Greenland to provide full statistical data on women in management positions
in elected and appointed bodies and as high-ranking officials within executive bo-
224
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
dies, including in the judiciary, in their respective territories in the next periodic
report.
Labour market
26. The Committee commends women’s continued high level of participation in the la-
bour market and measures taken by the State party in support of such participation,
which enable both women and men to reconcile work and family life through extended
maternity and paternity leave schemes. However, it reiterates the concerns expressed in
its previous concluding observations about the significant occupational segregation and
the persistence of the wage gap, due to the fact that women still hold a majority of part-
time jobs.
27.
The Committee urges the State party to take proactive concrete measures to
eliminate occupational segregation, both horizontal and vertical, and to narrow
and close the wage gap between women and men. The Committee recommends
that the State party consider extending the equal pay monitoring and reporting ob-
ligations to companies with fewer than 35 employees. It reiterates the recommen-
dation formulated in its previous concluding observations directed to ensuring that
job evaluation systems based on gendersensitive criteria be developed with the aim
of closing the existing wage gap between women and men. The Committee further
calls upon the State party and the Governments of the Faroe Islands and Green-
land to conduct surveys in order to gain a better understanding of the persistence
of occupational segregation and the pay gap between women and men and to moni-
tor trends, including through the collection and analysis of data disaggregated by
sex, skills and sectors in part-time versus full-time work, as well as the impact of
measures taken and results achieved, and to take the necessary corrective steps.
The Committee recommends that the State party, including the Faroe Islands and
Greenland, continue their efforts to ensure reconciliation of family and profession-
al responsibilities and the promotion of equal sharing of domestic and family tasks
between women and men, including by increasing incentives for men to take up
their right to parental leave and to give women priority for available full-time em-
ployment positions.
28. The Committee notes with concern that the new legislation on public procurement
in the State party fails to introduce a gender equality policy.
29. The Committee recommends the State party to ensure that the implementation of a
gender equality policy constitutes a requirement for granting public procurement con-
tracts.
Violence against women
30. The Committee welcomes the political and legal measures taken by the State party
to combat violence against women and the generally high-quality protection and servic-
es offered to victims of sexual violence in Denmark. It takes note of the decrease in
women victims of partner violence during the period 2000-2005, but remains concerned
that the total number of women subjected to physical violence increased during that pe-
riod and that immigrant woman are most affected. While noting the information pro-
225
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vided by the delegation that the number of residence permits granted to foreign women
victims of domestic violence increased, it remains concerned that the weak legal basis
of protection, combined with the strict requirements for granting an exemption from the
normal seven years of residence to obtain a permanent residence permit, may prevent
foreign married women victims of domestic violence from leaving their abusive partner
and seeking assistance. With regard to the Faroe Islands and Greenland, the Committee
is concerned about the lack of legislation providing for effective protection of victims,
including restraining orders, and about the insufficient data on the prevalence of all
forms of violence against women.
31.
The Committee calls upon the State party, including the Faroe Islands and
Greenland, to pursue their efforts to prevent and combat violence against women
and to adopt a coordination policy on violence against women that would ensure
that victims of domestic violence have access to immediate means of redress and
protection, including protection orders, access to a sufficient number of State-
funded safe shelters and to legal aid. It further recommends that the State party
consider adopting a specific law on violence against women, including domestic vi-
olence, in line with the Committee’s general recommendation No. 19. The Commit-
tee calls on the State party to ensure that foreign married women victims of do-
mestic violence are provided with flexible solutions with regard to their resident
permits and recommends that clear legal guarantees and administrative guidelines
for their protection are set. The Committee encourages the State party to draw on
other Nordic countries’ good practices regarding the introduction of gender-based
persecution as a ground for refugee status determination.
Trafficking
32. The Committee commends the State party for ratifying the Council of Europe Con-
vention on Action against Trafficking in Human Beings on 19 September 2007 and the
many other measures taken to address the issue of trafficking in women and children.
The Committee also commends the financial assistance provided to countries of origin
as well as non-governmental organizations based in these countries for victims of traf-
ficking outreach, identification and rehabilitation, trafficking prevention and law en-
forcement anti-trafficking projects. It welcomes the amendment of the Aliens Act on 1
August 2007 which, among other things, provides for an extended reflection period of
up to 100 days during which victims of trafficking may stay in Denmark and are offered
legal, medical and psychological assistance if they agree to be repatriated and cooperate
in investigations. The Committee regrets, however, that the emphasis in the State party
is laid on the victims’
prompt repatriation to their country of origin rather than on their
recovery and rehabilitation and that the Refugee Board and the Ministry of Immigration
seldom grant residence permits on the basis of these women belonging to a particular
social group
gender or victims of trafficking
or on humanitarian grounds.
33.
The Committee calls on the State party to give greater attention to the recovery
and reintegration of all victims of trafficking, regardless of the victim’s coopera-
tion in investigations. The Committee encourages the State party to continue work-
ing closely with countries of origin to ensure safe repatriation of victims and their
access to adequate care and rehabilitation and to pursue its bilateral, regional and
international cooperation so as to further curb this phenomenon. It calls upon the
226
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
State party to develop guidelines on the handling of claims of gender-related per-
secution within Danish asylum law and practice so as to develop a more thorough
way of identifying victims of trafficking and gender-based persecution.
Exploitation of prostitution
34. The Committee commends the many measures and initiatives taken in the frame-
work of the 2005 action plan ―A new life‖, which initiated a holistic approach to prosti-
tution, as well as the establishment of the Competence Centre for Prostitution. It also
welcomes the strategy launched in 2006 to reinforce police action against criminals who
control prostitution, which resulted in a mapping of the prostitution environment. It is
concerned, however, that the number of women involved in prostitution increased dur-
ing the reporting period and is expected to further increase as a result of the ban on the
purchase of sexual services in other Scandinavian countries. In this context, the Com-
mittee is concerned about the absence of legal and other measures aimed at further dis-
couraging the demand for prostitution.
35.
The Committee requests the State party to strengthen measures aimed at ad-
dressing the exploitation of prostitution in the country and, in particular, the de-
mand for prostitution. It further calls upon the State party to address the factors
driving women and girls into prostitution and strengthen the services put in place
for their rehabilitation and reintegration into society.
Health
36. The Committee welcomes the follow-up in the period 2008-2011 to the action plan
aimed at reducing the number of abortions and sexually transmitted infections in Den-
mark. It expresses concern, however, about the steady increase of the abortion rate
among young women aged 15 to 19 years.
37.
The Committee calls upon the State party to continue its efforts to widely pro-
mote sex education among adolescents and young adults in order to increase their
knowledge and use of contraceptive methods. The Committee also encourages the
State party to undertake studies and/or surveys on the root causes of the increase
in abortions among young women.
Minority women
38. While noting the measures taken to enhance the integration of minority women into
Danish society and including such women in the labour market, the Committee contin-
ues to be concerned at the human rights situation of minority women and the fact that
they continue to suffer from multiple forms of discrimination. The Committee wel-
comes the 2006-2009
action plan ―Employment, Participation and Equal Opportunities
for All‖ aimed at dismantling gender-based
barriers to education, work and association
activities among persons with a non-Danish ethnic background, but remains concerned
at the situation of minority women with respect to access to education, employment and
health care and exposure to violence. It also reiterates its previous concern that most
women who are HIV-positive are foreignborn minority women.
39.
The Committee urges the State party to intensify its efforts to eliminate dis-
crimination against minority women. It encourages it to prevent discrimination
227
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
against those women, both within their communities and in society at large, to
combat violence against them, and increase their awareness of the availability of
social services and legal remedies as well as familiarize them with their rights to
gender equality and non-discrimination. The Committee recommends that foreign
women’s health needs, in particular with regard to information on preventing and
addressing HIV infection, be fully addressed. In addition, the Committee calls
upon the State party to conduct regular and comprehensive studies on discrimina-
tion against minority women, collect statistics on their situation in employment,
education and health and on all forms of violence that they may experience, and
include this information in its next periodic report.
Family reunification
40. While noting the positive effects of the awareness-raising campaign on forced and
arranged marriages within the State party, the Committee reiterates the concerns ex-
pressed in the previous concluding observations that the 24-year-old age limit for the
reunification of migrant spouses may constitute an impediment to the right to family life
in the State party.
41.
While calling upon the State party to continue placing the issue of forced mar-
riage high on its political agenda, it recommends the review of the 24-yearold age
limit in order to bring it into line with the rules applying to Danish couples. Fur-
thermore, in view of the positive results of the awareness-raising campaign, the
Committee encourages the State party to continue exploring alternative ways of
combating forced marriages.
Cooperation with non-governmental organizations
42. The Committee notes with satisfaction the cooperation of the State party with civil
society organizations, particularly women’s organizations,
which is mostly achieved
through Government cooperation with such organizations on specific programmes and
projects. The Committee is concerned that the amount of funds available for non-
governmental organizations has not changed over the past few years in Denmark and
that the access to funding for women’s non-governmental
organizations has been made
more difficult.
43.
While encouraging the State party, including the Faroe Islands and Greenland,
to continue to develop its collaboration with civil society, the Committee recom-
mends that the State party ensure that an adequate level of funding is made avail-
able for the non-governmental organizations to carry out their work, including to
contribute to the work of the Committee on the Elimination of Discrimination
against Women.
Follow-up to the Beijing Declaration and Platform for Action
44.
The Committee urges the State party to continue to utilize, in implementing its
obligations under the Convention, the Beijing Declaration and Platform for Ac-
tion, which reinforce the provisions of the Convention, and requests the State par-
ty to include information thereon in its next periodic report.
Millennium Development Goals
228
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
45.
The Committee emphasizes that full and effective implementation of the Con-
vention is indispensable for achieving the Millennium Development Goals. It calls
for the integration of a gender perspective and explicit reflection of the provisions
of the Convention in all efforts aimed at the achievement of the Goals and requests
the State party to include information thereon in its next periodic report.
Ratification of other treaties
46.
The Committee notes that States’ adherence to the nine major international
human rights instruments1 enhances the enjoyment by women of their human
rights and fundamental freedoms in all aspects of life. Therefore, the Committee
encourages the Government of Denmark to consider ratifying the instruments to
which it is not yet a party, namely, the International Convention on the Protection
of the Rights of All Migrant Workers and Members of Their Families, the Interna-
tional Convention on the Protection of All Persons from Enforced Disappearance
and the Convention on the Rights of Persons with Disabilities. Dissemination of
concluding observations
47.
The Committee requests the wide dissemination in Denmark, the Faroe Islands
and Greenland of the present concluding observations in order to make the people,
including Government officials, politicians, parliamentarians and women’s and
human rights organizations, aware of the steps that have been taken to ensure de
jure and de facto equality of women and the further steps that are required in that
regard. The Committee requests the State party to strengthen the dissemination, in
particular to women’s and human rights organizations,
of the Convention, its Op-
tional Protocol, the Committee’s general recommendations, the Beijing Declara-
tion and Platform for Action and the outcome of the twenty-third special session of
the General Assembly, entitled “Women 2000: gender equality,
development and
peace for the twenty-first
century”.‖
Som det fremgår af betænkning nr. 1407/2001, vil domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der alene finde
begrænset vejledning i de afsluttende bemærkninger og anbefalinger ved fortolknin-
gen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager.
Dette skyldes bl.a., at de af-
sluttende bemærkninger og anbefalinger skal ses i lyset af den rapport, som har dannet grundlag for
eksaminationen, samt det, der måtte være fremkommet i forbindelse med eksaminationen. De af-
sluttende bemærkninger og anbefalinger er desuden formuleret kortfattet, hvilket i sig selv begræn-
ser den praktiske betydning heraf ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmel-
ser.
7.3.3. Generelle bemærkninger
Komitéen har som nævnt nu udarbejdet 29
mod 24 som nævnt i betænkning nr. 1407/2001
ge-
nerelle bemærkninger (‖general recommendations‖). Det drejer sig om følgende generelle bemærk-
ninger (den engelske titel er benyttet):
1.
―Reporting
by States parties‖
af
21. marts 1986
229
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
―Reporting
by States parties‖
af 10. april 1987
3.
―Education
and public information campaigns‖
af 10. april 1987
4.
―Reservations
to the Convention‖
af 10. april 1987
5.
―Temporary
special measures‖
af 4. marts 1988
6.
―Effective
national machinery and publicity‖
af 10. april 1987
7.
―Resources‖ af 10. april 1987
8.
―Implementation
of article 8 of the Convention‖
af 10. april 1987
9.
―Statistical
data concerning the situation of women‖
af 3. marts 1989
10.
―Tenth
anniversary of the adoption of the Convention on the Elimination of All Forms of
Discrimination against Women‖
af 3. marts 1989
11.
―Technical
advisory services for reporting obligations‖
af 3. marts 1989
12.
―Violence
against women‖
af 3. marts 1989
13.
―Equal
remuneration for work of equal value‖
af 3. marts 1989
14.
―Female
circumcision‖
af 2. februar 1990
15.
―Avoidance
of discrimination against women in national strategies for the prevention and
control of acquired immunodeficiency syndrome (AIDS)‖
af 2. februar 1990
16.
―Unpaid
women workers in rural and urban family enterprises‖
af 2. januar 1991
17.
―Measures
and quantification of the unremunerated domestic activities of women and their
recognition in the gross national product‖
af 2. januar 1991
18.
―Disabled
women‖
af 2. januar 1991
19.
―Violence
against women‖
af 30. januar 1992
20.
―Reservations
to the Convention‖
af 30. januar 1992
21.
―Equality
in marriage and family relations‖
af 4. februar 1994
22.
―Amending
article 20 of the Convention‖
af 3. februar 1995
23.
―Political
and public life‖
af 13. februar 1997
24.
―Women
and Health (Article 12)‖
af
2. februar 1999
25.
‖Temporary special measures‖ (ikke dateret)
26.
‖Women Migrant Workers‖ af 5.
December 2008
27.
―Older
women and protection of their human rights‖
af 16. december 2010
28.
―The
Core Obligations of States Parties under Article 2 of the Convention on the Elimina-
tion of All Forms of Discrimination against Women‖
af 16. december 2010
29.
―Economic
consequences of marriage, family relations and their dissolution‖
af 26. februar
2013
Udvalget har vurderet, om komitéens generelle bemærkninger kan antages at have praktisk betyd-
ning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved fortolkningen og anvendelsen af
konventionens bestemmelser, det vil sige, om domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil
kunne finde praktisk vejledning heri, når der skal træffes afgørelser i konkrete sager.
230
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Efter udvalgets opfattelse har komitéens generelle bemærkninger vedrørende medlemsstaternes
rapporteringsforpligtelser (se nr. 1, 2 og 12) ikke praktisk betydning ved fortolkningen og anvendel-
sen af konventionens materielle bestemmelser. Det samme gælder de dele af de øvrige generelle
bemærkninger, der ligeledes vedrører medlemsstaternes rapporteringsforpligtelser.
Som anført i betænkning nr. 1407/2001 må flere af komitéens øvrige generelle bemærkninger lige-
ledes anses for at være uden praktisk betydning for domstole og andre retsanvendende myndigheder
ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens materielle bestemmelser. Det gælder efter ud-
valgets opfattelse komitéens generelle bemærkninger om uddannelse og informationskampagner
(nr. 3), om forbehold til konventionen (nr. 4 og 20), om midlertidige særforanstaltninger (nr. 5 og
25), om effektive nationale mekanismer og offentliggørelse (nr. 6), om komitéens ressourcer (nr. 7),
om gennemførelsen af artikel 8 (nr. 8), om statistiske oplysninger om kvinders situation (nr. 9), om
tiåret for vedtagelsen af konventionen (nr. 10), om teknisk bistand med hensyn til rapportering (nr.
11), om lige løn for arbejde af samme værdi (nr. 13), om omskæring af kvinder (nr. 14), om at und-
gå diskrimination mod kvinder i de nationale strategier for at forebygge og kontrollere AIDS (nr.
15), om ulønnede kvinder i familievirksomheder på landet og i byer (nr. 16), om måling og kvanti-
ficering af kvinders ulønnede aktiviteter i hjemmet og inddragelsen heraf ved opgørelsen af brutto-
nationalproduktet (nr. 17), om kvinder med handicap (nr. 18), og om ændring af konventionens ar-
tikel 20 (nr. 22).
Inkorporeringsudvalget fandt i betænkning nr. 1407/2001, at komitéens generelle bemærkninger om
vold mod kvinder (nr. 19), om lighed i ægteskab og familieforhold (nr. 21), om det politiske og of-
fentlige liv (nr. 23) og om kvinder og sundhed (nr. 24) afskilte sig fra de øvrige generelle bemærk-
ninger derved, at de er omfattende, udførlige og detaljerede. Udvalget overvejede derfor, om disse
generelle bemærkninger
i modsætning til de øvrige generelle bemærkninger
måtte antages at
have praktisk betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, når de skal træffe
konkrete afgørelser. Efter udvalgets opfattelse var det dog ikke tilfældet, idet udvalget var mest til-
bøjelig til at mene, at de kun kunne antages at have begrænset praktisk betydning for domstole og
andre retsanvendende myndigheder, når de skal træffe konkrete afgørelser, og når de i den forbin-
delse skal fortolke og anvende konventionens bestemmelser. Udvalget lagde herved vægt på, at de
generelle bemærkninger i vidt omfang beskriver de retlige og faktiske områder, hvor diskrimination
mod kvinder giver anledning til særlige problemer, ligesom de beskriver, hvad medlemsstaterne
positivt skal gøre for at bekæmpe diskrimination og sikre reel ligestilling mellem kønnene.
Dette udvalg har noteret sig den opfattelse, der kommer til udtryk i betænkning nr. 1407/2001,
hvorefter de nævnte generelle bemærkninger kun i begrænset omfang kan antages at have praktisk
betydning for domstole og andre retsanvendende myndigheder, når de skal træffe konkrete afgørel-
ser, og når de i den forbindelse skal fortolke og anvende konventionens bestemmelser. Udvalget
finder principielt, at de samme forhold gør sig gældende i forhold til komitéens generelle bemærk-
231
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0242.png
ninger om vandrende kvindelige arbejdstagere (nr. 26), om ældre kvinder og beskyttelsen af deres
menneskerettigheder (nr. 27), om deltagerstaternes forpligtelser efter konventionens artikel 2 (nr.
28) og om økonomiske konsekvenser ved ægteskab, familieforhold og deres opløsning (nr. 29), som
er kommet til efter 2001.
Det bemærkes dog, at komitéen selv ofte anvender flere af de generelle bemærkninger, herunder
bl.a. nr. 19 om vold mod kvinder, i forbindelse med afgørelsen af individuelle klagesager. Herud-
over indeholder nr. 28 f.eks. en gennemgang af konventionens artikel 2, der er den bestemmelse,
som oftest påberåbes for komitéen i forbindelse med individuelle klagesager, jf. nedenfor under
afsnit 7.3.4. De generelle bemærkninger kan efter omstændighederne derfor have betydning for
nationale domstole og andre retsanvendende myndigheder ved afgørelsen af konkrete sager.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
7.3.4. Individuelle klagesager
FN’s Kvindekomité har
pr. 1. april 2014 afgivet udtalelse i 38 individuelle klagesager. Sagerne er
tilgængelige via internettet.
196
Det følger af artikel 7, stk. 3, i den valgfri protokol, at når komitéen har behandlet en individuel
klage, fremsender den sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat og til
ansøgeren. Der er således ikke tale om en afgørelse i formel forstand, ligesom udtalelserne ikke er
retligt bindende for deltagerstaterne. Komitéen vil under sagsbehandlingen først tage stilling til, om
klagen kan behandles i realiteten (klagens admissibilitet), og i bekræftende fald derefter, om der
foreligger en krænkelse af konventionens materielle bestemmelser (klagens realitet).
Flere af de individuelle klagesager vedrører konventionens
formelle klagebetingelser og processuel-
le spørgsmål.
I det omfang en udtalelse alene udtaler sig om sådanne processuelle spørgsmål, har
udtalelsen ikke betydning for anvendelsen og fortolkningen af konventionens materielle bestemmel-
ser.
Komitéen har i praksis bl.a. taget stilling til, hvilke nationale retsmidler der skal udtømmes for, at
komitéen kan behandle en klage,
197
herunder hvornår et retsmiddel er effektivt,
198
og i hvilket om-
fang klager er fritaget fra at udnytte et retsmiddel, f.eks. fordi anvendelsen heraf vil trække sagen
Udtalelserne er
tilgængelige via FN’s Højkommissær for Menneskerettigheders hjemmeside www.ohchr.org. Udta-
lelserne kan endvidere findes via www.bayefsky.com og det hollandske menneskerettighedsinstituts (Netherlands Insti-
tute of Human Rights) hjemmeside http://sim.law.uu.nl.
197
Se klagesag 8/2005 (udtalelse af 27. januar 2006, CEDAW/C/34/D/8/2005) og klagesag 4/2004 (udtalelse af 14.
august 2006, CEDAW/C/36/D/4/2004).
198
Se klagesag 2/2003 (udtalelse af 26. januar 2005, CEDAW/C/36/D/2/2003).
196
232
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0243.png
urimeligt i langdrag,
199
fordi klager ikke har råd til at føre sagen,
200
eller fordi klager stiller sig tviv-
lende over for et retsmiddels effektivitet.
201
Komitéen har i den forbindelse slået fast, at en klage
ikke kan indbringes for komitéen, medmindre påstanden om krænkelse af konventionen har været
gjort gældende for de nationale domstole mv., således at disse har haft mulighed for at tage stilling
hertil.
202
Komitéen har endvidere taget stilling til, hvorvidt klager kan anses for omfattet af en grup-
pe af enkeltpersoner, som hævder at være ofre for en krænkelse (ratione personae),
203
hvorvidt en
admissibilitetsindsigelse vedrører forhold, der fandt sted inden den indklagede stat var forpligtet af
konventionen (ratione temporis),
204
samt hvorvidt en admissibilitetsindsigelse vedrører materielle
forhold (ratione materiae), og på hvilket tidspunkt i sagsbehandlingen en sådan indsigelse skal be-
handles.
205
Komitéen har også udtalt sig om, hvor underbygget en klage skal være, for at den kan blive antaget
til realitetsbehandling
206
samt taget stilling til betydningen af, at en lignende sag har været behand-
let ved et andet internationalt klageorgan.
207
Komitéen har herudover bemærket, at deltagerstaterne
er forpligtet til at ændre og afskaffe ikke kun lovgivning, men også praksis og sædvaner, der udgør
diskrimination mod kvinder.
208
Komitéen har ligeledes slået fast, at den ikke er kompetent til at
bedømme nationale domstole og myndigheders vurdering af fakta og beviser, medmindre denne
vurdering i sig selv er arbitrær eller på anden måde diskriminerende.
209
Komitéen har i flere udtalelser endvidere udtalt sig om konventionens
materielle bestemmelser.
Konventionens artikel 1 (definition af begrebet ‖diskrimination mod kvinder‖) er citeret i flere
udta-
lelser, herunder ofte i forening med andre af konventionens materielle bestemmelser. Komitéen har
bl.a. slået fast, at definitionen omfatter kønsbaseret vold, dvs. vold som er rettet mod kvinder på
Se klagesag 1/2003 (udtalelse af 14. juli 2003, CEDAW/C/36/D/1/2003), klagesag 2/2003 (udtalelse af 26. januar
2005, CEDAW/C/36/D/2/2003), klagesag 13/2007 (udtalelse af 4. august 2009, CEDAW/C/44/D/13/2007) og klagesag
17/2008 (udtalelse af 27. september 2011, CEDAW/C/49/D/17/2008).
200
Se klagesag 38/2012 (udtalelse af 27. november 2012, CEDAW/C/53/D/38/2012).
201
Se klagesag 15/2007 (udtalelse 17. februar 2009, CEDAW/C/42/D/15/2007) og klagesag 22/2009 (udtalelse af 25.
november 2011, CEDAW/C/50/D/22/2009).
202
Se klagesag 15/2007 (udtalelse 17. februar 2009, CEDAW/C/42/D/15/2007), klagesag 23/2009 (udtalelse af 27.
september 2011, CEDAW/C/49/D/23/2009) og klagesag 26/2010 (udtalelse af 30. november 2011, CE-
DAW/C/50/D/26/2010).
203
Se klagesag 13/2007 (udtalelse af 4. august 2009, CEDAW/C/44/D/13/2007).
204
Se klagesag 2/2003 (udtalelse af 26. januar 2005, CEDAW/C/36/D/2/2003), klagesag 8/2005 (udtalelse af 27. januar
2006, CEDAW/C/34/D/8/2005), klagesag 4/2004 (udtalelse af 14. august 2006, CEDAW/C/36/D/4/2004), klagesag
11/2006 (udtalelse af 22. januar 2007, CEDAW/C/37/D/11/2006), klagesag 7/2005 (udtalelse af 9. august 2007, CE-
DAW/C/39/D/7/2005) og klagesag 13/2007 (udtalelse af 4. august 2009, CEDAW/C/44/D/13/2007).
205
Se klagesag 28/2010 (udtalelse af 13. april 2012, CEDAW/C/51/D/28/2010).
206
Se klagesag 27/2010 (udtalelse af 30. november 2011, CEDAW/C/50/D/27/2010), klagesag 25/2010 (udtalelse af 13.
april 2012, CEDAW/C/51/D/25/2010) og klagesag 28/2010 (udtalelse af 13. april 2012, CEDAW/C/51/D/28/2010).
207
Se klagesag 8/2005 (udtalelse af 27. januar 2006, CEDAW/C/34/D/8/2005).
208
Se klagesag 18/2008 (udtalelse af 1. september 2010, CEDAW/C/46/D/18/2008).
209
Se klagesag 20/2008 (udtalelse af 27. september 2011, CEDAW/C/49/D/20/2008).
199
233
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0244.png
grund af deres køn, eller som rammer kvinder uproportionalt,
210
samt handlinger, der påfører kvin-
der fysisk, psykisk eller seksuel skade eller lidelse, trusler om sådanne handlinger, tvang og andre
tab af frihed.
211
Komitéen har endvidere udtalt, at de deltagende stater har pligt til at beskytte kvin-
der, som man ønsker at udsende, mod en virkelig, personlig og forudsigelig risiko for at blive udsat
for alvorlige former for kønsrelateret vold, uanset om denne vold finder sted uden for den udsen-
dende stats grænser.
212
Komitéen har således i denne henseende tillagt konventionen eksterritorial
virkning.
Konventionens artikel 2 er den bestemmelse, der hyppigst påberåbes for komitéen. Komitéen har
med henvisning til denne artikel bl.a. anført, at kvinders ret til liv og fysisk og mental integritet ikke
kan fortrænges af andre rettigheder, herunder den private ejendomsret og retten til privatliv.
213
Ko-
mitéen har endvidere slået fast, at selv om konventionsteksten ikke udtrykkeligt indeholder en ret til
retsmidler, er en sådan ret implicit indeholdt i artikel 2.
214
For så vidt angår konventionens artikel 3 har komitéen bl.a. udtalt, at kvindelige indsatte i fængsler
kun bør overvåges mv. af kvindelige betjente.
215
I forhold til artikel 5 har komitéen bl.a. udtalt, at det udgør en krænkelse af bestemmelsen, hvis en
operation pga. graviditet udskydes med henvisning til, at en beskyttelse af fosteret går forud for
moderens sundhed.
216
Med henvisning til artikel 10, litra h, har komitéen bl.a. udtalt, at en kvinde forud for sterilisering
har krav på særlig information om indgrebet og alternative måder til familieplanlægning, således at
indgrebet ikke udføres, uden at hun har truffet et fuldt informeret valg.
217
Komitéen har i forhold til artikel 11 bl.a. udtalt, at konventionen giver deltagerstaterne et vist skøn
(‖margin of appreciation‖) i forhold til at indrette et barselsorlovssystem, som opfylder konventio-
nens krav.
218
Komitéen har med henvisning til artikel 12 fastslået, at deltagerstaterne på sundhedsområdet har
pligt til at tage alle passende skridt med henblik på at sikre lige adgang for mænd og kvinder til
Se klagesag 10/2005 (udtalelse 30. maj 2007, CEDAW/C/38/D/10/2005).
Se klagesag 23/2009 (udtalelse af 27. september 2011, CEDAW/C/49/D/23/2009).
212
Se klagesag 33/2011 (udtalelse af 15. juli 2013, CEDAW/C/55/D/33/2011).
213
Se klagesag 2/2003 (udtalelse af 26. januar 2005, CEDAW/C/36/D/2/2003) og klagesag 5/2005 (udtalelse af 6. au-
gust 2007, CEDAW/C/39/D/5/2005).
214
Se klagesag 18/2008 (udtalelse af 1. september 2010, CEDAW/C/46/D/18/2008) og klagesag 22/2009 (udtalelse af
25 november 2011, CEDAW/C/50/D/22/2009).
215
Se klagesag 23/2008 (udtalelse af 27. september 2011, CEDAW/C/49/D/23/2009).
216
Se klagesag 22/2009 (udtalelse af 25. november 2011, CEDAW/C/50/D/22/2009).
217
Se klagesag 4/2004 (udtalelse af 14. august 2006, CEDAW/C/36/D/4/2004).
218
Se klagesag 3/2004 (udtalelse af 14. august 2006, CEDAW/C/36/D/3/2004).
211
210
234
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0245.png
sundhedsydelser, herunder ydelser relateret til familieplanlægning.
219
Komitéen har desuden fast-
slået, at mangel på passende sundhedsydelser til mødre i en stat ikke blot udgør en krænkelse af
konventionens artikel 12, stk. 2, men også diskrimination i strid med konventionens artikel 12, stk.
1, og artikel 2.
220
Endelig har komitéen udtalt, at konventionens artikel 16, stk. 1, litra g, har til formål at give gifte
kvinder mulighed for at beholde deres pigenavn og give det videre til deres børn, hvorfor bestem-
melsen ikke kan påberåbes af kvinder, der hverken er gift eller har børn.
221
Det skal bemærkes, at ca. halvdelen af de 38 sager, som komitéen indtil videre har afgivet udtalelse
i, er blevet afvist af komitéen pga. processuelle mangler. I disse sager har komitéen dermed ikke
haft lejlighed til at udtale sig om konventionens materielle regler, hvorfor der reelt foreligger et be-
grænset antal udtalelser med fortolkningsbidrag, der har praktisk betydning for anvendelsen og for-
tolkningen af konventionens materielle regler.
7.3.5. Særligt om individuelle klagesager mod Danmark
FN’s Kvindekomité har
indtil videre afgivet udtalelse i tre sager mod Danmark (pr. 1. april 2014).
Herudover har komitéen efter ønske fra klageren afsluttet en enkelt sag uden at afgive udtalelse
(‖discontinued‖). Der verserer pr. 1. april 2014 desuden 12
sager mod Danmark ved komitéen, som
alle er indbragt inden for de seneste to år. De verserende sager vedrører dels sager om udsendelse af
kvindelige asylansøgere, dels sager om forældremyndighed og samværsret.
De sager, hvor komitéen har afgivet udtalelse, gennemgås nedenfor. I to af sagerne blev klagen af-
vist, fordi klagerne ikke havde godtgjort, at der var sket en krænkelse af konventionen, mens den
sidste sag blev afvist, fordi klager ikke havde udtømt nationale retsmidler.
7.3.5.1.
Den første klagesag (klagesag
nr. 33/2011, M. N. mod Danmark, udtalelse af 30. juli 2013)
blev rejst af en kvinde fra Uganda, der havde fået afslag på asyl. Klager gjorde gældende, at hun
ved tilbagevenden til Uganda risikerede at blive tvangsomskåret. En tvangsmæssig udsendelse til
Uganda ville efter klagers opfattelse på den baggrund være
i strid med FN’s konvention om afskaf-
felse af alle former for diskrimination mod kvinder artikel 1 (om
diskrimination mod kvinder),
arti-
kel 2 (c) og (d) (om
retlig beskyttelse mod diskrimination af kvinder)
samt artikel 3 (om
fuld lighed
mellem kønnene).
219
220
Se klagesag 22/2009 (udtalelse af 25. november 2011, CEDAW/C/50/D/22/2009)
Se klagesag 17/2008 (udtalelse af 27. september 2011, CEDAW/C/49/D/17/2008).
221
Se klagesag 13/2007 (udtalelse af 4. august 2009, CEDAW/C/44/D/13/2007).
235
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen udtalte, at de deltagende stater har pligt til at beskytte kvinder, som man ønsker at udsen-
de, mod en virkelig, personlig og forudsigelig risiko for at blive udsat for alvorlige former for køns-
relateret vold, uanset om denne vold finder sted uden for den udsendende stats grænser. Efter komi-
téens opfattelse udgør det derfor en krænkelse af konventionen, hvis en stat udsender en kvinde til
et land, hvor det må forudses, at hun vil blive udsat for alvorlig kønsrelateret vold.
I den konkrete sag fandt komitéen dog ikke, at klager havde godtgjort, at en udsendelse af hende til
Uganda ville udsætte hende for en virkelig, personlig og forudsigelig risiko for at blive udsat for
alvorlig kønsrelateret vold.
7.3.5.2.
Den anden klagesag (klagesag
nr. 40/2012, M.S. mod Danmark, udtalelse af 30. juli 2013)
blev rejst af et ægtepar fra Pakistan og deres to mindreårige børn (en dreng og en pige), der havde
fået afslag på asyl. Klagerne gjorde bl.a. gældende, at de som kristne ville risikere at blive dræbt
eller udsat for seksuelle overgreb ved en tilbagevenden til Pakistan. En udsendelse til Pakistan ville
efter klagernes opfattelse derfor være
i strid med FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
diskrimination mod kvinder artikel 1, artikel 2 samt artikel 5 (om
passende forholdsregler for at
ændre mænd og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at afskaffe fordom-
me m.m., som hviler på fastlåste kønsroller mv.).
Komitéen fandt det ikke godtgjort, at en udsendelse af klagerne ville udsætte dem for en virkelig,
personlig og forudsigelig risiko for alvorlig kønsrelateret vold. Sagen blev derfor afvist. Komitéen
undgik herved bl.a. at tage stilling til, om manden og sønnen overhovedet kunne påberåbe sig kon-
ventionen.
7.3.5.3.
Den tredje klagesag (klagesag
nr. 35/2011, M.E.N. mod Danmark, udtalelse af 14. august
2013)
blev rejst af en kvinde fra Burundi, der havde fået afslag på asyl. Klager gjorde gældende, at
hun ved en tilbagevenden til Burundi risikerede at blive fængslet eller dræbt, hvorfor en udsendelse
af hende ville være i strid med konventionens artikel 1, artikel 2 (c) og (d) samt artikel 3.
Komitéen gentog, at de deltagende stater har pligt til at beskytte kvinder, som man ønsker at udsen-
de, mod en virkelig, personlig og forudsigelig risiko for at blive udsat for alvorlige former for køns-
relateret vold, uanset om denne vold finder sted uden for den udsendende stats grænser, jf. sag nr.
33/2011 ovenfor. Komitéen afviste imidlertid klagen, idet klager ikke havde udtømt nationale
retsmidler. Klager havde således ikke gjort den påståede krænkelse af konventionen gældende i
forbindelse med Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets behandling af hendes asylansøgning.
7.4. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
236
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering
af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for dis-
krimination mod kvinder.
Konventionen definerer i artikel 1 begrebet ‖diskrimination mod kvinder‖ som enhver
kønsbestemt
sondring, udelukkelse eller indskrænkning, hvis virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte
princippet om, at kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig stilling skal have anerkendt,
kunne nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på politiske,
økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og alle andre områder. Det følger af konventionens arti-
kel 2, stk. 1, at medlemsstaterne ufortøvet og med alle passende midler skal føre en politik, der går
ud på at afskaffe diskrimination imod kvinder.
Konventionen indeholder en lang række forskellige rettigheder i tilknytning til forbuddet mod dis-
krimination af kvinder, herunder krav om faktisk ligestilling (artikel 4), forbud mod handel med
kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution (artikel 6), forbud mod diskrimination af kvinder i
landets politiske og offentlige liv (artikel 7), forbud mod diskrimination i forhold til at erhverve,
ændre og bevare statsborgerret (artikel 9), forbud mod diskrimination på uddannelsesområdet (arti-
kel 10), forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet (artikel 11), forbud mod diskrimination på
sundhedsområdet (artikel 12) og forbud mod diskrimination i alle ægteskabs- og familieforhold
(artikel 16) mv.
De fleste af konventionens bestemmelser er formuleret som forpligtelser for deltagerstaterne. Det er
således f.eks. pålagt deltagerstaterne at sikre kvinder ligeret med mænd med hensyn til at erhverve,
ændre eller bevare deres statsborgerret (artikel 9), ligesom deltagerstaterne skal tage alle passende
forholdsregler for at afskaffe diskrimination imod kvinder på arbejdsmarkedet (artikel 11) og andre
områder af det økonomiske liv (artikel 13) for, på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder,
at sikre de samme rettigheder. Konventionen overlader det i vidt omfang til medlemsstaterne at
vurdere, hvordan ligestillingen skal gennemføres. De valg mellem forskellige gennemførelsesmeto-
der, som de nævnte bestemmelser forudsætter, må efter udvalgets opfattelse foretages af lovgiv-
ningsmagten.
En inkorporering af konventionen vil efter udvalgets opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse
af privates muligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsan-
vendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). En inkorporering vil også kunne medføre større
opmærksomhed og bevidsthed om konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets
opfattelse, at en inkorporering ved lov herved vil indebære en styrkelse af borgernes retsstilling på
de områder, som konventionen regulerer, i det omfang konventionens bestemmelser er egnede til at
blive påberåbt ved domstolene.
237
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0248.png
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag findes et meget beskedent antal sager, hvor
konventionens bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Kon-
ventionen ses således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun at være påberåbt i en
enkelt sag (se kapitel 4, afsnit 3.5). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og
andre retsanvendende myndigheder et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se
kapitel 6, afsnit 3.4), hvilket vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i
konventionen og en bestemmelse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolk-
nings- og formodningsreglen. Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed
domstolene og andre retsanvendende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af kvinders rettigheder på
de retsområder, som FN-konventionen omfatter, i det omfang konventionens bestemmelser kan
håndhæves ved domstolene. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorporering.
Konventionen indeholder imidlertid bestemmelser, der er vagt og generelt formuleret, herunder
deciderede
‖programerklæringer‖. Disse bestemmelser er udformet som direkte og indirekte pligter
for medlemsstaterne til at sikre ligestilling mellem kønnene og til at fjerne faktiske og retlige hin-
dringer herfor, herunder til i et vist omfang at regulere forholdet mellem private.
222
Som eksempel
kan nævnes konventionens artikel 5, litra a, hvorefter medlemsstaterne skal træffe passende foran-
staltninger for bl.a. at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønstre med henblik
på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at
det ene køn er mere værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller.
Konventionens kontrol- og retshåndhævelsessystem vil i et vist omfang kunne bidrage til at præci-
sere konventionens
enkelte bestemmelser, herunder de vage og generelt formulerede. FN’s Kvinde-
komité har indtil videre dog kun afgivet udtalelse i et forholdsvis begrænset antal individuelle kla-
gesager, ligesom komitéens generelle bemærkninger alene i begrænset omfang kan antages at have
betydning for domstolene og andre retsanvendende myndigheder, når de skal træffe konkrete afgø-
relser, og når de i den forbindelse skal fortolke og anvende konventionens bestemmelser. Selv om
flere af de udtalelser, der foreligger fra komitéen i individuelle klagesager, formentlig vil være af
interesse for det praktiske retsliv, må konventionens vage og generelt formulerede bestemmelser
dog antages at kunne give anledning til visse vanskeligheder for domstolene med hensyn til vurde-
ring af deres rækkevidde og anvendelse af dem i konkrete sager (se kapitel 6, afsnit 3.3).
222
Se hertil betænkning nr. 1407/2001 side 291.
238
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det er
som det fremgår af kapitel 3, afsnit 5
udvalgets opfattelse, at gennemførelsen af sådanne
bestemmelser overlader et betydeligt skøn til de enkelte stater, og at de valg, som udøvelsen af dette
skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten.
Det forhold, at FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder inde-
holder vage og generelle bestemmelser, kan
på den ene side
tale for, at konventionen som helhed
ikke anses for egnet til at blive inkorporeret. Det kan i den forbindelse anføres, at sådanne bestem-
melser indebærer en risiko for, at det overlades til domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe,
herunder om fordelingspolitiske spørgsmål. Det kan ligeledes anføres, at der også er en risiko for, at
FN’s Kvindekomité vil udfylde konventionens bestemmelser vedrørende sådanne
spørgsmål på en
anden måde, end dette ville være sket i Danmark. Selv om komitéens udtalelser ikke er folkeretligt
bindende for regeringen, kan udtalelserne herved komme til at præge forståelsen af konventionsbe-
stemmelsernes rækkevidde. Det kan derfor siges at bestå en risiko for, at domstolene og andre rets-
anvendende myndigheder ved en konflikt mellem en bestemmelse i konventionen (samt tilhørende
afgørelser fra FN’s
Kvindekomité)
og en bestemmelse i en anden dansk lov vil blive stillet i situati-
oner, hvor de anser sig for at være forpligtet til at træffe valg om fordelingspolitiske og andre
spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at træffe.
Det kan
på den anden side
anføres, at konventionen er fuldt ud egnet til at blive inkorporeret, fordi
danske domstole og andre retsanvendende myndigheder allerede i dag fortolker dansk ret med fuld
opmærksomhed på og respekt for den danske retstraditions fordeling af kompetencen til at træffe
fordelingspolitiske valg. Det kan i den forbindelse anføres, at der ikke er grundlag i de hidtidige
erfaringer for at antage, at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ikke også frem-
over vil respektere denne rollefordeling, såfremt et ønske om at fastholde denne magtbalance er en
klar forudsætning for en inkorporering af konventionen. Ligeledes kan det anføres, at der også er en
række bestemmelser i konventionen, der er formuleret klart og præcist, og som derfor næppe vil
kunne give anledning til særlige vanskeligheder for domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder. Som eksempler kan nævnes lighed med hensyn til valgret og valgbarhed (artikel 7, litra a),
lighed med hensyn til det at beklæde offentlige stillinger (artikel 7, litra b), lighed med hensyn til
erhvervelse af statsborgerskab (artikel 9), lighed for loven (artikel 15) og lighed med hensyn til ret-
tigheder og ansvar i ægteskabs- og familieforhold (artikel 16, stk. 1).
Det forhold, at
FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder inde-
holder vage og generelle bestemmelser, kan på den ene side tale for, at konventionen som helhed
ikke anses for egnet til at blive inkorporeret, fordi der er en risiko for, at domstolene og andre ret-
sanvendende myndigheder kommer til at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkom-
mer lovgivningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål. På den anden side
kan konventionen som helhed anses for egnet til at blive inkorporeret, fordi domstolene og andre
239
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0250.png
retsanvendende myndigheder hidtil har udvist
og fremover må antages at ville udvise
tilbage-
holdenhed over for at træffe sådanne afgørelser. Udvalgets medlemmer vurderer dette spørgsmål
forskelligt, jf. nærmere nedenfor afsnit 9.
Kønsligestilling er et grundlæggende princip i det danske samfund, ligesom det er et grundlæggende
princip i dansk ret. Der er også inden for EU vedtaget en række direktiver, som forbyder diskrimi-
nation på grundlag af køn både inden for og uden for arbejdsmarkedet.
223
FN’s konvention om af-
skaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder går efter udvalgets opfattelse umiddelbart
næppe videre end disse direktiver, som alle er gennemført i dansk ret. Den dobbeltregulering i lov-
givningen (se kapitel 6, afsnit 3.6),
som der på grund af sammenfaldet mellem rettighederne i FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder på den ene side og de så-
ledes allerede eksisterende forbudsregler vedrørende diskrimination i dansk lovgivning på den an-
den side nødvendigvis må blive tale om ved en inkorporering af FN-konventionen, udgør efter ud-
valgets opfattelse i den forbindelse ikke et reelt problem. Konventionen medfører på nuværende
tidspunkt heller ikke en større belastning af domstolene og de retsanvendende myndigheder i for-
hold til at tilvejebringe et overblik over fortolkningsbidrag (se kapitel 6, afsnit 3.7).
Danmark er ved flere lejligheder blevet opfordret til at inkorporere FN’s konvention om afskaffelse
af alle former for diskrimination mod kvinder. Opfordringerne er kommet i forbindelse med eksa-
minationer af Danmark ved FN’s Kvindekomité og UPR.
Ved en inkorporering af konventionen vil
Danmark imødekomme opfordringerne, hvilket vil have en positiv signalværdi i forhold til omver-
denen
(se kapitel 6, afsnit 3.2).
Dette taler efter udvalgets opfattelse ligeledes for en inkorporering.
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder er ifølge udvalgets
oplysninger inkorporeret i Norge ved lov. I Finland er konventionen sat i kraft ved lov, mens den i
Tyskland er blevet en del af tysk ret ved udstedelsen af en såkaldt konventionslov. I Frankrig og
Nederlandene er konventionen umiddelbart anvendelig som følge af bestemmelser i landenes for-
fatninger. Island, Sverige og Storbritannien har ikke inkorporeret konventionen, og Østrig har ratifi-
ceret konventionen med et såkaldt ‖inkorporeringsforbehold‖, der indebærer, at konventionen ikke
er umiddelbart anvendelig, dvs. traktaten kan hverken påberåbes eller anvendes af borgerne, myn-
dighederne eller domstolene (se kapitel 5).
Det forhold, at der således er forskel på, om de hørte
Se direktiv 2010/41/EU om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv,
direktiv 2010/18/EU om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, direktiv 2006/54/EF
om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med be-
skæftigelse og erhverv, direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstalt-
ninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født,
eller som ammer, direktiv 79/7/EØF om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til social sikring, direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv, direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse, direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse og direktiv 97/81/EF
om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde.
223
240
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
lande har inkorporeret
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvin-
der, taler efter udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkorporering af konventionen.
241
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0252.png
8. FN’s handicapkonvention
8.1. Indledning
Danmark har ratificeret den internationale konvention af 13. december 2006 om rettigheder for per-
soner med handicap.
224
Konventionen trådte i kraft for Danmark den 23. august 2009. Danmark har
ikke taget forbehold til konventionen.
Danmark har endnu ikke ratificeret den valgfri protokol til FN’s konvention om rettigheder for per-
soner med handicap (OPT) om etablering af individuel klageadgang mv. Folketinget har den 13.
maj 2014 dog vedtaget beslutningsforslag nr. B 58 om tiltrædelse af den valgfri protokol. Af beslut-
ningsforslaget fremgår følgende om regeringens behandling af komitéens udtalelser: ‖Det
bemær-
kes, at komitéens udtalelser ikke er retligt bindende, og at komitéen ikke har domstolslignende ka-
rakter. Regeringen vil derfor fra sag til sag tage stilling til, om den vil følge komitéens vejledende
udtalelser. For at skabe den fornødne klarhed for de retsanvendende myndigheder vil regeringens
beslutninger herom fremgå af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds
hjemmeside. Denne procedure vil omfatte både de enkelte klagesager mod Danmark og klagesager
mod andre konventionsstater, hvis komitéen er fremkommet med en udtalelse, der har generel be-
tydning for fortolkningen af konventionen.‖
Konventionen indeholder en lang række forskellige rettigheder for personer med handicap, herunder
forbud mod diskrimination (artikel 5), retten til tilgængelighed (artikel 9), retten til livet (artikel 10),
lighed for loven (artikel 12), adgang til retssystemet (artikel 13), frihed og personlig sikkerheds (ar-
tikel 14), forbud mod tortur mv. (artikel 15), retten til beskyttelse af den personlige integritet (arti-
kel 17), retten til at færdes frit og til statsborgerskab (artikel 18), retten til et selvstændigt liv (artikel
19), ytringsfrihed (artikel 21), retten til privat- og familieliv (artikel 22 og 23), retten til uddannelse
(artikel 24), retten til sundhed (artikel 25), retten til habilitering og rehabilitering (artikel 26), retten
til arbejde og beskæftigelse (artikel 27), retten til en tilstrækkelig levefod og social tryghed (artikel
28), retten til at deltage i det politiske og offentlige liv (artikel 29) og retten til deltagelse i kulturli-
vet (artikel 30). Der er tale om både borgerlige og politiske rettigheder samt økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder. Deltagerstaterne forpligter sig efter artikel 4, stk. 1, til at sikre og fremme den
fuldstændige virkeliggørelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for
alle personer med handicap uden nogen form for diskrimination på grund af handicap. Med hensyn
til konventionens økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder følger det af konventionens artikel
4, stk. 2, at hver deltagerstat skal træffe foranstaltninger i videst mulig udstrækning inden for de
ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt
224
Bekendtgørelse nr. 35 af 15. september 2009 af FN-konvention om rettigheder for personer med handicap.
242
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
samarbejde med henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse af disse rettigheder uden at
berøre de forpligtelser i konventionen, som er umiddelbart gældende i henhold til folkeretten.
Konventionen er medtaget som bilag 7 til betænkningen.
8.2. Kontrol og retshåndhævelse
Ved konventionen er der oprettet en
komité for rettigheder for personer med handicap,
der er tillagt
kompetence til at påse, at medlemsstaterne efterlever deres forpligtelser i henhold til konventionen,
jf. konventionens artikel 34. Komitéen består af 18 medlemmer, der skal virke i deres personlige
egenskab og være af høj moralsk anseelse og have anerkendt sagkundskab og erfaring i det område,
som konventionen dækker. Deltagerstaterne skal ved indstilling af deres kandidater rådføre sig med
og aktivt involvere personer med handicap, herunder børn med handicap, gennem de organisationer,
som repræsenterer dem, jf. konventionens artikel 4, stk. 3.
De kontraherende stater har i henhold til konventionens artikel 35 forpligtet sig til at indsende
peri-
odiske rapporter
om de lovgivningsmæssige, retlige, administrative eller andre foranstaltninger,
som de har truffet til gennemførelse af konventionens bestemmelser, og om de fremskridt, der er
gjort i denne henseende. Den første rapport skal afleveres inden to år efter konventionens ikrafttræ-
den i forhold til det pågældende land, og derefter skal staten aflevere en periodisk rapport hvert
fjerde år. Danmark har indtil videre afleveret en enkelt rapport (se afsnit 8.3.1). Komitéen gennem-
går rapporterne sammen med de pågældende medlemsstater. Dette har karakter af en form for
ek-
samination,
hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra komitéens medlemmer. På bag-
grund af disse drøftelser udarbejder komitéen
afsluttende bemærkninger og anbefalinger
til den
pågældende stat (se afsnit 8.2.2).
Efter konventionens artikel 39 kan komitéen desuden vedtage
generelle bemærkninger
(‖general
recommendations‖) vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse.
Komitéen har i april
2014 vedtaget to sådanne generelle bemærkninger (se afsnit 8.2.3).
Danmark har som nævnt endnu ikke ratificeret den valgfri
protokol til FN’s konvention
om rettig-
heder for personer med handicap, hvorved komitéen tillægges kompetence til at modtage og be-
handle klager fra private vedrørende de i konventionen anerkendte rettigheder (individuel
klagead-
gang).
Folketinget har den 13. maj 2014 dog vedtaget beslutningsforslag nr. B 58 om tiltrædelse af
protokollen. Komitéens behandling af en individuel klage ender med en udtalelse, hvor komitéen
tager stilling til, om der foreligger en krænkelse af konventionen, ligesom komitéen fremkommer
med eventuelle anbefalinger, jf. artikel 6, stk. 3. Komitéen har pr. 1. januar 2014 afgivet udtalelse i
seks individuelle klagesager.
243
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0254.png
Ved den valgfri protokol tillægges komitéen endvidere kompetence til at foretage en undersøgelse i
tilfælde af pålidelige oplysninger om en medlemsstats
grove eller systematiske krænkelser af kon-
ventionen,
jf. konventionens artikel 6 og 7. Komitéens undersøgelse ender med en rapport, der gen-
giver resultatet af komitéens undersøgelser, ligesom rapporten indeholder eventuelle bemærkninger
og anbefalinger.
8.2.1. Periodiske rapporter
Danmark har i henhold til konventionens artikel 35 afleveret en enkelt rapport,
225
der er opbygget
således, at der foruden en generel indledning er et afsnit om konventionens generelle bestemmelser
(kapitel 2), et afsnit om konventionens særlige bestemmelser (kapitel 3), et afsnit om konventionens
særlige bestemmelser i forhold til drenge, piger og kvinder med handicap (kapitel 4) og et afsnit om
forpligtelser i forhold til konventionen (kapitel 5). I disse afsnit (kapitel 2 til 5) redegøres der udfør-
ligt for gennemførelsen af konventionens enkelte artikler (artikel 1 til 33). Danmarks rapport inde-
holder endvidere to afsnit om henholdsvis Grønland og Færøerne (kapitel 6 og 7).
En gennemgang af rapporten giver et vist indtryk af, på hvilke retsområder konventionens enkelte
bestemmelser har haft en praktisk betydning siden konventionen trådte i kraft for Danmark, men
domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil alene finde begrænset vejledning heri ved
fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser i konkrete sager. Dette skyldes bl.a.,
at rapporten i det væsentlige indeholder faktuelle oplysninger, som regeringen meddeler komitéen,
og som skal danne grundlag for en efterfølgende eksamination.
8.2.2. Afsluttende bemærkninger og anbefalinger
Den ene rapport, som Danmark indtil nu har afgivet, har endnu ikke været genstand for en eksami-
nation. Der findes derfor indtil videre ingen afsluttende bemærkninger og anbefalinger fra komitéen
vedrørende Danmark.
8.2.3. Generelle bemærkninger
Som nævnt har komitéen udarbejdet to
generelle bemærkninger (‖general recommendations‖). Det
drejer sig om følgende generelle bemærkninger (den engelske titel er benyttet):
1.
―Article 12: Equal recognition before the law‖ af 11. april 2014
2.
―Article 9: Accessibility‖ af 11. april 2014
225
Rapporten blev afleveret i 2011 (se dokument CRPD/C/DNK/1).
244
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0255.png
Begge generelle bemærkninger indeholder efter udvalgets opfattelse en omfattende og detaljeret
beskrivelse af, hvilke forpligtelser der efter komitéens opfattelse følger af artikel 9 og 12 i FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap. Udvalget har af tidsmæssige årsager ikke
foretaget en nærmere gennemgang af udtalelserne, der er afgivet kort tid før udvalgets sidste møde.
Udvalget har samtidig noteret sig, at den danske regering forud for komitéens vedtagelse af de ge-
nerelle bemærkninger har afgivet bemærkninger hertil, og at især bemærkningerne til den generelle
bemærkning vedrørende artikel 12 er kritiske. Institut for Menneskerettigheder
Danmarks nationa-
le menneskerettighedsinstitution har i forhold til den generelle bemærkning vedrørende artikel 12
ligeledes udtrykt bekymring. Udvalget finder det på den baggrund usikkert, hvilken betydning den
generelle bemærkning vedrørende artikel 12 vil blive tillagt.
Det bemærkes, at de generelle bemærkninger ikke er bindende for deltagerstaterne.
8.2.4. Individuelle klagesager
Det følger af artikel 5 i den valgfri protokol, at når komitéen har behandlet en individuel klage,
fremsender den sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat og til ansø-
geren. Der er således ikke tale om en afgørelse i formel forstand, ligesom udtalelserne ikke er retligt
bindende for deltagerstaterne. Komitéen vil under sagsbehandlingen først tage stilling til, om klagen
kan behandles i realiteten (klagens admissibilitet), og i bekræftende fald derefter, om der foreligger
en krænkelse af konventionens materielle bestemmelser (klagens realitet).
FN’s Handicapkomité har
pr. 1. maj 2014 afgivet udtalelse i seks individuelle klagesager. I fem af
sagerne har komitéen fundet en krænkelse af konventionen, mens komitéen har afvist den sidste
en sag mod Storbritannien
ratione temporis,
idet den påståede krænkelse af FN’s konvention om
rettigheder for personer med handicap havde fundet sted, inden den individuelle klageadgang trådte
i kraft for Storbritannien.
226
De fem sager, hvor komitéen har fundet en krænkelse af konventionen,
gennemgås nedenfor. Sagerne er tilgængelige via internettet.
227
Ingen af sagerne vedrører Danmark.
8.2.4.1.
Den første sag (klagesag
nr. 3/2011, H.M. mod Sverige, udtalelse af 21. maj 2012)
angik en
klager, der havde en kronisk bindevævssygdom, som medførte, at hun ikke kunne stå op, og at hun
havde vanskeligt ved at sidde og ligge ned. Den eneste mulighed for, at hun kunne blive boende i sit
hus og samtidig blive behandlet, var at få adgang til behandling i form af hydroterapi i en indendørs
pool. Klageren ansøgte derfor om tilladelse til at udvide sit hus med 63 m
2
til etablering af en sådan
pool. De lokale myndigheder afviste at give tilladelse hertil, da hovedparten af udvidelsen ville
226
227
Se sag nr. 6/2011, K.A. mod Storbritannien.
Udtalelserne er tilgængelige via FN’s Højkommissær for
Menneskerettigheders hjemmeside www.ohchr.org.
245
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
skulle ske på et område, hvor bebyggelse ikke var tilladt. Denne afvisning blev endeligt stadfæstet
af de svenske domstole.
Komitéen udtalte bl.a., at de svenske myndigheder ikke havde taget fornødent hensyn til sagens
særlige omstændigheder og klagers særlige handicaprelaterede behov. Derfor var de svenske myn-
digheders afvisning af at fravige planlovgivningen og tillade etablering af poolen uproportional og
diskriminerende, idet den negativt påvirkede klagerens adgang til sundhedspleje og rehabilitering.
Komitéen fandt, at bl.a. følgende bestemmelser var krænket:
Artikel 5, stk. 1,
om, at alle er lige for
loven,
artikel 5, stk. 3,
om, at deltagerstaterne skal tage alle passende skridt til at sikre, at der tilve-
jebringes rimelig tilpasning med henblik på at fremme lighed og afskaffe diskrimination,
artikel 25
bl.a. om, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden
diskrimination på grund af handicap samt
artikel 26
bl.a. om, at deltagerstaterne skal træffe effekti-
ve og passende foranstaltninger for at gøre det muligt for personer med handicap at opnå og opret-
holde den størst mulige uafhængighed, fuld fysisk, psykisk, social og erhvervsmæssig formåen samt
fuld inkludering og deltagelse i alle livets forhold.
Komitéen anbefalede de svenske myndigheder at genoverveje klagers byggeansøgning samt at
kompensere klager for hendes sagsomkostninger. Herudover udtalte komitéen, at Sverige skulle
forhindre lignende krænkelser i fremtiden og oplyse komitéen om, i hvilket omfang man havde
fulgt op på udtalelsen. Sverige blev også pålagt at oversætte og offentliggøre udtalelsen samt ud-
brede kendskabet til udtalelsen på en måde, så alle dele af befolkningen vil kunne læse den.
Som svar til komitéen har den svenske regering anført, at den svenske grundlov er til hinder for, at
regeringen på nogen måde påvirker forvaltningens og domstolenes behandling af konkrete sager om
byggetilladelse. Den svenske regering har dog samtidig bemærket, at der ikke er noget til hinder for,
at klager på ny ansøger om byggetilladelse og dermed får sagen prøvet igen. Den svenske regering
har endvidere afvist at give klager kompensation for sagsomkostninger med henvisning til, at hver-
ken konventionen eller den valgfri protokol om individuel klageadgang indeholder bestemmelser
herom, ligesom regeringen ikke finder grundlag for at foretage sig yderligere med henblik på at
forhindre lignende krænkelser i fremtiden, idet svensk ret efter regeringens opfattelse allerede i dag
er i overensstemmelse med konventionen. Endelig har den svenske regering meddelt komitéen, at
komitéens udtalelse er blevet oversat til svensk og offentliggjort.
8.2.4.2.
Den anden sag (klagesag
nr. 1/2010, S.N. og P.T. mod Ungarn, udtalelse af 23. april 2013)
vedrørte to klagere, der led af et alvorligt synshandicap, som medførte, at de ikke kunne anvende
pengeautomaterne i det private pengeinstitut, hvor de var kunder. Pengeautomaterne var således
ikke indrettet med blindskrift og gav ikke mulighed for hørbare instruktioner og stemmeassistance
til brug for betjeningen.
246
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0257.png
Den 11. april 2005 blev pengeinstituttet anmodet af klagers advokat om at tilpasse automaterne i
nærheden af klagernes hjem, således at automaterne ville kunne anvendes af klagerne. Dette afslog
pengeinstituttet imidlertid. Klagerne indbragte herefter sagen for de nationale domstole med påstand
om, at pengeinstituttet skulle pålægges at tilpasse samtlige deres automater. Til støtte for denne på-
stand gjorde klagerne bl.a. gældende, at automaternes manglende tilgængelighed udgjorde diskri-
mination, idet klagerne herved modtog en ringere ydelse end pengeinstituttets øvrige kunder, selv
om de betalte samme årlige gebyr til pengeinstituttet. Klagerne fik delvist medhold i første instans,
mens domstolene i både anden og tredje instans afviste klagerne, bl.a. med henvisning til princippet
om kontraktsfrihed. Domstolene i anden og tredje instans lagde således bl.a. vægt på, at klagerne
ved at indgå aftale med pengeinstituttet indirekte havde accepteret de begrænsninger, som eksiste-
rede i forhold til pengeautomaterne.
Komitéen udtalte bl.a., at selv om Ungarn faktisk havde iværksat tiltag, som skulle forbedre tilgæn-
geligheden til pengeautomater for personer med et handicap, så havde ingen af tiltagene sikret til-
gængelighed for klagerne til deres pengeinstituts pengeautomater. På den baggrund fandt Komitéen,
at Ungarn havde krænket konventionens artikel 9 om tilgængelighed.
Komitéen anbefalede Ungarn at afhjælpe klagernes manglende tilgængelighed til pengeinstituttets
pengeautomater samt at kompensere klagerne for deres sagsomkostninger. Komitéen anbefalede
endvidere Ungarn at træffe foranstaltninger for at undgå lignende krænkelser i fremtiden, herunder
ved at fastsætte minimumsstandarder for tilgængeligheden til bankydelser, som ydes af private pen-
geinstitutter til personer med handicap.
Udvalget er ikke bekendt med, hvordan Ungarn har forholdt sig til komitéens anbefalinger.
8.2.4.3.
Den tredje sag (klagesag
nr. 4/2013, Z.B. m.fl. mod Ungarn, udtalelse af 20. september
2013),
som blev indbragt for komitéen i 2011, vedrører seks ungarske statsborgere med mentale
handicap, der var under værgemål. Da klagerne blev sat under værgemål, blev deres navne automa-
tisk slettet fra valgregisteret i henhold til den dagældende ungarske lovgivning fra 2010, hvorefter
personer under helt eller delvist værgemål ikke havde ret til at stemme.
Efter en dom ved Menneskeretsdomstolen, Kiss Alajos mod Ungarn af 20. maj 2010,
228
ændrede
Ungarn sin lovgivning således, at en dommer i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om en person un-
der helt eller delvist værgemål skal have stemmeret.
228
Se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols sag nr. 38832/06,
Kiss Alajos mod Ungarn.
247
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Klagerne gjorde over for FN’s Handicapkomité gældende, at fratagelsen af deres stemmeret var
i
strid med artikel 29 i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Bestemmelsen
fastslår, at deltagerstaterne skal sikre personer med handicap politiske rettigheder og muligheden
for at nyde dem på lige fod med andre, herunder sikre, at personer med handicap effektivt og fuldt
ud, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter på lige fod med andre kan deltage i det politiske
og offentlige liv, herunder at personer med handicap har ret til og mulighed for at afgive deres
stemme og modtage valg.
Komitéen udtalte, at konventionens artikel 29 ikke giver mulighed for at begrænse personer med
handicaps politiske rettigheder, ligesom bestemmelsen heller ikke tillader undtagelser for nogen
grupper af personer med handicap. En fratagelse af retten til at stemme på baggrund af et psykisk
eller intellektuelt handicap, herunder begrænsninger i stemmeretten efter en individuel vurdering,
udgør efter komitéens opfattelse derfor diskrimination efter konventionen.
Komitéen udtalte endvidere
i forhold til den nugældende ungarske lovgivning
at eftersom en
vurdering af personer med handicaps egnethed til at stemme i sin natur er diskriminatorisk, kan en
sådan vurdering ikke anses for lovlig. Den kan efter komitéens opfattelse heller ikke anses for pro-
portional i forhold til at sikre integriteten i statens politiske system. I den forbindelse henviste komi-
téen til konventionens artikel 29, hvorefter en stat er forpligtet til at indrette sine stemmeprocedurer
mv. på en sådan måde, at de er passende, tilgængelige og lette at forstå og anvende, samt tillade at
personer med handicap, om nødvendigt, og efter anmodning kan få bistand af en person efter eget
valg til at afgive sin stemme. På denne måde kan en stat sikre, at personer med et psykisk eller intel-
lektuelt
handicap kan stemme (‖competent vote‖) på lige fod med andre
og på en sådan måde, at
stemmeafgivelsen er hemmelig. På den baggrund fandt komitéen, at Ungarn havde undladt at efter-
leve sine forpligtelser efter konventionen.
Komitéen anbefalede Ungarn at tilføje klagernes navne til det valgregister, som klagerne var blevet
slettet fra, samt at kompensere dem for deres sagsomkostninger og for den krænkelse, de havde lidt
ved at blive frataget deres stemmeret. Komitéen anbefalede endvidere Ungarn at træffe foranstalt-
ninger for at undgå lignende krænkelser i fremtiden, herunder ved en ændring af den ungarske lov-
givning.
Udvalget er ikke bekendt med, hvordan Ungarn har forholdt sig til komitéens anbefalinger.
8.2.3.4.
Den fjerde sag (klagesag
nr. 2/2010, L.G. m.fl. mod Tyskland, udtalelse af 4. april 2014)
blev indbragt for komitéen af en fransk kvinde på vegne af hendes søn, der var tysk statsborger, og
som havde et handicap. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de tyske myndigheders tiltag for
at
fremme sønnens inkludering på arbejdsmarkedet var tilstrækkelige til at opfylde kravene i FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap.
248
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen udtalte, at Tyskland havde krænket konventionens artikel 27 (retten til at arbejde på lige
fod med andre) sammenholdt med artikel 3 (bl.a. respekt for menneskets naturlige værdighed), arti-
kel 4 (statens pligt til at sikre gennemførelsen af konventionens rettigheder) og artikel 5 (forbud
mod diskrimination). Komitéen fandt bl.a., at den eksisterende tyske model med tilskud til ansættel-
se af personer med handicap ikke effektivt fremmede ansættelsen af personer med handicap, bl.a.
fordi potentielle arbejdsgivere havde svært ved at søge tilskuddet. Vanskelighederne for potentielle
arbejdsgivere satte efter komitéens opfattelse således personer med handicap i en ufordelagtig posi-
tion og kunne dermed resultere i indirekte diskrimination. Komitéen bemærkede endvidere, at de
tiltag, som klagers søn reelt havde haft adgang til, ikke levede op til standarden i konventionens
artikel 27, selv om Tyskland i lovgivningen havde oplistet en lang række tiltag, der kunne fremme
handicappede personers adgang til arbejdsmarkedet.
Komitéen anbefalede Tyskland at revurdere klagers søns sag samt at betale ham en passende kom-
pensation, herunder for omkostningerne til at føre sagen for komitéen. Komitéen anbefalede endvi-
dere Tyskland at træffe foranstaltninger for at undgå lignende krænkelser i fremtiden.
Udvalget er ikke bekendt med, hvordan Tyskland har forholdt sig til komitéens anbefalinger.
8.2.3.5.
Den femte sag (klagesag
nr. 8/2012, Mr. X mod Argentina, udtalelse af 4. april 2014)
angik
en klager, der afsonede en livstidsdom i et argentinsk fængsel, og som efter et slagtilfælde led af en
kognitiv forstyrrelse, ligesom han havde nedsat syn og mobilitetsproblemer, som gjorde det nød-
vendigt for ham at anvende en kørestol. Klager gjorde gældende, at forholdene i fængslet påvirkede
hans fysiske og psykiske sundhedstilstand, bl.a. fordi han ikke selv kunne komme på badeværelset
og derfor ikke kunne opretholde personlig hygiejne. Han gjorde endvidere gældende, at han ikke
havde modtaget den genoptræning, som hans læger anbefalede, fordi det krævede en 32 km lang tur
med ambulance, der risikerede at forværre hans rygmarvsproblemer, til en genoptræningsklinik.
Komitéen anerkendte, at de argentinske myndigheder havde fjernet et trin, der forhindrede klagers
adgang til badeværelse og brusebad, at elevatorerne virkede i fængslet, og at der var en knap, hvor-
med klager kunne kalde på assistance døgnet rundt. Komitéen fandt imidlertid, at de argentinske
myndigheder ikke havde påvist, at disse tiltag var tilstrækkelige, idet de ikke sikrede, at klager hav-
de adgang til et badeværelse med plads til en kørestol, ligesom han heller ikke kunne komme i
fængselsgården på egen hånd. Dette udgjorde efter komitéens opfattelse en overtrædelse af statens
forpligtelse til efter konventionens artikel 9 (tilgængelighed) og 14 (frihed og personlig sikkerhed)
at sikre, at personer med handicap afsoner under rimelige forhold. Komitéen udtalte endvidere, at
klager som følge af den manglende tilgængelighed mv. var blevet placeret under usikre fængsels-
forhold, hvilket var i strid med konventionens artikel 17 (beskyttelse af personlig integritet).
249
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Komitéen fandt det derimod ikke sandsynliggjort, at klagers ret til sundhedspleje og genoptræning
var krænket, ligesom komitéen heller ikke kunne konkludere, at turen til og fra genoptræningskli-
nikken udgjorde en risiko for hans liv.
Komitéen anbefalede Argentina at sikre klager lige adgang til ydelser og faciliteter i fængslet samt
at sørge for tilstrækkelig og rettidig sundhedspleje såvel som regelmæssig og fuld adgang til genop-
træning til ham. Komitéen anbefalede endvidere Argentina at kompensere klager for de omkostnin-
ger, han havde haft ved at klage til komitéen.
Udvalget er ikke bekendt med, hvordan Argentina har forholdt sig til komitéens anbefalinger.
8.3. Sammenfatning og argumenter for og imod en inkorporering
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om en kon-
vention bør inkorporeres, jf. ovenfor kapitel 6, afsnit 3, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der
kan anføres for og imod en inkorporering af FN’s konvention om rettigheder for personer
med han-
dicap.
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap er den yngste af de syv konventioner,
udvalget skal overveje, idet den stammer fra 2006 og først trådte i kraft for Danmark den 23. august
2009.
Konventionen indeholder en lang række forskellige rettigheder for personer med handicap. Person-
kredsen er i konventionens artikel 1 defineret som personer, der har en langvarig fysisk, psykisk,
intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan for-
hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Det fremgår yderli-
gere af præamblen til konventionen, at handicap er et begreb under udvikling.
Det overordnede formål med konventionen er ifølge artikel 1 at fremme, beskytte og sikre mulighe-
den for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggen-
de frihedsrettigheder på lige for med andre samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.
Konventionen omfatter som nævnt i afsnit 8.1 en lang række forskellige rettigheder, bl.a. forbud
mod diskrimination, ret til tilgængelighed, beskyttelse af personlig integritet, ret til et selvstændigt
liv samt ret til ytringsfrihed, privat- og familieliv, uddannelse, sundhed, arbejde og social tryghed.
Konventionen indeholder således bestemmelser af central betydning for personer med handicap på
stort set alle livs- og retsområder. For så vidt angår konventionens økonomiske, sociale og kulturel-
le rettigheder er der tale om rettigheder, der i vidt omfang er beskrevet meget bredt, hvilket svarer
til den sprogbrug, der er anvendt i alle FN-konventionerne.
250
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bestemmelsernes indhold og udformning er varierende, idet konventionen indeholder både borger-
lige og politiske samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Konventionens artikel 4 fastslår
med hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, at deltagerstaterne skal træffe for-
anstaltninger i videst mulig udstrækning inden for de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er
behov for det, inden for rammerne af internationalt samarbejde med henblik på den fremadskriden-
de virkeliggørelse af disse rettigheder uden at berøre de forpligtelser i konventionen, som er umid-
delbart gældende i henhold til folkeretten.
De fleste af konventionens bestemmelser er udformet som forpligtelser for deltagerstaterne, således
at deltagerstaterne skal ‖sikre‖ f.eks. en effektiv adgang til retssystemet (artikel 13) eller ‖træffe
effektive og passende foranstaltninger‖ f.eks. for at gøre det muligt for
personer med handicap at
opnå den og opretholde størst mulig uafhængighed (artikel 26). Konventionen overlader det i vidt
omfang til medlemsstaterne, hvorledes rettighederne skal gennemføres. De valg mellem forskellige
gennemførelsesmetoder, som de nævnte bestemmelser forudsætter, må efter udvalgets opfattelse
foretages af lovgivningsmagten.
En inkorporering af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap vil efter udvalgets
opfattelse i sig selv medføre en tydeliggørelse af privates muligheder for at påberåbe sig konventio-
nen for de nationale domstole og andre retsanvendende myndigheder (se kapitel 6, afsnit 3.1). En
inkorporering vil også kunne medføre større opmærksomhed og bevidsthed om konventionen (se
kapitel 6, afsnit 3.5). Det er derfor udvalgets opfattelse, at en inkorporering ved lov herved vil inde-
bære en styrkelse af borgernes retsstilling på de områder, som konventionen regulerer, i det omfang
konventionens bestemmelser er egnede til at kunne håndhæves ved domstolene.
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at der i dag kun findes få eksempler på, at konventionens
bestemmelser er blevet påberåbt for og/eller anvendt af danske domstole mv. Konventionen ses
således ved udvalgets gennemgang af trykt domspraksis kun påberåbt i en enkelt sag (se kapitel 4,
afsnit 3.6). Ved en inkorporering af FN-konventionen får domstolene og andre retsanvendende
myndigheder endvidere et lovbestemt grundlag for at kunne anvende konventionen (se kapitel 6,
afsnit 3.4). Det vil have betydning i tilfælde af en konflikt mellem en bestemmelse i konventionen
og en bestemmelse i en anden dansk lov, som ikke kan løses ved hjælp af fortolknings- og formod-
ningsreglen. Inkorporering kan også få betydning for den intensitet, hvormed domstolene og andre
retsanvendende myndigheder anvender konventionen (se kapitel 6, afsnit 3.4).
De nævnte hensyn indebærer alle efter udvalgets opfattelse en styrkelse af personer med handicaps
rettigheder på de retsområder, som FN-konventionen omfatter, i det omfang konventionens be-
stemmelser kan håndhæves ved domstolene. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en inkorpore-
ring.
251
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Imidlertid er en række af konventionens bestemmelser vagt og generelt formulerede, og konventio-
nen indeholder adskillige bestemmelser, der har karakter af såkaldte
‖programerklæringer‖, hvilket
gør bestemmelserne mindre egnede til at blive inkorporeret (se kapitel 6, afsnit 3.8). Som eksempler
kan nævnes konventionens artikel 6, stk. 2, om at deltagerstaterne skal træffe alle passende foran-
staltninger til at sikre kvinder med handicaps fulde udvikling og fremgang og styrke deres selv-
stændighed, artikel 9, stk. 1, om at deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at sikre,
at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til de fysiske omgivelser og transport-
muligheder samt information og kommunikation, artikel 25, hvorefter deltagerstaterne anerkender,
at personer med handicap har ret til at nyde den højst opnåelige sundhedstilstand, artikel 27, hvoref-
ter deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at arbejde på lige fod med an-
dre, samt artikel 28, hvorefter deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til en
levefod, som er tilstrækkelig for dem selv og deres familie.
Den individuelle klageadgang til
FN’s Handicapkomité trådte først i kraft i maj 2008. Komitéen
har
derfor hidtil kun i meget begrænset omfang haft mulighed for gennem udtalelser i individuelle kla-
gesager at præcisere indholdet og omfanget af medlemsstaternes forpligtelser og de deraf følgende
rettigheder for personer med handicap. Der foreligger indtil nu udtalelser fra komitéen i seks sager,
jf. afsnit 8.2.4 ovenfor.
Den begrænsede praksis fra FN’s Handicapkomité må efter udvalgets opfattelse tillægges betyd-
ning, ikke mindst fordi komitéen endnu kun har vedtaget to generelle bemærkninger vedrørende
konventionens materielle rettigheder (se kapitel 6, afsnit 3.9). Dette forhold sammenholdt med, at
adskillige af bestemmelserne i konventionen er vagt formulerede og har karakter af ‖programerklæ-
ringer‖
(se kapitel 6, afsnit 3.8),
må antages at kunne medføre vanskeligheder for domstolene med
hensyn til vurdering af rækkevidden af disse konventionsbestemmelser og anvendelse af dem i kon-
krete sager (se kapitel 6, afsnit 3.3).
Det er
som det fremgår af kapitel 3, afsnit 5
udvalgets opfattelse, at gennemførelsen af sådanne
bestemmelser overlader et betydeligt skøn til de enkelte stater, og at de valg, som udøvelsen af dette
skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten.
Det forhold, at FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap indeholder vage og ge-
nerelle bestemmelser, kan
på den ene side
tale for, at konventionen som helhed ikke anses for egnet
til at blive inkorporeret. Det kan i den forbindelse anføres, at sådanne bestemmelser indebærer en
risiko for, at det overlades til domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørel-
ser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om forde-
lingspolitiske spørgsmål. Det kan ligeledes anføres,
at der også er en risiko for, at FN’s
Handicap-
komité, som endnu kun har afgivet udtalelser i ganske få konkrete klagesager, vil udfylde konventi-
252
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
onens bestemmelser vedrørende sådanne spørgsmål på en anden måde, end dette ville være sket i
Danmark. Selv om komitéens udtalelser ikke er folkeretligt bindende for regeringen, kan udtalelser-
ne herved komme til at præge forståelsen af konventionsbestemmelsernes rækkevidde. Det kan der-
for siges at bestå en risiko for, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder ved en konflikt
mellem en bestemmelse i konventionen (samt tilhørende afgørelser fra FN’s
Handicapkomité)
og en
bestemmelse i en anden dansk lov vil blive stillet i situationer, hvor de anser sig for at være forplig-
tet til at træffe valg om fordelingspolitiske og andre spørgsmål, som det efter dansk retstradition
tilkommer lovgiver at træffe.
Det kan
på den anden side
anføres, at konventionen er fuldt ud egnet til at blive inkorporeret, fordi
danske domstole og andre retsanvendende myndigheder allerede i dag fortolker dansk ret med fuld
opmærksomhed på og respekt for den danske retstraditions fordeling af kompetencen til at træffe
fordelingspolitiske valg. Det kan i den forbindelse anføres, at der ikke er grundlag i de hidtidige
erfaringer for at antage, at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder ikke også frem-
over vil respektere denne rollefordeling, såfremt et ønske om at fastholde denne magtbalance er en
klar forudsætning for en inkorporering af konventionen. Ligeledes kan det anføres, at der også er en
række bestemmelser i konventionen, der er formuleret klart og præcist, og som derfor næppe vil
kunne give anledning til særlige vanskeligheder for domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder. Som eksempler kan nævnes forbuddet mod diskrimination i artikel 5 og artikel 18, stk. 2,
hvorefter børn med handicap skal registreres umiddelbart efter fødslen og har ret til et navn. Herud-
over indeholder konventionen en række velkendte menneskerettigheder, f.eks. retten til livet (artikel
10), lighed for loven (artikel 12), adgang til retssystemet (artikel 13), forbud mod tortur mv. (artikel
15) samt retten til ytringsfrihed (artikel 21).
Det forhold, at
FN’s konvention om rettigheder
for personer med handicap indeholder vage og ge-
nerelle bestemmelser, kan på den ene side tale for, at konventionen som helhed ikke anses for egnet
til at blive inkorporeret, fordi der er en risiko for, at domstolenes og andre retsanvendende myndig-
heder kommer til at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmag-
ten at træffe, herunder om fordelingspolitiske og andre spørgsmål. På den anden side kan konventi-
onen som helhed anses for egnet til at blive inkorporeret, fordi domstolene og andre retsanvenden-
de myndigheder hidtil har udvist
og fremover må antages at ville udvise
tilbageholdenhed over
for at træffe sådanne afgørelser. Udvalgets medlemmer vurderer dette spørgsmål forskelligt, jf.
nærmere nedenfor afsnit 9.
Konventionen rejser efter udvalgets opfattelse ikke særlige problemer i relation til spørgsmålet om
dobbeltregulering i lovgivningen (se kapitel 6, afsnit 3.6), selv om en del af konventionens rettighe-
der, f.eks. om ydelser mv. til personer med handicap, også er reguleret i dansk lovgivning. Konven-
tionen medfører på nuværende tidspunkt heller ikke en større belastning af domstolene og de rets-
253
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
anvendende myndigheder i forhold til at tilvejebringe et overblik over fortolkningsbidrag (se kapitel
6, afsnit 3.7).
Danmark er i forbindelse med eksaminationen ved UPR blevet opfordret til at inkorporere de inter-
nationale konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt.
Ved en inkorporering af
konventionen vil Danmark imødekomme denne opfordring, hvilket vil have en positiv signalværdi i
forhold til omverdenen
(se kapitel 6, afsnit 3.2).
Dette taler efter udvalgets opfattelse ligeledes for
en inkorporering.
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap er ifølge udvalgets oplysninger umid-
delbart anvendelig i Frankrig som følge af bestemmelser i landets forfatning, mens den i Tyskland
er blevet en del af tysk ret ved en såkaldt konventionslov. Island, Norge, Sverige og Storbritannien
har ikke inkorporeret konventionen, og Østrig har ratificeret konventionen
med et såkaldt ‖inkorpo-
reringsforbehold‖, der indebærer, at konventionen ikke er umiddelbart anvendelig, dvs. konventio-
nen kan hverken påberåbes eller anvendes af borgerne, myndighederne eller domstolene. Finland og
Nederlandene har endnu ikke tiltrådt konventionen (se kapitel 5).
Det forhold, at der således er for-
skel på, om de hørte lande har inkorporeret FN’s konvention om
rettigheder for personer med han-
dicap, taler efter udvalgets opfattelse hverken for eller imod en inkorporering af konventionen.
254
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
9. Udvalgets overvejelser og konklusion
Udvalget har ovenfor vedrørende hver enkelt af de syv konventioner, som udvalget skal overveje,
drøftet hvilke argumenter der kan anføres for og imod inkorporering i dansk lovgivning. Drøftelser-
ne har taget udgangspunkt i de hensyn, der efter udvalgets overvejelser i kapitel 6 bør indgå ved en
sådan vurdering.
Gennemgangen har vist, at der for alle syv konventioner kan anføres argumenter både for og imod
en inkorporering af konventionerne ved lov.
Til støtte for en inkorporering kan det anføres, at inkorporering for alle syv konventioners ved-
kommende vil indebære en
styrkelse af retsstillingen for de personer, der er omfattet af konventio-
nerne,
bl.a. fordi inkorporering vil tydeliggøre muligheden for at påberåbe sig konventionerne og
skabe større opmærksomhed og bevidsthed om konventionerne og vil herved styrke borgernes rets-
stilling på de områder, som konventionerne regulerer. Inkorporering vil endvidere skabe et lovbe-
stemt grundlag for at anvende konventionerne, hvilket vil have betydning ved en konflikt mellem
konventionsbestemmelser og danske lovbestemmelser i øvrigt. Inkorporering kan også få betydning
for den intensitet, hvormed domstolene og andre retsanvendende myndigheder anvender konventio-
nerne.
Samtidig bemærkes, at der er nogen forskel på omfanget af den styrkede retsstilling for borgerne
afhængig af, hvilken personkreds og hvilke rettigheder konventionerne omfatter. Flere af konventi-
onerne omfatter alle personer (f.eks. FN’s konvention om borgerlige
og politiske rettigheder og
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder), mens andre konventioner om-
fatter en afgrænset personkreds, herunder børn, kvinder eller personer med handicap. Endvidere
omfatter f.eks. FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap og FN’s konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder en lang række meget forskellige rettigheder på et me-
get bredt område, mens f.eks. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder for så vidt
angår mange af konventionens bestemmelser er sammenfaldende med Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention, der allerede er inkorporeret i dansk ret ved lov, således at den styrkede rets-
stilling må antages kun at få betydning på de punkter, hvor FN-konventionen går videre end Men-
neskerettighedskonventionen.
Endvidere kan det anføres, at en
inkorporering vil have en positiv signalværdi i internationale
sammenhænge,
idet Danmark for alle syv konventioners vedkommende
og i de fleste tilfælde i
forskellige internationale fora og ved forskellige lejligheder
er blevet opfordret til at inkorporere
255
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konventionerne ved lov. Det tilføjes, at det kan blive opfattet negativt, hvis kun nogle af konventio-
nerne inkorporeres ved lov.
Derimod taler det
hverken for eller imod inkorporering af nogen af de syv konventioner, at der er
forskel på, om de ni lande, som udvalget har indhentet oplysninger fra, har inkorporeret konventio-
nerne.
Risikoen for, at det i tilfælde af inkorporering i videre omfang overlades til domstolene at træffe
afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe, herunder om
fordelingspolitiske spørgsmål, kan omvendt tale imod, at konventionerne inkorporeres ved lov. Det
samme gælder spørgsmålet om konventionernes egnethed til at blive anvendt af domstolene og an-
dre retsanvendende myndigheder ved løsningen af konkrete retstvister. Der er i udvalget imidlertid
ikke enighed om, hvilken vægt disse forhold bør tillægges, herunder hvor stor risikoen for en for-
skydning af magtbalancen er. Udvalgets 15 medlemmer deler sig derfor med hensyn til anbefalin-
gen af, hvilke konventioner der kan anbefales inkorporeret ved lov, idet medlemmerne udtaler føl-
gende:
Seks medlemmer af udvalget (Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge,
Linda Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann)
fremhæver indledningsvis, at
udvalget ifølge Justitsministeriets kommissorium skal vurdere, om flere konventioner
‖er
egnede til
at blive inkorporeret i dansk lovgivning‖,
samt ‖om
en inkorporering vil føre til en bedre retsbeskyt-
telse for den enkelte borger, eller om andre grunde kan føre til, at det må anses for nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at inkorporere konventionerne‖.
På tilsvarende måde har
Justitsministeriet bedt
udvalgets medlemmer om dets anbefalinger på de to andre områder omfattet af kommissoriet.
Udvalget er et sagkyndigt udvalg, og som det er almindeligt for sagkyndige udvalg, går de forelagte
spørgsmål ikke på, hvad der er gældende ret i dag. Spørgsmålene kan derfor heller ikke besvares
med en beskrivelse af gældende ret. Spørgsmålene er retspolitiske. Svarene har til formål at give
sagkyndige anbefalinger til politiske beslutninger. Besvarelsen må derfor ske på grundlag af en be-
skrivelse af gældende ret kombineret med en bredere, faglig bedømmelse af, om inkorporering
med kommissoriets formuleringer
– er ‖nødvendig‖ eller ‖hensigtsmæssig‖.
Verdenserklæringen om menneskerettigheder definerede i 1948 staters fælles interesse i, at hver
enkelt stat inden for sin egen jurisdiktion sikrer en minimumsbeskyttelse af menneskers rettigheder.
Internationale menneskerettigheder er siden blevet retliggjort og udbygget. Danmark har været en
aktiv deltager i udviklingen
både i FN og i Europarådet. Internationale menneskerettigheder har
ikke mindst til formål at bremse indgreb over for den enkelte, førend de bliver til overgreb på de
mange. I konkrete sager påkalder internationale menneskerettigheder sig i dag ofte større opmærk-
somhed end de grundrettigheder, der er fastsat i eksempelvis den danske grundlov. Inkorporering af
256
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
menneskerettighedskonventioner har til formål at styrke gennemslagskraften nationalt af menneske-
rettigheder, som Danmark har arbejdet for og tiltrådt internationalt.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 med efterfølgende ændringer blev inkor-
poreret i dansk ret i 1992.
Med hensyn til FN’s menneskerettighedskonventioner anbefalede
Justitsministeriets inkorpore-
ringsudvalg i 2001 enstemmigt som et første skridt at inkorporere tre konventioner om tortur, race-
diskrimination og civile og politiske rettigheder. Efter vores bedømmelse er der ikke i de mellem-
liggende 13 år indtruffet forhold, som begrunder en mere restriktiv tilgang. Tværtimod anbefaler vi
at gå et skridt videre og tillige inkorporere konventionerne om børn, om personer med handicap og
om diskrimination mod kvinder.
Vi anbefaler således inkorporering i dansk lovgivning af følgende konventioner:
1.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
2.
FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
3.
FN’s
konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling eller straf,
4.
FN’s konvention
om barnets rettigheder,
5.
FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap og
6.
FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder.
Vi anbefaler ikke at inkorporere konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Vores anbefalinger har følgende begrundelse:
a) En inkorporering af flere konventioner i dansk ret vil i praksis først og fremmest tydeliggøre
myndighedernes pligt til at anvende konventionerne, og navnlig påtager Danmark sig ikke nye in-
ternationale forpligtelser. Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet er
de samme før som efter inkorporering.
Om flere konventioner bør inkorporeres, beror efter vores
vurdering først og fremmest på, om der er et ønske om at sende et klart signal om betydningen af
konkret at anvende og respektere de konventioner, som Danmark allerede har tiltrådt. En inkorpore-
ring vil skabe større opmærksomhed og bevidsthed om konventionerne og deres indhold. Allerede
derved vil inkorporering bidrage til at sikre en bedre beskyttelse af de rettigheder, som borgerne
allerede har i dag, men som i praksis ikke anvendes i tilstrækkelig grad. En inkorporering vil såle-
des ikke skabe nye rettigheder, men vil bidrage til en i praksis bedre beskyttelse af eksisterende
rettigheder.
257
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Erfaringerne med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention viser, at henvisningerne til kon-
ventionen er mangedoblet siden inkorporeringen i 1992. Det gælder både i advokaters argumentati-
on og i domstolenes præmisser. Antallet af henvisninger har haft et nogenlunde fast niveau siden
inkorporeringsudvalget afgav betænkning i 2001. Det fremgår af kapitel 4 ovenfor, at anvendelsen
af FN-konventioner ved danske domstole i dag fortsat er beskeden. Inkorporeres en eller flere af
disse konventioner, må det forventes, at der i en periode vil ske en stigning i anvendelsen, ganske
som med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gælder, selv om gennemslagskraften
for alle inkorporerede konventioner er betinget af et tilstrækkeligt klart og sikkert grundlag for at
anvende konventionerne.
Inkorporering må antages at have sin primære praktiske betydning i forhold til forvaltningsmyndig-
heder, herunder på det kommunale og regionale niveau, hvor langt de fleste afgørelser af betydning
for borgernes rettigheder træffes. I modsætning til inkorporeringsudvalget i betænkning 1407/2001
har dette udvalg ikke foretaget en nærmere vurdering af forvaltningsmyndigheders anvendelse af
menneskerettigheder. Det er imidlertid
på baggrund af vores generelle erfaring
vores vurdering,
at forvaltningsmyndigheder ikke er tilstrækkelig opmærksom på betydningen af borgernes interna-
tionale menneskerettigheder.
b)
Vi vil særligt fremhæve den praktiske betydning af en inkorporering af FN’s konvention
om bar-
nets rettigheder
og FN’s konvention
om rettigheder for personer med handicap.
Disse to konventi-
oner har stor betydning for beskyttelsen af de to persongrupper, der i praksis er i særlig risiko for at
blive udsat for indgreb og overgreb. Det er desuden inden for disse to konventioners anvendelses-
område, at der efter vores vurdering i praksis er længst vej til overholdelsen af internationale men-
neskerettigheder. FN's konvention om barnets rettigheder og FN's konvention om rettigheder for
personer med handicap bør stå i centrum for den politiske og praktiske opmærksomhed, såfremt
inkorporering skal have mærkbar praktisk betydning for borgerne i Danmark. Det gælder også, hvis
inkorporering begrænses til et mindre antal konventioner.
Et par eksempler kan tjene til illustration:
Vestre Landsret tilsidesatte i en kendelse gengivet i U2013.2425V Justitsministeriets afgø-
relse om inddragelse af en thailandsk drengs opholdstilladelse som ugyldig blandt andet med
den begrundelse, at forskellige forhold ‖af central betydning for et barns tarv, jf. herved
FN’s børnekonventions artikel 3, stk. 1‖ ikke ses at ‖være inddraget særskilt i Justitsministe-
riets vurdering‖, jf. kapitel 3.7.
Ankestyrelsens praksisundersøgelse om flytning og hjemgivelse af anbragte børn fra no-
vember 2011 viste, at der i 70 procent af sagerne ikke var afholdt børnesamtaler.
258
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0269.png
Det daværende Social- og Integrationsministerium har den 7. februar 2013 oplyst, at Anke-
styrelsen ikke i begrundelserne for sine afgørelser havde henvist specifikt til
FN’s
handicap-
konvention.
229
I Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres
familier fra 2014 er det anført: ‖Der
kan også hentes inspiration i FN’s handicapkonvention, og der kan i denne forbindelse sær-
ligt henvises til konventionens artikel 7 om børn med funktionsnedsættelse‖.
230
Men vejled-
ningens 196 sider indeholder ingen konkrete anvisninger på, hvordan FN's konvention om
rettigheder for personer med handicap kan tjene til
‖inspiration‖.
Statsforvaltningen i Midtjylland anførte i en afgørelse af 28. juni 2012 om en kommunes
ventelister til voksne udviklingshæmmede:
‖Statsforvaltningen bemærker indledningsvis, at
FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap blev ratificeret af Danmark den
24. juli 2009. Ved ratifikationen påtog Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at indrette
sin lovgivning og sin administrative praksis således, at konventionens krav blev opfyldt.
Konventionen skaber således ikke en umiddelbar ret for borgerne til at påberåbe sig konven-
tionen overfor myndighederne. Statsforvaltningen fører dermed ikke tilsyn med konventio-
nens overholdelse.‖
Hverdagen i den danske forvaltning er ikke altid så langt fra idealerne om danske myndigheders
inddragelse af internationale menneskerettigheder i det daglige arbejde. Men eksemplerne viser
efter vores opfattelse, at der er konkret og aktuelt behov både for at tydeliggøre myndighedernes
pligt til at anvende konventionerne og for at undervise myndighederne i de centrale konventioner.
Det bliver svært at opnå fremskridt, hvis regeringen og Folketinget beslutter ikke at inkorporere
konventionerne.
c) En inkorporering vil også mere principielt styrke borgernes retsbeskyttelse ved at skabe et lovbe-
stemt grundlag for at anvende konventionerne.
Danske domstole og retsanvendende myndigheder
har allerede i dag adgang til at fortolke og anvende dansk ret i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser, ligesom de efter den almindelige opfattelse har pligt til så vidt muligt at
fortolke dansk ret på en sådan måde, at der ikke opstår direkte konflikter med de internationale for-
pligtelser. Selv uden en inkorporering gælder de internationale forpligtelser i dansk ret navnlig som
hensyn i fortolkningen af lovgivningen, men der er forskellige syn på, med hvilken vægt de gælder.
En inkorporering vil skabe klarhed og betyde, at de internationale forpligtelser gælder som dansk
lov.
Social- og Integrationsministerens svar af 7. februar 2013 på folketingets Socialudvalgs spørgsmål nr. 139 (SOU
Alm. Del).
230
Vejledning nr. 9007 af 7. januar 2014 om særlig støtte til børn og unge og deres familier (vejledning nr. 3 til service-
loven) pkt. 19 om den sammenhængende børnepolitik, servicelovens § 19, stk. 2.
229
259
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
At inkorporering har en principiel, juridisk betydning er
efter afgivelsen af betænkning 1407/2001
bekræftet af Højesteret i en dom af 5. december 2005, der er gengivet i U2006.770H. Højesteret
udtalte, at nogle ILO-konventioner, der ikke var inkorporeret i dansk ret, ikke var direkte anvende-
lige i dansk ret i den forstand, at de kunne føre til tilsidesættelse af den relevante lovgivning, jf.
kapitel 4.4. I de i praksis helt undtagelsesvist forekommende tilfælde, hvor det måtte være nødven-
digt at tilsidesætte dansk lovgivning som værende i klar strid med Danmarks internationale forplig-
telser, vil det derfor kun kunne ske, såfremt den pågældende konvention er inkorporeret.
Formålet med en inkorporering er således også
i snæver juridisk forstand
at give domstolene og
andre retsanvendende myndigheder et lovbestemt grundlag for i påkommende tilfælde at respektere
internationale menneskerettigheder. Efter vores opfattelse bør danske domstole og andre retsanven-
dende myndigheder ikke være forpligtet til at anvende dansk ret, der er i strid med internationale
menneskerettigheder.
d) Danmark bør overholde sine internationale forpligtelser og sikre borgerne de rettigheder, som
den internationale menneskeret har til formål at beskytte.
Danmark er ved flere lejligheder blevet
opfordret til at inkorporere yderligere menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Opfordringerne
er fremkommet i forbindelse med eksaminationer af Danmark
ved FN’s forskellige menneskerettig-
hedskomitéer og ved FN’s menneskerettighedsråd som led i den universelle periodiske bedømmelse
(UPR).
Danmark vil imødekomme opfordringerne ved at inkorporere flere konventioner, hvilket vil have en
positiv signalværdi i forhold til omverdenen. Det vil bidrage til at give Danmark et endnu stærkere
rygstød, når vi fortsætter vores indsats for at styrke menneskerettighederne i andre lande.
e) Der er efter vores opfattelse ikke en øget risiko for, at magtfordelingen mellem lovgivningsmag-
ten og domstolene vil blive ændret ved at inkorporere yderligere konventioner.
Udvalgets medlem-
mer er enige om, at formålet med en inkorporering ikke er at ændre på den forfatningsmæssige stil-
ling mellem de øverste statsorganer, og at en inkorporering ikke bør medføre en ændring i magtfor-
delingen mellem lovgivningsmagten og domstolene. Der er således enighed om, at inkorporering
ikke bør bevirke, at domstolene påtager sig opgaver, som efter dansk retstradition tilkommer lov-
givningsmagten, eksempelvis om fordelingspolitiske spørgsmål.
Udvalgets medlemmer deler sig i vurderingen af, om en inkorporering alligevel indebærer en øget
risiko for en ændret magtfordeling. Efter vores opfattelse er der ikke en sådan risiko. Rollefordelin-
gen mellem lovgivningsmagten og domstolene går forud for og har en dybere forankring end en lov
om inkorporering. Bekymring for et skifte i magtfordelingen overser først og fremmest, at de inter-
nationale konventioner allerede i dag skal anvendes inden for rammerne af gældende lovgivning, og
260
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0271.png
at internationale konventioner først vil få gennemslagskraft over for dansk lovgivning, såfremt der
helt undtagelsesvis er tale om klare brud på Danmarks internationale forpligtelser.
Det vil også efter en inkorporering være lovgivningsmagten, der har ansvaret for at sørge for en
løbende tilpasning af lovgivningen til de internationale menneskerettigheder.
Det har helt tilbage
fra inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention været en overvejelse og en
bekymring, om en inkorporering ville blive en
‖sovepude‖ for lovgivningsmagten,
der ville fralæg-
ge sig ansvaret for, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser.
231
Hvis inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention var blevet en sovepude for
lovgivningsmagten, ville det imidlertid ikke være en følge af inkorporering, men derimod af et ef-
terfølgende forhold, nemlig at lovgivningsmagten var ophørt med i sit daglige arbejde at inddrage
internationale menneskerettigheder. Det er ikke sket, og der er ingen grund til at tro, at lovgiv-
ningsmagten fremover vil holde op med at sikre en løbende tilpasning af lovgivningen til de inter-
nationale menneskerettigheder.
Der er intet konkret grundlag i hidtidige erfaringer for at frygte, at danske domstole og øvrige ret-
sanvendende myndigheder ikke fremover vil respektere den traditionelle danske rollefordeling mel-
lem de øverste statsorganer.
Der skal langt mere end en inkorporering til for at forskyde magtforde-
lingen mellem de øverste statsorganer. Det gælder i særdeleshed, når et ønske om at fastholde
magtbalancen er en klar forudsætning for inkorporering af yderligere konventioner.
Danske domstole og andre retsanvendende myndigheder har i en lang række sager fortolket og an-
vendt ikke kun Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også en række andre konven-
tioner med fuld opmærksomhed på og respekt for denne magtfordeling, jf. kapitel 4. Efter vores
vurdering kan lovgivningsmagten stole fuldt og fast på, at danske domstole og andre retsanvenden-
de myndigheder heller ikke fremover vil begive sig ud i en menneskeretlig frihåndstegning, men
tværtimod vil vedblive med at stå fast på en traditionel, juridisk tilgang til anvendelsen af de men-
neskeretlige forpligtelser i dansk ret.
Det vil også efter en inkorporering være en grundlæggende betingelse for anvendelsen af internati-
onale konventioner i dansk ret, at der er et tilstrækkelig klart og sikkert juridisk grundlag for at
anvende konventionerne.
232
Danske domstole og andre retsanvendende myndigheder fortolker og
anvender allerede i dag internationale menneskerettigheder på områder, som er reguleret af de in-
ternationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.
Betænkning 1220/1990 s. 148 og Folketingstidende 1991-92, till. A, sp. 5421 ff.
Se kapitel 4.2 (‖hvilken sikkerhed‖), kapitel 6.2.3 (‖uklar‖), kapitel 6.2.4 (‖hvor klare‖), kapitel 6.2.8 (‖ubetingede
og tilstrækkeligt præcise‖) og betænkning 1407/2001 s.
56ff.
232
231
261
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Danske domstole og andre retsanvendende myndigheder kan ikke anvende internationale menne-
skerettighedskonventioner efter deres eget forgodtbefindende, og det gør de heller ikke. Det er fast
antaget i dansk ret, at der stilles krav til klarheden af de internationale bestemmelser, der skal an-
vendes som bidrag til fortolkningen af dansk ret. Der stilles strenge krav til klarheden af de forplig-
telser, der skal kunne anvendes med vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser, ligesom der vil
blive stillet strenge krav til de bestemmelser, der i givet fald ville skulle anvendes i stedet for anden
dansk lovgivning. Det ville også gælde ved en inkorporering af yderligere konventioner end Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det er et afgørende element i gennemførelsen af konventionerne, at borgerne har adgang til at få
foretaget en uafhængig vurdering af, om deres rettigheder er blevet krænket.
Hvis der helt undta-
gelsesvis er tale om klare brud på Danmarks internationale forpligtelser, bør domstole og andre,
uafhængige retsanvendende myndigheder kunne anvende konventionerne frem for lovgivningen,
således at borgerne ikke tvinges ud i en overflødig international klagesag. Det gælder, selv om det
som det allerede er i dag
kan være vanskeligt for domstolene og andre retsanvendende myndighe-
der at afgøre, hvordan den internationale menneskeret skal fortolkes, herunder hvilken vægt udtalel-
ser mv. fra internationale komiteer skal tillægges. Og det gælder, selv om det
som det allerede er i
dag
kan være nødvendigt for domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe afgørel-
ser, som regering og folketing måtte vise sig at være uenige i. Alt dette forudsætter vel at mærke
og som allerede nævnt
at domstolene og andre retsanvendende myndigheder har det fornødne
sikre grundlag for at anvende konventionerne.
f) De seks konventioner, som vi foreslår inkorporeret, indeholder alle klare, præcise og ubetingede
rettigheder, som umiddelbart er egnede til at blive lagt til grund for konkrete afgørelser truffet af
domstolene og andre retsanvendende myndigheder.
De seks konventioner indeholder også
lige-
som alle de andre internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt på det menneskeretlige
område
vage og upræcise bestemmelser,
som dog efter nærmere fortolkning kan få et sådant kon-
kret indhold, at de kan være egnede til at blive lagt til grund for afgørelser truffet af domstolene og
andre retsanvendende myndigheder. Det samme gælder for Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention, hvis bestemmelser løbende er blevet konkretiseret i praksis fra Menneskerettigheds-
domstolen, jf. kapitel 3.
Det gælder for langt hovedparten af de internationale forpligtelser, at de løbende konkretiseres i
blandt andet klagekomiteernes praksis,
som udvalget har behandlet ovenfor. Efterhånden som den
internationale retsudvikling skrider fremad, konkretiseres indholdet, hvorved gennemslagskraften
forøges. Komiteernes praksis præger således allerede i dag fortolkningen af konventionerne, og det
vil fortsat være situationen, uanset om Danmark inkorporerer konventionerne (og uanset om Dan-
mark tilslutter sig klageadgangen til konventionerne)
.
Det er Danmarks tilslutning til de internatio-
nale konventioner, som løbende øger gennemslagskraften af forpligtelserne i Danmark. En inkorpo-
262
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
rering vil blot øge borgernes sikkerhed for, at Danmark respekterer sine forpligtelser. Igen forud-
sætter dette, at der er det fornødne sikre grundlag for at antage, at Danmark har en forpligtelse af
betydning for en konkret sag.
De seks konventioner indeholder desuden såkaldte programerklæringer, der skal gennemføres pro-
gressivt ved politisk beslutning.
Det er kendetegnende for den internationale menneskeret, at det
direkte fremgår af flere af de omhandlede konventioner, at en række rettigheder forudsættes gen-
nemført
ved politisk beslutning. For eksempel fremgår det af FN’s konvention
om barnets rettighe-
der
artikel 4 og FN’s konvention
om rettigheder for personer med handicap artikel 4, at sådanne
rettigheder skal gennemføres fremadskridende og inden for de afsatte økonomiske ressourcer. Det
er således i overensstemmelse med de enkelte konventioners indhold, at beslutningen om gennem-
førelse af denne gruppe af rettigheder i Danmark træffes politisk og ikke juridisk. Det vil en inkor-
porering ikke ændre. Der vil hverken før eller efter inkorporering være et juridisk grundlag for at
træffe fordelingspolitiske afgørelser i strid med den hidtidige magtfordeling i Danmark. En inkorpo-
rering vil derfor navnlig ikke give domstolene og andre retsanvendende myndigheder en større rolle
end hidtil på de områder, hvor konventionsbestemmelserne indeholder bredt formulerede rettighe-
der og principper, som skal gennemføres ved politisk beslutning i Danmark.
g)
Vi har ikke anbefalet en inkorporering af FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder.
En inkorporering af denne konvention vil sende et indenrigs- og udenrigspolitisk signal
om den betydning, Danmark tillægger også økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Når vi
alligevel ikke anbefaler inkorporering af konventionen, skyldes det navnlig, at man risikerer at stik-
ke befolkningen blår i øjnene ved at inkorporere en konvention, hvis betydning for den praktiske
retsanvendelse er mere eller mindre illusorisk. Det skyldes, at konventionen ikke indeholder rettig-
heder, som der i praksis vil være et tilstrækkelig klart grundlag for at anvende i konkrete sager. Der
er
som allerede nævnt
ikke grund til at frygte, at inkorporering af tilsvarende bestemmelser i
andre konventioner vil indebære en utilsigtet forrykkelse af magtbalancen.
h) Samlet set er det vores vurdering, at de seks konventioner bør inkorporeres, såfremt borgernes
retsbeskyttelse ønskes styrket, fordi
inkorporering vil sende et utvetydig politisk signal om ønsket
om at sikre respekten for rettighederne i Danmark,
fordi
det helt undtagelsesvis kan være nødven-
digt i tilfælde af klare brud på konventionerne, og
fordi
det vil sende et internationalt signal om ud-
viklingen i Danmarks tilslutning til de internationale menneskerettigheder. Risikoen for en forskyd-
ning af magtbalancen er et væsentligt hensyn, men efter vores opfattelse er risikoen for en forskyd-
ning af magtbalancen teoretisk,
fordi
der også fremover vil blive stillet strenge krav til klarheden af
de internationale forpligtelser, og
fordi
borgerne ikke alene på grundlag af de internationale forplig-
telser vil kunne rejse krav på ydelser fra det offentlige, jf. kapitel 3. Ønskes borgernes retsbeskyttel-
se styrket, er inkorporering kort sagt det rigtige at gøre, og der er ikke afgørende hensyn, der taler
imod.
263
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Fire medlemmer af udvalget (Tina González-Schelbeck, Michael Hansen Jensen, John Lun-
dum og Hanne Schmidt)
finder det vigtigt indledningsvis at understrege, at alle syv konventioner
allerede i dag er gældende for Danmark
og for de flestes vedkommende har været gældende i
mange år. Danmark er således folkeretligt forpligtet til at overholde konventionerne og til at indrette
dansk lovgivning i overensstemmelse med konventionernes bestemmelser. Dette har efter vores
opfattelse også hidtil været efterlevet, og det er da også kun yderst sjældent, at konventionsorganer-
ne har udtalt, at dansk lovgivning, praksis eller afgørelser i konkrete sager ikke har været i overens-
stemmelse med de pågældende konventioner, jf. beskrivelsen af konkrete klagesager vedrørende
Danmark ovenfor i dette kapitel vedrørende de enkelte konventioner. Udvalget har heller ikke i
trykt dansk domspraksis fundet eksempler på, at danske domstole har konstateret sådanne uoverens-
stemmelser, jf. nærmere kapitel 4, afsnit 4.
Spørgsmålet om at inkorporere konventionerne ved lov er på denne baggrund efter vores opfattelse i
yderste konsekvens kun et spørgsmål om, hvorvidt lovgivningsmagten ønsker at tage et yderligere
skridt i retning af at tillægge konventionerne betydning i dansk ret, således at konventionernes tekst
bliver en umiddelbar del af dansk ret, der er ligestillet med anden dansk lovgivning, eller om man
foretrækker at opretholde den hidtil gældende praksis, hvorefter det som udgangspunkt er lovgiv-
ningsmagten, der ‖omsætter‖ konventionernes bestemmelser til dansk ret ved at lovgive
om, hvor-
dan de skal gennemføres i Danmark.
En ændring af den hidtidige opfyldelsesordning, således at man inkorporerer konventionernes tekst
i dansk lovgivning, indebærer efter vores opfattelse navnlig følgende:
Udadtil
i forhold til andre lande og i forhold til konventionsorganerne
vil en inkorporering af
konventionerne ved lov naturligvis bidrage til at understrege, at Danmark er en stat, der tager kon-
ventionerne alvorligt, og som er indstillet på i videst muligt omfang at lade konventionsbestemmel-
serne få betydning i dansk ret. Dette kan medvirke til at skabe et billede af Danmark som en aktiv
aktør på det menneskeretlige område, og herunder også forbedre Danmarks muligheder for at påvir-
ke andre lande, der ikke lever op menneskeretlige regler, til at undertegne konventionerne og tage
deres grundlæggende menneskeretlige principper til sig.
Indadtil
i Danmark i forhold til danske statsborgere og udenlandske statsborgere med ophold i
eller anden tilknytning til Danmark
må det endvidere lægges til grund, at inkorporering ved lov
vil medføre en vis forbedret retsstilling. Konventionerne må forventes at ville få en vis større tyng-
de, hvis de bliver en integreret del af dansk ret. Dette vil opstå ved en øget opmærksomhed omkring
konventionernes rettigheder for borgerne mv., både når det gælder generel regulering på de områ-
der, som konventionerne dækker, og når der skal træffes afgørelse i enkeltsager af danske admini-
strative myndigheder og domstole. Det må også forventes, at konventionsbestemmelserne vil slå
264
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
kraftigere igennem ved afgørelsen af konkrete sager i tilfælde, hvor det ikke er utvivlsomt, at dansk
lovgivning og praksis er i overensstemmelse med konventionernes bestemmelser, idet konventions-
bestemmelserne ved inkorporeringen ved lov opnår status som en umiddelbar del af dansk ret.
En inkorporering ved lov vil således indebære, at konventionerne må forventes at få en mere central
rolle i dansk ret, og at den enkelte borger kan støtte ret på konventionerne som en umiddelbar be-
standdel af dansk lov.
Indadtil
i Danmark i forholdet mellem den lovgivende magt på den ene side og den udøvende
magt og domstolene på den anden side
kan inkorporering af konventionerne ved lov samtidig
medføre, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder får en større rolle end hidtil, når det
skal afgøres, hvordan konventionsbestemmelserne skal gennemføres i dansk ret. Det vil især være
aktuelt på områder, hvor konventionsbestemmelserne indeholder bredt formulerede rettigheder og
principper, som hidtil af lovgivningsmagten
er blevet ‖omsat‖ til dansk ret.
For så vidt angår de bredt formulerede principper og bestemmelser i konventionerne udfyldes disse
i et vist omfang af generelle udtalelser og udtalelser i enkeltsager, der afgives af de FN-komitéer,
der er oprettet vedrørende konventionerne. Sammenlignet med dansk fortolkningstradition foretager
komitéerne en mere dynamisk og fri fortolkning af de forskellige konventionsbestemmelser. Komi-
téerne er ikke domstole, og komitémedlemmerne er heller ikke dommere. FN-komitéernes udtalel-
ser er da heller ikke folkeretligt bindende, og regeringen kan således afvise at følge sådanne udtalel-
ser
både de generelle udtalelser samt udtalelser afgivet i klagesager vedrørende Danmark og andre
stater. Det kan være aktuelt, hvis regeringen ikke kan tilslutte sig komitéens forståelse af konventi-
onens bestemmelser, eller hvis regeringen finder, at komitéens udtalelse er baseret på en fejlopfat-
telse af den nationale sag, sådan som det er sket i nogle klagesager vedrørende Danmark, jf. nærme-
re kapitel 7, afsnit 4.3.5.
Danske domstole og andre retsanvendende myndigheder har hidtil ved fortolkningen og anvendel-
sen af konventionsbestemmelser i forhold til dansk lovgivning været tilbageholdende med hensyn
til at tillægge borgerne rettigheder mv., der ikke kan støttes på den relevante danske (gennemførel-
ses-)lovgivning. Det bemærkes herved, at det kan være vanskeligt for domstolene at afgøre, om en
komitéudtalelse efter regeringens og Folketingets opfattelse bør tillægges afgørende vægt ved afgø-
relsen af en konkret dansk sag om et lignende spørgsmål. Hvis FN-konventionernes bredt formule-
rede bestemmelser inkorporeres ved lov og dermed bliver en umiddelbar del af dansk ret, skabes
herved et stærkere retligt grundlag for at anvende konventionsbestemmelserne i overensstemmelse
med komitèernes udtalelser, hvilket efter vores opfattelse indebærer en ikke ubetydelig risiko for, at
danske domstole vil komme til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, herunder fordelingspoliti-
ske spørgsmål, som det efter dansk forfatningstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe.
265
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det kan således siges, at en inkorporering ved lov af FN-konventionerne i dansk ret vil kunne med-
føre, at en del af regeringens og Folketingets kompetence til at bestemme, hvordan konventionerne
skal føres ud i livet i Danmark, kan ende med i praksis at overgå til danske domstole og andre rets-
anvendende myndigheder i forbindelse med afgørelsen af konkrete sager. Dette vil kunne være en
vanskelig opgave for domstolene og andre myndigheder, som typisk træffer afgørelser i enkeltsager,
og som ikke altid i sådanne konkrete sager vil få et fuldt overblik over de generelle politiske over-
vejelser og økonomiske prioriteringer mv., som har dannet grundlag for den danske lovgivning på
området. Desuden træffer domstolene og andre retsanvendende myndigheder afgørelser om konven-
tionernes rækkevidde på et rent juridisk grundlag, mens Folketinget som et demokratisk valgt organ
også inddrager politiske og økonomiske hensyn ved afgørelsen af, hvordan konventionerne skal
udmøntes i dansk ret, hvilket især må anses at have væsentlig betydning ved lovgivers stillingtagen
til fordelingspolitiske spørgsmål, dvs. ved fastsættelse af generelle regler om velfærdsydelser inden
for eksisterende økonomiske rammer.
Sammenfattende
er det efter vores opfattelse de tre ovennævnte hensyn, der har størst betydning, når
regeringen og Folketinget skal vurdere, om Danmark bør inkorporere de syv FN-konventioner eller
nogle af disse i dansk ret ved lov. Det er endvidere vores opfattelse, at især det sidstnævnte hensyn
og den beskrevne risiko for, at der sker en forskydning af kompetence fra Folketinget og regerin-
gen, der har hovedansvaret for at tage stilling til og gennemføre internationale konventioner i dansk
ret, til domstolene og andre retsanvendende myndigheder, bør tillægges betydelig vægt og give an-
ledning til generelle og principielle overvejelser, herunder om forholdet mellem de forskellige
statsmagter.
John Lundum og Hanne Schmidt
fremhæver, at der ikke kan tages stilling til spørgsmålet om inkor-
porering alene ud fra juridiske og retligt prægede overvejelser. I sidste ende er der tale om et valg,
som vi finder det rigtigst at overlade til regering og Folketing. Vi afstår derfor fra at komme med
udtrykkelige anbefalinger om de enkelte konventioner, men finder grund til at bemærke, at de kon-
ventioner, som generelt indeholder de mest præcist formulerede rettigheder og pligter, og som inde-
bærer mindst risiko for en forskydning af balancen mellem lovgiver og domstole og andre retsan-
vendende myndigheder, er de tre konventioner, som inkorporeringsudvalget i betænkning nr.
1407/2001 anbefalede blev inkorporeret i dansk ret
– nemlig FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s
konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
jf. nærmere herom udvalgets overvejelser ovenfor i dette kapitel i afsnit 2.4, afsnit 4.4 og afsnit 5.4.
Michael Hansen Jensen
finder, at en inkorporering af de omhandlede FN-konventionerne indebærer
en sådan risiko for forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstole og andre
retsanvendende myndigheder, at han i lyset af kompetencefordelingen i grundlovens § 3 ikke kan
anbefale inkorporering som et yderligere opfyldelsesskridt.
266
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Tina González-Schelbeck
bemærker, at alle syv konventioner er en del af dansk ret, som kommu-
nerne allerede er forpligtet til at overholde. Det er således Folketingets afgørelse, om konventioner-
ne skal inkorporeres i dansk ret. Såfremt regeringen vil fremsætte lovforslag om inkorporering af en
eller flere af konventionerne i dansk ret, tager KL forbehold for at fremkomme med yderligere be-
mærkninger til lovforslaget, når de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget er af-
dækket.
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen (Nikolaj Stenfalk, Iben Ro-
stock-Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-
Christensen),
har meddelt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør inkor-
porere nogen af de syv konventioner, før udvalget har afsluttet sit arbejde. Disse medlemmer finder
herefter ikke at kunne fremsætte nærmere anbefalinger.
267
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0278.png
Kapitel 8. Den individuelle klageadgang til FN’s komitéer
1. Indledning
Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget med udgangspunkt i bl.a. de hidtidige erfarin-
ger med FN-komitéernes behandling af sager i forbindelse med en individuel klageadgang skal
overveje fordele og ulemper ved at tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer. Udvalget skal i den forbindelse bl.a. overveje samspillet mellem danske domstole og FN-
komitéerne, herunder hvis man samtidig vælger at inkorporere den pågældende menneskerettig-
hedskonvention.
Det er i dag muligt at klage over Danmark til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskrimi-
nationskomité, FN’s Torturkomité og FN’s kvindekomité over krænkelser af henholdsvis FN’s
konvention om borgerlige
og politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og FN’s konvention om afskaffelse
af alle
former for diskrimination mod kvinder. Folketinget har den 13. maj 2014 desuden vedtaget beslut-
ningsforslag nr. B 58
om tiltrædelse af den valgfri protokol til FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap, der giver individuel klageadgang
til FN’s Handicapkomité.
Danmark har
dog endnu ikke ratificeret protokollen.
Danmark har ikke ratificeret de valgfri protokoller, der giver mulighed for at klage til FN’s komité
vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomité
over overtrædelser
af henholdsvis FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder og FN's konven-
tion om barnets rettigheder. Den individuelle klageadgang til disse to komitéer trådte i kraft hen-
holdsvis den 5. maj 2013 og 14. april 2014.
Afsnit 2 indeholder en generel beskrivelse af den individuelle klageadgang. Beskrivelsen bygger i
det væsentlige på de klagevejledninger, som henholdsvis FN’s Højkommissær for Menneskerettig-
heder og Justitsministeriet har udarbejdet.
233
Afsnit 3 indeholder en gennemgang af udenlandske
erfaringer med den individuelle klageadgang til FN-komitéerne. Dernæst redegøres der i afsnit 4 for
de hensyn, som det kan være relevant at inddrage ved overvejelser om at tilslutte sig den individuel-
le klageadgang. I afsnit 5 følger udvalgets overvejelser af, om Danmark bør tilslutte sig den indivi-
duelle klageadgang til yderligere FN-komitéer.
Se Fact sheet No. 7/Rev. 1, complaint procedures fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder og Justitsmini-
steriets klagevejledning ‖Sådan klager du til FN‖.
233
268
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0279.png
For en nærmere beskrivelse af komitéernes sammensætning, antallet af behandlede sager mv. hen-
vises til kapitel 7 og afsnittene om kontrol og retshåndhævelse i forhold til de enkelte konventioner.
2. Generelt om den individuelle klageadgang
Den individuelle klageadgang giver enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoner,
234
som påstår at
være ofre for en krænkelse af en af de relevante konventioner, mulighed for at klage til den FN-
komité, der påser overholdelsen af den relevante konvention.
FN-komitéerne kan kun behandle klager over
staters
overtrædelser af konventionerne og de tilhø-
rende protokoller. Komitéerne kan derfor kun behandle klager over handlinger eller undladelser,
som staten er ansvarlig for. Komitéerne kan derimod ikke behandle klager over enkeltpersoner, or-
ganisationer eller foreninger. Herudover kan de enkelte komitéer kun behandle klager over kræn-
kelser af rettigheder, der er indeholdt i den konvention, som den enkelte komité påser overholdelsen
af.
Alle personer kan klage til komitéerne. Komitéerne kan således modtage klager fra en stats egne
statsborgere, udlændinge, umyndige, mindreårige, fængslede mv. Hvis en klage indgives på vegne
af enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, skal det være med de pågældendes samtykke. Der
er dog visse undtagelser, idet en forælder f.eks. ikke behøver samtykke for at klage på vegne af sit
mindreårige barn. En klager kan desuden i alle tilfælde vælge at lade sig repræsentere af en anden,
f.eks. en advokat. I forbindelse
med, at FN’s Børnekomité skal begynde sit arbejde, skal der udvik-
les særlige børnevenlige procedurer. Det fremgår således af artikel 3, stk. 1, i den valgfri protokol,
der etablerer den individuelle klageadgang, at:
‖The Committee shall adopt
rules of procedure to be followed when exercising the
functions conferred on it by the present Protocol. In doing so, it shall have regard, in
particular, for article 2 of the present Protocol in order to guarantee child-sensitive pro-
cedures.‖
Der skal ikke betales gebyr for at klage til FN-komitéerne, der omvendt heller ikke giver retshjælp
til at dække eventuelle udgifter til at føre klagesagen, herunder advokatudgifter. Danmark giver som
et af få lande dog retshjælp til at dække sådanne udgifter, når visse betingelser er opfyldt. Efter § 1 i
lov nr. 940 af 20. december 1999 om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internatio-
nale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner (retshjælpsloven) kan der således
Der er i de fire konventioner anvendt lidt forskellige formuleringer, men i praksis dækker de over det samme, jf.
Justitsministeriets klagevejledning ‖Sådan klager du til FN‖. Menneskerettighedskomitéen kan modtage klager fra ‖en-
keltpersoner‖, jf. artikel 1 i første protokol. Racediskriminationskomitéen kan modtage klager fra ‖enkeltpersoner
eller
grupper af enkeltpersoner‖, jf. konventionens artikel 14, stk. 1.
Torturkomitéen kan modtage klager fra eller på vegne af
‖enkeltpersoner‖, jf. konventionens artikel 22, stk. 1. Kvindekomitéen kan modtage klager fra eller på vegne af ‖enkelt-
personer
eller grupper af enkeltpersoner‖, jf. protokollens artikel 2.
234
269
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0280.png
meddeles retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark for internationale klageor-
ganer, som i henhold til konventioner om beskyttelse af menneskerettigheder, der er tiltrådt af
Danmark, skal behandle klager fra en person over en krænkelse af vedkommendes rettigheder efter
konventionen. Civilstyrelsen behandler sagerne på Justitsministeriets vegne.
Efter retshjælpslovens § 2, stk. 1, ydes efter ansøgning retshjælp til den person, der har klaget, så-
fremt det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til
klagen. Hvis betingelserne i § 2, stk. 1, ikke er opfyldt, kan der efter retshjælpslovens § 3 meddeles
retshjælp, når særlige grunde taler derfor. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter
eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller
erhvervsmæssige situation.
Hvis betingelserne for at meddele retshjælp efter retshjælpslovens § 2 eller § 3 er opfyldt, meddeler
Civilstyrelsen efter praksis i dag et forhåndstilsagn om retshjælp, der er begrænset til højst at udgøre
40.000 kr. Det beløb, der ender med at blive dækket, kan dog både være højere og lavere. Efter
retshjælpslovens § 4, stk. 1, omfatter retshjælpen godtgørelse fra statskassen af rimelige udgifter til
advokat og øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for førelse af sagen. Retshjælpen gives med
tilbagevirkende kraft, sådan at retshjælpen f.eks. også dækker de udgifter, klageren allerede har
haft, inden komitéen anmodede regeringen om bemærkninger. Udbetaling kan dog som udgangs-
punkt først ske, når sagen er afsluttet ved det internationale klageorgan.
Det bemærkes, at muligheden for retshjælp må formodes at bidrage til, at langt hovedparten af kla-
gerne i de danske klagesager indhenter juridisk bistand i forbindelse med, at klagesagen indbringes
for et internationalt klageorgan.
For at sikre, at komitéerne får de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan behandle klagen, er
der for flere af komitéernes vedkommende udarbejdet modelformularer, der kan anvendes ved ind-
givelse af en klage. Det er dog ikke et krav, at man bruger disse formularer, der kan findes på FN’s
Højkommissær for Menneskerettigheders hjemmeside (www.ohchr.org).
2.1. Betingelser for at klage
For at FN-komitéerne kan behandle en klage mod en stat, er det et grundlæggende krav, at den ind-
klagede stat dels har ratificeret den konvention, som staten påstås at have krænket, dels har aner-
kendt den relevante komités kompetence til at behandle individuelle klager mod staten.
235
Herud-
Komitéernes kompetence anerkendes i forhold til FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s
konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om
afskaffelse af alle former for race-
diskrimination, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, FN’s konvention om
barnets rettigheder og FN’s konvention rettigheder for personer med handicap ved at ratificere en valgfri protokol
til
den enkelte konvention. FN’s Torturkomités og FN’s Racediskriminationskomités kompetence anerkendes derimod
235
270
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0281.png
over opstiller de enkelte konventioner en række øvrige betingelser, som skal være opfyldt, før der
kan klages. Betingelserne er i det væsentlige de samme i de enkelte konventioner.
Det bemærkes, at komitéerne af egen drift påser, om betingelserne for at klage er opfyldt. Er betin-
gelserne ikke opfyldt, afvises klagen. Komitéerne er i praksis tilbageholdende med af egen drift at
afvise klager.
236
2.1.1.
Det er kun muligt at klage til FN-komitéerne, hvis man som klager kan bevise eller sandsyn-
liggøre, at man personligt er offer for en krænkelse af en eller flere af de rettigheder, der er nævnt i
konventionerne.
For at blive anset for offer kræves det enten, at man allerede er negativt berørt af en handling eller
en undladelse fra statens side, eller at en sådan negativ effekt er umiddelbart forestående, f.eks. på
grundlag af eksisterende lovgivning, en domstolsafgørelse eller en administrativ afgørelse. Der kan
f.eks. være tale om en klage fra en person, der allerede er blevet udsendt eller risikerer udsendelse
efter at have fået afslag på asyl, og som påstår at risikere at blive udsat for tortur i hjemlandet.
Det er i almindelighed ikke muligt at klage over lovgivning eller myndighedernes praksis, når man
ikke er direkte berørt af lovgivningen eller myndighedernes beslutninger. I så fald er man ikke per-
sonligt offer for statens eventuelle overtrædelse af konventionen. Det er man derimod, hvis man
f.eks. er blevet dømt i en straffesag i strid med konventionen, eller hvis myndighederne på anden
måde har behandlet en på en måde, der er i strid med konventionen.
2.1.2.
Det er endvidere en betingelse for at klage til FN-komitéerne, at klager har
”udtømt nationale
retsmidler”.
Det betyder, at klager skal have udnyttet alle muligheder for at få sagen behandlet af de
nationale myndigheder. Baggrunden herfor er, at staten skal have haft mulighed for at råde bod på
eventuelle krænkelser af menneskerettighederne, inden komitéerne behandler en klage.
Begrebet ‖nationale retsmidler‖ omfatter både behandling af sagen
ved administrative myndighe-
der, f.eks. statens styrelser og kommunerne, og ved domstolene. Hvis det er muligt at få en admini-
strativ myndigheds afgørelse prøvet ved domstolene, skal domstolene også have behandlet sagen,
og alle ankemuligheder skal være udnyttet.
ved, at staten afgiver en erklæring herom i henhold til artikel 22 i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umen-
neskelig eller nedværdigende
behandling eller straf og artikel 14 i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination.
236
Til eksempel kan nævnes, at FN’s Kvindekomité i marts 2013 anmodede Danmark om bemærkninger til en sag, hvor
de nationale retsmidler ikke var udtømt, således som det ellers kræves, jf. afsnit 2.1.2 nedenfor, idet sagen stadig verse-
rede for landsretten, hvilket klager selv oplyste i klagen til komitéen. Der henvises til sag nr. 50/2013,
O.V.J. mod
Danmark.
Sagen er kort beskrevet i kapitel 7, afsnit 7.3.5.
271
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I Danmark vil betingelsen om, at klageren skal have udtømt alle de nationale retsmidler, som ud-
gangspunkt være opfyldt, når sagen har været behandlet ved de relevante administrative myndighe-
der og er endelig afgjort af domstolene. Hvis en byrets eller landsrets afgørelse kan appelleres, skal
klager have udnyttet denne mulighed. Hvis en afgørelse truffet af en byret eller landsret kan ind-
bringes for en overordnet domstol med Procesbevillingsnævnets tilladelse, bør klager også have
søgt om en sådan tilladelse.
Betingelsen om udtømmelse af nationale retsmidler gælder ikke, hvis anvendelsen af retsmidlerne
trækker urimeligt i langdrag.
I så fald er det altså muligt at klage, selv om sagen endnu ikke er fær-
digbehandlet ved de danske myndigheder. Det er desuden kun et krav, at man har udnyttet retsmid-
ler, som er
effektive og tilgængelige.
Det betyder, at man kun skal have klaget til myndigheder, som
kan træffe en bindende afgørelse i sagen. Betingelsen om udtømmelse af nationale retsmidler gæl-
der endvidere ikke, hvis der ikke er nogen chance for, at klageren vil få medhold i det nationale
system. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en fast retspraksis, som går en imod, fordi
domstolene allerede har afgjort mange lignende sager. Tvivl om udfaldet af en sag er i almindelig-
hed derimod ikke tilstrækkeligt til at fritage en for at udnytte en klagemulighed.
Det er staten, der skal bevise, at klager ikke har udnyttet et eller flere retsmidler. Derimod er det
klager, der skal godtgøre, at sagen har trukket urimeligt i langdrag, eller at det er usandsynligt, at
klager vil få medhold i det nationale system.
Kravet om udnyttelse af nationale retsmidler indebærer, at de nationale myndigheder skal have haft
mulighed for at tage stilling til de spørgsmål, som man ønsker at klage til komitéen over. Det forud-
sætter, at synspunkterne har været påberåbt under myndighedernes behandling af sagen. Man behø-
ver dog ikke at have påberåbt sig konventionens bestemmelser udtrykkeligt.
2.1.3.
Den påståede krænkelse af konventionerne skal relatere sig til en rettighed, som er beskyttet
af den
pågældende konvention. Det er derfor f.eks. ikke muligt at klage til FN’s Menneskerettig-
hedskomité over en krænkelse af den private ejendomsret, idet denne rettighed ikke er beskyttet af
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. I dette tilfælde vil klagen derfor skulle af-
vises
ratione materiae.
2.1.4.
Det er endvidere et krav, at klagen er tilstrækkeligt underbygget. Komitéerne vil således i
almindelighed afvise en klage, hvis der ikke er redegjort tilfredsstillende for sagens faktiske om-
stændigheder, eller hvis der ikke er argumenteret nok for, at den indklagede stat ville kunne have
krænket den relevante konvention. Der tales i så fald om, at klagen er ‖manifestly
ill-founded‖.
2.1.5.
FN-komitéernes kompetence er begrænset derved, at de kun kan behandle klager over kræn-
kelser, der har fundet sted efter, at den individuelle klageadgang er trådt i kraft for den indklagede
272
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
stat. Hvis en klage vedrører forhold, som daterer sig til før denne ikrafttrædelsesdato, afvises klagen
ratione temporis.
FN’s Menneskerettighedskomité tillader dog i overensstemmelse med almindelige folkeretlige prin-
cipper klager, hvor virkningerne af en stats krænkelse er fortsat efter, at den individuelle klagead-
gang er trådt i kraft for staten. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis en person efter ikrafttrædelsen afso-
ner en dom, der er afsagt på grundlag af en uretfærdig rettergang, som fandt sted inden.
Herudover vil FN’s Menneskerettighedskomité
typisk anse det for tilstrækkeligt grundlag til at vur-
dere en klage i sin helhed, hvis der, efter den individuelle klageadgang trådte i kraft, har været en
domstolsafgørelse eller anden statslig handling i forhold til den krænkelse, som fandt sted inden
denne dato.
2.1.6.
Komitéerne afviser også klager, der er
anonyme.
Det betyder, at komitéen skal kende klagers
identitet. Klager kan bede komitéerne om ikke at oplyse klagers identitet i forbindelse med den en-
delige afgørelse, som offentliggøres. Klager vil i så fald blive anonymiseret i den endelige afgørel-
se.
2.1.7.
Komitéerne afviser endvidere klager, der anses for
misbrug af klageretten.
Det kan f.eks. væ-
re tilfældet, hvis man klager på baggrund af åbenbart urigtige oplysninger, eller hvis man klager
over en foranstaltning, man tidligere selv har anmodet om.
2.1.8.
En klage skal som udgangspunkt afvises, hvis den
samme sag er eller har været genstand for
behandling efter andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse.
I forhold til klager til
FN’s Racediskriminationskomité gælder det dog kun, hvis den kontraherende stat har taget forbe-
hold herom. Danmark har taget et sådant forbehold.
Hvis den samme klage således behandles eller har været behandlet af f.eks. Den Europæiske Men-
neskerettighedsdomstol, kan komitéerne som udgangspunkt ikke også behandle klagen. Hvis der er
tale om en sag, der ‖har været‖ behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, gælder
dette dog kun, hvis Domstolen har taget stilling til selve indholdet af klagen. Hvis Domstolen har
afvist klagen, fordi de formelle klagebetingelser ikke var opfyldt, kan komitéen godt behandle kla-
gen. Der gælder en tilsvarende regel for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis en sag
har været behandlet af en FN-komité, jf. artikel 35, stk. 1, litra b, i Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention.
2.1.9.
Der gælder generelt ikke særlige
tidsfrister
for indgivelse af en klage til komitéerne. FN’s
Racediskriminationskomité kan dog kun behandle en klage, som den har modtaget senest 6 måneder
273
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
fra den endelige nationale afgørelse, medmindre der er dokumenteret helt ekstraordinære omstæn-
digheder.
2.2. Virkningerne af en klage til og en udtalelse fra en komité
Komitéernes udtalelser er ikke folkeretligt bindende, og komitéerne er ikke appelinstanser for nati-
onale afgørelser. De kan ikke tilsidesætte eller ændre afgørelser, som er truffet af nationale myndig-
heder, og en klager vil derfor altid være forpligtet til at følge de nationale myndigheders afgørelser,
indtil de nationale myndigheder ændrer dem.
En klage til en komité har af den grund heller ikke opsættende virkning. Det betyder, at de nationale
myndigheder godt kan fortsætte behandlingen af en sag, selv om der er klaget til en af FN’s komité-
er. De nationale myndigheders afgørelser er gyldige og skal respekteres, selv om der klages til en
FN-komité over dem.
En klager kan dog anmode den pågældende komité om at rette henvendelse til staten og anbefale, at
de nationale myndigheder undlader at fuldbyrde en afgørelse i den nationale sag, indtil komitéen
har færdigbehandlet klagesagen. Dette kaldes også ‖foreløbige foranstaltninger‖. I praksis er komi-
téernes mulighed for at anmode herom bl.a. relevant i sager om udsendelse af asylansøgere, hvor
fuldbyrdelsen af en afgørelse kan gøre uoprettelig skade, navnlig hvis den udsendte risikerer tortur
eller lignende.
En klagesag ender med, at den pågældende komité sender sine synspunkter og eventuelle henstillin-
ger til staten og til klageren. Som nævnt er komitéernes udtalelser ikke folkeretligt bindende. Det
betyder, at staterne ikke er forpligtede til at følge udtalelserne. Hvis udtalelsen går ud på, at staten
har handlet i strid med konventionen, opfordrer komitéen staten til inden 3 måneder at informere
om, hvad der er foretaget for at leve op til udtalelsen.
Komitéerne kan efter konventionerne og tillægsprotokollerne ikke tilkende klager økonomisk kom-
pensation, dvs. erstatning for økonomisk eller ikke-økonomisk skade. Komitéerne kan heller ikke
tilkende klager sagsomkostninger. I praksis anbefaler komitéerne
i det omfang de finder, at staten
ikke har overholdt sine forpligtelser efter konventionerne
dog i vidt omfang staterne at give klager
en sådan økonomisk kompensation i overensstemmelse med almindelige folkeretlige principper.
Se i øvrigt afsnit 4 nedenfor om øvrige mulige virkninger af en udtalelse fra en komité.
274
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.3. Klagens behandling i FN-systemet
Når FN-systemet
modtager en klage mod Danmark, er det i første omgang sekretariatet ved FN’s
Højkommissær for Menneskerettigheder, der ser på sagen. Sekretariatet, der har kontor i Geneve,
kan bede klageren om flere oplysninger, dokumenter eller bemærkninger til sagen.
Når sagen indeholder de nødvendige oplysninger, bliver den registreret på den pågældende FN-
komités liste over klagesager. Klageren får besked herom. Komitéen sender herefter sagen til Dan-
marks faste mission i Geneve, der videresender sagens dokumenter pr. mail til Udenrigsministeriet
og Justitsministeriet.
Justitsministeriet gennemgår klagen og hører de myndigheder, som er relevante for den enkelte kla-
gesag. Derefter udarbejder Justitsministeriet et udkast til regeringens bemærkninger, som sendes i
høring hos de berørte myndigheder og Udenrigsministeriet. Udkastet sendes endvidere til oversæt-
telse, hvilket af tidsmæssige årsager ofte sker parallelt med høringen hos de berørte myndigheder og
Udenrigsministeriet.
Efter oversættelse sender Justitsministeriet de færdige bemærkninger til Udenrigsministeriet, der
sender dem både direkte og via Danmarks faste mission
i Geneve til sekretariatet ved FN’s Høj-
kommissær for Menneskerettigheder. Klager får af sekretariatet tilsendt en kopi af bemærkningerne
og får mulighed for at kommentere dem.
Hvis klager vælger at kommentere på regeringens bemærkninger, får regeringen mulighed for at
kommentere på klagerens bemærkninger. Den mulighed benyttes i praksis jævnligt. Processen vil
da svare til den ovenfor beskrevne.
I det omfang regeringen ikke ønsker at kommentere på klagerens supplerende bemærkninger, med-
deler regeringen dette til komitéen. Sagen er da klar til komitéens behandling. Sagen behandles på
lukkede møder i den pågældende komité, og dokumenterne i sagen er fortrolige, indtil komitéen har
afgivet udtalelse. Som altovervejende hovedregel behandles sagerne alene på skriftligt grundlag,
selv om nogle af komitéerne har mulighed for at indkalde sagens parter.
Komitéen afgør først, om de formelle klagebetingelser er opfyldt (klagens ‖admissibilitet”).
Hvis
det ikke er tilfældet, afvises klagen. Afvisningsafgørelsen offentliggøres og sendes til klageren og
til staten. Sagen er herefter afsluttet.
Hvis de formelle klagebetingelser derimod er opfyldt, går komitéen videre til at vurdere selve ind-
holdet af sagen (klagens ‖realitet”).
Det sker ofte på et og samme møde. Når komitéen har færdig-
behandlet sagen, sendes svaret til klageren og til staten, og udtalelsen offentliggøres.
275
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0286.png
Sagsbehandlingstiden for klagesager varierer fra sag til sag og fra komité til komité. I praksis kan
sagsbehandlingen dog ikke forventes afsluttet på under et år. Sagsbehandlingstider på mellem to og
tre år er heller ikke usædvanlige. Der arbejdes dog i FN for at tilføre flere ressourcer til de enkelte
komitéer med henblik på bl.a. at øge deres kapacitet og nedbringe sagsbehandlingstiden.
3. Udenlandske erfaringer
Til brug for udvalgets arbejde er der indhentet oplysninger fra Finland, Frankrig, Nederlandene,
Island, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland og Østrig om disse landes erfaringer med den in-
dividuelle klageadgang ved FN’s komitéer. De indhentede
oplysninger giver ikke et entydigt bille-
de, hvilket formentlig bl.a. skyldes, at der er stor forskel på, hvor mange og hvilke individuelle kla-
geadgange de enkelte lande har tilsluttet sig, samt hvor mange sager de i øvrigt har haft ved komité-
erne.
De hørte landes og Danmarks tilslutning til individuelle klageadgange til FN’s komitéer ser i ske-
maform således ud:
Danmark
Finland
Frankrig
Island
Nederlandene
Norge
Sverige
Storbritannien
Tyskland
Østrig
-
Finland
CCPR
237
06.01. 72
19.08.75
12.02.84
22.08.79
11.12.78
13.12.72
06.12.71
---
25.08.93
10.12.87
CESCR
238
---
31.01.14
---
---
---
---
---
---
---
---
CERD
239
11.10.85
16.11.94
16.08.82
10.08.81
10.12.71
23.01.76
06.12.71
---
30.08.01
20.02.02
CAT
240
26.06.87
30.08.89
23.06.88
23.10.96
21.12.88
09.07.86
08.01.86
---
19.10.01
29.07.87
CRC
241
CEDAW
242
---
31.05.00
---
29.12.00
---
09.06.00
---
06.03.01
---
22.05.02
---
05.03.02
---
24.04.03
---
17.12.04
28.02.13
15.01.02
---
06.09.00
CRPD
243
---
---
18.02.10
---
---
---
15.12.08
07.08.09
24.02.09
26.09.08
Klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité vedrørende FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der.
238
Klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder vedrørende FN’s konvention
om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
239
Klageadgang til FN’s Racediskriminationskomité vedrørende FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination.
240
Klageadgang til FN’s Torturkomité vedrørende FN’s
konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf.
241
Klageadgang til FN’s Børnekomité vedrørende FN’s konvention om barnets rettigheder.
242
Klageadgang til FN’s Kvindekomité vedrørende FN’s konvention om afskaffelse
af former for diskrimination mod
kvinder.
243
Klageadgang til FN’s Handicapkomité vedrørende FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
237
276
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Finland har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klagead-
gang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturel-
le rettigheder, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité og FN’s Kvindekomité over
krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende
protokoller, FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder.
Finland har underskrevet, men endnu ikke ratificeret de valgfri protokoller, der giver mulighed for
at klage til FN’s Børnekomité og FN’s Handicapkomité. Ratificering af tillægsprotokollen til FN’s
konvention om barnets rettigheder er efter de for udvalget foreliggende oplysninger dog i gang. For
så vidt angår den valgfri protokol til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap har
udvalget fået oplyst, at Finland forventer at tiltræde protokollen under den nuværende regerings
embedsperiode.
Finland har som det eneste af de hørte lande tiltrådt den valgfri protokol til FN’s konvention vedrø-
rende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der giver individuel klageadgang til FN’s ko-
mité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Finland har om baggrunden for til-
trædelsen oplyst, at protokollen vil styrke den samlede implementering af FN’s konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og således øge konventionens betydning. Finland an-
ser den individuelle klageadgang som et vigtigt bidrag til muligheden for at føre tilsyn med imple-
menteringen af menneskerettigheder på nationalt plan. Samtidig har Finland dog påpeget, at den
individuelle klageadgang til FN’s komitéer bør anses som sekundære procedurer i forhold
til de
nationale procedurer. Overordnet er det efter finsk opfattelse således afgørende, at det sikres, at
passende og effektive nationale retsmidler er tilgængelige, såfremt en person hævder, at vedkom-
mendes rettigheder er blevet krænket.
Der bør efter finsk opfattelse desuden ske forbedringer i forhold til komitéernes sagsbehandlingsti-
der samt deres begrundelser for afgørelserne. Finland har endvidere peget på, at staterne
i de til-
fælde, hvor komitéen anmoder den kontraherende stat om at iværksætte foreløbige foranstaltninger
(interim measures)
har for lang tid til at kommentere på, om sagen skal undersøges nærmere. Fin-
land har samtidig bemærket, at komitéernes begrundelse for at anmode om foreløbige foranstaltnin-
ger indimellem er for overordnet eller uklar. Herudover har Finland bemærket, at det i dag er svært
at søge på komitéernes praksis i individuelle klagesager, hvorfor der efter finsk opfattelse bør opret-
tes en brugervenlig database, hvor det er muligt at fremsøge information ved brug af søgeord.
Finland har endelig oplyst, at der indtil videre alene har været få klager over Finland til FN’s komi-
téer, formentlig fordi sagerne i stedet behandles ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
277
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
De sager, der har været behandlet for FN’s komitéer,
har oftest handlet om samernes menneskeret-
tigheder og krænkelse af artikel 3 af FN’s konvention
om tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf.
-
Frankrig
Frankrig har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klage-
adgang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité,
FN’s Kvindekomité og FN’s Handicapkomité over
krænkelser af henholdsvis
FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimi-
nation
mod kvinder og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Frankrig har i forhold til erfaringerne med den individuelle klageadgang til FN’s komitéer fremhæ-
vet tre sager fra 2008, hvor sikher af indisk afstamning indgav klage mod Frankrig under henvis-
ning til FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. To af sagerne omhandlede fotos til
identitetskort, hvor hovedbeklædning ikke er tilladt, mens den tredje sag vedrørte bortvisning fra en
folkeskole, hvor det samme gør sig gældende.
-
Island
Island har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klagead-
gang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité og
FN’s Kvindekomité over krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racedis-
krimination, FN’s konvention om tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvin-
der.
Efter det oplyste har den islandske indenrigsminister i marts 2013 præsenteret det islandske parla-
ment (Altinget) for Islands første nationale handlingsplan om menneskerettigheder. Som led i denne
handlingsplan skal det bl.a. undersøges, om Island bør tiltræde den individuelle klageadgang til
yderligere FN-komitéer. Resultatet af undersøgelsen skal efter planen præsenteres for den islandske
regering i efteråret 2014, hvor det skal danne grundlag for en beslutning om en eventuel tiltrædelse
af yderligere individuelle klageadgange.
278
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0289.png
FN’s Menneskerettighedskomité har efter det oplyste afgivet udtalelse i en enkelt
klagesag mod
Island.
244
Det drejer sig om sag nr. 1306/2004,
Haraldson og Sveinsson mod Island
(udtalelse af 24.
oktober 2007), hvor komitéen fastslog, at den islandske regering ikke havde påvist, at indretningen
og implementeringen af det islandske kvotesystem i henhold til den islandske fiskerilovgivning op-
fyldte kravet om rimelighed. Komitéen fandt således, at den permanente ejendomsret til kvoter, som
oprindelige ejere af kvoter i modsætning til klagerne havde, ikke var rimeligt begrundet, hvorfor det
udgjorde
diskrimination i strid med artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettig-
heder. Komitéens udtalelse gav efter de for udvalget foreliggende oplysninger anledning til vold-
som interesse og debat i Island, hvor udtalelsen desuden gentagne gange er blevet diskuteret i Al-
tinget. Dette skal efter det oplyste bl.a. ses i lyset af, at uenighed omkring indretningen af fiskerisy-
stemet i mange år havde været et at de mest diskuterede politiske emner i landet. Komitéen har efter
det for udvalget oplyste fundet Islands opfølgning på udtalelsen delvist tilfredsstillende.
-
Nederlandene
Nederlandene har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende
klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Tortur-
komité og FN’s Kvindekomité over krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination, FN’s konvention om tortur
og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigen-
de behandling eller straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod
kvinder.
Der har efter de for udvalget foreliggende oplysninger været godt 100 klager over Nederlandene
ved FN’s komitéer, hvoraf de 77 har vedrørt FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der. I ti af sagerne har komitéerne efter det oplyste fundet, at Nederlandene har krænket konventio-
nen. De sager, der af Nederlandene vurderes at kunne få vidtrækkende konsekvenser i national ret,
har først og fremmest drejet sig om social sikkerhed, herunder pension. Disse sager er
enten
blevet
løst på nationalt niveau, hvor man har fundet en administrativ løsning,
eller
den nederlandske rege-
ring har afvist at efterleve dem med henvisning til, at der ikke har været harmoni med anden inter-
national retspraksis.
De nederlandske myndigheder har som eksempel henvist til sag nr. 976/2001,
C.D. mod Nederlan-
dene,
hvor FN’s Menneskerettighedskomité tog stilling til en
sag om pensionsrettigheder for børn
FN’s Menneskerettighedskomité har herudover afvist to sager. Det drejer sig om sag nr. 674/1995,
Kaaber mod
Island,
og sag nr. 951/2000,
Kristjánsson mod Island.
244
279
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0290.png
født uden for ægteskab. Klagerne i sagen var mor og datter. Faderen døde i 1995, og idet forældrene
ikke var gift, havde klagerne intet krav på pension efter den dagældende lov om ydelser til enker og
forældreløse. I 1996 blev den nævnte lov erstattet af en ny lov om efterladte familiemedlemmer, der
på baggrund af udviklingen i samfundet ophævede sondringen mellem gifte og ugifte par i relation
til pensionsrettigheder. Den nye lov blev imidlertid ikke gennemført med tilbagevirkende kraft,
hvilket komitéen fandt diskriminerende og dermed i strid med artikel 26 i FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder. Komitéen anmodede derfor den nederlandske regering om at tildele
barnet pension samt tage de nødvendige forholdsregler for at undgå lignende krænkelser i fremti-
den.
Den nederlandske regering afviste at efterleve komitéens udtalelse, idet regeringen bl.a. var uenig i,
at der kunne foreligge diskrimination i en situation, hvor ingen af de sammenlignelige grupper
dvs. de børn, der havde mistet en forælder
kunne udlede rettigheder af den relevante lovgivning.
Regeringen bemærkede således, at det var den overlevende forælder og
ikke
det barn, der havde
mistet den ene af forældrene, som efter såvel den gamle som den nye lov havde ret til en ydelse.
Komitéen havde i forhold til de overlevende forældre
der således var de ydelsesberettigede
i
øvrigt netop ikke fundet, at manglen på en overgangsbestemmelse udgjorde en krænkelse af kon-
ventionens artikel 26. Udover dissensen fra to af komitéens medlemmer henviste den nederlandske
regering endvidere til en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sammen-
lignelig sag, der vedrørte tildelingen af ydelser til børn, der havde mistet den ene forælder, efter den
gamle lov om ydelser til enker og forældreløse.
245
I den afgørelse bemærkede Domstolen, at ydelsen
til et barn, der havde mistet den ene af forældrene, ikke var blevet afvist, fordi barnet var født uden
for ægteskab, men fordi loven ikke gav sådanne halvt forældreløse børn ret til ydelser.
Efterfølgende har den højeste nationale domstol indenfor socialret
Centrale Raad van Beroep
(Central Appeals Tribunal)
imidlertid lagt komitéens udtalelse til grund for en dom, hvorved et
barn, der havde mistet en af sine ugifte forældre
før
1996, fik ret til ydelsen. De nederlandske myn-
digheder har i lyset af denne dom herefter som udgangspunkt honoreret ansøgninger og anmodnin-
ger om genoptagelse af tidligere afslag med tilbagevirkende kraft på et år. Herudover har man i
hvert enkelt tilfælde vurderet, om der efter omstændighederne skulle være grundlag for en længere
periode med tilbagevirkende kraft.
Ingen af de nævnte sager har efter det oplyste i øvrigt været så kontroversielle, at det har ført til en
national politisk debat.
-
Norge
Se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 16. december 2003 i sag nr. 44658/98,
Van den Bouwhuij-
sen & Schuring mod Nederlandene.
245
280
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0291.png
Norge har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klagead-
gang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité og
FN’s Kvindekomité over
krænkelser af
henholdsvis FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racedis-
krimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller
straf og FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvin-
der.
Efter det oplyste besluttede et enigt norsk Storting den 21. juni 2013, at Norge skal underskrive og
ratificere den valgfri protokol til FN’s konvention om barnets
rettigheder, der giver individuel kla-
geadgang til FN’s Børnekomité. Det norske Utenriksdepartement har over for udvalget dog oplyst,
at spørgsmålet om en mulig norsk tiltrædelse af protokollen fortsat er under overvejelse.
Utenriksdepartementet har samtidig bemærket, at advokaten Frode Elgesem den 3. juni 2013 har
afgivet en
juridisk analyse med titlen ‖Vurdering
av fordeler og ulemper ved eventuell norsk
tilslutning til FNs barnekonvensjons tilleggsprotokoll om individuell klagerett‖, som har været
sendt i høring.
Norge ratificerede FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap den 3. juni 2013.
Efter det oplyste vil den norske regering nu foretage en gennemgang af konsekvenserne ved en
eventuel tilslutning til den individuelle klageadgang til
FN’s Handicapkomité.
Efter bestilling fra det norske Udenrigsministerium afgav advokaten Henning Harborg den 16. sep-
tember 2011 desuden rapporten ‖Valgfri
protokoll til ØSK
mulige virkninger av tilslutning‖.
246
Rapporten har efter det oplyste været i høring, men den norske regering har endnu ikke taget stilling
til spørgsmålet om en eventuel norsk tilslutning til protokollen.
Rapporten indeholder i afsnit 3.4 statistik fra FN-komitéerne, mens der i afsnit 3.5 redegøres for
virkningerne af den individuelle klageadgang i Norge.
Ifølge rapportens afsnit 3.4 havde FN’s ko-
mitéer på daværende tidspunkt behandlet 26 sager mod Norge. Det drejer sig om sytten sager for
FN’s Menneskerettighedskomité, seks sager for FN’s Torturkomité og tre sager for FN’s Racedis-
kriminationskomité. Af de 26 sager var de ti blevet realitetsbehandlet, og der var konstateret kræn-
kelse i fem af disse. Tre af de sager, hvor der er konstateret krænkelse,
vedrørte FN’s konvention
om borgerlige og politiske rettigheder, én vedrørte FN’s
konvention om tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og én vedrørte
FN’s konvention om af-
skaffelse af alle former for racediskrimination.
Se Henning Harborg:
Valgfri protokoll til ØSK
mulige virkninger av tilslutning.
Rapporten, der blev afgivet til
Utenriksdepartementet den 16. september 2011, kan findes via den norske regerings hjemmeside www.regjeringen.no.
246
281
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0292.png
I rapportens afsnit 3.5.5 udtaler advokaten at ‖(d)et overordnete bildet er
etter min oppfatning at
FNs individklageordninger så langt ikke har hatt vesentlig betydning for Norge‖. Efter det oplyste
vurderer både advokaten og det norske Justitsministerium i øvrigt, at den sag, der har haft de største
praktiske konsekvenser for Norge,
er den såkaldte ‖restauratørsag‖ fra 2008.
247
Klagen vedrørte en
straffesag, hvor den norske landsret (‖lagmannsretten‖) havde afvist en anke uden at give en be-
grundelse. FN’s Menneskerettighedskomité fandt, at den manglende begrundelse udgjorde en kræn-
kelse
af artikel 14, stk. 5, i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Afgørelsen har
efter det oplyste ført til, at den norske højesteret har ophævet mere end 100 afgørelser fra landsret-
terne i lignende sager, ligesom en række sager er blevet begæret genåbnet. I 2010 blev de norske
retsplejelove (‖straffeprocessloven‖ og ‖tvisteloven‖) ændret, således at landsretterne fremover skal
begrunde alle afgørelser om at afvise en anke.
248
-
Storbritannien
Storbritannien har tiltrådt de valgfri protokoller vedrørende klageadgang til
FN’s Kvindekomité og
FN’s Handicapkomité over krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om afskaffelse af alle for-
mer for diskrimination mod kvinder og FN’s konvention om
rettigheder for personer med handicap.
Efter det oplyste har Storbritannien ingen planer om på nuværende tidspunkt at tilslutte sig den in-
dividuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer. Storbritannien har i den forbindelse udtrykkeligt
anført, at tillægsprotokollen
til FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder,
der giver individuel klageadgang, ikke bør ratificeres, da mange af rettighederne i konventionen
ikke er egnede til tredjeparts bedømmelse, dvs. komiteen bør ikke stå for retsafgørelser i forhold til
staternes ressourceallokeringer.
Storbritannien har om baggrunden for at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s Handi-
capkomité oplyst, at denne klageadgang efter britisk opfattelse har stor betydning for sikringen af
borgernes rettigheder på vitale områder. Herudover har den britiske tilslutning efter det oplyste sig-
nalværdi i forhold til det britiske og internationale samfund om den betydning menneskerettighe-
derne, herunder især i forhold til personer med handicap, tillægges i Storbritannien.
Storbritannien har i øvrigt oplyst, at man ikke har væsentlige erfaringer med behandlingen af indi-
viduelle klagesager ved FN’s komitéer. Der har således alene været tre afviste sager ved FN’s
Kvindekomité samt en enkelt afvist
sag ved FN’s Handicapkomité.
-
Sverige
247
248
Se sag nr. 1542/2007, A.K.H.A. mod Norge.
Se lov nr. 76 af 10. december 2010 om ændringer i straffeprocessloven mv.
282
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Sverige har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klagead-
gang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité,
FN’s Kvindekomité og FN’s
Handicapkomité over
krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig
eller
nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimi-
nation
mod kvinder og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Det er på nuværende tidspunkt derimod ikke muligt at klage til FN’s komité
vedrørende økonomi-
ske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomité over krænkelser af FN’s konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s konvention om barnets rettigheder. For så
vidt angår klageadgangen til FN’s komité vedrørende
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
er den svenske regering efter det oplyste ikke overbevist om, at individuel klageadgang er den bed-
ste måde at fremme de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder på.
Sverige har ved beslutningen
om at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s Handicapko-
mité bl.a. lagt vægt på, at den individuelle klageadgang er et vigtigt instrument inden for kontrolsy-
stemet af menneskerettigheder, som hjælper den enkelte til at gøre sine rettigheder gældende. Sve-
rige har endvidere lagt vægt på, at den individuelle klageadgang tilbyder et alternativ på internatio-
nalt niveau, der kan være med til at fortolke og udvide konventionernes indhold, når en regering
mangler politisk evne eller vilje til at opfylde sine internationale forpligtelser. Dette finder man fra
svensk side grundlæggende positivt.
Sverige har dog samtidig bemærket, at der findes forbud mod forskelsbehandling pga. handicap i
alle de vigtigste internationale konventioner om menneskerettigheder, og at flere af disse konventi-
oner også rummer mulighed for individuel klageadgang. Det forhold, at der således findes flere for-
skellige internationale klageinstanser, som den enkelte borger kan henvende sig til, indebærer efter
svensk opfattelse en risiko for, at der etableres forskelligartet praksis ved krænkelser af samme ret-
tighed.
Sverige har også bemærket, at den individuelle klageadgang til FN’s Handicapkomité adskiller sig
fra de øvrige individuelle klageadgange, som Sverige har tilsluttet sig, derved at flere af rettighe-
derne i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap kan karakteriseres som ‖vel-
færdsrettigheder‖. Fra svensk side finder man det derfor ikke usandsynligt, at den individuelle kla-
geadgang til FN’s Handicapkomité vil blive
flittigt anvendt. Det gælder efter det oplyste ikke
mindst i forhold til Sverige, som har stærke interesseorganisationer for personer med forskellige
former for handicap. Samlet set forventer Sverige dog ikke, at den individuelle klageadgang til FN’s
Handicapkomité vil give anledning til ændringer af større betydning i svensk lovgivning.
283
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0294.png
Sverige har om erfaringerne med den individuelle klageadgang til FN’s komitéer i øvrigt oplyst, at
klagesagsbehandlingen efter svensk opfattelse tager lang tid, herunder
navnlig ved FN’s Torturko-
mité. Efter det oplyste er Sverige endvidere et af de tre lande, som har flest klagesager ved FN-
komitéerne. Det er samtidig det land, der har flest udtalelser i sager for FN’s Torturkomité.
-
Tyskland
Tyskland har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klage-
adgang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité,
FN's Børnekomité,
FN’s Kvindekomité og FN’s Handicapkomité over
krænkelser af henholdsvis
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konventi-
on om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden gru-
som, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, FN's konvention om barnets rettig-
heder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og FN’s kon-
vention om rettigheder for personer med handicap.
På nuværende tidspunkt er det derimod ikke
muligt at klage til FN’s komité vedrørende økonomi-
ske, sociale og kulturelle rettigheder. Her befinder den nødvendige lovgivning efter det oplyste sig
endnu i den indledende fase.
Tyskland har som det eneste af de hørte lande tiltrådt den valgfri protokol
til FN’s konvention om
barnets rettigheder, der giver individuel klageadgang til FN’s komité om barnets rettigheder. Til-
trædelsen var efter det oplyste bl.a. baseret på et ønske om at bringe FN’s komité om barnets rettig-
heder på niveau med andre menneskeretskomitéer og samtidig sende et signal om vigtigheden af at
beskytte børn. Herudover havde tiltrædelsen en for Tyskland vigtig symbolværdi. De tyske myn-
digheder har samtidig fremhævet Europas ansvar i menneskeretlig henseende og påpeget, at især de
europæiske lande kan gå forrest i internationalt perspektiv og styrke menneskerettighedsdagsorde-
nen. Tyskland forventer henset til det lille antal sager ved FN’s Handicapkomité i øvrigt, at den
praktiske betydning af tiltrædelsen
af klageadgangen til FN’s Børnekomité
vil være meget lille.
Der har indtil videre kun været ført få sager mod Tyskland ved FN’s komitéer, og kun i en enkelt
sag havde komitéerne på tidspunktet for høringen fundet en krænkelse af konventionerne.
249
Sagen
vedrørte efter det oplyste et særligt tilfælde inden for civilprocesret. I en udtalelse fra april 2014 har
FN's Handicapkomité nu også fundet en krænkelse af FN's konvention om rettigheder for personer
med handicap.
249
Se klagesag nr. 1482/2006,
M.G. mod Tyskland,
ved FN’s Menneskerettighedskomité.
284
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Som den eneste negative erfaring med den individuelle klageadgang har Tyskland peget på, at
komitéerne, herunder navnlig FN’s Torturkomité, er tilbøjelige til at stå fast på deres kompetence,
selv når sagen tilsyneladende er indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Tyskland har herved henvist til, at dette ifølge protokollen egentlig er udelukket.
-
Østrig
Østrig har tiltrådt de valgfri protokoller eller afgivet de relevante erklæringer vedrørende klagead-
gang
til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité,
FN’s Kvindekomité og FN’s Handicapkomité over krænkelser af henholdsvis FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende protokoller, FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for racediskrimination, FN’s konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig
eller
nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimi-
nation
mod kvinder og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Østrig har efter
det oplyste ikke på nuværende tidspunkt planer om at tilslutte sig den individuelle klageadgang til
yderligere FN-komitéer.
Østrig har om baggrunden for at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s Handicapkomité
oplyst, at man principielt er fortaler for effektive beskyttelsesmekanismer indenfor rammerne af det
internationale menneskerettighedsarbejde. I den forbindelse har Østrig peget på, at mennesker med
handicap i højeste er grad en gruppe, som skal beskyttes, og at adgang til omfattende sikkerheds-
mekanismer derfor skal garanteres.
Østrig har mere generelt oplyst, at man arbejder konstruktivt med de enkelte FN-komitéer i indivi-
duelle klagesager. Østrig har dog samtidig bemærket, at der indtil videre
formentlig pga. adgan-
gen til at klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
har været relativt få sager mod
Østrig ved de forskellige FN-komitéer.
Efter det oplyste har FN’s Menneskerettighedskomité be-
handlet 22 sager mod Østrig. I seks af de 22 sager har Menneskerettighedskomitéen fundet en
krænkelse af FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder. Hertil kommer to sager ved
FN's Kvindekomité, der i begge sager har fundet en krænkelse af FN's konvention om afskaffelse af
alle former for diskrimination mod kvinder.
Østrig har oplyst, at de to udtalelser fra FN’s Kvindekomité
blev offentliggjort på forbundskansler-
ministeriets hjemmeside, hvor de i et vist omfang var blevet oversat til tysk. Efterfølgende er komi-
téen desuden blevet informeret om de tiltag, som i de konkrete sager nationalt er blevet gjort for at
implementere komitéernes udtalelser. Til grund for implementeringen ligger en undersøgelse af de
konkrete omstændigheder, som gennemføres af de føderale, statslige eller lokale myndigheder
sammen med forbundskanslerministeriet, forfatningsdomstolen, det juridiske kontor og forbunds-
ministeriet for europæiske og internationale spørgsmål. Her vurderes det, om og i givet fald hvilke
285
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
individuelle og/eller generelle foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre en fremtidig
overtrædelse.
4. Hensyn der bør indgå ved overvejelserne af, om Danmark skal tilslutte sig den individuelle
klageadgang til yderligere FN-komitéer
I det følgende redegøres der for de efter udvalgets opfattelse vigtigste hensyn, som man bør overve-
je, når der skal tages stilling til en eventuel tilslutning til yderligere klageadgange. Følgende
spørgsmål behandles: Individuel klageadgang som styrkelse af borgerens retsstilling (afsnit 4.1),
internationale opfordringer og international signalværdi (afsnit 4.2), fremme af menneskerettigheder
globalt (afsnit 4.3), samspillet mellem danske domstole og andre retsanvendende myndigheder og
FN-komitéerne (afsnit 4.4), konventionernes egnethed til at blive anvendt som retligt grundlag ved
løsning af tvister (afsnit 4.5) og efterlevelse af komitéernes ikke-bindende udtalelser (afsnit 4.6).
Rækkefølgen for behandlingen af de enkelte emner er ikke fra udvalgets side udtryk for nogen
vægtning af emnernes vigtighed. Udvalget er klar over, at nogle af emnerne til dels er overlappende.
4.1. Styrkelse af borgernes retsstilling
Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer, vil det betyde,
at borgerne får en ekstra mulighed for at få vurderet deres sag. Efter udvalgets opfattelse vil dette i
almindelighed indebære en styrkelse af borgernes retsstilling. I visse tilfælde kan den individuelle
klageadgang således
selv om komitéernes udtalelser ikke er bindende
medvirke til, at klageren
får den retsstilling, som denne har ret til efter den pågældende konvention. Hvis en klager får med-
hold ved en af komitéerne, vil der således være et betydeligt pres på staten for at efterleve komité-
ens udtalelse. I praksis efterlever staterne som udgangspunkt komitéernes udtalelser.
Erfaringerne med den individuelle klageadgang viser efter udvalgets opfattelse, at adgangen til at
klage til FN’s komitéer også styrker borgernes retsstilling derved, at nogle
sager bliver genoptaget
nationalt, uden at komitéerne afgiver en egentlig udtalelse. Udvalget har således noteret sig, at en
del sager i praksis afsluttes ved komitéerne (‖discontinued‖), fordi klager nationalt får medhold i
den sag, som der er klaget over. Dette er for Danmarks vedkommende i en række tilfælde sket i
asylsager, hvor Flygtningenævnet
efter at der er klaget til en af komitéerne
har genoptaget sagen
og givet klager asyl. Det skal dog understreges, at sagerne ved Flygtningenævnet ikke er genopta-
get, fordi der er klaget til en af komitéerne, men derimod typisk
enten
fordi der er kommet nye op-
lysninger frem i forbindelse med komitéens behandling af sagen,
eller
fordi den afviste asylansøger
efter nævnets afgørelse er blevet eksponeret på en sådan måde i forhold til hjemlandets myndighe-
der, at det ikke længere er muligt at hjemsende den pågældende.
Hertil kommer, at komitéerne også bidrager til at sætte fokus på relevante problemstillinger.
286
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0297.png
4.2. Internationale opfordringer og signalværdi
4.2.1.
I forbindelse med eksaminationen i 2013 af Danmarks 5. periodiske rapport
250
afgivet i hen-
hold til artikel 16 og 17 i FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder udtalte
FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
bl.a.:
―The Committee encourages the State party to consider signing and ratifying the Op-
tional Protocol to the International Covenant on Economic, Social and Cultural
Rights.‖
251
FN’s Børnekomité
har (endnu) ikke opfordret Danmark til at tilslutte sig den individuelle klagead-
gang til denne komité. Det bemærkes i den forbindelse, at den valgfrie protokol vedrørende indivi-
duel klageadgang til FN’s Børnekomité ikke var vedtaget af FN’s generalforsamling, da komitéen
senest eksaminerede Danmark, og at det derfor ikke i forbindelse med eksaminationen var aktuelt
for komitéen at opfordre Danmark til at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s Børne-
komité.
En række lande har opfordret Danmark til at tilslutte sig den individuelle klageadgang til
FN’s ko-
mité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i forbindelse med Danmarks eksami-
nation den 2. maj 2011 som led i Universal Periodic Review (UPR). Opfordringen fra Palæstina
havde ved den lejlighed følgende ordlyd:
‖Ratify
the Optional Protocol to the International Covenant on Economic, Social and
Cultural Rights.‖
Spanien og Ecuador anbefalede Danmark at tilslutte sig den individuelle klageadgang til både FN’s
Handicapkomité og FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder. Opfor-
dringen fra Spanien og Ecuador skal formentlig ses i lyset af, at disse to lande selv har tilsluttet sig
den individuelle klageadgang til begge komitéer. Anbefalingen fra Spanien havde følgende ordlyd:
"Sign and ratify the Optional Protocol to the International Covenant on Economic, So-
cial and Cultural Rights; sign and ratify the Optional Protocol to the Convention on the
Rights of Persons with Disabilities.‖
Det bemærkes, at den valgfri protokol til FN’s konvention om barnets rettigheder,
der etablerer den
individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, ikke var vedtaget af FN’s generalforsamling, da
Danmark som led i UPR blev eksamineret i maj 2011, og det var derfor ikke på dette tidspunkt ak-
tuelt at opfordre Danmark til at tilslutte
sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité.
Se dokument E/C.12/DNK/5
Se Concluding Observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, E/C.12/DNK/CO/5 af 6.
juni 2013.
251
250
287
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.2.2.
Som det fremgår, er Danmark blevet opfordret til at tilslutte sig den individuelle klageadgang
til de FN-komitéer, som Danmark endnu ikke har tilsluttet sig. Det må forventes, at Danmark frem-
over vil modtage flere sådanne opfordringer fra internationale organer og andre lande.
De internationale opfordringer taler efter udvalgets opfattelse generelt for, at Danmark tilslutter sig
den individuelle klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettig-
heder og FN’s Børnekomité. En sådan
tilslutning vil således have en betydelig signalværdi i forhold
til omverdenen om den betydning, som menneskerettigheder tillægges i Danmark.
Det bemærkes i øvrigt, at Danmark i både udenrigspolitiske og udviklingspolitiske sammenhænge
selv aktivt advokerer for, at andre lande bør tiltræde de individuelle klageadgange.
4.3. Fremme af menneskerettigheder globalt
Langt fra alle lande kan eller vil fuldt ud gennemføre deres internationale menneskerettighedsfor-
pligtelser, og endnu færre har underlagt sig regionale domstoles kompetence i menneskerettigheds-
spørgsmål. For mange landes borgere udgør den individuelle klageadgang til FN-komitéerne der-
med en af meget få muligheder for at få taget stilling til spørgsmål om menneskerettigheder. Den
individuelle klageadgang til FN-komitéerne udgør således et vigtigt bidrag til fremme af menneske-
rettigheder globalt.
Fremme af menneskerettigheder globalt er en dansk udenrigspolitisk prioritet og efter udvalgets
opfattelse derfor et selvstændigt hensyn, som bør inddrages ved overvejelserne af, om Danmark bør
tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer.
Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer, vil det kunne
underbygge Danmarks rolle som effektiv og troværdig international aktør på menneskerettigheds-
området. Denne rolle afhænger dog også af, hvordan Danmark i øvrigt aktivt agerer i en internatio-
nal og national sammenhæng.
4.4. Samspillet mellem danske domstole og andre retsanvendende myndigheder og FN-
komitéerne
Som det fremgår af beskrivelsen af en klages virkninger ovenfor (afsnit 2.2), er komitéerne ikke
appelinstanser i forhold til nationale afgørelser. Komitéerne kan derfor ikke tilsidesætte eller ændre
afgørelser, som er truffet af nationale myndigheder, herunder domstolene, men kan altså udtale sig
om, hvorvidt en dansk afgørelse
og herunder også en afgørelse truffet af domstolene
efter komi-
288
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0299.png
teens opfattelse er i overensstemmelse med en FN-konvention. Komitéernes udtalelser er heller ikke
bindende for staten.
Da komitéerne gennem deres praksis i individuelle klagesager fortolker og udfylder konventioner-
ne, udgør komitéernes udtalelser imidlertid relevante fortolkningsbidrag for domstolene og de rele-
vante forvaltningsmyndigheder i stat, regioner og kommuner, der har det daglige ansvar for gen-
nemførelsen af de internationale forpligtelser. FN’s Handicapkomités praksis vil efter omstændig-
hederne kunne have betydning for f.eks. kommunernes behandling af byggeansøgninger, hvor der
kan opstå spørgsmål om tilgængelighed (konventionens artikel 9) eller for kommunernes behand-
ling af ansøgninger om hjælpemidler eller behandling til personer med handicap. Det samme gælder
fremtidig praksis fra FN’s Børnekomité, der kan have betydning for behandlingen og afgørelsen
af
sager om f.eks. opholdstilladelser til børn, hvor der kan opstå spørgsmål i forhold til bl.a. FN’s kon-
vention om barnets rettigheder artikel 3, stk. 1 (barnets tarv) og artikel 12 (retten til at blive hørt).
252
Det skal dog samtidig bemærkes, at komitéernes udtalelser ofte ikke indeholder udførlige juridiske
begrundelser, hvilket i nogle tilfælde kan gøre det vanskeligt at udlede mere generelle principper af
de konkrete afgørelser. De kortfattede begrundelser kan desuden gøre det vanskeligt at vurdere, om
betydningen af en komités udtalelse er begrænset til en konkret sag, eller om den også bør tillægges
betydning ved afgørelsen af lignende sager. Som nævnt i kapitel 6, afsnit 3.4, er komitéernes udta-
lelser væsentligt mere kortfattede end domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Komitéerne er således ikke domstole, og komitéernes udtalelser er i modsætning til Menneskeret-
tighedsdomstolens afgørelser som nævnt heller ikke bindende for staterne.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskri-
mination
mod kvinder og FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap indeholder
både mere præcise bestemmelser og en række vage og upræcise bestemmelser. Konventionen om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder indeholder desuden i videre omfang også deciderede
programerklæringer. Danske domstole har traditionelt været tilbageholdende med selvstændigt at
fortolke og udfylde vage og upræcise bestemmelser, herunder navnlig hvis dette ville indebære for-
delingspolitiske valg. Danske domstoles erfaringer med anvendelse af vage og upræcise bestemmel-
ser har dog hidtil især været relevant i forhold til bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, som stort set kun indeholder borgerlige og politiske rettigheder, mens flere af FN-
konventionerne
ud over borgerlige og politiske rettigheder
også indeholder en lang række øko-
nomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er vanskeligt at vurdere, om danske domstole vil
have mulighed for at indtage en lige så tilbageholdende rolle i fortolkningen af vage og upræcise
252
Se for så vidt angår spørgsmålet om inkorporering kapitel 6, afsnit 3.7.
289
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0300.png
bestemmelser vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der i videre omfang rejser
spørgsmål af fordelingspolitisk art. Under alle omstændigheder synes FN-komitéerne ikke at udvise
en tilsvarende tilbageholdenhed som de danske domstole. Det gælder, uanset om der er tale om bor-
gerlige og politiske rettigheder eller økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Et synspunkt
kan være, at FN-komitéernes mindre tilbageholdende tilgang til konventionerne vil
kunne få stor betydning for de danske domstoles anvendelse af konventionerne
og dermed for
bl.a. fordelingspolitiske spørgsmål, der i Danmark traditionelt henhører under Folketinget. Det vil
således kunne anføres, at de danske domstole vil have vanskeligt ved at se bort fra udtalelser fra
komitéerne, som angår vage og upræcise bestemmelser, selv om domstolene ikke ved anvendelse af
traditionel dansk fortolkningsmetode ville være nået til samme resultat som komitéen ved fortolk-
ningen af en konventionsbestemmelse. Det vil også kunne anføres, at komitéernes mindre tilbage-
holdende anvendelse af konventionerne i det hele taget vil kunne påvirke de danske domstoles til-
gang til konventionerne, selv om der ikke foreligger en konkret udtalelse fra en komité om helt
samme spørgsmål, som domstolen skal vurdere. Det kan i forlængelse heraf anføres, at de danske
domstole formentlig vil føle sig mere bundet af komitéernes praksis, hvis den relevante konvention
også er inkorporeret.
Samlet set vil man
hvis man anlægger dette synspunkt
således kunne ende i en situation, hvor
den endelige afgørelse af spørgsmål, som kan have stor økonomisk betydning for Danmark, herun-
der spørgsmål af fordelingspolitisk karakter, vil blive truffet af komitéerne (eller af domstolene på
grundlag af udtalelser fra komitéerne) i stedet for af lovgiver.
253
Et andet synspunkt
kan være, at de danske domstole fortsat vil anlægge en tilbageholdende tilgang
ved fortolkningen af vage og upræcise bestemmelser i konventionerne, og at de vil være i stand til
at se bort fra udtalelser fra komitéer, hvis de i for vidt omfang indebærer en stillingtagen, som efter
domstolenes opfattelse bør foretages af lovgiver. Med henblik på at understøtte dette kan det f.eks.
anføres i bemærkningerne til et lovforslag eller beslutningsforslag, at domstolene bør anlægge den-
ne tilbageholdende tilgang ved fortolkningen af vage og upræcise bestemmelser i konventionerne.
For begge de nævnte synsvinkler
gælder, at komitéernes udtalelser ikke er bindende
hverken for
den stat, som udtalelsen angår, eller for andre stater, der har ratificeret konventionen. Regeringen
kan derfor vælge at se bort fra en komitéudtalelse, som man er uenig i, jf. også herom nedenfor i
afsnit 4.6. For domstolene og andre retsanvendende myndigheder er udtalelsen et fortolkningsbi-
Til illustration af dette synspunkt kan nævnes sag nr. 976/2001,
C.D. mod Nederlandene,
hvor FN’s Menneskerettig-
hedskomité fandt
det i strid med artikel 26 (forbud mod diskrimination) i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder, at børn født uden for ægteskab, som havde mistet en af deres forældre før en ny lov trådte i kraft i 1996,
ikke modtog en særlig ydelse. Den nederlandske regering afviste udtalelsen, som imidlertid efterfølgende er lagt til
grund af den øverste nationale domstol indenfor socialret
Centrale Raad van Beroep (Central Appeals Tribunal) i en
konkret sag, jf. beskrivelsen ovenfor i afsnit 4.2 af de nederlandske erfaringer med den individuelle klageadgang.
253
290
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
drag, hvis betydning må vurderes konkret i forhold til den sag, som domstolen eller myndigheden
behandler. Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvilken betydning en udtalelse fra en FN-komité kan
tillægges ved fortolkningen af dansk lovgivning, må det endvidere tages i betragtning, om regerin-
gen og eventuelt Folketinget måtte have besluttet ikke at efterleve bestemte ikke-bindende udtalel-
ser fra en FN-komité. Det kan desuden tillægges betydning, hvis der foreligger oplysninger om,
hvordan udtalelsen er blevet modtaget af andre landes regeringer og domstole mv.
Udvalget skal i øvrigt bemærke, at komitéerne
uafhængigt af om Danmark tilslutter sig den indi-
viduelle klageadgang til yderligere FN-komitéer
vil afgive udtalelser i sager mod de lande, som
har tilsluttet sig den individuelle klageadgang til disse komitéer. De danske domstole vil således
allerede i dag
og uanset om de pågældende konventioner er inkorporeret ved lov
ved fortolknin-
gen af danske lovregler inddrage komitéudtalelser, selv om de ikke er afgivet i sager mod Danmark,
ligesom de danske domstole f.eks. vil kunne inddrage og lade sig påvirke af komitéernes generelle
bemærkninger.
Lignende synspunkter kan anføres om de forvaltningsorganer, der varetager de områder, hvor FN-
konventioner kan have betydning for retsanvendelsen. For disse gælder endvidere, at de
bl.a. på
grund af det større antal enkeltsager og en bemanding med mindre juridisk ekspertise
kan have
endog endnu sværere ved at vurdere rækkevidden af vage og upræcise bestemmelser og konkrete
udtalelser fra FN-komitéerne.
4.5. Konventionens egnethed til at blive anvendt som retligt grundlag ved løsning af tvister
Som nævnt i afsnit 3.3 indeholder konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
konventionen om barnets rettigheder
– ligesom det er tilfældet for f.eks. FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former
for racediskriminati-
on, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og FN’s konven-
tion om rettigheder for personer med handicap
både mere præcise bestemmelser og en række vage
og upræcise bestemmelser, herunder deciderede programerklæringer. Vage og upræcise bestemmel-
ser i internationale konventioner kan normalt ikke anses for egnede til at blive anvendt som retligt
grundlag ved løsningen af konkrete retstvister. Som ligeledes nævnt i afsnit 3.3, er det næppe sand-
synligt, at FN-komitéerne af den grund vil afholde sig fra at anvende de pågældende bestemmelser,
som dermed gennem komitéernes praksis vil blive fortolket og udfyldt.
Det kan
på den ene side
tale for, at Danmark ikke bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til
de pågældende konventioner, før der er en større grad af klarhed over, hvordan komitéerne vil an-
vende konventionernes vage og upræcise bestemmelser. Det kan således anføres, at man i første
omgang bør afvente og se, hvorledes de pågældende komitéers praksis udvikler sig.
291
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0302.png
På den anden side
kan det anføres, at der i forhold til konventioner som disse, der indeholder man-
ge vage og upræcise bestemmelser, netop er behov for organer, som kan give konventionerne et
mere præcist indhold, således at konventionerne kan anvendes i praksis. Det kan tale for, at Dan-
mark bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til de yderligere komitéer, bl.a. fordi Danmark
derved selv får mulighed for at påvirke komitéernes praksis. Det bemærkes i den forbindelse, at det
ikke som sådan er unormalt, at bestemmelser i internationale konventioner i et vist omfang er for-
muleret vagt og upræcist. Det gælder f.eks. også en række af bestemmelserne i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, som imidlertid qua Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
omfattende praksis i dag har fået et indhold, som gør dem anvendelige i praksis.
4.6. Efterlevelse af FN-komitéernes ikke bindende udtalelser
Danmark har efterhånden en del erfaringer med individuel klageadgang til internationale organer.
Det gælder både de FN-komitéer, som der i dag kan klages til, men også Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstol.
Erfaringerne viser generelt, at der er stor forskel på karakteren af de forskellige organers praksis.
Det gælder ikke blot, når praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sammenlignes
med FN-komitéernes praksis, men også når de enkelte komitéers praksis sammenlignes med hinan-
den. Mens praksis fra FN’s Torturkomité og FN’s Menneskerettighedskomité har stor betydning for
bl.a. Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets behandling af sager om asyl, har der været udta-
lelser fra FN’s Racediskriminationskomité, som ikke alene har været vidtgående, men i nogle til-
fælde også behæftet med
hvad man fra den danske regerings side har opfattet som
fejl eller mis-
forståelser.
254
FN’s Racediskriminationskomité har i disse sager anbefalet, at Danmark bl.a. yder klager kompen-
sation for ikke-økonomisk skade, hvilket skiftende regeringer
så vidt udvalget er oplyst
har af-
vist i fire sager.
255
De fire sager skal ses i lyset af, at FN’s Racediskriminationskomité indtil videre
har afgjort 20 sager mod Danmark. Heraf er kun de førnævnte fire sager dog endt med, at komitéen
har fundet en krænkelse af konventionen.
256
Se f.eks. omtalen af FN’s Racediskriminationskomités udtalelse i klagesag nr. 46/2009,
M.D. og Y.S. mod Danmark,
i kapitel 7. Sagen vedrørte et overfald, som klagerne mente, var racistisk motiveret, hvilket anklagemyndigheden og i
sidste ende domstolene ikke fandt bevist. Komitéen valgte ikke desto mindre at lægge klagernes forklaring til grund,
hvorved komitéen
uden at der var sket en ny bevisførelse
nåede frem til et andet bevisresultat end de danske myn-
digheder, herunder domstolene.
255
FN’s Menneskerettighedskomité og FN’s Torturkomité har i henholdsvis to og tre sager fundet, at Danmark har
krænket konventionerne. Danmark har efter det for udvalget oplyste efterlevet disse udtalelser.
256
Sammenlagt har de FN-komitéer, som Danmark har tilsluttet sig den individuelle klageadgang til, afgjort i alt 45
sager mod Danmark. Hertil kommer en række sager, som komitéerne har afsluttet uden at afgive nogen egentlig udtalel-
se (‖discontinued‖). FN-komitéerne
har fundet en krænkelse af konventionerne i ni af de 45 sager, som komitéerne har
afgjort.
254
292
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Gennemgangen ovenfor illustrerer, at Danmark efter omstændighederne kan og vil afvise at efterle-
ve udtalelser fra en FN-komité, som man ikke er enig i. Det skal dog understreges, at der i de på-
gældende sager alene har været tale om afvejninger af konkrete spørgsmål, herunder navnlig om
klagerne konkret havde været tilstrækkelig beskyttet mod racediskrimination i form af bl.a. adgang
til effektive retsmidler. Efter udvalgets opfattelse må det derfor anses for usikkert, hvordan man
politisk vil forholde sig til komitéudtalelser, der vedrører forholdet mellem en konventionsbestem-
melse og indholdet af en dansk lov.
Det må efter udvalgets opfattelse i den forbindelse bl.a. tages i betragtning, at det ikke vil være uden
politiske omkostninger, hvis Danmark i vidt omfang afviser at efterleve udtalelser fra FN-
komitéerne. Det kan således bl.a. ikke udelukkes, at hyppige afvisninger af komitéernes udtalelser
på sigt vil kunne underminere komitéernes legitimitet samt skade Danmarks internationale renom-
mé. Hertil kommer, at det vil kunne overvejes, hvad den individuelle klageadgang er værd, hvis
komitéernes udtalelser ikke efterleves.
Udvalget finder på den baggrund derfor også, at det er et relevant hensyn, som bør inddrages ved
vurderingen af, om Danmark bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer, at der i praksis kan opstå den situation, at Danmark enten ikke kan eller ikke vil efterleve
de udtalelser, som komitéerne kommer med.
5. Sammenfatning og argumenter for og imod, at Danmark tilslutter sig den individuelle kla-
geadgang til yderligere FN-komitéer
Danmark har som nævnt under afsnit 1 ovenfor endnu ikke tiltrådt de valgfri protokoller, som giver
mulighed for at klage til FN-komitéer
over overtrædelser af henholdsvis FN’s konvention om øko-
nomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN's konvention om barnets rettigheder og FN's konven-
tion om rettigheder for personer med handicap.
Folketinget har den 13. maj 2014 imidlertid vedtaget beslutningsforslag nr. B 58 om tiltrædelse af
den valgfri protokol til FN’s konvention
om rettigheder for personer med handicap, som giver indi-
viduel klageadgang til FN’s Handicapkomité. Udvalget har henset hertil ikke forholdt
sig nærmere
til dette spørgsmål.
Udvalget har derfor overvejet, om Danmark bør tilslutte sig den individuelle
klageadgang til FN’s
komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomité.
293
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.1. Klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om Danmark
bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer, jf. afsnit 4 ovenfor, har
udvalget drøftet, hvilke argumenter der kan anføres for og imod en tilslutning til den individuelle
klageadgang til FN’s
komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Som anført under kapitel 7, afsnit 3.4, indeholder FN’s konvention om økonomiske, sociale og kul-
turelle rettigheder en lang række meget forskellige rettigheder, der har central betydning for sam-
fundet og for den enkelte borger, og som omfatter retsområder af stor betydning for borgernes hver-
dag og livsvilkår. Virkeliggørelsen af rettighederne skal efter konventionens artikel 2, stk. 1, ske
gradvist, herunder navnlig ved nationale lovgivningsforanstaltninger. Konventionen anses internati-
onalt for sammen med FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder for at være en af
hovedkonventionerne blandt FN’s menneskerettighedskonventioner.
En tiltrædelse af den valgfri protokol til konventionen,
der giver individuel klageadgang til FN’s
komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, vil efter udvalgets opfattelse in-
debære en
styrkelse af borgernes retsstilling,
bl.a. fordi den individuelle klageadgang vil give bor-
gerne en ekstra mulighed for at få vurderet, om deres rettigheder efter konventionen er respekteret.
Den individuelle klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettig-
heder vil desuden kunne bidrage til at sætte fokus på relevante problemstillinger i forhold til gen-
nemførelsen af konventionens rettigheder i Danmark (se afsnit 4.1).
Danmark er ved flere lejligheder endvidere blevet opfordret til at tilslutte sig den individuelle kla-
geadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder. Opfordringerne
er kommet i forbindelse med eksaminationer af Danmark ved komitéen og UPR. Ved en tiltrædelse
af den valgfri protokol til konventionen vil Danmark imødekomme opfordringerne, hvilket vil have
en
positiv signalværdi i forhold til omverdenen
(se afsnit 4.2).
Fremme af menneskerettigheder globalt er som anført under afsnit 4.3 ovenfor en dansk udenrigs-
politisk prioritet. Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer, vil det kunne underbygge Danmarks rolle som effektiv og troværdig international aktør på
menneskerettighedsområdet
og dermed bidrage til
Danmarks arbejde for fremme af menneskeret-
tigheder globalt.
De nævnte hensyn taler alle efter udvalgets opfattelse for, at Danmark tiltræder den valgfri proto-
kol til FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der giver individuel kla-
geadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
294
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Heroverfor står det, at en stor del af bestemmelserne
i FN’s konvention om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder som nævnt i kapitel 7, afsnit 3.4, er vagt formuleret, og at konventionen inde-
holder adskillige bestemmelser, der har karakter såkaldte ‖programerklæringer‖. Der kan som ek-
sempel
henvises til konventionens artikel 6 om ‖retten til arbejde og ethvert menneskes ret til at
kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse‖ og konventionens artikel 9 om ‖ethvert menneskes
ret til social tryghed, herunder socialforsikring‖. Visse af konventionens
bestemmelser vedrører
endvidere spørgsmålet om medlemsstaternes positive forpligtelser, f.eks. konventionens artikel 6.
Bestemmelser af denne art kan efter udvalgets opfattelse ikke umiddelbart anses for egnede til at
blive anvendt som retligt grundlag ved løsning af tvister (se afsnit 4.5). Hertil kommer, at rettighe-
derne i konventionen angår økonomiske, sociale og kulturelle forhold, der i vidt omfang nødven-
diggør valg, som bl.a. indebærer politiske overvejelser om fordeling af tilgængelige ressourcer, pri-
oriteringer mellem forskellige hensyn mv. Sådanne valg bør efter udvalgets opfattelse foretages af
lovgivningsmagten i overensstemmelse med dansk retstradition.
Endvidere bemærkes, at den individuelle klageadgang til FN’s komité vedrørende
økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder først trådte i kraft i maj 2013. Det er derfor endnu ikke muligt at
vurdere, hvordan komitéen vil forholde sig i konkrete klagesager vedrørende konventionsbestem-
melser, der rejser spørgsmål i relation til fordelingspolitiske valg, og om komitéen i sådanne sager
vil være tilbageholdende med kritik af nationale myndigheders beslutninger vedrørende sådanne
spørgsmål.
Der består på denne baggrund efter udvalgets opfattelse en risiko for, at FN’s komité vedrørende
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i praksis vil udfylde de pågældende bestemmelser på
en anden måde end den danske lovgivningsmagt. Dette indebærer en risiko for, at
Danmark henset
til rettighedernes karakter i vidt omfang vil afvise at efterleve komitéens udtalelser, hvilket kan tale
imod, at Danmark tilslutter sig klageadgangen.
Dette skyldes, at sådanne hyppige afvisninger af
komitéens udtalelser på sigt vil kunne underminere dens legitimitet samt skade Danmarks internati-
onale renommé (se afsnit 4.6).
Selv om komitéens udtalelser ikke er folkeretligt bindende
og regeringen derfor principielt kan
afvise at efterleve dem
kan det for de danske domstole være vanskeligt at se bort fra dem, herun-
der ikke mindst hvis konventionen måtte blive inkorporeret (se afsnit 4.4).
Det kan derfor ikke på nuværende tidspunkt udelukkes, at en tilslutning til den individuelle klage-
adgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder vil medføre en
forøget risiko for, at spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at
træffe afgørelse om, herunder fordelingspolitiske spørgsmål, vil kunne blive betydeligt påvirket af
afgørelser, der træffes af komitéen i konkrete klagesager i forhold til Danmark. Dette kan tale imod,
295
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder.
Heroverfor står dog, at det generelt må forventes, at domstolene vil anlægge en tilbageholdende
tilgang ved fortolkningen af konventionens vage og upræcise bestemmelser. Det er efter udvalgets
opfattelse derfor usikkert, hvilken risiko der måtte være forbundet med en tilslutning til denne indi-
viduelle klageadgang.
Det skal efter udvalgets opfattelse desuden bemærkes, at FN-komitéerne
uafhængigt af om Dan-
mark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN’s komité vedrørende økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder
vil afgive udtalelser i sager mod de lande, som har tilsluttet sig den indivi-
duelle klageadgang til disse komitéer.
De danske domstole kan således allerede i dag
og uanset
om konventionen måtte blive inkorporeret ved lov
inddrage komitéens fremtidige udtalelser ved
fortolkningen af danske lovregler, selv om de ikke er afgivet i sager mod Danmark.
Endvidere vil de
danske domstole kunne inddrage og lade sig påvirke af f.eks. komitéens generelle bemærkninger.
Dette kan efter udvalgets opfattelse tale for, at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang,
idet man herved får mulighed for at påvirke komitéens praksis.
Det bemærkes endelig, at kun et enkelt af de ni lande (Finland), som udvalget har indhentet oplys-
ninger fra, på nuværende tidspunkt har valgt at tilslutte sig den individuelle klageadgang til
FN’s
komité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Dette taler efter udvalgets dog i
sig selv hverken for eller imod, at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN’s ko-
mité vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
5.2. Klageadgang til FN’s Børnekomité
På grundlag af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om Danmark
bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer, jf. afsnit 4 ovenfor, har
udvalget drøftet, hvilke argumenter der kan anføres for og imod en tilslutning til den individuelle
klageadgang til FN’s Børnekomité.
FN’s konvention om barnets rettigheder indeholder en lang række meget forskellige rettigheder,
herunder f.eks. ret til livet (artikel 5), ret til forenings- og forsamlingsfrihed (artikel 15) og ret til
social tryghed (artikel 26), jf. nærmere kapitel 7, afsnit 6.4. Indholdet og udformningen af konven-
tionens bestemmelser varierer, bl.a. fordi konventionen indeholder både borgerlige og politiske ret-
tigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. For så vidt angår de økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder følger det af konventionens artikel 4, at deltagerstaterne skal gennemføre
passende lovgivning samt administrative og andre forholdsregler i videst muligt omfang inden for
296
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt
samarbejde. De fleste af konventionens bestemmelser er udformet som forpligtelser for staten.
Som det fremgår af kapitel 7, afsnit 6.4, er børns rettigheder også sikret ved en række andre konven-
tioner, ligesom der i flere konventioner er fastsat særlige regler om børn. Bestemmelserne i FN’s
konvention om barnets rettigheder er imidlertid fokuserede på børns behov og er langt mere detalje-
rede end de generelle konventioner. Hertil kommer, at konventionen dækker et meget bredt område
og vedrører næsten alle samfundsforhold af betydning for børn.
En tiltrædelse af den valgfri protokol til FN’s konvention
om barnets rettigheder vil betyde, at en-
keltpersoner og grupper af enkeltpersoner, som påstår at være ofre for en krænkelse af konventio-
nen, får mulighed for at klage til FN’s Børnekomité. Dette vil efter udvalgets opfattelse indebære
en
styrkelse af borgernes retsstilling,
bl.a. fordi børn herved vil få en ekstra mulighed for at få vurde-
ret, om deres rettigheder efter konventionen er respekteret. I den forbindelse bemærkes, at FN’s
Børnekomité i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i den valgfri protokol, der etablerer den indi-
viduelle klageadgang, må forventes at udvikle særlige børnevenlige procedurer for børns klager, jf.
afsnit 2 ovenfor. Den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité vil desuden kunne bidrage til
at sætte fokus på relevante problemstillinger i forhold til gennemførelsen af konventionens rettighe-
der i Danmark (se afsnit 4.1). Udvalget bemærker i den forbindelse også, at børn udgør en stor be-
folkningsgruppe, som har et særligt behov for beskyttelse og omsorg.
Danmark er endnu
ikke blevet opfordret til at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s
Børnekomité i forbindelse med internationale eksaminationer ved FN’s komitéer og UPR. Efter
udvalgets opfattelse skyldes dette dog alene, at den valgfrie protokol vedrørende individuel klage-
adgang til FN’s Børnekomité ikke var vedtaget af FN’s generalforsamling, da Danmark senest blev
eksamineret ved FN’s Børnekomité og ved UPR, og at det i forbindelse med disse eksaminationer
derfor ikke har været aktuelt at opfordre Danmark til at tiltræde protokollen. Det må forventes, at
Danmark senere vil blive opfordret til at tiltræde protokollen. En tiltrædelse vil derved kunne have
en
positiv signalværdi i forhold til omverdenen
(se afsnit 4.2).
Fremme af menneskerettigheder globalt er som anført under afsnit 4.3 ovenfor en dansk udenrigs-
politisk prioritet. Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-
komitéer, herunder klageadgangen til FN’s Børnekomité, vil det kunne underbygge Danmarks rolle
som effektiv og troværdig international aktør på menneskerettighedsområdet
og dermed bidrage
til
Danmarks arbejde for fremme af menneskerettigheder globalt.
Efter udvalgets opfattelse må det endvidere tillægges betydning, at Danmark allerede har tilsluttet
sig den
individuelle klageadgang til FN’s Kvindekomité, ligesom der er truffet politisk beslutning
om også at tilslutte sig den individuelle klageadgang til FN’s Handicapkomité. Det kan således væ-
297
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0308.png
re svært at argumentere for, at børn i denne henseende skal behandles anderledes end kvinder og
personer med handicap.
De nævnte hensyn taler alle efter udvalgets opfattelse for, at Danmark tiltræder den valgfri proto-
kol til FN’s konvention om barnets rettigheder, der giver individuel klageadgang til FN’s Børneko-
mité.
Heroverfor står det, at en stor del af bestemmelserne i FN’s konvention barnets rettigheder som
nævnt i kapitel 7, afsnit 3.4, er vagt og generelt formuleret, ligesom konventionen indeholder flere
bestemmelser, der har karakter såkaldte ‖programerklæringer‖. Udvalget kan som eksempel bl.a.
nævne konventionens artikel 24 om deltagerstaternes anerkendelse af ‖barnets ret til at nyde den
højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbre-
det‖. Det er endvidere karakteristisk,
at konventionens bestemmelser er formuleret som pligter for
staten.
Bestemmelser af denne art kan efter udvalgets opfattelse ikke umiddelbart anses for egnede til at
blive anvendt som retligt grundlag ved løsning af tvister (se afsnit 4.5). Hertil kommer, at en del af
rettighederne i konventionen angår økonomiske, sociale og kulturelle forhold, der i vidt omfang
nødvendiggør valg, som bl.a. indebærer politiske overvejelser om fordeling af tilgængelige ressour-
cer, prioriteringer mellem forskellige hensyn mv. Sådanne valg bør efter udvalgets opfattelse fore-
tages af lovgivningsmagten i overensstemmelse med dansk retstradition.
257
Endvidere bemærkes, at den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité først er trådt i kraft den
14. april 2014, og at komitéen af den grund endnu ikke har afgivet udtalelse i nogen individuelle
klagesager. Det er derfor endnu ikke muligt at vurdere, hvordan komitéen vil forholde sig i konkrete
klagesager vedrørende konventionsbestemmelser, der rejser spørgsmål i relation til fordelingspoliti-
ske valg, og om komitéen i sådanne sager vil være tilbageholdende med kritik af nationale myndig-
heders beslutninger vedrørende sådanne spørgsmål.
Der består på denne baggrund efter udvalgets opfattelse en risiko for, at FN’s Børnekomité
i praksis
vil udfylde de pågældende bestemmelser på en anden måde end den danske lovgivningsmagt. Dette
indebærer en risiko for, at
Danmark i vidt omfang vil afvise at efterleve komitéens udtalelser
(se
afsnit 4.6),
hvilket kan tale imod, at Danmark på nuværende tidspunkt tilslutter sig klageadgangen.
Det skyldes, at sådanne hyppige afvisninger af komitéens udtalelser på sigt vil kunne underminere
dens legitimitet samt skade Danmarks internationale renommé.
Spørgsmålet om komitéens vurdering af klager, der vedrører økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, er bl.a.
behandlet i afsnit 8.2 i den norske advokat Frode Elgesems juridiske analyse med titlen ‖Vurdering
av fordeler og
ulemper ved eventuell norsk tilslutning til FNs barnekonvensjons tilleggsprotokoll om individuell klagerett‖,
der efter
bestilling fra det norske Utenriksdepartement blev afgivet den 3. juni 2013. Analysen kan findes via
http://www.regjeringen.no/upload/UD/Vedlegg/FN/konvensjon_barn.pdf.
257
298
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Selv om udtalelserne fra FN’s Børnekomité
ikke er folkeretligt bindende
og regeringen derfor
principielt kan afvise at efterleve dem
kan det for de danske domstole være vanskeligt at se bort
fra dem, herunder ikke mindst hvis konventionen måtte blive inkorporeret (se afsnit 4.4).
Det kan derfor ikke på nuværende tidspunkt udelukkes, at en tilslutning til den individuelle klage-
adgang til FN’s Børnekomité vil medføre en forøget risiko for, at spørgsmål, som det efter dansk
retstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe afgørelse om, herunder fordelingspolitiske
spørgsmål, vil kunne blive betydeligt påvirket af afgørelser, der træffes af komitéen i konkrete kla-
gesager i forhold til Danmark. Dette kan tale imod, at Danmark tilslutter sig den individuelle kla-
geadgang til FN’s Børnekomité.
Det må dog omvendt forventes, at domstolene generelt vil anlægge en tilbageholdende tilgang ved
fortolkningen af konventionens vage og upræcise bestemmelser. Det er efter udvalgets opfattelse
derfor usikkert, hvor stor ovennævnte risiko er.
Det skal efter
udvalgets opfattelse desuden bemærkes, at FN’s Børnekomité –
uafhængigt af om
Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til komitéen
vil kunne afgive udtalelser i sa-
ger mod de lande, som har tilsluttet sig den individuelle klageadgang, når klageadgangen træder i
kraft.
De danske domstole vil således til den tid
og uanset om konventionen i øvrigt måtte blive
inkorporeret ved lov
kunne inddrage komitéens udtalelser ved fortolkningen af danske lovregler,
selv om de ikke er afgivet i sager mod Danmark.
Endvidere vil de danske domstole kunne inddrage
og lade sig påvirke af f.eks. komitéens generelle bemærkninger.
Dette kan efter udvalgets opfattelse
tale for, at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang, idet man herved får mulighed for at
påvirke komitéens praksis.
Det bemærkes endelig, at ud af de ni lande, som udvalget har indhentet oplysninger fra, er det indtil
videre kun Tyskland, der har tilsluttet sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité.
Det
forhold, at kun Tyskland har tilsluttet sig klageadgangen, taler efter udvalgets opfattelse dog ikke i
sig selv imod en dansk tilslutning.
Udvalget lægger herved bl.a. vægt på, at den valgfri protokol til
FN’s Børnekomité først blev åbnet for undertegnelse
i februar 2012, og at den må forventes at blive
tiltrådt af flere af landene inden for de næste par år. Det bemærkes således, at Norge efter de for
udvalget foreliggende oplysninger overvejer at tiltræde protokollen, ligesom arbejdet med tiltrædel-
se af protokollen også skulle være i gang i Finland, jf. afsnit 3 ovenfor.
299
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6. Udvalgets anbefalinger
Seks medlemmer af udvalget (Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge,
Linda Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann)
anbefaler, at Danmark tilslutter
sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomite.
a) Der
er efter vores opfattelse ikke grundlag for at undlade at tiltræde klageadgangen til FN’s
Børnekomite og derved give børn ringere international klageadgang end andre beskyttede grupper.
Danmark har
allerede tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomite,
FN’s Torturkomite, FN’s Kvindekomite
og
FN’s Racediskriminationskomite, ligesom
Folketinget
den 13. maj 2014 har vedtaget et beslutningsforslag om at tiltræde den individuelle klageadgang til
FN’s Handicapkomite.
Den individuelle klageadgang for børn vil indebære en styrket retsbeskyttel-
se af en sårbar gruppe, der har et særligt behov for beskyttelse.
b) Den individuelle klageadgang vil have væsentlig betydning i forhold til børnekonventionens lan-
ge række af rettigheder, som er egnede til at blive anvendt i konkrete udtalelser fra FN’s Børneko-
mite.
Det er ikke afgørende, at konventionen
i lighed med de øvrige konventioner med individuel
klageadgang
også indeholder bestemmelser, der ikke umiddelbart er egnede til at blive anvendt i
konkrete udtalelser. Vi henviser i denne forbindelse til, hvad vi har anført i kapitel 7, afsnit 9, om
inkorporering.
c) Det taler ikke imod tiltrædelse af klageadgangen, at Danmark kan være uenig i Børnekomitéens
fortolkning af bestemmelserne i FN’s Børnekonvention.
Accept af klageadgangen til børnekomiteen
vil
i lighed med de øvrige individuelle klageadgange
kunne føre til situationer, hvor Danmark
ikke ønsker at efterleve komitéens udtalelser. Danmark kan
i lighed med, hvad der gælder i for-
hold til de andre komitéer
altid undlade at følge udtalelserne, der ikke i sig selv er retligt binden-
de. Børnekomiteens generelle udtalelser vurderes
som anført i kapitel 7, afsnit 6
som værende af
ganske høj kvalitet. Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang også til FN’s Børne-
komité, får Danmark bedre mulighed for at påvirke komitéens praksis, ligesom det kan styrke Dan-
marks arbejde for at få andre lande til at tiltræde klageadgangen til Børnekomitéen.
d) Vi anbefaler på nuværende tidspunkt ikke tiltrædelse af klageadgangen under
FN’s konvention
om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Vi lægger også i denne forbindelse vægt på, at
denne konvention ikke indeholder rettigheder, som det er nødvendigt at knytte individuel klagead-
gang til. Vi anbefaler med andre ord, at der er parallelitet mellem klageadgang og inkorporering.
Tre medlemmer af udvalget (Michael Hansen Jensen, John Lundum og Hanne Schmidt)
vil af
samme grunde, som de to sidstnævnte har nævnt ovenfor i kapitel 7, afsnit 9, afstå fra at komme
300
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
med egentlige anbefalinger om, hvorvidt Danmark bør tilslutte sig den individuelle klageadgang til
FN’s komité om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Børnekomité.
Vi finder det rigtigst i stedet at pege på de følgende hensyn, der efter vores opfattelse bør indgå i de
videre overvejelser.
Udadtil
i forhold til andre lande og i forhold til konventionsorganerne
vil Danmarks etablering
af en klageadgang til FN’s komitè om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s Bør-
nekomité bidrage til at tegne et billede af en stat, der accepterer FN-komitéernes opgave og er villig
til at give borgerne adgang til ved klage til komitéerne at få en yderligere vurdering af en dansk
afgørelse i forhold til de to konventioner. Det kan også forbedre Danmarks mulighed for at påvirke
andre lande til at tiltræde klageadgangen til FN-komitéer.
Indadtil
i forhold til danske statsborgere og udenlandske statsborgere med ophold i eller anden
tilknytning til Danmark
vil en individuel klageadgang give en yderligere mulighed for at få vurde-
ret en sag, hvor en enkeltperson eller en gruppe af personer mener, at danske myndigheder ikke har
taget tilstrækkeligt hensyn til Danmarks forpligtelser i henhold til FN-konventioner.
Det kan anføres imod komiteernes udtalelser i konkrete sager, at de ofte ikke indeholder udførlige
juridiske begrundelser, og at det kan være vanskeligt at vurdere udtalelsernes rækkevidde. Komité-
ernes udtalelser kan dog heller ikke tilsidesætte eller ændre afgørelser, der er truffet af nationale
domstole eller myndigheder, og komiteernes udtalelser er ikke bindende for staten. Det er således
muligt for den danske regering at undlade at følge en udtalelse fra en komité, hvis regeringen er
uenig i komitéens vurdering. Komitéernes udtalelser kan dog i betydelig grad præge forståelsen af
konventionerne
og herunder også på en måde, der efter vores opfattelse kan give anledning til
principielle overvejelser, jf. nærmere herom vores udtalelse i kapitel 7, afsnit 9, ovenfor. Dette vil
være tilfældet, uanset om Danmark tilslutter sig yderligere individuelle klageadgange, idet komité-
ernes udtalelser i konkrete klagesager vedrørende andre lande under alle omstændigheder har be-
tydning for fortolkningen af konventionsbestemmelserne.
Der kan endvidere lægges vægt på, at Danmark som nævnt af de 6 medlemmer af udvalget, der an-
befaler en dansk tilslutning til den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, har tiltrådt den
individuelle klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité, FN’s Torturkomité, FN’s Racedis-
kriminationskomité og FN’s Kvindekomité.
Folketinget har den 13. maj 2014 vedtaget en folke-
tingsbeslutning om, at Danmark skal tiltræde den individuelle klageadgang til FN’s
Handicapkomi-
té. Der gælder således allerede en individuel klageadgang
eller er taget skridt til at sætte en sådan
klageadgang i kraft
for fem af de syv konventioner, som udvalget overvejer. Det er altså en kendt
procedure i Danmark, at borgerne kan klage til en FN-komité, hvis de mener, at der i Danmark er
301
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sket en krænkelse af FN-konventioner, og det kan derfor ikke anses for at være et stort skridt at
etablere en individuel klageadgang til yderligere en eller to FN-komitéer.
På den anførte baggrund er det for så vidt angår en
individuel
klageadgang til FN’s Børnekomité
vores opfattelse, at etablering af en individuel klageadgang kan være nærliggende, når det tages i
betragtning, at der i Danmark allerede gælder eller er taget skridt til at indføre en klageadgang for
andre bestemte befolkningsgrupper,
nemlig for kvinder, der kan klage til FN’s Kvindekomité, og
for personer med handicap, hvor Folketinget netop har besluttet at tiltræde klageadgangen
til FN’s
Handicapkomité. Hertil kommer, at de rettigheder mv., der er fastsat for børn i FN’s
Børnekonven-
tion på en række punkter har lighed bl.a. med rettighederne i FN’s konvention om personer med
handicap.
Det tilføjes, at den valgfrie protokol om en individuel klageadgang til FN’s børnekomité er trådt i
kraft den 14. april 2014 efter tilslutning fra de fornødne 10 stater. Endvidere bemærkes, at komitéen
siden afgivelsen af betænkningen fra 2001 har afgivet 17 generelle bemærkninger om konventio-
nen.
For så vidt angår
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
er det efter vo-
res opfattelse mindre nærliggende, at Danmark tiltræder den valgfrie protokol om en individuel kla-
geadgang. Vi peger i den forbindelse på, at denne konvention, der i princippet beskytter alle og en-
hver, indeholder en lang række meget bredt formulerede bestemmelser om rettigheder, hvis række-
vidde endnu langt fra må anses for at være fastlagt. Der er således tale om bestemmelser, som det
ikke umiddelbart forekommer indlysende at støtte ret på som enkeltperson, herunder ved en indivi-
duel klageadgang. Hertil kommer, at kun et enkelt af de ni lande, som udvalget har indhentet udta-
lelser fra, har tiltrådt protokollen om en individuel klageadgang vedrørende denne FN-konvention.
Det tilføjes, at den individuelle klageadgang vedrørende konventionen trådte i kraft den 5. maj
2013, og at komitéen hidtil har afgivet 21 generelle bemærkninger om konventionen.
Et medlem af udvalget (Tina González-Schelbeck)
finder, at der er en betydelig risiko for, at FN-
komitéerne kan foretage mere vidtgående fortolkninger af konventionerne end forudsat ved Dan-
marks ratifikation af de pågældende konventioner. Dette kan medføre en betydelig risiko for, at
domstolene og andre retsanvendende myndigheder på baggrund af komitéernes udtalelser træffer
vidtgående afgørelser. KL er som følge heraf bekymret for, at der vil kunne ske en begrænsning af
det kommunale råderum for fastsættelse af serviceniveauet.
Såfremt regeringen vil fremsætte forslag om at tilslutte sig den individuelle klageadgang til en eller
begge komitéer, tager KL forbehold for at fremkomme med yderligere bemærkninger til forslaget
herom, når de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget er afdækket.
302
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen (Nikolaj Stenfalk, Iben Ro-
stock-Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-
Christensen),
har meddelt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør tilslut-
te sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer, før udvalget har afsluttet sit arbejde.
Disse medlemmer finder herefter ikke at kunne fremsætte nærmere anbefalinger.
303
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 9. Den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention
1. Indledning
Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget skal overveje fordele og ulemper ved, at Dan-
mark ratificerer den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Denne
protokol indeholder et generelt diskriminationsforbud og har til formål at udvide anvendelsesområ-
det for det eksisterende diskriminationsforbud i konventionens artikel 14. Protokollen, der blev åb-
net for undertegnelse den 4. november 2000, er i dag hverken undertegnet eller tiltrådt af Danmark.
Ved vurderingen af, om Danmark bør tiltræde protokollen, skal udvalget ifølge kommissoriet bl.a.
inddrage
det forhold, at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder er blevet juridisk bindende på
traktatniveau med Lissabon-Traktatens ikrafttræden den 1. december 2009, og at Charterets artikel
21 indeholder en generel bestemmelse om ikke-forskelsbehandling inden for EU-rettens anvendel-
sesområde.
Afsnit 2 indeholder en beskrivelse af den 12. tillægsprotokol, herunder af protokollens baggrund,
indhold og rækkevidde. I afsnit 3 beskrives diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonventions artikel 14. Diskriminationsforbuddet i artikel 21 i
EU’s Charter om grund-
læggende rettigheder beskrives i afsnit 4. Afsnit 5 indeholder en beskrivelse af diskriminationsfor-
buddet i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Herefter
redegøres der
i afsnit 6 for de retlige konsekvenser ved en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol. Dernæst følger i
afsnit 7 en beskrivelse af de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om
Danmark bør tiltræde den 12. tillægsprotokol. I afsnit 8 er der en sammenfatning af argumenter for
og imod en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol og i afsnit 9 udvalgets anbefalinger.
Udvalget går i øvrigt ud fra, at den 12. tillægsprotokol på samme måde som andre tillægsprotokoller
til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vil blive inkorporeret i dansk ret ved lov, så-
fremt den måtte blive tiltrådt. Danmark har således allerede inkorporeret Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention samt en række af de øvrige protokoller til konventionen, og hvis den 12.
tillægsprotokol tiltrædes, forekommer det naturligt ligeledes at inkorporere denne ved lov. Udvalget
har på den baggrund ikke nærmere overvejet dette spørgsmål.
2. Den 12. tillægsprotokol
I marts 1998 fik Europarådets Styringskomité for Menneskerettigheder (CDDH) til opgave at ud-
færdige et udkast til tillægsprotokol, der skulle udvide anvendelsesområdet for det eksisterende dis-
304
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0315.png
kriminationsforbud i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14. Baggrunden her-
for var et ønske om at styrke konventionens principper om lighed og forbud mod diskrimination, da
det ikke kunne forventes, at Menneskerettighedsdomstolen yderligere ville udvikle beskyttelsesom-
rådet.
CDDH udarbejdede herefter et udkast til tillægsprotokol samt en forklarende rapport i løbet af 1998
og 1999. Efter at have konsulteret Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådets
Parlamentariske forsamling færdiggjorde CDDH i marts 2000 udkastet til protokol og sendte det til
Europarådets Ministerkomité. Ministerkomitéen vedtog protokollen den 26. juni 2000 og åbnede
den for undertegnelse den 4. november 2000.
Den 12. tillægsprotokol trådte i kraft den 1. april 2005 efter at være blevet tiltrådt af ti stater. Proto-
kollen er indtil videre blevet tiltrådt af 18
258
ud af Europarådets 47 medlemsstater.
2.1. Forbuddets indhold og rækkevidde
Den 12. tillægsprotokol har til formål at udvide det forbud mod diskrimination, som allerede findes
i artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet konventionens artikel 14 er ac-
cessorisk i forhold til konventionens øvrige rettigheder og derfor kun kan påberåbes sammen med
én eller flere af disse. Det er dog heller ikke ifølge den 12. tillægsprotokol enhver form for forskels-
behandling, der er forbudt. Forbuddet mod diskrimination omfatter således alene tilfælde, hvor
sammenlignelige situationer behandles forskelligt, eller hvor forskellige situationer behandles ens,
uden at denne forskelsbehandling kan begrundes sagligt og er proportional. Den 12. tillægsprotokol
opregner en række diskriminationsgrunde, og selv om opregningen ikke er udtømmende, tager for-
tolkningen og anvendelsen af forbuddet mod diskrimination udgangspunkt i en konkret diskrimina-
tionsgrund (f.eks. at man tilhører en bestemt gruppe).
Protokollen hverken ændrer eller ophæver artikel 14, som derfor fortsat finder anvendelse i forhold
til (også) de stater, der har tiltrådt protokollen, jf. protokollens artikel 3. Det betyder samtidig, at der
er et sammenfald mellem konventionens artikel 14 og protokollens artikel 1, der indeholder det ge-
nerelle diskriminationsforbud. Bestemmelsen i artikel 1 har følgende ordlyd:
‖1. The enjoyment of any right set forth by law shall be secured without discrimination
on any ground such as sex, race, colour, language, religion, political or other opinion,
national or social origin, association with a national minority, property, birth or other
status.
Protokollen er tiltrådt af Albanien, Andorra, Armenien, Bosnien og Hercegovina, Cypern, Finland, Georgien, Kroa-
tien, Luxembourg, Makedonien, Montenegro, Nederlandene, Rumænien, San Marino, Serbien, Slovenien, Spanien og
Ukraine.
258
305
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0316.png
2. No one shall be discriminated against by any public authority on any ground such as
those mentioned in paragraph
1.‖
Protokollens artikel 1 nævner således udtrykkeligt
og ligesom konventionens artikel 14
diskri-
mination på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national
eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert
andet forhold. Der blev ikke medtaget yderligere diskriminationsgrunde (f.eks. fysisk og psykisk
handicap, seksuel orientering eller alder) i bestemmelsen, da det blev anset for unødvendigt.
259
Det
skyldes, at bestemmelsens opregning af diskriminationsgrunde ikke er udtømmende, og at sådanne
yderligere diskriminationsgrunde ville kunne give anledning til modsætningsslutninger.
260
Begrebet lov (‖law‖) i artikel 1 er ikke begrænset til national lovgivning,
men kan som anført i den
forklarende rapport til protokollen også omfatte internationale konventioner mv., som staten har
tiltrådt.
261
Dette er dog ikke ensbetydende med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved
en tiltrædelse af protokollen får kompetence til at undersøge staternes overholdelse af sådanne in-
ternationale instrumenter.
Protokollens artikel 1 er
i modsætning til konventionens artikel 14
ikke accessorisk til konventi-
onens øvrige rettigheder, hvorfor bestemmelsen kan anvendes uafhængigt af disse. Det giver be-
stemmelsen et meget bredt anvendelsesområde. Den ekstra beskyttelse, som den 12. tillægsprotokol
giver mod diskrimination, vedrører ifølge den forklarende rapport navnlig følgende fire kategorier
af sager, hvor en person bliver diskrimineret:
―i. ved nydelsen af enhver ret, som specifikt indrømmes en person
i henhold til national
ret;
ii. ved nydelsen af en ret, som kan udledes af en klar forpligtelse for en offentlig myn-
dighed i henhold til national ret, dvs. hvor en offentlig myndighed i henhold til national
ret er forpligtet til at handle på en bestemt måde;
iii. af en offentlig myndighed, der gør brug af en skønsmæssig beføjelse (f.eks. tildeling
af visse tilskud);
Jacob Mchangama bemærker i rapporten ‖Internationale menneskerettighedskonventioner og dansk
ret: En rapport
om konsekvenserne af Danmarks mulige inkorporering af internationale menneskerettighedskonventioner og anerken-
delse af klageadgang til menneskerettighedsorganer‖, at det i forbindelse med en eventuel ratificering og efterfølgende
inkorporering af protokollen kan overvejes eksplicit at nævne handicap som en af de grunde, der ikke må diskrimineres
på baggrund af.
260
Se afsnit 20 i den forklarende rapport til protokollen.
261
Se afsnit 29 i den forklarende rapport til protokollen.
259
306
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0317.png
iv. ved enhver anden handling eller undladelse af en offentlig myndighed (f.eks. politi-
folks opførsel ved håndtering af optøjer).‖
262
Det blev anset for unødvendigt at specificere, hvilke af disse fire kategorier der er omfattet af hen-
holdsvis stk. 1 og 2 i artikel 1.
263
Dette skyldes, at stk. 1 og 2 supplerer hinanden og derfor tilsam-
men indebærer, at alle fire kategorier er omfattet af artikel 1. I den forklarende rapport til protokol-
len anføres endvidere, at sondringen mellem de fire kategorier ikke er entydig, samt at de nationale
retssystemer kan have forskellige tilgange til, hvilke sager der er omfattet af hvilken kategori.
264
Protokollen indeholder
ligesom konventionens artikel 14
ingen undtagelse til det generelle for-
bud mod diskrimination. En undtagelse blev således hverken anset for nødvendig eller hensigts-
mæssig.
265
Dette skyldes, dels at begrebet diskrimination i henhold til Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstols praksis vedrørende konventionens artikel 14 ikke omfatter enhver forskelsbe-
handling,
266
dels at protokollens forbud mod diskrimination er generelt. Endvidere fremgår det af
præamblen til protokollen, at forbuddet mod diskrimination ikke er til hinder for, at deltagerstaterne
tager forholdsregler for at fremme fuld og effektiv ligestilling, hvis disse forholdsregler er objektivt
og rimeligt begrundede.
Det fremgår af den forklarende rapport til protokollen, at formålet med protokollens artikel 1 navn-
lig er at beskytte enkeltpersoner mod diskrimination fra offentlige myndigheder.
267
Hensigten er
ikke at pålægge staterne en generel positiv pligt til at forhindre eller afhjælpe alle tilfælde af diskri-
mination i forholdet mellem private.
268
Positive pligter for staten vil dog kunne opstå, herunder
navnlig på områder, som normalt reguleres ved lov, og som staten derfor har et vist ansvar for.
269
Det gælder f.eks. vilkårlig nægtelse af adgang til arbejde.
270
2.2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols anvendelse af den 12. tillægsprotokol
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indtil videre kun afsagt relativt få domme eller
afgørelser om den 12. tillægsprotokol. Udvalget har pr. 1. januar 2014 således alene fundet elleve
afgørelser, hvori Domstolen har taget stilling til, om den 12. tillægsprotokol kunne anvendes. Hertil
Se afsnit 22 i den forklarende rapport til protokollen. Der er tale om udvalgets uofficielle oversættelse af det pågæl-
dende afsnit.
263
Se afsnit 23 i den forklarende rapport til protokollen.
264
Se afsnit 23 i den forklarende rapport til protokollen.
265
Se afsnit 19 i den forklarende rapport til protokollen.
266
Se f.eks. dom af 28. maj 1985 i sag nr. 9214/80, 9473/81 og 9474/81,
Abdulaziz, Cabales og Balkandali mod Stor-
britannien.
267
Se afsnit 25 i den forklarende rapport til protokollen.
268
Se afsnit 26 i den forklarende rapport til protokollen.
269
Se afsnit 27 i den forklarende rapport til protokollen.
270
Se afsnit 28 i den forklarende rapport til protokollen.
262
307
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0318.png
kommer et større antal sager, hvor klagerne har påberåbt sig den 12. tillægsprotokol sammen med
flere bestemmelser i konventionen eller de øvrige protokoller, men hvor klagen ikke har været til-
strækkelig begrundet. Domstolen har typisk afvist disse sager med følgende begrundelse:
―Having
carefully examined the remainder of the application in the light of all the ma-
terial in its possession, and in so far as the matters complained of are within its compe-
tence, the Court finds that they do not disclose any appearance of a violation of the
rights and freedoms set out in the Convention or its Protocols.‖
271
Der er desuden et mindre antal sager, hvor klager har påberåbt sig tillægsprotokollen over for en
stat, som ikke har tiltrådt den. I disse sager har Domstolen i sagens natur afvist at anvende den 12.
tillægsprotokol over for den pågældende stat.
272
Der er også enkelte sager, som Domstolen har af-
vist
ratione temporis,
fordi det forhold, der klages over, fandt sted, inden det indklagede land til-
trådte protokollen.
273
Ligeledes er der et mindre antal sager, som er afsluttet ved forlig, og hvor
Domstolen derfor ikke har forholdt sig til, om den 12. tillægsprotokol kunne anvendes eller ej.
274
Endelig har Domstolen i medfør af konventionens artikel 35, stk. 1, afvist enkelte sager pga. mang-
lende udtømmelse af nationale retsmidler,
275
eller fordi sagen er indbragt for Domstolen mere end
seks måneder efter, at den endelige nationale afgørelse blev truffet.
276
Af de elleve nævnte sager er kun en sag (første sag) endt med, at Domstolen har statueret en kræn-
kelse af den 12. tillægsprotokol. Otte sager (tredje, femte, sjette, syvende, ottende, niende, tiende og
ellevte sag) er endt med, at Domstolen ikke fandt nogen krænkelse af protokollen. I den anden sag
forelå der en krænkelse af konventionens artikel 14 sammenholdt med artikel 9, og Domstolen vur-
derede derfor ikke, om der tillige forelå en krænkelse af protokollen, mens Domstolen i den sidste
sag (fjerde sag) afviste en klage under henvisning til, at den 12. tillægsprotokol ikke var anvendelig
i en sag om en fremmed statsborgers ophold i en medlemsstat.
2.2.1.
Den første sag, hvori Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anvendt den 12. til-
lægsprotokol, var dom af 22. december 2009 i sag nr. 27996/06 og 34836/06,
Sejdić og Finci mod
Bosnien og Hercegovina.
De to klagere, der var bosniske statsborgere af henholdsvis roma og jø-
disk oprindelse, klagede i denne sag over, at de alene pga. deres etniske oprindelse var udelukket fra
at opstille til det bosniske præsident- og parlamentsvalg. Efter den bosniske forfatning, der blev
Se f.eks. sag nr. 19938/08,
Nikitenko mod Ukraine.
Se f.eks. sag nr. 16931/04,
Coopérative des agriculteurs de la Mayenne and Coopérative laitière Maine-Anjou mod
Frankrig,
sag nr. 14927/12 og 30415/12,
Fehér og Dolník mod Slovakiet
og sag nr. 37142/07,
Mielke mod Tyskland.
273
Se f.eks. sag nr. 34152/06,
Trifunović mod Kroatien.
274
Se f.eks. sag nr. 5505/09,
Mitkovski mod Makedonien,
sag nr. 30760/05,
Miteska-Avramova mod Makedonien
og sag
nr. 18175/11,
Matušan mod Kroatien.
275
Se f.eks. sag nr. 49894/09,
Puttonen mod Finland.
276
Se f.eks. sag nr. 17079/07 og 32824/07,
Radanović og Petrović mod Serbien.
272
271
308
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
udarbejdet som led i Dayton-fredsaftalen,
var disse embeder således forbeholdt det såkaldt ‖konsti-
tuerende folk‖
bestående af personer af bosnisk, kroatisk og serbisk oprindelse.
Domstolen fastslog indledningsvis, at diskrimination på baggrund af race eller etnisk oprindelse
skal underlægges den strengest mulige prøvelse, jf. dommens præmis 44. Domstolen anerkendte i
den forbindelse, at forfatningen var blevet udfærdiget med henblik på at afslutte en blodig konflikt,
hvilket kunne forklare
uden nødvendigvis at retfærdiggøre
at adgangen til de højeste folkevalgte
embeder var blevet forbeholdt bosniere, kroater og serbere, jf. præmis 45. Domstolen fandt imidler-
tid ikke grundlag for at tage nærmere stilling til, om hensynet til at bevare fred i Bosnien og Herce-
govina fortsat kunne være et sagligt hensyn, idet udelukkelsen af klagerne fra at stille op under alle
omstændigheder var uproportional, jf. præmis 47-49. Domstolen henviste i den forbindelse bl.a. til,
at der eksisterer mekanismer til magtdeling, som ikke automatisk fører til en total udelukkelse af
minoriteter fra offentlige embeder. Domstolen konkluderede på den baggrund, at udelukkelsen af
klagerne fra at stille op til de nævnte embeder udgjorde diskrimination i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 3 i den 1. tillægsprotokol og
den 12. tillægsprotokols artikel 1. I den forbindelse fastslog Domstolen bl.a., at begrebet ‖diskrimi-
nation‖ i konventionens artikel 14 og den 12. tillægsprotokols
artikel 1 skal fortolkes ens, jf. præmis
55:
‖The
notion of discrimination has been interpreted consistently in the Court's jurispru-
dence concerning Article 14 of the Convention. In particular, this jurisprudence has
made it clear that
―discrimination‖ means treating differently, without an objective and
reasonable justification, persons in similar situations (see paragraphs 42-44 above and
the authorities cited therein). The authors used the same term, discrimination, in Article
1 of Protocol No. 12. Notwithstanding the difference in scope between those provisions,
the meaning of this term in Article 1 of Protocol No. 12 was intended to be identical to
that in Article 14 (see the Explanatory Report to Protocol No. 12, § 18). The Court does
not therefore see any reason to depart from the settled interpretation of ―discrimination‖,
noted above, in applying the same term under Article 1 of Protocol No. 12 (as regards
the case-law of the UN Human Rights Committee on Article 26 of the International Co-
venant on Civil and Political Rights, a provision similar
although not identical
to
Article 1 of Protocol No. 12 to the Convention, see Nowak, CCPR Commentary, N.P.
Engel Publishers, 2005, pp. 597-634).‖
2.2.2.
I den anden sag, jf. dom af 9. december 2010 i sag nr. 7798/08,
Savez Crkava ”Riječ �½ivota”
m.fl. mod Kroatien,
skulle Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tage stilling til en klage fra
en række reformistiske kirker, der
i modsætning til andre religiøse samfund i Kroatien
var ude-
lukket fra at tilbyde religionsundervisning i offentlige skoler og børnehaver samt opnå officiel aner-
kendelse af deres religiøse ægteskaber, idet de nationale myndigheder nægtede at indgå en aftale
med kirkerne om deres retsstilling. Denne udelukkelse mv. af kirkerne udgjorde efter Domstolens
opfattelse diskrimination i strid med konventionens artikel 14, jf. artikel 9 (religionsfrihed). Dom-
309
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
stolen fandt herefter ikke grundlag for at vurdere, om forholdet tillige udgjorde en krænkelse af ar-
tikel 1 i den 12. tillægsprotokol.
2.2.3.
I den tredje sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 14. december 2010 i sag nr. 39973/07,
Erel og
Damdelen mod Cypern,
fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol det ikke i strid med
artikel 3 i den 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
hvorefter
staterne forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under for-
hold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende
forsamling
at Cypern stillede krav om sædvanligt opholdssted i de af regeringen kontrollerede
områder af Cypern for at borgere kunne stemme og stille op til parlamentsvalget. Domstolen fandt
det endvidere ikke bevist, at klagerne, der var af tyrkisk-cypriotisk oprindelse og boede i den nord-
lige del af øen, var blevet diskrimineret i strid med konventionens artikel 14 sammenholdt med arti-
kel 3 i den 1. tillægsprotokol og den 12. tillægsprotokols artikel 1. Domstolen udtalte i den forbin-
delse følgende:
‖ …
the Court reiterates that discrimination, both for the purposes of Article 14 of the
Convention and Article 1 of Protocol No. 12 to the Convention, means treating diffe-
rently, without an objective and reasonable justification, persons in relevantly similar
situations
… However, not every difference in treatment will amount to a violation of
these provisions. It must be established that other persons in an analogous or relevantly
similar situation enjoy preferential treatment and that this distinction is discriminatory
… Even where there is a difference in treatment, no discrimination will arise if the
measure has objective and reasonable justification, pursues a legitimate aim and there is
a reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim
sought to be realised …
In the present case, however, there is no evidence that the applicants have been discri-
minated against: the applicants have not indicated in comparison to whom they have
been treated differently nor have they submitted evidence that they have been treated
less favourably than other persons who were in a comparable or ―relevantly‖ similar sit-
uation. Insofar as the applicants might seek to compare themselves to Turkish Cypriots
who resided in the Government-controlled area and who may vote and stand for election
subject to applicable conditions, the Court would not consider that this is a valid com-
parison group. Even if it were, for the reasons given above, there is objective and rea-
sonable justification and a legitimate basis for distinguishing for electoral purposes be-
tween those Turkish Cypriots who chose to remain in the ―TRNC‖ under the day-to-day
administration of the de facto authorities and those Turkish Cypriots who lived within
the area controlled by the Government, subject to the direct impact of the measures
adopted by the legislature of the Republic.
Insofar as the applicants might seek to compare themselves to Greek Cypriots living in
the Government-controlled
area, the same reasoning would essentially apply.‖
310
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.2.4.
I den fjerde sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 13. september 2011 i sag nr. 33655/06,
Osman
Kane mod Cypern,
blev det gjort gældende, at det var i strid med bl.a. artikel 1 i den 12. tillægspro-
tokol, at de cypriotiske myndigheder ikke havde givet klageren opholdstilladelse, men i stedet hav-
de arresteret og tilbageholdt ham for ulovlig indrejse. Ved dom af 13. september 2011 afviste Dom-
stolen klagen, idet den bl.a. bemærkede:
‖The
applicant submitted a number of complaints under Articles 2, 3, 7, 8 and 13 of the
Convention and Articles 4 of Protocol No. 4 and 1 of Protocol No. 12. He also invoked
all the remaining Protocols to the Convention.
First of all, in so far as the applicant complains about the fact that the authorities have
not granted him a long-term residence permit and have refused to grant him asylum, it is
the Court’s well-established
position that Contracting States have the right to control the
entry, residence and expulsion of aliens. The right to asylum is not protected in either
the Convention or its Protocols. Furthermore, the Convention does not, as such, guaran-
tee the right of a foreign national to enter or reside in a given country.
Accordingly, these complaints are incompatible ratione materiae with the provisions of
the Convention within the meaning of Article 35 § 3.‖
2.2.5.
I den femte sag, jf.
admissibilitetsafgørelse af 10. april 2012 i sag nr. 51552/10, Šimšić mod
Bosnien og Hercegovina, gjorde klager, der var blevet dømt for krigsforbrydelser, bl.a. gældende, at
det
udgjorde en krænkelse af artikel 1 i den 12. tillægsprotokol, at den statslige domstol (‖the State
Court‖) havde overtaget hans sag fra den ellers kompetente domstol (‖Entity court‖), hvilket ikke
var sket i visse andre sager. Domstolen fandt ingen krænkelse af artikel 1 i den tillægsprotokol, idet
den bemærkede følgende:
‖31. The notion of discrimination has been interpreted consistently in the Court’s juri-
sprudence regarding Article 14 of the Convention. In particular, this jurisprudence has
made it clear
that ―discrimination‖ means treating differently, without an objective and
reasonable justification, persons in similar situations. The authors used the same term,
discrimination, in Article 1 of Protocol No. 12. Notwithstanding the difference in scope
between those provisions, the meaning of this term in Article 1 of Protocol No. 12 was
intended to be identical to that in Article 14
32. In view of the large number of war crimes cases in post-war Bosnia and Herzegovi-
na, it is inevitable that the burden must be shared between Entity courts and the State
Court. Otherwise, the respondent State would not be able to honour its Convention obli-
gation to bring to justice those responsible for serious violations of international huma-
nitarian law within a reasonable time
Since the State Court decided to take over this
case from an Entity court on the basis of objective and reasonable criteria (such as, the
sensitivity and complexity of the case) rather than on the basis of the applicant’s per-
sonal characteristics (such as, his origin or religion), there is no appearance of a breach
of Article 1 of Protocol No. 12
Therefore, this complaint is manifestly ill-founded
and must be rejected
…‖
311
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.2.6.
I den sjette sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 23. oktober 2012 i sag nr. 34880/12,
Ramaer og
Van Willigen mod Nederlandene,
skulle Domstolen tage stilling til spørgsmålet om diskrimination i
forbindelse med sundhedsforsikring. Klagerne var nederlandske statsborgere, som var bosiddende i
henholdsvis Belgien og Spanien, og som modtog nederlandsk alderspension. Indtil den 1. januar
2006 var de omfattet af den private nederlandske sundhedsforsikring, som gav dem ret til sund-
hedsydelser i henhold til nederlandske standarder. Efter ikrafttrædelsen af en ny lov om sygeforsik-
ring blev systemet pr. 1. januar 2006 imidlertid ændret, således at klagerne i kraft af Rådets forord-
ning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejds-
tagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, alene fik ret til sundhedsydel-
ser i henhold til bopælsstatens lovgivning. Klagerne gjorde gældende, at lovændringen var i strid
med bl.a. artikel 1 i den 12. tillægsprotokol
Domstolen anerkendte, at bopæl i forhold til anvendelsen af artikel 1 i den 12. tillægsprotokol udgør
‖an aspect of personal status‖,
og at ikrafttrædelsen af den nye lov om sundhedsforsikring havde
medført, at klagerne blev behandlet anderledes end nederlandske statsborgere bosat i Nederlandene,
ligesom klagerne også indbyrdes blev behandlet forskelligt alt efter deres bopælsland. Der var efter
Domstolens opfattelse imidlertid ikke tale om sammenlignelige situationer. Domstolen udtalte i den
forbindelse følgende:
‖98.
In Carson and Others
… the Court was called
upon to consider differential treat-
ment under a publicly-funded pension system that treated pensioners resident in the
United Kingdom differently from pensioners resident in other countries. It pointed out
the essentially national, in the sense of territorial, nature of the pension system there in
issue, which was designed specifically to meet the needs of United Kingdom residents
99.
As is apparent from its drafting history … the Health Care Insurance Act too is in-
tended to provide an essentially territorial system. The standard health care regime ap-
plies to all persons who are lawfully resident in the Netherlands; they are required to
take out insurance which entitles them to health care according to standards set by the
Netherlands Government. To that extent, similar considerations apply in the present
case.
100.
For the applicants, who are ―treaty beneficiaries‖ as a result of their choice to re-
side in other countries of the European Union, it is provided, in accordance with Coun-
cil Regulation (EEC) No. 1408/71, that they shall be entitled in their respective coun-
tries of residence to health care under the same regime as the local population. The
Government of the country concerned is reimbursed for any health care thus provided
by the Netherlands Government, who in turn have the right to require the applicants to
contribute. Any complementary health care insurance is optional.
312
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
101. The Court accordingly finds that the applicants are not in a relevantly similar situa-
tion to Netherlands residents, or to
each other …‖
2.2.7.
I den syvende sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 5. februar 2013 i sag nr. 14366/08,
Vladan
Mijailović mod Serbien,
gjorde klager gældende, at det var i strid med bl.a. artikel 1 i den 12. til-
lægsprotokol, at han ikke havde fået retshjælp til at føre en civil retssag i overensstemmelse med de
nationale regler. Disse regler gav domstolene mulighed for i civile sager at fritage en part for at be-
tale sagsomkostninger, hvis parten var ude af stand til at bære dem. Domstolen afviste klagen, idet
den bl.a. bemærkede følgende:
‖The
Court further notes that, contrary to Article 14 of the Convention, Article 1 of Pro-
tocol No. 12 extends the scope of protection to ―any right set forth by law‖ and thus in-
troduces a general prohibition of discrimination. Notwithstanding the difference in
scope between those provisions, the notions of discrimination prohibited by Article 14
and by Article 1 of Protocol No. 12 are to be interpreted in the same manner (see the
Explanatory Report to Protocol No. 12, § 18). In this regard, the Court observes that the
applicant has failed to substantiate or even refer to any discriminatory differences in
treatment in the present case. It follows that this complaint is manifestly ill-founded and
must be rejected in accordance with Article 35 §§ 3 and 4 of the Convention.‖
2.2.8.
I den ottende sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 4. juni 2013 i sag nr. 28233/08, 56190/08 og
239/11,
Kudumija mod Bosnien og Hercegovina og Serbien og Remenović og Mašović mod Bosnien
og Hercegovina,
skulle Domstolen bl.a. tage stilling til, om det var i strid med konventionens artikel
14 sammenholdt med artikel 1 i den 1. tillægsprotokol og artikel 1 i den 12. tillægsprotokol, at Bos-
nien og Hercegovina kun udbetalte 50 pct. af den pension, som personer, der havde tjent i den jugo-
slaviske (SFRY) hær op til 1992 (såkaldt ‖JNA personel‖), havde optjent.
Domstolen afviste kla-
gen, idet den bl.a. bemærkede følgende:
‖50.
As regards the discrimination complaint, the Court notes that the
applicants’ situa-
tion is different from that of any other group of pensioners in Bosnia and Herzegovina
who retired before, during or after the 1992-95 war. JNA personnel in the SFRY were
the only ones who paid their contributions to, and received their pensions from a federal
pension fund
All other employees paid their contributions into the pension funds of
their republic of residence and continued to receive their pensions from the relevant
pension funds after the dissolution of the SFRY. Therefore, there is no comparable
group to the one in the present cases
Furthermore, as regards the fact that members
of the armed forces of the respondent State are granted significantly higher pensions
than average, the Court notes that it also falls within the margin of appreciation of the
respondent State and its freedom to provide advantageous conditions to its own military
personnel who have contributed to the relevant pension fund, without its having to pro-
vide the same level of pension to those who are former members of what has become,
from 1992 onwards, the army of another State and who have never paid any contribu-
tion to the fund from which they currently receive their pensions in an amount that is
nonetheless higher than the average pension in the country.
313
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
51. Lastly, as regards the fact that JNA pensioners living in the Republika Srpska con-
tinue to receive their pension from the JNA Fund, the Government submitted that the
Constitution of Bosnia and Herzegovina permits the Entities to establish special parallel
relationships with its neighbouring States, consistent with the sovereignty and territorial
integrity of Bosnia and Herzegovina
The payment of JNA pensions appears to be
based on such an ad hoc agreement between the Republika Srpska and Serbia. In that
regard, the Court agrees with the Government that Bosnia and Herzegovina cannot be
held responsible for the fact that the pension fund of an independent State has chosen to
continue the payment to certain categories of pensioners.
52. In these circumstances,
the Court does not consider that the applicants’ right to de-
rive benefits from the social insurance scheme was affected in a manner contrary to Ar-
ticle 1 of Protocol No. 1. It did not result in the essence of their pension rights being
impaired.
53.
Nor does the Court consider that the change in the level of the applicants’ pensions
amounted to discrimination contrary to Article 14 of the Convention and Article 1 of
Protocol No. 12 to the Convention. It follows that this part of the applications is mani-
festly ill-founded
…‖
2.2.9.
I den niende sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 2. juli 2013 i sag nr. 27126/11, 28084/12,
81046/12 og 81049/12,
Nobel m.fl. mod Nederlandene,
gjorde to af de tre klagere bl.a. gældende, at
det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med
artikel 1 i den 1. tillægsprotokol og artikel 1 i den 12. tillægsprotokol, at de som udlejere med be-
stående uopsigelige lejekontrakter blev behandlet anderledes end udlejere, der indgik nye lejekon-
trakter. Klagerne kunne
i modsætning til udlejere, der indgik nye lejekontrakter
således ikke
kræve den leje, som maksimalt var tilladt i henhold til det nederlandske pointsystem, fordi de var
bundet af en grænse for, hvor meget lejen måtte stige pr. år. Domstolen afviste klagen, idet den bl.a.
bemærkede følgende:
‖42.
Even if it is to be assumed that landlords such as the applicants on the one hand,
and landlords who have newly concluded a tenancy agreement on the other, find them-
selves in a relevantly similar situation and that they are, directly or indirectly, treated
differently, the Court finds, in the light of all the material in its possession, that such dif-
ference in treatment is justified by the interests of the social protection of tenants.‖
2.2.10.
I den tiende sag, jf. dom af 18. juli 2013 i sag nr. 2312/08 og 34179/08,
Maktouf og Damja-
nović mod Bosnien og Hercegovina,
skulle Domstolen tage stilling til en sag om straffen for krigs-
forbrydelser. Klagerne i denne sag, der begge var blevet dømt for krigsforbrydelser begået under
krigen i Jugoslavien, gjorde for det første gældende, at de i strid med konventionens artikel 7 var
blevet straffet efter regler, der var strengere end dem, der var gældende på det tidspunkt, hvor de
begik forbrydelserne. Domstolen konstaterede krænkelse for så vidt angår det spørgsmål. Klagerne
gjorde endvidere gældende, at det udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 14 sammenholdt
314
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
med artikel 7 og artikel 1 i den 12. tillægsprotokol til konventionen, at de var blevet dømt ved den
statslige domstol (‖the State Court‖) i stedet for ved en af domstolene i landets to enheder (Fødera-
tionen af Bosnien og Hercegovina og Republika Srpska), der generelt gav lavere straffe end den
statslige domstol på det tidspunkt. Den statslige domstol, der består af nationale og internationale
dommere, havde efter de gældende regler kompetence til at overtage sager om krigsforbrydelser på
grund af deres sensitivitet eller kompleksitet, ligesom den kunne overføre mindre sensitive og min-
dre komplekse sager til de kompetente domstole i Bosnien og Hercegovinas to enheder. Domstolen
fandt efter en konkret vurdering, at hverken konventionens artikel 14 sammenholdt med artikel 7
eller artikel 1 i den 12. tillægsprotokol var krænket, idet den bemærkede følgende:
‖81. The notion of discrimination has been interpreted consistently in the Court’s case-
law with regard to Article 14 of the Convention. This case-law has made it clear that
discrimination means treating differently, without an objective and reasonable justifica-
tion, persons in similar situations. The same term, discrimination, is also used in Article
1 of Protocol No. 12. Notwithstanding the difference in scope between those provisions,
the meaning of this term in Article 1 of Protocol No. 12 was intended to be identical to
that in Article 14
82. In the present case, the Court first notes that given the large number of war crimes
cases in post-war Bosnia and Herzegovina, it is inevitable that the burden must be
shared between the State Court and Entity courts. If not, the respondent State would not
be able to honour its Convention obligation to bring to justice those responsible for se-
rious violations of international humanitarian law in a timely manner
83. The Court is aware that the Entity courts imposed in general lighter sentences than
the State Court at the relevant time
but that difference in treatment is not to be ex-
plained in terms of personal characteristics and, therefore, does not amount to discrimi-
natory treatment. Whether a case was to be heard before the State Court or before an
Entity court was a matter decided on a case-by-case basis by the State Court itself with
reference to objective and reasonable criteria
Accordingly, in the particular circums-
tances of this case, there is no appearance of a violation of either Article 14 taken in
conjunction with Article 7 of the Convention or of Article 1 of Protocol No. 12
84. The applicants’ discrimination
complaint is therefore manifestly ill-founded and
must be rejected
…‖
2.2.11.
I den ellevte sag, jf. admissibilitetsafgørelse af 17. september 2013 i sag nr. 9765/09,
Noel
de Bruin mod Nederlandene,
skulle Domstolen tage stilling til en sag, hvor klagers tilladelse (i sa-
gen benævnt ‖toleration decision‖) til at drive en såkaldt ‖coffee shop‖ var blevet tilbagekaldt, idet
han gentagne gange havde overtrådt vilkårene for tilladelsen. Klager gjorde bl.a. gældende, at tilba-
gekaldelsen af tilladelsen udgjorde diskrimination i strid med konventionens artikel 14 sammen-
holdt med artikel 6 og 13 og artikel 1 i den 12. tillægsprotokol. Han henviste i den forbindelse for
det første til, at efter praksis fra ‖the
Administrative Jurisdiction Division‖
blev kun tildelingen –
men ikke tilbagekaldelsen
– af en ‖toleration decision‖ anset for en afgørelse i forvaltningslovens
315
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(‖the General Administrative Law Act‖) forstand. For det andet henviste han til, at detailbutikker
med tilladelse til at sælge alkohol blev behandlet anderledes end butikker med tilladelse til at sælge
såkaldte ‖bløde stoffer‖ som f.eks. hash, idet der var mulighed for at appellere en tilbagekaldelse af
retten til at sælge alkohol, men ikke en tilbagekaldelse af retten til at sælge ‖bløde stoffer‖. Domsto-
len afviste klagen, idet den bl.a. bemærkede følgende:
‖69. It remains for the Court to consider the applicant’s complaints under Article 1 of
Protocol No. 12. Unlike Article 14, this Article does not apply solely in combination
with rights or freedoms safeguarded elsewhere in the Convention or its Protocols. The
Court must, however, apply the same substantive test as if Article 14 were applicable ...
70. As to the first complaint, the Court understands the pertinent case-law of the Ad-
ministrative Jurisdiction Division
… to mean that a ―toleration decision‖ can be con-
tested by a person to whom it is not addressed but whose interests are inimical to its
grant. Such a situation is fundamentally different from that in which the applicant finds
himself.
71. As to the second complaint, the Court points out that the sale of alcoholic drink is
not per se unlawful in the Netherlands whereas the sale of soft drugs is.
72.
The applicant is thus not in a ―relevantly similar situation‖ to those
with whom he
compares himself. It follows that this part of the application is manifestly ill-founded
and must be rejected ...‖
2.2.12.
Den indtil videre sparsomme praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved-
rørende den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver i sagens
natur kun begrænset vejledning om rækkevidden og indholdet af protokollens forbud mod diskrimi-
nation.
Det står efter Domstolens praksis dog klart, at begrebet ‖diskrimination‖ i konventionens
artikel 14 og den 12. tillægsprotokols artikel 1 skal fortolkes og anvendes på samme måde. Der kan
endvidere udledes visse tendenser af Domstolens praksis. For det første synes der i praksis at være
en tendens til, at Domstolen først undersøger, om konventionens artikel 14 er krænket. Hvis det er
tilfældet, prøver Domstolen som udgangspunkt ikke, om der tillige foreligger en krænkelse af den
12. tillægsprotokol, jf. sag nr. 7798/08,
Savez Crkava ”Riječ �½ivota” m.fl. mod Kroatien.
For det
andet illustrerer praksis, at det ikke er enhver forskelsbehandling, som er omfattet af protokollen.
Der foreligger f.eks. ikke diskrimination, hvis der ikke er tale om sammenlignelige situationer, jf.
sag nr. 34880/12,
Ramaer og Van Willigen mod Holland.
2.3. Erfaringer fra andre lande
Til brug for udvalgets arbejde er der indhentet oplysninger fra Finland, Frankrig, Island, Nederlan-
dene, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland og Østrig. De pågældende lande er blevet spurgt til
hidtidige erfaringer med den 12. tillægsprotokol (Finland og Nederlandene) samt eventuelle overve-
316
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0327.png
jelser om tiltrædelse af protokollen (Frankrig, Island, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland og
Østrig).
De hørte landes (og Danmarks) tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol ser i skemaform således ud:
Danmark
Finland
Frankrig
Island
Nederlandene
Norge
Storbritannien
Sverige
Tyskland
Østrig
-
Finland
Undertegnet
---
04.11.00
---
04.11.00
04.11.00
15.01.03
---
---
04.11.00
04.11.00
Tiltrådt
---
17.12.04
---
---
28.07.04
---
---
---
---
---
Ikrafttræden
---
01.04.05
---
---
01.04.05
---
---
---
---
---
Finland tiltrådte den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention den 17.
december 2004. Tiltrædelse af tillægsprotokollen, der trådte i kraft den 1. april 2005, krævede ingen
ændringer i den finske lovgivning.
De nationale domstole henviser efter det oplyste sjældent til den 12. tillægsprotokol. Der henvises i
stedet til den nationale lovgivning, hvori protokollen er inkorporeret. Finland har i den forbindelse
henvist til, at principperne om ligestilling og forbud mod diskrimination indgår i den nationale lov-
givning, herunder den finske ligestillingslov, der indeholder et forbud mod forskelsbehandling på
grund af nationalitet, sprog, handicap, alder, religion, tro, overbevisning, helbred, seksuel oriente-
ring og andre personlige karakteristika.
-
Frankrig
Frankrig overvejer efter det oplyste ikke at tiltræde den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, idet man er i tvivl om protokollens anvendelighed. Frankrig har i
den forbindelse henvist til, at man allerede er en del af en række internationale instrumenter, der
forbyder diskrimination, herunder FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s
konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s konvention om afskaffelse af
alle former for diskrimination mod kvinder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Frankrig har endvidere bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol allerede i dag
konfronteres med et stigende antal sager. Med den 12. tillægsprotokol vil dette antal blive forøget.
317
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0328.png
Efter Frankrigs opfattelse har Domstolen med en dynamisk fortolkning af Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions artikel 14 desuden allerede et tilstrækkeligt instrument.
-
Island
Island har oplyst, at den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke
er et af de menneskerettighedsinstrumenter, som prioriteres på nuværende tidspunkt.
-
Nederlandene
Nederlandene tiltrådte den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
den 28. juli 2004. Protokollen trådte i kraft for Holland den 1. april 2005.
De nederlandske overvejelser forud for tiltrædelsen af den 12. tillægsprotokol bestod efter det oply-
ste af to led. For det første blev det vurderet, at nationale regler var i overensstemmelse med proto-
kollens bestemmelser, hvorfor en tiltrædelse ikke ville kræve ændringer af den nationale lovgiv-
ning. Der blev heller ikke forudset at være problemer med, at protokollen ved en tiltrædelse ville
blive direkte anvendelig. For det andet blev det vurderet, at en tiltrædelse af protokollen ville sende
et vigtigt udenrigspolitisk signal om, at Holland støtter op om Europarådet og dets normer og vær-
dier. Hertil kom, at man gerne ville fremstå som en frontløber inden for menneskerettigheder.
-
Norge
Norge undertegnede den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i
2003, men har endnu ikke tiltrådt denne.
I 2007 nedsatte den norske regering et udvalg, som bl.a. fik til opgave at overveje spørgsmålet om
tiltrædelse af tillægsprotokollen. Udvalget afgav sine anbefalinger i 2009, men var delt i spørgsmå-
let om, hvorvidt Norge burde tiltræde protokollen.
Et flertal af udvalgets medlemmer (fem ud af ni medlemmer) anbefalede ikke at tiltræde protokol-
len. Dette skyldtes navnlig, at de var usikre på, hvad Norge i tilfælde af en tiltrædelse ville forpligte
sig til. Flertallet frygtede bl.a., at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil give protokollen
et indhold, som indebærer, at der indføres et generelt saglighedskrav på menneskeretligt grund-
lag.
277
Flertallet bemærkede desuden, at kun en mindre del af Europarådets medlemslande har til-
Flertallets argument
var: ‖Ett sikkert holdepunkt er EMDs metodiske tilnærming til konvensjonens rettighets-
bestemmelser. Flertallet merker seg at domstolen virker som pådriver for en utvikling og utvidelse av konvensjonens
rettighetsbestemmelser. EMDs dynamiske fortolkningsstil kan tenkes å gi tilleggsprotokollen et innhold som innfører et
generelt saklighetskrav på menneskerettslig grunnlag, som norsk rett og myndighetspraksis må forholde seg til.
277
318
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0329.png
trådt protokollen. I den forbindelse hæftede flertallet sig ved, at mens Finland og Nederlandene har
tiltrådt protokollen, har lande som Danmark, Island og Sverige samt førende EU-lande som Frank-
rig, Storbritannien og Tyskland netop på grund af usikkerheden om protokollens rækkevidde
ikke
tiltrådt denne.
Et mindretal i udvalget (fire ud af ni medlemmer) anbefalede omvendt, at Norge skulle tiltræde pro-
tokollen. Mindretallet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonventions artikel 14 ikke yder tilstrækkelig beskyttelse mod diskrimination, samt at Norge i
henhold til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder allerede har en folke-
retlig forpligtelse til at beskytte mod diskrimination, som går videre end forpligtelserne efter den 12.
tillægsprotokol. Mindretallet bemærkede endvidere, at det efter deres opfattelse ikke var sandsyn-
ligt, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil fortolke protokollens forbud mod diskrimi-
nation således, at der indføres et generelt saglighedskrav.
Hvis protokollen tiltrædes, anbefalede et flertal af udvalgets medlemmer (syv ud af ni medlemmer),
at konventionen i så fald inkorporeres i den norske diskrimineringslov.
Den norske regering har endnu ikke taget stilling til, om den 12. tillægsprotokol bør tiltrædes.
-
Storbritannien
Storbritannien har i første omgang besluttet ikke at tiltræde den 12. tillægsprotokol til Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention, idet man ønsker et bedre erfaringsgrundlag. Der foreligger
efter britisk opfattelse således endnu ikke tilstrækkelige fortolkningsbidrag til protokollen. Storbri-
tannien har desuden givet udtryk for bekymring ved udsigten til, at Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol ved en tiltrædelse vil kunne definere, hvilke kriterier der kan anvendes ved tildeling
af f.eks. sociale ydelser.
-
Sverige
Sverige har hverken undertegnet eller tiltrådt den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention. Efter det oplyste har regeringen imidlertid i en skrivelse vedrørende en natio-
nal handlingsplan for menneskerettigheder 2006-2009 argumenteret for en tiltrædelse af protokol-
len. Dette er sket med udgangspunkt i protokollens generelle sigte og brede anvendelsesområde.
Flertallet mener innføringen av et menneskerettslig begrunnet saklighetskrav med generell anvendelse i norsk rett ikke
er en god løsning, sett på bakgrunn av de menneskerettslige utgangspunkter som utvalget har tatt for sitt arbeid. Det er
utvalgets oppfatning at en utvidelse av et eventuelt generelt saklighetskrav i norsk rett bør skje på en annen måte enn
ved ratifisering av tilleggsprotokollen når en ikke har kunnskap om hvordan denne normen vil bli utformet i praksis fra
en overnasjonal domstol som EMD.‖
319
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Sverige har samtidig fundet, at der er behov for en afklaring af protokollens omfang og indhold, før
en svensk tiltrædelse kan komme på tale. Det er efter svensk opfattelse således bl.a. uklart, i hvilket
omfang positiv særbehandling er tilladt. Endvidere er det uklart, hvilket ansvar staten har for dis-
krimination, som udøves af private, når der ses bort fra statens pligt til at lovgive mod forskelsbe-
handling.
Sverige forventer efter det oplyste, at det kommer til at tage mange år, før Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstol har afgjort tilstrækkeligt mange sager til, at dens praksis giver et tydeligt bil-
lede af protokollens omfang og indhold. Når der engang eksisterer en tilstrækkelig praksis fra Dom-
stolen, vil der blive foretaget en systematisk gennemgang af protokollens indvirkning på svensk
lovgivning.
-
Tyskland
Tyskland har oplyst, at man ikke agter at tiltræde den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention, før der foreligger tilstrækkelig praksis fra Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstol om fortolkningen af protokollen. Det er efter oplyste i den forbindelse navnlig
fortolkningen af begrebet diskrimination på grund af national oprindelse, der skal afklares. Bag-
grunden herfor er, at der i Tyskland findes en række nationale forskrifter, der
efter tysk opfattelse
med rette knytter særlige rettigheder og pligter til en persons nationale oprindelse.
-
Østrig
Østrig har oplyst, at man endnu ikke har tiltrådt den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention, men at man med interesse følger Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstols praksis vedrørende protokollen. Samtidig har Østrig bemærket, at man allerede i dag yder
fuld beskyttelse mod diskrimination.
3. Diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14
Som det fremgår af afsnit 12.2 ovenfor, er formålet med den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention grundlæggende at udvide anvendelsesområdet for det eksisterende
forbud mod diskrimination i konventionens artikel 14. Dette skal ses i lyset af de begrænsninger,
som ligger i ordlyden af artikel 14:
‖Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres
uden
forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning,
national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold,
fødsel eller ethvert andet forhold.‖
320
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0331.png
Artikel 14 er således accessorisk til konventionens øvrige rettigheder, hvilket betyder, at bestem-
melsen kun kan anvendes sammen med én eller flere af disse. Heri ligger intet krav om, at en anden
rettighed skal være krænket, men alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for
rettighedens virkeområde (‖ambit‖).
278
De begrænsninger, som ligger i ordlyden af artikel 14, er i praksis imidlertid blevet reduceret ved
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning af konventionens rettigheder.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt f.eks. ved dom af 27. juli 2004 i sag nr.
55480/00 og 59330/00,
Sidabras og Diautas mod Litauen,
at en national lovbestemmelse, der for-
bød ansættelse af tidligere KGB-ansatte i en række både offentlige og private stillinger, var omfattet
af virkeområdet for konventionens artikel 8. På samme måde har Domstolen fundet, at bl.a. sund-
hedspleje er omfattet af virkeområdet for artikel 8,
279
ligesom den også har henført visse sociale
ydelser til bestemmelsens virkeområde, jf. f.eks. dom af 25. oktober 2005 i sag nr. 58453/00
Niedz-
wiecki mod Tyskland,
hvor Domstolen udtaler, at: ‖by
granting child benefits, States are able to de-
monstrate their respect for family life within the meaning of Article 8 of the Convention; the bene-
fits therefore come within
the scope of that provision‖, jf. præmis 31.
Herudover har Domstolen i
praksis henført en lang række sociale ydelser til virkeområdet for retten til ejendom i artikel 1 i den
1. tillægsprotokol til konventionen.
280
Domstolens admissibilitetsafgørelse i
Stec
er illustrativ i for-
hold til, hvordan Domstolen definerer virkeområdet for konventionens materielle bestemmelser. I
denne sag fandt Domstolen, at artikel 1 i den 1. tillægsprotokol til konventionen:
―… places no restriction on the Contracting State’s freedom to decide whether or not to
have in place any form of social security scheme or to choose the type or amount of
benefits to provide under any such scheme. If, however, a Contracting State has in force
legislation providing for the
payment as of right of a welfare benefit … that legislation
must be regarded as generating a proprietary interest falling within the ambit of Article
1 of Protocol No. 1 for persons satisfying its requirements. In cases … concerning a
complaint under Article 14 in conjunction with Article 1 of Protocol No. 1 that the ap-
plicant has been denied all or part of a particular benefit on a discriminatory ground
covered by Article 14, the relevant test is whether, but for the condition of entitlement
about which the applicant complains, he or she would have had a right, enforceable un-
der domestic law, to receive the benefit in question.‖
281
Jf. f.eks. dom af 28. maj 1985 i sag nr. 9214/80, 9473/81 og 9474/81,
Abdulaziz, Cabales og Balkandali mod Stor-
britannien.
Se endvidere Peer Lorenzen m.fl.: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 3. udgave (2011), side
965.
279
Se f.eks. dom af 4. januar 2005 i sag 14462/03,
Pentiacova m.fl. mod Moldavien.
280
Se f.eks. dom af 30. september 2003 i sag nr. 40892/98,
Koua Poirrez mod Frankring,
dom af 6. januar 2006 i sag
nr. 58641/00,
Hoogendijk mod Holland og
dom af 15. september 2009 i sag 10373/05,
Moskal mod Polen.
281
Se afgørelse af 6. juli 2005 i sag nr. 65731/01 og 65900/01,
Stec m.fl. mod Storbritannien,
præmis 54.
278
321
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0332.png
Domstolen har parallelt hermed, f.eks. ved dom af 16. marts 2010 i sag nr. 42184/05,
Carson m.fl.
mod Storbritannien,
bekræftet, at dette efter domstolens faste praksis
282
betyder, at forbuddet mod
diskrimination i konventionens artikel 14 går videre end nydelsen af de i konventionen anerkendte
rettigheder og friheder og ikke forudsætter, at der er sket en krænkelse af andre bestemmelser i
konventionen:
―It applies also to those additional rights, falling within the general scope of any Con-
vention article, for which the State has voluntarily decided to provide‖.
283
Der kan som eksempel nævnes sag nr. 43546/02,
E.B. mod Frankrig,
hvor Domstolen skulle tage
stilling til et afslag om adoption, som de franske myndigheder havde givet med den reelle begrun-
delse, at klager var homoseksuel. Her fastslog Domstolen, at selv om retten til adoption ikke nød-
vendigvis er en rettighed efter konventionens artikel 8, så skal retten til adoption gennemføres på en
ikke-diskriminerende måde, når den først er indført, som det var tilfældet i Frankrig. Et andet ek-
sempel er Domstolens admissibilitetsafgørelse i
Stec,
der er omtalt ovenfor, hvor Domstolen fast-
slår, at selv om medlemsstaterne efter konventionen frit kan vælge, om man ønsker at etablere en
kontanthjælpsordning, og hvilke ydelser en sådan ordning i givet fald skal omfatte, så skal artikel
14 respekteres, hvis ordningen faktisk etableres.
Forskellen på anvendelsesområdet for henholdsvis artikel 14 og den 12. tillægsprotokols artikel 1 er
således i praksis ikke så stor, som ordlyden af bestemmelserne indikerer, fordi Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol har anlagt en bred forståelse af anvendelsesområdet for konventionens
artikel 14. Der vil dog fortsat være sager om diskrimination, som konventionens artikel 14 ikke
umiddelbart vil kunne anvendes i forhold til. Da den 12. tillægsprotokol indeholder et selvstændigt
forbud mod diskrimination, som kan anvendes uafhængigt af konventionens øvrige rettigheder, vil
en tiltrædelse af protokollen således betyde, at også disse sager kan indbringes for Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
4. Diskriminationsforbuddet i EU’s Charter om grundlæggende
rettigheder
Det Europæiske Råd besluttede i juni 1999 at udarbejde et charter, der skulle gøre de grundlæggen-
de rettigheder i EU mere synlige. Charteret indeholder rettigheder fra bl.a. EU's traktater, internati-
onale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske
Socialpagt, samt medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Det afspejler også de
principper, der følger af EU-Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens retspraksis.
Se f.eks. sag nr. 1474/62, 1677/62, 1691/62, 1769/63, 1994/63 og 2126/64,
Den Belgiske Sprogstrid (case relating to
certain aspects of the laws on the use of languages in education in Belgium v. Belgium).
283
Se præmis 63.
282
322
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0333.png
Arbejdet med Charteret blev påbegyndt den 17. december 1999. Resultatet blev fremlagt for Det
Europæiske Råd i Biarritz den 13.-14. oktober 2000. Charteret blev formelt bekendtgjort i Nice i
december 2000 af Europa-Parlamentet,
Rådet og Kommissionen som EU’s Charter om grundlæg-
gende rettigheder. Charterets rettigheder er inddelt i seks kapitler (Værdighed, Friheder, Ligestil-
ling, Solidaritet, Borgerne i Unionens medlemsstater og Retfærdighed i retssystemet), idet et syven-
de kapitel indeholder almindelige bestemmelser.
Med Lissabon-Traktaten er Charteret
og dermed diskriminationsforbuddet i artikel 20 og 21
den
1. december 2009 blevet juridisk bindende og har fået samme status som traktaterne, jf. EU-
traktatens art. 6, stk. 1. Det betyder, at Charteret i dag har forrang for national ret, som i tilfælde af
konflikt derfor må tilsidesættes.
EU’s
Charter om grundlæggende rettigheder fastslår i artikel 20, at
”[a]lle mennesker er lige for
loven”.
Endvidere fremgår følgende af Charterets artikel 21:
‖Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, ge-
netiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et
nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert
andet forhold er forbudt.‖
Charteret er dog samtidig underlagt den begrænsning, at det kun gælder for medlemsstaterne,
”når
de gennemfører EU-retten”,
jf. Charterets artikel 51. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
‖Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agen-
turer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gen-
nemfører EU-retten. De respekterer derfor rettighederne, overholder principperne og fremmer
anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer og under over-
holdelse af grænserne for de kompetencer,
der er tildelt Unionen i traktaterne.‖
Formuleringen ‖kun når de gennemfører EU-retten‖ skal ikke forstås således, at Charteret
alene
binder medlemsstaterne, når de implementerer EU-ret eller træffer afgørelser i medfør heraf. I den
forklarende rapport til Charterets
artikel 51 anvendes således kriteriet, ‖når medlemsstaterne hand-
ler inden for rammerne af EU-retten‖.
EU-Domstolen
har desuden forudsat, at Charteret gælder
generelt inden for EU-rettens anvendelsesområde, dvs. også på områder hvor ingen sekundær EU-
ret finder anvendelse.
284
Derimod finder Charteret ikke anvendelse på retsakter, som danske myn-
digheder udsteder uden for EU-rettens saglige anvendelsesområde.
285
Charteret har således grund-
Se dom af 15. november 2001 i sag C-256/11,
Dereci.
Se endvidere dommen af 21. december 2011 i de forenede
sager C-411/10 og C-493/10,
N.S.
285
Se dom af 12. november 2010 i sag C-339/10,
Asparuhov Estov,
dom af 15. september 2011 i de forenede sager C-
483/09 og C-1/10,
Gueye,
samt kendelse af 1. marts 2011 i sag C-457/09,
Chartry.
284
323
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0334.png
læggende samme anvendelsesområde som EU-rettens uskrevne grundrettigheder, der er udviklet i
EU-Domstolens praksis.
286
Forbuddet mod diskrimination i Charterets artikel 20 og 21 er inden for arbejdsmarkedet i øvrigt
nærmere konkretiseret ved en række direktiver.
287
Kommissionen fremsatte den 2. juli 2008 desu-
den for Rådet et forslag til direktiv om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset reli-
gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det fremsatte forslag til direktiv indeholder
en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser fra direktivets
anvendelsesområde. Der arbejdes derfor fortsat på at få belyst en række spørgsmål vedrørende for-
slagets nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere mere gene-
relle bestemmelser. Siden fremlæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under
hvert af de løbende formandskaber, men uden at afgørende fremskridt er opnået.
4.1. Danske domstoles anvendelse af Charterets diskriminationsforbud
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder
synes indtil videre kun at være påberåbt for eller an-
vendt af de danske domstole i et begrænset antal sager. Udvalget har ved en søgning i Ugeskrift for
Retsvæsen således alene fundet fem sager (pr. 1. januar 2014), hvoraf kun en enkelt vedrører Char-
terets artikel 20 eller 21. For så vidt angår de fire øvrige sager, hvor Charteret er påberåbt, har en
enkelt (U2009.504Ø) vedrørt Charterets artikel 1 (den menneskelige værdighed) og artikel 3 (ret til
respekt for menneskets integritet), mens tre sager (U2011.1788H, U2011.1794H og U2011.1800H)
har vedrørt artikel 47 (adgang til effektive retsmidler).
Den nævnte sag, som vedrører Charterets artikel 20 eller 21, er Højesterets dom af 21. marts 2007
refereret i U2007.1519H. Sagen vedrørte spørgsmålet om overenskomstmæssig løn under ansættel-
se i jobtræning. Sagsøger (A), der var cand. jur. og medlem af Danmarks Jurist- og Økonomfor-
bund, var fra den 1. juni 2001 til den 31. maj 2002 ansat i Energistyrelsen. Under ansættelsen fik
sagsøger løn i overensstemmelse med det lønloft, som var angivet i § 13, stk. 2, i den dagældende
lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik. Efter ansættelsen lagde sagsøger sag an mod Energistyrelsen
med påstand om, at hun under ansættelsen havde været berettiget til fuld overenskomstmæssig løn.
Se dom af 26. februar 2013 i sag C-617/10, Åklagaren mod Hans Åkerberg Fransson.
Se direktiv 2010/41/EU om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv,
direktiv 2010/18/EU om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, direktiv 2006/54/EF
om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med be-
skæftigelse og erhverv, direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstalt-
ninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født,
eller som ammer, direktiv 79/7/EØF om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til social sikring, direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv, direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse, direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse og direktiv 97/81/EF
om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde.
287
286
324
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0335.png
Sagsøger henviste i den forbindelse navnlig til, at der ikke var indgået en aftale om jobtræning med
lønloft, at en aftale under alle omstændigheder måtte tilsidesættes efter aftalelovens § 33 og § 36,
samt at
aktiveringstilbuddet uden overenskomstmæssig løn var i strid med bl.a. EU’s Charter om
grundlæggende rettigheder. Højesteret udtalte følgende:
‖Det fremgår såvel af A's aftale med arbejdsformidlingen om en individuel handlings-
plan som af hendes ansættelsesbrev med Energistyrelsen, at hun blev ansat i jobtræning
hos en offentlig arbejdsgiver med et lønloft som angivet i § 13, stk. 2, i den dagældende
lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, med henblik på at hun kunne opnå ansættelse på
det ordinære arbejdsmarked. I overensstemmelse hermed udførte A i ansættelsesperio-
den almindeligt sagsbehandlingsarbejde til den aftalte løn. Der er efter aftalens lovmæs-
sige baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte den i medfør af aftalelovens § 33 og §
36.
Herefter, og da det, A i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster
Højesteret dommen.‖
Energistyrelsen blev således frifundet.
4.2. EU-Domstolens praksis vedrørende Charterets diskriminationsforbud
Efter at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder blev juridisk bindende med Lissabon-
Traktaten, er mængden af sager om Charteret ved EU-Domstolen steget markant. Det er dog kun et
mindre antal af sagerne, der har vedrørt forbuddet mod diskrimination i Charterets artikel 20 og 21.
Udvalget er (pr. 1. januar 2014) således alene bekendt med fire sager, hvor EU-Domstolen eksplicit
inddrager de pågældende bestemmelser i Charteret ved afgørelsen.
4.2.1.
I den første dom af 14. september 2010 i sag C-550/07 P,
Akzo Nobel,
skulle EU-Domstolen
tage stilling til en sag, der udsprang af en kontrolundersøgelse, som EU-kommissionen i samarbejde
med de britiske konkurrencemyndigheder havde gennemført hos firmaerne Akzo Nobel Chemicals
Ltd. og Akcros Chemicals Ltd. I forbindelse med denne kontrolundersøgelse havde EU-
kommissionen lagt til grund, at firmaernes korrespondance med interne advokater
i modsætning
til korrespondancen med eksterne advokater
ikke var omfattet af princippet om fortrolighed i for-
holdet mellem advokat og klient. Spørgsmålet for EU-Domstolen var herefter bl.a., om dette var i
strid med princippet om ligebehandling, jf. Charterets artikel 20 og 21. EU-Domstolen bemærkede
indledningsvis, at princippet om ligebehandling er et grundlæggende princip i EU-retten, som kræ-
ver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles
ens, medmindre dette er objektivt begrundet, jf. præmis 54-55. Hertil bemærkede Domstolen, at
”trods sin eventuelle bestalling som advokat og forskellige fagetiske forpligtelser har en intern ad-
vokat ikke samme grad af uafhængighed i forhold til sin arbejdsgiver, som en advokat, der udøver
sit hverv på et eksternt advokatkontor, har over for sin klient”,
jf. præmis 56. Domstolen udtalte
325
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
endvidere, at
”denne forskel i uafhængighed [bevarer] fuldt ud sin betydning, selv om den nationale
lovgiver … tilstræber at ligestille eksterne advokater og interne advokater”,
jf. præmis 57. Domsto-
len lagde herved vægt på, at en sådan ligestilling alene vedrører en virksomhedsjurists adgang til
ved bestallingen at udøve hvervet som advokat, hvorimod den ikke ændrer ved den økonomiske
afhængighed og den personlige identificering for den advokat, som er ansat i virksomheden. På den
baggrund konkluderede Domstolen, at
”den interne advokat befinder sig i en ganske anden situati-
on end en ekstern advokat, således at deres respektive situationer ikke er
sammenlignelige”,
jf.
præmis 58. Der forelå dermed ingen tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
4.2.2.
I den anden dom af 16. september 2010 i sag C-149/10,
Chatzi,
skulle EU-Domstolen tage
stilling til, om Grækenland havde pligt til at give forældre til tvillinger dobbelt så lang forældreor-
lov, ligesom hvis børnene var født med kort tids mellemrum. EU-Domstolen bemærkede, at
‖[o]verholdelsen
af ligebehandlingsprincippet, der er et af Unionens almindelige retsprincipper,
hvis grundlæggende karakter
er fastsat i Charterets artikel 20, … ved iværksættelsen af retten til
forældreorlov [skal] tillægges en vægt, der er så meget desto større, som denne sociale rettigheds
grundlæggende karakter selv er anerkendt i Charterets artikel 33, stk. 2‖,
jf. præmis 63. Endvidere
gentog Domstolen, at princippet om ligebehandling kræver, at ensartede situationer ikke behandles
forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre dette er objektivt begrundet,
jf. præmis 64. EU-Domstolen udtalte
i den forbindelse, at ‖[s]elv
om opgaven med pasning af tvil-
linger unægtelig er mere krævende og derfor ikke kan sammenlignes med pasning af et enkelt barn,
må der ikke ses bort fra, at den omstændighed, at tvillinger vokser op og udvikler sig parallelt, in-
debærer synergieffekter, og at opgaven med pasning af dem følgelig ikke nødvendigvis kan sam-
menlignes
med opgaven med pasning af to børn i forskellig alder”,
jf. præmis 67. Endvidere udtalte
Domstolen, at ‖den
nationale lovgiver råder over et vidt spillerum ved fastsættelsen af den ordning
med forældreorlov, der skal gælde for forældre til tvillinger, og som gør det muligt at indrømme
disse forældre en behandling, der tager behørigt hensyn til deres særlige behov‖,
jf. præmis 71.
Samtidig fastslog Domstolen, at en længere forældreorlov ikke var den eneste egnede måde til at
imødekomme forældre til tvillingers særlige behov, idet der også kunne tænkes andre foranstaltnin-
ger, herunder materiel støtte i form af f.eks. adgang til børneinstitutioner eller en økonomisk støtte i
form af f.eks. særlige ydelser, der gør det muligt frit at vælge pasningsform, jf. præmis 73. Domsto-
len overlod det herefter til den nationale ret at efterprøve, om de nationale forskrifter gav tilstrække-
lig mulighed for at imødekomme forældre til tvillingers særlige behov i relation til deres arbejds- og
familieliv, jf. præmis 74.
4.2.3.
I den tredje dom af 1. marts 2011 i sag nr. C-236/09,
Association belge des Consommateurs
Test-Achats,
skulle Domstolen tage stilling til, om en bestemmelse i direktiv 2004/113
som inde-
holdt en undtagelse til direktivets regel om ikke-kønsrelaterede forsikringspræmier og -ydelser
var
gyldig henset til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. EU-Domstolen bemærkede, at
det generelle ligebehandlingsprincip efter fast praksis indebærer, at ensartede situationer ikke må
326
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre dette er objektivt
begrundet, jf. præmis 28. I den forbindelse understregede Domstolen, at
”situationers
sammenlig-
nelighed skal vurderes i lyset af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører den på-
gældende sondring”,
jf. præmis 29. EU-Domstolen fastslog herefter, at det var uforeneligt med
Charterets artikel 21 og 23, at den pågældende bestemmelse gav mulighed for uden tidsbegrænsning
at opretholde en undtagelse til reglen om ikke-kønsrelaterede forsikringspræmier og -ydelser, jf.
præmis 32. Bestemmelsen skulle efter Domstolens opfattelse derfor anses for ugyldig efter udløbet
af en passende overgangsperiode, jf. præmis 33.
4.2.4.
I den fjerde dom af 8. september 2011 i de forenede sager C-297/10 og C-298/10,
Sabine
Hennigs,
skulle EU-Domstolen bl.a. tage stilling til, om det var i strid med forbuddet mod forskels-
behandling på grund af alder, jf. Charterets artikel 21, at en overenskomstmæssig fastsat lønordning
foreskrev, at grundlønnen for en offentlig ansat funktionær skulle fastsættes på grundlag af ved-
kommendes alder ved ansættelsen. EU-Domstolen fandt, at lønordningen indebar en ulige behand-
ling baseret på et alderskriterium, jf. præmis 59, som kun kunne retfærdiggøres, hvis det var objek-
tivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, herunder
f.eks. beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske formål, og hvis midlerne
til at opfylde det pågældende formål var hensigtsmæssige og nødvendige, jf. præmis 61. I den for-
bindelse anerkendte Domstolen, at formålet med lønordningen var at tage hensyn til funktionærer-
nes erhvervserfaring, hvilket udgjorde et legitimt lønpolitisk formål, jf. præmis 72, men ordningen
gik efter Domstolens opfattelse ud over, hvad der var nødvendigt og hensigtsmæssigt, jf. præmis
77. Domstolen henviste i den forbindelse til, at det legitime formål mere hensigtsmæssigt kunne nås
ved at lægge vægt på anciennitet og opnået erhvervserfaring uden hensyntagen til alderen. På den
baggrund konkluderede Domstolen, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af
alder var til hinder for den overenskomstmæssigt fastsatte lønordning, jf. præmis 78.
4.3. Erfaringer fra andre lande med Charterets diskriminationsforbud
Udvalget har indhentet oplysninger fra Finland, Frankrig, Nederlandene, Storbritannien, Sverige,
Tyskland og Østrig. Indberetningerne fra ambassaderne viser, at de hørte lande på nuværende tids-
punkt kun har begrænsede erfaringer med at anvende EU’s Charter om grundlæggende rettigheder
for de nationale domstole.
Nederlandene har således oplyst, at ingen hidtil har påberåbt sig Charterets artikel 20 og 21 for de
nationale domstole. Sverige har ligeledes oplyst, at man ingen erfaringer har med anvendelsen af
Charterets artikel 20 og 21 for de nationale domstole, mens Storbritannien har tilkendegivet ikke at
have væsentlige erfaringer. Storbritannien har i den forbindelse henvist til, at Charterets artikel 20
og 21 kun har været anvendt af de nationale domstole i to sager. Frankrig har henvist til tre sager,
hvor Charterets artikel 20 og 21 har været anvendt.
327
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0338.png
Finland har oplyst, at der i forvejen findes diskriminationsforbud i finsk ret, og at de finske domsto-
le hyppigt henviser hertil i deres praksis. De finske domstole har i nogle sager dog også henvist di-
rekte til Charterets diskriminationsforbud. Det er efter det oplyste bl.a. tilfældet for afgørelserne i
KHO:2011:22 og KHO:2011:107, hvori Högsta Forvaltningsdomstolen anerkendte den juridiske
værdi af Charteret. Charterets diskriminationsforbud bliver efter det oplyste desuden inddraget i
betragtningerne ved lovforslag, herunder bl.a. det nye forslag til en diskriminationslov, der skal
erstatte den gældende lov om ligebehandling.
Tyskland har oplyst, at artikel 21 er blevet anvendt af de tyske domstole efter forelæggelse for EU-
Domstolen. Det har i øvrigt overvejende drejet sig om sager vedrørende gennemførelsen af EU-
retten i Tyskland.
Endelig har udvalget fået oplyst, at de østrigske domstole navnlig har taget udgangspunkt i sag C-
88/08,
Hütter,
der vedrører forskelsbehandling pga. alder. Sagen ses dog ikke umiddelbart at vedrø-
re fortolkningen af Charteret, men er i stedet baseret på Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. novem-
ber 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og
erhverv.
5. Diskriminationsforbuddet i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettig-
heder
Artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indeholder i lighed med artikel
1 i den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt forbud
mod diskrimination.
288
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
‖Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden
nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbe-
handling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen
grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, na-
tional eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.‖
Ligesom den 12. tillægsprotokols artikel 1
og i modsætning til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonventionens artikel 14
– indeholder artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder et selvstændigt diskriminationsforbud, som kan anvendes uafhængigt af de respektive
Der findes i de øvrige FN-menneskerettighedskonventioner en række specielle diskriminationsforbud. Der kan bl.a.
henvises til artikel
2 i FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 2 i FN’s konvention
om afskaffelse af alle former for racediskrimination, artikel 2 i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for dis-
krimination mod kvinder, artikel 2
i FN’s konvention om barnets rettigheder og artikel 5 i FN’s konvention om rettig-
heder for personer med handicap.
288
328
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0339.png
konventioners øvrige rettigheder.
FN’s Menneskerettighedskomité har således i en generel be-
mærkning fastslået følgende:
‖ … the Committee believes that the term "discrimination" as used in the Covenant
should be understood to imply any distinction, exclusion, restriction or preference
which is based on any ground such as race, colour, sex, language, religion, political or
other opinion, national or social origin, property, birth or other status, and which has the
purpose or effect of nullifying or impairing the recognition, enjoyment or exercise by all
persons, on an equal footing, of all rights and freedoms.‖
289
Både den 12. tillægsprotokols artikel 1 og artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder indeholder en ikke udtømmende opregning af diskriminationsgrunde.
Der er imidlertid også forskelle på de to bestemmelser. Artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige
og politiske rettigheder er således
i modsætning til den 12. tillægsprotokols artikel 1
ikke be-
grænset til at omfatte rettigheder, der er fastlagt ved lov. Det kan bl.a. have betydning for omfanget
af staternes positive pligter efter FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Sammen-
lignet med artikel 1 i den 12. tillægsprotokol gør ordlyden af artikel 26 i FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder det således lettere at fortolke bestemmelsen til ikke blot at omfatte
en negativ pligt for staterne til selv at afstå fra at diskriminere, men også til at omfatte en positiv
pligt til at sikre, at der ikke diskrimineres i forholdet mellem private.
290
Den største forskel ligger dog i de systemer til prøvelse, som er tilknyttet henholdsvis Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder.
Hvis en stat har tilsluttet sig den individuelle
klageadgang til FN’s Menneskerettighedskomité, kan
enkeltpersoner indbringe klager om overtrædelse
af artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder for komitéen. Danmark har tilsluttet sig denne klageadgang. Komitéens udta-
lelser er i modsætning til domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol imidlertid ikke
folkeretligt bindende for den indklagede stat. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol
og dermed
en tilslutning til klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
giver derfor ofre
for diskrimination et stærkere processuelt instrument til at håndhæve deres rettigheder.
5.1. FN’s Menneskerettighedskomités praksis vedrørende forbuddet mod diskrimination i
artikel 26
Som anført i afsnit 5 forbyder artikel
26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
diskrimination på grundlag af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse,
national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.
FN’s Menneskerettigheds-
289
290
Se pkt. 7 i General Comment No. 18: Non-discrimination af 10. November 1989.
Se hertil bilag 2 til NOU 2009:14 side 392.
329
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
komités praksis vedrørende forbuddet er omfattende, og det er derfor efter udvalgets opfattelse ikke
muligt inden for rammerne af denne betænkning at give en udtømmende beskrivelse heraf. Gen-
nemgangen nedenfor har derfor alene til formål at give eksempler på, hvordan bestemmelsen i prak-
sis har været anvendt i forhold til de enkelte diskriminationsgrunde. Eksemplerne omfatter som ud-
gangspunkt alene sager, hvor komitéen har fundet en krænkelse af artikel 26, idet der i afsnit 5.1.6
dog gives eksempler på sager, hvor komitéen ikke har fundet, at der forelå diskrimination på grund-
lag af ‖anden stilling‖.
5.1.1.
FN’s Menneskerettighedskomité har behandlet flere sager vedrørende
kønsspecifik diskrimi-
nation.
Som eksempel kan f.eks. nævnes sag nr. 35/1978,
Shirin Aumeeruddy m.fl. mod Maurtitius,
der vedrørte den mauritiske udlændingelov. Denne gav mauritiske mænds hustruer en ubegrænset
ret til ophold, mens mauritiske kvinders mænd skulle skaffe sig en officiel opholdstilladelse. Efter
komitéens opfattelse udgjorde denne forskelsbehandling en krænkelse af konventionens artikel 2,
stk. 1, artikel 3 og artikel 26 sammenholdt med artikel 17, stk. 1 og 23, stk. 1.
Andre eksempler er sag nr. 172/1984,
S.W.M. Broeks mod Nederlandene,
og sag nr. 182/1984,
Zwann-de Vries mod Nederlandene,
der vedrørte kønsspecifikke sondringer i den nederlandske lov
om arbejdsløshedsunderstøttelse. Efter denne lov fik gifte kvinder kun understøttelse, hvis de kunne
påvise, at de var familieforsørgere (‖breadwinners‖), hvilket ikke krævedes
af gifte mænd. Komité-
en fandt, at artikel 26 var krænket, idet forskelsbehandlingen efter komitéens opfattelse ikke var
baseret på rimelige og objektive kriterier. En krænkelse af artikel 26 konstaterede komitéen ligele-
des i sag nr. 415/1990,
Pauger mod Østrig,
som vedrørte den østrigske pensionslov, der indtil 1985
kun havde givet fuld pension til enkemænd, hvis de ikke havde anden indkomst. Det samme krav
stilledes således ikke til enker. I sag nr. 786/1997,
Johannes Vos mod Nederlandene,
fandt komitéen
en krænkelse af artikel 26, fordi klager som mandlig gift tidligere tjenestemand, hvis pension var
opsparet inden 1985, modtog en lavere pension end kvindelige gifte tidligere tjenestemænd, der
havde opsparet deres pension på samme tidspunkt.
Der kan som eksempel også nævnes sag nr. 919/2000,
Müller og Engelhard mod Namibia,
hvor
komitéen skulle tage stilling til, om det udgjorde diskrimination, at udenlandske kvinder i henhold
til den nationale udlændingelovgivning automatisk kunne tage deres namibiske mands efternavn,
hvorimod udenlandske mænd skulle igennem en særlig procedure med ansøgning for at kunne tage
deres namibiske hustrus efternavn. Komitéen konstaterede krænkelse af artikel 26, idet den bl.a.
bemærkede, at ‖in view of the importance
of the principle of equality between men and women, the
argument of a longstanding tradition cannot be maintained as general justification for different
treatment of men and women‖.
Komitéen henviste dog samtidig til sin praksis, hvorefter selv køns-
specifikke sondringer kan retfærdiggøres, hvis de er baseret på rimelige og objektive kriterier.
330
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0341.png
5.1.2.
Komitéen har konstateret krænkelse af artikel 26 i en række sager mod afrikanske og latin-
amerikanske lande, der har
diskrimineret på grundlag af politisk overbevisning eller anden anskuel-
se.
Som eksempel kan f.eks. nævnes sag nr. 198/1985,
Orihuela mod Peru,
som vedrørte en peruvi-
ansk tjenestemand med 26 års anciennitet, der var blevet afskediget uden nogen form for admini-
strative forhandlinger efter regeringsskiftet i Peru i 1985. Klager gjorde gældende, at han og famili-
en var blevet udsat for bagvaskelse og diskrimination som følge af deres politiske opposition til
daværende præsident Alan Garcías regering, og at alle forsøg på oprejsning var blevet mødt af en
politisk motiveret nægtelse af retfærdighed. Navnlig havde han ikke modtaget nogen fratrædelses-
godtgørelse efter 26 års tjeneste. Komitéen fandt, at nægtelsen af fratrædelsesgodtgørelse til klager i
den konkrete sag udgjorde en krænkelse af artikel 26.
5.1.3.
Flere af komitéens sager om
diskrimination på grundlag af tro og religion
har vedrørt værne-
pligt, herunder bl.a. forskelle i behandlingen af indkaldte soldater og militærnægtere. I sag nr.
295/1988,
Järvinen mod Finland,
var spørgsmålet for komitéen f.eks., om det kunne retfærdiggøres
med baggrund i rimelige og objektive kriterier, at militærnægtere skulle aftjene mellem 12 og 16
måneder, mens værnepligtige slap med otte måneder. Et flertal i komitéen fandt i 1990 forskellen
rimelig, idet militærnægtere samtidig med den forlængede tjenestetid var blevet fritaget for den
vanskelige opgave med at overbevise et undersøgelsesudvalg om deres begrundelse for at nægte
militærtjeneste.
291
Ni år senere nåede komitéen til det modsatte resultat i sag nr. 666/1995,
Foin
mod Frankrig,
hvor komitéen ikke fandt det retfærdiggjort, at franske militærnægtere skulle aftjene
to år, når værnepligtige kun skulle aftjene ét år.
292
Det sidstnævnte resultat har komitéen siden be-
kræftet i andre sager mod Frankrig.
293
Andre af komitéens sager om diskrimination på grundlag af tro og religion har vedrørt forskelle i de
midler, som staterne tildeler henholdsvis offentlige og private (navnlig religiøse) skoler. I sag nr.
694/1996,
Waldman mod Canada,
var klageren f.eks. en jødisk far, der havde indskrevet sine to
børn i en jødisk privatskole, for hvilket han skulle betale fuld undervisningsafgift. Det samme var
ikke tilfældet for forældre, der indskrev deres børn på romersk katolske skoler, idet disse skoler
som de eneste ikke sekulære skoler
i henhold til den canadiske forfatning var offentlig finansieret.
Komitéen udtalte, at konventionen ikke forpligter staterne til at finansiere skoler, som etableres på
et religiøst grundlag, men hvis de vælger at finansiere sådanne, så skal de gøre det uden at diskrimi-
nere. Finansiering af nogle religiøse skoler og ikke andre skal således kunne begrundes i rimelige
Tre medlemmer af komitéen fandt, at den relevante finske lovgivning reelt pålagde militærnægtere en sanktion,
hvilket efter medlemmernes opfattelse var i strid med artikel 26.
292
Der var dissens fra tre komitémedlemmer.
293
Se sag nr. 689/1996,
Maille mod Frankrig
og sag nr. 690/1996 og 691/996,
Vernier og Nicolas mod Frankrig.
291
331
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0342.png
og objektive kriterier, hvilket komitéen ikke fandt, var tilfældet i den pågældende sag.
294
Der forelå
efter komitéens opfattelse derfor en krænkelse af artikel 26.
5.1.4.
Listen over forbudte diskriminationsgrunde i artikel 26 er ikke udtømmende. Den omfatter
således bl.a. også forbud, som er medtaget i nyere konventioner og traktater, herunder forbud mod
diskrimination på grundlag af alder, handicap og seksuel orientering.
295
Disse forbud falder således
ind under bestemmelsens forbud mod diskrimination på grundlag af ‖anden stilling‖. I komitéens
praksis har bl.a.
diskrimination på grundlag af statsborgerskab
været behandlet i flere sager.
Efter først at have været tilbageholdende med at forholde sig til spørgsmålet om erstatning for eks-
propriation foretaget af de kommunistiske styrer i Østeuropa, har komitéen fundet en krænkelse af
artikel 26 i en række sager mod Tjekkiet. Som eksempel kan nævnes sag nr. 516/1992,
Simunek
m.fl. mod Tjekkiet,
hvor klagerne gjorde gældende, at den tjekkiske lovgivning, som gav erstatning
for ejendomme tilhørende tjekkiske statsborgere, der havde forladt landet under det kommunistiske
styre, var diskriminerende, idet den kun omfattede personer med tjekkisk statsborgerskab og per-
manent ophold i Tjekkiet. Klagerne henviste i den forbindelse til, at mere end 80 pct. af de konfi-
skerede ejendomme tilhørte personer, der ikke opfyldte disse betingelser, idet de var flygtet fra
Tjekkiet og havde taget ophold i et andet land, ligesom de ofte også havde skiftet statsborgerskab.
Komitéen fandt det tjekkiske krav om statsborgerskab og permanent ophold i Tjekkiet urimeligt og
diskriminerende.
296
5.1.5.
Som nævnt under pkt. 12.5.1.6 omfatter forbuddet mod diskrimination på grundlag af ‖anden
stilling”
i artikel 26 bl.a. forbud mod diskrimination på grundlag af seksuel orientering, alder og
handicap. De fleste af de sager, hvor klagerne har gjort gældende, at de er blevet diskrimineret på
grundlag af ‖anden stilling‖, er dog blevet afvist af komitéen.
I sag nr. 832/1998,
C mod Australien,
gjorde en australsk mor således f.eks. uden succes gældende,
at hendes søn var blevet diskrimineret på grundlag af handicap, idet han skulle opfylde nogle krav
for at blive indskrevet på en skole, som ikke krævedes af elever uden handicap. Kravene fra skolen
var begrundet i, at sønnen var blevet bortvist fra sin tidligere skole på grund af uacceptabel adfærd.
Komitéen afviste i sag 855/1999,
Schmitz-de-Jong mod Nederlandene,
en klage fra en 44-årig kvin-
de, der på grund af sin alder ikke kunne få et pensionistkort, selv om hendes mand havde et pensio-
Lignende klager er indbragt for komitéen af forældre til børn, som tilhører andre trosretninger. Disse er imidlertid
blevet afvist af komitéen, idet klagerne ikke havde godtgjort, at de var ofre for en krænkelse af konventionen, jf. sag nr.
816/1998,
Tadman m.fl. mod Canada.
Der blev afgivet dissens fra fire komitémedlemmer.
295
Se Manfred Novak: U.N. Covenant on Civil and Political Rights, CCPR Commentary, 2. opdaterede udgave (2005),
side 618.
296
Resultatet er efterfølgende bekræftet i flere sager, herunder sag nr. 586/1994,
Adam. mod Tjekkiet,
og sag nr.
857/1999,
Blazek m.fl. mod Tjekkiet.
294
332
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0343.png
nistkort. I Nederlandene havde enhver borger over 65 år ret til
et pensionistkort (‖pensioners’
pass‖), der giver rabat på offentlig transport, sociale og kulturelle aktiviteter, biblioteksydelser og
entre til museer. Herudover havde partnere til personer med pensionistkort ret til et pensionistkort,
hvis de er over 60 år. Komitéen afviste klagen, idet den fandt aldersgrænsen rimelig.
I sag nr. 983/2001,
Love m.fl. mod Australien,
udtalte komitéen udtrykkeligt, at alder falder ind un-
der ‖anden stilling‖, men fandt dog samtidig, at en tvungen pensionsalder på 60 år for
piloter var
baseret på rimelige og objektive kriterier.
Af eksempler på sondringer, som komitéen har fundet rimelige og objektive, kan endvidere nævnes
sondringen mellem egne børn og plejebørn i den nederlandske lov om børneydelser,
297
mellem be-
skæftigede og arbejdsløse i den nederlandske sociallovgivning,
298
mellem personer der deler hus-
holdning med deres forældre og andre i forhold til sociale ydelser,
299
mellem på den ene side politi-
betjente og på den anden side frivillige brandmænd og undervisningspersonale i forhold til retten til
at blive valgt ved de nederlandske kommunalvalg,
300
mellem universitetsuddannede og andre
301
og
mellem jurisdiktioner i forskellige dele af føderale stater i forhold til adgangen til domstolsprøvel-
se.
302
6. Retlige konsekvenser af en tiltrædelse
Danmark har allerede i dag tiltrådt en række internationale forbud mod diskrimination, jf. ovenfor,
hvorfor det kan overvejes, om en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol reelt vil have retlige konse-
kvenser for Danmark. Efter udvalgets opfattelse vil en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol som
udgangspunkt have retlige konsekvenser for Danmark, i det omfang protokollen udvider de eksiste-
rende forbud mod diskrimination.
Selv om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anlagt en bred forståelse af anvendelses-
området for konventionens artikel 14, må det, som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, lægges til grund,
at der vil være sager om diskrimination, hvor konventionens artikel 14 ikke vil kunne bringes i an-
vendelse. Formålet med den 12. tillægsprotokol er således netop at udvide anvendelsesområdet for
det eksisterende forbud mod diskrimination i artikel 14. I forhold til de sager, der ikke er omfattet af
konventionens artikel 14, vil en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol selvsagt indebære en udvidel-
se af det eksisterende forbud mod diskrimination.
297
298
Se sag nr. 142/1990,
Oulajin mod Nederlandene,
og sag nr. 426/1990,
Kaiss mod Nederlandene.
Se sag nr. 418/1990,
Cavalcanti Arajo-Jongen mod Nederlandene.
299
Se sag nr. 425/1990,
Doesburg Lannoij Neefs mod Nederlandene.
300
Se sag nr. 500/1992,
Debreczeny mod Nederlandene.
301
Se sag nr. 1005/2001,
Sánchez González mod Spanien.
302
Se sag nr. 1087/2002,
Hesse mod Australien.
333
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Et generelt forbud mod diskrimination findes dog ikke kun i den 12. tillægsprotokol. Det findes
også i f.eks. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, jf. Charterets artikel 20 og 21, som med
ikrafttrædelsen af Lissabon-Traktaten er blevet juridisk bindende og har fået samme status som
traktaterne, jf. EU-Traktatens art. 6, stk. 1. Anvendelsesområdet for Charterets diskriminationsfor-
bud er imidlertid begrænset derved, at det alene finder anvendelse inden for EU-rettens anvendel-
sesområde. Selv om også EU-Domstolen gør brug af dynamisk fortolkning, vil der ikke desto min-
dre være sager om diskrimination, hvor Charteret ikke vil kunne bringes i anvendelse, fordi de fal-
der uden for EU-rettens anvendelsesområde. Disse sager vil til gengæld være omfattet af forbuddet
mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil derfor
også set i forhold til Charteret indebære en udvidelse af forbuddet mod diskrimination.
Som det fremgår af afsnit 5, må det derimod lægges til grund, at
artikel 26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder indeholder en materiel beskyttelse mod diskrimination, som må
antages i hvert fald at omfatte anvendelsesområdet for den 12. tillægsprotokol. Domme fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol er i modsætning til udtalelser fra FN’s
Menneskerettig-
hedskomité imidlertid bindende. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil således medføre, at en
international domstol kan træffe afgørelser om et generelt forbud mod diskrimination, der er folke-
retligt bindende for Danmark.
Det må derfor lægges til grund, at en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention vil indebære en udvidelse af forbuddet mod diskrimination i forhold
til sager, der ikke er omfattet af bestemmelsen i artikel 14 i Menneskerettighedskonventionen, og i
forhold til diskriminationsforbuddet i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. En sådan tiltræ-
delse indebærer, at der vil kunne træffes bindende afgørelser om et generelt forbud mod diskrimina-
tion.
Udvalget bemærker endvidere, at selv om hensigten med protokollen ikke er at pålægge staterne en
generel positiv pligt til at forhindre eller afhjælpe alle tilfælde af diskrimination i forholdet mellem
private, vil sådanne positive pligter for staten kunne opstå, jf. ovenfor under afsnit 2.1. Hvad om-
fanget og rækkevidden af statens positive forpligtelser nærmere er, må imidlertid anses for usikkert,
idet hverken protokollen eller den forklarende rapport hertil giver et klart svar herpå. Af den forkla-
rende rapport til protokollen fremgår således blot, at de positive pligter navnlig vil kunne opstå på
områder, som normalt reguleres ved lov, og som staten derfor har et vist ansvar for. Som eksempel
nævnes i rapporten bl.a. vilkårlig nægtelse af adgang til arbejde. Der foreligger udvalget bekendt
endnu ingen afgørelser, hvori Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget stilling til
spørgsmålet.
7. Hensyn der bør indgå ved vurderingen af, om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsproto-
kol
334
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I det følgende redegøres for de hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør indgå ved vurderingen af,
om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on. Følgende spørgsmål behandles: Styrkelse af borgernes retsstilling (afsnit 7.1), internationale
opfordringer og signalværdi (afsnit 7.2), samspillet mellem lovgiver og domstolene (afsnit 7.3) samt
indholdet og rækkevidden af diskriminationsforbuddet (afsnit 7.4). Rækkefølgen for behandlingen
af de enkelte spørgsmål er ikke udtryk for nogen vægtning fra udvalgets side, og udvalget er klar
over, at nogle af spørgsmålene til dels er overlappende.
7.1. Styrkelse af borgernes retsstilling
Den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har til formål at udvide
forbuddet mod diskrimination i forhold til sager, der ikke er omfattet af det eksisterende diskrimina-
tionsforbud i konventionens artikel 14.
En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil derfor indebære, at enhver form for diskrimination in-
den for protokollens anvendelsesområde vil kunne blive underlagt prøvelse af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, uanset om forholdet som sådan falder inden for Den Europæiske Men-
neskerettighedskonventions øvrige anvendelsesområde. Hvor der i dag kan være områder, der falder
uden for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions anvendelsesområde, således at eventuel
diskrimination fra medlemsstaternes side ikke omfattes af konventionens artikel 14, vil Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol i tilfælde af en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol kunne
skride ind over for også denne diskrimination.
En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil også set i forhold til artikel 20 og 21 i EU’s Charter om
grundlæggende rettigheder indebære en udvidelse af forbuddet mod diskrimination, idet Charteret
alene finder anvendelse inden for EU-rettens anvendelsesområde. Selv om EU-Domstolen som an-
ført under afsnit 6 fortolker Charteret dynamisk, vil der derfor være sager om diskrimination, hvor
Charteret ikke vil kunne bringes i anvendelse, fordi de falder uden for EU-rettens anvendelsesområ-
de. Disse sager vil kunne være omfattet af forbuddet mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol.
Efter udvalgets opfattelse vil en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol derimod ikke indebære en
udvidelse af diskriminationsforbuddet i forhold til artikel
26 i FN’s konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, som Danmark allerede har tiltrådt. Som anført under afsnit 6 indeholder denne
bestemmelse således en materiel beskyttelse mod diskrimination, som må antages i hvert fald at
omfatte anvendelsesområdet for den 12. tillægsprotokol. Domme fra Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol er imidlertid i modsætning til udtalelser fra FN’s Menneskerettighedskomité bin-
dende. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil derfor i forhold til de forpligtelser, som Dan-
mark allerede er underlagt i form af artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettig-
335
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0346.png
heder, som noget nyt indebære, at en international domstol kan træffe afgørelser om et generelt for-
bud mod diskrimination, der er folkeretligt bindende for Danmark.
Disse forhold må efter udvalgets opfattelse samlet set medføre, at en tiltrædelse af den 12. tillægs-
protokol
vil give den enkelte borger en yderligere beskyttelse mod diskrimination,
end vedkommen-
de har i dag.
303
Dette gælder i hvert fald på det centrale anvendelsesområde for tillægsprotokollen,
der som nævnt i afsnit 2.1 er at beskytte enkeltpersoner mod diskrimination fra offentlige myndig-
heder.
Hertil kommer dog, at tillægsprotokollen kan medføre positive pligter for staten til at forhindre eller
afhjælpe diskrimination i forholdet mellem private, og at omfanget og rækkevidden af statens posi-
tive forpligtelser i denne henseende er usikre. Det er således ikke klart, hvilke forpligtelser for pri-
vate der eventuelt kan blive resultatet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fremtidige
praksis på dette område.
304
De usikkerheder, der i dag er i forhold til fortolkningen og anvendelsen
af protokollen, gennemgås i øvrigt nærmere i afsnit 7.4 nedenfor.
7.2. Internationale opfordringer og signalværdi
En tiltrædelse vil sende et
udenrigspolitisk signal
om den betydning, som menneskerettigheder til-
lægges i Danmark, fordi man herved imødekommer de internationale opfordringer. En tiltrædelse
kan også
give Danmark yderligere tyngde i det internationale arbejde
for at fremme menneskeret-
tighederne.
Som det fremgår af kapitel 6, blev Danmark den 2. maj 2011 for første gang eksamineret ved en
såkaldt Universal Periodic Review (UPR) i FN’s Menneskerettighedsråd. Ved den lejlighed
interes-
serede enkelte lande sig bl.a. for det forhold, at Danmark ikke har tiltrådt den 12. tillægsprotokol til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det fremgår f.eks. af rapporten om Danmarks
UPR-eksamination,
305
at:
Til støtte for en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol anfører Jacob Mchangama i førnævnte rapport navnlig, at en
tiltrædelse af protokollen vil lukke det væsentligste hul i beskyttelsesniveauet mellem Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention
og FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, eftersom sidstnævnte konvention allerede
indeholder et generelt diskriminationsforbud i artikel 26, jf. rapportens side 182. Herudover synes han ved anbefalingen
også at lægge betydelig vægt på, at en tiltrædelse af protokollen i vidt omfang vil overflødiggøre en inkorporering af
bl.a. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder
som han i øvrigt heller ikke anbefaler inkorporeret.
304
Jacob Mchangama anfører i førnævnte rapport, at det i forbindelse med en eventuel tiltrædelse og efterfølgende
inkorporering af protokollen bør fastslås, at protokollen ikke skal omfatte diskrimination i forholdet mellem private
parter.
305
Se dokument A/HRC/WG.6/11/L.2.
303
336
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0347.png
‖Turkey
noted that Denmark
has not ratified or incorporated into domestic law … Pro-
tocol No. 12 to the European Convention for the Protection of Human Rights and Fun-
damental Freedoms.‖
Endvidere anbefalede Ecuador ved eksaminationen, at Danmark tiltræder den 12. tillægsprotokol til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Anbefalingen havde følgende ordlyd:
―Adhere to or ratify Protocol No. 12 to the European Convention for the Protection of
Human Rights and Fundamental Freedoms concerning the general prohibition of dis-
crimination …‖
Forud herfor modtog Danmark i 2007 en lignende anbefaling fra Europarådets daværende menne-
skerettighedskommissær Thomas Hammarberg. Anbefalingen var indeholdt i et memorandum til
den danske regering og havde følgende ordlyd:
‖ratify
the revised European Social Charter, sign and ratify the 1991 Protocol amending
the European Social Charter, ratify the 1995 Additional Protocol to the European Social
Charter Providing for a System of Collective Complaints and sign and ratify the addi-
tional Protocol
12 to the ECHR‖
306
Disse internationale opfordringer taler efter udvalgets opfattelse for, at Danmark tiltræder den 12.
tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Danmarks internationale anseelse er dog også betinget af, hvordan man aktivt agerer i en internatio-
nal og national sammenhæng, og ikke kun af, hvilke konventioner og protokoller der tiltrædes.
Det bemærkes i den forbindelse også, at en række lande, som Danmark normalt sammenligner sig
med, ikke har tiltrådt den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
der hidtil er tiltrådt af 18 ud af Europarådets 47 medlemsstater. Blandt de ni lande, som udvalget har
indhentet oplysninger fra, har således kun to lande (Finland og Nederlandene) tiltrådt protokollen,
fire lande (Island, Norge, Tyskland og Østrig) har undertegnet protokollen, men ikke tiltrådt den, og
tre lande (Frankrig, Storbritannien og Sverige) har hverken undertegnet eller tiltrådt protokollen.
7.3. Samspillet mellem lovgivningsmagten og domstolene
Skiftende danske regeringer har siden protokollen blev åbnet for undertegnelse i 2000 været tilba-
geholdende over for en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention. Denne tilbageholdenhed har navnlig været begrundet i en bekymring for, at den
12. tillægsprotokol vil begrænse politikernes mulighed for selv at fastlægge, hvilke kriterier der kan
306
Se dokument CommDH(2007)11 af 11. juli 2007.
337
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0348.png
begrunde en saglig forskelsbehandling. Ved besvarelsen af spørgsmål nr. 88 af 4. april 2005 fra
Folketingets Retsudvalg oplyste daværende justitsminister Lene Espersen (K) bl.a. følgende:
‖…
både den tidligere og nuværende regering siden 2000 har tøvet med at tiltræde den
12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det skyldes, at
tillægsprotokollen indeholder et generelt diskriminationsforbud på alle samfundsområ-
der og dermed bl.a. rejser det spørgsmål, om protokollen
og Menneskerettighedsdom-
stolens udlægning af diskriminationsforbuddet
vil begrænse politikernes mulighed for
i fremtiden selv at fastlægge, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbe-
handling
f.eks. ved tildeling af offentlige ydelser.‖
En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol
vil begrænse lovgivers mulighed for selv at fastlægge, hvil-
ke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling.
Den yderligere beskyttelse af den enkel-
te borger, der er nævnt ovenfor under afsnit 7.1, har således et modstykke i de forpligtelser, som
dette medfører for Danmark. Ved en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil fastlæggelsen af krite-
rier fra lovgivers side således i første omgang blive underlagt en prøvelse ved de danske domstole i
den enkelte sag. Hvis sagen bliver indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, vil det
i sidste ende være op til denne at vurdere, hvad der er usaglig forskelsbehandling og derved konven-
tionsstridig diskrimination.
Herved er der en risiko for, at det i videre omfang overlades til domstolene og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol at træffe afgørelser, som det efter dansk retstradition tilkommer lov-
givningsmagten at træffe, herunder om fordelingspolitiske spørgsmål.
307
Danske domstole kan såle-
des blive stillet i situationer, hvor de bliver forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt dansk lov-
givnings fastlæggelse af, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling, er i over-
ensstemmelse med diskriminationsforbuddet i den 12. tillægsprotokol. I sidste ende er der mulighed
for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil kunne anse dansk lovgivning af denne art
for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
7.4. Indholdet og rækkevidden af diskriminationsforbuddet
Det kan efter udvalgets opfattelse også indgå i overvejelserne om Danmarks eventuelle tiltrædelse
af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol endnu er sparsom, idet Domstolen på nuværende tidspunkt
kun har behandlet elleve sager, hvor det har været aktuelt at tage stilling til diskriminationsforbud-
det, jf. afsnit 2.2 ovenfor. Den sparsomme praksis indebærer således, at det for domstolene og andre
Jacob Mchangama anfører i førnævnte rapport, at det i forbindelse med en eventuel tiltrædelse af protokollen bør
fremhæves, at ‖den traditionelle balance mellem lovgiver og dømmende magt skal bibeholdes, således at der (med re-
spekt for EU-retten) eksempelvis vil være et større spillerum i forhold til at forskelsbehandle på baggrund af nationali-
tet, når det gælder tildeling og optjening af velfærdsydelser, stemmeret og lignende‖, jf. rapportens side 182.
307
338
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
retsanvendende myndigheder kan være forbundet med en vis usikkerhed at fastlægge
indholdet og
rækkevidden af diskriminationsforbuddet i protokollen.
Udvalget anerkender i den forbindelse, at der udover i de afgjorte sager vedrørende den 12. tillægs-
protokol vil kunne findes vejledning til fortolkningen og anvendelsen af protokollen i Domstolens
omfattende praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14. Det
fremgår således af de sager vedrørende protokollen, som Domstolen indtil videre har afgjort, at be-
grebet ‖diskrimination‖ i protokollen skal fortolkes og anvendes på samme måde som det tilsvaren-
de begreb i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. afsnit 2.2 ovenfor.
Staternes positive forpligtelser efter protokollen er endnu ikke endelig afklaret, jf. afsnit 6 ovenfor,
ligesom det også må anses for usikkert, hvilken skønsmargin Domstolen vil indrømme medlemssta-
terne i forhold til bl.a. de fordelingspolitiske valg, som træffes af medlemsstaternes lovgivere.
Sidstnævnte er efter udvalgets opfattelse ikke mindst interessant, fordi den 12. tillægsprotokol i
videre omfang end konventionens artikel 14 må forventes at finde anvendelse på sådanne valg. Det
bemærkes i den forbindelse, at den skønsmargin, som Domstolen i praksis måtte indrømme med-
lemsstaterne i forhold til den 12. tillægsprotokol, i princippet kan vise sig at være både større og
mindre end den, der i dag indrømmes i forhold til konventionens artikel 14. Disse forhold indebæ-
rer, at det ikke er muligt nærmere at forudsige protokollens rækkevidde.
De nævnte usikkerheder betyder efter udvalgets opfattelse, at det vil kunne være forbundet med
vanskeligheder for danske domstole og andre retsanvendende myndigheder at tage stilling i sager,
hvor borgere påberåber sig det generelle diskriminationsforbud i protokollen. Dette gælder, selv om
denne vanskelighed naturligvis må forventes at aftage med tiden, når Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstol har behandlet et større antal sager og har haft mulighed for at afklare de usikker-
heder, der i dag er i forhold til fortolkningen og anvendelsen af protokollen. Disse forhold kan anfø-
res til støtte for, at Danmark bør vente med tage endelig stilling til spørgsmålet om tiltrædelse af
tillægsprotokollen, indtil Domstolens praksis nærmere har præciseret anvendelsesområdet for dis-
kriminationsforbuddet i protokollen. Udvalget har noteret sig, at et tilsvarende synspunkt er frem-
ført af flere af de ni lande, som udvalget har indhentet oplysninger fra, og som endnu ikke har til-
trådt tillægsprotokollen. Således har bl.a. Storbritannien, Sverige og Tyskland oplyst, at man afven-
ter yderligere praksis fra Domstolen vedrørende protokollen, der giver et bedre billede af dennes
anvendelse.
Det kan på den anden side anføres, at der i fravær af praksis fra Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstol kun yderst sjældent vil være et tilstrækkeligt klart og tydeligt grundlag for at anse Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller for overtrådt i de nævnte
tilfælde. Da danske domstole generelt er tilbageholdende med at anlægge selvstændige fortolknin-
339
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ger af konventionen, der ikke har støtte i Domstolens praksis, må domstolene i mangel af praksis fra
Domstolen forventes at lægge til grund, at en bestemt adfærd ikke er i strid med konventionen.
8. Sammenfatning og argumenter for og imod en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol
På grundlag af de hensyn, der efter udvalget opfattelse bør indgå ved vurderingen af, om Danmark
bør tiltræde den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. afsnit 7
ovenfor, har udvalget drøftet, hvilke argumenter der kan anføres for og imod en tiltrædelse af pro-
tokollen.
Efter udvalgets opfattelse vil en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol indebære en udvidelse af de
eksisterende forbud mod diskrimination i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s
Charter om grundlæggende rettigheder. Tiltrædelsen vil endvidere medføre, at enhver form for dis-
krimination omfattet af tillægsprotokollen vil kunne blive underlagt prøvelse af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, uanset om forholdet i øvrigt falder inden for Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions anvendelsesområde. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil på den
baggrund indebære en
styrkelse af borgernes retsstilling,
idet tiltrædelsen vil give den enkelte bor-
ger en yderligere beskyttelse mod diskrimination, end vedkommende har i dag (se afsnit 7.1).
Dette
taler efter udvalgets opfattelse for en tiltrædelse af protokollen.
Danmark er i forbindelse med bl.a. eksaminationen som led i UPR blevet opfordret til at tiltræde
den 12. tillægsprotokol. Opfordringen vil blive imødekommet, hvis Danmark tiltræder protokollen,
hvilket efter udvalgets opfattelse vil have en
positiv signalværdi
i forhold til omverdenen (se afsnit
7.2).
Dette kan efter udvalgets opfattelse ligeledes tale for en tiltrædelse af protokollen.
Heroverfor
kan det dog anføres, at Danmark ikke vil stå alene, hvis man vælger ikke at tiltræde protokollen på
nuværende tidspunkt, da flere af de lande, som vi normalt sammenligner os med, ikke har tiltrådt
protokollen. De har efter det oplyste heller ikke aktuelle planer herom, jf. også nedenfor.
Det kan endvidere anføres, at en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil
kunne begrænse lovgivers
mulighed for selv at fastlægge, hvilke kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling
(se
afsnit 7.3). Herved kan der ske en retliggørelse af spørgsmål, som ellers traditionelt har været anset
for politiske. Dette kan efter udvalgets opfattelse både tale for og imod, at Danmark tiltræder proto-
kollen, og udvalgets medlemmer vurderer dette spørgsmål forskelligt, jf. afsnit 9 nedenfor.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indtil videre kun behandlet få sager, hvor det har
været relevant at tage stilling til forbuddet mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol. Udvalget
bemærker, at selv om disse sager ikke i sig selv giver anledning til bekymringer, så indebærer den
sparsomme praksis, at
indholdet og rækkevidden af protokollens forbud mod diskrimination
er for-
bundet med usikkerhed (se afsnit 7.4), herunder ikke mindst i forhold til eventuelle positive forplig-
340
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
telser for staten.
Dette kan i sig selv tale for, at Danmark bør vente med at tage endelig stilling til,
hvorvidt den 12. tillægsprotokol bør tiltrædes, indtil anvendelsesområdet for den er blevet nærmere
præciseret gennem Domstolens praksis.
En sådan afventende tilgang er efter udvalgets oplysninger også valgt af flere af de lande, som
Danmark normalt sammenligner sig med. Ud af de ni lande, som udvalget har indhentet oplysninger
fra, har seks lande således undertegnet den 12. tillægsprotokol, men kun to af dem har indtil videre
valgt at tiltræde protokollen (se afsnit 2.3).
Heroverfor kan det dog anføres, at de to hørte lande,
som har tiltrådt protokollen, efter det oplyste ikke har oplevet problemer. Det kan så omvendt tale
for en tiltrædelse af protokollen.
9. Udvalgets anbefalinger
Seks medlemmer af udvalget (Jonas Christoffersen, Gunnar Homann, Holger Kallehauge,
Linda Nielsen, Birgitte Holmberg Pedersen og Ole Spiermann)
anbefaler, at Danmark tilslutter
sig det generelle diskriminationsforbud under den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention.
Formålet med det generelle diskriminationsforbud i den 12. tillægsprotokol er at styrke borgernes
retsbeskyttelse mod diskrimination. Den 12. tillægsprotokol angår usaglig og uforholdsmæssig for-
skelsbehandling af bestemte grunde, hvoraf bestemmelsen direkte angiver køn, race, farve, sprog,
religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et natio-
nalt mindretal, formueforhold, fødsel eller anden status.
Ønskes borgernes retsbeskyttelse styrket, er det vores opfattelse, at Danmark bør tiltræde den 12.
tillægsprotokol. Derved vil adgangen til international domstolsprøvelse blive udvidet.
Vores anbefaling har følgende begrundelse:
a) Danmark har allerede tilsluttet sig en række både konkrete og generelle diskriminationsforbud,
herunder i medfør af
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 (med angivelse af samme dis-
kriminationsgrunde som i den 12. tillægsprotokol),
EU’s Charter om grundlæggende rettigheders artikel 20 og 21,
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheders artikel 2 og 26,
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheders artikel 2,
FN’s børnekonventions artikel 2,
og
FN’s handicapkonventions artikel 5.
341
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
FN’s
racediskriminationskonvention
og FN’s
kvindekonvention beskytter efter deres indhold mod
diskrimination. Diskriminationsforbud er desuden centrale i EU-retten, og diskriminationsforbud er
ligeledes helt almindelige inden for den almindelige folkeret, eksempelvis i international handelsret
og i beskyttelsen af udenlandske investeringer.
Når Danmarks samlede folkeretlige forpligtelser inddrages, har udvalget ikke været i stand til at
identificere noget punkt, hvor borgernes rettigheder udvides, såfremt Danmark tiltræder den 12.
tillægsprotokol. Det forekommer derfor ubetænkeligt at tiltræde også den 12. tillægsprotokol.
b) Konsekvensen af en tiltrædelse af det generelle diskriminationsforbud under den 12. tillægspro-
tokol er processuel, idet Menneskerettighedsdomstolens kompetence udvides.
EU-Domstolen har
allerede en generel kompetence på diskriminationsområdet i medfør af EU’s Charter om grundlæg-
gende rettigheder blandt andet artikel 20 og 21, men denne kompetence er begrænset til EU-rettens
anvendelsesområde. Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes kompetence på diskriminations-
området i medfør af artikel 14, men denne kompetence er begrænset til menneskerettighedskonven-
tionens øvrige anvendelsesområde.
Tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil derfor styrke borgernes retsbeskyttelse mod diskriminati-
on ved at udvide den nuværende adgang til international domstolsprøvelse på diskriminationsområ-
det.
Såfremt Danmark også inkorporerer den 12. tillægsprotokol i dansk ret, vil danske domstole og rets-
anvendende myndigheder få et lovbestemt grundlag for at anvende det generelle diskriminations-
forbud under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
c) Det taler ikke afgørende imod tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol, at der kan rejses tvivl om
fortolkningen af det generelle diskriminationsforbud,
herunder hvilken skønsmargin Menneskeret-
tighedsdomstolen i enkelttilfælde vil overlade staterne. Menneskerettighedsdomstolen har i de sa-
ger, som indtil videre er afgjort, gjort det klart, at begrebet diskrimination i den 12. tillægsprotokol
skal forstås på samme måde som det tilsvarende begreb i Den Europæiske Menneskerettighedskon-
ventions artikel 14. Den skønsmargin, der overlades til staterne, vil i sagens natur variere fra sam-
fundsområde til samfundsområde, fra diskriminationsgrund til diskriminationsgrund og fra sag til
sag. Det er ikke noget nyt. Det gælder både under artikel 14 og under den 12. tillægsprotokol. Det er
ikke realistisk at forestille sig, at det fuldstændig præcise indhold af diskriminationsforbuddet
eller af menneskeretten i øvrigt
nogensinde afklares endeligt.
Fire medlemmer af udvalget (Tina González-Schelbeck, Michael Hansen Jensen, John Lun-
dum og Hanne Schmidt)
bemærker indledningsvis, at der for Danmark allerede gælder regler og
principper om ikke-diskrimination på en lang række områder, både inden for EU-rettens område og
342
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0353.png
som følge af bestemmelser i FN-konventioner, bestemmelsen i Menneskerettighedskonventionens
artikel 14 og andre internationale forpligtelser. Hertil kommer rent nationale almindelige principper
om at undlade diskrimination, herunder bl.a. det almindelige forvaltningsretlige lighedsprincip her-
om. Der er således allerede i Danmark regler og principper om diskrimination, som gælder både ved
fastsættelse af generelle regler og ved afgørelse af konkrete sager. Det kan på denne baggrund for så
vidt forekomme ubetænkeligt, at Danmark tager endnu et skridt i retning af beskyttelse mod diskri-
mination ved at tiltræde det generelle forbud herimod i den 12. tillægsprotokol til Menneskerettig-
hedskonventionen og inkorporere det i dansk lov.
De hensyn, der nævnes nedenfor, og som kan tale imod en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol,
skal derfor ikke forstås som en afstandtagen til ikke-diskrimination som et grundlæggende retsprin-
cip.
Udadtil
i forhold til andre lande og i forhold til konventionsorganerne
vil en tiltrædelse af den
12. tillægsprotokol naturligvis bidrage til at tegne et billede af Danmark som en aktiv aktør på det
menneskeretlige område, og herunder også forbedre Danmarks muligheder for at påvirke andre lan-
de, der ikke lever op til grundlæggende menneskeretlige principper, herunder om ikke-
diskrimination. Det bemærkes dog i den forbindelse også, at et flertal på 29 ud af Europarådets 47
medlemsstater endnu ikke har tiltrådt protokollen.
Indadtil
i Danmark i forhold til danske statsborgere og udenlandske statsborgere med ophold i
eller anden tilknytning til Danmark
må det endvidere lægges til grund, at en tiltrædelse af den 12.
tillægsprotokol til Menneskerettighedskonvention vil medføre en vis forbedret retsstilling. Selv om
der i Danmark allerede gælder en lang række forskellige både nationale og internationale principper
og regler om forbud mod diskrimination, hvis anvendelsesområde for en stor del må anses for sam-
menfaldende med anvendelsesområdet for den 12. tillægsprotokol, må det antages, at der vil være et
område, hvor den 12. tillægsprotokol går videre end allerede gældende regler, og i hvert fald vil
medføre som noget nyt, at Menneskerettighedsdomstolen på dette område vil få en kompetence til
at træffe afgørelser om diskrimination, der er bindende for Danmark.
Borgerne vil således få en mulighed for at indbringe sager om det generelle forbud mod diskrimina-
tion i den 12. tillægsprotokol for Menneskerettighedsdomstolen med den virkning, at Domstolens
afgørelser i sådanne sager bliver bindende for Danmark, og den enkelte borger vil således kunne få
et yderligere værn mod diskrimination end hidtil.
Set med borgernes øjne består der imidlertid samtidig en usikkerhed om, i hvilket omfang et gene-
relt forbud mod diskrimination kan få virkning mellem private, jf. afsnit 7.1. ovenfor. Det kan såle-
des ikke udelukkes, at diskriminationsforbuddet i tillægsprotokollen
hvis 12. tillægsprotokol ved
inkorporering bliver en del af dansk ret
kan medføre en forpligtelse for private borgere over for
343
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
andre private borgere, f.eks. i forholdet mellem arbejdstagere og private arbejdsgivere eller mellem
publikum og private forretningsdrivende.
For Danmark
vil en ny kompetence for Menneskerettighedsdomstolen på diskriminationsområdet
som nævnt samtidig medføre, at Danmark bliver bundet af domstolens afgørelser på dette område.
Indadtil
i Danmark i forholdet mellem den lovgivende magt på den ene side og den udøvende
magt og domstolene på den anden side
vil tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol samtidig medføre,
at danske domstole og andre retsanvendende myndigheder får en større rolle end hidtil, når det skal
afgøres, hvorvidt bestemmelser i dansk lovgivning harmonerer med det generelle forbud mod dis-
krimination i den 12. tillægsprotokol. Domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil være
forpligtede til at anvende dansk ret i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens afgø-
relser om diskrimination, hvis forbuddet mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol bliver en del
af dansk ret.
En tiltrædelse af protokollen og indføjelse af det generelle diskriminationsforbud i dansk ret vil så-
ledes kunne medføre, at en del af regeringens og Folketingets kompetence til at bestemme, hvilke
kriterier der kan begrunde en saglig forskelsbehandling, kan ende med i praksis at overgå til danske
domstole og andre retsanvendende myndigheder i forbindelse med afgørelsen af konkrete sager på
baggrund af den praksis, der er udstukket af Menneskerettighedsdomstolen. Der er således en risiko
for, at det i videre omfang overlades til domstolene og andre retsanvendende myndigheder at træffe
afgørelser, som det efter dansk lovgivningstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe. Det
generelle forbud mod diskrimination i den 12. tillægsprotokol kan i den forbindelse måske især for-
ventes at få indflydelse i situationer, hvor der skal træffes afgørelse om, hvem der skal have adgang
til danske velfærdsydelser.
Endelig bemærkes,
at der endnu kun foreligger en sparsom praksis fra Menneskerettighedsdomsto-
len om indholdet og rækkevidden af diskriminationsforbuddet i den 12. tillægsprotokol. Det er der-
for ikke er muligt at forudsige, hvilken nærmere betydning en tiltrædelse af tillægsprotokollen kan
få for dansk ret. Dette kan
i hvert fald i tiden indtil der foreligger en mere omfattende praksis
også være et hensyn, der taler imod, at Danmark på nuværende tidspunkt tiltræder den 12. tillægs-
protokol.
Sammenfattende
er det efter vores opfattelse de ovennævnte hensyn, der har størst betydning, når
regeringen og Folketinget skal vurdere, om Danmark bør tiltræde den 12. tillægsprotokol til Menne-
skerettighedskonventionen. Det er endvidere vores opfattelse, at især den beskrevne risiko for, at
der sker en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen, dels til Menneskerettigheds-
domstolen og dels til danske domstole og andre retsanvendende danske myndigheder, bør tillægges
vægt og give anledning til grundige overvejelser.
344
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Hanne Schmidt og John Lundum
fremhæver også vedrørende inkorporering af den 12. tillægsproto-
kol til Menneskerettighedskonventionen, at der ikke kan tages stilling alene ud fra juridiske og ret-
lige overvejelser. I sidste ende er der tale om et valg, som vi finder det rigtigst at overlade til rege-
ring og Folketing.
Michael Hansen Jensen
finder, at en tilslutning til den 12. tillægsprotokol til Menneskerettigheds-
konventionen indebærer en sådan risiko for forskydning af kompetence fra Folketinget, dels til
Menneskerettighedsdomstolen og dels til danske domstole og andre retsanvendende danske myn-
digheder, at han i lyset af kompetencefordelingen i grundlovens § 3 ikke kan anbefale tiltrædelse.
Tina González-Schelbeck
udtaler, at såfremt regeringen vil tilslutte sig den 12. tillægsprotokol, tager
KL forbehold for at fremkomme med yderligere bemærkninger til forslaget, når de økonomiske og
administrative konsekvenser af forslaget er afdækket.
De fem medlemmer af udvalget, der repræsenterer regeringen (Nikolaj Stenfalk, Iben Ro-
stock-Jensen, Dorte Bech Vizard, Mette Nørgaard Dissing-Spandet og Nina Holst-
Christensen),
har meddelt, at regeringen ikke vil forholde sig nærmere til, om Danmark bør tiltræ-
de den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, før udvalget har af-
sluttet sit arbejde. Disse medlemmer finder herefter ikke at kunne fremsætte nærmere anbefalinger.
345
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 10. Økonomiske konsekvenser
1. Indledning
Det følger af kommissoriet, at udvalget skal overveje de mulige økonomiske konsekvenser af en
eventuel inkorporering af yderligere menneskerettighedsinstrumenter i dansk lovgivning samt en
eventuel udvidelse af Danmarks internationale forpligtelser inden for menneskeretsområdet.
Spørgsmål herom blev ikke rejst i forbindelse med arbejdet i Inkorporeringsudvalget, der afgav be-
tænkning i 2001, og udvalget kan derfor på ikke på dette punkt tage udgangspunkt i den tidligere
betænkning.
Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser har udvalget valgt at tage udgangspunkt i anbefa-
lingerne fra seks af udvalgets medlemmer. Udvalgets øvrige medlemmer er således enten afstået fra
at komme med anbefalinger eller har frarådet inkorporering mv.
Som det fremgår af denne betænknings kapitel 7, anbefaler de seks medlemmer inkorporering af
følgende seks konventioner:
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
FN’s konvention mod tortur og
anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling eller straf,
FN’s konvention om barnets rettigheder,
FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
De
seks medlemmer anbefaler endvidere, at Danmark tiltræder den valgfri protokol til FN’s kon-
vention om barnets rettigheder, som giver individuel klageadgang til FN’s Børnekomité, ligesom de
anbefaler en tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on, jf. betænkningens kapitel 8 og 9.
Udvalget er klar over, at der ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser kan være overlap i
forhold til spørgsmålet om henholdsvis tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol, inkorporering af kon-
ventionerne og klageadgang til konventionsorganer. Eksempelvis kan der være et vist overlap mel-
lem de økonomiske konsekvenser af henholdsvis
inkorporering af FN’s konvention om barnets ret-
tigheder og klageadgang til FN’s Børnekomité. Dette skyldes
navnlig, at såvel inkorporering som
individuel klageadgang kan have betydning for, hvordan konventionen anvendes i praksis. Uanset
346
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0357.png
sådanne overlap har udvalget dog fundet det mest hensigtsmæssigt at behandle de mulige økonomi-
ske konsekvenser af henholdsvis inkorporering, individuelle klageadgange og tiltrædelse af den 12.
tillægsprotokol hver for sig.
2. Inkorporering
Danmark har tiltrådt de seks konventioner, som de seks medlemmer af udvalget anbefaler inkorpo-
reret i dansk ret. I forbindelse med tiltrædelsen af de enkelte konventioner har man vurderet, at til-
trædelsen ikke i sig selv vil indebære økonomiske konsekvenser, idet Danmark allerede opfylder de
retlige forpligtelser, der følger af konventionerne. Ved ratifikationen af FN’s konvention om rettig-
heder for personer med handicap, der er den af konventionerne, som Danmark senest har tiltrådt,
var man dog samtidig opmærksom på, at den gradvise gennemførelse af konventionen som en del af
den stadige forbedring af vilkårene for personer med handicap ville kunne medføre øgede udgifter
for fremtiden. Det daværende Indenrigs- og Socialministerium anførte således følgende i det beslut-
ningsforslag, som lå til grund for tiltrædelsen:
‖Ratifikation
af konventionen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser, idet
Danmark vurderes allerede i dag at opfylde forpligtelserne i konventionen, herunder de
borgerlige og politiske rettigheder. Det er således i konventionen overladt til deltager-
staterne at træffe passende foranstaltninger i videst mulige udstrækning, for så vidt an-
går de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder inden for de ressourcer, der er til
rådighed.
Det er et grundlæggende princip i konventionen, at de økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder i konventionen gennemføres gradvist. Den gradvise gennemførelse vil som
del af den stadige forbedring af vilkårene for personer med handicap medføre øgede ud-
gifter for fremtiden.‖
308
En inkorporering af konventionerne indebærer i sig selv ingen nye forpligtelser for Danmark. In-
korporeringen ændrer i sig selv heller ikke på de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig ved
tiltrædelsen af konventionerne.
Danmark vurderes
som senest
anført ved tiltrædelsen af FN’s Handicapkonvention –
allerede i
dag at opfylde forpligtelserne i konventionerne, og det må tages i betragtning, at det efter f.eks.
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap artikel 4 og FN’s konvention om bar-
nets rettigheder artikel 4 er overladt til deltagerstaterne at træffe passende foranstaltninger til grad-
vist at gennemføre de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i konventionerne.
FN-komitéernes fortolkning og anvendelse af konventionerne i konkrete sager kan føre til en kon-
kretisering og udvikling af forpligtelserne.
308
Se Folketingstidende 2008-09, till. A, s. 7963.
347
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0358.png
En inkorporering af konventionerne vil som anført i kapitel 6, afsnit 2.4, kunne føre til, at konventi-
onerne og praksis fra de forskellige FN-komitéer slår kraftigere igennem i praksis. Derved kan en
inkorporering imidlertid øge risikoen for, at vidtgående udtalelser fra komitéerne i videre omfang
kan blive lagt til grund af domstolene og andre retsanvendende myndigheder. Det vil bl.a. inden for
det sociale område potentielt kunne have vidtrækkende økonomiske konsekvenser.
Der er som anført i kapitel 7, afsnit 9, dog ikke enighed i udvalget om, hvor stor denne risiko er.
Udvalget finder som anført i kapitel 3.5, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder bør
være meget tilbageholdende med at lægge en komitépraksis til grund, hvis der er tvivl om, hvordan
lovgivningsmagten forholder sig hertil, og der samtidig er tale om fordelingspolitiske og andre
spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at tage stilling til. Dom-
stolene bør efter udvalgets opfattelse afstå fra at tage påstande om krav på ydelser, der alene baseres
på eventuelt inkorporerede konventionsbestemmelser og konventionsorganernes fortolkning af kon-
ventionsbestemmelserne, og som ikke i øvrigt har grundlag i danske lovbestemmelser, til følge.
Herudover er det under alle omstændigheder umuligt på forhånd at forudsige, hvilke områder der
eventuelt måtte blive genstand for vidtgående komitéudtalelser, samt hvordan lovgivningsmagten,
domstolene og andre retsanvendende myndigheder i givet fald vil forholde sig hertil. Der kan alle-
rede af den grund heller ikke sættes tal på den anførte risiko.
Danmark inkorporerede i 1992 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret. Det
blev ved den lejlighed vurderet, at inkorporeringen kun ville have begrænsede økonomiske og ad-
ministrative konsekvenser for det offentlige. I lovforslaget om inkorporering af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er der i de almindelige bemærkninger således anført følgende om de
økonomiske og administrative konsekvenser:
‖Gennemførelse af lovforslaget forventes at medføre visse udgifter for domstolene og
de retsanvendende myndigheder, herunder til indkøb af den nødvendige faglitteratur
m.v. Endvidere forventes der
i hvert fald i en periode umiddelbart efter ikrafttrædelsen
at være behov for efteruddannelse. Udgifterne i forbindelse hermed forventes at kunne
afholdes inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at indebære økonomiske eller administrative konse-
kvenser af betydning for det offentlige.‖
309
Udgifter til efteruddannelse af personalet ved domstolene og hos andre retsanvendende myndighe-
der, som blev forudset ved inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil
309
Se Folketingstidende 1991-92, till. A, sp. 5472.
348
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
også kunne forventes ved en inkorporering af de seks FN-konventioner. Behovet for efteruddannel-
se blev også fremhævet af Domstolsstyrelsen i forbindelse med høringen over betænkning nr.
1407/2001. Det er heller ikke her muligt at opgøre en merudgift, som dog må forventes at være i en
størrelsesorden, der kan afholdes inden for eksisterende bevillinger.
Som det fremgår af kapitel 6, afsnit 5 og 7, må det på baggrund af erfaringerne med inkorporerin-
gen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention desuden forventes, at konventionerne som
følge af inkorporeringen i stigende grad vil blive påberåbt for domstolene og andre retsanvendende
myndigheder, som derved i videre omfang end i dag vil skulle fortolke og anvende konventionerne.
For domstolene og andre retsanvendende myndigheder vil dette i sig selv indebære visse økonomi-
ske og administrative konsekvenser. Der må
i hvert fald i en periode
forventes at være vanske-
ligheder og
afhængigt af antallet af sager og deres kompleksitet
et stort arbejde forbundet med
at tilvejebringe det fornødne overblik over relevante fortolkningsbidrag, som gør det muligt at tage
stilling til det øgede antal spørgsmål om anvendelse af konventionerne. Parterne og deres advokater
må forventes at udføre en del af dette arbejde, men det vil have konsekvenser for domstolene og
andre retsanvendende myndigheder. Selv med det nødvendige overblik over fortolkningsbidrag mv.
vil det for domstolene og andre retsanvendende myndigheder kræve en del ressourcer at tage stilling
til disse spørgsmål. Det kan hertil bemærkes, at præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Kø-
benhavns Byret og retterne i Roskilde, Aarhus, Aalborg og Odense, Den Danske Dommerforening,
Domstolsstyrelsen og Rigsadvokaten i forbindelse med høringen over betænkning nr. 1407/2001
ligeledes fremhævede, at en inkorporering vil medføre merarbejde for domstolene og anklagemyn-
digheden.
Det er imidlertid ikke muligt på forhånd at skønne over, i hvor mange flere sager konventionerne vil
blive påberåbt og/eller anvendt, såfremt de inkorporeres. Der vil udover inkorporeringen således
være en række andre forhold, som har indflydelse herpå, herunder den eksisterende gennemførelse
af konventionerne og tilgængeligheden af relevante fortolkningsbidrag, der som nævnt i kapitel 6,
afsnit 2.5, må tilskrives betydning for den omfattende påberåbelse og anvendelse af Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonvention. Herudover må der også forventes at være forskel på, hvad in-
korporeringen vil betyde i forhold til påberåbelsen og anvendelsen af de enkelte konventioner.
Det er nok mest sandsynligt, at en stigning navnlig vil angå de konventioner, som allerede i dag
påberåbes og anvendes oftest ved domstolene. Det vil i givet fald sige FN’s konvention om borger-
lige og politiske rettigheder og FN’s konvention om barnets rettigheder – men også FN’s konventi-
on om rettigheder for personer med handicap, idet det må tages i betragtning, at Danmark først til-
trådte denne konvention i 2009.
Merudgifter kan således forventes, hvis komitéernes praksis slår stærkere igennem i danske myn-
digheders og domstoles afgørelser f.eks. således, at det får indflydelse på det sociale område. Der
349
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0360.png
vil i givet fald her kunne være tale om betydelige udgifter. Der er imidlertid som nævnt ikke enig-
hed i udvalget om, hvor stor denne risiko er. Herudover kan inkorporering af de seks nævnte kon-
ventioner medføre merarbejde for domstolene og andre myndigheder samt udgifter til bl.a. efterud-
dannelse. Det er dog heller ikke muligt nærmere at skønne over størrelsen af udgifter hertil.
3. Tilslutning til den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité
Regeringen fremsatte den 26. februar 2014 beslutningsforslag nr. B 58 om Danmarks ratifikation af
den valgfri protokol af 13. december 2006 til FN’s konvention om rettigheder for personer med
handicap, der giver individuel klageadgang til FN’s Handicapkomité. Der fremgår følgende af be-
slutningsforslaget om de økonomiske konsekvenser ved denne tiltrædelse:
‖Gennemførelsen af forslaget vil kunne medføre visse økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige. Omfanget heraf vil afhænge af klagernes indhold og an-
tal samt hvorvidt regeringen vælger at efterleve udtalelserne. Det bemærkes, at man i
forbindelse med dansk ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for personer med
handicap vurderede, at Danmark allerede opfyldte forpligtelserne i konventionen.
Herudover vil forslaget kunne indebære udgifter som følge af indførelsen af en adgang
til at yde retshjælp til behandling af klagesager for internationale menneskerettighedsor-
ganer, jf. lovforslag nr. L 86 vedtaget den 10. december 1999 som lov nr. 940 af Folke-
tinget. Loven vil ifølge bemærkningerne kunne medføre udgifter for det offentlige til
retshjælp samt til behandling af ansøgninger om retshjælp. I bemærkningerne anføres, at
loven omfatter fremtidige individuelle klagesystemer.
Eventuelle administrative merudgifter afholdes inden for de berørte ministeriers nuvæ-
rende økonomiske rammer.‖
Som det fremgår af ovenstående, har regeringen vurderet, at en individuel klageadgang til FN’s
Handicapkomité kan medføre visse økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.
Det samme vil efter udvalgets opfattelse være tilfældet, hvis Danmark tilslutter sig den individuelle
klageadgang til FN’s Børnekomité, hvor der ligesom ved FN’s Handicapkomité vil være tale om
dels udgifter til behandling af klagesager ved komitéen, dels eventuelle udgifter til efterlevelse af
udtalelser fra komitéen.
Det er vanskeligt på forhånd at vurdere, hvor mange danske klagesager en individuel klageadgang
til FN’s Børnekomité vil give anledning til på årsbasis. Vurderingen kompliceres yderligere af, at
der i
forhold til den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité kan være en
lille usikkerhed for
så vidt angår det generelle krav om, at nationale retsmidler skal være udtømt, før der kan klages til
FN’s komitéer.
310
Efter udvalgets opfattelse må der umiddelbart kunne forventes et antal klagesager
Den norske advokat Frode Elgesem afgav efter bestilling fra det norske Utenriksdepartement den 3. juni 2013 en
juridisk analyse med titlen ‖Vurdering av fordeler og ulemper ved eventuell norsk tilslutning
til FNs barnekonvensjons
310
350
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0361.png
for FN’s Børnekomité, som ligger nogenlunde på niveau med antallet af sager for de komitéer, som
der allerede i dag er individuel klageadgang til. Det vil i givet fald sige, at der kan forventes mellem
fem og ti danske
klagesager for FN’s Børnekomité på årsbasis.
Justitsministeriet, der som anført i kapitel 8, afsnit 2.3, står for udarbejdelsen af regeringens svar i
sagerne ved FN’s komitéer, har over for udvalget vurderet, at behandlingen af det anslåede antal
klagesager vil kræve op imod et kvart årsværk i ministeriet. Hertil kommer ifølge ministeriet udgif-
ter til oversættelse af processkrifter, som erfaringsmæssigt må forventes at ligge på ca. 20.000 kr.
pr. sag. Det anslåede antal klagesager vil herudover kræve visse ressourcer hos Udenrigsministeriet
og relevante ressortministerier.
Behandlingen af det anslåede antal klagesager vil desuden kræve visse ressourcer hos de myndig-
heder, herunder f.eks. kommunerne, som har truffet de afgørelser, der indbringes for komitéerne.
Flygtningenævnet, der træffer langt hovedparten af de afgørelser, som i dag indbringes for de FN-
komitéer, hvortil der er individuel klageadgang, har i den sammenhæng oplyst følgende om tidsfor-
bruget i FN-klagesagerne:
‖Efter en skønsmæssig præget
vurdering anvender en fuldmægtig i gennemsnit 37 timer
på en sag fra det tidspunkt, hvor sekretariatet første gang orienteres om sagen fra Ju-
stitsministeriet til tidspunktet, hvor det internationale organ afslutter behandlingen af
sagen. Det er endvidere vurderingen, at ledelsesgruppens medlemmer skønsmæssigt an-
vender i gennemsnit 5 timer på hver enkelt sag.
Det bemærkes, at der i det ovenstående ressourceforbrug ikke er indregnet ressourcer,
der ikke direkte knytter sig til selve behandlingen af en sag anlagt ved et internationalt
organ, men vedrører menneskerettighedsområdet mere generelt, herunder de ressourcer,
der medgår til ajourføring af nævnets og Udlændingestyrelsens notat om asylrelevant
praksis ved de internationale menneskerettighedsorganer.
Endvidere er formandens og næstformændenes tidsforbrug i de enkelte sager ikke ind-
regnet, da der ikke foreligger en særskilt opgørelse heraf.‖
Udvalget finder det nærliggende at antage, at der vil skulle anvendes lignende ressourcer ved be-
handlingen af eventuelle klagesager, der vedrører afgørelser fra andre myndigheder, herunder
kommunerne.
tillegsprotokoll om individuell klagerett‖. I analysen overvejes det bl.a., om adgangen til domstolsprøvelse kan siges at
være et retsmiddel, der står til rådighed for personer under 18 år, og som derfor skal udtømmes. Overvejelserne skal ses
i lyset af, at unge under 18 år, der er umyndige, i Norge
såvel som i Danmark
er afskåret fra at optræde på egen
hånd i forbindelse med behandlingen af retssager. FN’s Børnekomité ses på nuværende tidspunkt ikke at have forholdt
sig til spørgsmålet, men i den nævnte analyse lægges det til grund, at en forældremyndighedsindehavers beslutning om
ikke at indbringe sagen for de nationale domstole som udgangspunkt skal respekteres. Det medfører, at barnet i denne
situation ikke kan anses for at have udtømt de nationale retsmidler, og at sagen afvises af komitéen. Efter udvalgets
opfattelse forekommer det nærliggende at antage, at FN’s Børnekomité i praksis vil anlægge samme synspunkt som i
den norske advokats analyse.
351
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0362.png
Udover de udgifter, der vil være forbundet med selve behandlingen af klagesagerne, må der som
anført i ovennævnte beslutningsforslag forventes visse udgifter til retshjælp, såfremt der gives indi-
viduel klageadgang til FN’s Børnekomité. Efter lov nr. 940 af 20. december 1999 om retshjælp til
indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettig-
hedskonventioner kan der således under visse betingelser ydes retshjælp til at klage til et internatio-
nalt klageorgan
– og denne lov vil også dække en individuel klageadgang til FN’s Børnekomité.
Forudsætningen for, at der kan ydes retshjælp, er som udgangspunkt, at komitéen har anmodet om
den danske regerings retlige bemærkninger til klagen, jf. kapitel 8, afsnit 2. Et umiddelbart bud er,
at der vil foreligge mellem fem og ti sådanne klagesager om året, idet udvalget lægger til grund, at
der vil blive anmodet om retshjælp i langt hovedparten af de sager, som indbringes for komitéerne.
Erfaringerne fra de eksisterende klageadgange peger således i den retning. I de nævnte sager vil
Civilstyrelsen meddele forhåndstilsagn om retshjælp, der er begrænset til 40.000 kr. Det beløb, der
ender med at blive dækket, kan dog både være højere og lavere.
311
Civilstyrelsen har i den forbin-
delse oplyst, at der i perioden fra 2006 til 24. april 2014 er udbetalt i alt 1.174.193,15 kr. fordelt på
29 afsluttede sager.
312
Det giver et gennemsnit pr. sag på ca. 40.489 kr. eksklusiv moms.
En individuel klageadgang til FN’s Børnekomité kan på den baggrund forventes at koste mellem
200.000 og 400.000 kr. i retshjælp om året, hvis der som forventet bliver tale om mellem fem og ti
danske sager årligt for komitéen.
Der er som anført i kapitel 8, afsnit 4.4 og 5.2, endelig en vis risiko for, at FN’s Børnekomité vil
udfylde de vage og upræcise bestemmelser i FN’s konvention barnets rettigheder på en anden måde
end den danske lovgivningsmagt. Denne risiko består, uanset om Danmark tilslutter sig den indivi-
duelle klageadgang eller ej, idet komitéen også uden en dansk klageadgang vil kunne afgive udta-
lelser i klagesager mod andre lande, som af lovgivningsmagten kan blive anset for vidtgående.
Hverken udtalelser i sager mod Danmark eller i sager mod andre lande vil være bindende.
Hvis Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, må det dog antages,
at det både for domstolene og for andre retsanvendende myndigheder og for regeringen vil være
mere nærliggende at følge en komitéudtalelse
herunder især en komitéudtalelse vedrørende Dan-
mark
selv om der måtte være tale om en meget vidtgående udtalelse, der giver anledning til tvivl.
Det laveste beløb, der er dækket i perioden, er 5.000 kr. Det højeste beløb er 131.750 kr.
Pr. 24. april 2014 er der 62 sager i Civilstyrelsen, som vil kunne forventes at medføre udbetaling af retshjælp i hen-
hold til retshjælpsloven.
312
311
352
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Vidtgående udtalelser fra eksempelvis
FN’s Børnekomité vil,
såfremt de lægges til grund af dom-
stolene og andre retsanvendende myndigheder eller accepteres af lovgiver, potentielt kunne have
vidtrækkende økonomiske konsekvenser, f.eks. hvis de vedrører det sociale område.
Der er ikke enighed i udvalget om, hvor stor denne risiko er.
Udvalget finder som anført i kapitel 3.5, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder bør
være meget tilbageholdende med at lægge en komitépraksis til grund, hvis der er tvivl om, hvordan
lovgivningsmagten forholder sig hertil, og der samtidig er tale om fordelingspolitiske og andre
spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at tage stilling til. Dom-
stolene bør efter udvalgets opfattelse afstå fra at tage påstande om krav på ydelser, der alene baseres
på eventuelt inkorporerede konventionsbestemmelser og konventionsorganernes fortolkning af kon-
ventionsbestemmelserne, og som ikke i øvrigt har grundlag i danske lovbestemmelser, til følge.
Det er i alle tilfælde umuligt på forhånd at forudsige, hvilke områder sådanne udtalelser i givet fald
vil berøre, samt hvordan lovgiver, domstolene og andre retsanvendende myndigheder konkret vil
forholde sig hertil. Allerede af den grund er det ikke muligt at sætte noget tal på den nævnte risiko,
som der i udvalget desuden heller ikke er enighed om, jf. kapitel 8, afsnit 6.
Sammenfattende vil der ved en tilslutning til den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité
således kunne forventes visse merudgifter hos Justitsministeriet, Udenrigsministeriet samt andre
relevante myndigheder til behandling af klagesager ved komitéen. Hertil kommer udgifter til over-
sættelse og retshjælp. Merudgifter kan endvidere forventes, hvis vidtgående komitéudtalelser læg-
ges til grund af domstolene og andre retsanvendende myndigheder, f.eks. inden for det sociale om-
råde. Der vil i givet fald kunne være tale om betydelige udgifter, men der er som nævnt ikke enig-
hed i udvalget om, hvor stor denne risiko er.
4. Tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Danmark er allerede i dag bundet af en række internationale diskriminationsforbud, herunder det
generelle forbud mod diskrimination indeholdt i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og poli-
tiske rettigheder, jf. kapitel 9, afsnit 6. En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention vil derfor som udgangspunkt ikke materielt indebære en udvidelse
af Danmarks folkeretlige forpligtelser. Udvalget går samtidig ud fra, at dansk lovgivning i dag
overholder de nævnte internationale forbud mod diskrimination.
Som anført i kapitel 9, afsnit 7.4, må bl.a. omfanget af staternes positive forpligtelser dog endnu
anses for uafklaret. Det samme gælder spørgsmålet om, hvilken skønsmargin Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol vil indrømme deltagerstaterne i sager om f.eks. fordelingspolitiske
353
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0364.png
spørgsmål. Disse forhold medfører, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt nærmere at forud-
sige protokollens rækkevidde.
Bl.a. som følge af den nævnte usikkerhed om protokollens rækkevidde er der en vis risiko for, at
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i konkrete sager vil kunne anlægge en fortolkning af
den 12. tillægsprotokol, som ikke er forenelig med dele af dansk lovgivning. Dette vil bl.a. inden
for det sociale område kunne have vidtrækkende økonomiske konsekvenser, f.eks. hvis Domstolen
måtte nå frem til, at flere har krav på en social ydelse, end det er forudsat i dansk lovgivning. I den
forbindelse skal det bemærkes, at en sådan afgørelse fra Domstolen
i modsætning til udtalelser fra
FN’s komitéer –
vil være bindende for Danmark. Danmark vil derfor være forpligtet til at efterleve
Domstolens afgørelse, uanset hvad de økonomiske konsekvenser måtte være. Det skal dog samtidig
tilføjes, at det på forhånd er umuligt at forudsige, på hvilke områder sådanne afgørelser fra Domsto-
len eventuelt måtte komme, hvorfor der allerede af den grund ikke kan sættes tal på den anførte
risiko. Der er i udvalget desuden heller ikke enighed om, hvor stor risikoen er for, at Domstolen vil
afsige domme, som kan få vidtrækkende økonomiske konsekvenser for Danmark.
En tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol vil også kunne have visse administrative konsekvenser,
idet protokollen i tilfælde af en tiltrædelse må forventes at blive påberåbt for og anvendt af de dan-
ske domstole og andre retsanvendende myndigheder. Det må ligeledes antages, at der i et vist om-
fang vil blive indbragt danske sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om fortolk-
ning af protokollen. Der vil efter udvalgets opfattelse imidlertid blive tale om et relativt begrænset
antal sager. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at diskriminationsforbuddene i bl.a. EU’s
Charter om grundlæggende rettigheder og FN’s konvention om borgerlige politiske
rettigheder kun
er blevet påberåbt og/eller anvendt i meget få sager ved de danske domstole, ligesom også antallet
af sager i Danmark vedrørende diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettigheds-
konventions artikel 14 har været forholdsvis begrænset.
313
Der har i praksis desuden kun været ind-
bragt meget få danske sager vedrørende de nævnte diskriminationsforbud for de forskellige konven-
tionsorganer.
Det følger af ovenstående, at der vil være visse administrative konsekvenser forbundet med en
dansk tiltrædelse af den 12. tillægsprotokol, herunder navnlig til behandling af spørgsmål vedrøren-
de fortolkning af protokollen ved de danske domstole og andre retsanvendende myndigheder samt
ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Disse administrative konsekvenser må dog for-
ventes at være begrænsede. Der er dog også en risiko for, at Domstolen
og evt. tillige danske
domstole og andre retsanvendende myndigheder vil afsige domme, som kan få vidtrækkende øko-
For så vidt angår danske domstoles praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14
henvises til gennemgangen heraf i betænkning nr. 1407/2001, side 56. Udvalget finder ikke anledning til at antage, at
påberåbelsen og anvendelsen af artikel 14 ved de danske domstole har ændret sig afgørende siden 2001.
313
354
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
nomiske konsekvenser for Danmark. Der er ikke enighed i udvalget om denne risiko, som det under
alle omstændigheder ikke er muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser af.
355
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 11. Lovudkast med bemærkninger
Udkastet til lovforslag nedenfor bygger på anbefalingen fra seks medlemmer af udvalget om inkor-
porering af FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om afskaffel-
se af alle former for racediskrimination, FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneske-
lig eller nedværdigende behandling eller straf, FN’s konvention om barnets rettigheder, FN’s kon-
vention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og FN’s konvention om ret-
tigheder for personer med handicap.
Lovudkastet er udformet som et forslag til en ny selvstændig lov og ikke som en ændring af den
eksisterende lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Baggrunden herfor er, at en
ny selvstændig lov om Danmarks inkorporering af FN-konventioner vil gøre det klarere, at der er
visse forskelle mellem inkorporeringen ved lov af FN-konventioner og inkorporeringen ved lov af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Bl.a. vil en ny selvstændig lov tydeligere fremhæ-
ve, at der er tale om forskellige folkeretlige fora, og at FN-komitéernes praksis i modsætning til
afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke er folkeretligt bindende for
Danmark. Der er i overensstemmelse med den almindelige praksis for udarbejdelse af lovudkast i
betænkninger ikke lavet udkast til lovforslagets generelle bemærkninger, men kun til de specielle
bemærkninger.
De seks medlemmer af udvalget har også anbefalet, at Danmark tiltræder den 12. tillægsprotokol til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En eventuel tiltrædelse af protokollen vil i givet
fald skulle ske på baggrund af et beslutningsforslag, men udvalget går ud fra, at den 12. tillægspro-
tokol på samme måde som andre tillægsprotokoller til Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tion også vil blive inkorporeret i dansk ret ved lov, såfremt den måtte blive tiltrådt, jf. kapitel 9,
afsnit 1. Udvalget har imidlertid ikke udarbejdet forslag hertil, idet spørgsmålet om en eventuel in-
korporering af den 12. tillægsprotokol ikke er udtrykkeligt nævnt i udvalgets kommissorium.
Der er heller ikke udarbejdet lovforslag til de seks medlemmers anbefaling om, at Danmark tilslut-
ter sig den individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, idet dette som hidtil i givet fald forud-
sættes at ske på grundlag af en folketingsbeslutning.
1. Lovudkast
Forslag
til
lov om inkorporering af visse internationale konventioner om menneskerettigheder
356
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
§ 1.
Følgende konventioner og protokoller gælder her i landet i det omfang, de er bindende for
Danmark:
1) International konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder, jf.
bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976 (Lovtidende C).
2) Anden valgfri protokol af 15. december 1989 til den internationale konvention om borgerli-
ge og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf, jf. bekendtgørelse nr. 30
af 29. marts 1976 (Lovtidende C).
3) International konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskri-
mination, jf. bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972 (Lovtidende C).
4) Konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedvær-
digende behandling eller straf, jf. bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1987 (Lovtidende C).
5) Konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 6 af 16.
januar 1992 (Lovtidende C).
6) Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende
inddragelse af børn i væbnede konflikter, jf. bekendtgørelse nr. 30 af 28. november 2002
(Lovtidende C), som ændret ved bekendtgørelse nr. 14 af 29. april 2004 (Lovtidende C).
7) Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende
salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, jf. bekendtgørelse nr. 34 af 23. oktober
2003 (Lovtidende C).
8) Konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod
kvinder, jf. bekendtgørelse nr. 83 af 9. september 1983 (Lovtidende C).
9) Konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap, jf. bekendtgø-
relse nr. 35 af 15. september 2009 (Lovtidende C).
Stk. 2.
En dansk oversættelse af de konventioner og protokoller, der er nævnt i stk. 1, er medtaget
som bilag til loven.
§ 2.
Loven træder i kraft den …
§ 3.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
357
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0368.png
Bilag 1
International konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder
314
(udeladt her)
Bilag 2
Anden valgfri protokol af 15. december 1989 til den internationale konvention om borgerlige
og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf
(udeladt her)
Bilag 3
International konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for
Racediskrimination
315
(udeladt her)
Bilag 4
Konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf
Danmark har taget forbehold til konventionen. Danmark har taget forbehold over for kravet i artikel 10, stk. 3, 2.
pkt., om at unge lovovertrædere skal holdes adskilt fra voksne.
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖The Government
of
Denmark makes a reservation in respect of Article 10, paragraph 3, second sentence. In Danish practice, considerable
efforts are made to ensure appropriate age distribution of convicts serving sentences of imprisonment, but it is consi-
dered valuable
to maintain possibilities of flexible arrangements.‖
Danmark har endvidere taget forbehold til artikel 14,
stk. 1, vedrørende offentlig rettergang.
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖Article 14, paragraph 1, shall not be binding
on Denmark in respect of public hearings. In Danish law, the right to exclude the press and the public from trials may
go beyond what is permissible under this Covenant, and the Government of Denmark finds that this right should be
restricted.‖
Danmark har endvidere taget forbehold til artikel 14, stk. 5, vedrørende fornyet prøvelse af domfældelse og
rets følge i straffesager, og artikel 14, stk. 7, vedrørende genoptagelse af straffesager, der er endt med fri findende dom.
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖Article 14, paragraphs
5 and 7, shall not be binding on Denmark. The Danish Admin-
istration of Justice Act contains detailed provisions regulating the matters dealt with in these two paragraphs. In some
cases, Danish legislation is less restrictive than the Covenant (e.g. a verdict returned by a jury on the question of guilt
cannot be reviewed by a higher tribunal, cf. paragraph 5); in other cases, Danish legislation is more restrictive than the
Covenant (e.g. with respect to resumption of a criminal case in which the accused party was acquitted, cf. paragraph 7).
Danmark har endelig taget forbehold til artikel 20, stk. 1, vedrørende forbud mod propaganda for krig. Forbeholdet har
følgende ordlyd: ‖Reservation is further made to Article 20, paragraph 1. This reservation is in accordance
with the vote
cast by Denmark in the XVI General Assembly of the United Nations in 1961 when the Danish Delegation, referring to
the preceding article concerning freedom of expression, voted against the prohibition against propaganda for war.‖
315
Danmark har taget et forbehold til artikel 14, hvorefter komitéen ikke må behandle en individuel klagesag, medmin-
dre komitéen har sikret sig, at samme sag ikke er eller har været genstand for behandling efter andre regler om interna-
tional undersøgelse eller bilæggelse.
Forbeholdet har følgende ordlyd: ‖Denmark recognizes the competence of the
Committee on the Elimination of Racial Discrimination to receive and consider communications from individuals or
groups of individuals within Danish jurisdiction claiming to be victims of a violation by Denmark of any of the rights
set forth in the Convention, with the reservation that the Committee shall not consider any communications unless it has
ascertained that the same matter has not been, and is not being, examined under another procedure of international in-
vestigation or settlement.‖
314
358
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0369.png
(udeladt her)
Bilag 5
Konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder
316
(udeladt her)
Bilag 6
Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende
inddragelse af børn i væbnede konflikter
(udeladt her)
Bilag 7
Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg
af børn, børneprostitution og børnepornografi
(udeladt her)
Bilag 8
Konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination
mod kvinder
(udeladt her)
Bilag 9
Konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap
(udeladt her)
Danmark har taget forbehold for konventionens artikel 40, stk. 2, (b), (v) vedrørende adgang til at få prøvet straffe-
retlige spørgsmål i to instanser. Forbeholdet har følgende ordlyd:
‖Article 40, paragraph 2 (b) (v) shall not be binding
on Denmark. It is a fundamental principle of the Danish Administration of Justice Act that everybody shall be entitled
to have any penal measures imposed on him or her by a court of first instance reviewed by a higher court. There are,
however, some provisions limiting this right in certain cases, for instance verdicts returned by a jury on the question of
guilt, which have not been reversed by the legally trained judges of the court.‖
316
359
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Stk. 1.
Bestemmelsen opregner de konventioner og protokoller, der er omfattet af loven. § 1, nr. 1,
vedrører FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, mens nr. 2 vedrører den anden
valgfri protokol af 15. december 1989 til konventionen, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf. § 1,
nr. 3, vedrører FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. § 1, nr. 4, ved-
rører FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf. § 1, nr. 5, vedrører FN’s konvention om barnets rettigheder, mens nr. 6 vedrører den
valgfri protokol af 25. maj 2000 til konventionen vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflik-
ter, og nr. 7 vedrører den valgfri protokol af 25. maj 2000 til konventionen vedrørende salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi. § 1, nr. 8, vedrører FN’s konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder. § 1, nr. 9, vedrører FN’s konvention om rettigheder for per-
soner med handicap. Konventionernes og protokollernes officielle betegnelse er anvendt, ligesom
der er medtaget en henvisning til den offentliggjorte tekst i Lovtidende C.
Bestemmelsen fastslår, at de pågældende konventioner og protokoller ‖gælder her i landet‖. Det
betyder, at konventionerne og protokollerne gøres til en del af dansk ret ved lov. Derved skabes der
et lovbestemt grundlag for, at borgerne kan påberåbe sig og domstolene og andre retsanvendende
myndigheder kan anvende de inkorporerede konventioner og protokoller. Konventionerne vil for-
melt hverken være overordnet eller underordnet i forhold til andre love.
Bestemmelsen anfører, at konventionerne og protokollerne gælder her i landet ‖i det omfang, de er
bindende for Danmark‖. Heri ligger, at det er de pågældende
konventioner og protokoller med re-
spekt af de forbehold, som Danmark har taget i forbindelse med ratifikationen, der gøres til en del
af dansk ret ved lov.
I modsætning til lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. lovbekendtgørelse nr.
750 af 19. oktober 1998, som ændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006, indeholder loven ikke en ud-
trykkelig opregning af Danmarks forbehold. Danmarks forbehold er
i det omfang de fortsat er
gældende
medtaget i en note til de enkelte bilag vedrørende de enkelte konventioner og protokol-
ler.
De forbehold, som Danmark har taget, og som fortsat er gældende, vedrører artikel 10, 14 og 20 i
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 5 i den valgfri protokol til FN’s
konvention om borgerlige
og politiske rettigheder samt artikel 14 i FN’s konvention om afskaffelse
af alle former for racediskrimination.
De konventioner, der omfattes af loven, indeholder alle i et vist omfang vage og upræcise bestem-
melser, herunder deciderede programerklæringer, som overlader et betydeligt skøn til de enkelte
medlemsstater ved gennemførelsen heraf i den nationale retsorden. De valg af navnlig fordelingspo-
litisk karakter, som udøvelsen af dette politiske skøn indebærer, bør også fremover i videst muligt
omfang træffes af lovgivningsmagten og ikke af domstolene. Det er således en grundlæggende for-
udsætning for denne lov, at den traditionelle rollefordeling mellem domstolene og andre retsanven-
dende myndigheder på den ene side og lovgivningsmagten på den anden side ikke forrykkes. Dette
betyder bl.a., at domstolene og andre retsanvendende myndigheder bør være meget tilbageholdende
360
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
med at tage krav om f.eks. økonomiske ydelser til følge, hvis kravene alene kan støttes på en af de
konventioner eller protokoller, som inkorporeres ved denne lov, og hvis der er tale om et retsområ-
de, der forudsætter et politisk valg mellem forskellige løsningsmuligheder, herunder vedrørende
fordelingspolitiske spørgsmål, som bør overlades til lovgivningsmagten. De konventioner, som in-
korporeres ved denne lov, bør i disse situationer således som udgangspunkt ikke
før der via den
øvrige lovgivning er vedtaget de nødvendige regler
kunne danne grundlag for håndhævelse af
sådanne ydelser i forhold til staten.
Konventionernes vage og upræcise bestemmelser, herunder programerklæringerne, kan hen ad ve-
jen forventes udfyldt af de relevante FN-komitéer, herunder i form af udtalelser i individuelle kla-
gesager. Fortolkningen og anvendelsen af konventionerne bør generelt ske under hensyntagen til
denne praksis. Da komitéernes praksis
i modsætning til domme fra Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol
ikke er bindende for Danmark, bør domstolene og andre retsanvendende myndig-
heder dog være meget tilbageholdende med at lægge denne til grund, hvis der er tvivl om, hvordan
lovgivningsmagten forholder sig hertil, og der samtidig er tale om fordelingspolitiske og andre
spørgsmål, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgivningsmagten at tage stilling til.
Det bør desuden indgå med betydelig vægt i domstolenes overvejelser, om en tilsidesættelse af en
gældende retstilstand med henvisning til denne lov vil indebære, at en privat pålægges en pligt i
forhold til en anden privat, som den forpligtede ikke har haft rimelig grund til at indrette sig på. Et
erstatningskrav bør i de tilfælde, hvor dansk ret måtte være i strid med de inkorporerede konventio-
ner, men hvor hensynet til privates retssikkerhed bevirker, at den konventionsstridige lovgivning
alligevel lægges til grund, i stedet rettes mod staten. Det skyldes, at ansvaret for en konventionsstri-
dig retstilstand i sådanne tilfælde bør påhvile staten, som i givet fald må kompensere borgeren for
den skade, som vedkommende har lidt som følge heraf.
Der henvises for så vidt angår retsvirkningerne af en inkorporering i øvrigt til betænkningens kapi-
tel 3.
Stk. 2.
En dansk oversættelse af de konventioner og protokoller, der er nævnt i stk. 1, er medtaget
som bilag til loven. Det anses ikke for nødvendigt i forbindelse med loven at foretage en gennem-
gang og ændring af oversættelserne til et mere moderne dansk.
Oversættelsen af de pågældende konventioner og protokoller svarer derfor til de oversættelser, der
fremgår af bekendtgørelsen af de pågældende tekster i Lovtidende C. Dog er der foretaget redaktio-
nelle ændringer af de enkelte artikler, herunder ved anvendelse af stykker.
Til § 2
Loven træder i kraft den … Fra denne dato gøres de konventioner og protokoller, der er nævnt i § 1,
til en del af dansk ret ved lov.
Til § 3
361
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder
for Grønland og Færøerne. Den kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.
Bestemmelsen har ikke betydning for, i hvilket omfang Grønland og Færøerne er omfattet af de i §
1 nævnte konventioner og protokoller. De pågældende konventioner og protokoller kan allerede i
dag påberåbes for og anvendes af domstole og andre retsanvendende myndigheder i Grønland og på
Færøerne. Tilsvarende har hjemme- og selvstyremyndighederne og rigsmyndighederne pligt til at
overholde de forpligtelser, der følger af konventionerne og protokollerne.
362
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 1. Bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976 af international konvention af
16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri
protokol (Lovtidende C)
Ved kgl. resolution af 14. december 1971, og efter at folketinget den 4. juni 1971 havde meddelt sit
samtykke dertil, har Danmark ratificeret den i New York den 20. marts 1968 undertegnede interna-
tionale konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol.
Konventionen og protokollen har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er ude-
ladt her):
International konvention om borgerlige og politiske rettigheder
De i denne konvention deltagende stater,
som
finder
- i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers pagt erklærede principper - at aner-
kendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettig-
heder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden
anerkender,
at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed,
anerkender
- i overensstemmelse med verdenserklæringerne om menneskerettighederne - at idealet
om frie mennesker, der nyder borgerlig og politisk frihed samt frihed for frygt og nød, kun kan op-
nås, såfremt der skabes sådanne vilkår, at enhver kan nyde såvel sine borgerlige og politiske rettig-
heder som sine økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
erkender,
at De forenede Nationers pagt pålægger staterne at fremme den almindelige respekt for og
overholdelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder,
erkender,
at det er det enkelte menneskes skyldighed, i kraft af dets forpligtelser over for sine med-
mennesker og over for det samfund, det tilhører, at søge de i denne konvention anerkendte rettighe-
der fremmet og overholdt,
er blevet enige
om følgende artikler:
Afsnit I
Artikel 1
1.
Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling
og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.
2.
Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressour-
cer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde,
der er baseret på princippet om gensidig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksi-
stensmuligheder.
363
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
De i denne konvention deltagende stater, herunder sådanne som har ansvaret for forvaltningen af
ikke-selvstyrende områder eller formynderskabsområder, skal medvirke til selvbestemmelsesret-
tens gennemførelse og respektere denne rettighed i overensstemmelse med bestemmelserne i De
forenede Nationers pagt.
Afsnit II
Artikel 2
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og tilsikre alle personer,
der befinder sig inden for dens område og er undergivet dens jurisdiktion, de i denne konvention
anerkendte rettigheder uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve,
køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold,
fødsel eller anden stilling.
2.
Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfat-
ning og med denne konventions bestemmelser at træffe de fornødne foranstaltninger til ad lovgiv-
ningens vej eller på anden måde at tilsikre de i denne konvention anerkendte rettigheder, dersom
disse ikke allerede er gennemført.
3.
Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til:
a) at sikre enhver, hvis rettigheder eller friheder efter denne konvention krænkes, adgang til ef-
fektive retsmidler herimod, uanset om de personer, der har begået krænkelsen, har handlet i
embeds medfør;
b) at sikre enhver, der gør krav på sådanne retsmidler, adgang til at få sin ret til disse afgjort af
kompetente judicielle, administrative eller lovgivende myndigheder eller af anden i henhold
til den pågældende stats retsordning kompetent myndighed samt at videreudvikle mulighe-
derne for at anvende judicielle retsmidler;
c) at sikre, at de kompetente myndigheder tager en klage til følge, når den er fundet berettiget.
Artikel 3
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre mænds og kvinders lige ret til at
nyde alle de i denne konvention anførte borgerlige og politiske rettigheder.
Artikel 4
1.
I en offentlig nødstilstand, som truer nationens beståen, og som officielt proklameres som en så-
dan, kan de i denne konvention deltagende stater træffe foranstaltninger, hvorved deres forpligtelser
i henhold til konventionen fraviges i det omfang, sådanne foranstaltninger er absolut nødvendige i
den givne situation, og forudsat, at de ikke er uforenelige med statens øvrige forpligtelser i henhold
til folkeretten og ikke indebærer forskelsbehandling alene på grund af race, hudfarve, køn, sprog,
religion eller social herkomst.
2.
Foranstående bestemmelse hjemler ikke fravigelser af artikel 6, 7, 8 (stk. 1 og 2), 11, 15, 16 og
18.
364
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Enhver i denne konvention deltagende stat, der benytter sig af retten til at fravige konventionens
bestemmelser, skal omgående gennem De forenede Nationers generalsekretær underrette de øvrige i
konventionen deltagende stater om de bestemmelser, den har fraveget, og om begrundelsen herfor.
Den pågældende stat skal give en yderligere meddelelse ad samme vej den dag, den bringer sådanne
fravigelser til ophør.
Artikel 5
1.
Intet i denne konvention må fortolkes som medførende nogen ret for en stat, gruppe eller person
til at udøve nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tager sigte på at tilintetgøre nogen
af de heri anerkendte rettigheder eller friheder eller på at begrænse disse i videre omfang, end denne
konvention hjemler.
2.
Grundlæggende menneskerettigheder, der i medfør af lov, konventioner, administrative bestem-
melser eller sædvane anerkendes eller består i en i denne konvention deltagende stat, må ikke be-
grænses eller fraviges under foregivende af, at denne konvention ikke anerkender sådanne rettighe-
der eller kun anerkender dem i mindre udstrækning.
Afsnit III
Artikel 6
1.
Ethvert menneske har en naturgiven ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov. Ingen må vil-
kårligt berøves livet.
2.
I lande, som ikke har afskaffet dødsstraffen, må en dødsdom kun idømmes for de groveste for-
brydelser i overensstemmelse med den lovgivning, som var gældende på det tidspunkt, da forbry-
delsen blev begået, og som ikke må være i strid med bestemmelserne i denne konvention eller med
konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab. Dødsstraf kan kun fuldbyrdes i henhold til
en endelig dom afsagt af en kompetent domstol.
3.
Når berøvelse af livet er ensbetydende med folkedrab, skal intet i denne artikel berettige en i
denne konvention deltagende stat til på nogen måde at fravige forpligtelser, den har påtaget sig i
henhold til bestemmelserne i konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab.
4.
Enhver dødsdømt skal have ret til at søge benådning eller forvandling af straffen. Amnesti, be-
nådning eller forvandling af dødsstraffen skal kunne tilstås i alle tilfælde.
5.
Dødsstraf må ikke idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år og må ikke fuldbyr-
des over for gravide kvinder.
6.
Intet i denne artikel skal kunne påberåbes for at forsinke eller forhindre afskaffelse af dødsstraf-
fen i en i denne konvention deltagende stat.
Artikel 7
365
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
I særdeleshed må ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnskabelige
eksperimenter.
Artikel 8
1.
Ingen må holdes i slaveri; slaveri og slavehandel under enhver form skal være forbudt.
2.
Ingen må holdes i trældom.
3.
a) Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller andet pligtarbejde;
b) I lande, hvor frihedsberøvelse med strafarbejde kan idømmes som straf for en forbrydelse,
skal bestemmelsen i stk. 3 a) ikke være til hinder for at lade nogen udføre strafarbejde i hen-
hold til en herom af en kompetent domstol afsagt dom;
c) I denne bestemmelse omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:
i) arbejde eller tjeneste, som ikke er nævnt i litra b) ovenfor, men som normalt kræves af
en person, der er berøvet sin frihed som følge af en lovlig retsafgørelse, eller af en per-
son, der på betingelser er løsladt fra sådan frihedsberøvelse;
ii) tjeneste af militærkarakter og
i lande, hvor militærnægtelse anerkendes
samfunds-
tjeneste, der i henhold til lov kræves udført af militærnægtere;
iii) tjeneste, der kræves i en nødstilstand eller under katastrofer, der truer samfundets liv el-
ler velfærd;
iv) arbejde eller tjeneste, der er et led i normale borgerpligter.
Artikel 9
1.
Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må underkastes vilkårlig arrest eller fri-
hedsberøvelse. Ingen må berøves sin frihed undtagen af sådanne grunde, og i overensstemmelse
med sådanne fremgangsmåder, som er fastsat ved lov.
2.
Enhver, der arresteres, skal ved arrestationen oplyses om grundene hertil og straks underrettes om
eventuelle sigtelser mod ham.
3.
Enhver, der arresteres eller tilbageholdes som sigtet for et strafbart forhold, skal ufortøvet frem-
stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve
domsmyndighed, og skal have ret til rettergang inden for en rimelig frist eller til løsladelse. Det skal
ikke være den almindelige regel, at personer, som afventer rettergang, hensættes i varetægtsarrest,
men deres løsladelse kan gøres betinget af garantier for, at de giver møde under rettergangen på
ethvert andet stadium af processen og i givet fald til dommens fuldbyrdelse.
366
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
Enhver, der berøves sin frihed ved arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til at ind-
bringe sagen for en domstol, for at denne uden ophold kan træffe afgørelse om lovligheden af hans
tilbageholdelse og beordre ham løsladt, hvis tilbageholdelsen ikke er lovlig.
5.
Enhver, der har været offer for ulovlig arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til
erstatning.
Artikel 10
1.
Alle, der berøves deres frihed, skal behandles humant og med respekt for menneskets naturlige
værdighed.
2.
a) Tiltalte personer skal, hvis der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, holdes adskilt
fra domfældte personer og skal undergives særskilt behandling svarende til deres stilling
som ikke domfældte;
b) tiltalte unge mennesker skal holdes adskilt fra voksne, og sagerne mod den skal afgøres så
hurtigt som muligt.
3.
Straffesystemet skal omfatte en fangebehandling, hvis vigtigste formål skal være fangernes for-
bedring og resocialisering. Unge lovovertrædere skal holdes adskilt fra voksne og gives en behand-
ling svarende til deres alder og retslige stilling.
Artikel 11
Ingen må anbringes i fængsel alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktlig for-
pligtelse.
Artikel 12
1.
Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, skal inden for dette have ret til at færdes frit
og til frit at vælge sit opholdssted.
2.
Enhver skal have ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.
3.
Ovennævnte rettigheder må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er fastsat
ved lov og er nødvendige for at beskytte statens sikkerhed, den offentlige orden
(ordre public)
, den
offentlige sundhed eller sædelighed eller andres rettigheder og friheder, og som er forenelige med
de øvrige i denne konvention anerkendte rettigheder.
4.
Ingen må vilkårligt berøves retten til at indrejse i sit eget land.
Artikel 13
En udlænding, som lovligt befinder sig på en i denne konvention deltagende stats område, kan kun
udvises i henhold til en afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med lov, og skal, medmindre
tvingende hensyn til statens sikkerhed er til hinder derfor, have adgang til at fremføre de grunde, der
taler imod hans udvisning, til at få sin sag undergivet fornyet prøvelse hos og til i dette øjemed at
367
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
være repræsenteret over for vedkommende myndighed eller een eller flere af vedkommende myn-
dighed særligt udpegede personer.
Artikel 14
1.
Alle skal være lige for domstolene. Enhver skal ved afgørelsen vedrørende en anklage mod ham
for et strafbart forhold eller vedrørende hans rettigheder og forpligtelser i et søgsmål være berettiget
til retfærdig og offentlig rettergang for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet
ved lov. Pressen og offentligheden kan udelukkes fra hele rettergangen eller fra dele af denne af
hensyn til sædeligheden, den offentlige orden
(ordre public)
eller statens sikkerhed i et demokratisk
samfund, eller hvor hensynet til parternes privatliv kræver det, eller i det omfang retten finder abso-
lut nødvendigt, når offentlighed på grund af særlige omstændigheder ville skade retfærdighedens
interesser; dog skal enhver dom, der afsiges i en straffesag eller i et søgsmål offentliggøres, med-
mindre hensynet til unge mennesker taler herimod, eller det drejer sig om ægteskabssager eller sa-
ger om forældremyndighed eller værgemål for børn.
2.
Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans
skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
3.
Enhver skal ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til føl-
gende minimumsgarantier i fuld lighed:
a) at blive underrettet ufortøvet og udførligt i et sprog, han forstar, om indholdet af og årsagen
til den anklage, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar og til at stå i forbindelse
med en advokat, han selv har valgt;
c) at få sin sag pådømt uden unødigt ophold;
d) at få sagen pådømt i sin nærværelse og at forsvare sig personligt eller ved hjælp af en forsva-
rer, som han selv har valgt, at blive oplyst om sin ret til juridisk bistand, såfremt han ikke al-
lerede har en sådan bistand, og til at få beskikket en forsvarer, når hensynet til retfærdighe-
den kræver det, og i så fald uden udgift for ham, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at
afholde udgifterne herved;
e) at afhøre eller lade vidnerne imod ham afhøre og at få vidner i sin interesse tilsagt og afhørt
på samme betingelser som vidner imod ham;
f) at få gratis bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten;
g) ikke at blive tvunget til at vidne imod sig selv eller erkende sig skyldig.
4.
I sager mod unge mennesker skal rettergangen gennemføres under hensyntagen til de pågælden-
des alder og ønskeligheden af at fremme deres resocialisering.
5.
Enhver, der er domfældt for en forbrydelse har ret til at få domfældelsen og fastsættelsen af rets-
følgen prøvet af en højere domstol i overensstemmelse med loven.
368
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6.
Når en person ved endelig dom er domfældt for en strafbar handling, og når hans dom senere er
blevet omstødt, eller han er blevet benådet som følge af, at en ny eller nyopdaget omstændighed på
afgørende måde viser, at domfældelsen var fejlagtig, skal der tillægges den, som har udstået straf
som følge af en sådan domfældelse, erstatning efter loven, medmindre det godtgøres, at det helt
eller delvis kan tilskrives ham selv, at den ukendte omstændighed ikke kom for dagen i rette tid.
7.
Ingen må på ny tiltales eller straffes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet
endelig domfældt eller frifundet i overensstemmelse med det enkelte lands lovgivning og straffe-
retspleje.
Artikel 15
1.
Ingen kan findes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som efter
det pågældende lands ret eller efter folkeretten ikke var strafbar på det tidspunkt, da den blev begå-
et. der kan heller ikke pålægges strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lov-
overtrædelsen blev begået. Hvis der efter at lovovertrædelsen er begået ved lov fastsættes en milde-
re straf, skal dette komme lovovertræderen til gode.
2.
Intet i denne artikel skal være til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling
eller undladelse, som på det tidspunkt, da den blev begået, var strafbar efter de almindelige af det
internationale samfund anerkendte retsprincipper.
Artikel 16
Enhver har ret til overalt at blive anerkendt som havende retsevne.
Artikel 17
1.
Ingen må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem
eller sin brevveksling, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme.
2.
Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.
Artikel 18
1.
Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte
frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller
sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse,
udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.
2.
Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en
religion eller tro efter eget valg.
3.
Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger,
som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed
eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.
369
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald
værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i
overensstemmelse med deres egen overbevisning.
Artikel 19
1.
Enhver har ret til meningsfrihed uden indblanding.
2.
Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele
oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt
form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg.
3.
Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører særlige forpligtelser og
et særligt ansvar. Den kan derfor undergives visse begrænsninger, men dog kun sådanne som er
hjemlet ved lov og er nødvendige:
a) af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;
b) af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden
(ordre public),
sundhed eller sædelig-
hed.
Artikel 20
1.
Al propaganda for krig skal være forbudt ved lov.
2.
Enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehand-
ling, fjendtlighed eller vold, skal være forbudt ved lov.
Artikel 21
Retten til at deltage i fredelige forsamlinger skal anerkendes. Udøvelsen af denne ret må ikke un-
derkastes andre begrænsninger end sådanne, som fastsættes i overensstemmelse med loven og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige sikker, den
offentlige orden
(ordre public),
beskyttelsen af den offentlige sundhed eller sædelighed eller be-
skyttelsen af andres rettigheder og friheder.
Artikel 22
1.
Enhver har ret til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og indmelde sig i fagforeninger til
beskyttelse af sine interesser.
2.
Udøvelsen af denne ret må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er foreskre-
vet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed eller den of-
fentlige sikkerhed, den offentlige orden
(ordre public),
beskyttelsen af den offentlige sundhed eller
sædelighed eller beskyttelsen af andres ret og frihed. Denne artikel skal ikke være til hinder for, at
der pålægges medlemmer af de væbnede styrker og af politiet lovlige begrænsninger i deres udøvel-
se af denne ret.
370
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Intet i denne artikel berettiger stater, der er deltagere i Den internationale Arbejdsorganisations
konvention af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, til at træffe lov-
givningsmæssige foranstaltninger, som ville begrænse de garantier, der er fastsat i den pågældende
konvention, eller til at anvende loven på en måde, som ville begrænse disse garantier.
Artikel 23
1.
Familien er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed og har ret til samfundets og
statens beskyttelse.
2.
Giftefærdige mænds og kvinders ret til at indgå ægteskab og stifte familie skal anerkendes.
3.
Intet ægteskab må indgås uden de vordende ægtefællers frie og uforbeholdne samtykke.
4.
De i denne konvention deltagende stater skal tage passende skridt til at sikre ægtefællernes lige-
stilling med hensyn til rettigheder og forpligtelser ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet og
ved dets opløsning. I tilfælde af ægteskabets opløsning skal der drages omsorg for fornøden beskyt-
telse af eventuelle børn.
Artikel 24
1.
Ethvert barn har uden forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, køn, sprog, religion, na-
tional eller social herkomst, formueforhold eller fødsel, ret til de beskyttelsesforanstaltninger fra
familiens, samfundets og statens side, som dets stilling som mindreårig kræver.
2.
Ethvert barn skal registreres umiddelbart efter fødslen og have et navn.
3.
Ethvert barn har ret til at erhverve et statsborgerskab.
Artikel 25
Enhver borger skal uden nogen af de i artikel 2 omhandlede former for forskelsbehandling og uden
urimelige begrænsninger have ret til og mulighed for:
a) at deltage, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter, i varetagelsen af offentlige anlig-
gender;
b) at stemme og modtage valg ved reelt gennemførte periodiske valg på grundlag af almindelig
og lige stemmeret og hemmelig afstemning, der sikrer, at vælgernes vilje frit kommer til ud-
tryk;
c) at have adgang til offentlig tjeneste i sit land på grundlag af almindelig ligestilling.
Artikel 26
Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen for-
skelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-
lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn,
371
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel
eller anden stilling.
Artikel 27
I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører så-
danne mindretal, ikke forbeholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe
at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres
eget sprog.
Afsnit IV
Artikel 28
1.
Der oprettes en menneskerettighedskomite (herefter betegnet komiteen). Den skal bestå af 18
medlemmer og varetage de nedenfor fastsatte opgaver.
2.
Komiteen skal bestå af statsborgere fra de i denne konvention deltagende stater og medlemmerne
skal være personer af høj moralsk kvalitet og have anerkendt sagkundskab med hensyn til menne-
skerettigheder. Der skal tages hensyn til fordelen ved, at nogle af komiteens medlemmer har juri-
disk erfaring.
3.
Komiteens medlemmer vælges og virker i deres personlige egenskab.
Artikel 29
1.
Komiteens medlemmer vælges med hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over
personer, der besidder de i artikel 28 foreskrevne kvalifikationer, og som er indstillet hertil af de i
denne konvention deltagende stater.
2.
Enhver i denne konvention deltagende stat kan højst indstille to personer. Disse skal være stats-
borgere i den stat, der indstiller dem.
3.
En person kan indstilles flere gange.
Artikel 30
1.
Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato.
2.
Mindst fire måneder før tidspunktet for hvert valg til komiteen, bortset fra valg til besættelse af
en plads, som er blevet erklæret ledig i overensstemmelse med artikel 34, anmoder De forenede
Nationers generalsekretær skriftligt de i denne konvention deltagende stater om inden tre måneder
at foreslå kandidater til komiteen.
3.
De forenede Nationers generalsekretær udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således
foreslåede personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender forteg-
nelsen til de i denne konvention deltagende stater, senest en måned før datoen for hvert valg.
372
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
Valg af komiteens medlemmer finder sted på et af De forenede nationers generalsekretær ind-
kaldt møde ved De forenede Nationers hovedsæde mellem de i denne konvention deltagende stater.
Ved dette møde, der for at være beslutningsdygtigt kræver deltagelse af to tredjedele af de i denne
konvention deltagende stater, indvælges i komiteen de kandidater, der opnår flest stemmer og et
absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter
for deltagerstaterne.
Artikel 31
1.
Komiteen må ikke omfatte flere end en statsborger fra samme stat.
2.
Ved valg til komiteen skal hensyn tages til en rimelig geografisk fordeling af medlemskredsen og
til repræsentation af de forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.
Artikel 32
1.
Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstil-
les. Funktionstiden for ni af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års
forløb; straks efter det første valg udpeges disse ni medlemmer ved lodtrækning foretaget af diri-
genten for det i artikel 30, stk. 4, nævnte møde.
2.
Valg afholdes ved udløbet af en funktionsperiode i overensstemmelse med de foregående artikler
i dette afsnit af konventionen.
Artikel 33
1.
Hvis et komitemedlem efter de øvrige medlemmers enstemmige opfattelse er ophørt med at ud-
øve sine funktioner af anden grund end midlertidigt fravær, underretter komiteens formand De for-
enede Nationers generalsekretær, som derpå erklærer det pågældende medlems plads for ledig.
2.
I tilfælde af et komitemedlems død eller tilbagetræden underretter formanden straks De forenede
Nationers generalsekretær, som erklærer pladsen for ledig fra datoen for dødsfaldet eller fra den
dato, det pågældende medlem træder tilbage.
Artikel 34
1.
Når en plads i komiteen er erklæret ledig i henhold til artikel 33, og det tidligere medlems funkti-
onsperiode ikke udløber inden seks måneder fra det tidspunkt, da pladsen blev erklæret ledig, giver
De forenede Nationers generalsekretær meddelelse herom til de i denne konvention deltagende sta-
ter, som inden to måneder kan afgive indstillinger i henhold til artikel 29 med henblik på besættelse
af den ledige plads.
2.
De forenede Nationers generalsekretær udarbejder en alfabetisk fortegnelse over de således ind-
stillede personer og fremsender denne til de i denne konvention deltagende stater. Valg til besættel-
se af den ledige plads finder derefter sted i overensstemmelse med de herom gældende bestemmel-
ser i dette afsnit af konventionen.
373
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Et komitemedlem, der vælges til en plads, der er erklæret ledig i henhold til artikel 33, varetager
hvervet i den resterende del af funktionsperioden for det medlem, hvis plads i komiteen blev ledig i
henhold til bestemmelserne i den nævnte artikel.
Artikel 35
Komiteens medlemmer modtager, med godkendelse af De forenede Nationers generalforsamling,
vederlag af De forenede Nationers midler på sådanne vilkår og betingelser, som generalforsamlin-
gen måtte fastsætte under hensyntagen til betydningen af komiteens opgaver.
Artikel 36
De forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for ko-
miteen i det omfang, det er nødvendigt, for at komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i hen-
hold til denne konvention.
Artikel 37
1.
De forenede Nationers generalsekretær indkalder komiteen til dens første møde ved De forenede
Nationers hovedsæde.
2.
Senere møder afholdes på tidspunkter, der fastsættes i komiteens forretningsorden.
3.
Komiteen afholder som regel sine møder ved De forenede Nationers hovedsæde eller ved De
forenede Nationers kontor i Geneve.
Artikel 38
Ethvert medlem af komiteen afgiver, før han tiltræder sit hverv, i et åbent komitemøde en højtidelig
erklæring om, at han vil varetage sit hverv upartisk og samvittighedsfuldt.
Artikel 39
1.
Komiteen vælger personer til at beklæde tillidsposter i komiteen for et tidsrum af to år. De kan
genvælges.
2.
Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som bl.a. skal indeholde bestemmelser om at:
a) komiteen er beslutningsdygtig, når tolv medlemmer er til stede;
b) komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stem-
mer.
Artikel 40
1.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at afgive beretninger om de foranstalt-
ninger, de har truffet til gennemførelse af de heri anerkendte rettigheder, og om de fremskridt, der
er gjort med hensyn til disse rettigheders udnyttelse:
374
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) inden et år fra konventionens ikrafttræden for de pågældende deltagerstater;
b) derefter når som helst komiteen fremsætter anmodning derom.
2.
Alle beretninger fremsendes til De forenede Nationers generalsekretær, som videresender dem til
komiteen til behandling. I beretningerne angives de forhold og vanskeligheder, der måtte have væ-
ret af betydning for denne konventions iværksættelse.
3.
De forenede Nationers generalsekretær kan efter samråd med komiteen oversende genparter til
De forenede Nationers særorganisationer af de dele af beretningerne, som henhører under deres
respektive forretningsområder.
4.
Komiteen gennemgår de beretninger, som afgives af de i denne konvention deltagende stater.
Den fremsender sine egne beretninger til deltagerstaterne tillige med sådanne almindelige kommen-
tarer, som den måtte finde anledning til at fremsætte. Komiteen kan endvidere fremsende disse
kommentarer til Det økonomiske og sociale Råd tillige med genparter af de beretninger, som er
modtaget fra de i denne konvention deltagende stater.
5.
De i denne konvention deltagende stater kan tilstille komiteen eventuelle bemærkninger til kom-
mentarer, som måtte være fremsat i henhold til stk. 4 i denne artikel.
Artikel 41
1.
En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at
den anerkender komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en delta-
gerstat hævder, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne konven-
tion. Henvendelser i henhold til denne artikel kan kun modtages og behandles, hvis de hidrører fra
en deltagerstat, som har afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende anerkender komiteens
kompetence. Komiteen må ikke modtage nogen henvendelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke
har afgivet en sådan erklæring. Henvendelser, der modtages i henhold til denne artikel, behandles i
overensstemmelse med følgende regler:
a) Hvis en i denne konvention deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder be-
stemmelserne i denne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den anden delta-
gerstat opmærksom herpå. Inden tre måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den
modtagende stat give den stat, som har fremsendt henvendelsen, en redegørelse eller anden
skriftlig udtalelse, der belyser sagen, og som i det omfang, det er muligt og sagligt motive-
ret, angiver de interne regler og retsmidler, der har været anvendt, er under anvendelse eller
vil kunne anvendes i sagen.
b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks måneder efter, at den
modtagende stat har fået den oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret til at indbringe
sagen for komiteen ved meddelelse til denne samt til den anden stat.
c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den, når den har sikret sig, at alle de
retsmidler, der er til rådighed i den pågældende stat, er anvendt og udtømt i overensstem-
375
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
melse med de i folkeretten almindeligt anerkendte principper. Dette gælder ikke, hvor an-
vendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.
d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til
denne artikel.
e) Med forbehold at bestemmelser i litra
c)
skal komiteen tilbyde de pågældende deltagerstater
sin bistand med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for menne-
skerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, således som disse er anerkendt i denne
konvention.
f) I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de i litra
b)
omhandlede delta-
gerstater om at tilvejebringe enhver oplysning af betydning for sagen.
g) De i litra
b)
omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig repræsentere, når sagen behand-
les i komiteen, og til at fremkomme med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.
h) Komiteen afgiver inden tolv måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse i hen-
hold til litra
b)
beretning:
i) hvis der er opnået en afgørelse efter bestemmelserne i litra
e),
begrænser komiteen sin
beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede løs-
ning;
ii) hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i litra
e),
begrænser komiteen
sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder; de skriftlige indlæg
samt en gengivelse af de pågældende deltagerstaters mundtlige indlæg vedføjes beret-
ningen.
Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.
2.
Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når ti af de i denne konvention deltagende stater
har afgivet erklæring i henhold til stk. 1 i denne artikel.
Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De forenede Nationers generalsekretær, som
fremsender genparter deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes til-
bage ved en meddelelse til generalsekretæren. En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen
af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelsen om
erklæringens tilbagetrækning er modtaget af generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke
modtages fra nogen deltagerstat, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæ-
ring.
Artikel 42
1.
a) Hvis en sag, som indbringes for komiteen i overensstemmelse med artikel 41, ikke afgøres til
de pågældende deltagerstaters tilfredshed, kan komiteen med de pågældende deltagerstaters
forudgående samtykke nedsætte en
ad hoc
mæglingskommission (herefter benævnt kommis-
376
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sionen). Denne stiller sin bistand til rådighed for de pågældende deltagerstater med henblik på
en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for denne konvention.
b) Kommissionen består af fem personer, der kan godkendes af de pågældende deltagerstater.
Såfremt de pågældende deltagerstater ikke inden tre måneder når til fuld enighed om kommis-
sionens sammensætning, vælges de kommissionsmedlemmer, om hvem der ikke er opnået
enighed, med to tredjedels flertal ved hemmelig afstemning i komiteen blandt dens egne med-
lemmer.
2.
Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke være statsborgere i
de pågældende deltagerstater eller i en stat, der ikke er deltager i denne konvention, eller i en delta-
gerstat, som ikke har afgivet erklæring i henhold til artikel 41.
3.
Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin forretningsorden.
4.
Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde eller ved De
forenede Nationers kontor i Geneve. De kan dog afholdes på sådanne andre egnede steder, som
kommissionen måtte bestemme i samråd med De forenede Nationers generalsekretær og de pågæl-
dende deltagerstater.
5.
Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med artikel 36 betjener også de kom-
missioner, som nedsættes i henhold til denne artikel.
6.
De oplysninger, som modtages og sammenholdes af komiteen stilles til rådighed for kommissio-
nen, og kommissionen kan anmode de pågældende deltagerstater om at meddele andre oplysninger
af betydning for sagen.
7.
Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, dog i intet tilfælde senere end tolv måneder efter,
at den har modtaget denne, afgiver den en beretning til komiteens formand til videresendelse til de
pågældende deltagerstater:
a) hvis kommissionen ikke er i stand til at afslutte sin behandling af sagen inden tolv måneder,
begrænser den sin beretning til en kort redegørelse for sagens hidtidige behandling;
b) hvis der opnås en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for menneskerettighe-
derne som anerkendt i denne konvention, begrænser kommissionen sin beretning til en kort
redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede løsning;
c) hvis der ikke opnås en løsning i henhold til bestemmelserne i litra
b),
indeholder kommissi-
onens beretning en redegørelse for resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske om-
stændigheder af betydning for de pågældende deltagerstaters mellemværende samt for dens
vurdering af mulighederne for en mindelig afgørelse af sagen. Denne beretning indeholder
endvidere de pågældende deltagerstaters skriftlige indlæg samt en gengivelse af deres
mundtlige indlæg;
d) hvis kommissionens beretning afgives i henhold til litra
c)
skal de pågældende deltagerstater
inden tre måneder efter dens modtagelse meddele komiteens formand, hvorvidt de godtager
indholdet af kommissionens beretning.
377
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
8.
Bestemmelserne i denne artikel berører ikke komiteens pligter i henhold til artikel 41.
9.
De pågældende deltagerstater deler kommissionsmedlemmernes udgifter ligeligt imellem sig i
henhold til beregninger, der tilvejebringes af De forenede Nationers generalsekretær.
10.
De forenede Nationers generalsekretær er bemyndiget til om nødvendigt at dække kommissi-
onsmedlemmernes udgifter, før disse refunderes af de pågældende deltagerstater i overensstemmel-
se med stk. 9 i denne artikel.
Artikel 43
Medlemmerne af komiteen og af de
ad hoc
mæglingskommissioner, der måtte blive nedsat i hen-
hold til artikel 42, er berettigede til de samme lettelser, rettigheder og immuniteter, som tilkommer
De forenede Nationers udsendte eksperter i henhold til herom gældende bestemmelser i konventio-
nen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter.
Artikel 44
Denne konventions gennemførelsesbestemmelser berører ikke de fremgangsmåder, der er foreskre-
vet med hensyn til gennemførelsen af menneskerettigheder i eller i medfør af De forenede Nationers
og særorganisationernes statutter og konventioner, og forhindrer ikke de i denne konvention delta-
gende stater i at benytte andre fremgangsmåder til bilæggelse af en tvist i overensstemmelse med
almindelige eller særlige mellem dem gældende internationale overenskomster.
Artikel 45
Komiteen afgiver gennem Det økonomiske og sociale Råd en årlig beretning om sin virksomhed til
De forenede Nationers generalforsamling.
Afsnit V
Artikel 46
Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i de bestemmelser i De Forenede Na-
tioners pagt og særorganisationernes statutter, der nærmere angiver det ansvar, som De Forenede
Nationers forskellige organer og særorganisationerne hver især har, for så vidt angår de i denne
konvention omhandlede spørgsmål.
Artikel 47
Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i alle folks naturlige ret til fuld og fri
nydelse og udnyttelse af deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer.
Afsnit VI
Artikel 48
1.
Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert
medlem af en af særorganisationerne af enhver stat, der har tilsluttet sig Den internationale Dom-
378
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
stols statut og enhver anden stat, der af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret
til at deltage i denne konvention.
2.
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede
Nationers generalsekretær.
3.
Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i stk. 1 i denne artikel nævnte stater.
4.
Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers general-
sekretær.
5.
De forenede Nationers generalsekretær underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt
denne konvention, om deponeringen at ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 49
1.
Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det femogtredivte
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det femogt-
redivte ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft tre måneder efter da-
toen for deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 50
Bestemmelserne i denne konvention finder uden begrænsning eller undtagelse anvendelse på alle
dele af forbundsstater.
Artikel 51
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende dem til De for-
enede Nationers generalsekretær. Denne skal derefter give meddelelse om de foreslåede ændringer
til de i konventionen deltagende stater med anmodning om at blive underrettet. Såfremt deltagersta-
terne ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Hvis mindst en
tredjedel af deltagerstaterne ønsker en sådan konference, skal generalsekretæren sammenkalde kon-
ferencen under De forenede Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de
stater, der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, skal forelægges De forenede Nati-
oners generalforsamling til godkendelse.
2.
Ændringer træder i kraft, når de er godkendt af De forenede Nationers generalforsamling og ved-
taget med to tredjedels flertal af de i denne konvention deltagende stater i overensstemmelse med
deres respektive forfatningsmæssige regler.
3.
Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagerstater, som har godkendt dem, medens
de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidli-
gere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 52
379
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Uanset de meddelelser, der afgives i henhold til artikel 48, stk. 5, underretter Den forenede Natio-
ners generalsekretær alle de i stk. 1 i samme artikel omhandlede stater om:
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 48;
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 49, samt datoen for enhver
ændrings ikrafttræden i henhold til artikel 51.
Artikel 53
1.
Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyl-
dighed, skal deponeres i De forenede Nationers arkiv.
2.
De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konvention
til samtlige de i artikel 48 omhandlede stater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt
bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention, åbnet for undertegnelse i New York den nittende
december nitten hundrede og seksogtres.
380
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
VALGFRI PROTOKOL TIL DEN INTERNATIONALE KONVENTION OM BORGERLI-
GE OG POLITISKE RETTIGHEDER
De i denne protokol deltagende stater,
som
finder,
at det for yderligere at fremme formålene med konventionen om borgerlige og politiske ret-
tigheder (herefter benævnt konventionen) og gennemførelsen af dens bestemmelser ville være for-
målstjenligt at gøre det muligt for den i medfør af konventionens afsnit IV oprettede menneskeret-
tighedskomite (herefter benævnt komiteen) i overensstemmelse med denne protokol at modtage og
behandle henvendelser fra enkeltpersoner, der hævder at være ofre for krænkelse af nogen af de i
konventionen anførte rettigheder,
er blevet enige
om følgende:
Artikel 1
En i konventionen deltagende stat, som tilslutter sig denne protokol, anerkender komiteens kompe-
tence til at modtage og behandle henvendelser fra enkeltpersoner, som er undergivet dens jurisdikti-
on, og som hævder at være ofre for krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i
konventionen nævnte rettigheder. Komiteen kan ikke modtage henvendelser, der vedrører en stat,
som er deltager i konventionen, men ikke har tilsluttet sig denne protokol.
Artikel 2
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 1 kan enkeltpersoner, der hævder, at nogen af deres i
konventionen opregnede rettigheder er blevet krænket, og som har udtømt alle de retsmidler, der
står til rådighed i deres hjemland, indgive en skriftlig henvendelse til behandling i komiteen.
Artikel 3
Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne protokol, når henvendelsen er ano-
nym, eller når komiteen anser den for at være et misbrug af retten til at foretage sådanne henvendel-
ser eller for at være uforenelig med konventionens bestemmelser.
Artikel 4
1.
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 3 skal komiteen gøre den deltagerstat, som hævdes at
krænke en bestemmelse i konventionen, bekendt med henvendelsen, som komiteen modtager i hen-
hold til denne protokol.
2.
Inden seks måneder skal den pågældende stat tilstille komiteen en skriftlig redegørelse eller udta-
lelse, som belyser sagen og angiver de eventuelle foranstaltninger, staten måtte have truffet.
Artikel 5
381
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Komiteen skal behandle henvendelser, der modtages i henhold til denne protokol, under hensyn-
tagen til alle skriftlige oplysninger, som klageren og den pågældende deltagerstat har stillet til dens
rådighed.
2.
Komiteen må ikke behandle en henvendelse fra en enkeltperson, medmindre den har sikret sig:
a) at samme sag ikke er genstand for behandling efter andre regler om international undersø-
gelse eller bilæggelse;
b) at den pågældende har udtømt alle de retsmidler, der står til rådighed i hjemlandet. Dette
gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.
3.
Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne
protokol.
4.
Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om sine synspunkter.
Artikel 6
komiteen medtager i sin årlige beretning i henhold til konventionens artikel 45 en oversigt over sin
virksomhed i henhold til denne protokol.
Artikel 7
Indtil opnåelsen af de mål, som er opstillet i den på De forenede Nationers generalforsamling den
14. december 1960 vedtagne resolution 1514 (XV), og som angår erklæringen om tilståelse af uaf-
hængighed til kolonier og kolonibefolkninger, begrænser denne protokols bestemmelser på ingen
måde den klageret, der er indrømmet disse befolkninger i De forenede Nationers pagt og i andre
internationale konventioner og dokumenter, som henhører under De forenede Nationer og særorga-
nisationerne.
Artikel 8
1.
Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, som har undertegnet konventionen.
2.
Denne protokol kan ratificeres af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen. Rati-
fikationsinstrumenter deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.
3.
Denne protokol kan tiltrædes af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen.
4.
Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers general-
sekretær.
5.
De forenede Nationers generalsekretær underretter samtlige stater, som har undertegnet eller til-
trådt denne protokol, om deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 9
382
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Under forbehold af konventionens ikrafttræden træder denne protokol i kraft tre måneder efter, at
det tiende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret hos De forenede Nationers gene-
ralsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne protokol efter deponeringen af det tiende rati-
fikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder denne protokol i kraft tre måneder efter datoen for
deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 10
Denne protokols bestemmelser finder uden nogen begrænsning eller undtagelse anvendelse på alle
dele af forbundsstater.
Artikel 11
1.
Enhver i denne protokol deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende dem til De for-
enede Nationers generalsekretær. Denne skal derefter give meddelelse om de foreslåede ændringer
til de i protokollen deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt staterne øn-
sker en konference af deltagerstaterne med det formål at behandle og stemme om forslagene. Hvis
mindst en tredjedel af deltagerstaterne ønsker en sådan konference, skal generalsekretæren sam-
menkalde konferencen under De forenede Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et
flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, skal forelægges
De forenede Nationers generalforsamling til godkendelse.
2.
Ændringer træder i kraft, når de er godkendt af De forenede Nationers generalforsamling og ved-
taget med to tredjedels flertal af deltagerne i denne protokol i overensstemmelse med deres respek-
tive forfatningsmæssige regler.
3.
Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagerstater, som har godkendt dem, medens
de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle tidligere
ændringer, som de har godkendt.
Artikel 12
1.
Enhver deltagerstat kan når som helst opsige denne protokol ved en skriftlig meddelelse stilet til
De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft tre måneder efter, at generalsekre-
tæren har modtaget meddelelsen.
2.
En opsigelse har ingen indflydelse på den fortsatte anvendelse af denne protokols bestemmelser
på enhver henvendelse, der foretages i henhold til artikel 2, før opsigelsen træder i kraft.
Artikel 13
Foruden at udsende meddelelser i henhold til denne protokols artikel 8, stk. 5, underretter De for-
enede Nationers generalsekretær samtlige de i konventionens artikel 48, stk. 1, omhandlede stater
om:
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 8;
383
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0394.png
b) datoen for denne protokols ikrafttræden i henhold til artikel 9 samt datoen for eventuelle
ændringers ikrafttræden i henhold til artikel 11;
c) opsigelser i henhold til artikel 12.
Artikel 14
1.
Denne protokol, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldig-
hed, deponeres i De forenede Nationers arkiv.
2.
De forenede Nationers generalsekretær fremsender bekræftede genparter af denne protokol til
samtlige de i konventionens artikel 48 omhandlede stater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt
bemyndiget hertil, undertegnet denne protokol, åbnet for undertegnelse i New York den nittende
december nitten hundrede og seksogtres.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 6. januar 1972 hos De forenede Nationers gene-
ralsekretær, og konventionen trådte i medfør af artikel 49, stk. 1 i kraft for Danmark og følgende
lande den 23. marts 1976:
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Danmark:
Forbehold over for kravet i artikel 10, stk. 3, 2. punktum, om at unge lovovertrædere skal
holdes adskilt fra voksne, artikel 14, stk. 1, vedrørende offentlig rettergang, artikel 14, stk. 5, vedrø-
rende fornyet prøvelse af domfældelse og retsfølge i straffesager, artikel 14, stk. 7, vedrørende gen-
optagelse af straffesager, der er endt med frifindende dom, samt artikel 20, stk. 1, vedrørende for-
bud mod propaganda for krig. Erklæring i henhold til artikel 41 om, at Danmark for en toårig perio-
de regnet fra konventionens ikrafttrædelsesdato anerkender den i artiklen nævnte menneskerettig-
hedskomites kompetence til at behandle klager fra en deltagerstat mod en anden.
317
Udenrigsministeriet, den 29. marts 1976.
K. B. Andersen.
Forbeholdet har
efter at være blevet præciseret i april 2014 følgende ordlyd: ―(b)(i)
Article 14, paragraph 5, shall be
applied in such a manner that:
- An unlimited right to appeal does not have to be instituted in cases where the conviction concerns a minor offence and
the sentence imposed is a fine and/or confiscation below a certain amount to be laid down by law.
- A right to a further appeal does not have to be instituted in cases where the accused person, having been acquitted by a
lower court, is convicted for the first time by a higher court hearing an appeal of the acquittal.
- A right to appeal does not have to be instituted in criminal proceedings against a Member of Government or any other
person brought before the High Court of the Realm (Rigsretten).
(ii) Article 14, paragraph 7, shall be applied in such a manner that criminal proceedings which led to a final conviction
or acquittal may be reopened in certain circumstances to be laid down by law.‖
317
384
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bekendtgørelse nr. 17 af 9. februar 1995 af anden valgfri protokol af 15. decem-
ber 1989 til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf (Lovtidende C)
I henhold til kgl. resolution af 11. februar 1994 har Danmark ratificeret en i New York den 15. de-
cember 1989 vedtagen anden valgfri protokol til den internationale konvention om borgerlige og
politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse
nr. 30 af 29. marts 1976 og efterfølgende bekendtgørelser, senest nr. 76 af 20. august 1992, Lovti-
dende C.
Protokollen har følgende ordlyd (den arabiske, kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her):
Anden valgfri protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf
De i denne protokol deltagende stater,
som mener, at afskaffelse af dødsstraf bidrager til at forøge menneskeværdighed og til at videreud-
vikle menneskerettighederne,
som minder om
artikel 3 i verdenserklæringen om menneskerettighederne, der blev vedtaget den 10.
december 1948, og artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
der blev vedtaget den 16. december 1966,
som konstaterer,
at artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder
omtaler afskaffelse af dødsstraf på en måde, som stærkt antyder, at afskaffelse er ønskelig,
som er overbevist om,
at alle skridt til afskaffelse af dødsstraf bør betragtes som fremskridt, når det
gælder retten til livet,
som ønsker
herved at påtage sig en international forpligtelse til at afskaffe dødsstraf,
er blevet enige
om følgende:
Artikel 1
1.
Ingen kan henrettes inden for jurisdiktionen til en i denne protokol deltagende stat.
2.
Enhver deltagerstat skal tage alle nødvendige skridt til at afskaffe dødsstraf inden for sin jurisdik-
tion.
Artikel 2
1.
Intet forbehold kan tages over for denne protokol, undtagen et forbehold, der fremsættes ved rati-
fikationen eller tiltrædelsen, og som hjemler anvendelse af dødsstraf i krigstid i medfør af en dom-
fældelse for en yderst alvorlig forbrydelse af militær art begået i krigstid.
385
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Den deltagerstat, der fremsætter et sådant forbehold, skal ved ratifikationen eller tiltrædelsen
meddele De Forenede Nationers generalsekretær de relevante bestemmelser i sin nationale lovgiv-
ning, der gælder i krigstid.
3.
Den deltagerstat, der har fremsat et sådant forbehold, skal underrette De Forenede Nationers ge-
neralsekretær om enhver krigstilstand, som indledes eller afsluttes på dens territorium.
Artikel 3
De i denne protokol deltagende stater skal i de rapporter, som de i overensstemmelse med artikel 40
i konventionen fremlægger for Menneskerettighedskomiteen, inkludere oplysninger om de skridt,
de har taget for at gennemføre denne protokol.
Artikel 4
Hvad angår de i konventionen deltagende stater, som har afgivet en erklæring i henhold til artikel
41, skal Menneskerettighedskomiteens kompetence til at modtage og behandle meddelelser, når en
deltagerstat hævder, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser, også omfatte bestem-
melserne i denne protokol, medmindre vedkommende deltagerstat er fremkommet med en udtalelse
om det modsatte ved ratifikationen eller tiltrædelsen.
Artikel 5
Hvad angår de stater, der deltager i den første valgfri protokol til den internationale konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, der blev vedtaget den 16. december 1966, skal Menneskerettig-
hedskomiteens kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner, der er under-
lagt dens jurisdiktion, også omfatte bestemmelserne i denne protokol, medmindre vedkommende
deltagerstat er fremkommet med en udtalelse om det modsatte ved ratifikationen eller tiltrædelsen.
Artikel 6
1.
Bestemmelserne i denne protokol skal gælde som tillægsbestemmelser til konventionen.
2.
Uden at udelukke muligheden for et forbehold i henhold til artikel 2 i denne protokol skal den
rettighed, som sikres i artikel 1, stk. 1, i denne protokol, ikke kunne fraviges i henhold til artikel 4 i
konventionen.
Artikel 7
1.
Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, som har undertegnet konventionen.
2.
Denne protokol skal ratificeres af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen. Rati-
fikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
3.
Denne protokol kan tiltrædes af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen.
4.
Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers general-
sekretær.
386
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.
De Forenede Nationers generalsekretær underretter alle de stater, som har undertegnet eller til-
trådt denne protokol, om deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 8
1.
Denne protokol træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det tiende ratifikati-
ons- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne protokol efter deponeringen af det tiende rati-
fikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder denne protokol i kraft tre måneder efter datoen for
deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 9
Bestemmelserne i denne protokol finder uden begrænsning eller undtagelse anvendelse på alle dele
af forbundsstater.
Artikel 10
De Forenede Nationers generalsekretær underretter alle de i konventionens artikel 48, stk. 1, om-
handlede stater om:
(a)
Forbehold, meddelelser og underretninger i henhold til artikel 2 i denne protokol;
(b)
Udtalelser fremsat i henhold til artikel 4 eller 5 i denne protokol;
(c)
Undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 7 i denne protokol;
(d)
Datoen for denne protokols ikrafttræden i henhold til dens artikel 8.
Artikel 11
1.
Denne protokol, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme
gyldighed, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.
2.
De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier af denne protokol til
alle de i konventionens artikel 48 omhandlede stater.
Protokollen trådte i medfør af artikel 8, stk. 1, i kraft den 11. juli 1991.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos De Forenede Nationers generalsekretær den
24. februar 1994 og trådte i henhold til artikel 8, stk. 2, herefter i kraft for Danmark den 24. maj
1994.
Foruden Danmark har følgende lande med virkning fra de anførte datoer ratificeret eller tiltrådt pro-
tokollen:
387
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen taget forbehold som følger:
Udenrigsministeriet, den 9. februar 1995
Niels Helveg Petersen
388
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 2. Bekendtgørelse nr. 5 af 14. januar 1976 af international konvention af
16. december 1966 om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
Ved kgl. resolution af 14. december 1971, og efter at folketinget den 4. juni 1971 havde meddelt sit
samtykke dertil, har Danmark ratificeret den i New York den 20. marts 1968 undertegnede interna-
tionale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Konventionen har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her):
International konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
De i denne konvention deltagende stater,
som
finder
i overensstemmelse med de i De forenede Nationers pagt erklærede principper
at aner-
kendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettig-
heder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,
anerkender,
at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed,
anerkender
- i overensstemmelse med Verdenserklæringen om Menneskerettighederne - at idealet
om frie mennesker, der nyder borgerlig og politisk frihed samt frihed for frygt og nød, kun kan op-
nås, såfremt der skabes sådanne vilkår, at enhver kan nyde såvel sine økonomiske, sociale og kultu-
relle rettigheder, som sine borgerlige og politiske rettigheder,
erkender,
at De forenede Nationers pagt pålægger staterne at fremme den almindelige respekt for og
overholdelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder,
erkender,
at det er det enkelte menneskes skyldighed i kraft af dets forpligtelser over for sine med-
mennesker og over for det samfund, det tilhører, at søge de i denne konvention anerkendte rettighe-
der fremmet og overholdt,
er blevet enige
om følgende artikler:
Afsnit I
Artikel 1
1.
Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling
og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.
2.
Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressour-
cer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde,
der er baseret på princippet om gensidig fordel, og i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksi-
stensmuligheder.
389
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
De i denne konvention deltagende stater, herunder sådanne som har ansvaret for forvaltningen af
ikke-selvstyrende områder eller formynderskabsområder, skal medvirke til selvbestemmelsesrettens
gennemførelse og respektere denne rettighed i overensstemmelse med bestemmelserne i De forene-
de Nationers pagt.
Afsnit II
Artikel 2
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til såvel alene som gennem international
bistand og internationalt samarbejde, navnlig på det økonomiske og tekniske område, i videst mulig
udstrækning og ved alle egnede midler, herunder især lovgivningsforanstaltninger, at træffe for-
holdsregler med henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse af de i denne konvention
vedtagne rettigheder.
2.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at garantere, at de i konventionen anfør-
te rettigheder gennemføres uden forskelsbehandling af nogen art i henseende til race, hudfarve, køn,
sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel
eller anden stilling.
3.
Udviklingslande kan, under behørig hensyntagen til menneskerettighederne og deres samfunds-
økonomi, selv afgøre, i hvilken udstrækning de i forholdet til udlændinge vil garantere de i denne
konvention anførte økonomiske rettigheder.
Artikel 3
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre mænds og kvinders lige ret til at
nyde alle de i denne konvention anførte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Artikel 4
De i denne konvention deltagende stater anerkender, at de af en stat i medfør af denne konvention
tilsikrede rettigheder kun kan underkastes begrænsninger, der er fastsat ved lov, og kun for så vidt
dette er foreneligt med disse rettigheders art og udelukkende tjener til at fremme almenvellet i et
demokratisk samfund.
Artikel 5
1.
Intet i denne konvention må fortolkes som medførende nogen ret for en stat, gruppe eller enkelt-
person til at udøve nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tager sigte på at tilintetgøre
nogen af de heri anerkendte rettigheder eller frihedsrettigheder eller på at begrænse disse i videre
omfang end hjemlet i denne konvention.
2.
Grundlæggende menneskerettigheder, der i medfør af lov, konventioner, administrative bestem-
melser eller sædvane anerkendes eller består i en i denne konvention deltagende stat, må ikke be-
grænses eller fraviges under foregivende af, at denne konvention ikke anerkender sådanne rettighe-
der eller kun anerkender dem i mindre udstrækning.
390
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Afsnit III
Artikel 6
1.
De i denne konvention deltagende stater anerkender retten til at arbejde, herunder ethvert menne-
skes ret til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som det selv frit vælger eller påtager
sig, og vil træffe egnede foranstaltninger til at sikre denne ret.
2.
De skridt, en deltager i denne konvention skal tage for at opnå den fulde virkeliggørelse af disse
rettigheder, skal omfatte teknisk vejledning og erhvervsvejledning såvel som uddannelsesprogram-
mer og fremgangsmåder til opnåelse af en støt økonomisk, social og kulturel udvikling samt fuld og
produktiv beskæftigelse under forhold, der tilsikrer den enkelte politiske og økonomisk frihed.
Artikel 7
De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til at nyde retfærdige og
gunstige arbejdsvilkår, som i særdeleshed sikrer:
a)
vederlag, hvorved alle arbejdere som minimum får
i) en rimelig løn og samme vederlag for arbejde af samme værdi uden sondring af nogen
art, idet der i særdeleshed skal garanteres kvinder arbejdsvilkår, der ikke er ringere end
dem, der nydes af mænd, med lige løn for lige arbejde;
ii) en menneskeværdig tilværelse for sig selv og deres familier i overensstemmelse med
denne konventions bestemmelser;
b)
sikre og sunde arbejdsforhold;
c)
lige mulighed for enhver til alene på grundlag af anciennitet og dygtighed at blive forfrem-
met i sit arbejde til et passende højere trin;
d)
hvile, fritid og rimelig begrænsning af arbejdstiden samt regelmæssig ferie med løn, såvel
som vederlag for søgnehelligdage.
Artikel 8
1.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre:
a)
ret til enhver til at fremme og beskytte sine økonomiske, sociale og kulturelle interesser ved
at oprette og indmelde sig i fagforeninger efter eget valg med disses love som eneste vilkår.
Ingen begrænsninger må hindre udøvelsen af denne ret, bortset fra sådanne, som er fore-
skrevet ved lov, og som i et demokratisk samfund er nødvendige i den nationale sikkerheds
eller offentlige ordens interesse eller til beskyttelse af andres ret og frihed;
b)
fagforeningers ret til at oprette landssammenslutninger eller -forbund og sidstnævntes ret til
at oprette eller indtræde i internationale faglige organisationer;
391
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
c)
fagforeningers ret til at virke frit uden andre begrænsninger end sådanne, som er foreskrevet
ved lov, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed, den
offentlige orden eller til beskyttelse af andres ret og frihed;
d)
strejkeret, forudsat at denne udøves i overensstemmelse med det pågældende lands love.
2.
Denne artikel skal ikke være til hinder for, at der for så vidt angår medlemmer af de væbenede
styrker, at politiet eller af statsadministrationen indføres lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse
rettigheder.
3.
Intet i denne artikel skal berettige stater, der er deltagere i Den internationale Arbejdsorganisati-
ons Konvention af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, til at træffe
lovgivningsmæssige foranstaltninger eller anvende loven på en måde, som ville begrænse de garan-
tier, der er fastsat i den pågældende konvention.
Artikel 9
De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til social tryghed, herun-
der socialforsikring.
Artikel 10
De i denne konvention deltagende stater anerkender at:
1.
Den størst mulige beskyttelse og bistand skal ydes familien, som er samfundets naturlige og
grundlæggende gruppeenhed, især til dens stiftelse, og så længe den har forsørgerpligt over for børn
under uddannelse.
Ægteskab skal kun kunne indgås med de vordende ægtefællers frie samtykke.
2.
Der skal ydes mødre særlig beskyttelse i et rimeligt tidsrum før og efter fødslen. I dette tidsrum
skal udearbejdende mødre have orlov med løn eller orlov med passende socialforsikringsydelser.
3.
Særlige forholdsregler skal tages med hensyn til beskyttelse af og bistand til alle børn og unge
uden nogen forskelsbehandling på grund af herkomst eller andre forhold. Børn og unge skal beskyt-
tes mod økonomisk og social udnyttelse. Det skal være strafbart efter loven at beskæftige dem ved
arbejde, den er skadeligt for deres moral eller helbred, er livsfarligt eller må påregnes at hæmme
deres normale udvikling. Staterne bør endvidere fastsætte aldersgrænser, under hvilke beskæftigelse
af børn ved lønnet arbejde skal være forbudt og strafbar efter loven.
Artikel 11
1.
De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til en levefod, som er
tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes familie, herunder passende ernæring, be-
klædning og bolig og til fortsat forbedring af vedkommendes levevilkår. De deltagende stater vil
træffe passende foranstaltninger til at sikre virkeliggørelsen af denne ret, idet de anerkender, at in-
ternationalt samarbejde på frivilligt grundlag er af væsentlig betydning i denne henseende.
392
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
De i denne konvention deltagende stater, som anerkender ethvert menneskes grundlæggende ret
til frihed for sult, skal, hver især og gennem internationalt samarbejde, træffe nødvendige foran-
staltninger, herunder udarbejdelse af konkrete planer til
a)
at forbedre metoderne til fremstilling, opbevaring og fordeling af fødevarer gennem fuld ud-
nyttelse af den tekniske og videnskabelige viden, gennem udbredelse af kendskab til ernæ-
ringsprincipper og gennem udvikling eller omformning af landbrugets metoder på en sådan
måde, at der opnås den mest effektive udvikling og udnyttelse af naturrigdommene;
b)
at sikre en retfærdig fordeling af verdens fødevareforsyninger i forhold til behov under hen-
syntagen til såvel fødevareimporterende som fødevareeksporterende landes problemer.
Artikel 12
1.
De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til at nyde den højst
opnåelige fysiske og psykiske sundhed.
2.
De foranstaltninger, deltagerne i denne konvention skal træffe for at opnå den fulde virkeliggø-
relse af denne ret, skal omfatte sådanne som er nødvendige for at
a)
mindske antallet af dødfødsler og dødeligheden blandt småbørn samt fremme barnets sunde
udvikling;
b)
forbedre alle sider af de hygiejniske forhold i det menneskelige miljø og på arbejdspladsen;
c)
forebygge, behandle og bekæmpe epidemiske og endemiske sygdomme samt erhvervs- og
andre sygdomme;
d)
skabe betingelser for at sikre ethvert menneske lægehjælp samt kur og pleje under sygdom.
Artikel 13
1.
De i denne konvention deltagende stater anerkender enhvers ret til uddannelse.
De er enige om, at uddannelsen skal tage sigte på menneskets fulde personlige udvikling og erken-
delse af dets værdighed samt på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder. De er endvidere enige om, at uddannelsen skal gøre det muligt for alle at gøre en
nyttig indsats i et frit samfund, at medvirke til forståelse, fordragelighed og venskab mellem alle
nationer og alle racegrupper, etnologiske grupper eller religiøse grupper og at fremme De forenede
Nationers arbejde for fredens opretholdelse.
2.
De i denne konvention deltagende stater anerkender, at for at opnå den fulde virkeliggørelse af
denne ret, skal
a)
grundskoleundervisning være tvungen og gratis for alle;
b)
de forskellige former for undervisning på mellemtrin, herunder teknisk og faglig undervis-
ning, gøres alment tilgængelig ved alle dertil egnede midler og i særdeleshed ved gradvis
indførelse og gratis undervisning;
393
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
c)
højere undervisning gøres ligelig tilgængelig for alle på grundlag af evner, ved alle dertil
egnede midler og i særdeleshed ved gradvis indførelse af gratis undervisning;
d)
grundlæggende uddannelse opmuntres og intensiveres mest muligt for dem, der ikke har
modtaget eller fuldendt grundskoleundervisningen;
e)
aktive bestræbelser udfoldes for at udvikle et skolesystem dækkende alle trin, et hensigts-
mæssigt stipendiesystem oprettes, og lærerstabens materielle forhold vedvarende forbedres.
3.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald
værgers frihed til at vælge andre skoler for deres børn end de, der er oprettet af de offentlige myn-
digheder, når blot disse opfylder sådanne undervisningsmæssige minimumskrav, som er stillet eller
godkendt af staten, og til at sikre deres børn religionsundervisning og moralsk opdragelse i overens-
stemmelse med deres egen overbevisning.
4.
Intet i denne artikel må fortolkes således, at det medfører indgreb i enkeltpersoners og organisati-
oners frihed til at oprette og lede undervisningsanstalter, dog således at de i denne artikels stk. 1
anførte principper overholdes tillige med kravet om, at den undervisning, der gives ved disse anstal-
ter, svarer til de af staten fastsatte minimumskrav.
Artikel 14
Enhver i denne konvention deltagende stat, som ikke ved sin tiltrædelse har været i stand til at sikre
tvungen og gratis grundskoleundervisning i moderlandet eller i et andet område under dens jurisdik-
tion, forpligter sig til inden for to år at udarbejde og vedtage en detaljeret arbejdsplan for gradvis
gennemførelse - inden for en i planen fastsat rimelig årrække - af princippet om tvungen og gratis
undervisning for alle.
Artikel 15
1.
De i denne konvention deltagende stater anerkender enhvers ret til at:
a)
deltage i kulturlivet;
b)
nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse;
c)
nyde fordel af den beskyttelse af moralske og materielle interesser, der hidrører fra al viden-
skabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som han er ophavsmanden til.
2.
De foranstaltninger, enhver af de i denne konvention deltagende stater træffer med henblik på at
sikre denne ret, skal omfatte sådanne som er nødvendige for at bevare, udvikle og udbrede viden-
skab og kultur.
3.
De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere den frihed, der er uundvær-
lig for videnskabelig forskning og skabende virksomhed.
394
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
De i denne konvention deltagende stater anerkender de goder, der kan opnås ved at fremme og
udvikle internationale forbindelser og samarbejde på de videnskabelige og kulturelle område.
Afsnit IV
Artikel 16
1.
De i denne konvention deltagende stater påtager sig, i overensstemmelse med dette afsnit af kon-
ventionen, at aflægge beretninger om de foranstaltninger, der er truffet og de fremskridt, der er
gjort, med hensyn til overholdelse af de heri anerkendte rettigheder.
2.
a)
Alle beretninger skal fremsendes til De forenede Nationers generalsekretær, som skal videre-
give genparter deraf til Det økonomiske og sociale Råd til behandling i overensstemmelse
med denne konventions bestemmelser.
b)
De forenede Nationers generalsekretær skal tillige til særorganisationerne videresende genpar-
ter eller alle relevante afsnit af beretningerne fra deltagere i denne konvention, som samtidig
er medlemmer af disse særorganisationer, i den udstrækning disse beretninger eller dele deraf
vedrører spørgsmål, der hører under de nævnte organisationers forretningsområde ifølge deres
statutter.
Artikel 17
1.
De i denne konvention deltagende stater skal aflægge deres beretninger etapevis i overensstem-
melse med et program, der senest et år efter denne konventions ikrafttræden skal fastsættes af Det
økonomiske og sociale Råd efter samråd med de pågældende deltagerstater og særorganisationer.
2.
I beretningerne kan anføres forhold og vanskeligheder, der i større eller mindre grad har hindret
opfyldelsen af forpligtelser i henhold til denne konvention.
3.
Hvis en deltager i denne konvention tidligere har meddelt De forenede Nationer eller en særorga-
nisation relevante oplysninger, er det unødvendigt at gentage disse oplysninger; en nøjagtig henvis-
ning til de meddelte oplysninger vil være tilstrækkelig.
Artikel 18
I overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til De forenede Nationers pagt for så vidt angår
spørgsmål om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, kan Det økonomiske og
sociale Råd træffe aftale med særorganisationerne om deres aflæggelse af beretninger om de frem-
skridt, der er opnået med hensyn til opfyldelsen af de bestemmelser i denne konvention, der falder
ind under deres virkefelt.
Disse beretninger skal indeholde oplysninger om de beslutninger og rekommandationer, som særor-
ganisationernes kompetente organer har vedtaget med henblik på gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 19
Det økonomiske og sociale Råd kan med henblik på overvejelse og fremsættelse af generelle re-
kommandationer eller, i givet fald, til underretning tilstille menneskerettighedskommissionen beret-
395
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ninger om menneskerettighederne, som stater har afgivet i henhold til artikel 16 og 17, og særorga-
nisationerne i henhold til artikel 18.
Artikel 20
De i denne konvention deltagende stater samt vedkommende særorganisationer kan over for Det
økonomiske og sociale Råd fremsætte bemærkninger om enhver generel rekommandation i henhold
til artikel 19 eller henvisning til en sådan generel rekommandation i enhver beretning fra menneske-
rettighedskommissionen eller i ethvert deri omtalt dokument.
Artikel 21
Det økonomiske og sociale Råd kan fra tid til anden forelægge generalforsamlingen beretninger
med rekommandationer af generel karakter og et resumee over de oplysninger, det fra deltagerne i
denne konvention og særorganisationerne har modtaget om de foranstaltninger, der er truffet og de
fremskridt, der er gjort for at opnå almindelig overholdelse af de i denne konvention anerkendte
rettigheder.
Artikel 22
Det økonomiske og sociale Råd kan gøre andre af De forenede Nationers organer, disses underor-
ganer og de særorganisationer, der beskæftiger sig med teknisk bistandsydelse, opmærksom på et-
hvert spørgsmål i forbindelse med de i dette konventionsafsnit omhandlede beretninger, som kan
være til hjælp for disse organer, når de, inden for deres respektive forretningsområder, skal afgøre,
hvorvidt det vil være tilrådeligt at træffe internationale foranstaltninger, der kan medvirke til en
effektiv og gradvis gennemførelse af denne konvention.
Artikel 23
De i denne konvention deltagende stater er enige om, at internationale foranstaltninger til opnåelse
af de i konventionen anerkendte rettigheder fremfor alt må omfatte afslutning af konventioner, ved-
tagelse af rekommandationer, ydelse af teknisk bistand og afholdelse i samarbejde med de interesse-
rede regeringer af regionale møder og tekniske møder til rådslagning og undersøgelser.
Artikel 24
Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i de bestemmelser i De forenede Nati-
oners pagt og i særorganisationernes statutter, der nærmere angiver det ansvar, som De forenede
Nationers forskellige organer og særorganisationerne hver især har for så vidt angår de i denne kon-
vention omhandlede spørgsmål.
Artikel 25
Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i alle folks naturlige ret til fuld og fri
nydelse og udnyttelse af deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer.
Afsnit V
Artikel 26
396
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert
medlem af en af særorganisationerne, af enhver stat, der har tilsluttet sig Den internationale Dom-
stols statut, og enhver anden stat, der af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfor-
dret til at deltage i denne konvention.
2.
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede
Nationers generalsekretær.
3.
Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i stk. 1 i denne artikel nævnte stater.
4.
Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers general-
sekretær.
5.
De forenede Nationers generalsekretær underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt
denne konvention, om deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 27
1.
Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det femogtredivte
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det femogt-
redivte ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft tre måneder efter da-
toen for deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
Bestemmelserne i denne konvention skal uden begrænsning eller undtagelse finde anvendelse på
alle dele af forbundsstater.
Artikel 29
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende dem til De for-
enede Nationers generalsekretær. Denne skal derefter give meddelelse om de foreslåede ændringer
til de i konventionen deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt deltagersta-
terne ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Hvis mindst en
tredjedel af deltagerstaterne ønsker en sådan konference, skal generalsekretæren sammenkalde kon-
ferencen under De forenede Nationers auspicier.
Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres
stemme ved konferencen, skal forelægges De forenede Nationers generalforsamling til godkendelse.
2.
Ændringer skal træde i kraft, når de er godkendt af De forenede Nationers generalforsamling og
vedtaget med to tredjedels flertal af de i denne konvention deltagende stater i overensstemmelse
med deres respektive forfatningsmæssige regler.
397
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Når ændringer træder i kraft, skal de være bindende for de deltagerstater, som har godkendt dem,
medens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventu-
elle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 30
Uanset de meddelelser der afgives i henhold til artikel 26, stk. 5, skal De forenede Nationers gene-
ralsekretær underrette alle de i stk. 1 i samme artikel omhandlede stater om
a)
undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 26;
b)
datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 27 samt for enhver ændrings
ikrafttrædelsen i henhold til artikel 29.
Artikel 31
1.
Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyl-
dighed, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.
2.
De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftende genparter af denne konven-
tion til samtlige de i artikel 26 omhandlede stater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt
bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention, åbnet for undertegnelse i New York den nittende
december nitten hundrede og seksogtres.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 6. januar 1972 hos De forenede Nationers gene-
ralsekretær, og konventionen trådte i medfør af artikel 27, stk. 1 i kraft for Danmark og følgende
lande den 3. januar 1976:
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Danmark:
Forbehold over for artikel 7 d) vedrørende ydelse af søgnehelligdagsbetaling.
Udenrigsministeriet, den 14. januar 1976.
K.B. Andersen.
398
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 3. Bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972 af international konvention af
21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination (Lovti-
dende C)
I henhold til kgl. resolution af 8. september 1971 har Danmark ratificeret den i New York den 21.
juni 1966 undertegnede konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Konventi-
onen har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her):
INTERNATIONAL KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF ALLE FORMER FOR RACEDIS-
KRIMINATION
De i denne konvention deltagende stater er,
i betragtning af, at De forenede Nationers pagt hviler på principperne om alle menneskers naturlige
værdighed og lige ret, og at samtlige medlemsstater har forpligtet sig til i fællesskab og hver for sig
i samarbejde med organisationen at virke for opfyldelsen af det af De forenede Nationers formål,
som går ud på at fremme og styrke den almindelige respekt for og overholdelse af menneskerettig-
heder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog
eller religion,
i betragtning af,
at det i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fastslås, at alle mennesker
er født til fri og lige værdighed og ret, og at enhver har krav på samtlige de deri angivne rettigheder
og frihedsrettigheder uden forskel af nogen art, i særdeleshed med hensyn til race, hudfarve eller
national oprindelse,
i betragtning af,
at alle mennesker er lige for loven og har lige ret til lovens beskyttelse mod enhver
diskrimination og enhver tilskyndelse hertil,
i betragtning af,
at De forenede Nationer har fordømt kolonialisme og enhver deraf følgende adskil-
lelse og diskrimination, uanset hvor og under hvilken form disse måtte forekomme og at erklærin-
gen af 14. december 1960 om indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger (ge-
neralforsamlingsresolution 1514 (XV) har bekræftet og højtideligt fastslået nødvendigheden af snar-
ligt og ubetinget at bringe den til ophør,
i betragtning af,
at De forenede nationers erklæring af 20. november 1963 om afskaffelse af enhver
form for racediskrimination (generalforsamlingsresolution 1904 (XVIII) højtideligt bekræfter nød-
vendigheden af overalt i verden snarligt at afskaffe racediskrimination i alle dens former og udslag
og af at sikre forståelse og respekt for menneskets værdighed,
i forvisning om,
at enhver doktrin om overlegenhed på grundlag af raceforskelle er videnskabeligt
urigtig, moralsk forkastelig, socialt uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis ret-
færdiggør racediskrimination nogetsteds,
idet de på ny fastslår,
at diskrimination på grund af race, hudfarve eller etnisk oprindelse hindrer
venskabelige og fredelige forbindelser mellem nationerne og kan forstyrre freden og sikkerheden
399
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
mellem folk og harmonien mellem mennesker, der lever side om side selv inden for en og samme
stat,
i forvisning om,
at raceskranker er i modstrid med ethvert menneskeligt samfunds idealer,
foruroliget
over, at racediskrimination stadig optræder visse steder i verden, og at regeringer fører
en politik, der hviler på raceoverlegenhed eller racehad, såsom
apartheid,
adskillelse eller afson-
dring,
fast besluttet
på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til snarlig afskaffelse af racediskriminati-
on i alle dens former og udslag og at forhindre og bekæmpe racefanatiske doktriner og fremgangs-
måder for af fremme forståelsen mellem racerne og opbygge et internationalt samfund fri for alle
former for raceadskillelse og racediskrimination,
ihukommende
den af Den internationale Arbejdsorganisation i 1958 vedtagne konvention om for-
skelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv samt den af De forenede Nationers Orga-
nisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur i 1969 vedtagne konvention mod forskelsbehandling
med hensyn til uddannelse,
i ønsket
om at gennemføre de i De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for
racediskrimination indeholdte principper og snarest muligt sikre gennemførelsen af praktiske foran-
staltninger med henblik herpå,
blevet enige om
følgende:
AFSNIT I
Artikel 1
1.
I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination« enhver forskel, udelukkelse, be-
grænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk
oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse
eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, øko-
nomiske sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.
2.
Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning
eller fortrinsstilling, som en i denne konvention deltagende stat foretager mellem sine egne stats-
borgere og udlændinge.
3.
Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde berører deltagerstaternes
lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab eller naturalisation, forudsat at denne lovgiv-
ning ikke diskriminerer mod nogen bestemt nationalitet.
4.
Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre tilfredsstillende fremgang for
visse racemæssige eller etniske grupper eller enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som
måtte være nødvendig for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller ud-
øve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke anses for racediskrimina-
tion, forudsat at disse foranstaltninger ikke medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for for-
skellige racegrupper, og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.
400
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 2
1.
Deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og forpligter sig til ved alle egnede midler og
uopholdeligt at føre en politik, der tager sigte på at afskaffe racediskrimination af enhver art og
fremme forståelsen mellem alle racer, og enhver deltagerstat:
d) forpligter sig derfor til aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination mod
personer, persongrupper eller institutioner og til at sikre, at alle statslige og kommunale
myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med denne forpligtelse;
e) forpligter sig derfor til ikke at tage initiativ til, forsvare eller støtte racediskrimination fra
nogen enkeltpersons eller organisations side;
f) skal derfor træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå statslige og kommunale
myndigheders politik og til at ændre eller ophæve alle love og bestemmelser, som bevirker,
at racediskrimination opstår eller opretholdes, hvor den måtte forekomme,
g) skal derfor ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som forholdene måtte kræve,
forbyde og standse racediskrimination foretaget af nogen enkeltperson, gruppe eller organi-
sation,
h) forpligter sig derfor til, hvor det er hensigtsmæssigt at opmuntre organisationer og bevægel-
ser, der omfatter flere racer og virker for ophævelse af diskrimination, at fremme andre mid-
ler til fjernelse af skranker mellem racerne og at modvirke alt, hvad der tager sigte på at
styrke raceadskillelse.
2.
Deltagerstaterne skal, hvor forholdene taler herfor, træffe konkrete foranstaltninger på det socia-
le, økonomiske, kulturelle og andre områder til at sikre en passende udvikling og beskyttelse af vis-
se racegrupper eller enkeltpersoner inden for disse med henblik på at tilsikre dem den fulde og lige-
lige nydelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Sådanne foranstaltninger
må i intet tilfælde have til følge, at der opretholdes ulige eller særskilte rettigheder for forskellige
racegrupper, efter at formålet med foranstaltningerne er opfyldt.
Artikel 3
Deltagerstaterne fordømmer i særdeleshed raceadskillelse og
apartheid
og forpligter sig til at for-
hindre, forbyde og udrydde enhver sådan adfærd inden for områder under deres jurisdiktion.
Artikel 4
Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier
om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk op-
rindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og
forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe
enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimination, og skal med dette formål for øje, un-
der skyldig hensyntagen til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte princip-
per og til de i artikel 5 i denne konvention udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.
401
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad,
tilskyndelse til diskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlin-
ger imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt
ydelse af enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering;
b) erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirk-
somhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i
sådanne organisationer eller sådan virksomhed;
c) ikke tillade offentlige myndigheder eller institutioner under stat og kommune at fremme el-
ler tilskynde til racediskrimination.
Artikel 5
Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte grundlæggende forpligtelser påtager del-
tagerstaterne sig at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menne-
skes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse, især med
hensyn til nydelsen af følgende rettigheder:
a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende organer;
b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold eller legensbeskadigelse,
uanset om den tilføjes af personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, eller af nogen
enkeltperson, gruppe eller institution;
c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at stemme og lade sig opstille
til valg - på grundlag af almindelig og lige stemmeret, til at deltage i landets styre samt i va-
retagelsen af offentlige anliggender på ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;
d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:
i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;
ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at vende tilbage til sit
hjemland;
iii) statsborgerret;
iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;
v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;
vi) arveret;
vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;
viii) menings- og ytringsfrihed;
402
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ix) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;
e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed:
i)
retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til
beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde til en rimelig og gunstig af-
lønning;
ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;
iii) retten til bolig;
iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social tryghed og socia-
le ydelser;
v) retten til uddannelse og oplæring;
vi) retten til ligelig deltagelse i kulturel virksomhed;
f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger såsom transportmidler, ho-
teller, restauranter, cafeer, teatre og parker.
Artikel 6
Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre statsinstitutioner sikre enhver
person inden for deres jurisdiktion effektiv beskyttelse og effektive retsmidler imod enhver racedis-
kriminerende handling, som i modstrid med denne konvention krænker hans menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne domstole at søge retfærdighed og
passende erstatning eller oprejsning for enhver skade, han har lidt som følge af en sådan diskrimina-
tion.
Artikel 7
Deltagerstaterne forpligter sig til at gennemføre øjeblikkelige og effektive foranstaltninger, i særde-
leshed inden for undervisning, uddannelse, kultur og oplysning, med henblik på bekæmpelse af for-
domme, der fører til racediskrimination, og til at fremme forståelse, fordragelighed og venskabelige
forhold mellem nationer og racegrupper eller etniske grupper samt til at udbrede de formål og prin-
cipper, der er indeholdt i De forenede Nationers pagt, Verdenserklæringen om Menneskerettighe-
derne, De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination og
denne konvention.
AFSNIT II
Artikel 8
1.
Der oprettes en komite vedrørende afskaffelse af racediskrimination (herefter benævnt komiteen),
bestående af 18 sagkyndige af højet moralsk omdømme og anerkendt upartiskhed, der vælges af
deltagerstaterne blandt deres egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab; ved valget
403
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tages hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til repræsentation af de forskellige kulturformer
og de vigtigste retssystemer.
2.
Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over per-
soner, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver deltagerstat kan indstille een person blandt sine
egne statsborgere.
3.
Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst tre
måneder før tidspunktet for hvert valg anmoder De forenede Nationers generalsekretær skriftligt
deltagerstaterne om inden to måneder at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en alfa-
betisk fortegnelse over samtlige således foreslåede personer med angivelse af de deltagerstater, der
har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til deltagerstaterne.
4.
Valg af komiteens medlemmer finder sted ved De forenede Nationers hovedsæde på et af gene-
ralsekretæren indkaldt møde mellem deltagerstaterne. Ved dette møde, der er beslutningsdygtigt,
såfremt to tredjedele af de deltagende stater er repræsenteret, indvælges i komiteen de kandidater,
der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og
stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.
5.
a) Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år, dog således at ni af de ved det første
indvalgte medlemmer kun skal fungere i to år; umiddelbart efter det første valg udpeger komi-
teens formand ved lodtrækning disse ni medlemmer.
b) Hvis en plads bliver ledig, udpeger den deltagerstat, hvis sagkyndige ikke længere virker som
medlem af komiteens godkendelse af anden sagkyndig blandt sine egne statsborgere.
6.
Deltagerstaterne afholder de udgifter, der er forbundet med medlemmernes deltagelse i komitear-
bejdet.
Artikel 9
1.
Deltagerstaterne forpligter sig til a) inden et år, efter at konventionen er trådt i kraft for den på-
gældende stat, og b) derefter hvert andet år, og når som helst komiteen anmoder derom, at fremsen-
de til generalsekretæren for De forenede Nationer, med henblik på behandling i komiteen, en beret-
ning om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative eller andre foranstaltninger, som de har
gennemført, og som sætter denne konventions bestemmelser i kraft. Komiteen kan anmode om
yderligere oplysninger fra deltagerstaterne.
2.
Komiteen aflægger gennem generalsekretæren en årlig beretning til De forenede Nationers gene-
ralforsamling om sin virksomhed og kan fremsætte forslag og almindelige henstillinger på grundlag
af en undersøgelse af de fra deltagerstaterne modtagne beretninger og oplysninger. Sådanne forslag
og almindelige henstillinger skal meddeles generalforsamlingen med deltagerstaternes eventuelle
bemærkninger.
Artikel 10
1.
Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.
404
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Komiteen vælger sit formandsskab for et tidsrum af to år.
3.
Komiteens sekretariat stilles til rådighed af De forenede Nationers generalsekretær.
4.
Komiteens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde.
Artikel 11
1.
Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører denne konventions be-
stemmelser, kan den gør komiteen opmærksom herpå. Komiteen videresender derpå meddelelsen til
den pågældende stat. Den modtagende stat tilsender inden tre måneder komiteen en skriftlig redegø-
relse eller udtalelse til belysning af sagen, angivende eventuelle retsmidler, som den pågældende
stat har taget i anvendelse.
2.
Såfremt sagen ikke inden seks måneder, efter at den modtagende stat har fået den første medde-
lelse, er bilagt til begge parters tilfredshed, enten gennem tosidede forhandlinger eller ved andre
fremgangsmåder, der står til deres rådighed, er hver af de to stater berettiget til på ny at indbringe
sagen for komiteen ved fremsendelse af en meddelelse, såvel til komiteen som til den anden stat.
3.
Komiteen behandler først en sag, der indbringes for den i henhold til pkt. 2 i denne artikel, når
den i overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte principper har konstateret, at
alle til rådighed stående retsmidler i den pågældende stat er anvendt og udtømt i sagen. Dette gæl-
der dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.
4.
I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de pågældende deltagerstater om
yderligere oplysninger af betydning for sagen.
5.
Under komiteens behandling af sager af den i denne artikel omhandlede art er de pågældende
deltagerstater berettiget til at lade en repræsentant deltage i komiteens forhandlinger uden stemme-
ret, medens behandling af sagen står på.
Artikel 12
1.
a) Når komiteen har indhentet og sammenholdt alle de oplysninger, den anser for nødvendige,
nedsætter formanden en
ad hoc
mæglingskommission (herefter benævnt kommissionen) om-
fattende fem personer, som kan, men ikke behøver at være medlemmer af komiteen.
Kommissionens medlemmer udnævnes med de stridende parters enstemmige samtykke, og
dens bistand stilles til rådighed for de pågældende stater med henblik på en mindelig afgørelse
af sagen på grundlag af respekt for denne konvention.
b) Såfremt de stridende parter ikke inden tre måneder når til fuld enighed om kommissionens
sammensætning, vælges de af kommissionens medlemmer, som de stridende parter ikke er
nået til enighed om, med to tredjedels flertal ved hemmelig afstemning i komiteen blandt dens
egne medlemmer.
405
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke være statsborgere i
de i striden deltagende stater eller i en stat, som ikke deltager i denne konvention.
3.
Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin forretningsorden.
4.
Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde eller et andet
egnet sted efter kommissionens bestemmelse.
5.
Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med denne konventions artikel 10,
pkt. 3, skal også betjene kommissionen, når som helst en tvist mellem deltagerstater giver anledning
til, at kommissionen træder i virksomhed.
6.
De stridende parter deler ligeligt alle kommissionsmedlemmernes udgifter i overensstemmelse
med beregninger, der tilvejebringes af De forenede Nationers generalsekretær.
7.
Generalsekretæren er bemyndiget til om fornødent at betale kommissionsmedlemmernes udgifter,
før disse refunderes af de stridende parter i overensstemmelse med stk. 6 i denne artikel.
8.
De af komiteen indhentede og sammenholdte oplysninger stilles til rådighed for kommissionen,
og kommissionen kan anmode de pågældende stater om at fremkomme med yderligere oplysninger
af betydning i sagen.
Artikel 13
1.
Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, udarbejder og afgiver den til komiteens formand
en beretning, indeholdende en redegørelse for resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske om-
stændigheder af betydning for parternes mellemværende samt en redegørelse for sådanne henstillin-
ger, som den måtte anse for egnede til en mindelig afgørelse af tvisten.
2.
Komiteens formand fremsender kommissionens beretning til hver af de stridende parter. Disse
meddeler inden tre måneder komiteens formand, hvorvidt de godtager de i kommissionens beret-
ning indeholdte henstillinger eller ej.
3.
Efter udløbet af den i pkt. 2 i denne artikel foreskrevne frist fremsender komiteens formand
kommissionens beretning og de pågældende deltagerstaters erklæringer til de øvrige i denne kon-
vention deltagende stater.
Artikel 14
1.
En deltagerstat kan når som helst erklære, at den anerkender komiteens kompetence til at modta-
ge og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner inden for dens juris-
diktion, som hævder at være ofre for en krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af
de i denne konvention omhandlede rettigheder. En meddelelse, der vedrører en deltagerstat, som
ikke har afgivet en sådan erklæring, modtages ikke af komiteen.
2.
Enhver deltagerstat, som afgiver en erklæring som omhandlet i pkt. 2 i denne artikel, kan inden
for sit retssystem oprette eller angive et organ som kompetent til at modtage og behandle andragen-
der fra personer og persongrupper inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for krænkel-
406
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
se af nogen af de i denne konvention omhandlede rettigheder, og som har udtømt andre på stedet
tilgængelige retsmidler.
3.
Enhver erklæring, der afgives i henhold til pkt. 1 i denne artikel, og navnet på ethvert organ, der
oprettes eller angives i henhold til pkt. 2 i denne artikel, deponeres af den pågældende deltagerstat
hos De forenede Nationers generalsekretær, som fremsender genpart deraf til de øvrige deltagersta-
ter. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse til generalsekretæren; en sådan
tilbagetrækning har dog ikke virkning for sager, der verserer i komiteen.
4.
En fortegnelse over andragender opbevares af det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede
eller angivne organ, og bekræftede genparter af fortegnelsen indgives hvert år gennem passende
kanaler til generalsekretæren under den forudsætning, at indholdet ikke offentliggøres.
5.
Såfremt ansøgeren ikke opnår oprejsning ved det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede
eller angivne organ, har den pågældende ret til inden for seks måneder at give komiteen meddelelse
om sagen.
6.
a) Komiteen gør i fortrolighed den deltagerstat, som hævdes at krænke nogen af konventionens
bestemmelser, bekendt med enhver henvendelse, den har modtaget, men den omhandlede per-
sons eller persongruppes identitet må ikke røbes uden den eller de pågældendes udtrykkelige
samtykke. Komiteen modtager ikke anonyme henvendelser.
b) Den modtagende stat fremsender inden tre måneder til komiteen en skriftlig redegørelse eller
udtalelse til belysning af sagen med angivelse af det eventuelle retsmiddel, der måtte være
bragt i anvendelse af den pågældende stat.
7.
a) Komiteen behandler henvendelser på grundlag af alle de oplysninger, den pågældende delta-
gerstat og ansøgeren har stillet til rådighed for den. Komiteen må ikke behandle nogen hen-
vendelse fra en ansøger, før den har konstateret, at ansøgeren har udtømt alle i hjemlandet
mulige retsmidler. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af disse retsmidler trækker urime-
ligt i langdrag.
b) Komiteen fremsender sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat
og til ansøgeren.
8.
Komiteen optager i sin årsberetning et resume af sådanne henvendelser og, hvor det er hensigts-
mæssigt, et resume af de pågældende deltagerstaters redegørelser og udtalelser samt af sine egne
forslag og henstillinger.
9.
Komiteen er kun kompetent til at udøve de i denne artikel omhandlede funktioner, når mindst ti i
denne konvention deltagende stater er bundet af erklæringer i overensstemmelse med pkt. 1 i denne
artikel.
Artikel 15
1.
Så længe de mål, der er opstillet i den i generalforsamlingsresolutionen 1514 (XV) af december
1960 indeholdte erklæring om indrømmelse af uafhængighed til kolonibefolkninger, ikke er opfyldt,
skal denne konventions bestemmelser på ingen måde begrænse den klageadgang, der er givet disse
407
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
befolkninger ved andre internationale vedtagelser eller af De forenede Nationer og dens særorgani-
sationer.
2.
a) Den i henhold til artikel 8, pkt. 1, i denne konvention oprettede komite modtager genparter af
andragender fra - og fremsender meningstilkendegivelser og henstillinger vedrørende disse
andragender til - de FN-organer, der ved deres behandling af andragender fra befolkningen i
formynderskabsområder, ikke selvstyrende områder og ethvert andet område, som generalfor-
samlingsresolution 1514 (XV) finder anvendelse på, beskæftiger sig med spørgsmål, som di-
rekte vedrører denne konventions principper og mål, for så vidt angår spørgsmål, der falder
ind under denne konvention og er til behandling i disse organer.
b) Komiteen modtager fra de kompetente FN-organer genpart af de beretninger om lovgiv-
ningsmæssige, judicielle, administrative eller andre foranstaltninger, der direkte vedrører den-
ne konventions principper og formål, og som gennemføres af administrationen i de i pkt. 2(a)
i denne artikel omhandlede områder, og tilkendegiver sine meninger og henstillinger over for
disse organer.
3.
Komiteen optager i sin beretning til generalforsamlingen et resume af de andragender og beret-
ninger, den har modtaget fra FN-organer, samt komiteens synspunkter og henstillinger vedrørende
disse andragender og beretninger.
4.
Komiteen anmoder De forenede Nationers generalsekretær om at få alle oplysninger, som angår
denne konventions formål, og som han er i besiddelse af vedrørende de i pkt. 2(a) i denne artikel
omhandlede områder.
Artikel 16
Denne konventions bestemmelser vedrørende afgørelse af tvister eller klager anvendes uden ude-
lukkelse af andre i statuetter for eller i konventioner vedtaget af De forenede Nationer og dens sæ-
rorganisationer fastsatte fremgangsmåder til afgørelse af tvister eller klager vedrørende diskrimina-
tion, og forhindrer ikke deltagerstaterne i at benytte andre fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i
overensstemmelse med almindelige eller særlige mellem dem gældende internationale overenskom-
ster.
AFSNIT III
Artikel 17
1.
Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert
medlem af en af særorganisationerne, af enhver stat, der har tilsluttet sig Den mellemfolkelige
Domstols statut, samt enhver anden stat, som af De forenede Nationers generalforsamling er blevet
opfordret til at deltage i konventionen.
2.
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede
Nationers generalsekretær.
Artikel 18
408
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i artikel 17, pkt. 1, i konventionen omhandlede
stater.
2.
Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers general-
sekretær.
Artikel 19
1.
Denne konvention træder i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 27. ratifika-
tions- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 27. rati-
fikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter datoen for
deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 20
1.
De forenede Nationers generalsekretær modtager de forbehold, der måtte være taget af stater på
ratifikations- eller tiltrædelsestidspunktet og fremsender dem til alle stater, som er eller bliver delta-
gere i denne konvention.
Enhver stat, som har noget at indvende mod forbeholdet underretter inden for et tidsrum af 90 dage
fra datoen for den nævnte meddelelse generalsekretæren om, at den ikke kan godkende det.
2.
Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, kan ikke tillades; det
samme gælder et forbehold, hvorved noget af de i henhold til denne konvention oprettede organer
hæmmes i sit arbejde. Et forbehold skal anses for uforeneligt eller hæmmende, såfremt mindst to
tredjedele af de i denne konvention deltagende stater har indvendinger imod det.
3.
Forbehold kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse herom til generalsekretæren. En
sådan anmeldelse gælder fra den dag, den modtages.
Artikel 21
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig anmeldelse til De forenede Nationers
generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter datoen for generalsekretærens modtagelse af
anmeldelsen.
Artikel 22
Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller gennemførelsen af denne
konvention, som ikke bilægges gennem forhandlinger eller ved de i denne konvention udtrykkeligt
hjemlede fremgangsmåder, skal efter anmodning af en eller flere af de stridende parter henvises til
Den mellemfolkelige Domstol til afgørelse, medmindre de stridende parter bliver enige om en an-
den fremgangsmåde til bilæggelse.
Artikel 23
409
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Anmodning om ændring af denne konvention kan fremsættes når som helst af enhver deltagerstat
ved en til generalsekretæren for De forenede Nationer stilet skriftlig meddelelse.
2.
De forenede Nationers generalforsamling træffer afgørelse om, hvilke skridt der eventuelt skal
tages i anledning af en sådan anmodning.
Artikel 24
De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle de i artikel 17, pkt. 1, i denne konventi-
on omhandlede stater om
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 17 og 18;
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 19;
c) henvendelser og erklæringer, der modtages i henhold til artiklerne 14, 20 og 23;
d) opsigelser i henhold til artikel 21.
Artikel 25
1.
Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyl-
dighed, skal deponeres i De forenede Nationers arkiver.
2.
De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konvention
til samtlige stater, der falder ind under de i denne konventions artikel 17, pkt. 1, omhandlede kate-
gorier.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt
bemyndigede dertil, underskrevet denne konvention, åbnet for undertegnelse i Nev York den 7.
marts 1966.
Konventionen trådte i medfør af artikel 19, stk. 1 i kraft den 4. januar 1969.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær den 9.
december 1971, og i henhold til artikel 19, stk. 2 trådte konventionen herefter i kraft for Danmarks
vedkommende den 8. januar 1972.
Foruden Danmarks har følgende stater ratificeret eller tiltrådt konventionen:
Følgende stater har taget forbehold over for konventionens artikel 22 for så vidt angår Den mellem-
folkelige Domstols kompetence til at afgøre tvister om fortolkningen eller gennemførelsen af kon-
ventionen:
410
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Herudover er der fremsat følgende forbehold og erklæringer:
Udenrigsministeriet, den 4. august 1972
K.B. Andersen.
411
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 4. Bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1998 af konvention af 10. december
1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behand-
ling eller straf
I henhold til kgl. resolution af 28. januar 1987, og efter at folketinget den 30. april 1987 har meddelt
sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret en på De forenede Nationers generalforsamling den 10.
december 1984 vedtagen konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigen-
de behandling eller straf.
Konventionen har følgende ordlyd (den arabiske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er
udeladt her):
Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf
De i denne konvention deltagende stater,
som finder, at i overensstemmelse med de i De forenede Nationers pagt erklærede principper er
anerkendelsen af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder grundlaget for frihed, retfær-
dighed og fred i verden,
som anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed,
som erkender, at De forenede Nationers pagt, specielt artikel 55, pålægger staterne at fremme den
almindelige respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettighe-
der,
under hensyntagen til artikel 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og artikel 7 i Den
internationale konvention om borgerlige og politiske Rettigheder, som begge bestemmer, at ingen
må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
og under hensyntagen til erklæringen om beskyttelse af alle mennesker mod tortur eller anden gru-
som, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vedtaget af Generalforsamlingen den
9. december 1975,
og som ønsker at udøve en mere effektiv indsats i kampen mod tortur og anden grusom, umenne-
skelig eller nedværdigende behandling eller straf over hele verden,
er blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Artikel 1
1.
I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller
lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysnin-
ger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han selv
412
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge
tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehand-
ling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en
anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.
Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er
ikke omfattet.
2.
Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument eller national lovgivning, som
indeholder eller kan indeholde videregående bestemmelser.
Artikel 2
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige, admini-
strative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium
under dens jurisdiktion.
2.
Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre po-
litisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.
3.
En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørel-
se af tortur.
Artikel 3
1.
Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden
stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.
2.
Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder
tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et
fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne.
Artikel 4
1.
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med
straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af
enhver person, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur.
2.
Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf under hensyn til
deres alvorlige natur.
Artikel 5
1.
Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at sikre sin
jurisdiktion over de overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:
a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens jurisdiktion eller om bord på
et skib eller fly, som er indregistreret i den pågældende stat;
413
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;
c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser det for hensigtsmæs-
sigt.
2.
Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at
fastsætte sin jurisdiktion over sådanne forbrydelser i tilfælde hvor den påståede lovovertræder be-
finder sig på noget territorium under dens jurisdiktion, og hvor den pågældende stat ikke udleverer
ham i overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i denne artikels stk. 1 nævnte stater.
3.
Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse med national ret.
Artikel 6
1.
Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at have begået
en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige foranstalt-
ninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den, efter en undersøgelse af tilgængelige
oplysninger, finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal fore-
tages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at
muliggøre iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller udleveringsprocedure.
2.
En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig undersøgelse af de faktiske forhold.
3.
Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal have bi-
stand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige repræsentant for den stat,
hvori han er statsborger, eller, hvis han er statsløs, med repræsentanten for den stat, hvor han sæd-
vanligvis opholder sig.
4.
Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en person i forvaring, skal den øje-
blikkelig meddele de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i forvaring og
om de omstændigheder, der begrunder hans frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den indledende
undersøgelse, som er omtalt i denne artikels stk. 2, skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de om-
talte stater og skal tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.
Artikel 7
1.
Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås at have begået
en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den udleverer ham.
2.
Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en almindelig over-
trædelse af alvorlig karakter ifølge den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte
tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og domsfældelse, på ingen måde være
mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.
3.
Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i forbindelse med de overtrædelser, der
er omtalt i artikel 4, skal sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.
414
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 8
1.
De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være omfattet af bestemmelserne om
udlevering i enhver udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende stater forpligter
sig til at inddrage sådanne overtrædelser under bestemmelserne om udlevering i enhver udleve-
ringsaftale, der måtte blive indgået mellem dem.
2.
Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale, modtager en anmodning om
udlevering fra en anden deltagende stat med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den
anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne overtrædelser. Udlevering
sker under iagttagelse af de andre betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
3.
De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en aftale, skal anerkende sådanne over-
trædelser som overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de betingel-
ser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
4.
Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering mellem de deltagende stater,
som om de er blevet begået ikke alene på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territori-
um, som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.
Artikel 9
1.
De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med strafforfølgning,
med hensyn til nogen af de overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse af alle
de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for retsforfølgningen.
2.
De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i overensstem-
melse med enhver traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem dem.
Artikel 10
1.
Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbudet mod tortur
indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt perso-
nale, offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller be-
handling af enhver person, som er underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller
fængsling.
2.
Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette forbud i de regler eller retningslin-
jer, der er udstedt med henblik på sådanne personers pligter og funktioner.
Artikel 11
Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende forhør, ret-
ningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af
personer, som er underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på ethvert
territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.
415
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 12
Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk
undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået
på noget territorium under dens jurisdiktion.
Artikel 13
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han har været underkastet tortur
på noget territorium under dens jurisdiktion, har ret til at klage til og få sin sag undersøgt hurtigt og
upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal tages skridt til at sikre, at klageren og vidnerne
beskyttes mod enhver mishandling eller trussel som følge af klagen eller en afgivet vidneforklaring.
Artikel 14
1.
Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for en torturhandling opnår oprejs-
ning og har en eksigibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så fuld-
stændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død som følge af en torturhandling, skal de,
som han har forsørgerpligt overfor, være berettiget til erstatning.
2.
Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der måtte tilkomme offeret eller andre
personer ifølge national lovgivning.
Artikel 15
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet
som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er
tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.
Artikel 16
1.
Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre
andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på op-
fordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan
persons samtykke eller indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne
10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre former for grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.
2.
Forholdsreglerne i denne konvention er uden præjudicerende virkning for bestemmelserne i noget
andet folkeretligt instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering eller udvisning.
KAPITEL II
Artikel 17
1.
Der oprettes en komite mod tortur (i det følgende betegnet Komiteen), der skal varetage de ne-
denfor fastsatte opgaver. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse, som har sag-
416
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
kundskab med hensyn til menneskerettigheder. De skal virke i deres personlige egenskab. Eksper-
terne vælges af de deltagende stater, under hensyntagen til ligelig geografisk fordeling og til forde-
len ved at nogle af medlemmerne har juridisk erfaring.
2.
Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over per-
soner, der er indstillet af de deltagende stater. Enhver deltagende stat kan indstille en person, der er
statsborger i den pågældende stat. De deltagende stater skal være opmærksomme på fordelen ved at
indstille personer, der også er medlemmer af Menneskerettighedskomiteen, der er oprettet under
den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og som er villige til at virke i
Komiteen mod Tortur.
3.
Valg af Komiteens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De forenede Nationers General-
sekretær indkaldt møde mellem de deltagende stater. Ved disse møder, der for at være beslutnings-
dygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater, indvælges i Komiteen de personer,
der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og
stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.
4.
Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato.
Mindst fire måneder før tidspunktet for hvert valg, skal De forenede Nationers Generalsekretær
sende et brev til de deltagende stater og opfordre dem til inden tre måneder at indstille kandidater til
Komiteen. Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede
personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til de
deltagende stater.
5.
Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstil-
les. Funktionstiden for fem af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to
års forløb; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning foretaget af for-
manden for det i denne artikels stk. 3 nævnte møde.
6.
Hvis et medlem af Komiteen dør eller træder tilbage eller af nogen anden grund ikke længere
kan udføre sine forpligtelser i Komiteen, udpeger den deltagende stat, som indstillede ham, en an-
den ekspert blandt sine statsborgere til at virke for den resterende del af perioden, med forbehold af
godkendelse af flertallet af de deltagende stater. Godkendelsen skal betragtes som givet, medmindre
halvdelen eller derover af de deltagende stater svarer benægtende inden seks uger efter at have
modtaget meddelelse fra De forenede Nationers Generalsekretær om den foreslåede udnævnelse.
7.
De deltagende stater dækker Komiteens medlemmers udgifter under udførelse af deres virksom-
hed for Komiteen.
Artikel 18
1.
Komiteen vælger personer til at beklæde tillidsposter for en periode på to år. De kan genvælges.
2.
Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal indeholde bestemmelser bl.a. om at:
a) Komiteen er beslutningsdygtig, når seks medlemmer er til stede;
417
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) Komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stem-
mer.
3.
De forenede Nationers Generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for
Komiteen i det omfang, det er nødvendigt, for at Komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i
henhold til denne konvention.
4.
De forenede Nationers Generalsekretær indkalder komiteen til det første møde. Senere møder
afholdes på sådanne tidspunkter, som fastsættes i Komiteens forretningsorden.
5.
De deltagende stater afholder de udgifter, der opstår i forbindelse med afholdelse af de deltagen-
de staters og Komiteens møder, herunder godtgørelse af De forenede Nationer for enhver udgift, så
som omkostninger til personale og øvrige hjælpemidler, som De forenede Nationer pådrager sig
ifølge stk. 3.
Artikel 19
1.
De deltagende stater afgiver gennem De forenede Nationers Generalsekretær beretninger til Ko-
miteen om de foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre deres forpligtelser ifølge konventio-
nen, inden et år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat. Herefter afgiver de
deltagende stater supplerende beretninger hvert fjerde år om hver ny foranstaltning, der er truffet,
samt sådanne andre beretninger, som Komiteen måtte udbede sig.
2.
De forenede Nationers Generalsekretær fremsender beretningerne til alle de deltagende stater.
3.
Komiteen behandler hver enkelt beretning og kan fremkomme med sådanne generelle bemærk-
ninger til beretningen, som den måtte anse for passende, og fremsender disse til den pågældende
deltagende stat. Den deltagende stat kan svare Komiteen med sådanne bemærkninger, som den måt-
te ønske.
4.
Komiteen kan, efter eget skøn, beslutte at medtage enhver bemærkning den er fremkommet med i
henhold til denne artikels stk. 3 sammen med de bemærkninger, der er modtaget fra den pågælden-
de stat, i sin årlige beretning i henhold til artikel 24. Komiteen kan også medtage en kopi af den i
henhold til denne artikels stk. 1 afgivne beretning, hvis den pågældende stat anmoder herom.
Artikel 20
1.
Hvis Komiteen modtager pålidelige oplysninger, som synes at indeholde velbegrundede tilken-
degivelser om, at tortur anvendes systematisk på en deltagende stats territorium, opfordrer Komite-
en den deltagende stat til at samarbejde ved undersøgelsen af oplysningerne og med henblik herpå
at fremsende bemærkninger med hensyn til de pågældende oplysninger.
2.
Idet Komiteen tager hensyn til enhver bemærkning, som er afgivet af den pågældende stat, såvel
som enhver anden relevant forhåndenværende oplysning, kan den, hvis den beslutter, at det er beret-
tiget, udpege en eller flere af sine medlemmer til at foretage en fortrolig undersøgelse og rapportere
til Komiteen herom omgående.
418
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Hvis der foretages en undersøgelse i henhold til denne artikels stk. 2, skal Komiteen søge at opnå
den pågældende stats samarbejde. Efter aftale med den deltagende stat kan en sådan undersøgelse
omfatte et besøg til dens territorium.
4.
Efter en gennemgang af resultatet af medlemmets eller medlemmernes undersøgelse i henhold til
denne artikels stk. 2 videresender Komiteen disse resultater til den pågældende deltagende stat
sammen med enhver bemærkning eller ethvert forslag, som synes passende i situationen.
5.
Alle Komiteens skridt i medfør af denne artikels stk. 1 til 4 er fortrolige, og samarbejde med den
deltagende stat skal søges på ethvert trin i sagen. Efter at proceduren med henblik på en undersøgel-
se i henhold til stk. 2 er blevet tilendebragt, kan Komiteen efter rådslagning med den pågældende
deltagende stat beslutte at medtage en kortfattet redegørelse for udfaldet af bestræbelserne i sin årli-
ge rapport afgivet i henhold til artikel 24.
Artikel 21
1.
En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at
den anerkender Komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en delta-
gerstat gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne
konvention. Sådanne henvendelser kan kun modtages og behandles ifølge reglerne i denne artikel,
hvis de hidrører fra en deltagerstat, som har afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende
anerkender Komiteens kompetence. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse i henhold til
denne artikel, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring. Henvendelser,
der modtages i henhold til denne artikel, behandles i overensstemmelse med følgende regler:
a) Hvis en deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder bestemmelserne i den-
ne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den anden deltagerstat opmærksom
herpå. Inden tre måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den modtagende stat give
den stat, som har fremsendt henvendelsen, en redegørelse eller anden skriftlig udtalelse, der
belyser sagen, og som i det omfang det er muligt og sagen vedkommende, angiver de interne
regler og retsmidler, som har været anvendt, som er under anvendelse, eller som vil kunne
anvendes i sagen.
b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks måneder efter, at den
modtagende stat har modtaget den oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret til at
indbringe sagen for Komiteen ved meddelelse til denne samt til den anden stat.
c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den ifølge denne artikel, når den har
sikret sig, at alle de retsmidler, der er til rådighed i den pågældende stat, er anvendt og ud-
tømt i overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte principper. Dette gæl-
der ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er
usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person, som er offer for krænkel-
se af denne konvention.
d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til
denne artikel.
419
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
e) Med forbehold af bestemmelserne i pkt. c) skal Komiteen tilbyde de pågældende deltager-
stater sin bistand med henblik på en mindelig løsning af sagen på grundlag af respekt for de
forpligtelser, der er foreskrevet i denne konvention. Til dette formål kan Komiteen, når det
er belejligt, nedsætte en ad hoc mæglingskommission.
f) I enhver sag, der indbringes for Komiteen i henhold til denne artikel, kan denne anmode de i
pkt. b) omhandlede deltagerstater om at tilvejebringe enhver oplysning af betydning for sa-
gen.
g) De i pkt. b) omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig repræsentere, når sagen behand-
les i Komiteen og til at fremkomme med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.
h) Komiteen afgiver inden for tolv måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse i
henhold til pkt. b), beretning:
i) hvis der er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e), begrænser Komiteen sin be-
retning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede løsning.
ii) Hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e), begrænser Komiteen
sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder; de skriftlige indlæg
samt en gengivelse af de pågældende deltagerstaters mundtlige indlæg vedlægges beret-
ningen.
Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.
2.
Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention deltagende stater
har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltager-
staterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter deraf til de øvrige
deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekre-
tæren. En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede
er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelse om erklæringens tilbagetrækning er modtaget
af Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra nogen deltagerstat, medmindre
den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.
Artikel 22
1.
En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at
den anerkender Komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra eller på vegne
af enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder at være ofre for en deltager-
stats krænkelser af bestemmelser i konventionen. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse,
der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring.
2.
Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne artikel, som er anonym, eller som
Komiteen anser for at være misbrug af retten til at foretage sådanne henvendelser eller for at være
uforenelig med konventionens bestemmelser.
3.
Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 skal Komiteen gøre den deltagende stat, som har afgi-
vet en erklæring i henhold til stk. 1, og som hævdes at krænke nogen bestemmelse i konventionen,
420
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
bekendt med enhver henvendelse, som Komiteen modtager i henhold til denne artikel. Inden seks
måneder skal den modtagende stat tilstille Komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse, som
belyser sagen og angiver de eventuelle foranstaltninger, staten måtte have truffet.
4.
Komiteen skal behandle henvendelser, der er modtaget i henhold til denne artikel i lyset af alle de
oplysninger, der er stillet til dens rådighed af eller på vegne af klageren og af den pågældende stat.
5.
Komiteen må ikke behandle en henvendelse modtaget fra en enkeltperson i henhold til denne
artikel, medmindre den har sikret sig at:
a) den samme sag ikke har været eller er genstand for behandling efter andre regler om interna-
tional undersøgelse eller bilæggelse;
b) den pågældende har udtømt alle de nationale retsmidler, der står til rådighed. Dette gælder
dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er
usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person, der er offer for krænkelse
af denne konvention.
6.
Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne
artikel.
7.
Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om sine synspunkter.
8.
Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention deltagende stater
har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltager-
staterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter deraf til de øvrige
deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekre-
tæren. En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede
er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelsen om erklæringens tilbagetrækning er modta-
get af Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra eller for nogen enkeltper-
son i henhold til denne artikel, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.
Artikel 23
Medlemmerne af Komiteen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der måtte blive nedsat i hen-
hold til artikel 21, stk. 1, pkt. e), er berettigede til de samme lettelser, rettigheder og immuniteter,
som tilkommer De forenede Nationers udsendte eksperter i henhold til herom gældende bestemmel-
ser i konventionen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter.
Artikel 24
Komiteen afgiver en årlig beretning om sine aktiviteter i henhold til denne konvention til deltager-
staterne og til De forenede Nationers Generalforsamling.
AFSNIT III
Artikel 25
1.
Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
421
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede
Nationers Generalsekretær.
Artikel 26
Denne konvention kan tiltrædes af alle stater. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesin-
strument hos De forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 27
1.
Denne konvention træder i kraft den tredivte dag efter datoen for deponeringen af det tyvende
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers Generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det tyvende
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter de-
poneringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
1.
Enhver stat kan, ved tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention eller
tiltrædelse af den, erklære, at den ikke anerkender Komiteens kompetence som foreskrevet i art. 20.
2.
Enhver deltagende stat, der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan
når som helst trække sit forbehold tilbage ved meddelelse til De forenede Nationers Generalsekre-
tær.
Artikel 29
1.
Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende det til De for-
enede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse om den foreslå-
ede ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt deltagerstater-
ne ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslaget. Hvis mindst en tred-
jedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan
konference, skal Generalsekretæren sammenkalde konferencen under De forenede Nationers auspi-
cier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de stater, der er til stede og afgiver deres stemme
ved konferencen, fremsendes af Generalsekretæren til alle deltagende stater til godkendelse.
2.
Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når
to tredjedele af de deltagende stater i denne konvention har meddelt De forenede Nationers Gene-
ralsekretær, at de har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive forfatninger.
3.
Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende stater, som har godkendt dem,
medens de øvrige deltagende stater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og even-
tuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 30
422
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Enhver tvist mellem to eller flere deltagende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af
denne konvention, som ikke kan bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne over-
gives til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder fra datoen for begæringen om voldgift kan
opnå enighed om foranstaltning af voldgift, kan enhver af disse parter henvise tvisten til Den inter-
nationale Domstol ved anmodning i overensstemmelse med Domstolens statutter.
2.
Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention
eller ved tiltrædelse af den erklære, at den ikke betragter sig bundet af denne artikels stk. 1. De an-
dre deltagende stater er ikke bundet af stk. 1 i forhold til nogen stat, som har taget et sådant forbe-
hold.
3.
Enhver deltagende stat der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan
til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved meddelelse herom til De forenede Nationers General-
sekretær.
Artikel 31
1.
En deltagende stat kan opsige denne konvention ved en skriftlig meddelelse til De forenede Nati-
oners Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter, at Generalsekretæren har modtaget
meddelelsen.
2.
En sådan opsigelse har ikke den virkning, at den frigør den deltagende stat fra dens forpligtelser
ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling eller undladelse, som indtræffer før den
dato, hvor opsigelsen træder i kraft. En opsigelse har heller ikke på nogen måde indflydelse på den
fortsatte behandling af nogen sag, som allerede er under behandling i Komiteen forud for den dato,
hvor opsigelsen træder i kraft.
3.
Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i kraft, skal Komiteen ikke påbegynde
behandlingen af nogen ny sag vedrørende denne stat.
Artikel 32
De forenede Nationers Generalsekretær underretter alle De forenede Nationers medlemsstater og
alle de stater, der har undertegnet denne konvention eller tiltrådt den om følgende:
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 25 og 26;
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 27, samt datoen for enhver
ændrings ikrafttræden i henhold til artikel 29;
c) opsigelser ifølge artikel 31.
Artikel 33
1.
Denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har
samme gyldighed, deponeres hos De forenede Nationers Generalsekretær.
423
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
De forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konventi-
on til samtlige stater.
Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987 for Danmark.
Udenrigsministeriet, den 23. oktober 1987
Uffe Ellemann-Jensen
424
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bekendtgørelse nr. 38 af 27. oktober 2009 af valgfri protokol af 18. december
2002 til FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 19. maj 2004 har Danmark i henhold til kgl. resolu-
tion af 14. juni 2004 ratificeret den i New York vedtagne valgfri protokol af 18. december 2002 til
konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober 1987, Lovtidende C.
Protokollen har følgende ordlyd:
Valgfri protokol til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling eller straf
Præambel
De i denne protokol deltagende stater,
som bekræfter, at tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
er forbudt og udgør alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne,
som er overbevist om, at yderligere foranstaltninger er nødvendige for at opnå formålene i konven-
tionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (i det
følgende betegnet ‖konventionen‖) og for at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod
tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
som erindrer om, at konventionens artikel 2 og 16 forpligter enhver deltagende stat til at træffe ef-
fektive foranstaltninger for at forhindre tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf på ethvert territorium under dens jurisdiktion,
som anerkender, at staterne har det primære ansvar for at gennemføre disse bestemmelser, at styr-
kelse af beskyttelsen af frihedsberøvede personer og fuld respekt for deres menneskerettigheder er
et fælles ansvar, som alle har del i, og at internationale gennemførelsesinstanser supplerer og styrker
nationale foranstaltninger,
som erindrer om, at effektiv forebyggelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling eller straf kræver uddannelse og en kombination af forskellige lovgivningsmæs-
sige, administrative, juridiske og andre foranstaltninger,
som ligeledes erindrer om, at Verdenskonferencen om Menneskerettigheder fastslog, at indsatsen
for at udrydde tortur først og fremmest bør koncentreres om forebyggelse, og opfordrede til vedta-
gelse af en valgfri protokol til konventionen, med henblik på at etablere et forebyggende system
med regelmæssige besøg på steder, hvor personer tilbageholdes,
som er overbevist om, at beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf kan styrkes ved ikke-juridiske midler af
forebyggende karakter på grundlag af regelmæssige besøg på steder, hvor personer tilbageholdes,
425
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
er blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Generelle principper
Artikel 1
Formålet med denne protokol er at etablere et system med regelmæssige besøg foretaget af uaf-
hængige internationale og nationale instanser på steder, hvor folk er berøvet deres frihed, for at fo-
rebygge tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 2
1. Der oprettes en Underkomité til Forebyggelse af Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller
Nedværdigende Behandling eller Straf under Komiteen mod Tortur (i det følgende betegnet ‖fore-
byggelseskomiteen‖), der skal varetage de i denne
protokol fastsatte opgaver.
2. Forebyggelseskomiteen skal udføre sit arbejde inden for rammerne af De Forenede Nationers
Pagt og styres af dennes formål og principper samt af De Forenede Nationers regler for behandling
af frihedsberøvede personer.
3. Forebyggelseskomiteen skal ligeledes styres af principperne om fortrolighed, upartiskhed, uni-
versalitet, objektivitet og uden forskelsbehandling.
4. Forebyggelseskomiteen og de deltagende stater skal samarbejde om gennemførelsen af denne
protokol.
Artikel 3
Enhver deltagende stat skal på nationalt plan oprette, udpege eller opretholde en eller flere besøgs-
organer til forebyggelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf (i det følgende benævnt ‖den nationale forebyggende mekanisme‖).
Artikel 4
1. Hver deltagende stat skal tillade besøg i overensstemmelse med denne protokol af de i artikel 2
og 3 anførte mekanismer på ethvert sted inden for sin jurisdiktion og kontrol, hvor personer er eller
kan blive berøvet deres frihed, enten i medfør af en afgørelse truffet af en offentlig myndighed eller
på dennes opfordring eller med dens samtykke eller indvilligelse (i det følgende benævnt ‖tilbage-
holdelsessteder‖). Disse besøg skal foretages med henblik på om nødvendigt at
styrke beskyttelsen
af disse personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf.
2. I denne protokol betyder frihedsberøvelse enhver form for tilbageholdelse eller fængsling eller
anbringelse af en person i et offentligt eller privat forvaringssted, som den pågældende ikke har
426
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tilladelse til frit at forlade, ved en retskendelse eller afgørelse fra en administrativ eller anden myn-
dighed.
KAPITEL II
Forebyggelseskomiteen
Artikel 5
1. Forebyggelseskomiteen består af 10 medlemmer. Efter den 50. ratifikation eller tiltrædelse af
denne protokol forøges antallet af medlemmer af forebyggelseskomiteen til 25.
2. Forebyggelseskomiteens medlemmer vælges blandt personer af høj moralsk anseelse, der har
bevist deres faglige erfaring på retsplejeområdet, især vedrørende strafferet, fængselsvæsen eller
politivirksomhed, eller på de forskellige områder, der er relevante for behandling af frihedsberøvede
personer.
3. Ved sammensætningen af forebyggelseskomiteen skal hensynet til ligelig geografisk fordeling og
til, at repræsentationen af de deltagende staters forskellige kulturformer og retssystemer tages i be-
tragtning på passende vis.
4. Ved sammensætningen skal hensynet til en afbalanceret kønsrepræsentation på grundlag af prin-
cipperne om lighed og ikke-diskrimination ligeledes tages i betragtning.
5. Der må ikke være to komitemedlemmer, som er statsborgere i samme stat.
6. Forebyggelseskomiteens medlemmer skal virke i deres personlige egenskab, skal være uafhængi-
ge og upartiske og skal stå til rådighed med henblik på at tjene forebyggelseskomiteen effektivt.
Artikel 6
1. Enhver deltagende stat kan i overensstemmelse med stk. 2 indstille op til to kandidater, der har de
kvalifikationer og opfylder de krav, der er anført i artikel 5, og skal samtidig hermed give detaljere-
de oplysninger om kandidaternes kvalifikationer.
2. a) Kandidaterne skal være statsborgere i en af de i denne protokol deltagende stater.
b) Mindst en af de to kandidater skal være statsborger i den indstillende deltagerstat.
c) Der må ikke indstilles flere end to statsborgere fra en deltagende stat
d) Inden en deltagende stat indstiller en statsborger fra en anden deltagende stat, skal den søge
og få samtykke fra den pågældende anden deltagende stat.
3. Mindst fem måneder før tidspunktet for det møde mellem de deltagende stater, hvor valget afhol-
des, skal De Forenede Nationers generalsekretær sende et brev til de deltagende stater og opfordre
dem til inden tre måneder at indstille deres kandidater. Generalsekretæren fremsender en fortegnel-
427
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
se over samtlige således indstillede personer i alfabetisk orden med angivelse af de deltagende sta-
ter, der har indstillet dem.
Artikel 7
1. Medlemmerne af forebyggelseskomiteen vælges på følgende måde:
a) Der tages først og fremmest hensyn til opfyldelse af de i protokollens artikel 5 anførte krav
og kriterier.
b) Det første valg skal afholdes senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af denne protokol.
c) De deltagende stater skal vælge forebyggelseskomiteens medlemmer ved hemmelig afstem-
ning.
d) Valg af forebyggelseskomiteens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De Forenede
Nationers generalsekretær indkaldt møde mellem de deltagende stater. Ved disse møder, der
for at være beslutningsdygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater, ind-
vælges i forebyggelseskomiteen de personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af
de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for delta-
gerstaterne.
2. Hvis to statsborgere fra en deltagende stat under valgproceduren er blevet valgt som medlemmer
af forebyggelseskomiteen, skal den kandidat, der opnåede flest stemmer, være medlem af forebyg-
gelseskomiteen. Hvis to statsborgere har fået det samme antal stemmer, gælder følgende regler:
a) Hvis kun den ene er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori vedkommende er statsbor-
ger,
skal
denne
statsborger
være
medlem
af
forebyggelseskomiteen.
b) Hvis begge kandidater er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori de er statsborgere, af-
holdes en særskilt hemmelig afstemning for at afgøre, hvilken af disse statsborgere der skal
være
medlem.
c) Hvis ingen af kandidaterne er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori de er statsborge-
re, skal der afholdes en særskilt hemmelig afstemning for at afgøre, hvilken af disse kandi-
dater der skal være medlem.
Artikel 8
Hvis et medlem af forebyggelseskomiteen dør eller træder tilbage eller af nogen anden grund ikke
længere kan udføre sit hverv, udpeger den deltagende stat, som indstillede medlemmet, en anden
egnet person, der har de kvalifikationer og opfylder de krav, der er anført i artikel 5, under hensyn-
tagen til behovet for en passende balance mellem de forskellige kompetenceområder, til at virke
indtil det næste møde mellem de deltagende stater, med forbehold af godkendelse af flertallet af de
deltagende stater. Godkendelsen betragtes som givet, medmindre halvdelen eller derover af de del-
tagende stater svarer afvisende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse fra De Forenede
Nationers generalsekretær om den foreslåede udnævnelse.
428
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 9
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges én
gang, såfremt de genindstilles. Funktionstiden for halvdelen af de medlemmer, der vælges ved det
første valg, udløber efter to års forløb; straks efter det første valg bestemmes navnene på disse med-
lemmer ved lodtrækning foretaget af formanden for det i artikel 7, stk. 1, litra d, nævnte møde.
Artikel 10
1. Forebyggelseskomiteen vælger personer til præsidiet for en periode på to år. De kan genvælges.
2. Forebyggelseskomiteen fastsætter selv sin forretningsorden. Forretningsordenen skal bl.a. inde-
holde bestemmelser om, at:
a) forebyggelseskomiteen er beslutningsdygtig, når halvdelen af medlemmerne plus en er til
stede,
b) forebyggelseskomiteens beslutninger træffes med et flertal af de tilstedeværende medlem-
mers stemmer,
c) forebyggelseskomiteen mødes for lukkede døre.
3. De Forenede Nationers generalsekretær indkalder forebyggelseskomiteen til det første møde.
Senere møder afholdes på sådanne tidspunkter, som fastsættes i forebyggelseskomiteens forret-
ningsorden. Forebyggelseskomiteen og Komiteen mod Tortur afholder deres samlinger samtidigt
mindst en gang om året.
Kapitel III
Forebyggelseskomiteens mandat
Artikel 11
Forebyggelseskomiteen skal:
a) besøge de i artikel 4 anførte steder og fremsætte anbefalinger til de deltagende stater vedrø-
rende beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf;
b) i relation til de nationale forebyggende mekanismer:
(i) om nødvendigt rådgive og bistå de deltagende stater vedrørende oprettelsen;
(ii) opretholde direkte og om nødvendigt fortrolig kontakt med de nationale forebyggende
mekanismer og tilbyde dem uddannelse og teknisk bistand med henblik på at styrke de-
res kapacitet;
429
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(iii)rådgive og bistå dem ved vurderingen af de fornødenheder og midler, der er nødvendige
for at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
(iv) fremsætte anbefalinger og bemærkninger til de deltagende stater med henblik på at styr-
ke de nationale forebyggende mekanismers kapacitet og mandat til at forebygge tortur
og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
c) samarbejde om forebyggelse af tortur i almindelighed med relevante instanser og mekanis-
mer under De Forenede Nationer samt med internationale, regionale og nationale institutio-
ner eller organisationer, der arbejder hen imod en styrkelse af beskyttelsen af enhver mod
tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 12
For at gøre forebyggelseskomiteen i stand til at opfylde sit mandat, som fastlagt i artikel 11, forplig-
ter de deltagende stater sig til:
a) at modtage forebyggelseskomiteen på deres territorium og give den adgang til de i artikel 4 i
denne protokol definerede tilbageholdelsessteder,
b) at fremlægge alle de relevante oplysninger, som forebyggelseskomiteen måtte anmode om,
for at vurdere de behov og foranstaltninger, der bør vedtages for at styrke beskyttelsen af
frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf,
c) at tilskynde og fremme kontakt mellem forebyggelseskomiteen og de nationale forebyggen-
de mekanismer,
d) at behandle forebyggelseskomiteens anbefalinger og indgå i en dialog med den om mulige
gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 13
1. Forebyggelseskomiteen tilrettelægger, første gang ved lodtrækning, et program for regelmæssige
besøg i de deltagende stater med henblik på at opfylde sit mandat, som fastlagt i artikel 11.
2. Forebyggelseskomiteen giver efter samråd de deltagende stater meddelelse om sit program, såle-
des at de ufortøvet kan træffe de nødvendige praktiske foranstaltninger til, at besøgene kan finde
sted.
3. Besøgene gennemføres af mindst to medlemmer af forebyggelseskomiteen. Medlemmerne kan
efter behov ledsages af eksperter, der har udvist faglig erfaring i og viden om de af denne protokol
omfattede områder, og som vælges ud fra en ekspertliste opstillet på grundlag af forslag fra de del-
tagende stater, De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder og De Forenede
430
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Nationers Center for International Kriminalitetsforebyggelse. Under forberedelsen af listen kan de
deltagende stater ikke foreslå flere end fem nationale eksperter. Den pågældende deltagende stat
kan modsætte sig en given eksperts deltagelse i besøget, hvorefter forebyggelseskomiteen skal fore-
slå en anden ekspert.
4. Hvis forebyggelseskomiteen anser det for hensigtsmæssigt, kan den foreslå et kort opfølgnings-
besøg efter et regelmæssigt besøg.
Artikel
14
1. For at gøre det muligt for forebyggelseskomiteen at opfylde sit mandat forpligter de i denne pro-
tokol deltagende stater sig til at give komiteen:
a) uhindret adgang til alle oplysninger vedrørende antallet af frihedsberøvede personer på til-
bageholdelsessteder, jf. definitionen i artikel 4, samt om antallet af steder og deres beliggen-
hed;
b) uhindret adgang til alle oplysninger angående behandlingen af sådanne personer samt deres
forhold under frihedsberøvelsen;
c) uhindret adgang til alle tilbageholdelsessteder og de dertil hørende anlæg og faciliteter, dog
med forbehold af stk. 2;
d) lejlighed til at føre samtaler uden opsyn eller vidner med de frihedsberøvede personer, enten
personligt eller med en tolk, hvis det skønnes nødvendigt, samt med enhver anden person,
som forebyggelseskomiteen mener kan give relevante oplysninger;
e) frihed til at vælge de steder, den ønsker at besøge, og de personer, den ønsker at tale med.
2. Indsigelse mod et besøg på et bestemt tilbageholdelsessted kan kun fremsættes af uopsættelige og
tvingende hensyn til det nationale forsvar, offentlig sikkerhed, naturkatastrofer eller alvorlig forstyr-
relse af ordenen på besøgsstedet, som midlertidigt forhindrer gennemførelse af et sådant besøg. En
erklæret undtagelsestilstand kan ikke som sådan påberåbes af en deltagerstat som begrundelse for at
gøre indsigelse mod et besøg.
Artikel 15
Ingen myndighed eller embedsmand må påbyde, anvende, tillade eller tolerere nogen sanktion mod
en person eller en organisation for at have givet forebyggelseskomiteen eller dens delegerede op-
lysninger, hvad enten de er rigtige eller forkerte, og det skal ikke på anden vis komme en sådan per-
son eller organisation til skade.
Artikel 16
1. Forebyggelseskomiteen giver den deltagende stat, og når det er relevant den nationale mekanis-
me, sine anbefalinger og bemærkninger i fortrolighed.
2. Forebyggelseskomiteen offentliggør sin beretning sammen med eventuelle bemærkninger fra den
431
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
pågældende deltagende stat, hvis deltagerstaten anmoder om det. Hvis den deltagende stat offent-
liggør dele af beretningen, kan forebyggelseskomiteen offentliggøre beretningen helt eller delvis.
Oplysninger om personlige forhold må dog ikke offentliggøres uden udtrykkeligt samtykke fra ved-
kommende person.
3. Forebyggelseskomiteen fremlægger en offentlig årsberetning om sine aktiviteter til Komiteen
mod Tortur.
4. Hvis den deltagende stat afslår at samarbejde med forebyggelseskomiteen i overensstemmelse
med artikel 12 og 14 eller at tage skridt til at forbedre situationen i lyset af forebyggelseskomiteens
anbefalinger, kan Komiteen mod Tortur, efter at den deltagende stat har haft mulighed for at frem-
sætte sine synspunkter, på forebyggelseskomiteens anmodning med et flertal af sine medlemmer
beslutte at fremsætte en offentlig udtalelse om sagen eller at offentliggøre forebyggelseskomiteens
beretning.
Kapitel IV
Nationale forebyggende mekanismer
Artikel 17
Enhver deltagende stat skal senest et år efter, at denne protokol træder i kraft eller ratificeres eller
tiltrædes, opretholde, udpege eller oprette en eller flere uafhængige nationale forebyggende meka-
nismer til forebyggelse af tortur på nationalt plan. Mekanismer oprettet af decentrale enheder kan
udpeges som nationale forebyggende mekanismer med henblik på denne protokol, hvis de er i over-
ensstemmelse med dens bestemmelser.
Artikel 18
1. De deltagende stater skal garantere de nationale forebyggende mekanismers funktionelle uaf-
hængighed samt uafhængigheden af deres personale.
2. De deltagende stater skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at eksperterne i den
nationale mekanisme har de kvalifikationer og den faglige viden, der er fornøden. De skal stræbe
efter kønsmæssig ligevægt og en rimelig repræsentation af landets etniske grupper og minoriteter.
3. De deltagende stater forpligter sig til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for, at de na-
tionale forebyggende organer kan fungere.
4. Ved oprettelsen af nationale forebyggende mekanismer skal de deltagende stater tage behørigt
hensyn til principperne vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioners status.
Artikel 19
De nationale forebyggende mekanismer skal som minimum have kompetence til:
432
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) regelmæssigt at undersøge behandlingen af frihedsberøvede personer på tilbageholdelsesste-
der, jf. definitionen i artikel 4, med henblik på om nødvendigt at styrke deres beskyttelse
mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
b) at fremsætte anbefalinger til de relevante myndigheder med henblik på at forbedre behand-
lingen af og forholdene for frihedsberøvede personer og for at forebygge tortur og grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf under hensyntagen til De Forenede
Nationers relevante normer;
c) at indgive forslag og bemærkninger vedrørende eksisterende eller foreslået lovgivning.
Artikel 20
For at gøre de nationale forebyggende organer i stand til at opfylde deres mandat forpligter de i
denne protokol deltagende stater sig til at give dem:
a) adgang til alle oplysninger vedrørende antallet af frihedsberøvede personer på tilbageholdel-
sessteder, jf. definitionen i artikel 4, samt om antallet af steder og deres beliggenhed;
b) adgang til alle omlysninger angående behandlingen af sådanne personer samt deres forhold
under frihedsberøvelsen;
c) adgang til alle tilbageholdelsessteder og de dertil hørende anlæg og faciliteter;
d) lejlighed til at føre samtaler uden opsyn eller vidner med de frihedsberøvede personer, enten
personligt eller med en tolk, hvis det skønnes nødvendigt, samt med enhver anden person,
som det nationale forebyggende organ mener kan give relevante oplysninger;
e) frihed til at vælge de steder, de ønsker at besøge, og de personer, de ønsker at tale med;
f) ret til at have kontakt med forebyggelseskomiteen, at sende den oplysninger og mødes med
den.
Artikel 21
1. Ingen myndighed eller embedsmand må påbyde, anvende, tillade eller tolerere nogen sanktion
mod en person eller en organisation for at have givet den nationale forebyggende mekanisme oplys-
ninger, hvad enten de er rigtige eller forkerte, og det skal ikke på anden vis komme en sådan person
eller organisation til skade.
2. Fortrolige oplysninger, der indsamles af den nationale forebyggende mekanisme, er underlagt
tavshedspligt. Oplysninger om personlige forhold må ikke offentliggøres uden udtrykkeligt samtyk-
ke fra vedkommende person.
Artikel 22
433
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
De kompetente myndigheder i den pågældende deltagerstat skal behandle anbefalingerne fra den
nationale forebyggende mekanisme og indgå i en dialog med den om mulige gennemførelsesforan-
staltninger.
Artikel 23
De i denne protokol deltagende stater forpligter sig til at offentliggøre og udbrede kendskabet til de
nationale forebyggende organers årsberetninger.
Kapitel V
Erklæring
Artikel 24
1. Ved ratifikationen kan de deltagende stater afgive en erklæring, der udsætter gennemførelsen af
deres forpligtelser ifølge enten kapitel III eller kapitel IV.
2. En sådan udsættelse gælder i højst tre år. Efter henvendelse fra den deltagende stat og efter sam-
råd med forebyggelseskomiteen kan komiteen mod tortur forlænge denne periode med yderligere to
år.
Kapitel VI
Finansieringsbestemmelser
Artikel 25
1. Forebyggelseskomiteens udgifter ved gennemførelse af denne protokol bæres af De Forenede
Nationer.
2. De Forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for
forebyggelseskomiteen i det omfang, det er nødvendigt, for at forebyggelseskomiteen effektivt kan
udøve sin virksomhed i henhold til denne protokol.
Artikel 26
1. I overensstemmelse med Generalforsamlingens relevante procedurer oprettes en særlig fond, der
forvaltes i overensstemmelse med De Forenede Nationers økonomiske forordninger og regler, til at
bidrage til at finansiere gennemførelsen af de anbefalinger, som forebyggelseskomiteen giver en
deltagende stat efter et besøg, samt uddannelsesprogrammer for de nationale forebyggende meka-
nismer.
2. Den særlige fond kan finansieres ved frivillige bidrag fra regeringer, mellemstatslige og ikke-
statslige organisationer og andre private eller offentlige enheder.
Kapitel VII
434
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Afsluttende bestemmelser
Artikel 27
1. Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, der har undertegnet konventionen.
2. Denne protokol kan ratificeres af enhver stat, der har ratificeret eller tiltrådt konventionen. Rati-
fikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
3. Denne protokol kan tiltrædes af enhver stat, der har ratificeret eller tiltrådt konventionen.
4. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers general-
sekretær.
5. De Forenede Nationers generalsekretær underretter alle de stater, der har undertegnet eller tiltrådt
denne protokol, om deponering af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
1. Denne protokol træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikati-
ons-
eller
tiltrædelsesinstrument
hos
De
Forenede
Nationers
generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer denne protokol eller tiltræder den efter deponeringen af det tyven-
de ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær, træder
protokollen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelses-
instrument.
Artikel 29
Bestemmelserne i denne protokol gælder for alle dele af føderale stater uden nogen begrænsninger
eller undtagelser.
Artikel 30
Der kan ikke tages forbehold vedrørende denne protokol.
Artikel 31
Bestemmelserne i denne protokol påvirker ikke de deltagende staters forpligtelser i henhold til
eventuelle regionale konventioner, som opretter et system med besøg på tilbageholdelsessteder.
Forebyggelseskomiteen og de institutioner, der er oprettet ifølge sådanne regionale konventioner,
opfordres til at rådføre sig og samarbejde med hinanden med henblik på at undgå dobbeltarbejde og
på effektivt at fremme protokollens formål.
Artikel 32
Bestemmelserne i denne protokol påvirker ikke de forpligtelser, som de deltagende stater har i med-
før af de fire Genève-konventioner af 12. august 1949 og tillægsprotokollerne dertil af 8. juni 1977
435
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
eller den mulighed, som enhver deltagende stat har for at bemyndige Den Internationale Røde Kors
Komité til at besøge tilbageholdelsessteder i situationer, der ikke falder ind under den humanitære
folkeret.
Artikel 33
1. Enhver deltagende stat kan til enhver tid opsige denne protokol ved skriftlig meddelelse til De
Forenede Nationers generalsekretær, som derpå skal give meddelelse derom til de øvrige i protokol-
len og konventionen deltagende stater. Opsigelsen træder i kraft et år efter, at generalsekretær en
har modtaget meddelelsen.
2. En sådan opsigelse frigør ikke den deltagende stat fra dens forpligtelser ifølge denne protokol
med hensyn til en handling eller situation, som indtræffer før den dato, hvor opsigelsen træder i
kraft, eller til de foranstaltninger, som forebyggelseskomiteen har besluttet eller måtte beslutte at
træffe med hensyn til den pågældende deltagende stat. En opsigelse har heller ikke på nogen måde
indflydelse på den fortsatte behandling af en sag, som allerede er under behandling i forebyggelses-
komiteen forud for den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.
3. Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i kraft, må forebyggelseskomiteen ikke
påbegynde behandlingen af nye forhold vedrørende denne stat.
Artikel 34
1. Enhver i denne protokol deltagende stat kan stille ændringsforslag og fremsende det til De For-
enede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse om den foreslåe-
de ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt deltagerstaterne
ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslaget. Hvis mindst en tredjedel
af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan konfe-
rence, skal generalsekretæren sammenkalde konferencen under De Forenede Nationers auspicier.
Enhver ændring, der vedtages med to tredjedeles flertal af de stater, der er til stede og afgiver deres
stemme ved konferencen, fremsendes af De Forenede Nationers generalsekretær til alle deltagende
stater til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft, når to tredjedele
af de i denne protokol deltagende stater har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive
forfatninger.
3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende stater, som har godkendt dem,
mens de øvrige deltagende stater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle
tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 35
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen og af de nationale forebyggende mekanismer tilstås de
rettigheder og immuniteter, som måtte være nødvendige for den uafhængige udøvelse af deres virk-
somhed. Medlemmerne af forebyggelseskomiteen tilstås de i stk. 22 i konventionen om De Forene-
436
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
de Nationers rettigheder og immuniteter af 13. februar 1946 anførte rettigheder og immuniteter med
forbehold af konventionens stk. 23.
Artikel 36
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen skal ved besøg i en deltagende stat uden præjudicerende
virkning for denne protokols bestemmelser og formål og de rettigheder og immuniteter, som de
måtte have,
a) respektere den besøgte stats love og regler, og
b) afholde sig fra enhver handling eller aktivitet, der er uforenelig med den upartiske og inter-
nationale karakter af deres hverv.
Artikel 37
1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme
gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
2. De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne protokol
til samtlige stater.
Den valgfri protokol trådte i henhold til artikel 28, stk. 1, i kraft den 22. juni 2006.
For Danmarks vedkommende trådte den valgfri protokol ligeledes i kraft den 22. juni 2006, idet
Danmark deponerede sit ratifikationsinstrument hos FN’s Generalsekretær den 25. juni 2004.
I forbindelse med ratifikationen afgav Danmark erklæring om, at protokollen indtil videre ikke gæl-
der for Færøerne. Den 29. august 2005 trak Danmark imidlertid sit forbehold vedrørende Færøerne
tilbage.
Oplysninger om andre landes tiltrædelse af den valgfri protokol findes
på FN’s hjemmeside under
adressen: http://untreaty.un.org.
Udenrigsministeriet, den 27. oktober 2009
Per Stig Møller
437
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 5. Bekendtgørelse nr. 6. af 16. januar 1992 af FN-konvention af 20. no-
vember 1989 om Barnets Rettigheder
I henhold til kgl. resolution af 5. juli 1991, og efter at Folketinget den 31. maj 1991 har meddelt sit
samtykke dertil, har Danmark ratificeret en på De Forenede Nationers generalforsamling den 20.
november 1989 vedtagen konvention om Barnets Rettigheder.
Konventionen har følgende ordlyd (den arabiske, kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt
her):
PRÆAMBEL
De i denne konvention deltagende stater,
som
finder
- i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper - at aner-
kendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettig-
heder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,
tager hensyn til,
at alle De Forenede Nationers folk i Pagten har bekræftet deres tro på grundlæg-
gende menneskerettigheder og på menneskets personlige værdighed og værdi og har besluttet at
fremme sociale fremskridt og bedre levestandarder i større frihed,
anerkender,
at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (Generalfor-
samlingsresolution 217A (III)) og i de internationale konventioner om menneskerettigheder (Gene-
ralforsamlingsresolution 2200A (XXI), bilag) har erklæret og er blevet enige om, at enhver er beret-
tiget til alle de rettigheder og friheder, der er indeholdt deri, uden forskelsbehandling af nogen art,
herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national
eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling,
erindrer om,
at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder har udtalt, at
børn har ret til særlig omsorg og bistand,
er overbeviste om,
at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for
alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og
hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet,
anerkender,
at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op
i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse,
finder,
at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv i samfundet og opdrages i lyset af de
idealer, der er udtrykt i De Forenede Nationers Pagt, og særligt i en atmosfære af fred, værdighed,
tolerance, frihed, lighed og solidaritet,
tager hensyn til,
at behovet for at yde barnet særlig omsorg er blevet fastslået i Geneve-Erklæringen
af 1924 om Barnets Rettigheder og i Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede
Nationer i 1959 (Generalforsamlingsresolution 1386 (XIV)) og anerkendt i Verdenserklæringen om
438
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Menneskerettigheder, i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (især
i artiklerne 23 og 24), i Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Ret-
tigheder (især i artikel 10) og i vedtægterne og relevante dokumenter for særorganisationer og inter-
nationale organisationer, der tager sig af børns velfærd,
tager hensyn til
- som angivet i Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nati-
oners Generalforsamling den 20. november 1959 - at »barnet som følge af sin fysiske og psykiske
umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse,
både før og efter fødslen«,
erindrer om
bestemmelserne i Erklæringen om Sociale og Juridiske Principper for Beskyttelse af
Børns Velfærd med Særligt Henblik på Anbringelse i Pleje og Adoption på Nationalt eller Interna-
tionalt Plan (Generalforsamlingsresolution 41/85 af 3. december 1986), De Forenede Nationers
Standardminimumsregler for Retspleje over for Mindreårige (Beijingreglerne) (Generalforsamlings-
resolution 40/33 af 29. november 1985) og Erklæringen om Beskyttelse af Kvinder og Børn i Nøds-
situationer og Under Væbnet Konflikt (Generalforsamlingsresolution 3318 (XXIX) af 14. december
1975),
anerkender,
at der i alle lande i verden er børn, der lever under særligt vanskelige forhold, og at
sådanne børn kræver særlig hensyntagen,
tager behørigt hensyn til
betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på
barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,
anerkender
betydningen af internationalt samarbejde for at forbedre børns levevilkår i alle lande,
særligt i udviklingslandene,
er blevet enige
om følgende:
KAPITEL I
Artikel 1
I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver
myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.
Artikel 2
1.
Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for
ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til
barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden
anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stil-
ling.
2.
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle
former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemed-
lemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.
Artikel 3
439
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institu-
tioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets
tarv komme i første række.
2.
Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for det-
tes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge
eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende
lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.
3.
Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med ansvar for omsorg for eller
beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente
myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sag-
kyndigt tilsyn.
Artikel 4
Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt administrative og andre forholdsreg-
ler til gennemførelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder. Med hensyn til økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne gennemføre sådanne forholdsregler, i videst
muligt omfang inden for de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for
rammerne af internationalt samarbejde.
Artikel 5
Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller,
hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlem-
merne af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt vær-
ger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende
udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettigheder-
ne anerkendt i denne konvention.
Artikel 6
1.
Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.
2.
Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.
Artikel 7
1.
Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at
opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.
2.
Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres
nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på dette
område, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.
Artikel 8
440
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsbor-
gerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.
2.
Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal deltagerstaterne yde passende
bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet.
Artikel 9
1.
Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen
når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med
gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv.
En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller van-
røgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.
2.
I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed
for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.
3.
Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre,
til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undta-
gen hvis dette strider mod barnets tarv.
4.
Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbage-
holdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død (herunder dødsfald af en hvilken som helst år-
sag, mens personen er i statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal delta-
gerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien
de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig,
medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelig for barnets velfærd. Deltagerstaterne
skal desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige føl-
ger for vedkommende person eller personer.
Artikel 10
1.
I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel 9, stk. 1, skal ansøg-
ninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik
på familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde af deltagerstaterne. Delta-
gerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en sådan ansøgning ikke medfører negative virk-
ninger for ansøgere og deres familiemedlemmer.
2.
Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have ret til, undtagen under særlige
omstændigheder, regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge foræl-
dre. Med henblik herpå og i overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9, stk. 1
skal deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til at forlade et hvilket som helst land,
herunder deres eget, og til at indrejse i deres eget land. Retten til at forlade et hvilket som helst land
skal kun underkastes sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er nødvendige for at
beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), folkesundheden eller sædelig-
heden, eller andre personers rettigheder og friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige
rettigheder, der er anerkendt i denne konvention.
441
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 11
1.
Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler til at bekæmpe børns ulovlige fjernelse til og mang-
lende tilbagevenden fra udlandet.
2.
Med henblik herpå skal deltagerstaterne fremme indgåelse af bilaterale og multilaterale aftaler
eller tiltrædelse af eksisterende aftaler.
Artikel 12
1.
Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til
frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal til-
lægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
2.
Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved
dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller
gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret fore-
skrevne fremgangsmåder.
Artikel 13
1.
Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset territoriale grænser at søge,
modtage og videregive oplysninger og tanker af enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i
form af kunst eller gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.
2.
Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun sådanne som følger af
lovgivningen, og som er nødvendige:
(a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller
(b) til beskyttelse af national sikkerhed, offentlig orden (ordre public), folkesundhed eller sæde-
lighed.
Artikel 14
1.
Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed.
2.
Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde
værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinjer
til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret.
3.
Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger,
som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden,
folkesundheden, sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.
Artikel 15
442
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets frihed til at deltage i fredelige
forsamlinger.
2.
Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre indskrænkninger end sådanne, som er
foreskrevet ved lov, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
eller offentlige sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af folkesundheden eller
sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
Artikel 16
1.
Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, sit hjem
eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb på sin ære eller sit omdømme.
2.
Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.
Artikel 17
Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet har adgang til in-
formation og materiale fra forskellige nationale og internationale kilder, særligt sådanne, hvis for-
mål er at fremme barnets sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed.
Med henblik herpå skal deltagerstaterne:
(a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der er af social og kulturel
værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i artikel 29;
(b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og spredning af sådan op-
lysning og materiale fra forskellige kulturelle, nationale og internationale kilder;
(c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger;
(d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige behov hos børn, der tilhø-
rer et mindretal eller en urbefolkning;
(e) tilskynde til udvikling af passende retningslinjer for beskyttelse af barnet mod oplysning og
materiale, der skader dets velfærd, jf. bestemmelserne i artikel 13 og 18.
Artikel 18
1.
Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge forældre
har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har ho-
vedansvaret for barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første række.
2.
Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne konvention, skal del-
tagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som
opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg
for børn.
443
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at børn af arbejdende foræl-
dre har ret til at nyde godt af omsorgsforanstaltninger for børn, som de er berettigede til.
Artikel 19
1.
Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddan-
nelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold,
skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.
2.
Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte virkningsfulde retningslin-
jer, såvel for udformning af sociale programmer, der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til
dem, der har barnet i deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation, rap-
portering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af børnemishandling som
beskrevet ovenfor og om nødvendigt til retsforfølgelse.
Artikel 20
1.
Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som
af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyt-
telse og bistand fra statens side.
2.
Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre alternativ omsorg for et
sådant barn.
3.
Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah efter islamisk ret, adoption
eller om nødvendigt anbringelse i passende børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger
skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets
etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
Artikel 21
De deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre, at barnets tarv skal være af
altafgørende betydning og skal:
(a) sikre, at adoptionen af barnet kun kan godkendes af kompetente myndigheder, der i overens-
stemmelse med gældende ret og praksis og på grundlag af alle relevante og pålidelige oplys-
ninger afgør, at adoption er tilladelig i betragtning af barnets stilling i forhold til forældre,
pårørende og værger, og at, om nødvendigt, personer, der berøres, på oplyst grundlag har
meddelt deres indforståelse med adoptionen på baggrund af den fornødne rådgivning;
(b) anerkende, at international adoption kan overvejes som en alternativ måde at drage omsorg
for et barn på, hvis barnet ikke kan anbringes i pleje eller i adoption hos en familie, eller der
ikke på anden passende måde kan drages omsorg for barnet i dets hjemland;
(c) sikre, at vedkommende barn ved international adoption nyder beskyttelse efter regler sva-
rende til dem, der gælder for national adoption;
444
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(d) i tilfælde af international adoption, tage alle passende forholdsregler for at sikre, at anbrin-
gelsen ikke fører til upassende økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved adoptio-
nen;
(e) fremme, hvor det er hensigtsmæssigt, formålene med denne artikel ved indgåelse af bilatera-
le eller multilaterale ordninger eller aftaler og tilstræbe inden for disse rammer at sikre, at
anbringelsen af barnet i et andet land sker gennem ansvarlige myndigheder eller organer.
Artikel 22
1.
Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et barn, som søger flygtningesta-
tus, eller som anses som flygtning i overensstemmelse med gældende international eller national ret
og praksis, uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af en anden person,
får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de rettigheder, som er angivet i denne kon-
vention og i andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære
forhold, hvori den pågældende stat deltager.
2.
Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for passende, samarbejde om
enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer og andre ansvarlige mellemstatslige organisa-
tioner eller private organisationer, der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at
beskytte og bistå et sådant barn og på at spore forældrene eller andre medlemmer af familien til
ethvert barn, der er flygtning, med det formål at opnå de oplysninger, der er nødvendige for at bar-
net skal kunne genforenes med sin familie. Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemed-
lemmer kan findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller
midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsagen, i overensstemmelse med
denne konvention.
Artikel 23
1.
Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet barn bør have et indholdsrigt
og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til
barnets aktive deltagelse i samfundslivet.
2.
Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg og skal inden for ram-
merne af de midler, der er til rådighed, arbejde for at sikre det berettigede barn og dem, der er an-
svarlige for dets omsorg, bistand, hvorom der er indgivet ansøgning, og som er rimelig under hen-
syn til barnets tilstand og til omstændighederne for forældrene eller andre, der passer barnet.
3.
I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der ydes i henhold til stk. 2, være
gratis, når dette er muligt, idet der tages hensyn til forældrenes økonomiske formåen eller den øko-
nomiske formåen hos andre, der passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det
handicappede barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse, sundhedspleje, reva-
lidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst
muligt fremmer barnets sociale tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og ånde-
lige udvikling.
4.
Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme udveksling af passende infor-
mation om forebyggende sundhedspleje og medicinsk, psykologisk og funktionel behandling af
445
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
handicappede børn, herunder spredning af og adgang til information om former for revalidering,
undervisning og erhvervsvejledning, med henblik på at gøre det muligt for deltagerstaterne at for-
bedre deres formåen og kunnen og at udvide deres erfaring på disse områder. I den henseende skal
der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 24
1.
Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang
til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sik-
re, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.
2.
Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og især tage passende forholds-
regler for:
(a) at formindske spædbørns- og børnedødeligheden;
(b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til alle børn med særlig vægt
på udvikling af den primære sundhedspleje;
(c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den primære sund-
hedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig teknologi og gennem ydelse af til-
strækkelig og nærende mad og rent drikkevand under hensyntagen til de farer og risici, der
er knyttet til forurening af miljøet;
(d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje;
(e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til
undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring,
fordelene ved amning, hygiejne og rengøring af omgivelserne og forebyggelse af uheld;
(f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt undervisning og bi-
stand i forbindelse med familieplanlægning.
3.
Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af
traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.
4.
Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre internationalt samarbejde med henblik
på gradvis at opnå fuldstændig gennemførelse af den i denne artikel anerkendte ret. I denne hen-
seende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 25
Deltagerstaterne anerkender retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder er blevet anbragt
for at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til sin fysiske eller psykiske sundhed, til peri-
odisk gennemgang af den behandling, som barnet får, og af alle andre omstændigheder vedrørende
dets anbringelse.
Artikel 26
446
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1.
Deltagerstaterne skal anerkende ethvert barns ret til at nyde godt af social sikkerhed, herunder
social forsikring, og skal tage de nødvendige forholdsregler for at opnå uindskrænket opnåelse af
denne ret i overensstemmelse med national ret.
2.
Hvor det er hensigtsmæssigt bør bistanden ydes under hensyntagen til de forhåndenværende mid-
ler og omstændighederne, for barnet og de personer, der har ansvaret for barnets underhold, og til
enhver anden omstændighed af betydning for en bistandsansøgning indgivet af barnet eller på dettes
vegne.
Artikel 27
1.
Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske,
psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling.
2.
Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for efter evne og økonomisk
formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets udvikling.
3.
Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden for deres evner og øko-
nomiske muligheder træffe passende forholdsregler for at bistå forældre og andre med ansvar for
barnet med at gennemføre denne ret og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udar-
bejde støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.
4.
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre inddrivelse af underholdsbi-
drag til barnet fra forældrene eller andre personer med økonomisk ansvar for barnet, både i delta-
gerstaten og i udlandet. Især i tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for barnet er
bosat i en anden stat end barnet, skal deltagerstaterne fremme tilslutning til internationale aftaler
eller til indgåelse af sådanne aftaler samt indføre andre passende ordninger.
Artikel 28
1.
Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne
ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især:
(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;
(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannel-
sen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for et-
hvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud
om økonomisk bistand i trangstilfælde;
(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle pas-
sende midler;
(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelig og opnåelig for alle børn;
(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse fra-
fald.
447
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at disciplinen i skolen admi-
nistreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed som menneske og er i overensstemmelse
med denne konvention.
3.
Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om uddannelsesspørgsmål, især
med henblik på at bidrage til afskaffelse af uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette
adgangen til videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne henseende
skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 29
1.
Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at
(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen
fuldt ud;
(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de
principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;
(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for
de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt
stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;
(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, li-
gestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og
personer, som tilhører urbefolkninger;
(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.
2.
Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller
organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid
tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse
i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.
Artikel 30
I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolk-
ninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten
til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og
udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog.
Artikel 31
1.
Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som
er passende for barnets alder, og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.
448
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld deltagelse i det kulturelle og
kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der stilles passende og lige muligheder til rådighed for kul-
turel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse.
Artikel 32
1.
Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skul-
le udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed
eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling.
2.
Deltagerstaterne skal træffe lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige
foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af denne artikel. Med henblik herpå og under hensyn til
vedkommende bestemmelser i andre internationale instrumenter, skal deltagerstaterne især:
(a) fastsætte en minimumsalder eller minimumsaldre for adgang til ansættelse;
(b) fastsætte en passende regulering af arbejdstider og arbejdsvilkår, og
(c) fastsætte passende straf eller andre sanktioner for at sikre effektiv håndhævelse af denne ar-
tikel.
Artikel 33
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder lovgivningsmæssige, administra-
tive, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler for at beskytte børn mod ulovlig brug af narko-
tika og psykotrope stoffer som defineret i vedkommende internationale traktater, og til at forebygge,
at børn anvendes til ulovlig produktion af og handel med sådanne stoffer.
Artikel 34
Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel
misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler for at forhindre:
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet;
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet;
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.
Artikel 35
Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med
henblik på at forebygge bortførelse, salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form.
Artikel 36
449
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse, der på nogen måde kan
skade barnet.
Artikel 37
Deltagerstaterne skal sikre, at:
(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigen-
de behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsla-
delse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år;
(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse, tilbageholdelse eller
fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og
for det kortest mulige passende tidsrum;
(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menne-
skets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov.
Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en så-
dan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med
sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;
(d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand
samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kom-
petent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.
Artikel 38
1.
Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de bestemmelser i international
humanitær ret, der er anvendelige på dem under væbnede konflikter, og som er af betydning for
barnet.
2.
Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at personer under 15 år
ikke tager direkte del i fjendtligheder.
3.
Deltagerstaterne skal afstå fra at rekruttere nogen person, der ikke er fyldt 15 år, i deres væbnede
styrker. Ved rekruttering blandt personer, som er fyldt 15 år, men ikke 18 år, skal deltagerstaterne
bestræbe sig på først at udvælge de ældste.
4.
I overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af international humanitær ret til at beskytte
civilbefolkningen under væbnede konflikter skal deltagerstaterne træffe alle gennemførlige for-
holdsregler for at sikre beskyttelse af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.
Artikel 39
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme fysisk og psykisk helbredel-
se og resocialisering af et barn, der har været udsat for enhver form for forsømmelse, udnyttelse
eller misbrug, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
450
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivel-
ser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed.
Artikel 40
1.
Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes eller anklages for eller er fun-
det skyldig i at have begået strafbart forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overens-
stemmelse med fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for
andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets alder og øn-
skeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i
betragtning.
2.
Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i internationale instrumenter
skal deltagerstaterne især sikre, at
(a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold eller anses for
skyldig heri på grund af handlinger eller undladelser, som ikke var forbudt ved national eller
international ret på tidspunktet for overtrædelsen;
(b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold, har mindst
følgende garantier:
(i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven;
(ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine
forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og
fremstilling af sit forsvar;
(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed
eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold til loven med tilstedeværel-
se af en juridisk eller anden passende rådgiver, medmindre dette ikke anses for at tjene
barnets tarv, især i betragtning af dets alder eller situation, dets forældre eller værge;
(iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld; ret til at udspørge eller
få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til for egen regning og på lige vilkår at
få vidner indkaldt og forhørt;
(v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få beslutningen derom og enhver
foranstaltning, der er truffet som følge deraf, prøvet af en højere kompetent, uafhængig
og upartisk myndighed eller dømmende organ i medfør af loven,
(vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller tale det sprog, der anven-
des;
(vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af sagsforløbet.
451
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og insti-
tutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået
strafbart forhold, herunder især:
(a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at være i stand til at begå
strafbart forhold,
(b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage vare på sådanne børn
uden at involvere retsinstanserne, forudsat at menneskerettigheder og retsgarantier respekte-
res i fuldt omfang.
4.
Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring, rådgivning, prøveløsladel-
se, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer
til anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn behandles på en måde, der
tjener deres tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til forbrydelsen.
Artikel 41
Intet i denne konvention skal have virkning på nogen bestemmelse, der er gunstigere med hensyn til
virkeliggørelse af barnets rettigheder og som kan være indeholdt i:
(a) en deltagerstats lovgivning, eller
(b) den for staten gældende internationale ret.
KAPITEL II
Artikel 42
Deltagerstaterne forpligter sig til gennem passende og aktive forholdsregler at gøre principperne og
bestemmelserne i konventionen almindeligt bekendt for både voksne og børn.
Artikel 43
1.
Med henblik på at undersøge hvilke fremskridt, deltagerstaterne gør for at opfylde de forpligtel-
ser, de har påtaget sig i henhold til denne konvention, oprettes en Komite vedrørende Barnets Ret-
tigheder, som skal udføre de opgaver, der angives nedenfor.
2.
Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse og anerkendt sagkundskab på det om-
råde, som denne konvention omfatter. Medlemmerne af Komiteen vælges af deltagerstaterne blandt
disses statsborgere og skal virke i deres personlige egenskab, idet der skal tages hensyn til ligelig
geografisk fordeling og de væsentligste retssystemer.
3.
Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over per-
soner, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver deltagende stat kan indstille een person, der er
statsborger i den pågældende stat.
4.
Det første valg til Komiteen finder sted senest seks måneder efter dagen for denne konventions
ikrafttræden og derefter hvert andet år. Mindst fire måneder før datoen for hvert valg skal De For-
452
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
enede Nationers Generalsekretær skriftligt opfordre deltagerstaterne til inden 2 måneder at indstille
kandidater til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder derefter en alfabetisk fortegnelse over samt-
lige således indstillede personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og frem-
sender fortegnelsen til konventionens deltagerstater.
5.
Valgene finder sted på møder mellem deltagerstaterne, som indkaldes af Generalsekretæren ved
FNs hovedsæde. Ved disse møder, der for at være beslutningsdygtige kræver deltagelse af 2/3 af
deltagerstaterne, indvælges i Komiteen de personer, der opnår flest stemmer og absolut flertal af de
stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.
6.
Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstil-
les. Embedsperioden for fem af de medlemmer, der er valgt ved det første valg, udløber dog efter to
år; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning, foretaget af formanden
for mødet.
7.
Hvis et medlem af Komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at han eller hun af anden
grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser i Komiteen, udpeger den deltagerstat, som ind-
stillede vedkommende, med forbehold af Komiteens godkendelse, en anden ekspert blandt sine
statsborgere til at virke i den resterende del af perioden.
8.
Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.
9.
Komiteen vælger personer til at beklæde sine tillidsposter for en periode på to år.
10.
Komiteens møder afholdes som regel ved FNs hovedsæde eller et andet passende sted efter
Komiteens bestemmelse. Komiteen mødes normalt årligt. Varigheden af Komiteens møder fastlæg-
ges, og gennemgås om nødvendigt, på et møde mellem deltagerstaterne i denne konvention, med
forbehold af FN-Generalforsamlingens godkendelse.
11.
De Forenede Nationers Generalsekretær stiller i nødvendigt omfang personale og øvrige facili-
teter til rådighed for Komiteen, således at denne effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til
denne konvention.
12.
Med Generalforsamlingens godkendelse modtager medlemmerne af Komiteen, der er oprettet i
henhold til denne konvention, vederlag af De Forenede Nationers midler på de vilkår og betingelser,
som Generalforsamlingen beslutter.
Artikel 44
1.
Deltagerstaterne forpligter sig til gennem De Forenede Nationers Generalsekretær at afgive be-
retninger til Komiteen om de foranstaltninger, de har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er
anerkendt i konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettig-
heder:
(a) inden to år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat,
(b) herefter hvert femte år.
453
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Beretninger aflagt i medfør af denne artikel skal angive forhold og eventuelle vanskeligheder, der
indvirker på omfanget af opfyldelsen af forpligtelserne ifølge denne konvention. Beretningerne skal
også indeholde tilstrækkelig oplysning til at gøre det muligt for Komiteen at få omfattende forståel-
se af konventionens gennemførelse i vedkommende land.
3.
En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til Komiteen, behøver ikke i sine
efterfølgende beretninger aflagt i henhold til stykke 1 (b) at gentage grundlæggende oplysninger,
der er givet tidligere.
4.
Komiteen kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger vedrørende konventionens
gennemførelse.
5.
Komiteen skal hvert andet år gennem Det Økonomiske og Sociale Råd aflægge beretning om sin
virksomhed til De Forenede Nationers Generalforsamling.
6.
Deltagerstaterne skal gøre sine beretninger almindeligt tilgængelige for offentligheden i deres
egne lande.
Artikel 45
Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen og det internationale samar-
bejde på det område, der er omfattet af konventionen,
(a) skal særorganisationerne, UNICEF og andre af De Forenede Nationers organer have adgang
til at være repræsenteret under gennemgangen af gennemførelsesforanstaltningerne, vedrø-
rende de bestemmelser i denne konvention, som falder inden for rammerne af deres mandat.
Komiteen kan opfordre særorganisationer, UNICEF og andre kompetente organer, som den
finder egnede, til at yde sagkyndig rådgivning om konventionens gennemførelse på områder,
der falder inden for rammerne af deres respektive mandater. Komiteen kan opfordre særor-
ganisationerne, UNICEF og andre organer af De Forenede Nationer til at aflægge beretning
om konventionens gennemførelse på områder inden for rammerne af deres virksomhed.
(b) Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til særorganisationerne, UNI-
CEF og andre kompetente organer alle de beretninger fra deltagerstaterne, der indeholder en
anmodning om eller viser et behov for teknisk rådgivning eller bistand, tillige med Komite-
ens bemærkninger og eventuelle forslag vedrørende disse anmodninger eller behov.
(c) Komiteen kan henstille til Generalforsamlingen at anmode Generalsekretæren om for Komi-
teens regning at foretage undersøgelser af særlige emner vedrørende barnets rettigheder.
(d) Komiteen kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på grundlag af de oplys-
ninger, som er modtaget i medfør af artiklerne 40 og 45 af denne konvention. Sådanne for-
slag og generelle anbefalinger oversendes til enhver berørt deltagerstat og indberettes til Ge-
neralforsamlingen tilligemed eventuelle bemærkninger fra deltagerstaterne.
KAPITEL III
Artikel 46
454
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
Artikel 47
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nati-
oners Generalsekretær.
Artikel 48
Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater. Tiltrædelsesinstrumenter skal
deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 49
1.
Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering af det 20. ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 20. rati-
fikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter deponerin-
gen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 50
1.
Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til konventionen og indsende det til De Forenede
Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til deltagersta-
terne med anmodning om at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en
konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en tredjedel af
deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag frem-
sætter ønske om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til konferencen i De For-
enede Nationers regi. Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede
og afgiver deres stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers Generalforsam-
ling til godkendelse.
2.
Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når
det er godkendt af De Forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med to tredje-
dels flertal af deltagerstaterne.
3.
Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens
de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidli-
gere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 51
1.
De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater udsende teksten til forbe-
hold, som staterne har taget på tidspunktet for ratifikation eller tiltrædelse.
2.
Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, skal ikke tillades.
455
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til De Forenede Nationers
Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse derom til alle stater. En sådan meddelelse træ-
der i kraft den dag, hvor den modtages af Generalsekretæren.
Artikel 52
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers
Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft eet år efter den dag, hvor Generalsekretæren har modta-
get denne.
Artikel 53
De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne konvention.
Artikel 54
Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske
tekster har lige gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behø-
rigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention. Foruden Danmark har følgende lande på de
angivne datoer henholdsvis ratificeret eller tiltrådt konventionen:
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget forbehold eller afgivet erklæringer
som følger:
Desuden er der afgivet erklæring om, at artikel 30 ikke finder anvendelse for Frankrig.
Danmark har ved ratifikationen afgivet erklæring om ikke at være bundet af artikel 40, stk. 2, (b),
(v).
Danmark har taget foreløbigt territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland.
Konventionen trådte i henhold til artikel 49, stk. 1, i kraft den 2. september 1990. For Danmarks
vedkommende trådte den i henhold til artikel 49, stk. 2, i kraft den 18. august 1991.
Udenrigsministeriet, den 16. januar 1992
Uffe Ellemann-Jensen
456
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bekendtgørelse nr. 30. af 28. november 2002 af valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-
konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 4. april 2002 har Danmark i henhold til kgl. resolu-
tion af 27. august 2002 ratificeret den i New York den 7. september 2000 vedtagne valgfri protokol
af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væb-
nede konflikter.
Den valgfri protokol, hvis arabiske, kinesiske, franske, russiske og spanske tekst er udeladt her, har
følgende ordlyd:
Oversættelse
Valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i
væbnede konflikter
De i denne protokol deltagende stater, som
er opmuntret over
den overvældende støtte til konventionen om barnets rettigheder, hvilket viser
den udbredte vilje til at stræbe efter at fremme og beskytte barnets rettigheder,
bekræfter,
at barnets rettigheder kræver særlig beskyttelse og opfordrer til fortsatte forbedringer af
børns forhold uden forskelsbehandling samt til udvikling og uddannelse af børn under fredelige og
sikre forhold,
er foruroliget over
den skadelige og omfattende virkning, som væbnede konflikter har på børn, og
de langsigtede følger, dette har for varig fred, sikkerhed og udvikling,
fordømmer,
at børn under væbnede konflikter udses som mål, og at der udføres direkte angreb på
genstande, der er beskyttet i henhold til folkeretten, herunder steder, hvor der sædvanligvis er et
betydeligt antal børn til stede som f.eks. skoler og hospitaler,
noterer sig
vedtagelsen af statutten for Den Internationale Straffedomstol, navnlig at den som krigs-
forbrydelser medtager værnepligt for eller rekruttering af børn under 15 år eller brug af dem til aktiv
deltagelse i fjendtligheder både i internationale og ikke-internationale væbnede konflikter,
derfor finder,
at der for yderligere at styrke gennemførelsen af de i konventionen om barnets rettig-
heder anerkendte rettigheder er behov for at øge beskyttelsen af børn mod at blive inddraget i væb-
nede konflikter,
noterer sig,
at artikel 1 i konventionen om barnets rettigheder fastsætter, at der i denne konvention
ved et barn forstås ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter
den lov, der gælder for barnet,
er overbeviste om,
at en valgfri protokol til konventionen, der hæver alderen for mulig rekruttering
af personer i væbnede styrker og deres deltagelse i fjendtligheder, vil bidrage effektivt til gennem-
førelse af princippet om, at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende
børn,
457
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
noterer sig,
at den 26. Internationale Røde Kors og Røde Halvmåne Konference i december 1995
blandt andet anbefalede, at parterne i en konflikt skal tage ethvert muligt skridt for at sikre, at børn
under 18 år ikke deltager i fjendtligheder,
hilser
den énstemmige vedtagelse i juni 1999 af Den Internationale Arbejdsorganisations konventi-
on nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde,
der blandt andet forbyder tvungen eller obligatorisk rekruttering af børn til brug i væbnede konflik-
ter, velkommen,
fordømmer
med den største alvor rekruttering, træning og brug af børn inden for og på tværs af na-
tionale grænser i fjendtligheder begået af bevæbnede grupper, der ikke er en del af en stats væbnede
styrker, og anerkender ansvaret hos dem, der rekrutterer, træner og bruger børn med henblik herpå,
erindrer om
den forpligtelse, som enhver deltagende part i en væbnet konflikt har til at overholde
bestemmelserne i den humanitære folkeret,
understreger,
at denne protokol ikke påvirker de formål og principper, der er indeholdt i FN-pagten,
herunder artikel 51, og de relevante regler i den humanitære folkeret,
tager i betragtning,
at fredelige og sikre tilstande, der bygger på fuld respekt for de formål og prin-
cipper, der er indeholdt i FN-pagten, samt overholdelse af de gældende menneskerettighedsinstru-
menter, er absolut nødvendige for den fuldstændige beskyttelse af børn, navnlig under væbnede
konflikter og fremmed besættelse,
anerkender
de særlige behov hos børn, der er særligt sårbare over for rekruttering eller brug i
fjendtligheder i strid med denne protokol, på grund af deres økonomiske eller sociale stilling eller
køn,
er opmærksom på
nødvendigheden af at tage hensyn til de grundlæggende økonomiske, sociale og
politiske årsager til inddragelse af børn i væbnede konflikter,
er overbeviste om
behovet for at styrke det internationale samarbejde om gennemførelsen af denne
protokol samt den fysiske og psykosociale rehabilitering og resocialisering af børn, der er ofre for
væbnede konflikter,
opfordrer til,
at samfundet og især børn samt børn, der er ofre for væbnede konflikter, deltager i
udbredelsen af oplysnings- og uddannelsesprogrammer vedrørende protokollens gennemførelse,
er blevet enige
om følgende:
Artikel 1
Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at de medlemmer af deres
væbnede styrker, der ikke er fyldt 18 år, ikke tager direkte del i fjendtligheder.
Artikel 2
458
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Deltagerstaterne skal sikre, at personer, der ikke er fyldt 18 år, ikke bliver tvangsmæssigt rekrutteret
til deres væbnede styrker.
Artikel 3
1. Deltagerstaterne skal hæve minimumsalderen for frivillig rekruttering af personer til deres natio-
nale væbnede styrker i forhold til den, der er angivet i artikel 38, stk. 3, i konventionen om barnets
rettigheder, idet de tager hensyn til de principper, der er indeholdt i denne artikel, samt anerkender,
at i henhold til konventionen har personer under 18 år krav på særlig beskyttelse.
2. Hver deltagerstat skal deponere en bindende erklæring ved ratifikation eller tiltrædelse af denne
protokol, der angiver den minimumsalder, som den vil tillade for frivillig rekruttering til dens natio-
nale væbnede styrker, samt en beskrivelse af, hvilke foranstaltninger den har truffet for at sikre, at
en sådan rekruttering ikke er sket ved tvang eller trusler herom.
3. Deltagerstater, der tillader frivillig rekruttering til deres nationale væbnede styrker af personer
under 18 år, skal opretholde beskyttelsesforanstaltninger, der som et minimum sikrer, at:
a) sådan rekruttering reelt er frivillig;
b) sådan rekruttering foretages med den pågældendes forældres eller værgers informerede sam-
tykke;
c) disse personer fuldt ud er oplyst om de pligter, der er forbundet med sådan militærtjeneste;
d) disse personer fremskaffer pålideligt bevis for deres alder, inden de godkendes til militærtje-
neste.
4. Enhver deltagerstat kan til enhver tid skærpe sin erklæring ved meddelelse herom til De Forenede
Nationers Generalsekretær, der skal underrette alle deltagerstaterne. En sådan meddelelse træder i
kraft den dag, hvor den modtages af Generalsekretæren.
5. Kravet i stk. 1 om at hæve alderen gælder ikke for skoler, der drives af deltagerstaternes væbnede
styrker eller er under disses kontrol, i overensstemmelse med artikel 28 og 29 i konventionen om
barnets rettigheder.
Artikel 4
1. Bevæbnede grupper, der ikke er en del af landets væbnede styrker, bør ikke under nogen om-
stændigheder rekruttere eller bruge personer under 18 år i fjendtligheder.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at forhindre en sådan rekrutte-
ring og brug, herunder vedtage retlige foranstaltninger, der er nødvendige for at forbyde og krimina-
lisere sådan praksis.
3. Anvendelsen af denne artikel i protokollen skal ikke påvirke den retlige status for nogen deltager
i en væbnet konflikt.
459
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 5
Intet i denne protokol skal fortolkes på en måde, som tilsidesætter bestemmelser i en deltagerstats
lovgivning eller i internationale instrumenter og den humanitære folkeret, der bidrager mere til vir-
keliggørelsen af barnets rettigheder.
Artikel 6
1. Enhver deltagerstat skal træffe alle nødvendige retlige, administrative og andre foranstaltninger
for at sikre den effektive gennemførelse og håndhævelse af bestemmelserne i denne protokol inden
for sin jurisdiktion.
2. Deltagerstaterne påtager sig at udbrede og fremme kendskabet til principperne og bestemmelser-
ne i denne protokol hos både voksne og børn med passende midler.
3. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at personer inden for
deres jurisdiktion, der er rekrutteret eller brugt i fjendtligheder i strid med denne protokol, demobi-
liseres eller på anden vis frigøres fra tjeneste. Deltagerstaterne skal om nødvendigt yde disse perso-
ner enhver passende bistand til at komme sig fysisk og psykisk samt til deres resocialisering.
Artikel 7
1. Deltagerstaterne skal samarbejde om gennemførelsen af denne protokol, herunder om forhindring
af enhver aktivitet, der er i strid med protokollen, samt om rehabilitering og resocialisering af per-
soner, der er ofre for handlinger i strid med denne protokol, bl.a. gennem teknisk samarbejde og
økonomisk bistand. Bistanden og samarbejdet gennemføres i samråd med de berørte deltagerstater
og relevante internationale organisationer.
2. De deltagerstater, der er i stand til det, skal yde bistanden gennem eksisterende multilaterale, bi-
laterale eller andre programmer eller blandt andet gennem en frivillig fond oprettet i overensstem-
melse med Generalforsamlingens regler.
Artikel 8
1. Enhver deltagerstat skal inden to år efter protokollens ikrafttræden for denne stat afgive en beret-
ning til Komiteen vedrørende Barnets Rettigheder, der indeholder omfattende oplysninger om de
forholdsregler, den har truffet for at gennemføre protokollens bestemmelser, herunder forholdsreg-
ler for at gennemføre bestemmelserne om deltagelse og rekruttering.
2. Efter afgivelsen af den omfattende beretning, skal enhver deltagerstat medtage enhver yderligere
oplysning vedrørende protokollens gennemførelse i de beretninger, de afgiver til Komiteen vedrø-
rende Barnets Rettigheder i medfør af konventionens artikel 44. Andre stater, der deltager i proto-
kollen, skal afgive en beretning hvert femte år.
3. Komiteen vedrørende Barnets Rettigheder kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysnin-
ger, der er relevante for denne protokols gennemførelse.
460
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 9
1. Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, som er deltager i konventionen, eller som har
undertegnet den.
2. Denne protokol skal ratificeres og er åben for tiltrædelse for alle stater. Ratifikations- eller tiltræ-
delsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
3. Som depositar for konventionen og protokollen skal Generalsekretæren underrette alle stater, der
er deltagere i konventionen, samt alle stater, der har undertegnet konventionen, om enhver erklæ-
ring i medfør af artikel 3.
Artikel 10
1. Denne protokol træder i kraft tre måneder efter deponeringen af det tiende ratifikations- eller til-
trædelsesinstrument.
2. For enhver stat, som ratificerer nærværende protokol, eller som tiltræder den efter dens ikrafttræ-
den, træder denne protokol i kraft én måned efter datoen for deponeringen af dens ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 11
1. Enhver deltagerstat kan til enhver tid opsige denne protokol ved skriftlig meddelelse til De For-
enede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse herom til de andre stater, der er
deltagere i konventionen, samt alle stater, der har undertegnet konventionen. Opsigelsen træder i
kraft ét år efter den dag, hvor Generalsekretæren har modtaget meddelelsen. Såfremt den opsigende
deltagerstat imidlertid ved udløbet af det år er involveret i en væbnet konflikt, træder opsigelsen
ikke i kraft, før den væbnede konflikt er afsluttet.
2. En sådan opsigelse fritager ikke deltagerstaten fra sine forpligtelser i medfør af denne protokol
med hensyn til enhver handling, der ligger forud for opsigelsens ikrafttrædelsesdato. Endvidere på-
virker opsigelsen ikke på nogen måde den fortsatte behandling af spørgsmål, der allerede er under
behandling af Komiteen før opsigelsens ikrafttrædelsesdato.
Artikel 12
1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag og fremsende det til De Forenede Nationers Gene-
ralsekretær. Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med an-
modning om, at disse meddeler, hvorvidt de ønsker en konference for deltagerstaterne indkaldt med
det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst én tredjedel af deltagerstaterne
inden fire måneder efter datoen for udsendelsen af ændringsforslag støtter en sådan konference, skal
Generalsekretæren indkalde konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som ved-
tages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme på konferencen, skal
forelægges Generalforsamlingen til godkendelse.
461
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når
det er godkendt af De Forenede Nationers Generalforsamling og accepteret med to tredjedels flertal
af deltagerstaterne.
3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens
de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle tidligere
ændringer, som de har godkendt.
Artikel 13
1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har lige
gyldighed, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.
2. De Forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier af denne protokol til
alle stater, der er deltagere i konventionen, og alle stater, der har undertegnet konventionen.
Den valgfri protokol trådte i henhold til artikel 10, stk. 1 i kraft den 12. februar 2002.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos FN’s generalsekretær den 27. august 2002.
I forbindelse med ratifikationen afgav Danmark erklæring om, at rekruttering af personer under 18
år til de væbnede styrker ikke er tilladt i Danmark.
Den valgfri protokol er i medfør af artikel 10, stk. 2 trådt i kraft for Danmark den 27. september
2002.
Oplysninger om andre landes tiltrædelse af den valgfri protokol
vil kunne findes på FN’s hjemme-
side under adressen: http://untreaty.un.org.
Udenrigsministeriet, den 28. november 2002
Per Stig Møller
462
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bekendtgørelse nr. 34 af 23. oktober 2003 af valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-
konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børne-
pornografi
I henhold til kgl. resolution af 15. juli 2003 har Danmark ratificeret den i New York den 7. septem-
ber 2000 vedtagne valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om Barnets Rettigheder
vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.
Danmark ratificerede den 27. august 2002 en anden valgfri protokol til FN-konventionen om Bar-
nets Rettigheder, som vedrører inddragelse af børn i væbnede konflikter, jf. Udenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 30 af 28. november 2002, Lovtidende C.
Protokollen vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, hvis arabiske, kinesiske,
franske, russiske og spanske tekst er udeladt her, har følgende ordlyd:
Oversættelse
Valgfri protokol til Konventionen om Barnets Rettigheder vedrørende salg af børn, børne-
prostitution og børnepornografi
De i denne konvention deltagende stater, som
finder,
at det med henblik på yderligere at fremme formålene i Konventionen om Barnets Rettighe-
der og implementeringen af konventionens bestemmelser
i særdeleshed artikel 1, 11, 21, 32, 33,
34, 35 og 36
ville være relevant at udvide de forholdsregler, som deltagerstaterne bør træffe for at
sikre, at børn beskyttes mod salg, børneprostitution og børnepornografi,
desuden finder,
at Konventionen om Barnets Rettigheder anerkender barnets ret til beskyttelse mod
økonomisk udnyttelse og mod at udføre arbejde, der kan være farligt for eller have indvirkning på
barnets uddannelse eller skade barnets sundhed eller fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller so-
ciale udvikling,
er dybt betænkelige
ved den omfattende og stigende internationale handel med børn med henblik på
salg af børn, børneprostitution og børnepornografi,
er dybt foruroliget over
den udbredte og vedvarende praksis med sexturisme, hvor børn er særligt
udsatte, eftersom denne praksis direkte fremmer salg af børn, børneprostitution og børnepornografi,
anerkender,
at en række særligt sårbare grupper, herunder pigebørn, har større risiko for at blive
seksuelt udnyttet, og at der er uforholdsmæssigt mange pigebørn blandt de seksuelt udnyttede,
er foruroliget over
det stigende udbud af børnepornografi på Internettet og andre nye teknologifor-
mer, og erindrer om den internationale konference om bekæmpelse af børnepornografi på Internet-
tet (Wien, 1999) og i særdeleshed dens konklusion, der stiller krav om global kriminalisering af
fremstilling, udbredelse, eksport, overførsel, import, forsætlig besiddelse og annoncering af børne-
463
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
pornografi, og understreger vigtigheden af et tættere samarbejde og partnerskab mellem myndighe-
derne og internetbranchen,
mener,
at man lettere vil kunne afskaffe salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, hvis
man anvender en holistisk tilgang og tager hånd om de medvirkende faktorer, herunder underudvik-
ling, fattigdom, økonomisk ulighed, uretfærdig samfundsøkonomisk struktur, dårligt fungerende
familier, manglende uddannelse, befolkningsbevægelser mellem by og land, kønsdiskrimination,
uansvarlig seksuel adfærd blandt voksne, skadelige traditionsbundne ritualer, væbnede konflikter og
handel med børn,
mener,
at det er nødvendigt med en indsats for at øge den almene bevidsthed for at kunne reducere
efterspørgslen efter salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, og også tror på vigtigheden
af at styrke det globale samarbejde blandt alle aktører og af at forbedre retshåndhævelsen på natio-
nalt plan,
bemærker
de internationale retsakter af relevans for beskyttelse af børn, herunder Haag-
Konventionen om beskyttelse af børn og samarbejde om internationale adoptioner, Haag-
Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, Haag-Konventionen
om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde
vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, samt ILO-
Konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for bør-
nearbejde,
er opmuntret af
den overvældende støtte for Konventionen om Barnets Rettigheder, der viser et
udbredt engagement i at fremme og beskytte børns rettigheder,
anerkender
vigtigheden af at gennemføre bestemmelserne i handlingsplanen til forebyggelse af salg
af børn, børneprostitution og børnepornografi samt den erklæring og indsatsplan, der blev vedtaget
på verdenskongressen om kommerciel seksuel udnyttelse af børn, der blev afholdt i Stockholm den
27.-31. august 1996, samt andre relevante beslutninger og anbefalinger fra relevante internationale
organer,
tager behørigt hensyn til
betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på
barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,
er blevet enige
om følgende:
Artikel 1
Deltagerstaterne skal forbyde salg af børn, børneprostitution og børnepornografi som fastsat i denne
protokol.
Artikel 2
I denne protokol:
(a) forstås ved salg af børn enhver handling eller transaktion, hvormed et barn overdrages af en
person eller persongruppe til en anden mod betaling eller andet vederlag;
464
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(b) forstås ved børneprostitution brugen af et barn i forbindelse med seksuelle aktiviteter mod
betaling eller andet vederlag;
(c) forstås ved børnepornografi enhver form for gengivelse af et barn involveret i en virkelig el-
ler simuleret tydelig seksuel aktivitet eller enhver form for gengivelse af et barns kønsdele af
overvejende seksuelle årsager.
Artikel 3
1. Enhver deltagerstat skal sikre sig, at i det mindste følgende handlinger og aktiviteter er fuldt
dækkede i henhold til dens strafferetlige lovgivning, uanset om sådanne lovovertrædelser begås
inden for eller på tværs af statens grænser, og uanset om de begås af en enkeltperson eller på orga-
niseret plan:
(a) I sammenhæng med salg af børn som defineret i artikel 2:
(i) at udbyde, levere eller modtage et barn, uanset hvordan, med henblik på:
a. seksuel udnyttelse af barnet,
b. overdragelse af barnets organer for vindings skyld,
c. beskæftigelse af barnet med tvangsarbejde;
(ii) uretmæssigt som mellemmand at foranledige, at der gives samtykke til adoption af et
barn i strid med gældende internationale retsakter om adoption;
(b) at udbyde, finde, skaffe eller videregive et barn til børneprostitution som defineret i artikel
2;
(c) til ovennævnte formål at fremstille, videregive, udbrede, importere, eksportere, udbyde,
sælge eller besidde børnepornografi som defineret i artikel 2.
2. Med forbehold af bestemmelserne i en deltagerstats nationale lovgivning, gælder dette også et-
hvert forsøg på at begå en af disse handlinger samt meddelagtighed eller deltagelse i en af disse
handlinger.
3. Enhver deltagerstat skal gøre disse lovovertrædelser strafbare med passende straffe, der tager
højde for overtrædelsernes alvorlige karakter.
4. Med forhold af bestemmelserne i national lovgivning skal enhver deltagerstat, om nødvendigt,
træffe forholdsregler, der gør juridiske personer ansvarlige for de i stk. 1 fastsatte lovovertrædelser.
Afhængig af deltagerstatens juridiske principper kan en juridisk persons ansvar være strafferetligt,
civilretligt eller forvaltningsretligt.
5. Deltagerstaterne skal træffe alle passende retlige og administrative forholdsregler til at sikre, at
alle personer, der er involveret i adoptionen af et barn, handler i overensstemmelse med de gælden-
de internationale retsakter.
Artikel 4
465
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1. Enhver deltagerstat skal træffe sådanne forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve
jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3, stk. 1, nævnte art, når overtrædelserne begås
på dens område eller om bord på et skib eller luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat.
2. Enhver deltagerstat kan træffe sådanne forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve
jurisdiktion over for lovovertrædelser af den i artikel 3, stk. 1, nævnte art, i følgende situationer:
(a) når en formodet lovovertræder er statsborger i den pågældende stat eller har sin faste bopæl
inden for dens område;
(b) når offeret er statsborger i den pågældende stat.
3. Enhver deltagerstat skal ligeledes træffe sådanne forholdsregler, som måtte være nødvendige for
at udøve jurisdiktion over for de ovennævnte lovovertrædelser, hvis den formodede lovovertræder
befinder sig inden for dens område, og staten ikke udleverer vedkommende til en anden deltager-
stat, fordi lovovertrædelsen er begået af en af førstnævnte deltagerstats statsborgere.
4. Protokollen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national
lovgivning.
Artikel 5
1. De i artikel 3, stk. 1, nævnte lovovertrædelser skal i enhver udleveringstraktat mellem deltager-
staterne anses for omfattet af de lovovertrædelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udleve-
ring, samt optages i enhver udleveringstraktat, der efterfølgende indgås mellem dem, blandt de for-
brydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de i sådanne traktater fastsatte be-
tingelser.
2. Hvis en deltagerstat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en
anmodning om udlevering fra en anden deltagerstat, med hvilken den ikke har indgået udleverings-
traktat, kan den betragte denne protokol som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de
pågældende lovovertrædelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den
anmodede stats lovgivning.
3. Deltagerstater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt
anse sådanne lovovertrædelser som værende lovovertrædelser, der kan medføre udlevering i over-
ensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.
4. For så vidt angår udlevering mellem deltagerstaterne skal sådanne lovovertrædelser anses som
begået ikke blot dér, hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 4 skal kunne udøve
jurisdiktion over for lovovertrædelserne.
5. Hvis der fremsættes en udleveringsanmodning med hensyn til en lovovertrædelse som beskrevet i
artikel 3, stk. 1, og hvis den anmodede deltagerstat ikke kan eller vil foretage udlevering på grund-
lag af lovovertræderens statsborgerskab, skal den pågældende stat træffe de nødvendige forholds-
regler for at forelægge sagen for dens kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning.
Artikel 6
466
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1. Deltagerstaterne skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med efterforskning og straf-
fe- og udleveringssager i anledning af de lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, herunder
bistand til fremskaffelse af bevismateriale, som er til deres rådighed og nødvendigt for retssagen.
2. Deltagerstaterne skal udføre deres forpligtelser efter stk. 1 i overensstemmelse med de traktater
eller andre ordninger om gensidig retshjælp, som de måtte have indgået med hinanden. I mangel af
sådanne traktater eller ordninger, skal deltagerstaterne yde hinanden bistand i henhold til deres nati-
onale lovgivning.
Artikel 7
Deltagerstaterne skal med forbehold af bestemmelserne i deres nationale lovgivning:
(a) træffe forholdsregler til at sikre beslaglæggelse og konfiskation i nødvendigt omfang af:
(i) effekter, såsom materialer, aktiver og andre redskaber benyttet til at begå eller gøre det
lettere at begå lovovertrædelser efter denne protokol,
(ii) udbytte fra sådanne lovovertrædelser;
(b) efterkomme anmodninger fra en anden deltagerstat om beslaglæggelse eller konfiskation af
effekter eller udbytte som nævnt i litra a;
(c) træffe forholdsregler, der har til formål midlertidigt eller permanent at lukke lokaler, der er
benyttet til at begå sådanne lovovertrædelser.
Artikel 8
1. Deltagerstaterne skal vedtage passende forholdsregler til varetagelse af rettigheder og interesser
for de børn, der er ofre for praksis, som er forbudt efter denne protokol på alle trin i strafferetsple-
jen, i særdeleshed ved:
(a) at anerkende børneofres sårbarhed og tilpasse retsplejen, så den anerkender deres særlige
behov, herunder deres særlige behov som vidner;
(b) at informere børneofre om deres rettigheder, deres rolle og omfanget, det tidsmæssige aspekt
og arbejdet med sagen samt om tilrettelæggelsen af deres sag;
(c) at tillade børneofres synspunkter, behov og bekymringer at blive fremlagt og taget i betragt-
ning i sager, hvor deres personlige interesser berøres, på en måde, der er i overensstemmelse
med den nationale lovgivnings procesregler;
(d) at sikre tilstrækkelige støtteforanstaltninger til børneofre gennem hele retsprocessen;
(e) hvor det er relevant at beskytte børneofres privatliv og identitet samt træffe forholdsregler i
overensstemmelse med national lovgivning for at undgå uhensigtsmæssig udbredelse af op-
lysninger, der kunne medføre, at børneofre kan identificeres;
467
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(f) hvor det er relevant, at sørge for, at børneofre samt deres familie og vidner for deres sag be-
skyttes mod trusler og gengældelseshandlinger;
(g) at undgå unødvendige forsinkelser i tilrettelæggelsen af sager og håndhævelsen af kendelser
eller påbud, der tilkender børneofre erstatning.
2. Deltagerstaterne skal sikre, at usikkerhed om et offers faktiske alder ikke er til hinder for, at der
iværksættes strafferetlig efterforskning, herunder efterforskning rettet mod at få fastslået ofrets al-
der.
3. Deltagerstaterne skal sikre, at børn, der er ofre for lovovertrædelser som beskrevet i denne proto-
kol, får en behandling i det strafferetlige system, som er i barnets bedste interesse.
4. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler for at sikre en passende uddannelse, især juridisk og
psykologisk uddannelse, af de personer, der arbejder med ofre for de efter denne protokol forbudte
lovovertrædelser.
5. Deltagerstaterne skal i passende sager vedtage forholdsregler til at beskytte sikkerheden og inte-
griteten af sådanne personer og/eller organisationer, der er involveret i forebyggelse af og/eller be-
skyttelse og rehabilitering af ofre for sådanne lovovertrædelser.
6. Intet i denne artikel skal kunne fortolkes som værende til skade for eller uforeneligt med tiltaltes
ret til en rimelig og uvildig retssag.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne skal vedtage eller styrke, gennemføre og udbrede lovgivning, administrative
forholdsregler, socialpolitik og sociale programmer, der har til formål at hindre de i denne protokol
nævnte lovovertrædelser. De skal især være opmærksomme på at beskytte børn, som er særligt sår-
bare over for en sådan praksis.
2. Deltagerstaterne skal øge opmærksomheden i offentligheden generelt, herunder blandt børn, gen-
nem enhver relevant form for oplysningskampagner og uddannelse om de forebyggende foranstalt-
ninger og skadelige virkninger af de i nærværende protokol nævnte lovovertrædelser. Deltagersta-
terne skal til opfyldelse af deres forpligtelser efter denne artikel opmuntre til, at samfundet og i sær-
deleshed børn og børneofre deltager i sådanne oplysnings- og uddannelsesprogrammer, også på
internationalt plan.
3. Deltagerstaterne skal træffe alle tænkelige forholdsregler, der har til formål at yde tilstrækkelig
bistand til ofre for sådanne forbrydelser, herunder til fuld social reintegration og fuld fysisk og psy-
kisk helbredelse.
4. Deltagerstaterne skal sikre, at alle børneofre for de i denne protokol nævnte lovovertrædelser har
adgang til tilstrækkelige retsmidler til uden diskrimination at kræve skadeserstatning fra de juridisk
ansvarlige.
468
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5. Deltagerstaterne skal træffe passende forholdsregler, der er målrettet mod effektivt at forbyde
fremstilling og udbredelse af materiale, der annoncerer for de i denne protokol beskrevne lovover-
trædelser.
Artikel 10
1. Deltagerstaterne skal tage alle de nødvendige skridt for at styrke det internationale samarbejde
med multilaterale, regionale og bilaterale ordninger om forebyggelse, afsløring, efterforskning,
strafforfølgelse og afstraffelse af de personer, der er ansvarlige for handlinger, som omfatter salg af
børn, børneprostitution, børnepornografi og børnesexturisme. Deltagerstaterne skal også fremme
internationalt samarbejde og koordinering blandt deres myndigheder, nationale og internationale
ikke-statslige
organisationer (NGO’er) samt internationale organisationer.
2. Deltagerstaterne skal fremme internationalt samarbejde til støtte for børneofres fysiske og psyki-
ske helbredelse, social reintegration og hjemsendelse.
3. Deltagerstaterne skal medvirke til styrkelse af det internationale samarbejde for at tage hånd om
de grundlæggende årsager, såsom fattigdom og underudvikling, der bidrager til børns sårbarhed
over for at blive udsat for salg, børneprostitution, børnepornografi og børnesexturisme.
4. De deltagerstater, der er i stand hertil, skal yde økonomisk, teknisk og anden bistand gennem
eksisterende multilaterale, regionale, bilaterale eller andre programmer.
Artikel 11
Intet i denne protokol har indvirkning på bestemmelser, der bidrager i et større omfang til at realise-
re børns rettigheder, og som måtte være indeholdt i:
(a) en deltagerstats lovgivning,
(b) international lovgivning gældende for den pågældende stat.
Artikel 12
1. Hver deltagerstat skal inden to år fra protokollens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat ind-
sende en beretning til Komiteen vedrørende Barnets Rettigheder med uddybende oplysninger om de
forholdsregler, den har truffet for at implementere protokollens bestemmelser.
2. Efter indsendelse af den omfattende beretning, skal hver deltagerstat inkludere alle yderligere
oplysninger vedrørende implementeringen af denne protokol i de beretninger, den indsender i over-
ensstemmelse med konventionens artikel 44. Øvrige deltagerstater skal indsende en beretning hvert
femte år.
3. Komiteen vedrørende Barnets Rettigheder kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysnin-
ger, som er relevante for implementering af denne protokol.
Artikel 13
469
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1. Denne protokol kan undertegnes af enhver af konventionens deltagerstater, eller enhver stat, der
har underskrevet konventionen.
2. Denne protokol skal ratificeres og kan tiltrædes af enhver af konventionens deltagerstater, eller
enhver stat, der har underskrevet konventionen. Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter skal
deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 14
1. Denne protokol træder i kraft tre måneder efter datoen for deponering af det tiende ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrument.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne protokol efter dens ikrafttræden, træder proto-
kollen i kraft en måned efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 15
1. En deltagerstat kan til enhver tid opsige denne protokol ved skriftlig meddelelse til De Forenede
Nationers Generalsekretær, som derpå skal give meddelelse derom til de øvrige af konventionens
deltagerstater og alle stater, der har underskrevet konventionen. Opsigelsen træder i kraft ét år efter
den dag, hvor De Forenede Nationers Generalsekretær har modtaget denne.
2. En sådan opsigelse har ikke frigørende virkning for deltagerstaten i forhold til statens forpligtel-
ser efter denne protokol med hensyn til en lovovertrædelse, som begås forud for den dato, hvor op-
sigelsen træder i kraft. En sådan opsigelse kan heller ikke på nogen måde skade den fortsatte be-
handling af en sag, som allerede er under behandling af Komiteen forud for den dato, hvor opsigel-
sen træder i kraft.
Artikel 16
1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag og indsende det til De Forenede Nationers Gene-
ralsekretær. Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med an-
modning om, at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference
med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en tredjedel af deltagersta-
terne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske
om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers
regi. Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres
stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers Generalforsamling til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft, når det er god-
kendt af De Forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med to tredjedels flertal af
deltagerstaterne.
3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens
de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle tidligere
ændringer, som de har godkendt.
Artikel 17
470
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har lige
gyldighed, deponeres i De Forenede Nationers arkiv.
2. De Forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier af denne protokol til
alle konventionens deltagerstater og alle stater, der har underskrevet konventionen.
Den valgfri protokol trådte i henhold til artikel 14, stk. 1, i kraft den 18. januar 2002.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos FN’s Generalsekretær den 24. juli
2003.
I forbindelse med ratifikationen afgav Danmark erklæring om, at protokollen indtil videre ikke gæl-
der for Færøerne og Grønland. Derudover indeholdt erklæringen følgende fortolkning af artikel 2,
stk.
c: ‖Danmark fortolker ordene ‖enhver form for gengivelse‖ som ‖enhver form for visuel gengi-
velse‖, og at besiddelse af utugtige visuelle gengivelser af en person, der er fyldt 15 år, og som har
givet sit samtykke til besiddelsen, ikke anses for omfattet af protokollens forpligtende bestemmel-
ser.‖
Den valgfri protokol er i medfør af artikel 14, stk. 2, trådt i kraft for Danmark den 24. august 2003.
Oplysninger om andre landes tiltrædelse af den valgfri protokol vil kunne findes på FN’s hjemme-
side under adressen: http://untreaty.un.org.
Udenrigsministeriet, den 23. oktober 2003
Per Stig Møller
471
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 6. Bekendtgørelse nr. 83 af 9. september 1983 af konvention af 18. decem-
ber 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder
Efter at folketinget den 11. marts 1983 havde meddelt sit samtykke dertil, har Danmark i henhold til
kgl. resolution af 7. april 1983 ratificeret den på De forenede Nationers generalforsamling den 18.
december 1979 i New York vedtagne konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination
imod kvinder.
Konventionens ordlyd er som følger:
Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder
De i denne konvention deltagende stater,
som bemærker, at De forenede Nationers pagt bekræfter troen på fundamentale menneskerettighe-
der, på det enkelte menneskes personlige værdighed og værd og på mænds og kvinders lige rettig-
heder,
som bemærker,
at verdenserklæringen om menneskerettighederne bekræfter princippet om utilstede-
ligheden af diskrimination og kundgør, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettig-
heder, og at enhver har krav på de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen, uden for-
skelsbehandling af nogen art, herunder forskelsbehandling på grund af køn,
som bemærker,
at de stater, der deltager i de internationale menneskerettighedskonventioner, har
pligt til at sikre mænd og kvinder lige ret til at nyde alle økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige
og politiske rettigheder,
som tager i betragtning
de internationale konventioner, der under De forenede Nationers og særor-
ganisationernes auspicier er indgået til fremme af lige rettigheder for mænd og kvinder,
som endvidere bemærker
de resolutioner, erklæringer og anbefalinger, som er vedtaget af De for-
enede Nationer og særorganisationerne til fremme af lige rettigheder for mænd og kvinder,
som imidlertid er bekymrede over,
at der trods disse forskellige konventioner, erklæringer m.v. fort-
sat sker en omfattende diskrimination imod kvinder.
som erindrer om,
at diskrimination imod kvinder er i strid med principperne om lige rettigheder og
respekt for menneskets værdighed, hindrer kvinder i på lige fod med mænd at deltage i deres lands
politiske, sociale, økonomiske og kulturelle liv, hæmmer fremgang i samfundets og familiens vel-
stand og vanskeliggør den fulde udvikling af kvinders evner og muligheder i deres lands og menne-
skehedens tjeneste,
som ser med bekymring på,
at kvinder, hvor der hersker fattigdom, har den ringeste adgang til føde,
sundhed, uddannelse, oplæring, beskæftigelsesmuligheder og andre fornødenheder,
472
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
som er overbevist om,
at oprettelsen af den nye økonomiske verdensorden, byggende på lighed og
retfærdighed, vil bidrage betydeligt til at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder,
som understreger,
at udryddelse af apartheid, alle former for racisme, racediskrimination, kolonia-
lisme, neokolonialisme, aggression, fremmed besættelse og herredømme og indblanding i staters
indre anliggender er af væsentlig betydning for den fulde nydelse af mænds og kvinders rettigheder,
som bekræfter,
at styrkelsen af den internationale fred og sikkerhed, international afspænding, gen-
sidigt samarbejde mellem alle stater uanset deres sociale og økonomiske systemer, almindelig og
fuldstændig nedrustning, især nuklear nedrustning under streng og effektiv international kontrol,
bekræftelse af principperne om retfærdighed, lighed og gensidige fordele i forholdet mellem lande-
ne og virkeliggørelsen af retten for folkeslag under fremmed- og koloniherredømme og fremmed
besættelse til selvbestemmelse og uafhængighed såvel som respekt for national suverænitet og terri-
torial integritet, vil fremme social fremgang og udvikling og dermed bidrage til opnåelsen af fuld
ligestilling mellem mænd og kvinder,
som er overbevist om,
at et lands fulde og hele udvikling, verdens velfærd og fredens sag kræver
den størst mulige deltagelse af kvinder på lige fod med mænd på alle områder,
som har for øje
kvinders store, endnu ikke fuldt anerkendte bidrag til familiens velfærd og samfun-
dets udvikling, moderskabets samfundsmæssige betydning og begge forældres rolle i familien og
med hensyn til børnenes opdragelse, og er opmærksomme på, at kvinders rolle i forplantningen ikke
må danne grundlag for diskrimination, men at børnenes opdragelse kræver, at ansvaret deles mel-
lem mænd og kvinder og samfundet som helhed.
som er opmærksomme på,
at opnåelse af fuld ligestilling mellem mænd og kvinder kræver en æn-
dring af både mænds og kvinders traditionelle rolle i samfundet og i familien,
som er besluttet på,
at virkeliggøre de principper, der er nedfældet i erklæringen om afskaffelse af
diskrimination imod kvinder, og med dette formål for øje tage de nødvendige forholdsregler til af-
skaffelse af en sådan diskrimination i alle dens former og udtryk,
er blevet enige om
følgende:
Kapitel 1
Artikel 1
I denne konvention betyder udtrykket »diskrimination imod kvinder« enhver kønsbestemt sondring,
udelukkelse eller indskrænkning, hvis virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte princippet
om, at kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig stilling skal have anerkendt, kunne nyde
eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på politiske, økonomiske,
sociale, kulturelle, borgerlige og alle andre områder.
Artikel 2
De deltagende stater fordømmer alle former for diskrimination imod kvinder, er enige om med alle
passende midler og ufortøvet at føre en politik, der går ud på at afskaffe diskrimination imod kvin-
der, og påtager sig med dette formål for øje
473
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) at optage princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder i deres statsforfatninger eller i
anden passende lovgivning, hvis dette ikke allerede er sket, og gennem lovgivning eller på
anden passende måde at sikre den praktiske gennemførelse af dette princip;
b) at gennemføre passende lovgivning og andre foranstaltninger, herunder om fornødent sank-
tionsbestemmelser, der forbyder al dis- krimination imod kvinder;
c) at tilvejebringe retslig beskyttelse af kvinders rettigheder på lige fod med mænd og gennem
kompetente nationale domstole og andre offentlige institutioner at sikre, at kvinder effektivt
beskyttes imod enhver diskriminerende handling;
d) at afstå fra at tage del i nogen handling eller praksis, der er diskriminerende imod kvinder,
og at sikre, at offentlige myndig- heder og institutioner handler i overensstemmelse med
denne forpligtelse;
e) at tage alle passende skridt til at afskaffe diskrimination imod kvinder fra enhver persons,
organisations eller virksomheds side;
f) at træffe alle passende foranstaltninger, herunder lovgivning for at ændre eller afskaffe eksi-
sterende love, bestemmelser, skikke og praksis, som medfører diskrimination imod kvinder;
g) at ophæve alle nationale straffebestemmelser, der indebærer diskrimination imod kvinder.
Artikel 3
De deltagende stater skal på alle, og især på politiske, sociale, økonomiske og kulturelle områder,
tage passende skridt, herunder lovgivning, for at sikre kvinders fulde udvikling og fremgang, såle-
des at de får sikkerhed for at kunne udøve og nyde menneskerettigheder og fundamentale frihedsret-
tigheder på grundlag af ligestilling med mænd.
Artikel 4
1.
Vedtagelse af de deltagende stater af midlertidige særforanstaltninger med sigte på at fremskynde
faktisk ligestilling mellem mænd og kvinder skal ikke betragtes som diskrimination efter definitio-
nen i denne konvention, men må på ingen måde have til følge, at der opretholdes ulige eller særskil-
te normer, og de pågældende foranstaltninger skal ophæves, når formålet med dem, lige muligheder
og ligebehandling, er opnået.
2.
De deltagende staters vedtagelse af særlige forholdsregler, herunder de i denne konvention inde-
holdte, der tager sigte på at beskytte moderskab, skal ikke betragtes som diskriminerende.
Artikel 5
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler:
474
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærds- mønster med henblik på at
opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at
det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller;
b) for at sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab
er en samfundsfunktion, og anerkendelse af mænds og kvinders fælles ansvar for deres
børns opdragelse og udvikling dog således at forstå, at hensynet til børnenes tarv er det vig-
tigste i alle tilfælde.
Artikel 6
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med
henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution.
Kapitel II
Artikel 7
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvin-
der i landets politiske og offentlige liv, især til at sikre kvinder retten til på lige fod med mænd:
a) at stemme ved alle valg og folkeafstemninger og til at være valg- bare til alle offentligt valg-
te forsamlinger,
b) at deltage i udformningen og gennemførelsen af regeringens politik, at beklæde offentlige
stillinger og udføre alle offentlige funktioner på alle planer,
c) at deltage i ikke-statslige organisationer og sammenslutninger inden for landets offentlige og
politiske liv.
Artikel 8
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at sikre kvinder mulighed for under
samme betingelser som mænd og uden nogen diskrimination at repræsentere deres regeringer på
internationalt plan og deltage i internationale organisationers arbejde.
Artikel 9
1.
De deltagende stater skal tilstå kvinder ligeret med mænd med hensyn til at erhverve, ændre eller
bevare deres statsborgerret. De skal især sikre, at hverken ægteskab med en udlænding eller ægte-
mandens ændring af statsborgerskab under ægteskabet automatisk ændrer hustruens statsborgerret,
gør hende statsløs eller påtvinger hende ægtemandens statsborgerret.
Kapitel III
Artikel 10
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at afskaffe diskrimination imod
kvinder på uddannelsesområdet for at sikre dem ligeret med mænd og især for, på grundlag af lige-
stilling mellem mænd og kvinder, at sikre:
475
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) de samme betingelser for vejledning om højere faglig uddannelse, for adgang til at studere
ved og tage eksaminer fra undervisnings- institutioner af enhver art i land- såvel som byom-
råder; denne ligestilling skal sikres i børnehaven, i folkeskolen, på tekniske, faglige og høje-
re tekniske uddannelsesanstalter så vel som under alle former for erhvervsuddannelse.
b) adgang til de samme studieordninger og eksaminer, til at blive undervist af lærere med
samme kvalifikationer og til skolebygninger og udstyr af samme kvalitet;
c) afskaffelse af enhver fastlåst opfattelse af kønsrollerne på alle trin og i alle former for ud-
dannelse ved støtte til fællesunder- visning og andre former for undervisning, der kan med-
virke til opnåelsen af dette formål og især ved revision af lærebøger og skoleprogrammer og
ved tilpasning af undervisningsmetoder;
d) samme muligheder for at udnytte stipendier og anden studiestøtte;
e) samme muligheder for adgang til efteruddannelse, herunder voksen- undervisning, og pro-
grammer til at opøve praktiske færdigheder i at læse og skrive og især til undervisning, der
har til formål tidligst muligt at formindske en eventuelt bestående uddannelses- kløft mellem
mænd og kvinder;
f) formindskelse af kvindelige studerendes frafaldshyppighed under uddannelsen og tilbud om
undervisning til piger og kvinder, der har forladt skolen før tiden;
g) samme muligheder for at deltage aktivt i sport og legemsøvelser;
h) adgang til særlig vejledning om, hvordan familiens sundhed og trivsel sikres, herunder op-
lysning og rådgivning om familieplanlægning.
Artikel 11
1.
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at afskaffe diskrimination imod
kvinder på arbejdsmarkedet for, på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder, at sikre de
samme rettigheder, især hvad angår:
a) retten til arbejde som en umistelig ret for alle mennesker;
b) retten til samme beskæftigelsesmuligheder, herunder at samme udvælgelseskriterier anven-
des ved ansættelse;
c) retten til frit valg af erhverv og beskæftigelse, retten til forfremmelse, tryghed i ansættelsen
og til alle goder og arbejds- kår samt retten til at modtage erhvervsuddannelse og omskoling,
herunder lærepladser, videregående erhvervsuddannelse og periodisk efteruddannelse;
d) retten til ens vederlag, herunder særlige ydelser, og til ligeløn for arbejde af lige værdi såvel
som til ligebetaling ved vurderingen af arbejdets karakter;
476
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
e) retten til sociale ydelser, især i tilfælde af pensionering, arbejdsløshed, sygdom, invaliditet
og alderdom og uarbejdsdygtighed af anden årsag såvel som retten til ferie med løn;
f) retten til sundshedsbeskyttelse og til sikkerhed på arbejds- pladsen, herunder sikring af for-
plantningsevnen.
2.
Med henblik på at forhindre diskrimination imod kvinder på grund af ægteskab eller moderskab
og for at beskytte deres effektive ret til arbejde skal de deltagende stater træffe passende foranstalt-
ninger til:
a) at forbyde, under pålæggelse af sanktioner, afskedigelse på grund af graviditet eller barsels-
orlov og diskrimination ved afskedigelse på grund af ægteskabelig stilling;
b) at indføre barselsorlov med løn eller med tilsvarende sociale ydelser uden tab af hidtidig an-
sættelse, anciennitet eller sociale tilskud;
c) at fremme nødvendige sociale støtteordninger, der kan sætte forældre i stand til at forene
familieforpligtelser med arbejds- ansvar og til at deltage i samfundslivet, især ved at virke
for oprettelsen og udbygningen af et net af børnepasningsordninger;
d) at sørge for særlig beskyttelse af gravide kvinder, som udfører arbejde af en art, der bevisligt
er skadeligt for dem.
3.
Beskyttelseslovgivning vedrørende spørgsmål, der er omfattet af denne artikel, skal med mellem-
rum tages op til fornyet overvejelse i lyset af videnskabelig og teknologisk viden og skal i nødven-
digt omfang revideres, ophæves eller udbygges.
Artikel 12
1.
De deltagende stater skal træffe alle passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination imod
kvinder på sundhedsområdet for, på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder, at sikre ad-
gang til lægebehandling og sundhedspleje, herunder familieplanlægning.
2.
Uanset bestemmelserne i foranstående stk. 1 skal de deltagende stater sikre kvinder passende og
om nødvendigt gratis bistand i forbindelse med graviditet og nedkomst og i tiden efter fødslen såvel
som tilstrækkelig ernæring under graviditet og amning.
Artikel 13
De deltagende stater skal træffe alle passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination imod
kvinder på andre områder af det økonomiske og sociale liv for, på grundlag af ligestilling mellem
mænd og kvinder, at sikre de samme rettigheder, især:
a) retten til sociale familieydelser;
b) retten til at optage banklån, belåne fast ejendom og opnå andre former for økonomisk kredit;
477
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
c) retten til at deltage i fritidsaktiviteter og sportsudøvelse samt i aktiviteter på alle områder in-
den for kulturlivet.
Artikel 14
1.
De deltagende stater skal tage hensyn til landbokvinders særlige problemer og den betydelige
rolle, de spiller for deres familiers økonomiske overleven, herunder deres arbejde i sektorer med
naturaløkonomi, og skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at denne konventions be-
stemmelser finder anvendelse på kvinder i landområder.
2.
De deltagende stater skal træffe alle passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination imod
kvinder i landområder med henblik på at sikre, at de, på grundlag af ligestilling mellem mænd og
kvinder, deltager i og opnår udbytte af udviklingen i landområder, og især til at sikre disse kvinder
retten til:
a) at deltage i udarbejdelsen og virkeliggørelsen af udviklings- planer på alle niveauer;
b) at få adgang til tilstrækkelig sundhedspleje, herunder til oplysning, rådgivning og hjælp med
hensyn til familieplanlægning;
c) at få direkte andel i sociale sikringsordninger;
d) at have adgang til alle former for oplæring og uddannelse, formelt såvel som uformelt, her-
under opøvelse af praktiske færdig- heder i at læse og skrive, ligesom til at kunne nyde godt
af enhver efter- og videreuddannelse bl.a. for at fremme deres tekniske færdigheder;
e) at organisere selvhjælpsgrupper og andelsforetagender for at opnå lige adgang til økonomi-
ske muligheder ved beskæftigelse eller selvstændig virksomhed;
f) at deltage i alle det lokale samfunds aktiviteter;
g) at få adgang til landbrugets kredit- og lånemuligheder, afsætningsfaciliteter, passende tekno-
logi og ligebehandling ved land- og landbrugsreformer såvel som ved planer om omforde-
ling af jordbrugsområder;
h) at have passende levevilkår, herunder især med hensyn til bolig, sanitære forhold, elektrici-
tets- og vandforsyning, transport og kommunikation.
Kapitel IV
Artikel 15
1.
De deltagende stater skal sikre, at kvinder og mænd stilles lige for loven.
2.
De deltagende stater skal i borgerlige retsforhold tilstå kvinder samme retlige handleevne som
mænd og samme muligheder for at udøve denne. De skal især give kvinder ligeret med hensyn til
indgåelse af aftaler og rådighed over ejendom, og de skal behandle dem lige på alle processtadier
ved domstolene.
478
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
De deltagende stater er enige om, at alle kontrakter og alle andre private dokumenter, hvis rets-
virkning tager sigte på at indskrænke kvinders retlige handleevne, skal anses for ugyldige.
4.
De deltagende stater skal tilstå mænd og kvinder de samme rettigheder med hensyn til lovgivning
om personers ret til at færdes frit og til frit at vælge bopæl og domicil.
Artikel 16
1.
De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod
kvinder i alle ægteskabs- og familieforhold og skal, på grundlag af ligestilling mellem mænd og
kvinder, især sikre:
a) samme ret til at indgå ægteskab;
b) samme ret til frit at vælge ægtefælle og til kun at indgå ægteskab med deres frie og uforbe-
holdne samtykke;
c) samme rettigheder og ansvar under ægteskabet og ved dets opløsning;
d) samme rettigheder og ansvar som forældre i forhold, der vedrører deres børn, uanset deres
ægteskabelige stilling. Det vigtigste er i alle tilfælde børnenes tarv;
e) samme rettigheder til frit og under ansvar at bestemme antallet af deres børn og intervallerne
mellem dem og til at få adgang til oplysning, undervisning og midler, der gør dem i stand til
at udøve disse rettigheder;
f) samme rettigheder og ansvar med hensyn til forældremyndighed, værgemål og formynder-
skab samt adoption af børn eller i forhold til lignende retsinstitutter, om disse findes i det na-
tionale retssystem. Det vigtigste er i alle tilfælde børnenes tarv;
g) samme personlige rettigheder som ægtemand og hustru, herunder retten til at vælge efter-
navn, erhverv og arbejde;
h) samme rettigheder for begge ægtefæller med hensyn til ejendomsret, erhvervelse, bestyrelse,
administration, nydelse og rådighed over ejendom, enten uden eller mod vederlag.
2.
Børns forlovelse eller ægteskab skal være uden retsvirkning, og der skal tages ethvert fornødent
skridt, herunder lovgives, for at få fastsat en mindstealder for indgåelse af ægteskab og gøre regi-
strering af indgåelse af ægteskab i et officielt register obligatorisk.
Kapitel V
Artikel 17
1.
Til behandling af spørgsmålet om, hvilke fremskridt der er nået med hensyn til gennemførelsen
af denne konvention, nedsættes en komite vedrørende afskaffelse af diskrimination imod kvinder (i
det følgende betegnet komiteen), som på det tidspunkt, konventionen træder i kraft, skal bestå af 18,
og efter at 35 af de deltagende stater har ratificeret eller tiltrådt konventionen, af 23 eksperter af høj
479
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
moralsk standard og med sagkundskab på de områder, konventionen omfatter. Eksperterne vælges
af de deltagende stater blandt deres egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab; der
tages ved valget hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til repræsentation af såvel de forskel-
lige kulturformer som de vigtigste retssystemer.
2.
Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning ud fra en liste over personer, der er
opstillet af de deltagende stater. Hver deltagende stat kan opstille en person blandt sine egne stats-
borgere.
3.
Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst tre
måneder før tidspunktet for hvert valg anmoder De forenede Nationers generalsekretær skriftligt de
deltagende stater om inden to måneder at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en alfa-
betisk liste over samtlige således foreslåede personer med angivelse af de deltagende stater, der har
indstillet dem, og fremsender den til de deltagende stater.
4.
Valg af komiteens medlemmer finder sted på et af De forenede nationers generalsekretær ind-
kaldt møde med de deltagende stater i De forenede Nationers hovedsæde. På dette møde, hvor til-
stedeværelse af to tredjedele af de deltagende stater udgør et beslutningsdygtigt flertal, indvælges de
kandidater i komiteen, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, som de tilstede-
værende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne afgiver.
5.
Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. Funktionstiden for ni af de medlemmer,
der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års forløb; straks efter det første valg udpeges
disse ni medlemmer ved lodtrækning foretaget af komiteens formand.
6.
Valget af fem supplerende medlemmer af komiteen afholdes i overensstemmelse med bestem-
melserne i denne artikels stk. 2, 3 og 4, efter at den 35. stat har ratificeret eller tiltrådt konventionen.
Funktionstiden for to af de supplerende medlemmer, der vælges ved denne lejlighed, udløber efter
to års forløb, og disse to medlemmer udpeges ved lodtrækning foretaget af komiteens formand.
7.
Ved tilfældigt opstået ledighed udpeger den deltagerstat, hvis ekspert er ophørt at fungere som
medlem af komiteen, med forbehold af komiteens godkendelse en anden ekspert blandt sine stats-
borgere.
8.
Komiteens medlemmer modtager, med godkendelse af De forenede Nationers generalforsamling,
vederlag af De forenede Nationers midler på sådanne vilkår og betingelser, som generalforsamlin-
gen måtte fastsætte under hensyntagen til betydningen af komiteens opgaver.
9.
De forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for
komiteen i det omfang, det er nødvendigt for, at komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i hen-
hold til denne konvention.
Artikel 18
1.
De deltagende stater forpligter sig til med henblik på behandling i komiteen at aflægge beretning
til De forenede Nationers generalsekretær om de lovgivningsmæssige, retlige, administrative eller
andre foranstaltninger, de har truffet til gennemførelse af konventionens bestemmelser, og om de
fremskridt, der er gjort i denne henseende:
480
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) inden et år, efter at konventionen er trådt i kraft for den pågældende stat;
b) herefter mindst hvert fjerde år samt yderligere, når komiteen udbeder sig det.
2.
I beretningerne kan angives forhold og vanskeligheder, som har indflydelse på, i hvilken ud-
strækning forpligtelserne i henhold til denne konvention opfyldes.
Artikel 19
1.
Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.
2.
Komiteen vælger sin formand m.v. for en to-årig periode.
Artikel 20
1.
Komiteen afholder normalt årlige møder af ikke over to ugers varighed med henblik på at be-
handle de beretninger, der er afgivet i overensstemmelse med artikel 18 i denne konvention.
2.
Komiteens møder afholdes normalt i De forenede Nationers hovedsæde eller et andet passende
sted efter komiteens bestemmelse.
Artikel 21
1.
Komiteen aflægger gennem Det økonomiske og sociale Råd årlige beretninger til De forenede
Nationers generalforsamling om sin virksomhed og kan fremsætte forslag og almindelige anbefa-
linger på grundlag af den gennemgang, den har foretaget af beretninger og oplysninger fra de delta-
gende stater. Sådanne forslag og almindelige anbefalinger skal optages i komiteens beretning tillige
med eventuelle kommentarer fra de deltagende stater.
2.
Generalsekretæren fremsender komiteens beretninger til kvindekommissionen til underretning.
Artikel 22
Særorganisationerne er berettiget til at være repræsenteret under behandlingen af spørgsmålet om
gennemførelsen af bestemmelser i denne konvention, som falder inden for deres sagsområde. Komi-
teen kan opfordre særorganisationerne til at aflægge beretning om konventionens gnnemførelse på
felter, som falder inden for deres sagsområder.
Kapitel VI
Artikel 23
Intet i denne konvention har indvirkning på nogen bestemmelse, som bidrager mere til opnåelse af
ligestilling mellem mænd og kvinder, og som er indeholdt i
a) en deltagende stats lovgivning eller
481
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) i nogen anden international konvention, traktat eller aftale, der gælder for den pågældende
stat.
Artikel 24
De deltagende stater påtager sig på nationalt plan at vedtage alle nødvendige forholdsregler, der
tilsigter den fulde virkeliggørelse af de rettigheder, der anerkendes i denne konvention.
Artikel 25
1.
Denne konvention står åben for undertegnelse af alle stater.
2.
De forenede nationers generalsekretær er depositar for denne konvention.
3.
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede
Nationers generalsekretær.
4.
Denne konvention står åben for tiltrædelse af alle stater. Tiltrædelse finder sted ved deponering af
et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 26
1.
Anmodning om revision af denne konvention kan når som helst fremsættes af enhver deltagende
stat ved skriftlig meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær.
2.
De forenede Nationers generalforsamling beslutter herefter, om der skal træffes foranstaltninger i
anledning af en sådan anmodning og i givet fald hvilke.
Artikel 27
1.
Denne konvention træder i kraft på den tredivte dag efter datoen for deponeringen af det tyvende
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2.
For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det tyvende
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter dato-
en for deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
1.
De forenede Nationers generalsekretær skal modtage og til alle stater rundsende teksten til forbe-
hold, der tages af stater ved ratifikationen eller tiltrædelsen.
2.
Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, er ikke tilladeligt.
3.
Forbehold kan til enhver tid tilbagekaldes ved meddelelse herom til De forenede Nationers gene-
ralsekretær, som derpå skal underrette alle stater herom. En sådan meddelelse får virkning fra dato-
en for dens modtagelse.
482
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 29
1.
Enhver tvist mellem to eller flere deltagende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af
denne konvention, som ikke bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne overgives
til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder fra datoen for begæringen om voldgift kan blive
enige om foranstaltning af voldgift, kan enhver af disse parter henvise tvisten til Den internationale
Domstol ved anmodning i overensstemmelse med domstolens statutter.
2.
Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention
eller ved tiltrædelse hertil erklære, at den ikke betragter sig bundet af denne artikels stk. 1. De andre
deltagende stater er ikke bundet af denne artikels stk. 1 i forhold til nogen stat, som har taget et så-
dant forbehold.
3.
Enhver deltagende stat, som har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels stk. 2,
kan til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved meddelelse herom til De forenede Nationers ge-
neralsekretær.
Artikel 30
Denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er af sam-
me gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede, underskrevet denne
konvention.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 21. april 1983 hos De forenede Nationers gene-
ralsekretær.
Konventionen trådte i henhold til artikel 27, stk. 1, i kraft den 3. september 1981 og trådte for Dan-
marks vedkommende i henhold til artikel 27, stk. 2, i kraft den 21. maj 1983.
Foruden Danmark har følgende lande ratificeret eller tiltrådt konventionen:
..
.
Følgende lande har taget forbehold over for artikel 29, stk. 1 (vedrørende bilæggelse af tvister):
Udenrigsministeriet, den 9. september 1983
UFFE ELLEMANN-JENSEN
483
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 7. Bekendtgørelse nr. 35 af 15. september 2009 af FN-konvention af 13.
december 2006 om rettigheder for personer med handicap
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 28. maj 2009 har Danmark i henhold til kgl. resolu-
tion af 13. juli 2009 ratificeret FN-konventionen af 13. december 2006 om rettigheder for personer
med handicap.
Konventionens ordlyd er som følger:
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
Præambel
De i denne konvention deltagende stater,
som
a)
erindrer om
de principper, der er fastlagt i De Forenede Nationers pagt, hvori menneskets natur-
lige værdighed og hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder anerkendes som grundlaget
for frihed, retfærdighed og fred i verden,
b)
anerkender,
at De Forenede Nationer i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i den
internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention
om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har erklæret og er blevet enige om, at enhver er
berettiget til alle de rettigheder og friheder, der er indeholdt deri, uden forskelsbehandling af nogen
art,
c)
bekræfter på ny,
at alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er universelle,
udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne, samt at der er behov for at sikre, at perso-
ner med handicap fuldt ud kan nyde disse uden diskrimination,
d)
erindrer om
den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, den
internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination, konventionen om afskaffelse af alle former for
diskrimination mod kvinder, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder samt den internationale
konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettighe-
der,
e)
anerkender,
at handicap er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet
mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer,
som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre,
f)
anerkender
vigtigheden af de principper og retningslinjer for politikker, der er indeholdt i ver-
denshandlingsprogrammet vedrørende personer med handicap og i standardreglerne om lige mulig-
heder for handicappede, som grundlag for at indvirke på, hvorledes politikker, planer, ordninger og
indsatser kan fremmes, udformes og evalueres på nationalt, regionalt og internationalt niveau med
henblik på yderligere at fremme lige muligheder for personer med handicap,
484
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
g)
understreger
vigtigheden af at inddrage handicaprelaterede emner som en integrerende del af
relevante strategier for en bæredygtig udvikling,
h)
også anerkender,
at diskrimination af en person på grund af handicap er en krænkelse af det en-
kelte menneskes naturlige værdighed,
i)
endvidere anerkender
mangfoldigheden blandt personer med handicap,
j)
anerkender
behovet for at fremme og beskytte menneskerettighederne for alle personer med han-
dicap, herunder personer med behov for mere intensiv støtte,
k)
ser med bekymring på,
at personer med handicap overalt i verden til trods for disse forskellige
instrumenter og forpligtelser fortsat møder barrierer for deres deltagelse i samfundslivet på lige fod
med andre, og at deres menneskerettigheder fortsat krænkes verden over,
l)
anerkender
vigtigheden af internationalt samarbejde for at forbedre levevilkårene for personer
med handicap i alle lande, i særdeleshed i udviklingslandene,
m)
anerkender
værdien af de nuværende og fremtidige bidrag fra personer med handicap til den
generelle trivsel og mangfoldighed i samfundet, og at det vil give personer med handicap et stærke-
re tilhørsforhold og medføre betydelige fremskridt i samfundets menneskelige, sociale og økonomi-
ske udvikling samt i udryddelsen af fattigdom, hvis deres mulighed for fuldt ud at nyde deres men-
neskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt deltage i samfundslivet fremmes,
n)
anerkender
vigtigheden af, at personer med handicap har ret til personlig autonomi og uafhæng-
ighed, herunder frihed til at træffe egne valg,
o)
finder,
at personer med handicap bør have mulighed for aktivt at blive inddraget i beslutnings-
processer om politikker og ordninger, herunder enhver politik og ordning, der vedrører dem direkte,
p)
ser med bekymring på
den vanskelige situation, som personer med handicap befinder sig i ved at
være udsat for multidiskrimination eller grov diskrimination på grund af race, hudfarve, køn, sprog,
religion, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk, oprindelig eller social herkomst, formue-
forhold, fødsel, alder eller anden stilling,
q)
anerkender,
at kvinder og piger med handicap ofte, både i og uden for hjemmet, er udsat for stør-
re risiko for vold, fysisk skade eller overgreb, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling
eller udnyttelse,
r)
anerkender,
at børn med handicap bør have fuld adgang til at nyde alle menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre børn, og erindrer om de forpligtelser, som
deltagerstaterne i konventionen om barnets rettigheder har påtaget sig med henblik herpå,
s)
understreger
behovet for at indarbejde et kønsperspektiv i alle bestræbelser på at fremme de mu-
ligheder, som personer med handicap har for fuldt ud at kunne nyde menneskerettighederne og de
grundlæggende frihedsrettigheder,
485
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
t)
fremhæver,
at flertallet af personer med handicap lever i fattigdom, og anerkender i den henseen-
de, at der er et afgørende behov for at tage hånd om de negative følger, som fattigdom har for per-
soner med handicap,
u)
tager i betragtning,
at fred og sikkerhed på grundlag af fuld respekt for de formål og principper,
der er fastlagt i De Forenede Nationers pagt, samt overholdelse af de gældende menneskerettigheds-
instrumenter er afgørende for at kunne yde fuld beskyttelse til personer med handicap, i særdeles-
hed under væbnet konflikt og fremmed besættelse,
v)
anerkender
vigtigheden af, at de fysiske, sociale, økonomiske og kulturelle omgivelser, sundhed
og uddannelse og information og kommunikation er tilgængelige for at gøre det muligt for personer
med handicap fuldt ud at nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
w)
erkender,
at det enkelte menneske, som har forpligtelser over for andre og det samfund, som
vedkommende er en del af, har et ansvar for at stræbe efter at fremme og overholde de rettigheder,
der er fastlagt i verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt den internationale konvention om borgerlige og
politiske rettigheder med tillægsprotokoller,
x)
er overbevist om,
at familien er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed og har ret
til samfundets og statens beskyttelse, og at personer med handicap og deres familie bør ydes den
nødvendige beskyttelse og bistand til at gøre det muligt for familien at bidrage til, at personer med
handicap fuldt ud kan nyde deres rettigheder på lige fod med andre,
y)
er overbevist om,
at en omfattende og samlet international konvention til fremme og beskyttelse
af de rettigheder og den værdighed, som tilkommer personer med handicap, vil bidrage væsentligt
til at rette op på den socialt dybt ugunstige situation, som personer med handicap befinder sig i, og
fremme deres deltagelse i det civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv med lige mu-
ligheder i både udviklingslandene og i den industrialiserede verden,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
Formål
Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer
med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på
lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handi-
cap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktions-
nedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i
samfundslivet på lige fod med andre.
Artikel 2
Definitioner
I denne konvention:
486
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
omfatter ‖kommunikation‖ sprog, tekstvisning, punktskrift, taktil kommunikation,
storskrift, til-
gængelige multimedier samt skrift, lyd, klarsprog, oplæsning og forstørrende og alternative kom-
munikationsmåder, -midler og -formater, herunder tilgængelig informations- og kommunikations-
teknologi,
omfatter ‖sprog‖ talesprog og tegnsprog
samt andre former for nonverbalt sprog,
betyder ‖diskrimination på grund af handicap‖ enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på
grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve den ligelige anerkendel-
se, nydelse eller udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det
politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område. Dette om-
fatter alle former for diskrimination, herunder nægtelse af rimelig tilpasning,
betyder ‖rimelig tilpasning‖ nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer
en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er nødvendigt i et konkret tilfælde for at
sikre, at personer med handicap kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder på lige fod med andre.
betyder ‖universelt design‖ udformning af produkter, omgivelser, ordninger og tilbud, således at de
i videst muligt omfang kan anvendes af alle personer uden behov for tilpasning eller særlig udform-
ning. ‖Universelt design‖ udelukker ikke hjælpemidler til særlige grupper af personer med handi-
cap, når der er behov derfor.
Artikel 3
Generelle principper
Konventionens principper er:
a) Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at
træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer
b) Ikke-diskrimination
c) Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet
d) Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneske-
lige mangfoldighed og af menneskeheden
e) Lige muligheder
f) Tilgængelighed
g) Ligestilling mellem mænd og kvinder
h) Respekt for de udviklingsmuligheder, som børn med handicap har, samt respekt for deres ret
til at bevare deres identitet.
Artikel 4
487
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Generelle forpligtelser
1. Deltagerstaterne forpligter sig til at sikre og fremme den fuldstændige virkeliggørelse af alle
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle personer med handicap uden
nogen form for diskrimination på grund af handicap. Med henblik herpå forpligter deltagerstaterne
sig til:
a) at vedtage alle passende lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger til
gennemførelse af de rettigheder, der anerkendes i denne konvention,
b) at træffe alle passende foranstaltninger, herunder lovgivning, til at ændre eller afskaffe eksi-
sterende love, regler, sædvaner og praksis, som indebærer diskrimination af personer med
handicap,
c) at tage hensyn til beskyttelse og fremme af menneskerettigheder for personer med handicap i
alle politikker og ordninger,
d) at afstå fra at tage del i nogen handling eller praksis, som er uforenelig med denne konventi-
on, og at sikre, at offentlige myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med
denne konvention,
e) at træffe alle passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination på grund af handicap fra
enhver persons, organisations og privat virksomheds side,
f) at påtage sig eller fremme forskning og udvikling af universelt designede varer, tilbud, ud-
styr og faciliteter som defineret i konventionens artikel 2, der bør kræve mindst mulig til-
pasning og lavest mulige omkostninger for at opfylde de særlige behov hos en person med
handicap, at fremme deres eksistens og anvendelse og at fremme universelt design ved ud-
viklingen af standarder og vejledninger,
g) at påtage sig eller fremme forskning og udvikling af, og at fremme eksistensen og anvendel-
sen af ny teknologi, herunder informations- og kommunikationsteknologi, mobilitetshjæl-
pemidler, udstyr og hjælpemiddelteknologi, som er egnet for personer med handicap, med
særlig vægt på teknologi til en overkommelig pris,
h) at sørge for tilgængelig information til personer med handicap om mobilitetshjælpemidler,
udstyr og hjælpemiddelteknologi, herunder ny teknologi, samt andre former for bistand,
støttetilbud og faciliteter,
i) at fremme uddannelse af fagfolk og personale beskæftiget med personer med handicap i de
rettigheder, der anerkendes i denne konvention, således at de bedre kan yde den bistand og
give de tilbud, som sikres ved disse rettigheder.
2. Med hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal hver deltagerstat træffe foran-
staltninger i videst mulig udstrækning inden for de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er
behov for det, inden for rammerne af internationalt samarbejde med henblik på den fremadskriden-
de fulde virkeliggørelse af disse rettigheder uden at berøre de forpligtelser i konventionen, som er
umiddelbart gældende i henhold til folkeretten.
488
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3. Ved udvikling og gennemførelse af lovgivning og politikker, der tager sigte på at gennemføre
denne konvention, og i andre beslutningsprocesser vedrørende forhold i relation til personer med
handicap skal deltagerstaterne indgående rådføre sig med og aktivt involvere personer med handi-
cap, herunder børn med handicap, gennem de organisationer, som repræsenterer dem.
4. Intet i denne konvention påvirker bestemmelser, som er bedre egnede til at virkeliggøre de rettig-
heder, der tilkommer personer med handicap, og som måtte være indeholdt i en deltagerstats lov-
givning eller i folkeretten, som den er gældende for den pågældende stat. Menneskerettigheder eller
grundlæggende frihedsrettigheder, der i medfør af love, konventioner, regler eller sædvane aner-
kendes eller eksisterer i en i denne konvention deltagende stat, må ikke begrænses eller fraviges
under foregivende af, at denne konvention ikke anerkender sådanne rettigheder eller frihedsrettig-
heder eller kun anerkender dem i mindre omfang.
5. Bestemmelserne i denne konvention skal uden begrænsning eller undtagelse finde anvendelse på
alle dele af forbundsstater.
Artikel 5
Lighed og ikke-diskrimination
1. Deltagerstaterne anerkender, at alle er lige for loven, og at alle uden nogen form for diskriminati-
on har ret til lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven.
2. Deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og skal sikre personer
med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af enhver grund.
3. Med henblik på at fremme lighed og afskaffe diskrimination skal deltagerstaterne tage alle pas-
sende skridt til at sikre, at der tilvejebringes rimelig tilpasning.
4. Særlige foranstaltninger, der er nødvendige for at fremskynde eller opnå reel lighed for personer
med handicap, anses ikke for diskrimination i henhold til denne konvention.
Artikel 6
Kvinder med handicap
1. Deltagerstaterne anerkender, at kvinder og piger med handicap udsættes for multidiskrimination,
og forpligter sig til i den henseende at træffe foranstaltninger til at sikre, at de fuldt ud kan nyde alle
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre kvinders fulde udvikling og
fremgang og styrke deres selvstændighed, således at de får sikkerhed for at kunne udøve og nyde de
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der er fastlagt i denne konvention.
Artikel 7
Børn med handicap
489
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1. Deltagerstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at børn med handicap
fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med
andre børn.
2. I alle foranstaltninger vedrørende børn med handicap skal barnets tarv komme i første række.
3. Deltagerstaterne skal sikre børn med handicap retten til frit at udtrykke deres synspunkter i alle
forhold vedrørende dem selv på lige fod med andre børn, idet børnenes synspunkter skal tillægges
passende vægt i overensstemmelse med deres alder og modenhed, samt ret til at modtage handicap-
og alderssvarende bistand for at virkeliggøre denne ret.
Artikel 8
Bevidstgørelse
1. Deltagerstaterne forpligter sig til at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger
til:
a) at øge bevidstheden i hele samfundet, herunder i familien, om personer med handicap, og at
skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer personer med handicap,
b) at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap,
herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle liv-
sområder,
c) at fremme bevidstheden om evner hos og bidrag fra personer med handicap.
2. Foranstaltninger med henblik herpå omfatter:
a) iværksættelse og opretholdelse af effektive offentlige bevidstgørende kampagner, der er be-
regnet til:
i) at skabe forståelse for de rettigheder, der tilkommer personer med handicap,
i) at fremme en positiv holdning til og større samfundsmæssig bevidsthed om personer
med handicap,
ii) at fremme anerkendelsen af færdigheder, fortrin og evner hos personer med handicap
samt deres bidrag til arbejdspladsen og arbejdsmarkedet,
b) fremme
på alle niveauer i uddannelsessystemet, herunder hos alle børn fra en tidlig alder
af en holdning af respekt i forhold til de rettigheder, der tilkommer personer med handicap,
c) tilskyndelse til alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i
overensstemmelse med denne konventions formål,
d) fremme af uddannelsesordninger, der skal øge bevidstheden om personer med handicap og
deres rettigheder.
490
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 9
Tilgængelighed
1. Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv og deltage
fuldt ud i alle livets forhold skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at per-
soner med handicap på lige fod med andre har adgang til de fysiske omgivelser og transportmulig-
heder, den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi og
-systemer, og de øvrige faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives offentligheden, både i byom-
råder og i landdistrikter. Disse foranstaltninger, som omfatter identifikation og afskaffelse af hin-
dringer og barrierer for tilgængelighed, gælder bl.a. for:
a) bygninger, veje, transportmuligheder og andre indendørs og udendørs faciliteter, herunder
skoler, boliger, sygehuse og andre sundhedsfaciliteter og arbejdspladser,
b) informations- og kommunikationstjenester samt andre tjenester, herunder elektroniske tjene-
ster og nødberedskab.
2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe passende foranstaltninger til:
a) at udvikle, udbrede kendskabet til og overvåge gennemførelsen af minimumsstandarder og
vejledninger for tilgængeligheden af faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives til of-
fentligheden,
b) at sikre, at private udbydere af faciliteter og tilbud, som er åbne for eller gives til offentlig-
heden, tager hensyn til alle aspekter af tilgængelighed for personer med handicap,
c) at sørge for, at involverede aktører undervises i de problemer med tilgængelighed, som per-
soner med handicap står overfor,
d) at sørge for, at offentligt tilgængelige bygninger og andre faciliteter har skiltning med
punktskrift og i letlæselige og letforståelige former,
e) at sørge for forskellige former for bistands- og formidlingspersoner, herunder hjælpere, op-
læsere og professionelle tegnsprogstolke, for at lette tilgængeligheden til offentligt tilgænge-
lige bygninger og andre faciliteter,
f) at fremme andre passende former for bistand og støtte til personer med handicap for at sikre,
at de har adgang til information,
g) at fremme adgangen for personer med handicap til ny teknologi og nye systemer på informa-
tions- og kommunikationsområdet, herunder internettet,
h) at fremme udformning, udvikling, produktion og distribution af tilgængelig teknologi og til-
gængelige systemer på informations- og kommunikationsområdet på et tidligt stadie, så
denne form for teknologi og systemer bliver tilgængelige til den lavest mulige pris.
Artikel 10
Retten til livet
491
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Deltagerstaterne bekræfter på ny, at ethvert menneske har en naturgiven ret til livet, og skal træffe
alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap effektivt kan nyde denne ret-
tighed på lige fod med andre.
Artikel 11
Risikosituationer og humanitære nødsituationer
Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til folkeretten, herunder
den humanitære folkeret og de internationale menneskerettigheder, træffe alle nødvendige foran-
staltninger til at sikre personer med handicap beskyttelse og sikkerhed i risikosituationer, herunder
væbnede konflikter, humanitære nødsituationer og naturkatastrofer.
Artikel 12
Lighed for loven
1. Deltagerstaterne bekræfter på ny, at personer med handicap har ret til overalt at blive anerkendt
som havende retsevne.
2. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har retlig handleevne på lige fod med
andre i alle livets forhold.
3. Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at give personer med handicap adgang
til den støtte, de måtte have behov for til at udøve deres retlige handleevne.
4. Deltagerstaterne skal sikre, at alle foranstaltninger vedrørende udøvelse af retlig handleevne i
overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder omfatter passende og effektive be-
skyttelsesmekanismer til at forebygge misbrug. Sådanne mekanismer skal sikre, at foranstaltninger
vedrørende udøvelse af retlig handleevne respekterer den enkelte persons rettigheder, vilje og præ-
ferencer, er fri for interessekonflikter og utilbørlig påvirkning, står i forhold til og er tilpasset den
enkelte persons situation, gælder i kortest mulig tid og gennemgås regelmæssigt af en kompetent,
uafhængig og upartisk myndighed eller retslig instans. Beskyttelsesmekanismerne skal stå i forhold
til, hvor meget sådanne foranstaltninger indvirker på personens rettigheder og interesser.
5. Med forbehold for bestemmelserne i denne artikel skal deltagerstaterne træffe alle passende og
effektive foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap har lige ret til at eje eller arve ejen-
dom, til at styre deres egne økonomiske forhold og til at have lige adgang til banklån, realkreditlån
og andre former for økonomisk kredit, og skal sikre, at personer med handicap ikke vilkårligt frata-
ges deres ejendom.
Artikel 13
Adgang til retssystemet
1. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har effektiv adgang til retssystemet på lige
fod med andre, herunder ved tilvejebringelse af procesretlig og alderssvarende tilpasning, for at
lette deres mulighed for effektivt at deltage direkte eller indirekte, herunder som vidner, i alle for-
mer for retssager, herunder på de efterforskningsmæssige og andre forberedende stadier.
492
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2. Med henblik på at sikre effektiv adgang til retssystemet for personer med handicap skal deltager-
staterne fremme passende uddannelse af personer, der arbejder inden for retssystemet, herunder
politi- og fængselspersonale.
Artikel 14
Frihed og personlig sikkerhed
1. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap på lige fod med andre:
a) har ret til frihed og personlig sikkerhed,
b) ikke ulovligt eller vilkårligt berøves deres frihed, og at enhver frihedsberøvelse følger lovens
forskrifter, samt at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvel-
se.
2. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap ved en eventuel frihedsberøvelse i forbin-
delse med en proces på lige fod med andre har krav på garantier i overensstemmelse med de inter-
nationale menneskerettigheder og skal behandles under overholdelse af denne konventions målsæt-
ninger og principper, herunder ved en rimelig tilpasning.
Artikel 15
Frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf
1. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf. I særdeleshed må ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnska-
belige eksperimenter.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle effektive lovgivningsmæssige, administrative, retlige eller andre
forebyggende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre ikke un-
derkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 16
Frihed for udnyttelse, vold og misbrug
1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale, uddannel-
sesmæssige og andre foranstaltninger til at beskytte personer med handicap mod enhver form for
udnyttelse, vold og misbrug, herunder som følge af køn, både i og uden for hjemmet.
2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe alle passende foranstaltninger til at forebygge enhver form
for udnyttelse, vold og misbrug ved bl.a. at sikre passende former for køns- og alderssvarende bi-
stand og støtte til personer med handicap og deres familie og omsorgspersoner, herunder ved tilve-
jebringelse af information og uddannelse om, hvordan udnyttelse, vold og misbrug kan undgås, op-
dages og indberettes. Deltagerstaterne skal sikre, at beskyttelsesforanstaltninger er alders-, køns- og
handicapsvarende.
493
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3. Med henblik på at forebygge forekomsten af enhver form for udnyttelse, vold og misbrug skal
deltagerstaterne sikre, at uafhængige myndigheder effektivt fører tilsyn med alle tilbud og ordnin-
ger, der er beregnet til personer med handicap.
4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at fremme fysisk, kognitiv og psy-
kisk helbredelse, rehabilitering og resocialisering af personer med handicap, der bliver ofre for en-
hver form for udnyttelse, vold eller misbrug, herunder ved tilvejebringelse af beskyttelsesforanstalt-
ninger. En sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer den enkel-
tes helbred, velfærd, selvrespekt, værdighed og selvbestemmelse og tager hensyn til køns- og al-
dersbestemte behov.
5. Deltagerstaterne skal gennemføre effektiv lovgivning og effektive politikker, herunder lovgiv-
ning og politikker med fokus på kvinder og børn, for at sikre, at udnyttelse, vold og misbrug rettet
mod personer med handicap opdages, efterforskes og, hvor det er hensigtsmæssigt, underkastes
retsforfølgning.
Artikel 17
Beskyttelse af personlig integritet
Enhver person med handicap har ret til respekt for sin fysiske og psykiske integritet på lige fod med
andre.
Artikel 18
Retten til at færdes frit og til statsborgerskab
1. Deltagerstaterne skal anerkende retten for personer med handicap til at færdes frit og frit at vælge
deres opholdssted samt til statsborgerskab på lige fod med andre, herunder ved at sikre, at personer
med handicap:
a) har ret til at erhverve og skifte statsborgerskab og ikke vilkårligt eller på grund af handicap
fratages deres statsborgerskab,
b) ikke på grund af handicap fratages deres mulighed for at erhverve, besidde og anvende do-
kumentation for deres statsborgerskab eller andre identitetspapirer eller for at anvende rele-
vante procedurer som indvandringsprocedurer, der måtte være nødvendige for at lette ud-
øvelsen af retten til at færdes frit,
c) har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder deres eget,
d) ikke vilkårligt eller på grund af handicap berøves retten til at indrejse i deres eget land.
2. Børn med handicap skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et
navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af deres
forældre.
Artikel 19
Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet
494
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med
samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre
det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inklu-
deret og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:
a) at personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem
de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform,
b) at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligom-
rådet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kun-
ne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af
samfundet,
c) at samfundets tilbud og faciliteter til den almene befolkning er tilgængelige for personer
med handicap på lige fod med andre og tager hensyn til deres behov.
Artikel 20
Personlig mobilitet
Deltagerstaterne skal træffe effektive foranstaltninger til at sikre personer med handicap personlig
mobilitet med størst mulig uafhængighed, herunder ved:
a) at lette den personlige mobilitet for personer med handicap på en måde og på et tidspunkt ef-
ter deres eget valg og til en overkommelig pris,
b) at lette adgangen for personer med handicap til mobilitetshjælpemidler, udstyr, hjælpemid-
delteknologi af god kvalitet og forskellige former for kvalificerede bistands- og formid-
lingspersoner, herunder ved at stille disse til rådighed til en overkommelig pris,
c) at sørge for undervisning i mobilitetsfærdigheder til personer med handicap og til specialise-
rede faggrupper, der arbejder med personer med handicap,
d) at tilskynde producenter af mobilitetshjælpemidler, udstyr og hjælpemiddelteknologi til at
tage hensyn til alle aspekter af mobilitet for personer med handicap.
Artikel 21
Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information
Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap kan
udøve deres ret til ytrings- og meningsfrihed, herunder frihed til at søge, modtage og meddele op-
lysninger og tanker på lige fod med andre og ved alle former for kommunikation efter eget valg
som defineret i konventionens artikel 2, herunder ved:
a) at information til den brede offentlighed gives til personer med handicap i tilgængelige for-
mater og ved hjælp af teknologi, der er passende for forskellige typer af handicap, inden for
en rimelig tid og uden yderligere omkostninger,
495
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) at acceptere og gøre det lettere for personer med handicap at bruge tegnsprog, punktskrift,
forstørrende og alternativ kommunikation og alle andre tilgængelige kommunikationsmidler,
-måder og -formater efter eget valg i samspillet med det offentlige,
c) at opfordre private udbydere af tjenesteydelser til den brede offentlighed, herunder via inter-
nettet, til at levere information og ydelser i formater, der er tilgængelige og anvendelige for
personer med handicap,
d) at tilskynde massemedierne, herunder udbydere af information via internettet, til at gøre de-
res ydelser tilgængelige for personer med handicap,
e) at anerkende og fremme anvendelsen af tegnsprog.
Artikel 22
Respekt for privatlivet
1. Ingen person med handicap må uanset bopæl eller boform udsættes for vilkårlig eller ulovlig ind-
blanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling eller andre former for kom-
munikation, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme. Personer med handicap har ret til
lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.
2. Deltagerstaterne skal sørge for fortrolig behandling af personlige, helbredsmæssige og rehabilite-
ringsmæssige oplysninger om personer med handicap på lige fod med andre.
Artikel 23
Respekt for hjemmet og familien
1. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination
af personer med handicap i alle forhold vedrørende ægteskab, familieliv, forældreskab og personli-
ge forhold på lige fod med andre med henblik på at sikre:
a) anerkendelse af retten for alle personer med handicap i den giftefærdige alder til at indgå
ægteskab og stifte familie på basis af de kommende ægtefællers frie og uforbeholdne sam-
tykke,
b) anerkendelse af retten for personer med handicap til frit og under ansvar at bestemme antal-
let af deres børn og intervallerne mellem dem og til at få adgang til alderssvarende oplysnin-
ger samt undervisning om forplantning og familieplanlægning, samt at der sørges for de
nødvendige midler til, at de kan udøve disse rettigheder,
c) at personer med handicap, herunder børn, bevarer deres fertilitet på lige fod med andre.
2. Deltagerstaterne skal sikre de rettigheder og det ansvar, som hhv. tilkommer og påhviler personer
med handicap, med hensyn til værgemål, formynderskab, adoption af børn og lignende retsbegre-
ber, såfremt disse retsbegreber findes i national lovgivning, dog således at barnets tarv altid er af
altafgørende betydning. Deltagerstaterne skal yde passende bistand til personer med handicap ved
disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn.
496
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3. Deltagerstaterne skal sikre, at børn med handicap har lige rettigheder med hensyn til familieliv.
Med henblik på at virkeliggøre disse rettigheder og forebygge, at børn med handicap skjules, forla-
des, vanrøgtes eller isoleres, forpligter deltagerstaterne sig til at give tidlige og omfattende oplys-
ninger, tilbud og støtte til børn med handicap og deres familie.
4. Deltagerstaterne skal sikre, at et barn ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen
når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med
gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv.
Et barn må under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller
den ene eller begge forældre har et handicap.
5. Deltagerstaterne skal, hvis den nærmeste familie ikke er i stand til at passe et barn med handicap,
udfolde alle bestræbelser på at tilvejebringe alternativ pasning hos den fjernere familie eller, hvis
dette ikke lykkes, i samfundet i familielignende omgivelser.
Artikel 24
Uddannelse
1. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at
virkeliggøre denne ret uden diskrimination og på grundlag af lige muligheder skal deltagerstaterne
sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring, der tager sigte på:
a) at opnå menneskets fulde personlige udvikling og erkendelse af dets værdighed og selvværd
samt at styrke respekten for menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og den
menneskelige mangfoldighed,
b) at personer med handicap udvikler deres personlighed, evner og kreativitet såvel som deres
psykiske og fysiske formåen fuldt ud,
c) at gøre det muligt for personer med handicap effektivt at deltage i et frit samfund.
2. Ved virkeliggørelsen af denne rettighed skal deltagerstaterne sikre:
a) at personer med handicap ikke udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af
handicap, og at børn med handicap ikke udelukkes fra gratis og obligatorisk grundskoleun-
dervisning eller fra undervisning på mellemtrin på grund af handicap,
b) at personer med handicap har adgang til en inkluderende og gratis grundskoleundervisning
og undervisning på mellemtrin af høj kvalitet på lige fod med andre i det samfund, hvor de
bor,
c) at der foretages en rimelig tilpasning ud fra den enkelte persons behov,
d) at personer med handicap får den nødvendige støtte i det almindelige uddannelsessystem til
at lette deres effektive uddannelse,
e) at der ydes effektive individuelle støtteforanstaltninger i omgivelser, der giver størst mulig
akademisk og social udvikling i overensstemmelse med målet om fuld inkludering.
497
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3. Deltagerstagerne skal gøre det muligt for personer med handicap at lære livs- og socialt udvik-
lende færdigheder for at lette deres fulde deltagelse i uddannelse og som medlemmer af samfundet
på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger,
herunder:
a) fremme indlæringen af punktskrift, alternative skriftformer, forstørrende og alternative
kommunikationsmåder, -midler og -formater samt orienterings- og mobilitetsfærdigheder og
fremme støtte fra ligestillede og mentorer,
b) fremme indlæringen af tegnsprog samt fremme døvesamfundets sproglige identitet,
c) sikre, at undervisningen af blinde, døve eller døvblinde personer, i særdeleshed børn, gives
på det sprog og de kommunikationsmåder og med de kommunikationsmidler, som er mest
passende for den enkelte, og i omgivelser, der giver størst mulig boglig og social udvikling.
4. Som bidrag til at sikre virkeliggørelsen af denne ret skal deltagerstaterne træffe passende foran-
staltninger til at beskæftige lærere, herunder lærere med handicap, som har kompetence i tegnsprog
og/eller punktskrift, og til at uddanne fagfolk og personale, som arbejder på alle niveauer i uddan-
nelsessystemet. Denne uddannelse skal omfatte handicapbevidsthed og anvendelse af passende for-
størrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater samt undervisningsmetoder og
-materialer til støtte for personer med handicap.
5. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående
uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og
på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne sikre, at der sørges for en rimelig
tilpasning til personer med handicap.
Artikel 25
Sundhed
Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige
sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap. Deltagerstaterne skal træffe alle pas-
sende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap har adgang til sundhedsydelser, som
tager hensyn til køn, herunder sundhedsrelateret rehabilitering. Deltagerstaterne skal i særdeleshed:
a) give personer med handicap det samme udbud af sundhedsydelser og -ordninger af samme
kvalitet og standard gratis eller til en overkommelig pris, som gives til andre, herunder inden
for seksuel og forplantningsmæssig sundhed samt generelle folkesundhedstilbud,
b) give de sundhedsydelser, som personer med handicap specifikt har brug for på grund af de-
res handicap, herunder tidlig udredning og indgriben, hvor det er hensigtsmæssigt, samt til-
bud med sigte på at minimere og forebygge yderligere handicap, herunder blandt børn og
ældre,
c) give disse sundhedsydelser så tæt som muligt på folks lokalsamfund, herunder i landdistrik-
ter,
498
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
d) kræve, at sundhedsfagligt personale yder pleje af samme kvalitet til personer med handicap
som til andre, herunder på grundlag af frit afgivet og informeret samtykke, ved gennem ud-
dannelse og udbredelse af kendskabet til etiske standarder for offentlig og privat sundheds-
pleje bl.a. at øge bevidstheden om de menneskerettigheder, den værdighed og autonomi og
de behov, som personer med handicap
a) har,
e) forbyde diskrimination af personer med handicap i forbindelse med sygeforsikringer og livs-
forsikringer, som skal tilbydes på retfærdige og rimelige vilkår, når sådanne forsikringer er
tilladt
b) efter national ret,
f) forebygge diskriminerende nægtelse af sundhedspleje eller sundhedsydelser eller af mad og
drikke på grund af handicap.
Artikel 26
Habilitering og rehabilitering
1. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger, herunder gennem støtte fra
ligestillede, for at gøre det muligt for personer med handicap at opnå og opretholde den størst muli-
ge uafhængighed, fuld fysisk, psykisk, social og erhvervsmæssig formåen samt fuld inkludering og
deltagelse i alle livets forhold. Med henblik herpå skal deltagerstaterne arrangere, styrke og udbyg-
ge omfattende habiliterings- og rehabiliteringstilbud og -ordninger, i særdeleshed inden for sund-
hed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område, således at disse tilbud og ordninger:
a) iværksættes på det tidligst mulige stadium og baseres på en tværfaglig bedømmelse af indi-
viduelle behov og stærke sider,
b) støtter deltagelse og inkludering i samfundet og på alle samfundsområder, er frivillige og
stilles til rådighed for personer med handicap så tæt som muligt på deres lokalsamfund, her-
under i landdistrikter.
2. Deltagerstaterne skal fremme udviklingen af grund- og efteruddannelse for fagfolk og personale,
der arbejder med habiliterings- og rehabiliteringstilbud.
3. Deltagerstaterne skal fremme eksistensen af og kendskabet til samt anvendelsen af hjælpemidler
og hjælpemiddelteknologi, der er udformet til personer med handicap, i det omfang disse vedrører
habilitering og rehabilitering.
Artikel 27
Arbejde og beskæftigelse
1. Deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at arbejde på lige fod med an-
dre, hvilket omfatter retten til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som de selv frit
vælger eller påtager sig på et arbejdsmarked og i et arbejdsmiljø, der er åbent, inkluderende og til-
gængeligt for personer med handicap. Deltagerstaterne skal sikre og fremme virkeliggørelsen af
retten til arbejde, herunder for personer, der får et handicap i forbindelse med deres beskæftigelse,
ved at tage passende skridt, herunder gennem lovgivning, til bl.a.:
499
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) at forbyde diskrimination på grund af handicap i alle forhold vedrørende alle former for be-
skæftigelse, herunder betingelser for rekruttering, ansættelse og beskæftigelse, fortsat be-
skæftigelse, karrieremuligheder og sikre og sunde arbejdsforhold,
b) at beskytte retten for personer med handicap til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår på lige
fod med andre, herunder lige muligheder og samme vederlag for arbejde af samme værdi,
sikre og sunde arbejdsforhold, herunder beskyttelse mod chikane, samt adgang til oprejsning
ved klager,
c) at sikre, at personer med handicap kan udøve deres arbejdstager- og fagforeningsrettigheder
på lige fod med andre,
d) at gøre det muligt for personer med handicap at få reel adgang til almindelige tekniske og
erhvervsrettede vejledningsordninger, og jobanvisningsordninger og til erhvervsuddannelse
og efteruddannelse,
e) at fremme beskæftigelsesmuligheder og karrieremuligheder for personer med handicap på
arbejdsmarkedet samt bistand til at finde, få, fastholde og vende tilbage til beskæftigelse,
f) at fremme mulighederne for selvstændig virksomhed, iværksætteri, udvikling af kooperati-
ver samt etablering af egenvirksomhed,
g) at ansætte personer med handicap i den offentlige sektor,
h) at fremme beskæftigelsen af personer med handicap i den private sektor gennem passende
politikker og foranstaltninger, som kan omfatte ordninger med positiv særbehandling, inci-
tamentsordninger og andre foranstaltninger,
i) at sikre, at rimelig tilpasning ydes til personer med handicap på arbejdspladsen,
j) at fremme, at personer med handicap får erhvervserfaring på det almindelige arbejdsmarked,
k) at fremme ordninger for erhvervsmæssig og faglig rehabilitering, jobfastholdelse og tilbage-
venden til arbejde for personer med handicap.
2. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap ikke holdes i slaveri eller trældom og på
lige fod med andre er beskyttet mod tvangs- eller pligtarbejde.
Artikel 28
Tilstrækkelig levefod og social tryghed
1. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig
for dem selv og deres familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig, og til fortsat for-
bedring af deres levevilkår, og skal tage passende skridt til at sikre og fremme virkeliggørelsen af
denne ret uden diskrimination på grund af handicap.
500
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til social tryghed og til at nyde
denne ret uden diskrimination på grund af handicap, og skal tage passende skridt til at sikre og
fremme virkeliggørelsen af denne ret, herunder ved foranstaltninger til:
a) at sikre personer med handicap lige adgang til forsyning med rent vand og at sikre adgang til
passende tilbud, udstyr og anden bistand til handicap-relaterede behov til en overkommelig
pris,
b) at sikre personer med handicap, i særdeleshed kvinder og piger med handicap og ældre med
handicap, adgang til ordninger for social tryghed og fattigdomsbekæmpelse,
c) at sikre personer med handicap og deres familie, som lever i fattigdom, adgang til offentlig
bistand til handicaprelaterede udgifter, herunder tilstrækkelig uddannelse, rådgivning, øko-
nomisk bistand og aflastende pleje,
d) at sikre personer med handicap adgang til ordninger med offentligt støttede boliger,
e) at sikre personer med handicap lige adgang til alderspensionsydelser og -ordninger.
Artikel 29
Deltagelse i det politiske og offentlige liv
Deltagerstaterne skal sikre personer med handicap politiske rettigheder og muligheden for at nyde
dem på lige fod med andre og forpligter sig til:
a) at sikre, at personer med handicap effektivt og fuldt ud, direkte eller gennem frit valgte re-
præsentanter på lige fod med andre kan deltage i det politiske og offentlige liv, herunder at
personer med handicap har ret til og mulighed for at afgive deres stemme og modtage valg,
bl.a. ved:
i) at sikre, at stemmeprocedurer, afstemningsfaciliteter og valgmateriale er passende, til-
gængelige og lette at forstå og anvende,
ii) at beskytte retten for personer med handicap til uden pression at afgive en hemmelig
stemme ved valg og folkeafstemninger og til at stille op til valg, effektivt bestride et
hverv og udføre alle offentlige funktioner på alle niveauer i den offentlige forvaltning,
idet det gøres lettere at anvende hjælpemiddelteknologi og ny teknologi, hvor det er
hensigtsmæssigt,
iii) at sikre, at personer med handicap frit kan give udtryk for deres vilje som vælgere, og
med henblik herpå tillade, at de om nødvendigt og efter anmodning kan få bistand fra en
person efter eget valg til at afgive deres stemme,
b) aktivt at fremme et miljø, hvor personer med handicap effektivt og fuldt ud kan deltage i va-
retagelsen af offentlige anliggender uden diskrimination og på lige fod med andre, og at
fremme deres deltagelse i offentlige anliggender, herunder ved:
501
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
i) at deltage i ikke-statslige organisationer og foreninger, som beskæftiger sig med landets
offentlige og politiske forhold, og i politiske partiers aktiviteter og administration,
ii) at etablere og melde sig ind i organisationer af personer med handicap med henblik på
at repræsentere personer med handicap på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt
niveau.
Artikel 30
Deltagelse i kulturlivet, rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt
1. Deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at tage del i kulturlivet på lige
fod med andre og skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap:
a) har adgang til kulturstof i tilgængelige formater,
b) har adgang til fjernsynsprogrammer, film, teatre og andre kulturaktiviteter i en tilgængelig
form,
c) har adgang til steder for kulturelle forestillinger eller tilbud, såsom teatre, museer, biografer,
biblioteker og turisttilbud og så vidt muligt har adgang til monumenter og steder af national
kulturel betydning.
2. Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at gøre det muligt for personer med
handicap at udvikle og udnytte deres kreative, kunstneriske og intellektuelle potentiale, ikke alene
til gavn for dem selv, men også til berigelse af samfundet.
3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med folkeretten tage alle passende skridt til at sikre, at
lovgivning til beskyttelse af immaterialrettigheder ikke udgør en urimelig eller diskriminerende
barriere for, at personer med handicap kan få adgang til kulturstof.
4. Personer med handicap er på lige fod med andre berettiget til anerkendelse og støtte af deres sær-
lige kulturelle og sproglige identitet, herunder tegnsprog og døvekultur.
5. Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap på lige fod med andre at deltage i
rekreative tilbud samt fritids- og idrætsaktiviteter skal deltagerstaterne træffe passende foranstalt-
ninger til:
a) at tilskynde til og fremme, at personer med handicap i videst muligt omfang deltager i alme-
ne idrætsaktiviteter på alle niveauer,
b) at sikre, at personer med handicap har mulighed for at arrangere, udvikle og deltage i handi-
capspecifikke idrætsaktiviteter og rekreative tilbud, og med henblik herpå at tilskynde til, at
de på lige fod med andre får passende instruktion, træning og ressourcer,
c) at sikre, at personer med handicap har adgang til idrætsfaciliteter, rekreative områder og tu-
riststeder,
502
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
d) at sikre, at børn med handicap har adgang på lige fod med andre børn til at deltage i leg, re-
kreative tilbud samt fritids- og idrætsaktiviteter, herunder sådanne aktiviteter i skolesyste-
met,
e) at sikre, at personer med handicap har adgang til tilbud fra arrangører af rekreative tilbud
samt turist-, fritids- og idrætsaktiviteter.
Artikel 31
Statistik og dataindsamling
1. Deltagerstaterne forpligter sig til at indsamle passende oplysninger, herunder statistiske og forsk-
ningsmæssige data, således at de kan formulere og gennemføre politikker, som udmønter denne
konvention i praksis. Indsamlingen og ajourføringen af disse oplysninger skal:
a) overholde de lovbestemte beskyttelsesmekanismer, herunder lovgivning om databeskyttelse,
til at sikre fortrolig behandling af oplysningerne samt respekt for privatlivet for personer
med handicap,
b) overholde internationalt accepterede standarder for beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder samt etiske principper ved indsamling og brug af statisti-
ske oplysninger.
2. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal de oplysninger, der indsamles i overensstemmelse med denne
artikel, opdeles og anvendes til at bidrage til vurderingen af deltagerstaternes overholdelse af deres
forpligtelser i medfør af denne konvention samt til at identificere og tage hånd om de barrierer, som
personer med handicap møder ved udøvelsen af deres rettigheder.
3. Deltagerstaterne skal påtage sig ansvaret for at udbrede disse statistikker og sikre, at de er tilgæn-
gelige for personer med handicap og andre.
Artikel 32
Internationalt samarbejde
1. Deltagerstaterne anerkender vigtigheden af internationalt samarbejde og fremme deraf til støtte
for nationale bestræbelser på at virkeliggøre formålet med og målsætningerne for denne konvention
og forpligter sig til at træffe passende og effektive foranstaltninger hertil mellem to eller flere stater
og, hvor det er hensigtsmæssigt, i samarbejde med relevante internationale og regionale organisati-
oner og civilsamfundet, i særdeleshed organisationer af personer med handicap. Sådanne foranstalt-
ninger kunne bl.a. omfatte følgende:
a) at sikre, at det internationale samarbejde, herunder internationale udviklingsprogrammer, er
inkluderende over for og tilgængeligt for personer med handicap,
b) at lette og støtte kapacitetsopbygning, herunder gennem udveksling og deling af oplysnin-
ger, erfaringer, uddannelsesprogrammer og god praksis,
c) at lette forskningssamarbejde samt adgang til videnskabelig og teknisk viden,
503
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
d) at sørge for teknisk og økonomisk bistand, hvor det er hensigtsmæssigt, herunder ved at lette
adgangen til og delingen af tilgængelig teknologi og hjælpemiddelteknologi og ved teknolo-
gioverførsel.
2. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke den enkelte deltagerstats forpligtelse til at opfylde
sine forpligtelser i medfør af denne konvention.
Artikel 33
National gennemførelse og overvågning
1. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres organisationsstruktur udpege et eller flere
kontaktpunkter i centraladministrationen for forhold vedrørende gennemførelse af denne konventi-
on og skal behørigt overveje at oprette eller udpege en koordinerende funktion i centraladministra-
tionen for at lette tværgående indsatser i forskellige sektorer og på forskellige niveauer.
2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres retslige og administrative systemer i den
enkelte stat opretholde, styrke, udpege eller opstille rammer, herunder, hvor det er hensigtsmæssigt,
en eller flere uafhængige funktioner, med henblik på at fremme, beskytte og overvåge gennemførel-
sen af denne konvention. Ved udpegelsen eller oprettelsen af en sådan funktion skal deltagerstaterne
tage hensyn til principperne vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioners status.
3. Det civile samfund, i særdeleshed personer med handicap og de organisationer, der repræsenterer
dem, skal inddrages og deltage fuldt ud i overvågningsprocessen.
Artikel 34
Komiteen for rettigheder for personer med handicap
1. Der skal nedsættes en komite for rettigheder for personer med handicap (i det følgende benævnt
‖komiteen‖), som skal varetage de nedenstående opgaver.
2. Komiteen skal på tidspunktet for konventionens ikrafttræden bestå af 12 eksperter. Når yderligere
60 lande har ratificeret eller tiltrådt konventionen, skal antallet af komitemedlemmer øges med seks,
således at antallet når op på maksimalt 18 medlemmer.
3. Komiteens medlemmer skal virke i deres personlige egenskab og skal være af høj moralsk anse-
else og have anerkendt sagkundskab og erfaring i det område, som denne konvention dækker. Ved
indstilling af deres kandidater opfordres deltagerstaterne til at tage behørigt hensyn til bestemmel-
sen i konventionens artikel 4, stk. 3.
4. Komiteens medlemmer vælges af deltagerstaterne, idet der skal tages hensyn til en rimelig geo-
grafisk fordeling, repræsentation af de forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer, en af-
balanceret repræsentation af kønnene og deltagelse af eksperter med handicap.
5. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over per-
soner, der er indstillet af deltagerstaterne blandt deres statsborgere på møder blandt deltagerstaterne.
Ved disse møder, der er beslutningsdygtige, såfremt to tredjedele af deltagerstaterne er repræsente-
ret, indvælges i komiteen de personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer,
der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.
504
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6. Det første valg skal afholdes senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af denne konvention.
Mindst fire måneder før hvert valg skal De Forenede Nationers generalsekretær skriftligt opfordre
deltagerstaterne til inden to måneder at indstille deres kandidater. Generalsekretæren udarbejder
derefter en alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med angivelse af de
deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender den til de i konventionen deltagende stater.
7. Komiteens medlemmer vælges for en periode på fire år. De kan genvælges én gang. Embedsperi-
oden for seks af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års forløb;
straks efter første valg udpeges navnene på disse medlemmer ved lodtrækning foretaget af forman-
den for det i stk. 5 nævnte møde.
8. Valget af de seks yderligere medlemmer af komiteen skal finde sted i tilknytning til de regelmæs-
sige valg i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i denne artikel.
9. Hvis et medlem af komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at vedkommende af anden
grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser, udpeger den deltagerstat, som indstillede med-
lemmet, en anden ekspert, der besidder de kvalifikationer og opfylder de krav, som er anført i de
relevante bestemmelser i denne artikel, til at virke i den resterende del af perioden.
10. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.
11. De Forenede Nationers generalsekretær stiller i nødvendigt omfang personale og øvrige facilite-
ter til rådighed for komiteen, således at komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til
denne konvention, og indkalder til det første møde.
12. Med De Forenede Nationers Generalforsamlings godkendelse modtager medlemmerne af komi-
teen, der er oprettet i henhold til denne konvention, vederlag af de Forenede Nationers midler på de
vilkår og betingelser, som generalforsamlingen måtte beslutte under hensyntagen til vigtigheden af
komiteens ansvarsområder.
13. Komiteens medlemmer har krav på de faciliteter og privilegier og den immunitet, som tilkom-
mer eksperter udsendt i særligt hverv for De Forenede Nationer, således som det er fastlagt i de re-
levante afsnit af konventionen om FN’s rettigheder og immuniteter.
Artikel 35
Beretninger fra deltagerstaterne
1. Hver deltagerstat forpligter sig til gennem De Forenede Nationers generalsekretær at afgive en
omfattende beretning til komiteen om de foranstaltninger, den har truffet til gennemførelse af dens
forpligtelser efter denne konvention, og om de fremskridt, der er gjort i den henseende, inden to år,
efter at konventionen er trådt i kraft for den pågældende deltagerstat.
2. Derefter skal deltagerstaterne afgive beretning mindst hvert fjerde år samt yderligere, når komite-
en udbeder sig det.
3. Komiteen skal fastlægge eventuelle retningslinjer for indholdet af beretningerne.
505
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4. En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til komiteen, behøver ikke i sine
efterfølgende beretninger gentage oplysninger, der er givet tidligere. Ved udarbejdelsen af beretnin-
ger til komiteen opfordres deltagerstaterne til at overveje at gøre dette ved en åben og gennemsigtig
proces og til behørigt at overveje bestemmelsen i konventionens artikel 4, stk. 3.
5. Beretningerne kan angive forhold og vanskeligheder, som har indflydelse på, i hvilken udstræk-
ning forpligtelserne i henhold til denne konvention opfyldes.
Artikel 36
Behandling af beretningerne
1. Komiteen behandler hver beretning og fremkommer med de forslag og generelle anbefalinger til
beretningen, som den måtte anse for passende, og fremsender disse til den pågældende deltagerstat.
Deltagerstaten kan svare komiteen med sådanne oplysninger, som den ønsker. Komiteen kan anmo-
de deltagerstaterne om yderligere oplysninger vedrørende konventionens gennemførelse.
2. Hvis en deltagerstat er betydeligt forsinket med afgivelsen af en beretning, kan komiteen give
den pågældende deltagerstat meddelelse om behovet for at undersøge gennemførelsen af denne
konvention i den pågældende deltagerstat på grundlag af pålidelige oplysninger, som foreligger for
komiteen, hvis den pågældende beretning ikke afgives inden tre måneder efter meddelelsen. Komi-
teen skal opfordre den pågældende deltagerstat til at deltage i en sådan undersøgelse. Såfremt delta-
gerstaten svarer ved at aflægge den pågældende indberetning, finder bestemmelserne i stk. 1 anven-
delse.
3. De Forenede Nationers generalsekretær skal gøre beretningerne tilgængelige for samtlige delta-
gerstater.
4. Deltagerstaterne skal gøre deres beretninger almindeligt tilgængelige for offentligheden i deres
egne lande og skal lette adgangen til forslag og generelle anbefalinger vedrørende beretningerne.
5. Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til De Forenede Nationers særorga-
nisationer, fonde og programmer samt andre kompetente organer beretninger fra deltagerstaterne
med henblik på at tage hånd om en anmodning om eller en tilkendegivelse af et behov for teknisk
rådgivning eller bistand, tillige med komiteens eventuelle bemærkninger og anbefalinger vedrøren-
de disse anmodninger eller tilkendegivelser.
Artikel 37
Samarbejde mellem deltagerstaterne og komiteen
1. Hver deltagerstat skal samarbejde med komiteen og bistå komiteens medlemmer med at opfylde
deres mandat.
2. Komiteen skal i sit forhold til deltagerstaterne behørigt overveje, på hvilke måder og med hvilke
midler den nationale kapacitet til at gennemføre denne konvention kan forøges, herunder gennem
internationalt samarbejde.
Artikel 38
Komiteens forhold til andre organer
506
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen og det internationale samar-
bejde på det område, der er omfattet af konventionen:
a) skal særorganisationerne og andre af De Forenede Nationers organer have adgang til at være
repræsenteret under gennemgangen af gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende de be-
stemmelser i denne konvention, som falder inden for rammerne af deres mandat. Komiteen
kan opfordre særorganisationerne og andre kompetente organer, som den finder egnede, til
at yde sagkyndig rådgivning om konventionens gennemførelse på områder, der falder inden
for rammerne af deres respektive mandater. Komiteen kan opfordre særorganisationerne og
andre organer af De Forenede Nationer til at aflægge beretning om konventionens gennem-
førelse på områder inden for rammerne af deres virksomhed.
b) skal komiteen som led i udøvelsen af sit mandat rådføre sig, som det måtte være hensigts-
mæssigt, med andre relevante organer, der er oprettet i henhold til internationale menneske-
rettighedskonventioner, med henblik på at sikre ensartethed i de respektive retningslinjer for
beretninger, forslag og generelle anbefalinger samt undgå gentagelser og overlap under ud-
øvelsen af deres funktioner.
Artikel 39
Komiteens beretning
Komiteen skal hvert andet år aflægge beretning om sin virksomhed til generalforsamlingen og til
Det Økonomiske og Sociale Råd og kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på
grundlag af behandlingen af beretninger og oplysninger fra deltagerstaterne. Sådanne forslag og
generelle anbefalinger skal medtages i komiteens beretning tillige med eventuelle bemærkninger fra
deltagerstaterne.
Artikel 40
Konference
1. Deltagerstaterne skal mødes regelmæssigt til en konference for at behandle ethvert forhold vedrø-
rende gennemførelsen af denne konvention.
2. De Forenede Nationers generalsekretær skal indkalde til en konference senest seks måneder efter,
at denne konvention er trådt i kraft. De Forenede Nationers generalsekretær indkalder til efterføl-
gende møder hvert andet år, eller når konferencen træffer bestemmelse herom.
Artikel 41
Depositar
De Forenede Nationers generalsekretær skal være depositar for denne konvention.
Artikel 42
Underskrift
Denne konvention kan undertegnes af alle stater og af organisationer for regional integration i De
Forenede Nationers hovedsæde i New York fra den 30. marts 2007.
507
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 43
Samtykke til at være bundet
Denne konvention skal ratificeres af de undertegnende stater og formelt bekræftes af undertegnende
organisationer for regional integration. Den står åben for tiltrædelse af enhver stat eller organisation
for regional integration, som ikke har undertegnet konventionen.
Artikel 44
Organisationer for regional integration
1.
‖Organisation for regional integration‖ betyder en organisation, som består af
suveræne stater i
en given region, og til hvilken dens medlemsstater har overført kompetence i forhold, der hører un-
der denne konvention. Sådanne organisationer skal i deres formelle bekræftelsesinstrument eller
tiltrædelsesinstrument erklære, i hvilket omfang de har kompetence med hensyn til forhold, der hø-
rer under denne konvention. Efterfølgende skal de underrette depositaren om enhver væsentlig æn-
dring i omfanget af deres kompetence.
2.
Henvisninger til ‖deltagerstater‖ i denne konvention finder
anvendelse på sådanne organisationer
inden for rammerne af deres kompetence.
3. Med henblik på artikel 45, stk. 1, og artikel 47, stk. 2 og 3, medregnes instrumenter deponeret af
en organisation for regional integration ikke.
4. Organisationer for regional integration kan i forhold, der er omfattet af deres kompetence, udøve
deres ret til at stemme ved konferencen med et antal stemmer svarende til det antal af deres med-
lemsstater, der deltager i denne konvention. En sådan organisation må ikke udøve sin ret til at
stemme, hvis nogen af dens medlemsstater udøver deres ret, og omvendt.
Artikel 45
Ikrafttræden
1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter deponeringen af det 20. ratifikations- eller til-
trædelsesinstrument.
2. For enhver stat eller organisation for regional integration, der ratificerer, formelt bekræfter eller
tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 20. af sådanne instrumenter, træder konventio-
nen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eller organisationens eget ratifikations-, be-
kræftelses- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 46
Forbehold
1. Forbehold, som er uforenelige med konventionens hensigt og formål, kan ikke tillades.
2. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage.
508
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 47
Ændringer
1. Enhver deltagerstat kan stille et ændringsforslag til konventionen og indsende det til De Forenede
Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal sende ethvert ændringsforslag til deltagerstater-
ne med anmodning om, at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en
konference med det formål at behandle og træffe beslutning om forslagene. Såfremt mindst en tred-
jedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag
fremsætter ønske om en sådan konference, skal generalsekretæren indkalde til konferencen i De
Forenede Nationers regi. Enhver ændring, der vedtages med to tredjedeles flertal af de deltagersta-
ter, der er til stede og afgiver deres stemme, fremsendes af generalsekretæren til De Forenede Nati-
oners generalforsamling til godkendelse og derefter til alle deltagerstater til antagelse.
2. En ændring, der er vedtaget og godkendt i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft den 30.
dag, efter at antallet af deponerede godkendelsesinstrumenter har nået to tredjedele af antallet af
deltagerstater på datoen for ændringens vedtagelse. Derefter træder ændringen i kraft for en delta-
gerstat på den 30. dag efter den dato, hvor den pågældende stat deponerer sit eget godkendelsesin-
strument. En ændring er kun bindende for de deltagerstater, der har accepteret den.
3. Hvis det ved konsensus besluttes af konferencen, træder en ændring, som er vedtaget og god-
kendt i overensstemmelse med stk. 1, og som udelukkende vedrører artikel 34, 38, 39 og 40, i kraft
for alle deltagerstater den 30. dag, efter at antallet af deponerede godkendelsesinstrumenter har nået
to tredjedele af antallet af deltagerstater på datoen for ændringens vedtagelse.
Artikel 48
Opsigelse
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers
generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter datoen for generalsekretærens modtagelse af
meddelelsen.
Artikel 49
Tilgængeligt format
Teksten til denne konvention skal foreligge i tilgængelige formater.
Artikel 50
Gyldige tekster
De arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske sprogudgaver af denne konvention
har lige gyldighed.
Til bekræftelse heraf
har de undertegnende befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er
behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.
Konventionen trådte i medfør af artikel 45, stk. 1, i kraft den 3. maj 2008. For Danmarks vedkom-
mende trådte konventionen i medfør af art. 45, stk. 2 i kraft den 23. august 2009.
509
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Oplysninger om andre landes tiltrædelse af konventionen kan fås hos De Forenede Nationer på
adressen: http://untreaty.un.org/.
Udenrigsministeriet, den 15. september 2009
Per Stig Møller
510
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 8. Protokol nr. 12 til Konventionen for beskyttelse af menneskerettighe-
derne og de grundlæggende frihedsrettigheder (uofficiel oversættelse)
Europarådets medlemsstater, kontrahenter af nærværende Protokol,
Under hensyntagen til det grundlæggende princip ifølge hvilket alle mennesker er lige for loven og
har ret til en lige beskyttelse gennem loven;
Besluttet på at træffe nye forholdsregler til at fremme alles lighed gennem kollektiv sikring af et
generelt forbud mod diskrimination gennem Konventionen til beskyttelse af menneskerettighederne
og de grundlæggende frihedsrettigheder, underskrevet i Rom den 4. november 1950 (herefter kaldet
‖Konventionen‖);
Med fornyet bekræftelse af, at princippet om ikke-diskrimination ikke forhindrer medlemsstaterne i
at træffe forholdsregler til at fremme fuld og reel lighed på betingelse af, at forholdsreglerne beror
på en objektiv og fornuftig begrundelse,
Har aftalt følgende:
ARTIKEL 1
Generelt forbud mod diskrimination
1. Nydelsen af enhver i loven forudset ret skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,
sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et
nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
2. Ingen skal blive diskrimineret af nogen offentlig myndighed på grund af de i stk. 1 nævnte grun-
de.
ARTIKEL 2
Territorial anvendelse
1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af sit ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrument nærmere angive for hvilket område eller hvilke områder denne protokol
skal gælde.
2. Enhver stat kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide
anvendelsen af denne protokol til ethvert andet område nærmere angivet i erklæringen. For et så-
dant område træder protokollen i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på tre
måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.
3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to foregående stykker kan for et hvilket som helst områ-
de angivet i en sådan erklæring tilbagekaldes eller begrænses ved en notifikation stilet til generalse-
kretæren. Tilbagekaldelsen eller begrænsningen får virkning på førstedagen i den måned, der følger
efter en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifika-
tion.
511
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4. En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne Artikel skal anses for afgivet i overens-
stemmelse med Artikel 56 stk. 1, i Konventionen.
5. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med denne Artikels stk. 1 eller 2,
kan når som helst derefter på et eller flere af de områders vegne, som erklæringen omfatter, erklære,
at den anerkender Domstolens kompetence til at modtage klager fra personer, ikke-statslige organi-
sationer eller grupper af enkeltpersoner som fastsat i Konventionens Artikel 34 vedrørende artikler-
ne 1 til 5 i denne protokol.
ARTIKEL 3
Forhold til Konventionen
I forholdet mellem deltagende stater skal bestemmelserne i protokollens artikel 1 og 2 anses som
supplerende artikler til Konventionen og alle Konventionens bestemmelser skal finde anvendelse i
overensstemmelse hermed.
ARTIKEL 4
Undertegnelse og ratifikation
Denne protokol er åben for undertegnelse af de af Europarådets medlemsstater, der har undertegnet
Konventionen. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. En stat, der er medlem af Europarå-
det, kan ikke ratificere, acceptere eller godkende nærværende protokol uden forudgående eller sam-
tidig hermed at have ratificeret Konventionen. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumen-
terne skal afleveres til Europarådets Generalsekretær.
ARTIKEL 5
Ikrafttræden
1. Denne protokol træder i kraft på førstedagen i den måned, der følger udløbet af et tidsrum på tre
måneder efter den dato, hvor ti medlemsstater af Europarådet har udtrykt deres samtykke til at blive
bundet af protokollen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4.
2. I forhold til en hvilken som helst medlemsstat, der senere giver sit samtykke til at være bundet af
protokollen, træder denne i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter udløbet af et tidsrum
på tre måneder efter datoen for deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet.
ARTIKEL 6
Ihændehaverens funktioner
Europarådets Generalsekretær vil forkynde for alle Europarådets medlemsstater:
a) enhver undertegnelse;
b) deponering af ethvert ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument;
c) enhver dato for nærværende protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artiklerne 2 og
5;
512
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
d) enhver anden handling, notifikation eller erklæring i forbindelse med denne protokol.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt befuldmægtige hertil, underskrevet denne
protokol.
Udstedt i Rom, den 4. november 2000, på fransk og engelsk, med samme gyldighed for disse to
tekster, i et unikt eksemplar, der vil blive henlagt i Europarådets arkiver. Europarådets Generalse-
kretær vil give hver enkelt af Europarådets medlemsstater en bekræftet afskrift heraf.
513
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1391964_0527.png