Nedenstående mail har jeg sendt til de relevante borgmestre i Københavns
Kommune. Jeg håber selvfølgelig at Folketingets Socialudvalg kan
forholde sig til problematikken, da det ikke er en enestående situation.
Jeg skriver til jer selv om jeg på forhånd ved at i som borgmestre ikke kan
forholde jer til enkeltsager. Men baggrunden for det er at det er en sag,
som kan skabe præcedens, hvilket også fremgår af socialudvalgets referat
af møde d. 7.5.2014. Jeg prøver lige kort at ridse situationen op:
I oktober 2013, indgår moderen en aftale med Børne- og
familieenheden om en frivillig anbringelse af hendes søn, samt en
plan om at han skal være tilbage hos moderen, inden 3 år.
I januar 2014, kommer kontanthjælpsreformen.
I april 2014, træffer ydelsesservice afgørelse om at nedsætte
moderens kontanthjælpsydelse, fra at være på forsørgertakst, til at
blive betragtet som enlig udeboende ung under 30 år, med virkning
fra maj måned, med den begrundelse at barnet ikke længere
opholder sig på adressen. Det skal lige siges at hun har fast samvær
med barnet, som også er på ferie hos hende.
I april reduceres hjælpen i relation til §34 i Aktivloven, og samtidig
reduceres hendes boligydelse af ”Udbetaling Danmark”, på
opfordring fra ”Københavns Kommune”. Af hendes
udbetalingsspecifikation fremgår det at hun får 5.783 kr udbetalt i
alt, inklusive § 34 hjælp på 348 kr.
Hendes samlede boligudgifter beløber sig til 7.262 kr, hvilket betyder
at hendes samlede restance nu beløber sig til: 30.031,22 kr.
Der er berammet en fogedsag d. 20 august hvor hun vil blive sat ud af
lejemålet.
Der er mulighed for, inden for rammerne af både Servicelovens §52,
men især Aktivlovens §81 A, at hjælpe hende. Det vil dog være
vanskeligt efterfølgende at hjælpe hende til en billigere bolig, på 3
værelser i relation til at barnet kommer hjem igen, end den hun
allerede bor i.
Jeg har rådet Sarah til at søge erstatning med hjælp fra ”Den Sociale
Retshjælp”, hvis ikke hendes anmodning om hjælp kan
imødekommes, da der er tale om en helt uforskyldt situation. Og
denne ventetid i uvished om hun får bevilget hjælp eller ej, er kun
med til at forringe hendes psykiske tilstand, som i forvejen er truet,
hvilket også fremgår af at Børne- og familieenheden tidligere har
bevilget psykologhjælp til hende.
Jeg har rejst sagen overfor beskæftigelsesministeriet, som anbefalede at jeg
rejste sagen i folketingets spørgetid, hvilket jeg agter at gøre. Jeg tænker at
det er en problematik, som det vil være vanskeligt ikke at reagere på,
hverken for Kommunerne, eller folketinget, da det må være i direkte strid
med grundlovens Kapitel VIII: