Åbent Brev til Folketingets Socialudvalg
Kære politikere…
Endelig kommer der tilsyneladende fokus på sagsbehandlingen i Statsforvaltningen, og tiden det tager at få
en sag igennem systemet.
Jeg er forælder til en multihandicappet ”ung mand” på nu 26 år. Han var hjemmeboende i 21 år, før han
flyttede hjemmefra til en bo-institution. I den forbindelse blev vi informeret om, at kommunen havde
forsømt at udbetale os et plejetillæg eller vederlag, for at have fungeret som plejere i de tre år, der var gået
fra han fyldte 18 til han blev 21. Serviceloven er ret klar på området og for at gøre sagen endnu mere
åbenbar, foreligger der en del sociale meddelelser og principafgørelser på området, som medvirker til at
tilsidesætte fejlfortolkninger af lovens hensigt.
Trods dette faktum, er det lykkedes kommunen, og Det Sociale Nævn, at tække sagen i langdrag. Den har
nu kørt i forvaltningen og ved domstolene i mere end 5 år. At sagen i stort set alles øjne er ret ligetil; at der
foreligger principafgørelser mm. i lignende sager på området, der entydigt burde afgøre sagen, har ikke
hindret kommunen i at føre sagen til Det Sociale Nævn, der trods disse afgørelser, selv har fundet det
næsten umuligt at afgøre sagen endeligt. De har derimod øget forvirringen, og afgjort sagen med et
uholdbart fejlskøn, trods det ret åbenbare i sagsstillingen. Sagen burde allerede fra modtagelsen i Det
Sociale Nævn have været hjemvist til afgørelse i kommunen, af den ret indlysende årsag, at de tidligere
afgørelser klart påviser lovens bestemmelser og anvisninger og vejledninger til fortolkningen af samme.
På den baggrund vil sagstiden blive uholdbar lang, og rækken af sager der skal igennem systemet vil vokse i
en meningsløs grad. Sager der entydigt er afgjort tidligere og har afstedkommet udstedelse af retningslinier
for, både hvordan loven skal fortolkes og hvordan kommuner efterfølgende skal træffe afgørelser i
fremtidige lignende sager, bør hjemvises til kommunerne med henvisning til netop disse retningslinier, for
en betydelig hurtigere sagsbehandlingstid og ikke medvirke til en eskalerende sagsbunke i statsforvaltning-
en.
Vores sag, der er rejst på foranledning af spastikerforeningen og den rådgivning en erfaren og kyndig
socialrådgiver har ydet, bygger ligeledes på netop hans erfaring med lignende sager fra hele landet. Vi som
forældre, bliver frustrerede og ikke mindst skuffede over at skulle trækkes igennem et langsommeligt
system i så lang tid, som denne sag nu har kørt. Ikke mindst når man er oplyst om, at netop det vi har
ansøgt, tilsyneladende er normal praksis alle andre steder end netop i vores hjemkommune. Vi forstår ikke,
at der kan være tvivl, når både kommune og Det Sociale Nævn er gjort bekendt med de retningslinier, der
forvaltes efter andre steder i landet. Spastikerforeningen har endda oplyst, at ombudsmanden har grebet
ind i en lignende sag i en anden kommune, for at præcisere forvaltnings-retningslinierne på netop dette
område. Så virker det endog meget frustrerende, at vi er nødsaget til at anlægge sag mod både kommune
og Det Sociale Nævn, for at få dem til at anerkende vores retskrav.
Det er åbenlyst, at arbejdsbyrden og sagspuklen vokser, når Det Sociale Nævn hjemviser sager til fornyet
behandling i kommuner, uden at påvise retningslinier for sagsbehandlingen, især når der foreligger tidligere
afgørelser, der er ophøjet til Sociale Meddelelser og principafgørelser, der burde være grundlag for en
endelig afgørelse.