SOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 215: Notat og oplæg fra forældre til anbragte børn

Før anbringelse:Ved forældres oplevelser af at have et mindre behov for støtte af forebyggende karakter efterServicelovens bestemmelser, retter man naturligt og selvfølgeligt henvendelse til kommunenssocialrådgiver med henblik på støtte, råd og vejledning. Denne henvendelse retter man i tryghedog tillid til at systemet er der for at hjælpe. Oplevelsen er at man kan henvende sig et utal af gangeuden at blive taget seriøst. Og samtidig kan man opleve at hvis en nabo der er sur på én eller enmedarbejder fra en daginstitution eller skole sender så meget som en enkelt underretning tilkommunen, så rykker de ud med bål og brand og anbringer ens børn, uden at man har fået enmulighed for at forklare hvordan man som forældre selv oplever situationen eller har fået enmulighed for at modtage hjælp i form af forebyggende foranstaltninger i hjemmet.Man oplever også, at man ikke bliver orienteret om hvad forvaltningen skriver af notater om en ien sag, bliver ikke partshørt i forhold til beslutninger og overvejelser, bliver ikke medinddraget iforløbet i sin sag, og der bliver talt med ens børn uden at man bliver orienteret om det. man får enoplevelse af at alt hvad der ellers står af gode intentioner i lovgivningen ikke bliver fulgt afforvaltningen, og man får en oplevelse af at blive behandlet som en der bare skal blande sig udenom hvad det offentlige gør med ens børn.Man oplever også at forvaltningen fuldstændig tilsidesætter at inddrage ens netværk sombiologisk familie og øvrige omgangskreds i deres såkaldte "undersøgelse" og vurderingsgrundlag isagen. De har sådan set ofte aldrig mødt dem eller talt med dem. Der bliver på den måde skrevetnotater og journaler ud fra sagsbehandlerens egne holdninger og idéer, og ikke ud fra hvad der erfakta. Der foreligger ikke dokumentation på de oplysninger de noterer ned om én, og de stiller selvdiagnoser på folk, selv om de ikke er læger. Diagnoserne stiller de ud fra hvordan de mener man eri stand til at tilpasse sig sagsbehandlerens holdninger og ud fra hvad ens nabo eller andretilfældige personer har udtalt om én. Og det er ikke muligt at få forvaltningen til at dokumenterederes påstande, som for det meste er fejlagtige og uden hold i virkeligheden. Der for ender detofte med at ens børn bliver anbragt på et fuldstændig udokumenteret og forkert grundlag.Der mangler opfyldelse af kravene til sagsbehandlingen før en anbringelse. F.eks. er der ikkehandleplaner for hverken børnene eller forældrene, der er ikke nogen § 50 undersøgelse, ensnetværk har ikke været inddraget, børnene har ikke været hørt, der indhentes ikke relevanteudtalelser fra læger, andre behandlere man måtte have gået hos m.v. Man får ikke mulighed for atbevise at man er gode nok forældre, det bliver pure afvist. Egne forslag om at blive anbragt

Efter anbringelse:Her bliver forløbet så yderligere problematisk. Der er følgende problemfelter:Man får ikke oplysning om at man som forældre har ret til en støttekontaktperson efterServicelovens § 54. Når man så efter længere tid gennem andre forældre til tvangsanbragtebørn finder ud af, at det har man ret til, og man påpeger dette overfor forvaltningen, så fårman ofte besked på at man kan anvende de støttekontaktpersoner som kommunen selvhar ansat og som står på kommunens "liste". Det er således ikke personer man somforældre kan betragte som nogen man kan betro sig til eller føle tryghed ved, da derapporterer "hvad de har fået beske på fra forvaltningen" at de skal rapportere tilbagevedr. familien. Vi har erfaret at hvis støttepersonerne ikke lever op til dette, bliver de fyretaf forvaltningen, hvorfor nogle støttepersoner gør hvad forvaltningen forlanger. I andrekommuner får borgerne besked på at de selv må finde en støtteperson, og nogle borgereved så ikke hvor de skal lede efter en sådan, men finder måske også først langt hen af vejenud af det gennem andre forældre til tvangsanbragte børn. Det er så ofte støttepersonerder udbyder støttekontakttimer gennem selvstændig virksomhed. Her bliver problemet så,at nogle kommuner nægter at betale hvad det koster, hvilket så også bliver en forhindringfor forældrene med hensyn til at få en støtteperson de kan føle sig trygge ved. Det finder vier temmelig mærkeligt. For hvis kommunerne køber sig til psykologbistand eller lignende,så meddeler de jo heller ikke psykologerne, at de er velkomne til at hjælpe familien, men atde faktisk kun kan få dækket 50 pct af hvad deres takster er. mange familier har derfor ikkeen støtteperson. Vi har erfaret at enkelte kommuner helt nægter at betale for enstøtteperson, men meddeler at familien må finde en der er gratis.Angående forældrekompetenceundersøgelser så er det et stort problem at få forvaltningentil at bevilge dette. Vi har erfaret at rigtig mange kommuner køber psykologer til at skrivedet forvaltningen ønsker der skal stå i undersøgelsen og i konklusionen. Problemet er detsamme som omkring støttepersoner, at hvis psykologerne ikke gør hvad forvaltningensiger, så får de ikke yderligere opgaver fra forvaltningen. Det har vi dokumentation på bl.a.ved den straffesag der kører vedr. psykolog Finn West, og socialrådgiveres og bisidderes

indgående kendskab til hvordan psykologer "bestilles". Vi har også dokumentation i form afmail mellem sagsbehandler og psykolog, som fejlagtigt er sendt til borgeren, hvoraf detfremgår at en psykolog fra Freddie Høyers klinik i Slagelse skriver til sagsbehandleren ogspørger om rapporten er som hun ønsker eller om der er noget der skal laves om. Noglekommuner har også deres egne psykologer ansat, og her er problemet det samme, at hvispsykologerne ikke lever op til sagsbehandlernes forventninger om rapporter der kanbegrunde en anbringelse, så bliver psykologerne fyret. Derfor gør psykologerne hvadsagsbehandlerne siger. Der er indbragt rigtig mange sager for psykolognævnet, og vi harhørt at ca 40 procent af de sager der bliver indbragt for psykolognævnet falder ud tilklagerens fordel. Det i sig selv synes vi vækker stor bekymring. Hvis forældrene så ikke hartillid til de psykologer forvaltningen køber til en sådan undersøgelse, og selv finderautoriserede og kvalificerede psykologer til opgaven, så nægter forvaltningen at dissepsykologer må udføre opgaven. De henholder sig til at den psykolog man selv finder er"inhabil". Nu er det sådan at en sagsbehandler ikke kan erklære en psykolog for værendeinhabil, det er kun en dommer der kan gøre det, og de psykologer borgeren selv finder ogsom har store kompetencer til at udføre opgaven er ikke inhabile. Det er forvaltningensforsøg på at afskære muligheden for at opnå en positiv rapport. Forvaltningen nægter så atbetale for undersøgelsen. Hvis borgeren så selv betaler for undersøgelsen, så afskærerforvaltningen psykologen fra muligheden for at observere forældre og børn sammen, vedat begrænse samværet, lave det overvåget og lade det foregå i et familiehus, som erkommunens ejendom, og hvor kommunen bestemmer hvem der må være på deresejendom. Vi mener der er tale om bevidst manipulation og magtmisbrug fra forvaltningensside, for at undgå at hjemgive anbragte børn. Forvaltningen ignorerer hvis man fortællerdem, at man rent faktisk har frit behandlervalg i Danmark.Vi oplever at der konsekvent mangler handleplaner i sagerne, både på børn og forældre.Når der foreligger handleplaner på børnene, kan indholdet ikke genkendes, men virkerstærkt manipuleret og uden hold i virkeligheden, og igen udarbejdet af sagsbehandlerenmed det formål at fastholde barnet i en anbringelse uden mulighed for nogensinde igen atblive hjemgivet. Handleplaner på børnene indeholder derfor blot en kopieret tekst fra gangtil gang, kun udskiftet af en ny dato. Og børnenes udtalelser stemmer ikke overens ihandleplanen med hvad børnene udtaler til andre, hvorfor man kan mistænkesagsbehandleren for enten også at manipulere med børnene under børnesamtalen (hvisdenne overhovedet afholdes), eller at skrive noget der er i uoverensstemmelse med defaktiske udtalelser. Handleplaner på forældrene er noget der stort set ikke findes. Det ervores oplevelse at sagsbehandlerne ikke finder det nødvendigt at udarbejde en sådan, dade jo har den holdning at børnene alligevel aldrig skal hjemgives. Uanset hvor mange gangeman rykker for en sådan handleplan, så bliver den stort set aldrig udarbejdet. I de fåtilfælde hvor en sådan plan bliver udarbejdet, så har man som forældre ingen som helst

indflydelse på hvad der kommer til at stå i den, og der bliver ikke arbejdet på hvad der ståri den.Også efter en anbringelse kan man som forældre ikke opnå af få dokumentation påkommunens mange påstande, som vi har erfaret i rigtig mange sager er yderst fejlagtige.Det handler om kommuners tendens til at stille diagnoser på forældre, bedsteforældre,børnene m.fl., for at fastholde børnene i en anbringelse. Det er kun læger der må stille denslags diagnoser som sker i disse sager. Forvaltningen diagnosticerer borgerne med alvorligepsykiatriske lidelser, misbrug m.m. - og uden at der er hold i det. Hvis man spørgerlægerne, så kender de ofte intet til at deres patienter skulle lide af de påståede diagnosereller misbrug. Vi finder det derfor dybt bekymrende at forvaltningen udøver en sådanadfærd, og vi mener der er tale om et alvorligt magtmisbrug. Vi mener der er tale omstrafbare handlinger, men når man melder disse forhold til politiet, vil politiet ikkeefterforske sagerne, idet de mener at det ikke er sandsynligt at offentligt ansatte hardenne adfærd. Hvis man klager til Statsadvokaten, stadfæstes blot politiets afgørelse. Oghvis man klager til den uafhængige politimyndighed, sendes sagen blot til behandling hosStatsadvokaten, som igen stadfæster den foregående beslutning. Vi mener derfor at det eren dybt bekymrende udvikling og adfærd både i de kommunale forvaltninger og hospolitiet. Og selv Datatilsynets afgørelser om at kommunerne skal berigtige eller blokerefejlagtige og udokumenterede oplysninger, ignorerer forvaltningerne blot. Det har ingenkonsekvenser for forvaltningen at de ignorerer henvendelser og skriver hvad de har lyst tiluden at kunne dokumentere det, og det har ingen konsekvenser for dem at de anbringerfolks børn på et ulovligt grundlag. Selv utallige henvendelser til borgmestre og det øvrigepolitiske niveau i kommunerne hjælpe ikke noget, idet henvendelserne blot bliver sendttilbage til forvaltningen, som så skal besvare klager over dem selv, hvorefter de blotfastholder deres afgørelser.Vi opfatter det som et stort problem at forældre under anbringelsen bliver kørt helt afsporet. Samvær bliver begrænset til et minimum - ofte kun en gang om måneden og 2-3timer af gangen, disse bliver ofte lavet overvågede og med strenge krav til hvad man måtale med sit barn om. Nogle forældre får ordre på at de faktisk ikke engang må tale medbarnet, men blot være tilstede. Vi har meget vanskeligt ved at se hvordan dette kan føre tilet naturligt og udviklende samvær mellem forældre og børn. Desuden blive man holdtlangt væk fra alt hvad der foregår i barnets dagligdag - deltagelse i forældremøder,skolearrangementer, ferier, helligdage, fødselsdage og diverse andet. Man får heller ikke atvide hvis ens barn tages med til udlandet på ferie, man bliver ikke spurgt om ensholdninger til noget som helst, og man må ikke drøfte børnene med deres anbringelsessted- specielt ikke hvis det er plejefamilier. Vi finder det dybt problematisk at forældre holdesfra at opnå et samarbejde omkring børnene, og at de holdes fra at deltage aktivt i deresbørns liv. Vi har oplevet at hvis plejefamilier spørges om hvorfor også de sender usande

oplysninger til forvaltningen, er svaret at det er de nødt til, for ellers har de ikke længerenogen kontrakt. Vi har dokumentation på det i form af en lydfil, hvor plejeforældre harudtalt sig om dette. Vi oplever at forældre bliver fremstillet som nogle personer der er tilstor skade for deres børn, men jo mere vi har fundet ud af i dette arbejde, jo mere er detgået op for os, at det er forvaltningerne der dikterer psykologer, støttepersoner,plejeforældre m.fl. til at skrive hvad forvaltningerne ønsker, med det formål at fastholdebørnene i en anbringelse. Vi har spurgt os selv om hvorfor det i sig selv er et mål forkommunerne. Og det nærmeste vi kan komme det er, at der må være en økonomisk fordelfor kommunerne ved at handle på denne måde. Ellers har det jo intet fornuftigt formål. Vikan godt se at kommunerne nødvendigvis må have en hel del skatteindtægter via deplejefamilier og pædagogiske personale der bruges i dagligdagen. Men vi forstår ikkehvorfor samfundet gør dette på bekostning af vores børn her i landet, som ellers lever ialmindelige familier under gode og omsorgsfulde vilkår. Vi mener derfor at der bør ændrespå den måde hvorpå statstilskud ydes til kommunerne, således at de største tilskud børopnås ved forebyggende foranstaltninger i hjemmet. Der bør ikke være en økonomiskgevinst for kommunerne ved at erstatte arbejdsløse med ansættelse af plejeforældre ogpædagogisk personale i forbindelse med anbringelser af børn.Det er vores opfattelse at der på mange institutioner og i plejefamilier udøves omsorgssvigtoverfor de børn systemet har taget fra forældrene - netop fordi man påstod at forældreneudøvede omsorgssvigt. Vi finder mange af disse forhold meget bekymrende, daanmeldelser, underretninger, klager m.v. over anbringelsesstederne ikke tages alvorligt, dade jo "kun" kommer fra forældre eller øvrigt netværk. Selv psykologers, bisidderes ogstøttepersoners anmeldelser og underretninger tages ikke alvorligt i forvaltningerne ellerhos politiet. Det er vores opfattelse at anbringelsesstederne er beskyttet af forvaltningernemed det formål at fastholde børnene i anbringelser. Anbringelsesstederne kan derfortillade sig stort set hvad som helst, uden at det får nogen som helst former forkonsekvenser. Også selv om der er tale om overtrædelse af straffelovens bestemmelser. Vivil derfor på det kraftigste anmode om at der tages hånd om hele denne problematik. Forvi er mange der gerne vil have vores ulovligt anbragte børn tilbage.Vi vil endvidere påpege det bekymrende i at man som forældre ikke kan få mulighed for atskifte sagsbehandler, men er tvunget til at forblive i en relation til den sagsbehandler derudøver groft magtmisbrug over én, og som slipper godt af sted med at fortsætte med det.Forvaltningerne bestemmer jo egenhændigt, at ligegyldigt hvad der står i vejledninger oglove, så gør forvaltningerne hvad der passer dem. Og i samme anledning vil vi gernepåpege det bekymrende i at man ikke kan få mulighed for at skrifte handlekommune, nårdet rent faktisk ofte er geografisk og på anden måde lettere tilgængeligt for forældrene atsamarbejde med den kommune hvortil de er flyttet. Vi har erfaret i flere tilfælde, athandlekommunen og forældrenes opholdskommune ser vidt forskelligt på en

Gruppen: Forældre til anbragte børn - Oplæg til FT