Som indlæg i den til stadighed igangværende debat om det offentliges opgaver og ansvar i forholdtil de socialt udsatte børn, tillader jeg mig herved at sende nogle af mine overvejelser.Jeg har i mange år arbejdet inden for dette område med meget varierede opgaver og i forskelligeinstanser og har på den baggrund gjort mange erfaringer, som jeg mener, vil kunne anvendes iovervejelserne i forhold til den fremtidige indsats.Generelt tror jeg, at det er nødvendigt i en periode at holde igen med den strøm af lovændringer og”reformer”, vi har set igennem mange år. Hvis de udsatte børn skal hjælpes relevant, er detnødvendigt, at der skabes en dybere og bredere forståelse for problemerne, så der kan findes enmere helhedspræget og sammenhængende strategi, hvor også andre ministerielle områder tænkesmeget mere aktivt ind i såvel forebyggelse som ”indsats”.Jeg mener, at det er mange og meget forskelligartede problemer, der fører til, at børn med storesociale vanskeligheder ikke får relevant hjælp – eller i hvert fald ikke får den i tide.Jeg har derfor delt mine betragtninger ind i nogle hovedområder – vel vidende, at der ersammenfald og overlap af problemstillinger mellem områderne.

Vedr. lovændringer:Det er klart, at der vedvarende vil være behov for lovændringer i serviceloven, men her er det afstørste betydning, at ændringerne ikke medfører en yderligere fragmentering af loven – i stedetburde Folketinget hellere sikre, at loven var gennemarbejdet, så reglerne og regelsættet ud fra enalmindelig lovforståelse har den nødvendige indre sammenhæng og logik, så loven kan forstås ogfortolkes af praksis.Hertil kommer, at jeg meget ofte hos ikke-jurister møder den opfattelse, at nugældende lov erBarnets reform, mens den i 2006-2009 var Anbringelsesreformen. Der er således, så vidt jeg kan se,en risiko for at praktikeren bliver historieløs i sin forståelse af loven, hvilket bl.a. får en afgørendebetydning i forhold til den grundlæggende forståelse for retssikkerhed, retsbeskyttelsen af barnet ogtilstrækkelig sagsoplysning.En særlig problemstilling ligger i de særlige vanskeligheder sammenstødet mellem de ”gamle” ogde ”nye” bestemmelser volder, men også betingelser og begreber giver anledning til unødig tvivl.

Af eksempler på sammenstød kan fremhæves:Forældrepålæg om hjemme-hos-støtte i forhold til kravet om samtykke i § 52Den 12-åriges klageadgang – fx i en sag, hvor begge forældremyndighedsindehavere ønskerog samtykker til hjemme-hos-støtteAf eksempler på betingelser og begreber, der skaber tvivl kan nævnes:Loven opstiller det præcist samme kriterium for ”udvidet rådgivning” i § 11, stk. 3 som forforanstaltninger efter § 52.Det svækker generelt forståelsen af indholdet af kriteriet, men også forståelsen for, at mankun kan nå frem til kriteriet i § 52 gennem en undersøgelse efter § 50 svækkes – hervedmister kriteriet sin værdi og troværdighed.§ 52a, som står i kap. 11, omhandler økonomisk støtte til udgifter, der følger af rådgivningog konsulentstøtte efter § 11, stk. 3 og økonomisk støtte til bl.a. efterskoleophold samtforskellig støtte som følge af eller i sammenhæng med foranstaltninger efter § 52.Det betyder, at der forudsættes en § 50 undersøgelse ved § 52a stk., 1 nr. 2, 1. pkt. og nr. 3og 4, mens stk. 1, nr. 1, nr. 2. 2. pkt. og nr. 5 kan ydes uden § 50 undersøgelse.Bestemmelsen er helt usædvanligt rodet og upræcis og skaber ikke blot unødig tvivl ogusikkerhed for praktikere, men det er også helt uigennemskueligt for borgeren, hvadforskellen er mellem ret til økonomisk ydelse til fx efterskoleophold uden § 50 undersøgelseog mulighed for støtte til efterskoleophold efter en undersøgelse iværksat med henblik på atafklare om der er brug for foranstaltninger.Kontinuitet – begrebet har ændret betydning gennem lovændringer (særligt ved indførelsenaf § 68a), uden at det står tilstrækkeligt klart, i hvilket omfang dette har betydning vedfortolkningen af bestemmelserne som sådan – herunder hvilken betydning det har i forholdtil den vejledning, kommunen er forpligtet til at give inden en anbringelse (især) medsamtykke.Tilknytning – begrebet anvendtes indtil for nylig i den traditionelle forstand som et begreb,der siger noget om barnets evne til at skabe og fastholde relationelle tilknytninger, mens dennyere brug omhandler en tilknytning til et sted.Begrebet om tilknytning til et sted er indført i serviceloven uden, at tilknytningsbegrebetsom sådan har ændret indhold, hvilket svækker det generelle krav til teorifundering.

Vedr. implementeringstiltagDer er ingen tvivl om, at det er en god ide at ledsage lovændringer med andre former forstyringstiltag fra statens side, men jeg tror, det vil være en god ide nøjere at overveje, hvilkeproblemer, der ønskes afhjulpet og hvordan dette bedst gøres.Der bruges i dag store summer på de mange forskellige typer af projekter, undervisning m.v., sombl.a. Socialstyrelsen står for, ligesom den lange række af praksisundersøgelser også er megetressourcekrævende.

Det kunne efter min opfattelse med fordel overvejes, om denne type tiltag – i hvert fald i detnuværende omfang – er alle pengene værd og fører til de ønskede ændringer.Der er omfattende dokumentation i teorier og undersøgelser for, at for mange krav, regler og nyetiltag kan have den modsatte effekt af den ønskede, bl.a. at en kompleks og ”uforståelig” lov oftefor ikke-jurister fører til vilkårlige og subjektive afgørelser.I forhold til mange af de projekter, der støttes er det ofte et vilkår, at jura og et juridisk perspektiv erstærkt nedtonet eller helt fraværende. Jeg kender naturligvis ikke alle projekter, men støder jævnligtpå projekter i kommuner, hvor hverken den overordnede retlige ramme eller de konkrete relevantelovbestemmelser for det område, som projektet omhandler, er inddraget relevant i projektet.Dette kan naturligvis fra et retligt perspektiv have mange og mangeartede uheldige følger, men hervil jeg blot nævne, at fraværet af retlige overvejelser, bestyrker praksis’ tro på og glæde overarbejdsmetoder, hvor ”fritsvævende tænkning” tolereres og præmieres.Et andet eksempel er det stort anlagte ICS projekt, som er købt for dyre penge i England og som afden grund udspringer af en anden lov og retstradition end den danske. Systemet er efterfølgendeforsøgt ”tillempet til dansk ret”. Desværre har en egentlig juridisk tænkning også her været retfraværende, hvilket for det første betyder, at der ikke tages afsæt i den udmærkede systematik, somfindes i den danske forvaltnings- og servicelov.Det er i sig selv meget uhensigtsmæssigt, hvis målet bl.a. er, at ”myndighedsudøveren” skal blivebedre til at træffe korrekte afgørelser, jf. forarbejderne til Barnets Reform.Hvad værre er, så har tillempningen til dansk ret desværre fået den form, at den socialfagligefremstilling i vejledningen af brugen af ICS flere steder ”krydres” med kriterier, der vedrører andreregler i børnesagen end det i vejledningen omhandlede eksempel med det resultat, at de centralekriterier (lovens formuleringer) mister deres signifikans og værdi. Dette er naturligvis et stortretssikkerhedsmæssigt problem som bl.a. kan føre til vilkårlighed og en uensartet fortolkning afloven.

Vedr. kommunernes opgaver over for børnJeg mener, der er en tilbøjelig til i debatten – også blandt politikere – at blande problemstillinger ogopgaver sammen, så det ofte bliver til, at ”kommunen” skulle have gjort noget andet.Hvis det reelt skal lykkes at gribe ind tidligt og sikre at udsatte børn både får gavn af de generelletilbud og samtidig får den nødvendige individuelle støtte, må der skelnes mellem ”kommunens”forskellige sektorer og deres ansvar, kompetencer og opgaver.Hvis de udsatte børn skal hjælpes relevant og tidligt, er det efter min opfattelse helt uomgængeligtnødvendigt, at de generelle tilbud bliver både mere bevidste om de forskellige sektorersforpligtelser, men nok så vigtigt, også påtager sig de opgaver, som de faktisk har. Fx findes der idag en lang række sociale børnesager, hvor den sociale opgave i stort omfang går ud på at reparere

på de svigt, som fx skoleforvaltningerne udsætter barnet og familien for gennem manglenderelevante skoletilbud. Samme problem kender vi i forhold til børne- og ungdomspsykiatrien.For det sociale område kan, udover hvad der allerede er nævnt, særligt overvejes, om den vej, somFolketinget gennem mange år har fulgt med servicelovændringer og implementeringstiltag rettetmod socialforvaltningens sagsbehandling og samarbejdet om de udsatte børn kan stå alene eller omandre ministerier med fordel kunne tænke forståelsen af sektoransvarlighed ind i den generellestyring fx af de pædagogiske, undervisnings- og sundhedsmæssige områder.Jeg er naturligvis fuldt bevidst om betingelserne for det kommunale selvstyre, men der er nok ikkemegen tvivl om, at såvel den måde det kommunale arbejde er organiseret på og den lokaleøkonomiske styring har stor betydning for den konkrete opgavevaretagelse.

Vedr. uddannelsesområdet

Grunduddannelsen

Udover, at grunduddannelsen, som andre uddannelser, lider den skæbne, at den studerendemodtager stadig mindre undervisning, understøtter de seneste bekendtgørelsesændringer desværreikke den styrkelse af socialrådgiverens kompetencer i forhold til ”myndighedsarbejde”, som var etaf de erklærede mål.Et reduceret timetal er naturligvis en generel udfordring for alle undervisere/områder påuddannelsen, men udfordringen/problemet er nok særligt stort for juraundervisningen, da det dels ernæsten umuligt for den studerende selv at læse sig til en forståelse af faget og dels fordi faget kunforstås gennem anvendelse. Med et stærkt reduceret timetal er det derfor meget vanskeligt både atnå at ”oversætte” juraen til den studerende og sikre, at den studerende lærer at omsætte juraenkorrekt i det sociale arbejde.At ”fag” helt er afskaffet i den nye studieordning og erstattet af tværfaglighed vil efter min og andrejuristers opfattelse kun cementere de store vanskeligheder socialrådgivere har i forhold til konkretsagsbehandling og det kan undre, at Børnerudvalgets klare anbefalinger har ført til det nuværenderesultat.

Diplom- og Masteruddannelsen

Da det i 2006 blev besluttet, at der skulle udvikles et nyt modul i børn og unge-diplomuddannelsen,var det med henblik på at styrke ”myndighedsudøverens” kompetencer i praksis og samme formålvar et af de bærende elementer ved den senere indførelse af Masteruddannelsen.Jeg har deltaget i udviklingen af begge uddannelser og undervist på begge og min optimisme og tropå, at der ad denne vej vil ske et vældigt ryk i forhold til kvaliteten af og forståelsen formyndighedsopgavener væk.

Jeg er sikker på, at der foregår megen god og relevant undervisning på begge uddannelser, men etgenerelt løft i forståelsen for og udførelsen af den opgave, som Folketinget gennem servicelovenhar pålagt kommunerne, mener jeg ikke, kan forventes ad denne vej.Dette hænger bl.a. sammen med, at jura på begge uddannelser stort set er tildelt en rolle som ensidig”leverandør” af viden og ikke som en integreret del af læringen. Med en sådan mekanisk og”udvortes” forståelse af juraen bliver den henvist til at komme ind i nogle konfrontationstimer, hvorjuristen afleverer sit budskab og sin viden og herefter overlader til andre at omsætte den til og i dekonkrete sociale problemstillinger.Der kan naturligvis fremføres mange andre relevante betragtninger og andre fag og fagpersoner vilhave andre vigtige og relevante bud, men dette er mit bidrag.Jeg står naturligvis til rådighed, hvis Ministeriet skulle ønske en uddybning eller anden form fordialog.