SOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 209: Notat fra Anders Brøndtved om børn anbragt udenfor hjemmet

I Danmark er anbragtxxxbørn udenfor hjemmet. Som udgangspunkt må sondres mellem børn,som er frivilligt anbragt, jf. Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og børn som er anbragt udenfor hjem-met uden samtykke, jf. Servicelovens § 58, stk. 1.Lovgivningsmæssigt synes der ikke nogen forskel på en frivillig anbringelse og en tvangsanbrin-gelse, dog skal der i overensstemmelse med lovens ordlyd mere til at gennemføre en tvangsfjer-nelse i forhold til en frivillig anbringelse, som forældrene samtykker til.Endvidere er der alene i Serviceloven krav om, at der tilbydes vederlagsfri advokatbistand til foræl-dre, som får tvangsfjernet deres børn.Der er en åbenlys tendens til, at forvaltninger i sager med udsatte børn opfordrer til og forsøger atforhandle / gennemtvinge forældrenes samtykke til en frivillig anbringelse.Der synes at være en udbredt misforståelse blandt forældre med børn, som er frivilligt anbragt, atde har flere rettigheder i forhold til, hvis der var tale om en tvangsanbringelse. I praksis synes ogsåen tendens til, at forvaltningerne i bestræbelserne på at opnå en frivillig anbringelse, og dervedundgår at skulle udfærdige indstilling og undgår, at sagen skal behandles af børn- og ungeudvalgetsamt, at forældrene repræsenteres ved advokat, som påser, at loven er overholdt, giver forældresom samtykker til en frivillig anbringelse udvidet samvær/flere rettigheder, hvorimod forældre somtrækker samtykke til frivillig anbringelse tilbage bliver straffet med mindre samvær/færre rettighe-der.Idet der ikke er nogen lovgivningsmæssig forskel på en frivillig anbringelse og en tvangsanbringel-se, vil disse blive behandlet samlet, med undtagelse af ovenstående, i nærværende redegørelse.Kompetencen til at behandle denne type sager og fremkomme med indstilling til børn- og ungeud-valget påhviler børnesagsbehandlere i de respektive kommuner. Der er en klar overvægt af sagermed forældre, som er socialt udsatte, og som i forvejen er kendt i det sociale system. Denne ten-dens kan for en lille del forklares ved manglende ressourcer hos pågældende forældre, men detmå også have betydning, at forældrene i forvejen er kendt af forvaltningerne og allerede er i kon-takt med systemet.Idet reglerne fordrer, at en tvangsfjernelse skal ske på baggrund af et skøn fra pågældende for-valtninger om, dels 1) hvorvidt det er muligt at afhjælpe problemerne ved hjælp af støtteforanstalt-ninger, jf. Servicelovens § 52, stk. 3 – og - 2) betingelserne for en tvangsfjernelse er opfyldt; synesforvaltningens skøn hyppigt at afhænge af pågældende børnesagsbehandlers sympati / antipati

overfor forældrene, fremfor en reel stillingtagen til, hvorvidt problemerne kan afhjælpes i hjemmet,og en tvangsfjernelse derved kan undgås.Der synes endvidere at være en ikke uvæsentlig spekulation i økonomiske omstændigheder, hvor-efter forvaltningerne spekulerer i reglerne omkring refusion af udgifter, og dels afdækker mulighe-den for, at der spares penge ved ikke at forsøge andre foranstaltninger forinden tvangsfjernelse,og spekuleres i muligheden for, at undgå at afholde udgifterne ved at pålægge andre kommunerrollen som handlekommune. Således ses sager, hvor forældre opfordres til, at børnene flytter franuværende bopælsforældre til en anden forældre med henblik på, at rollen som handlekommuneskifter.I forbindelse med udfærdigelse af indstillinger til børn- og ungeudvalget, er det generelt kendeteg-nende, at handleplaner udfærdiget på børnene er mangelfulde. Blandt andet er det sjældent, athandleplanerne indeholder oplysninger om foranstaltningens forventede varighed, trods lovenskrav herom.Det fremgår endvidere af Servicelovens § 54, stk. 2, at der skal udfærdiges en selvstændig hand-leplan for forældrene, hvilket sjældent er tilfældet.Dette, uden at der gives forældrene orientering herom, eller at der træffes en forvaltningsretlig af-gørelse– med klagevejledning – om, at der ikke laves handleplan for forældrene. Dette har foræl-drene krav på, jf. vejledningen på området. Det fremgår endvidere af Serviceloven, at der skal skepartshøring for så vidt angår handleplaner. Dette er sjældent tilfældet. Ofte er forældrene ikke be-kendt med handleplanerne, og andre gange bliver handleplanerne blot sendt til forældrene til orien-tering uden mulighed for, at forældrene kan påvirke handleplanens indhold.Oftest ses også, at forvaltningerne ikke har forsøgt sig med mindre vidtgående indgreb forindentvangsanbringelse. Således synes det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvor-efter en forvaltning ikke må træffe mere vidtgående indgreb end højest nødvendigt, ikke at gældepå området for anbringelser.Det fremgår endvidere, at der skal holdes børnesamtaler med børnene. Disse børnesamtaler fore-tages af børnesagsbehandleren, som udfærdiger referat af samtalen. Børnesagsbehandleren harofte ikke nogen faglig kompetence til at foretage disse børnesamtaler, og det er ikke muligt forforældrene at blive bekendt med under hvilke konditioner samtalen er gennemført, hvilke spørgs-mål, der er stillet, og hvad børnene præcist har svaret. Det accepteres af børnesagsbehandlere, atplejeforældre er til stede under børnesamtalen, trods lovens ordlyd om, at som udgangspunkt skalsamtalen foretages med barnet alene. Denne praksis influerer selvsagt på, hvad børnene siger, ogbørnenes loyalitet overfor plejefamilien, når denne er til stede.Af loven fremgår det, at en foranstaltning ikke skal vare længere end højest nødvendigt, trods detteer lovhjemlet, synes mange børnesagsbehandlere ikke at arbejde med henblik på en hjemgivelseaf barnet. Kommunen har pligt til at afdække mulighederne for hjælp til forældrene under anbrin-gelsen, jf. Servicelovens § 54, stk. 2, og skal som udgangspunkt arbejde for, at børnene kan hjem-gives. Samme forpligtelse gælder ikke plejefamilierne.Det ses således, at plejefamilier ikke samarbejder med biologiske forældre, eller endog direktemodarbejder biologiske forældre i bestræbelserne på, at børnene fortsat skal være anbragt, hvor-ved plejeforældrene bibeholder den indtægt, som plejebørnene giver, og dels ikke mister den for-håbentlig nære relation, som er dannet mellem plejefamilie og plejebørn. Der er plejefamilier, somspekulerer i, at plejebørnene skal blive så tilknyttet til opholdsstedet, at man fra kommunal side kantræffe afgørelse om en videreført anbringelse uden genbehandling, jf. Servicelovens § 68 A.

Dette sker oftest ved, at biologiske forældre køres ud på et sidespor, og at samarbejdet mellemplejefamilie og biologisk familie praktisk talt er ikke eksisterende.I forbindelse med behandlingen af tvangsfjernelser bliver der ofte udfærdiget forældreressource-undersøgelser til belysning af forældrenes forhold. Ofte bruges af kommunerne de samme psyko-loger i samtlige sager, hvorved opstår en så nær relation mellem psykolog og kommune, at psyko-logerne ikke kan betragtes som uvildige, og det ses også, at psykologerne ofte når til det resultat,som forvaltningerne har måttet ønske.Forældreressourceundersøgelserne bliver udfærdiget på baggrund af opdrag fra forvaltningen.Forældrene har ikke indflydelse på dette opdrag samt det materiale, som tilgår psykologen.Ofte bærer anbringelsessagerne præg af en selektiv udvælgelse af de akter/dokumenter, som støt-ter forvaltningens indstilling, hvorimod akter, som støtter forældrenes holdning ofte er udeladt, ellerikke gengivet i de kommunale akter. Såfremt forældrene ytrer ønske om selv at udvælge psykolog,stilles der betingelser til psykolog, pris, til undersøgelse samt undersøgelsens konditioner, som oftegør det særdeles svært at finde en psykolog, som er indforstået med, at udfærdige pågældendeundersøgelse.Det bemærkes endvidere, at psykolog-undersøgelser udfærdiget på vegne forvaltningen ofte til-lægges stor bevismæssig værdi, hvorimod psykolog-undersøgelser udfærdiget på foranledning af,og på baggrund af opdrag fra -samt betaling af- forældrene, affærdiges under henvisning til, at derer tale om ensidigt indhentede dokumenter. Således synes der mest af alt at være tale om en illu-sorisk retssikkerhed, som på ingen måde tilgodeser hverken forældre eller børn.Det bemærkes, at børn- og ungeudvalget er sammensat af en dommer, to medlemmer udpeget afbyrådet samt to børnesagkyndige. For så vidt angår dommeren bemærkes det, at dommeren somhovedregel er fra samme retskreds som den dommer, som skal dømme sagen ved sagens even-tuelle behandling ved byretten. Således risikeres, at sagen ikke bliver behandlet uvildigt for byret-ten, idet byretsdommeren af kollegiale hensyn er nødt til at blåstemple børn- og ungeudvalgetsafgørelse. Endvidere er det set, at samme børnesagkyndig såvel deltager i børn- og ungeudvalgetsamt i Ankestyrelse og byretten. Dette medfører at den børnesagkyndige vil have svært ved, atmodsætte sig en afgørelse i tidligere instans.For så vidt angår de to medlemmer udpeget af byrådet, har disse ingen saglige kvalifikationer til attræffe afgørelse og vil ofte tiltræde forvaltningens / politikernes egne embedsmænds indstilling.Således synes sammensætningen af børn- og ungeudvalget ikke at fremme retssikkerheden.For så vidt angår Ankestyrelsen synes der ofte blot at være tale om en vurdering af, hvorvidt børn-og ungeudvalgets afgørelse er direkte forkert og ikke en egentlig prøvelse af, hvorvidt der er taleom den korrekte afgørelse.Der synes at være et fåtal af sager, som ikke indeholder fejl.På trods heraf vælger såvel børn- og ungeudvalg som Ankestyrelse blindt at følge forvaltningensindstillinger i hovedparten af sagerne. Det synes ikke at have nogen konsekvenser at forvaltningenikke har forberedt sagen tilstrækkeligt, og man giver køb på såvel børnenes som forældrenes rets-sikkerhed under påberåbelse af barnets tarv.Således burde forvaltningerne have en interesse i, at der blev truffet den materielt, korrekte afgø-relse, men der synes snarere at være et ønske om at få medhold / vinde sagen, hvorfor man mod-arbejder forældrene. Det er endog set, at forvaltninger har tilføjet opdigtede oplysninger til sagerne,som bliver journalført og som forvaltningerne på ingen måde pålægges at føre sandhedsbevis for,

uden at forældrene har været partshørt herom. Der ses også sagsbehandlere, som stiller psykiatri-ske diagnoser af forældre og børn uden at have nogen faglig kompetence hertil, ligeledes uden atder skal føres sandhedsbevis herfor.På baggrund af ovenstående anbefales det:1. At kompetencen til at træffe afgørelse omkring tvangsfjernelse fjernes fra kommunerne ogtillægges et uafhængigt udvalg under regionerne eller en børnedomstol.2. At der i lovgivningen indføjes konsekvenser, såfremt der er retlige mangler ved forvaltnin-gens indstilling, samt3. Forældrenes muligheder for at på virke processen, herunder sagens belysning udvides, så-ledes, at forældrene har samme muligheder for at varetage sine interesser som forvaltnin-gen.4. Større brug af børnesagkyndige / uvildige til sagsbehandlingen, fremfor børnesagsbehand-lere, som ofte ønsker at legitimere sit arbejde, fremfor at nå den materielt, korrekte afgørel-se.