SOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 206: Henvendelse af 3/5-14 fra LEV om udviklingen i antallet af udviklingshæmmede, der får bevilget førtidspension

Pas på det er ved at gå galt – i hvert fald for unge med udviklingshæmningI sommeren 2012 blev førtidspensions- og kontanthjælpsreformen forhandlet på plads.Målet var en opbremsning i antallet af førtidspensioner. Dengang var der en klar op-bakning til, at mennesker med eksempelvis udviklingshæmning ikke skulle frygte vold-somme negative effekter i den forbindelse. Alle forligsparter bag aftalen gav dengangudtryk for, at det er klart, at unge med udviklingshæmmende er ”glatte sager” i denforstand, at de ikke skal trækkes igennem mange års afklaringsforløb, hvor det alligevelvil ende med at få en førtidspension. Det blev faktisk skrevet ind i forligsteksten:”Per-soner, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt åben-bart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, er undtaget fra ressourceforløb ogskal stadig kunne tilkendes førtidspension. Det kan fx være borgere med en betydelignedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning.”I Landsforeningen LEV har vi overordnet bakket op om intentionerne bag førtidspensi-ons- og kontanthjælpsreformen. Helt grundlæggende mener vi, at de som kan arbej-de, skal arbejde. Langt, langt de fleste mennesker med udviklingshæmning (skøns-mæssigt 90-95%)har ikke forudsætningerne for og vil ikke kunne rehabiliteres, om-skoles, eller uddannes til en niveau, der vil gøre dem i stand til at tjene til livets op-hold. Vi taler om mennesker som resten af livet vil være dybt afhængig af andre voks-nes støtte, omsorg og vejledning. Derfor er førtidspension det eneste realistiske for-sørgelsesgrundlag for denne gruppe unge.Når Landsforeningen LEV henvender sig så direkte til jer som Folketingsmedlemmer,er det fordi alt for mange kommuner tydeligvis har fået en praksis på førtidspensions-området, som ikke er i tråd med intentionerne bag reformen. Trods de gode intentio-ner og de mange forsikringer om, at udviklingshæmmede ikke skulle komme i klem-me, ser virkeligheden helt anderledes ud. Dette har Landsforeningen LEV længe påpe-get, men nu underbygges det så også statistisk.Antallet af personer med udviklingshæmning er rimelig konstant, sådan at der hvert årfødes 7-800 personer med udviklingshæmning, og der ikke noget, der tyder på, at dettetal hverken falder eller stiger. Den årlige tildeling af førtidspensioner til mennesker med”mentalretardering” eller ”åndssvaghed”, som fortsat anvendes som betegnelsen i denationale opgørelser, har svinget omkring de 700 personer i de sidste mange år.

Men i 2013 sker der noget. Antallet af udviklingshæmmede, der får bevilliget førtids-pension, styrtdykker til under halvdelen af det normale niveau nemlig 304 personer.I 1. kvartal af 2014 går det helt galt, her opnår kun 53 udviklingshæmmede at få tildelten førtidspension. En fremskrivning af 1.kvartals tal viser, at kun godt 25 % af alle ud-viklingshæmmede vil få bevilliget en førtidspension i 2014.Der er desværre for mange eksempler som følgende:En ung mand på 18½ år søger om førtidspension. Hans sprog er meget begræn-set, han bevæger sig rundt via et rollator, hans mentale udvikling er vurderet tilmellem 2 og 3 år og han er endnu ikke renlig og går derfor med ble, som han ik-ke selv kan skifte. Jobcenteret afviste ansøgningen om førtidspension med hen-visning til, at det da ikke kunne udelukkes, at han kunne få et fleksjob.En ung pige, på 19 år søger om førtidspension. Hun har sprog, men kan ikke læ-se, hendes mentale udviklingsalder er 3-5 år, og hun er totalt afhængig af per-sonlig omsorg og pleje. Jobcenteret afviste førtidspension og gav hende et ud-dannelsespålæg, da det – som man skriver til hendes familie - ikke kan udeluk-kes, at hun igennem et STU-forløb vil få de nødvendige læsefærdigheder til atkunne varetage et ordinært job. Man overser i forbifarten, at man ikke kan giveuddannelsespålæg til STUen, da den ikke er kompetencegivende.Helt almindelige mennesker opfatter disse eksempler som værende meget langt fraden generelle forståelse af, hvordan et velfærdssamfund behandler sine svageste bor-gere. Borgeren er blevet taberen i refusionskampen mellem stat og kommune.Jeg ved at det aldrig har været forligspartiernes intention med førtidspensionsrefor-men, at unge med udviklingshæmning skulle komme i klemme. Derfor er min opfor-dring også, at I lægger jeres partistrategier væk og i fællesskab finder en løsning. Dennuværende praksis er helt og aldeles uholdbar. Et velfærdssamfund skal vurderes på,hvordan man behandler landets absolut svageste befolkningsgruppe.