SOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 156: Henvendelse af 9/3-14 fra en gruppe forældre til unge udviklingshæmmede om, at unge udviklingshæmmede udsættes for forskelsbehandling

Unge udviklingshæmmedeoplever forskelsbehandling!Det er vores erfaring at unge udviklingshæmmede i dag bliver udsat forforskelsbehandling, og at de ikke kan få den uddannelse og udviklingsmuligheder, som debåde ønsker og har brug for.Vores reference er, at vi er forældre på Limfjordsskolen, og vi er så heldige at vores hjemkommunehar visiteret vores unge menneske til tilbuddet. Desværre oplever vi nu, at kommende forældre tilet tilbud på skolen er begyndt at komme i vanskeligheder, og at deres unge bliver udsat forforskelsbehandling i forhold til ”normale unge”.Vores henvendelse handler ikke om Limfjordsskolen, men om erfaringer vi har gjort os somforældre til unge udviklingshæmmede. For at forstå vores bekymring og erfaringer inddrager vivores egen børn og deres tilbud på Limfjordsskolen som eksempel på udfordringen.Limfjordsskolen, der er omfattet af rammeaftalen i Region Nordjylland, er en skole for ungeudviklingshæmmede, der tager deres STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) i ethelhedstilbud, hvor eleven som en del af uddannelsen bor på skolen under det 3 årige forløb.Skolen blev etableret i 1969 og har som tidligere amtskole været hele Nordjyllands skole for dennemålgruppe. Den modtager i dag 43 elever fra 10 kommuner, og har også efterkommunalereformen kunnet bevare det gode samarbejde med de forskellige kommuner. Selvomden er forankret i Vesthimmerlands Kommune, så betragter de fleste kommuner i regionen lidtskolen som ”sin egen skole”.Limfjordsskolen har igennem alle årene været en naturlig del af de unge udviklingshæmmedessamlede uddannelsesforløb, og det har for mange unge og deres familier været en selvfølge atskulle på Limfjordsskolen, når deres tid i folkeskolen var afsluttet.Efterskolelivet på Limfjordsskolen har derfor på mange måde været et kæmpeskridt – væk fra farog mor og en indtræden på en vej mod selvstændighed. Alle elever kommer fra en tilværelse somhar været 100% voksenstyret og de interesser, som de fleste kommer med, er interesser som dehar adopteret fra far og mor, bedsteforældre eller andre voksne, som har passet dem. Men når dekommer på Limfjordsskolen, så starter en proces med at finde sig selv som ung – ogudviklingshæmmet. De unge har brug for at frigøre sig, også selvom det er med støtte.Oplevelsen med at få kammerater, kærester, lære at skulle hjælpe til med praktiske gøremål, ogprøve at stå på egne ben om end de vakler lidt. Uanset hvor meget støtte de unge får og uansetskridtenes størrelse, så er sejren lige stor.Limfjordsskolen er en todelt størrelse, og skolen finansieres af Lov 564 af juni 2007 (Lov omsærligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov), bodelen finansieres af

Serviceloven og eleverne under 18 år visiteres efter §52 (årsag) og §67 (institutionstype), og demover 18 år efter §107.Skoletilbuddet kan ikke diskuteres, idet eleverne har et retskrav på en ungdomsuddannelse, ogdenne visitation går uden problemer.Det samme har været tilfældet med bodelen. Selvom der ikke der er et retskrav her, så harkommunerne i forhold til denne særlige målgruppe siden Servicelovens tilblivelse altid visiteretefter §52, da det har været den §, der bedst passede til det man ønskede. Nemlig at give ungeudviklingshæmmede mulighed for at komme på et efterskolelignende tilbud, hvor man kunne tagehøjde for de særlige behov den unge havde.I §52 og 67 er der tale om en anbringelse udenfor hjemmet, og det har igennem årene været etord, som nogle forældrene syntes var lidt svære at sluge. Da skolen har et meget tæt parløb medforældrene har de fleste kunnet leve med disse ord, især fordi finansieringen via denne paragrafgjorde eleverne i stand til at få et tilbud på lige fod med ”storebror”, der var på efterskole.Selvfølgelig skal ”lillesøsteren” også af sted!Vi kan konstatere at kommunerne er blevet mere stringente i forhold til vurderingen afanbringelsesgrundlaget. Hvis det så er rådgivers vurdering at familien er ganske almindelig ogvelfungerende, så kan man ikke med loven i hånden sende eleven på et tilbud somLimfjordsskolen, når de er under 18.Selvom vi oplever, at der generelt er en anden holdning til spørgsmålet, når eleven bliver 18 år, såoplever vi alligevel, at der i nogle tilfælde ikke kan skabes sammenhæng i tilbuddet, og at manimødekommer den unges ønske. Skolen fortæller, at man har haft en ansøger som blev 18 år inovember, men eleven kunne ikke få lov til at starte i august, fordi kommunen ikke ville visitere jvf§52. Det var ikke kommunens vurdering, at der var behov for foranstaltninger udenfor hjemmet dafamilien var velfungerende. Det var rådgivers vurdering, at eleven ”jo sagtens kunne blive boendehjemme”.Den pågældende elev måtte derfor vente et helt år på at kunne komme på Limfjordsskolen.Men det er jo ikke familiens samlede ressourcer, der er i centrum, men den unges ressourcer.Pludselig oplever vi, at der rundt omkring i kommunerne gives forskellige vilkår til deudviklingshæmmede, og at elever fra samme skoleklasse ikke længere kan få det samme tilbud(hvis de kommer fra forskellige kommuner).Set fra vores side bliver der overhovedet ikke taget hensyn til den unge, som qua sit handicap iforvejen har begrænsede muligheder. Eleven oplever så forskelsbehandling, fordi han bor i enbestemt kommune; og endelig oplever den unge udviklingshæmmede at han ikke kan komme påefterskole som f.eks sine søskende.Vi kender til forældre, der er villige til at betale en andel af udgiften, som man gør på efterskole. Ogvi har undersøgt muligheden for om det kunne være en mulighed – dvs at forældre betaler deresdel og kommunens deres del. Her løber vi så ind i at der tilsyneladende er et maximumbeløb påmerudgifter på 200.000 som overskrides, idet tilbuddet på en skole som Limfjordsskolen er dyrere.Forældres mulighed for at give deres barn et efterskolelignede ophold i denne situation er derforafhængig af et anbringelsesgrundlag. Og hvis der efter rådgivers mening ikke er det, så kan denunge ikke komme af sted, og derved er forskelsbehandlingen en realitet.Man taler meget om helhedsindsats og helhedsløsninger for borgerne, men det er ikke det vi ser idenne sammenhæng; det minder om kassetænkning. Det er frustrerende at opleve, at der ikke kan

§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det måanses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en unges særlige behov forstøtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse deproblemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50.§ 67. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser pådøgninstitutioner, herunder på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger pådøgninstitutioner for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer harbehov for at blive anbragt uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal herunder sørge for, at derer mulighed for ambulant behandling.

På vegne af en gruppe forældre