SOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 111: Henvendelse af 22/1-14 fra Brøndby Botilbud Handicap, vedrørende brev fra KL, der gør opmærksom på, at ansatte på §§ 107 og108 ikke må yde hjælp mod egenbetaling på udgifterne til kost, rejser og oplevelser fra borgerne

Den 16. januar 2014 udsendte KL et brev, der gør opmærksom på, at ansatte på §§ 107 og108ikke må yde hjælp mod egenbetaling på udgifterne til kost, rejser og oplevelser fra borgerne. Dettegælder fx, når borgeren ønsker socialpædagogisk bistand i form af ledsagelse eller støtte underferieophold, på udflugter, weekendture m.v..

Det er i for sig en smuk tanke om, at handicappet ikke skal have ekstra omkostninger grundedederes behov for ovenstående støtte. Det er sikkert tænkt som, at kommunerne skal dække allepersonaleudgifter via driften og inddrive udgifterne over taksten. I en tid hvor vi alle lavertakstnedsættelser og laver besparelser på 1-2 % hvert år, skal man nok ikke regne med, atovenstående kommer mennesker med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne til gode pånogen måder.

I Brøndby Kommune driver vi 2 botilbud og 2 bofællesskaber med 63 borgere bosiddende på 4adresser. Borgerne havde sidste år mulighed for at rejse efter individuelle ønsker på kryds ogtværs i samlet 7-8 dage pr. borger. Der ud over kunne de efter eget ønske tilkøbe evt. merferie, forden kostpris det kostede på driften. Alle borgerne rejste deres 7-8 dage, og ca. 20 borgere valgteat tilkøbe ekstra ferie. Dette er nu slut. I 2014 vil der af økonomiske årsager tilbydes 7 dages feriepå en evt. stor feriekoloni samlet for hver adresse, da vi ikke på nogen måder kan finde økonomi tilanden for rejseaktivitet. Det betyder at rejser som tilrettelægges efter ønsker, relationer, behov ogvenskaber er erstattet af stordrift og fastlåshed i takstberegninger uden hensyn til, at borgeren kanfå et fortjent pusterum fra en hverdag med påtvungne medborgere og skiftende personale. Det erslut med at opleve vores borgere i nye og spændene kontekster, og det er slut med at nyde at bo,sov, spise og opleve 1:1.

Med hensyn til at gå i biografen, teater, Tivoli, cafeture m.m., så har dette også en ende i 2014. Idet vores økonomi ikke kan dække for personalets udgifter i den udstrækning, som mange af voresborgere har ønske om. Borgerne har tidligere betalt udgifterne for personalet, mens vi har afholdtlønnen. Dette har betydet, at borgerne har haft stor mulighed for at dyrke deres kulturelle ogfritidsinteressere fuldstændigt efter deres egne ønsker og behov. Det er slut nu. Der vil selvfølgeligblive tilbudt en årlig fælles sommertur, og måske nogle andre få store fælles ture.

Så alt i alt er det en stor forringelse og indskrænkning af den enkelte borgers ret til at forvalte sinepenge, som han eller hun selv ønsker. Det er en forskelsbehandling i sådan en vid udstrækning,set fra vores perspektiv, at det skriger til himlen. Et menneske med handicap kan ikke mere vælgefrit i forhold til ferie og fritidsinteresser. Det er diskriminerende i sådan en karakter, at man føler sighensat til gamle dage med Åndssvageforsorgen, lommepenge og stordrift uden hensynstagen tilden enkeltes borgers drømme, ønsker, fantasi og økonomi.

Nu vil den rationelle læser nok tænke, at vi jo bare kan skrue op for taksten. Og jo tak det skal nokblive en realitet i en tid, hvor alle offentlige serviceaktører bliver skåret helt ind til benet. I en tidhvor normalområdet som specialområdet har brugt rigtig mange år på at skære på alt og spare påmeget. Nej vel! Vi kommer ikke til at lave så stor en merudgift på dette område. Vi kommer til atrette ind på en lovgivning, som har smadret og invalideret borgerens hårdt tilkæmpet rettigheder tilat bruge sine penge, som han eller hun selv ønsker. Vi kommer til at destruere de åndehuller, hvorborgere der altid lever i en gruppekontekst, som han eller hun ikke selv har sammensat, tidligerehar kunne vælge at holde pause fra og være i en selvvalgt kontekst i en kort periode af deres liv.Hvor er værdigheden og livsindholdet i denne konsekvens?

Er det så kun de rige borgere, som har rejst så ”eksklusivt”? Nej af vores 63 borgere var der ingen i2013, som ikke fik et rejsetilbud. Men de var selvfølgelig tilrettelagt så den enkeltes borgersøkonomi kunne bære udgiften. Og som det er for alle os andre – der Gudskelov ikke harlovindblanding m.m. i vores priotering af økonomi – så havde nogle råd til mere luksus end andreog flere ekstra dage. Man kan hævde, at så stor ”uretfærdighed” ikke vil forekomme mere, for nuskal vi alle sammen på Koloni på samme tid og samme sted – og det kan jo syntes retfærdigt efterhvilke øjne der kigger på det. Men en ting er sikkert – det er en ”retfærdighed” der heldigvis ikkerammer alle os ”normale”! Vi har stadig lov til at rejse, shoppe, gå på cafe, købe kulturelleoplevelser efter vores økonomiske formåenhed og ikke efter et retfærdighedsprincip målt i forholdtil naboen.

Det hele tager måske sin begyndelse i nogle meget voldsomme besparelser i nogle kommuner,hvor man lavede egenbetaling på alt, og ikke budgetterede med nogen former for oplevelser/ferie itaksten i sin iver efter at spare. Dette er selvfølgelig helt uacceptabelt, men at lave en lovgivning påområdet, som er så usmidig, at der overhovedet ikke er en valg mulighed for at til at vælge nogetekstra i sit liv sammen med de mennesker, som man har sine tætte og nære relationer til i detdaglige – det er helt ude i hampen.

Så nu vil man fremover se os komme i store busser til sovesalskolonier eller på den årlige skovtur.Slut er oplevelsen af borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i biograffer, pårestauranter, i teater, til koncerter, til festivaler, på charterferien m.m. – og så kan man jo overvejeom det er en gevinst eller et tab for alle os andre ”normale”, som vil forsætte ovenståendeaktiviteter efter vores økonomiske formåenhed og sammen med de mennesker som vi relaterer ostil?