Skatteudvalget
København den 11. september 2014
Møde med en af de førende kapaciteter inden for grønne afgifter
I forbindelse med den globale konference om grønne afgifter, som i år finder sted i København fra
den 24. til 26. september med Aarhus Universitet som vært, har vi en af de største internationale
kapaciteter inden for grønne afgifter på besøg i København, Paul Ekins fra University College
London. Der vedlægges en kort præsentation af Paul Ekins.
Paul Ekins har lidt ekstra tid i København og kommer gerne til Christiansborg. Det er således en
mulighed for, at interesserede skatteordførere kan vende tanker og høre om internationale
erfaringer. Mulige temaer kunne f.eks. være:
1. Grønne afgifter versus opkrævning af provenu over indkomstskatter – fordele, ulemper og
forskellig påvirkning af konkurrenceevnen
2. Håndtering af den udfordring, at provenuet fra grønne afgifter vil være faldende
3. Mulighed for korrektioner ved grænsen – Border Adjustments.
Vi kan lave et fælles og åbent møde i en større kreds eller lukkede, individuelle møder for de
enkelte skatteordførere/partier. Paul Ekins har bedst tid torsdag den 25. september mellem kl. 11
og 15, og fredag den 26. september kl. 11-13. Men der er givet mulighed for andre tidspunkter,
hvis der bliver brug for det, dog ikke tidspunkter, hvor Paul Ekins holder oplæg eller på anden
måde er bundet af konferencen.
Venlig hilsen
Vibeke Andersen