REU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 82: Rapport om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene afgivet af Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene, fra justitsministeren

Kapitel 1 ...................................................................................................... 6Udvalgets kommissorium, sammensætning og arbejde .............................. 61. Udvalgets nedsættelse og udvalgets kommissorium ........................... 62. Udvalgets sammensætning .................................................................. 93. Udvalgets arbejde ................................................................................ 93.1. Udvalgets møder .......................................................................... 93.2. Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret ......................... 103.3. Retsplejerådet ............................................................................. 113.4. Ekstern konsulentbistand............................................................ 113.5. Udvalgets følgegruppe ............................................................... 12Kapitel 2 .................................................................................................... 13Overordnede overvejelser og sammenfatning af udvalgets forslag .......... 131. Overordnede overvejelser om domstolenes opgaver i civile sager. .. 132. Sammenfatning af udvalgets forslag ................................................. 152.1. Fortsat fokus på produktivitet og produktivitetsforbedringer veddomstolene ........................................................................................ 152.2. Forslag vedrørende digitalisering ............................................... 162.3. Forslag vedrørende forløbet frem til sagens anlæg .................... 162.4. Forslag vedrørende retsmægling ................................................ 182.5. Forslag vedrørende bevisspørgsmål ........................................... 182.6. Forslag vedrørende sagens forberedelse .................................... 192.7. Forslag vedrørende hovedforhandlingen .................................... 212.8. Forslag vedrørende retsafgift ..................................................... 222.9. Forslag vedrørende appel ........................................................... 222.10. Øvrige forslag ........................................................................... 23Kapitel 3 .................................................................................................... 25Forløbet af en civil sag i byretten .............................................................. 251. Indledning.......................................................................................... 252. Sagens anlæg, forkyndelse og svarskrift ........................................... 253. Fri proces ........................................................................................... 274. Retsmægling ...................................................................................... 285. Forberedende møde (§ 353-møde) .................................................... 286. Den videre forberedelse .................................................................... 307. Hovedforhandling og domsafsigelse ................................................. 31Kapitel 4 .................................................................................................... 33Sagsbehandlingstider ................................................................................. 331. Indledning.......................................................................................... 331.1. Byretterne ................................................................................... 331.2. De overordnede retter ................................................................. 352. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved byretterne................................ 372

2.1 Civile sager .................................................................................. 372.2 Straffesager.................................................................................. 402.3 Fogedsager .................................................................................. 422.4 Skiftesager ................................................................................... 433. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved Sø- og Handelsretten .............. 454. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved landsretterne ........................... 475. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved Højesteret ............................... 496. Domstolenes mål for sagsbehandlingstiderne ................................... 50Kapitel 5 .................................................................................................... 53Produktivitet .............................................................................................. 531. Overordnet om metode for måling af produktivitet pådomstolsområdet ................................................................................... 531.1. Generelt ...................................................................................... 531.2 Vægtningen og produktivitetsberegningen i praksis ................... 551.3. Produktivitetsudviklingen siden domstolsreformen ................... 552. Produktivitetsudvikling ved byretterne mv. ...................................... 563. Produktivitetsudvikling ved landsretterne ......................................... 584. Udvalgets overvejelser ...................................................................... 61Kapitel 6 .................................................................................................... 62Digitalisering ............................................................................................. 621. Sagsbehandlingen i dag ..................................................................... 622. Udvalgets overvejelser ...................................................................... 63Kapitel 7 .................................................................................................... 67Forløbet frem til sagens anlæg .................................................................. 671. Fremme af sagen med fornøden hurtighed ........................................ 671.1. Gældende ret .............................................................................. 671.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 682. Forlig/mægling inden udtagelse af stævning .................................... 692.1. Gældende ret .............................................................................. 692.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 693. Isoleret bevisoptagelse ...................................................................... 703.1. Gældende ret .............................................................................. 703.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 704. Advokatpålæg og beskikkelse af advokat ......................................... 734.1. Gældende ret .............................................................................. 734.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 745. Stedlig kompetence - værneting ........................................................ 745.1. Gældende regler ......................................................................... 745.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 756. Kravet om original underskrift på processkrifter .............................. 776.1. Gældende ret .............................................................................. 773

6.2. Udvalgets overvejelser ............................................................... 78Kapitel 8 .................................................................................................... 79Retsmægling .............................................................................................. 791. Reglerne om retsmægling.................................................................. 792. Statistik og økonomi.......................................................................... 803. Muligheder for at øge brugen af retsmægling ................................... 833.1. Retsmægling uden anlæg af retssag ........................................... 843.2. Obligatorisk retsmægling ........................................................... 853.3. Tilbagebetaling af retsafgift, hvis sagen afsluttes forligsmæssigtefter retsmægling ............................................................................... 853.4. Økonomiske konsekvenser for en part, som afslår at deltage iretsmægling ....................................................................................... 863.5. Retsmæglers mulighed for at fremsætte forligsforslag til parterne........................................................................................................... 873.6. Regler om fastsættelse af tidspunktet for retsmæglingen........... 883.7. Fleksibel anvendelse af dommerretsmæglere ............................ 893.8. Øget anvendelse af retsmægling ved identifikation af bedstepraksis................................................................................................ 89Kapitel 9 .................................................................................................... 91Bevisspørgsmål ......................................................................................... 911. Vidner ................................................................................................ 911.1. Krav til bevisførelsens relevans og afskæring af overflødigbevisførelse........................................................................................ 911.2. Tidlig underretning af vidner om tidspunktet forhovedforhandlingen ........................................................................... 931.3. Vidneafhøringen, forberedelse af vidnet samt vidnets egenforberedelse ....................................................................................... 941.4. Skriftlige vidneerklæringer ........................................................ 961.5. Vidneafhøring ved brug af telekommunikation ......................... 972. Syn og skøn ....................................................................................... 993. Øvrige beviser ................................................................................. 102Kapitel 10 ............................................................................................ 104Sagens forberedelse ............................................................................. 1041. Indledning....................................................................................... 1042. Forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353................................. 1053. Yderligere skriftveksling ................................................................. 1074. Betalingspåkrav jf. retsplejelovens 348, stk. 3. ............................... 1104.1. Gældende regler ....................................................................... 1104.2. Udvalgets overvejelser ............................................................. 1115. Forberedelsens afslutning................................................................ 1126. Ekstrakt, tidsplan og materialesamling. Fortegnelse i småsager. .... 1144

7. Lovbestemt frist for afholdelse af hovedforhandling ...................... 116Kapitel 11 ................................................................................................ 118Hovedforhandlingen ................................................................................ 1181. Indledning........................................................................................ 1182. Skriftlig forelæggelse ...................................................................... 1183. Skriftlig procedure........................................................................... 1194. Tilkendegivelser .............................................................................. 1195. Kortere domme i sager, som behandles under medvirken af tredommere .............................................................................................. 1216. Øget brug af skriftligt behandlede sager ......................................... 1237. Rettens aktive medvirken ved hovedforhandlingens tilrettelæggelse............................................................................................................. 1258. Digital modtagelse af dokumenter i forbindelse med domsskrivning............................................................................................................. 1279. Digital udsendelse af dom ............................................................... 12710. Berammelse og andel omberammelser ......................................... 128Kapitel 12 ................................................................................................ 130Retsafgifter mv. ....................................................................................... 1301. Gældende regler .............................................................................. 1301.1. Afgift i 1. instans i civile sager ................................................ 1301.2. Afgift for appel ......................................................................... 1312. Udvalgets overvejelser om ændring af retsafgifterne ..................... 1313. Udvalgets overvejelser om en afgift for ansøgning tilProcesbevillingsnævnet om appeltilladelse ......................................... 133Kapitel 13 ................................................................................................ 136Appel ....................................................................................................... 1361. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og anbefalinger omadgangen til appel i civile sager .......................................................... 1362. Udvalgets overvejelser og anbefalinger om sagstilgangen tilHøjesteret ............................................................................................ 140Kapitel 14 ................................................................................................ 143Øvrige overvejelser ................................................................................. 1431. Øget digitalisering i forbindelse med forkyndelse .......................... 1432. Ændrede krav til inddragelse af boligdommere .............................. 1443. Central udvikling af hjælpetekster og administrative vejledninger 1454. Regulering af beløbsgrænser med pris- og lønudviklingen ............ 1465. Brugen af 3-dommersager og sager med sagkyndige dommere ..... 146Kapitel 15 ................................................................................................ 148Økonomiske og administrative konsekvenser af udvalgets forslag ........ 148Kapitel 16 ................................................................................................ 152Lovudkast med bemærkninger ................................................................ 1525

Kapitel 1Udvalgets kommissorium, sammensætning og arbejde1. Udvalgets nedsættelse og udvalgets kommissoriumI tilknytning til aftalen om finansloven for 2012 blev det besluttet at igang-sætte en række tværministerielle analysearbejder på domstolenes område.Analyserne skal afdække mere langsigtede muligheder for bl.a. regelæn-dringer og reformer i domstolssystemet, der understøtter effektiv opgave-varetagelse.Justitsministeriet har på den baggrund bl.a. nedsat Udvalget om bedre ogmere effektiv behandling af civile sager ved domstolene.Udvalgets kommissorium har følgende ordlyd:”1. Med lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejelo-ven og forskellige andre love (politi- og domstolsreform) blevder gennemført en række omfattende ændringer af domstolenesorganisation og virksomhed, som har betydet den største re-form af domstolenes forhold i nyere tid.Reformen er gennemført med det mål at skabe de bedst muligerammer for, at domstolenes opgaver kan løses med en ensartethøj faglig kvalitet overalt i landet og med en fleksibel, service-orienteret og effektiv tilrettelæggelse af sagsbehandling veddomstolene.Reformen har medført, at der er etableret større og styrkedebyretter (ved en sammenlægning af de daværende 82 retskred-se til 24), og at der samtidig er gennemført en mere sammen-hængende instansordning, hvor byretterne er blevet den almin-delige første instans i alle civile sager, mens de overordnederetters ressourcer koncentreres om behandlingen af principiellesager og appelsager.Der er endvidere bl.a. indført mere fleksible sagsbehandlings-regler i første instans med henblik på at give domstolene mu-lighed for efter det konkrete behov at gennemføre en mere ef-fektiv sagsstyring også i større civile sager. Herudover er derindført regler, der giver mulighed for, at ny teknologi i øgetomfang vil kunne indføres i retssagsbehandlingen.Hertil kommer, at der er skabt en særlig forenklet procesformfor civile sager om krav af mindre værdi (den såkaldte ”små-sagsproces”) med henblik på at få gjort det hurtigere og billige-re at få behandlet sådanne sager.7

2.Der er siden gennemførelsen af domstolsreformen foretagetforskellige ændringer af retsplejeloven.Reglerne i retsplejeloven har også for nylig gennemgået æn-dringer, og der er endvidere overvejelser i gang med henblikpå yderligere ændringer i den civile retspleje.Hertil kommer, at der med henblik på ny lovgivning er afgivetbetænkning nr. 1528/2012 af en arbejdsgruppe under Justits-ministeriet vedrørende forkyndelse.Endelig har Retsplejerådet netop afgivet betænkning nr.1530/2012 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud, ogrådet arbejder aktuelt med bl.a. spørgsmålet om adgang til løn-indeholdelse for private krav.3.I den aftale, som regeringen og Enhedslisten indgik den 20.november 2011 om finansloven for 2012, er det anført, at rege-ringen og Enhedslisten er enige om, at et velfungerende og ef-fektivt domstolssystem er væsentligt for retshåndhævelsen ogborgernes adgang til at få løst deres retstvister.Aftaleparterne ønsker at sikre et solidt grundlag for, at Dan-mark i fremtiden får endnu bedre og mere effektive domstole.Det er derfor aftalt, at der skal igangsættes et analysearbejde,som bl.a. skal belyse effektiviseringspotentialer, aktivitet ogproduktivitet i domstolene og afdække mere langsigtede mu-ligheder for bl.a. regelændringer og reformer i domstolssyste-met, der understøtter effektiv opgavevaretagelse.4.Regeringen har besluttet at nedsætte et udvalg, som skal be-lyse behovet og mulighederne for at foretage tilpasninger afdomstolenes virkemåde, for så vidt angår behandlingen af civi-le sager i byretterne, landsretterne og Højesteret.Udvalget forudsættes i den forbindelse at belyse aktivitet ogproduktivitet i domstolene samt at vurdere effektiviseringspo-tentialer mv. med det sigte, at sagsbehandlingstiderne i de civi-le sager nedbringes. I den forbindelse skal udvalget i relevantomfang kortlægge og analysere processer, sagsskridt og ar-bejdsgange i forbindelse med domstolenes behandling af civilesager.Udvalget skal på baggrund heraf komme med forslag til initia-tiver der kan sikre en bedre og mere effektiv og fleksibel be-handling af civile sager, herunder bl.a. i forhold til regelgrund-laget (retsplejeloven) samt arbejdsformen, opgavefordelingenmv. ved domstolene.

Udvalgets overvejelser og forslag til ændringer i forhold til be-handlingen af civile sager skal ikke omfatte selve retskreds-strukturen, dvs. antallet af byretskredse mv., men skal derimodkunne omfatte ethvert andet tiltag, der vil kunne bidrage til atopnå det anførte mål om en fortsat udvikling af et bedre og me-re effektivt domstolssystem, samtidig med at det sikres, at be-handlingen af sagerne fortsat sker på en retssikkerhedsmæssigforsvarlig måde. I overvejelserne bør indgå, om der er elemen-ter i domstolsreformen (udover strukturreformen), som ikkefuldt ud har haft den ønskede virkning på sagsbehandlingstiderog kvalitet mv.Det forudsættes, at udvalgets forslag samlet set understøtter enmere effektiv opgavevaretagelse ved behandlingen af civilesager og samlet set ikke medfører merudgifter.Det forudsættes, at udvalget afgrænser sit arbejde således, atspørgsmål, som allerede specifikt behandles i andet regi, ikkeogså gøres til genstand for overvejelser i udvalget, og at der iøvrigt sker den fornødne koordination med arbejdet i bl.a.Retsplejerådet.Det forudsættes endvidere, at udvalget inddrager relevante er-faringer fra udlandet, herunder navnlig de øvrige nordiske lan-de.Udvalget anmodes om at udarbejde forslag til lovregler på deområder, hvor udvalgets forslag vil nødvendiggøre lovændrin-ger.Udvalget sammensættes med repræsentanter fra Justitsministe-riet, Finansministeriet, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dom-merforening samt Advokatrådet. Udvalgets formand udpegesaf Justitsministeriet. Der kan, hvis det vurderes at være hen-sigtsmæssigt, nedsættes underudvalg vedrørende bestemtespørgsmål. Udvalget – og eventuelle underudvalg – kan anmo-de særligt sagkyndige personer om at deltage i behandlingen afet givent spørgsmål. Sekretariatsfunktionen varetages af Ju-stitsministeriet (sekretariatsformand), Finansministeriet ogDomstolsstyrelsen.Udvalget kan inddrage ekstern konsulentbistand, hvis dettevurderes at være relevant. Udgifter hertil afholdes ligeligt afFinansministeriet og Justitsministeriet.Der nedsættes en følgegruppe bestående af interesseorganisati-oner mv., som løbende vil blive orienteret om og inddraget iudvalgets arbejde.Udvalget anmodes om så vidt muligt at afslutte sit arbejde se-nest den 1. september 2013. Udvalget anmodes om i første9

række at prioritere forslag, som vil kunne afklares på kort sigt,og så vidt muligt de forslag som af udvalget vurderes at havede største effektiviseringspotentialer.”2. Udvalgets sammensætningUdvalget har følgende sammensætning:Landsretspræsident Bjarne Christensen (formand)Landsdommer Mikael Sjöberg, Den Danske DommerforeningDommer Elisabet Michelsen, Den Danske DommerforeningAdvokat Pernille Backhausen, AdvokatrådetAdvokat Lars Svenning Andersen, Danske AdvokaterDirektør Charlotte Münter, DomstolsstyrelsenKontorchef Anders Bager Jensen, FinansministerietAfdelingschef Carsten Kristian Vollmer, JustitsministerietKontorchef Stig Henneberg, Finansministeriet, indtrådte som medlem afudvalget i december 2012 i stedet for kontorchef Nikolas Lyhne-Knudsen,Finansministeriet. Kontorchef Anders Bager Jensen, Finansministeriet,indtrådte som medlem af udvalget i oktober 2013 i stedet for kontorchefStig Henneberg.Sekretariatetsfunktionen for udvalget blev ved arbejdets afslutning vareta-get af Jonas From Soelberg (Finansministeriet), Nikolaj Stenfalk (Finans-ministeriet), Marianne Ploug (Domstolsstyrelsen) og Cecilie MaarbjergQvist (Justitsministeriet).I forbindelse med arbejdet har Nanna Skriver Dall (Finansministeriet), Dit-te Lauritzen (Finansministeriet) og Line Bjørklund (Domstolsstyrelsen)desuden i forskellige perioder deltaget i sekretariatet.3. Udvalgets arbejde3.1. Udvalgets møderUdvalget påbegyndte sit arbejde i november 2012 og har afholdt 11 møder.Udvalget har i juli 2013 afgivet to delnotater om henholdsvis adgangen tilappel i civile sager og sagstilgangen til Højesteret.

Udvalget har som led i arbejdet indhentet oplysninger fra Norge, Sverigeog Finland, ligesom udvalget har indhentet en række statistiske oplysnin-ger fra Domstolsstyrelsen og retterne.3.2. Underudvalget om sagstilgangen til HøjesteretMed lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskelli-ge andre love (politi- og domstolsreform) blev der gennemført en rækkeomfattende ændringer af domstolenes organisation og virksomhed.Med reformen blev der bl.a. gennemført en ændring af instansordningen,så byretterne er den almindelige første instans i alle civile sager, mens deoverordnede retters ressourcer koncentreres om behandlingen af principiel-le sager og appelsager.Civile sager behandles således som udgangspunkt ved byretten i første in-stans, dog således at byretten efter anmodning fra en part kan henvise ensag til behandling ved landsret i første instans, hvis sagen er af principielkarakter. Domme, som er afsagt af en landsret som første instans, kan fritankes til Højesteret.Ved Sø- og Handelsretten behandles visse særlige sagstyper vedrørendeerhvervsforhold som opregnet i retsplejelovens § 225. Domme, som er af-sagt af Sø- og Handelsretten, kan frit ankes til Højesteret.Højesteretspræsident Børge Dahl har ved brev af 10. oktober 2012 til ju-stitsministeren imidlertid bl.a. peget på, at reformens mål om, at Højeste-rets ressourcer koncentreres om behandlingen af principielle sager, ikke ernået for de civile ankesager. Der peges i den forbindelse navnlig på, at endel af de sager, der er behandlet af landsretterne som første instans eller afSø- og Handelsretten, efter formålet med domstolsreformen ikke burde be-handles af Højesteret.Retspræsident for Sø- og Handelsretten Henrik Rothe har i forlængelseheraf ved brev af 29. oktober 2012 til justitsministeren peget på en rækkeforhold vedrørende den fri ankeadgang fra Sø- og Handelsretten til Høje-steret.Udvalget besluttede på den baggrund at nedsætte et underudvalg til at sepå de problemstillinger om sagstilgangen til Højesteret, som rejses i høje-steretspræsident Børge Dahls brev af 10. oktober 2012 og retspræsident for11

Sø- og Handelsretten Henrik Rothes brev af 29. oktober 2012 til justitsmi-nisteren.Underudvalget har afholdt 4 møder og har været sammensat af repræsen-tanter for Højesteret, landsretterne, byretterne, Sø- og Handelsretten,Dommerforeningen, Advokatrådet og Danske Advokater. Formand for ud-valget, Bjarne Christensen, var formand for underudvalget, og sekretariats-funktionen for underudvalget blev varetaget af udvalgets sekretariat.Underudvalget afleverede den 27. marts 2013 et notat om sagstilgangen tilHøjesteret til udvalget, jf. nærmere herom kapitel 13, afsnit 2. Notatet ermedtaget som bilag 2 til dette notat.3.3. RetsplejerådetUdvalget har valgt at anmode Retsplejerådet om at behandle emnet syn ogskøn og i tilknytning hertil også visse spørgsmål om dokumentbeviser.Retsplejerådet har på den baggrund i august 2013 afleveret et notat til ud-valget om visse spørgsmål i forbindelse med syn og skøn i civile sager, jf.nærmere herom kapitel 9, afsnit 2. Notatet er medtaget som bilag 3 til dettenotat.3.4. Ekstern konsulentbistandUdvalget har inddraget ekstern konsulentbistand som en del af sit arbejde.Konsulentfirmaet Deloitte Consulting har således for udvalget gennemførten analyse af domstolenes processer, ressourceforbrug og sagsbehand-lingstider i forbindelse med behandling af civile sager. Analysen indehol-der både en kortlægning og forslag til effektvisering i forbindelse meddomstolenes behandling af civile sager.Deloitte Consulting har i september 2013 afsluttet analysen med rapporten”Analyse af civile sager”. Rapporten indeholder en række anbefalinger,som efterfølgende er blevet drøftet i udvalget. Anbefalingerne inddragesnedenfor i de relevante afsnit, og rapporten i sin helhed er medtaget sombilag 4 til dette notat.

3.5. Udvalgets følgegruppeI overensstemmelse med udvalgets kommissorium har der været nedsat enfølgegruppe bestående af interesseorganisationer mv., som løbende skalorienteres om og inddrages i udvalgets arbejde.Følgende organisationer mv. har deltaget i følgegruppen:DommerfuldmægtigforeningenForbrugerrådetFinansrådetRealkreditrådetDansk ErhvervHåndværksrådetDansk InkassoBrancheforeningHK Landsklubben Danmarks DomstoleFSR – Danske RevisorerDanmarks RederiforeningDansk ArbejdsgiverforeningLandsorganisationen i DanmarkLiberale Erhvervs RådDomstolenes TjenestemandsforeningDansk IndustriForsikring & PensionDansk ByggeriHK DanmarkDer har været afholdt 3 møder, hvor følgegruppen er blevet orienteret omudvalgets arbejde og har haft lejlighed til at komme med forslag til udval-gets overvejelser og til emner, som udvalget kunne inddrage i sit arbejde.

Kapitel 2Overordnede overvejelser og sammenfatning af udvalgets forslag1. Overordnede overvejelser om domstolenes opgaver i civile sager.Domstolenes opgave i civile sager er at afgøre retstvister for borgere, virk-somheder og myndigheder. Et velfungerende og effektivt domstolssystemer væsentligt for retshåndhævelsen, for kontrollen med myndighedsud-øvelsens lovlighed, for virksomhedernes indgåelse og opfyldelse af kon-trakter og for borgernes adgang til at få løst deres retstvister både i forholdtil andre borgere og i forhold til erhvervsvirksomheder og offentlige myn-digheder. Et velfungerende og effektivt domstolssystem er således afgø-rende for offentlige myndigheder, for erhvervslivet og for den enkelte bor-ger. Et velfungerende og effektivt domstolssystem er kort sagt af afgøren-de betydning for et demokratisk samfund som det danske.Domstolenes afgørelser skal være materielt korrekte og af høj faglig kvali-tet. Det kræver en ordentlig og grundig sagsbehandling. Samtidig skalsagsbehandlingen tilrettelægges, så den er fleksibel, serviceorienteret ogeffektiv til gavn for borgerne.Domstolene skal behandle og afgøre alle de sager, som efter reglerne kanindbringes for domstolene. Domstolene kan således ikke selv vælge atbortprioritere sagsområder eller nedprioritere behandlingen af bestemtesagsområder.Domstolenes evne til og muligheder for at leve op til de krav, der er nævntovenfor, er af afgørende betydning for tilliden til retssystemet, og tillid tilretssystemet er af afgørende betydning i et demokratisk samfund.Mere effektiv og fleksibel behandling af sagerne er noget, som der igen-nem flere år har været fokus på hos domstolene. Domstolene har såledesallerede i de senere år iværksat forskellige tiltag bl.a. for at nedbringesagsbunkerne ved byretterne og for at dele erfaringer på tværs af retskred-sene med hensyn til gode sagsgange og sagstilrettelæggelse. Disse tiltag erudført i samarbejde mellem Domstolsstyrelsen, de enkelte retter og Dom-merforeningen og de øvrige personaleorganisationer inden for domstolene.Et af de seneste eksempler er den vejledning, som Dommerforeningen harudarbejdet om behandlingen af civile sager ved byretterne. Sammen medlandsretternes fælles vejledninger for behandlingen af sager i landsretterne14

og Højesterets vejledninger om behandlingen af sager ved Højesteret bi-drager den til at skabe ensartethed og klarhed for alle aktører, så sagernekommer godt gennem domstolssystemet.Også blandt advokaterne er der fokus herpå, og Advokatrådets Procesud-valg har udarbejdet vejledningen ”Den Gode Proces – Advokatens arbejdemed civile sager” med det formål at medvirke til en god retssagsproces tilgavn for alle implicerede aktører og til gavn for sagsbehandlingstiden.Tilrettelæggelsen af arbejdet ved domstolene skal ske med respekt for denretssikkerhed, som er helt afgørende for borgernes tillid til domstolene.Domstolenes afgørelser skal være materielt rigtige og af høj kvalitet, ogdet stiller krav til grundighed.Domstolenes sagsbehandlingstider har også stor betydning. Afgørelser skalikke bare være rigtige. De skal også træffes i rette tid, således at retstvisterkan afsluttes inden for rimelig tid. Korte sagsbehandlingstider er af afgø-rende betydning for erhvervslivet, borgerne og det offentlige, fordi kortesagsbehandlingstider bidrager til, at perioder med usikkerhed om økono-miske eller personlige forhold bliver så korte som muligt. Det er ikkemindst på dette område, at domstolene i de sidste mange år har haft en storudfordring, og hvor man aktuelt stadig har et betydeligt forbedringspoten-tiale især i landsretterne og Højesteret.Udvalget for bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved dom-stolene har igennem sit arbejde fokuseret på at sikre både en hurtigere ogmere smidig, effektiv og fleksibel behandling af sagerne, men hele tidenmed fokus på at opnå den rette balance i forhold til kvaliteten i domstole-nes arbejde, og på en måde, så det sikres, at behandlingen af sagerne fort-sat sker på en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.Udvalget har med disse hensyn for øje stillet en lang række forslag vedrø-rende behandlingen af civile sager ved domstolene, som kan være med tilat optimere og effektivisere processen og føre til en samlet set bedre ogmere effektiv behandling af de civile sager i alle instanser.Udvalgets forslag vedrører alle faser i en civil sag, dvs. forløbet frem tilsagens anlæg, sagens forberedelse, sagens beviser, hovedforhandlingen ogappel, men også mere overordnede emner som f.eks. digitalisering, pro-duktivitet og sagsbehandlingstider er blevet behandlet af udvalget.

2. Sammenfatning af udvalgets forslagUdvalgets forslag til at opnå en bedre, mere effektiv og smidig behandlingaf de civile sager vedrører alle led i en civil sag helt fra før sagen anlæggesog til appel.Udvalget har tidligere afgivet delnotater med forslag og lovudkast med til-hørende bemærkninger om appel og sagstilgangen til Højesteret. Endvide-re har Retsplejerådet afleveret et notat til udvalget med et lovudkast medbemærkninger vedrørende visse spørgsmål om syn og skøn. De lovudkast,der er indeholdt i delnotaterne og i Retsplejerådets notat, er ikke medtagetigen i det lovudkast, der findes nedenfor i kapitel 16.Kapitel 16 indeholder derimod udvalgets øvrige forslag, som er samlet i etlovudkast med tilhørende bemærkninger.Der redegøres i det følgende nærmere for udvalgets overvejelser og for-slag.Udvalgets forslag og anbefalinger kan sammenfattes således:2.1. Fortsat fokus på produktivitet og produktivitetsforbedringer veddomstoleneDet er vigtigt for udvalget, at der fortsat er fokus på produktivitet og mu-lighederne for løbende produktivitetsforbedringer ved domstolene. Udval-get understreger dog, at det også er vigtigt, at den høje kvalitet i domstole-nes arbejde samtidig fastholdes. Produktivitet og fokus på produktivitetkan således ikke stå alene.Udvalget har noteret sig, at domstolene har et hold af Bedste Praksis-konsulenter, som kan anvendes af retterne, og anbefaler, at produktivitetenogså fremadrettet søges forbedret i det omfang, som retssikkerhedsmæssi-ge hensyn giver grundlag for og på en måde, som sikrer, at den høje kvali-tet i domstolenes arbejde fastholdes. En sådan forbedring af produktivite-ten kanske bl.a. ved udbredelse af bedste praksis. Det må forventes, at ar-bejdet med udbredelsen af bedste praksis i domstolenes behandling af civi-le sager vil indebære et effektiviseringspotentiale, som udvalget finder, atder bør arbejdes videre med at realisere.

2.2. Forslag vedrørende digitaliseringUdvalget er orienteret om det arbejde, der pågår med indførelse af juridi-ske fagsystemer og anden form for digitalisering ved domstolene. Udval-get finder det generelt vigtigt, at der fortsat arbejdes med indførelse og ud-bredelse af digitalisering ved domstolene.Særligt i forhold til arbejdet med digitalisering af sagsskridt ved sagensindledning indføres hjemmel i retsplejeloven til, at Domstolsstyrelsen kanfastsætte regler om, at der ved indgivelse af stævning og svarskrift skalanvendes bestemte blanketter som forside.Der arbejdes videre med at implementere en løsning med en elektroniskindberetningsblanket, som vil kunne medvirke til at understøtte fyldestgø-rende indberetning af oplysninger, som kræves ved stævning og svarskrift.2.3. Forslag vedrørende forløbet frem til sagens anlæg2.3.1. Fremme af sagen med fornøden hurtighedDer indsættes en bestemmelse i retsplejelovens afsnit om rettergangsmå-den om, at parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed,til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en for-ligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg.Der indsættes en bestemmelse i kapitlet om sagsomkostninger i retspleje-loven, hvorefter det kan få omkostningsmæssige konsekvenser, hvis deteksempelvis i forbindelse med hovedforhandlingen bliver klart, at en afparterne har forhalet sagen, herunder nægtet at indgå i drøftelser medmodparten om f.eks. forlig.2.3.2. Forligsdrøftelser/mediation inden udtagelse af stævningRetsplejelovens § 353 tilføjes en bestemmelse om, at parterne på det forbe-redende møde skal redegøre for, hvilke drøftelser der forud for mødet ogherunder også forud for udtagelse af stævning har været mellem parterneom bl.a. mulighederne for forlig.

2.3.3. Isoleret bevisoptagelseRetsafgiftsloven ændres for at koncentrere processen vedrørende isoleretbevisoptagelse, så det betragtes som en ny sag, der udløser ny afgift, hvisadvokaterne stiller supplerende spørgsmål i forbindelse med den isoleredebevisoptagelse mere end tre måneder efter, at der foreligger en besvarelseaf de stillede spørgsmål. Ændringen retter sig mod optagelse af syn ogskøn og har ikke betydning for vidneførsel i medfør af retsplejelovens §343.Retsplejelovens § 343, stk. 3, ændres, så retten får mulighed for at fordeleomkostningerne i forbindelse med isoleret bevisoptagelse, hvis der modta-ges en begæring herom fra skønsrekvirenten senest 3 måneder efter, at derforeligger en besvarelse af de stillede spørgsmål. Som konsekvens herafændres § 343, stk. 2, 1. pkt., således at den part, som ønsker beviset opta-get, foreløbigt afholder udgifterne ved bevisoptagelsen.2.3.4. Advokatpålæg og beskikkelse af advokatMedvirken af en advokat vil i visse tilfælde medføre, at sagen kan behand-les hurtigere ved domstolene. Det er udvalgets opfattelse, at der burdemeddeles advokatpålæg oftere, end det sker i praksis, og udvalget foreslårderfor, at retsplejelovens § 259 ændres, således at det fremover alene er enbetingelse for at meddele advokatpålæg, at advokatbistand anses for nød-vendig for, at retten kan behandle sagen på ”hensigtsmæssig” måde. Detpræciseres samtidig i bemærkninger, at det med ændringen forudsættes, atretterne oftere og i højere grad af egen drift bør overveje at meddele advo-katpålæg ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunderaf hensyn til sagens fremme og muligheden for en hurtigere domstolsbe-handling.2.3.5. Stedlig kompetence - værnetingRetterne får hjemmel til at henvise sagerne ”vandret” mellem byretterne tilen tilstødende retskreds efter aftale med vedkommende retspræsident.Henvisning kræver ikke, at parterne samtykker heri. Henvisning skal kun-ne ske, når det findes væsentligt af hensyn til sagens behandling inden forrimelig tid. Parterne skal høres over en påtænkt beslutning om henvisning,men henvisning forudsætter ikke begæring fra en af parterne. Er der taleom, at begge parter modsætter sig en henvisning, bør man dog være tilba-geholdende med at henvise sagen til en anden ret.18

2.3.6. Kravet om original underskrift på processkrifterKravet om original underskrift på processkrifter, herunder stævninger, op-hæves. Retten får i stedet mulighed for i visse situationer at stille krav om,at et processkrift skal underskrives af en part eller en rettergangsfuldmæg-tig.2.4. Forslag vedrørende retsmæglingRetsplejelovens § 273 suppleres med en bestemmelse, hvorefter dommer-mæglere kan fungere som retsmæglere ved andre retter end eget embede,herunder eventuelt på tværs af instanser, efter aftale mellem retspræsiden-terne.Der arbejdes mere systematisk på at identificere ”bedste praksis” hos by-retter, der har gode erfaringer med omfanget af brugen af retsmægling bå-de generelt og konkret inden for enkelte sagskategorier, således at dissebyretters gode erfaringer i muligt omfang kan udbredes og bidrage til, atbrugen af retsmægling søges øget ved de øvrige byretter.2.5. Forslag vedrørende bevisspørgsmål2.5.1. VidnerDer indføres en bestemmelse i retsplejeloven om, at der skal angives ettema for, hvad det pågældende vidne skal forklare om, og en begrundelsefor, hvorfor det er relevant at høre vidnet.Der indføres en bestemmelse i retsplejeloven om, at parterne eller advoka-terne skal varsle deres respektive vidner om datoen for hovedforhandling,så snart denne er berammet.Det indføjes i retsplejelovens § 175, at rettens indkaldelse af vidner i civilesager skal ske hurtigst muligt efter berammelse af hovedforhandlingen.Udvalget forudsætter, at retten og parterne/advokaterne i sager, hvor det errelevant, konkret aftaler brug af tidsplan vedrørende vidnerne.Kravene til vidnets egen forberedelse, jf. retsplejelovens § 180, tilføjes op-regningen i retsplejelovens § 175, stk. 2, af, hvad vidneindkaldelsen skalindeholde, således at vidnet her gøres opmærksom på forpligtelsen.19

Retten får mulighed for at henstille til parterne, at der søges indhentet enskriftlig vidneerklæring.Udvalget fremhæver, at det forekommer nærliggende at øge brugen af vid-neafhøring ved brug af telekommunikation i takt med, at den tekniske løs-ning bliver udbredt. Vidneafhøring via telefonforbindelse anvendes så vidtvides sjældent, men er en relevant mulighed at tage i betragtning med hen-blik på at spare tid og omkostninger.2.5.2. Syn og skønUdvalget har bedt Retsplejerådet om at behandle emnet syn og skøn, ogRetsplejerådet er i et notat til udvalget fremkommet med et forslag vedrø-rende syn og skøn i civile sager.Udvalget anbefaler, at Retsplejerådets forslag gennemføres, da det efterudvalgets opfattelse vil skabe grundlag for en væsentlig hurtigere gennem-førelse af et syn og skøn, så sagsbehandlingstiden i sager med syn og skønkan blive kortere end det er tilfældet i dag.2.5.3. Andre beviserUdvalget har drøftet spørgsmålet om bevisførelse i sager, hvor Retslæge-rådet og Arbejdsskadestyrelsen skal inddrages, og navnlig hvilken betyd-ning det har for sagens tidsmæssige forløb. Udvalget peger på, at sager,hvor disse myndigheder skal inddrages, ofte har en meget lang sagsbe-handlingstid. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at der arbejdes videremed de pågældende myndigheder og respektive ministerier i forhold tilsikre en hurtigere behandling af sådanne sager.2.6. Forslag vedrørende sagens forberedelse2.6.1. Forberedende mødeRetsplejelovens § 348, stk. 2, og § 351, stk. 2, ændres, så der stilles kravom, at parterne over for retten allerede i stævning eller svarskrift skal op-lyse forslag til temaer til drøftelse på det forberedende møde. Ved at hen-lede rettens og modpartens opmærksomhed på behovet for drøftelse af etgivent tema sikrer man, at begge parter og retten konkret er forberedt her-på til det forberedende møde, og at der er afsat tilstrækkelig tid hertil.

Retsplejelovens § 353, stk. 3, ændres, så retten får mulighed for, når detfindes påkrævet af hensyn til drøftelserne på det forberedende møde, at på-lægge parterne at meddele deres foreløbige stillingtagen til nærmere an-givne problemstillinger.Jf. pkt. 2.3.2. ovenfor tilføjes retsplejelovens § 353 en bestemmelse om, atparterne på det forberedende møde skal redegøre for, hvilke drøftelser derhar været mellem parterne forud for mødet og herunder også forud for ud-tagelse af stævning, herunder om muligheden for forlig.Retsplejelovens § 353, stk. 1, suppleres med en bestemmelse om, at rettenkan pålægge parterne på det forberedende møde at redegøre for, hvilke ini-tiativer der har været forud for dette møde.Retsplejelovens § 353, stk. 2, ændres, så der stilles krav om, at hver af par-terne på det forberedende møde skal give møde ved en person, der er be-myndiget til at træffe bestemmelse med hensyn til sagen for så vidt angårspørgsmål af processuel karakter.2.6.2. Betalingspåkrav jf. retsplejelovens 348, stk. 3.Der indføres en mulighed for, at retten i sager om betalingspåkrav på mereend 50.000 kr. konkret kan beslutte, at der skal udarbejdes et stævningstil-læg i de sager, hvor retten vurderer, at det er nødvendigt.2.6.3. Forberedelsens afslutningRetten får mulighed for at bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå itilslutning til det forberedende møde, hvis sagens parter er indforståethermed, sagen findes at være tilstrækkeligt oplyst, og begge parter skønnesat have mulighed for at varetage deres interesser.2.6.4. Ekstrakt, tidsplan og materialesamling. Fortegnelse i småsager.Retten får mulighed for konkret at pålægge parterne at indlevere ekstrakttil retten inden en fastsat frist før hovedforhandlingen, også i sager der be-handles af én dommer. Det forudsættes, at et sådant pålæg kun gives i sa-ger, hvor parterne er repræsenteret ved advokat, og kun hvor sagens karak-ter gør det relevant.

Retsplejelovens § 406, stk. 5, ændres, således at retten kan beslutte, at derikke skal udarbejdes en fortegnelse i småsager, hvis det konkret findes for-svarligt at afholde hovedforhandling på det foreliggende grundlag.2.7. Forslag vedrørende hovedforhandlingen2.7.1. TilkendegivelserRetten og parterne skal i højere grad prioritere forligsbestræbelser også ef-ter hovedforhandlingen.Det er en judiciel afgørelse, om der er grundlag for at fremkomme med entilkendegivelse, og det er parternes ret at kræve en afgørelse i form af endom. Advokaterne skal dog være opmærksomme på i fornødent omfang atforberede parterne på, at retten ofte vil tilbyde en mundtlig eller skriftligtilkendegivelse.Retten skal være opmærksom på vigtigheden af rettens mundtlige videre-formidling af en tilkendegivelse, idet det kan have betydning for forligsvil-jen at høre dommerens udlægning af sagens resultat og begrundelsen her-for.Der arbejdes videre med, om en ændring af reglerne om retsafgift, jf. ne-denfor under pkt. 2.8.1, kan skabe et større incitament for parterne til atacceptere en tilkendegivelse.2.7.2. Kortere domme i sager, som behandles under medvirken af tredommereRetsplejelovens § 218 a ændres, så der tilvejebringes hjemmel til dommemed begrænset sagsfremstilling i tredommersager, hvis retten konkret fin-der det forsvarligt. En begrænset sagsfremstilling skal være mere udførligend blot en angivelse af parternes anbringender. På samme måde som medde korte domme skal det af dommen fremgå, at dommen ikke indeholderen fuldstændig sagsfremstilling, og i tilfælde af anke skal retten afgive ensupplerende redegørelse.2.7.3. Digital modtagelse af dokumenter i forbindelse med domsskrivningDer skal arbejdes på at sikre, at retterne modtager relevante dokumenterdigitalt, så retternes arbejde med at skrive dommen kan lettes, idet der så22

ikke skal ske manuel indtastning af oplysninger fra de forskellige doku-menter.2.7.4. Digital udsendelse af domDer skabes de nødvendige muligheder for, at retterne på en sikker mådekan udsende domme og andre afgørelser digitalt. Domme skal som ud-gangspunkt udsendes digitalt, så snart dommen er afsagt, således at parter-ne ikke længere har anledning til at ringe til retten og få resultatet oplyst.2.7.5. Berammelse og andel omberammelserDeloittes analyse peger på, at der er forskel på den metode og praksis ret-terne har i forbindelse med berammelse og omberammelse, og der skalderfor igangsættes et arbejde med at identificere ”bedste praksis” for be-rammelse og omberammelse, således at denne kan udbredes, og der dervedkan realiseres et effektiviseringspotentiale. I den forbindelse bør det under-søges, om metoden i forbindelse med berammelse af hovedforhandling harsammenhæng med andelen af omberammelser.2.8. Forslag vedrørende retsafgift2.8.1. Udvalg om retsafgifterDer igangsættes inden for en overskuelig tidshorisont et arbejde med engennemgang af samtlige retsafgifter med henblik på en ændring heraf. Iforbindelse med dette arbejde bør forenkling og et adfærdsregulerendeelement i retsafgifterne være i fokus. I arbejdet skal desuden indgå overve-jelser om en eventuel afgift for en ansøgning om appeltilladelse til Proces-bevillingsnævnet.2.9. Forslag vedrørende appelUdvalget har tidligere afleveret to delnotater med udvalgets forslag vedrø-rende appel i civile sager og sagstilgangen til Højesteret. Delnotaterne ermedtaget som bilag 1 og 2 til dette notat. Om udvalgets forslag henvises tildisse bilag og til sammenfatningerne nedenfor i kapitel 13.

2.10. Øvrige forslag2.10.1. ForkyndelseBehovet for en centralisering af udlandsforkyndelser undersøges nærmere,og på baggrund af disse undersøgelser overvejes, om der bør ske en centra-lisering, eller om opgaven fortsat bør ligge decentralt.2.10.2. Ændrede krav til inddragelse af boligdommereDer skal arbejdes videre med reglerne om udpegning af boligdommere iden enkelte sag.I forhold til boligdommeres deltagelse i sagens forberedelse kan det over-vejes at indføre en bestemmelse svarende til retsplejelovens § 20, stk. 4,hvorefter retten kan tilkalde de sagkyndige til retsmøder uden for hoved-forhandlingen, når den finder særlig anledning hertil, men hvor de sagkyn-dige dommere således ikke som udgangspunkt medvirker uden for hoved-forhandlingen.2.10.3. Central udvikling af hjælpetekster og administrative vejledningerRetterne skal i højere grad prioritere anvendelse af centralt udviklede stan-dardtekster frem for at udarbejde egne hjælpetekster, og Domstolsstyrelsenskal undersøge årsagen til, at retterne udarbejder egne standardtekster ogpå den baggrund overveje, om organiseringen af opgaven med at udarbej-de og vedligeholde standardtekster, herunder omfanget af retternes inddra-gelse, er hensigtsmæssig. Det undersøges, om udarbejdelsen af administra-tive vejledninger i højere grad kan ske ved Domstolsstyrelsen.2.10.4. Regulering af beløbsgrænser med pris- og lønudviklingenUdvalget er i forbindelse med sit arbejde i forskellige sammenhænge ble-vet opmærksom på, at flere forskellige beløb, som f.eks. appelgrænsen,småsagsgrænsen og retsafgifterne, ikke reguleres med pris- og lønudvik-lingen.Udvalget anbefaler derfor, at der sker en regulering med udgangspunkt ipris- og lønudviklingen af de forskellige beløbsgrænser i det omfang, deter relevant, når der i øvrigt sker ændringer af retsplejeloven mv. Udvalgetfinder dog, at der kan være anledning til en regulering til mere ”runde” be-24

Kapitel 3Forløbet af en civil sag i byretten1. IndledningUdvalget har navnlig koncentreret sit arbejde om almindelige civile sagerved byretterne. Deloitte Consulting er dog blevet bedt om i sit arbejde ogsåat se på forældreansvarssager, boligsager og småsager, og udvalget har påden baggrund behandlet udvalgte problemstillinger vedrørende dissesagstyper.Udvalgets arbejde og forslag har imidlertid taget udgangspunkt i, hvordanen almindelig civil sag forløber i byretten. Nedenfor beskrives derfor for-løbet af en typisk civil sag ved byretten. Der er taget udgangspunkt i enalmindelig civil sag behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 33 og34.Der er ikke fuldstændig ensartethed byretterne imellem i måden at håndte-re forberedelsen af de civile sager på. Dette beror på, at nogle byretter harorganiseret sig med en forberedelsesafdeling, som varetager forberedelsenaf de civile sager, mens andre byretter fordeler sagerne mellem dommerneved modtagelsen, således at den enkelte dommer forestår sagsforberedel-sen i de tildelte sager. Det beror også på den frihed, der er for den enkelteret til at tilrettelægge sagsbehandlingen, så den fungerer mest hensigts-mæssigt under de givne lokale forhold.2. Sagens anlæg, forkyndelse og svarskriftEn civil retssag anlægges ved, at sagsøgeren indleverer en stævning til ret-ten. Stævningen indeholder en angivelse af sagsøgerens krav under sagen(sagsøgerens påstand), en beskrivelse af sagens faktuelle forhold samt sag-søgerens argumentation for sin sag (anbringender). Retsplejeloven angivernogle basale krav til stævningens indhold, men herudover er der ingenformkrav, og stævninger kan være meget forskellige i opbygning, indhold,omfang og kvalitet.Retsplejeloven pålægger retten at påse forskellige forhold i forbindelsemed stævningens modtagelse. Retten skal herunder påse, om retten efterreglerne om saglig og stedlig kompetence er kompetent til at behandle sa-gen, og er det ikke tilfældet, skal retten henvise sagen til den kompetente26

ret eller afvise sagen. Retten skal også påse, om stævningen opfylder lo-vens krav. Er dette ikke tilfældet, kan retten afvise sagen eller give sagsø-geren en frist til at bringe stævningen i orden.Herudover skal retten efter retsafgiftsloven kontrollere, at retsafgiften erkorrekt beregnet og indbetalt. Er dette ikke tilfældet, skal retten opkræveretsafgiften, inden sagsbehandlingen påbegyndes.Når retten har konstateret, at stævningen er i orden og retsafgiften betalt,kan sagsforberedelsen påbegyndes, og sagsøgte skal underrettes formeltom stævningen ved forkyndelse. Sagsøgte skal samtidigt anmodes om atindlevere et svarskrift til retten inden for en fastsat frist.Hvis det fremgår af stævningen, at sagsøgte allerede er repræsenteret vedadvokat med angivelse af dennes kontaktoplysninger, vil retten i stedet forat iværksætte forkyndelse sende en kopi af stævningen til advokaten sam-men med et brev, der pålægger sagsøgte at indlevere svarskrift, jf. heromnedenfor, til retten inden for en fastsat frist. Fristen fastsættes almindelig-vis til 14 dage regnet fra forkyndelsestidspunktet.Hvis stævningen ikke indeholder advokatoplysninger, vil retten iværksætteforkyndelse. Retsplejeloven anviser forskellige forkyndelsesformer, her-under stævningsmandsforkyndelse, hvorved forstås, at retten overgiverstævning og et brev fra retten med frist for svarskrift til en stævningsmand,som har til opgave at søge at tage personlig kontakt til sagsøgte og over-bringe dokumenterne fra retten. Et antal stævningsmænd er beskikkedeved den enkelte ret og modtager honorar for arbejdet.Efter fremsendelse til sagsøgtes advokat eller til forkyndelse hos sagsøgteafventer sagen sagsøgtes indlevering af svarskrift eller udløbet af fristenfor afgivelse af svarskrift. Nogle gange viser tilbagemeldingen fra stæv-ningsmanden, at sagsøgte er flyttet, og i disse tilfælde må retten fremsøgesagsøgtes nye adresse og iværksætte forkyndelse på ny. Det forekommerogså, at det ikke er muligt for stævningsmanden at foretage forkyndelse,hvorefter sagen må overgives til politiet til forkyndelse, eller andre for-kyndelsesformer må overvejes.Svarskriftet indeholder sagsøgtes krav under sagen (sagsøgtes påstand), eneventuel supplerende beskrivelse af sagens faktuelle omstændigheder samtsagsøgtes argumentation for sin sag (anbringender). Hvis sagsøgte ønskerat protestere over formelle forhold, skal dette være angivet i svarskriftet.27

Retsplejeloven angiver nogle basale krav til svarskriftets indhold, menherudover er der ingen formkrav, og ligesom stævninger kan svarskriftervære meget forskellige i opbygning, indhold, omfang og kvalitet.Retsplejeloven pålægger retten at påse, om svarskriftet opfylder lovenskrav. Er det ikke tilfældet, kan retten give sagsøgte en frist til at bringesvarskriftet i orden, eller retten kan afsige dom i overensstemmelse medsagsøgerens påstand (udeblivelsesdom), hvis retten finder, at sagsøgerenspåstand er begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt foreliggende.Udeblivelsesdom afsiges som udgangspunkt også, hvis sagsøgte ikke ind-leverer svarskrift, eller hvis sagsøgte indleverer svarskriftet for sent. Enforholdsvis stor andel af sagerne afgøres på denne måde med en udeblivel-sesdom.Hvis sagsøgte i svarskriftet har fremsat et selvstændigt modkrav, skal ret-ten efter retsafgiftsloven kontrollere, at retsafgiften er korrekt beregnet ogindbetalt. Er dette ikke tilfældet, skal retten opkræve retsafgiften.Domstolsstyrelsen har udarbejdet et sæt standardblanketter til brug for ud-arbejdelse af stævning og svarskrift med tilhørende vejledninger. Der fore-ligger ikke statistiske oplysninger om, i hvilket omfang disse blanketterbenyttes.Der er fastsat forskrifter om antallet af kopier, som skal medfølge stævningog svarskrift, således at retterne ikke belastes af kopieringsopgaven.3. Fri procesI visse sager er det retten, der har kompetencen til at meddele fri proces tilen part. I så fald behandler retten partens ansøgning om fri proces og træf-fer afgørelse herom. Et eventuelt afslag på fri proces kan påklages tillandsretten. I andre sager ligger kompetencen til at meddele fri proces hosJustitsministeriet (Civilstyrelsen) med rekurs til Procesbevillingsnævnet.Hvis en af sagens parter har opnået fri proces, beskikker retten en advokatfor denne part.Ansøgningen om fri proces vil typisk blive fremsendt til retten inden sa-gens anlæg eller umiddelbart efter sagens anlæg.

4. RetsmæglingNogle retter giver i stort set alle sager parterne tilbud om retsmægling iforbindelse med, at sagen sendes til sagsøgtes advokat eller til forkyndelsehos sagsøgte, mens andre retter kun tilbyder retsmægling i sager, somskønnes egnede. Andre retter giver først tilbuddet på et senere stadie i for-beredelsen.Retsmægling er en konfliktløsningsform, hvor en mæglingsuddannetdommer eller advokat søger at bistå parterne med selv at finde en løsningpå deres konflikt. Retsmægling forudsætter, at begge parter er enige om atdeltage. Hvis sagen skal overgå til retsmægling, sættes sagsforberedelsen ibero, indtil mæglingen afsluttes. Hvis parterne i forbindelse medretsmæglingen finder en løsning på deres tvist, afsluttes sagen. Hvis par-terne ikke når til enighed, afsluttes retsmæglingen, og sagsforberedelsengenoptages.5. Forberedende møde (§ 353-møde)Retten skal på baggrund af stævningen og svarskriftet tage stilling til, omder skal afholdes et forberedende møde. Lovens udgangspunkt er, at derskal afholdes et forberedende møde. Mødet kan afholdes som et telefon-møde, og denne mødeform anvendes ofte i praksis.Det er retten, som indkalder til det forberedende møde, og det skal af ret-tens indkaldelse fremgå, hvilke spørgsmål der særligt kan drøftes på mø-det. Loven opregner følgende spørgsmål:1) parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder2) tilrettelæggelse af og tidsrammerne for en eventuel yderligere for-beredelse3) tidspunktet for forberedelsens slutning4) tidspunktet for hovedforhandlingenDet første punkt omhandler en afgrænsning af parternes uenighed, dels forså vidt angår, hvilke faktuelle oplysninger der kan lægges til grund, oghvilke der eventuelt skal føres bevis om, dels for så vidt angår juridiskespørgsmål.Så vidt muligt skal retten på det forberedende møde fastlægge sagens vide-re forløb, herunder tidsrammerne, og så vidt muligt skal hovedforhandlin-gen berammes. Tidsforløbet og berammelsen drøftes med parterne.29

Tilrettelæggelsen af det videre forløb har nøje sammenhæng med, hvilkeretlige og bevismæssige forhold som skal afklares, og derfor opregner lo-ven yderligere følgende eventuelle spørgsmål til behandling i det forbere-dende møde i det omfang, det er relevant for sagen. Opregningen er ikkeudtømmende:5)6)7)8)9)formalitetsindsigelserhenvisning af sagen til landsretten eller Sø- og Handelsrettenkollegial behandlingmedvirken af sagkyndigesagens udsættelse med henblik på at afvente en anden afgørelse,som vil kunne få indflydelse på udfaldet10) præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen11) opfordringer til en part om at meddele faktiske oplysninger12) anmodninger om pålæg om at fremlægge dokumenter eller andrebeviser13) anmodninger om syn og skøn eller indhentelse af sagkyndige er-klæringer eller udtalelser fra organisationer eller myndigheder14) formulering af spørgsmål til syns- og skønsmand, sagkyndige, or-ganisationer eller myndigheder15) indhentelse af skriftlige parts- eller vidneerklæringer16) afhøringer af parter eller vidner før hovedforhandlingen17) omkostninger som sagen vil kunne give anledning til18) hovedforhandlingens tilrettelæggelse19) forligsmægling20) alternativ konfliktmægling, herunder retsmægling.Hvis der mellem parterne er uenighed om et spørgsmål, som kræver rettensstillingtagen, kan parterne nedlægge påstande og procedere spørgsmålet pådet forberedende møde, hvorefter retten, enten på mødet eller efterfølgen-de, træffer afgørelse om spørgsmålet.Retten kan i stedet bestemme, at parterne skal udarbejde processkrifter omspørgsmålet, således at retten kan træffe sin afgørelse på skriftligt grundlagpå et senere tidspunkt.Som udgangspunkt skal retten søge at mægle forlig mellem parterne,medmindre det må anses for at være formålsløst. Retten kan forsøge sigmed forligsmægling på det forberede møde. I nogle tilfælde kan sagen heltafsluttes forligsmæssigt på et forberedende møde, eventuelt således at detoverlades til retten at træffe afgørelse om sagsomkostninger.Møder en part ikke op til det forberedende møde – eller ringer parten ikkeop med henblik på deltagelse i telefonmøde som anvist af retten – kan ret-30

ten tillægge den manglende reaktion udeblivelsesvirkning. For sagsøgersvedkommende kan udeblivelse medføre afvisning, og for sagsøgtes ved-kommende kan udeblivelse medføre, at der afsiges udeblivelsesdom eftersagsøgerens påstand. Hvis begge parter udebliver, hæver retten sagen.6. Den videre forberedelseSom minimum bør hovedlinjerne i sagens videre forberedelse være fastlagtpå det forberedende møde. Retten kan dog indkalde parterne til yderligereforberedende møder eller bede om yderligere processkrifter om nærmereangivne spørgsmål. Manglende fremmøde eller manglende efterlevelse afrettens anmodning om et processkrift kan tillægges udeblivelsesvirkningsom beskrevet ovenfor.Hvis retten er blevet bedt om at træffe afgørelse i en tvist under sagen mel-lem parterne, vil retten træffe en formel afgørelse herom, typisk i form afen kendelse.Den part, som måtte være utilfreds med resultatet, kan - medmindre detmodsatte er bestemt for den konkrete afgørelsestype - kære kendelsen tillandsretten. Det sker ved, at parten indleverer et kæreskrift til retten, sominden en uge skal videresende det til landsretten sammen med sagens akteri fornødent omfang. Modparten kan herefter afgive et kæresvarskrift direk-te til landsretten, og der kan være yderligere skriftveksling for landsretten.Landsretten tager normalt stilling til kæremålet på skriftligt grundlag.Landsrettens afgørelse kan kun kæres til Højesteret med Procesbevillings-nævnets tilladelse.Mens kæresagen verserer i landsretten, sættes forberedelsen i bero ved by-retten, i det omfang kæremålet får betydning herfor, mens spørgsmål somikke berører det forhold, som kæremålet angår, fortsat kan behandles.Rettens sagsbehandlingssystem er indrettet på en sådan måde, at det giverretssekretariatets medarbejdere besked, når en fastsat frist udløber. Detgælder, hvad enten der er fastsat en frist for en part, eller sagen er sat i e-rindring til en given dato. Derved sikres det, at en sag ikke bliver glemt afretten med unødvendig ventetid til følge.Hvis hovedforhandlingen ikke er berammet på det (første) forberedendemøde, skal hovedforhandlingen berammes snarest muligt. I forbindelsemed berammelsen sender retten parterne en formel indkaldelse til hoved-31

forhandlingen og opkræver en yderligere retsafgift efter retsafgiftsloven(berammelsesafgift). Hvis sagen hæves inden 6 uger før hovedforhandlin-gen, tilbagebetales denne afgift.Ofte vil retten kunne tilbyde hovedforhandling på et tidspunkt, som ikkepasser parterne eller deres advokater. Da retterne nødigt tvangsberammer,tilbydes parterne en senere dato for hovedforhandling. Der er nogen for-skel på, i hvilket omfang retten aktivt vurderer parternes estimater for ho-vedforhandlingens varighed og forholder sig til nødvendigheden af den afparterne varslede bevisførelse.Retten kan bestemme, at parterne inden hovedforhandlingen skal indlevereendelige påstandsdokumenter. Påstandsdokumentet indeholder formule-ringen af parternes endelige påstande og en beskrivelse af parternes an-bringender. Endvidere indeholder det en angivelse af de dokumenter, somparterne vil påberåbe sig, og af de beviser, som vil blive ført under hoved-forhandlingen.7. Hovedforhandling og domsafsigelseHovedforhandlingen indledes med, at parterne nedlægger deres påstande,dvs. slår fast, hvad hver især stiller krav om. Herefter forelægges sagen forretten, hvorunder sagsøgeren kort redegør for sagens faktiske forhold oggennemgår uddrag af sagens bilag i fornødent omfang (f.eks. i form af op-læsning af relevante passager i fornødent omfang). Efter sagsøgerens fore-læggelse af sagen får sagsøgte mulighed for at supplere forelæggelsen.Dernæst følger den mundtlige bevisførelse i form af parts- og vidneforkla-ringer, herunder eventuel afhjemling af en syns- og skønsmand. Endeligprocederes sagen, hvorunder parterne argumenterer for, hvorfor sagen børfå det udfald, som parterne hver især har påstået.Som nævnt skal retten søge at mægle forlig mellem parterne, medmindredet må anses for at være formålsløst. Dommeren vil derfor ofte tilbydeparterne en tilkendegivelse af, hvordan sagens udfald vil blive, således atparterne kan overveje at indgå et forlig. Dommeren kan meddele tilkende-givelsen mundtligt under retsmødet eller sende en skriftlig tilkendegivelsepå et senere tidspunkt, som meddeles parterne. Hvis parterne indgår forlig,er det ikke nødvendigt for retten at skrive en dom i sagen.I forbindelse med en skriftlig tilkendegivelse giver retten parterne en fristtil at meddele retten, om sagen kan forliges, eller om der ønskes afsagt en32

dom. Mundtlige tilkendegivelser kan parterne som regel tage stilling tilmed det samme. Ønsker én eller begge parter dom i sagen, optager rettensagen til dom og meddeler parterne datoen for dommens afsigelse. Dom-men skal som hovedregel afsiges inden 4 uger efter optagelse til dom. Pådet tidspunkt skal dommen være skrevet og være klar til afsendelse.I selve dommen skal retten træffe afgørelse om sagens omkostninger, såle-des at den enkelte part sammen med resultatet kan se, om vedkommendeskal betale eller kan gøre krav på sagsomkostninger. Hvis en part har haftfri proces under sagen, fastsætter retten salæret til den beskikkede advokatog afregner beløbet.I de fleste sager afsiges dommen uden afholdelse af retsmøde. Parterne el-ler deres advokater kontakter derfor retten telefonisk og får dommens kon-klusion læst op. Når dommen er afsagt, sendes en udskrift af dommen hur-tigst muligt til parterne eller deres advokater.Sagen kan herefter lukkes, og der vil sædvanligvis ikke være efterbehand-ling ud over arkivering og eventuel fremsendelse af dokumenter til lands-retten i tilfælde af anke.

Kapitel 4Sagsbehandlingstider1. IndledningI dette kapitel beskrives udviklingen i sagsantal, sagsflow og sagsbehand-lingstider ved domstolene siden 2006.Sagsflow og afgørelsestider har set over perioden fra 2006 til 1. halvår2013 navnlig været påvirket af 3 større forhold: domstolsreformen fra2007, finanskrisen fra 2008 og løbende ændringer i den måde, sagerne be-handles på. En del sager, der tidligere startede i landsretten, starter efterdomstolsreformen i byretten, ligesom nævningesagerne i 1. instans også erflyttet fra landsret til byret. Højesteret skal i højere grad end tidligere kon-centrere sig om behandlingen af de mere principielle sager og sager af væ-sentlig samfundsmæssig betydning. I overgangen fra før og efter domstols-reformens indførelse har sagsflow og afgørelsestider ved alle instanser væ-ret påvirket af disse forhold.Nye sagstyper og nye procedurer for afvikling af sagerne har også påvirketsagsflow og sagsbehandlingstider. Således har indførelsen af småsagspro-cessen i 2008 med nemmere adgang for borgerne til at føre en sag, bevir-ket en hel ny sagstype ved både byretterne og landsretterne samtidig med,at forhøjelsen af beløbsgrænsen til 100.000 kr. for betalingspåkrav harmedført, at (endnu) flere sager rejses direkte i fogedretten og umiddelbartkan overgives til inddrivelse, hvis ikke kravet bestrides. Endvidere har ind-førelsen af muligheden for rekonstruktion medført, at sagstyperne beta-lingsstandsning og tvangsakkord er bortfaldet.1.1. ByretterneFra 2007, hvor antallet af byretter pr. 1. januar 2007 gik fra 82 til 24, hav-de byretterne sværere ved at nå at afvikle sagerne. Der var flere årsagerhertil; den nye struktur skulle implementeres, og medarbejderne skulle fin-de sig til rette i denne. Desuden var der en række udfordringer med at til-passe sagsbehandlingssystemer mv. Byretterne oplevede således både etaktivitets- og produktivitetstab i 2007. Selv om retterne i både 2008 og2009 øgede mængden af sager, som blev afsluttet, ret markant og dermedproduktiviteten, blev der alligevel modtaget et noget større antal sager, endretterne under ét afviklede, hvilket medførte ophobning af sager.

I 2008, hvor byretterne ellers var ved at vænne sig til den nye struktur, oghvor produktiviteten var stigende, begyndte finanskrisen. Retterne opleve-de som følge deraf en stor vækst i antallet af modtagne konjunktur-betingede sager i 2008 og efterfølgende år. Frem til 2011 afviklede retterneet stigende antal sager. Alligevel kunne retterne ikke undgå, at der i perio-den 2007- 2009 fandt en markant stigning sted i antallet af verserende sa-ger.Tabel 1. Modtagne og afsluttede sager ved byretterne - 2006 - 1. halvår 20132006Modtagne sagerStraffesagerCivile sagerFogedsagerSkiftesagerNotarialforretningerI altAfsluttede sagerStraffesagerCivile sagerFogedsagerSkiftesagerNotarialforretningerI altModtagne sagerStraffesagerCivile sagerFogedsagerSkiftesagerNotarialforretningerI altAfsluttede sagerStraffesagerCivile sagerFogedsagerSkiftesagerNotarialforretningerI alt2007200820092010Absolutte tal147.08968.239424.35072.93162.039774.648147.29467.624425.64772.24563.901776.711201120122013(1)

I takt med, at antallet af modtagne sager er faldet, og antallet af verserendesager er nedbragt, er antallet af afsluttede sager ligeledes faldet. Det vil al-drig være muligt at nå til et punkt, hvor der ikke er verserende sager, da al-le sager skal igennem en række sagsskridt fra modtagelse til afslutning.Antallet af verserende sager ved byretterne er faldet med mere end 90.000sager fra ultimo 2009, hvor der var godt 223.000 verserende sager, og fremtil ultimo 2012, hvor der var knapt 132.000 verserende sager. Det er Dom-stolsstyrelsens vurdering, at antallet af verserende sager ikke kan bringesmeget længere ned.Udviklingen i antal modtagne, afsluttede og verserende sager har naturlig-vis påvirket sagsbehandlingstiderne. Sagsbehandlingstiderne for straffe- ogfogedsager steg efter domstolsreformen og toppede i 2010. I 2011, 2012og i 1. halvår 2013 er sagsbehandlingstiderne for straffe- og fogedsagerfortsat med at falde. For civile sager faldt sagsbehandlingstiderne for al-mindelige sager og boligsager under ét i 2011. I 2012 faldt sagsbehand-lingstiderne også for de hovedforhandlede sager, og faldet er for alle kate-gorier fortsat i 1. halvår af 2013.Udviklingen i antallet af modtagne og afsluttede sager samt den gennem-snitlige sagsbehandlingstid ved byretterne er beskrevet nedenfor i afsnit 2.1.2. De overordnede retter1.2.1. Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten behandler skiftesager i Storkøbenhavn; sager der alleandre steder i landet behandles af byretterne. Retten behandler ligeledes etrelativt set mindre antal civile sager i 1. instans. Retten var kun i mindregrad påvirket af domstolsreformen, men har været påvirket af konjunktur-udviklingen på samme måde som byretterne.Udviklingen i antallet af modtagne og afsluttede sager samt den gennem-snitlige sagsbehandlingstid ved Sø- og Handelsretten er beskrevet nedenfori afsnit 3.1.2.2. LandsretterneInstansreformen betød, at byretterne fra 2007 som udgangspunkt var 1. in-stans i alle civile sager, der blev rejst ved Danmarks Domstole, hvis ikkesagen var principiel. Samtidig blev behandlingen af nævningesager ændret,således at byretterne behandler disse sager i 1. instans. Det har påvirket36

sagsantallet ved landsretterne, idet der var en periode med et lavere antalankesager, ligesom antallet af civile 1. Instanssager – som forudsat meddomstolsreformen – er reduceret markant. I takt med byretternes reduktionaf antallet af verserende sager har der været en stigning i både antallet afstraffeankesager og civile ankesager ved landsretterne, ligesom antallet afkæremål er steget markant gennem de senere år. Stigningen i antallet afmodtagne sager har påvirket sagsbehandlingstiden ved landsretterne, idetden aktuelt ligger på et relativt højt niveau, som ønskes reduceret.Udviklingen i antallet af modtagne og afsluttede sager samt den gennem-snitlige sagsbehandlingstid ved landsretterne er beskrevet nedenfor i afsnit4.1.2.3. HøjesteretSom følge af instansreformen skulle Højesteret i endnu højere grad end førreformen koncentrere indsatsen om de mere principielle sager og sagermed stor samfundsmæssig betydning. Det har påvirket antallet af modtag-ne og afsluttede sager, idet færre sager når Højesteret, hvilket har påvirketsagsbehandlingstiderne ved Højesteret i årene efter instansreformen. Ud-viklingen i sagsbehandlingstiderne har ligeledes været påvirket af afviklin-gen af de sager, der kunne indbringes for Højesteret efter de tidligere reg-ler.Udviklingen i antallet af modtagne og afsluttede sager samt den gennem-snitlige sagsbehandlingstid ved Højesteret er beskrevet nedenfor i afsnit 5.

Sagsbehandlingstiden er ikke alene påvirket af, hvor mange sager rettenhelt overordnet modtager. For almindelige civile sager og for boligsagerneskal ændringerne i sagsbehandlingstiden fra 2007 til 2008 ses i lyset afmuligheden for i stedet at oprette en sag som en småsag. Når de sager,småsagerne, der må anses for at være de letteste, således er taget væk frasagsportefølgen for almindelige sager og boligsager, vil de resterende sa-ger selvfølgelig blive tungere og få en længere gennemsnitlig sagsbehand-lingstid.En ny sagstype – her småsager og forældreansvarssager – vil de første århave en tendens til lave sagsbehandlingstider som følge af, at der skal op-bygges en sagsportefølje ved retten. Det skal der tages højde for, når ud-viklingen vurderes.

Nævningesager optræder først fra 2008. I 2012 modtog og afsluttede by-retterne et meget stort antal sager uden domsmænd (bødesager) som følgeaf en ændret rykkerprocedure hos politiet. Politiet har nu genindført ryk-kerproceduren. Sagsantallet er derfor faldet igen i 1. halvår 2013. De me-get lave sagsbehandlingstider for sager uden domsmænd i 2012 og 1. halv-år 2013 skyldes, at bødesager fra oktober 2011 kan afgøres uden at afholderetsmøde, hvis bødepålægget ikke bestrides.Byretterne har gennem hele perioden fra 2006 bortset fra 1. halvår 2013oplevet et stigende antal såvel modtagne som afsluttede straffesager. Ud-viklingen er dog domineret af et stort antal sager uden domsmænd. Detungere sager med domsmænd har ikke oplevet samme udvikling.Tabel 5. Sagsbehandlingstid (antal dage i gennemsnit) for straffesager 2006 - 1.halvår 20132006 2007 2008 2009 2010Absolutte tal (Gns. antal dage)StraffesagerSager med domsmændSager uden domsmændTilståelsessagerNævningesager�Sager med domsmændSager uden domsmændTilståelsessagerNævningesager�122141156909599145141141123105154Indeks (Hvor muligt er 2006=100)�1001191361571741001331471561621001381871821821008512590617710781107201120122013(1)

Som følge af det store antal sager var sagsbehandlingstiderne stigendefrem til 2010 for almindelige fogedsager og tvangsauktioner og frem til2009 for betalingspåkrav og særlige fogedsager. Siden har sagsbehand-lingstiderne været faldende og er i dag – bortset fra tvangsauktioner – påniveau med eller under niveauet i 2006, der var det sidste år før domstols-reformen.Tabel 7. Sagsbehandlingstid (antal dage i gennemsnit) for fogedsager 2006 - 1. halv-år 20132006FogedsagerAlmindelige fogedsagerBetalingspåkravSærlige fogedsagerTvangsauktionerAlmindelige fogedsagerBetalingspåkravSærlige fogedsagerTvangsauktioner20072008 2009 2010 2011 2012Absolutte tal (Gns. antal dage)748790756610010898806751615953501021051149890Indeks (Hvor muligt er 2006=100)�139163170141123137147134110921161381331191121421461591361252013(1)

Dødsboerne udgør den største andel af skiftesagerne, og antallet af mod-tagne og afsluttede dødsboer er ret konstant og ikke påvirket af konjunktu-rer. Sagsudviklingen for skiftesager under ét følger således ikke udviklin-gen for øvrige sagsområder.Derimod er den mindre andel af skiftesagerne – insolvensskifter – megetkonjunkturafhængige. Som følge af finanskrisen oplevede skifteretternestor vækst i antal modtagne insolvensskifter fra 2008 og frem til 2010.Derefter faldt antallet af modtagne insolvensskifter igen, men er stadig pået højt niveau. Byretterne afsluttede samtidig frem til og med 2010 flere ogflere insolvensskiftesager. I takt med faldet i antallet af nye modtagne in-solvensskifter fra 2011 faldt antallet af afsluttede insolvensskifter ligeledesi 2011, 2012 og i 1. halvår 2013, men antallet af afsluttede sager er dogfortsat en del over niveauet før finanskrisen.Tabel 9. Sagsbehandlingstid (antal dage i gennemsnit) for skiftesager 2007 - 1. halv-år 20132007Skiftesager�DødsboskifterBoudlæg §18Uskiftet bo §24Udlagt til efterlevende ægtef.Forenklet p. skifte §33 og §34InsolvensskifterBetalingsstandsningTvangsakkordRekonstruktioner�GældssaneringKonkursTvangsopløsningÆgtefælleskifteBoudlæg §18Uskiftet bo §24Udlagt til efterlevende ægtef.Forenklet p. skifte §33 og §34InsolvensskifterBetalingsstandsningTvangsakkord2RekonstruktionerGældssaneringKonkursTvangsopløsningÆgtefælleskifte2008 2009 2010 2011 2012Absolutte tal (Gns. antal dage)52796568139785085727014779447870641824738766062211541331904101242597910010897387468612013(1)

Der var først fra 2007, at der blev udviklet en statistik, der kunne målesagsbehandlingstiderne for skiftesagerne. Frem til og med 2009 steg sags-behandlingstiderne for dødsboer. Siden er sagsbehandlingstiderne faldetfor uskiftet bo og for boudlæg. Tendensen er ligeledes faldende for andredødsboskifter, men med variationer fra år til år.Sagsbehandlingstiderne for insolvensskifterne er i dag under niveauet i2007, men varierer noget år for år.I 2011 faldt sager om betalingsstandsning og tvangsakkord bort og blev er-stattet af en ny sagstype, rekonstruktion.3. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved Sø- og HandelsrettenTabel 10. Modtagne og afsluttede sager ved Sø- og Handelsretten samt de gennem-snitlige sagsbehandlingstider for civile sager for årene 2006 - 1. halvår 20132006Civile sagerModtagne sagerAfsluttede sagerSagsbeh.tid civile 1.instans (antal mdr. igennemsnit)InsolvensskiftesagerModtagne sagerAfsluttede sagerCivile sagerModtagne sagerAfsluttede sagerSagsbeh.tid civile 1.instans (antal mdr. igns.)InsolvensskiftesagerModtagne sagerAfsluttede sager11

Sø- og Handelsrettens insolvensskiftesager har fulgt konjunkturudviklin-gen. Der har således været modtaget et stigende antal sager i 2008, 2009og 2010. Fra 2010 er tilgangen af insolvensskiftesager slået igennem i etøget antal afsluttede sager. Der blev opbygget en del verserende sager i2008-2011, som retten aktuelt er i gang med at afvikle.Sø- og Handelsretten behandler ligeledes et relativt mindre antal civile sa-ger. Som følge af, at antallet af sager ligger på et begrænset niveau, kan til-fældige udsving i de enkelte år ses i statistikken. Tendensen er ikke destomindre, at retten i 2012 og 1. halvår 2013 både modtog og afsluttede færrecivile sager. Sagsbehandlingstiden for civile 1. instanssager har genereltværet faldende siden 2008.Det er forventningen, at styrelsen fra 2014 vil have tal for den gennemsnit-lige sagsbehandlingstid for skiftesager ved Sø- og Handelsretten. Der erikke tidligere udviklet et statistikmodul til at trække disse tal, men nu kandata organiseres og trækkes ud, så sagsbehandlingstiderne kan beregnes.1

4. Sagsflow og sagsbehandlingstid ved landsretterneTabel 11. Modtagne og afsluttede sager ved landsretterne samt sagsbehandlingstid2006 - 1. halvår 2013200620072008200920102011Absolutte tal20122013(1)Modtagne sagerCivile 1. instans-sager�1.490141217Civile ankesager2.7392.1552.718Civile kæremål2.6532.4752.902Nævningesager1126132Straffeankesager3.4362.4792.828Straffekæremål3.8513.5683.987Andet91122149Modtagne sager ialt14.37211.00112.883Afsluttede sagerCivile 1. instans-sager1.5761.425508Civile ankesager2.9272.4772.449Civile kæremål2.6512.5192.777Nævningesager1078030Straffeankesager3.5622.9872.723Straffekæremål3.8283.5933.989Andet93119150Afsluttede sager ialt14.74413.20012.626Sagsbehandlingstid (antal mdr. i gennemsnit)Civile 1. instans-sager�23,224,510,0Civile ankesager12,011,410,5Civile kæremål�1,51,3Nævningesager3,84,44,9Straffeankesager5,04,94,0Modtagne sagerCivile 1. instans-sager�100154Civile ankesager1007999Civile kæremål10093109Nævningesager1005429Straffeankesager1007282Straffekæremål10093104Andet100134164Modtagne sager ialt1007789Afsluttede sagerCivile 1. instans-sager�1009032Civile ankesager1008584Civile kæremål10095105Nævningesager1007528Straffeankesager1008476Straffekæremål10094104Andet100128161Afsluttede sager ialt1009086Sagsbehandlingstid (antal mdr. i gennemsnit)Civile 1. instans-sager�10010543Civile ankesager1009588Civile kæremål�10093Nævningesager100116129Straffeankesager1009780

1) Fra 2007 starter sagerne i byretterne. Der sker således et markant fald fra 2006 til 2007 i antal modtagne 1. instanssager. Indeks = 100 for modtag-ne sager i 2007. For afsluttede er indeks 2006 = 100 dog bevaret, da sagerne afsluttes over en årrække, og 2007 således ikke er et naturligt år at tageudgangspunkt i.2) Sagsbehandlingstiden for civile 1. instanssager for 2008-2012 gælder kun for den del af sagerne, der er anlagt efter 1. januar 2007. Der er såledesdatabrud fra 2007 til 2008.3) Sagsbehandlingstiden for kæresager er ikke opgjort i 2006. Derfor er indeks for sagsbehandlingstiden for kæresager 2007=100.4) 2006 er valgt som indeksår, da det var sidste år før reformen.5) Indeks for modtagne og afsluttede sager for 1. halvår 2013 er ganget med 2 for at tage højde for, at der kun er data fra et halvt år.Kilde: Domstolsstyrelsen.

Reformen af instansfølgen betød, at landsretterne fra og med 2007 modtogca. 1.300 færre civile sager årligt. Samtidig betød den faldende aktivitetved byretterne i 2007, at færre sager – både straffesager og civile sager –blev anket eller kæret til landsretterne. Sagsafviklingen ved landsretternefaldt dog ikke tilsvarende, da landsretterne kunne intensivere afviklingenaf de verserende sager.I de efterfølgende år i takt med at de nye 1. instanssager ved byretterneblev anket til landsretterne, og sager, der også tidligere blev behandlet vedbyretterne i 1. instans, blev anket til landsretterne, har landsretterne fra2008 modtaget og også afviklet et stadig stigende antal civile anke- og kæ-resager. Fra 2010 har landsretterne ligeledes modtaget et stigende antalstraffeanker.For sagsbehandlingstiden har det betydet, at de civile ankesager frem til2010 var faldende, men siden da har sagsbehandlingstiden for de civile an-kesager været stigende. Det skyldes som nævnt flere sager, men det skyl-des også færre ressourcer. Sagsbehandlingstiden for de tilbageblevne 1. in-stanssager har været stigende fra 2008. Det hører med til billedet, at derkun er målt på sager, der er modtaget efter instansreformen. Der er tal forafgørelsestiden for civile 1. instanssager i 2007 og 2008, men for disse toår er der målt på 1. instanssager modtaget både før og efter instansrefor-men. Ser man bort fra nævningesager, der svinger meget fra periode til pe-riode grundet et lille sagstal, har sagsbehandlingstiden været stigende foralle hovedsagskategorier ved landsretterne siden 2010.Der foreligger ikke data om afgørelsestiden i kæresager for 2006 og tidli-gere, da retterne ikke målte afgørelsestiden for kæresager før 2007.

Højesteret har siden 2006 år for år modtaget og afsluttet færre civile anke-sager. Tendensen er ligeledes, at antallet af straffeanker er faldende overhele perioden, men som følge af den relativt begrænsede sagsmængde kander være afvigelser i det enkelte år; dette gælder særlig i årene 2007 og2008 og til dels 2009, hvor der manifesterede sig et helt nyt – og lavere –niveau for antal modtagne og afsluttede straffeanker. Tilsyneladende er an-tallet af straffeanker faldet yderligere i 1. halvår 2013, men med et så lilleantal sager kan der også være tale om et tilfældigt statistisk udsving.Tendensen er, at sagsbehandlingstiden siden 2010 er faldende for de ho-vedforhandlede straffeankers vedkommende og siden 2011 også for de ci-vile anker med mundtlig hovedforhandlings vedkommende.

6. Domstolenes mål for sagsbehandlingstiderneDer er opstillet måltal for sagsbehandlingstiderne ved byretterne og lands-retterne. Politisk er der fastsat måltal for anklagemyndigheden, domstolene(byretterne) og kriminalforsorgen for sagsbehandlingstiden i bl.a. volds-og voldtægtssager, for byretterne på 37 dage. De øvrige måltal for sagsbe-handlingstiderne er fastsat af Domstolsstyrelsen i samarbejde med retterne.Byretterne har haft samme måltal i perioden 2011-2013. Der er valgtsamme måltal i denne periode som følge af, at retterne fortsat nedbragtesagsbunkerne. Målene drøftes løbende med retspræsidenterne. Retterneshandleplaner sikrer, at der hele tiden er fokus på opfyldelsen af mål. Ret-tens ledelse og Domstolsstyrelsen følger målopfyldelsen og tager initiati-ver til at prioritere indsatsen for at forbedre målopfyldelsen, når der er be-hov for det.Nedenstående tabeller viser byretternes mål for sagsbehandlingstiderne i2012 og 2013 og målopfyldelsen i 2012 i henholdsvis civile sager, straffe-sager og fogedsager.Tabel 13. Mål for civile sager ved byretterne i 2012 og 2013 og målopfyldelse i 2013MålCivile sager”Tunge” almindelige sager(sager med en sagsværdiover 1 mio. kr., forvaltnings-sager eller sager, hvor derhar fundet kollegial behand-ling sted) (hovedforhandledesager)Øvrige sager med forhand-lingsmaksime(hovedfor-handlede sager)Alle sager med forhand-lingsmaksime(sager medog uden hovedforhandling,herunder sager afsluttet medudeblivelsesdom og forligsamt henviste og afviste sa-ger)Ægteskabssager(hoved-forhandlede sager, forligtesager og sager sluttet medretsmægling)Forældreansvarssager(hovedforhandlede sager)Kilde: Domstolsstyrelsen

Danmarks Domstole har en række mål og indsatsområder for årene 2013 -2018. Der er fire overordnede mål for perioden og en række indsatsområ-der, der er vigtige for at nå målene. Det ene af de fire overordnede mål erkorte sagsbehandlingstider.Landsretterne har til udvalget oplyst, at de selv har tilkendegivet, hvad de-res mål for sagsbehandlingstiderne ved landsretterne vil være, og at det forde civile sager bl.a. er, at 90 pct. af civile ankesager skal kunne afgøres in-den for 6 måneder, og at 90 pct. af civile 1. instanssager skal kunne afgø-res inden for 9 måneder. For straffesager er det målet, at 90 pct. af næv-ningesager og af almindelige ankesager med bevisbedømmelse skal kunneafgøres inden for 4 måneder, og at 90 pct. af ankesager uden bevisbedøm-melse skal kunne afgøres inden for 3 måneder.

Kapitel 5Produktivitet1. Overordnet om metode for måling af produktivitet på domstolsom-rådet1.1. GenereltSiden omkring 1999 er der blevet arbejdet med måling af produktivitet pådomstolsområdet.Ved måling af produktivitet sættes det anvendte årsværksforbrug i forholdtil det samlede antal afsluttede sager, hvorved der opnås et resultat for an-tal afsluttede sager pr. årsværk. Der foretages i den forbindelse en såkaldtvægtning af de afsluttede sager, ligesom der også foretages en vægtning afårsværksforbruget. Vægtningen af sager sker efter en vurdering af det gen-nemsnitlige ressourcetræk i de enkelte sagstyper. Denne vurdering foreta-ges i nogle nedsatte arbejdsgrupper med repræsentanter fra de enkeltesagsområder. Den seneste generelle opdatering af vægtene fandt sted i for-bindelse med domstolsreformen, hvor der kom en række nye sagstyper vedbyretterne. Det er de afsluttede sager, der vægtes, da de er udtryk for den”produktion”, som retterne har haft i løbet af året. Vægtningen af årsværksker efter gennemsnitslønninger for de enkelte personalegrupper.Behovet for at foretage vægtning af de afsluttede sager samt årsværkenekan illustreres med to eksempler.Eksempel 1 – vægtning af afsluttede sager: To byretter afslutter begge 30 straffesager i etår. Den ene byret afslutter 10 nævningesager, 15 domsmandssager og 5 tilståelsessager.Den anden byret afslutter 5 nævningesager, 5 domsmandssager og 20 tilståelsessager.Hvis der ikke blev foretaget en vægtning af de afsluttede sager, ville det se ud som om, atde to retter havde produceret lige meget; nemlig 30 afsluttede sager. En nævningesag erimidlertid – bl.a. som følge af at der medvirker tre juridiske dommere – gennemsnitligtlangt mere ressourcekrævende at behandle end en tilståelsessag, som varer relativt kort tidi retten, ligesom der alene medvirker en juridisk dommer. Der er derfor behov for at væg-te sagerne, således at sagsproduktionen ved de forskellige retter kan sammenlignes.Eksempel 2 – vægtning af årsværk: To byretter har begge haft et årsværksforbrug på 30årsværk i et bestemt år. Den ene byret har brugt henholdsvis 7 jurister og 23 kontoransat-te. Den anden byret har brugt 14 jurister og 16 kontoransatte. Hvis der ikke blev foretageten vægtning af årsværksforbruget, ville det se ud som om, at de to retter havde haft detsamme ressourceforbrug. Juristernes gennemsnitsløn ligger dog højere end kontorperso-nalets, hvorfor den samlede lønudgift må forventes at være noget højere ved den ene retend ved den anden ret. Dette er baggrunden for, at der også foretages en vægtning af års-værkene.

Der foretages en vægtning inden for de enkelte sagstyper og mellem deenkelte sagsområder (straffesager, civile sager, fogedsager, skiftesager ognotarialforretninger). Samtidig anvendes der visse tillægsvægte, der skalafspejle, at der kan være særlige ressourcekrævende aktiviteter under ensag. Som eksempel herpå kan nævnes, at der gives tillægsvægt for hoved-forhandlinger, der strækker sig over flere dage, brug af tolk i straffesagersamt kollegial behandling af civile sager. Der foretages samtidig en vægt-ning af årsværksforbruget for jurister, kontorpersonale, elever, fleksjobbe-re og øvrige ansatte under socialt kapitel samt øvrige ansatte.Vægtningen af byretternes sager blev justeret som led i domstolsreformen,idet der kom nogle nye sagstyper ved byretterne, herunder eksempelvisnævningesager og småsager. Efterfølgende er der foretaget en forenklingaf sagsvægtningen, der trådte i kraft den 1. januar 2011. Forenklingenbygger i vidt omfang på den meget detaljerede registrering, der er foretagetover en årrække, hvorfor denne har kunnet foretages, således at der fortsater god datakvalitet.Man skal udvise forsigtighed ved sammenligning af produktiviteten i årenefør og efter domstolsreformen, da den overordnede karakter af de forskel-lige sagstyper kan have ændret sig markant. Som eksempel kan nævnes, atder med den seneste forhøjelse af beløbsgrænsen for betalingspåkrav fra50.000 kr. til 100.000 kr. blev flyttet et betydeligt antal mere ukomplicere-de civile sager over til fogedsagsområdet, hvilket har bevirket, at den gen-nemsnitlige civile sag er blevet mere ressourcekrævende, medens karakte-ren af betalingspåkravene har fået større betydning for den overordnedekarakter af fogedsagsområdet.Der er også blevet foretaget en justering af vægtningen af landsretternessager, således at der tages højde for de ændringer i sagsporteføljen, somdomstolsreformen medførte. Denne blev foretaget i 2011 og trådte i kraftmed virkning for samme og efterfølgende år. En konsekvens af denne revi-sion er, at der er sket et databrud i 2011, der bevirker, at produktivitetenfor 2011 og 2012 ikke kan sammenlignes med tidligere år.Der foretages ikke beregning af produktiviteten ved Højesteret, Sø- ogHandelsretten, Tinglysningsretten samt Retten på Færøerne og Det Grøn-landske Retsvæsen. I forhold til Højesteret vurderes det som følge af ka-rakteren af sagerne og rettens helt særlige rolle ikke hensigtsmæssigt lø-bende at foretage produktivitetsberegninger. Der er overvejelser om at

etablere en sagsvægtning ved de øvrige retter, hvilket vil være et skridt påvejen mod at kunne foretage produktivitetsberegninger.1.2 Vægtningen og produktivitetsberegningen i praksisEfter udgangen af året udarbejdes der en statistik over antallet af afsluttedesager samt registrerede tillægsvægte. Denne statistik læses ind i en data-base, hvor der kobles en vægt til hver afsluttet sag, således at der ud fra defastlagte sagsvægte kan udregnes et samlet antal vægtede sa-ger/vægtningspoint.Samtidig foretages der et udtræk i Statens Lønsystem (SLS) over års-værksforbruget ved de enkelte retter. Derved kan findes et samlet års-værksforbrug for henholdsvis byretterne og landsretterne. Ved hjælp afden tidsregistrering eller arbejdstidsfordeling, der foretages på domstols-området, kan årsværksforbruget for den enkelte medarbejder henføres tilde enkelte sagsområder samt generel ledelse og administration samt hjæl-pefunktioner.På baggrund af disse dataudtræk kan antallet af vægtede sager sættes i for-hold til årsværksforbruget, hvorved antallet af vægtede sager pr. årsværkfremkommer. Jo flere vægtede sager pr. årsværk, jo højere produktivitet.1.3. Produktivitetsudviklingen siden domstolsreformenNedenfor er produktivitetsudviklingen siden domstolsreformen belyst forhenholdsvis byretterne og landsretterne.For så vidt angår landsretterne kan der ikke sammenlignes med årene før2011 som følge af databrud. Herudover er produktivitetsudregningen forlandsretterne lidt anderledes end for byretterne, idet der ikke udregnes ensamlet produktivitet for alle medarbejdergrupper. Baggrunden for denneforskel er, at der hidtil ikke har været behov for at kende den samlede pro-duktivitet for alle medarbejdere ved landsretterne, idet produktiviteten forde enkelte medarbejdergrupper aktuelt anvendes i den løbende økonomi-styring mv. Hertil kommer, at det i landsretterne i modsætning til byretter-ne kun er dommere, der kan træffe afgørelser i retternes sager.I forhold til byretterne skal der udvises forsigtighed, når 2006 sammenlig-nes med de efterfølgende år. I 2007 blev antallet af byretter således reduce-ret fra 82 til 24, ligesom instansreformen og indførelsen af digital tinglys-56

ning også har bevirket, at byretterne opgaveportefølje har en markant an-derledes profil, hvilket gør at både organisatorisk struktur og øvrige ram-mevilkår ikke er identiske.Der kan ikke – hverken for landsretterne eller byretterne - foretages ensammenligning af de absolutte tal for hverken aktivitet eller produktivitetfor jurister og kontorpersonale, da vægtningen af de enkelte sager typiskvil være forskellig som følge af, at de to personalegrupper udfører forskel-lige opgaver i forbindelse med sagsbehandlingen.2. Produktivitetsudvikling ved byretterne mv.Tabel 18 viser aktivitetsudviklingen ved byretterne i perioden fra 2006 til2012. Som det fremgår, var aktiviteten lavest i 2007 og højest i 2010umiddelbart efter, at domstolene blev tilført den ekstrabevilling på 110mio. kr., som regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i maj 2009besluttede at tilføre domstolene. Aktiviteten har dog også ligget på et højtniveau i 2011 og 2012.Tabel 18. Aktivitetsudvikling ved byretterne målt som vægtede sager*JuristerKontorSamletJurister – indeksKontor – indeksSamlet – indeks2006641.753650.398632.276100,0100,0100,02007620.554599.667610.61596,792,296,62008660.787660.787660.787103,0101,6104,52009736.722734.390735.680114,8112,9116,42010789.202774.272782.185123,0119,0123,72011785.374763.659775.132122,4117,4122,62012775.849735.781756.822120,9113,1119,7

Tabel 19 viser udviklingen i årsværksforbruget ved byretterne fra 2006 til2012. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det – som følge af de ekstra sa-ger til byretterne med instansreformen – var et led i domstolsreformen attilføre yderligere dommerstillinger. Disse blev udmøntet i perioden frem til2009. Efter ekstrabevillingen til bunkebekæmpelse blev der ansat et yder-ligere antal jurister, der dog løbende er reduceret efterfølgende.Udviklingen i antallet af kontormedarbejdere er påvirket af indførelsen afdigital tinglysning, idet en ikke ubetydelig del af de tidligere tinglys-ningsmedarbejdere er tilført andre sagsområder ved byretterne ved idrift-sættelsen af den digitale tinglysning. Antallet af øvrige ansatte blev forhø-jet bl.a. grundet ansættelse af administrationschefer ved retterne som led idomstolsreformen.57

Landsretternes årsværksforbrug er, som tabel 23 viser, reduceret for bådejurister og kontorpersonale fra 2006 til 2012. I alt er der reduceret med 16juriststillinger, ligesom der er foretaget reduktion af landsretternes løn-sumsbevillinger svarende til ca. 15 kontormedarbejdere som følge af deændringer i opgavevaretagelsen, som domstolsreformen medførte.Tabel 23. Årsværksforbrug i perioden 2011-20122006Østre Landsret – juristerØstre Landsret – kontorVestre Landsret – juristerVestre Landsret – kontorSamlet – juristerSamlet – kontor85,5166,3855,4044,40140,91110,782006100,0100,0100,0100,0100,0100,0200784,6964,9055,3042,60139,99107,50200799,097,899,895,999,397,0200880,1361,3253,0040,30133,13101,62200893,792,495,790,894,591,72009-absolutte tal-76,7560,8253,2042,50129,95103,322009-indeks-89,891,696,095,792,293,376,0958,9352,4038,50128,4997,43201089,088,894,686,791,287,975,5957,1851,7038,00127,2995,18201188,486,193,385,690,385,975,5957,7050,9036,80126,4994,50201288,486,991,982,989,885,3201020112012

Det bemærkes, at der ved denne produktivitetsopgørelse ikke er taget hen-syn til, at en forholdsmæssig større del af Vestre Landsrets straffesager be-handles ved et bitingsted, hvilket i sig selv betyder, at en større del at ar-bejdstiden for denne landsrets jurister og administrative medarbejdere erbundet af rejsetid. Der henvises herom til tidligere embedsregnskaber forVestre Landsret. Der er heller ikke taget hensyn til, at en forholdsmæssigstørre del af dommerne ved Østre Landsret er konstituerede dommere.Deloittes analyse behandler i sin kortlægning også spørgsmålet om pro-duktivitet for de to landsretter. Deloitte beregner produktiviteten som an-tallet af sager i forhold til antallet af årsværk, som er sat af til både 1. in-stanssager og ankesager. Deloitte har således ikke foretaget en vægtning afsagerne.I modsætning hertil anvender Domstolsstyrelsen en vægtning af sagerne iforbindelse med beregningen af landsretternes produktivitet. Dette kapiteltager udgangspunkt i Domstolsstyrelsens produktivitetsberegninger.Landsretterne har påpeget, at den metode, som er anvendt af Deloitte til atopgøre og sammenligne produktiviteten i de to landsretter, ikke er retvi-sende. Metoden med at regne på antallet af uvægtede sager pr. årsværk erogså forladt af domstolene, fordi der ikke tages hensyn til, at sagerne erforskellige, og at sagssammensætningen ved de forskellige embeder kanvære forskellig. Metoden tager således f.eks. ikke højde for, at antallet afcivile 1. instanssager er relativt større i Østre Landsret end i Vestre Lands-ret, og at der er stor forskel på ressourceanvendelsen og det antal retsdage,der anvendes i f.eks. ankesager og 1. instanssager, men også i andresagstyper.

4. Udvalgets overvejelserDet fremgår af udvalgets kommissorium, at produktiviteten ved domstole-ne skal belyses. Udvalget har i den forbindelse noteret sig, at domstolenesiden 1999 har arbejdet med måling af produktivitet, og at metoden til atmåle produktivitet løbende overvejes og justeres af Domstolsstyrelsen.Udvalget finder det vigtigt, at der fortsat er fokus på at følge produktivite-ten ved domstolene og på at videreudvikle metoder hertil med henblik påså retvisende målinger som muligt.Udvalget finder det positivt, at der fra 2006 til 2012 har været en produkti-vitetsudvikling ved byretterne på ca. 2 pct., og at der ved landsretterne fra2011 til 2012 har været en produktivitetsudvikling på mere end 2 pct.Det er vigtigt for udvalget, at der fortsat er fokus på produktivitet og mu-lighederne for produktivitetsforbedringer ved domstolene. Udvalget skaldog understrege, at det også er vigtigt, at den høje kvalitet i domstolenesarbejde samtidig fastholdes. Produktivitet og fokus på produktivitet kan så-ledes ikke stå alene.Udvalget har noteret sig, at domstolene har et hold af Bedste Praksis-konsulenter, som kan anvendes af retterne, og anbefaler, at produktivitetenogså fremadrettet søges forbedret i det omfang, som retssikkerhedsmæssi-ge hensyn giver grundlag for og på en måde, som sikrer, at den høje kvali-tet i domstolenes arbejde fastholdes. En sådan forbedring af produktivite-ten kan bl.a. ske ved udbredelse af bedste praksis. Det må forventes, at ar-bejdet med udbredelsen af bedste praksis i domstolenes behandling af civi-le sager vil indebære et effektiviseringspotentiale, som udvalget finder, atder bør arbejdes videre med at realisere.

Kapitel 6DigitaliseringUdvalget er orienteret om det arbejde, der pågår med indførelse af juridi-ske fagsystemer (JFS) og anden form for digitalisering ved domstolene.Udvalget finder det generelt vigtigt, at der fortsat arbejdes med indførelseog udbredelse af digitalisering ved domstolene.Udvalget har særligt drøftet mulighederne for på sigt at digitalisere proces-serne i den indledende fase af en civil sag.Deloitte har desuden i sin analyse set på mulighederne for øget digitalise-ring i nogle sammenhænge1. Sagsbehandlingen i dagDomstolsstyrelsen har udarbejdet stævningsblanketter til brug for såvelalmindelige civile sager som småsager. Der er ikke krav om anvendelse afdisse blanketter. For småsagernes vedkommende er der i retsplejelovens §348, stk. 5, indført hjemmel til, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte reglerom, at stævninger i småsager skal udfærdiges på særlige blanketter. Be-myndigelsen er ikke udnyttet.Domstolsstyrelsen har ligeledes udarbejdet svarskriftsblanketter til brugfor såvel almindelige civile sager som småsager. Der er ikke krav om an-vendelse af disse blanketter.De udfyldte blanketter kan ikke indsendes til retten pr. e-mail, men skalprintes, underskrives og sendes til retten i papirform. Med lov nr. 447 af 9.juni 2004 er der indført regler om digital kommunikation i retsplejen. Reg-lerne er endnu ikke sat i kraft. Det antages, at retsplejelovens krav omskriftlighed og underskrift, indtil reglerne om digital kommunikation sæt-tes i kraft, er til hinder for digital fremsendelse af stævning og svarskriftsamt øvrige processkrifter.Retternes nuværende sagsbehandlingssystem til civile sager blev udvikletaf DSI Data A/S i 1990’erne og er løbende videreudviklet. Systemet, derbestår af en database med integreret tekstbehandlingsfunktionalitet, er ikkeindrettet til eller forberedt på digital modtagelse og afsendelse. Dette inde-bærer, at alle sagens oplysninger skal indtastes manuelt i sagsbehandlings-

systemet, at hovedparten af sagsbehandlingen er papirbaseret, samt atfremsendelse af dokumenter til og fra retten sker med posten.Et digitalt sagsbehandlingssystem for retterne er i disse år under udviklingi Domstolsstyrelsen. Danmarks Domstole er således i gang med en samletmodernisering af infrastruktur og udvikling af digital understøttelse afsagsprocesser og sagsgange. Det er forventningen, at der i 2013 færdigud-vikles systemkomponenter til håndtering af ind- og udgående digitalkommunikation (JFS fase 1), men alene med tilslutning til de eksisterendefagsystemer.I udkast til Digitaliseringsstrategi for Danmarks Domstole 2013–2018 ind-går desuden planer for bl.a. selvbetjeningssystemer, der understøtter digi-tale stævninger med automatisk oprettelse af sager mv. Det er målet, atselvbetjeningssystemer skal forkorte retternes sagsbehandlingstid. Sagerneskal sendes elektronisk med de fulde sagsinformationer og betaling, somautomatisk registreres og lagres korrekt.For så vidt angår forkyndelse blev der med lov nr. 447 af 9. juni 2004, somendnu ikke er trådt i kraft, indført hjemmel til digital forkyndelse. Ved lovnr. 1242 af 18. december 2012 blev retsplejelovens regler om forkyndelserevideret, og der blev indført nye forkyndelsesformer. Med de nye forkyn-delsesregler er der nu to digitale forkyndelsesformer: digital forkyndelseog forenklet digital forkyndelse. Det må dog forventes, at der også frem-over vil være en gruppe af sagsøgte, over for hvilke der må iværksættesforkyndelse på anden vis.Lov nr. 1242 af 18. december 2012 trådte i kraft den 1. juli 2013, dog træ-der bl.a. reglerne om digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse ikraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Reglerne forventes sati kraft, når JFS er blevet sammenkoblet med de digitale postkasser. NårJFS er udrullet, vil det være teknisk muligt at sende en forkyndelse tilmodtagerens e-boks.2. Udvalgets overvejelserI lyset af den øgede digitalisering i alle dele af samfundet finder udvalgetdet afgørende, at der også ved domstolene arbejdes målrettet mod øget di-gitalisering. Udvalget ønsker med sit arbejde at understøtte denne procesog har på baggrund af Deloittes rapport særligt drøftet, hvilke muligheder

der kunne være for på sigt at digitalisere stævning, forkyndelse og svar-skrift.Udvalget har i den forbindelse drøftet mulighederne for, at stævning ogsvarskrift indgives ved brug af særlig blanket, portalløsning eller lignendefor på den måde at muliggøre rettens genbrug af data fra sagens parter.Det vil betyde, at retterne spares for manuelt tastearbejde, idet de af par-terne indtastede data trækkes ind og lagres i sagsbehandlingssystemet, somautomatisk opretter sagen, genererer udkast til elektroniske dokumenter,som videreekspederes til forkyndelse, samt genererer udkast til korrespon-dance og retsbøger under den videre behandling af sagen.Hvis der i løsningen indbygges dels en vejledning knyttet til de enkelteindtastninger, dels automatisk kontrol af oplysninger, som fremgår af of-fentlige registre (navne, adresser, cpr.nr., cvr.nr. mv.), vil risikoen for for-kerte oplysninger desuden kunne mindskes. Selv om man kan mindskeomfanget af forkerte oplysninger, er det dog vigtigt at understrege, at derfortsat vil være anledning til en manuel kontrol. Domstolenes afgørelserkan tvangsfuldbyrdes, og det er derfor vigtigt, at de oplysninger, som lig-ger til grund herfor, er korrekte. Det bemærkes i den forbindelse, at udval-get ikke umiddelbart har oplysninger, som taler for, at denne kontrol ikkebør ske lokalt ved de enkelte retter, der også skal foretage en række kon-troller i forbindelse med udeblivelsesdomme.Det er udvalgets opfattelse, at anvendelse af elektroniske blanketter, por-talløsning eller lignende må forventes på afgørende måde at kunne rationa-lisere sagsgangene og medføre personalebesparelser og hurtigere sagsbe-handling. En sådan løsning er imidlertid ikke mulig på nuværende tids-punkt, da domstolenes sagsbehandlingssystemer endnu ikke kan understøt-te en sådan løsning. Udvalget lægger imidlertid stor vægt på, at der arbej-des videre mod en øget digitalisering.Udvalget har derfor overvejet, om der kan peges på tiltag, som kan effekti-visere sagsbehandlingen og samtidig understøtte arbejdet med en øget di-gitalisering. Det er udvalgets vurdering, at en obligatorisk brug af blanket-ter, som kan sikre, at retterne med det samme får alle relevante oplysnin-ger, vil kunne medvirke til at lette sagsgangene også uden en yderligeredigitalisering. På sigt vil det desuden være muligt at ”sætte strøm” til så-danne blanketter. En udvikling af blanketter til stævning og svarskrift vildermed kunne være første skridt mod en øget digitalisering.65

Deloitte har også i sin analyse i forlængelse af udvalgets overvejelser pe-get på to initiativer vedrørende henholdsvis fuld og delvis elektronisk ind-beretning i forbindelse med modtagelse af stævning og svarskrift. Deloitteforeslår for både stævning og svarskrift i den forbindelse fire initiativermed stigende digitaliseringsniveau: 1) fjerne kravet om original under-skrift, 2) gøre forklæde (standardblanket) til stævning og svarskrift obliga-torisk, eventuelt gennem en 3) elektronisk indberetningsblanket, herunderogså med mulighed for 4) en fuldt digitaliseret løsning, der også vil kunnespare retterne for oprettelse af stamdata.Det er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssigt med et fast formattil alle dele af stævninger og svarskrifter, da udvalget vurderer, at sagerneog dermed kravene til indhold af stævning og svarskrift er for forskelligetil et sådant fælles format.Udvalget anbefaler i stedet – som også foreslået af Deloitte – at der til allestævninger og svarskrifter skal anvendes en bestemt blanket som forsidepå stævning og svarskrift. Disse forsideblanketter skal indrettes således, atretterne – når forsiderne er korrekt udfyldt af parterne – med det samme ogpå en overskuelig måde får alle oplysninger, der er relevante for anvendel-sen af retternes sagsbehandlingssystemer.Udvalget foreslår derfor, at der indføres hjemmel i retsplejeloven til, atDomstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at der ved indgivelse af stæv-ning og svarskrift skal anvendes bestemte blanketter som forside.Udvalget er bekendt med, at Dommerforeningen som led i et arbejde meden vejledning om behandling af civile sager ved byretterne har udarbejdetsåkaldte ”forklæder” til stævning og svarskrift, som man i vejledningen vilanbefale at anvende. Udvalget finder, at de ”forklæder”, som er udarbejdetaf Dommerforeningen, sikrer de relevante oplysninger, og anbefaler der-for, at Domstolsstyrelsen inddrager disse ”forklæder”, når blanketterne tilobligatoriske forsider til stævning og svarskrift skal udformes. Udvalgetforudsætter desuden, at Domstolsstyrelsen inddrager både retterne og bru-gerne i arbejdet med at udarbejde forside-blanketterne.Med hensyn Deloittes forslag om at ophæve kravet om original underskrifthenvises til kapitel 7, afsnit 6.

Kapitel 7Forløbet frem til sagens anlægUdvalget har drøftet forskellige problemstillinger, som vedrører forløbetfrem til, at en civil sag bliver anlagt ved retten, og fremkommer på denbaggrund med en række forslag til ændringer af de gældende regler. Andreproblemstillinger, som også har tilknytning til forløbet frem til sagens an-læg, bl.a. saglig kompetence og udformning af stævning og svarskrift, erbeskrevet i kapitel 13 og kapitel 6.1. Fremme af sagen med fornøden hurtighed1.1. Gældende retDet har væsentlig betydning for sagsflowet, hvordan parterne og deres ad-vokater tilrettelægger en sag, herunder omfanget af bevisførelsen. Der erikke i retsplejelovens en pligt for parterne til at fremme sagen med fornø-den hurtighed og til at undgå unødige sagsskridt, men det følger af retsple-jelovens § 341, at bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sa-gen, ikke kan finde sted.Det fremgår desuden af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skaludvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal her-under udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelsemed, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, og sagerne skalfremmes med fornøden hurtighed.De gældende advokatetiske regler, der blev vedtaget på Advokatrådetsmøde den 7. april 2011, fastsætter følgende om fremme af sagen med for-nøden hurtighed:”8 Modtagelse af sager…8.3En advokat må ikke påtage sig en sag, hvis den ikke kan behandlestilstrækkelig hurtigt.

1.2. Udvalgets overvejelserUdvalget finder det afgørende, at sagens parter medvirker til, at en civilsag fremmes hurtigst og bedst muligt, og så tidligt som muligt indgår idrøftelser om sagen, herunder om muligheden for forlig, men også om an-dre forhold, der f.eks. kan føre til en tilskæring af sagen.Retsplejeloven indeholder ikke en forpligtelse hertil, og retsplejelovens §126, stk. 1, om, at advokater skal fremme sager med fornøden hurtighed,har efter sit indhold og placering i retsplejeloven mere karakter af en disci-plinær regel. Bestemmelsen har desuden kun betydning for advokater ogdermed ikke for sagens parter, herunder parter der som selvmødere førerderes egne sager i retten.Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i rets-plejeloven om, at parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hur-tighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden foren forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg. En undersøgelse afmuligheden for en forligsmæssig løsning forud for sagens anlæg vil bl.a.kunne omfatte en undersøgelse af muligheden for mægling i form af f.eks.mediation.Udvalget har overvejet, om en sådan bestemmelse bør indsættes som entilføjelse til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 341. Det kanimidlertid ikke udelukkes, at retten – bl.a. under hensyn til utvivlsomt atkunne fremstå upartisk i forhold til den senere afgørelse – vil udvise tilba-geholdenhed i forhold til at anvende bestemmelsen på det tidlige tidspunkt,hvor sagen stadig er under forberedelse.Udvalget finder det derfor mest hensigtsmæssigt, at den foreslåede be-stemmelse indleder retsplejelovens afsnit om rettergangsmåden, der startermed de almindelige bestemmelser i kapitel 32.For at understøtte forpligtelsen finder udvalget, at der i kapitlet om sags-omkostninger i retsplejeloven bør indsættes en bestemmelse, hvorefter detkan få omkostningsmæssige konsekvenser, hvis det eksempelvis i forbin-delse med hovedforhandlingen bliver klart, at en af parterne har forhaletsagen, herunder nægtet at indgå i drøftelser med modparten om f.eks. for-lig.

Udvalget har i denne forbindelse også overvejet, om der bør indføres enpligt i retsplejeloven til, at sagsøgers advokat inden udtagelse af stævnin-gen sender et udkast af stævningen til modparten og opfordrer til forlig.Udvalget har dog ikke fundet tilstrækkelig anledning hertil, da den fornød-ne tilskyndelse findes at ligge allerede i udvalgets ovennævnte forslag og iforslaget om at indføre mulighed for at tillægge en parts opførsel i stridmed de foreslåede pligter omkostningsmæssig betydning.2. Forlig/mægling inden udtagelse af stævning2.1. Gældende retDer er ikke i retsplejeloven fastsat regler om, at parterne forud for indgi-velse af stævning skal have forsøgt at forlige sagen eller skal have forsøgtat løse sagen ved mægling.En forpligtelse for advokaterne til at søge sagen forligt/henvist til mæglinger imidlertid indeholdt i de advokatetiske regler, der fastsætter følgendeherom:”16.9 ProcesovervejelserAdvokaten bør på passende tidspunkter foreslå klienten atoverveje at indgå forlig eller henvise sagen til mediation ellerlignende.”Reglerne fastsætter endvidere følgende om forligsforhandlinger:”19 Advokatens respekt for forligsforhandlingerHar en part forud for eller under en verserende retssag, voldgifteller anden tvisteløsning tilbudt forlig, må modpartens advokatikke over for den afgørende instans fremlægge eller på andenmåde oplyse om forslaget uden udtrykkeligt samtykke framodparten.Advokaten må gerne fremlægge og oplyse om forligsforslagfra egen klient.”2.2. Udvalgets overvejelserEn tidlig dialog mellem parterne vil – uanset at der ikke nødvendigvis ertale om egentlige forligsbestræbelser – ofte føre til en procesfremmendetilskæring af sagen.Udvalget foreslår på den baggrund, at retsplejelovens § 353 tilføjes en be-stemmelse om, at parterne på det forberedende møde skal redegøre for,70

hvilken dialog der forud for mødet og herunder også forud for udtagelse afstævning har været mellem parterne om bl.a. mulighederne for forlig.3. Isoleret bevisoptagelse3.1. Gældende retEfter retsplejelovens § 343 kan retten tillade, at der optages bevis, selv omdette ikke sker til brug for en verserende retssag – såkaldt isoleret bevisop-tagelse.Formålet er at tilgodese en parts interesse i at få en bestemt kendsgerningfastslået ved isoleret bevisoptagelse frem for at henvise parten til at anlæg-ge sag med påstand om anerkendelse eller om et krav, der (endnu) ikke la-der sig præcisere.Hvis en part er i fare for at miste sit bevis eller i øvrigt har en interessederi, kan det tale for at foretage en bevisoptagelse, som kræver rettensmedvirken, som f.eks. vidneafhøring eller syn og skøn, inden sag er anlagt,og inden det vides, om der overhovedet vil blive anlagt en sag.Det følger af retsplejelovens § 343, stk. 2 og 3, at rekvirenten skal betaleudgifterne ved bevisoptagelsen og eventuelt efter rettens bestemmelse skalstille sikkerhed herfor samt betale omkostninger til modparten.3.2. Udvalgets overvejelserMed henblik på at koncentrere processen vedrørende isoleret bevisoptagel-se foreslår udvalget, at retsafgiftsloven ændres således, at det betragtessom en ny sag, der udløser ny afgift, hvis advokaterne stiller supplerendespørgsmål i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse mere end tremåneder efter, at der foreligger en besvarelse af de stillede spørgsmål.Ændringen retter sig mod optagelse af syn og skøn og har ikke betydningfor vidneførsel i medfør af retsplejelovens § 343.Udvalget finder, at muligheden for at anmode om isoleret bevisoptagelseanvendes for lidt i praksis. På den baggrund og henset til, at isoleret bevis-optagelse anvendes i stadig mindre omfang, har udvalget overvejet mulig-hederne for at øge brugen heraf og har herunder for det første overvejet atændre retsplejelovens § 343 således, at det kun undtagelsesvist eller under

særlige omstændigheder kan pålægges rekvirenten at betale omkostningertil modparten.Retsplejelovens § 343 blev indsat ved lov nr. 260 af 8. juni 1979.I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager, side 127,anføres det bl.a. herom:”Efter § 373 i civilprocesudkastet fra 1877 kunne vidneførselog optagelse af syn og skøn undtagelsesvis ske, før sag var an-lagt, »når pågældende part står i fare for ellers at tabe sit bevis,enten på grund af vidners sygdom eller bortrejse, eller fordiforretningens genstand er udsat for forandring eller af lignendegrunde«. Retspraksis er formentlig i overensstemmelse her-med. Isoleret bevisoptagelse forudsætter således, at parterne el-ler en af dem har en særlig interesse i, at bevisoptagelsen fin-der sted, inden retssag anlægges, og dette må sandsynliggøresover for retten, inden denne kan give tilladelse til bevisoptagel-se. At parterne er enige om at ønske beviset optaget er ikke isig selv nok til, at retten bør give tilladelse til bevisoptagelsen,men kravet til den særlige interesse lempes. En bevisoptagelse,som alene skal tjene til vejledning for, om sag overhovedetskal anlægges, kan heller ikke tillades, men derimod efter om-stændighederne nok, hvis bevisoptagelsen er nødvendig for, at»parten« kan finde ud af, hvem han skal sagsøge.Efter den foreliggende praksis at dømme er der utvivlsomt etikke helt ringe behov for bevisoptagelse, navnlig optagelse afsyn og skøn, i tilfælde hvor retssag endnu ikke er anlagt. Rets-plejerådet finder det derfor rigtigst, at der optages en bestem-melse herom i retsplejeloven. Der bør næppe i loven opstillesbetingelser for bevisoptagelsen. Bevisoptagelse bør kunne fin-de sted, når retten finder det hensigtsmæssigt.Udkastets stk. 1 er i overensstemmelse hermed. Bestemmelsenomfatter foruden de ovenfor omtalte tilfælde, hvor retssagendnu ikke er anlagt, også tilfælde, hvor bevisoptagelsen angårforhold, som ikke vil kunne gøres til genstand for retssag,f.eks. spørgsmål angående person- og familieretlig status, jfr.Komm. Rpl. s. 359 f og Tvistemål s. 143 f. Specielt med hen-syn til optagelse af bevis i udlandet bemærkes, at dette natur-ligvis kun kan ske i det omfang, sådan bevisoptagelse ikke erudelukket efter gældende konventioner om bevisoptagelse.Værnetingsbestemmelserne i 2. og 3. pkt. svarer til de gælden-de bestemmelser i § 296, stk. 1, § 353, stk. 2, 2. pkt., og § 354,stk. 1.Stk. 2 er i overensstemmelse med gældende ret.72

Efter gældende ret er det tvivlsomt, om retten kan pålægge denpart, der har ønsket beviset optaget, at betale sagsomkostningertil modparten, jfr. Tvistemål, s. 141 og U 1942.997 og U1954.193. Efter retsplejerådets opfattelse bør der være klarhjemmel til at tillægge modparten sagsomkostninger i sådannetilfælde, og en sådan hjemmel foreslås derfor indsat i stk. 3.”I senere landsretspraksis er der sket en praksislempelse med hensyn til atimødekomme begæringer om isoleret bevisoptagelse – også udover det ibetænkningen anbefalede, jf. herom kommenteret retsplejelov, 9. udgave,bind 1, side 801, hvor det anføres, at denne lempelse skyldtes, at den tidli-gere retstilstand, hvorefter der blev krævet en speciel og retlig interessehos rekvirenten, var blevet afløst af et kriterium, hvorefter optagelse af be-viset blot skal være hensigtsmæssig, jf. også Gomard og Kistrup, Civilpro-cessen, 7. udgave, s. 483.I kommentaren anføres det videre side 806, at lempelsen i retspraksis medhensyn til at imødekomme begæringer om foretagelse af isoleret bevisop-tagelse kan have sammenhæng med den ved lov nr. 260 af 8. juni 1979indførte hjemmel (i § 343, stk. 3) til at pålægge rekvirenten at betale mod-partens sagsomkostninger, idet det dog fremhæves som en forudsætningherfor, at skønserklæringen er gået rekvirenten imod. Kommentaren henvi-ser herved bl.a. til Erik Hørlycks artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1986(litterær afdeling) side 240ff, der til støtte for synspunktet om, at omkost-ningsafgørelsen skal træffes efter en vurdering af indholdet af skønserklæ-ringen, dvs. efter sagens resultat, bl.a. anfører, at det vel alt andet lige errimeligt at anvende § 312, stk. 1, analogt, når der ikke i § 343 er fastlagtnoget kriterium.På denne baggrund og særligt under hensyn til sammenhængen mellem be-stemmelsen i retsplejelovens § 343, stk. 3, og retspraksis med hensyn til atimødekomme begæringer om foretagelse af isoleret bevisoptagelse, finderudvalget ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre bestemmelsen med hen-blik på at begrænse muligheden for at pålægge rekvirenten at betale sags-omkostninger til modparten.Udvalget har for det andet overvejet at ændre bestemmelsen i retsplejelo-vens § 343, stk. 3, således, at der indføres hjemmel til at pålægge modpar-ten at betale sagsomkostninger til rekvirenten af isoleret bevisoptagelse.Efter reglens nuværende formulering kan modparten ikke pålægges at be-tale sagsomkostninger til rekvirenten, uanset om udfaldet af den isolerede73

bevisoptagelse viser, at dette sagsskridt har været berettiget. Omkostnin-gerne vil kunne inddrages ved den samlede omkostningsfastsættelse i eneventuel efterfølgende retssag, men hvis der ikke anlægges en retssag, erdet alene den part, som har ønsket beviset optaget, som kan pålægges atbetale sagsomkostninger til modparten.I praksis betyder det, at hvis udfaldet af et foretaget syn og skøn går mod-parten imod, kan modparten undgå at betale omkostninger og nøjes med atbetale et beløb svarende til det af skønsmanden fastsatte, mens rekvirentener henvist til at afholde omkostningerne ud af dette beløb. Hvis rekvirentener meddelt fri proces, vil det være statskassen, som afholder omkostnin-gerne.Dette taler således for at give mulighed for, at retten kan pålægge ogsåmodparten at betale sagsomkostninger, således at retten – i overensstem-melse med hvad der almindeligvis gælder ved fordeling af sagsomkostnin-ger – kan pålægge den part, som ikke får medhold i forbindelse med isole-ret bevisoptagelse, at betale sagsomkostninger til den anden part, også iden situation, hvor det er denne anden part, som har ønsket den isoleredebevisoptagelse. Udvalget finder dog, at det fortsat skal være den part, somønsker bevisoptagelsen, der foreløbigt skal afholde udgifterne hertil.Udvalget foreslår derfor, at retsplejelovens § 343, stk. 3, ændres således, atretten får mulighed for at fordele omkostningerne ved bevisoptagelsen,hvis der modtages en begæring herom fra skønsrekvirenten senest 3 måne-der efter, at der foreligger en besvarelse af de stillede spørgsmål. Udvalgetforeslår desuden som konsekvens heraf en ændring af § 343, stk. 2, 1. pkt.,således at den part som ønsker beviset optaget, foreløbigt afholder udgif-terne ved bevisoptagelsen.4. Advokatpålæg og beskikkelse af advokat4.1. Gældende retRetten kan pålægge en part at lade sig repræsentere af en advokat, hvis ret-ten ikke finder det muligt at behandle sagen på en forsvarlig måde, uden atparten har en sådan bistand, jf. retsplejelovens § 259, stk. 2. Efterkommesadvokatpålægget ikke, bortses der fra processkrifter, som parten herefterpersonligt indgiver, og parten anses for udeblevet fra senere retsmøder,hvis han møder uden advokat, jf. retsplejelovens § 259, stk. 3. Hvor særli-

ge hensyn taler derfor, kan retten dog beskikke parten en advokat, jf. §259, stk. 3, 2. pkt.4.2. Udvalgets overvejelserUdvalget har overvejet, om adgangen til at meddele advokatpålæg bør ud-vides, idet medvirken af en advokat i visse tilfælde vil medføre, at sagenkan behandles hurtigere ved domstolene. En udvidelse af adgangen til atmeddele advokatpålæg – og dermed i visse tilfælde til at beskikke advokat– kunne f.eks. ske ved, at det som betingelse for at meddele advokatpålægblot blev krævet, at advokatbistand anses for nødvendig for, at retten kanbehandle sagen på ”hensigtsmæssig” måde.Udvalget finder som udgangspunkt, at retsplejelovens § 259, stk. 2, givertilstrækkelig mulighed for at pålægge en part at lade sig repræsentere af enadvokat. Den nuværende formulering giver således også mulighed for atmeddele advokatpålæg og beskikke en advokat af hensyn til sagens frem-me og muligheden for en hurtigere domstolsbehandling.Det er dog samtidig udvalgets opfattelse, at der burde meddeles advokat-pålæg oftere, end det sker i praksis, og udvalget foreslår derfor, at retsple-jelovens § 259 ændres, således at det fremover alene er en betingelse for atmeddele advokatpålæg, at advokatbistand anses for nødvendig for, at ret-ten kan behandle sagen på ”hensigtsmæssig” måde. Det præciseres samti-dig i bemærkningerne, at det med forudsættes, at retterne oftere og i højeregrad af egen drift bør overveje at meddele advokatpålæg ud fra en samletvurdering af sagens omstændigheder, herunder af hensyn til sagens frem-me og muligheden for en hurtigere domstolsbehandling.5. Stedlig kompetence - værneting5.1. Gældende reglerReglerne om stedlig kompetence er afgørende for, ved hvilken af flere li-geordnede retter – byretter eller landsretter – en sag skal behandles. Sager-ne fordeles efter deres geografiske tilknytning, og det almindeligste til-knytningsmoment er sagsøgtes bopæl eller hjemsted. Den kompetentedomstol kaldes værneting.

Værnetingsreglerne falder i tre grupper:1. Reglerne om hjemting i retsplejelovens §§ 235, 236, 238, stk. 1,239 og 240,2. reglerne om supplerende værneting eller undtagelsesværneting iretsplejelovens §§ 237, 238, stk. 2-4, og 241-244, og3. reglerne om internationalt værneting, dels udlændinge uden for EUi retsplejelovens § 246, dels sager omfattet af Domskonventionenmod personer og selskaber, som har tilknytning til EU, retsplejelo-vens § 247 og Domskonventionslovens § 2.Reglerne om stedlig kompetence er – i modsætning til reglerne om sagligkompetence – som hovedregel deklaratoriske. Udgangspunktet er således,at parterne ved en værnetingsaftale kan afgøre, hvor sagen skal føres.Visse byretter har de seneste år indgået aftaler med andre byretter om, atretten kan opfordre parter i civile sager til at få deres sager behandlet veden anden ret med kortere berammelsestid. En sådan aftale har bl.a. omfat-tet Retten i Glostrup, Retten på Frederiksberg, Retten i Hillerød og Retten iOdense.Parterne har derfor mulighed for at få deres sager behandlet hurtigere, hvisde kan blive enige om at indgå aftale om at flytte sagen til en ret med enkortere berammelsestid.Hvis parterne ønsker, at deres sag flyttes til en anden ret, kontakter de denret, hvor deres sag verserer, og oplyser om deres aftale. Herefter sørgerden afgivende ret for at sende sagen videre til den modtagende ret.Domstolsstyrelsen har ingen oplysninger om, hvor mange sager der pådenne måde aftalemæssigt henvises mellem byretterne, men det er denumiddelbare vurdering, at der ikke er tale om et stort antal sager.5.2. Udvalgets overvejelserFor at give større fleksibilitet ved retterne i perioder med spidsbelastningforeslår udvalget, at retterne får hjemmel til at henvise sagerne ”vandret”mellem byretterne, uanset at parterne ikke samtykker heri. Det foreslås, atparterne skal høres over en påtænkt beslutning om henvisning, men athenvisning ikke forudsætter begæring fra en af parterne. Er der tale om, atbegge parter modsætter sig en henvisning, bør man dog være tilbagehol-dende med at henvise sagen til en anden ret.76

Det foreslås, at henvisning i givet fald skal kunne ske, når det findes væ-sentligt af hensyn til sagens behandling inden for rimelig tid. Henvisningkræver således, at sagen vil kunne få et væsentligt hurtigere forløb ved dettilstødende embede.Det foreslås, at ”vandret” henvisning kan ske til en tilstødende retskreds.Herved opnås både en rimelig geografisk nærhed og en vis fleksibilitetsom følge af, at de fleste retskredse har mere end en tilstødende retskreds.Af hensyn til sagstilrettelæggelsen ved den modtagende ret foreslås det, atder, forinden henvisning sker, træffes aftale med vedkommende retspræsi-dent herom. En sådan aftale kan være en generel aftale om henvisning, el-ler en aftale om henvisning af en konkret sag.Udvalget har desuden drøftet, at det i forbindelse med de konkrete aftalerkan overvejes, i hvilket omfang det vil være relevant, at en dommer fraden ret, hvortil sagen er henvist, sætter retten i den kreds, hvorfra sagen erhenvist, f.eks. hvis parter, advokater og vidner alle kommer fra dennekreds. Tilsvarende hensyn må antages at ligge bag bestemmelsen i retsple-jelovens § 13, stk. 2.Udvalget har overvejet, men kan ikke anbefale, alternativt at indføre enmulighed for omkostningsmæssigt at sanktionere parter, der ikke ønsker atindgå værnetingsaftaler.En anden mulighed er en ordning med særlige rejsedommere, hvor dom-merne og ikke sagerne ”vandrer” mellem landsretskredsens byretskredse.En sådan ordning er imidlertid bl.a. erfaringsmæssigt administrativ tung.Om den tidligere gældende rejsedommerordnings forhold til grundlovenhenvises til Retsplejerådets betænkning nr. 1299/1995 om en rejsedom-merordning. . Hertil kommer, at den gældende bestemmelse i retsplejelo-vens § 45 giver gode muligheder for, at dommere og fuldmægtige fra til-stødende retskredse – eller fra andre retskredse, hvis det er frivilligt – kanbeskikkes som yderligere dommere ved naboembedet, hvis dette embedesforhold tilsiger det.Det har imidlertid vist sig, at brug af bestemmelsen i retsplejelovens § 45ikke er tilstrækkelig til at sikre en udligning af for store forskelle i sagsbe-handlingstiderne. Bestemmelsen kan således ikke overflødiggøre udvalgetsforslag om mulighed for vandret henvisning af sagerne.

6. Kravet om original underskrift på processkrifter6.1. Gældende retRetsplejelovens § 348, stk. 2, opstiller en række krav til stævningens ind-hold. Stævningen skal således indeholde parternes navne og adresser, an-givelse af den ret, hvor sagen anlægges, sagsøgerens påstand, en udførligfremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, enangivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at på-beråbe sig, og angivelse af en postadresse i EØS (Det Europæiske Økono-miske Samarbejdsområde), hvor meddelelser til sagsøgeren vedrørendesagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske.Det fremgår udtrykkeligt af retsplejeloven, at stævningen skal være skrift-lig, men det fremgår ikke, at stævningen skal være underskrevet. Stævningkan indleveres af sagsøgeren selv, men vil – ofte – være udarbejdet og bli-ve indleveret af en advokat på sagsøgerens vegne. I så fald følger det afretsplejelovens § 261, stk. 2, at stævningen skal være underskrevet af ad-vokaten.§ 261, stk. 2 lyder således:”Retten har på embeds vegne at afvise personer, der ikke er be-rettigede til for den at give møde for andre, og at tilbageviseprocesskrifter, der er underskrevne af andre end parten og deforan nævnte mødeberettigede personer.”Af bestemmelsen følger kun direkte, at ikke alle og enhver (med behørigfuldmagt) kan underskrive en stævning eller andet processkrift, men be-stemmelsen må antages at forudsætte, at processkrifter skal være under-skrevet af parten, når de ikke underskrives af en mødeberettiget person(med fuldmagt hertil). Retsplejeloven har således ikke udtrykkeligt tagetstilling til, om stævningen skal underskrives. I praksis opfattes kravet for-mentlig som selvfølgeligt, og en ikke underskrevet eller ikke behørigt un-derskrevet stævning vil blive afvist eller frist givet til berigtigelse, jf. rets-plejelovens § 349, stk. 2.At der gælder en regel om, at stævninger skal underskrives, er baggrundenfor den praksis, som har udviklet sig med hensyn til stævninger, der mod-tages som telefax. En stævning, der modtages som telefax, anses såledesikke som underskrevet, og anses dermed som mangelfuld. Den telefaxedestævning skal efter den praksis, der har udviklet sig, følges op af den ori-ginale stævning, også selv om den telefaxede stævning fremtræder som en78

kopi af en underskrevet stævning. Praksis har således fastholdt et krav omoriginal underskrift, jf. Højesterets dom af 7. januar 1997, gengivet i Uge-skrift for Retsvæsen 1997 side 358, og senere Østre Landsrets kendelse af19. marts 2002, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 side 1383. Omunderskriften påføres den telefaxede stævning, efter at den er kommetfrem, eller den originale stævning indleveres i underskrevet stand, er efterpraksis uden betydning. En tilsvarende praksis er udviklet i forhold tilstævninger, der fremsendes vedhæftet en e-mail.6.2. Udvalgets overvejelserUdvalget foreslår, at kravet om original underskrift på processkrifter, her-under stævninger, ophæves. Dette vil muliggøre fremsendelse af proces-skrifter digitalt, jf. også udvalgets overvejelser i kapitel 6.Som det fremgår af kapitel 6, har Deloitte ligeledes i sin analyse foreslåetat fjerne kravet om original underskrift på stævning og svarskrift.Udvalget har overvejet, om retten i visse situationer skal have mulighedfor at stille krav om, at et processkrift skal underskrives af en part eller enrettergangsfuldmægtig, og har fundet det rigtigst at åbne mulighed herfor.Denne mulighed kan f.eks. tænkes anvendt, hvis der konkret opstårspørgsmål om, hvorvidt et processkrift hidrører fra den pågældende parteller rettergangsfuldmægtig.Udvalget har desuden overvejet, om det – henset til den fast indarbejdepraksis med hensyn til originale underskrifter på processkrifter – er påkræ-vet at indføre en bestemmelse i retsplejeloven om, at original og personligunderskrift på processkrifter ikke er påkrævet. Udvalget har imidlertid ikkefundet anledning til at foreslå en sådan udtrykkelig bestemmelse herom,men finder, at det er tilstrækkeligt, at det fremgår forudsætningsvist af ud-valgets forslag til en ny bestemmelse om krav om underskrift i særlige til-fælde (forslag til § 148 b i retsplejeloven), at der ikke længere gælder etgenerelt krav om original underskrift på processkrifter.

Kapitel 8Retsmægling1. Reglerne om retsmæglingReglerne om retsmægling findes i retsplejelovens kapitel 27. Reglerne blevindført som en del af domstolsreformen (indholdsreformerne) ved lov nr.168 af 12. marts 2008 og trådte i kraft den 1. april 2008. Reglerne byggerpå Retsplejerådets betænkning nr. 1481/2006, Reform af den civile retsple-je V, Retsmægling.Retsmægling indebærer, at en dommer eller en advokat, som er uddannet imægling, bistår retssagens parter med selv at nå frem til en aftalt løsningpå deres tvist. Retsmægling tilbydes af byretterne, landsretterne og Sø- ogHandelsretten.De fleste sagstyper kan være egnede til retsmægling, forudsat at parterneselv er rådige over den del af sagen, som mæglingen skal omfatte.Retsmægling adskiller sig væsentligt fra den forligsmægling, som retternesom udgangspunkt skal foretage i civile førsteinstanssager, og som endvi-dere kan ske i ankeinstansen, jf. retsplejelovens § 268. En væsentlig for-skel er, at hvor retsmægler skal indtage en faciliterende rolle og som ud-gangspunkt ikke fremsætte forligsforslag over for parterne, jf. nærmereherom nedenfor, kan en dommer, som efter § 268 forsøger at mægle forlig,frit fremsætte forligsforslag og bede parterne forholde sig hertil, ligesomdommeren typisk vil fremsætte sit forslag med henvisning til det (juridi-ske) udfald, en eventuel dom i sagen må forventes at få.Andre væsentlige forskelle er, at parterne under en retsmægling er aktive iforhold til selv at finde en løsning på konflikten, og at parternes drøftelserog løsning på konflikten kan ligge uden for den juridiske ramme, som erangivet i stævningen og et eventuelt svarskrift, idet der ved retsmæglingikke tages udgangspunkt i parternes krav og sagens juridiske aspekter, meni stedet fokuseres på de bagvedliggende interesser og behov.Reglerne om retsmægling blev indført i forlængelse af en forsøgsordningmed retsmægling, som var baseret på en aftale indgået mellem Justitsmini-steriet, Domstolsstyrelsen og Advokatrådet. På baggrund af en positiv eva-luering af forsøgsordningen, blev retsmægling med indførelsen af reglernei retsplejelovens kapitel 27 gjort permanent og landsdækkende.80

Retsmægling forudsætter, at der er anlagt en retssag ved indgivelse afstævning, og at der er betalt retsafgift efter retsafgiftsloven. Der er retterneimellem forskel på, hvordan retsmægling i praksis tilbydes parterne, og ihvilket omfang retterne tilbyder det.Retsmægling bygger på frivillig deltagelse, og det er derfor en betingelse,at begge parter er enige om at forsøge sig med retsmægling. Retten vilnormalt henvise en sag til retsmægling, hvis parterne er enige herom, menformelt er det rettens beslutning.Retsmægling er gratis for parterne; dog skal parterne afholde eventuelleudgifter til egen advokat i forbindelse med retsmæglingen.Rent praktisk er sagsgangen den, at retten, når parterne tilkendegiver ønskeom retsmægling, udpeger en dommer eller en advokat til at forestå mæg-lingen. Hvis parterne i forbindelse med retsmæglingen når frem til en løs-ning på deres tvist, sluttes sagen ved retten. Hvis parterne ikke når frem tilen løsning på deres tvist, afsluttes retsmæglingen, og sagsforberedelsenfortsættes. Retsmæglerens honorar fastsættes af retten og betales af stats-kassen, hvis retsmægler er advokat. Dommerretsmæglerne modtager ikkesærskilt honorar for retsmægling, da retsmægling er en del af disse dom-meres arbejdsopgaver ved retten, og derfor er dækket af den almindeligeløn.2. Statistik og økonomiNedenstående tabel viser antallet af civile sager, som er blevet afsluttetmed en aftale mellem parterne i forbindelse med retsmægling:Tabel 25. Civile sager sluttet ved aftale efter retsmægling 2009-2012200920102011183214191Almindeligesa-ger/bet.påkrav162515Boligretssager7598106Småsagsproces10513Ægteskabssager467097ForældreansvarssagerI alt330412422* Kilde: Domstolsstyrelsen

retsmægling. Statistikken omfatter således ikke sager, hvor retsmægling erforsøgt, men ikke har ført til afslutning af retssagen mellem parterne.Som nævnt var der forud for indførelsen af reglerne om retsmægling enforsøgsordning med retsmægling. Forsøgsordningen, som omfattede firebyretter og én landsret, blev påbegyndt i marts 2003 og blev evalueret afJustitsministeriets Forskningskontor, som afgav en rapport herom i marts2005. I evalueringsrapporten er det undersøgt bl.a., hvor stor en procentdelaf de retsmæglede sager inden for en given periode, som blev afsluttet meden aftale mellem parterne. Denne undersøgelse, som omfatter 351 sager,viser, at i 218 sager, svarende til 62 pct. af de undersøgte sager, blev derindgået en aftale mellem parterne. Hertil kommer et mindre antal betinge-de aftaler og delvise aftaler.I forhold til denne aftaleprocent må man være opmærksom på, at udvæl-gelsen af konkrete sager til behandling som led i forsøgsordningen vednogle forsøgsembeder kan have spillet ind.Der er ikke i Domstolsstyrelsens regi foretaget økonomiske beregninger,som kan underbygge eller nuancere en antagelse om, at retsmægling fordet offentlige i vidt omfang er en billigere konfliktløsningsform end førel-se af retssag.Nedenfor følger dog nogle mere overordnede betragtninger om mulige res-sourcemæssige potentialer forbundet med retsmægling.I den situation, hvor retsmægling i byretten foretages af en dommer, oghvor sagen forliges og afsluttes på eller i forlængelse af et enkeltretsmæglingsmøde, vil der være en ressourcebesparelse som følge af dentid, dommeren ellers skulle bruge på sagens forberedelse i form af forbere-dende retsmøder, kendelser om processuelle spørgsmål mv. frem til hoved-forhandlingen tillige med den tid, dommeren ellers skulle bruge på udfær-digelse af dom eller en eventuel skriftlig tilkendegivelse. Men mæglings-mødet vil ofte have en varighed, som modsvarer varigheden af en hoved-forhandling. Der vil være kortere forberedelsestid for dommeren i forholdtil forberedelsen af en hovedforhandling, mens der efterfølgende vil værelidt arbejde forbundet med at føre et forlig til retsbogen, hvis parterne øn-sker dette.I den situation, hvor retsmægling i byretten foretages af en advo-katretsmægler, og hvor sagen forliges og afsluttes på eller i forlængelse af82

et retsmæglingsmøde, vil dommeren alene skulle bruges tid på fastsættelseaf honorar til advokatretsmægleren og eventuelt på at føre et forlig til rets-bogen. Her skal dommeren således ikke bruge tid på selve retsmæglingen,men der vil være en udgift for det offentlige til honorar til advo-katretsmægleren, ligesom dommerens arbejde med sagens afslutning skersom led i dommerens arbejde som dommer og således modsvarer en del afdommerens sædvanlige aflønning.I begge de nævnte situationer er der endvidere den fordel, at der ikke læg-ges beslag på en retssal, idet retsmægling så vidt muligt enten foregår i etmødelokale hos retten eller hos advokatretsmægleren.Sager, som sluttes med retsmægling, kan ikke ankes. Da sagen i øvrigt må-ske kunne være sluttet som forligt efter de almindelige regler herom, og dadet ikke er givet, at sagen var blevet anket, hvis den var sluttet ved dom,vil spørgsmålet om anke ikke have betydning for alle sager, som sluttesved retsmægling, men for en del af disse sager.I de situationer, hvor retsmægling ikke fører til en aftale mellem parterne,som afslutter retssagen, kan den gennemførte retsmægling have en gunstigindflydelse på sagens videre afvikling, hvilket i et eller andet om end min-dre omfang afspejles i rettens ressourceforbrug. Mange advokater ogdommere peger således på, at sager, hvori der har fundet retsmægling sted,uden at det har ført til en aftale mellem parterne, ofte er bedre skåret til, li-gesom parterne opleves mere forligsvillige. Gennemført retsmægling ople-ves som havende positiv indflydelse på forberedelsens tyngde, hovedfor-handlingens varighed og efterfølgende forligsmuligheder på baggrund afen tilkendegivelse. På den anden side har der jo i disse tilfælde været brugttid på retsmæglingen, og der skal herudover bruges tid på hovedforhand-lingen, som dog eventuelt bliver af kortere varighed, end den ville haveværet, hvis der ikke havde været forsøgt retsmægling.For så vidt angår retsmægling i ankesager vil der være flere dommerres-sourcer at spare, hvis en sag kan afsluttes på eller i forlængelse af et enkeltretsmæglingsmøde. I landsrettens behandling af ankesager deltager tre ju-ridiske dommere i hovedforhandlingen og sagens afgørelse, hvorimod af-gørelsen af processuelle spørgsmål under sagsforberedelsen ofte træffes afen enkelt dommer, jf. retsplejelovens § 7, stk. 1. Retsmægling i ankesagerforetages, som i byretten, af en dommerretsmægler eller en advo-katretsmægler.

Hvis man forudsætter, at retsmægling finder sted tidligt i sagens forløb, vilgennemløbstiden ved retten for en sag, der afsluttes som forligt efterretsmægling, antageligt være væsentlig kortere, end hvis sagen skulle for-beredes, hovedforhandles og optages til dom. En sag, hvor retsmæglingikke fører til sagens afslutning, vil ikke nødvendigvis få en væsentlig læn-gere gennemløbstid, forudsat retsmægling gennemføres forholdsvis hur-tigt, og forudsat hovedforhandling berammes, uanset at sagen henvises tilretsmægling.Som det fremgår ovenfor, er der ikke foretaget økonomiske beregninger,som kan bekræfte en antagelse om, at retsmægling er en billigere konflikt-løsningsform for det offentlige end en retssag. Som det også fremgår af deoverordnede betragtninger, peger meget dog i retning af et besparelsespo-tentiale, som det dog kan være vanskeligt at konkretisere nærmere.3. Muligheder for at øge brugen af retsmæglingI det følgende beskrives forskellige muligheder vedrørende retsmægling.Ideen bag er overordnet den, at hvis flere sager kan afsluttes ved en aftalemellem parterne gennem retsmægling, reduceres antallet af gennemførtehovedforhandlinger. De muligheder, der peges på, tager derfor først ogfremmest sigte på at medvirke til, at flere sager henvises til retsmægling,og at flest muligt af disse afsluttes med en aftale mellem parterne.Der indgår alene overvejelser vedrørende retsmægling og ikke vedrørendeudenretlig mægling i form af f.eks. mediation. Udenretlig mægling mv.kan foregå i mange forskellige fora, såvel offentlige som private. Udvalgeter ikke i besiddelse af oplysninger om omfanget af brugen af udenretligmægling. Man kan hævde, at parter som kunne være interesserede i at løsederes konflikt aftalemæssigt, lige så vel kunne vælge udenretlig mæglingsom retsmægling, i al fald hvis omkostningerne er de samme. Imidlertidpeger forskning inden for mægling i retning af, at mægling i højere gradefterspørges og bruges der, hvor mægling er ”institutionaliseret” – dvs.hvor mægling er forankret hos og tilbydes af en myndighed eller lignende.Hvis ambitionen er at henvise flere konflikter til mægling med henblik påat undgå et forløb med en traditionel retssag, vil det derfor formentlig værehensigtsmæssigt at overveje udbredelse af retsmægling frem for (alene) atsætte fokus på mulighederne for mægling i privat regi.

3.1. Retsmægling uden anlæg af retssagSom tidligere nævnt er det en betingelse for retsmægling, at der er anlagten retssag. Det kan overvejes at ophæve dette krav, således at retterne tilli-ge vil kunne tilbyde retsmægling, selv om der ikke verserer en sag mellemparterne ved retten.Det fremgår af betænkning nr. 1481, at Retsplejerådet ikke på daværendetidspunkt fandt anledning til at overveje regler om isoleret forligsmæglingved domstolene, bl.a. fordi eventuelle overvejelser herom fandtes at burdeafvente erfaringerne med småsagsprocessen, de ændrede regler om rets-hjælp, de af rådet foreslåede regler om retsmægling samt brugen af de for-skellige former for udenretlig mægling. Det fremgår videre af betænknin-gen, at der med kravet om, at der skal være anlagt retssag, markeres engrænse mellem den mægling, som udføres i tilknytning til domstolene, ogde former for mægling, der foretages udenretligt.Fordelene ved et krav om, at der skal være anlagt retssag, er bl.a., at tvi-sten er konkretiseret, at sagens parter er identificeret, og endvidere at par-terne har gennemgået en form for ”modningsproces”, som kan være gavn-lig for mæglingsprocessen.Set fra et mæglerfagligt synspunkt er en skriftlig identifikation af sagensjuridiske problem imidlertid ikke nødvendig, bl.a. fordi den egentlige tvistkan ligge et helt andet sted, ligesom en stævning kan virke konfliktoptrap-pende. Endvidere kan der, ligeledes ud fra en mæglerfaglig vinkel, argu-menteres for, at jo tidligere mægling forsøges, desto større sandsynlighedvil der være for, at parterne når til enighed om en løsning på deres konflikt.Udvalget kan ud fra en samlet vurdering ikke anbefale, at kravet om anlægaf retssag som forudsætning for retsmægling ophæves. Udvalget har her-ved navnlig lagt vægt på risikoen for, at der uden dette krav opstår enskævhed i forhold til mere traditionel udenretlig mægling, herunder pri-mært mediation. Mediation har selvsagt mange lighedspunkter medretsmægling, men der er en principiel forskel på en ren udenretlig mæglingsom f.eks. mediation og på en mægling, der sker i domstolenes regi. Ud-valget finder det således rigtigst, at den mægling, der kan ske, før en kon-flikt har udviklet sig så meget, at der kan være anledning til at anlægge sagved domstolene, idet hele foretages uden medvirken af domstolene. Detbetyder ikke, at der ikke kan være anledning til i højere grad at øge om-fanget af udenretlig mægling, f.eks. ved at søge den udenretlige mægling85

”institutionaliseret”. Det er efter udvalgets opfattelse blot ikke en opgavefor domstolene at stå for en sådan udvikling, og udvalget har da også note-ret sig, at der bl.a. i advokatregi foregår aktuelle bestræbelser på at udbre-de kendskabet til og dermed brugen af mediation bl.a. i tilknytning til enøget synliggørelse af Mediationsinstituttet.3.2. Obligatorisk retsmæglingDet kan overvejes i et større eller mindre omfang at gøre det obligatorisk,at parterne forsøger at løse deres konflikt gennem retsmægling inden ho-vedforhandlingen, f.eks. ved at gøre retsmægling obligatorisk i ud-gangspunket for visse sagstyper, eller gøre retsmægling obligatorisk efteren konkret vurdering fra rettens side.Et væsentligt argument imod tvungen retsmægling, at en sådan ordning vilstride afgørende mod mæglingens natur, idet mægling bygger på frivillig-hed. Også retssikkerhedsmæssige forhold taler imod obligatoriskretsmægling, idet der bl.a. ikke er offentlighed omkring møderne under enretsmægling, og idet der ikke er appelmuligheder.Det forekommer heller ikke hensigtsmæssigt, om domstolene skulle kunnetvinge en part, som har anlagt sag ved domstolene for at få en retsafgørel-se, og som måske forinden har udfoldet rimelige forligsbestræbelser, til atdeltage i retsmægling.Udvalget kan derfor ikke anbefale, at retsmægling gøres obligatorisk.3.3. Tilbagebetaling af retsafgift, hvis sagen afsluttes forligsmæssigt ef-ter retsmæglingFor at give parterne et økonomisk incitament til at forsøge sagen løst vedretsmægling kan det overvejes at indføre en bestemmelse i retsafgiftslo-ven, hvorefter den erlagte retsafgift helt eller delvist tilbagebetales, hvisretsmægling eller forligsdrøftelser mellem parterne i umiddelbar forlæn-gelse heraf fører til, at sagen hæves.Det forhold, at parterne forinden sagsanlæg forsøger at løse sagen vedmægling/mediation med professionel bistand, øger chancerne for en uden-retlig forligsmæssig løsning og bidrager dermed utvivlsomt til procesbe-sparelser og nedbringelse af retternes sagsbehandlingstider.

Med den nuværende retstilstand udgør det i al fald i første omgangen øko-nomisk byrde for parterne at indgå i udenretlige forligsforhandlinger medbistand af en professionel mægler/mediator, idet parterne selv afholder dehermed forbundne udgifter. Hvis forligsbestræbelserne lykkes, vil parternedog ofte samlet set kunne spare omkostninger i forhold til et mere traditio-nelt forløb med anlæg af retssag. Hvis forligsbestræbelserne ikke lykkes,skal der betales retsafgift for sagsanlæg ved retten, ligesom der vil påløbeyderligere omkostninger til egen advokat og muligvis – afhængig af sagensudfald – sagsomkostninger til modparten.Advokatrådet og Danske Advokater har foreslået, at retten får mulighedfor at træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af retsafgiften i de til-fælde, hvor parterne kan dokumentere, at de forud for sagens anlæg harforsøgt at forlige sagen ved udenretlig mediation på tilfredsstillende fagligvis, således at retten tager stilling hertil i forbindelse med afgørelsen afsagsomkostninger. For udvalgets overvejelser vedrørende retsafgiftsmæs-sige spørgsmål henvises til kapitel 12, hvor det bl.a. foreslås at igangsætteet arbejde med at gennemgå samtlige retsafgifter, og udvalget finder påden baggrund, at Advokatrådet og Danske Advokaters forslag bør indgå iden forbindelse.3.4. Økonomiske konsekvenser for en part, som afslår at deltage iretsmæglingFor at give parterne et incitament til at forsøge sagen løst ved retsmæglingkan det overvejes at indføre mulighed for at tillægge afslag på deltagelse iretsmægling omkostningsmæssige konsekvenser i forbindelse med sagensafslutning.Retsmægling bygger som anført på et princip om frivillighed, og forslagetom økonomiske konsekvenser ved at afslå et tilbud om retsmægling er forså vidt ikke i fuld overensstemmelse med dette princip, ligesom man risi-kerer, at parterne accepterer retsmægling uden at have reel vilje til at søgesagen løst ved indgåelse af aftale.Herudover kan nævnes, at det kan forekomme uhensigtsmæssigt, at enpart, der får medhold i retten, skal rammes omkostningsmæssigt, fordi par-ten har afvist at deltage i retsmægling.Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale, at det skal have økonomiskekonsekvenser for en part at afslå at deltage i retsmægling.87

3.5. Retsmæglers mulighed for at fremsætte forligsforslag til parterneRetsmæglerens rolle er ikke nærmere reguleret i retsplejeloven, men er be-skrevet i forarbejderne. Det fremgår heraf, at retsmægler forudsættes atvære faciliterende for processen, og at retsmægler skal være tilbagehol-dende med at komme med forligsforslag til parterne.Retsplejerådet har således om retsmæglerrollen i betænkning nr.1481/2006 bl.a. anført følgende:”Efter Retsplejerådets opfattelse bør det være det klare ud-gangspunkt for retsmægling, at retsmægleren skal være tilba-geholdende med at blande sig i den indholdsmæssige løsningaf konflikten (den faciliterende mæglerrolle). Retsplejerådetfinder, at denne mæglerrolle er bedst til at opfylde retsmæglin-gens formål om at øge parternes kommunikation med hinan-den, så de selv kan finde frem til løsningen på deres konflikt.Ved at opretholde dette udgangspunkt tydeliggøres også, atretsmægling er væsensforskellig fra traditionel forligsmæglingved domstolene. Det gælder også de tilfælde, hvor retten somled i traditionel forligsmægling mere undtagelsesvist kommermed forligsforslag, der ud fra rimelighedsbetragtninger kan af-vige fra det indhold, som en dom i sagen ville have haft.For at sikre en smidig mæglingsproces finder Retsplejerådetdog, at retsmægleren ikke bør være fuldstændig afskåret fra atfremsætte forslag til løsning af sagen, pege på styrker og svag-heder i parternes argumentation mv. Efter Retsplejerådets op-fattelse bør retsmægleren dog være meget tilbageholdendehermed, og det bør alene kunne ske, hvis parterne anmoder omdet, og retsmægleren finder det hensigtsmæssigt og forsvarligt.Uanset fastholdelsen af det principielle udgangspunkt om entilbageholdende mæglerrolle, finder Retsplejerådet dog, at derbør gælde særlige retsgarantier, i og med mæglingen foregår iregi af retten og foretages af retsmæglere, som særligt er udpe-get af retten til at foretage denne form for mægling. Efter Rets-plejerådets opfattelse bør retsmægleren således gribe ind og isidste ende afslutte retsmæglingen, hvis parternes løsningsfor-slag ville indebære strafbare forhold, eller er i strid med præ-ceptiv lovgivning ……Efter Retsplejerådets opfattelse vil den ovenfor skitserederetsmæglerrolle mest hensigtsmæssigt kunne beskrives i be-mærkningerne til et lovforslag. Indførelse af detaljerede lov-regler om retsmæglerens rolle ville efter Retsplejerådets opfat-telse kunne medføre en risiko for en unødig begrænsning afretsmæglerens muligheder for at tilpasse sine mæglingsbestræ-belser til den konkrete situation, hvilket igen ville medføre en88

risiko for en statisk retsmæglingsproces til skade for parterne.Retsplejerådet foreslår derfor ikke lovregler om retsmæglerensrolle ud over den ovenfor foreslåede regel om, at retsmæglereni visse tilfælde er forpligtet til at afslutte retsmæglingen.”Justitsministeriet har i bemærkningerne til det senere vedtagne lovforslagtiltrådt Retsplejerådets synspunkter.Der har over for udvalget været fremsat ønske om at begrænse eller heltafskære retsmæglerens muligheder for at komme med løsningsforslag.Disse forslag skal bl.a. ses i lyset af, at en begrænsning kunne modvirke debetænkeligheder, der er knyttet til indførelsen af økonomiske konsekven-ser af, at en part ikke ønsker at medvirke ved retsmægling, jf. ovenfor.Det kan imidlertid også modsat overvejes at ændre beskrivelsen af mæg-lerrollen, således at den i dag meget snævre adgang for retsmægler til atfremsætte forligsforslag over for parterne udvides med det formål at søgeflere af de sager, som henvises til retsmægling, afsluttet med en aftale.Et sådant forslag indebærer imidlertid visse retssikkerhedsmæssige betæn-keligheder, idet der bl.a. ikke er offentlighed omkring en retsmægling ogingen appelmuligheder.Det er udvalgets opfattelse, at der med den i forarbejderne beskrevneretsmæglerrolle har udviklet sig en model for retsmægling, som fungerergodt i praksis. Udvalget finder på den baggrund ikke anledning til at fore-slå ændringer i beskrivelsen af retsmæglerens rolle.3.6. Regler om fastsættelse af tidspunktet for retsmæglingenDet fremgår af retsplejelovens § 353, som omhandler forberedende møder,at det forberedende møde kan bruges til bl.a. drøftelser omkring alternativkonfliktløsning, herunder retsmægling.I bestemmelsens stk. 5, 2. og 3. pkt., bestemmes, at retten efter drøftelsemed parterne så vidt muligt skal fastlægge sagens videre forløb, herundertidsrammerne for en eventuel yderligere forberedelse, ligesom retten såvidt muligt skal fastsætte tidspunktet for hovedforhandlingen.Det kan overvejes, om det bør skrives ind i loven, at der, hvis sagen henvi-ses til retsmægling, så vidt muligt skal fastsættes et tidspunkt forretsmæglingen. Det kan endvidere overvejes, om det klart skal fremgå af89

loven, at henvisning til retsmægling ikke er til hinder for berammelse afhovedforhandling, for det tilfælde at sagen ikke kan afsluttes aftalemæssigtved retsmægling.Det er imidlertid udvalget bekendt almindelig praksis ved mange retter atberamme hovedforhandling, uanset at en sag henvises til retsmægling, li-gesom det er vurderingen, at retsmægling berammes hurtigst muligt. Ud-valget finder derfor ikke anledning til at regulere berammelsen nærmereved lov.3.7. Fleksibel anvendelse af dommerretsmæglereSom nævnt kan retsmægler være dommer, herunder dommerfuldmægtig,eller advokat. Efter retsplejelovens § 273, stk. 1, nr. 1, udpeger retspræsi-denten en eller flere dommere eller dommerfuldmægtige ved sit embede,som herefter fungerer som retsmæglere i de konkrete sager. Efter retspleje-lovens § 273, stk. 1, nr. 2, antager Domstolsstyrelsen advokater til at fun-gere som retsmægler i den pågældende landsretskreds.For at opnå en større fleksibilitet i forbindelse med eventuelle ændringer isagstilgangen har udvalget overvejet, om reglen skal gøres mere fleksibel,således at det bliver muligt, at også dommerretsmæglere kan fungere somretsmæglere ved andre retter end eget embede, herunder eventuelt på tværsaf instanser, efter aftale mellem retspræsidenterne.Udvalget finder en sådan fleksibilitet ønskelig, og foreslår derfor, at § 273suppleres med en bestemmelse herom.3.8. Øget anvendelse af retsmægling ved identifikation af bedste prak-sisDeloitte har i sin analyse peget på, at der vil være et potentiale ved en øgetanvendelse af retsmægling.Deloitte har bl.a. anført, at der mellem byretterne er stor forskel på, i hvil-ket omfang retsmægling anvendes, og at der for den enkelte ret generelt erstor variation i brugen af retsmægling inden for kategorierne almindeligecivile sager, boligsager, småsager og forældreansvarssager.Deloitte har ud fra beregninger baseret på bortfald af aktiviteter, efter at ensag er sluttet som forligt efter retsmægling, konkluderet, at der er et effek-90

tiviseringspotentiale, hvis retterne øger brugen af retsmægling svarende tilde retter, hvor flest sager afsluttes ved retsmægling inden for de undersøg-te sagsområder.Deloitte har foreslået, at den øgede brug af retsmægling understøttes af in-formationsmateriale, uddannelse af flere dommere til retsmæglere, øget er-faringsudveksling med de retter, som har gode erfaringer på området, øgetfokus på retsmægling i det forberedende møde samt fastsættelse af mål forretterne vedrørende anvendelse af retsmægling.Udvalget er enig i, at øget brug af retsmægling kan rumme et potentiale,men finder dog anledning til at bemærke, at henvisning af en sag tilretsmægling kræver enighed mellem parterne.. En udvidet brug afretsmægling kræver således, at flere forhold er opfyldt, herunder at båderetter, parter og parternes advokater er opmærksomme på muligheden. Detkan på den baggrund ikke udelukkes, at opsætning af måltal for brugen afretsmægling vil kunne øge alle berørte aktørers opmærksomhed på mulig-heden for retsmægling og dermed kunne have en positiv effekt på tilgan-gen af retsmæglinger. Udvalget finder derfor, at der bør arbejdes videremed overvejelser om nytten af at opstille sådanne måltal.Udvalget er således enigt i, at der bør arbejdes for at udvide brugen afretsmægling. I forlængelse af Deloittes analyse kan udvalget derfor anbe-fale, at der arbejdes mere systematisk på at identificere ”bedste praksis”hos byretter, der har gode erfaringer med omfanget af brugen afretsmægling både generelt og konkret inden for de enkelte sagskategorier,således at disse byretters gode erfaringer i muligt omfang kan udbredes ogbidrage til, at brugen af retsmægling søges øget ved de øvrige byretter.

Kapitel 9Bevisspørgsmål1. VidnerUdvalget har drøftet forskellige problemstillinger, som vedrører den del afbevisførelsen i civile sager, der angår vidner, og fremkommer på den bag-grund med en række forslag til ændringer af de gældende regler.Andre problemstillinger, hvor reglerne om vidner kan være relevant, her-under isoleret bevisoptagelse, syn og skøn samt kære af afgørelser vedrø-rende vidneførsel, er behandlet af udvalget i anden sammenhæng, og erderfor ikke medtaget i dette kapitel.Reglerne om vidner findes i retsplejelovens kapitel 18 (§§ 168-193), somer fælles for civile sager og straffesager, og som gælder for alle tre retsin-stanser.Reglerne i kapitel 18 omhandler vidnepligt, vidneudelukkelse, vidnefrita-gelse, vidnets øvrige pligter og retsvirkningerne for vidner af udeblivelse.Kapitlet indeholder desuden regler om forskellige praktiske spørgsmålomkring vidner og vidneførsel som f.eks. indkaldelse af vidner, rettensvejledning af vidner, fremgangsmåden ved vidneafhøring og rettens proto-kollering af vidneforklaringer.Herudover reguleres forskellige spørgsmål angående vidner og vidneførselforskellige steder i retsplejeloven i tilknytning til andre emner.I det følgende fokuseres på udvalgte problemstillinger, som vurderes athave særlig betydning for overvejelser om forbedring og effektivisering.Afsnittet indeholder således ikke en gennemgang af samtlige regler vedrø-rende vidner og vidneførsel.1.1. Krav til bevisførelsens relevans og afskæring af overflødig bevis-førelseSagens parter skal allerede i forbindelse med indgivelse af stævning ogsvarskrift gøre sig overvejelser om førelse af vidner. Dette følger af rets-plejelovens § 348, stk. 2, nr. 5, og af § 351, stk. 2, nr. 4, som omhandlerstævning, henholdsvis svarskrift, og som foreskriver, at parterne skal angi-ve blandt andet de beviser, man agter at påberåbe sig. Den omstændighed92

at stævning eller svarskrift ikke indeholder angivelse af vidner, indebærerdog ikke, at parten er afskåret fra senere at føre vidner.Spørgsmål om vidneførsel er som oftest genstand for drøftelse på det for-beredende møde, da spørgsmålet har nær sammenhæng med fastlæggelsenaf parternes stilling til sagens faktiske omstændigheder og fastlæggelsen afhovedforhandlingens længde, jf. herved retsplejelovens § 353, stk. 1, nr. 1.For så vidt angår form og fremgangsmåde angiver § 353, stk. 1, nr. 15, 16og 18, at der på dette møde eventuelt kan ske drøftelse af spørgsmål ombl.a. indhentelse af skriftlige vidneerklæringer, afhøring af vidner før ho-vedforhandlingen samt hovedforhandlingens tilrettelæggelse.Loven lægger således op til, at der så tidligt i sagsforberedelsen som mu-ligt tages stilling til, hvilke vidner der skal føres, og hvordan vidneførslenskal tilrettelægges.Udvalget finder i den forbindelse anledning til at understrege, at det er vig-tigt, at der på det forberedende møde sker en drøftelse af vidneførsel i sa-gen, herunder hvem der skal vidne, hvad de skal forklare om, og om derkan bruges en skriftlig erklæring.Efter retsplejelovens § 341 kan bevisførelse, herunder førelse af vidner,der skønnes at være uden betydning for sagen, ikke finde sted. Retten kansåledes afskære førelse af vidner, der skønnes at være uden betydning forsagen. I praksis er retten tilbageholdende med at afskære vidner af egendrift, og retten er endvidere tilbageholdende med at afskære vidner på ettidligt stade i sagens forberedelse. Denne tilbageholdenhed er vanskelig atbebrejde retten, som under forberedelsen endnu ikke har den fulde indsigt isagens materielle spørgsmål, og som derfor ikke vil løbe en risiko for atafskære relevant bevisførelse.Efter retsplejelovens § 318 kan bl.a. unyttig bevisførelse tillægges om-kostningsmæssige konsekvenser for den part, som har foranlediget denne.Udvalget vurderer, at loven indeholder redskaber, som medvirker til at sik-re, at overflødig vidneførsel undgås. I praksis kan det imidlertid være van-skeligt at anvende disse regler på et tidligt tidspunkt under forberedelsen.Det kan derfor overvejes at skærpe kravet til bevisførelsens relevans oggrundlaget for vurderingen heraf, herunder ved eventuelt at stille krav omen begrundelse for den påtænkte bevisførelse.

Udvalget foreslår derfor, at der i retsplejeloven indføres en bestemmelseom, at der skal angives et tema for, hvad det pågældende vidne skal forkla-re om, samt en begrundelse for, hvorfor det er relevant at høre vidnet.En sådan fremgangsmåde tvinger parter og advokater til forholdsvis tidligti processen at foretage en nøjere overvejelse af formålet med og relevansenaf enhver vidneførsel. På samme måde bibringes retten informationer, somsætter den i stand til at forholde sig til relevansen af en vidneførsel.Særligt i forhold til landsrettens behandling af ankesager kan det overvejesat indføre en begrænsning i adgangen til at føre et vidne, som har væretført i underinstansen. Samme begrænsning kan overvejes indført i forholdtil Højesterets behandling af ankesager. Det bemærkes i den forbindelse, atbevisførelsen i Højesteret normalt finder sted inden hovedforhandlingen,således at en dommerfuldmægtig beklæder retten og protokollerer vidne-forklaringerne, jf. herved retsplejelovens § 4, stk. 1, jf. § 340, stk. 3.Udvalget har dog ikke fundet anledning til at stille forslag herom. En an-kesag er som udgangspunkt en ny sag om den samme tvist, som forelå iførste instans. Ankesagen afgøres på det grundlag, som foreligger underankebehandlingen, og man bør ikke kunne afskære et vidne, blot fordi vid-net har afgivet forklaring i en tidligere instans. Derimod bør der også i an-keinstansen stilles krav om, at der skal angives et tema for, hvad det på-gældende vidne skal forklare om, samt en begrundelse for, hvorfor det errelevant at høre vidnet (igen).1.2. Tidlig underretning af vidner om tidspunktet for hovedforhand-lingenI de fleste sager sørger parterne eller deres advokater selv for at indkaldederes respektive vidner til hovedforhandlingen, således at retten ikke er in-volveret heri. Dette er ikke nærmere reguleret i loven, og det er op til par-terne og advokaterne at beslutte, hvordan indkaldelse skal ske.I nogle situationer kan det blive nødvendigt for parterne eller advokaterneat anmode retten om at indkalde et vidne. I så fald foretager retten en for-mel tilsigelse af vidnet til hovedforhandlingen efter retsplejelovens § 175.En sådan tilsigelse skal forkyndes for vidnet.

Det er ikke ualmindeligt, at vidner giver anledning til omberammelse afhovedforhandlingen, fordi det viser sig, at et vidne er forhindret i at givemøde til hovedforhandlingen.For at imødegå dette problem kan man rent praktisk varsle vidnet, hen-holdsvis foretage formel indkaldelse af vidnet, så snart hovedforhandlin-gen er berammet. I forhold til den formelle indkaldelse forudsætter dettedog, at tidsplanen for hovedforhandlingen ligger fast.Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en bestemmelse i rets-plejeloven om, at parterne eller advokaterne skal varsle deres respektivevidner om datoen for hovedforhandling, så snart denne er berammet.Et foreløbigt varsel til vidnet om datoen for hovedforhandling skal følgesop med en egentlig indkaldelse, så snart tidspunktet for vidnets møde lig-ger fast. Udvalget foreslår derfor, at det i retsplejelovens § 175 skal indfø-jes, at rettens indkaldelse af vidner i civile sager skal ske hurtigst muligtefter berammelse af hovedforhandlingen.Endelig har udvalget overvejet, om der skal indføres en regel om, at par-terne eller advokaterne skal udarbejde en tidsplan vedrørende vidnerne.Udvalget finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at foreslå lovgiv-ningstiltag herom. Det forudsættes i stedet, at retten og parter-ne/advokaterne i de konkrete sager, hvor det er relevant, aftaler brug aftidsplan. Udvalget finder det naturligt, at behovet for en sådan egentligtidsplan for hovedforhandlingen drøftes i forbindelse med det forbereden-de møde.1.3. Vidneafhøringen, forberedelse af vidnet samt vidnets egen forbe-redelseDet er af betydning for afviklingen af vidneafhøringen, at såvel vidnet somparterne eller deres advokater er velforberedte. Et uforberedt vidne eller enustruktureret udspørgen fra part eller advokat kan forlænge afhøringen be-tydeligt.Fremgangsmåden ved vidneafhøring er omhandlet i retsplejelovens §§ 183og 184. Efter § 183, stk. 1, afhøres vidnet først af den part, som har begæ-ret vidnet ført. Modparten har derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorpåparten kan rette de spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet an-ledning til. Retten kan tillade fremsættelse af yderligere spørgsmål eller95

genoptagelse af afhøringen. Efter stk. 2 kan retten stille spørgsmål til vid-net, og retten kan om nødvendigt overtage afhøringen. Efter § 184 skal af-høringen ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydeligog sandfærdig forklaring, og vidnet skal så vidt muligt have adgang til atudtale sig i sammenhæng.Generelt kan man sige, at jo mere veltilrettelagt en afhøring er, og jo merevelforberedt vidnet er, jo mindre er behovet for genafhøring og spørgsmålfra rettens side.Retsplejelovens § 180 stiller visse krav til vidnets egen forberedelse. Efterdenne bestemmelse skal vidnet således om fornødent opfriske sin videnom sagen, inden vidnet møder i retten, f.eks. ved at efterse dokumenter el-ler bese genstande, hvortil vidnet uden omkostning eller besvær har ad-gang.Som beskrevet er det i civile sager oftest parterne eller deres advokater,som indkalder vidner til hovedforhandlingen, og som i øvrigt har kontak-ten med vidnerne. Denne kontakt er ikke nærmere reguleret i loven.I De Advokatetiske Regler er om advokatens kontakt med vidner i punkt18.3 anført følgende:”18.3En advokat, der repræsenterer en part i en retssag, kan kontakteet vidne forud for vidneafhøringen for at klarlægge, hvad vid-net kan forklare og for at sætte vidnet i stand til at forberedesig på vidneafhøringen.En advokats dialog med et vidne skal altid ske på en måde, derer egnet til at understøtte, at vidnet så korrekt som muligt bi-drager til sagens oplysning. En advokat skal i forbindelse medenhver henvendelse til et vidne forud for vidneafhøringen sik-re, at vidnet er bekendt med, at vidnet ikke har pligt til at udta-le sig til advokaten.Når det er påkrævet, skal advokaten orientere modpartens ad-vokat om den kontakt, advokaten agter at tage eller har haftmed et vidne. Sådan information skal navnlig gives, hvis vid-net har en særlig relation til modparten. Der vil normalt ikkevære behov for en orientering af modparten, hvis advokatenhar ført vidnet i en forudgående instans, hvis vidnet er ansathos den part, advokaten repræsenterer, eller hvis parten har enanden særlig tilknytning til vidnet. Det forhold, at et vidne fø-res af modparten, påvirker ikke i sig selv advokatens adgang tilat kontakte et vidne.”96

Bortset fra de tilfælde, hvor retten efter anmodning foretager formel ind-kaldelse af et vidne, er der ingen korrespondance eller kontakt i øvrigtmellem retten og sagens vidner forud for hovedforhandlingen, og rettenforbereder derfor ikke nærmere vidnet på det at skulle afgive en vidnefor-klaring.Det kan overvejes, om der generelt er et behov for at klæde vidner bedrepå i forhold til det at skulle afgive forklaring i civile sager. Retten vil kun-ne give en vejledning, som ikke relaterer sig til det materielle i sagen, mensom handler om de praktiske forhold og om mødepligt, vidnepligt, sand-hedspligt mv., mens partsadvokaterne vil kunne forberede vidnet på afhø-ringstemaer mv. i sager, hvor dette ikke giver sig selv.Udvalget peger på, at der på domstolenes hjemmeside findes vejledning tilvidner om at møde i retten, og at denne må anses for at være tilstrækkelig.Udvalget finder derfor ikke anledning til i øvrigt at stille forslag herom.Udvalget foreslår dog, at kravene til vidnets egen forberedelse, jf. § 180,tilføjes opregningen i § 175, stk. 2, af, hvad vidneindkaldelsen skal inde-holde, således at vidnet her gøres opmærksom på forpligtelsen.1.4. Skriftlige vidneerklæringerRetsplejelovens udgangspunkt er, at vidner afgiver forklaring mundtligtfor retten. En modifikation til dette udgangspunkt er muligheden for afgi-velse af skriftlige vidneerklæringer.Efter retsplejelovens § 297 kan retten tillade bl.a., at der indhentes enskriftlig erklæring fra en part eller fra en person, der ville kunne afhøressom vidne under sagen. Det er en betingelse, at dette findes ubetænkeligt,og det er i bestemmelsen foreskrevet, at modparten skal have adgang til atudtale sig om spørgsmålet, inden retten træffer afgørelse.Reglen blev indført med lov nr. 538 af 8. juni 2006 (politi- og domstolsre-formen) og har til formål at øge brugen af skriftlige parts- og vidneerklæ-ringer som bevis.Reglen giver mulighed for indhentelse af faktuelle oplysninger, som ellerskunne være indhentet gennem en vidneforklaring under hovedforhandlin-gen. Fremgangsmåden forudsætter, at vidnet selv ønsker at medvirke til97

afgivelse af erklæringen, idet der ikke kan pålægges et vidne pligt til at af-give en skriftlig erklæring. Hvis den rekvirerende part har betalt vidnet forat afgive erklæringen, kan retten ved sagens afslutning tage stilling til, ompartens udgift hertil skal erstattes som en sagsomkostning.Anvendelse af skriftlige vidneerklæringer kan spare tid under hovedfor-handlingen. Herudover kan der være den fordel, at erklæringen, hvis denforeligger tidligt i forberedelsesfasen, vil kunne bidrage til sagens tilskæ-ring og dermed lette den videre sagsforberedelse.Udvalget finder derfor, at anvendelse af skriftlige vidneerklæringer er enmulighed, som parter og advokater i højere grad bør overveje, og som ogsåretten bør være opmærksom på. Som tidligere omtalt er indhentelse af bl.a.skriftlige vidneerklæringer nævnt som et punkt til eventuel drøftelse på detforberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr. 15. En større ud-bredelse af skriftlige vidneerklæringer er formentlig et spørgsmål om henad vejen at ændre den traditionelle måde at føre vidner på og at blive bedretil at identificere de forklaringer, som uden betænkeligheder vil kunne af-gives skriftligt.Udvalget har overvejet, om der bør indføres en pligt for et vidne til at afgi-ve en skriftlig erklæring, hvis retten bestemmer dette, på linje med den al-mindelige vidnepligt. Det vurderes dog umiddelbart, at det næppe vil væreen hensigtsmæssig løsning.Udvalget foreslår i stedet, at retten får mulighed for at henstille til parterne,at der søges indhentet en skriftlig vidneerklæring. Hvis der fremover skalangives et tema for, hvad det pågældende vidne skal forklare om, samt enbegrundelse for, hvorfor det er relevant at høre vidnet, vil dette endviderekunne medvirke til, at retten i højere grad får mulighed for at drøfte medparterne, om det er relevant med skriftlige vidneerklæringer om et eller fle-re temaer.Som nævnt ovenfor skal muligheden for brug af skriftlige vidneerklærin-ger drøftes på det forberedende møde.1.5. Vidneafhøring ved brug af telekommunikationEfter retsplejelovens § 174, stk. 2, kan retten bestemme, at et vidne skalafgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvisdet findes hensigtsmæssigt og forsvarligt.98

Efter § 192, stk. 2, indkaldes vidnet i så fald til at møde for en ret, for enoffentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidlertil rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, ellerfor en fysisk eller juridisk person, der har autorisation til at stille kommu-nikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede iretssager. De nævnte bemyndigelser og autorisationer skal efter stk. 3 og 4udstedes af Domstolsstyrelsen.Efter retsplejelovens § 174, stk. 3, kan retten bestemme, at et vidne skalafgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation uden billede, hvisdet vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at forkla-ringen afgives i retten eller ved anvendelse af telekommunikation med bil-lede, og afgivelse af forklaring ved anvendelse af telekommunikation udenbillede findes forsvarlig.Vidneafhøring ved brug af telekommunikation er på grund af manglendetekniske løsninger og måske også på grund af manglende parathed hos ak-tørerne i civile sager endnu ikke særlig udbredt.I disse år forberedes og implementeres videokonferenceløsninger ved ret-terne som led i et samarbejdsprojekt mellem anklagemyndigheden, krimi-nalforsorgen og domstolene (Video3). Hovedsigtet med dette projekt er atskabe videokonferenceløsninger til brug for retsmøder om forlængelse afvaretægtsfængslinger. Løsningen forventes fuldt implementeret i foråret2015.Det må antages, at det med udbredelsen af projektet vil blive mere almin-deligt at afhøre vidner i civile sager ved brug af videoforbindelse, dels for-di det nødvendige udstyr tilvejebringes i alle retter, dels fordi erfaringernefra brugen af videoforbindelse i arrestantsagerne må formodes at skabe in-citament til at benytte videoforbindelse i videre omfang.Det må derfor forventes, at i de sager, hvor der kan spares tid og omkost-ninger, eller hvor anvendelse af videoforbindelse er en forudsætning for atafvikle hovedforhandling som planlagt og undgå omberammelse, vil dennemulighed blive udnyttet, forudsat det findes forsvarligt for sagens behand-ling. Udvalget finder i den forbindelse anledning til at fremhæve, at det fo-rekommer nærliggende at øge brugen af vidneafhøring ved brug af tele-kommunikation i takt med, at den tekniske løsning bliver udbredt.

Vidneafhøring via telefonforbindelse anvendes så vidt vides sjældent, mener en relevant mulighed at tage i betragtning med henblik på at spare tid ogomkostninger.2. Syn og skønUdvalget har valgt at anmode Retsplejerådet om at behandle emnet syn ogskøn. Retsplejerådet har på den baggrund i august 2013 afleveret et notattil udvalget om visse spørgsmål i forbindelse med syn og skøn i civile sa-ger.Deloitte har også i sin analyse peget på initiativer vedrørende ændrede reg-ler for eksterne parter i forbindelse med syn og skøn. Deloitte foreslår toinitiativer: mulighed for parterne for frit at stille spørgsmål, men til gen-gæld kun én gang, og kun én mulighed for at stille supplerende spørgsmålefter, at skønserklæringen er afgivet.Retsplejerådet har i sit notat behandlet reglerne for, hvordan syn og skønigangsættes, herunder formuleringen af spørgsmål og udpegning afskønsmanden, udformningen af skønserklæringen samt tidsforløbet ogomkostningerne i forbindelse med syn og skøn, da disse spørgsmål har storbetydning for en effektiv afvikling af sager, hvor der skal foretages syn ogskøn, og for sagsbehandlingstiderne i disse sager. Sigtet med forslaget erisær at skabe grundlag for en væsentlig hurtigere gennemførelse af et synog skøn, således at sagsbehandlingstiden i sager med syn og skøn kan bli-ve kortere, end det er tilfældet i dag.Notatet, hvori der også er medtaget et lovudkast, vedlægges som bilag 3 tildette notat.Udvalget anbefaler, at Retsplejerådets forslag gennemføres, da det efterudvalgets opfattelse vil skabe grundlag for en væsentlig hurtigere gennem-førelse af et syn og skøn, så sagsbehandlingstiden i sager med syn og skønkan blive kortere, end det er tilfældet i dag.Retsplejerådets forslag kan sammenfattes således:Rettens beslutning om syn og skønParterne skal som i dag fremsætte begæring om optagelse af syn og skønover for retten. Som noget nyt foreslås, at vedkommende part i forbindelse100

med begæringen om syn og skøn alene skal fremsende en kort beskrivelsemed angivelse af, hvad der er den overordnede ramme for det foreslåedesyn og skøn. Det skal således angives, hvad genstanden for syn og skøn er,hvorfor der er behov for syn og skøn, og hvad det skal bevise. Derimod vildet ikke være et krav, at de konkrete spørgsmål, som vedkommende part igivet fald ønsker at stille til skønsmanden, sendes til retten, før denne hartaget stilling til, om der er grundlag for at tillade afholdelse af syn og skøn.Spørgsmålene kan dog være vedlagt begæringen, da dette i visse situatio-ner vil kunne være det mest hensigtsmæssige og tidsbesparende.En kopi af anmodningen om syn og skøn skal sendes til modparten. Påbaggrund af anmodningen om syn og skøn og en eventuel udtalelse framodparten træffer retten beslutning om, hvorvidt der skal foretages syn ogskøn.Spørgsmålene til skønsmandenHvis retten træffer afgørelse om, at der skal foretages syn og skøn, skalparterne formulere spørgsmålene på baggrund af den overordnede ramme.Begge parter skal stille alle deres spørgsmål med det samme, og der behø-ver ikke være enighed om spørgsmålene. Den part, som har anmodet omsyn og skøn, formulerer sine spørgsmål først og sender dem til modparten,hvis de ikke var vedlagt anmodningen om syn og skøn. Modparten stillerherefter sine spørgsmål. Retten kan alene afvise spørgsmål, som liggeruden for skønsmandens faglige kompetence eller anmodningen om syn ogskøn, eller som skønnes at være åbenbart overflødige, jf. retsplejelovens §341. Endvidere kan retten afvise spørgsmål, som på en utilbørlig måde for-søger at lede skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsætter, atskønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er op til retten at tagestilling til.Spørgsmål til skønsmanden skal stilles ved brug af et særligt skema, derogså indeholder plads til skønsmandens besvarelse af de enkelte spørgs-mål. Der kan vedlægges bilag, genstande mv. til spørgsmålene.Udpegningen af skønsmandenDer foreslås ikke ændringer i fremgangsmåden for udpegning af skøns-mænd eller i betingelserne for, at en person kan udpeges til skønsmand.

Det foreslås, at retten skal sende begæringen og spørgsmålene til denskønsmand, som overvejes udpeget, og at skønsmanden herefter skalkomme med et overslag over tid og pris, som forelægges parterne. På bag-grund af parternes bemærkninger træffer retten afgørelse om udpegning el-ler ikke udpegning af den pågældende skønsmand. Det foreslås præciseret,at retten skal kunne afvise at udpege en skønsmand, som ikke kan løse op-gaven inden for rimelig tid.Skønsforretningen skal afholdes, og spørgsmålene besvares inden en fristfastsat af retten med udgangspunkt i skønsmandens overslag. Hvis fristenoverskrides, skal skønsmanden redegøre for grunden hertil, og hvis over-skridelsen kan bebrejdes skønsmanden, vil den kunne få konsekvenser forskønsmandens honorar. Overskrides fristen, og kan det ikke lægges tilgrund, at skønserklæringen herefter vil fremkomme inden en acceptabeltid, kan retten tilbagekalde udpegningen.Udformningen af skønserklæringenDer indføres krav om, at skønserklæringen skal udformes ved brug af denblanket, hvor spørgsmålene er indsat, og hvor der er plads til, at skøns-manden kan skrive sit svar. Der kan vedlægges bilag, genstande mv. tilsvarene.Supplerende spørgsmålNår skønserklæringen foreligger, har parterne som i dag mulighed for atstille eventuelle supplerende spørgsmål. Der forudsættes, at der kun undta-gelsesvist vil blive mulighed for at stille supplerende spørgsmål mere enden gang, og det er retten, som træffer afgørelse om, hvorvidt de suppleren-de spørgsmål skal besvares, og i den forbindelse om de skal besvaresskriftligt af skønsmanden eller mundtligt i forbindelse med fremmøde i ret-ten.Skønsmandens fremmøde i rettenDer vil som hidtil være mulighed for, at skønsmanden kan blive indkaldttil et retsmøde for at besvare spørgsmål i tilknytning til skønserklæringen,og der foreslås på nuværende tidspunkt kun sproglige ændringer af regler-ne herom.

Omkostningerne ved skønsforretningenSkønsmanden skal som nævnt, inden han kan udpeges, komme med etprisoverslag. Den part, der har fremsat begæring om afholdelse af syn ogskøn, hæfter for det samlede vederlag, mens den anden part hæfter for dendel af vederlaget, der kan henføres til besvarelsen af de spørgsmål, somvedkommende har ønsket besvaret. Der indføres en udtrykkelig bestem-melse, hvorefter partens rettergangsfuldmægtig også hæfter.Retten kan bestemme, at parterne stiller sikkerhed for skønsmandens ve-derlag.Når skønsforretningen er afsluttet, fremsender skønsmanden sit honorar-krav til retten. Honorarkravet skal begrundes, og hvis skønsmandens opgø-relse af omkostningerne ved skønsforretningen afviger fra overslaget, skalskønsmanden særligt redegøre for grunden hertil. Retten indhenter parter-nes bemærkninger til kravet og fastsætter herefter skønsmandens vederlagpå baggrund af kravet, det tidligere overslag og parternes bemærkninger.Retten træffer samtidig afgørelse om den foreløbige fordeling af vederla-get mellem parterne.3. Øvrige beviserFor så vidt angår dokumentbeviser har udvalget bedt Retsplejerådet omogså at se på dette spørgsmål, da det har tæt tilknytning til syn og skøn.Det er i den forbindelse navnlig relevant at se på spørgsmålet om fremlæg-gelse af ensidigt indhentede erklæringer.Det fremgår af det som bilag 3 vedlagte notat fra Retsplejerådet om vissespørgsmål om syn og skøn i civile sager, at det er Retsplejerådets opfattel-se, at der er anledning til at overveje, om der skal være mulighed for andreformer for beviser end syn og skøn i sager, hvor der er behov for sagkyn-dige vurderinger, f.eks. en udvidet brug af ensidigt indhentede sagkyndigeerklæringer, og at en sådan udvidelse af mulighederne for sagkyndige be-viser umiddelbart vurderes at være relevant i et mindre antal sager. Rets-plejerådet finder desuden, at der er en række praktiske og principiellespørgsmål, som skal overvejes nærmere i den forbindelse.Retsplejerådet vil således fortsætte sit arbejde med at overveje dettespørgsmål, og dette er således ikke behandlet nærmere af udvalget.

I forhold til brugen af dokumentbeviser fremkommer udvalget med forslagvedrørende brug af ekstrakt, som vil kunne være med til at sikre, at de re-levante dele af de dokumenter, som skal anvendes som bevis, fremhæves,hvilket vil kunne være med til at optimere dommernes forberedelse af sa-gen og selve forelæggelsen.Udvalget har desuden drøftet spørgsmålet om bevisførelse i sager, hvorRetslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen skal inddrages, og navnlig hvil-ken betydning det har for sagens tidsmæssige forløb.Udvalget peger på, at sager, hvor disse myndigheder skal inddrages, oftehar en meget lang sagsbehandlingstid. Udvalget anbefaler i den forbindel-se, at der arbejdes videre med de pågældende myndigheder og respektiveministerier i forhold til sikre en hurtigere behandling af sådanne sager.

Kapitel 10Sagens forberedelse1. IndledningDette kapitel omhandler forskellige problemstillinger vedrørende civilesagers forberedelse i byretten i , jf. herved retsplejelovens kapitel 33. Detbemærkes, at emnerne stævning, svarskrift, retsmægling, vidner samt synog skøn behandles andre steder, og derfor ikke omtales i dette kapitel.Dommerforeningen har udarbejdet en vejledning om behandling af civilesager ved byretterne. Vejledningen, som trådte i kraft i april 2013, skal bi-drage til at skabe klarhed og ensartethed, så sagerne kommer enkelt oggodt gennem byretterne. Samtidig skal den være med til at sikre, at sags-behandlingen er af højeste kvalitet.I vejledningen er der bl.a. lagt særlig vægt på:••••Parternes overvejelser inden sagsanlæg, herunder om forligsdrøf-telser og mæglingIndholdet af stævning og svarskriftEffektivisering af sagernes forberedelseTilrettelæggelsen af sagen i det forberedende møde og forberedel-sen af mødet, herunder vigtigheden af dialog mellem parterne in-den mødetBetydningen af at sagens spørgsmål klarlægges og oplysningerindhentes så hurtigt og enkelt som muligtVigtigheden af at undgå omberammelser

Der findes tillige vejledninger for begge landsretter og for Højesteret forbehandlingen af civile sager, ligesom Sø- og Handelsretten har offentlig-gjort beskrivelser af rettens behandling af civile sager.Udvalget finder, at disse vejledninger bidrager til at sikre en højere grad afensartethed og en højere grad af fremdrift i processen. Udvalget anbefalerderfor, at vejledningerne følges ved behandlingen af sager for de pågæl-dende retter.I forbindelse med Dommerforeningens arbejde med vejledningen er derfremkommet en række forslag bl.a. vedrørende sagens forberedelse, somkræver lovændringer, og som kan medvirke til at støtte op om vejlednin-gen og de bagvedliggende intentioner om at højne kvaliteten af byretternesbehandling af civile sager. Disse forslag er tilgået udvalget og har indgået iudvalgets overvejelser.2. Forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353Efter retsplejelovens § 353, stk. 1, indkalder retten parterne til et forbere-dende møde, medmindre retten finder det overflødigt. Det forberedendemøde afholdes sædvanligvis efter rettens modtagelse af svarskrift. Mødetkan afholdes via video- eller telefonforbindelse, hvilket er hjemlet i be-stemmelsens stk. 6. I praksis er det almindeligt, at det forberedende mødeafholdes som telefonmøde. Hvis parterne er repræsenteret ved advokater,er det sædvanligt, at alene advokaterne deltager.Formålet med det forberedende møde er at skære sagen til processuelt, be-vismæssigt og juridisk. På mødet skal retten endvidere efter drøftelse medparterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsram-merne for en eventuel yderligere forberedelse, ligesom retten så vidt mu-ligt skal fastsætte tidspunktet for hovedforhandlingen.Udvalget har generelt drøftet behovet for gennem en regulering at strammeop på forskellige forhold vedrørende det forberedende møde med henblikpå at sikre, at mødet udnyttes bedst muligt af hensyn til den videre sags-forberedelse. Udvalgets drøftelser har navnlig drejet sig om de justeringer,som er nævnt i det følgende, og som samlet set efter udvalgets opfattelsevil være medvirkende til at øge kvaliteten af det forberedende møde.Retsplejelovens § 353 indeholder en ikke udtømmende angivelse af, hvilkespørgsmål der særligt skal drøftes på det forberedende møde. Parterne skal106

i stævning og svarskrift komme med forslag til sagens behandling og skalherunder forholde sig til disse spørgsmål, i det omfang det er relevant forden konkrete sag, jf. retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 6, og § 351, stk. 2,nr. 6. På baggrund af stævningen og svarskriftet vurderer retten, hvilkespørgsmål der særligt skal drøftes på mødet, og anfører dette i indkaldelsentil parterne, jf. § 353, stk. 1, 2. pkt.Udvalget finder, at der tillige skal stilles krav om, at parterne over for ret-ten allerede i stævning eller svarskrift skal oplyse forslag til temaer tildrøftelse på det forberedende møde. Forslaget stilles ud fra en betragtningom, at parterne har bedre kendskab til sagen og dens problemstillinger, ogat det derfor er parterne, som bør tage initiativ til drøftelse af relevante te-maer. Ved at henlede rettens og modpartens opmærksomhed på behovetfor drøftelse af et givent tema sikrer man, at begge parter og retten konkreter forberedt herpå til det forberedende møde, og at der er afsat tilstrække-lig tid hertil. Udvalget foreslår således, at retsplejelovens § 348, stk. 2, og§ 351, stk. 2, ændres i overensstemmelse hermed.Efter retsplejelovens § 353, stk. 3, skal dokumenter, som agtes påberåbt, såvidt muligt sendes til retten og modparten en uge før det forberedende mø-de. Udvalget har i forlængelse heraf overvejet, om der i denne bestemmel-se skal tilføjes et krav om, at parterne inden for samme frist skal meddeleretten deres foreløbige stillingtagen til relevante problemstillinger. Udval-get finder, at det kan være hensigtsmæssigt, at retten, når det findes på-krævet af hensyn til drøftelserne på det forberedende møde, får mulighedfor at pålægge parterne at meddele deres foreløbige stillingtagen til nær-mere angivne problemstillinger, og udvalget foreslår på den baggrund, at §353, stk. 3, suppleres med en bestemmelse herom.Som nævnt i kapitel 7, afsnit 2.2, foreslår udvalget desuden, at der i § 353,stk. 5, indsættes en pligt til for parterne at redegøre for, hvilke drøftelserder har været mellem parterne også forud for udtagelse af stævning, her-under om muligheden for forlig.Udvalget finder herudover, at der kan være behov for at pålægge parternepå det forberedende møde at redegøre for, hvilke initiativer der efter sa-gens anlæg har været forud for mødet. Formålet er at sikre, at parterne ta-ger ansvar for sagen og arbejder videre med den, sådan at den ikke liggerstille og venter på initiativer iværksat af retten. Udvalget foreslår på denbaggrund, at retsplejelovens § 353, stk. 1, suppleres med en bestemmelseherom.107

Det fremgår af retsplejelovens § 353, stk. 2, at hver af parterne så vidt mu-ligt skal give møde ved en person, som er bemyndiget til at træffe be-stemmelse med hensyn til sagen. Det har i udvalget været drøftet, at derkunne være et behov for at skærpe bestemmelsen derved, at der stilles kravom, at den mødende skal have fornøden fuldmagt fra sin klient til at kunnetræffe bindende aftaler på dennes vegne. Derved undgås, at sagen må ud-sættes på advokaternes forelæggelse af processuelle spørgsmål, forligsfor-slag mv. for parterne. En sådan bestemmelse kan tillige i praksis have denbetydning, at advokaterne tvinges til på forhånd at overveje og drøfte allerelevante problemstillinger og spørgsmål med parten på et tidligt tidspunkti forberedelsesfasen, hvilket gør det lettere og hurtigere at skære sagen til.Udvalget finder, at en opstramning af kravet om bemyndigelse i § 353, stk.2, er hensigtsmæssig for så vidt angår processuelle spørgsmål, mens hen-synet til parternes mulighed for frit og uden tidsmæssig sammenhæng meddet forberedende møde at kunne forhandle forlig taler imod at udstrækkekravet til bemyndigelsen til også at omfatte indgåelse af forlig med bin-dende virkning.Udvalget foreslår på den baggrund, at § 353, stk. 2, ændres således, at derstilles krav om, at hver af parterne skal give møde ved en person, der erbemyndiget til at træffe bestemmelse med hensyn til sagen for så vidt an-går spørgsmål af processuel karakter.3. Yderligere skriftvekslingUdover stævning og svarskift vil der ofte blive afgivet replik og eventueltduplik.Yderligere skriftveksling efter stævning og svarskrift er hjemlet i retspleje-lovens § 355, stk. 2 (processkrift om et nærmere angivet spørgsmål), i §357, stk. 1 (endeligt påstandsdokument) og i § 357, stk. 2 (sammenfattendeprocesskrift). I de to førstnævnte situationer kan retten fastsætte frist forprocesskriftets afgivelse, og manglende overholdelse heraf er sanktioneret,jf. herom umiddelbart nedenfor, mens retten i forhold til sammenfattendeprocesskrifter alene kan opfordre parterne til at udarbejde sådanne.Efter retsplejelovens § 360, stk. 5, kan retten bestemme, at der skal indtræ-de udeblivelsesvirkning, hvis et processkrift om et nærmere angivetspørgsmål eller endeligt påstandsdokument ikke indleveres rettidigt. Ude-108

blivelsesvirkningen kan, afhængig af hvilken part som udebliver med do-kumentet, være afvisning af sagen, dom efter sagsøgerens påstand eller atsagen hæves, jf. § 360, stk. 1-3. Det er som nævnt en forudsætning, at ret-ten udtrykkeligt har meddelt parten, at manglende rettidig indlevering kanmedføre udeblivelsesvirkning.I forhold til processkrifterne om et nærmere angivet spørgsmål (retspleje-lovens § 355, stk. 2) er det dog ifølge forarbejderne således, at den primæ-re sanktion for manglende rettidig indlevering er indtræden af præklusionmed hensyn til det spørgsmål, som processkriftet skulle angå, uanset omretten har tilkendegivet dette.Om manglende indlevering af processkrift om et nærmere angivet spørgs-mål er i Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001, side 499, bl.a. anførtfølgende:”Manglende indlevering af et sådant processkrift kan tillæggesudeblivelsesvirkning, hvis dette er tilkendegivet i pålægget, jf.den foreslåede § 360, stk. 5. Manglende indlevering af et så-dant processkrift har tillige præklusionsvirkning for så vidt an-går de spørgsmål, som pålægget angår, jf. den foreslåede §358, stk. 4.Det foreslås således, at præklusionsvirkning indtræder automa-tisk, uanset om der er advaret herom, hvorimod udeblivelses-virkning forudsætter, at det udtrykkeligt er nævnt i pålægget.Retsplejerådet finder, at præklusionsvirkning er den mest hen-sigtsmæssige sanktion og derfor bør være den, der primært be-nyttes. Udeblivelsesvirkning bør kun anvendes, hvis der ersærlig anledning dertil.”I Justitsministeriets lovforslag, nr. L 168, folketingssamlingen 2005/2006,er om bestemmelsen anført i de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.2:”Det har i forbindelse med høringen over et udkast til lovfors-laget været anført, at hvis et processkrift indleveres for sent,bør den primære sanktion – dvs. den sanktion, der som ud-gangspunkt anvendes – være udeblivelsesvirkning og ikkepræklusionsvirkning (dvs. afskæring af nyt processtof), sådansom Retsplejerådet har lagt op til i betænkning nr. 1401/2001.Justitsministeriet finder, at udgangspunktet bør være præklu-sionsvirkning, men at udeblivelsesvirkning bør kunne anven-des i alle tilfælde, hvor der konkret findes at være anledning tildet, jf. bemærkningerne til forslaget til retsplejelovens §§ 355,358 og 360 …”

I bemærkningerne til bestemmelsen er bl.a. anført følgende:”Endvidere bemærkes, at for processkrifternes vedkommendebør den primære sanktion for manglende rettidig indleveringvære præklusionsvirkning med hensyn til det spørgsmål somprocesskriftet efter rettens pålæg skulle angå (dvs. afskæringaf nyt processtof vedrørende det pågældende spørgsmål),men udeblivelsesvirkning kan tilkendegives, hvis retten fin-der, at der er anledning dertil.”Udvalget har drøftet, om konsekvensen af manglende rettidig indleveringaf et processkrift i videre omfang skal være udeblivelsesvirkning frem forpræklusion. Udvalget finder imidlertid ikke anledning til at anbefale dettepå nuværende tidspunkt, idet reglerne efter udvalgets opfattelse praktiserespå en afbalanceret måde.For så vidt angår det sammenfattende processkrift (retsplejelovens § 357,stk. 2) er det som nævnt sådan, at retten kan opfordre parterne til at udar-bejdet et sådant. Et sammenfattende processkrift skal ifølge forarbejdernetil retsplejelovens § 357, stk. 2, indeholde de samme elementer som et en-deligt påstandsdokument suppleret med en uddybende redegørelse for par-tens hovedanbringender samt en kort redegørelse for de centrale omstæn-digheder med angivelse af eventuel uenighed mellem parterne og bevisfø-relse herom. I forbindelse med redegørelsen for de enkelte anbringenderkan der henvises til retspraksis og litteratur.Af bemærkningerne til retsplejelovens § 352, stk. 2, i lovforslag nr. L 168fremgår i øvrigt følgende om brugen af sammenfattende processkrifter:”Stk. 2 giver som noget nyt retten mulighed for at opfordreparterne til før hovedforhandlingen inden en frist, som rettenhar fastsat, at indlevere et sammenfattende processkrift. Par-terne er frit stillet med hensyn til, om de vil efterkomme opfor-dringen.Retten kan imidlertid i forbindelse med en opfordring til at ind-levere et sammenfattende processkrift samtidig pålægge par-terne at indlevere et endeligt påstandsdokument, såfremt derikke indleveres et sammenfattende processkrift. Herefter vilden part, der hverken indleverer et sammenfattende proceskrifteller et endeligt påstandsdokument, blive betragtet som ude-blevet, såfremt udeblivelsesvirkning er tilkendegivet. Udarbej-delse af sammenfattende processkrifter vil navnlig være rele-vant i lidt større eller mere indviklede sager. I enkle sager vildet ikke være ressourcemæssigt forsvarligt at opfordre parternetil dette ekstra arbejde.110

Kun parter som er repræsenteret af en advokat, eller som i øv-rigt er i stand til at udarbejde et sammenfattende processkrift,bør opfordres hertil.”Udvalget har efter drøftelser ikke fundet anledning til at foreslå lovæn-dringer vedrørende sammenfattende processkrifter, herunder til indhold el-ler brugen heraf.4. Betalingspåkrav jf. retsplejelovens 348, stk. 3.4.1. Gældende reglerRetsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4 - 6, opstiller en række krav til stævnin-gens indhold, herunder sagsfremstilling, angivelse af dokumenter, somsagsøgeren agter at påberåbe sig, og forslag til sagens behandling.Hvor en sag behandles efter reglerne i kapitel 39 om behandling af sagerom mindre krav, eller hvor sagsøgeren i stævningen har angivet, at sagsøg-te forventes ikke at ville fremsætte indsigelser mod sagsøgerens påstand,finder disse bestemmelser ikke anvendelse. Stævningen skal her alene in-deholde en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder,hvorpå påstanden støttes. Det svarer til kravet til indholdet af et betalings-påkrav, jf. retsplejelovens § 477 b, stk. 3, nr. 4, i modsætning til efter §348, stk. 2, nr. 4, hvorefter kravet er, at stævningen skal indeholde en ud-førlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå på-standen støttes.Betalingspåkrav kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav påhøjst 100.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren harindsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende.I sager, som er startet med et betalingspåkrav, og hvor der fremkommerindsigelser over for dette, iværksætter retten efter retsplejelovens § 477 fretssagsbehandling på baggrund af påkravet, der så sidestilles med enstævning. Hvor sagen er startet med et betalingspåkrav i en sag på højst50.000 kr., svarer kravet til indholdet i betalingspåkravet til kravet til enstævning i en sådan sag. Hvor sagen derimod er startet med et betalingspå-krav i en sag mellem 50.001 kr. og 100.000 kr., vil retten herefter – af-hængig af betalingspåkravets og dermed nu stævningens nærmere udfær-digelse – kunne mangle en udførlig fremstilling af de faktiske og retligeomstændigheder, hvorpå påstanden støttes, bilag og forslag til sagens be-handling. Betalingspåkrav kan som nævnt kun anvendes i sager op til111

100.000 kr., og sager med en værdi på højst 50.000 kr. vil være omfattet afsmåsagsprocessen, hvis skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet.Problemstillingen er derfor kun aktuel for sager om betalingspåkrav påmellem 50.001 kr. og 100.000 kr.4.2. Udvalgets overvejelserFor at sikre en hurtigere og mere effektiv forberedelse af disse sager kandet overvejes at indføre krav om indlevering af stævningstillæg i den situa-tion, hvor retssagsbehandlingen er iværksat på baggrund af et betalingspå-krav i en sag mellem 50.001 kr. og 100.000 kr., og hvor der fremkommerindsigelser. Dette stævningstillæg skal opfylde kravene til stævning i rets-plejelovens § 348, stk. 2, nr. 4-6, dvs. om sagsfremstilling og bilag. Dettebør i givet fald suppleres af en bestemmelse, hvorefter skyldneren udoverat give besked til retten om indsigelser mod kravet samtidig skal give be-sked til sagsøgeren, som herefter skal indlevere stævningstillægget til ret-ten inden 14 dage efter at være blevet underrettet om skyldnerens indsigel-ser.Udvalget er i den forbindelse opmærksom på, at indsigelsesblanketten ef-ter det oplyste som regel ikke indeholder en redegørelse for debitors indsi-gelser, og at sagsøger derfor ikke på dette grundlag har mulighed for atforholde sig kvalificeret hertil og følgelig ikke kan give en fyldestgørenderedegørelse for sagen. Hvis sagsøger herefter skal indlevere replik uden atkende det nærmere indhold af debitors indsigelser, vil det medføre et øgetspild af tid og ressourcer hos sagsøger/sagsøgers advokat.I den forbindelse kan det imidlertid anføres, at advokaterne i lighed med,hvad der i øvrigt gælder i civile sager, må forventes at kunne udarbejdestævning uden at kende modpartens indsigelser. Når sagen ikke længerekan løses ved betalingspåkrav, og betalingspåkravet derfor skal betragtessom en stævning, er det således op til sagsøger at tilvejebringe de oplys-ninger, som er nødvendige for, at sagsøgte kan indgive sit svarskrift.Udvalget er endvidere opmærksom på, at debitor efter den nuværendepraksis opfordres til at komme med et egentligt svarskrift, hvis indsigel-serne ikke er konkretiseret i indsigelsesblanketten. Derpå får sagsøger enfrist til at aflevere en replik, hvori der redegøres fyldestgørende for de ret-lige og faktiske omstændigheder, som kravet støttes på. Hvis debitor harbegrundet indsigelserne, får sagsøger umiddelbart en frist til at afgive ensådan replik. Det kan derfor anføres, at et stævningstillæg kan være over-112

flødigt, idet den nuværende praksis enten fører til det forløb, som forslagetom et stævningstillæg skal sikre, eller et mere hensigtsmæssigt forløb.Hertil kommer, at et krav om indlevering af stævningstillæg i mange sagervil medføre mindst ét yderligere processkridt, ligesom det ikke vil medførekortere sagsbehandlingstider for de omhandlede sager.Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en mulighed for, at ret-ten konkret kan beslutte, at der skal udarbejdes et stævningstillæg i de sa-ger, hvor retten vurderer, at det er nødvendigt.5. Forberedelsens afslutningEfter retsplejelovens § 356, stk. 1, 1. pkt., bestemmer retten, hvornår for-beredelsen afsluttes. Har retten ikke truffet anden bestemmelse, anses for-beredelsen for sluttet fire uger før hovedforhandlingen, jf. bestemmelsens2. pkt.At forberedelsen er afsluttet, har bl.a. den betydning, at en part ikke fritkan udvide sine påstande, fremsætte nye anbringender eller føre beviser,som ikke er angivet under forberedelsen, jf. herved retsplejelovens § 358.Efter bestemmelsens stk. 1 må en part, som efter forberedelsens afslutningønsker at fremkomme med udvidede påstande, nye anbringender eller atføre beviser, som ikke er angivet tidligere (såkaldt nova), give retten ogmodparten meddelelse herom, hvorefter retten – efter at modparten harhaft lejlighed til at udtale sig – træffer afgørelse.Retten kan efter stk. 6 uanset modpartens protest tillade nye påstande, an-bringender og bevisførelse, hvis det af særlige grunde må anses for und-skyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere, hvis modpartenhar tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelseaf hovedforhandlingen, eller hvis nægtelse af tilladelse vil kunne medføreet uforholdsmæssigt tab for parten.Efter stk. 7 kan retten uanset modpartens samtykke modsætte sig udvidelseaf påstande, fremsættelse af nye anbringender eller førelse af nye beviser,hvis en imødekommelse af anmodningen må antages at nødvendiggøre enudsættelse af hovedforhandlingen.

Om § 358, stk. 6 og 7, er i bemærkningerne (jf. lovforslag nr. L 168, folke-tingssamlingen 2005/2006) bl.a. anført følgende:”Navnlig kan der kun helt undtagelsesvis blive tale om atfremkomme med nyt processtof, efter at der er indleveret etendeligt påstandsdokument eller sammenfattende processkrift.At udarbejde et endeligt påstandsdokument eller sammenfat-tende processkrift forudsætter en gennemarbejdning af sagen,og parten bør derfor i den forbindelse blive opmærksom påeventuelt nyt processtof, som ønskes inddraget i sagen.Bestemmelsen er ligesom de gældende præklusionsregler ud-formet på den måde, at retten kan tillade en part at fremkommemed det nye processtof, når en eller flere af betingelserne … eropfyldt. Forudsat at en eller flere af betingelserne er opfyldt,vil der ofte være tale om en samlet vurdering, hvori også meregenerelt indgår tidspunktet for anmodningen, og om partenkunne være fremkommet med anmodningen på et tidligeretidspunkt. Er ingen af betingelserne opfyldt, skal retten der-imod afslå en anmodning om at inddrage nyt processtof.Stk. 7 giver retten mulighed for under visse betingelser at næg-te tilladelse til at fremkomme med nyt processtof efter indtrådtpræklusion, selv om modparten har givet samtykke til, at detnye processtof inddrages i sagen….Parternes adgang til i enighed at inddrage nyt processtof, somer relevant for sagen, bør imidlertid i dispositive sager kun be-grænses af hensynet til sagens behandling inden for rimelig tid.Det foreslås derfor, at retten skal kunne afslå en anmodningom at inddrage nyt processtof, selv om modparten har givetsamtykke, hvis en imødekommelse af anmodningen må anta-ges at nødvendiggøre en udsættelse af hovedforhandlingen. Enudsættelse af hovedforhandlingen vil f.eks. kunne være nød-vendig, hvis anmodningen angå indhentelse af yderligere bevi-ser, som ikke vil kunne foreligge på det tidspunkt, der er fast-sat for hovedforhandlingen. Er det tvivlsomt, om de pågælden-de beviser vil kunne foreligge ved hovedforhandlingen, kanretten efter omstændighederne tillade, at beviserne søges ind-hentet, men samtidig udtrykkeligt tilkendegive, at hovedfor-handlingen vil blive gennemført på det fastsatte tidspunkt, selvom beviserne ikke foreligger.Rettens adgang til at afskære nyt processtof, der vil nødven-diggøre en udsættelse af hovedforhandlingen, følger for så vidtallerede af, at det er retten, der fastsætter tidspunktet for ho-vedforhandlingen, jf. de foreslåede § 353, stk. 5, og § 345, ogtræffer bestemmelse om en eventuel udsættelse af behandlin-gen af sagen, jf. retsplejelovens § 345.Da der foreslås forholdsvis detaljerede præklusionsregler, erdet imidlertid fundet rigtigst, at rettens adgang til af egen driftat afskære nyt processtof af hensyn til at fastholde tidspunktetfor hovedforhandlingen fremgår udtrykkeligt af præklusions-reglerne.”114

Udvalget har overvejet, om der kunne være behov for at stramme op påreglerne, således at der i større omfang sker afvisning af nova. Udvalgethar i den forbindelse overvejet, om det kunne være hensigtsmæssigt at af-skaffe bestemmelsen i § 383, stk. 2, sidste pkt., som omhandler nye på-stande og anbringender under anke til landsretten.Det er udvalgets opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlagfor at foreslå ændringer heri.I relation til sagsforberedelsens afslutning har udvalget endelig overvejet,om retten bør have mulighed for at bestemme, at hovedforhandlingen skalforegå i tilslutning til det forberedende møde, hvis det findes forsvarligt.Før 2007 indeholdt retsplejeloven en bestemmelse herom i § 356, stk. 3,der havde følgende ordlyd:”Stk. 3. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen skal fore-gå i tilslutning til et forberedende møde, såfremt parterne erenige herom, eller sagen findes tilstrækkeligt oplyst og også iøvrigt egnet til straks at domsforhandles.”Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det forud for domstolsre-formen var udgangspunktet, at hovedforhandlingen (domsforhandlingen)blev berammet ved sagsforberedelsens afslutning. I dag berammes hoved-forhandlingen som nævnt på et tidligere tidspunkt. En bestemmelse somden tidligere § 356, stk. 3, kan trods dette have en berettigelse ved mindre,ukomplicerede sager uden vidneførsel. Såfremt parterne skal afgive forkla-ring, forudsætter en bestemmelse herom, at parterne er til stede, eller hur-tigt kan møde op. Da mange forberedende møder som nævnt afholdes somtelefonmøder, forudsætter fremrykkelse af hovedforhandlingen, at rettentillader deltagelse i hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommuni-kation. Dette er hjemlet i retsplejelovens § 365, stk. 4 og 5.Udvalget foreslår, at der indføres en bestemmelse om, at retten kan be-stemme, at hovedforhandlingen skal foregå i tilslutning til det forbereden-de møde. Kriterierne bør være, at sagens parter er indforstået hermed, atsagen findes at være tilstrækkeligt oplyst, og at begge parter skønnes athave mulighed for at varetage deres interesser.6. Ekstrakt, tidsplan og materialesamling. Fortegnelse i småsager.Retten kan efter retsplejelovens § 357, stk. 1, pålægge parterne inden foren af retten fastsat frist før hovedforhandlingen at indlevere endeligt på-115

standsdokument, som skal indeholde påstande, anbringender og bevisangi-velser. Der er ikke hjemmel til, at byretten i sager, der behandles af éndommer, kan kræve ekstrakt (en struktureret samling af de sagsdokumen-ter, der skal benyttes under hovedforhandlingen), tidsplan eller materiale-samling (en struktureret samling af litteratur og retsafgørelser) fra parter-ne; derimod er der hjemmel til, at byrettens præsident kan bestemme, atparterne i sager, der behandles med flere dommere eller under medvirkenaf sagkyndige, skal udarbejde en ekstrakt. Ligeledes udarbejdes der eks-trakt i sager ved landsretten og Højesteret.Der har været ønske om også at give byretten mulighed for at pålægge par-terne at indlevere ekstrakt i sager, som behandles af én dommer, og for atpålægge parterne at indlevere tidsplan og materialesamling.I overvejelserne om eventuel lovregulering af området bør indgå på denene side, at ekstrakt, tidsplan og materialesamling er gode arbejdsredska-ber, der højner kvaliteten og letter afviklingen af hovedforhandlingen, ogsom letter rettens arbejde i forhold til forberedelse af hovedforhandlingenog domsskrivningen. For ekstrakters vedkommende gælder dette ikkemindst, når det er markeret, hvilke dele af dokumenterne der har særlig re-levans for sagens behandling og afgørelse.På den anden side indebærer udarbejdelse af i al fald ekstrakt og materiale-samling et merarbejde for advokaterne, hvilket betyder øgede omkostnin-ger for parterne, og det må endvidere tages i betragtning, at ekstrakt, tids-plan og materialesamling i mange sager ikke er nødvendig. I sager, der be-handles af én dommer, er ekstrakten som oftest kun nødvendig i sager medmange dokumenter. Tidsplanen har naturligvis særlig værdi i sager medmange vidner.Udvalget foreslår, at der tilvejebringes hjemmel til, at retten konkret kanpålægge parterne at indlevere ekstrakt til retten inden en fastsat frist førhovedforhandlingen også i sager, der behandles af én dommer. Udvalgetforudsætter, at et sådant pålæg kun gives i sager, hvor parterne er repræ-senteret ved advokat, og kun hvor sagens karakter gør det relevant.Udvalget finder ikke, at der er grundlag for at foreslå lovgivningstiltag forså vidt angår materialesamling og tidsplan. Det er udvalgets opfattelse, atretten og partsadvokaterne i de konkrete sager, hvor tidsplan og/eller mate-rialesamling kunne være relevant, kan aftale nærmere herom.

Udvalget bemærker, at Dommerforeningens vejledning under pkt. 6.5 for-udsætter, at sagsøgeren senest sammen med påstandsdokumentet senderretten en endelig tidsplan for hovedforhandlingens forløb, og at vejlednin-gen under pkt. 6.6 henstiller til, at der udarbejdes en materialesamling,hvis en part ønsker at påberåbe sig retspraksis, litteratur mv.I sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr. (småsager,jf. retsplejelovens kapitel 39), er det bestemt, at retten skal udarbejde enfortegnelse over parternes påstande, anbringender og beviser og sende dentil parterne, jf. § 406, stk. 5. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det i små-sagerne er retten, der har ansvaret for sagsforberedelsen, og rettens forteg-nelse træder således i stedet for de påstandsdokumenter, som retten efter §357 i de almindelige civile sager kan pålægge parterne at udarbejde, jf.ovenfor.Udvalget har overvejet, om det kunne være hensigtsmæssigt at bløde be-stemmelsen op, således at retten ikke i alle tilfælde skal udarbejde en for-tegnelse efter § 406, stk. 5, idet det i praksis har vist sig, at en fortegnelseikke er nødvendig i alle sager. Det kan f.eks. være i de sager, hvor parternehar valgt selv at udarbejde processkrifter, og disse må anses for at værefyldestgørende, således at det konkret findes forsvarligt at afholde hoved-forhandling på det foreliggende grundlag.Deloitte har i sin analyse foreslået, at kravet om udarbejdelse af fortegnel-se i alle småsager fjernes, således at fortegnelse udelukkende udarbejdes ide sager, hvor det vurderes at være relevant.Udvalget foreslår – også i lyset af Deloittes analyse – at § 406, stk. 5, æn-dres, således at retten kan beslutte, at der ikke skal udarbejdes en forteg-nelse, hvis det konkret findes forsvarligt at afholde hovedforhandling pådet foreliggende grundlag.7. Lovbestemt frist for afholdelse af hovedforhandlingUdvalget har drøftet om en lovbestemt frist, inden for hvilken hovedfor-handling skal være afholdt, kunne medvirke til at sikre en mere effektivsagsforberedelse, idet fristen tilskynder parter, advokater og retten til atsikre fremdrift i den enkelte sag.En sådan frist kendes fra den norske tvistelov § 9-4, (2), som har følgendeordlyd:117

”(2)Straks tilsvar er inngitt etter § 9-3, skal retten legge opp enplan for den videre behandlingen etter drøfting med parterneog herunder fastsette frister og treffe nødvendige beslutninger.Dette omfatter…h) berammelse av hovedforhandling, som bare hvis særligegrunner gjør det nødvendig kan settes til et tidspunkt senereenn seks måneder etter at stevning ble inngitt i saken,…”Så vidt det er udvalget bekendt, blev de norske regler sat i kraft med etlangt varsel og efter, at der var sikret retterne mulighed for at nå ned på enberammelsestid på 6 måneder.Hvis en frist skal give mening, skal den på den ene side være realistisk atoverholde og på den anden side ikke for lang. Seks måneder synes umid-delbart at være en passende tidsfrist, som vil være realistisk i mange sager,og som i øvrigt forekommer rimelig i forhold til sagens parter. Imidlertidvil der også være sager, som ikke vil kunne forberedes på under seks må-neder, og disse sager kan ikke altid identificeres så tidligt i forløbet. Enlovbestemt frist for afholdelse af hovedforhandling vil derfor være vanske-lig at arbejde med i praksis, og hvis det forekommer ofte, at fristen, trodsde bedste intentioner om dens overholdelse, må udskydes grundet sagenskonkrete omstændigheder, vil lovbestemmelsen miste sin værdi.Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale, at der indføres en tidsmæssigfrist for hovedforhandlingens afholdelse.Udvalget bemærker, at som det fremgår af kapitel 4 om sagsbehandlingsti-der ved domstolene, afsnit 6, er der bl.a. opstillet interne mål for sagsbe-handlingstiderne ved domstolene, som er fastsat af Domstolsstyrelsen isamarbejde med retterne, og som der årligt måles på opfyldelsen af, lige-som Danmarks Domstole har korte sagsbehandlingstider som et af fireoverordnede mål for perioden 2013-2018.

Kapitel 11Hovedforhandlingen1. IndledningReglerne om hovedforhandling af civile sager i 1. instans findes i retspleje-lovens kapitel 34 (§§ 362-366). Udgangspunktet er, at hovedforhandlingerforegår mundtligt og med personligt fremmøde.Efter § 365, stk. 1, indledes hovedforhandlingen med, at parterne nedlæg-ger deres påstande. Hvis påstandene ikke fremgår af tidligere afgivne pro-cesskrifter, kan retten bestemme, at påstandene skal være affattet skriftligt.I stk. 2 bestemmes, at sagsøgeren herefter giver en kort fremstilling af sa-gen (forelæggelse), hvorefter bevisførelsen finder sted. I praksis får sag-søgte mulighed for at supplere sagsøgerens forelæggelse, før bevisførelsenfinder sted. Efter bevisførelsen gør sagsøgeren og sagsøgte rede for deresopfattelse af hele sagen (procedure), og sluttelig gives parterne lejlighed tilkort at kommentere modpartens procedure (replik og duplik). Efter stk. 3optages sagen til afgørelse, når forhandlingerne er sluttet. Med parternessamtykke kan retten dog udsætte sagen på parternes stillingtagen til rettensforligsforslag.Efter § 365, stk. 4 og 5, kan retten tillade deltagelse i hovedforhandlingenved anvendelse af telekommunikation. I praksis sker dette uhyre sjældent.Efter § 366, stk. 1, kan retten med parternes samtykke bestemme, at sagenafgøres uden mundtlig hovedforhandling, når særlige grunde taler derfor.Retten træffer i så fald bestemmelse om parternes udveksling af skriftligeprocedureindlæg. Retten træffer herefter afgørelse på baggrund af detskriftlige materiale.2. Skriftlig forelæggelseSom nævnt ovenfor forelægges sagen mundtligt for retten. Under forelæg-gelsen præsenteres sagens faktum med henvisning til relevante bilag, ogder redegøres kort for sagens juridiske problemstillinger. I mere komplice-rede sager er det ikke ualmindeligt, at advokaterne benytter sig af støttebi-lag til illustration. Det kan eksempelvis være talopgørelser, tidslinjer ellerskematiske oversigter.

En hjemmel til at kræve skriftlig forelæggelse, som skal være retten i hæn-de nogen tid før hovedforhandlingen, findes ikke i dag, og har været efter-spurgt. Skriftlig forelæggelse vil lette rettens forberedelse og vil desudenhave den fordel, at varigheden af hovedforhandlingen afkortes lidt, lige-som den må antages at lette rettens arbejde med domsskrivning. Ved over-vejelserne heraf bør det imidlertid tages i betragtning, at man ved at kræveskriftlig forelæggelse pålægger advokaterne et merarbejde, som i sidsteende skal betales af parterne.Udvalget finder ikke anledning til at foreslå lovgivningstiltag på dette om-råde. Det er udvalgets opfattelse, at retten og partsadvokaterne i de få kon-krete sager, hvor en skriftlig forelæggelse kunne være relevant og hen-sigtsmæssig, kan aftale dette.3. Skriftlig procedureSom nævnt ovenfor procederes sagen mundtligt. Der er kun i sager, somafgøres uden mundtlig hovedforhandling, at retten kan bestemme, at par-terne skal udveksle skriftlige prcedureindlæg.Det har været foreslået at give mulighed for, at retten kan pålægge parterneat afgive skriftlige procedureindlæg også i sager med mundtlig hovedfor-handling. Fordelen herved er, at hovedforhandlingen kan afvikles lidt hur-tigere, og at rettens forberedelse og domsskrivning lettes. Det bør dog ogsåtages i betragtning, at man ved at kræve skriftlige procedureindlæg pålæg-ger advokaterne et merarbejde, som i sidste ende skal betales af parterne.Hertil kommer, at brug af skriftlige procedureindlæg reelt må forudsætte,at der efter bevisførelsens afslutning gives advokaterne særlig tid til at for-berede proceduren, og at sagens behandling derfor må udsættes herpå.Udvalget finder ikke anledning til at foreslå lovgivningstiltag på dette om-råde. Det er udvalgets opfattelse, at retten og partsadvokaterne i de få kon-krete sager, hvor en skriftlig procedure kunne være relevant og hensigts-mæssigt, kan aftale dette.4. TilkendegivelserEfter retsplejelovens § 268 mægler retten forlig i alle borgerlige domssageri 1. instans; dog kan forligsmægling undlades, hvis det på grund af sagensbeskaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd

må antages, at mægling vil være forgæves. Der kan også mægles forligunder behandlingen af en ankesag.Forligsmægling vil ofte være forsøgt af retten under sagsforberedelsen.Uanset at det ikke under forberedelsen er lykkedes at afslutte sagen for-ligsmæssigt, er det almindeligt, at retten, hvis parterne ønsker det, foreslårparterne en forligsmæssig løsning af sagen efter hovedforhandlingen. Ret-ten kan komme med et mundtligt forligsforslag (tilkendegivelse) i forlæn-gelse af hovedforhandlingen, eller retten kan tilsende parterne en skriftligtilkendegivelse senere.Hvis parterne accepterer rettens tilkendegivelse, behøver retten ikke atskrive dom i sagen. Især ved mundtlige tilkendegivelser kan der således ef-ter sagens karakter være en stor tidsmæssig besparelse for retten, hvis sa-gen forliges, men også ved skriftlige tilkendegivelser er det vurderingen, atder spares tid. For landsretternes vedkommende er tidsbesparelsen ved til-kendegivelse frem for dom dog ret begrænset i langt de fleste ankesager,uanset form. For parterne har en tilkendegivelse den fordel, at de får enendelig afgørelse af sagen med det samme.Deloitte har i sin analyse peget på, at retterne med fordel vil kunne øge an-vendelsen af bl.a. tilkendegivelser efter hovedforhandlingen i forhold til atfrigøre ressourcer.Udvalget er som nævnt enig i, at der kan spares tid på domsskrivning, hvisflere sager kan forliges efter rettens tilkendegivelse i forlængelse af hoved-forhandlingen, og udvalget foreslår derfor, at retten og parterne i højeregrad prioriterer forligsbestræbelser også efter hovedforhandlingen. Udval-get foreslår også, at retten er opmærksom på vigtigheden af rettens mundt-lige videreformidling af en tilkendegivelse, idet det kan have betydning forforligsviljen at høre dommerens udlægning af sagens resultat. Denne mu-lighed har parterne ikke ved skriftlige tilkendegivelser. Advokatrådet ogDanske Advokater har derfor peget på, at der kan være tilfælde, hvor rettenmed fordel kunne overveje muligheden for at kombinere en skriftlig til-kendegivelse med et telefonmøde med partsdeltagelse, hvor der kunne re-degøres for, hvad der har ført til udfaldet af tilkendegivelsen, herunder be-visbyrderegler mv.Udvalget skal understrege, at det er en judiciel afgørelse, om der er grund-lag for at fremkomme med en tilkendegivelse, og udvalget finder derfor

ikke anledning til at foreslå en nærmere regulering af retternes brug af til-kendegivelser.Udvalget finder også anledning til at fremhæve, at det er parternes ret atkræve en afgørelse i form af en dom. Efter udvalgets opfattelse bør detimidlertid – sammen med en øget fokus på forligsbestræbelser – overvejesat indføre et økonomisk incitament for parterne til at forlige sager, eksem-pelvis ved tilbagebetaling af en del af retsafgiften. Det bemærkes hertil, atefter retsafgiftslovens § 2, stk. 6, tilbagebetales en tredjedel af berammel-sesafgiften, dog mindst 500 kr., i sager, der afsluttes uden dom, ved ude-blivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til genmæle. Udval-gets overordnende overvejelser omkring ændring af retsafgiftslovgivnin-gen på det civile område er beskrevet i kapitel 12.Endelig finder udvalget, at det er nødvendigt, at advokaterne forberederparterne på, at retten sandsynligvis vil tilbyde en mundtlig eller skriftligtilkendegivelse. Det vil efter udvalgets opfattelse næppe være hensigts-mæssigt at lovgive herom. I Vejledning om behandling af civile sager vedbyretterne er indsat et afsnit herom, jf. vejledningens pkt. 7.7, og det måantages, at dette vil medføre, at advokaterne vil være opmærksomme på atforberede parterne i fornødent omfang.I modsætning til domme, der som udgangspunkt skal afsiges og foreliggepå skrift snarest efter hovedforhandlingens afslutning og senest fire ugerherefter, jf. retsplejelovens § 219, stk. 1 og stk. 3, er der ingen frister for,hvornår en skriftlig tilkendegivelse skal foreligge. Efter udvalgets opfat-telse bør skriftlige tilkendegivelser sendes til parterne hurtigst muligt efterhovedforhandlingens afslutning, og praksis synes at være i overensstem-melse hermed. Udvalget finder på den baggrund ikke anledning til at fore-slå en lovbestemt frist for skriftlige tilkendegivelser.5. Kortere domme i sager, som behandles under medvirken af tredommereRetsplejelovens § 218 a giver regler for, hvad en dom skal indeholde. Efterbestemmelsens stk. 1 skal domme indeholde parternes påstande og enfremstiling af sagen, herunder i fornødent omfang en gengivelse af de af-givne forklaringer, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, derer lagt vægt på ved sagens afgørelse. I civile sager skal dommene desudenindeholde en gengivelse af parternes anbringender. Stk. 2 giver mulighedfor, at sagsfremstillingen i dommen kan begrænses til en kort angivelse af122

parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelsefor afgørelsen. Denne mulighed for ”korte domme” kan ikke benyttes, hvissagen har været undergivet kollegial behandling i medfør af § 12, stk. 3,dvs. hvis der deltager tre juridiske dommere i sagens afgørelse.Korte domme bruges meget i praksis, da der spares tid i forbindelse meddomsskrivningen. Hvis en kort dom ankes, skal retten snarest muligt afgi-ve en supplerende redegørelse for sagen til landsretten, jf. § 218 a, stk. 3.Ved valget mellem kort dom eller dom med en fuldstændig sagsfremstil-ling må dommeren derfor konkret tage sandsynligheden for anke i betragt-ning. Korte domme bruges i praksis bl.a. i sager, som ikke har et kompli-ceret faktum og i sager, der som følge af ankebegrænsningsreglerne ikkeumiddelbart kan ankes.Reglen i § 12, stk. 3, fik sin nuværende formulering ved lov nr. 538 af 8.juni 2006 (politi- og domstolsreformen) på baggrund af Retsplejerådetsforslag. I bemærkningerne til § 218 a, stk. 2, (jf. lovforslag nr. L 168, fol-ketingssamlingen 2005/2006) , er anført følgende:”I tilknytning til forslaget om, at civile sager kan undergiveskollegial behandling i byretten, jf. forslaget til retsplejelovens§ 12, stk. 3, … foreslås det, at muligheden for at affatte byrets-domme i civile sager i forenklet form kun skal gælde sager, derhar været behandlet med én juridisk dommer (med eller udenmedvirken af sagkyndige dommere). Har der medvirket flerejuridiske dommere efter det nye forslag herom, skal dommenaffattes efter den almindelige regel i retsplejelovens § 218 a,stk. 1 …”Udvalget har overvejet at udvide muligheden for brug af korte domme tilogså at omfatte sager, der undergives kollegial behandling i medfør af §12, stk. 3. Henset til kriterierne for kollegial behandling i § 12, stk. 3 –hvorefter der skal være tale om sager, som er af principiel karakter, ellerhvis udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, eller somfrembyder særlig omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssigespørgsmål, eller hvis karakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behand-ling påkrævet – finder udvalget ikke at kunne anbefale domme uden sags-fremstilling i disse sager.Udvalget er på den anden side af den opfattelse, at det ikke i alle kollegialtbehandlede sager er nødvendigt med en fuldstændig sagsfremstilling idommen, hvorfor det foreslås, at retsplejelovens § 218 a ændres, således atder tilvejebringes hjemmel til domme med begrænset sagsfremstilling,123

hvis retten konkret finder det forsvarligt. En begrænset sagsfremstillingskal være mere udførlig end blot en angivelse af parternes anbringender.På samme måde som med de korte domme skal det af dommen fremgå, atdommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling, og i tilfælde afanke skal retten afgive en supplerende redegørelse. Det bemærkes i denforbindelse, at indholdet af en supplerende redegørelse må afhænge af denkonkrete sag og ikke altid kan begrænses til blot en gengivelse af afgivneforklaringer.6. Øget brug af skriftligt behandlede sagerSom nævnt indledningsvis er der hjemmel til, at en sag med parternes sam-tykke kan afgøres uden afholdelse af mundtlig hovedforhandling, hvis sær-lige grunde taler derfor, jf. retsplejelovens § 366, stk. 1, 1. pkt. Retten træf-fer i så fald bestemmelse om parternes udveksling af skriftlige procedure-indlæg.Reglen i retsplejelovens § 366 om afgørelse af sager i 1. instans uden af-holdelse af mundtlig hovedforhandling blev indført i forbindelse med lovnr. 538/2006 på baggrund af Retsplejerådets forslag. I de almindelige be-mærkninger til bestemmelsen i lovforslag nr. L168, folketingssamlingen2005/2006, pkt. 5.2.3, er anført bl.a. følgende:”Rettens beslutning om at undlade at afholde en mundtlig ho-vedforhandling kan efter Retsplejerådets forslag kun ske efteren konkret vurdering af, om det er nødvendigt at afholde enmundtlig hovedforhandling i den pågældende sag.Retsplejerådet anfører, at hvis bevisførelse i form af forklarin-ger har væsentlig betydning for sagen, vil en mundtlig hoved-forhandling normalt være påkrævet. Hvis der under forberedel-sen har været en betydelig grad af mundtlighed i form af et el-ler flere længerevarende forberedende retsmøder, kan der efteromstændighederne være mindre behov for en mundtlig hoved-forhandling. Hvis sagen er meget kompliceret, vil det sjældentvære hensigtsmæssigt slet ikke at holde en mundtlig hovedfor-handling. …I vurderingen af, om en mundtlig hovedforhandling er nødven-dig, må det efter Retsplejerådets opfattelse også indgå, om sa-gen har en særlig offentlig interesse. Det er i Retsplejerådetsforslag forudsat, at beføjelsen til at undlade at afholde enmundtlig hovedforhandling vil blive anvendt med varsomhed,idet der efter forslaget skal være særlige grunde, der taler fordet.Retsplejerådets forslag om at åbne mulighed for skriftlig be-handling i første instans skal først og fremmest ses som et led irådets overordnede målsætning om en fleksibel retspleje. Selv124

om der i de fleste sager vil skulle holdes en mundtlig hoved-forhandling, bør der således efter Retsplejerådets opfattelsevære mulighed for at undlade dette, når det undtagelsesvis ikkeer nødvendigt.Efter Retsplejerådets forslag kræves som nævnt parternes sam-tykke til at undlade at afholde en mundtlig hovedforhandling iførste instans.Retsplejerådet anfører, at en part efter omstændighederne kanlægge stor vægt på at kunne forklare sig direkte over for deneller dem, der skal træffe afgørelse i sagen, og en part bør altidkunne forlange, at der afholdes en mundtlig hovedforhandling itvistige sager i første instans. Retsplejerådet fremhæver i denforbindelse bl.a., at det er retten, er på grundlag af sagens ka-rakter fastsætter hovedforhandlingens længde.”Da afgørelse på skriftligt grundlag i et vist omfang kan være tidsbesparen-de, har udvalget overvejet, om der er grundlag for at udvide anvendelses-området herfor. Hensynet til parterne og det overordnede princip om of-fentlighed og mundtlighed i retsplejen taler med vægt for, at parternes ac-cept er nødvendig, men kriteriet ”hvis særlige grunde taler derfor” vil kun-ne gøres bredere. Udvalget finder imidlertid ikke at kunne anbefale en ud-videlse af reglen.Også for så vidt angår ankesager har retten mulighed for at bestemme, atsagen kan afgøres uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens §387, stk. 1. Betingelserne er, at parterne er enige herom, at genstanden forforhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller at det i øvrigt pågrund af sagens særlige beskaffenhed findes hensigtsmæssigt. Efter stk. 2træffer retten i så fald bestemmelse om parternes udveksling af skriftligeprocedureindlæg.Betingelserne i stk. 1 blev udformet med lov nr. 320 af 4. juni 1986, og derskete herved en udvidelse af anvendelsesområdet for skriftligt behandledeankesager i forhold til tidligere. Bestemmelsen i stk. 1 er siden sprogligtændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006, ligesom stk. 2 og 3 blev indført medsidstnævnte lov.Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 320/1986, jf. de almindelige be-mærkninger til lovforslag nr. L 9 af 2. oktober 1985, pkt. 4, at formåletmed udvidelsen af reglen var aflastning af især Højesteret, der havde ud-trykt ønske om i større udstrækning at afgøre ankesager på skriftligt grund-lag.

Skriftlig behandling af ankesager kan f.eks. tænkes anvendt af landsretten isager, hvor der ikke skal afgives parts- eller vidneforklaringer, sager deralene angår lovfortolkning mv.Også i forhold til ankesagerne kan afgørelse på skriftligt grundlag i et vistomfang være tidsbesparende, hvorfor udvalget har overvejet at udvide mu-ligheden herfor. Udvalget finder imidlertid ikke at kunne anbefale en ud-videlse af reglen.Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at for så vidt angår sager ommindre krav, jf. retsplejelovens kapitel 39 (småsager), er det udgangspunk-tet, at ankebehandlingen sker på skriftligt grundlag. Således bestemmes iretsplejelovens § 410, stk. 4, at anken afgøres på skriftligt grundlag, med-mindre landsretten efter sagens beskaffenhed finder, at der er grund tilmundtlig behandling. Hvis begge parter fremsætter anmodning herom, skalanmodningen i almindelighed imødekommes.7. Rettens aktive medvirken ved hovedforhandlingens tilrettelæggelseDet har været anført, at retten i højere grad bør medvirke aktivt ved tilret-telæggelsen af hovedforhandlingen, herunder særligt i forhold til tidsesti-meringen. At få tilrettelagt hovedforhandlingen tidsmæssigt korrekt er afstor betydning for såvel afviklingen af den konkrete sag, som for afviklin-gen af andre sager ved retten. Hvis der er afsat længere tid til hovedfor-handlingen, end det reelt var nødvendigt, har det betydning for rettensfleksibilitet i forhold til afvikling af andre sager. Hvis der omvendt ikke erafsat tilstrækkelig tid til hovedforhandlingen, kan det betyde, at denne måudsættes med tidsspilde og forsinkelse til følge.Hovedforhandlingen berammes så vidt muligt på det forberedende møde,jf. retsplejelovens § 353, stk. 5, sidste pkt., og ellers snarest muligt, jf. §354, stk. 1. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der allerede på et tidligt tids-punkt foreligger et realistisk skøn over, hvor lang tid der skal afsættes tilafholdelse af hovedforhandling.I Vejledning om behandlingen af civile sager i byretten anføres på linjehermed under pkt. 4.2 om det forberedende møde bl.a., at parterne skal op-lyse hovedforhandlingens forventede varighed i timer, gerne i form af enforeløbig tidsplan.

Retten kan og bør som led i aktiv retsledelse spørge ind til tidsestimaterne,hvis der er behov for afklaring. Det kan eksempelvis være, hvis rettenumiddelbart vurderer, at der er afsat for lang eller for kort tid. Det kanovervejes, om der er behov for at præcisere rettens aktive medvirken vedhovedforhandlingens tilrettelæggelse enten direkte i lovteksten eller i be-mærkningerne.Udvalget har overvejet, om der bør fastsættes tidsfrister for varigheden afparternes procedurer ud fra en betragtning om, at proceduren i mange til-fælde med fordel kunne koncentreres mere.I Dommerforeningens vejledning anføres om proceduren i pkt. 7.5 bl.a.følgende:”Advokaternes procedure bør såvel i relation til faktum som tilsagens juridiske problemstillinger være koncentreret om det,der er omtvistet og tvivlsomt. Det vil ofte være en fordel atindlede proceduren med en kortfattet disposition. Procedurenforudsættes i alt væsentligt at svare til det indgivne påstands-dokument, medmindre bevisførelsen giver anledning til æn-dringer.Ved gennemgang af retspraksis og litteratur er det ikke nød-vendigt at dokumentere velkendte retsprincipper eller retsreg-ler. En summarisk gennemgang af et større antal domme harsjældent betydning for sagens udfald.”I landsretspræsidenterne vejledning anføres tilsvarende om proceduren ipkt. E 5 bl.a. følgende:”Advokaternes procedure bør såvel i relation til faktum som tilsagens juridiske problemstillinger være koncentreret om det,der er omtvistet og tvivlsomt, og det vil ofte være en fordel atindlede proceduren med en kortfattet disposition for denne, li-gesom det vil være en fordel, at advokaterne undervejs i pro-ceduren gør opmærksom på, at de begynder på et nyt punkt.Proceduren forudsættes – med forbehold for forløbet af bevis-førelsen – i alt væsentligt at svare til påstandsdokumentet.Ved gennemgang af retspraksis og litteratur er det ikke nød-vendigt at dokumentere eksistensen af velkendte retsprincippereller anvendelsen af velkendte retsregler. En summarisk gen-nemgang af et større antal domme har sjældent betydning forsagens pådømmelse.”

Det er udvalgets opfattelse, at en procedure, der til fulde lever op til anbe-falingerne i disse vejledninger, fuldt forsvarligt kan holdes inden for enkortere tid end det ofte sker i praksis. Udvalget har overvejet, om der børopstilles krav til længden af proceduren i lighed med, hvad der gælder vedEU-domstolen, hvor der gælder en regel om en halv time, men udvalgethar ikke fundet grundlag herfor, da der er stor forskel på sagerne, ligesomder er stor forskel på den måde, hvorpå sager i øvrigt behandles ved EU-domstolene og danske domstole. Udvalget finder det vigtigt at understrege,at både dommere og advokater er opmærksomme på, at proceduren leverop til vejledningen.8. Digital modtagelse af dokumenter i forbindelse med domsskrivningDeloitte har på baggrund af kortlægningsbesøg identificeret domsskrivnin-gen som et område, hvor retternes arbejde kan lettes, hvis dokumenter somf.eks. syns- og skønserklæringer, erklæringer fra Arbejdsskadestyrelsenmv. modtages digitalt, og der dermed ikke er behov for manuel indtastningaf oplysninger fra disse dokumenter. Deloitte foreslår derfor, at retten skalmodtage disse dokumenter digitalt, således at det undgås, at der skal skemanuel indtastning/afskrivning af tekstafsnit.Udvalget er enigt med Deloitte i, at det letter retternes arbejde med at skri-ve dommen, når der ikke skal ske manuel indtastning af oplysninger fraforskellige dokumenter. Udvalget peger dog på, at retterne i et vist omfangallerede modtager relevante dokumenter digitalt eller i forbindelse meddomsskrivning anmoder om at modtage disse dokumenter digitalt. Udval-get anbefaler imidlertid, at der arbejdes på at sikre, at dette, herunder vedaftaler med de relevante eksterne parter, sker i alle tilfælde, hvor det harreel praktisk betydning ved domsskrivningen. I forhold til syns- og skøns-erklæringer bemærker udvalget, at Retsplejerådets forslag, jf. kapitel 9, in-debærer anvendelse af en bestemt blanket til syns- og skønserklæringen,og at det skal kunne bestemmes at denne blanket skal sendes elektronisk tilretten.9. Digital udsendelse af domDet fremgår af Deloittes analyse, at det på kortlægningsbesøg blev under-streget af byretterne, at udsendelsen af dom i dag medfører flere aktivite-ter, der vil kunne undgås ved, at dommen udsendes digitalt. Det gælder ek-sempelvis, at retterne skal håndtere, at advokater og parter ringer og bederom at få dommen læst højt. Deloitte foreslår derfor, at domme fremover128

sendes digitalt til parter/advokater. Deloitte peger dog på, at nogle retterallerede udsender domme digitalt.Udvalget er enig i, at det vil være en lettelse for retternes arbejde, hvisdommen udsendes digitalt, når dommen er afsagt frem for, at parterne kanringe til retten og få resultatet oplyst. Udvalget anbefaler derfor, at derskabes de nødvendige muligheder for, at retterne på en sikker måde kanudsende domme og andre afgørelser digitalt.10. Berammelse og andel omberammelserPå baggrund af kortlægningsbesøg har Deloitte identificeret forskelligpraksis i forhold til, hvordan retterne gennemfører berammelse af hoved-forhandling. Den gennemførte spørgeskemaundersøgelse viser, at der erstor variation i den valgte metode for berammelse og stor variation i dentid, som retterne samlet set bruger på beramelse af hovedforhandlinger.Der er endvidere stor variation i antallet af omberammelser. Deloitte harderfor analyseret konsekvenserne ved, at retterne foretager en hensigts-mæssig berammelse ved en mere effektiv berammelse af hovedforhand-ling, herunder eksempelvis gennem øget anvendelse af berammelse i for-bindelse med første telefonmøde. Deloitte har desuden analyseret konse-kvenserne ved at begrænse omberammelser gennem en mere stringenthåndhævelse af praksis og indførelse af en berammelsesafgift. Konsekven-serne er beregnet på baggrund af forskellige grader af tilpasning til bedstepraksis.Udvalget er enig i, at berammelse og omberammelse er et område, somretterne bør have fokus på, herunder også for at mindske andelen af ombe-rammelser.Deloittes analyse peger på, at der er forskel på den metode og praksis, ret-terne har i forbindelse med berammelse og omberammelse, og udvalgetanbefaler derfor, at der igangsættes et arbejde med at identificere ”bedstepraksis” på området, således at denne kan udbredes, og der derved kan rea-liseres et potentiale. I den forbindelse bør det undersøges, om metoden iforbindelse med berammelse af hovedforhandling har sammenhæng medandelen af omberammelser.Deloitte har desuden forslået at indføre en omberammelsesafgift (på10.000 kr.). Det er udvalgets opfattelse, at en sag ikke skal omberammes,medmindre der foreligge gode grunde hertil, og i så fald forekommer det129

Kapitel 12Retsafgifter mv.1. Gældende reglerReglerne om retsafgifter findes i retsafgiftsloven. I dette notat behandleskun reglerne om afgift i civile sager. Der findes særlige regler i retsafgifts-loven om afgifterne for bl.a. skiftesager, midlertidige afgørelser om forbudog påbud og foged- og auktionsforretninger. Disse regler omtales ikke.Regler om retsafgifter i civile sager blev ændret ved lov nr. 1436 af 22. de-cember 2004 om ændring af lov om retsafgifter og retsplejeloven (Nedsæt-telse og omlægning af retsafgifterne i civile retssager), hvor de gældendeafgiftssatser blev fastlagt. Formålet med loven var at lette adgangen tildomstolene gennem en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civilesager. Loven udmøntede den daværende regerings aftale med Dansk Fol-keparti og Kristendemokraterne om forslaget til finanslov for 2005.Med loven blev der gennemført en lettelse af retsafgifterne for sager ommindre krav. Samtidig blev der indført et loft over retsafgifternes størrelsei store sager, og der blev indført et særligt lavt maksimum for retsafgiften,når en borger eller en virksomhed f.eks. ønsker at indbringe en offentligmyndigheds afgørelse for domstolene.1.1. Afgift i 1. instans i civile sagerVed sagens anlæg betales 500 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 1,Herudover betales afgift på grundlag af påstanden i sagen, således at der isager, hvor værdien overstiger 50.000 kr. ved sagens anlæg betales yderli-gere 250 kr. Herudover betales 1,2 pct. af den del af værdien, der oversti-ger 50.000 kr. Den samlede betaling kan højst udgøre 75.000 kr.I sager, der angår myndighedsudøvelse eller som er omfattet af retspleje-lovens § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, kan den samlede betaling dog højst udgø-re 2.000 kr.Efter § 2 betales desuden afgift for hovedforhandlingen (berammelsesaf-gift) i sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien oversti-ger 50.000 kr. Her betales det samme beløb, som ved sagens anlæg.

1.2. Afgift for appelVed anke af en civil sag til landsretten betales en afgift på 750 kr. vediværksættelse af anken.Herudover betales afgift på grundlag af påstanden i ankesagen. For sager,hvor værdien overstiger 50.000 kr., betales således herudover 250 kr. Des-uden betales her 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.Den samlede betaling kan højst udgøre 75.000 kr., og i visse sager højst2.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 4.Desuden betales afgift for hovedforhandlingen (berammelsesafgift) i sager,som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr.Afgiften udgør samme beløb, som betales ved iværksættelse af anken.For anke til Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., og afgiften udgør så-ledes mindst 1.500 kr.Ved kære til landsretten betales efter retsafgiftslovens § 54 en afgift på 400kr. og ved kære til Højesteret 750 kr. Afgiftens størrelse blev senest ændretved lov nr. 330 af 24. maj 1989 om ændring af lov om retsafgifter (Ned-bringelse af sagsantallet og forhøjelse af afgiftssatser).2. Udvalgets overvejelser om ændring af retsafgifterneUdvalget har i tilknytning til de forskellige faser i en civile sag i fleresammenhænge drøftet spørgsmålet om sagsomkostningernes betydning iforhold til parternes adfærd, herunder retsafgiftens størrelse, bl.a. i forbin-delse med appel, retsmægling og brug af tilkendegivelser. Udvalget finderimidlertid, at en ændring af retsafgifterne ikke kan ske isoleret alene afhensyn til f.eks. at begrænse antallet af ankesager eller øge brugen afretsmægling eller tilkendegivelser. En ændring bør i stedet efter udvalgetsopfattelse ske på baggrund af en samlet overvejelse af sammenhængenmellem retsafgifterne i civile retssager.Deloitte har desuden peget på, at der bør være en klarere struktur for rets-afgifter, idet strukturen for retsafgifter er uigennemsigtig, og der derfor of-te forekommer tilbagebetaling af retsafgifter. Deloitte har derfor foreslåeten forenkling af strukturen f.eks. ved at indføre en høj og en lav afgift i sa-ger om penge eller penges værd.

Udvalget har på den baggrund drøftet, om der bør ske en ændring eller om-lægning af retsafgifterne. Udvalget finder, at en eventuel ændring af rets-afgifterne i civile sager bedst kan ske efter en samlet overvejelse af alleretsafgifter og sammenhængen i afgifterne for de forskellige sagstyper.Udvalget vurderer imidlertid, at der kan være fordele, herunder et effekti-viseringspotentiale, ved at få en klarere, mere forenklet struktur for retsaf-gifter, jf. også Deloittes analyse, og udvalget anbefaler derfor, at der indenfor en overskuelig tidshorisont igangsættes et arbejde med en gennemgangaf samtlige retsafgifter med henblik på en ændring heraf.Udvalget peger i den forbindelse på, at følgende principper mv. bør indgå idette arbejde:Forenkling bør være i fokus. Det skal tilstræbes, at retsafgiftsreglerne erlette at forstå og administrere, og at afgiften er let at beregne, herunder børder være fokus på at mindske antallet af tilbagebetalinger. Det bør ogsåovervejes, om der skal være en reguleringsmekanisme, som sikrer, at rets-afgifterne reguleres med pris- og lønudviklingen.Der bør i højere grad være et adfærdsregulerende element i retsafgifterne.Udvalget peger i den forbindelse navnlig på, at tidlige forlig, retsmæglingog modtagelse af tilkendegivelser er adfærd, som bør søges fremmet gen-nem retsafgiftsreglerne, mens unødvendige sagsanlæg bør søges forhindretved afgiftsreglerne, herunder unødvendige anke- og kæresager.Deloitte har i sin rapport anbefalet, at der indføres en omberammelsesaf-gift på 10.000 kr. for at begrænse antallet af omberammelser. Det er ud-valgets opfattelse, at en sag ikke skal omberammes, medmindre der fore-ligge gode grunde hertil, og i så fald forekommer det ikke rimeligt ellernødvendigt med en særlig afgift for omberammelsen, og udvalget har der-for ikke fundet anledning til at indarbejde dette forslag i udvalgets lovud-kast.Udvalget er enig i, at det er meget væsentlig at undgå omberammelser i vi-dest muligt omfang, og udvalget finder det naturligt at overveje, om rets-afgiftsreglerne kan medvirke til at sikre dette. I forhold til det konkreteforslag fra Deloitte om en omberammelsesafgift peger udvalget imidlertidpå, at det kræver nærmere overvejelser af bl.a. betydningen i forhold tilomberammelse på grund af sygdom mv. hos en part eller et vidne, og om-berammelse på grund af rettens forhold. Det er som nævnt udgangspunk-133

tet, at en sag ikke bør omberammes, hvis der ikke er en god begrundelseherfor, men det må også belyses, om der er tilfælde, hvor der alligevel ipraksis sker omberammelse.Udvalget finder derfor, at Deloittes forslag om en omberammelsesafgift –og i givet fald størrelsen af en sådan – bør overvejes nærmere som led i detforeslåede arbejde med en gennemgang og ændring af retsafgifterne.3. Udvalgets overvejelser om en afgift for ansøgning til Procesbevil-lingsnævnet om appeltilladelseProcesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af 2. in-stansbevilling og 3. instansbevilling i civile sager og straffesager mv. samtklager over afslag på fri proces.En ansøgning til Procesbevillingsnævnet om appeltilladelse er ikke af-giftsbelagt, og der ses ikke at have været overvejelser om en eventuel af-gift i forbindelse med oprettelsen af Procesbevillingsnævnet.I lyset af det øgede antal ansøgninger om appeltilladelse, som en gennem-førelse af forslagene i delnotatet om adgangen til appel i civile sager for-ventes at medføre, har udvalget overvejet, om der bør indføres en afgift forat indgive ansøgning om appeltilladelse til Procesbevillingsnævnet. Ud-valget finder, at de nærmere overvejelser af, om der bør indføres en sådanafgift i givet fald mere naturligt bør ske i forbindelse med det foreslåedearbejde med en gennemgang af samtlige retsafgifter, jf. afsnit 2, hvor derogså peges på, at der i højere grad bør være et adfærdsregulerende ele-ment, og udvalget fremkommer således ikke med et forslag herom. Udval-get har på den baggrund holdt sig til en mere overordnet drøftelse af, hvor-dan en eventuel afgift ville kunne udformes. Der redegøres i det følgendekort herfor.En afgift af ovennævnte karakter må antages at have en adfærdsreguleren-de effekt, således at der ikke blot automatisk indgives ansøgning til Pro-cesbevillingsnævnet. Det kan i det lys overvejes at indføre en afgift for an-søgninger om appeltilladelse i civile sager.Det må i den forbindelse i givet fald efter udvalgets opfattelse være ud-gangspunktet, at afgiften skulle gælde alle ansøgninger om appeltilladelseved Procesbevillingsnævnet i civile sager, dvs. både ansøgninger om 2. in-stansbevillinger og ansøgninger om 3. instansbevillinger.134

Procesbevillingsnævnet behandler også ansøgninger om appeltilladelse istraffesager mv., men udvalget skal efter kommissoriet alene se på forslagvedrørende behandlingen af civile sager, og udvalget har således ikke drøf-tet spørgsmålet om afgift i forhold til ansøgninger om appeltilladelse istraffesager.Udover appelsager behandler Procesbevillingsnævnet som nævnt klagerover afslag på fri proces. Hvis der indføres en afgift for ansøgning om ap-peltilladelse, kunne det overvejes, om der også bør indføres en afgift for atklage over en afgørelse om fri proces.Fri proces medfører efter retsplejelovens § 331, stk. 1, imidlertid fritagelsefor retsafgifter, ligesom det må anses som i modstrid med formålet med friproces, hvis en ansøgning herom var afgiftsbelagt. En eventuel afgift foransøgninger til Procesbevillingsnævnet bør således efter udvalgets opfat-telse ikke gælde ansøgninger om fri proces.Indførelse af en afgift giver i givet fald også anledning til overvejelser omstørrelsen af en eventuel afgift og sammenhængen til retsafgiften for appel.Ved anlæg af en retssag betales der retsafgift til staten, både når sagen an-lægges og ved fastsættelse af tidspunktet for hovedforhandlingen. Detgælder også, når en sag ankes, eller en kendelse kæres.Det kan derfor overvejes, om en afgift for en ansøgning til Procesbevil-lingsnævnet skulle være en yderligere afgift, eller om der i stedet skullevære sammenhæng med retsafgiften. Udvalget finder det afgørende, at eneventuel afgift ikke udgør en barriere i forhold til at søge om appeltilladel-se i de sager, hvor det på grund af sagens karakter er relevant. En eventuelafgift bør derfor i givet fald udformes således, at den har sammenhængmed retsafgiften på den måde, at man – hvis der meddeles appeltilladelse –allerede kan anses for at have betalt (en del) af retsafgiften (”fremrykketretsafgift”).Hvis der skulle indføres en afgift, ville det desuden være afgørende, at af-giften er let at administrere.Det ville derfor umiddelbart være mest hen-sigtsmæssigt, hvis afgiften udgjorde et fast beløb, eller eventuelt to for-skellige beløb alt efter, om der søges om 2. instansbevilling eller 3. in-stansbevilling.

Til brug for de videre overvejelser kan udvalget på den baggrund pege påen let administrerbar model, hvorefter en eventuel afgift ved ansøgningerom appeltilladelse blev fastsat til den afgift, som i alle sager, hvor der be-tales afgift, skal betales for appel – dvs. den del af afgiften, som ikke er af-hængig af sagens værdi. Hvis der meddeles appeltilladelse, ville denne delaf afgiften i givet fald ikke skulle betales på ny, men der skal i øvrigt beta-les afgift efter de almindelige regler.Nogle sager er fritaget for betaling af retsafgift. Det er udvalgets opfattel-se, at disse sager også bør være fritaget for en eventuel afgift for ansøgningom appeltilladelse til Procesbevillingsnævnet.En eventuel afgift ville efter disse principper således ud fra de gældenderetsafgifter kunne fastsættes til 750 kr. for ansøgninger om tilladelse til atanke til landsretten og 1.500 kr. for ansøgninger om tilladelse til anke tilHøjesteret. For ansøgninger om tilladelse til kære kunne afgiften fastsættestil 400 kr. ved ansøgning om kæretilladelse til landsretten og 750 kr. vedansøgning om kæretilladelse til Højesteret.Det er efter udvalgets opfattelse på den ene side beløb af en sådan størrel-se, at det vil have en vis adfærdsregulerende betydning for overvejelserneom, hvorvidt der bør søges om appeltilladelse, men på den anden side ikkeet beløb, der er så højt, at det udgør en egentlig barriere set i lyset af de øv-rige omkostninger ved at føre en retssag.Udvalget finder det som nævnt rigtigst, at nærmere overvejelser om indfø-relse af en afgift for ansøgning til Procesbevillingsnævnet om appeltilla-delse sker i forbindelse med den samlede gennemgang af retsafgifterne,som udvalget foreslår sættes i gang, og udvalget stiller derfor ikke forslagherom, ligesom udvalgets medlemmer ikke har taget stilling til, om en så-dan afgift kan anbefales, eller til det nærmere potentiale herved.

Kapitel 13AppelUdvalget har afgivet to delnotater, der vedrører appel i civile sager. Detdrejer sig om et delnotat om adgangen til appel i civile sager og et delnotatom sagstilgangen til Højesteret. Delnotaterne er medtaget som bilag 1 og 2til dette notat. Nedenfor sammenfattes udvalgets anbefalinger på de to om-råder.1. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og anbefalinger om ad-gangen til appel i civile sagerUdvalget har behandlet spørgsmålet om appelbegrænsning i civile sager.I dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunktfrit kan prøves i to instanser. Der er dog visse begrænsninger i adgangen tilappel. Udvalget anerkender vigtigheden af toinstansprincippet også for he-le spørgsmålet om adgangen til domstolene og indretningen af domstolssy-stemet med henblik på materielt rigtige afgørelser. Udvalget finder samti-dig, at hensynet til toinstansprincippet må medinddrages ved en afvejningover for hensynet til, at tvister for domstolene skal kunne løses inden forrimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne skal være accep-table både for parterne og samfundet.På denne baggrund finder udvalget, at bl.a. ressourcemæssige hensyn oghensyn til en hensigtsmæssig sagsafvikling ved både by- og landsretter ta-ler for at overveje yderligere begrænsninger i toinstansprincippet og der-med i sagstilgangen til landsretterne. Særligt i forhold til Højesteret er detudvalgets opfattelse, at den nødvendige begrænsning af sagstilgangen vilkunne ske, hvis de forslag, som er stillet af Underudvalget om sagstilgan-gen til Højesteret, gennemføres.Der bør efter udvalgets opfattelse være sammenhæng mellem de ressour-cer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå etandet resultat ved appel.Med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i ci-vile sager. Det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sagerfinder deres endelige afgørelse her. Samtidig anvendes der i landsretternegenerelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsent-

ligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrunde den ressour-ceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling.Det er desuden vigtigt, at en sag finder sin afslutning inden for rimelig tid,og det bør derfor overvejes, om muligheden for at få prøvet en sag i to in-stanser i alle tilfælde tilfører sagen en merværdi. I denne overvejelse måogså indgå en afvejning af den økonomiske værdi, som den konkrete tvisthar, over for de udgifter der for parterne og samfundet er forbundet med atfå tvisten løst.Endelig er der et generelt behov for at aflaste landsretterne og få nedbragtsagsbehandlingstiderne både i de civile sager og i straffesagerne.Udvalget har på den baggrund generelt overvejet mulighederne for at be-grænse appel i civile sager. Effekten af ændrede regler om begrænsning afappel vil dels være færre appelsager i appelretterne, dels en mere effektivog gennemslagskraftig sagsbehandling i byretterne. Det er også tænkeligt,at der i en række sager vil blive tale om en mere tung sagsgang i byretter-ne, fordi parterne og deres advokater måske vil sætte flere kræfter ind på atopnå det ønskede resultat allerede i 1. instans.Det potentiale, som en ændring af reglerne om anke og kære af civile sagervil medføre, kan således medvirke til en reduktion af landsretternes sags-behandlingstider, der gennem de senere år er steget på ny. Reduktionen isagsbehandlingstiderne vil kunne opnås, idet ændringen af reglerne vil føretil, at landsretterne vil modtage færre sager, hvorfor der – med et uændretantal hovedforhandlinger – vil kunne opnås en situation, hvor der afsluttesflere sager, end der modtages, hvilket er en forudsætning for reduktion afden gennemsnitlige sagsbehandlingstid.Udvalget har navnlig overvejet muligheden for at forhøje den gældendeappelgrænse på 10.000 kr., muligheden for at landsretten kan afvise en an-kesag på et indledende stadium efter en konkret vurdering og mulighedenfor, at der i visse sagstyper kun er adgang til prøvelse i én instans. Udval-get har endelig overvejet, om kære af visse afgørelser kan begrænses.Det er forudsat i udvalgets kommissorium, at sagsbehandlingen fortsat skalkunne ske på en måde, der er retssikkerhedsmæssig forsvarlig. Der harderfor i udvalget været enighed om, at begrænsninger af appelmuligheder-ne ikke må være absolutte, og det er ved hvert af udvalgets forslag om ap-pelbegrænsning forudsat, at appelbegrænsning vil skulle være et udgangs-138

punkt, som – med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet – kan fraviges,hvis særlige grunde taler for det.Udvalgets forslag om adgangen til appel i civile sager kan sammenfattessåledes:Begrænsning af appel i sager om krav under 50.000 kr.Bestemmelserne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., § 389, stk. 2, jf. §391, stk. 1, jf. stk. 2, og § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, ændres således, at be-løbsgrænsen fastsættes til 50.000 kr. Forslaget omfatter ankesager, kære-mål om sagsomkostninger og salær, samt kæremål om udlæg. Der vil fort-sat være mulighed for at få tilladelse til at indbringe sagen for landsretten.En sådan tilladelse meddeles af Procesbevillingsnævnet. Tilladelse til ankekan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde iøvrigt taler derfor. Tilladelse til kære kan meddeles, hvis særlige grundetaler derfor.Afvisning af 2. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdiLandsretten får mulighed for at afvise en anke, hvis parterne ikke har op-lyst forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet ud-fald end i byretten, eller der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, atsagen skal prøves i to instanser.Begrænsning af adgangen til at kære afgørelser om sagens forberedel-seAdgangen til at kære kendelser og beslutninger, der afsiges under hoved-forhandlingen eller under dennes forberedelse, begrænses, således at kæretil landsretten som hovedregel ikke kan ske. Dog kan kendelser og beslut-ninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning forparten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb, kæres tillandsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.Omkostningsmæssige konsekvenser af kæreVed afgørelsen i landsretten af et kæremål under en civil sag, skal lands-retten samtidig træffe særskilt afgørelse om fordeling af omkostningerneved kæresagen. Fordelingen af omkostningerne i kæresagen skal alene af-

hænge af kæresagens udfald og ikke være afhængig af hovedsagens ud-fald, og afgørelsen skal kunne fuldbyrdes uafhængigt af hovedsagen.Øvrige forslag i tilknytning til anke og kæreUdvalget stiller desuden en række forslag vedrørende anke, som ikke om-handler adgangen til appel.Udvalget foreslår, at retsplejelovens § 20 ændres, således at landsrettenogså i tilfælde, hvor der ikke har medvirket sagkyndige medlemmer i by-retten, kan bestemme, at der skal medvirke sagkyndige medlemmer ilandsretten.Udvalget foreslår, at muligheden for at berigtige forglemmelser og fejl idomme udvides, således at også forglemmelser, der ikke vedrører udfær-digelsens form, kan berigtiges af dommeren, hvis parterne ikke udtaler sigimod.Udvalget foreslår, at det fremover i alle tilfælde skal være Procesbevil-lingsnævnet, som meddeler tilladelse til at indbringe en afgørelse, der erafsagt efter reglerne i retsplejelovens § 253 om delafgørelser for højere ret.Udvalget foreslår, at ankefristen i retsplejelovens § 372, stk. 1, ændres, så-ledes at den i alle tilfælde er 4 uger.Andre overvejelserUdvalget har overvejet adgangen til appel i sager om tvangsfjernelse afbørn, og bemærker i den forbindelse, at lovgivningen herom hører underSocial- og Integrationsministeriet, som ikke deltager i udvalgsarbejdet.Udvalget finder, at det kan overvejes at indføre en ordning, som lignerden, der var gældende for disse sager før domstolsreformen, hvor sagerneblev anlagt ved landsretten i 1. instans, og anke kun kunne ske med tilla-delse fra Procesbevillingsnævnet, således at det kræver tilladelse fra Pro-cesbevillingsnævnet at anke byrettens domme om tvangsanbringelse tillandsretten. Betingelserne for at opnå en sådan tilladelse bør i givet faldvære, at sagen er principiel, eller at der i øvrigt foreligger særlige grunde.Udvalget peger desuden på, at en sådan ordning i givet fald også bør gældede øvrige sager, hvor børn- og ungeudvalget træffer afgørelse efter ser-vicelovens § 74.140

2. Udvalgets overvejelser og anbefalinger om sagstilgangen til Høje-steretUdvalget nedsatte den 21. november 2012 et underudvalg om sagstilgan-gen til Højesteret. Underudvalget blev nedsat på baggrund af højesterets-præsident Børge Dahls brev af 10. oktober 2012 og retspræsident for Sø-og Handelsretten Henrik Rothes brev af 29. oktober 2012 til justitsministe-ren, hvor der blev rejst forskellige problemstillinger om sagstilgangen tilHøjesteret.Underudvalget afsluttede sit arbejde den 27. marts 2013 med et notat tiludvalget. I notatet har underudvalget redegjort for sine overvejelser og fo-reslået en række ændringer af betydning for tilgangen af ankesager til Hø-jesteret som 2. instans.Underudvalget har foreslået følgende for så vidt angår sager behandlet aflandsret som 1. instans:•Bestemmelsen i retsplejelovens § 226 om henvisning af principiellesager fra byret til landsret til behandling i 1. instans ændres således,at det præciseres i bestemmelsen, at en sag kan henvises, hvis sa-gen er af principiel karakter og har generel betydning for retsan-vendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssigrækkevidde i øvrigt.Der indføres adgang til at kære også byrettens kendelser om hen-visning.Der indføres adgang for landsretten til at afvise en henvisning, derikke opfylder de krav, der fremgår af retsplejelovens § 226 i denændrede formulering. Landsrettens afvisning af en henvisning skalkunne kæres til Højesteret uden tilladelse.Landsretterne samler modtagelsen af henviste sager i en enkelt af-deling i hver landsret med det sigte at øge koordineringen af hen-visninger. Det forudsættes endvidere, at de pågældende afdelingerløbende koordinerer henvisningspraksis ved drøftelser landsretter-ne imellem og med Højesteret.

Sager behandlet af Sø- og Handelsretten som 1. instans kan ankestil Højesteret eller til landsret.Anke kan ske til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter oghar generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen ellervæsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, eller der foreliggerandre særlige grunde til ankebehandling i Højesteret som 2. in-stans. Anke kan i øvrigt ske til landsret.Hvis Højesteret finder, at en anke til Højesteret ikke opfylder denævnte betingelser for at anke til Højesteret som 2. instans, afviserHøjesteret anken. Sagen kan herefter inden 2 uger indbringes forlandsret.Sø- og Handelsrettens kompetence til at behandle civile sager i 1.instans udvides med nogle sagsområder, der har nær tilknytning tilde sagsområder, som i dag behandles af Sø- og Handelsretten i 1.instans, og bestemmelsen i retsplejelovens § 227 om henvisning afvisse principielle sager fra byret til Sø- og Handelsretten ændres så-ledes, at den fremover alene vedrører sager om ansættelsesforhold.

Udvalget har drøftet forslagene fra underudvalget og finder, at der samletset er tale om et afbalanceret og fornuftigt kompromis mellem de forskel-lige hensyn, som gør sig gældende i forhold til sagstilgangen til Højesteretsom 2. instans, og at forslagene kan være med til at sikre, at Højesteret fårde rigtige sager, og at sagsbehandlingstiderne ved Højesteret kan nedbrin-ges. Det er således udvalgets opfattelse, at den nødvendige tilpasning afsagstilgangen til Højesteret vil kunne ske, hvis underudvalgets forslaggennemføres.Det har været drøftet i udvalget, om det kan give anledning til videre over-vejelse, at der for principielle sager efter underudvalgets forslag vil væreforskel på, om sagen henvises efter § 226 eller § 227 med hensyn til mu-ligheden for efterfølgende at få en ankesag behandlet i Højesteret. Hvis ensag henvises til landsretten efter retsplejelovens § 226, er der herefter di-rekte adgang til at få ankesagen behandlet i Højesteret. Hvis en sag der-imod henvises til Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 227, kanman først efter, at sagen er afgjort af Sø- og Handelsretten, få afklaret, omen ankesag vil blive behandlet i Højesteret.142

Det har i forbindelse med disse drøftelser været nævnt, at dette ville kunnefå nogle til at fravælge Sø- og Handelsretten for at være sikker på at kunnekomme videre til Højesteret, og at dette ville kunne undgås, hvis landsret-terne efter anmodning fra en part kunne henvise en sag, der både opfylderbetingelserne i § 226 og i § 227, til behandling i Sø- og Handelsretten som1. instans, og samtidig tage stilling til, at der dermed er direkte appelad-gang til Højesteret.Udvalget lægger til grund, at forskellen mellem en henvisning efter § 226og § 227 er begrundet i et ønske om at gøre henvisningsmuligheden til Sø-og Handelsretten lidt bredere, således at der ikke blot kan ske henvisningaf sager, der opfylder de særlige krav til, at en eventuel ankesag kan be-handles af Højesteret som 2. instans. Hvis en sag opfylder henvisningskri-terierne både i § 226 og i § 227, er der reelt tale om, at der for disse sagersvedkommende er en ekstra henvisningsmulighed. Hvis en sådan sag ogsåefter behandling i Sø- og Handelsretten opfylder kriteriet i § 226, vil det iøvrigt være nærliggende at forestille sig, at ankesagen vil kunne behandlesi Højesteret efter underudvalgets forslag om anke af domme afsagt af Sø-og Handelsretten.I udvalgets overvejelse er også indgået, at der er tale om et velafbalanceretforslag, som har vundet tilslutning i alle instanser, og at den nævnte mu-lighed for, at landsretten tager stilling til, om en sag kan gå direkte fra Sø-og Handelsretten til Højesteret, vil kunne opfattes således, at den ændrerved balancen i forslaget, bl.a. fordi landsretten ikke vil have samme forud-sætning som Højesteret for at afgøre, om den lidt bredere adgang til ankefra Sø- og Handelsretten til Højesteret bør finde anvendelse i den enkeltesag.Udvalget finder, at der med disse bemærkninger er skabt fornøden op-mærksomhed om denne problemstilling, og udvalget anbefaler herefter, atdet videre arbejde sker med udgangspunkt i underudvalgets forslag, somudvalget på den baggrund kan tiltræde. Det er i øvrigt udvalgets anbefa-ling, at forslagene fra underudvalget om ændrede regler for sagstilgangentil Højesteret som 2. instans søges gennemført hurtigst muligt.

Kapitel 14Øvrige overvejelserDette kapitel indeholder udvalgets overvejelser om forskellige emner, somikke naturligt hører hjemme i de øvrige kapitler, som tager udgangspunkt ide forskellige stadier i en civil sag.1. Øget digitalisering i forbindelse med forkyndelseUdvalget bemærker indledningsvis, at der med lov nr. 1242 af 18. decem-ber 2012 er sket en revision af retsplejelovens regler om forkyndelse.Loven medfører bl.a., at der indføres mulighed for telefonforkyndelse, ogat der indføres mulighed for en mere enkel form for digital forkyndelse,hvor der ikke stilles krav om aktiv medvirken fra modtagerens side (”for-enklet digital forkyndelse”), og at retsplejelovens regler om digital forkyn-delse (der endnu ikke er sat i kraft) ændres, så også andre myndighederend domstolene får mulighed for at foretage digital forkyndelse uden sam-tykke. Der skabes også adgang til, at retterne og politiet kan sende sms-påmindelser og påmindelser pr. e-mail til personer, der skal møde i retten.Loven trådte i kraft den 1. juli 2013. Det gælder dog ikke reglerne om digi-tal forkyndelse og forenklet digital forkyndelse, hvor justitsministerenfastsætter tidspunktet for ikrafttræden.Deloitte har på baggrund af kortlægningsbesøg identificeret forkyndelsesom et område, hvor kontormedarbejdernes arbejde kan lettes gennem cen-tralisering og digitalisering af kommunikationen. På den baggrund har De-loitte foreslået fire initiativer omkring forkyndelse. To initiativer vedrørerdigital fremsendelse af dokumenterne til henholdsvis stævningsmanden ogpolitiet, et initiativ vedrører øget forkyndelse via politi frem for stæv-ningsmænd, og et initiativ vedrører centralisering af udlandsforkyndelser.I forhold til Deloittes forslag om digital fremsendelse af dokumenter tilhenholdsvis stævningsmanden og politiet bemærker udvalget, at der ses atvære tale om, at opgaven med at printe dokumenterne flyttes fra retten tilstævningsmanden eller politiet, hvilket således vil betyde, at udgifter hertilalene flyttes til en anden. Det bemærkes desuden, at retten ikke i alle til-fælde er i besiddelse af dokumenterne digitalt. Udvalget kan derfor ikkeanbefale, at disse forslag gennemføres.

Udvalget skal tilføje, at den kommende ordning med pligt for virksomhe-der og borgere til at have en sikret email-konto til modtagelse af meddelel-ser fra forvaltningsmyndigheder bør give anledning til, at man, når der fo-religger erfaringer fra ordningen, nærmere overvejer, om der er anledningtil at tilnærme reglerne for forkyndelse (og andre meddelelser fra retterne)til denne ordning.Deloitte foreslår en central varetagelse af udenlandske forkyndelser. Detfremgår, at dette initiativ navnlig er begrundet i en forventet kortere sags-behandlingstid, da nettopotentialet er meget begrænset.Flere retter har over for Domstolsstyrelsen givet udtryk for, at den prakti-ske og juridiske sagsbehandling af udenlandske forkyndelser generelt ikkegiver anledning til problemer eller unødige forsinkelser i sagsbehandlin-gen. Da nogle retter imidlertid modtager ganske få sager, hvor der bliverspørgsmål om forkyndelse i udlandet, kan det meget vel forholde sig så-dan, at nogle retter oplever sagerne som ressourcekrævende, således somDeloitte har beskrevet.Udvalget anbefaler på den baggrund, at behovet for en centralisering un-dersøges nærmere, og at man herefter på baggrund af disse undersøgelserovervejer om der bør ske en centralisering, eller om opgaven fortsat børligge decentralt.2. Ændrede krav til inddragelse af boligdommereDeloitte peger på baggrund af kortlægningsbesøg, hvor retterne særligt harfremhævet to mulige initiativer vedrørende en mere effektiv anvendelse afboligdommere, på følgende: 1) retten bestemmer, hvem der er boligdom-mere, og 2) kravet om at inddrage boligretsdommere i forberedelsen fjer-nes.

Udvalget har drøftet Deloittes forslag og peger overordnet på, at reglerneom boligdommere hører under Ministeriet for By-, Bolig og Landdistrik-ter, som ikke er repræsenteret i udvalget. Udvalget finder imidlertid, atbegge Deloittes forslag bør overvejes nærmere, og anbefaler i den forbin-delse på, at der arbejdes videre med en mere smidig udpegning af bolig-dommere.Med hensyn til Deloittes forslag om ikke at inddrage boligdommerne iforberedelse, finder udvalget, at det vil være naturligt, at boligdommerealene inddrages i forberedelsen i samme omfang som andre sagkyndigedommere. Det kan således overvejes at indføre en bestemmelse svarendetil retsplejelovens § 20, stk. 4, hvorefter retten kan tilkalde de sagkyndigetil retsmøder uden for hovedforhandlingen, når den finder særlig anledninghertil, men hvor de sagkyndige dommere således ikke som udgangspunktmedvirker uden for hovedforhandlingen.3. Central udvikling af hjælpetekster og administrative vejledningerDeloittes kortlægning har vist, at retterne i forbindelse med den admini-strative del af sagsbehandlingen og udsendelse af breve til parterne anven-der en lang række lokalt udviklede hjælpetekster til sagsbehandlingen somsupplement eller erstatning for de centralt udviklede tekster. Det sammegør sig gældende for lokale administrative vejledninger til sagsbehand-lingsprocessen.Retterne har over for Deloitte peget på, at udviklingen ligeså godt kunneforegå centralt, og Deloitte foreslår på den baggrund, at alt arbejde medudvikling af vejledninger og hjælpetekster samles et sted i en mere forma-liseret organisering. Deloitte peger i den forbindelse på, at alle behov foropdateringer i forbindelse med ændret lovgivning mv. skal koordineres oggennemføres i takt med lovgivning, så det derved sikres, at tekster er opda-terede og retvisende. Initiativet bør understøttes af en automatisk opdate-ring af hjælpetekster i forbindelse med nyt sagsbehandlingssystem.Domstolsstyrelsen varetager opgaven med udformning og løbende opdate-ring af alle standardtekster i byretternes sagsbehandlingssystemer. Dissetekster omfatter breve, rets- og dombøger, vejledninger, blanketter mv.Retterne er inddraget i dette arbejde i kraft af de forskellige medarbejder-gruppers repræsentation i to tekstudvalg, der har ansvaret for formuleringog kvalitetssikring af teksterne. Tekstudvalgene sekretariatsbetjenes afDomstolsstyrelsen. Der udfoldes betydelige bestræbelser på løbende at146

forbedre standardteksterne og at ajourføre dem i forbindelse med lovæn-dringer. Domstolsstyrelsen er bekendt med, at byretterne imidlertid i størreeller mindre omfang vælger at benytte sig af egne standardtekster.Udvalget foreslår på baggrund af Deloittes observationer og anbefalinger,at retterne i højere grad prioriterer anvendelse af centralt udviklede stan-dardtekster frem for at udarbejde egne hjælpetekster. Udvalget foreslårsamtidig, at Domstolsstyrelsen undersøger årsagen til, at retterne udarbej-der egne standardtekster og på den baggrund overvejer, om organiseringenaf opgaven med udarbejdelse og vedligeholdelse af standardtekster, herun-der omfanget af retternes inddragelse, er hensigtsmæssig. Udvalget fore-slår endelig, at det undersøges, om udarbejdelsen af administrative vejled-ninger i højere grad kan ske ved Domstolsstyrelsen.4. Regulering af beløbsgrænser med pris- og lønudviklingenUdvalget er i forbindelse med sit arbejde i forskellige sammenhænge ble-vet opmærksom på, at flere forskellige typer af beløb, som f.eks. appel-grænsen, småsagsgrænsen og retsafgifterne, ikke reguleres med pris- oglønudviklingen.Udvalget er bekendt med, at en sådan regulering sker på mange andre om-råder, og anbefaler derfor, at der sker en regulering med udgangspunkt ipris- og lønudviklingen af de forskellige beløbsgrænser i det omfang, deter relevant, når der i øvrigt sker ændringer af retsplejeloven mv. Udvalgetfinder dog, at der kan være anledning til en regulering til mere ”runde” be-løb for de beløbsgrænser, hvor der er et særligt praktisk behov for, at bru-gere og retterne kan handle ud fra et kendskab til beløbsgrænsen som etmere afrundet beløb.5. Brugen af 3-dommersager og sager med sagkyndige dommereNedenstående tabeller viser antallet af sager ved byretterne i 2011 og2012, hvor der har medvirket sagkyndige dommere, og antallet af kollegi-alt behandlede sager ved byretterne i 2011 og 2012.Tabel 26. Sager ved byretterne, hvor der har medvirket sagkyndige medlemmerAlmindelige sager medforhandlingsmaksimeI alt- Heraf almindelige sager- Heraf boligsager- Heraf småsagerKilde: Domstolsstyrelsen

Kapitel 15Økonomiske og administrative konsekvenser af udvalgets forslagUdvalget stiller en lang række forslag vedrørende behandlingen af civilesager ved domstolene. Forslagene kan være med til at optimere og effekti-visere processen og føre til en samlet set bedre og mere effektiv behand-ling af de civile sager i alle instanser.Udvalgets forslag vedrører alle faser i en civil sag, dvs. forløbet frem tilsagens anlæg, sagens forberedelse, sagens beviser, hovedforhandlingen ogappel, men også mere overordnede emner som f.eks. digitalisering, pro-duktivitet og sagsbehandlingstider er blevet behandlet af udvalget.Med udgangspunkt i tilrettelæggelsen af udvalgets arbejde er vurderingenaf de økonomiske konsekvenser af udvalgets forslag sket i tre spor.Udvalget afgav i juli 2013 to delnotater om henholdsvis adgangen til appeli civile sager og sagstilgangen til Højesteret. Overvejelserne om de øko-nomiske konsekvenser af disse forslag var ikke afsluttet ved afgivelsen afdelnotaterne. I forbindelse med Justitsministeriets overvejelser på bag-grund af delnotaterne er der imidlertid sket en nærmere vurdering af deøkonomiske konsekvenser af forslagene. De endelige økonomiske konse-kvenser er fortsat under afklaring.Konsulentfirmaet Deloitte Consulting har desuden for udvalget gennem-ført en analyse af domstolenes processer, ressourceforbrug og sagsbehand-lingstider i forbindelse med behandling af civile sager. Analysen indehol-der en række forslag til effektiviseringer i forbindelse med domstolenesbehandling af civile sager. Udvalget har drøftet forslagene og er – som detfremgår af de tidligere kapitler – fremkommet med bemærkninger hertil,herunder om – og i bekræftende fald i hvilket omfang – udvalget kan anbe-fale, at forslagene gennemføres.Deloitte har desuden foretaget en vurdering af de økonomiske konsekven-ser af at gennemføre alle deres forslag. Deloittes vurdering er opdelt i to,da der er forskel på, hvordan potentialerne er identificeret.For så vidt angår forslagene vedrørende øget anvendelse af retsmægling,mere effektiv berammelse og øget anvendelse af tilkendegivelser har De-loitte således identificeret potentialerne på baggrund af benchmarkanaly-

ser. Deloitte har på den baggrund opgjort det årlige nettopotentiale til 8,8-12,6 mio. kr.For de øvrige initiativer har Deloitte opgjort et maksimalt muligt potentialepå ca. 17 mio. kr. årligt. For en række af initiativerne gælder imidlertid, atdet fulde potentiale først kan realiseres ved implementeringen af JFS faseII, hvorfor potentialet indtil da knytter sig til mindre omfattende digitaleløsninger. Deloitte har derfor også særskilt opgjort dette potentiale. Detudgør ifølge Deloitte i alt ca. 13 mio. kr. årligt.Udvalget bemærker, at der er behov for en nærmere kvalificering af deøkonomiske potentialer forbundet med Deloittes forslag og metoden tilopgørelse heraf, herunder i forhold til i hvilket omfang forslagene gennem-føres. Særligt i forhold til de potentialer, som Deloitte har opgjort på bag-grund af benchmarkanalyser, gælder endvidere, at Deloitte ved beregnin-gen af potentialer har anvendt en metode, der bygger på, at alle embederopnår samme effekt, som gælder for det embede, der har den højeste effektpå det enkelte område. De ovenfor angivne potentialeopgørelser fra Deloit-te bygger desuden på, at alle forslag gennemføres i fuldt omfang, hvilketikke er udvalgets anbefaling. I forhold til, i hvilket omfang udvalget anbe-faler, at forslagene gennemføres, henvises til omtalen af forslagene i deforskellige kapitler.Udvalget finder i forlængelse heraf ikke, at den nærmere vurdering og kva-lificering af de økonomiske konsekvenser af Deloittes forslag bør ske i ud-valget.For den resterende del af udvalgets forslag vurderer Domstolsstyrelsenumiddelbart, at disse forslag navnlig vil have betydning for den gennem-snitlige sagsbehandlingstid i civile sager. Udvalget bemærker, at der vilskulle foretages en nærmere vurdering og kvalificering af de økonomiskekonsekvenser af disse forslag.De samlede økonomiske konsekvenser af udvalgets forslag vil såledesskulle kvalificeres nærmere, men det er udvalgets vurdering, at forslageneisoleret set vil medføre mindreudgifter for det offentlige og dermed kunnegive mulighed for, at der kan realiseres et økonomisk potentiale.

Udvalgets repræsentanter fra Dommerforeningen, Danske Advokater, Ad-vokatrådet, Domstolsstyrelsen og formanden finder anledning til at knyttefølgende bemærkninger hertil:Udvalgets opgave er at pege på tiltag, som kan gøre behandlingen af civilesager både bedre og mere effektiv, og udvalgets forslag har da også i altvæsentligt til formål at gøre sagsbehandlingen mere effektiv og hurtigeresamtidig med, at sagsbehandlingen (fortsat) vil kunne ske på en måde, derer retssikkerhedsmæssigt forsvarlig. Udvalgets forslag og sigtet hermed erpå den måde i overensstemmelse med de initiativer, der i forvejen er gen-nemført på domstolsområdet bl.a. i forbindelse med det arbejde, somDommerforeningen har udført sammen med advokaterne med at udarbejdeen fælles vejledning for byretterne i behandlingen af civile sager på detnuværende lovgrundlag.Disse medlemmer skal videre bemærke, at det bl.a. fremgår af udvalgetskommissorium, at udvalget forudsættes at belyse aktivitet og produktiviteti domstolene samt at vurdere effektiviseringspotentialer med det sigte, atsagsbehandlingstiderne i de civile sager nedbringes.Det er disse medlemmers opfattelse, at behovet for at nedbringe sagsbe-handlingstiderne og dermed sikre en hurtig behandling af sager ved dom-stolene er meget udtalt, og at der er et godt stykke igen, før situationen kanbetegnes som tilfredsstillende for domstolenes brugere.Det er efter udvalgets kommissorium ikke en mulighed for udvalget at sik-re en hurtigere sagsbehandling ved forslag, der vil medføre merudgifter.Det er disse medlemmers vurdering, at de foreslåede ændringer ikke vil fø-re til, at der hermed vil kunne opnås en tilstrækkelig hurtig sagsbehand-ling, medmindre de ressourcer, som potentielt kan frigøres ved at gennem-føre forslagene, forbliver ved domstolene netop med det sigte at skabe enhurtigere og mere kvalificeret sagsbehandling. Denne sammenhæng mel-lem opgaver og ressourcer er da også baggrunden for, at disse medlemmerhar anbefalet visse regelændringer om bl.a. appelbegrænsning for dermedat skabe et grundlag for, at landsretterne kan opnå sagsbehandlingstider,der er tilfredsstillende for retternes brugere. Ikke mindst hensynet til enpåkrævet hurtigere og bedre afvikling af de mange sager begrunder, at deri andre sager sker en begrænsning af muligheden for uden tilladelse at fåen sag prøvet i flere instanser.

Det er således disse medlemmers opfattelse, at arbejdet med at gennemgådomstolenes sagsbehandling for at finde frem til områder, hvor der er mu-lighed for at foreslå en mere effektiv sagsbehandling med den følge, atsagsbehandlingstiderne bliver kortere, mest hensigtsmæssigt håndteresved, at de ressourcer, som herved kunne frigives, bliver ved domstolene.Sker det ikke, vil man efter disse medlemmers opfattelse reelt fastfryseforholdet mellem opgaver og ressourcer, hvilket ikke vil give mulighed forden ønskede hurtigere behandling af sagerne. Forbliver ressourcerne der-imod ved domstolene, vil domstolene alt andet lige få mulighed for overen periode at nedbringe sagsbeholdningen så meget, at man kan opnå deønskede korte sagsbehandlingstider. De mange forslag, som udvalget harstillet, vil i den forbindelse være et godt bidrag til en sådan udvikling.Justitsministeriet og Finansministeriet finder ikke, at det er udvalgets op-gave at forholde sig til, hvordan det økonomiske potentiale forbundet medudvalgets forslag nærmere skal anvendes, og finder derfor ikke anledningtil at udtale sig herom.

Kapitel 16Lovudkast med bemærkningerLovudkastet indeholder ikke udvalgets forslag vedrørende syn og skønsamt adgangen til appel i civile sager og sagstilgangen til Højesteret. Derhenvises her til lovudkastene i bilag 1, 2 og 3.1. LovudkastForslagtilLov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter(Bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene)§1I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr…, foretages følgende æn-dringer:1.Efter § 148 a indsættes:”§148 b.Retten kan bestemme, at processkrifter skal forsynes med origi-nal underskrift, når den finder anledning hertil.”2.I§ 175, stk. 1,indsættes som2. pkt.:”Rettens indkaldelse af vidner i civile sager skal ske hurtigst muligt efterberammelsen af hovedforhandlingen, og parterne skal underrette deres eg-ne vidner om tidspunktet for hovedforhandlingen, så snart den er beram-met.”3.I§ 175, stk. 2,indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:”6) kravene til vidnets forberedelse, jf. § 180, og”.Nr. 6 bliver herefter nr. 7.4.I§ 218 aindsættes efter stk. 2 som nyt stykke:”Stk.3.I byretsdomme i borgerlige sager, der har været undergivet kolle-gial behandling, kan sagsfremstillingen forkortes, hvis retten finder detforsvarligt. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at dommen ikke inde-holder en fuldstændig sagsfremstilling.”Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.5.I§ 219, stk. 6,indsættes efter 1. pkt.:153

”Udskriften kan sendes digitalt til parterne.”6.I§ 245indsættes somstk. 3:”Stk.3.Hvis det samlede antal sager, der er til behandling ved retten, ogsagsbehandlingstiderne ved retten, taler for det, kan den ret, der efter reg-lerne i dette kapitel er rette værneting, henvise sagen til behandling ved entilstødende ret efter aftale med vedkommende retspræsident, hvis en afgø-relse ved denne ret kan forventes væsentligt hurtigere. Før retten træfferafgørelse om henvisning, skal parterne have adgang til at udtale sig omspørgsmålet.”7.I§ 259, stk. 2,ændres ”på forsvarlig måde” til: ”på hensigtsmæssig må-de”.8.I§ 261, stk. 2,ændres ”, der er underskrevne af” til: ”fra”.9.I§ 273indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:”Stk.2.Dommere eller fuldmægtige, som er udpeget til at fungere somretsmægler, jf. stk. 1, nr. 1, kan efter aftale mellem retspræsidenterne fun-gere som retsmæglere ved andre embeder end deres eget.”Stk. 2 bliver herefter stk. 3.10.I§ 297indsættes somstk. 2:”Stk.2.Retten kan henstille til parterne, at der indhentes en skriftlig erklæ-ring fra et vidne, hvis forklaringen uden betænkeligheder vil kunne afgivesskriftligt.”11.I§ 318indsættes somstk. 2:”Stk.2.Parter kan pålægges at bære de omkostninger, som de har forårsa-get ved opførsel, der er i strid med § 336 a.12.Efter § 336 indsættes ikapitel 32:”§336 a.Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, tilat undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligs-mæssig løsning også forud for sagens anlæg.”13.I§ 343, stk. 2, 1. pkt.,indsættes efter ”afholdes”: ”foreløbigt”.14.§ 343, stk. 3,affattes således:”Stk.3.Retten træffer bestemmelse om betaling af omkostningerne vedbevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet.”154

15.I§ 348, stk. 2, nr. 6,indsættes efter ”og 353”: ”, herunder forslag tiltemaer til drøftelse på det forberedende møde, jf. § 353.”16.§ 348, stk. 5, 1. pkt.,ophæves og i stedet indsættes:”Domstolsstyrelsenfastsætter regler om, at der skal anvendes særligeblanketter som forside på en stævning. Domstolsstyrelsen fastsætter desu-den regler om, at stævninger i øvrigt kan udfærdiges på særlige blanket-ter.”17.I§ 351, stk. 2, nr. 6,indsættes efter ”og 353”: ”, herunder forslag tiltemaer til drøftelse på det forberedende møde, jf. § 353.”18.§ 351, stk. 6, 1. pkt.,ophæves og i stedet indsættes:”Domstolsstyrelsen fastsætter regler om, at der skal anvendes særligeblanketter som forside på et svarskrift. Domstolsstyrelsen fastsætter desu-den regler om, at svarskifter i øvrigt kan udfærdiges på særlige blanketter.”19.I§ 353, stk. 2,indsættes som2. pkt.:”Hver af parterne skal dog give møde ved en person, der er bemyndiget tilat træffe bestemmelse om spørgsmål af processuel karakter.”20.I§ 353, stk. 3,indsættes efter 1. pkt.:”Retten kan, når der er nødvendigt af hensyn til drøftelserne på det forbe-redende møde, pålægge parterne at meddele deres foreløbige stillingtagentil bestemte problemstillinger.”21.I§ 353, stk. 3indsættes som4. pkt.:”For vidner, som parterne ønsker ført, skal angives et tema for, hvad vid-net skal forklare om, og en begrundelse for, hvorfor vidnet ønskes ført.”22.I§ 353, stk. 5,indsættes efter 1. pkt.:”Parterne redegør desuden for, hvilke drøftelser der forud for udtagelse afstævning har været mellem parterne, herunder om muligheden for forlig.Retten kan pålægge parterne at redegøre for, hvilke initiativer der har væ-ret i sagen forud for det forberedende møde.”23.Efter § 353 indsættes:”§353 a.Retten kan bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i til-slutning til et forberedende møde, hvis parterne samtykker heri, sagen fin-des tilstrækkeligt oplyst og også i øvrigt er egnet til straks at domsforhand-155

les, herunder at begge parter af retten skønnes at have tilstrækkelig mulig-hed for at varetage deres interesser.”24.§ 357, stk. 4, 1. pkt.,affattes således:”Retten kan bestemme, at kopier af de udvekslede processkrifter og af dedokumenter eller dele af dokumenter, der agtes påberåbt under sagen, skalsamles i en ekstrakt.”25.I§ 406, stk. 5,indsættes som3. pkt.:”Retten kan dog beslutte, at der ikke skal udarbejdes en fortegnelse, hvisdet findes forsvarligt at afholde hovedforhandling på det foreliggendegrundlag.”26.I§ 477 findsættes efter 1. pkt.:”I sager, hvor betalingspåkravet overstiger 50.000 kr., kan retten beslutte,at sagsøger inden 14 dage fra modtagelsen af underretning om indsigelsenskal indlevere et supplerende processkrift, der skal opfylde kravene i §348, stk. 2, nr. 4-6.”§2I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr…., foretages følgende æn-dring:1.I§ 14indsættes somstk. 3:”Stk.3.Har der forud for sagens anlæg været afholdt syn og skøn uden an-læg af retssag, jf. retsplejelovens § 343, stk. 1, svares ny afgift, hvis par-terne stiller supplerende spørgsmål til dette syn og skøn senere end tre må-neder efter, at besvarelsen af de stillede spørgsmål forelå.”

2. Bemærkninger til lovudkastetBemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1Til nr. 1 (§ 148 b)Det foreslås, at retten fremover i særlige tilfælde kan stille krav om, atprocesskrifter skal forsynes med original underskrift fra en part eller ret-tergangsfuldmægtig. Det vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor der konkretopstår spørgsmål om, hvorvidt et processkrift hidrører fra den pågældendepart eller rettergangsfuldmægtig.Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at der ikke længere skalgælde et generelt krav om original underskrift af processkrifter. Dette vilmuliggøre fremsendelse af processkrifter digitalt.Til nr. 2 (§ 175, stk. 1, 2. pkt.)Det foreslås, at rettens indkaldelse af vidner i civile sager skal ske hurtigstmuligt efter berammelse af hovedforhandlingen.Det foreslås desuden, at parterne eller advokaterne skal varsle deres re-spektive vidner om datoen for hovedforhandling, så snart denne er beram-met.Til nr. 3 (§ 175, stk. 2, nr. 6)Retsplejelovens § 180 (der ikke foreslås ændret) stiller visse krav til vid-nets egen forberedelse. Efter bestemmelsen skal vidnet således om fornø-dent opfriske sin viden om sagen, inden vidnet møder i retten, f.eks. ved atefterse dokumenter eller bese genstande, hvortil vidnet uden omkostningeller besvær har adgang.Det foreslås, at kravene til vidnets egen forberedelse, jf. § 180, tilføjes op-regningen i § 175, stk. 2, af, hvad vidneindkaldelsen skal indeholde, såle-des at vidnet gøres udtrykkeligt opmærksom på forpligtelsen.

Til nr. 4 (§ 218 a, stk. 3)Det foreslås, at muligheden for brug af domme uden fuldstændig sags-fremstilling udvides til også at omfatte sager, der undergives kollegial be-handling i medfør af § 12, stk. 3 (som ikke foreslås ændret).Henset til kriterierne for kollegial behandling i § 12, stk. 3 – hvorefter derer tale om sager, som er af principiel karakter, eller hvis udfald kan få væ-sentlig betydning for andre end parterne, eller som frembyder særlig om-fattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, eller hviskarakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behandling påkrævet – fore-slås dog ikke brug af domme helt uden sagsfremstilling i disse sager.Den foreslåede ændring af § 218 a betyder imidlertid, at der kan anvendesdomme med begrænset sagsfremstilling i kollegialt behandlede sager, hvisretten konkret finder det forsvarligt. Det forudsættes, at en begrænset sags-fremstilling er mere udførlig end blot en angivelse af parternes anbringen-der. På samme måde som med de korte domme skal det af dommen frem-gå, at dommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling, og i tilfæl-de af anke skal retten afgive en supplerende redegørelse.Til nr. 5 (§ 219, stk. 6)Det foreslås, at domsudskrifter som udgangspunkt sendes digitalt til par-terne. Der kan dog være situationer, hvor det konkret ikke er muligt, f.eks.hvor parten ikke kan modtage dommen digitalt, eller hvor en digital frem-sendelse konkret vil være i strid med persondatalovens regler.Det forudsættes, at domsudskriften sendes til parterne umiddelbart efter af-sigelsen af dommen.Forslaget forudsættes at medføre, at parter, som kan modtage domsudskrif-ten digitalt, ikke længere vil have behov for at få oplyst dommens resultattelefonisk af retten.Til nr. 6 (§ 245, stk. 3)Det foreslås, at en ret kan henvise en sag til behandling ved en tilstødenderet. Forslaget skal sikre større fleksibilitet i perioder med spidsbelastningog deraf følgende lange sagsbehandlingstider ved en bestemt ret.

Det forudsættes, at henvisning skal kunne anvendes, hvor en ret har megetlange sagsbehandlingstider, og hvor parterne derfor vil få deres sag be-handlet markant hurtigere ved, at sagen flyttes til en anden ret med en kor-tere berammelsestid. Henvisning kan efter den foreslåede bestemmelsealene ske til en tilstødende ret.Det er efter forslaget ikke en betingelse for henvisning, at parterne sam-tykker. Det kræver desuden ikke en begæring fra en part at henvise en sag.Hvis det samlede antal sager, der er til behandling ved retten, og sagsbe-handlingstiderne ved retten, taler for det, kan retten således af egen drift,henvise sagen til en nærliggende ret.Det foreslås, at parterne skal høres, inden retten træffes afgørelse om hen-visning.Af hensyn til sagstilrettelæggelsen ved den modtagende ret foreslås det, atder, forinden henvisning sker, træffes aftale med vedkommende retspræsi-dent herom. En sådan aftale kan være en generel aftale om henvisning, el-ler en aftale om henvisning af en konkret sag.Til nr. 7 (§ 259, stk. 2)Det foreslås, at retsplejelovens § 259, stk. 2, ændres, således at betingelsenfor at meddele advokatpålæg fremover er, at advokatbistand anses fornødvendig for, at retten kan behandle sagen på ”hensigtsmæssig” måde.Der forudsættes med ændringen, at retterne oftere og i højere grad af egendrift overvejer at meddele advokatpålæg ud fra en samlet vurdering af sa-gens omstændigheder, herunder af hensyn til sagens fremme og mulighe-den for en hurtigere domstolsbehandling.Til nr. 8 (§ 261, stk. 2)Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til retspleje-lovens § 148 b (jf. lovforslagets § 1, nr. 1), hvor det forudsættes, at der ik-ke længere skal gælde et generelt krav om original underskrift af proces-skrifter.

Til nr. 9 (§ 273, stk. 2)Det foreslås, at dommermæglere skal kunne fungere som retsmæglere vedandre retter end eget embede, herunder eventuelt på tværs af instanser, ef-ter aftale mellem retspræsidenterne. Forslaget tager sigte på at opnå enstørre fleksibilitet i forbindelse med eventuelle ændringer i sagstilgangenved de enkelte retter.Til nr. 10 (§ 297, stk. 2)Det foreslås, at retten får mulighed for at henstille til parterne, at der søgesindhentet en skriftlig vidneerklæring. Forslaget tager sigte på at afkortehovedforhandlingen. Anvendelse af skriftlige vidneerklæringer kan såledesspare tid under hovedforhandlingen. Herudover kan der være den fordel, aterklæringen, hvis den foreligger tidligt i forberedelsesfasen, vil kunne bi-drage til sagens tilskæring og dermed lette den videre sagsforberedelse.Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til ændring af retsplejelo-vens § 353, stk. 3 (jf. lovforslaget § 1, nr. 19), hvor det foreslås, at derfremover skal angives et tema for, hvad vidner skal forklare om, samt enbegrundelse for, hvorfor det er relevant at høre vidnet, idet dette vil kunnemedvirke til, at retten i højere grad får mulighed for at drøfte med parterne,om det er relevant med skriftlige vidneerklæringer om et eller flere temaer.Til nr. 11 (§ 318, stk. 2)Det foreslås, at parterne i en civil sag skal have pligt til at fremme sagenmed fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøgemuligheden for en løsning ved mediation eller anden forligsmæssig løs-ning også forud for sagens anlæg. Forslaget tager sigte på at sikre, at sa-gens parter medvirker til, at en civil sag fremmes hurtigt, og så tidligt sommuligt indgår i drøftelser om sagen, herunder om muligheden for forlig,men også om andre forhold, der f.eks. kan føre til en tilskæring af sagen.Forslaget har sammenhæng med forslaget til en ny § 336 a (jf. lovforsla-gets § 1, nr. 12), hvorefter det kan få omkostningsmæssige konsekvenser,hvis en part har opført sig i strid med forpligtelsen.

Til nr. 12 (§ 336 a)Det foreslås, at retten får mulighed for at tillægge det konsekvenser i for-bindelse med afgørelsen om sagsomkostningerne ved sagens afslutning,hvis en part har opført sig i strid med pligten til at fremme sagen med for-nøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge mulig-heden for en løsning ved mediation eller anden forligsmæssig løsning ogsåforud for sagens anlæg, jf. forslaget til ændring af retsplejelovens § 318,stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11). Det kunne eksempelvis være i den situ-ation, hvor en af parterne har forhalet sagen og f.eks. nægtet at indgå idrøftelser med modparten om forlig. Det forudsættes i den forbindelse, atdet fremgår af begrundelsen for rettens afgørelse om sagsomkostninger,hvis retten har tillagt sådanne omstændigheder vægt ved afgørelsen omsagsomkostningerne.Til nr. 13 (§ 343, stk. 2)Det foreslås, at den, der har fremsat en anmodning om isoleret bevisopta-gelse, foreløbigt skal afholde omkostningerne forbundet hermed. Forslagetskal ses i sammenhæng med forslaget til et nyt stk. 3 i § 343 (jf. lovforsla-gets § 1, nr. 14), hvor det foreslås, at også den part, som ikke har fremsatanmodning om isoleret bevisoptagelse, kan pålægges omkostninger i an-ledning af denne.Til nr. 14 (§ 343, stk. 3)Det foreslås, at der med et nyt stk. 3 i § 343 indføres hjemmel til, at ogsåden part, som ikke har fremsat anmodning om isoleret bevisoptagelse, kanpålægges omkostninger i anledning af denne. Det forudsættes, at retten iforbindelse med omkostningsfastsættelsen bl.a. inddrager, hvilken part derhar fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.Det forudsættes, at retten alene skal træffe afgørelse om omkostningerneved den isolerede bevisoptagelse, hvis retten får en anmodning herom.Rettens afgørelse træffes ved kendelse.Til nr. 15 og 17 (§ 348, stk. 2, nr. 6, og § 351, stk. 2, nr. 6)Det foreslås, at parterne over for retten allerede i stævning (jf. retsplejelo-vens § 348) eller svarskrift (jf. retsplejelovens § 351) skal oplyse forslag tiltemaer til drøftelse på det forberedende møde. Ved at henlede rettens og161

modpartens opmærksomhed på behovet for drøftelse af et givent tema sik-res det, at begge parter og retten konkret er forberedt herpå til det forbere-dende møde, og at der er afsat tilstrækkelig tid hertil.Til nr. 16 og 18 (§ 348, stk. 5, 1. pkt., og § 351, stk. 6, 1. pkt.)Når der indgives stævning (jf. retsplejelovens § 348) og svarskift (jf. rets-plejelovens § 351), har retten behov for en række oplysninger, herundernavn, adresse, cpr.nr. eller cvr.nr. på sagsøger og sagsøgte og en eventueladvokat mv.Med henblik på at sikre, at alle relevante oplysninger med det samme til-går retten, og at retten hurtigt kan finde frem til oplysningerne, foreslåsdet, at Domstolsstyrelsen skal fastsætte regler om, at der skal anvendes enbestemt blanket som forside på stævning og svarskrift. Disse forsideblan-ketter forudsættes påført de oplysninger, som retten har brug for ved sa-gens registrering mv.Det foreslås desuden, at Domstolsstyrelsen som i dag desuden fastsætterregler om, at stævninger og svarskrifter i øvrigt kan udfærdiges på særligeblanketter.Til nr. 19 (§ 353, stk. 2, 2. pkt.)Det foreslås, at der stilles krav om, at hver af parterne til det forberedendemøde skal give møde ved en person, der er bemyndiget til at træffe be-stemmelse med hensyn til sagen for så vidt angår spørgsmål af processuelkarakter.Til nr. 20 (§ 353, stk. 3, 2. pkt.)Efter retsplejelovens § 353, stk. 3, skal dokumenter, som agtes påberåbt, såvidt muligt sendes til retten og modparten en uge før det forberedende mø-de. Det foreslås i forlængelse heraf, at retten, når det findes påkrævet afhensyn til drøftelserne på det forberedende møde, får mulighed for at på-lægge parterne at meddele deres foreløbige stillingtagen til nærmere an-givne problemstillinger.

Til nr. 21 (§ 353, stk. 3, 4. pkt.)Det foreslås, at parterne, for vidner de ønsker ført, skal angive et tema for,hvad det pågældende vidne skal forklare om, samt en begrundelse for,hvorfor det er relevant at høre vidnet.En sådan fremgangsmåde vil give parter og advokater anledning til en nø-jere overvejelse af formålet med og relevansen af enhver vidneførelse for-holdsvis tidligt i processen. På samme måde bibringes retten informatio-ner, som sætter retten bedre i stand til at forholde sig til relevansen af envidneførelse.Til nr. 22 (§ 353, stk. 5)Det foreslås, at parterne på det forberedende møde skal redegøre for, hvil-ke drøftelser der forud for udtagelse af stævning har været mellem parter-ne. Der skal i den forbindelse redegøres for, hvilke drøftelser der har væretom mulighederne for at forlige sagen. Forslaget tager sigte på at sikre, aten civil sag fremmes hurtigst og bedst muligt og medvirke til en tilskæringaf sagen.Det foreslås endvidere at pålægge parterne på det forberedende møde atredegøre for, hvilke initiativer der har været forud for dette møde. Formå-let er at sikre, at parterne tager ansvar for sagen og arbejder videre medden, sådan at den ikke ligger stille og venter på initiativer iværksat af ret-ten.Til nr. 23 (§ 353 a)Det foreslås, at retten kan bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå itilslutning til det forberedende møde. Kriterierne foreslås at være, at sa-gens parter er indforstået hermed, at sagen findes at være tilstrækkeligt op-lyst, og også i øvrigt er egnet til at domsforhandles, herunder at begge par-ter skønnes at have mulighed for at varetage deres interesser.Til nr. 24 (§ 357, stk. 4, 1. pkt.)Det foreslås, at retten konkret kan pålægge parterne at indlevere ekstrakt tilretten inden en fastsat frist før hovedforhandlingen også i sager, der be-handles af én dommer. Det forudsættes, at et sådant pålæg kun gives i sa-163

ger, hvor parterne er repræsenteret ved advokat, og kun hvor sagens karak-ter gør det relevant, f.eks. i sager med mange dokumenter.Til nr. 25 (§ 406, stk. 5, 3. pkt.)Det foreslås, at retten skal kunne beslutte, at der ikke skal udarbejdes enfortegnelse, hvis det konkret findes forsvarligt at afholde hovedforhandlingpå det foreliggende grundlag. Det kan f.eks. være i de sager, hvor parternehar valgt selv at udarbejde processkrifter, og disse må anses for at værefyldestgørende, således at det konkret findes forsvarligt at afholde hoved-forhandling på det foreliggende grundlag.Til nr. 26 (§ 477 f)Det foreslås, at retten i sager, hvor betalingspåkravet overstiger 50.001 kr.kan beslutte, at sagsøger – hvis der kommer indsigelser fra skyldnerenmod betalingspåkravet – skal indlevere et supplerende processkrift – et så-kaldt stævningstillæg. Dette stævningstillæg skal opfylde kravene til stæv-ning i retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4-6, om bl.a. sagsfremstilling og bi-lag.