REU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 82: Rapport om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene afgivet af Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene, fra justitsministeren

1. Indledning og sammenfatning af udvalgets forslag omappelbegrænsning i civile sager ................................................................ 41.1. Indledning ................................................................................................41.2. Sammenfatning ........................................................................................51.2.1. Begrænsning af appel i sager om krav under 50.000 kr.......................71.2.2. Afvisning af 2. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi....81.2.3. Begrænsning af adgangen til at kære afgørelser om sagensforberedelse ................................................................................................81.2.4. Omkostningsmæssige konsekvenser af kære ......................................81.2.5. Øvrige forslag i tilknytning til anke og kære ......................................81.2.6. Andre overvejelser.............................................................................91.3. Økonomiske konsekvenser af udvalgets forslag ........................................9

2. Gældende ret ...................................................................................... 112.1. Instansordningen og baggrunden herfor ..................................................112.2. Adgangen til appel .................................................................................122.3. Anke ......................................................................................................132.4. Kære ......................................................................................................142.5. Appelbegrænsning i civile sager .............................................................15

6. Udvalgets overvejelser om appelgrænsen i civile sager ....................... 296.1. Indledende overvejelser ..........................................................................296.2. Overvejelser om beløbsgrænsens størrelse ..............................................316.3. Overvejelser om mulighed for at få tilladelse til at indbringe afgørelserunder beløbsgrænsen for landsretten..............................................................326.4. Udvalgets forslag ...................................................................................34

1. Indledning og sammenfatning af udvalgets forslag om appelbe-grænsning i civile sager1.1. IndledningDet er en hovedopgave for Udvalget om bedre og mere effektiv behand-ling af civile sager ved domstolene at skabe mulighed for, at retternessagsbehandlingstider i civile sager kan gøres kortere.Denne opgave skal efter udvalgets kommissorium løses på en måde, dersikrer, at behandlingen af sagerne fortsat sker på en retssikkerhedsmæssigforsvarlig måde. Det er endvidere en forudsætning, at udvalgets forslagsamlet set ikke medfører merudgifter.Retsplejerådet har tidligere beskrevet domstolenes opgaver i civile sager,jf. bl.a. betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje somudgør en helt central del af grundlaget for domstolsreformen.Det fremgår nærmere af betænkningen, at domstolenes afgørelser, for atdomstolene kan opfylde deres samfundsmæssige opgave, må være velfun-derede og materielt korrekte. Rigtige og overbevisende afgørelser er ogsånødvendige for at opretholde tilliden til domstolene, og for et retssamfunder det af afgørende betydning, at domstolene nyder almindelig tillid. Heraffølger, at domstolene skal være og fremstå som uafhængige og upartiske,og at sagsbehandlingen må have fornøden grundighed og være indrettetmed henblik på lydhørhed over for parternes synspunkter.Samtidig er det også af selvstændig betydning, at en sag kan afsluttes in-den for en rimelig tid. Sagsbehandlingen må derfor samtidig være hurtigog effektiv. Som det også udtrykkes: Justice delayed is justice denied.Det helt centrale problem er derfor, hvordan man indretter sagsbehandlin-gen, så den både er hurtig, effektiv og grundig, således at retsplejereglernesammen med de øvrige rammebetingelser for at kunne fremme sager veddomstolene sikrer en reel adgang til domstolsbehandling, som kan gøre detmuligt, at de retstvister, som det er rimeligt at få løst ved domstolene, fak-tisk bliver løst og løst inden for rimelig tid.Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at en part også i en civil sag harret til at få sin sag prøvet i to instanser. Denne adgang til appel er med til atsikre velfunderede og materielt rigtige afgørelser. Regler om appelbe-4

grænsning har derfor væsentlig betydning for hele spørgsmålet om adgangtil domstolene.Det er utvivlsomt, at lange sagsbehandlingstider har negative konsekven-ser for de involverede parter og deres hele tilværelse.Det er udvalgets foreløbige vurdering, at de tiltag, der i øvrigt kan tænkesforeslået af udvalget, ikke i sig selv vil være tilstrækkelige til at skabegrundlag for korte sagsbehandlingstider i alle instanser. En tilstrækkeligforbedring af forholdet mellem domstolenes opgaver og ressourcer kanderfor næppe tilvejebringes alene ved de forslag, som udvalget vil kunnestille til effektivisering af sagsbehandlingen. Den endelige vurdering herafmå naturligvis afhænge af det videre arbejde i udvalget.For udvalget er det efter kommissoriet ikke en mulighed at supplere sineforslag til sagsbehandlingen med et forslag om, at der tilføres domstoleneyderligere ressourcer, som sammen med gevinsten ved en mere effektivsagsbehandling kunne sikre korte sagsbehandlingstider. Det ligger somnævnt som forudsætning for udvalgets arbejde, at udvalget ikke kan fore-slå tiltag, der samlet set vil medføre merudgifter.Det er herefter nødvendigt at se på omfanget af domstolenes opgaver, hvisder skal sikres et forhold mellem disse og domstolenes ressourcer, der kanskabe grundlaget for korte sagsbehandlingstider. Opgaven er med andreord at se på, om der er mulighed for en sådan begrænsning af domstolenesopgaver, at denne begrænsning sammen med de øvrige forslag samlet setkan bidrage til det forhold mellem opgaver og ressourcer, der er nødven-digt for at skabe korte sagsbehandlingstider samtidig med, at sagsbehand-lingen kan blive bedre og fortsat ske på en retssikkerhedsmæssig forsvarligmåde.Det er på denne baggrund, at der i udvalget har været generel tilslutningtil, at det er nødvendigt at se på reglerne om appelbegrænsning, uanset atdet for de organisationer, der er repræsenteret i udvalget, ikke er en natur-lig opgave at stille forslag om begrænsning af adgangen til domstolene.1.2. SammenfatningUdvalget har behandlet spørgsmålet om appelbegrænsning i civile sager.

I dansk ret gælder som nævnt foran et toinstansprincip, således at en sagsom udgangspunkt frit kan prøves i to instanser. Der er dog visse begræns-ninger i adgangen til appel. Udvalget anerkender vigtigheden aftoinstansprincippet også for hele spørgsmålet om adgangen til domstoleneog indretningen af domstolssystemet med henblik på materielt rigtige af-gørelser. Udvalget finder samtidig, at hensynet til toinstansprincippet måmedinddrages ved en afvejning over for hensynet til, at tvister for domsto-lene skal kunne løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, atomkostningerne skal være acceptable både for parterne og samfundet.På denne baggrund finder udvalget, at bl.a. ressourcemæssige hensyn oghensyn til en hensigtsmæssig sagsafvikling ved både by- og landsretter ta-ler for at overveje yderligere begrænsninger i toinstansprincippet og der-med i sagstilgangen til landsretterne. Særligt i forhold til Højesteret er detudvalgets opfattelse, at den nødvendige begrænsning af sagstilgangen vilkunne ske, hvis de forslag, som er stillet af Underudvalget om sagstilgan-gen til Højesteret, gennemføres.Der bør efter udvalgets opfattelse være sammenhæng mellem de ressour-cer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå etandet resultat ved appel.Med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i ci-vile sager. Det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sagerfinder deres endelige afgørelse her. Samtidig anvendes der i landsretternegenerelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsent-ligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrunde den ressour-ceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling.Det er desuden vigtigt, at en sag finder sin afslutning inden for rimelig tid,og det bør derfor overvejes, om muligheden for at få prøvet en sag i to in-stanser i alle tilfælde tilfører sagen en merværdi. I denne overvejelse måogså indgå en afvejning af den økonomiske værdi, som den konkrete tvisthar, over for de udgifter der for parterne og samfundet er forbundet med atfå tvisten løst.Endelig er der et generelt behov for at aflaste landsretterne og få nedbragtsagsbehandlingstiderne både i de civile sager og i straffesagerne.Udvalget har på den baggrund generelt overvejet mulighederne for at be-grænse appel i civile sager. Effekten af ændrede regler om begrænsning af6

appel vil dels være færre appelsager i appelretterne, dels en mere effektivog gennemslagskraftig sagsbehandling i byretterne. Det er også tænkeligt,at der i en række sager vil blive tale om en mere tung sagsgang i byretter-ne, fordi parterne og deres advokater måske vil sætte flere kræfter ind på atopnå det ønskede resultat allerede i første instans.Det potentiale, som en ændring af reglerne om anke og kære af civile sagervil medføre, kan således medvirke til en reduktion af landsretternes sags-behandlingstider, der gennem de senere år er steget på ny. Reduktionen isagsbehandlingstiderne vil kunne opnås, idet ændringen af reglerne vil føretil, at landsretterne vil modtage færre sager, hvorfor der – med et uændretantal hovedforhandlinger – vil kunne opnås en situation, hvor der afsluttesflere sager, end der modtages, hvilket er en forudsætning for reduktion afden gennemsnitlige sagsbehandlingstid.Udvalget har navnlig overvejet muligheden for at forhøje den gældendeappelgrænse på 10.000 kr., muligheden for at landsretten kan afvise en an-kesag på et indledende stadium efter en konkret vurdering og mulighedenfor, at der i visse sagstyper kun er adgang til prøvelse i én instans. Udval-get har endelig overvejet, om kære af visse afgørelser kan begrænses.Det er forudsat i udvalgets kommissorium, at sagsbehandlingen fortsat skalkunne ske på en måde, der er retssikkerhedsmæssig forsvarlig. Der harderfor i udvalget været enighed om, at begrænsninger af appelmuligheder-ne ikke må være absolutte, og det er ved hvert af udvalgets forslag om ap-pelbegrænsning forudsat, at appelbegrænsning vil skulle være et udgangs-punkt, som – med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet – kan fraviges,hvis særlige grunde taler for det.Udvalgets forslag er samlet nedenfor i afsnit 10 i et udkast til ændring afretsplejeloven med tilhørende bemærkninger, og der redegøres i det føl-gende nærmere for udvalgets overvejelser og forslag.Udvalgets forslag kan sammenfattes således:1.2.1. Begrænsning af appel i sager om krav under 50.000 kr.Bestemmelserne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., § 389, stk. 2, jf. §391, stk. 1, jf. stk. 2, og § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, ændres således, at be-løbsgrænsen fastsættes til 50.000 kr. Forslaget omfatter ankesager, kære-mål om sagsomkostninger og salær, samt kæremål om udlæg. Der vil fort-7

sat være mulighed for at få tilladelse til at indbringe sagen for landsretten.En sådan tilladelse meddeles af Procesbevillingsnævnet. Tilladelse til ankekan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde iøvrigt taler derfor. Tilladelse til kære kan meddeles, hvis særlige grundetaler derfor.1.2.2. Afvisning af 2. instans ankesager uanset sagens økonomiskeværdiLandsretten får mulighed for at afvise en anke, hvis parterne ikke har op-lyst forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet ud-fald end i byretten, eller der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, atsagen skal prøves i to instanser.1.2.3. Begrænsning af adgangen til at kære afgørelser om sagens for-beredelseAdgangen til at kære kendelser og beslutninger, der afsiges under hoved-forhandlingen eller under dennes forberedelse, begrænses, således at kæretil landsretten som hovedregel ikke kan ske. Dog kan kendelser og beslut-ninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning forparten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb, kæres tillandsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.1.2.4. Omkostningsmæssige konsekvenser af kæreVed afgørelsen i landsretten af et kæremål under en civil sag, skal lands-retten samtidig træffe særskilt afgørelse om fordeling af omkostningerneved kæresagen. Fordelingen af omkostningerne i kæresagen skal alene af-hænge af kæresagens udfald og ikke være afhængig af hovedsagens ud-fald, og afgørelsen skal kunne fuldbyrdes uafhængigt af hovedsagen.1.2.5. Øvrige forslag i tilknytning til anke og kæreUdvalget stiller desuden en række forslag vedrørende anke, som ikke om-handler adgangen til appel.Udvalget foreslår, at retsplejelovens § 20 ændres, således at landsrettenogså i tilfælde, hvor der ikke har medvirket sagkyndige medlemmer i by-retten, kan bestemme, at der skal medvirke sagkyndige medlemmer ilandsretten.8

Udvalget foreslår, at muligheden for at berigtige forglemmelser og fejl idomme udvides, således at også forglemmelser, der ikke vedrører udfær-digelsens form, kan berigtiges af dommeren, hvis parterne ikke udtaler sigimod.Udvalget foreslår, at det fremover i alle tilfælde skal være Procesbevil-lingsnævnet, som meddeler tilladelse til at indbringe en afgørelse, der erafsagt efter reglerne i retsplejelovens § 253 for højere ret.Udvalget foreslår, at ankefristen i retsplejelovens § 372, stk. 1, ændres, så-ledes at den i alle tilfælde er 4 uger.1.2.6. Andre overvejelserUdvalget har overvejet adgangen til appel i sager om tvangsfjernelse afbørn, og bemærker i den forbindelse, at lovgivningen herom henhører un-der Social- og Integrationsministeriet, som ikke deltager i udvalgsarbejdet.Udvalget finder, at det kan overvejes at indføre en ordning, som lignerden, der var gældende for disse sager før domstolsreformen, hvor sagerneblev anlagt ved landsretten i 1. instans, og anke kun kunne ske med tilla-delse fra Procesbevillingsnævnet, således at det kræver tilladelse fra Pro-cesbevillingsnævnet at anke byrettens domme om tvangsanbringelse tillandsretten. Betingelserne for at opnå en sådan tilladelse bør i givet faldvære, at sagen er principiel, eller at der i øvrigt foreligger særlige grunde.Udvalget peger desuden på, at en sådan ordning i givet fald også bør gældede øvrige sager, hvor børn- og ungeudvalget træffer afgørelse efter ser-vicelovens § 74.1.3. Økonomiske konsekvenser af udvalgets forslagOvervejelserne om de økonomiske konsekvenser af udvalgets forslag erendnu ikke afsluttet, men overordnet vil udvalgets forslag medføre, at etantal sager ikke længere skal behandles af landsretterne. Forslaget vil des-uden medføre mindreudgifter i byretterne i forbindelse med, at sager ikkelængere skal sendes til landsretten mv. Ved vurderingen af mindreudgif-terne i byretterne må dog også indgå, at behandlingen af sager, der ikkelængere kan ankes uden tilladelse, kan blive lidt tungere i en række tilfæl-de, fordi sagens parter og deres advokater ikke længere i samme omfangkan indrette sig på, at visse søgsmålsgrunde, beviser mv. kan udskydes til9

2. Gældende ret2.1. Instansordningen og baggrunden herforDet danske retssystem er organiseret med 3 instanser: byretter, landsretterog Højesteret. Derudover behandler Sø- og Handelsretten som 1. instansvisse sagstyper vedrørende erhvervsforhold opregnet i retsplejelovens §225.Civile sager behandles i byretten af 1 dommer, jf. retsplejelovens § 12, stk.1. Retten kan dog bestemme, at sagen skal behandles af 3 dommere, jf.retsplejelovens § 12, stk. 3.I landsretten behandles civile sager af mindst 3 dommere, jf. retsplejelo-vens § 7, stk. 1, og i Højesteret deltager mindst 5 dommere i behandlingenaf en civil sag, jf. retsplejelovens § 3, stk. 1.I forbindelse med domstolsreformen blev der bl.a. gennemført en meresammenhængende instansordning, så byretterne nu er den almindelige før-steinstans i alle civile sager, mens de overordnede retters ressourcer kon-centreres om behandlingen af principielle sager og appelsager.Ændringen byggede på Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001, hvorRetsplejerådet bl.a. overvejede den mest hensigtsmæssige udformning afdomstolssystemet i relation til kompetencen til at behandle civile retssager.Retsplejerådet foreslår i betænkningen, at alle civile sager som hovedregelskal anlægges ved byretten i første instans, idet byretten efter Retsplejerå-dets opfattelse bør være den almindelige førsteinstans, hvor langt de flestesager finder deres endelige afgørelse. Ressourcemæssigt bør tyngden idomstolssystemet således ligge i førsteinstansen. Byretten bør desudenfungere som indgangsinstans, hvor sagerne sorteres og henvises til den be-handling, som er mest hensigtsmæssig i den konkrete sag.Retsplejerådet anfører desuden, at der ved landsretterne anvendes genereltstørre ressourcer på den enkelte sag, og at landsretterne derfor bør koncen-trere sig om appelsager og de principielle førsteinstanssager, hvor en sådanressourceanvendelse er hensigtsmæssig og forsvarlig.Med hensyn til Højesterets rolle i instansordningen fremgår det bl.a. af be-tænkningen, at centrale elementer i Højesterets opgaver er at sikre retsen-11

heden og at træffe afgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel be-tydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsent-lig samfundsmæssig rækkevidde. Derimod bør den øverste domstols res-sourcer som udgangspunkt ikke benyttes til at behandle sager, hvis udfald idet væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår ret-sanvendelse på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er af-klaret.Det fremgår desuden af betænkningen, at Retsplejerådet finder, at der afhensyn til at bevare Højesterets centrale stilling i domstolssystemet fortsatskal være mulighed for, at principielle sager kan behandles i Højesteretsom 2. instans. Retsplejerådet foreslår derfor, at der skal være mulighedfor henvisning af principielle sager til behandling i landsretten i første in-stans. Endelig foreslår Retsplejerådet, at Sø- og Handelsretten får kompe-tence til at behandle erhvervsrelaterede principielle sager, der henvises frabyretten efter anmodning fra en part.2.2. Adgangen til appelDet er hovedreglen i dansk ret, at enhver retsafgørelse frit kan prøves i toinstanser. Der gælder dog en række undtagelser til denne hovedregel. Ap-pel kan således i visse sager kun ske med særlig tilladelse, selv om sagenkun har været behandlet i én instans. Visse sager kan desuden med særligtilladelse prøves i tre instanser. Det er Procesbevillingsnævnet, som harkompetencen til at meddele appeltilladelse i de tilfælde, hvor det er påkræ-vet.Retsafgørelser kan enten appelleres ved anke eller kære afhængig af afgø-relsens type. Domme kan ankes, mens kendelser og beslutninger kan kæ-res. Bestemmelser i byretsdomme om sagsomkostninger appelleres ogsåved kære, jf. retsplejelovens §§ 369, stk. 2, og 391, stk. 2, mens bestem-melser om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller afSø- og Handelsretten, kun kan ankes særskilt til Højesteret med tilladelsefra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 368, stk. 5.I ankesager gennemføres en ny selvstændig sagsbehandling som udgangs-punkt med en mundtlig hovedforhandling, mens kæremål normalt behand-les på skriftligt grundlag. Ved anke af småsager afgøres ankesagen dogsom udgangspunkt på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 410, stk. 4.

Under appel prøver appelinstansen fuldt ud både sagens faktiske og retligeomstændigheder.2.3. AnkeCivile sager behandles som udgangspunkt ved byretten i 1. instans, og by-rettens afgørelser kan som hovedregel frit ankes til landsretten.Den almindelige ankefrist i civile byretssager er 4 uger, jf. retsplejelovens§ 372, stk. 1. I ægteskabssager, sager om forældremyndighed og sagervedrørende dødsformodning er ankefristen 8 uger, jf. henholdsvis retsple-jelovens § 454, stk. 1, 1. pkt., og lov om borteblevne § 14, stk. 2, 1. pkt.Ankeinstansen kan undtagelsesvis tillade anke efter udløbet af den almin-delige ankefrist i indtil 1 år efter dommens afsigelse, jf. retsplejelovens §372, stk. 2. Der er særlige undtagelser til denne regel, jf. herved for ek-sempel retsplejelovens § 454, stk. 2, om visse afgørelser i ægteskabssager.Som udgangspunkt kan alle domme i civile sager afsagt af en byret frit an-kes til landsretten. Hvis ankens værdi ikke overstiger 10.000 kr., krævesdog Procesbevillingsnævnets tilladelse for at anke dommen, jf. retsplejelo-vens § 368, stk. 1, pkt., jf. nærmere herom afsnit 2.5. Procesbevillings-nævnet kan meddele tilladelse, hvis sagen er principiel, eller særlige grun-de i øvrigt taler derfor, jf. retsplejelovens § 368, stk. 2.Byretten kan efter anmodning fra en part henvise sagen til behandling veden landsret som 1. instans, hvis sagen er af principiel karakter, jf. retspleje-lovens § 226, stk. 1.Visse sagstyper behandles desuden som nævnt ovenfor af Sø- og Handels-retten som 1. instans. Endvidere kan byretten efter anmodning fra en parthenvise en sag, hvor fagkundskab til erhvervsforhold er af væsentlig be-tydning, til behandling ved Sø- og Handelsretten, hvis sagen er af princi-piel karakter, jf. retsplejelovens § 227, stk. 1.Domme afsagt af en landsret som 1. instans efter henvisning af sagen frabyretten og af Sø- og Handelsretten som 1. instans, herunder efter henvis-ning af sagen fra byretten, kan frit ankes til Højesteret. Fristen for anke tilHøjesteret er 8 uger, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.

Domme afsagt af en landsret som 2. instans kan kun indbringes for Høje-steret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Efter retsplejelovens § 371,stk. 1, kan appeltilladelse meddeles, hvis sagen er af principiel karakter.Ansøgning om tredjeinstansbevilling skal indgives inden 8 uger efterdommen, jf. retsplejelovens § 371, stk. 2, 1. pkt. Efter anketilladelse ermeddelt, er fristen for at iværksætte anke 4 uger, jf. retsplejelovens § 372,stk. 2, 2. pkt.Efter retsplejelovens § 368, stk. 4, kan anken omfatte kendelser og andreafgørelser, der er truffet under sagen, men den behøver ikke at gøre det.Disse afgørelser kan imidlertid i forbindelse med anke kun prøves af ap-pelinstansen, hvis parterne inddrager dem under ankesagen.2.4. KæreKendelser og beslutninger kan appelleres særskilt ved kære. Enhver, overfor hvem en kendelse eller beslutning af retten indeholder en afgørelse,kan kære afgørelsen, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1.Kendelser og beslutninger afsagt af en byret under en sag kan appelleresved kære, så længe dom ikke er afsagt, jf. retsplejelovens § 389. Når be-handlingen af en sag er afsluttet ved afsigelse af dom, kan kendelser og be-slutninger afsagt under sagen ikke appelleres særskilt, jf. retsplejelovens §390, men anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, jf. rets-plejelovens § 368, stk. 4.Som udgangspunkt kan byrettens kendelser og beslutninger således kærestil landsretten, medmindre der er afsagt dom i sagen, og afgørelsen kaninddrages under en senere anke af dommen, jf. retsplejelovens § 368, stk.4, og § 390, stk. 1.Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, som er afsagt af en byret,og bestemmelser i byretsdomme og fogedrettens afgørelser om sagsom-kostninger, der ikke er fastsat til mere end 10.000 kr., samt afgørelser omudlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dogkun kæres til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. rets-plejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk. 1, § 584, stk. 2, og § 584 a, stk. 2,jf. nærmere herom afsnit 2.5. Betingelsen for at få kæretilladelse er, at sær-lige grunde taler herfor.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller Sø- og Handels-retten i en sag i første instans efter reglerne i retsplejelovens § 253, kankæres til Højesteret med Højesterets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392,stk. 1, jf. § 253, stk. 4.I andre tilfælde kan landsretternes og Sø- og Handelsrettens kendelser ogbeslutninger kun kæres særskilt med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.Betingelsen for at få kæretilladelse er, at kæren vedrører spørgsmål afprincipiel karakter, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2.Kærefristen er 2 uger, jf. retsplejelovens § 394. Det samme gælder ansøg-ningsfristen til Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2, 3.pkt.2.5. Appelbegrænsning i civile sagerSom det fremgår af afsnit 2.3, gælder der en generel begrænsning i adgan-gen til appel i civile sager, således at der i alle civile ankesager, hvor an-kens værdi ikke overstiger 10.000 kr., kræves Procesbevillingsnævnets til-ladelse for at anke dommen, jf. retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt.Afgørende for, om anketilladelse meddeles, er efter retsplejelovens § 368,stk. 2, om sagen er af principiel karakter, eller om særlige grunde i øvrigttaler derfor.Det er værdien af ankesagen, som afgør, om den er omfattet af anke-begrænsningsreglen. Værdien opgøres som påstanden for landsrettensammenholdt med det resultat, der blev opnået i byretten.Også i visse kæresager gælder en generel appelbegrænsning i form af enbeløbsgrænse på 10.000 kr.Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, som er afsagt af en byret,og bestemmelser i byretsdomme om sagsomkostninger, der ikke er fastsattil mere end 10.000 kr., kan således kun kæres til landsretten med Proces-bevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 389, stk. 2, og § 391, stk.1, jf. stk. 2. Betingelsen for at få kæretilladelse er, at særlige grunde talerherfor. Salærfastsættelsen i fri proces-sager, som sker efter retsplejelovens§ 334, stk. 4, er ikke omfattet af appelbegrænsningsreglen for sagsomkost-ninger. Det samme gælder i tilfælde, hvor retten har ophævet sagens om-kostninger.15

Appelbegrænsningen gælder efter retsplejelovens § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1,også fogedrettens afgørelser om omkostninger, der ikke er fastsat til mereend 10.000 kr. Også her er betingelsen for at få tilladelse fra Procesbevil-lingsnævnet, at særlige grunde taler derfor.Endelig gælder beløbsgrænsen også fogedrettens afgørelser om udlæg, idetudlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., ikke kankæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særli-ge grunde taler derfor, jf. retsplejelovens § 584, stk. 2.Bestemmelserne om denne generelle appelgrænse på 10.000 kr. i civile sa-ger blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om æn-dring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og moderniseringinden for Justitsministeriets område). Formålet med at indføre en appel-grænse var at aflaste landsretterne for småsager. Det fremgår bl.a. af be-mærkningerne til lovforslaget, at appelbegrænsninger kendes inden for detstrafferetlige område, og at det på den baggrund kan forekomme mindrerimeligt, at der inden for civilretten er adgang til frit at indbringe selv merebanale småsager for landsretten.

3. StatistikUdvalgets overvejelser er bl.a. sket på baggrund af forskellige statistiskeoplysninger om de civile sager ved domstolene, som er samlet i dette af-snit.Nedenstående tabel viser modtagne civile sager ved domstolene i perioden2009-2012.Tabel 1. Alle modtagne civile sager ved byretter, Sø- og Handelsretten, landsretterneog Højesteret i årene 2009-20122009201020112012ByretterneSø- og HandelsrettenLandsretterne- heraf anker- heraf kærer- 1. instanssager- andetHøjesteret- heraf anker- heraf civile kærer- heraf andragenderKilde: Domstolsstyrelsen

3.1. AnkesagerNedenstående tabeller viser sagsværdierne i de civile sager henholdsvisved modtagelsen i byretterne og ved modtagelsen af ankesagen i landsret-ten.Tabel 2. Sagsværdierne ved modtagelsen af sager ved byretterneVærdi kr.200920102011< 10.000 kr.20.53120.27017.883< 25.000 kr.8.9319.3927.84229.46229.66225.725< 50.000 kr.6.6036.5925.66736.06536.25431.392< 75.000 kr.6.9016.5735.01242.96642.82736.404< 100.000 kr.3.5083.2472.50046.47446.07438.904< 150.000 kr.3.7433.5362.90950.21749.61041.813< 200.000 kr.1.8491.7411.483

Procesbevillingsnævnet fører ikke statistik over udfaldet af de sager, hvorder meddeles appeltilladelse. Nævnet har ikke hidtil fundet behov herfor,henset til at bevillinger efter retsplejelovens § 368, stk. 2, meddeles bådeefter kriteriet ”sagen er af principiel karakter” og kriteriet ”særlige grundei øvrigt taler derfor”. Procesbevillingsnævnet foretager i øvrigt løbendeevalueringer af de afgørelser, der modtages fra retterne i de sager, hvorider er meddelt bevilling.Nedenfor ses antallet af sager om tvangsanbringelse af børn ved byretternesamt antallet af ankesager herom ved landsretterne. Endelig ses omgørel-sesprocenten i ankesagerne.Tabel 6. Antal tvangsfjernelsessager ved byret og landsret, ankeprocent og omgørel-sesprocent2007 2008 2009 2010 2011 2012Afsluttede tvangsfjernelsessager ved108189215262305391byretterne*Modtagne tvangsfjernelsessager ved4286111170189262landsretterneAnkeprocent**38,945,551,664,962,067,0pct.pct.pct.pct.pct.pct.Afsluttede tvangsfjernelsessager ved236388124144179landsretterne, der er sluttet ved domefter hovedforhandlingÆndring af byrettens afgørelse***4,33,23,43,22,12,2pct.pct.pct.pct.pct.pct.Stadfæstelse af byrettens afgørel-95,796,896,697,697,997,2se***pct.pct.pct.pct.pct.pct.* Tallet for tvangsfjernelsessager sluttet med dom efter hovedforhandling er trukket fra byretternes sagsbehand-lingssystem. De er ikke præcise tal for antal tvangsfjernelsessager, da der kan være andre sager end tvangsfjer-nelse imellem, men Domstolsstyrelsens vurdering er, at de fleste af disse sager er om tvangsfjernelse.** Ankeprocenten kan ikke opgøres præcist, da Domstolsstyrelsen ikke kan følge den enkelte sag, fra den starteri byretten, til den lukkes i landsretten. I stedet er ankeprocenten fundet som forholdet mellem alle afsluttedetvangsfjernelsessager ved byretterne sat over for modtagne sager om tvangsfjernelse af børn ved landsretterne idet år, der måles på.*** Tallene i ”Stadfæstelse af byretternes afgørelse” og ”Ændring af byretternes afgørelse” summer i 2010 og2012 ikke op til 100 % . Dette skyldes, at landsretterne har fordelt en sag mere hhv. en sag mindre på de to mu-ligheder sammenlignet med, hvor mange sager, der er registreret som hovedforhandlede. Det er en manuel regi-strering ved retten, så det er muligt at angive udfald for sager, der ikke er hovedforhandlede, eller helt undlade atangive et udfald.Kilde: Domstolsstyrelsen

Antallet af kendelser og beslutninger ved byretterne kan ikke umiddelbarttrækkes ud af Domstolsstyrelsens system. Det betyder, at der ikke kan be-regnes en kæreprocent.Nedenstående tabel viser kæremål vedrørende retsplejemæssige spørgsmålved landsretterne i januar-april 2010-2012 fordelt på hovedemner. Talleneer baseret på en manuel gennemgang af kæresagerne i landsretterne i peri-oden.Tabel 8. Kæremål vedrørende retsplejemæssige spørgsmål ved landsretterne ijanuar-april i 2010-2012 fordelt på hovedemner2010 2011 2012Edition563Fremlæggelse af dokumentbeviser122125Vidneførsel101219Syn og skøn523860Habilitet57420

Rette sagsøgte/sagsøgerStedlig/saglig kompetenceForelæggelse for Retslægerådet/ ArbejdsskadestyrelsenGenoptagelse af U-dommeOmberammelse og udsættelserBeskikkelse (inkl. værgebeskikkelse)Henvisning til landsretten + Sø- og HandelsrettenDeldom – kæretillaldelse fra ØL/VL (§ 253)Skønsmand (inhabil, inkompetent mv.)Bevisførelse i øvrigtSøgsmålsfristerAfvisning på manglende /for sent indgivet processkrifter mv.Spørgsmål til styrelser, tilsyn mv.Sagkyndige medlemmer af rettenBørnesagkyndig og samtaler mv.Sambehandling af sagerTinglysning af stævning/skødeRetlig interesseBerigtigelse af stævningSmåsagsbehandlingNye påstande/anbringenderOpsættende virkningRetsafgiften for byretten – beregning mv.GruppesøgsmålAktindsigt for byrettenFri procesPræjudicielt spørgsmålUdskillelse til særskilt behandlingAdvokatpålægGenoptage forberedelsenHenvise til nævnsbehandlingUdeblivelse fra retsmødeStævning uegnet / påstand uklarDiverseI altKilde: Landsretterne

Nedenstående tabeller viser antallet af kæremål vedrørende henholdsvissagsomkostninger og salær ved landsretterne i perioden januar-april 2010-2012 fordelt på værdi. Tallene er baseret på en manuel gennemgang af kæ-resagerne i landsretterne i perioden.Tabel 9. Kæremål vedrørende sagsomkostninger ved landsretterne i januar-april2010-2012 fordelt på værdi2010201120120 kr.504742< 10.000 kr.261821766563< 25.000 kr.555955131124118< 50.000 kr.444741175171159< 75.000 kr.181314193184173< 100.000 kr.86620119017921

Procesbevillingsnævnet har oplyst, at i 30 af de 33 sager, hvor Procesbe-villingsnævnet meddelte bevilling til kære af omkostningsafgørelser i2010, ændrede landsretterne efterfølgende byretternes afgørelser. I 2011har Procesbevillingsnævnet ikke oplysninger for så vidt angår alle de 45meddelte bevillinger, men har oplyst, at der efterfølgende i hvert fald sketeændring i 35 af de 45 sager. Tallene for 2012 kan endnu ikke gøres helt op,men der tegner sig foreløbig samme billede som for de foregående år.Tabel 12. Udlæg med en værdi på højst 10.000 kr.20092010Ansøgninger1310Bevillinger44Kilde: Procesbevillingsnævnet

4. Fremmed retUdvalget har søgt oplysninger om bl.a. instansordningen og adgangen tilappel i civile sager i Norge, Sverige og Finland.4.1. NorgeDe almindelige domstole i Norge er Højesteret, lagmannsretterne ogtingretterne.Desuden er der forligsrådet, som er en mæglingsinstitution med begrænsetdomsmyndighed. Forligsrådet er således både en mæglingsinstans og endomstol. Forligsrådet er det nederste led i retssystemet for civile sager. Al-le kommuner har et forligsråd. Det er forligsrådets opgave at finde en for-ligsmæssig løsning mellem parterne. Hovedreglen er, at der ikke er anled-ning til at anlægge sag mod nogen, før sagen er forsøgt løst i forligsrådet.Forligsrådets domme kan indbringes for tingsretten.Tingsretterne er første ordinære domstol. Her behandles både civile sagerog straffesager.En civil sag starter som regel i forligsrådet. Hvis parterne ikke er enige, ta-ges sagen videre til tingretten. Andre civile sager starter direkte i tingret-ten. Det gælder bl.a. familiesager, sager mod offentlig myndighed og sagerom formueværdier over 125.000 norske kroner, hvor begge parter har ad-vokat. Her starter den retlige behandling i tingretten.En dom afsagt af tingretten kan ankes til lagmannsretten. Hvis anke-genstandens værdi er mindre end 125.000 norske kroner, skal man havelagmannsrettens samtykke for at anke. Ved at begrænse ankemulighedenpå denne måde forhindrer man, at sagsomkostningerne i sager af mindreøkonomisk værdi bliver større end det beløb, parterne strides om.Lagmannsretten har også en begrænset adgang til at nægte at tage en ankeunder behandling, hvis ankeudvalget ved domstolen finder det klart, at an-ken ikke kan føre frem. Denne behandling foretages af tre dommere.Lagmannsrettens afgørelser kan ankes til Højesteret. Alle sager til Højeste-ret bliver først behandlet af ankeudvalget. Anke over domme kan ikkefremmes for Højesteret uden, at ankeudvalget har henvist dem til behand-ling. Ankeudvalget afgør, om en sag har en sådan betydning, at den kan23

indbringes for Højesteret. Anketilladelse kan gives, når anken gælderspørgsmål, som har betydning udover den foreliggende sag, eller når det afandre grunde er særligt vigtigt at få sagen afgjort i Højesteret.Anke over en dom, som ellers hører under lagmannsretten, kan med tilla-delse fra ankeudvalget indbringes direkte fra tingsretten til Højesteret. Til-ladelse hertil kan meddeles, når sagen rejser særligt vigtige principiellespørgsmål, som det er af betydning hurtigt at få Højesterets stillingtagentil, og hensynet til en forsvarlig behandling af sagen ikke taler imod direk-te anke til Højesteret.4.2. SverigeSverige gennemførte for nogle år siden en modernisering af rettergangenved de almindelige domstole. Reformen ”En moderne rettergang” trådte ikraft i november 2008.De almindelige domstole i Sverige er tingsretterne, hovretterne og Högstadomstolen.Gennemførelsen af reformen ”En moderne rettergang” indebar, at tyngde-punktet i processen ligger i første instans. Med reformen indførtes et kravom anketilladelse fra hovretten for alle domme og beslutninger i bl.a. civi-le sager. For at en hovret skal prøve en civil sag, kræves således, at hovret-ten først giver en anketilladelse. Anketilladelsen kan begrænses til en delaf sagen. Hovretten giver anketilladelse i følgende tilfælde:Når hovretten er i tvivl om, at tingsrettens afgørelse er rigtig.Når det er nødvendigt for, at hovretten kan vurdere om tingsrettensafgørelse er rigtig.Når det er vigtigt, at hovretten prøver spørgsmålet af hensyn til, atandre domstole kan få vejledning ved fremtidig bedømmelse aflignende sager (præjudikatsspørgsmål).Når der er særlige grunde til at prøve sagen.

4.3. FinlandI Finland behandles bl.a. civile sager af de almindelige domstole, som ertingsretterne, hovretterne og Högsta domstolen.Tingsrettens afgørelser kan i almindelighed ankes til hovretten. I en civilsag kræves tilladelse til fortsat behandling ved landsretten, hvis tingsret-tens afgørelse går parten imod i et spørgsmål om en fordring, og forskellenmellem det, som ønskes i ankeskriftet og tingsrettens domsresultat, ikkeoverstiger 10.000 euro.Hovretten skal meddele tilladelse til fortsat behandling, hvisDer er anledning til at tvivle på, at tingsrettens domsresultat er rig-tigt.Det ikke er muligt at bedømme, om tingsrettens domsresultat errigtigt, uden at der gives tilladelse til forsat behandling.Det er vigtigt at meddele tilladelse af hensyn til lovens forståelse iandre lignende sager.Der er andre særlige grunde til at meddele tilladelse.

Tilladelsen kan begrænses til at angå en del af tingsrettens afgørelse.Hovrettens dom kan ankes til Högsta domstolen. Der skal søges om anke-tilladelse hos Högsta domstolen, medmindre sagen er afgjort af hovrettensom 1. instans.Anketilladelse kan meddeles, hvis det af hensyn til fortolkning af loven iandre lignende sager eller af hensyn til en ensartet retstilstand er vigtigt, atsagen prøves af Högsta domstolen, eller hvis der er særlig grund til at tro,at der har været rettergangsfejl eller fejl af en sådan karakter, at dommenaf den grund bør prøves, eller hvis der findes andre særlige grunde til atmeddele tilladelse til appel. Anketilladelse kan meddeles delvist.Herudover kan en afgørelse fra tingsretten ankes direkte til högsta domsto-lene i stedet for hovretten, hvis Högsta domstolen meddeler tilladelse(præjudikatstilladelse). Högsta domstolen kan meddele tilladelse, hvis derer vigtigt at henvise sagen til Högsta domstolen af hensyn til fortolkning afloven i andre lignende sager eller ensartethed i retspraksis.

5. Internationale forpligtelser i forhold til anke- og kærebegrænsnin-gerI det følgende vurderes, i hvilket omfang anke- og kærebegrænsninger icivile sager er i overensstemmelse med Danmarks internationale forplig-telser.5.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)Artikel 6Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, atenhver bl.a. har ret til en retfærdig rettergang, når der skal træffes afgørel-se i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser. Privatretligesager er således utvivlsomt omfattet af bestemmelsen. Det er mere uklart, ihvilket omfang sager mellem private og det offentlige er omfattet af be-stemmelsen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager enkonkret vurdering heraf, hvor det bl.a. vurderes, i hvilket omfang tvistenhar privatretlige og offentligretlige aspekter. Se nærmere herom f.eks.Kommentaren til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, PeerLorenzen m.fl., 2012, s. 534f, og Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention – for praktikere, Jon Fridrik Kjølbro, 2010, s. 352f.Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalte sig første gang om,hvorvidt medlemsstaterne er forpligtede til at etablere appeldomstole imedfør af artikel 6, i klagesag 1474/62,Den Belgiske Sprogstrid (Case Re-lating to Certain Aspects of the Laws on the Use of Languages in Educa-tion in Belgium v. Belgium),dom af 23. juli 1968, para. 9:“To recall a further example, cited in the course of the pro-ceedings, Article 6 (art. 6) of the Convention does not compelStates to institute a system of appeal courts. A State which doesset up such courts consequently goes beyond its obligationsunder Article 6 (art. 6). However it would violate that Article,read in conjunction with Article 14 (art. 14+6), were it to de-bar certain persons from these remedies without a legitimatereason while making them available to others in respect of thesame type of actions.”Denne udtalelse blev fulgt op i klagesag nr. 2689/65,Delcourt mod Belgi-en,dom af 17. januar 1970, para. 25:

“Article 6 para. 1 (art. 6-1) of the Convention does not, it istrue, compel the Contracting States to set up courts of appealor of cassation. Nevertheless, a State which does institute suchcourts is required to ensure that persons amenable to the lawshall enjoy before these courts the fundamental guaranteescontained in Article 6 (art. 6) (see, mutatis mutandis, thejudgment of 23rd July 1968 on the merits of the case "relatingto certain aspects of the laws on the use of languages in educa-tion in Belgium", page 33, in fine).”Ovenstående præmis er blevet gentaget mange gange i forskellige varian-ter af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Senest blev præmissenbekræftet i klagesag 32299/08,Jovanovic mod Serbien,dom af 2. oktober2012, para. 46.Det kan konkluderes, at artikel 6 ikke indebærer nogen ret til appel afdomstolsafgørelser til en højere domstol.1Det er således ikke i strid medEMRK artikel 6 at indføre anke- og kærebegrænsninger i sager, der er om-fattet af artikel 6. Som det fremgår af ovenstående citater, skal regler omkære og anke dog leve op til en række krav efter EMRK, hvis en medlems-statharetableret anke- og kæremuligheder.Artikel 13Artikel 13 vedrører adgangen til effektive retsmidler. Den EuropæiskeMenneskerettighedsdomstol har fastslået, at denne bestemmelse heller ikkeindebærer en ret til appel, jf. f.eks. klagesag nr. 38789/04,Gurepka modUkraine,dom af 8. april 2010, para. 27:“The Court reiterates that Article 13 of the Convention doesnot, as such, guarantee a right of appeal or a right to a secondlevel of jurisdiction (see Kopczynski v. Poland (dec.), no.28863/95, 1 July 1998, and Csepyová v. Slovakia (dec.), no.67199/01, 14 May 2002).”5.2. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (CCPR)Artikel 14Det følger af artikel 14, stk. 1, at enhver bl.a. har ret til en retfærdig og of-fentlig rettergang vedrørende sine rettigheder og forpligtelser i et søgsmål.1

I klagesag nr. 450/1991,I.P. mod Finland,afgørelse af 26. juli 1993, ud-talte FN’s Menneskerettighedskomité følgende i para. 6.2:”As for the author's claim that he was denied the possibility ofappeal, even were these matters to fall within the scope rationemateriae of article 14, the right to appeal relates to a criminalcharge, which is not here in issue. This part of the communica-tion is therefore inadmissible under article 3 of the OptionalProtocol.”Som det fremgår af udtalelsen, gælder der kun en appelret, for så vidt an-går straffesager, hvilket følger af CCPR artikel 14, stk. 5.2Dermed gælderder ikke efter CCPR en appelret for andre typer sager.Artikel 2Artikel 2, stk. 3, omhandler bl.a. retten til effektive retsmidler. Der ses ik-ke at være praksis eller øvrige holdepunkter for at antage, at der af be-stemmelsen kan udledes en ret til appel.

6. Udvalgets overvejelser om appelgrænsen i civile sager6.1. Indledende overvejelserDe gældende regler om appelbegrænsning i civile sager for så vidt angårøkonomiske krav, der ikke overstiger 10.000 kr., blev indført i 1990.Formålet med appelgrænsen var at aflaste landsretterne for småsager. Ud-valget finder, at også visse sager vedrørende økonomiske krav på mere end10.000 kr. i dag kan betragtes som mindre sager.Det skal bl.a. ses i lyset af, at der ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om æn-dring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsre-form) blev indført den såkaldte småsagsproces, som er en særlig proces tilbehandling af sager om mindre pengekrav. Beløbsgrænsen for, at sagerkan behandles i småsagsprocessen, er på 50.000 kr. Sigtet med små-sagsprocessen var bl.a. at forenkle processen på en sådan måde, at parternekan være trygge ved denne, samtidig med at parternes udgifter er forudsi-gelige og af beskeden størrelse. Forenklingen billiggør processen, såledesat der bliver et mere rimeligt forhold mellem omkostningerne og sagensbetydning.I sager om mindre krav kan der være et misforhold mellem sagens betyd-ning og ressourceforbruget ved at gennemføre en appelsag, og udvalgetfinder på den baggrund, at beløbsgrænsen på 10.000 kr. bør hæves.Udvalget finder, at en appelgrænse på samme måde som i dag bør omfattebåde anke og kære vedrørende sagsomkostninger samt udlæg. Af hensyntil ensartethed og enkelhed bør beløbsgrænsen endvidere som i dag for alletyper af afgørelser være samme beløb.Udvalget har videre overvejet, om beløbsgrænsen også bør omfatte salær-afgørelser i fri processager efter retsplejelovens § 334, stk. 4. Disse afgø-relser – som kan siges at have en vis lighed med afgørelser om sagsom-kostninger – er i dag ikke omfattet af appelgrænsen.Udvalget finder, at det forekommer mindre rimeligt, at en borger ikke kanfå prøvet en afgørelse om betaling af sagsomkostninger, hvis disse er un-der et vist beløb, mens advokater ved afgørelser om fastsættelse af deressalær ikke er underlagt samme begrænsning. Udvalget foreslår derfor, atappelgrænsen fremover også skal omfatte salærafgørelser. Udvalget er29

opmærksom på, at i praksis vedrører de fleste afgørelser om salær mindrebeløb, og at den praktiske hovedregel derfor vil være, at der kræves tilla-delse for at kære disse afgørelser, men udvalget finder uanset dette, at ogsådisse afgørelser bør være omfattet af appelgrænsen.Udvalget har desuden overvejet, om beløbsgrænsen også bør have betyd-ning for adgangen til at appellere, hvis retten har ophævet sagens omkost-ninger. Udvalget finder det naturligt, at beløbsgrænsen tillægges betydningogså i disse sager, hvis der under en appel af en sådan afgørelse ikke erspørgsmål om tildeling af sagsomkostninger med et beløb, der overstigerbeløbsgrænsen.Endvidere finder appelgrænsen ikke i dag anvendelse ved kære af skifte-rettens sagsomkostningsafgørelser i konkurssager, jf. U2006.21V. Detfremgår i den forbindelse også af forarbejderne til lov nr. 396 af 13. juni1990, at de foreslåede ændringer i reglerne om appeladgang er begrænsettil retsplejelovens område og således ikke vedrører appeladgang som følgeaf anden lovgivning, f.eks. den særlige ankeadgang i konkursloven.Udvalget finder imidlertid, at appelgrænsen også bør finde anvendelse idisse sager, idet der ikke ses at gøre sig sådanne særlige hensyn gældende idisse sager, at appelgrænsen ikke bør finde anvendelse.Appelgrænsen finder endelig ikke anvendelse ved kære af Sø- og Handels-rettens afgørelser om sagsomkostninger, idet det fremgår udtrykkeligt afretsplejelovens § 389, stk. 1, at den kun gælder kendelser og beslutningerafsagt af en byret. Kære af Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutnin-ger om sagsomkostninger sker efter retsplejelovens § 392, stk. 2, hvorefterdisse kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Så-dan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel ka-rakter.Udvalget henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at hvis forsla-gene fra Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret gennemføres, vildet bl.a. indebære, at Sø- og Handelsretten kendelser og beslutninger, her-under om sagsomkostninger, kan kæres til landsretten efter samme regler,som gælder i dag. Det betyder, at Sø- og Handelsrettens afgørelser omsagsomkostninger kun vil kunne kæres til landsretten med Procesbevil-lingsnævnets tilladelse uanset beløbets størrelse. Det er således ikke aktu-elt at lade beløbsgrænsen finde anvendelse i disse sager.30

Beløbsgrænsen har ikke været ændret siden 1990. Der finder desuden ikkeen regulering sted svarende til den almindelige pris- og lønudvikling. Hvisbeløbsgrænsen på 10.000 kr. var blevet opregnet med almindeligt pris- oglønindeks, ville beløbet således i 2012 være på ca. 17.000 kr. Udvalgetfinder det derfor naturligt, at det overvejes, om beløbsgrænsen på 10.000kr. bør hæves.Udvalget har særligt drøftet beløbsgrænser på henholdsvis 50.000 kr.,75.000 kr. og 100.000 kr. Udvalget har desuden overvejet, om beløbs-grænsen fremover skal reguleres med det almindelige pris- og lønindeks,så den ikke med tiden utilsigtet reelt bliver lavere, eller om det i stedet børforudsættes, at det med faste mellemrum overvejes, om beløbsgrænsen un-der hensyn til prisudviklingen bør forhøjes.6.2. Overvejelser om beløbsgrænsens størrelseUdvalget har drøftet, hvilket beløb appelgrænsen bør fastsættes til, og kani den forbindelse pege på en række hensyn, som må indgå i vurderingenheraf.Det må således navnlig indgå, at der i mindre sager kan være et misforholdmellem omkostningerne ved at gennemføre en appelsag og sagens betyd-ning, og at også visse sager vedrørende beløb på mere end 10.000 kr. somanført i dag må betragtes som mindre sager. Desuden må indgå behovet foraflastning af landsretterne. Det taler for, at beløbsgrænsen bør fastsættes tilet betydeligt højere beløb end i dag. Udvalget er i den forbindelse op-mærksom på, at Norge har en appelgrænse på 125.000 norske kr., men erogså opmærksom på, at der i Norge gælder særlige regler om behandlingaf civile tvister i såkaldte forligsråd, før sagen kan indbringes for domsto-lene, ligesom udgifterne til at føre en sag er højere i Norge end i Danmark.Dette forhold betyder naturligvis, at grænsen for, hvornår der er sammen-hæng mellem det, der tvistes om, og de udgifter, der er forbundet med tvi-sten, er tilsvarende højere i Norge.Udvalget er samtidig opmærksom på, at også sager vedrørende krav påindtil 50.000-100.000 kr. kan have stor betydning for den almindelige bor-ger. I forhold til antallet af sager ved byretterne fremgår det af tabel 2ovenfor i afsnit 3.1, at byretterne i 2012 modtog 11.827 sager med en vær-di på mellem 10.000 og 50.000 kr. Antallet af sager med en værdi på mel-lem 50.000 og 75.000 kr. var 2.879, og antallet af sager med en værdi påmellem 75.000 og 100.000 kr. var 1.645.31

Det bør derfor efter udvalgets opfattelse også indgå ved fastsættelsen af enbeløbsgrænse, at hvis beløbsgrænsen fastsættes for højt, er der risiko for, atdomstolene ikke vil blive opfattet som et forum, hvor den almindelige bor-ger endeligt kan få løst sine tvister efter en sædvanlig behandling i to in-stanser.Det må desuden indgå i vurderingen, at appelgrænsen som nævnt fortsatefter udvalgets opfattelse skal omfatte både selve sagen og afgørelsen omsagsomkostninger. Det betyder, at det – uanset hvilket beløb appelgrænsenfastsættes til – i nogle sager reelt vil være beløb på op til det dobbelte, somikke kan appelleres, da den tabende part dermed hverken kan appellere af-gørelsen vedrørende selve sagens genstand eller afgørelsen vedrørendesagsomkostningerne, hvis begge beløb er under appelgrænsen. For denpart, som skal betale, vil appelgrænsen dermed i nogle sager i praksis reeltkunne føles som værende dobbelt så høj.Endelig må hensynet til aflastningen af landsretterne indgå i vurderingen.Det må således indgå, hvad konsekvensen af en bestemt beløbsgrænse vilvære for sagsantal og sagsbehandlingstider ved landsretterne, og hvad deøkonomiske konsekvenser heraf vil være. Det bør på samme måde indgå,hvad konsekvenserne af at undlade en aflastning af landsretterne vil værefor sagsbeholdning og sagsbehandlingstider.Forslaget om at hæve beløbsgrænsen for appel uden tilladelse vil medføre,at et antal sager ikke længere skal behandles af landsretterne. Antallet afsager vil naturligvis være stigende, jo højere beløbsgrænsen er. Der vilsamtidig være nogle mindreudgifter i byretterne samt en besparelse i for-hold til udgifterne til fri proces. Forslaget vil dog også medføre merudgif-ter, idet Procesbevillingsnævnet skal behandle et ekstra antal sager. For-slaget vil desuden medføre et provenutab, da der vil blive indbetalt færreretsafgifter.6.3. Overvejelser om mulighed for at få tilladelse til at indbringe afgø-relser under beløbsgrænsen for landsrettenUdvalget finder, at det – uanset hvilket beløb appelgrænsen fastsættes til –er afgørende, at der fortsat er mulighed for at få tilladelse til at indbringeafgørelsen for landsretten, således at der er mulighed for at få korrigeret enforkert afgørelse eller for at få landsrettens afgørelse af en sag, som – uan-32

set at den vedrører et mindre krav – har en betydning, der rækker ud overden konkrete sag.Betingelserne for at opnå en sådan tilladelse bør være de samme som efterde gældende regler, således at der ved domme i civile sager fortsat kanmeddeles tilladelse til anke både, hvis sagen er principiel, eller hvis der iøvrigt foreligger særlige grunde, mens betingelsen ved afgørelser om sags-omkostninger, salær i fri processager og udlæg ligesom i dag bør være, atsærlige grunde taler derfor.Kriteriet ”principiel karakter” bør som i dag omfatte sager vedrørende lov-fortolkning eller sager, som i øvrigt angår et principielt retligt spørgsmål.Udenfor falder således f.eks. sager, hvis afgørelse hovedsagelig beror påen konkret bevismæssig vurdering. I sådanne sager vil tilladelse til ankederfor forudsætte, at der i øvrigt er særlige grunde, der taler for en prøvelsei to instanser.Udvalget har overvejet, hvor kompetencen til at meddele appeltilladelsemest hensigtsmæssigt kan placeres.Det er Procesbevillingsnævnet, som efter de gældende regler meddeler ap-peltilladelser. Procesbevillingsnævnet blev oprettet ved lov nr. 390 af 14.juni 1995, som trådte i kraft den 1. januar 1996, og behandler ansøgningerom anden- og tredjeinstansbevillinger.Udvalget har særligt overvejet, om kompetencen til at meddele appeltilla-delse i 2. instanssager bør placeres ved landsretterne i stedet for Procesbe-villingsnævnet. Det skal i den forbindelse tages i betragtning, at en afgø-relse fra en landsret om appeltilladelse – henset til betingelserne for atmeddele en sådan tilladelse – meget nemt vil kunne komme til at fremståsom en retsafgørelse af selve sagen, hvilket ikke er sigtet med en ordningmed appeltilladelser. Hertil kommer, at en placering af opgaven med atmeddele appeltilladelser i landsretterne vil betyde en ekstra arbejdsopgavefor landsretterne. En sådan ekstra arbejdsopgave vil modvirke en lettelse aflandsretternes arbejdsopgaver, som forslaget om at forhøje appelgrænsernetilsigter, og dermed reelt negativt påvirke landsretternes muligheder formere generelt at nedbringe disse retters sagsbehandlingstider.Endelig forekommer det af hensyn til ensartethed i praksis for meddelelseaf appeltilladelser mest hensigtsmæssigt, at kompetencen til at meddele 2.33

instansbevillinger placeres samme sted som kompetencen til at meddele 3.instansbevillinger.6.4. Udvalgets forslagDer er enighed i udvalget om, at beløbsgrænsen på 10.000 kr. bør hæves,og at der er anledning til at hæve beløbsgrænsen ud over, hvad en pristals-regulering vil føre til.Udvalget er enige om, at der skal gælde den samme beløbsgrænse for ankeaf domme i civile sager og for kære af kendelser og beslutninger om sags-omkostninger, som er afsagt af en byret eller en fogedret, og bestemmelseri byretsdomme om sagsomkostninger og udlæg i fogedsager. Endelig fin-der udvalget, at beløbsgrænsen også skal gælde for salærafgørelser i friprocessager og for appel af en del af de omkostningsafgørelser, hvor retteni 1. instans har ophævet sagens omkostninger, samt ved omkostningsafgø-relser i konkurssager og andre insolvensretlige sager.Udvalget er desuden enige om, at Procesbevillingsnævnet skal kunnemeddele tilladelse til appel af sager under beløbsgrænsen, således at betin-gelserne for at få anketilladelse er, at sagen er principiel, eller at særligegrunde i øvrigt taler derfor, mens betingelsen for at få tilladelse til at kæreafgørelser om sagsomkostninger, salær og udlæg er, at særlige grunde talerderfor.Udvalget har herefter overvejet, hvad beløbsgrænsen fremover skal fast-sættes til. Formålet med udvalgets samlede arbejde er at foreslå tiltag, somvil kunne bidrage til en fortsat udvikling af et bedre og mere effektivtdomstolssystem på området for civile sager, herunder vurdere aktivitet,produktivitet og effektiviseringspotentialer med henblik på effektiv opga-vevaretagelse og nedbringelse af sagsbehandlingstider. Ved vurderingenaf, hvad appelgrænsen skal fastsættes til, indgår det derfor også som cen-tralt element, hvad konsekvensen vil være for sagsantal og sagsbehand-lingstider ved landsretterne, samt derigennem hvad effektiviseringspoten-tialet vil være ved at ændre beløbsgrænsen.Valget af, hvilket beløb appelgrænsen skal fastsættes til, skal samtidig ses isammenhæng med udvalgets øvrige forslag, herunder i hvilket omfang desamlede tiltag i tilstrækkelig grad medvirker til effektiviseringer og korteresagsbehandlingstider ved domstolene. Det er i den forbindelse udvalgets34

forventning, at udvalget vil kunne pege på en række øvrige tiltag, somsammen med en ændring af beløbsgrænsen kan medvirke til at sikre dette.Udvalget anbefaler efter en samlet vurdering, at beløbsgrænsen hæves fra10.000 kr. til 50.000 kr.Ved valget af en beløbsgrænse på 50.000 kr. og den tilknyttede mulighedfor tilladelse til appel også af en række sager under beløbsgrænsen er detsåledes udvalgets opfattelse, at der er fundet en balance mellem hensynettil at fastholde et toinstansprincip som en grundpille i dansk retspleje oghensynet til, at der også sikres mulighed for en retssikkerhedsmæssig for-svarlig behandling af den enkelte sag og herunder en hurtig og effektivsagsbehandling af de sager, der indbringes for 2. instans.Udvalget har endelig overvejet, om der skal ske en løbende regulering afbeløbsgrænsen svarende til den almindelige pris- og lønudvikling. Imod ensådan løbende regulering taler navnlig, at den i praksis vil være mindrepraktisk at arbejde med ved parternes overvejelser af, om appel kan skeuden tilladelse. Hertil kommer, at der i sager tæt på beløbsgrænsen måskekan være en uhensigtsmæssig anledning til at søge sagsbehandlingen for-sinket, hvis der er anledning til at tro, at en forestående regulering vil fjer-ne en umiddelbar appelmulighed for modparten, som denne ville have haft,hvis sagen var blevet afgjort tidligere.Heroverfor står det generelle princip om, at beløb normalt reguleres medpris- og lønudviklingen. Hertil kommer, at en pris- og lønjustering af ap-pelgrænsen vil sikre en reelt ens behandling for borgerne i forhold til ap-peladgang uanset appeltidspunktet, idet beløbsgrænsen ikke længeredefactobliver inflationsudhulet over tid.Efter en samlet vurdering finder udvalget dog ikke anledning til at stilleforslag om en årlig regulering af beløbsgrænsen svarende til den alminde-lige pris- og lønudvikling.Udvalget anbefaler i stedet, at det hvert 3. år overvejes, om der er anled-ning til at foretage en afrundet justering af beløbsgrænsen med udgangs-punkt i den konkrete pris- og lønudvikling. Udvalget anbefaler, at det i denforbindelse samtidig overvejes, om der er anledning til at foretage en af-rundet justering af beløbsgrænsen for, hvornår en sag behandles efter små-sagsprocessen, jf. retsplejelovens § 400, idet de to beløbsgrænser bør ses isammenhæng, og da beløbsgrænsen for småsagsprocessen heller ikke re-35

guleres løbende. Udvalget anbefaler, at overvejelserne om en regulering afbeløbsgrænsen sker første gang 3 år efter reglernes ikrafttræden.I lyset af at der vil være tale om en væsentlig forhøjelse af den nuværendegrænse på 10.000 kr., finder udvalget finder det desuden hensigtsmæssigt,at det efter nogle år med den nye appelgrænse overvejes, om der er anled-ning til at justere denne i lyset af de praktiske erfaringer. Udvalget anbefa-ler, at dette sker 3 år efter reglernes ikrafttræden.

7. Udvalgets overvejelser om andre begrænsninger i adgangen til ankei civile sagerUdover en generel appelgrænse har udvalget overvejet, om det er hen-sigtsmæssigt herudover at begrænse adgangen til anke i civile sager.7.1. Afvisning af visse 2. instans ankesager uanset sagens økonomiskeværdiI Norge har landsretten mulighed for at afvise en ankesag, hvis visse be-tingelser er opfyldt.Udvalget har på den baggrund overvejet, om en tilsvarende ordning børindføres i Danmark. Efter de gældende regler danske regler er der såledesfri adgang til at anke en dom i en civil sag til landsretten, hvis blot ankensværdi overstiger 10.000 kr. Der foretages således ingen vurdering af, omder er udsigt til, at en behandling af sagen i to instanser vil medføre en æn-dring af sagens udfald, eller om der i øvrigt er en grund til, at sagen skalkunne prøves i to instanser. Det er udvalgets opfattelse, at behandlingen afen sag i to instanser ikke i alle tilfælde er nødvendig. Om behandlingen ien anden instans er nødvendig, må således afhænge af, om det har betyd-ning for sagens udfald, om sagen er principiel eller i øvrigt af en karaktereller betydning, der gør det rimeligt med adgang til behandling i to instan-ser.Udvalget foreslår på den baggrund, at generelle regler om anke-begrænsning som følge af sagens værdi eller sagstype suppleres med enadgang for landsretten til i civile ankesager at foretage en indledende vur-dering af, om der af ankesagens parter er oplyst forhold, som gør, at der erudsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten.Hvis landsretten vurderer, at det ikke er tilfældet, og der ikke i øvrigt fore-ligger grunde til, at sagen skal prøves i to instanser, f.eks. fordi sagen in-deholder principielle problemstillinger eller har særlig betydning for par-terne, kan landsretten – efter høring af parterne – afvise anken.Udvalget finder, at det vil være afgørende, at parterne i de sager, hvor denindledende vurdering fører til, at landsretten overvejer at afvise sagen, fårmulighed for at udtale sig, inden landsretten træffer afgørelse om afvis-37

ning. Udvalgets forslag indebærer derfor, at landsretten skal høre parterne,hvis afvisning overvejes.Det forudsættes ikke, at der skal foretages en systematisk gennemgang afalle ankesager i landsretterne med henblik på eventuel afvisning. Afvis-ning skal således blot være en mulighed, som navnlig forventes benyttet isager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvis-ning vil kunne være opfyldt. Det kan f.eks. være tilfældet, når der i an-kestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten,og der ikke afgives svarskrift.Der bør efter udvalgets opfattelse være mulighed for at få prøvet landsret-tens afgørelse om afvisning af en ankesag. Udvalget finder imidlertid ikke,at det er hensigtsmæssigt, at en sådan dom kan kæres direkte til Højesteret.Det foreslås i stedet, at afvisningen, hvis særlige grunde taler for det, skalkunne kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.7.2. Ankebegrænsning i forhold til bestemte sagstyperUdvalget har overvejet, om der – udover de foreslåede generelle appelbe-grænsninger – er sagstyper, hvor der som hovedregel ikke kan antages atvære behov for, at der er en generel mulighed for at få sagen prøvet i to in-stanser, bl.a. fordi sagen forinden behandlingen ved domstolen har gen-nemgået en grundig behandling i flere instanser.Udvalget har i den forbindelse navnlig overvejet sager om tvangsfjernelseaf børn, hvor hensynet til barnet i høj grad taler for en hurtig afgørelse afsagen.Afgørelser om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung udensamtykke fra forældremyndighedens indehaver træffes af børn- og unge-udvalget i kommunen. Anbringelse kan efter § 58 i lov om social servicekun foretages, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den ungessundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af forhold af forskel-lig art hos enten forældrene eller barnet. Efter § 72 i lov om social serviceskal forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, til-bydes gratis advokatbistand under en sag om anbringelse uden for hjem-met.Afgørelsen om tvangsanbringelse træffes som nævnt af kommunens børn-og ungeudvalg, der består af 2 medlemmer valgt af og blandt kommunal-38

bestyrelsens medlemmer, 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige og 1dommer, jf. retssikkerhedslovens § 19.Børn- og ungeudvalgets afgørelse kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. §168 i lov om social service. Sagerne behandles i Ankestyrelsen på et an-kemøde. Der deltager almindeligvis 5 personer i mødet: to beskikkedemedlemmer (”lægdommere”) og to ankechefer fra Ankestyrelsen samt enlægekonsulent (f.eks. en børnepsykiater) eller en anden børnesagkyndig(f.eks. en børnepsykolog), som ikke har stemmeret ved afgørelsen.Inden der træffes afgørelse i børn- og ungeudvalget eller Ankestyrelsen,skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advoka-ten og eventuel anden bisidder have lejlighed til at udtale sig over forbørn- og ungeudvalget eller Ankestyrelsen.Ankestyrelsens afgørelse kan kræves forelagt for retten, jf. § 169 i lov omsocial service. Efter § 170 i lov om social service tiltrædes byretten underhovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, oget retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller ipsykologi.Byrettens afgørelse i en sag om tvangsanbringelse kan herefter frit ind-bringes for landsretten efter retsplejelovens regler om anke af civile sager.Ved domstolsreformen blev disse sager henlagt til byretten i første instans.Tidligere blev sagerne anlagt ved landsretten i første instans og kunne kunankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.Som det fremgår, foretages der i sager om tvangsanbringelse behandling ito administrative instanser, hvor der medvirker børnesagkyndige medlem-mer, ligesom der i børn- og ungeudvalget medvirker en dommer. Endvide-re gælder det for begge administrative instanser, at indehaveren af foræl-dremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bi-sidder har lejlighed til fremmøde og til at udtale sig over for børn- og un-geudvalget eller Ankestyrelsen.Dernæst kan sagen indbringes for byretten, som også tiltrædes af børne-sagkyndige medlemmer.Udvalget er meget opmærksom på, at sager om tvangsfjernelse af børn ermeget indgribende for både barnet og forældrene, og udvalget finder det39

naturligvis afgørende, at sådanne sager behandles grundigt i flere instan-ser, og at der er adgang til domstolsprøvelse af sådanne sager. Som detfremgår af tabel 6 i afsnit 3.1 ovenfor, ændrer landsretten imidlertid megetsjældent byrettens afgørelse i denne type af sager, og udvalget finder der-for, at det kan overvejes, om muligheden for frit at anke til landsretten til-fører alle sager af denne type væsentlig yderligere værdi.Udvalget finder, at dette også må overvejes i lyset af, at det af hensyn tilbarnets tarv er meget afgørende, at sagerne kan afgøres hurtigt, så bådebarnet og forældremyndighedsindehaveren hurtigt kan få en afklaring afsituationen.Udvalget bemærker, at lovgivningen om klager over og domstolsprøvelseaf sager om tvangsfjernelse af børn henhører under Social- og Integrati-onsministeriet, som ikke deltager i udvalgsarbejdet. Udvalget finder, at detkan overvejes at indføre en ordning, som ligner den, der var gældende fordisse sager før domstolsreformen, hvor sagerne blev anlagt ved landsretteni 1. instans og anke kun kunne ske med tilladelse fra Procesbevillingsnæv-net, således at det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke by-rettens domme om tvangsanbringelse til landsretten. Betingelserne for atopnå en sådan tilladelse bør i givet fald være, at sagen er principiel, eller atder i øvrigt foreligger særlige grunde.Udvalget peger desuden på, at en sådan ordning i givet fald også bør gældede øvrige sager, hvor børn- og ungeudvalget træffer afgørelse efter ser-vicelovens § 74, idet der gælder de samme regler om behandlingen af dissesager i øvrigt.Som nævnt henhører lovgivningen om tvangsfjernelse af børn under Soci-al- og Integrationsministeriet. Udvalget finder, at en bestemmelse heromvil kunne udformes på følgende måde:”I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. …, foretagesfølgende ændring:1.Efter § 170 indsættes:”§170 a.Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsret-ten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke,hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øv-rigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til næv-net inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dogundtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives se-nere, men inden 1 år efter afsigelsen.”40

Udvalget kan ikke i øvrigt pege på andre sagstyper, hvor en tilsvarendeordning kan overvejes.7.3. Yderligere overvejelser i forhold til begrænsning af ankeUdvalget har overvejet forskellige andre muligheder for at begrænse an-keadgangen, men har ikke fundet anledning til at fremkomme med forslagpå disse områder.Udvalget har således overvejet, om der kan indføres en mulighed for atbegrænse en ankesag ved landsretten til at angå sagens juridiske spørgs-mål. I straffesager kan en anke således enten angå både sagens beviser ogstraffens udmåling eller alene angå straffens udmåling.Udvalget har imidlertid ikke fundet anledning til at gå nærmere ind i over-vejelser herom, da det umiddelbart forekommer at være uhensigtsmæssigtat begrænse ankeadgangen i civile sager på denne måde.Udvalget har desuden overvejet, om retsafgiften for at anke skal ændres,idet det må antages, at retsafgiftens størrelse har betydning for antallet afsager, som ankes til landsretten. En forhøjelse af retsafgiften i ankesagermå derfor antages at føre til, at antallet af ankesager begrænses.Efter retsafgiftslovens § 50, jf. § 1, betales ved anke af en civil sag tillandsretten en afgift på 750 kr. ved sagens anlæg. Herudover svares afgiftpå grundlag af påstanden i ankesagen, således at der for sager, som angårpenge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., betales250 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000kr. Den samlede betaling kan højst udgøre 75.000 kr., og i visse sager højst2.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 4.Desuden betales afgift for hovedforhandlingen i sager, som angår pengeeller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., jf. retsafgiftslo-vens § 2, stk. 1. Afgiften udgør 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del afværdien, der overstiger 50.000 kr., dog højst 75.000 kr. og i visse sagerhøjst 2.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 3.Der sker ikke en regulering af beløbene, men sagernes værdi – og dermedretsafgiften – påvirkes af den løbende prisudvikling.41

Regler om retsafgifter i civile sager blev ændret ved lov nr. 1436 af 22. de-cember 2004 om ændring af lov om retsafgifter og retsplejeloven (Nedsæt-telse og omlægning af retsafgifterne i civile retssager), hvor de gældendeafgiftsstørrelser blev fastlagt. Formålet med loven var at lette adgangen tildomstolene gennem en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civilesager. Udvalget finder, at retsafgiften for anke skal ses i sammenhæng medde øvrige regler om retsafgifter i civile sager. En ændring kan således ikkeske isoleret alene af hensyn til at begrænse antallet af ankesager, men børske på baggrund af en samlet overvejelse af sammenhængen i retsafgifter-ne i civile retssager. Udvalget fremkommer derfor ikke med anbefalingerpå dette område.

8. Udvalgets overvejelser om andre begrænsninger i adgangen til kærei civile sagerUdover en generel appelgrænse har udvalget overvejet, om det er hen-sigtsmæssigt herudover at begrænse adgangen til kære af afgørelser i civilesager.8.1. Kære af afgørelser om sagens forberedelseDen ændring af instansordningen, som blev gennemført med domstolsre-formen, og hvorefter byretterne nu er den almindelige førsteinstans i civilesager, har bl.a. betydet, at landsretterne nu modtager et stort antal kæremålvedrørende byretternes afgørelser under sagernes forberedelse. Disse afgø-relser registreres i domstolenes statistik under kategorien retsplejemæssigespørgsmål.Udvalget finder det navnlig relevant at overveje en begrænsning i adgan-gen til at kære disse afgørelser fra byretterne om ”retsplejemæssigespørgsmål”, da der, som det fremgår af tabel 7, afsnit 3.2, er tale om, at an-tallet af sager ved landsretterne i denne kategori har været stigende sidendomstolsreformen. Kategorien retsplejemæssige spørgsmål dækker navnligover afgørelser vedrørende sagens forberedelse. Det drejer sig f.eks. omafgørelser om fremlæggelse af dokumenter, syn og skøn, vidner, habilitetog rette sagsøgte.Udover at der er tale om et stort antal sager, hvilket belaster landsretterne,betyder indbringelse af disse spørgsmål for landsretten typisk, at sagsbe-handlingstiden i byretten forlænges, da der ofte er tale om kæremål, somskal afgøres, inden sagens behandling kan fortsætte ved byretten. Kæremå-let tillægges således i praksis ofte reelt opsættende virkning, selv om ud-gangspunktet efter retsplejelovens § 395 er, at kære ikke har opsættendevirkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmes af by-retten eller landsretten.Som det fremgår af tabel 7, er antallet af modtagne kæremål vedrørenderetsplejemæssige spørgsmål steget fra 254 i 2007 til 912 i 2012. Der er så-ledes sket en meget betydelig stigning i antallet af disse kæremål vedlandsretterne siden reformen.Når en afgørelse om et processuelt spørgsmål under sagens forberedelsekæres til landsretten, udsættes sagen ofte med henblik på at afvente en af-43

gørelse fra landsretten. Der er en kærefrist på 2 uger, og herudover skalsagen sendes fra byretten til landsretten inden en uge efter modtagelsen afkæreskrift eller tilførsel til retsbog om kære. Endelig er landsrettens sags-behandlingstid i kæresager om retsplejemæssige spørgsmål i gennemsnitca. 40-50 dage, og samlet kan disse kæremål således betyde en forlængelseaf sagsbehandlingstiden i byretten i størrelsesordenen 2-3 måneder. En be-grænsning i adgangen til at kære disse afgørelser vil derfor i mange tilfæl-de betyde, at sagsbehandlingen i byretten vil kunne fremmes, og sagsbe-handlingstiden dermed blive kortere.Efter de gældende regler kan alle kendelser og beslutninger afsagt af enbyret under en sag appelleres ved kære, så længe dom ikke er afsagt, jf.retsplejelovens § 389. Når behandlingen af en sag er afsluttet ved afsigelseaf dom, kan kendelser og beslutninger afsagt under sagen ikke appelleressærskilt, jf. retsplejelovens § 390, men anken kan omfatte afgørelser, derer truffet under sagen, jf. retsplejelovens § 368, stk. 4.Som udgangspunkt kan byrettens kendelser og beslutninger således kærestil landsretten, medmindre der er afsagt dom i sagen, og afgørelsen kaninddrages under en senere anke af dommen, jf. retsplejelovens § 368, stk.4, og § 390, stk. 1.Udvalget finder, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser undersagen bør begrænses, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for atnedbringe sagsbehandlingstiden ved byretten. Udvalget finder imidlertidikke, at muligheden for at kære byrettens afgørelser helt skal afskæres.Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at udgangspunktet skal være, atsagen får sin endelige afgørelse ved byretten. Derfor er det væsentligt, aten part ikke får den oplevelse, at byretsbehandlingen blot skal overstås for,at sagen kan prøves ved anke til landsretten. Dette kunne blive konsekven-sen, hvis alle afgørelser under byrettens behandling af sagen var endelige.Visse spørgsmål vil således være af så afgørende og væsentlig betydningfor sagen, at en manglende kæremulighed må antages at ville medføre, atden part som ikke fik medhold, herefter under alle omstændigheder vil an-ke dommen til landsretten.Udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, atkendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen el-ler under dennes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod44

først kan indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørel-se i sagen.Det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål afindgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentligbetydning for sagens forløb. Det kunne eksempelvis være kendelser ellerbeslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig ogsaglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid ikke væremuligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke afgørelser der fort-sat skal kunne kæres.Udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladel-se til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelseeller hovedforhandlingen hos Procesbevillingsnævnet. Betingelserne for atfå kæretilladelse foreslås at være, at afgørelsen har afgørende og væsentligbetydning for sagens forløb eller for parten, og at der også i øvrigt er an-ledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det for-udsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter ogsåforetages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet.Udvalget foreslår samtidig, at det præciseres i retsplejelovens § 395, at enansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære kan tillæggesopsættende virkning. Efter udvalgets opfattelse bør det dog have undtagel-sens karakter, at dette sker. Det vil normalt være den ret, hvis afgørelse øn-skes prøvet, der kan tillægge en ansøgning til Procesbevillingsnævnet op-sættende virkning. I de tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet har imøde-kommet ansøgningen, og kærende har indbragt sagen for kæreinstansen,vil også denne kunne tillægge kæremålet opsættende virkning.Med hensyn til andre typer af kendelser og beslutninger henvises til afsnit6 om appelbegrænsninger på grundlag af sagens værdi, som får betydningfor kæremål vedrørende sagsomkostninger, salærafgørelser og udlæg.For de øvrige typer af kendelser og beslutninger har udvalget ikke fundetanledning til at foreslå begrænsninger i adgangen til appel.8.2. Omkostningsmæssige konsekvenser af kæreEfter retsafgiftslovens § 54 betales ved kære til landsretten en afgift på 400kr. og ved kære til Højesteret 750 kr. Afgiftens størrelse blev senest ændretved lov nr. 330 af 24. maj 1989 om ændring af lov om retsafgifter (Ned-45

bringelse af sagsantallet og forhøjelse af afgiftssatser). Der sker ikke enregulering af beløbene.Det må antages, at retsafgiftens størrelse har betydning for antallet af sa-ger, som kæres. En retsafgift på 400 kr. er formentlig uden større betyd-ning for overvejelsen af, om en afgørelse skal kæres. Det kan derfor over-vejes at forhøje afgiften for kære med henblik på at begrænse antallet afkæresager og dermed også fremme afviklingen af sager i byretten. Selv enfordobling eller en tredobling af afgiften må imidlertid efter udvalgets op-fattelse ikke antages at ville have den store effekt på overvejelserne af, omen afgørelse skal kæres, når dette beløb ses i forhold til de samlede om-kostninger ved at føre en retssag.Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at omkostningerne ved at kære børbidrage til en seriøs overvejelse af, om en afgørelse skal kæres. Udvalgethar derfor overvejet, om det på andre måder vil være muligt at sikre om-kostningsmæssige konsekvenser af at kære en afgørelse, da det må antagesat ville have en adfærdsregulerende effekt.Udgangspunktet ved fordelingen af sagsomkostninger er, at den tabendepart skal erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført modpar-ten. Afgørelser om sagsomkostninger og fordelingen heraf vil normaltførst blive truffet i forbindelse med sagens afslutning. Retten kan imidler-tid vælge at træffe afgørelse om sagsomkostninger for enkelte sagsskridtfor sig, hvis afgørelsen er uafhængig af selve sagens udfald.Der er således muligt for retten at træffe afgørelse om fordelingen af sags-omkostninger i forbindelse med et kæremål og således ikke afvente sagensafgørelse.I praksis træffer retten imidlertid ikke i forbindelse med kæremål undersagens forberedelse særskilt afgørelse om fordeling af sagsomkostningernei forbindelse med kæresagen. Det må således antages, at det i et vist om-fang opleves som ”gratis” at kære.Udvalget foreslår derfor, at der skal træffes særskilt afgørelse om fordelingaf omkostningerne ved kæresagen i forbindelse med, at retten afgør et kæ-remål, således at omkostningsfordelingen i kæresagen er uafhængig af sel-ve sagens udfald, men alene afhænger af udfaldet af kæresagen. Dermedmå det antages, at parterne i højere grad vil overveje, om der er udsigt til at46

9. Øvrige forslag i tilknytning til anke og kæreUdvalget har desuden overvejet nogle spørgsmål vedrørende anke og kære,som ikke vedrører adgangen til appel, men bl.a. indebærer en forenkling afvisse regler herom. Det drejer sig om muligheden for at berigtige fejl idomme efter retsplejelovens § 221, reglerne i retsplejelovens § 253, stk. 4,om kære af delafgørelser og den ordinære ankefrist i retsplejelovens § 372,stk. 1. Udvalget har desuden overvejet en udvidelse af adgangen til med-virken af sagkyndige dommere i landsretten.I dette afsnit behandles disse spørgsmål og udvalgets forslag i den forbin-delse.9.1. Medvirken af sagkyndige dommere i landsretten – retsplejelovens§ 20Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret har i et notat af 27. marts2013 om mulige problemstillinger til overvejelse i Udvalget om bedre ogmere effektiv behandling af civile sager ved domstolene peget på, at detbør overvejes at ændre retsplejelovens § 20 om medvirken af sagkyndigemedlemmer i civile sager. I notatet foreslås det således at overveje en æn-dring af bestemmelsen, således at landsretten også i tilfælde, hvor der ikkehar medvirket sagkyndige medlemmer i byretten, kan bestemme, at derskal medvirke sagkyndige medlemmer i landsretten.Reglerne om medvirken af sagkyndige ved byret og landsret i civile sagerfindes i retsplejelovens § 20, som har følgende ordlyd:”§20.I borgerlige sager i 1. instans, der behandles ved byret-ten eller landsretten, kan retten bestemme, at retten under ho-vedforhandlingen skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer,hvis fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen.Stk. 2.I ankesager i landsretten, der i 1. instans er behandletunder medvirken af sagkyndige i medfør af stk. 1, kan rettenbestemme, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af2 sagkyndige medlemmer.Stk. 3.Før retten træffer afgørelse efter stk. 1 eller 2, skal par-terne have adgang til at udtale sig om spørgsmålet. Afgørelsentræffes ved kendelse. En kendelse om, at retten skal tiltrædesaf sagkyndige, kan ikke indbringes for højere ret.Stk. 4.Når der er truffet bestemmelse om medvirken af sag-kyndige efter stk. 1 eller 2, kan retten tilkalde de sagkyndige tilretsmøder uden for hovedforhandlingen, når den finder særliganledning hertil, herunder navnlig i tilfælde af afhøring af par-48

ter eller vidner, afhjemling af syn og skøn eller afsigelse afkendelse om et omtvistet punkt.Stk. 5.Reglerne i stk. 1-4 gælder ikke for de i kapitel 42, 42a,43, 43a, 43b og 44 omhandlede sager.”Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 538 af 8. juni 2006(Politi- og domstolsreformen) og bygger på Retsplejerådets forslag i be-tænkning nr. 1401/2001.Formålet var at styrke brugen af sagkyndige dommere i civile sager i by-retten og i landsretten. Tidligere var anvendelsesområdet for reglerne ommedvirken af sagkyndige dommere i byretten og landsretten hovedsageligthandelssager. I bemærkningerne til lovforslaget er blandt andet anført føl-gende (Lovforslag nr. L 168 af 1. marts 2006, punkt 4.2.2.2):”Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkterog forslag om at styrke den sagkyndige medvirken ved byret-terne og landsretterne, dels således, at sagkyndige dommerekan medvirke i videre omfang i handelssager, end det sker ipraksis i dag, dels således, at sagkyndige dommere vil kunnemedvirke også i ikke-handelssager. Lovforslaget er udformet ioverensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast, og det erforudsat, at der fremover beskikkes væsentligt flere sagkyndigedommere også i handelssager end i dag”.Der er i retsplejeloven ikke hjemmel til, at landsretten kan bestemme, atder kan medvirke sagkyndige dommere i en ankesag i landsretten, når derikke har medvirket sagkyndige dommere i byretten. Så vidt ses har en så-dan hjemmel ikke været overvejet i forbindelse med lov nr. 538/2006.Landsretterne har givet udtryk for, at der opleves et behov for, at sagkyn-dige dommere kan medvirke i landsretten i den beskrevne situation.Indførelse af en hjemmel hertil vil give mulighed for en mere fleksibelbrug af sagkyndige dommere og vil desuden være i overensstemmelse medden bagvedliggende intention om at styrke brugen af sagkyndige.Udvalget foreslår på den baggrund, at retsplejelovens § 20 ændres, såledesat landsretten også i tilfælde, hvor der ikke har medvirket sagkyndige med-lemmer i byretten, kan bestemme, at der skal medvirke sagkyndige med-lemmer i landsretten.

9.2. Berigtigelse af fejl i domme – retsplejelovens § 221Efter retsplejelovens § 221, stk. 1, kan retten til enhver tid af egen drift el-ler ifølge begæring berigtige visse skrivefejl, blotte regnefejl og fejl ogforglemmelser, som alene vedrører udfærdigelsens form.Efter stk. 2 kan retten også efter begæring, som skal være fremkommet in-den ankefristens udløb, og efter at parterne har haft adgang til at ytre sigherom, berigtige fremstillingen af parternes mundtlige angivelser og ytrin-ger, men ikke i øvrigt foretage forandringer enten i begrundelsen eller re-sultatet.Efter stk. 3 træder den berigtigede afgørelse i alle henseender i stedet forden oprindelige. Beslutningen om berigtigelse er ikke genstand for ankeeller kære.Retsplejelovens § 221 vedrører både civile sager og straffesager.Hvis en fejl eller forglemmelse ikke kan berigtiges i medfør af retsplejelo-vens § 221, kan afgørelsen kun ændres ved appel, i nogle tilfælde efter til-ladelse fra Procesbevillingsnævnet.Muligheden for, at retten kan berigtige fejl i afgørelser, er efter § 221 me-get begrænset. Det er kun skrivefejl og regnefejl, som kan berigtiges udenvidere. Forglemmelser, som ikke vedrører udfærdigelsens form, kan såle-des efter bestemmelsen ikke berigtiges, heller ikke selv om parterne måttevære enige herom. Det kunne f.eks. være forglemmelser i forhold til attræffe bestemmelse om sagsomkostninger, at tage højde for visse udgifterved fastsættelse af sagsomkostninger, at medtage forrentning af et beløbeller lignende.Udvalget har overvejet, om muligheden for at berigtige forglemmelser børudvides, således at dommeren kan berigtige også forglemmelser, som ikkevedrører udfærdigelsens form, hvis parterne ikke udtaler sig imod. Dervedkan det undgås, at ankeinstansen vil skulle behandle en sag, hvor det eråbenbart, at der er tale om en fejl, og hvor parterne også er enige herom.Hvis den ene part udtaler sig imod en berigtigelse, må den anden part ap-pellere afgørelsen.Udvalget foreslår således, at muligheden for at berigtige forglemmelser ogfejl i domme udvides, således at også forglemmelser, der ikke vedrører ud-50

færdigelsens form, kan berigtiges af dommeren, hvis parterne ikke udtalersig imod.9.3. Appel af delafgørelser - retsplejelovens § 253, stk. 4Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret har opfordret Udvalget ombedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene til at senærmere på behovet for at forenkle reglerne i retsplejelovens § 253, stk. 4,om, hvem der skal meddele tilladelse til at indbringe en afgørelse, der erafsagt efter reglerne i retsplejelovens § 253, for højere ret.Retsplejelovens § 253, stk. 4, har følgende ordlyd:”De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højereret i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmin-dre afgørelsen kan fuldbyrdes, eller den højere ret har tilladt, atafgørelsen indbringes særskilt. Anmodningen om sådan tilla-delse skal indgives til den højere ret inden udløbet af den al-mindelige frist for indbringelse af afgørelsen. Meddeles tilla-delsen, skal sagen indbringes for den overordnede ret inden 4uger.”Retsplejelovens § 392 har følgende ordlyd:”§392.Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsreteller af Sø- og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, derbehandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, så-fremt Højesteret tillader det, jf. § 253, stk. 4.Stk. 2.I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsret-tens kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Pro-cesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hviskæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særligegrunde taler for det, kan en tilladelse til at kære til Højesteretsom 3. instans begrænses til en del af sagen. Ansøgning omkæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at af-gørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagel-sesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men in-den 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.”Reglerne om tilladelse til kære er komplekse, og misforståelser af retstil-standen kan føre til ukorrekte processkridt og afvisning af kæremål. Dettehar medført, at advokater ofte ansøger både Procesbevillingsnævnet ogHøjesteret om tilladelse til kære af en afgørelse afsagt af en landsret som 1.instans, fordi det kan være svært at vurdere, om afgørelsen falder inden forretsplejelovens § 253, og følgelig om der kræves tilladelse fra Procesbevil-lingsnævnet eller fra Højesteret.51

Der kan også opstå lignende problemer i forbindelse med afgørelser, der i1. instans træffes af en byret, idet afgørelser, der ikke er omfattet af rets-plejelovens § 253, frit kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 389,stk. 1. Hvis der søges kæretilladelse, uden at der faktisk kæres, ud fra enfejlagtig opfattelse af, at en sådan tilladelse kræves, har man ikke afbrudtkærefristen, og kæremuligheden er herefter som udgangspunkt forspildtved kærefristens udløb.Hvis en delafgørelse ønskes indbragt for Højesteret som 3. instans, skal til-ladelse indhentes både fra Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelo-vens § 392, stk. 2, og fra Højesteret i medfør af retsplejelovens § 253, stk.4, 1. pkt., 2. led.Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der er behov for regelfor-enklinger med henblik på forebyggelse af både unødvendige dobbeltan-modninger om kære og uhensigtsmæssige retstab.De ovennævnte problemer har sammenhæng med kære af formalitetsafgø-relser, der typisk afsiges som kendelser. For at sikre et enstrenget systemer det udvalgets opfattelse, at også anmodning om tilladelse til appel afdeldomme (typisk realitetsafgørelser) bør indgives til Procesbevillings-nævnet.Udvalget foreslår derfor, at hele kompetencen til at meddele tilladelser tilappel af delafgørelser, jf. retsplejelovens § 253, stk. 3, henlægges til Pro-cesbevillingsnævnet. Det foreslås at gælde både ved appel fra byret tillandsret og ved appel til Højesteret.9.4. Ankefristen – retsplejelovens § 372, stk. 1Det følger af retsplejelovens § 372, stk. 1, at ankefristen er 4 uger ved ankefra byret til landsret og 8 uger ved anke fra landsret og fra Sø- og Handels-retten til Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse. I ægteskabssa-ger, sager om forældremyndighed og sager vedrørende dødsformodning erfristen for anke fra byret til landsret dog 8 uger, jf. henholdsvis retsplejelo-vens § 454, stk. 1, 1. pkt., og lov om borteblevne § 14, stk. 2, 1. pkt.Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret har drøftet muligheden forat ændre den ordinære ankefrist i retsplejelovens § 372, stk. 1, således atden i alle tilfælde er 4 uger. Underudvalget har tilkendegivet, at de umid-52

delbart er overvejende positive over for en sådan forenkling, men at definder, at konsekvenserne heraf bør overvejes nærmere i udvalget.Udvalget har på den baggrund overvejet at ændre ankefristen, således atden i alle tilfælde er 4 uger, uanset om der ankes fra byret til landsret, fralandsret til Højesteret eller fra Sø- og Handelsretten til landsret eller Høje-steret. I den forbindelse skal det også overvejes om fristen i retsplejelovens§ 371, stk. 2, for at indgive ansøgning om 3. instansbevilling til Procesbe-villingsnævnet, også bør være 4 uger, så der er sammenhæng mellem fri-sterne.En ændring af fristerne til i alle tilfælde at være 4 uger vil betyde en for-enkling, en hurtigere afklaring for parterne af, om sagen er afsluttet, samten kortere samlet sagsbehandlingstid i sagerne.Udvalget foreslår derfor, at ankefristen i retsplejelovens § 372, stk. 1, æn-dres, således at den i alle tilfælde er 4 uger, samt at ankefristen i ægte-skabssager, sager om forældremyndighed og sager vedrørende dødsfor-modning også ændres til 4 uger.

10. Lovudkast med bemærkninger10.1. LovudkastForslagtilLov om ændring af retsplejeloven§1I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr…., foretages følgende æn-dringer:1.§ 20, stk. 2,affattes således:”I ankesager i landsretten kan retten bestemme, at retten under hovedfor-handlingen skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer.”2.I§ 221, stk. 1,indsættes som2. pkt.:”Øvrige fejl og forglemmelser kan berigtiges, hvis parterne ikke udtalersig imod.”3.§ 253, stk. 4,affattes således:”Stk.4.De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret iforbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgørelsen kanfuldbyrdes, eller Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbrin-ges særskilt. Sådan tilladelse kan gives, hvis der foreligger særlige grunde.Anmodning om sådan tilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnetinden udløbet af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. Med-deles tilladelsen, skal sagen indbringes for den overordnede ret inden 4uger.”4.I§ 312indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:”Stk.2.Ved kære af kendelser og beslutninger skal den tabende part i kæ-resagen erstatte modparten de udgifter, kæresagen har påført modparten,medmindre parterne har aftalt andet.”Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.5.I§ 312, stk. 3, 2. pkt.,der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres ”Stk. 2” til: ”Stk.3”.6.I§ 322indsættes somstk. 2:54

”Stk.2.Ved kære af kendelser og beslutninger træffer retten i forbindelsemed afgørelse af kæremålet bestemmelse om sagsomkostninger, jf. § 312,stk. 2.”7.I§ 368, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”10.000 kr.” til: ”50.000 kr.”8.Efter § 368 indsættes:”§368 a.Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis derikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ik-ke er af principiel karakter eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagenskal behandles af landsretten. Landsretten kan dog ikke afvise en sag, somer indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.Stk. 2.Hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, under-rettes parterne herom. Parterne kan herefter inden 14 dage efter at havemodtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning om sinebemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse.”9.I§ 369, stk. 3,indsættes som2. pkt.:”Det samme gælder domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368a, jf. § 391, stk. 4.”10.I§ 371, stk. 2, 1. pkt.,ændres ”8 uger” til: ”4 uger”.11.§ 372, stk. 1,affattes således:”Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra dommens afsigelse.”12.I§ 389, stk. 2, 1. pkt.,ændres ”10.000 kr.” til: ”50.000 kr.”13.I§ 389, stk. 2,indsættes efter 1. pkt.:”Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger tilden anden part, kan afgørelsen herom kun indbringes særskilt, hvis der erspørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000 kr.”14.I§ 389indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:”Stk.3.Beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst50.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelsetil kære, hvis særlige grunde taler derfor.”Stk. 3 bliver herefter stk. 4.15.I§ 389, stk. 3, 1. pkt.,der bliver stk. 4, 1. pkt., indsættes efter ”stk. 2”:”og 3”.55

16.Efter § 389 indsættes:”§389 a.Kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedfor-handlingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevil-lingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller be-slutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb elleraf afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at ladeafgørelsen prøve af landsretten som 2. instans.”17.I§ 391, stk. 1,ændres ”10.000 kr.” til: ”50.000 kr.”18.I§ 391, stk. 1,indsættes som2. pkt.:”Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger tilden anden part, kan bestemmelsen herom kun indbringes særskilt, hvis derer spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000kr.”19.I§ 391indsættes somstk. 4:”Stk.4.Domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368 a, kan ind-bringes for Højesteret ved kære. Kære kan kun ske med Procesbevillings-nævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis særlige grunde talerderfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 ugerefter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelses-vis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 månederefter, at afgørelsen er truffet.”20.I§ 392, stk. 1,ændres ”, såfremt Højesteret tillader det” til: ”med Pro-cesbevillingsnævnets tilladelse.”21.I§ 394, stk. 2,indsættes efter 1. pkt.:”Hvis der er meddelt tilladelse efter § 253, stk. 4, og § 392, stk. 2, skal kæ-re ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.”22.I§ 395indsættes som2. pkt.:”Det samme gælder ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse tilkære efter § 389 a.”23.I§ 454, stk. 1, 1. pkt.,ændres ”8 uger” til: ”4 uger”.24.I§ 584, stk. 2, 1. pkt.,ændres ”10.000 kr.” til: ”50.000 kr.”56

§2I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr…., foretages følgende ændring:1.I§ 248, stk. 2,indsættes som2. pkt.:”Om kære af kendelser og beslutninger om sagsomkostninger gælder reg-len i retsplejelovens § 389, stk. 2.”§3I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. …, foretages følgende æn-dring:1.I§ 14, stk. 2, 1. pkt.,ændres ”8 uger” til: ”4 uger”.§4Loven træder i kraft den … Loven finder anvendelse på afgørelser, dertræffes efter lovens ikrafttræden.§5Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

10.2. Bemærkninger til lovudkastetBemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1Til nr. 1 (§ 20, stk. 2)Det foreslås, at landsretten også i tilfælde, hvor der ikke har medvirketsagkyndige medlemmer i byretten, kan bestemme, at der skal medvirkesagkyndige medlemmer i landsretten.Til nr. 2 (§ 221, stk. 1)Det foreslås, at muligheden for at berigtige forglemmelser og fejl i dommeudvides, således at også fejl og forglemmelser, der ikke vedrører udfærdi-gelsens form, kan berigtiges af retten, hvis parterne ikke udtaler sig imod.Til nr. 3 (§ 253, stk. 4)For at forenkle reglerne om, hvem der skal meddele tilladelse til at ind-bringe en afgørelse, der er afsagt efter reglerne i retsplejelovens § 253, forhøjere ret, foreslås det, at anmodning om appel af delafgørelser som nævnti § 253, stk. 3, indgives til Procesbevillingsnævnet. Dermed indføres en til-svarende ordning, som den, der foreslås indført for kære af delafgørelser tilHøjesteret, jf. § 392, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 20).Herefter vil anmodning om såvel tilladelse til anke af deldomme og kæreaf kendelser afsagt efter reglerne i § 253, skulle indgives til Procesbevil-lingsnævnet.Den gældende højesteretspraksis for at opnå kæretilladelse, hvorefter krite-riet er, om der foreligger særlige grunde, forudsættes videreført. Grundla-get for at tage endelig stilling skal være tilstrækkeligt oplyst, og der læggesnavnlig vægt på den procesøkonomiske besparelse, der vil være forbundetmed at afgøre spørgsmålet særskilt.Til nr. 4 ( § 312, stk. 2)Det foreslås, at det præciseres, at den tabende part i kæresager skal erstattemodparten de udgifter, som kæresagen har påført modparten, medmindre58

parterne har aftalt andet, eller retten finder grundlag for en anden fordelingaf omkostningerne, jf. retsplejelovens § 312, stk. 2, som med lovforslagetbliver stk. 3. Som eksempel på en situation, hvor der kan være anledningtil en anden fordeling af omkostningerne, kan nævnes det forhold, at denpart, der vinder kæremålet, først under dette er fremkommet med oplys-ninger, der er afgørende for kæremålets udfald.Til nr. 5 (§ 312, stk. 3, 2. pkt.)Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 1.Til nr. 6 (§ 322, stk. 2)For at sikre, at parterne i forbindelse med kære af en kendelse eller beslut-ning foretager en reel overvejelse af udsigten til at få medhold i kæresagenog nødvendigheden af kære, foreslås det, at der træffes særskilt afgørelseom fordeling af omkostningerne ved kæresagen i forbindelse med, at kæ-remålet afgøres, således at omkostningsfordelingen i kæresagen er uaf-hængig af selve sagens udfald, men alene afhænger af udfaldet af kæresa-gen.Til nr. 7, 12, 14, 17, 22 og 23 (§ 368, stk. 1, § 389, stk. 2 og 3, § 391, stk.1, § 584, stk. 2, og § 584 a, stk. 1 )Det foreslås, at appelgrænsen ændres til 50.000 kr. Beløbsgrænsen omfat-ter civile sager, der angår krav, der efter påstanden har en værdi af højst50.000 kr.Beløbsgrænsen omfatter også kendelser og beslutninger om sagsomkost-ninger afsagt af en byret eller fogedretten, og bestemmelser i domme af-sagt af en byret om sagsomkostninger, og indebærer, at kun afgørelser omsagsomkostninger, der er fastsat til mere end 50.000 kr., kan kæres udensærlig tilladelse.Beløbsgrænsen omfatter herudover udlæg for krav, der har en økonomiskværdi af højst 50.000 kr.Det foreslås endelig, at beløbsgrænsen som noget nyt også skal omfatte af-gørelser om salær i fri proces-sager, jf. retsplejelovens § 334, stk. 4.

For alle afgørelser gælder, at der er mulighed for, at Procesbevillingsnæv-net kan give tilladelse til at indbringe afgørelsen for landsretten.Ved anke af civile sager, der angår krav af højst 50.000 kr., kan der med-deles tilladelse, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde iøvrigt taler derfor.Ved afgørelser vedrørende sagsomkostninger, der er under beløbsgrænsen,kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til kære, hvis særlige grun-de taler derfor. Det samme gælder afgørelser vedrørende udlæg og afgørel-ser om salær i fri processager.Til nr. 8 (§ 368 a)Det foreslås, at der indføres en adgang for landsretten til efter en indleden-de overordnet vurdering af sagen at afvise en anke i civil sag, som supple-ment til den generelle ankebegrænsning baseret på sagens værdi.Efter forslaget får landsretten mulighed for at afvise sagen, hvis landsret-ten vurderer, at sagens parter ikke har oplyst om forhold, der gør, at der erudsigt til, at sagen vil kunne få et andet udfald end i byretten, og landsret-ten vurderer, at der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, at sagen skalprøves i to instanser, f.eks. fordi den er af principiel karakter.Landsretten skal i tilfælde, hvor afvisning overvejes, orientere parterneherom. Parterne har herefter mulighed for inden en uge at fremkommemed bemærkninger til landsretten, som herefter træffer afgørelse om afvis-ning. Afgørelsen træffes ved dom.Til nr. 9 og 19 (§ 369, stk. 3, 2. pkt., og § 391, stk. 4)Det foreslås, at retsmidlet til prøvelse af landsrettens dom om afvisning ef-ter den foreslåede bestemmelse i § 368 a (lovforslagets § 1, nr. 8) skal væ-re kære, og at kære til Højesteret kun kan ske med Procesbevillingsnæv-nets tilladelse. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvissærlige grunde taler for, at landsrettens dom om afvisning skal kunne ind-bringes for Højesteret.

Til nr. 10 (§ 371, stk. 2, 1. pkt.)Som konsekvens af forslaget om, at den ordinære ankefrist ændres til 4uger, jf. forslaget til § 372, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 11), foreslås det, atfristen for at indgive ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tredjein-stansbevilling ligeledes ændres til fra 8 uger til 4 uger.Til nr. 11 ( § 372, stk. 1)Det foreslås, at ankefristen ændres, således at den i alle tilfælde er 4 uger,uanset om der ankes fra byret til landsret, fra landsret til Højesteret ellerfra Sø- og Handelsretten til landsret eller Højesteret.Til nr. 13 og 18(§ 389, stk. 2, 2. pkt., og § 391, stk. 1, 2. pkt.)Det foreslås, at beløbsgrænsen også har betydning for adgangen til at ap-pellere, hvis retten har ophævet sagens omkostninger, således at hvis det erbestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den andenpart, kan afgørelsen herom kun indbringes særskilt, hvis der er spørgsmålom tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000 kr.Til nr. 15 (§ 389, stk. 4)Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6.Til nr. 16 (§ 389 a)Det foreslås, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges under en ho-vedforhandling eller under dennes forberedelse, fremover ikke skal kunnekæres til landsretten. Dog kan visse kendelser og beslutninger afsagt undersagens forberedelse eller hovedforhandlingen indbringes for landsrettenmed Procesbevillingsnævnets tilladelse. Betingelserne for at få kæretilla-delse er, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagensforløb eller af afgørende betydning for parten.Omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som gårud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habi-litet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering i detenkelte tilfælde, om en afgørelse har en sådan karakter og betydning, at derer grund til, at kæresagen skal kunne afgøres af landsretten som 2. instans,og der derfor skal meddeles kæretilladelse.61

Det er desuden en betingelse, at der er anledning til at lade afgørelsen prø-ve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover envurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve af-gørelsen, herunder af resultatet.Til nr. 20 (§ 392, stk. 1)For at forebygge både unødvendige dobbeltanmodninger om kære oguhensigtsmæssige retstab foreslås det, at Procesbevillingsnævnet, der iforvejen behandler anmodninger om kæretilladelser efter § 392, stk. 2, til-lige behandler anmodninger om kære af delafgørelser meddelt efter regler-ne i § 253.Til nr. 21 (§ 394, stk. 2, 2. pkt.)Det foreslås, at fristen for at indgive kære i den situation, hvor en delafgø-relse ønskes indbragt for Højesteret som 3. instans, og hvor tilladelse efterforslaget skal indhentes fra Procesbevillingsnævnet både i medfør af rets-plejelovens § 392, stk. 2, og i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 4, 1.pkt., 2. led, fastsættes til 4 uger.Til nr. 22 (§ 395)Det foreslås, at der skal gælde de samme regler om opsættende virkningfor en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse efter den fo-reslåede § 389 a som for kære i øvrigt. En ansøgning til Procesbevillings-nævnet om kæretilladelse efter denne bestemmelse har således ikke opsæt-tende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmesaf den ret, hvis afgørelse kæres, eller den ret, hvortil afgørelsen kæres. Detforudsættes, at det klare udgangspunkt er, at en sådan ansøgning efter for-slaget til § 389 ikke tillægges opsættende virkning.Udvalget foreslår samtidig, at det præciseres i retsplejelovens § 395, at enansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære kan tillæggesopsættende virkning. Efter udvalgets opfattelse bør det dog have undtagel-sens karakter, at dette sker. Det vil normalt være den ret, hvis afgørelse øn-skes prøvet, der kan tillægge en ansøgning til Procesbevillingsnævnet op-sættende virkning. I de tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet har imøde-kommet ansøgningen, og kærende har indbragt sagen for kæreinstansen,vil også denne kunne tillægge kæremålet opsættende virkning.62

Til nr. 23 (§ 454, stk. 1, 1. pkt.)Det foreslås, at ankefristen i sager om ægteskab og forældremyndighedændres, således at den – som den ordinære ankefrist – er 4 uger.Til § 2Det foreslås, at afgørelser om sagsomkostninger i konkurssager og andreinsolvensretlige sager fremover skal være omfattet af appelgrænsen i rets-plejelovens § 389, stk. 2.Til § 3Det foreslås, at ankefristen i sager vedrørende dødsformodning ændres, så-ledes at den – som den ordinære ankefrist – er 4 uger.Til § 4(Ikrafttræden)Det foreslås, at loven træder i kraft den … Loven finder anvendelse på af-gørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden.Til § 5(Territorial gyldighed)Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og indebærer, at lovenikke gælder for Færøerne og Grønland.

Sagstype

2007

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

2008

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

2009

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

2010

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

2011

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

2012

Mod-

Af-

tagne

slut-

tede

Retsple-

jemæssi-

ge

spørgs-

mål

Omkost-

ninger

inkl. sa-

lær

Diverse

Bolig

Foged

Gælds-

sanering

Skifte (i

øvrigt)

Tinglys-

ning

Ægte-

skab

Friheds-

berøv.

udlæn-

dinge

I alt

2.475

2.184

2.902

2.771

3.126

3.162

3.374

3.342

3.715

3.653

3.933

3.876