REU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 60: Rapporterne "Ungdomssanktionen. Effektevaluering af en styrkelse af sanktionen" og "Redegørelse om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, 1. januar til 31. december 2012", fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse1. Indledning ............................................................................................................... 32. Ungdomssanktionens målgruppe, forløb og domme ............................................. 33. Datamateriale og metode ........................................................................................ 44. Sammenligning af de to populationer .................................................................... 65. Observeret recidiv ................................................................................................ 126. Analyse af effekt af lovændringen vedrørende ungdomssanktions indhold ........ 187. Opsamling og diskussion ..................................................................................... 21Bilag 1 ......................................................................................................................... 24Bilag 2 ......................................................................................................................... 27Bilag 3 ......................................................................................................................... 28Bilag 4 ......................................................................................................................... 29Bilag 5 ......................................................................................................................... 30

1. IndledningUngdomssanktionen blev indført med virkning fra den 1. juli 2001 ved lov nr. 469 af 7. juni 2001 omændring af straffeloven og lov om social service. Indholdet i ungdomssanktionen er sidenhen blevetstyrket via en ændring af lov om social service, som trådte i kraft d. 1. august 2007. Denne lovæn-dring indebærer et øget fokus på skole og beskæftigelse samt tilknytning af en koordinator til de un-ge under sanktionens forløb med henblik på sikre henholdsvis større grad af kontinuitet og øget ind-dragelse af de unge og deres forældre i sanktionens forløb og målsætninger.Der er tidligere foretaget flere undersøgelser af ungdomssanktionen, herunder en undersøgelse afsanktionens kriminalpræventive effekt foretaget af Justitsministeriets Forskningskontor i 2009.1Påbaggrund af forslag fra Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet, fremsat i betænkning nr.1508 ”Indsatsen mod ungdomskriminalitet,” blev det besluttet, at ungdomssanktionen på ny skulleevalueres med henblik på at se på betydningen af ændringerne fra 2007. Rambøll har i 2012 evalue-ret sanktionen med fokus på implementeringen af ændringerne,2mens der i denne evaluering ses på,hvorvidt sanktionens kriminalpræventive effekt er ændret efter sanktionens styrkelse i 2007. Kom-missionen kom samtidig med forslag om, at det undersøges, hvorvidt der er forskel i recidivet blandtunge, der har været i et sammenhængende forløb i samme organisatoriske regi, i forhold til unge, derhar gennemført et ungdomssanktionsforløb på institutioner uden organisatorisk sammenhæng. Dennesammenhæng mellem kontinuitet i sanktionens forløb og de unges recidiv indgår ligeledes i evalue-ringen som en del af en deskriptiv analyse af andelen, der begår ny kriminalitet.

2. Ungdomssanktionens målgruppe, forløb og dommeEfter 1. juli 2001 har unge lovovertrædere kunnet blive idømt en ungdomssanktion efter straffelo-vens § 74 a, stk. 1: ”Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået groverepersonfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældendeskal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvisdet må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædere.”Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er ungdomssanktionens målgruppe unge, som har et massivtsocialpædagogisk behandlingsbehov, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorligkriminalitet, og hvor straflængden – hvis de idømtes en ubetinget fængselsstraf – må forventes atvære på minimum 30 dage og maksimum 1½ år. Målgruppen er således afgrænset af fire kriterier:Alder på gerningstidspunktet, den sociale profil, et kriminalitetskrav og et strafkrav.3Ungdomssanktionen består af et toårigt forløb, der er inddelt i tre faser af forskellig varighed. Fase 1,som består af et ophold i en sikret institution, har til formål at danne grundlag for planlægning af det1

videre socialpædagogiske forløb under sanktionen. I tilfælde hvor dette grundlag allerede er tilveje-bragt via undersøgelser og udredninger af den unge i varetægtsperioden, kan fase 1 udelades, og denunge kan påbegynde sanktionen i mere åbent regi. Indledes sanktionen med fase 1, er varighedenheraf typisk indtil to måneder. Fase 2 består af et ophold i en åben døgninstitution eller andet egnetopholdssted i som regel op til 12 måneder, og fase 3 foregår i ambulant regi, fx ved at den unge borhjemme hos forældrene eller i egen bolig med tilsyn af de kommunale myndigheder i den resterendedel af den toårige periode.Udviklingen i antallet af domme til ungdomssanktion pr. år ses af nedenstående figur.4Figur 1. Antal domme til ungdomssanktion, 2002-2012.140120100806040200

3. Datamateriale og metodeMed henblik på at undersøge, hvorvidt styrkelsen af ungdomssanktionen fra 2007 har haft en krimi-nalpræventiv effekt, sammenlignes recidivet blandt unge idømt en ungdomssanktion henholdsvis før(kontrolgruppen) og efter (eksperimentalgruppen) lovændringen. Kontrolgruppen omfatter 416 ung-domssanktioner, som er idømt i perioden 1. juli 2001 til 31. august 2006. Denne population stammerfra den tidligere effektundersøgelse af ungdomssanktionen foretaget af Justitsministeriets Forsk-ningskontor. Eksperimentalgruppen består af 145 domme til ungdomssanktion, som er idømt i perio-den 1. august 2007 til 1. februar 2009. Disse domme er de senest mulige, der kan inkluderes i denneundersøgelse, idet sanktionens varighed er to år, og der efterfølgende kræves en toårig observations-periode til at måle recidiv. Undersøgelsen omfatter i alt 561 domme.54

Recidiv er i denne undersøgelse defineret som ny kriminalitet, der fører til en fældende strafferetligafgørelse, dvs. bøde, tiltalefrafald, betinget eller ubetinget dom, foranstaltningsdom eller forlængelseaf ungdomssanktionen. Recidivet måles over en toårig observationsperiode, dels fra afgørelsesdatoenog dels fra sanktionens afslutning.6På grund af tidspunktet for den tidligere effektevaluerings afslut-ning foreligger oplysninger om recidiv målt to år efter sanktionens ophør for 210 af de i alt 416domme i kontrolgruppen. Disse 210 domme ophører i perioden fra juli 2002 til september 2006 (ale-ne 10 pct. af dommene afsluttes i 2002 og 2003, dvs. at observationsperioderne hovedsageligt harstartdato i årene 2004-2006), mens eksperimentalgruppens sanktioner afsluttes i perioden fra oktober2008 til februar 2011 (langt de fleste, omtrent 90 pct., afsluttes i 2009-2010).7Sammenligningen af recidivet blandt de to grupper foretages via en logistisk regressionsanalyse,hvor der samtidig kontrolleres for betydningen af køn, etnisk herkomst, faktorer relateret til ung-domssanktionen og for tidligere kriminalitet. Alle variabler, der indgår i analysen, er kategoriseret,og eventuelle forskelle ses her i relation til en referencekategori. Fra start af er alle variabler inklude-ret i modellen, hvorefter variabler kun beholdes i modellen, hvis signifikansniveauet (også kaldet p-værdien) er højst 5 pct. Hermed er der 95 pct. sandsynlighed for, at den viste sammenhæng ikke ertilfældig. Sammenhængens retning fremgår af odds ratio-værdien (OR) og måles i relation til refe-rencekategorien. Er odds ratio-værdien mindre end 1, betyder det, at recidivrisikoen er mindre fordenne gruppe set i forhold til referencegruppen, mens det modsatte gør sig gældende for en oddsratio-værdi større end 1.Oplysninger om de unges kriminalitet stammer fra Kriminalregisteret. Endvidere har de socialemyndigheder til brug for denne undersøgelse indsendt oplysninger om sanktionernes kontinuitet ogophørsdato.8Med henblik på at få yderligere oplysninger om sammenligneligheden mellem eksperimental- ogkontrolgruppen er der foretaget telefoninterview med sagsbehandlere og ledere fra 12 kommuner,med jurister fra anklagemyndigheden i ti politikredse, med en medarbejder fra Socialstyrelsen samtmed en overlæge fra Retspsykiatrisk klinik. Endvidere er der i samarbejde med Socialstyrelsen gen-nemført en workshop med praktikere, hvor emnet er debatteret. Der er i alle tilfælde talt med perso-ner, som har indgående kendskab til, hvad der lægges til grund for en indstilling til ungdomssankti-on. Der er udvalgt interviewpersoner fra et udsnit af kommuner, som har erfaring med et vist antalungdomssanktioner, og som geografisk set adskiller sig fra hinanden. Udover spørgsmålet om even-tuelle praksisændringer i undersøgelsesperioden med henblik på at nuancere sammenligningsgrund-laget for evalueringens kontrolgruppe og eksperimentalgruppe er interviewpersonerne også spurgt til6

Af hensyn til sammenlignelighed er recidiv – i lighed med den tidligere effektundersøgelse – udregnet på baggrund af,at både gernings- og afgørelsesdato ligger inden for observationsperioden.7Fire sanktionsforløb er ophørt efter februar 2011, idet deres ungdomssanktion er blevet forlænget. Data vedrørendeeksperimentalgruppens kriminalitet er udtrukket fra Kriminalregisteret medio marts 2013. De fire sanktionsforløb, der erafsluttet senere end februar 2001, er efterfølgende manuelt slået op i Kriminalregisteret, således at alle opnår en observa-tionsperiode på to år efter sanktionens ophør.8Disse oplysninger angår eksperimentalgruppen, mens tilsvarende oplysninger for kontrolgruppens vedkommendestammer fra data anvendt til den tidligere effektundersøgelse af ungdomssanktionen foretaget af JustitsministerietsForskningskontor i 2009.

4. Sammenligning af de to populationerEn præmis for at kunne måle den kriminalpræventive effekt af styrkelsen af ungdomssanktionen er,at eksperimental- og kontrolgruppen er sammenlignelige med hensyn til forhold, der er af betydningfor recidivrisikoen. Er dette ikke tilfældet, kan en forskel i recidivrisikoen mellem de to grupper ikkemed sikkerhed betragtes som en effekt af sanktionens styrkelse. Undersøgelsen er som nævnt baseretpå sammenligninger af recidiv blandt unge, der er idømt en ungdomssanktion i to forskellige tidspe-rioder – henholdsvis 1. juli 2001 til 31. august 2006 og 1. august 2007 til 1. februar 2009, og recidivmåles for begge grupper i en observationsperiode på op til to år efter afviklet sanktion, dvs. indtil fireår efter idømt sanktion. Når der anvendes en historisk kontrolgruppe, som tilfældet er her, skal detovervejes, om der er sket ændringer i tiden mellem, de to sammenlignede grupper får deres dom ogobserveres. Lovændringen fra 2007, som denne undersøgelse har til formål at undersøge den krimi-nalpræventive virkning af, har naturligvis fundet sted i perioden, men hvis der i måleperioden er sketøvrige ændringer, der er relateret til kriminalitet, eller i, hvilke unge der idømmes en ungdomssank-tion, kan det påvirke undersøgelsens resultat. Sådanne ændringer kan volde metode- og fortolk-ningsmæssige problemer i det omfang, det ikke er muligt at kontrollere for disse.Justitsministeriets Forskningskontor har via arbejdet med forskellige datamaterialer kunnet konstate-re, at tre forhold vil kunne indebære en periodeeffekt: 1) politi- og domstolsreformen fra 1.1.2007,som i årene umiddelbart derefter mindskede sandsynligheden for opdagelse og strafforfølgning; 2)siden 2006 et fald i andelen af unge under 18 år, der sigtes for en straffelovsovertrædelse; 3) markan-te forskelle i politiaktivitet på særlovsområdet, således at sandsynligheden for at blive straffet forovertrædelse af særlovene har varieret meget i perioden.9Dette er vist i figur 2, der angiver udviklingen i antallet og arten af afgørelser til unge. Heraf ses, atder i perioden 2001 til 2012 er stor variation i især antallet af afgørelser for særlovsovertrædelser,men også nogen variation i afgørelser for straffelovsovertrædelser og i antallet af frihedsstraffe. I ogmed kontrolgruppens recidiv hovedsageligt måles i perioden 2004 til 2008, mens observationsperio-den for eksperimentalgruppens unge typisk ligger i årene 2009 til 2012,10kan det betyde, at eksperi-mentalgruppens recidivrisiko vil adskille sig fra kontrolgruppens alene på grund af de forskelligeobservationsperioder. En sammenligning af de to tidsperioder viser, at andelen af unge i 17-20 årsalderen, der idømmes en afgørelse for en særlovsovertrædelse, samlet set er ens i de to tidsperioder,9

Det er i princippet muligt i analyserne at tage højde for denne mindskning i sandsynligheden for at fåen strafferetlig afgørelse for en straffelovsovertrædelse eller en frihedsstraf i løbet af perioden, menspørgsmålet er, om mindskningen alene beror på forhold, der ikke er relateret til ungdomssanktionen,herunder politi- og retsreformen og en generelt mindre tilbøjelighed blandt unge til at begå kriminali-tet, eller om den også er et resultat af, at ungdomssanktionen er forbedret. I sidstnævnte tilfælde månedgangen i hvert fald til dels betragtes som en effekt af en forbedret sanktion og ikke som et for-hold, der skal korrigeres for.For så vidt angår spørgsmålet om en mulig ændring i, hvilke unge der indstilles til og idømmes enungdomssanktion, afgrænses målgruppen for ungdomssanktionen som tidligere beskrevet af fire kri-terier, henholdsvis et alderskriterium, et kriminalitetskrav, et strafkrav og den unges sociale profil.Det er givet, at strafkravet er ens for de to grupper, mens de to første selektionskriterier angår for-hold, som det er muligt at kontrollere for i sammenligningen mellem grupperne. Med hensyn til ud-vælgelse ud fra de unges sociale profil, dvs. spørgsmålet om behovet for en massiv socialpædagogiskbehandlingsindsats, angår dette kriterium forhold, som det ikke umiddelbart er muligt at kontrollerefor.

For at kunne vurdere, om der er forskelle mellem de to populationer, som kan tænkes at indvirke pårecidivrisikoen, sammenlignes de to grupper med hensyn til demografiske forhold, forhold vedrøren-de den idømte ungdomssanktion og tidligere kriminalitet. Tabeller med disse sammenligninger frem-går af bilag 1, hvorfra følgende kan sammenfattes:Demografiske variablerKøn.For begge populationer gælder det, at hovedparten af sanktionerne er idømt drenge, men samti-dig ses, at andelen af piger er vokset. Mens 7 pct. af kontrolgruppens domme angår piger, gør tilsva-rende sig gældende for 18 pct. af eksperimentalgruppen. Denne forskel er statistisk signifikant.Alder.Aldersfordelingen viser, at de unge typisk var 15 år eller 16 år på gerningstidspunktet for denkriminalitet, der førte til ungdomssanktionsdommen, mens et mindretal var 17 år. Denne fordeling ermeget ensartet de to grupper imellem.Herkomst og indvandrerstatus.For så vidt angår herkomst og indvandrerstatus, er andelen af unge afdansk oprindelse signifikant større i eksperimentalgruppen end i kontrolgruppen. Særligt andelen afindvandrere er mindre i eksperimentalgruppen, men også andelen af unge efterkommere er reduceret.UngdomssanktionsdommenKriminalitetens art.De to populationer adskiller sig ikke signifikant fra hinanden med hensyn tilarten af den kriminalitet, der første til idømmelse af ungdomssanktionen. For begge gælder, at knapseks ud af ti domme vedrører røveri, og ca. hver fjerde angår simpel vold eller alvorligere vold.Varetægt.Godt hver fjerde i eksperimentalgruppen har siddet varetægtsfængslet i forbindelse medungdomssanktionsdommen, mens det tilsvarende gælder for hver femte af kontrolgruppens unge.Forskellen mellem de to grupper er ikke signifikant.Antal biforhold.Antallet af konfererende forhold i ungdomssanktionsdommen varierer ikke markantde to grupper imellem. Andelen af domme, som alene indeholder et hovedforhold, er lidt større ieksperimentalgruppen end i kontrolgruppen, mens omvendt andelen af domme med mere end ti kon-fererende forhold er større i kontrolgruppen. Disse forskelle er dog ikke statistisk signifikante.Antal medtiltalte.Der er en signifikant større andel i eksperimentalgruppen (50 pct.), hvor den ungehar begået kriminaliteten alene, til sammenligning med kontrolgruppen (38 pct.).Tidligere kriminalitetKriminel debutalder.Langt hovedparten af de unge – ca. fire ud af fem – har haft deres kriminelledebut som 15-årige. Omtrent hver femte har været 16 år, og kun et par pct. har været 17 år på tids-punktet for deres kriminelle debut. Der ses ikke forskelle i denne fordeling i de to grupper.Antal tidligere afgørelser.De to populationer adskiller sig ikke signifikant fra hinanden med hensyntil antallet af tidligere strafferetlige afgørelser. For cirka halvdelen gælder, at de ikke tidligere er8

dømt for kriminalitet, mens hen ved en fjerdedel har en enkelt tidligere fældende afgørelse og yderli-gere en fjerdedel to til tre tidligere afgørelser. Kun et fåtal har et større antal tidligere domme ellerafgørelser.Straffens art for tidligere kriminalitet.Oversigten over sanktionens art for den tidligere kriminalitetviser, at der ikke er forskelle mellem de to populationer med hensyn til fordelingen af andele medhenholdsvis ingen, én eller flere ubetingede domme, betingede domme, bøder, tiltalefrafald og ung-domssanktioner.Samlet viser sammenligningen, at der blandt eksperimentalgruppen er en større andel piger, en størreandel med dansk baggrund, og en større andel, der har været alene om at begå den kriminalitet, somførte til idømmelsen af ungdomssanktion. De øvrige målte forhold varierer ikke markant de to grup-per imellem.De sociale myndigheder, der efter anmodning fra anklagemyndigheden laver en indstilling om, hvor-vidt en ung lovovertræder bør idømmes en ungdomssanktion, vil imidlertid også vurdere den ungeud fra andre forhold end dem, der findes oplysninger om i denne undersøgelse. For at få et indtryk af,om der er sket en ændring i, hvilke unge der indstilles til en ungdomssanktion, er dette spørgsmåldrøftet med repræsentanter fra blandt andet de sociale myndigheder og anklagemyndigheden.12Deinterviewede personer nævner flere områder, hvor der efter deres opfattelse er sket en ændring.Interviewpersoner fra de sociale myndigheder beretter, at tilbøjeligheden til at indstille unge, somfylder 18 år undervejs i sanktionens forløb, er blevet mindre med tiden. Dette skyldes erfaringer med,at den ældre del af målgruppen dels er sværere at påvirke med socialpædagogisk behandling, idet deer mere egenrådige, og dels at det er vanskeligt at forvalte en sanktion, hvor den unge undervejs iforløbet overgår fra børne- og ungeområdet til voksenområdet.”Jo yngre, jo bedre”som en af inter-viewpersonerne vurderer på baggrund af erfaringer med målgruppen.Fra anklagemyndighedens side oplyses, at der i perioden er kommet et andet fokus på proportionali-tet mellem den begåede kriminalitet og en indstilling til en ungdomssanktion. Ifølge disse interview-personer er der sket et skift i retning af, at de sociale myndigheder ikke så ofte indstiller til en ung-domssanktion, hvis den begåede kriminalitet er mindre alvorlig, og alternativet dermed er en korterefrihedsstraf (som tidligere nævnt er ungdomssanktionen et alternativ til en ubetinget frihedsstraf påmellem 30 dage og 1½ år).Samtidig er der blandt flere af de interviewede fra de sociale myndigheder en oplevelse af, at ungemed de mest omfattende problemstillinger, herunder en alvorlig kriminel historik, ikke længere ind-stilles til og idømmes en ungdomssanktion. En af de interviewede fortæller:”De hardcore unge, somungdomssanktionen oprindelig var tiltænkt, kan ikke profitere af den socialpædagogiske indsats, somer mulig igennem en ungdomssanktion, og vurderes derfor ikke egnet.”Erfaringen fra de sociale12

myndigheders side lyder ikke alene på, at de selv er blevet mindre tilbøjelige til at vurdere dennegruppe unge for egnet til en ungdomssanktion, men også at anklagemyndigheden gennem årene selvhar gjort sig erfaringer med de unges egnethed og evne til at profitere af sanktionen og på dennebaggrund i nogle tilfælde undlader at anmode kommunen om en vurdering. Disse tilfælde angår ty-pisk meget kriminelt belastede unge. Ligeledes er der blandt et par interviewpersoner fra de socialemyndigheder en oplevelse af, at domstolene vægter de unges tidligere kriminalitet anderledes endtidligere, sådan at der i mindre omfang idømmes ungdomssanktioner til unge med en mere alvorligkriminel historik.De unges motivation og samarbejdsvillighed nævnes også som et område, hvor der er sket et skift i,hvem der indstilles til en ungdomssanktion. Af retningslinjerne for forvaltningen af ungdomssankti-onen fremgår det, at det ikke er en forudsætning, at den unge på forhånd er motiveret for deltagelse isanktionen, da motivationen via en effektiv socialpædagogisk indsats forventes at kunne skabes un-dervejs i forløbet.13Dårlige erfaringer med ungdomssanktionsforløb blandt unge, der – som en af deinterviewede benævner det –”har manglende motivation, og som vil gøre alt for at sabotere forlø-bet”– betyder, at der i praksis er en mindre tilbøjelighed til at indstille disse unge. Det understregesaf de sociale myndigheder, at man forsøger at motivere de unge til at indgå i sanktionen, men i til-fælde, hvor dette ikke lykkes, indstilles den unge sjældent til en ungdomssanktion.Ikke kun den unges samarbejdsvillighed, men også samarbejdsrelationen til den unges familie næv-nes som et område, hvor der er sket et skift med hensyn til, hvilke unge der indstilles til en ungdoms-sanktion. Erfaringer vedrørende betydningen af familiens indstilling til og involvering i sanktionenhar medført, at der ikke så ofte indstilles til en ungdomssanktion, hvis familien ikke forventes at bak-ke op om sanktionen. I denne sammenhæng nævnes det af flere interviewpersoner med stor erfaring iarbejdet med familier med fremmed etnisk baggrund, at sproget kan være en væsentlig barriere ikommunikationen med familierne omkring sanktionen, dens forløb, hensigt og rammer.Også sagsbehandlingsgangen hos de sociale myndigheder nævnes som noget, der er ændret i perio-den. Generelt opleves tidligere praksis i højere grad at have været baseret på den enkelte fagpersonsskøn og vurdering, mens praksis senere er blevet mere præget af fælles procedurer, som har medvir-ket til en mere kvalificeret, stringent og kritisk vurdering af, hvorvidt de unge vil kunne profitere afdet socialpædagogiske behandlingsforløb. Også tilknytning af koordinatorer, der som oftest kenderden unge fra tidligere, opleves at medvirke til at kvalificere og målrette egnethedsvurderingerne un-der sagsbehandlingen.Socialforvaltningernes økonomi betragtes desuden som et forhold, der har fået stigende betydning iundersøgelsesperioden. Der er blandt de interviewede fra de sociale myndigheder en udbredt opfat-telse af, at en tiltagende begrænset økonomisk ramme igennem perioden har betydet, at der i højeregrad end tidligere søges alternative løsninger, som er mindre omkostningsfulde end en ungdoms-sanktion. Dette betyder samtidig, ifølge de interviewede, at anvendelsen af ungdomssanktionen kon-13

centreres om de unge, der erfaringsmæssigt profiterer mest af sanktionen, jf. de ovenstående kriteri-er.Samlet set peger de ovennævnte praksisbaserede erfaringer vedrørende mulige ændringer i brugen afungdomssanktionen ikke i entydig retning med hensyn til, om sanktionen i stigende grad anvendesover for mere eller over for mindre belastede/motiverede unge, hvilket ville kunne forstyrre sammen-ligneligheden mellem kontrol- og eksperimentalgruppen og påvirke evalueringens resultater. Betyd-ningen af nogle af de forhold, der nævnes, kontrolleres der endvidere for i de statistiske analyser.Dette gælder de unges alder og tidligere kriminalitet, og selv om de interviewede mener, at der pådisse områder er sket ændringer, bekræftes det ikke af de faktiske forhold, jf. det tidligere. Den ned-gang i ungdomssanktionsdømte med anden etnisk baggrund end dansk, der er påpeget i det tidligere,kan derimod afspejle de interviewedes erfaringer vedrørende en stigende vigtighed af samarbejdsre-lationen til familien, herunder betydningen af sprogbarrierer. Andre forhold, såsom ændringer i se-lektionen baseret på de unges motivation og mere kvalificerede egnethedsvurderinger, er det ikkemuligt at korrigere for i denne undersøgelse. Disse ændringer kan betyde, at de unge i eksperimen-talgruppen som udgangspunkt har en mindre risiko for at recidivere end kontrolgruppen, da ikkemindst motivationen for at indgå eller deltage i en behandling er forbundet med risikoen for ny kri-minalitet. Modsat kan de nævnte ændringer vedrørende synet på proportionalitet pege i retning af, atrecidivrisikoen er større blandt de unge i eksperimentalgruppen end i kontrolgruppen. Antagelsenom, at de unge skal have begået mere alvorlig kriminalitet for at blive idømt en ungdomssanktion,bekræftes dog ikke umiddelbart af vore analyser, men det kan naturligvis ikke afvises, at de røveri-og voldssager, der i dag medfører en ungdomssanktion, er alvorligere eller grovere end tidligere.I tilfælde af, at der er sket en såkaldtcreaming– altså en selektion, hvor man så at sige skummerfløden i form af, at de mest problematiske unge ikke længere indstilles til og idømmes en ungdoms-sanktion – kan det tænkes, at dette ville afspejle sig i et stigende recidiv blandt de unge, som ud fraobjektive kriterier hører blandt ungdomssanktionens målgruppe, men som i stedet er blevet idømt enubetinget dom. En undersøgelse af recidivet blandt 15-16-årige unge, der er idømt en ubetinget dompå mellem 30 dage og 1½ år i perioden 2001 til 2009, viser dog, at der ikke er sket en stigning, hver-ken i det generelle recidiv eller i recidiv til frihedsstraf.14Umiddelbart tyder dette således ikke på, atder i løbet af perioden er sket en øget selektion af de ’nemmere’ og mindre recidivtruede unge til enungdomssanktion.15Overordnet set er at det vanskeligt at drage en klar konklusion med hensyn til, om der er sket æn-dringer, som der ikke kan kontrolleres for, og som påvirker sammenligneligheden mellem kontrol-og eksperimentalgruppen. Det skyldes også, at det er vanskeligt på baggrund af interview at få sikkerviden om eventuelle ændringer, da de interviewede kan have svært ved at tidsfæste eventuelle prak-14

5. Observeret recidivDen følgende analyse af recidivet blandt de ungdomssanktionsdømte er alene deskriptiv, hvilket be-tyder, at der foretages simple sammenligninger af ny kriminalitet opdelt efter forskellige forhold ved-rørende ungdomssanktionen eller den ungdomssanktionsdømte.Af tabel 1, der viser den observerede recidivprocent for henholdsvis eksperimental- og kontrolgrup-pen, fremgår, at recidivprocenten er lidt lavere blandt dem, der er idømt en ungdomssanktion efterlovændringen i 2007. Forskellen er dog ikke statistisk signifikant (p=0,12).Tabel 1. Eksperimental- og kontrolgruppe fordelt efter recidiv målt i toårig observationsperiode ef-ter sanktionens ophør.Ungdomssanktion 2007-2009Eksperimentalgruppe (n=145)Procent70 %30 %Ungdomssanktion 2001-200516Kontrolgruppe (n=210)Procent78 %22 %

Fordelingen efter kriminalitetens art viser, at størsteparten af recidivet angår særlovsovertrædelser.Det gælder for både eksperimental- og kontrolgruppen, dog i størst udstrækning for eksperimental-gruppen, hvor 64 pct. af de nye afgørelser vedrører særlovene mod 51 pct. af afgørelserne i kontrol-gruppen. Modsat er andelen af mere alvorlig kriminalitet, som vold og røveri, noget større blandtkontrolgruppens unge. 21 pct. af deres afgørelser angår vold og røveri mod 10 pct. af eksperimental-gruppens.Tabel 3. Eksperimental- og kontrolgruppe fordelt efter recidiv til frihedsstraf målt i toårig observati-onsperiode efter sanktionens ophør.Ungdomssanktion 2007-2009Eksperimentalgruppe (n=145)Procent36 %64 %Ungdomssanktion 2001-2005Kontrolgruppe (n=210)Procent51 %49 %

I tabel 4, der viser udviklingen i andelen af ungdomssanktionsdømte, som recidiverer, er der angivetantal og ikke procentfordelinger, idet grupperne er meget små, når de opdeles per år. Af samme årsager det ikke muligt at udregne signifikante forskelle, men tendensen går i retning af en lavere andel,der recidiverer, jo senere i perioden, den unge er idømt ungdomssanktionen.Almindeligvis måles en indsats kriminalpræventive effekt ved at beregne recidiv over en toårig peri-ode efter indsatsens ophør, hvorfor ovenstående recidivberegninger er fokus for denne evaluering ogogså vil danne baggrund for regressionsanalyserne. Som supplement hertil er recidivet for de togrupper også beregnet over en periode på to år målt fra datoen for idømmelse af ungdomssanktionen,dvs. i den periode hvor de unge i udgangspunktet er underlagt sanktionen. Målt i denne periode bli-ver 61 pct. blandt eksperimentalgruppen idømt en ny fældende afgørelse, mens det tilsvarende gæl-der for 71 pct. af kontrolgruppens unge. Denne forskel er statistisk signifikant (p=0,029). Måles ale-ne mere alvorligt recidiv – i lighed med ovenstående – er der 39 pct. blandt eksperimentalgruppen,der idømmes en frihedsstraf, og 33 pct. der straffes for personfarlig kriminalitet i perioden, hvilketgælder for henholdsvis 49 pct. og 41 pct. i kontrolgruppen. Denne forskel i andelen, der recidiverertil frihedsstraf, er signifikant (p=0,039), mens dette ikke er tilfældet for recidiv til personfarlig krimi-nalitet (p=0,08).Andelen, der begår ny kriminalitet, målt i denne periode kan ligeledes opdeles efter det år, den ungeer blevet idømt ungdomssanktionen, jf. tabel 5.Tabel 5. Antallet af ungdomssanktioner fordelt efter året for idømmelse af sanktionen og efter recidivmålt i toårig observationsperiode efter afgørelsesdatoen.2001RecidiveretIkke recidiveretI alt17

Denne oversigt peger også i retning af, at andelen, der recidiverer i løbet af sanktionen, mindskes josenere i perioden, den unge er blevet idømt en ungdomssanktion. År 2009 adskiller sig fra dennetendens, men dette kan bero på, at der kun indgår syv domme fra dette år i undersøgelsen.Tidligere i denne rapport er kontrol- og eksperimentalgruppen sammenlignet med hensyn til forhold,der vides at være af betydning for recidivrisikoen. Opdeles andelen, der begår ny kriminalitet, efterdisse forhold, ses også flere signifikante forskelle, jf. tabel 6.Tabel 6. Recidiv målt i toårig observationsperiode efter sanktionens ophør fordelt efter demografiskeforhold, forhold vedrørende den idømte ungdomssanktion og tidligere kriminalitet.AntalKøn- Drenge- PigerEtnisk herkomst- Dansk herkomst- Indvandrer- EfterkommerAlder på gerningstidspunkt- 15 år- 16 år- 17 årKriminalitetens art- Røveri- Vold- Øvrig kriminalitetVaretægt- Varetægtsfængslet- Ikke-varetægtsfængsletBiforhold- Ingen biforhold- 1-5 biforhold- 6 eller flere biforholdMedtiltalte- Ingen medtiltalte- 1 medtiltalt- 2 eller flere medtiltalteKriminel debutalder- 15 år- 16 år- 17 årAntal tidligere afgørelser- Ingen tidligere afgørelser- 1-2 tidligere afgørelser- 3 eller flere tidligere afgørelserRecidivprocentSignifikant forskelp=0,00031639191108561551534720712325273827618297162861072796971661484180 %33 %p=0,66973 %78 %73 %p=0,69577 %73 %75 %p=0,83774 %76 %72 %p=0,72675 %73 %p=0,00261 %76 %84 %p=0,74676 %76 %72 %p=0,00080 %55 %57 %p=0,07869 %78 %83 %

Særligt køn, antallet af biforhold i ungdomssanktionsdommen og kriminel debutalder ses at havesammenhæng med recidivprocenten. For disse forhold er der tale om signifikante forskelle. Andelenaf piger, der begår ny kriminalitet, er langt mindre end drengenes, færre af de unge, der er idømtungdomssanktionen på baggrund af ét kriminelt forhold, recidiverer til sammenligning med de unge,der er idømt sanktionen på baggrund af flere forhold, og recidivprocenten er markant mindre blandtde unge, der har haft deres kriminelle debut som 16-17-årige i stedet for som 15-årig.Som nævnt indledningsvist er det også ønsket at belyse, om der er en forskel i recidivet blandt unge,der har været i et sammenhængende forløb i samme organisatoriske regi, i forhold til unge der hargennemført et ungdomssanktionsforløb på institutioner uden organisatorisk sammenhæng. En tidlige-re undersøgelse har peget på en sammenhæng mellem kontinuitet i sanktionsforløbet og et lavererecidiv blandt de unge.18Undersøgelsen er dog baseret på relativt få ungdomssanktionsforløb, ogresultaterne er derfor behæftet med usikkerhed. I den tidligere effektundersøgelse af ungdomssankti-onen foretaget af Justitsministeriets Forskningskontor er spørgsmålet også undersøgt, og i den under-søgelse kan sammenhængen mellem kontinuitet i sanktionsforløbet og recidiv ikke påvises. I denforeliggende undersøgelse har det vist sig vanskeligt at undersøge spørgsmålet om sammenhængenmellem recidiv og kontinuitet, idet der – særligt for kontrolgruppen – i en hel del tilfælde ikke fore-ligger præcise registreringer af, hvor de unge har opholdt sig i de enkelte faser. Som det fremgår aftabel 7, mangler oplysningerne om kontinuitet i sanktionens forløb for halvdelen af kontrolgruppen,hvilket skaber stor usikkerhed i analyserne. Af denne årsag angår det følgende alene eksperimental-gruppen.Tabel 7. Eksperimental- og kontrolgruppe fordelt efter oplysninger om kontinuitet i ungdomssankti-onsforløbet.Ungdomssanktion2007-2009EksperimentalgruppeAntalProcent4732 %108081457%55 %6%100 %Ungdomssanktion2001-2006KontrolgruppeAntalProcent174%351552094168%37 %50 %100 %

Lene Mosegaard Søbjerg (2010): ”Sammenhængende forløb for ungdomssanktionsdømte. Recidivopfølgning vedrø-rende ungdomssanktionsdømte med anbringelse på den sikrede institution Grenen.” Center for Kvalitetsudvikling.19Andelen af ungdomssanktionsforløb, hvor fase 1 ikke anvendes, og den unge i stedet påbegynder sanktionsforløbet iåbent regi i fase 2, er øget væsentligt i perioden – fra at angå 4 pct. af ungdomssanktionerne i kontrolgruppen til 32 pct.af eksperimentalgruppens domme. Denne udvikling ses tilsvarende i de længstetider for fase 1, der angives i dommen. AfJustitsministeriets Forskningskontors årlige redegørelser om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til ungelovovertrædere fremgår det, at andelen af domme, som ikke indeholder en længstetid for fase1 er steget fra at angå 10-12pct. af sanktionerne i de første år til i de senere år at vedrøre 20-25 pct. af ungdomssanktionsdommene. Denne udviklinger i tråd med, at det af Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet blev anbefalet, at varetægtsperioden i større ud-strækning anvendes til at undersøge og udrede den unge, således at fase 1 kan undlades.20Helt eller delvist, dvs. at institutioner fra det organisatoriske regi anvendt i fase 1 også benyttes i hele eller dele af fase2.

Andelen af unge, der begår ny kriminalitet i perioden efter sanktionens afslutning, er noget lavereblandt dem, der ikke har været i fase 1 (64 pct.) til sammenligning med de øvrige (74 pct.). Denneforskel er dog ikke statistisk signifikant. Blandt de ti unge, som har opholdt sig på institutioner frasamme organisatoriske regi i hele eller dele af tiden i fase 1 og 2, er det otte, som har begået ny kri-minalitet i observationsperioden. For de 80 unge, der har opholdt sig på institutioner i forskelligeorganisatoriske regi løbet af sanktionens to første faser, er recidivprocenten 74.Et andet mål for forløbets sammenhæng er antallet af institutioner eller opholdssteder, hvor den ungehar opholdt sig i fase 1 og 2.Der ses af tabel 8 tendenser til, at recidivet øges i takt med, at antallet af institutioner stiger. Forskel-lene er dog ikke statistisk signifikante. Tilsvarende resultat ses, når der i opgørelsen af antal instituti-oner i fase 1 og 2 også inkluderes tilbageførsler. Måles sammenhængen mellem antallet af institutio-ner i fase 1 og 2 og recidiv fra afgørelsesdatoen for ungdomssanktionen, ses ligeledes tendenser, menikke signifikante forskelle. Eftersom sidstnævnte observationsperiode angår selve sanktionsforløbet,kan det umiddelbart virke overraskende, at der ikke er signifikant sammenhæng mellem recidiv ogantal institutionsskift i denne periode. Dette kan tyde på forskellig praksis på institutionerne medhensyn til overførsler til andre institutioner – at nogle ikke overfører unge på grund af ny kriminali-tet, mens andre overfører unge til anden institution af andre årsager end ny kriminalitet.Tabel 8. Recidiv fordelt efter antallet af institutioner/ opholdssteder, hvor den unge har opholdt sig ifase 1 og 2. Recidiv er målt i en toårig observationsperiode efter sanktionens ophør.Antal i altFase 1- Ingen- 1 institution/ opholdssted- 2 eller flere institutioner/ opholdssteder21Fase 2- 1 institution/ opholdsted- 2 institutioner/ opholdssteder- 3 eller flere institutioner/ opholdssteder4785595329Antal3062567218RecidivProcent64 %73 %100 %71 %66 %89 %

Såfremt antallet af tilbageførsler medregnes i antallet af institutioner i fase 1 og 2 ved målingen iperioden efter domsdatoen, er der imidlertid en statistisk signifikant sammenhæng mellem antallet afinstitutioner og recidiv til ny kriminalitet. Det vil sige, at recidivrisikoen er større for dem med man-ge end dem med få overflytninger mellem institutioner. Da tilbageførsler netop kan ske med bag-grund i ny kriminalitet, er dette resultat næppe overraskende.Når der i øvrige tilfælde alene findes tendenser, men ikke signifikante forskelle, kan blandt andetbero på, at der er tale om meget små undergrupper. Jo færre personer, desto større usikkerhedsmar-gin, hvilket betyder, at recidivprocenterne skal adskille sig betydeligt, førend forskellene bliver stati-21

stisk signifikante. Desuden er det væsentligt at bemærke, at der her – som nævnt indledningsvis –alene er tale om simple sammenligninger, hvor der ikke tages højde for øvrige forskelle, hvilket vilsige, at en signifikant forskel i recidiv ikke nødvendigvis beror på antallet af institutioner, men kanskyldes forskelle i andre forhold.De personer, der er interviewet til brug for denne evaluering, er også spurgt om, hvilke forhold deropleves at begrænse muligheden for at opretholde kontinuitet i sanktionsforløbet. Her nævnes øko-nomiske hensyn, som kan indebære, at billigere alternativer end en institutionsplads i samme regisom den sikrede institution søges. Betydningen af stor geografisk afstand til den sikrede institution,hvor den unge opholder sig i fase 1, nævnes også som en mulig årsag til et skifte, da øvrige hensyn,såsom kontakt til familien, vægtes i sådanne tilfælde. Desuden omtales kvaliteten og typen af denbehandling, der finder sted på institutionen eller opholdsstedet. I nogle tilfælde vurderes denne kvali-tet undervejs i forløbet at være for ringe, hvorfor det vælges at skifte institution eller opholdssted forden unge. I interviewene fremstår kontinuitet i sanktionsforløbet generelt som et område, der priori-teres, men samtidig pointeres det, at en individuel behandling af sagerne, hvor der er fokus på, omdet pågældende behandlingstilbud matcher den unges behov samt udviklingen heri, er – og bør være– det styrende for sanktionens forløb.

6. Analyse af effekt af lovændringen vedrørende ungdomssanktions indholdFor at kunne vurdere, om lovændringen vedrørende ungdomssanktionens styrkelse har ændret sank-tionens kriminalpræventive effekt, foretages binære regressionsanalyser med forskellige recidivkrite-rier. Den første analyse angår risikoen for generelt recidiv, dvs. hvorvidt de ungdomssanktionsdømtebegår ny kriminalitet, der fører til en fældende strafferetlig afgørelse, uanset art. I og med at antalletaf særlovsovertrædelser i høj grad afspejler politiets aktivitet på området, og der i øvrigt er store årli-ge variationer i dette antal, jf. det tidligere, er det valgt også at lave en analyse vedrørende risikoenfor alene recidiv til straffelovskriminalitet. De efterfølgende regressionsanalyser angår alvorligt reci-div, målt som risikoen for henholdsvis recidiv til frihedsstraf og recidiv til personfarlig kriminalitet. Idisse analyser, hvor ungdomssanktioner idømt før og efter lovændringen fra 2007 indgår med hen-blik på at vurdere, om lovændringen har betydning for recidivrisikoen, kontrolleres samtidig for be-tydningen af demografiske faktorer (køn og etnisk herkomst), forhold relateret til kriminaliteten, derførte til ungdomssanktionsdommen (antal medtiltalte, antal biforhold og hvorvidt den unge var vare-tægtsfængslet) og tidligere kriminalitet (kriminel debutalder og antal tidligere afgørelser).22

Slutmodellen, der fremgår af tabel 9, angående risikoen for generelt recidiv viser, atkøn, krimineldebutalderogantal biforholdi ungdomssanktionsdommen hver for sig har betydning for recidivrisi-koen:Piger har væsentlig lavere sandsynlighed for at recidivere end drenge.Jo flere biforhold i den aktuelle dom, desto højere recidivrisiko. Supplerende analyser viser,at recidivrisikoen stiger væsentligt, når antallet af biforhold, den unge er dømt for i ungdoms-sanktionsdommen, overstiger fem.De, der kriminalitetsmæssigt debuterer senere, har lavere recidivrisiko end dem, som gør dettidligt (15 år).Tabel 9. Regressionsanalyse vedrørende risiko for generelt recidiv. Slutmodel.23VariabelPigerDrengeKriminel debutalder 15 årKriminel debutalder senere end 15 årIngen1 eller flere biforholdSignifikansniveauOR17,99610,34212,16895 pct. konfidensinterval for ORNedre,000,000,0103,7800,1911,200Øvre16,9170,6123,919

Den variabel, der måler sammenhængen mellem ungdomssanktionens styrkelse (eksperimental- ogkontrolgruppe) og recidiv, er ikke signifikant (p=0,675) og er derfor ekskluderet fra modellen. Detvil sige, at dette forhold i sig selv ikke er med til at forklare forskelle i recidivrisikoen. Ligeledesgælder for de øvrige variabler, der ikke indgår i slutmodellen (etnisk herkomst, antal medtiltalte,varetægtsfængsling og antal tidligere afgørelser).Der er desuden foretaget en regressionsanalyse, hvor recidivet er afgrænset til alene at angå straffe-lovsovertrædelser. Slutmodellen for denne analyse minder meget om resultatet for analysen vedrø-rende generelt recidiv, idet faktorernekønogantal biforholdindgår.24Disse to forhold er såledesmed til at forklare forskelle i unges risiko for at begå ny straffelovskriminalitet. Faktorenungdoms-sanktionens styrkelse,der er af størst interesse i denne evalueringssammenhæng, er insignifikant meden p-værdi på 0,132 og indgår derfor ikke i slutmodellen.Analysen af risikoen for recidiv til frihedsstraf viser i tabel 10, atungdomssanktionens styrkelse(eksperimental- og kontrolgruppe), køn, kriminel debutalderogantal biforholdi ungdomssanktions-dommen hver for sig har betydning for recidivrisikoen:Eksperimentalgruppens unge (idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007) har enlavere risiko for at recidivere til en frihedsstraf end unge fra kontrolgruppen (idømt en ung-domssanktion før lovændringen i 2007).Piger har lavere risiko for at recidivere til frihedsstraf end drenge.2324

Signifikansniveauet for sammenhængen mellem recidivrisikoen for henholdsvis kontrol- og ekspe-rimentalgruppen er 4,9 pct., og dermed tæt på den almindeligt accepterede grænse for, at sammen-hængen ikke er tilfældig. De viste OR-værdier i tabellen angiver, at risikoen for at recidivere til fri-hedsstraf beregnes til et sted mellem 0,392 og 0,998 gange mindre for eksperimentalgruppen end forkontrolgruppen, hvilket svarer til 0,625 iberegnet sikkerhedsintervaller. Dette spænd afspejler sigogså i effektstørrelsen, som – inklusive sikkerhedsintervaller – beregnes til at være et sted mellem0,1 pct. til 52 pct. reduktion i recidivet.26En anden måde at afgrænse mere alvorlig kriminalitet er ud fra, om der er tale om personfarlig kri-minalitet. Der er også foretaget en regressionsanalyse af risikoen for denne form for recidiv. Slutmo-dellen for denne analyse indeholder stort set de samme faktorer som analysen vedrørende recidiv tilfrihedsstraf:ungdomssanktionens styrkelse (eksperimental- og kontrolgruppe), kønogantal bifor-hold.27Disse tre forhold er således med til at forklare forskelle i unges risiko for at begå ny krimina-litet af personfarlig karakter. Faktorenungdomssanktionens styrkelse,der er af størst interesse i den-ne evalueringssammenhæng, er signifikant med en p-værdi på 0,002, dvs. at der er 99,8 pct. sandsyn-lighed for, at den viste sammenhæng ikke er tilfældig. OR-værdien ligger (inklusive sikkerhedsinter-valler) i intervallet 0,274 til 0,744. Dette spænd afspejles igen i effektstørrelsen, som med sikker-hedsintervaller beregnes til at være et sted mellem 16 pct. og 72 pct. reduktion vedrørende denneform for recidiv.

7. Opsamling og diskussionDet er undersøgt, hvorvidt en lovændring fra 2007 vedrørende styrkelse af ungdomssanktionens ind-hold har haft betydning for sanktionens kriminalpræventive effekt. Undersøgelsen er baseret på ensammenligning af recidivet blandt to grupper af unge, som er idømt en ungdomssanktion henholdsvisfør (kontrolgruppen) og efter (eksperimentalgruppen) lovændringen.Den observerede generelle recidivprocent er lidt, men ikke signifikant, lavere blandt dem, der eridømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007 i forhold til de unge, der er idømt en ungdoms-sanktion tidligere. Der synes samtidig at være en tendens til, at andelen, der recidiverer, mindsker josenere i undersøgelsesperioden, den unge er idømt en ungdomssanktion. Den observerede recidiv-procent med hensyn til andelen, der begår så alvorlig kriminalitet i observationsperioden, at det førertil en frihedsstraf, eller som begår personfarlig kriminalitet, er signifikant mindre blandt unge, der eridømt en ungdomssanktion efter 2007 i forhold til dem, der er dømt tidligere. Disse forskelle i deobserverede recidivprocenter siger dog ikke noget om, hvorvidt ungdomssanktionens kriminalpræ-ventive effekt er styrket efter lovændringen fra 2007, idet der kan være andre faktorer, der indvirkerpå recidivrisikoen for de to grupper af unge. En sammenligning af de to grupper viser, at der blandteksperimentalgruppen er en større andel piger, en større andel med dansk baggrund, og en større an-del, der har begået den kriminalitet, som førte til idømmelse af en ungdomssanktion, alene. Videreanalyser viser, at de dømtes køn, antallet af biforhold i ungdomssanktionsdommen og kriminel de-butalder har sammenhæng med risikoen for recidiv.En analyse, hvor der tages højde for de nævnte forhold og forskelle, viser, at risikoen for overhove-det at recidivere i en toårig observationsperiode efter sanktionens ophør ikke er signifikant forskelligfor de unge, der er idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007 i forhold til dem, der eridømt en ungdomssanktion tidligere. Tilsvarende gælder for så vidt angår straffelovsrecidiv. Analy-ser, der alene angår mere alvorlig ny kriminalitet, dvs. kriminalitet som fører til en frihedsstraf, ellersom angår personfarlig kriminalitet, viser derimod en signifikant mindre recidivrisiko for unge, derer idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007. Resultaternes sikkerhedsmargin er dog retbred, hvilket betyder, at en beregning af den kriminalpræventive effektstørrelse af styrkelsen af ung-domssanktionen, for så vidt angår kriminalitet, der fører til en frihedsstraf, viser sig at spænde framindre end 1 til ca. 50 pct. reduktion i recidivrisikoen, mens den er på 16 til ca. 70 pct. reduktion, forså vidt angår personfarlig kriminalitet. Det skal understreges, at kriminalpræventive tiltag sjældenthar effekter, som overstiger 20-25 pct.28Til spørgsmålet om effektens størrelse kan tilføjes, at derikke er resultater, der peger i retning af en negativ effekt, og at en mindre effekt også vil være af be-tydning, idet målgruppen hører blandt de mere kriminelt belastede.Med til vurderingen af resultaterne hører også, at der er forhold, som det i denne undersøgelse ikkehar været muligt at tage højde for. Det gælder blandt andet risikoen for en periodeeffekt, idet der iundersøgelsesperioden er gennemført en retsreform, der i nogle år mindskede risikoen for opdagelse/28

strafforfølgning, ligesom der generelt siden 2006 er sket en mindskning i unges straffelovsovertræ-delser, mens der har vært store årlige variationer i sandsynligheden for at blive straffet for en sær-lovsovertrædelse. Disse forhold betyder, at det kan diskuteres, om det under alle omstændighederville være forventeligt, at de unge fra eksperimentalgruppen recidiverer sjældnere end de unge frakontrolgruppen, fordi deres observationsperiode tidsmæssigt ligger senere. De nævnte ændringerafspejler sig dog ikke markant i antallet af frihedsstraffe, og da det netop er inden for den mere alvor-lige form for kriminalitet, der ses en reduktion i recidivet blandt unge, som er idømt en ungdoms-sanktion efter lovændringen i 2007, må den nævnte periodeeffekt antages at betyde mindre for resul-tatet.Et andet forhold, der skal tages med i betragtning, er, hvorvidt der er sket en ændring i, hvilke ungeder indstilles til og idømmes en ungdomssanktion. Hvis der er sket en ændring i denne selektion medhensyn til faktorer, der er af betydning for recidivrisikoen, og som det ikke er muligt at tage højde fori analyserne, bør dette medtænkes ved vurdering af resultaterne. I interview med personer, der allehar stor erfaring med grundlaget for indstilling til en ungdomssanktion, peges på forskellige praksis-ændringer i perioden, som det ikke i alle tilfælde er muligt at inkludere betydningen af i analyserne.De interviewede mener blandt andet, at der i stigende grad lægges vægt på de unges motivation for atacceptere sanktionen og på samarbejdsrelationen til den unges familie, og at sanktionen i dag sjæld-nere anvendes i sager, der i øvrige tilfælde alene ville have medført en ganske kort frihedsstraf.Overordnet set peger flere af disse forhold i retning af en mindre recidivrisiko blandt eksperimental-gruppens unge end blandt kontrolgruppens, men entydigt er det ikke. Det betyder dog, at den fundneeffekt kan tænkes at være influeret af andre forhold end sanktionens styrkelse. Generelt vurderes detimidlertid, at usikkerheden ved denne evaluerings resultater er relativ lille, og en særskilt undersø-gelse af en eventuel øgetcreamingaf unge til ungdomssanktionen tyder heller ikke på, at der i sti-gende grad er sket en selektion af de mindre belastede og mindre recidivtruede unge til en ungdoms-sanktion.Det skal også bemærkes, at denne evaluering er baseret på ungdomssanktioner, der – af hensyn tilden toårige afvikling og den toårige observationsperiode – er idømt inden marts 2009. Den styrkelseaf ungdomssanktionen, der måtte være sket inden for de seneste år, er dermed ikke inkluderet. Ram-bøll, der i 2012 evaluerede lovændringen med fokus på implementeringen af de nye redskaber i sank-tionen, peger således på, at lovændringerne på det tidspunkt fortsat ikke var fuldt implementerede.Desuden vurderes det blandt socialrådgivere, som har erfaring med ungdomssanktionsforløb, og somer interviewet til brug for denne undersøgelse, at forvaltningen af nyere ungdomssanktionsforløb erforbedret. Både en øget opmærksomhed omkring sanktionstypen i forbindelse med lovændringen i2007, udgivelse af rådgivende materiale m.v., oprettelse af ungesamråd og et øget omfang af fastlag-te procedurer opleves at medvirke til mere kvalificerede sagsforløb.Samlet set tyder denne evaluering på, at styrkelsen af ungdomssanktionen ikke har influeret på dedømtes sandsynlighed for igen at begå kriminalitet, men at den har derimod influeret positivt på deunges sandsynlighed for at begå alvorligere kriminalitet efter sanktionens ophør. Der er således færre

unge, der efter styrkelsen af sanktionen, begår personfarlig kriminalitet og/eller idømmes en friheds-straf.I Forskningskontorets tidligere effektevaluering af ungdomssanktionen var fokus spørgsmålet om,hvorvidt sanktionen har en bedre kriminalpræventiv effekt end den sanktion, den er et alternativ til,nemlig en ubetinget frihedsstraf. Resultaterne af den evaluering svarer til ovennævnte, nemlig atungdomssanktionen ikke mindskede risikoen for tilbagefald generelt, men alene til recidiv til fri-hedsstraf. Samlet set kan det tyde på, at ungdomssanktionens effekt i forhold til at mindske de merealvorlige former for recidiv ikke alene er forstærket via sanktionens styrkelse i 2007, men at denneeffekt også gør sig gældende i forhold til unge, der er idømt en ubetinget frihedsstraf.29Der skal dogtages i betragtning, at den tidligere effektevaluering var forbundet med større metodemæssige usik-kerheder og svagheder end den nuværende.Det skal endelig nævnes, at det ikke har været muligt at påvise en særlig præventiv effekt af kontinu-erlige forløb mellem fase 1 og fase 2 i ungdomssanktionen.