Praktiserende Landinspektørers Forening
PLF
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V
Telefon:
Telefax:
Web-site:
E-mail:
(+45) 3886 1070
(+45) 3886 0252
www.plf.dk
Justitsministeriet
Justitsminister Morten Bødskov
Slotsholmsgade 10
1264 København K
Dato
7. juni 2012
Stedfæstelse af servitutter
Udover et paradigmeskift fra en papirbaseret sagsbehandling hos lokale tinglysningsretter
til en central elektronisk baseret sagsbehandling ved Tinglysningsretten i Hobro omfattede
tinglysningsreformen kun ganske få substantielle ændringer i tinglysningsloven. Ét nyt
element var/er geografisk stedfæstelse af servitutter – såvel nye servitutter ved
anmeldelse i tingbogen som gamle servitutter i forbindelse med servitutfordeling ved
udstykning eller arealoverførsel.
Formålet med stedfæstelsen er at give nem adgang til visualisering af servitutterne på et
geografisk kortgrundlag - matrikelkortet – i lighed med den etablerede udstilling af
eksempelvis offentlig retlige bindinger på miljøområdet via Danmarks Miljøportal.
Faciliteter der giver borgerne en betydelig samfundsmæssig nytteværdi i forbindelse med
arealforvaltning og -ændring.
Nu knap tre år efter idriftsættelsen af e-Tinglysningen den 8. september 2009 har
samfundet endnu ikke opnået den forudsatte nytteværdi af det forvaltningsretlige
potentiale, der ligger i opbygning af den digitale stedfæstelsesdatabase, hvor
servitutternes geografiske udstrækning præsenteres visuelt.
Praktiserende Landinspektørers Forening (PLF) har gentagne gange via skriftlige
henvendelser, møderækker og workshops overfor Tinglysningsretten og
Domstolsstyrelsen påpeget, at der skal gennemføres nødvendige forbedringer og
præciseringer af stedfæstelseskonceptet, med henblik på at opnå en mere homogen og
værdiskabende geografisk stedfæstelse af servitutter.
Senest ved et møde den 9. januar 2012 i Domstolsstyrelsen med retspræsident Søren
Sørup Hansen og daværende dir. Adam Wolf (jf. vedlagte bilagsmappe) opnåede PLF så
megen forståelse for de fremførte problemstillinger omkring stedfæstelsen, at såvel
Tinglysningsretten som Domstolsstyrelsen støttede PLFs tanker om nedsættelse af en
arbejdsgruppe, der dels skal analysere forskellige produktionsmetoder for stedfæstelse af
især gamle servitutter, og dels skal gennemtænke et nyt regelsæt/koncept – herunder
krav, kontrol og visualisering (jf. vedlagte PLF-referat). Samtidig blev det aftalt, at
Domstolsstyrelsen skulle undersøge muligheden for et midlertidigt stop for kravet om
stedfæstelse af eksisterende servitutter i forbindelse med matrikulær sagsudarbejdelse
indtil de nødvendige forbedrings- og udviklingsarbejder er gennemført.
Tilsluttet Den danske Landinspektørforening