13. august 2014
Kære magtanvendelsesudvalg
Vi – den centrale styregruppe for satspuljeprojektet vedrørende forbehandling af misbrug
blandt børn og unge på de otte sikrede døgninstitutioner – ønsker med denne
henvendelse at rette udvalgets opmærksomhed mod nedenstående:
Resumé
Styregruppen anmoder magtanvendelsesudvalget om i sin betænkning eksplicit at
inddrage, og omtale de sikrede døgninstitutioners forbehandlingssamtaler om misbrug
som ét af de midler, der skønnes at kunne reducere behovet for magtanvendelse.
Forbehandlingssamtaler om misbrug har været gennemført med satspuljemidler siden
2010 på de sikrede døgninstitutioner. Formålet har været at motivere frihedsberøvede
unge, med risiko for at udvikle misbrug, til at gå i behandling og derigennem støtte dem
til et liv uden misbrug og kriminalitet. I 2015 udløber satspuljefinansieringen. Vi
vurderer, at PAV ikke vil blive videreført med den fornødne kvalitet og
forsyningssikkerhed uden en selvstændig paragraf i magtanvendelsesbekendtgørelsen,
der gør tilbuddet om PAV obligatorisk på de sikrede døgninstitutioner og øremærker
finansiering af tilbuddet.
Nedenfor uddyber vi, hvorfor vi mener, at det er påkrævet at sikre
misbrugsforbehandlingens fortsatte eksistens. Grunden til at det netop er
magtanvendelsesudvalget, vi retter vores henvendelse til, uddybes ligeledes.
Hvorfor PAV på de sikrede døgninstitutioner?
Det vurderes, at cirka 2/3 af de børn og unge, der anbringes på sikrede afdelinger, har
misbrugsproblematikker. Både forskning og vores erfaring tilsiger en tæt sammenhæng
mellem misbrug og kriminalitet. Som en del af satspuljeaftalen 2010-2013 indgik
partierne en aftale om ”Forebyggelsen af ungdomskriminalitet og helhedsorienteret
gadeplansindsats”, og der blev i forlængelse af aftalen afsat midler til et
forbehandlingsprogram for unge med misbrugsproblemer på de sikrede døgninstitutioner.
Programmet har taget udgangspunkt i de gode erfaringer fra Københavns Fængslers
Projekt Over Muren (POM).
Kernen i PAV (og POM) er den evidensbaserede motivationssamtale (MI), hvor de unge –
måske for første gang i deres liv - modtages åbent, lyttende og ikke-fordømmende, og
hvor trænede PAV-medarbejdere arbejder med at styrke den unges indre motivation til
forandring i forhold til sit forbrug af rusmidler. Den motiverende forbehandling er særligt
velegnet at tilbyde under en frihedsberøvende anbringelse, hvor tilbuddet og kontakten
til de unge kan sikres.
Helt præcist er formålet med misbrugsforbehandlingen:
•
•
at de unge støttes i at afklare og styrke deres motivation for behandling og
derigennem støttes til et liv uden misbrug og kriminalitet
at de unge får kendskab til mulighederne for behandling og får realistiske
forventninger til disse