PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del Bilag 325
Offentligt

Rapport

Justitsministeriets brug af lægelige oplysninger i

sager om humanitært ophold i Danmark

Et case baseret indblik i justitsministeriets indsamling, anvendelse og fortolkning af lægefaglige vurderinger

indsamlet fra danske læger og gennem EU's

Medical Country of Origin Information

MedCOI program

Morten Sodemann

Professor i Indvandrermedicin

Klinisk institut, Syddansk Universitet og Indvandrermedicinsk klinik, Infektionsmedicinsk afdeling Q, Odense Universitetshospital

Odense, 10. Juli 2014

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Om rapporten

Rapporten er forfattet af professor Morten Sodemann, Center for global sundhed og Indvandrermedicin,

Klinisk Institut, Syddansk Universitet og er baseret på patient journaler fra Indvandrermedicinsk klinik samt

dokumenter vedrørende ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og på eksisterende videnskabelig

litteratur på området, samt forfatterens egen forskning og erfaringer fra specielt Øst - og Vestafrikanske

lande. Endelig danner en tidligere rapport fra Indvandrermedicinsk klinik:

Psykiatri i Irak,

et videnskabeligt

grundlag for dele af aktuelle rapport (kan downloades fra

www.ouh.dk/indvandrerklinik).

Aktuelle rapport kan downloades i pdf format fra

www.ouh.dk/indvandrerklinik.

An English summary is found at the end of the report (report can be downloaded in pdf format at:

www.ouh.dk/indvandrerklinik)

Kontakt information:

Morten Sodemann

Center for Global Sundhed

SDU Albanitorv 6, 5000 C

[email protected]

www.ouh.dk/indvandrerklinik

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Baggrund for rapporten

Ansøgninger om humanitært ophold på helbredsmæssig baggrund kræver i sagens natur lægelige

oplysninger. Ansøger må selv skaffe oplysninger til støtte for ansøgningen. Justitsministeriet (JM), der

behandler ansøgningerne, indhenter egenhændigt oplysninger om behandlingsmuligheder, adgang til

bestemte medicinske præparater, genoptræning og lægekontrol gennem diplomatiske kanaler og gennem

det EU finansieret program

Medical Country of Origin Information,

MEDCOI.

Patienter ved ikke nødvendigvis, hvad de fejler og ved erfaringsmæssigt heller ikke nødvendigvis, at der

findes speciallæger, som har særlig viden om bestemte sygdomme (rygkirurg/håndkirurg eller blodtryks

ekspert/hjerteflimmer ekspert). Deres erfaring er, at patienter skal overtale en læge til at bruge tid på en

erklæring, og honoraret kan lægen frit fastlægge. Ikke alle læger vil/kan eller prioritere at bistå med disse

attester. De fleste læger stifter kun yderst sjældent, om nogensinde, bekendtskab med denne type

erklæringer.

For ikke jurister fremstår området kaotisk og vilkårligt og det er svært at forstå den måde Justitsministeriet

anvender den information, som læger fremsender i form af erklæringer.

Formålet med rapporten er at påpege den omfattende forskelsbehandling som ansøgere udsættes for på

mange forskellige planer, hvor af mange er usynlige for de fleste. Desuden er målet med rapporten, at

beskrive Justitsministeriets (JM) tydeligt selektive udvælgelse og fortolkning af lægelige og helbredsmæssige

oplysninger, samt hvordan oplysninger kan blive ignoreret i beslutningsgrundlaget og stopper indsamlingen

af informationer, når målet om hjemsendelse kan begrundes. Endelig skal rapporten give et indblik i hvordan

JM ved sin sprogbrug, interaktion og praksis påvirker læger og advokater til at forfatte defensive og

uforpligtende erklæringer, eller fører til at lægen næste gang afviser at medvirke til at skrive lægeerklæring

pga. den intimiderende klandrende tone i JM’s kommunikations strategi overfor læger.

Om de præsenterede cases

De 13 cases, der præsenteres i denne rapport er anonymiserede på ikke-betydende punkter og bringes med

patientens tilladelse og i relevante tilfælde også godkendt af deres advokater. Casene er baseret på 2

forskellige kilder: 1) direkte patient kontakter i Indvandrermedicinsk klinik med inddragelse af journalnotater

og de breve som patienterne har overdraget til klinikken i forbindelse med undersøgelser og behandling og

2) dokumenter og journal notater, der vedrører ansøgning om humanitær opholdstilladelse, fremsendt til

rapportens forfatter, af asyl advokater og efter aftale med deres klienter.

Rapportens forfatter har derudover fuld dokumentation for yderligere 10 cases, som samstemmende

bekræfter at Justitsministeriets kommunikation med læger og advokater koncentrerer sig om:

1) anmodninger om at ændre medicinsk behandling til mindre lødige, mindre effektive og mere

bivirkningsfyldte præparater,

2) forslag om behandlingsophør,

3) diskussioner om reelle behandlings og kontrol muligheder,

4) diskussioner om definitioner på rehabilitering/genoptræning,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5) forsøg på at overtale lægen til at gradbøje eller ændre diagnose og/eller prognose for ansøgers

sygdom(me),

6) diskussioner af, om der eksisterer traume og torturbehandling i et givet land,

7) advokaters forsøg på at få klarlagt hvordan ansøgere, resten af livet, selv skal skaffe, betale og forny

særlige import tilladelser i lande uden fungerende sundhedsstyrelser,

8) de reelle vs. de faktiske priser på medicin mangelvarer og ydelser i skrøbelige lande, hvor korruption og

forfalskning af medicin og hjælpemidler er udbredt.

Resume

De 5 vigtigste

•

Justitsministeriet (JM) tilsidesætter i praksis lægers oplysninger til fordel for

upræcise og utroværdige oplysninger, indhentet gennem EU's MedCOI

program

Læger tvinges til at indgå i lange ressourcekrævende ”faglige” dialoger med

JM’s jurister, kontaktes telefonisk udenom advokaten og der stilles

spørgsmålstegn ved deres faglighed

De beskrevne cases afslører en lemfældig og ufaglig anvendelse af

lægeoplysninger og JM’s jurister begår ”lægefejl” fordi de ikke kender lægers

ofte omfattende præmisser og lange kliniske erfaring som grundlag for en

bestemt behandling

Der er en skjult men omfattende forskelsbehandling i hvor velbelyste sager er

og hvor kvalitetsbetonet den lægelige og juridiske støtte til ansøgeren er

afhængigt af om de bor i provinsen eller i hovedstaden

Regelsættet og dets udmøntning bør gennemgås af en uafhængig instans og

lægeforeningen opfordres til at se på brydningsfladen mellem jura og lægelige

vurderinger på området

•

Ansøgere om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse (eller forlængelse af eksisterende) skal selv

skaffe lægelige oplysninger, mens Justitsministeriet skaffer oplysninger om behandlingsmuligheder gennem

Medical Country of Origin Information

(MedCOI) programmet eller en dansk repræsentation i det

pågældende land hvor ansøger stamme fra.

Denne rapport gennemgår Justitsministeriets (JM) indsamling og fortolkning af de lægelige oplysninger, som

ansøgerne fremsender og de oplysninger JM modtager fra MedCOI programmet under EU, til brug for

bedømmelse af ansøgninger om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse. Grundlaget for denne

rapport er 13 cases, der analyseres baseret på patientjournaler og tilhørende dokumenter vedrørende

patienters ansøgninger herunder korrespondancer mellem læger, advokater og Justitsministeriet, som

advokaterne eller rapportens forfatter har fået aktindsigt i.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Rapporten dokumenterer, at der på en lang række planer sker en omfattende forskelsbehandling, der skaber

tvivl om retssikkerheden indenfor dette komplicerede regelsæt. Mens den juridiske tyngde og detalje grad i

beslutningsgrundlaget er meget høj, så modsvares den desværre af et tilsvarende

mangelfuldt

og overfladisk

indhold af lægelige oplysninger. JM selekterer i lægeoplysninger, der kan støtte hjemsendelse og undlader at

kommentere på lægeoplysninger der kan tale mod hjemsendelse. I de fleste sager, der præsenteres her,

lader JM MEDCOI rapporternes oplysninger veje tungere end lægeoplysninger og anvender dem systematisk

til at bearbejde lægernes vurdering og behandlingsvalg. JM viser sig på en række områder at overskride

faggrænser med hyppige henvendelser til læger og advokater med krav om stillingtagen til diagnostiske

ændringer, dosis ændringer, præparat udskiftninger etc. Der er eksempler på at JM henvender sig direkte til

lægen udenom asyl advokaten – endda direkte telefonisk uden at det dokumenteres.

Særligt to af de præsenterede cases vækker bekymring for JM’s praksis: case nr. 6 om en familie, der i 12 år

har skullet forlænge deres humanitære opholdstilladelse hvert halve år og nu fremstår som en knækket

familie hvor forældrenes sygdomme er druknet i ansøgninger, angst og stress og dermed ført til varige

funktionstab og blivende handicaps, mens børnenes trivsel viser sig at have taget varig psykisk skade. Case

nr. 10 er en patient med 3 kroniske-, hver især livstruende, sygdomme, i behandling med over 10

præparater. Patienten står overfor kronisk dialyse og leversvigt. JM beslutter at patienten kan hjemsendes

da en del af medicinen, ikke alt, kan købes i hjemlandet, hvis patienten vel at mærke selv skaffe en tilladelse

til at importere det. Sagen afgøres af JM på en helt banal detalje: eet af præparaterne ikke kan købes med

delekærv. En beslutning der næppe kan skabe præcedens.

Der er en skjult men betydelig forskelsbehandling afhængigt af hvor man er bosiddende: Ansøgere

bosiddende udenfor Hovedstadsområdet har ikke adgang til den samme specialiserede, erfarne juridiske og

lægelige støtte, som ansøgere bosiddende i hovedstadsområdet. Ansøgninger fra provinsen risikerer at

bygge på erklæringer fra generalister uden den nødvendige faglige indsigt eller overblik og dermed uden

gennemslagskraft.

MEDCOI oplysningerne indsamles af anonyme kilder og er åbenlyst problematiske, men tillægges absolut

sandhedsværdi. JM ser ud til i nogle tilfælde at indhente oplysninger via sundhedsmæssigt ukyndige

ambassade ansatte, hvis MEDCOI oplysninger ikke kan anvendes til at begrunde hjemsendelse. JM har i flere

tilfælde anbefalet, at patienten selv må iværksætte import af medicin på uregulerede markeder hvor der

ikke er kvalitetskontrol og hvor 30-40 % af medicinen er forfalsket og uvirksom.

JM’s spørgsmål giver indtryk af en underliggende berøringsangst med de ofte mangfoldige og brogede

lægeoplysninger ved JM’s fagligt ubegrundede og overdrevne fokus på marginale praktiske detaljer. Det er

JM der sætter dagsordenen for det lægefaglige input og den ”faglige diskussion”, der udspinder sig med JM

som den der udpeger hvad der er lægeligt vigtigt. Det er en meget uheldig strategi med afgørende negative

konsekvenser for beskrivelsen af ansøgernes sygdomme og behandling. Strategien tvinger de involverede

læger (og advokater) til at koncentrere sig om ufaglige vildspor, defineret af JM, og som langsomt fjerner sig

mere og mere fra sagens egentlige helbredsmæssige omdrejningspunkt som den ser (så) ud fra lægens

synsvinkel. JM’s opfattelse af at lægelig behandling er lig medicin er, også globalt set, helt utidssvarende.

Medicin opfattes i dag kun som en del af samlede lægeforløb med opbygning af egenomsorg, måling af

stoffer i blodet, patient inddragelse og selvmonitoreing.

Det måske mest alvorlige problem, som imidlertid ikke er synligt for andre end læger, er at JM’s

embedsmænd i sagens natur ikke kan ”se” alle de mange faglige mellemregninger der ligger i et bestemt

behandlingsvalg, de kan heller ikke forstå eller sætte sig ind i de utallige og brogede præmisser der er for en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

læges diagnose forståelse og de har ingen fornemmelse for de mange non-verbale signaler og mangeårig

interaktion med patienten, der fører til at man endelig lander på den mest optimale behandling med færrest

bivirkninger. JM begår, hvad er i denne rapport beskrives som alvorlige lægefejl, som ville udløse alvorlige

påtaler, fratagelse af ordinationsretten og patientklagesager, hvis juristene arbejdede under sundhedsloven.

Juristerne er ikke klar over hvor omfattende et beslutnings grundlag læge anvender og de har, som vist i

denne rapport, formået at skabe en praksis på området, der friholder dem fra at skulle anvende bruge den

information de får fra læger og i særdeleshed ikke pålægger dem at skabe et bedre beslutnings grundlag end

det der opfylder JM’s mål: hjemsendelse. Casene beskriver tydeligt hvordan JM selekterer indsamling af

information og lige nøjagtigt stopper når der er grundlag for at afvise humanitært ophold. Det er ikke

retssikkerhed og det efterlader læger som gidsler og ansøgere som (næsten) sikre tabere. Næste gang en

læge bliver bedt om at skrive en erklæring vil lægen enten afvise det eller skrive en erklæring der er

indholdsløs og uforpligtende.

At JM som en del af deres strategi intimiderer læger ved gentagne gange at stille spørgsmålstegn ved lægens

faglige kunnen og dømmekraft og i nogle tilfælde har kontaktet lægen telefonisk direkte udenom advokaten,

må være en sag for lægeforeningen. Det er helt uacceptabelt og unødvendigt.

Der er en særskilt bemærkelsesværdig overvægt af psykisk syge i sager om humanitært ophold mens fysisk

syge ansøgere er sjældnere. Man kan gisne om årsagerne til denne skævhed, men det bør undersøges

nærmere. I særlig grad ser det også ud til at lægeundersøgelser og journaler fra asylcentre bliver væk

mellem centre og de(n) første praktiserende læger flygtningen tildeles. Dermed går værdifuld information

tabt for den mest sårbare patient gruppe: traume og tortur overlevere, der har påvirket hukommelse og

fortrænger/forstyrres i dele af deres erindringer. Her har JM, læger og advokater et samlet ansvar for at sikre

et fyldestgørende og fair beslutningsgrundlag, for ansøgerne er ikke i stand til at gøre det selv.

JM bør sætte ind over for den dokumenterede forskelsbehandling og en kombination af større faglig

ydmyghed og mindre berørings angst, overfor de lægelige og behandlingsmæssige oplysninger de betros,

ville klæde både JM og retssikkerheden Det anbefales, at JMs praksis på området gennemgås og at der

udarbejdes transparente retningslinjer for indsamling, brug og tolkning af lægelige oplysninger og MEDCOI

rapporter i sager om humanitær ophold. Et uafhængigt lægeligt nævn kan være en løsning til at støtte

restsikkerheden på området, hvis JM ikke ønsker at ændre praksis. Ansøgere udenfor hovedstadsområdet

skal under alle omstændigheder tilbydes bedre og lettere tilgængelig juridisk og lægelig bistand for at undgå

den omfattende forskelsbehandling i beslutningsgrundlaget for ansøgninger der kommer fra resten af

landet. Den beskrevne forskelsbehandling og vilkårlighed i administrationen af et meget komplekst regelsæt,

har et omfang som må overraske alle. De eneste, der ikke er overraskede, er tilsyneladende ansøgerne selv.

De har levet med arrogance, vilkårlighed og forskelsbehandling hele livet – også i Danmark. Denne rapport

og de præsenterede cases tilbyder et grundlag for at ændre på det.

Tak

Tak til de modige patienter, der har stillet deres liv og dokumenter til rådighed, og tak til de læger,

advokater, sygeplejersker og foreninger, der løbende har holdt rapportens forfatter orienteret om sagernes

udvikling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kriterier for humanitært ophold i teori og praksis

Justitsministeren har mulighed for i ganske særlige tilfælde at give opholdstilladelse til personer, som af

Flygtningenævnet har fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge. Justitsministeren har ikke

mulighed for at tildele opholdstilladelse til personer, der af Flygtningenævnet har fået afslag på

opholdstilladelse, medmindre der foreligger et andet grundlag: væsentlige hensyn af humanitær karakter.

Disse omfatter:

Helbredsforhold, herunder alvorligt handicap

Varigheden af ansøgerens ophold her i landet

Familier med mindre børn, der kommer fra et land i krig

Overlevelseskriteriet

Andet, herunder de ovenfor nævnte omstændigheder i kombination, subjektiv frygt, tortur samt

andre omstændigheder

En helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse forudsætter, at udlændingen lider af en meget alvorlig

behandlingskrævende sygdom (sygdomskriteriet). Derudover stilles der som altovervejende udgangspunkt

krav om, at behandling ikke er tilgængelig i ansøgerens hjemland (kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder i hjemlandet), før der meddeles en helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.

Det er især, næsten udelukkende, helbredskriteriet, der i praksis har været anvendt og som dermed har fået

et uforholdsmæssigt stort fokus i forhold til de øvrige begrundelser nævnt ovenfor. Dét er i sig selv et

problem, at Justitsministeriets ensidige fokus på helbredskriteriet har medført, at læger og advokater

ikke

har haft det fornødne fokus på flygtningens og flygtninge familiens samlede vilkår, herunder især børnenes

tarv. Det vil sige, at de øvrige punkter ovenfor ikke er blevet fuldt belyst i erklæringer fordi læger og

advokater har fået det fejlagtige indtryk, at de havde ”mindre betydning” i JM’s afgørelser bedømt på de

spørgsmål til uddybelse som JM’s embedsmænd stiller til f.eks. læger.

Man forstår denne misforståelse blandt læger og asyl advokater, når man ser at hensigten med

helbredskriteriet er betydeligt mere detaljeret beskrevet i

Notat om Integrationsministeriets praksis for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1,

end de øvrige kriterier

tilsammen.

Der kan gives helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse til en udlænding, der lider af en sygdom af

meget alvorlig karakter (sygdomskriteriet). Det er en betingelse for at give helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, at den meget alvorlige sygdom er behandlingskrævende og et evt. behandlingsophør skal

have en sandsynlig negativ effekt på patientens helbred. Hvis patienten er velbehandlet for sin sygdom uden

symptomer kan der ikke gives humanitært ophold. Helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse er

betinget af, at udlændingen fremlægger nødvendig dokumentation for sine helbredsforhold. En mangelfuld

”Selvom jeg har fast opholdstilladelse, så føler jeg mig slet ikke sikker i Danmark. Reglerne ændres hele tiden

og der er mange der ikke vil have os, indvandrere, i Danmark. Det kan godt være det ikke er sandt, men det er

den triste ubehagelige følelse, jeg har indeni og den stoler jeg mest på indtil jeg ser noget andet”

(Citat: 42 årig ingeniør, torturoverlever, flygtning fra Centraleuropæisk land)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

besvarelse ud fra en liste med krævede oplysninger kan føre til, at ansøgningen om humanitær

opholdstilladelse vil blive afslået uden yderligere fra JM’s side. Læger skal anvende en særlig attest til

formålet.

Det kritiske punkt i humanitær opholdstilladelse er at det er en betingelse for at give helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse, at ansøgeren aktuelt modtager nødvendig sundhedsbehandling for sin meget

alvorlige sygdom, og at ansøgeren ikke har adgang til den nødvendige sundhedsbehandling i sit hjemland for

sin meget alvorlige sygdom (kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder).

Er sygdomskriteriet opfyldt, og er sygdommen aktuelt behandlingskrævende, undersøger ministeriet derfor

som udgangspunkt – normalt via en dansk repræsentation i det pågældende land eller via andre kilder – om

behandlingsmulighederne er til stede i ansøgerens hjemland. Hvis dette er tilfældet, gives der normalt afslag

på humanitær opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren kan modtage den nødvendige

sundhedsbehandling i sit hjemland. Det vil være uden betydning for ministeriets afgørelse, om en given

behandling, herunder medicinsk behandling med et eller flere præparater, alene er tilgængelig mod

egenbetaling i det pågældende land. Det er heller ikke et krav at Det er efter praksis ikke en betingelse, at

sundhedsbehandlingen i hjemlandet er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det danske

sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger fra hjemlandets sundhedsmyndigheder eller andre

relevante aktører om, at den pågældende sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet.

I helt exceptionelle tilfælde vil ministeriet dog meddele humanitær opholdstilladelse på trods af oplysninger

om, at der er behandlingsmuligheder i ansøgerens hjemland. Dette vil være tilfældet, når

behandlingsmulighederne og/eller forholdene i hjemlandet generelt er så usikre og uforudsigelige, at en

ansøger, som lider af en livstruende sygdom i terminalstadiet, vil blive sat i en situation, der kan sidestilles

med umenneskelig behandling.

Andre grunde med direkte reference til helbred:

•

Hvis der ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i risiko for at få eller

opleve en forværring af et alvorligt handicap (handicapkriteriet).

Aktuel overhængende selvmords risiko.

Børnefamilier, med mindreårige børn, hvor forældrene

som følge af deres helbredstilstand

kun

meget vanskeligt kan tage vare på børnene.

EU’s MEDCOI program

Er sygdomskriteriet opfyldt, og er sygdommen aktuelt behandlingskrævende, undersøger Justitsministeriet

gennem

Medical Country of Origin Information

(MedCOI) eller en dansk repræsentation i det pågældende

land, om den nødvendige behandling er tilgængelig. Justitsministeriet kan desuden anvende oplysninger fra

det pågældende lands myndigheder og fra internationale organisationer som WHO og UNCHR.

Justitsministeriet har anvendt oplysninger fra MedCOI i behandlingen af sager om humanitær

opholdstilladelse siden august 2013.

MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond, der har til formål ”at

sikre, at

myndigheder i EU’s medlemslande har adgang til relevant og pålidelig information om

behandlingsmuligheder i udlændinges hjemlande”

iflg. JMs svar til Udvalget for Udlændinge- og

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Integrationspolitik 2014. JM er giver endvidere udtryk for, at MEDCOI programmet er en ”styrkelse

oplysningsgrundlaget for tildeling af humanitær opholdstilladelse”.

Projektet drives af de nederlandske og belgiske myndigheder og er organisatorisk placeret i den

nederlandske Immigration and Naturalisation Service og det belgiske Federal Public Service Home Affairs,

Generel Directorate Aliens Service. Begge MedCOI-teams er således organisatorisk placeret i offentlige

udlændingemyndigheder i henholdsvis Nederlandene og Belgien. De nævnte myndigheder administrerer

også MedCOI’s database. MEDCOI har ikke repræsentanter i alle de lande der er potentielle

hjemsendelseslande og det gælder i sagens natur i særlig grad de mest skrøbelige og krigshærgede/urolige

lande, hvor der hyppigt vil være tvivl om behandlingsmæssige muligheder og hvor situationen kan ændre sig

med få dages varsel.

Behandling og fortolkning af de indsamlede MEDCOI oplysninger er meget forskellige afhængig af hvilken af

de to teams der er ansvarlig for den konkrete indsamling af informationer. Der er ingen informationer om

metoder eller hvilke fagpersoner eller kilder programmet anvender. Det hollandske team anvender en

lægelig vurdering ved en SOS læge (privat forsikringslæge), der typisk enten er ortopæd kirurg eller

narkoselæge uden særlig viden herudover om andre lægespecialer.

JM fastholder i et svar til Folketingets integrationsudvalg i 2014 at MEDCOI programmets kilder ikke er

omfattede af aktindsigt for sagens parter, da der er tale om personfølsomme oplysninger.

MEDCOI databasens lande oplysninger er ikke offentlige og kan derfor ikke gøres til genstand for en kritisk

analyse:

Cases vedrørende humanitært ophold

Her følger en række cases, der hver især beskriver JM’s forskellige fokusvinkler, den ”faglige” dialog med

speciallægerne og hvordan JM for hver patient udvælger sig ét fokus, mens de øvrige lægelige vinkler

(udover de som JM’s jurister har udvalgt) bagatelliseres, ignoreres eller slet ikke kommenteres af JM. Det

skal bemærkes at JM som standard fastlægger 14 dages svarfrister for patienter/advokater til brevene fra JM

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

med standard bemærkningen

”…idet det ellers må påregnes, at ministeriet træffer afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag”.

Case 1.

Kvinde fra Mellemøsten, psykotisk og i behandling med 3 medikamenter (Truxal, Risperidon og

Saroten Retard). JM spørger behandlende psykiater om Truxal kan erstattes af præparatet Chlorpromazin.

Sidstnævnte præparat anvendes ikke længere i Danmark. 14 dage efter spørger JM igen behandlende

psykiater om Truxal kan erstattes af Diazepam (”Stesolid”). Sidst nævnte præparat er stærkt vanedannende

og fører med stor sikkerhed til livslang afhængighed og øger risikoen for andet medicinmisbrug og

katastrofale medicin udgifter. Stoffet tilhører desuden en helt anden stofgruppe end Truxal og har en helt

anden effekt end Truxal. JM udbeder sig en ”konkret

lægelig begrundelse”

hvis psykiateren ikke mener

patientens Truxal kan erstattes af Diazepam.

Case 2.

Kvinde fra Mellemøsten, psykotiske angst anfald og i behandling med Truxal (hyppige små doser) og

Seroquel (større depot dosis). JM beder behandlende psykiater redegøre for hvorfor Truxal ikke kan

erstattes af et SSRI præparat, det svarer psykiateren på med henvisning til faren for seponerings syndrom

(som beskrives i detaljer i svaret inklusivt beskrivelser af påvirkningen af specifikke neurotransmittere i

hjernen) og lægen baserer bl.a. risikovurderingen på at patienten forstår dårligt dansk selv med tolk.

Psykiateren fastholder at den aktuelle behandling ”er

den eneste lægefaglige forsvarlige”.

På trods af dette

svar anmoder JM herefter psykiateren om ”en

uddybende lægelig begrundelse vedrørende muligheden for

erstatning med et SSRI præparat, lægelige oplysninger om, hvorvidt en erstatning….vil have konsekvenser,

samt….hvilke konsekvenser der…vil være tale om”.

Case 3.

Mand med familie og børn fra Mellemøstligt land hvor der aktuelt er kamphandlinger. Manden HIV

positiv og i HIV behandling med tre aktive stoffer i én pille (Atripla). Har initielt meget lavt immunforsvar og

vil være meget følsom for medicin pauser. Han vil uden behandling udvikle AIDS indenfor 6 måneder.

Manden lider desuden af PSTD og depression, ægtefællen psykisk svækket med uafklaret blødningstendens

og et af børnene viser tegn på alvorlig mistrivsel med selvskadende adfærd. JM anfører at der kan købes HIV

medicin i hjemlandet. JM kommenterer ikke, og inddrager ikke, lægeerklæringens tydelige oplysninger om

barnet med oplagte behandlingskrævende psykiske problemer, som forældrene ikke magter at få undersøgt.

JM anfører at MEDCOI rapporten ikke beskriver problemer med medicin leverancer (JM har ikke spurgt om

det og rapporten svarer kun på de spørgsmål der er stillet i henhold til vanlig praksis i MEDCOI) JM afviser to

medsendte uafhængige opdaterede rapporter om omfattende problemer med leverancer af HIV medicin,

den ene rapporterer om en 6 ugers periode (på ansøgningstidspunktet), hvor der manglede HIV medicin og

efterfølgende skyderier omkring medicin lageret i landet. Efter 3 resultatløse lægeerklæringer vælger

familien at rejse ud af Danmark uden at få endeligt svar fra JM og deres skæbne er nu uvis. Advokatens

anmodning om aktindsigt svækkes afgørende af at en række centrale dokumenter, der kunne belyse kilden

til MEDCOI oplysningerne, ikke opfattes som omfattet af aktindsigten af JM.

Case 4.

Ung selvmordstruet mand fra Fjernøstligt land med krigshandlinger. Får afslag på humanitært ophold

med henvisning til at der ifølge MEDCOI eksisterer mulighed for krise terapi ved selvmordstanker i

hjemlandet. Fra anden samtidig MEDCOI rapport vedrørende samme land afviser kilden at der er mulighed

for krisehjælp ved selvmordstanker med den begrundelse at hverken begrebet eller behandlingen findes i

landet. JM svarer, konfronteret med de modstridende oplysninger, at det ikke er JM i Danmark der har

bestilt rapport nr. 2 (men derimod et andet EU land). JM desavouerer med andre ord MEDCOI systemets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

oplysninger hvis det ikke er JM der har stillet spørgsmålet. JM anvender kun MEDCOI oplysninger, der kan

understøtte, at der ikke bevilges humanitært ophold (eller forlængelse afvises).

Case 5.

Ung kvinde, nybagt mor fra Balkan området. PTSD med psykotiske træk og selvmordstanker. Politiet

opsøger hyppigt familien mens patienten er gravid, hvilket re-traumatiserer moderen så meget at hun

isolerer sig og udtrykker selvmordstanker (har samlet medicin sammen til formålet). Politiet oplyser

moderen om at hun vil blive udvist så snart hun har født. Efter fødslen udvikler moderen et ambivalent

forhold til den nyfødte pga. politiets sammenstilling af fødslen med hendes udvisning: hun ”glemmer”

barnet, lægger det uengageret fra sig, mens hun har normal adfærd overfor de to andre børn. Er i

behandling med Abilify, som MEDCOI, iflg. JM, har fået oplyst kan købes i hjemlandet. JM vil ikke oplyse

kilden til MEDCOI oplysningen. Patientens ægtefælle kontakter bekendte i hjemlandet, der undersøger

muligheden for at købe Abilify uden at finde et apotek der har eller kan skaffe præparatet. En apoteker

oplyser at Abilify ikke er godkendt af landets Sundhedsstyrelse og mod betaling fremsender apotekeren en

udgave af medicin fortegnelsen til patienten: Abilify er ikke opført i fortegnelsen. Ved opslag på det

pågældende sundhedsministeriums hjemmeside i juni 2014 er Abilify stadig ikke godkendt i landet. JM svarer

derpå, at det efterfølgende overfor dem er oplyst af sundhedsministeriet, at apotekere kan søge om

importtilladelse i ministeriet. Apotekeren svarer hertil at det er for tidskrævende, svært og dyrt og at

patienten selv må sørge for at skaffe en tilladelse i givet fald. Ægtefællen henvender sig derefter til

ministeriet i hjemlandet for at få en forklaring og her svarer embedsmanden at det bedste nok vil være at

tage (citeret af ægtefællen:) ”en

masse medicin med fra Danmark, da det vil være billigere og nemmere”.

foto af lægemiddelfortegnelsen ses nedenfor med foto af den alfabetiske oversigt uden præparatet Abilify:

Lægemiddelfortegnelse fra det pågældende land

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Underskrevet brev fra apoteker i landet om at de omtalte præparater ikke kan købes på apoteker i landet

Case 6.

Statsløst ægtepar tilhørende udbredt mindretal i arabisk talende lande. Moderen lider af korttarms

syndrom pga. fjernelse af tarm som følge af en svær kronisk tyndtarms sygdom (Mb. Crohn), er i immun

dæmpende behandling, har 15-20 diarreer hver dag, har lige født barn nr. 5. Manden har været fængslet og

torturet i hjemlandet, lider af svær PTSD med udtalt angst og beskrives af ægtefællen som sit ”6. barn”.

Familien flygtede til sydeuropæisk land hvor de blev sat i asylcenter sammen med flygtninge fra forskellige

arabisk talende lande. Børnene blev adskilt fra forældrene og kunne høre voksne skrige om natten.

Asylcenteret var bemandet med militær og politi som delte knive og køller ud til enkelte etniske grupper

men ikke andre, hvilket førte til voldelige etniske sammenstød som vagterne ikke stoppede. Et af børnene

blev brændt med cigaretter af vagterne. Familien har boet 12 år i Danmark og har hvert halve år måttet søge

om forlængelse af deres humanitære opholdstilladelse. Få uger før jul meddeles familien per brev, at de ikke

kan få forlænget den humanitære opholdstilladelse da JM gennem MEDCOI systemet har fået oplyst at

moderens immundæmpende medicin kan fås i hjemlandet. Familien får 14 dage til at svare. Moderen

opsøger hjælp og får de involverede læger til at skrive lægeerklæringer hvor dels tarmsygdommen, dels

ægtefællens svære PTSD. Den ene af erklæringerne suppleres med oplysninger der ikke tidligere har været

anført omkring flere af børnenes psykiske problemer hjemme og i skolen. Umiddelbart efter jul får familien

pludselig besked om at den humanitære opholdstilladelse nu er forlænget til 5 år, i stedet for hjemsendelse.

En uge senere får familien så den overraskende besked, at familien nu har fået permanent opholds tilladelse.

Den besked giver familien overskud til at søge hjælp til problemer der har været skudt i baggrunden pga. de

tilbagevendende ansøgninger om forlængelse og tilhørende lægeerklæringer. Manden viser sig at have 2

svære diskusprolapser og spinalstenose med uoprettelig skade på gangfunktionen (han anvender rollator),

mavesmerter viser sig at kunne hidrøre fra adskillige nyrecyster og hans sukkersyge har været helt ude af

kontrol i årevis fordi patienten ikke har kunnet koncentrere sig. 2 af børnene er så skadede af opholdet i

asylcenteret i Sydeuropa og den konstante usikkerhed omkring opholdsmuligheder i Danmark at de må

henvises til børnepsykiatrisk vurdering. Kommunen står nu tilbage sammen med sundhedsvæsenet overfor

en stor opgave som kunne have været løst med større succes og færre handicap ved en tidligere indsats.

Case 7.

Mand fra Irak, PTSD ramt med psykotiske træk. I behandling med anti psykotisk medicin Olanzapin

der bla kræver jævnlig blodprøve kontrol pga potentielle alvorlige bivirkninger. Her vælger JM at fokusere

på prisen på medicinen i hjemlandet idet man gennem MEDCOI har oplysninger om at præparatet kan købes

i hjemlandet. JM forholder sig ikke til at medicin leverancer i landet er sporadiske og at medicin priser i

skrøbelige lande uden fungerende statsapparat vil afhænge af udbud og efterspørgsel. JM forholder sig ikke

til det problem der nødvendigvis vil være for patienten år der kommer medicin pauser pga huller i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forsyningen. Asyl advokaten henviser i brev til JM til en rapport ”Psykiatri i Irak” fra Indvandrermedicinsk

klinik 2014 som opsummerer hvad der eksisterer af uafhængige videnskabeligt indsamlede informationer

om psykiatrisk behandling og tilgængelighed af medicin i landet. Rapporten konkluderer at der i realiteten

kun er videnskabelig dokumentation for at der ikke eksisterer psykiatriske behandlingsmuligheder i Irak, det

er i praksis ikke muligt at købe selv almindelig medicin, der eringen fungerende laboratorier til kontrol af

bivirkninger, de få psykiatere der er i landet er ikke i hovedstaden og der er en høj risiko for at medicin købt i

landet er forfalsket uvirksom medicin. JM konstaterer uden dokumentation i én sætning, at rapportens

konklusioner ”er

i strid med oplysningerne fra MEDCOI”.

JM afviser konkurrerende systematiske rapporter,

selv når de har videnskabeligt grundlag. JM anvender kun eksterne oplysninger, der kan understøtte, at der

ikke bevilges humanitært ophold (eller forlængelse afvises). JM forholder sig ikke aktivt til de lægeligt set

overhængende farer der vil være ved at patienten med sikkerhed vil opleve medicin pauser, overdosering

uden blodprøvekontrol og seponerings symptomer. For en læge er det helt uacceptabelt, uanset hvor i

verden man måtte opholde sig, men da JM’s embedsmænd ikke opfatter eller forstår den biomedicinske

baggrund for de alvorlige lægelige bekymringer, kan denne patient sendes hjem med et juridisk velbelyst

grundlag, mens det lægelige grundlag, lægeligt set, er ubelyst. Mens den juridiske belysning er omfattende,

så er den lægelige belysning (pris og teoretisk tilgængelighed) i bedste fald overfladisk, i værste fald

mangelfuld og truer under alle omstændigheder patient sikkerheden.

Case 8.

Ung psykotisk mand, hallucineret, selvmordstruet (2 forsøg), i behandling med anti psykotisk medicin

Abilify. Følges tæt af børe og ungdoms psykiater. JM har gennem MEDCOI fået oplyst at Abilify ikke kan

købes i hjemlandet. JM beder nu psyiateren overveje

”….hvorvidt Abilify kan erstattes med et eller flere af de

antipsykotiske præparater levopromazin, olanzapin, quetiapin eller risperidon…eller om Abilify helt kan

undværes….”,

og fortsætter i brevet ”Hvis

Abilify ikke kan erstattes….skal Justitsministeriet anmode om en

lægelig begrundelse herfor”.

Psykiateren svarer at Abilify under ingen omstændigheder kan erstattes og at

patienten er i overhængende fare for at begå selvmord ved mindste modstand, bivirkninger eller usikkerhed.

Igen stilles der spørgsmålstegn ved fagligheden hos en lægelig fagperson og specialist der har fulgt patienten

tæt. JM’s embedsmænd forstår ikke den vægt der lægger i udtalelser fra en læge der har fulgt en patient

gennem længere tid hvor forskellige behandlingsmuligheder er afprøvet med op og nedtrapninger for til

sidst at lande på et præparat der forener høj effektivitet med et minimum af bivirkninger og maksimal

compliance (patienten glemmer så få doser som muligt). Afventer JM’s svar.

Case 9.

Kvinde fra Mellemøstland med pågående kamphandlinger. Psykotisk og selvmordstruet. Fulgt tæt af

psykiatriske speciallæger og patienten er ude af stand til at tage medicin som piller pga. psykotiske træk og

svært nedsat hukommelse og koncentrations evne. Over tiden har det vist sig at depot injektioner med det

anti psykotiske medicin er den eneste behandlingsmulighed for patienten. JM svarer at præparatet findes i

hjemlandet uden at forholde sig til den mangeårige lægelige optimering af patientens behandling til

injektionsbehandling. For en jurist kan det muligvis retfærdiggøres at præparatet har det samme navn og det

kan ligeledes for en jurist give mening at når medicinen kan købes så a) køber patienten medicinen og b)

indtager medicinen hver dag. Lægerne der kender patienten gennem flere år har den erfaring at det er helt

udelukket og dermed kan patienten blive sendt hjem på et juridisk acceptabelt grundlag, mens det lægelige

grundlag er udeladt af vurderingen fordi det af juristerne i JM ikke vurderes at være af betydning. Det er en

meget alvorlig fejl vurdering fra embedsmændenes side og ville, hvis de var læger, føre til en påtale og en

registrering for alvorlig lægefejl i Sundhedsstyrelsen.

Case 10.

Ung mand fra Vestafrikansk land, der lider af 3 kroniske og hver især livstruende sygdomme, samt

følgesygdomme til disse i form af svær nyresvigt og nedsat leverfunktion pga. arvævsdannelse. Patienten får

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

12 forskellige medicinpræparater og følges på tre forskellige universitetsafdelinger pga. den usædvanlige

sammensætning af sygdomme og fordi der er risiko for total nyresvigt og leversvigt ved interaktion (uheldig

virkning af den samtidige behandling med flere medikamenter). Patienten står overfor at skulle starte

dialyse. JM anfører at MEDCOI oplyser at ca. halvdelen af præparaterne kan købes i hjemlandet og, at der er

mulighed for dialyse på ét privat hospital og mulighed for kontrol af de andre sygdomme på ét andet privat

hospital i hjemlandet. JM skriver i svar til advokaten at ”MEDCOI

undersøger….ikke muligheden for lovligt at

importere medicinske præparater”.

JM kontakter herefter direkte den danske ambassade i et andet land i

Vestafrika med direkte forespørgsel til muligheden for at importere ét af patientens præparater til

patientens hjemland. JM refererer derefter i svar til advokaten at ”Den

Danske Ambassade i [det andet land i

Vestafrika]….har oplyst at præparatet…… lovligt kan importeres til [patientens hjemland]….og at det således

sælges i [patientens hjemland] efter konkret efterspørgsel”.

JM finder det både muligt og anvendeligt for

denne patient at der er en teoretisk mulighed for at der kan foretages import af medicin fra et tredje land

uden at det er dokumenteret hvem der resten af patientens liv skal sørge for importen, hvordan det skal

foregå eller prisen for at få tilladelsen og selve importen, told omkostninger etc. for den løbende import. Det

viser sig at det ene præparat JM har fokuseret på kun findes i én bestemt dosis i Vestafrika. JM undlader i

svarene, at forholde sig til tilgængeligheden i hjemlandet af to af præparaterne, som også er livsnødvendige.

I nyt brev beder JM patientens advokat om

”en lægelig udtalelse om hvorvidt deres klient kan modtage den

fornødne behandling med præparatet [navn på medicin], henset til at præparatet kun findes i dosering á 1

mg”.

Det skal her bemærkes at der, fra et lægeligt perspektiv, er tale om en helt usædvanlig kombination af

både sygdomme og medicin som kun få specialister i Danmark kan varetage og selv da kun med forsigtighed

pga. overhængende risiko for nyre- og leversvigt ved forkert medicin justering og ændringer vil kun ske efter

en fælles lægelig konference beslutning. Det skal endvidere bemærkes at JM fastholder, selv med denne

særdeles sjældne og (viser det sig meget risikable-) medicin justering en 14 dages svarfrist for en læge

erklæring via advokaten. Den behandlende overlæge svarer til JM, at dosis i forvejen er meget høj med en

allerede eksisterende og overhængende risiko for nyresvigt hos patienten, der allerede som udgangspunkt er

kandidat til kronisk dialyse. JM forholder sig på intet tidspunkt til at den ene af de komplikationer patienten

har, og som er den mest akut livstruende, ikke kan kontrolleres forsvarligt i hjemlandet, selvom det anføres i

læge erklæringen fra den behandlende overlæge. Begge de anonyme kilder i MEDCOI lande rapporten, en

der svarer på vegne af det offentlige sundhedsvæsen og én der svarer for et ikke navngivet privat hospital i

landet, svarer endvidere ”ja” til at der kan udføres dialyse af patienter med de specifikke kroniske

infektioner der er tale om, i landet. Disse oplysningers kvalitet er, udover at være anonyme, ikke genstand

for kritisk bedømmelse af hverken MEDCOI’s ledelse eller af JM’s embedsmænd. Udover at adgang til dialyse

er stærkt begrænset, så er den lige som al anden behandling i lavindkomstlande et spørgsmål om at have

forbindelser og at kunne betale ca. 10 gange den officielle pris(som MEDCOI får oplyst) – bla. pga. idelige

lange pauser i leverancer af slanger, præparater og medicin til landet (irinnews.org, marts 2011). Andre

videnskabelige rapporter har afsløret at den særlige blodåreadgang der skal etableres for at kunne foretage

dialyse har en uacceptabelt høj forekomst af alvorlige komplikationer (blødning og invaliderende infektioner

med resistente bakterier) i det pågældende land sammenlignet med andre lande der tilbyder dialyse. I

afrikanske lande er den teoretiske tilstedeværelse af en behandling ikke ensbetydende med, at den faktisk

tilbydes eller at den har en fast officiel pris eller at den på nogen måde vil være mulig for en

gennemsnitsborger – og slet ikke en patient med en kronisk infektion, der kræver særlige foranstaltninger

for sygehuset. Ingen af disse overvejelser er nævnt eller kommenteret i JM’s ukritiske anvendelse af åbenlyst

forkerte MEDCOI oplysninger. Efter længere betænkningstid bevilger JM 2 års forlængelse af den

humanitære opholdstilladelse, altså stadig ikke permanent ophold. Patienten, dennes advokat og de mange

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

involverede overlæger på universitetsafdelinger kan derfor, allerede nu, starte forfra med de samme

erklæringer, redegørelser og svar på fornyede forespørgsler fra JM.

Case 11.

Mand fra Balkan området med skizofreni i behandling med 4 forskellige medicinske præparater,

herunder Truxal. JM får gennem MEDCOI oplysninger om at Truxal ikke kan købes lovligt i hjemlandet. JM

stiller herefter spørgsmål til behandlende psykiatriske overlæge om

”Truxal kan erstattes med [præparat 1,

præparat 2]…. Eller om Truxal helt kan undværes….Såfremt der ikke kan peges på ét eller flere af de nævnte

aktive stoffer anmoder ministeriet om en begrundelse herfor”.

Case 12.

Ægtepar der stammer fra Fjernøsten og som begge lider af psykose lignende symptomer, den ene

som følge af Post Traumatisk Stress syndrom (PTSD). Parret har flere børn under 5 år, herunder et spædbarn.

De er begge selvmordstruende og indtager kun medicin med den øvrige families støtte. JM oplyses gennem

MEDCOI om, at parrets medicin kan købes i hjemlandet og at der er mulighed for akut intervention ved

selvmordstrusler i hjemlandet. Det sidste modsiges af andre samtidige MEDCOI rapporter fra samme land,

men ministeriet kommenterer ikke dette misforhold og fastholder afgørelsen om ikke at tildele humanitært

ophold. På intet tidspunkt tager JM børnenes tarv, herunder spædbarnets-, med i vurderingsgrundlaget. Der

er ingen overlevende familiemedlemmer i hjemlandet. Ministeriets embedsmænd foreslår den behandlende

psykiatriske overlæge for manden, at flere af de anti-psykotiske medikamenter uden videre kan ændres.

Dette uden hensyn til den øgede selvmordsrisiko der vil være forbundet hermed og at den foreslåede

behandling vil være underlødig i forhold til den aktuelle behandling. JM konkluderer på det grundlag, at

”…ikke har fundet at der foreligger humanitære hensyn af en sådan styrke at disse afgørende taler for, at

opholdstilladelse bør gives efter udlændingelovens §9, stk. 1.”

Måneder senere får parret uventet opholdstilladelse af Flygtningenævnet

”på baggrund af [navn’s]

skrøbelige og stærkt behandlingskrævende psykiske helbred sammenholdt med at baggrundsoplysningerne

om [hjemlandet] ikke kan afvise, at [navn] ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling

ved en tilbage sendelse til [hjemlandet] og meddeler derfor opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk.

2”.

Case 13.

Patient fra Fjernøstligt land med psykotiske træk som led i PTSD og i behandling med Abilify. JM

beslutter at det er muligt at købe Abilify i hjemlandet. MEDCOI rapporter har samstemmende oplyst at det

ikke kan købes i landet. JM henholder sig til en anden rapport fra landet, men vil ikke oplyse om denne kilde.

Den danske repræsentation i landet anbefaler at man i det hele taget tager sin egen medicin med det

pågældende land, fordi medicin forsyningerne i landet er kaotiske og reelt uforudsigelige.

Et overset problem i forbindelse med medicin i lavindkomstlande er at der ofte sælges farverige kapsler der

indeholder kombinationer af flere forskellige medicin præparater i samme kapsel. Det er typisk antidepressiv

medicin, anti psykotisk medicin og et opkvikkende præparat eller f.eks. steroid. Et eksempel ses i dette foto

af medicin en patient fik udleveret i sit hjemland da patienten viste sin danske recept på et almindeligt ani-

depressions middel:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Øvrige lægelige erfaringer

Rapportens forfatter har derudover informationer fra flere læger, der ikke ønsker at stå frem med navn, om

at de, under sagsbehandlingen, er blevet

ringet op direkte af embedsmænd fra JM

eller hvor

læger modtager

breve direkte fra JM udenom patient eller advokat,

der anmodede om direkte dialog om diagnoser,

behandlingsændringer eller prognose for den patient de behandlede og havde skrevet lægeerklæring på.

Læger beskriver, og de her præsenterede cases bekræfter-, hvordan den initiale korrespondance med JM’s

jurister langsomt bevæger sig fra en tydelig, konkret og enkel faglig afklaring til en kompliceret diskussion

om mange forskellige stofgrupper, substitutions forslag og risiko scenarier og et tiltagende fokus på bizarre

små detaljer som delekærver på piller, definition af krisehjælp og ulovlig parallel import af medicin. Der er

eksempler på at selv helt unge studerende i ministeriet har besluttet om medicin bivirkninger var alvorlige

eller at en tydelig bivirkning til medicin var ”almindelig træthed”. Det er meget nemt for JM’s embedsmænd

at intimidere den enkelte læge der sjældent har erfaring med disse sager og der stilles rask væk

spørgsmålstegn til selv meget erfarne overlægers faglighed og dømmekraft som om der var tale om en

retssag, hvor kun anklageren er tilstede.

Forskelsbehandling i diagnoser og lægelig vurdering

Læger, der har erfaring med flygtninges helbred, og de komplicerede sammensatte asylmedicinske

problemstillinger, er koncentreret omkring de 3 største byer, mens denne ekspertise stort set er fraværende

udenfor disse byer. Det betyder at patienter der har opnået midlertidigt humanitært ophold, og som skal

søge om forlængelse hvert halve år, kun har mulighed for en grundig og er

JM’s serielle telefoniske og skriftlige henvendelser til læger med krav om stillingtagen til ændringer i

prognose, præparatvalg - og dosis er tidskrævende og trættende og sker uden honorering. Besvarelser med

korte tidsfrister (14 dage) i en ellers travl læge hverdag, kræver en særlig motivation og rutine som kun

ganske få læger har og ofte opgiver de eller svarene når ikke med i afgørelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Både erfaren og uerfarne læger oplever en faglig nedgørelse fra en myndighed som de normalt ikke har

kontakt med. Lægerne forstår ikke de skjulte juridiske dagsordner og de strategisk udformede juridiske

spørgsmål til helbred, behandling og prognose. Spørgsmålene er formuleret med en sådan myndighedsvægt,

at de fleste læger vælger den sikre vej: at svare overdrevent forsigtigt og defensivt med mange forbehold og

uden at beskrive samtlige potentielle prognostiske scenarier. JM gennemtvinger ved deres holdning og

interaktion med lægerne en intenderet skævhed i de svar JM får fra lægerne.

De fleste ansøgere om humanitært ophold har ikke kendskab -, eller adgang, til læger, der frivilligt vil stille

den fornødne tid og ekspertise til rådighed for ansøgerens sag (og i sidste ende for JMs afgørelse, som jo

gerne skulle være så velbelyst som muligt). De læger der er motiverede, og erfarne, på området er langt

overvejende bosiddende i hovedstadsområdet og de kender desuden de (andre) speciallæger der er

motiverede for at bruge tid på de krævende erklæringer, så ansøgers helbred, behandling og prognose kan

belyses fuldt ud. Den mulighed har ingen patienter på humanitært ophold udenfor hovedstadsområdet. JM

lader det være op til ansøger selv at skaffe læge oplysninger, men det er juridisk forskelsbehandling når JMs

embedsmænd udmærket er bekendt med, at de læger der kan, og vil, udfærdige kvalitets erklæringer de

facto ikke findes udenfor København. De mange patienter vi har set i Indvandrermedicinsk klinik som hvert

halve år skal have forlænget deres humanitære opholdstilladelser henvist til at få lægeerklæringer, fra, hvis

de er heldige, deres praktiserende læge og måske en psykiater uden større erfaring på asylområdet. De har

overfor klinikken oplyst at de har betalt mellem 700 og op til 15.000 kr for en lægeerklæring til formålet. En

flygtning med sukkersyge, hjertesygdom og PTSD skal således opsøge, overtale og betale for 3 forskellige

læger mhp. Lægeerklæringer, før der lægeligt et er tale om en fyldestgørende dokumentation for helbreds

og behandlingsoplysninger. Det sker stort set aldrig i de tilfælde og derfor er fysisk kronisk syge ansøgninger

sjældnere.

De beskrevne cases indikerer, at der også er forskel i hvor stædigt JM udbeder sig (flere) detaljer om de

lægelige oplysninger. Nogle lande, bestemte medicinske behandlinger og nogle diagnoser synes at afføde en

betydeligt større korrespondance aktivitet end andre (F.eks. Kurdistan, antipsykotisk behandling og HIV).

Forskels behandling i juridisk rådgivning

Ligesom der er betydeligt flere læger med viden og interesse for asylmedicinske problemstillinger i

hovedstaden, så er der betydeligt flere advokater med kompetencer og erfaringer med det komplicerede

regelsæt for humanitært ophold i hovedstadsområdet. Det betyder alt andet lige, at ansøgere nær

hovedstadsområdet har adgang til flere og mere erfarne advokater, der dels kan bistå i at forfatte et fuldt

belyst juridisk grundlag for en ansøgning, dels skabe kontakt til den eller de rette og mest kompetente

speciallæge(r), som er ekspert(er) på netop den konkrete ansøgers helbredsproblemer.

Endelig skal det nævnes at hvis politiet er involveret, så anvender de oftest ikke tolk til de interview, der

udføres:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kopi af politi rapport, samtale uden tolkebistand

Forskelsbehandling i asylcentre

Endelig er der en skjult, men udtalt, ikke-intenderet forskelsbehandling af ansøgere om humanitært ophold,

som befinder sig i asylcenter. Udover at være udsat for den samme mangel på adgang til kompetente og

motiverede læger udenfor København, som ansøgere udenfor asylcenter, så er der et hidtil ubeskrevet

problem for asyl ansøgere. Asylcentrenes ejere (f.eks. kommuner eller Røde Kors), vil kun betale for

lægebistand ved

akutte uopsættelige

helbredsproblemer hos ansøgeren og det er centerets suveræne

afgørelse. Selv alvorlige kroniske sygdomme blandt asylansøgere unddrager sig derfor undersøgelse og

diagnostik, som ellers ville have været en del af beslutningsgrundlaget for humanitært ophold. Desuden

oplever vi at kommunernes lægelige vurderinger af en asylansøgers behov for sygehus udredning strammes

op, hvis der tegner sig et behov for længerevarende, mere specialiseret, udredning. Derfor er det netop de

mest kronisk syge, der er dårligst udredt og derfor har mindst chance for at opnå humanitært ophold på

sygdomskriteriet. Uklare symptomer på PTSD efter tortur er et godt eksempel på symptomer, der kan blive

bagatelliseret af økonomiske årsager, men som er tegn på tidligere tortur med alvorlige psykiske følger, der

ligeledes på hver sin måde, kunne være afgørende for tildeling af humanitært ophold. Det kan være en

bidragende årsag til at fysisk syges ansøgninger er sjældnere.

Børnenes tarv

Børnenes tarv forsvinder i familier hvor regelsættet, JM’s embedsmænd og det politiske pres gennemtvinger

et 100 % fokus på om forældrene må opholde sig i Danmark eller kan behandles i hjemlandet. Det konstante

krav om dokumentation for forældres helbred og ophold fastholder både myndighedernes, forældrenes og

børnenes fokus på forældrenes helbred og behov. Både børn, forældre, læger og andre myndigheder får det

indtryk af JM’s kommunikation og praksis, at det kun er forældrenes helbredsforhold, der er afgørende og

det er derfor dem læger, socialrådgivere og traume-og torturbehandlere fokuserer på i erklæringerne. JM

har i flere sager svaret, at da børnenes forhold

ikke er beskrevet i ansøgningen

har det ikke været inddraget i

JM’s beslutningsgrundlaget. I andre sager har JM svaret at man har vurderet børnenes vilkår, men ikke

fundet at det var relevant at inddrage – men uden at der har foreligget erklæringer fra psykologer,

pædiatere, børnepsykiatere eller børn- og ungelæger. Dermed tilsidesættes børnenes tarv i praksis i årevis

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mens forældrene hvert halve år skal ansøge om forlængelse. Børnenes tarv og trivsel medinddrages meget

sjældent i sager om forældres humanitære opholdstilladelse, og dermed har børnenes tarv i realiteten ingen

indvirkning på JM’s beslutninger. Der er ingen andre end JM, der ved at børnenes tarv kan være en del af

beslutningsgrundlaget, så ansøgninger får nødvendigvis et 100 % fokus på forældrene. Det ved JM’s

embedsmænd, men de har på intet tidspunkt udvist omhu for at rette op på denne afgørende misforståelse,

som JM selv aktivt har fastholdt.

Vurdering af MEDCOI programmets lægeoplysninger

Bedømt på de omtalte cases, er den indsamlede lægelige information af meget svingende kvalitet og

fremtræder efter almindelige globale lægelige og dokumentationsmæssige standarder som uprofessionelle,

tilfældige og ikke-repræsentative. Kilder, kvalitet og troværdighed er Ikke transparente og JM udelukke

muligheden for at efterprøve informationerne. Kvaliteten ville i andre sammenhænge blive betragtet som

utroværdig og biased information. JM’s jurister udviser en naiv tro på MEDCOI oplysninger indhentet fra

privathospitaler, apoteker og speciallæger, der netop lever af at sælge medicin, lægekonsultationer og

behandlinger. De sælger en vare og derfor skal deres svar fortolkes i dette lys – specielt i lande hvor der er

korruption og ustabile forsyninger af medicin og medicinsk udstyr. JM’s embedsmænd har helt urealistiske

og fagligt ubegrundede ideer om adgang til speciallæger, laboratorier, særligt dyr medicin og

importtilladelser i lavindkomstlande og skrøbelige stater. De divergerende oplysninger fra MEDCOI

rapporterne bagatelliseres hvis de ikke støtter JM’s beslutningsgrundlag og JM ændrer fortolkningen af

MEDOI oplysninger når der udbedes akt indsigt. De sparsomme lægelige oplysninger, af ukendt oprindelse

og kvalitet, fra hjemlandet, fortolkes egenhændigt af JM’s jurister. Det er uklart, hvem der i JM definerer

hvornår regelsættets krav om ”tilgængelighed” og ”adgang til behandling” er opfyldte. De spørgsmål som JM

stiller til MEDCOI programmet, er ikke stillet af læger, men af jurister uden fagindsigt. Spørgsmålene, der

burde være rettet mod at belyse tilgængelighed og behandlingsmuligheder fra en lægelig synsvinkel stilles i

stedet ud fra en forudindtaget juridisk præmis og de svar som MEDCOI programmet er derfor også tydeligvis

intetsigende, overfladiske og lægeligt set meningsløse. Jurister i JM tillades at overskride faggrænser og

tillades i et vidt omfang at foretage lægmands vurderinger selv i sager med svært kronisk multisyge patienter

hvor vurderingen af behandlingsvalg, prognose, risiko afvejning og trusler for komplikationer, i lægeligt regi,

altid vil foregå på store fælles konferencer med deltagelse af flere erfarne seniore overlæger. I JM overlades

disse alvorlige beslutninger til studentermedhjælpere og unge jurister under uddannelse. Hvis MEDCOI

rapporterne ikke støtter JM’s beslutningsgrundlag vælger man ofte at bede ambassader eller andre

repræsentationer i nabo lande eller i nærheden om at undersøge muligheder. Også i det tilfælde er der tale

om u-udannet personale der indsamler og vurderer information, som kan have afgørende betydning for

beslutningsgrundlaget.

Justitsministeriets anvendelse af lægeoplysninger

Det store stadigt ubesvarede spørgsmål, fra en læge vinkel er,

hvem

der i sidste ende i JM foretager de

dybest set lægelige vurderinger af om:

1. Sygdomskriteriet opfyldt?

2. Om der er tale om et svært handicap der forværres?

3. Behandlingskrævende sygdom?

4. Fravær af behandlingsmulighed i hjemland?

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvem,

der i JM formulerer spørgsmål til de lægelige eksperter om:

1. Dosisændringer

2. Medicin ændringer

3. Import forslag

4. Ambulant opfølgningsbehov og mulighed i hjemlandet

Ministeriet fastholder, at lægeerklæringer lægges uprøvet til grund, men som de præsenterede case viser så

er der tale om temmelig ”prøvede” lægeoplysninger, der desuden hyppigt udelades af grundlaget, hvis

ministeriet finder at lægen har en for ”ensidig” og ”personligt engageret” vurdering af sagen. En læge der

bruger lang tid på en lægeerklæring uden at få honorar er i sagens natur engageret.

JM tager ikke hensyn til, at alt har to priser i lavindkomst lande og skrøbelige stater: den officielle pris for

medicin/lægehjælp og så den faktiske pris når paienten skal bruge medicinen eller tale med en læge. Dialyse

er kun sjældent mulig selvom den ”tilbydes” og er der endelig de nødvendige slanger og rensevæsker, så

koster dialysen, som ovenfor dokumenteret, 10 gange så meget som den officielle pris. Illegal brugerbetaling

er særdeles udbredt: I Indien koster behandling i det offentlige ”gratis” sundhedsvæsen det samme som

behandling i det privat sundhedsvæsen. I Afrika betaler 30-50 % ”uofficielle” gebyrer for overhovedet at få

lov at tale med en sygeplejerske – mere for at tale med lægen. Fattige patienter må hyppigere end andre

betale for gratis medicin (HIV, TB etc.). Det er reglen at særydelser koster særligt. Disse videnskabeligt

veldokumenterede og alment kendte forhold er af ukendte grund

ikke

en del af JM’s beslutningsgrundlag.

JM tager ikke hensyn til tidsperspektivet i medicin tilgængelighed: mange moderne behandlinger tåler ikke

pauser eller bratte dosis ændringer pga. komplikationer, seponerings syndromer eller alvorlig resistens

udvikling, der kan kræve meget dyrere medicinsk behandling.

De veldokumenterede hyppige pauser i medicin leverancer i lavindkomstlande er ikke en del af JM’s

beslutningsgrundlag ligesom de alarmerende høje forekomster af forfalsket uvirksom medicin netop i

krigshærgede og skrøbelige stater på op mod 30-40 % af tilfældigt udvalgte medicinske præparater har JM

på intet tidspunkt forholdt sig til. For et par år siden var der en epidemi af alvorlige allergiske reaktioner

blandt HIV patienter i Vestafrika som viste sig at være forårsaget af en kombination af langvarige huller i

medicin leverancerne og at lægernes konstant skiftede HIV patienternes medicin med potentielt dødelige

bivirkninger til følge. Den type risici kender læger, men er ikke en del af JM’s beslutningsgrundlag.

Det er videnskabeligt veldokumenteret at der blandt HIV patienter i medicinsk behandling, f.eks. i

hovedstaden, Kampala i Uganda er en meget højere dødelighed blandt patienter med kort/ingen skolegang

og/eller patienter med lille socialt netværk. Blandt patienter i tuberkulose behandling (gratis og offentlig) er

der meget højere grad af behandlingssvigt og blivende handicap, hvis patienten har lav social status og

kort/ingen skolegang. Teoretisk ”adgang” til medicin har intet at gøre med faktisk adgang og selv når man

har faktisk adgang så afhænger behandlingens resultat af om man har høj skolegang eller ikke er fattig. JM

foretager ikke individuelle skøn på disse afgørende punkter og beder heller ikke MEDCOI eller danske

repræsentationer om denne type relevante informationer.

Ingen steder i verden ses sygdomme isoleret og som rent biomedicinske fejl, der kan rettes med medicin.

Det medicinske tankegods som regelsættet bag humanitær opholdstilladelse bygger på og den måde det

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forvaltes på i praksis ligger meget fjernt fra hvad der globalt set er almindelig lægelig praksis. De spørgsmål

JMs embedsmænd stiller til læger og asyl advokater afslører et fortidigt, utidssvarende og bedaget tankesæt

om sygdom og helbred. Moderne lægelig behandling har fokus på patientsikkerhed, individuelt tilpasset

medicin, patient inddragelse og løbende laboratorieprøver til medicin kontrol. Kronisk sygdom kræver mere

end medicin hvis man bare skal nærme sig vanlig basal europæisk standard Flere samtidige alvorlige

sygdomme er en højt specialiseret opgave, hvor hver sygdom forstærker de øvrige sygdomme og

vanskeliggør almindelig behandling. Det kræver tæt kontrol, særlige laboratorier og særlige specialister.

Endelig er børnenes tarv i familier med kronisk syge forældre, der hjemsendes, ikke en aktiv del af de

beslutningsgrundlag rapportens forfatter er bekendt med.

JM’s egen vurdering er som nævnt, at MEDCOI programmet er en styrkelse af beslutningsgrundlaget for

humanitær opholdstilladelse. Denne rapport, og de cases der beskrives her, kan desværre ikke støtte denne

optimistiske opfattelse: MEDCOI programmet har ikke formået at sikre den kvalitet og pålidelighed i

oplysningsgrundlaget som JM tillægger det. Tværtimod har programmet, utilsigtet, forværret

retssikkerheden for ansøgere, fordi JM’s jurister tilsyneladende har den opfattelse, at oplysningerne er

lægeligt forsvarlige og juridisk holdbare. I samtlige tilfælde, der er beskrevet i denne rapport, har MEDCOI

oplysninger været tillagt en afgørende og ”sandfærdig” betydning, der har været brugt til at intimidere

ansøgerens læge og advokat og derigennem, at reducere værdien af deres erklæringer og argumenter i

forhold til JM’s og MEDCOIs oplysninger.

Justitsministeriets holdning til dialog

Justitsministeren blev inviteret til en lukket eksperthøring om humanitær opholdstilladelse af Udvalget for

Udlændinge- og Integrationspolitik afholdt d. 7.maj 2014. Justitsministeren valgte desværre ikke at deltage

med embedsmænd til høringen med følgende begrundelse: ” ….hvis Udvalget for Udlændinge- og

Integrationspolitik ønsker oplysninger eller vurderinger fra Justitsministeriet eller myndigheder under

ministeriet, må dette som det helt klare udgangspunkt ske gennem mig som den ansvarlige minister i form af

spørgsmål fra udvalget, som jeg herefter besvarer (med bistand fra embedsværket).”

Det er således en principiel afvisning af deltagelse fra JMs side. Da høringen netop blev foreslået fordi

reglerne på området er mangfoldige og uklare og fordi der er rejst tvivl om hvorvidt JM forvaltede

regelsættet på et fuldt belyst lægeligt grundlag, kan det kun bestyrke mistanken om at JM ikke ønsker at

drøfte deres praksis mht. lægelige oplysninger. JM har officielt ikke lægelige kompetencer og høringen skulle

netop belyse hvordan JM er i stand til at gå i meget detaljeret og langvarig dialog med danske læger om

justering eller ændring af medicinsk behandling og diskutere vurdering af sygdoms prognoser. Høringen

skulle også belyse JMs lægelige vurdering af MEDcoi oplysninger og hvordan JM er i stand til at vurdere

medicin leverancer og adgang til speciallæger, blodprøver og rehabilitering i lande, hvor Danmark ikke har

diplomatisk repræsentation.

Set fra en lægelig vinkel er det dybt mistænkeligt at JM ikke vil deltage i et lukket møde, når de på den ene

side gentagne gange har fremført at de ”uprøvet lægger lægelige oplysninger til grund” for deres

beslutninger, mens de samtidig a) indhenter upræcise anonyme oplysninger fra ambassadeansatte i

nabolande, b) anvender selekteret materiale fra ligeledes anonyme oplysere gennem MEDcoi programmet

og c) intimiderer læger ved gentagne gange at signalere tvivl om deres faglighed gennem serielle telefoniske

og skriftlige henvendelser med krav om stillingtagen til ændringer i prognose, præparatvalg - og dosis.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

JM står tilsyneladende alene med sin holdning om, at der ikke er behov for en lukket høring. Det er klart for

enhver, at området er i konstant politisk rampelys, og de mange hurtige lovændringerne har gjort området

til et juridisk ingenmandsland, hvor kun få har overblikket – og de få siger samstemmende at der sker for

mange fejl, herunder med varige helbredsmæssige konsekvenser. Lægeligt set er JMs ”lægelige” vurderinger

helt uforsvarlige og ville, hvis juristerne havde været læger, have ført til irettesættelse og overvågning fra

Sundhedsstyrelsens side med navns nævnelse på styrelsens hjemmeside.

Regeringens holdning

Regeringen har ifølge sit regeringsgrundlag planlagt en gennemgang af reglerne for humanitært ophold. Det

er endnu ikke sket.

Kommentar og betydninger

Denne rapport er så vidt vides den første der fra en lægelig vinkel mere systematisk dokumenterer

Justitsministeriets brug af lægelige oplysninger i sager om humanitært ophold i Danmark, herunder

interaktionen med EU’s MedCOI program og kvaliteten af de oplysninger dette program leverer.

Rapporten bygger på 13 ud af 25 sager, der er gennemgået af forfatteren til rapporten, hvad angår lægelige

og juridiske dokumenter.

Hovedkonklusionerne er:

•

Justitsministeriet (JM) tilsidesætter i praksis lægers oplysninger til fordel for upræcise og

utroværdige oplysninger, indhentet gennem EU's MedCOI program

Læger tvinges til at indgå i lange ressourcekrævende ”faglige” dialoger med JM’s jurister, kontaktes

telefonisk udenom advokaten og der stilles spørgsmålstegn ved deres faglighed

De beskrevne cases afslører en lemfældig og ufaglig anvendelse af lægeoplysninger og JM’s jurister

begår ”lægefejl” fordi de ikke kender lægers ofte omfattende præmisser og lange kliniske erfaring

som grundlag for en bestemt behandling

Der er en skjult men omfattende forskelsbehandling i hvor velbelyste sager er og hvor

kvalitetsbetonet den lægelige og juridiske støtte til ansøgeren er afhængigt af om de bor i provinsen

eller i hovedstaden

Regelsættet og dets udmøntning bør gennemgås af en uafhængig instans og lægeforeningen

opfordres til at se på brydningsfladen mellem jura og lægelige vurderinger på området

•

Kritikken kan virke hård, men det skyldes primært at JM’s adfærd fra en lægelig synsvinkel har langt mere

omfattende konsekvenser end først antaget. Det er meget overraskende at se, hvor langt juristerne har

bevæget sig ind på lægers område, uden at der har været en politisk eller faglig drøftelse af det. JM har på

den anden side heller ikke tidligere været kigget så systematisk efter i kortene.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er et fagligt, og demokratisk problem, at læger der er involverede i disse sager ikke kan stå frem med

deres oplevelser fordi deres erklæringer i så fald med det samme vil blive taget ud af bedømmelsesgrundlagt

for verserende (og måske kommende) ansøgninger fordi de dermed, efter JM’s retningslinjer, har vist sig

”personligt engagerede” i sagen. Det samme gælder ikke ansøgerens advokater, som har lidt videre råderum

og dermed større vægt end det lægelige.

Det er stærkt bekymrende, og må give anledning til diskussion om retssikkerheden, at læger selv beskriver,

og det kan også ses af de dokumenter der hører til de præsenterede cases, at de langsomt skriver mere og

mere uforpligtende og opgivende svar jo flere fagligt uforståelige spørgsmål de får fra JM. Det betyder i

praksis, siger lægerne, at de næste gang de bliver bedt om en erklæring af en ansøger vil undlade at

medvirke eller henvise til ”andre specialister” (hvem det så måtte være). Andre beskriver hvordan de presses

af de mange serielle spørgsmål og til sidst presses op i sproglig krog, hvor de kan komme til at udtrykke sig

på en måde som JM kan vælge at opfatte som ”særligt personligt engagement”, men som alene er udtryk for

en professionel faglig frustration over åbenlyst usaglige spørgsmål, der kun kan tjene til at trætte læge og

ansøger. Der er eksempler på at ansøgere i disse forløb rejser pga. presser før der er svar i sagen.

I en ny case, der ikke ligger til grund for aktuelle rapport, fortæller en speciallæge, hvordan JM, i flere breve

insisterede på, at en anti-depressions middel burde kunne erstattes af diazepam (”Stesolid”). Da

speciallægen nægtede, at det var en mulighed, anmodede JM i et nyt brev om at lægen skulle beskrive

hvilken dosis diazepam der

I GIVET FALD

skulle anvendes, hvis man, mod lægens råd, alligevel valgte denne

behandling. Til dette svarede lægen at det efter hans opfattelse stadig var en underlødig og helt uacceptabel

behandling med mange alvorlige bivirkninger, herunder afhængighed, sløvhed og risiko for andet misbrug og

at han derfor ikke ville indgå i et svar på JM’s hypotetiske spørgsmål. I svaret fra JM lå var der en klandrende

og nedgørende undertone om, at lægen efter JM’s opfattelse, var u-samarbejdsvillig og derfor måtte påtage

sig ansvaret for, at JM’s beslutningsgrundlag (!) var forringet.

Det overrasker, at mange af ansøgerne har boet her i Danmark i 8-12 år og alligevel hvert halve år har

skullet forfatte nye ansøgninger, skaffe nye lægeerklæringer og på ny vente i absolut usikkerhed. Fra

erfaringer med patienter der følges i Indvandrermedicinsk klinik ved vi at der er tale om, at hele familien

konstant har været psykisk påvirkede med søvnløshed i månedsvis og en tydelig usikkerhed hos både børn

og voksne, mens de enten har forberedt ansøgninger og eller ventet på svar. Det går ud over egenomsorgen

og kontrollen med deres kroniske sygdomme, fordi de mister sprog, koncentrationsevne ligesom

integrationen går i stå, eller helt baglæns, fordi meningen med sprogundervisning og uddannelse forsvinder

når man mindes om truslen om hjemsendelse hvert halve år. Usikkerheden og det slidte voksenansvar

spolerer børnenes trivsel og skolegang. Det er meget svært at få øje på integrationspotentialet i JM’s

strategi.

Tilbage står sundhedsvæsenet og kommunerne med en kæmpe opgave i disse familier, for de fleste ender

alligevel med at få ophold når der en dag er nogen der får skabt det fulde og hele overblik over hele

familiens helbred og vilkår. Det er jo egentlig det der er JM’s opgave, men de overlader den til

ressourcefattige familier og læger, der ikke er ret motiverede for at gå i dialog med en myndighed, der har

sin egen dagsorden.

Det er fra beslutningstagerne en klar holdning at muligheden for humanitær opholdstilladelse kun skal

anvendes i sjældne tilfælde hvor de en syg asylansøger ikke har fået anden opholdstilladelse. Det der

imidlertid undrer efter 6 års erfaringer med denne type patienter i Indvandrermedicinsk klinik er hvorfor

disse patienter ikke har kunnet opnå en regulær opholdstilladelse i første omgang. For det første er der

ingen tvivl om at det er ret tilfældigt hvem af vores patinter i klinikken, der har opnået permanent

opholdstilladelse og hvem af dem der ”kun” har opnået midlertidig humanitær opholdstilladelse. Vi taler

under alle omstændigheder om komplekst syge krigstraumeramte og torturoverlevere med kræft,

insulinkrævende sukkersyge eller hjertesygdom, der har så svære psykiske og kognitive udfordringer at de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

har svært nok ved at klare sig i Dannark selv med støtte fra sygehus og kommune. Som læge er det

uforståeligt hvilke kriterier der har ført til at de, med en så kompleks problemstilling og krigstraumer, ikke

kunnet opnå asyl i Danmark under alle omstændigheder – og de sager vi i klinikken er gået ind i har da også

ført til et sikrere juridisk opholdsgrundlag i form af lidt længere intervaller mellem de nye ansøgninger om

humanitært ophold. Humanitært ophold ér et grænseområde, en brudflade mellem jura og lægevidenskab,

men ansøgerne om humanitært ophold er også forældre og patienter med alvorlige sygdomme og de

kommer i klemme, hvis alle deres sygdomme ikke beskrives fyldestgørende. Tilbage står at embedsmænd og

deres overordnede i JM i disse sager kan finde argumenter, som ingen andre kan se, for at så syge og

krigsskadede personer, kan sendes tilbage til lande, hvor der stadig er uro, piller kan af og til købes 3 stk. ad

gangen og hvor støtte er en krykkestok man selv må snitte.

JM har fået lov at skabe et Ikke transparent beslutningssystem, der bevæger sig i periferien af demokratisk

beskyttelse. Den manglende eksterne bevågenhed har udviklet en indavlet beslutningskultur hvor mål og

midler ikke er til diskussion. JM opererer i brudflader mellem adskillige fagområder og specialer, beskyttet af

et rodet regelsæt, som de selv har udviklet deres egen fortolkning af og tilsyneladende er JM’s praksis

sanktioneret af det politiske system – forhåbentligt uden at det har været en klar strategi fra politikernes

side. Det er håbet at denne rapport vil foranledige en mere fair og transparent sagsbehandling i respekt for

alle involverede faggrupper og ansøgernes grundvilkår.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konklusioner

1. Reglerne for humanitært ophold er svære for alle parter og risikoen for forskelsbehandling og

vilkårlighed er meget stor. Uklare regler og vaklende praksis samt manglende dialog fra JMs side har

ført til helbredsskadelige beslutninger.

2. De cases der er beskrevet giver mistanke om udbredt forskelsbehandling og vilkårlighed i hvor

velbelyst det lægefaglige i ansøgningerne er og sagerne er lægeligt set dårligt belyste.

3. JM selekterer i den information der lægges til grund ved kun at anvende MEDCOI informationer der

støtter en hjemsendelse og ved at undlade at forholde sig til udvalgte helbredsforhold, medicinske

behandlinger, handicap eller børnenes tarv.

4. Den juridiske tyngde og detalje grad i beslutningsgrundlaget modsvares ikke af en tilsvarende tyngde

og detaljering i de lægelige oplysninger.

5. Der er en bemærkelsesværdig overvægt af sager, der involverer ansøgere, der er psykisk syge

flygtninge mens fysiske/kroniske sygdomme er ret sjældne blandt ansøgere om humanitær

opholdstilladelse eller forlængelse af samme.

6. Rapporten beskriver en skjult forskelsbehandling af asylansøgere i forhold til hvilke sygdomme

asylcenteret vil betale for undersøgelsen af.

7. Pga. Justitsministeriets ensidige fokus på de voksnes, forældrenes, humanitære opholdstilladelse, og

ikke familiens, så forsvinder børnenes tarv helt ud af afgørelsesgrundlaget, selv når det ville have

været relevant. JM har på trods af denne viden ikke forsøgt at ændre på denne konsekvens der er en

følge af JMs overdrevne interesse for forældrenes ophold i forhold til børnenes trivsel og helbred.

8. JM forskelsbehandler i sagsbehandlingen afhængigt af ansøgers hjemland, medicinske behandlinger

og diagnoser. JM har tydelige præferencer.

9. Lægeligt er der sket fejl med uoprettelige helbredsmæssige konsekvenser. Usikkerhed og manglende

faglig selvjustits i JM har ført til at jurister i praksis foretager lægelige vurderinger, der ligger langt

udenfor JMs kompetenceområde.

10. JM intimiderer læger og stiller spørgsmålstegn ved lægers faglige beslutninger bl.a. gennem direkte

telefon opkald der ikke dokumenteres i sagens akter eller gennem serielle forsøg på at ændre

lægelige beslutninger.

11. Området er præget af vilkårlighed og jurister har i stort omfang foretaget ubegrundede lægelige

beslutninger selvom JM oplyser, at lægens oplysninger uprøvet lægges til grund.

12. JM godtager åbenlyst tvivlsomme eller forkerte MEDCOI oplysninger og JM har intet fagligt kendskab

til kvaliteten af de specifikke behandlingsmuligheder i de lande patienterne sendes tilbage til. Der er

ikke bare tale om at behandlingen i modtagerlandet ”har en anden karakter end i Danmark”, der er

tale om ikke-eksisterende behandlingsmuligheder eller direkte skadelig eller obsolet behandling som

ikke kan forsvares lægeligt, juridisk eller rent almen moralsk under nogen omstændigheder.

13. Patienter der allerede har opnået midlertidigt humanitært ophold oplever geografisk forskels

behandling juridisk og lægeligt pga. skævhed i erfarne læger og advokater i Danmark.

14. De fleste læger er uerfarne med denne type erklæringer og mange erklæringer og deres værdi

mindskes af manglende præcis og fokus i erklæringen, eller tvivl om lægens uafhængighed alene

baseret på erklæringers ordlyd.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Anbefalinger

1. JMs tvivlsomme håndtering af lægelige oplysninger bør gennemgås af uafhængig instans da der er

rejst tvivl om forskelsbehandling.

2. JM skal have tydeligere regler for anvendelse og fortolkning af lægelige oplysninger.

3. JM bør have adgang til transparent fagligt forsvarlig lægelig konsulent bistand.

4. JM bør proaktivt imødegå den oplagte forskelsbehandling i juridisk bistand ved at sikre, at der er lige

adgang til juridisk tolket bistand overalt i landet, ikke mindst i de områder hvor der er en høj

koncentration af krigsflygtninge og hvor der ofte placeres ny ankomne asylansøgere og flygtninge.

5. JM bør sammen med relevante styrelser og ministerier på samme måde sikre lige adgang til

kompetent lægelig bistand til lægeerklæringer uanset hvor i landet ansøgeren befinder sig.

6. Hvis JM ikke ønsker at indgå i dialog på området, foreslås det i stedet at Lægeforeningen a) yder

faglig bistand og uddannelsesmuligheder til læger, der mangler erfaring med erklæringer i disse

sager (evt. et fagligt frivilligt netværk) og b) etablerer et lægeligt udvalg der kan bistå læger der er

involveret i ansøgninger om humanitært ophold og JMs jurister med lægelig vejledning (eller anden

lægelig rådgivning, det skal bare være transparent hvem der sidder der). Rådet kan monitorere regel

området og opsamle lægefaglig ekspertise.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

English summary

Title

: Ministry of Justice's use of medical information in cases of humanitarian residence in

Denmark

Subtitle: A case-based insight into the Ministry of Justice collection, use and interpretation of medical

assessments collected from Danish doctors and through the EU's Medical Country of Origin Information

(MedCOI) program

Background:

Applications for humanitarian residence permit on medical grounds requires inherently medical information.

The applicant is requested by themselves to provide information to support the application. Ministry of

Justice (JM) examining applications, obtain single-handedly information about treatment options, access to

certain medicinal products, rehabilitation and medical monitoring through diplomatic channels and through

the EU funded program Medical Country of Origin Information, MEDCOI.

To non-lawyers the legal framework and how it is applied appears chaotic and arbitrary and it is difficult to

understand the way the Ministry of Justice interpret and use the information that physicians forward in the

form of statements.

The purpose of this report is to point out the widespread discrimination and inequality applicants are

subjected to on many different levels, many of which are invisible to most people, even JM. Moreover, the

aim of the report is to describe the way the Ministry of Justice (JM) clearly makes discriminatory selection

and interpretation of medical and health information. The report also aims to show how information can be

ignored in decision-making and how collecting information in JM stops when the goal of repatriation can be

justified. Finally, the report provides insight into how JM by its language, interaction and practice affects

doctors and lawyers to compose defensive and non-binding declarations or completely refrain from assisting

their patients referring them to “other experts” – who ever they should be.

Main points:

•The Danish Ministry of Justice (JM) disqualifies the physicians' health declaration accompanying

applications for temporary humanitarian residence permit information for the benefit of inaccurate and

unreliable information obtained through the EU MedCOI program

• Physicians are forced to engage in long costly "professional" dialogues with JM's lawyers, and sometime

they are contacted by telephone directly by JM lawyers and that question their professionalism

• The cases described in the present report reveals a careless and inappropriate use of medical information

and JM's lawyers commit "medical errors" because they do not know the extensive grounds and long clinical

experience that forms the basis for clinical decision making, choice of treatment and evaluation of prognosis

• There is a hidden but widespread discrimination and inequality in the well-lit cases where upmarket

medical and legal aid to the applicant depend entirely on whether they live in the province or in the capital.

Most of the presented cases were not described and documented medically to a full and appropriate extent

in the described basis for the JM decision. This leads to doubts about legal security regarding the health and

disease related basis for obtaining a humanitarian residence permit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• The entire framework and its implementation should be reviewed by an independent body and the

medical association are encouraged to look at the interface between law and medical assessments in this

juridically very complex but important area.

(The report can be downloaded I pdf format from www.ouh.dk/indvandrerklinik)

Smerterne har Allah givet mig, men min opholdstilladelse……..den ved jeg

simpelthen ikke hvem, der kan give mig……

(57 årig mand, nyretransplanteret efter torturskader på nyrerne)